begyndelse - Hasda

in Laden. Alle mennesker har en irriterende
egenskab. De rømmer sig måske hele tiden,
eller har Andrew Lloyd Webber-sange som
ringetone. De føler måske et kald til at fortælle
dig, ”at en hudspecialist kan fjerne det
modermærke på et øjeblik“. Selv mennesker,
du har svoret evig kærlighed til, kan gå dig
på nerverne.
Problemerne begynder ofte med ting, der
bliver sagt. Som den gang i en lille menighed,
hvor en af de hellige kom hen til en langhåret
menighedstjener for at sige: ”Man kan ikke
tage kollekt op, når man ser sådan ud!“
”Okay“ sagde den unge mand. Han gav
kollektkurven til den ældre herre og gik ud
af døren. Der gik 35 år, før de så ham inde
i en kirke igen.
”Hvordan kan nogen finde på at sige
noget så ondt?“ spørger du måske. Der er
nogle mennesker, som ikke mener det ondt
– og jeg tæller mig selv med i den gruppe
– men som lader deres mund løbe som
en omstrejfende hund. I mit tilfælde virker
det, som om min hjerne siger til min mund:
”Løb du bare i forvejen – jeg indhenter dig
senere“.
Det er også den eneste forklaring, jeg kan
give for, at jeg engang sagde til min kone,
at hendes nye permanent fik hende til at
ligne en cocker spaniel. Efter
et stykke tid fik
”Min hjerne siger til min mund: ‘Løb du bare i
forvejen – jeg indhenter dig senere’.“
KIM PECKHAM
jeg lov at komme ind i lejligheden igen, hvilket
jeg er hende meget taknemmelig for. Jeg
har kun et forsvar, for det jeg gjorde: Det var
i 80’erne, og flere burde have talt imod den
dominerende hårmode.
Og så snart munden løber uledsaget, så
har den det med at tale fordømmende. Et
godt eksempel er følgende: ”Jeg kan se, at
du har taget lasagne med til fællesspisningen.
Profetiens Ånd siger ellers, at dem, der
spiser ost, ikke kommer til at se Jesu andet
komme.“ (1)
At være fordømmende er en næsten
ustoppelig, naturlig reaktion, næsten lige
så ustoppelig som når folk taler om deres
børnebørn.
Jeg siger alt det her, fordi det at være en
del af en menighedsfamilie er lidt ligesom
at have minkpels på, mens du går ned ad
Nørrebrogade. På et eller andet tidspunkt er
der en eller anden, der kommer til at sige
noget fordømmende.
DIN BRÆNDENDE BUSK
Moses brugte 40 år på at vogte får, før
Gud forfremmede ham til at vogte mennesker.
Og lige som i menighedssammenhæng,
så
fulgte der ikke nogen lønforhøjelse med
forfremmelsen.
Og den stakkels fyr havde kun været
sammen med sine tidligere menighedsmedlemmer
et par uger, før de begyndte at
fordømme ham igen. Han havde prøvet at
forhandle en frigivelse igennem, men Farao
begyndte bare at gøre det endnu hårdere for
dem på arbejdspladsen.
Hebræerne kom til Moses og sagde: ”Må
Herren se til dig og dømme dig! Farao kommer
til at slå os ihjel, og det er din skyld!“
(se 2 Mos 5,21).
Moses kunne have smidt håndklædet i ringen
og vendt tilbage til sit gamle job. Fårene
gav ham i hvert fald ikke skyld for alt. Han
prøvede jo bare at hjælpe.
I stedet for fik han medlidenhed med
hebræerne, og han bad Gud om at ordne
den her situation. Snart blev de frigivet af
Farao og travede gennem Det Røde Hav.
Seks uger senere klagede folket igen.
”Hvis vi bare var tilbage i Egypten“, peb de.
”Jamen, I var jo slaver, kan I vel nok huske“,
sagde Moses. ”I bar mursten hele dagen.“
”Ja, arbejdet var hårdt,“
Teksten gengivet med tilladelse
fra Review and Herald
Publishing Association og
Women of Spirit magazine.
Illustrationen gengivet med
tilladelse fra Shane Winfield,
Adventist Media Centre,
Australien
adventnyt 01 – januar 2011
7