Artikel om Otto Frellos rammer fra museets årbog ... - Varde Museum

Nye, gamle og spændende rammer
– en rammefortælling om Otto Frellos kunstværker
John V. Jensen
Sommeren 2009 bliver en sommer, som
vi sent vil glemme på Varde Museum,
og det gælder i høj grad også undertegnede.
Det skyldes naturligvis den store
Otto Frello udstilling, der blev lavet i
anledning af kunstnerens 85-årsdag d.
6. april 2009. Det hele var der (næsten).
Fra det første lærred fra 1970 til de seneste
fra 2009 ved siden af et bredt udsnit
af de imponerende håndbogstegninger,
der blev skabt til Politikens Forlag fra
slutningen af 1960’erne og frem til midten
af 1970’erne. De færreste kender
måske Otto Frello som skulptør, men
Det Ubyggelige Hus. Otto Frellos husmodel på den ultimative udstilling i Helligåndshuset og en af de
mere end 30.000 interesserede besøgende.
i virkeligheden har han også arbejdet
inden for denne genre med held, og
det mest kendte værk er sandsynligvis
Frello-huset, der naturligvis også var
med på udstillingen. I virkeligheden spiller
det skulpturelle en mere central rolle
for Frello end det almindeligvis antages,
og det skyldes at mange af maleriernes
rammer er udfærdiget individuelt til malerierne.
I nogle tilfælde først og fremmest
som dekoration, mens de i andre
tilfælde synes tænkt sammen med maleriet
og motivet.
Først lidt mere om den store Frelloudstilling,
der åbnede i København 17.
april under overværelse af selveste kulturministeren,
der dog ikke var af mange
ord den dag, og så forfatteren Susanne
Staun, der er Frello-fan, og som stod
for velkomsttalen. Helligåndshuset på
Strøget udgjorde udstillingens ramme
og var fyldt til bristepunktet. Den 13.
juni åbnede udstillingen så i Varde, hvor
museet på Kirkepladsen stod klar med
ny en etage – og klar til det, der skulle
blive de ny lokalers ilddåb.
Over 30.000 gæster så udstillingen,
og af disse gik mere end de 20.000 gennem
tælleapparatet på Varde Museum.
Udstillingen skabte et leben og fra hele
Nye, gamle og spændende rammer
19

En af de friske omvisere på Varde Museum og masser af andægtigt lyttende gæster.
landet kom Frello-fans for – måske for
sidste gang – at se alle malerierne samlet
på ét sted. I løbet af sommeren holdt
vi 130 omvisninger alene i Varde, hvilket
oversteg selv de vildeste fantasier.
Det var fantastisk sjovt at være en del
af. Pludselig var lille Varde en plet på
landkortet, som folk talte om i rosende
vendinger. Alle slags folk besøgte udstillingen,
unge som ældre, børn og deres
forældre (mange kom igen, og andre
havde først fået nok efter tre og fire besøg).
Fælles for dem alle var begejstring
for billederne og for de nye rammer på
Varde Museum.
Den store udstilling og de mange
omvisninger frembød en fantastisk
20 John V. Jensen
lejlighed til at lære alle Frellos malerier
at kende, og samtidig forøgede de
mange omvisninger min og mine kollegaers
viden om personen Frello og
hans livsværk. I begyndelsen var det
især museets egen samling, der måtte
holde for, men i løbet af udstillingen
blev flere og flere af de indlånte værker
integreret i omvisningerne. Nogle
gange fordi tilhørerne kom med interessante
spørgsmål, tanker eller anekdoter
– eller måske fik man selv en lys
idé, der straks efter kunne omsættes
i praksis. Selvom museet utvivlsomt
råder over nogle af de bedste Frellobilleder,
var det alligevel lidt trist, da
de indlånte billeder skulle tilbage til
deres ejermænd, der givetvis havde
savnet dem i flere måneder.
I det følgende vil jeg løfte lidt af
sløret for nogle af de mange tanker
og idéer, som bl.a. de mange omvisninger
satte gang i. Artiklen er en forkortet
udgave af en ny artikel om Otto
Frello, som jeg for tiden arbejder på.
En artikel der bl.a. undersøger det vigtige
spørgsmål, hvorvidt der gennem
Frellos værk kan spores en rød tråd.
For nærværende vil jeg imidlertid indskrænke
mig til blot at forfølge et enkelt
blandt flere spor i værket; nemlig
billedrammerne og deres betydning.
Inden for rammerne
Billedrammer er som regel noget eksternt,
der fungerer som pynt på sofastykkerne
i borgerhjemmene. Ofte
udtrykker rammerne tidens smag, og
det var især i ældre tider nærmest en
uskreven lov, at et maleri var forsynet
med en dekorativ billedramme, der
aldrig eller i hvert fald yderst sjældent
havde med motivet at gøre. Her glimrer
barokken (1600-1700-tallet) dog med
nogle markante undtagelser, og netop
de dele af barokkens virkelighedsfremstilling
i maleriet er helt tydeligt åndsbeslægtet
med Otto Frellos malerier.
Slægtskab er der imidlertid også mellem
Frello og den såkaldte postmodernistiske
kunst, der har haft stor betydning
gennem de sidste 25 år, og som
bl.a. er kendetegnet ved at citere og
kombinere frit fra alle kunsthistoriens
stilarter. Postmodernisterne erklærede

alle tidligere tiders konventioner fredløse
og netop under fanerne i dette
oprør mod vanen og dens magt, finder
vi i virkeligheden også Otto Frellos
værker.
Hvordan gamle konventionelle forgyldte
stukrammer kan virke malplacerede,
vil mange måske have bemærket,
hvis de har prøvet at stå over for de berømte
impressionisters billeder fx van
Goghs malerier, der er forsynet med
svulstige forgyldte stukrammer af gips,
der svarede til moden og tidens stil i
slutningen af 1800-tallet, men for en
moderne beskuer kan det forekomme
Købmagergade (1993). Billedet er forsynet med
en af de mest voldsomme rammer, som Frello
har lavet. Et godt eksempel på, at rammen i
dette tilfælde er et kunstværk i sig selv.
sært gammeldags, fordi van Goghs
malerier forekommer fuldstændigt moderne
og friske, mens stukrammen virker
som en gammel ham, som billedet
ikke har kunnet vride af sig. I sådanne
tilfælde bliver man opmærksom på
billedrammen, og det gør den, der ser
Otto Frellos malerier også, om end på
en helt anden måde.
Billedrammerne på Frello-malerier
kan være lavet af flere forskellige materialer.
De kan være modelleret fx i
Polyfilla på skeletter af træ og ståltråd,
der siden er blevet bemalet, så de eksempelvis
får et mineralagtigt skær.
Andre er lavet af træ fx fra præfabrikerede
paneler og gerigter over ubehandlet
eller bemalet træ til gammelt genbrugstræ
i diverse afskygninger.
I virkeligheden udgør billedrammerne
på mange af Frello-malerierne
simpelthen dele af et samlet kunstværk,
og kigger man på rammerne
om fx Københavnerbilledet (1983-86),
Købmagergade (1993) og Det sorte
hus (1980), ser man hurtigt, at der er
tale om små kunstværker i sig selv, der
sammen med billedet udgør et hele.
Med rammerne demonstrerer Frello
sine evner for modellering og skulpturering,
som han i flere vellykkede tilfælde
har integreret i motivet, og derved
opstår der noget nyt i samspillet
mellem maleri og billedramme – som
er meget karakteristisk for Otto Frellos
værk, og netop her finder vi den anarkistiske
side af Otto Frello, en oprører
mod malerkunstens konventioner.
Udbrud (1994). Illusionskunstneren Frello sender
en venlig hilsen til barokkens gamle mestre.
Guldramme og messingskilt er ”bare” malet på
blændrammen.
Uden for rammerne
To malerier nemlig Udbrud (1994) og
Det sidste menneske (2000) er interessante
i denne sammenhæng, fordi de
netop tydeliggør, at billedrammerne er
noget ganske specielt i Otto Frellos produktion.
Her mangler netop rammerne
helt eller delvist. Således er førstnævntes
billedramme ren illusion, og billedet
består ”kun” af blændrammen, som
lærredet er spændt ud over. Til gengæld
har Frello malet en fin guldramme
på lærredet og har endda forsynet den
Nye, gamle og spændende rammer
21

forgyldte ramme med et ligeledes påmalet
messingskilt med ophavsmandens
navn og maleriets titel. Forbindelsen til
både barokken og postmodernismen er
klar. Sidstnævnte maleri har derimod en
fin yderramme af, på sin vis, smukt patinerede
ormstukne forskallingsbrædder
af fyrretræ. Træ, der i øvrigt stammer
fra en renovering af Brolæggerstræde 1,
antageligt fra husets opførelse omkring
1797 og er altså mere end 200 år gammelt.
Inderrammen er derimod på bedste
illusionistiske facon blot malet på,
dog med den vigtige detalje, at kvindens
tommelfingre er modelleret ud over
kanten for at forøge illusionen af dybde.
Set på afstand er virkningen utrolig
22 John V. Jensen
effektiv, og det lykkedes gang på gang
under omvisningerne at få folk til at gå
hen til de to malerier for lige at sikre sig,
at de faktisk var blevet taget ved næsen.
Begge billeder understreger med største
tydelighed, at billedrammerne hos
Frello ikke bare er tilfældigt pynt – de
er i mange tilfælde uadskillelige dele af
værkerne.
Flere af de mere specielle billedrammer
er i lighed med rammen til
Det sidste menneske, lavet af gammelt
klassicistisk paneltræ og gerigter
fx Den høje væg (1987) og Det gamle træ
(1990), som Frello, som en anden Henry
Heerup, i årenes løb har fundet i containere
i det indre København i forbindelse
Det sidste menneske (2000) og Det gamle træ (1990). De to billeder er eksempler på genbrug af hhv.
gamle forskallingsbrædder og paneltræ.
Den høje væg (1987). Et fint eksempel på at et
gammelt kasseret panel kan komme til ære og
værdighed igen.
med fx byfornyelse og genanvendt til billedrammer.
Det gamle bearbejdede træ
har derved fået en ny funktion og et nyt
liv og tilfører malerierne et unikt præg.
I begge tilfælde er der tale om afvigelser
fra normen, hvor kunstneren i
ovennævnte tilfælde benytter sig af sit
indgående kendskab til illusionsteknikken
og velsagtens også kunsthistorien og
derved blot nøjes med at male rammen
på. Vittighed eller oprør? Formentlig
begge dele!

Bag rammerne
Et af de malerier, som jeg selv kun
kendte fra Frello-bøgerne var Det skæve
rum (1988). Fotogengivelserne i bøgerne
interesserer sig slet ikke for billedrammerne,
men alene motivet. Det
lille maleri er fotograferet forfra, som
man almindeligvis gør. Der ville i øvrigt
være nogle tekniske og æstetiske
udfordringer, hvis billedrammen skulle
komme ordentligt til sin ret på foto.
Gik man imidlertid på udstillingen
og så billedet i virkeligheden, ville de
færreste nok kunne undgå at bemærke,
hvor nøje motiv og billedramme
hænger sammen i dette værk. Det
skæve rum viser rum efter rum, der
forsvinder ind i billedet og laver en fin
dybdeillusion ind i billedet (og væggen)
– rammen derimod er konstrueret
sådan, at den i modsætning til motivet
Det skæve rum (1988). Motiv og ramme er integreret
og skaber en spændende dybdevirkning.
går udad. Igen er det fornemmelsen af
rum og dybde, der forstærkes. Som beskuer
får man næsten lyst til at stikke
hånden ind bag lærred og ramme for
at sikre sig, at motivet nu også rent
faktisk forsvinder ind i væggen! Der er
tale om en meget virkningsfuld detalje,
og der ingen tvivl om, at der på det
nærmeste ville være tale om hærværk
på billedet, hvis nogen fik den tanke,
at begå ”van Gogh-fejlen”, dvs. at udskifte
den originale ramme med fx en
af de forsølvede svæverammer, som
er voldsomt moderne i disse år. Det
skæve rum er i det hele taget en lille
genialitet, fordi man i motivet, som
nævnt, føres fra rum til rum, men fortsætter
det sådan, eller når man frem til
det inderste rum? Det skæve rum er et
glimrende eksempel på, at Frello ikke
lader sig tyrannisere af billedrammens
normale funktion, men på opfindsom
vis forsøger at gå sine egne veje og lader
billedrammen tale med.
Nye rammer
Domhuset (1996) er et andet af de
mere særprægede malerier, der absolut
heller ikke kommer til sin ret på
postkort eller i bøgerne for den sags
skyld. Det hænger naturligvis sammen
med, at dette maleri kan ses som et udtryk
for at forene skulptur og maleri og
derved skabe et 3-dimensionelt maleri,
hvilket man i Frellos værker i øvrigt
kan finde flere forsøg på. Der er sågar
et maleri, der forsøger at skildre den
4. dimension (Københavnerbilledet)
Domhuset (1996). Et fint eksempel på en ramme,
der er direkte integreret i noget der både er
maleri og skulptur. Det 3-dimensionelle maleri.
ligesom et andet skildrer verden gennem
et fiskeøjeperspektiv (Den lille
havfrue). På Domhuset er figurerne
modelleret op på en traditionel malet
baggrund. Af praktiske grunde er billedrammen,
som vi jo interesserer os
for her, trukket ca. 7-10 cm ud fra væggen
imod beskueren for at gøre plads
til motivet. Denne manøvre efterlader
et tomrum inden i billedrammen, som
Frello har forsynet med spejle for at
forstærke illusionen og gøre den mere
overbevisende. Igen er der tale om et
billede, som det er vanskeligt at gengive
på tryk på traditionel vis uden,
at en vigtig pointe går tabt – nemlig
at malerier ikke altid behøver at være
2-dimensionelle! Igen spiller billedrammen
om ikke hovedrollen, så dog
en uomgængelig birolle – og den ville
Nye, gamle og spændende rammer
23

Avislæseren (1998). Destrueret. Maleriet var et
af de mest særprægede eksempler på Frellos
måde at integrere maleri, skulptur og ramme.
simpelthen ikke kunne fjernes uden
at ødelægge maleriet og, må man nok
sige, den særprægede idé.
Det nu destruerede maleri Avislæseren
(1998) kan ligeledes ses, som et forsøg
på at gå nye veje for at lave et totalmaleri,
hvor motiv og billedramme får
skulpturel karakter. Også her var ramme
og maleri integreret, således strakte
der sig fra billedets overkant grene
med nedhængende løv, der antageligt
24 John V. Jensen
stammede fra et nærtstående træ.
Samtidig havde maleriet, som man kan
se på illustrationen, dybde og en facon
som en aflang pyramidestub. I bunden
af billedet sås avislæseren, der stod
med sin avis og nu og da, via en elektronisk
foranstaltning, bevægede hovedet.
Avislæseren var en helt anden
måde at tænke et maleri på. I virkeligheden
var værket vel et af Frellos hidtil
mest radikale forsøg på at forene
maleri og installation (hvilket også er
tilfældet om end mere afdæmpet i maleriet
To kvinder). Det nedhængende
løv skabte en fornemmelse af rum,
men var også en kraftig udfordring af
forestillingen om, at billedrammer er
noget eksternt, noget maleriet uvedkommende
og tilfældigt. Samtidig var
Avislæseren, der vistnok var et temmelig
skrøbeligt billede, et fint udtryk for
den humor, der er til stede i de fleste
Frello-malerier, men igen spores lysten
til at bryde med fastlagte konventioner
ved at bygge en billedramme op, der
er en del af selve motivet og som sådan
uadskilleligt fra dette. Som nævnt
eksisterer Avislæseren ikke mere, og
billedet er aldrig medtaget i nogen af
de tre Frello-bøgers ”komplette” værkfortegnelser.
Til gengæld nåede man
lige akkurat at få gengivet maleriet på
postkort, ellers havde kun minderne
været tilbage.
Vide rammer
De mange varianter af hjemmelavede
og kunstfærdigt udførte billedrammer
er karakteristiske, hvis man besøger en
Frello-udstilling. Der findes dog flere af
malerierne, der aldrig har været forsynet
– endsige tænkt med billedramme.
I baggrunden ses hvordan motivet fortsætter på kanten af blændrammen af Oksbølbilledet (1997-98).

Københavnerbilledet (1983-86). Et eksempel på
en skulpturel ramme.
Det sorte hus (1980). Et andet eksempel på en
skulpturel ramme.
Kongens Nytorv (1995-96). Billedet er forsynet med en fint ornamenteret ramme af Polyfilla.
Det gælder måske først og fremmest
det kæmpestore Oksbølbilledet (1997-
98). Her er der slet ikke nogen ramme
og heller ingen illusion om en sådan,
til gengæld fortsætter motivet om på
blændrammens sider, som om at maleren
slet ikke kunne stoppe igen, og
måske har han endda ladet motivet
fortsætte på maleriets bagside? Denne
teknik ses på flere Frello-billeder
og giver af og til billederne et mere
råt (nogle vil måske synes mere ufærdigt)
præg. Og det er måske ligefrem
noget af pointen i Det ufærdige billede
fra 1990, hvor lærredet alene udgør
rammen. I andre tilfælde har maleriernes
ejere sandsynligvis kompenseret
for den manglende billedramme og
selv forsynet maleriet med én, hvad de
naturligvis altid er i deres gode ret til,
men det bør gøres med omtanke.
En mere dekorativ funktion har
rammen i malerierne Det sorte hus
(1980), Københavnerbilledet (1983-
86), Købmagergade (1993) og Kongens
Nytorv (1995-96), hvor rammerne er
modelleret af Polyfilla med nogle særprægede
og meget personlige resultater
til følge. Rammerne er dekoreret
med blomster og slyngninger, der
Nye, gamle og spændende rammer
25

Lille aftentur (1975). En tidlig hjemmelavet
ramme i ubehandlet træ. Siden blev rammerne
mere og mere fantasifulde.
Torvet (1973). Endnu en tidlig hjemmelavet
træramme - her bemalet.
26 John V. Jensen
Vinduet (1991). Vinduet var forsynet med en ramme i Jugendstil, der desværre er gået til.
danner en ornamentik. Mere afdæmpede,
men også stærkt personlige er
de voldsomme trærammer på fx de
tidlige malerier Torvet (1973) og måske
først og fremmest Lille aftentur (1975),
hvor den store ubehandlede træramme
gør alt, hvad den kan for at stjæle opmærksomhed
fra motivet. Der er her
tale om de tidligste værker, men, som
det turde være fremgået, så blev Frellomaleriernes
billedrammer stadig mere
opmærksomhedskrævende og ukonventionelle
med tiden.
Helt andre rammer
To andre malerier kan ikke længere ses
med deres originale billedrammer. Det
drejer sig om Vinduet (1991), der vist
nok i begyndelsen var forsynet med en
Polyfilla-ramme i jugendstil. Rammen
er i mellemtiden gået til og destrueret,
hvorefter den blev erstattet af den

Chagalls modeller (1988-89). En af de mærkeligste rammer i hele produktionen. Læg mærke til
træpladerne i siden af billedet. De kunne trækkes ud og viste billeder og udklip af Chagalls ”rigtige”
modeller. Fotoet er vistnok det eneste levn af den nu destruerede ramme.
nuværende træramme. Billedrammen
på Vinduet, skal desuden en overgang
have været forsynet med noget så utraditionelt
som et forstørrelsesglas, hvor
kunstneren lod beskueren gå maleriet
efter i detaljer. Også en ret utraditionel
gestus!
Chagalls modeller (1988-89) er et
andet billede, hvor den billedramme,
som billedet oprindeligt var udstyret
med ikke længere eksisterer. Således
var billedet i begyndelsen forsynet med
en virkelig særpræget, men også skrøbelig
ramme, som ejeren senere valgte
at fjerne. Der var på den underste del
monteret to plader, der kunne skydes
henholdsvis til højre og venstre. På
pladerne havde Frello indsat fotografiske
gengivelser og tryk af de af Marc
Chagalls malerier, der udgjorde forlægget
for Chagall-pastichen. Tanken var,
at beskueren dels kunne se Chagalls
figurer i en helt ny komposition – personerne
på Chagalls modeller havde så
at sige ikke ”mødt” hinanden, før Frello
satte dem sammen! Og dels kunne beskueren
se de originale Chagall modeller
i deres oprindelige sammenhænge
og med de ”forbedringer” som Frello
efter eget udsagn havde foretaget. Som
sagt eksisterer denne yderst usædvanlige
billedramme desværre ikke længere.
Den stærkt eksperimenterende ramme
var nok problematisk grundet sin udfordrende
konstruktion, men alligevel er
det et tab, at den originale billedramme
ikke længere eksisterer for det betyder,
at Chagalls modeller på sin vis er beskadiget
og noget af maleriets mest originale
præg er væk.
I modsætning til det destruerede
maleri Avislæseren, så er næsten kun
minderne tilbage om den mærkværdige
billedramme fra Chagalls modeller,
og det skyldes ikke mindst, at forbindelsen
mellem maleri, motiv og billedramme
ikke blev taget alvorligt.
Frello indrammet
Otto Frellos malerier og fantastiske univers
besidder en stor fascinationskraft,
hvilket vi på Varde Museum kunne bekræfte
igen og igen i løbet af sommeren
2009, hvor mere end 30.000 gæstede
udstillingen, og vi afholdt omvisning
på omvisning for begejstrede mennesker.
Ingen tvivl om, at Frellos malerier
befinder sig i en niche af dansk nutidskunst
med appel til et bredt publikum,
der hos Frello får teknisk perfektion og
samtidig på forskellig vis lader publikum
blive en del af malerierne enten
Nye, gamle og spændende rammer
27

helt konkret eller ved, at publikum meget
ofte spontant begynder at fantasere
over det, de ser. At malerierne formår at
delagtiggøre og aktivere publikum havde
vi rig lejlighed til at konstatere i løbet af
sommeren.
Hvor mange af de 30.000, der gæstede
udstillingen, der bemærkede billedrammernes
ofte helt specielle funktion
i Frello-malerierne er til gengæld
uvist, men som det er fremgået i artiklen,
er der ingen tvivl om, at billedrammerne
ofte er integreret direkte i
kunstværkerne, og at de i adskillelige
Den ulitimative Frello udstilling blev set af mere end 30.000 gæster.
28 John V. Jensen
tilfælde udgør en helhed sammen med
motiverne, og at de ofte er mindst
lige så originale som disse, forekommer
helt klart. Således kan rammerne, i de
tilfælde de overhovedet er til stede,
fungere som ren ornamentik som tilfældet
er i malerierne Købmagergade
og Københavnerbilledet, men de kan
også få en selvstændig betydning og
blive en del af motivet, sådan som
det er tilfældet i fx Det skæve rum,
hvor billedramme og motiv ikke kan
adskilles uden at øve vold på hele
kunstværket.
Disse tanker om billedrammernes ubetvivlelige
relation til maleriernes motiver
placerer samtidig Otto Frello i en interessant
sammenhæng med både barokkens
og nutidens postmodernistiske kunst.
Det turde samtidig også være fremgået,
at Otto Frellos malerier i højere grad end
det hidtil har været tilfældet bør opfattes
som kunstværker, hvor billedrammerne i
mange tilfælde skal ses som en integreret
og betydningsbærende del af kunstværket
– og ikke som det ofte er tilfældet som
noget eksternt og tilfældigt, der blot kan
udskiftes efter behag eller sofaen.