Artikel om Otto Frellos rammer fra museets årbog ... - Varde Museum

Bag rammerne
Et af de malerier, som jeg selv kun
kendte fra Frello-bøgerne var Det skæve
rum (1988). Fotogengivelserne i bøgerne
interesserer sig slet ikke for billedrammerne,
men alene motivet. Det
lille maleri er fotograferet forfra, som
man almindeligvis gør. Der ville i øvrigt
være nogle tekniske og æstetiske
udfordringer, hvis billedrammen skulle
komme ordentligt til sin ret på foto.
Gik man imidlertid på udstillingen
og så billedet i virkeligheden, ville de
færreste nok kunne undgå at bemærke,
hvor nøje motiv og billedramme
hænger sammen i dette værk. Det
skæve rum viser rum efter rum, der
forsvinder ind i billedet og laver en fin
dybdeillusion ind i billedet (og væggen)
– rammen derimod er konstrueret
sådan, at den i modsætning til motivet
Det skæve rum (1988). Motiv og ramme er integreret
og skaber en spændende dybdevirkning.
går udad. Igen er det fornemmelsen af
rum og dybde, der forstærkes. Som beskuer
får man næsten lyst til at stikke
hånden ind bag lærred og ramme for
at sikre sig, at motivet nu også rent
faktisk forsvinder ind i væggen! Der er
tale om en meget virkningsfuld detalje,
og der ingen tvivl om, at der på det
nærmeste ville være tale om hærværk
på billedet, hvis nogen fik den tanke,
at begå ”van Gogh-fejlen”, dvs. at udskifte
den originale ramme med fx en
af de forsølvede svæverammer, som
er voldsomt moderne i disse år. Det
skæve rum er i det hele taget en lille
genialitet, fordi man i motivet, som
nævnt, føres fra rum til rum, men fortsætter
det sådan, eller når man frem til
det inderste rum? Det skæve rum er et
glimrende eksempel på, at Frello ikke
lader sig tyrannisere af billedrammens
normale funktion, men på opfindsom
vis forsøger at gå sine egne veje og lader
billedrammen tale med.
Nye rammer
Domhuset (1996) er et andet af de
mere særprægede malerier, der absolut
heller ikke kommer til sin ret på
postkort eller i bøgerne for den sags
skyld. Det hænger naturligvis sammen
med, at dette maleri kan ses som et udtryk
for at forene skulptur og maleri og
derved skabe et 3-dimensionelt maleri,
hvilket man i Frellos værker i øvrigt
kan finde flere forsøg på. Der er sågar
et maleri, der forsøger at skildre den
4. dimension (Københavnerbilledet)
Domhuset (1996). Et fint eksempel på en ramme,
der er direkte integreret i noget der både er
maleri og skulptur. Det 3-dimensionelle maleri.
ligesom et andet skildrer verden gennem
et fiskeøjeperspektiv (Den lille
havfrue). På Domhuset er figurerne
modelleret op på en traditionel malet
baggrund. Af praktiske grunde er billedrammen,
som vi jo interesserer os
for her, trukket ca. 7-10 cm ud fra væggen
imod beskueren for at gøre plads
til motivet. Denne manøvre efterlader
et tomrum inden i billedrammen, som
Frello har forsynet med spejle for at
forstærke illusionen og gøre den mere
overbevisende. Igen er der tale om et
billede, som det er vanskeligt at gengive
på tryk på traditionel vis uden,
at en vigtig pointe går tabt – nemlig
at malerier ikke altid behøver at være
2-dimensionelle! Igen spiller billedrammen
om ikke hovedrollen, så dog
en uomgængelig birolle – og den ville
Nye, gamle og spændende rammer
23