Når vi kløjs' i kommunikationen !! - Centralbibliotek

jeg græder
jeg er levende
græder
levende
Efter at have læst digtet op gik jeg tilbage og op på podiet, hvorfra jeg bad alle deltagerne om at
vende sig mod deres sidemand og tage en snak om, hvilke indfald og overvejelser min idé om en
poetisk personalepolitik havde givet anledning til. Efter noget tøven begyndte de mange
mennesker (langt de fleste, om end ikke alle) at tale med deres sidemand, så salen sydede af
stemmer. De fik 7 minutter til dette, men det trak lidt ud, da det var vanskeligt at få salen bragt til ro
igen. Jeg satte mig herefter ved siden af OH-projektoren med en blank overhead og en pen og
spurgte ud i salen, hvilke ideer og overvejelser snakken havde frembragt. Jeg fik ca. 12 (pars)
input, som jeg skrev op på en mind map, og disse input var naturligt nok forskellige, men ”tonen” i
dem var, at en personalepolitik skal have et æstetisk og et etisk element. At poesien peger på, at
personalepolitikken både skal have et helhedspræg og indeholde drømme og visioner. Nogle talte
om en oplevelsesbaseret personalepolitik og andre om, at der skal være plads til fortolkninger.
Alt i alt var jeg ganske tilfreds med disse input. Jeg oplevede dem som særdeles interessante, og
ikke mindst at deltagerne var gået med på min idé, hvilket jeg ærlig talt havde været meget usikker
på. Da tiden samtidig stort set var ved at løbe ud, så kom jeg med forskellige afsluttende
bemærkninger og lagde an til landing. Men ak; netop som jeg skulle til at sige tak for indsatsen
kom en finger op i luften et godt stykke nede i salen, og kvinden sagde: ”Vi vil godt lige sige, at vi
syntes, det her var noget hø!!”. En af mine kolleger kalder sådan et udsagn for en mavepumper - ja
tak skal du have. Da der lige efter mig var endnu et oplæg, havde jeg god tid til at prøve at få luften
igen. Nu troede jeg lige, at det gik så godt ? Men hermed var det slet ikke slut: I den efterfølgende
frokostpause fik jeg en række tilkendegivelser af den helt modsatte karakter. ”Hvor var det modigt”,
”det var lige, hvad vi trængte til”, ”fantastisk oplæg”, og så var der denne her bemærkning, som jeg
stadig grunder over: ”du er ikke ked af det …”
Jeg har holdt oplæg (og deltaget) på flere andre konferencer, men aldrig oplevet den slags meget
direkte og til dels voldsomme reaktioner, her tænker jeg både på ”hø”-udsagnet i salen og nu disse
udsagn i pausen. Da der oven i købet i de efterfølgende dage kom mails og et enkelt brev til mig,
igen med flere positive tilkendegivelser (bl.a. om jeg ville skrive i et personaleblad), men også med
en form for klage i brevet, så tænkte jeg – og det har jeg tænkt flere gange siden – hvad hulen
skete der? Al den postyr for umiddelbart så lidt? Hvad er der gang i?
De mange kursister, jeg har stillet netop disse spørgsmål til, er fremkommet med masser af ideer
på baggrund af CMM-modellen, men især et svar går igen: Nemlig at dette var et direkte anslag
mod konference-kulturen, og det gør man ikke gratis. Det har konsekvenser. Hvor er det fantastisk,
på denne vis at erfare kommunikationens kraft og sprogets evne til at skabe nye virkeligheder. For
ser vi på det lidt udefra, så er det jo ikke meget, der er forandret: Vi er på en konference,
deltagerne sidder som de skal, og jeg som oplægsholder er i mit pæne tøj og siger noget fra
podiet, da jeg går i gang. Alt er egentlig som det skal være jævnfør gennemgangen tidligere om
konference som sted og kontekstmarkør. Kort tid inde i oplægget går jeg ned på gulvet blandt
deltagerne (én lille forandring), jeg læser et digt op (i stedet for at læse op fra en overhead) og
derefter beder jeg deltagerne om at tale sammen (frem for at fortsætte monologen). Effekten af
disse ”gøre-noget-lidt-andet” var, som vi har set det, vidtrækkende. For at forstå det må vi atter
skæve til CMM, da CMM både griber kompleksiteten og de rekurssive mønstre i kommunikationen.
Vi skal, med andre ord, se nærmere på både de kontekstuelle kræfter og de implikative kræfter.
19