Artikel om Otto Frellos rammer fra museets årbog ... - Varde Museum

More documents

Recommendations

Info

En af de friske omvisere på Varde Museum og masser af andægtigt lyttende gæster. landet kom Frello-fans for – måske for sidste gang – at se alle malerierne samlet på ét sted. I løbet af sommeren holdt vi 130 omvisninger alene i Varde, hvilket oversteg selv de vildeste fantasier. Det var fantastisk sjovt at være en del af. Pludselig var lille Varde en plet på landkortet, som folk talte om i rosende vendinger. Alle slags folk besøgte udstillingen, unge som ældre, børn og deres forældre (mange kom igen, og andre havde først fået nok efter tre og fire besøg). Fælles for dem alle var begejstring for billederne og for de nye rammer på Varde Museum. Den store udstilling og de mange omvisninger frembød en fantastisk 20 John V. Jensen lejlighed til at lære alle Frellos malerier at kende, og samtidig forøgede de mange omvisninger min og mine kollegaers viden om personen Frello og hans livsværk. I begyndelsen var det især museets egen samling, der måtte holde for, men i løbet af udstillingen blev flere og flere af de indlånte værker integreret i omvisningerne. Nogle gange fordi tilhørerne kom med interessante spørgsmål, tanker eller anekdoter – eller måske fik man selv en lys idé, der straks efter kunne omsættes i praksis. Selvom museet utvivlsomt råder over nogle af de bedste Frellobilleder, var det alligevel lidt trist, da de indlånte billeder skulle tilbage til deres ejermænd, der givetvis havde savnet dem i flere måneder. I det følgende vil jeg løfte lidt af sløret for nogle af de mange tanker og idéer, som bl.a. de mange omvisninger satte gang i. Artiklen er en forkortet udgave af en ny artikel om Otto Frello, som jeg for tiden arbejder på. En artikel der bl.a. undersøger det vigtige spørgsmål, hvorvidt der gennem Frellos værk kan spores en rød tråd. For nærværende vil jeg imidlertid indskrænke mig til blot at forfølge et enkelt blandt flere spor i værket; nemlig billedrammerne og deres betydning. Inden for rammerne Billedrammer er som regel noget eksternt, der fungerer som pynt på sofastykkerne i borgerhjemmene. Ofte udtrykker rammerne tidens smag, og det var især i ældre tider nærmest en uskreven lov, at et maleri var forsynet med en dekorativ billedramme, der aldrig eller i hvert fald yderst sjældent havde med motivet at gøre. Her glimrer barokken (1600-1700-tallet) dog med nogle markante undtagelser, og netop de dele af barokkens virkelighedsfremstilling i maleriet er helt tydeligt åndsbeslægtet med Otto Frellos malerier. Slægtskab er der imidlertid også mellem Frello og den såkaldte postmodernistiske kunst, der har haft stor betydning gennem de sidste 25 år, og som bl.a. er kendetegnet ved at citere og kombinere frit fra alle kunsthistoriens stilarter. Postmodernisterne erklærede
alle tidligere tiders konventioner fredløse og netop under fanerne i dette oprør mod vanen og dens magt, finder vi i virkeligheden også Otto Frellos værker. Hvordan gamle konventionelle forgyldte stukrammer kan virke malplacerede, vil mange måske have bemærket, hvis de har prøvet at stå over for de berømte impressionisters billeder fx van Goghs malerier, der er forsynet med svulstige forgyldte stukrammer af gips, der svarede til moden og tidens stil i slutningen af 1800-tallet, men for en moderne beskuer kan det forekomme Købmagergade (1993). Billedet er forsynet med en af de mest voldsomme rammer, som Frello har lavet. Et godt eksempel på, at rammen i dette tilfælde er et kunstværk i sig selv. sært gammeldags, fordi van Goghs malerier forekommer fuldstændigt moderne og friske, mens stukrammen virker som en gammel ham, som billedet ikke har kunnet vride af sig. I sådanne tilfælde bliver man opmærksom på billedrammen, og det gør den, der ser Otto Frellos malerier også, om end på en helt anden måde. Billedrammerne på Frello-malerier kan være lavet af flere forskellige materialer. De kan være modelleret fx i Polyfilla på skeletter af træ og ståltråd, der siden er blevet bemalet, så de eksempelvis får et mineralagtigt skær. Andre er lavet af træ fx fra præfabrikerede paneler og gerigter over ubehandlet eller bemalet træ til gammelt genbrugstræ i diverse afskygninger. I virkeligheden udgør billedrammerne på mange af Frello-malerierne simpelthen dele af et samlet kunstværk, og kigger man på rammerne om fx Københavnerbilledet (1983-86), Købmagergade (1993) og Det sorte hus (1980), ser man hurtigt, at der er tale om små kunstværker i sig selv, der sammen med billedet udgør et hele. Med rammerne demonstrerer Frello sine evner for modellering og skulpturering, som han i flere vellykkede tilfælde har integreret i motivet, og derved opstår der noget nyt i samspillet mellem maleri og billedramme – som er meget karakteristisk for Otto Frellos værk, og netop her finder vi den anarkistiske side af Otto Frello, en oprører mod malerkunstens konventioner. Udbrud (1994). Illusionskunstneren Frello sender en venlig hilsen til barokkens gamle mestre. Guldramme og messingskilt er ”bare” malet på blændrammen. Uden for rammerne To malerier nemlig Udbrud (1994) og Det sidste menneske (2000) er interessante i denne sammenhæng, fordi de netop tydeliggør, at billedrammerne er noget ganske specielt i Otto Frellos produktion. Her mangler netop rammerne helt eller delvist. Således er førstnævntes billedramme ren illusion, og billedet består ”kun” af blændrammen, som lærredet er spændt ud over. Til gengæld har Frello malet en fin guldramme på lærredet og har endda forsynet den Nye, gamle og spændende rammer 21
Page 1: Nye, gamle og spændende rammer - e
Page 5 and 6: Bag rammerne Et af de malerier, som
Page 7 and 8: Københavnerbilledet (1983-86). Et
Page 9 and 10: Chagalls modeller (1988-89). En af

Artikel om Otto Frellos rammer fra museets årbog ... - Varde Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?