Unge, ulighed og uddannelse - Center for Ungdomsforskning

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Stopklodser
Af Niels Ulrik Sørensen
Velfærdsdebatten raser på Christiansborg. Vinderen
er den, der tilbyder mest velfærd til flest
grupper: de gamle, de syge, børnefamilierne,
hjemmehjælperne, de hjemløse. Der er velfærdsgaver
til alle grupper. Vi takker ydmygt, og hvis
det valg ellers snart kommer, skal vi nok huske
at sætte krydset det rigtige sted.
Men hvad med dem, der ikke tilhører nogen
gruppe? Dem, der går rundt og bakser med
tingene for sig selv? Skal de ikke have nogen
velfærdsgaver?
Disse spørgsmål bliver stadig vigtigere i en tid,
hvor politikken i stigende grad tager form som
kontrakter mellem politikerne og de grupper i
befolkningen, der er i stand til at gøre sig gæl-
dende i to minutters indslag på tv-nyhederne.
Og hvor de, der ikke evner det, bliver stadig
mere usynlige i politikken.
Unge får masser af opmærksomhed i det offentlige
rum. Nogle vinder talentkonkurrencer
på tv, andre kører ræs med alkohol i blodet. Og
overskrifterne er stensikre. Men bortset fra en
lille gruppe autonome på Nørrebro og nogle
radikaliserede muslimer i Nordvest, er de unge
bemærkelsesværdigt usynlige i politikken. Det er
sjældent, at politikerne indgår kontrakter med
unge, når der deles valgflæsk ud.
Nu kunne man forledes til at tro, at de unge
bare har det for godt. At de simpelthen ikke har
nogen grund til at mobilisere sig og stille krav
ungdomsforskning // nr. 3 // Årg. 6 // september 2007 5