begyndelse - Hasda

ordningen var en del af loven. ”Skilsmisse“
var i sig selv juridisk jargon. Netop derfor
burde det undre os, når farisæerne spørger:
”Er det lovligt at skille sig?“ Det er næsten
som at spørge: ”Må man godt spise med
mad i munden?“ Svaret er: ”Ja, selvfølgelig!
Det er jo dét, det betyder!“ Skilsmisse
er netop den lovlige måde at skille sig fra
sin kone på – den ulovlige måde er bare at
gå fra konen, som om ægteskabskontrakten
ikke eksisterer.
DEN ”NYE“ SKILSMISSE
Mattæus hjælper os til at forstå, at hvad
farisæerne spurgte om, ikke drejede sig om
skilsmisse generelt, men om en specifik
form for skilsmisse, som var populær på Jesu
tid. I Matthæusevangeliet 19,3 står farisæernes
spørgsmål nemlig skrevet i sin fulde
længde og i sin logiske form: ”Er det tilladt
en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken
som helst grund?“ Matthæus forklarer
os her eksplicit, hvad der i Markusevangeliet
var implicit.
Den indflydelsesrige jøde ved navn Hillel,
som levede et par generationer inden Jesus,
havde bidraget med en ny fortolkning af
skilsmissen. Dette resulterede i en helt ny
skilsmissepraksis, der var dominerende på
Jesu tid. Den nye holdning til skilsmisse var,
at ægtemanden skulle have lov at skille sig
fra konen af en hvilken som helst grund. Der
ville ikke blive nogen retssag, han ville ikke
blive forhørt om skilsmissegrundlaget, og
han kunne uden problemer skifte konen ud.
Den nye form for skilsmisse var selvfølgelig
tiltrækkende for mange mænd, der dermed
kunne gøre, hvad de havde lyst til. Hillels
ordning var dog ikke uden fordele for kvinder.
Hvis de havde været deres mænd utro,
ville de gennem denne ordning blive sparet
en vis ydmygelse. Det var formodentlig derfor
den retskafne Josef overvejede at skille
sig fra Maria ”i stilhed“ (Matt 1,19).
Hillels ansvarsfrie skilsmisse var blevet
normen i det jødiske samfund. I den ”nye“
LÆS MERE:
· David Instone-Brewer: Divorce & Remarriage in the Church. Eerdmans 2002.
· David Instone-Brewer: Divorce & Remarriage in the Church. Paternoster Press
2003.
skilsmisse kunne man skille sig uden at blive
draget til ansvar for skaderne. Generelt
betød denne nye skilsmissepolitik naturligvis,
at skilsmisse blev mere og mere udbredt,
selv i tilfælde hvor ægteskaberne måske
kunne være blevet reddet. Derfor led det
jødiske samfund på Jesu tid meget under de
mange skilsmisser og splittede familier (ligesom
vores samfund gør i dag).
NÅR SKILSMISSE BLIVER
TIL ÆGTESKABSBRUD
Denne baggrund kaster nyt lys over Mattæus
19. Farisæerne troede igen, at de havde lokket
Jesus i en fælde, men tog naturligvis fejl.
Jesus var ikke bange for at tale imod samtidens
normer og tage afstand fra den nye
skilsmissepraksis, og det kostede ham heller
ikke noget. Ifølge Jesus var den nye skilsmisse
ikke engang en rigtig skilsmisse, for
de, der lod sig skille på den måde, var stadigvæk
forpligtede overfor deres ekskoner:
”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden
grund end utugt og gifter sig med en anden,
begår ægteskabsbrud.“ Den grundløse skilsmisse
var at betragte som ægteskabsbrud.
Det var dog noget andet i de tilfælde,
hvor der var gode grunde (f.eks. sex udenfor
ægteskabet), for da var det jo i tråd med
lovens principper om, at skilsmisse er lovligt,
når ægteskabet er blevet brudt. Jesus ærede
Moseloven ved at sige, at de mange, der lod
sig skille efter Hillels ordning, begik ægteskabsbrud,
dog ikke dem, hvis ægteskaber
allerede var gået i stykker på grund af sex
udenfor ægteskabet.
Men Jesus gav ikke blot sin mening om
den igangværende debat. Han gjorde også
opmærksom på, hvad der manglede på
begge sider. Han forklarede, at selv om
det nogle gange er tilladt at skille sig fra
sin mand eller kone, så var det ikke, hvad
Gud havde tænkt sig fra begyndelsen. Guds
oprindelige plan var, at ægteskabet skulle
binde to mennesker tæt sammen i kærlighed,
så de blev ”ét kød“.
DEN OPRINDELIGE PLAN
Det blev nu tydeligt, hvad farisæernes
egent lige misforståelse var. De troede,
Moses havde ”påbudt“ manden at skille sig
fra konen på grund af ægteskabsbrud, men
Jesus forklarede dem, at Moses bare havde
”tilladt“ det, fordi det af og til var nødvendigt
på grund af menneskers hårde hjerter
(Matt 19,7-8). Skilsmisse var en rettighed,
men ikke en forpligtelse. Den forurettede
kunne altid vælge at sige: ”Godt nok har du
brudt dine løfter til mig – men jeg elsker dig
stadigvæk!“
Jesu pointe var, at i stedet for at udforske,
hvornår skilsmisse var lovligt eller ikke
lovligt, så burde man koncentrere sig om at
blive forsonet og at være ”ét kød“. Det største
problem på Jesu tid var nemlig ikke, at
folk skilte sig af dårlige grunde. Det største
problem var, at folk var mere interesserede i,
hvordan de kunne blive skilt (med ren samvittighed)
end at blive forsonet. Jesus præsenterede
derfor alternativet at tilgive sin
partner, at bede om tilgivelse selv, at kæmpe
for sit ægteskab og hele, hvad der var gået
i stykker.
Jesus sagde aldrig: ”Hvad Gud altså
har sammenføjet, kan et menneske ikke
adskille.“ Han sagde: ”Hvad Gud altså har
sammenføjet, må et menneske ikke adskille“
(Matt 19,6). Direkte oversat sagde han: Lad
intet menneske adskille det! Mennesket kan
godt adskille, hvad Gud har sammenføjet –
endda indenfor lovens rammer – men Jesus
opfordrede: Gør det ikke, for det var ikke en
del af Guds plan.
Lars Dorland
lars.dorland@adventist.dk
Lars Dorland er 23 år, arbejder
som præst i Silkeborg og
Århus Cafékirke og har en
kæreste, som bor i Norge.
adventnyt 01 – januar 2011
15