yagé - TEORA - Høgskolen i Telemark

La Montañita
Fra Bogotas hektiske hovedstadsstemning kører vi i bus ud i bjergene, og allerede en halv
time fra centrum begynder de grønne bakker at overtage byens grå, osende liv. Vi bliver sat af
i et sving på hovedvejen og deler en taxa med en familie, for at komme ned til en landsby, der
lever sit rolige landlige liv på trods af placeringen så nær den store by. Efter at have forhørt os
om mulighederne, kører vi ud på eftermiddagen videre ind i bjergene med en jeep, der er fyldt
så grundigt op med folk, grøntsager og andre varer, at jeg står på bagsmækken, der er klappet
ned for at få plads til det hele. Det er skyet og køligt, selvom vi kun befinder os i 1550 meters
højde. Den lille grusvej snor sig forbi store flotte fincaer, som tydeligvis ikke tilhører
områdets oprindelige beboere, de praktisk anlagte campesinos, bønderne. Nej, dette ligner
mere sommerhuse med store bygninger og smukt udformede haver. Vi finder da også snart ud
af, at de fleste af grundene er ejet af velhavende folk fra Bogota, der bruger dem til rekreation
i weekender og ferier. Området er perfekt til dette på grund af dets naturskønhed,
beliggenheden 1000 meter lavere en Bogota, og dermed et varmere klima, samt nærheden til
hovedstaden. Vi passerer en put-and-take fiskesø og flere restauranter, alt sammen noget der
tyder på, at dette ikke er en hvilken som helst bjergegn i Colombia.
Efter små 20 minutter møder vi et skilt, der siger; Bienvenidos a La Montañita, Velkommen til
Det lille Bjerg. Vi bliver sat af og går selv det sidste lille stykke ned til selve landsbyen. Det
første vi møder er en parkeringsplads og en høj åben bambuskonstruktion med et større rod af
ting påmalet Kreativt Værksted. Bag parkeringspladsen åbner sig en større dam hvor der
opdrættes fisk. Vi går op ad en lille bakke og kommer til El Kiosko, fælleshuset. Det er en
cirkelrund bygning, der er åben til alle sider, på nær mod vest, hvor et cementhus er tilbygget.
Grunden har tidligere været en restaurant, og da den blev overtaget var det med disse
bygninger samt et fuldt køkken af en størrelse, der netop kan servicere en hel landsby. Herfra
stammer også parkeringspladsen og fiskedammen, der tidligere fungerede som put-and-take
sø, hvor den glade fisker kunne få fangsten tilberedt i restauranten.
Vi ser en gruppe af folk, der sidder ved borde spredt rundt på bygningens cementgulv. Der er
både voksne og børn, der sidder og maler og hygger sig. Da de lægger mærke til os, bliver vi
taget i mod af en kvinde, der introducerer sig selv og siden alle andre tilstedeværende. Som
det er kutyme i Colombia, bliver der delt kram og kindkys ud til hele selskabet.
En ung fyr bliver tilkaldt og får til opgave at vise os rundt. Han er aspirant til at blive
indflytter. Som ny beboer skal man gennem en periode, på minimum fire måneder bo og leve
84