Søgbar version

BETÆNKNING 

vedrørende revision af 

RENTEMARGINALLOVEN 

afgivet af det af handelsministeren den 

16. september 1976 nedsatte udvalg 

BETÆNKNING NR. 823 

1977

ISBN 87-503-2367-9 

Ha 00-476-bet. 

Stougaard Jensen/København

INDHOLDSFORTEGNELSE. 

Kapitel I. Indledning og sammenfatning. Side 

1. Kommissorium 5 

2. Udvalgets sammensætning 5 

3 - Sammenfatning af kapitlerne II-VII 6 

Kapitel II. Rentemarginallovens tilblivelse og formål i et prisog 

indkomstpolitisk perspektiv. 

1. Rentemarginalloven 15 

a) Baggrunden for rentemarginalloven 15 

b) Folketingets behandling og vedtagelse i marts 1975 af 

loven om pengeinstitutters rentemarginal 18 

c) Revision af loven i marts 1976 19 

d) Revision af loven i forbindelse med den politiske aftale 

af 16. august 1976 19 

e) Rentemarginallovens overholdelse 2o 

2. Udviklingen i prisog monopollovgivningen 2o 

a) Prislovgivningen 2o 

b) Monopollovgivningen 22 

c) Specielt om bankers og sparekassers renteberegning 23 

3. Konkurrence- og markedsforholdene inden for pengeinstitutsektoren 

25 

a) Udviklingstendenser i aktivitet, omkostninger og markedsstruktur 

for banker og sparekasser 25 

b) Konkurrencebegrænsende aftaler 33 

c) Offentlig regulering 35 

(i) Aftalesystemet med Danmarks Nationalbank og kreditformidlingsloven 

(ii) Det offentlige tilsyn 

4. Udvalgets overvejelser omkring rentemarginallovens formål . 37 

Kapitel III. Regulering af pengeinstitutternes rentesatser i andre 

lande. 

1. Regulering af renteberegning og indtjening 41 

2. Rentedannelse, effektivitet og konkurrence i pengeinstitutsektoren 

45 

Kapitel IV. Udviklingen i pengeinstitutternes indtjening og dens 

sammensætning 1967-76. 

1. Måling af indtjeningen i banker og sparekasser 49 

2. Udviklingen i indtjeningen 52 

a) Bankerne 53 

b) Sparekasserne 54 

c) En sammenligning mellem banker og sparekasser 55 

3. En sammenligning med indtjeningen i andre byerhverv 64 

4. Bruttoindtjeningens sammensætning i pengeinstitutterne. 

Rentemarginalen og andre indtægter 72 

5. Rentemarginalens overholdelse 78 

Kapitel V. Udvalgets undersøgelser af rentemarginallovens virkninger. 

1. Generelle indtryk og spørgsmål 81

i 

Side 

2. Fastlåsning af struktur og konkurrence gennem basismarginalerne 

84 

3. Rentemarginalloven og bank- og sparekasselovens soliditetskrav 

97 

a) Modelberegninger loo 

b) Vurdering af emissionsbehovets størrelse Io4 

c) Pengeinstitutternes reaktion ved eventuel konflikt mellem 

rentemarginalbegrænsning og bank- og sparekasselovens 

egenkapitalkrav Io6 

4. Virkninger af forskellig vækst i udlån og indlån. (Indlånsoverskudsproblemet) 

Io9 

5. Pengeinstitutternes prisfastsættelse i betalingsformidling 

og øvrige serviceopgaver 113 

6. Anvendelse af ultimo for indog udlån i rentemarginalloven 116 

7. Andre tekniske problemer 12o 

Kapitel VI. Rentemarginallovens virkninger for pengepolitikken. 

1. Indledning 125 

2. Den pengepolitiske baggrund 126 

3. Rentemarginallovens indvirkning på brugen af de pengepolitiske 

instrumenter 128 

4. Rentemarginallovens hidtidige virkning på det pengepolitiske 

forløb 132 

5. Rentemarginallovens mere langsigtede virkninger for pengepolitikken 

134 

Kapitel VII. Udvalgets konklusioner og overvejelser omkring en 

fremtidig ordning. 

1. Udvalgets konklusioner m.h.t. virkningen af rentemarginalloven 

136 

2. En skitse til videreførelse af en modificeret rentemarginallov 

(forslag A) 145 

3. En skitse til anvendelse af prisog avanceloven på pengeinstitutternes 

renteberegning (forslag B) 148 

Bilag 1. Den Danske Bankforenings modelberegninger til kapitel V.3 . 159 

Bilag 2. En analyse af pengeinstitutternes rentepolitik af konsulent 

i Danmarks Nationalbank Niels Blomgren-Hansen, Ph.D. . 178

Kapitel II. 

Figur- og tabelfortegnelse 

(a) figurer Side 

Figur II.1: Rentemarginalen i banker og sparekasser 196o-76 16 

" II.2: Udviklingen i antal heltidsansatte, realværdi af ind- 

lån og antal transaktioner i banker og sparekasser 

1965-76 26 

" II.3: Størrelsesfordeling af pengeinstitutterne efter indlån 28 

Kapitel IV. 

Figur IV.1: Rentabilitet og omkostningsprocent i bankerne 1967-76 6o 

" IV.2: Rentabilitet og omkostningsprocent i sparekasserne 

1967-76 63 

" IV.3: Overskud i procent af egenkapital i pengeinstitutterne 

og i udvalgte industri- og håndværksvirksomheder 1967- 

76 67 

" IV.4: Rentemarginal og placeringsmarginal i pengeinstitut- 

Kapitel V. 

terne 1967-76 77 

Figur v.l: Sammenhængen mellem basismarginal og omkostningspro- 

cent i 1976 i pengeinstitutterne 86 

" V.2.a: Bankernes indbyrdes mobilitet før (1972-74) og efter 

(1972/74-76) rentemarginalloven 9o 

11 V.2.b: Sparekassernes indbyrdes mobilitet før (1972-74) og 

efter (1972/74-76) rentemarginalloven 92 

" V.3: Sammenhængen mellem basismarginal og afvigelser herfra 

i 1976 95 

" V.4: Fordeling af egenkapitalprocenter i banker og spare- 

kasser ultimo 1976 99 

" V.5.: Fordeling af udlånsprocenter i banker og sparekasser 

ultimo 1976 111

(b) tabeller 

Kapitel IV. Side 

Tabel IV.1: Regnskabsresultater og ultimostatus for bankerne 

1967-76 58 

" IV.2: Regnskabsresultater og ultimostatus for sparekasserne 

1967/68-1976 61 

" IV.3: Bruttoindtjeningen i bankerne 1967-76 73 

" IV.4: Bruttoindtjeningen i sparekasserne 1967/68-1976 75 

" IV.5: Rentemarginaloverskridelse i forhold til basisperioden 79 

Kapitel V. 

Tabel V.1: Fordeling af basisperiodens rentemarginal 85 

" V.2: Resultater af simulationerne Io2 

V.3: Forholdet mellem udlån og indlån 1972-1976 (pct.) llo 

" V.4.a: Afvigelse i rentemarginalen opgjort efter dag-til-dag 

basis i forhold til opgørelsen efter ultimosaldi 

(banker) 118 

" V.4.b: Afvigelse i rentemarginalen opgjort efter dag-til-dag 


(sparekasser) 119 

11 V.5: Afvigelse i rentemarginalen opgjort efter dag-til-dag 


(banker og sparekasser) 121

1. Kommissorium 

Kapitel I. Indledning og sammenfatning. 

Ved skrivelse af 16. september 1976 nedsatte handelsmini- 

steren et udvalg til revision af den gældende lov om pengein- 

stitutters rentemarginal. Udvalget fik følgende kommissorium: 

"Udvalget anmodes om at undersøge, om reguleringen af pen- 

geinstituttternes rentemarginal ifølge lov nr. 51 af 11. marts 

1975 om pengeinstitutters rentemarginal med senere ændringer har 

haft uheldige virkninger. Udvalget bør vurdere eventuelle sådanne 

følger og under forudsætning af, at virkningen af den gældende 

ordning ikke forringes, udarbejde forslag til en ny regulerings- 

ordning eller sådanne ændringer i loven, som undersøgelserne 

måtte give anledning til. Ved udarbejdelsen af dets forslag bør 

udvalget lægge de formål, der gælder for prislovgivningen, til 

grund. Det vil endvidere være en forudsætning for udvalgets 

forslag, at hensynet til gennemførelsen af den af samfundet gen- 

nem Danmarks Nationalbank fastlagte penge- og kreditpolitik er 

behørigt tilgodeset, samt at den foreslåede regulering sker med 

respekt af bank- og sparekasselovgivningens krav til pengeinsti- 

tutternes solvens og likviditet." 

2. Udvalgets sammensætning 

Professor, dr.polit. Niels Thygesen, Københavns Universi- 

tet, udnævntes til formand for udvalget, der i øvrigt fik føl- 

gende sammensætning: 

Underdirektør Jesper Andreasen, udpeget af 

Den Danske Bankforening, 

kontorchef William Boserup, udpeget af mo- 

nopoltilsynet , 

konsulent Klaus Koch, udpeget af Danmarks 

Sparekasseforening, 

prokurist Kirsten Mordhorst, udpeget af 

Danmarks Nationalbank 

fuldmægtig Jørgen Nørgaard, udpeget af han- 

delsministeriet , 

fuldmægtig Ole Zacchi, udpeget af det økono- 

miske sekretariat og

fuldmægtig Kristian Østergaard, udpeget af 

tilsynet med banker og sparekasser. 

6 

Den 1. maj 1977 blev underdirektør Jesper Andreasen afløst af 

underdirektør Hans Ejvind Hansen, ligesom underdirektør Morten 

Boding fra medio juni 1977 har afløst konsulent Klaus Koch. 

I udvalgets arbejde har som sagkyndig deltaget konsulent i 

Danmarks Nationalbank Niels Blomgren-Hansen, Ph.D., som sammen 

med formanden og pengeinstitutternes repræsentanter i udvalget 

har haft tekniske drøftelser med brancheorganisationernes eks- 

perter om opstilling af nogle pengeinstitutmodeller. 

Fuldmægtig Niels Erik D. Jensen, handelsministeriet, har 

virket som udvalgets sekretær. 

Udvalget har afholdt 29 møder. 

3. Sammenfatning af kapitlerne II-VII. 

1 kapitel II gennemgås baggrunden for rentemarginallovens 

tilblivelse og formål. Det fremhæves, at lovens vedtagelse i 

sammenhæng med loven om forlængelse af kollektive overenskomster 

i foråret 1975 viser, at den valgte regulering af pengeinstitut- 

ternes indtjening må betragtes som en integreret del af en ind- 

komstpolitisk regulering. Efter en gennemgang af lovens tilbli- 

velse og de foretagne lovændringer foretages en historisk analyse 

af prisog monopollovgivningen, hvorunder det påvises, at pen- 

geinstitutternes renteberegning fra midten af 1940'erne og til 

begyndelsen af 1950'erne var under en mere direkte form for 

regulering end under den nuværende rentemarginallov. 

Udvalget har ikke haft mulighed for at foretage en dybtgå- 

ende undersøgelse af konkurrence- og markedsforholdene, men 

finder, at markedsstrukturen nærmest må betegnes som delvis 

oligopol, det vil sige en markedsform, hvor der optræder få sto- 

re og mange mindre virksomheder. Under denne markedsform bestem- 

mes de stores handlemåde i vid udstrækning af, hvilke reaktioner 

man forventer hos konkurrenterne på givne foranstaltninger. Pris- 

dannelsen især på indlånssiden forekommer at være blevet mere 

markedsbestemt i de senere år. 

Vedrørende rentemarginallovens formål finder udvalget, at 

lovens tilsigtede bidrag til den økonomiske stabilisering kan 

sammenfattes dels i et generelt indkomstpolitisk bidrag med sigte 

på, at pengeinstitutternes indtjening udvikler sig i nogenlunde

harmoni med andre erhvervs, dels i et erhvervsspecifikt omkost- 

ningspolitisk bidrag til inden for de af pengepolitikken lagte 

begrænsninger at holde stigningen i finansieringsomkostningerne i 

videste forstand, i ave. 

Kapitel III indeholder en beskrivelse af reguleringen af 

pengeinstitutternes rentesatser i de øvrige EF-lande samt Norge 

og Sverige. Der er i ingen af disse lande gennemført en egentlig 

regulering af pengeinstitutternes indtægter i en indkomstpolitisk 

sammenhæng. På den anden side spores i flere større europæiske 

lande en tendens til at støtte foranstaltninger, der sigter mod 

at fremme konkurrence og effektivitet i pengeinstitutsektoren. 

I kapitel IV redegøres for udviklingen i forskellige mål 

for pengeinstitutternes indtjening og dens sammensætning over de 

seneste 10 år på grundlag af materiale fra de årlige beretninger 

fra tilsynet med banker og sparekasser. Indtil 1975 gjaldt for- 

skelligt lovgrundlag for henholdsvis banker og sparekasser med 

heraf følgende forskellige krav til f.eks. egenkapital og vir- 

kefelt, hvorfor regnskabsresultaterne må vurderes separat. 

Udviklingen i pengeinstitutternes indtjening har frem til 

1973 ligget nogenlunde stabilt. Efter en markant stigning i de 

næste to år har indtjeningen i 1975 og 1976 ligget omtrent på 

samme niveau som før 1973, dog lidt svagere for sparekassernes 

vedkommende• 

7 

I kapitlet gøres også et forsøg på at foretage en sammen- 

ligning med indtjeningen i andre byerhverv. Sammenligningen van- 

skeliggøres dels ved pengeinstitutternes specielle karakter i 

forhold til det øvrige erhvervsliv, dels ved at det offentligt 

tilgængelige regnskabsmateriale fra andre byerhverv er langt min- 

dre komplet end for pengeinstitutterne. Udvalget har især sam- 

menlignet med indtjeningen i virksomheder, der har optaget lån 

hos Finansieringsinstituttet for industri og håndværk og med ind- 

tjeningen i samtlige aktieselskaber bortset fra banker og forsik- 

ringsselskaber. Umiddelbart tyder tallene ikke på, at der har 

været nogen klar niveauforskel mellem indtjeningen i pengeinsti- 

tutterne og i andre virksomheder. Materialet peger i retning af, 

at pengeinstitutternes indtjening ikke er så konjunkturpåvirket, 

som tilfældet er for andre erhverv. Et andet muligt sammenlignings- 

grundlag af relevans for en vurdering af bankernes indtjening 

er afkastet af aktier. En undersøgelse af det danske aktiemar-

ked fra 1940'erne til og med 1974 viser, at for hele perioden 

har afkastet af aktier i de tre største banker været meget nær 

gennemsnit for en repræsentativ gruppe af samtlige aktier noteret 

på Københavns Fondsbørs. 

Endelig peger udvalget ved en gennemgang af bruttoindtje- 

ningens sammensætning på, at der har været et konstant fald over 

den sidste tiårs periode i den del af indtjeningen, som er om- 

fattet af den nuværende definition af rentemarginalen. 

8 

I kapitel V vurderes en række specifikke kritikpunkter mod 

rentemarginalloven. Blandt disse tillægger udvalget det særlig 

vægt, at begrænsningen af det enkelte pengeinstituts rentemar- 

ginal til den i basisperioden 1972-74 observerede har medført en 

tendens til fastlåsning af strukturen i pengeinstitutsektoren. 

Dette illustreres bl.a. af, at det vejede gennemsnit for banker- 

nes rentemarginal er 6,38 pct., mens det for sparekasserne er 

5,64 pct. Gennemsnittene dækker over betydelige variationer. 

Herved er den mere aktive konkurrence mellem banker og sparekas- 

ser, som bank- og sparekasseloven af 1974 lagde op til, blevet 

hæmmet. Navnlig er sparekasserne, der fra 1976 gradvist er blevet 

skattepligtige, blevet bremset i forsøgene på at indgå i mere 

risikopræget og omkostningskrævende udlånsvirksomhed. Selv om 

denne strukturkonservering næppe kan påvises at have medført 

betydelige skadevirkninger i det første par år efter rentemargi- 

nallovens vedtagelse, er der for udvalget ingen tvivl om, at den 

på* længere sigt indebærer klare samfundsøkonomiske omkostninger. 

Udvalget vurderer dernæst, bl.a. med støtte i konsekvens- 

beregninger på en af bankforeningen opstillet model af penge- 

institutternes regnskabsresultater (bilag 1), den mulige kon- 

flikt mellem en fastholdelse af de nuværende basismarginaler og 

pengeinstitutternes muligheder for at opfylde bank- og sparekas- 

selovens mindstekrav til egenkapitalen i perioden frem til 1981. 

Såfremt en stigning i inflationstakten med hertil knyttede kurs- 

fald på de for pengeinstitutternes indtjening stadig mere be- 

tydningsfulde obligationsbeholdninger kan undgås, synes konflik- 

ten ikke generelt at være åbenbar. Pengeinstitutterne skulle, 

betragtet under ét, være i stand til at opfylde egenkapitalkravet 

overvejende gennem henlæggelser, uden at aktieemissioner eller 

fremskaffelse af garantikapital, suppleret med tegning af ansvar- 

lig indskudskapital, fremover kommer til at udgøre en større andel

af egenkapitalopbygningen end tilfældet har været over det sene- 

ste tiår. Men enkelte pengeinstitutter kan få vanskeligheder 

herved. 

9 

Det store indlånsoverskud i banker og sparekasser medfører 

under rentemarginalloven, at diskontoændringer får kraftige 

virkninger på indtjeningen, idet indlånsoverskuddet stort set er 

anbragt i fonds til fast rente. De indtægtstab (merindtægter) - 

bortset fra kurstabene (kursgevinsterne) - som diskontoforhøj- 

elser (diskontonedsættelser) medfører, er blevet en så kraftig 

faktor i indtjeningen, at det hverken forekommer rimeligt eller 

pengepolitisk hensigtsmæssigt. 

Rentemarginalloven regulerer alene en del af indtjeningen 

ved kreditformidlingen, - og heraf endda kun den del,der vedrører 

de direkte udlån - mens prisfastsættelse og indtjening ved penge- 

institutternes anden hovedaktivitet - betalingsformidlingen - regu- 

leres ad anden vej. Også delingen af tilsynsmyndigheden på de to 

områder mellem to myndigheder - tilsynet med banker og sparekas- 

ser og monopoltilsynet - bidrager til at blokere en omlægning i 

pengeinstitutternes indtjening, som udvalget finder samfundsøko- 

nomisk ønskelig: en prissætning af betalingsformidling og andre 

serviceydelser afspejlende pengeinstitutternes betydelige omkost- 

ninger herved, ledsaget af en indsnævring af rentemarginalen. 

Udover de ovennævnte ulemper ved rentemarginalloven, peger 

udvalget også på enkelte tekniske svagheder ved loven. Især 

forekommer det ønskeligt at anvende dag-til-dag gennemsnit af 

indlån og udlån ved beregningen fremfor de noget mere tilfældigt 

prægede saldi ultimo måneden. Også indtægtsføring af kursforskel- 

len ved ydelse af lån til underkurs og udgiftsføring af faste 

tillæg, der udbetales ved ophør af visse indlånsformer giver an- 

ledning til tekniske problemer ved rentemarginalloven. Endvidere 

kan valutakursregulering på ansvarlig indskudskapital optaget i 

udlandet begrunde overvejelser i relation til rentemarginalloven. 

De pengepolitiske betænkeligheder ved rentemarginalloven om- 

tales i kapitel VI. De knytter sig mest direkte til større 

usikkerhed omkring pengeinstitutternes adfærd, når diskontoen 

ændres. Der har tidligere været en tendens til, at diskontoændrin- 

ger slog igennem fuldt ud i den gennemsnitlige udlånsrente, men 

kun med knap tre fjerdedele i den gennemsnitlige indlånsrente. 

Der var således en tendens til positiv samvariation mellem dis- 

kontoen og rentemarginalen; herved udjævnedes også diskontoændrin-

gernes indflydelse på indtjeningen. Usikkerhed omkring diskonto- 

ændringernes gennemslagskraft både på de pengepolitisk meget 

betydningsfulde udlånssatser og på indlånssatserne er herved 

øget så kraftigt, at det i sig selv kan lægge visse bånd på an- 

10 

vendeligheden af dette væsentlige instrument. 

Der er ikke klare holdepunkter for at antage, at rentemar- 

ginalen i de to første år, der er gået siden rentemarginallovens 

indførelse er blevet væsentligt anderledes, end den ville have 

været uden loven; derimod har rentemarginalloven nok under stram- 

me likviditetsforhold i pengeinstitutterne bidraget til et øget 

pres på renten for aftaleindskud og dermed til den glidning opad 

i såvel udlåns- som indlånssatser i forhold til niveauet for 

diskontoen, der har kunnet iagttages gennem de senere år. Disse 

konklusioner, der også er nærmere illustreret ved den af konsulent 

i Danmarks Nationalbank Niels Blomgren-Hansen, Ph.D., i bilag 2 

gennemførte økonometriske analyse af pengeinstitutternes rentemæs- 

sige adfærd, må dog tages med det forbehold, at en række andre 

faktorer har bidraget til denne renteglidning: det pengepolitisk 

fastsatte loft over pengeinstitutternes udlånstilsagn siden 1970, 

ophævelsen af indlånsrenteaftalen i 1973 og det betydelige salg 

af korte statspapirer med højt afkast. 

Mere indirekte kan rentemarginalloven antages at have util- 

sigtede virkninger på pengeinstitutternes adfærd, i alt fald 

övergångsvis. Rentemarginalloven kan således tilskynde banker og 

sparekasser til i højere grad end hidtil at stræbe efter højst 

mulig indtjening også på kort sigt på områder, hvor indtjeningen 

er ureguleret, især på obligationsmarkedet og valutaterminsmar- 

kedet med det resultat, at de pengepolitiske styringsproblemer på 

disse markeder øges. 

De problemer, som rentemarginalloven hidtil har stillet 

pengepolitikken over for, har dog været af forholdsvis begrænset 

omfang. Men den komplicerede pengepolitiske problemstilling i de 

kommende år, hvor en voksende erhvervsmæssig nettogæld til ud- 

landet skal opretholdes samtidig med, at betydelige statsfinan- 

sielle underskud skal finansieres, stiller så store krav til 

pengepolitikkens effektivitet og fleksibilitet, at det må fore- 

komme betænkeligt, at rentemarginalloven bidrager til at svække 

de pengepolitiske styringsmuligheder. Heri ligger dog ikke, at 

en ophævelse af rentemarginaloven i sig selv vil sikre genetable-

ing af den nære sammenhæng mellem diskontoen og pengeinstitutter- 

nes rentesatser, som tidligere kunne iagttages, idet en række af 

de forhold, der har løsnet denne sammenhæng, fortsat vil gøre sig 

gældende. 

Efter indledningsvis i kapitel VII at have sammenfattet 

resultatet af udvalgets overvejelser i kapitlerne IV-VI, frem- 

sætter udvalget to alternative forslag - A og B - til regulering 

af pengeinstitutternes renteberegning og indtjening. Udvalget 

finder ikke, at kommissoriet giver det mulighed for blot at 

11 

foreslå rentemarginalloven afskaffet. 

Forslag A afhjælper nogle svagheder ved rentemarginalloven 

uden at ændre dennes fundamentale princip med en historisk 

bestemt overgrænse for det enkelte pengeinstituts tilladte rente- 

marginal. Det foreslås, at de tilladte marginaler justeres ved 

diskontoændringer på baggrund af pengeinstituttets indlånsover- 

skud sat i forhold til indlånene i foregående kvartal; herved 

ville uønsket kraftige virkninger på indtjeningen ved anvendelsen 

af et centralt pengepolitisk instrument blive stærkt reduceret, 

hvilket forekommer ønskeligt såvel fra et rimelighedshensyn som 

ud fra ønsket om at gøre diskontopolitikken mere anvendelig. 

Forslag A går herudover ind for overgang til anvendelse af dag- 

til-dag gennemsnit af indlån og udlån ved beregning af rentemar- 

ginalen. Det foreslås endvidere som en mindre teknisk revision, 

at faste tillæg, ydet ved tilbagebetaling af indlån, ved opgørel- 

sen af pengeinstituttets renteudgifter til brug for rentemarginal- 

beregningen fordeles over indlånets aftalte løbetid. Der foreslås 

derimod ikke justering for kursfald ved lån til underkurs. Udval- 

get har endelig afstået fra at foreslå indregning i rentemarginal- 

opgørelsen af valutakursregulering af ansvarlig indskudskapital 

optaget i udlandet. Der foreligger mindretalsudtalelse herom af 

Morten Boding og Hans Ejvind Hansen. 

Udvalget har indgående overvejet, om en revision inden for 

rammerne af rentemarginallovens hovedprincip kunne afhjælpe de 

mere fundamentale konkurrencemæssige og pengepolitiske betænke- 

ligheder ved loven. Navnlig kunne det forekomme ønskeligt at have 

mulighed for individuelle justeringer af den tilladte marginal. 

Udvalget har imidlertid ikke fundet, at sådanne justeringer kunne 

foretages på objektivt grundlag. Der er afgivet mindretalsudta- 

lelse herom af Morten Boding med henblik på at ændre rentemargi- 

nalloven, således at sparekasser med lav basismarginal får adgang 

til at forhøje deres tilladte rentemarginal.

12 

Af andre muligheder for at smidiggøre det nuværende system 

nævnes dels muligheden for at gennemføre rentemarginalloven som 

en bemyndigelseslov, dels den mulighed at gennemføre en sådan 

ændring af rentemarginalloven, at der åbnes mulighed for en for- 

højelse af gebyrer mod en reduktion af rentemarginalen. I for- 

bindelse hermed kunne overvejes en overførsel af administrationen 

af prisog avanceloven i dens nuværende skikkelse fra monopol- 

tilsynet til tilsynet med banker og sparekasser. 

Da hverken forslag A eller de nævnte andre muligheder råder 

bod på den fundamentale svaghed ved rentemarginalloven - fastlås- 

ning af de tilladte rentemarginaler - har udvalget i forslag B 

skitseret en reguleringsordning i form af afløsning af rentemar- 

ginalloven med en inddragelse af bankers og sparekassers rentebe- 

regning under prisog avancelovgivningen, således som det 

allerede er sket med hensyn til priserne for pengeinstitutternes 

serviceydelser. Pris- og avancelovens bestemmelser forudsættes 

herunder anvendt med hensyntagen til den af samfundet gennem 

Danmarks Nationalbank fastlagte penge- og kreditpolitik og bank- 

og sparekasselovgivningens krav til pengeinstitutternes solvens 

og likviditet. Tilsynet med pengeinstitutterne i henhold til 

prisog avanceloven (og mærkningsloven) overføres i sin helhed 

til tilsynet med banker og sparekasser, der allerede er tilsyns- 

myndighed i henhold til monopolloven. Der oprettes et råd med en 

stilling svarende til monopolrådets, for hvilket tilsynet med 

banker og sparekasser forelægger sager i henhold til prisog 

avanceloven og mærkningsloven vedrørende pengeinstitutternes ren- 

tesatser, gebyrer og provisioner m.v. 

Udvalget finder, at forslag B imødekommer kommissoriets på- 

læg om, at virkningen af den gældende ordning ikke må forringes. 

Samtidig kan risikoen for, at prisog indkomstpolitiske indgreb 

udformes på en sådan måde, at de ikke er i harmoni med den på 

ethvert tidspunkt førte pengepolitik eller med bank- og sparekas- 

selovgivningens egenkapitalkrav afværges ved, at tilsynet med 

banker og sparekasser ved sin forberedelse af indgrebene påser, 

at disse ikke kommer i konflikt med det lovbestemte soliditets- 

krav, og ved at der forhandles med nationalbanken om påtænkte 

indgreb, der kan have pengepolitisk betydning. Endelig finder 

udvalget det naturligt, at man i en mere langsigtet regulerings- 

ordning i størst mulig udstrækning lader sig inspirere af den

almindelige prisog avancelovgivning, som er gældende for det 

øvrige erhvervsliv frem for at fortsætte en mere stiv regulerings- 

form gennem rentemarginalloven, der nærmest må betragtes som en 

analogi til den bruttoavancestoplovgivning, som nu er ophævet for 

det øvrige erhvervsliv. 

København, den 27. september 1977. 

Morten Boding William Boserup Hans Ejvind Hansen 

Kirsten Mordhorst Jørgen Nørgaard Niels Thygesen 

13 

formand 

Ole Zacchi Kristian Østergaard 

/Niels Erik D. Jensen

1. Rentemarginalloven. 

15 

Kapitel II. Rentemarginallovens 

tilblivelse og formål i et prisog 

indkomstpolitisk perspektiv. 

a) Baggrunden for rentemarginalloven. 

I forbindelse med overenskomstforhandlingernes sammenbrud 

i marts 1975 vedtoges et lovkompleks, hvori indgik lov om forlæn- 

gelse af kollektive overenskomster og aftaler. De øvrige indgreb 

sigtede mod at gøre tilbageholdenheden i indkomster og omkostnin- 

ger så omfattende som muligt; i denne forbindelse fandt regerin- 

gen det naturligt at sidestille pengeinstitutterne med andre 

erhvervsvirksomheder, der bl.a. måtte underkaste sig et avance- 

stop. 

Frem til 1973 var pengeinstitutternes rentefastsættelse 

nært knyttet til Nationalbankens diskonto. Indlånsrentesatserne 

var undergivet den såkaldte renteaftale, jfr. beskrivelsen i 

afsnit 3 nedenfor, hvorefter det var den normale praksis, at 

satserne for indlån på opsigelse blev varieret i takt med og i 

samme omfang som diskontoen, medens satserne for anfordringsind- 

skud som oftest blev ændret med halvdelen af diskontoændringerne. 

Bevægelserne i udlånsrentesatserne var ikke aftaleregulerede, 

men fulgte også stort set diskontoens. Den opadgående tendens 

i diskontoen og det anførte adfærdsmønster i pengeinstitutterne 

gav sig i årene op til renteaftalens ophævelse udslag i, at for- 

skellen mellem de gennemsnitlige udlåns- og indlånsrenter - 

rentemarginalen - i en længere årrække var stigende med en 

noget svingende tendens i bankerne, mere jævnt i sparekasserne, 

jfr. figur II.1.a og b. 

Kursfaldene på obligationsmarkedet frem til eftersommeren 

1974 skabte bekymring i pengeinstitutterne for regnskabsresulta- 

terne og tilskyndede til en forhøjelse af udlånsrentesatserne 

uafhængigt af diskontoen; også renten for indlån på lang opsigel- 

se samt for store indlån gled mærkbart i vejret, medens de fleste

16 

Figur II.1. Rentemarginalen i banker og sparekasser 1960-76.

17 

noterede indlånssatser, som er afgørende for det store flertal 

af indskydere og også dækker størstedelen af indlånsraassen, 

næsten ikke bevægede sig. I løbet af efteråret 1974 vendte 

kurserne imidlertid markant; dette medførte på grund af de al- 

lerede trufne dispositioner, at pengeinstitutternes indtjening i 

1974 blev ekstraordinært høj. Da diskontoen i januar 1975 blev 

nedsat, fulgte udlånssatserne og de annoncerede indlånssatser 

stort set med, men der skete ikke nogen retablering af rentemar- 

ginalen fra et år tidligere. Udviklingen gennem denne periode 

kunne således efterlade det indtryk, at den stedfundne udvidelse 

af rentemarginalen ville kunne give grundlag for mere permanent 

forøgelse af pengeinstitutternes indtjening. I det indkomstpoli- 

tiske perspektiv i foråret 1975 var disse udviklingstendenser med 

til at skabe baggrund for indgreb i pengeinstitutternes indtjening. 

Sådanne indgreb havde ikke i en længere årrække været for- 

søgt, og forskellige reguleringsmetoder blev overvejet. Regule- 

ring af udlånsrentesatserne alene blev ikke anset for hensigts- 

mæssig, idet denne form for regulering ikke i sig selv skønnedes 

at forhindre pengeinstitutterne i at foretage en tilpasning af 

indlånsrentesatserne for at opnå den ønskede indtjening. Hertil 

kom, at det kunne frygtes, at en fastlåsning af udlånsrentesat- 

serne ville motivere pengeinstitutterne til at afholde sig fra 

de mere risikobetonede erhvervsudlån og i stedet satse på mere 

sikre udlån samt obligationskøb. 

Valget faldt på fastsættelse af en overgrænse for det enkel- 

te pengeinstituts rentemarginal, som blev anset for at være den 

størrelse, der som mål for pengeinstitutternes indtjening kom 

nærmest til bruttoavancen. Indgreb over for rentemarginalen 

kunne således antages at blive af tilsvarende art som de indgreb, 

der gennem bruttoavancestoppet blev foretaget over for det 

øvrige erhvervsliv. Som fordel ved at anvende det enkelte penge- 

instituts rentemarginal som reguleringsinstrument blev endvidere 

nævnt, at det herved blev overladt til det enkelte pengeinstitut 

selv at bestemme sammensætningen af såvel udlåns- som indlånsren- 

tesatserne. Man fandt derved at kunne undgå at gribe så stærkt 

ind i pengeinstitutternes konkurrenceforhold, som f.eks. en 

regulering alene ved nedsættelse af udlånsrenten ville have 

medført.

) Folketingets behandling og vedtagelse i marts 1975 af 

18 

loven om pengeinstitutters rentemarginal. 

Under lovforslagets behandling i folketinget blev der fra 

erhvervsudvalgets side stillet en række spørgsmål til handels- 

ministeren. Det fremgik af svarene bl.a., at overenskomstmæssi- 

ge lønstigninger ikke ville kunne modregnes ved beregning af 

rentemarginalen, idet den regulering af lønindkomsterne, som 

blev søgt gennemført ved de foreliggende lovforslag, måtte an- 

tages kun at medføre lønstigninger for pengeinstitutternes per- 

sonale i de næste ca. 2 år af et omfang, som pengeinstitutterne 

ville være i stand til at afholde inden for den indtjening, som 

rentemarginalen muliggjorde, art rentemarginalen for 1974 ikke 

ville være acceptabel som basis, eftersom den var ekstraordi- 

nært høj, og der tilstræbtes en vis reduktion af rentemarginalen 

med henblik på etablering af et mere "normalt" niveau, a_t også 

udenlandske bankers filialer eller datterselskaber var omfattet 

af loven, samt at også nyetablerede pengeinstitutter faldt ind 

under reguleringsordningen. 

Den vedtagne lov om pengeinstitutters rentemarginal inde- 

holdt i § 11, stk. 1, en bestemmelse, der fastsatte lovens gyl- 

dighedsperiode fra 1. april 1975 - 31. marts 1977, og i § 12 

påbud om fremsættelse af revisionsforslag i folketinget senest 

1. februar 1976. 

Det centrale i rentemarginalloven er, at pengeinstitutterne 

ikke må beregne sig en marginal på deres kundeind- og udlån, som 

for det enkelte pengeinstitut overstiger gennemsnittet for årene 

1972, 1973 og 1974 eller tilsvarende regnskabsår. Disse år beteg- 

nes under ét som "basisperioden". Det fremgår videre af lovens 

forarbejder, at folketinget forudsatte, at gennemsnittet for 

basisperioden var et aritmetisk gennemsnit, og det er den bereg- 

ningsmåde, der er fastlagt ved handelsministeriets bekendtgørel- 

se om pengeinstitutters rentemarginal. 

Underkurs på lån betragtes som udlånsrente i det regnskabs- 

år, hvor beløbet er taget til indtægt. De beløb, som pengeinsti- 

tutterne i henhold til kassebindingsreglerne har deponeret i 

Danmarks Nationalbank, sidestilles med udlån ved beregningen af 

den gennemsnitlige udlånsrente. Endvidere medregnes ansvarlig 

indskudskapital under indlån. 

Da rentemarginalen vedrører kundeind- og udlån, indgår kor- 

respondentmellemværender ikke i rentemarginalberegningen, lige- 

som renter og udbytter af obligationer og aktier falder udenfor.

19 

Gebyrer som f.eks. ekspeditionsgebyrer, gebyrer for boksleje, 

depotafgifter etc. indgår heller ikke i rentemarginalen, men er 

omfattet af den almindelige prisog avancelovgivning. 

Kontrollen med rentemarginalloven påhviler tilsynet med 

banker og sparekasser, hvortil pengeinstitutter med en balance 

på 5o mio. kr. og derover skal indberette hvert kvartal. Balan- 

cetallet tages efter det sidst aflagte årsregnskab. 

Samtlige pengeinstitutter med over lo mio. kr. i arbejdende 

kapital - d.v.s. indlån, ansvarlig indskudskapital og egenkapi- 

tal - skal dog sammen med det foreløbige årsregnskab, der skal 

indsendes til tilsynet inden udgangen af januar måned det følgen- 

de år, indsende en opgørelse over rentemarginalen for det forløb- 

ne regnskabsår. 

Den nævnte afgrænsning af indberetningspligten betyder, at 

pengeinstitutter, der repræsenterer ca. 98 pct. af den samlede 

balancesum, løbende indberetter. 

c) Revision af loven i marts 1976. 

Ved lov nr. Io2 af 17. marts 1976 om ændring af lov om pen- 

geinstitutters rentemarginal ophævedes lovens § 12 om fremsættel- 

se for folketinget af forslag om revision af loven senest den 1. 

februar 1976. Regeringen fandt på baggrund af den økonomiske 

situation, at det bidrag til en omkostningsstabiliserende politik, 

som rentemarginalloven repræsenterede, fremdeles var påkrævet, og 

at loven derfor ikke burde ophæves. Hertil kom, at erfaringsgrund- 

laget endnu var så spinkelt, at en egentlig lovrevision ikke 

skønnedes forsvarligt på det tidspunkt. 

d) Revision af loven i forbindelse med den politiske 

aftale af 16. august 1976. 

Den ved lov nr. 416 af 2o. august 1976 gennemførte ændring 

af rentemarginalloven som led i "augustforliget" samme år havde 

som væsentligste indhold en 2-årig forlængelse af lovens gyldig- 

hedsperiode frem til 31. marts 1979 med pligt til fremsættelse af 

forslag til revision af loven snarest muligt og senest den 1. 

november 1977. I bemærkningerne til forslaget til ændringsloven 

anførtes, at en regulering af pengeinstitutternes indtjening via 

rentemarginalen ikke burde finde sted, uden at det blev undersøgt, 

om der herved fulgte eventuelle uheldige virkninger.

20 

Man burde derfor gennemføre et udvalgsarbejde med henblik på en 

vurdering som den nævnte og eventuel udarbejdelse af forslag 

til en ny reguleringsordning eller sådanne ændringer i loven, som 

undersøgelserne måtte give anledning til, dog under den forudsæt- 

ning, at virkningerne af den gældende ordning ikke blev forringet. 

Overvejelser skulle tilendebringes så hurtigt som muligt, 

således at der senest den 1. november 1977 kunne fremlægges 

forslag om revision af loven i folketinget. Det blev samtidig 

fremhævet, at udvalget med denne frist havde mulighed for at 

foretage en bearbejdning af pengeinstitutternes regnskaber for 

1976. 

e) Rentemarginallovens overholdelse. 

Lovens krav om, at rentemarginalen i det enkelte pengein- 

stitut ikke må overstige pengeinstituttets gennemsnitlige rente- 

marginal for årene 1972, 1973 og 1974 eller tilsvarende regn- 

skabsår, har resulteret i et vejet gennemsnit for pengeinstitut- 

ternes rentemarginal i basisperioden på 6,13 pct. Bankerne har 

med en basisrentemarginal på 6,38 pct. et noget højere udgangs- 

punkt end sparekasserne med en basisrentemarginal på 5,64 pct. 

Det fremgår af tilsynet med banker og sparekassers beretning 

for 197 5 om bankers og sparekassers virksomhed samt supplerende 

kvartalsoversigter over rentemarginalen, at den gennemsnitlige 

rentemarginal set som helhed for samtlige pengeinstitutter i 1976 

har været i overensstemmelse med lovens krav. Både i januar og 

april kvartal 1977 har der været en mindre overskridelse af ba- 

sisperiodens rentemarginal. Det må dog bemærkes, at gennemsnittet 

dækker over betydelige udsving inden for de enkelte grupper af 

pengeinstitutter. 

Der kan i øvrigt henvises til den fyldigere gennemgang i 

kapitel IV, afsnit 5. 

2. Udviklingen i prisog monopollovgivningen. 

a) Prislovgivningen. 

En almindelig regulering af priser og avancer fandt sted 

under såvel 1. som 2. verdenskrig. Ved prisloven af 194o indfør- 

tes et almindeligt forbud mod urimelige priser og forretningsbe- 

tingelser samt mod aftaler, vedtagelser og bestemmelser, der kun- 

ne antages at medføre urimelige priser eller forretningsbetingel- 

ser .

21 

Prisloven af 194o var midlertidig. Den blev gennem årene 

forlænget og ændret og i 1952 afløst af lov om prisaftaler, som 

udløb i 1955. Efter dette tidspunkt kunne der kun skrides ind 

mod prisdannelsen med hjemmel i lov nr. Io2 af 31. marts 1955 

om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger, men allerede 

i 1956 vedtoges lov om indseende med priser, som blev ændret og 

udvidet i 1963 og 1966. Ved indseendelovene bemyndiges monopol- 

tilsynet til at undersøge udviklingen i priser og avancer, lige- 

som der i 1963 indførtes hjemmel til, hvor særlige forhold gør 

det påkrævet, at fastsætte midlertidige stop for priser og avan- 

cer. Endvidere kunne monopoltilsynet, hvor en undersøgelse viste, 

at der inden for det pågældende område forekom urimelige priser, 

fastsætte almindelige bestemmelser om priser og avancer, som ik- 

ke måtte overskrides, eller offentliggøre retningsgivende priser, 

og endelig bemyndiges tilsynet til at fastsætte regler om mærk- 

ning og skiltning med pris m.v. 

Loven om indseende med priser suppleredes i 1968 og 197o 

med love om anmeldelse af vejledende videresalgspriser og om 

prisstop, og afløstes i 1971 af lov om priser og avancer, som 

derpå i 1974 blev afløst af lov nr. 59 af 15. februar 1974 om 

priser og avancer. 

Ved lov nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning 

m.v. ophævedes visse af prisog avancelovens bestemmelser om 

mærkning og skiltning, således at mere detaljerede regler og be- 

føjelser for monopoltilsynet om mærkning og skiltning m.v. nu 

findes i en særlig lov herom. 

Sideløbende med den udvikling, der siden 1956 er sket i de 

nævnte prislove, har der gentagne gange været indført midlerti- 

dige stop for priser og avancer, sidst det ved lov nr. 568 af 4. 

december 1976 indførte stop for pris-, husleje- og indkomststig- 

ninger. Mens prisstoplovene i princippet udviser stor lighed, og 

kun i enkelthederne er forskellige alt efter den økonomiske og 

politiske baggrund for deres indførelse, er der i den øvrige 

prislovgivning siden 1956 en klar udviklingslinje, der har ført 

til, at man med prisog avanceloven af 1974 har en ikke-tidsbe- 

grænset lovgivning, som i sig rummer en række indgrebsbeføjelser, 

der giver mulighed for, at man i hvert enkelt tilfælde vil kunne 

vælge det mest egnede indgreb med det sigte at bidrage til den 

økonomiske stabilisering. Hertil kommer, at loven for tiden ind- 

til 28. februar 1979 yderligere har til formål at bidrage til

22 

gennemførelse af en indkomstudvikling inden for de berørte erhverv 

på linje med den indkomstpolitiske målsætning for samfundet som 

helhed. 

Ifølge den nugældende prisog avancelovs § 14, stk. 2, om- 

fatter loven ikke bankers og sparekassers renteberegning. Til- 

svarende har pengeinstitutternes renteberegning stedse været und- 

taget fra de hidtidige love om stop for priser og avancer. 

Undtagelsen fra prislovgivningen af indtægter knyttet til 

renteberegningen i modsætning til pengeinstitutternes indtægter 

i form af visse gebyrer, provisioner o.lign. medførte, at rente- 

indtægter i tiden forud for rentemarginallovens indførelse alene 

kunne reguleres med hjemmel i lov nr. Io2 af 31. marts 1955 om 

tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger. 

b) Monopollovgivningen. 

En forudsætning for at foretage indgreb over for priser, 

som må anses for urimelige, er efter monopolloven - og efter 

prisaftalelovene af 1931 og 1937, som den trådte i stedet for - 

at konkurrencen inden for den pågældende erhvervsgren i hele 

landet eller inden for lokale markedsområder er begrænset på en 

sådan måde, at virksomhederne udøver eller vil kunne udøve en 

væsentlig indflydelse på prisforholdene. I modsætning hertil kan 

der efter den under afsnit a) omhandlede prislovgivning skrides 

ind mod urimelige priser og avancer såvel på områder, hvor der 

foreligger konkurrencebegrænsninger, som på områder, hvor dette 

ikke er tilfældet. 

Ved bekendtgørelserne nr. 196 og 197 af 18. juni 1955 er 

det i monopolloven foreskrevne tilsyn, for så vidt angår spare- 

kasser og banker, henlagt til tilsynet med banker og sparekasser. 

Pengeinstitutternes rentesatser har i praksis i forhold til 

monopolloven indtaget en særstilling. Dette må ses på baggrund 

af, at renteudviklingen i pengeinstitutterne er undergivet penge- 

politiske hensyn og derfor vurderes ud fra flere kriterier end 

dem, der indgår i den almindelige monopollovgivning. Som et 

eksempel herpå kan peges på overvejelserne omkring den i 1973 

ophævede aftale vedrørende indlånsrenterne, der omtales i afsnit 

3 nedenfor.

c) Specielt om bankers og sparekassers renteberegning. 

23 

I betragtning af behovet for en generel indkomstpolitisk 

løsning i 1975 blev det ikke fundet, at de pengepolitiske 

hensyn, der ligger bag undtagelsen i prislovgivningen for 

bankers og sparekassers renteberegning, ville være til hinder 

for at gennemføre en regulering af pengeinstitutternes indtje- 

ning i form af rentemarginalloven. 

Renteberegningen har tidligere været under en mere direkte 

form for regulering. I forbindelse med gennemførelsen af lov 

nr. 472 af 28. november 1942 om priser m.v. blev der således 

skabt klar hjemmel til at lægge en kontrol af renteberegningen 

i henhold til særlige regler over på tilsynene med banker og 

sparekasser. De nærmere regler blev fastsat i bekendtgørelserne 

nr. 3o6 og 3o7 af 4. oktober 1944 angående prislovens anvendelse 

på henholdsvis private banker og sparekasser. Ifølge disse 

bekendtgørelser skulle aftaler eller vedtagelser såvel som 

bestemmelser af en enkelt bank eller sparekasse anmeldes, 

såfremt de udøvede eller ville kunne udøve en væsentlig indfly- 

delse på rente- eller provisionssatser, gebyrer, takster m.v. 

eller forretningsbetingelser. Endvidere skulle enhver ændring i 

en banks eller sparekasses rentesatser m.v. indberettes. Såfremt 

bank- eller sparekasseinspektøren fandt, at en banks eller 

sparekasses rente- og provisionssatser eller gebyrer, takster 

m.v. eller dens forretningsbetingelser var urimelige, påhvilede 

det ham at bringe forholdet til ophør ved forhandling eller ved 

pålæg i så henseende. 

Priskontrollen i henhold til disse bekendtgørelser blev 

afviklet i 1951 og 1952, og bekendtgørelserne blev endeligt af- 

løst i 1955 af de i henhold til monopolloven udstedte bekendtgø- 

relser af 18. juni 1955. 

Spørgsmålet om, hvorledes priskontrollen med banker og spa- 

rekasser i det hele taget kunne praktiseres, gav efter lovændrin- 

gen i 1942 anledning til langvarige overvejelser. De særlige 

hensyn, som skal tages ved priskontrollen med pengeinstitutter, 

var ved forelæggelsen af forslaget til prisloven af 1942 af han- 

delsministeren præciseret som følger: 

"For virksomheder som banker, sparekasser og forsikringsselskaber 

er der imidlertid - foruden det naturlige ønske 

om, at der gives erhvervsliv og befolkning en god og såvidt 

muligt billig service - særlige hensyn at tage til

24 

opretholdelse af virksomhedernes soliditet og tillid i 

befolkningen, ligesom disse virksomheder også må indordnes 

under landets almindelige pengepolitik; i øvrigt er 

en række af prislovens bestemmelser uanvendelige på disse 

virksomheder, idet bestemmelserne væsentligt er affattet 

med henblik på priser for varer samt tjeneste- og transportydelser 

". (Rigsdagstidende, Folketingets Forhandlinger 

1942-43, sp. 181). 

Overvejelserne mundede ud i, at man ved bekendtgørelserne 

af 1944 indførte en kontrol, der bygger på en korrigeret rente- 

marginal. Man tog udgangspunkt i hele indlånsmassen og korrige- 

rede beregningen under hensyn til indlånsmidlernes placering ik- 

ke blot i udlån, men også i fonds, kassebeholdning o.lign. Til 

indlånene lagde man den "arbejdende egenkapital", d.v.s. den del 

af egenkapitalen, der ikke var anbragt i fast ejendom og inven- 

tar, og til udlånene fondsbeholdning og kassebeholdning i fornø- 

dent omfang, og disse tal sattes i forhold til de faktiske rente- 

og provisionsindtægter og renteudgifter. 

Ved vurderingen af renteberegningens rimelighed tog man så- 

ledes udgangspunkt i de samlede indlån og undersøgte disses pla- 

cering. Efter fradrag af renteudgifter blev rente- og provisions- 

overskuddet sat i forhold til den i beregningen indgåede udlåns- 

masse. Det skete ud fra den betragtning, at udlånene er den ind- 

tægtsgivende del af lånevirksomheden, og at fortjenesten bør svin- 

ge i forhold hertil, jfr. at der ved prisloven var indført et net- 

toavancestop, der byggede på nettoavancen på det tidspunkt, 

hvor prisloven af 194o trådte i kraft. 

Hovedårsagen til, at man valgte at foretage disse beregnin- 

ger som grundlag for regulering af renteberegningen var den kraf- 

tige forskydning, der skete i forholdet mellem indlån og udlån i 

krigsårene. Medens den almindelige rentemarginal i disse år var 

stigende, faldt den korrigerede rentemarginal, hvilket var i 

overensstemmelse med resultaterne ifølge bankernes og sparekas- 

sernes årsregnskaber. 

Kontrollen med gebyrer m.v. blev foretaget på grundlag af 

undersøgelser af omkostningerne ved de pågældende forretninger. 

Ved forhandling mellem tilsynene og pengeinstitutterne 

kunne de fleste overskridelser afvikles, og eksemplerne på væsent- 

lige overskridelser er få, ligesom der ikke blev bragt sanktioner 

i anvendelse. 

Den regulering af renteberegningen, der fandt sted i hen- 

hold til bekendtgørelserne af 194 4, er således et eksempel på, 

at der har været foretaget en kontrol med pengeinstitutternes 

priser, der tog udgangspunkt i det samlede årsresultat af ud-

25 

lånsvirksomheden. Kontrollen blev indført på et tidspunkt, hvor 

der blev ført en gennemgribende kontrol med alle priser af nogen 

betydning. 

3. Konkurrence- og markedsforholdene inden for pengeinstitut- 

sektoren. 

a) Udviklingstendenser i aktivitet, omkostninger og 

markedsstruktur for banker og sparekasser. 

Udviklingen i pengeinstitutsektoren er igennem størstedelen 

af de sidste 3o år karakteriseret ved på den ene side en krafti- 

gere vækst i aktiviteten og på den anden side en stærkere tendens 

til koncentration end i andre byerhverv, jfr. beskrivelsen heraf 

i PP II. Antallet af beskæftigede er herunder vokset fra ca. 

13.OOO ved erhvervstællingen i 1948 til omkring 4o.ooo i dag. An- 

tallet af banksteder er alene i de sidste tyve år fordoblet til 

godt 2.2oo; antallet af sparekassesteder er i det tilsvarende tids- 

rum øget med godt 5o pct. til lidt over 1.3oo. Endnu stærkere 

udtryk for den stedfundne aktivitetsudvidelse fås ved at betragte 

udviklingen i realværdien af pengeinstitutternes samlede indlån, 

i de reale omkostninger, eller i transaktionsmængden, jfr. neden- 

for. Det er næppe muligt inden for den private sektor at finde 

større områder, hvor disse indikatorer for aktiviteten udviser en 

kraftigere vækst gennem efterkrigstiden end for banker og spare- 

kasser. 

Særligt bemærkelsesværdig har udviklingen været siden midten 

af 196o'erne, jfr, figur II.2 a og b, der viser udviklingen i indi- 

ces for fuldtidsbeskæftigede, realværdi af indlån og transaktions- 

mængden for hhv. banker og sparekasser. For perioden 1965-76 under 

ét er antallet af heltidsansatte og realværdien af indlånene vok- 

set nogenlunde i samme takt, men forløbet har ikke over kortere 

tidsrum været ganske parallelt. I bankerne løb væksten i antallet 

af ansatte fra 1969 klart foran væksten i realværdien af indlåne- 

ne, men fra 1974 har beskæftigelsen været svagt vigende, samtidig 

med at væksten i indlånene, navnlig i 1975, blev exceptionelt 

kraftig. En stort set tilsvarende udvikling findes hos sparekas- 

serne, hvor antallet af ansatte nåede et maksimum i 1973. Medens 

realværdien af indlånene pr. ansat i de to grupper af pengeinsti- 

tutter - en primitiv indikator for produktiviteten i kreditfor- 

midlingen - stort set er den samme i 1976 som i 1965, er antallet 

af transaktioner pr. ansat - en primitiv indikator for pengeinsti- 

(1) Perspektivplanredegørelse 1972-1987, København, december 1973, 

pp. 284-92 og især bilag III, pp. 3o3-35.

27 

tutternes produktivitet i betalingsformidlingen - fordoblet i 

bankerne og tredoblet i sparekasserne over perioden 1965-75. Bag- 

grunden for denne udvikling, som især har taget fart i de seneste 

år, er forøget anvendelse af EDB-udstyr og et nærmere samarbejde 

mellem pengeinstitutterne. Udviklingen i pengeinstitutternes 

aktivitet, omkostninger og rentabilitet igennem det sidste tiår 

kommenteres i øvrigt nærmere i kapitel IV. 

Det andet hovedtræk, der har præget pengeinstitutternes ud- 

vikling i efterkrigstiden, er den stærke reduktion i antallet af 

selvstændige banker og sparekasser gennem overtagelser og sammen- 

slutninger. Antallet af banker, der i 1948 udgjorde 163, er nu 78; 

samtidig er sparekassernes antal faldet fra 5o6 til 178. Nedgangen 

var især markant i slutningen af 196o'erne og i begyndelsen af 

197o'erne; der er i det sidste par år kun sket få overtagelser og 

sammenslutninger. Under nedgangen i antallet af selvstændige pen- 

geinstitutter er de største bankers og sparekassers markedsandel 

øget. 

Tendensen til øget koncentration kan enklest illustreres ved 

hjælp af de i figur II.3 a og b viste såkaldte Lorenz-kurver. Ban- 

ker og sparekasser er her rangordnet efter størrelse med de mind- 

ste først; figuren illustrerer herefter, hvor stor en andel af 

den samlede indlånsmasse, der ligger hos de første lo, 2o, etc. 

pet. af bankerne (sparekasserne) ultimo 1965 (for sparekasserne 

ultimo marts 1966) og 1975. Hvis alle pengeinstitutter var af 

samme størrelse, ville Lorenz-kurven være sammenfaldende med den 

indtegnede rette linie. Koncentrationsgraden er imidlertid bety- 

delig og - hvad der i denne forbindelse er væsentligst - voksen- 

de. Dette fremgår både af den tiltagende krumning i de to Lorenz- 

kurver og af de linier, som er indtegnet for at illustrere 

markedsandelene for de fem største banker, hhv. de to største 

sparekasser. I 1965 havde de fem største banker en markedsandel 

på knap 6o pct., ti år senere var den gennem overtagelse af min- 

dre banker og sammenslutninger øget til 68 pct. Blandt sparekas- 

serne havde de to største sparekasser en markedsandel på 58 pct. 

ultimo 1975 mod kun 24 pct. i midten af 196o'erne. Betragtes ban- 

(1) En sammenfatning af koncentrationsgraden i et enkelt tal, den såkaldte Ginikoefficient, 

der er defineret som arealet under Lorenz-kurven i forhold til 

arealet under den rette 45 -linie giver følgende resultater: 

1965(66) 1975 

Banker o,497 o,383 

Sparekasser o,383 o, 323 

Udtrykt på denne måde, var koncentrationsgraden størst hos sparekasserne? 

først i 1975 nåede bankerne samme koncentrationsgrad, som sparekasserne havde 

nået lö år tidligere.

28 

Figur II.3. Størrelsesfordeling af pengeinstitutterne 

efter indlån.

29 

ker og sparekasser som én sektor, hvilket i al fald forekommer 

rimeligst efter gennemførelsen af bank- og sparekasseloven af 1974, 

bliver koncentrationsgraden mindre udtalt, men udviklingstendensen 

stort set den samme. 

Udvalget har ikke fundet, at dets kommissorium krævede en 

mere indgående analyse af disse koncentrationstendenser og deres 

betydning for pengeinstitutternes renteberegning og indtjening. 

Uanset at disse spørgsmål ikke er afgørende for udvalgets overve- 

jelser omkring et eventuelt fremtidigt princip for regulering af 

renter, gebyrer m.v., kan det være af betydning for en eventuelt 

kommende administration, hvorvidt der foreligger grundlag for at 

anvende monopollovgivningens regler bl.a. om anmeldelse af enkelt- 

virksomheder eller sammenslutninger på bank- og sparekasseområdet. 

Et sådant krav om anmeldelse kan ifølge § 2, stk. 2, i bekendtgø- 

relserne om monopollovens anvendelse på banker og sparekasser 

(nr. 196 og 197 af 18. juni 1955), fremsættes over for pengeinsti- 

tutter og sammenslutninger af pengeinstitutter, "som inden for 

hele landet eller områder af dette udøver eller vil kunne udøve 

en væsentlig indflydelse på (bankernes eller sparekassernes) 

prisog omsætningsforhold". 

Tilsynet med banker og sparekasser har i sin hidtidige prak- 

sis efter de ovennævnte bekendtgørelser ikke krævet nogen bankf 

sparekasse eller sammenslutning anmeldt. Endvidere har handelsmi- 

nisteren givet tilladelse til fusion af banker og sparekasser i 

henhold til bank- og sparekasselovens § 48 i samtlige tilfælde, 

hvor der har foreligget ansøgning herom, jfr. omtalen i afsnit c) 

nedenfor. Disse to forhold giver indtryk af, at der ikke forelig- 

ger en koncentrationsgrad, som har givet anledning til bekymring 

hos myndighederne. Samtidig ønsker udvalget at pege på følgende 

substantielle, omend vanskeligt kvantificerbare forhold, som er 

af betydning for en vurdering af konkurrencesituationen: 

(1) Konkurrencen mellem institutterne er på en række områder ble- 

vet skærpet gennem den parallelle udbygning af de største bankers 

og sparekassers filialnet og dannelsen af regionale pengeinstitut- 

ter af betydelig størrelse efter sammenslutninger af mindre loka- 

le institutter. Udlåns- og indlånskunder har herved fået større 

muligheder for at vælge; for udlånskunderne vil omkostningerne 

ved at skifte pengeinstitut og navnlig den hyppige sammenkædning 

af lånemuligheder og indlånskundeforhold dog i praksis begrænse

disse valgmuligheder. 

30 

(2) Danske valutaindlændinge har i en længere årrække haft ad- 

gang til at låne i udlandet navnlig i form af kommercielle lån og 

kreditter samt finanslån. Det meget betydelige omfang låntagningen 

i udlandet har fået, må siges at have skærpet konkurrencen, selv 

om danske pengeinstitutters medvirken ved formidling af kontakt 

og garantistillelse ofte er nødvendig for danske virksomheder, 

der søger udenlandske lån. I den indenlandske kreditformidling 

(og i betalingsformidlingen) er pengeinstitutterne i langt højere 

grad beskyttet mod international konkurrence. Der er dog sket en 

vis afsvækkelse af dette værn; bank- og sparekasseloven af 1974 

åbnede, i overensstemmelse med et EF-direktiv om etableringsfri- 

hed og fri udveksling af tjenesteydelser for pengeinstitutterne, 

mulighed for oprettelse af udenlandske pengeinstitutter i Danmark. 

Siden er oprettet tre filialer af amerikanske banker og en filial 

af en engelsk bank. 

(3) Harmoniseringen af lovgivningen for de to hovedgrupper af 

pengeinstitutter gennem bank- og sparekasseloven af 1974 skabte, 

jfr. omtalen i afsnit c) nedenfor, muligheder for en mere aktiv 

konkurrence på de områder, hvor de lovgivningsmæssige begrænsnin- 

ger i sparekassernes virksomhed blev fjernet. 

(4) Fremkomsten af de nye korte statspapirer fra 1975 - i for- 

bindelse med ophævelsen af indlånsrenteaftalen et par år tidlige- 

re - har medført skærpet konkurrence om indlånsmidlerne i penge- 

institutterne og en væsentlig mere fleksibel rentefastsættelse 

for store indlån på det såkaldte aftalekontomarked. Konkurrencen 

har undertiden været så ihærdig og de tilbudte rentesatser så hø- 

je, at det har givet anledning til offentlig kritik. Udvalget dis- 

kuterer disse forhold i kapitel VI. 

Det må erkendes, at flere af de ovennævnte momenter kun har 

været virksomme i så kort tid, at det endnu er for tidligt at ven- 

te klare virkninger, især på baggrund af, at offentlige regulerin- 

ger - aftalerne om loft over udlånstilsagnene og rentemarginallo- 

ven - kan have hæmmet den øgede potentielle konkurrence i at slå 

fuldt igennem. 

For rentemarginaludvalget er det særlig væsentligt at søge 

at vurdere de udslag, som konkurrencen giver for renteberegnin- 

gen. Selv om udvalget finder tendenserne til øget konkurrence på 

dette område i de senere år ubestridelige, må det give stof til 

eftertanke, at pengeinstitutterne gennem en årrække var i stand

31 

til at udvide rentemarginalen så betydeligt, jfr. figur II.1 

ovenfor. Der må også her mindes om begivenhedsforløbet i 1974, 

der var medvirkende til den udformning, som rentemarginalloven 

fik; som beskrevet ovenfor tilskyndede forventningerne om kurstab 

på obligationsbeholdningerne pengeinstitutterne til markant at 

udvide rentemarginalen, en adfærd, som vanskeligt kunne forklares 

i et konkurrencepræget marked. 

Den mellemform mellem monopol og konkurrence, som præger 

pengeinstitutternes kreditformidling, kan karakteriseres som del- 

vis oligopol, d.v.s. en situation med et mindre antal store udby- 

(2) 

dere omgivet af et betydeligt antal mindre . Det er en markeds- 

form, hvor de store udbydere af udlån og modtagere af indlån er 

stærkt opmærksomme på gensidig afhængighed og følgelig har en klar 

tilskyndelse til ikke at tage konkurrencemæssige skridt, som må 

forventes fulgt af konkurrenterne med deraf følgende forringelse 

af indtjeningen for gruppen som helhed. De stores adfærd vil på 

et sådant marked være præget af stivhed i pristilpasningen og pa- 

rallelitet i prisændringerne, støttet af mere eller mindre ekspli- 

cite aftaler. Efter ophævelsen af den eksplicite aftale om indlåns- 

rentesatserne har de tre største banker i 1975 indgået en aftale 

om gensidig uforpligtende orientering om bl.a. renteændringer, se 

omtalen af denne såkaldte informationsaftale i afsnit b) nedenfor. 

Fra bankernes side betragtes aftalen som en administrativ forenk- 

ling af den gensidige information, som ville følge indirekte gen- 

nem de tre bankers fælles kunder. Aftalen er på begæring af 

tilsynet med banker og sparekasser anmeldt til registrering, jfr. 

§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 197 af 18. juni 1955 om monopol- 

lovens anvendelse på private banker. Uanset at deltagerne i in- 

formationsaftalen har en markedsandel på næsten 55 pct. af banker- 

nes indlån og 35 pct. af de samlede indlån i pengeinstitutterne, 

følger heraf ikke nødvendigvis at de virker som prisførere hvad 

angår de noterede indlånssatser. De mindre pengeinstitutter viser 

således en noget større fleksibilitet i fastsættelsen af deres 

indlånsrentesatser, ligesom konkurrencen er skarp på de satser, 

der tilbydes de store indlånskunder på markedet for aftalekonti. 

Situationen på udlånssiden er mindre klar, bl.a. fordi ud- 

lånsloftet har svækket tilskyndelsen til at konkurrere på rentesat- 

serne. Der har i de seneste år ikke kunnet observeres nogen fast 

(2) For en klassifikation af markedsformer se især H. Winding Pedersen, Træk 

af prisog konkurrenceteorien, København 1976, især kap. 4.

32 

tendens - uafhængigt af diskontoændringer - til snæver sammenhæng 

mellem ændringer i de største bankers satser eller mellem disse 

og de mindre institutters. Eksempelvis har der i foråret og somme- 

ren 1977 været foretaget justeringer på forskellige tidspunkter 

af enkelte af de største bankers typiske udlånssatser, hvilket 

bl.a. kan være en følge af, at tilpasninger til rentemarginallo- 

ven i et vist omfang sker via indlånssatserne. Erfaringerne 

omkring diskontoforhøjelsen i oktober 1976 kan tilsvarende illu- 

strere, at sammenhængen mellem ændringer i de største og de 

øvrige bankers udlånsrente ikke er ganske fast. Umiddelbart inden 

den drastiske forhøjelse af diskontoen fra 8^ til 11 pct. - en 

justering, der smittede fuldt ud af på pengeinstitutternes udlåns- 

satser - havde de tre største banker forhøjet deres udlånssatser 

med 1 pct. Et gennemsnit af typiske kassekreditrentesatser for 

samtlige banker steg imidlertid fra ultimo september til ultimo 

oktober ikke med 3^ pct., men kun med godt 3,1 pct. - et gennem- 

snit, som tyder på, at de øvrige banker undlod at tage hensyn til 

de tre store bankers første forhøjelse. 

Udvalget har ikke haft mulighed for at gå mere i dybden med 

en undersøgelse af rentetilpasningen i pengeinstitutterne. En så- 

dan undersøgelse kompliceres på udlånssiden af det meget store 

antal satser, som i al fald de større pengeinstitutter arbejder 

med afhængig af løbetid, låneform og låntagers individuelle for- 

hold; det er således sjældent muligt at begrænse sig til nogle 

ganske få typiske satser. I mangel af en dyberegående undersøgel- 

se må udvalget indskrænke sig til at konkludere, at markedsstruk- 

turen nærmest må betegnes som delvis oligopol, det vil sige en 

markedsform, hvor der optræder få store og mange mindre virksom- 

heder. Under denne markedsform bestemmes de stores handlemåde i 

vid udstrækning af, hvilke reaktioner man forventer hos konkur- 

renterne på givne foranstaltninger. Tillige er prisdannelsen især 

på indlånssiden blevet mere markedsbestemt i de senere år. 

Afslutningsvis kan det for en vurdering af markedsstrukturen 

være interessant at bemærke den høje organisationsgrad, der præger 

pengeinstitutsektoren. Samtlige sparekasser er medlemmer af spare- 

kasseforeningen og samtlige banker med en enkelt undtagelse er 

medlemmer af bankforeningen. De to hovedorganisationer varetager 

bl.a. medlemmernes interesser ved forhandlinger med offentlige 

myndigheder og nationalbanken og kan herunder indgå bindende af- 

taler på medlemmernes vegne vedrørende penge- og kreditpolitiske

33 

forhold. Endvidere står de to foreninger som deltagere i nogle af 

de konkurrencebegrænsende aftaler, som, jfr. det følgende afsnit 

findes inden for sektoren - dog således, at det for bankernes 

vedkommende står den enkelte bank frit, om den vil tilslutte sig 

de således indgåede aftaler. 

b) Konkurrencebegrænsende aftaler. 

Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og bestemmel- 

ser skal ifølge monopolloven af 1955 og tidligere love anmeldes 

til monopolmyndighederne, fra 1937 til 1944 priskontrolrådet og 

derefter tilsynet med banker og sparekasser. Der er siden 1937 fo- 

retaget anmeldelse og registrering af godt 2oo aftaler m.v. 

Af disse aftaler dækkede de fleste kun et mindre lokalt om- 

råde, men en del havde større udbredelse, og nogle var landsomfat- 

tende. Aftalerne angik en række forskellige forhold, herunder først 

og fremmest gebyr- og provisionssatser, købs- og salgspriser for 

valuta samt indlånsrentesatser. Af sidstnævnte var én landsomfat- 

tende, men derudover fandtes en snes lokale aftaler om indlånsren- 

ter. Udlånsrentesatserne var derimod kun i ganske ubetydeligt om- 

fang bundet gennem aftaler. 

De fleste af disse aftaler m.v. er senere ophævet. Dette er 

navnlig sket efter ophævelsen af den landsomfattende aftale om 

indlånsrenterne i begyndelsen af 1973. I årene 1973 og 1974 er 

der således i alt ophævet 76 aftaler. 

Herefter findes pr. 1. januar 1977 i tilsynet med banker og 

sparekassers register kun 15 aftaler anmeldt i henhold til § 2, 

stk. 1, i bekendtgørelserne om monopollovens anvendelse på ban- 

ker og sparekasser. 

Aftalerne vedrører følgende spørgsmål: inkassationstariffer, 

provisioner for rembourser, telegrafiske overførsler, indløsning 

af kuponer, regler om validering m.v., provisioner og gebyrer m. 

v. for udlandsforretninger samt regler om bl.a. checks på udlan- 

det, lønoverførsler, eurocheques og etablering af udbetalingsauto- 

mater. Endvidere indgik de 3 største banker i 1975 en aftale om 

indtil videre at ville give hinanden gensidig uforpligtende orien- 

tering om indførelse af nye rente-, gebyr- og provisionssatser 

samt ændringer af bestående (informationsaftalen). Bestemmelserne 

i aftalen har siden dens indgåelse været anvendt i adskillige til- 

fælde; men det foreliggende materiale tyder ikke på, at ændringer 

meddelt af en af bankerne altid har været ledsaget af nogenlunde

34 

tilsvarende ændringer hos de to andre banker. 

Tilsynet med banker og sparekasser har som nævnt ovenfor 

ikke krævet nogen bank eller sparekasse anmeldt som dominerende 

enkeltvirksomhed efter § 2 i bekendtgørelserne nr. 196 og 197 af 

18. juni 1955 om monopollovens anvendelse på private banker og 

sparekasser m.v. 

Blandt de ophævede aftaler skal fremhæves den oprindelig i 

1935 indgåede aftale mellem pengeinstitutternes hovedorganisa- 

tioner, der til afløsning af lov nr. 143 af 1. maj 1933 om op- 

rettelse af en krisefond og om nedsættelse af renten for bank- og 

sparekasseindskud m.v., fastlagde maksimale rentesatser for 

forskellige indlånsformer, hvorimod rentesatserne for udlån ikke 

var omfattet af aftalen. I slutningen af 196o'erne kom aftalen 

til offentlig debat samtidig med, at tilsynet med banker og spa- 

rekasser overvejede indgreb, idet tilsynet var af den opfattelse, 

at indlånsrenten ved renteaftalen var holdt lavere end den, 

i indskyderne ville have opnået, hvis renteaftalen ikke havde 

bestået. Tillige anførte tilsynet, at det som følge af bankernes 

store fortjenester måtte overveje en indgriben, hvis forskellen 

mellem den gennemsnitlige udlånsrente og den gennemsnitlige 

indlånsrente ikke blev reduceret. 

Nationalbanken lagde heroverfor vægt på, at en ophævelse af 

aftalen måtte forventes at medføre en opadgående renteglidning 

også på udlånssiden. En sådan udvikling ville være i strid med 

bestræbelserne på så vidt muligt at hindre, at den stramme penge- 

politik kom til at give sig udslag i en uforholdsmæssig stærk 

renteforhøjelse for erhvervslivet i en situation, hvor låntagning 

til andre formål i stor udstrækning var beskyttet mod virkninger- 

ne af en høj rente. Nationalbanken måtte derfor under de forelig- 

gende omstændigheder anse det for uheldigt, hvis en øget konkur- 

rence om indlån ville føre til en større rentebyrde for erhvervs- 

livet. 

Monopoltilsynet fremførte i en udtalelse af 7. maj 1968 

bl.a., at bindende prisaftaler kunne modvirke en flytning af 

omsætningen fra mindre effektive til mere effektive virksomheder 

og kunne sinke anvendelsen af nye forretningsmetoder og ny teknik. 

Bindende prisaftaler kunne således virke i retning af at oprethol- 

de unødigt høje omkostninger hos aftaledeltagerne og dermed føre 

til urimelige priser, uden at fortjenesterne som helhed behøvede 

at være særlig store. Aftaler om bindende priser ville dog også 

kunne forårsage, at der opnåedes urimeligt store fortjenester.

35 

Sådanne fortjenester kunne yderligere være medvirkende til en 

forhøjelse af omkostningsniveauet, idet de muliggjorde og tilskyn- 

dede til en udvidelse af særlig omkostningskrævende konkurrence- 

former som reklame- og serviceforanstaltninger m.v. Som eksempler 

herpå henvistes bl.a. til pengeinstitutternes oprettelse af fili- 

aler samt deres gratis serviceydelser. Til spørgsmålet om rente- 

aftalens eventuelle påvirkning af udlåhsrentesatserne bemærkede 

monopoltilsynet, at der ikke forelå nogen aftale mellem pengein- 

stitutterne om udlånsrentesatserne. De enkelte pengeinstitutter 

var derfor frit stillet med hensyn til, hvilken rente de ville 

beregne for de forskellige udlånsformer og for udlån til de 

enkelte kunder, således at de uden hensyn til de lave indlånsren- i 

ter, de betalte i henhold til aftalen, ville kunne fastsætte 

sådanne udlånsrenter, som markedet kunne bære i de enkelte til- 

fælde. 

Tilsynet med banker og sparekasser fandt, at det måtte 

tillægge den af nationalbanken foretagne bedømmelse af renteafta- 

len ud fra pengepolitiske synspunkter en sådan vægt, at tilsynet 

på daværende tidspunkt ikke mente at kunne kræve aftalen ophævet. 

Aftalen fortsatte således, indtil de 2 hovedorganisationer 

enedes om selv at ophæve den med udgangen af januar 1973, idet 

man fra de pengepolitiske myndigheders side havde givet udtryk 

for, at der ikke længere tillagdes en aftalemæssig regulering af 

indlånsrenterne så stor vægt for rentepolitikken som tidligere. 

Yderligere havde der vist sig opløsningstendenser i form af pres 

indefra, hvorunder nogle pengeinstitutter havde frigjort sig fra 

aftalen. 

c) Offentlig regulering. 

(i) Aftalesystemet med Danmarks Nationalbank og kreditfor- 

midlingsloven. 

I fortsættelse af redegørelsen for de mellem pengeinstitut- 

terne indgåede aftaler skal omtales det mellem nationalbanken og 

pengeinstitutterne bestående aftalesystem. 

De traditionelle pengepolitiske instrumenter - ændringer i 

diskontoen og i pengeinstitutternes lånemuligheder i nationalban- 

ken, samt nationalbankens køb og salg af obligationer - har siden 

1965 været suppleret med aftaler med banker og sparekasser med 

sigte på at opnå en mere direkte styring af kreditekspansionen. 

Aftalesystemet blev foretrukket af pengeinstitutterne frem for

36 

en skærpet anvendelse af nationalbankens traditionelle pengepoli- 

tiske midler eller en eventuel lovgivning om variable kassereser- 

ver. 

Under aftalesystemet har der siden 1970 været lagt et loft 

over det enkelte pengeinstituts bevilgede kreditter. Dette kan 

i perioder, hvor udlånsloftet er stramt, virke dæmpende på pen- 

geinstitutternes interesse i og mulighed for at konkurrere om 

kunderne ved hjælp af udlånsrenten. Nationalbanken kan desuden 

påvirke kreditforholdene på en mere differentieret måde ved 

henstillinger til pengeinstitutterne, herunder henstilling om 

favorisering af visse kreditformål og tilbageholdenhed over for 

andre etc. 

I medfør af § 2 i lov nr. 543 af 17. oktober 1973 om regule- 

ring af kreditformidling kan økonomiministeren efter forhandling 

med Danmarks Nationalbank fastsætte begrænsninger i pengeinsti- 

tutternes udlån og kredittilsagn, ligesom loven hjemler adgang 

til at indføre kassereservekrav. Denne bemyndigelseslov har dog 

ikke været anvendt, da den kun forudsættes brugt, hvis de ønske- 

de reguleringer ikke kan opnås gennem aftalesystemet. 

(ii) Det offentlige tilsyn. 

Ved lov nr. 199 af 2. april 1974 om banker og sparekasser, 

der trådte i kraft den 1. januar 1975, indførtes fælles regler 

for bankers og sparekassers virksomhed. Sparekasserne fik herved 

mulighed for at udføre også sådanne forretninger, der tidligere 

var forbeholdt bankerne. I loven er bank- og sparekassevirksom- 

hed defineret som varetagelse af funktioner i forbindelse med 

omsætningen af penge, kreditmidler og værdipapirer og dermed 

forbundne serviceydelser. 

Banker og sparekasser er forpligtede og eneberettigede til 

i deres navn at benytte ordene "bank" og "sparekasse" og er sam- 

men med staten eneberettigede til ved henvendelse til offent- 

ligheden at tilbyde sig som modtagere af indlån. Andre virksom- 

heder kan derimod drive en til bank- og sparekassevirksomhed sva- 

rende virksomhed, da loven ikke giver banker og sparekasser ene- 

ret herpå. 

I henhold til bank- og sparekasselovens § 49 er banker og 

sparekasser som hidtil underkastet offentligt tilsyn, som vare- 

tages af tilsynet med banker og sparekasser. Hovedformålet med 

disse regler er at sikre indskyderne mod tab, og loven indeholder 

kun få bestemmelser af interesse for konkurrenceforholdene.

37 

Ifølge lovens § 48 kræves handelsministerens tilladelse til 

fusion af banker og sparekasser. Da de indtil nu gennemførte 

bank- og sparekassefusioner ikke har givet anledning til be- 

tænkelighed, har der hidtil ikke været nægtet tilladelser ef 

ter § 48. 

Reglen i § 48 suppleres af bestemmelsen i § 24, stk. 2, hvor- 

efter en bank eller sparekasse ikke må erhverve eller med ret 

til at udøve stemmeret belåne mere end 3o pct. af aktiekapitalen 

i en bank eller af garantikapitalen i en sparekasse. Dispensatio- 

ner fra forbuddet har kun været givet i helt ekstraordinære 

tilfælde, f.eks. ved oprettelse af datterbanker i udlandet. 

4. Udvalgets overvejelser omkring rentemarginallovens formål. 

Det fremgår af ovenstående beskrivelse af rentemarginallo- 

vens tilblivelse, især lovens vedtagelse i sammenhæng med loven 

om forlængelse af kollektive overenskomster, at den nye lovgiv- 

ning var en integreret del af et omfattende indkomstpolitisk ini- 

tiativ. Rentemarginallovens tilsigtede bidrag til den økonomiske 

stabilisering må efter udvalgets opfattelse kunne sammenfattes i 

to hovedpunkter: 

1. et generelt indkomstpolitisk bidrag ved at sikre, at penge- 

institutternes indtjening udvikler sig nogenlunde i harmoni 

med den indkomstpolitiske målsætning for andre erhverv og 

for samfundet som helhed, dog under hensyn til de særlige 

forhold, som pengeinstitutterne er underlagt; 

2. et erhvervsspecifikt omkostningspolitisk bidrag ved at med- 

virke til at holde stigningen i det danske omkostningsniveau, 

herunder finansieringsomkostningerne, i ave, ved at låneom- 

kostningerne holdes så lave, som hensynet til fortsat høj 

lånefinansiering i udlandet muliggør; dette bidrag er speci- 

fikt for pengeinstitutsektoren, hvis væsentlige rolle i den 

danske samfundsøkonomi mere ligger i sektorens indirekte be- 

tydning for andre sektorers omkostninger og indtjening end 

i størrelsen af den andel af den samlede indkomstmasse, der 

tilfalder pengeinstitutsektoren. 

Der er en åbenlys sammenhæng mellem de to bidrag. Opfyldel- 

sen af det erhvervsspecifikke omkostningspolitiske mål: at frem- 

me effektivitet og konkurrence i pengeinstitutsektoren, skulle

38 

sikre, at der ikke opstår mere permanente tendenser til overnor- 

mal indtjening i denne sektor. Dette vil dog ikke sikre nogen snæ- 

ver parallelitet med indkomstudviklingen i andre erhverv fra år 

til år, endsige mellem de enkelte institutter, hvilket sidste vel 

næppe heller har været sigtet. Hvis en sådan parallelitet skulle 

tilstræbes fra år til år i overensstemmelse med en indkomstpoli- 

tisk målsætning, ville der imidlertid være en klar risiko for 

konflikt med et mere langsigtet effektivitetshensyn. 

Udvalget har til opgave at overveje en ny reguleringsordning 

eller ændringer i rentemarginalloven. Det har på denne baggrund 

forekommet udvalget naturligt at lægge større vægt end tilfældet 

var i 1975 ved rentemarginallovens tilblivelse på det specifikke 

omkostningspolitiske formål med regulering af pengeinstitutternes 

renteberegning og indtjening. På denne baggrund har udvalget 

flere steder i de følgende kapitler, men især i kapitel V om 

rentemarginallovens uheldige virkninger og i kapitel VII om 

forslag til fremtidig regulering af pengeinstitutternes rente- 

marginal og indtjening vist særlig interesse for virkningen på 

konkurrence og effektivitet af den nuværende ordning og alterna- 

tiver til den. 

Udvalget er herunder opmærksom på, at det i kommissoriet, 

der gengives ovenfor i kapitel I, er understreget, 'at virknin- 

gerne af den generelle ordning ikke forringes 11 . Det er således 

nødvendigt at vurdere, (1) hvilke virkninger den gældende lov har 

haft og (2) hvorledes de under (1) fundne virkninger harmonerer 

med lovgivernes forventninger. 

Medens den første af disse opgaver nok i nogen grad lader 

sig løse, er det overordentlig vanskeligt at give den generelle 

indkomstpolitiske målsætning en så konkret formulering, at den 

bliver anvendelig som referenceramme. Dette spørgsmål behandles 

i kapitel IV i sammenhæng med beskrivelsen af udviklingen i penge- 

institutternes indtjening og dens sammensætning. Som det vil frem- 

gå heraf foreligger der for pengeinstitutterne et betydeligt an- 

tal indtjenings- og rentabilitetsbegreber, hvoraf intet kan gøre 

krav på at være indlysende rigtigt til indkomstpolitiske formål. 

Hertil kommer, at meningsfulde sammenligninger med andre erhverv 

ikke blot kræver måling af den samlede produktion af finansielle 

tjenesteydelser, men også af den indsats af produktionsfaktorer, 

som har frembragt denne. Med en vis tilnærmelse lader dette sig 

måske gøre på lønsiden, selv om der er problemer ved at vurdere

39 

ændringer i arbejdsstyrkens kvalitet (kvalifikationer). Kapital- 

indsatsen er vanskeligere at opgøre, og ved sammenligninger med 

andre erhverv må det erindres, at ændringer i inflationstakten 

typisk vil påvirke pengeinstitutterne på en væsentlig anden måde 

end andre erhverv, jfr. omtalen heraf i kapitel V. 

Udvalget har med disse indledende bemærkninger om en ind- 

komstpolitik, der har en særlig formulering for pengeinstitutter- 

ne, blot villet understrege de vanskeligheder, det volder, nærme- 

re at fastlægge det konkrete indhold i en sådan politik, og at 

der er betydelige problemer med at måle, om målsætningerne er op- 

fyldt. Hertil kommer spørgsmålet om valg af metoder, der er egne- 

de til at påvirke det valgte udtryk for indtjeningen på en nogen- 

lunde præcis måde og uden, at indgrebene får uønskede bivirknin- 

ger. Denne sidste problemstilling diskuteres i kapitel IV for så 

vidt angår den gældende rentemarginallov og i kapitel VII for så 

vidt angår fremtidige alternative reguleringsformer. 

Den omstændighed, at der i loven om banker og sparekasser 

(BSL § 21) stilles visse mindstekrav til pengeinstitutternes egen- 

kapital i relation til de samlede gælds- og garantiforpligtelser, 

giver ikke alene et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvad 

der er en "rimelig" indtjening i pengeinstitutterne. Lovgiv- 

ningens eksplicite egenkapitalkrav til pengeinstitutterne kan ik- 

ke i indkomstpolitisk henseende sidestilles med det rimeligheds- 

kriterium, som fremkommer implicit i monopol- og prismyndighedens 

vurdering af andre erhvervs indtjening, og kan således ikke umid- 

delbart lægges til grund for en indkomstpolitisk regulering. 

De målemæssige og begrebsmæssige problemer kan synes mindre, 

hvis man - med udgangspunkt i det erhvervsspecifikke omkostnings- 

politiske sigte med lovgivningen - baserer sig på rentemarginalen, 

som til gengæld kun omfatter en del af pengeinstitutternes indtje- 

ning. Rentefastsættelsen i pengeinstitutterne kan følges løbende 

gennem rentestatistikken og de kvartalsvise indberetninger til 

tilsynet med banker og sparekasser om udviklingen i rentemargina- 

len. Endvidere foreligger årsresultaterne for pengeinstitutternes 

virksomhed - og året er utvivlsomt det korteste tidsrum, for 

hvilket der kan tænkes udformet indkomstpolitiske, modsat prispo- 

litiske, retningslinier - med mindre forsinkelse og flere detal- 

jer end for andre erhverv. 

En indkomstpolitik anvendt på pengeinstitutterne tilsiger, 

at forskellen mellem disses "salgspriser" og "indkøbspriser" -

40 

i det nuværende reguleringssystem repræsenteret ved rentemargi- 

nalen - ikke udvikler sig i disharmoni med andre indkomster i 

samfundet. I en situation, hvor væksten i pengeindkomsterne sø- 

ges afdæmpet, må sigtet være at holde rentemarginalen på et så- 

dant niveau, at den generelle indkomstpolitik herigennem under- 

støttes. 

Selv om pengeinstitutterne igennem deres samlede indtjening 

og beskæftigelse er en betydningsfuld sektor i den danske økonomi, 

er den særlige interesse for pengeinstitutternes rentefastsættel- 

se og regnskabsresultater i det indkomstpolitiske perspektiv vel 

fuldt så meget motiveret af deres betydning for omkostnings- og 

indkomstudviklingen i andre erhverv og dermed for konkurrenceevne 

og betalingsbalance. Medens almindelige indkomstpolitiske synspunk- 

ter blot tilsiger fastsættelsen af en overgrænse for rentemargina- 

len, tilsiger pengeinstitutternes særlige betydning for den 

samfundsøkonomiske udvikling en mere detaljeret målsætning: at 

den gennemsnitlige udlånsrente, som er et vigtigt led i de øvrige 

erhvervs omkostninger, ikke er højere end den pengepolitiske 

nødvendighed måtte tilsige, samt at pengeinstitutternes indskyde- 

re - lønmodtagere, erhvervsdrivende m.fl. - får så højt et afkast, 

som en aktiv konkurrence, institutterne imellem og med andre 

placeringsformer, muliggør på baggrund af udlånsrenten. Udvalget 

tager i kapitel VI spørgsmålet om sammenhængen mellem diskontoen 

og indlåns- og udlånsrentesatserne før og efter rentemarginallo- 

vens gennemførelse op til nærmere vurdering.

41 

Kapitel III. Regulering af pengeinstitutternes rentesatser 

i andre lande. 

1. Regulering af renteberegning og indtjening. 

Udvalget har gennem de danske ambassader i de øvrige EF-lan- 

de samt Norge og Sverige søgt oplysninger hos disse landes cen- 

tralbanker, om hvorledes man i disse lande har grebet en even- 

tuel mere direkte regulering af pengeinstitutternes rentebereg- 

ning og indtjening an. 

Det fremgår af samtlige indberetninger, at ingen af de hørte 

lande har gennemført en lovgivning, der iværksætter en egentlig 

regulering af pengeinstitutternes indtjening i en indkomstpoli- 

tisk sammenhæng. 

Af indberetningerne fra Belgien og UK fremgår, at der i dis- 

se lande ikke er gennemført foranstaltninger til regulering af 

pengeinstitutternes indtjening, herunder regulering af rentemargi- 

nalen. 

Der eksisterer ikke i Frankrig, som i øvrigt er det land 

blandt de øvrige EF-medlemslande, der er gået længst i retning 

af detailinterventioner på de finansielle markeder, love eller 

administrative bestemmelser, der påbyder en begrænsning i kredit- 

institutternes rentemarginal. De beslutninger, som tages inden 

for rammerne af den økonomiske politik, påvirker ofte faktorer, 

der er af betydning for rentemarginalens udvikling; og disse 

beslutninger præges desuden i en vis udstrækning af regeringens 

overvejelser med hensyn til den ønskelige udvikling i kreditin- 

stitutternes omkostnings- og indtjeningssituation. Det hører også 

med i billedet, at den franske bankverden er domineret af store, 

nationaliserede banker, med hvem de pengepolitiske myndigheder 

står i relativt snæver kontakt. 

Hvad angår indlånsbetingelserne, kendetegnes det nuværende 

regime - hvis principper går tilbage til 1967 - foruden ved for- 

bud mod at yde renter på indskud på anfordring (inkl. checkkonti) 

ved, at der dels er en sektor med frie rentesatser, dels en sektor 

med regulerede rentesatser. 

Bankerne kan frit betale renter på indskud på opsigelse og 

på indskudsbeviser (bons de caisse), hvis varighed overstiger to 

år, og som i mindst en måned er på over 2oo.ooo frs. I realiteten

42 

er den frie rentesats afhængig af de satser, der anvendes mellem 

bankerne på pengemarkedet, og hvis niveau igen er afhængig af in- 

terventionsrenten fastsat af Institut d'Emission. Rentedannelsen 

har visse fælles træk med det samspil, som de seneste år har kun- 

net iagttages mellem pengemarked og aftalekontomarked her i landet. 

Hvad angår likvide indskud eller indskud på kort sigt, som 

ikke berøres af de ovenfor nævnte betingelser, bestemmes renten 

lovmæssigt af Conseil National du Credit. Man fastsætter enten 

maksimumssatser eller bindende satser. Ved fastsættelsen af disse 

rentesatser tages hensyn til de virkninger, beslutningen kan have 

på bankernes driftsregnskaber, såvel som på nødvendigheden af at 

sikre indskyderne nogenlunde samme forrentning, som de ville kun- 

ne opnå ved anden placering, f.eks. i statsobligationer. 

I 1966 ophørte udlånsrentesatserne at blive bestemt af Con- 

seil National du Credit; de aftales nu frit mellem långiver og 

låntager. Normalt fastsætter bankerne deres udlånsrente på grund- 

lag af "basisbankrenten", der er en fælles faktor for branchen, 

og som repræsenterer den væsentligste del af omkostningerne ved 

den kreditvirksomhed, der løbende udøves. Hertil kommer visse 

forhøjelser, som især skyldes låneform og risiko. Basisrenten er 

fastsat af bankerne på grundlag af deres renteudgifter til ind- 

skud og den nødvendige margen til dækning af deres generelle 

omkostninger samt forrentningen af egenkapitalen. Afvigelser 

herfra er fremfor alt forbundet med udviklingen i de anvendte 

satser på pengemarkedet og med ændringer i rentemønstret, således 

som det fastsættes af Conseil National du Credit. 

Ændringer i basisrenten bekendtgøres på samme måde, som det 

sker i USA for "prime rate", d.v.s. at en af de vigtigste ind- 

skudsbanker bekendtgør ændringen i satserne, hvorpå dens eksempel 

følges af de andre banker. Forskellen mellem basisrenten og den 

frie henholdsvis regulerede rente for indskud udgør en af de vig- 

tigste faktorer i afgørelsen af kreditinstitutternes rentemargi- 

naler. Med henblik på at få denne marginal til at udvikle sig i 

overensstemmelse med pengepolitikkens mål, gøres basisrenten til 

genstand for en forhandling (concertation) mellem myndighederne 

og branchen. 

I Nederlandene er pengeinstitutterne undtaget fra den hol- 

landske prislov af 1965, og der er således ikke lovmæssigt grund- 

lag for at gribe regulerende ind over for pengeinstitutternes 

indtjening. Som i Danmark er visse gebyrer i Holland underkastet

43 

gældende priskalkulationsforskrifter, ligesom der finder en vis 

koordination sted af pengeinstitutternes rentepolitik, principi- 

elt baseret på frivillig deltagelse. 

I Irland findes der ingen lovbestemte rentemarginaler. Ren- 

tesatserne fastsættes efter forhandling mellem den irske central- 

bank og den irske bankforening. Den irske centralbank tilkendegi- 

ver over for pengeinstitutterne, hvad den anser for en passende 

bruttoforrentning af den investerede kapital. Men det oplyses, at 

centralbanken anser rentejusteringsproceduren, hvorefter der skal 

føres drøftelse med bankforeningen, for overordentligt tidskræven- 

de. Man har derfor overvejet spørgsmålet om en forbedring af pro- 

ceduren i lyset af behovet for hyppigere renteændringer i fremti- 

den som følge af internationale påvirkninger. Det er udvalget 

ubekendt, i hvilken retning disse overvejelser har gået. 

I Italien eksisterer der ikke nogen lovgivning, der fastsæt- 

ter pengeinstitutternes indlåns- og udlånsrenter, og rentemargi- 

nalens størrelse er derfor helt overladt til det enkelte pengein- 

stitut. Det hører dog her som i Frankrig med i billedet, at de 

nationaliserede banker har en meget betydelig markedsandel, samt 

at pengeinstitutterne under de senere års voldsomme offentlige un- 

derskud har skullet aftage statsobligationer gennem placeringskvo- 

ter og således ikke har haft nogen vidtgående dispositionsfrihed 

ved sammensætningen af deres aktiver. 

Norge har ikke reguleret pengeinstitutternes indtægter i ind- 

komstpolitisk sammenhæng, men det oplyses, at det i efterkrigsti- 

den ud fra økonomiske og sociale grunde har været en erklæret mål- 

sætning at bevare et relativt lavt og stabilt renteniveau. I pe- 

rioden 1951-65 foretoges udformningen af penge- og kreditpolitik- 

ken i "Samarbejdsnævnet", som bestod af repræsentanter fra myndig- 

hederne og kreditinstitutionerne. I 1965 gennemførtes "Lov om ad- 

gang til regulering af penge- og kreditforholdene"', som bl.a. gi- 

ver myndighederne adgang til at fastsætte højeste udlånsrentesats 

for bankerne. Denne bestemmelse i kreditloven er imidlertid 

ikke blevet udnyttet. Selv om "Samarbejdsnævnet" er opløst, har 

den norske regering udtrykkeligt erklæret, at den fortsat vil op- 

retholde "rentenormerne" fra "Samarbejdsnævnet". De senere ændrin- 

ger af bankernes og livsforsikringsselskabernes rentesatser har 

således også været et resultat af drøftelser mellem disse insti- 

tutioner og myndighederne. Det oplyses videre, at stigningen i 

(1) Se note næste side.

44 

gennemsnitsrenten på udlånssiden har været stærkere end stignin- 

gen i renten for indskud, ligesom der har været en markant stig- 

ning i de øvrige indtægter i forbindelse med bankernes transak- 

tioner, såsom provisioner og gebyrer. Det fremhæves til sidst 

af Norges Bank, at til trods for stigningen i bankernes rentemar- 

ginal og provisionsindtægter har overskuddet i de senere år ikke 

vist nogen stigende tendens på grund af en betydelig vækst i 

bankernes administrationsomkostninger. Som årsag hertil anføres 

den stærke vækst i de gratis eller underbetalte serviceydelser, 

som for en stor dels vedkommende er blevet finansieret af lånta- 

gere i form af højere låneomkostninger og af indskydere i form 

af lavere indlånsrenter. Man konkluderer derfor fra Norges Bank, 

at den svage udvikling i bankernes fortjeneste ikke skyldes for 

lav en rentemarginal, men at bankernes serviceydelser ikke er 

blevet omkostningsbestemt prissat, hvilket har ført til fejlag- 

tigt ressourceforbrug i bankerne. 

I Sverige har man heller ikke foretaget nogen regulering af 

kreditinstitutionernes rentemarginaler med det formål at påvirke 

indtjeningen. Ifølge en veludviklet praksis har de svenske ban- 

kers og sparekassers indog udlånsrentesatser stået i et fast 

forhold til rigsbankens officielle diskonto. I visse perioder 

har man imidlertid konstateret en mærkbar tendens til at hæve 

pengeinstitutternes udlånsrentesatser uden en tilsvarende stig- 

ning i diskontoen. I disse tilfælde har rigsbanken ud fra rent 

(1) Udvalget har bemærket, at begrundelsen for denne beføjelse - ifølge den 

betænkning, der lå til grund for 1965-loven: Innstillning fra den penge- og 

kredittpolitiske komité, Bergen 1964, p. 182 - var et ønske om at afskærme den 

lange rente fra nogle af bevægelserne i den korte rente (diskontoen). Innstill- 

ningen diskuterer sammesteds muligheden for at fastsætte minimumssatser for 

visse typer af indlån ud fra et ønske om at "hindre at der opstår urimelig 

forskel i renten for forskellige former for indlån eller åbenbart urimelige 

rentemarginer". En sådan adgang til at fastsætte minimumssatser for indlån 

blev dog ikke optaget i 1965-loven.

45 

kreditpolitiske overvejelser udfærdiget rekommandationer til 

de svenske pengeinstitutter om en begrænsning af denne rente- 

(2) 

glidning. Det understreges af Sveriges Riksbank, at disse 

renterekommandationer ikke i noget tilfælde har haft et ind- 

komstpolitisk sigte. 

Den vesttyske forbundsbank oplyser, at der ikke i Forbunds- 

republikken Tyskland findes lovforskrifter om regulering af 

kreditinstitutters årsindkomster. Der er dog mulighed for fra 

statsside at øve indirekte indflydelse på kreditinstitutionernes 

rentemarginal, idet højden af bankrenter og provisioner i sammen- 

hæng med kredit- og indlånsvirksomhed kan begrænses ved "Rechtsver- 

ordnung" , der udstedes af finansministeren i samråd med forbunds- 

banken. Hjemlen hertil findes i § 23, stk. 1, i "Kreditwesenge- 

setz". Imidlertid har hjemlen ikke været benyttet siden 1. april 

1967. Siden dette tidspunkt er lånevilkårene blevet aftalt direk- 

te mellem kreditinstitutterne og deres kunder, afhængig af den 

aktuelle markeds- og omkostningssituation. 

Udvalget har overvejet det indkomne materiale og fundet, at 

det indeholder få erfaringer af direkte relevans for udvalgets 

arbejde, idet indkomstpolitisk motiverede foranstaltninger stort 

set ikke kendes andetsteds. 

2. Rentedannelse, effektivitet og konkurrence i pengeinstitut- 

sektoren. 

Den omstændighed, at der ikke i de lande, hvor udvalget har 

indhentet oplysninger, er gjort mere indgående forsøg på at regu- 

lere renteberegning og indtjening ud fra indkomstpolitiske syns- 

punkter, betyder imidlertid ikke, at myndighederne i de pågælden- 

de lande ikke har interesseret sig for at fremme effektivitet og 

konkurrence. Tværtimod er der igennem det seneste tiår ve.d flere 

lejligheder fra myndighederne i de større europæiske lande blevet 

taget skridt til at styrke sådanne tendenser til trods for, at de 

herved tilsigtede ændringer i den finansielle struktur på kort 

sigt har skabt større usikkerhed om virkningen af ændringer i 

(2) Rekommandationerne har undertiden været individualiseret for større 

pengeinstitutter og forskellige for banker og sparekasser, jfr. bl.a. Sveri- 

ges Riksbanks Årsbok 1976, pp. 63-65.

46 

pengepolitiske instrumenter og midlertidigt formentlig større 

indtjeningsmuligheder for de mere effektive pengeinstitutter. 

Det klareste eksempel herpå er UK. I et par rapporter fra 

1967-68 fra henholdsvis det statslige prisog indkomstnævn og mo- 

nopolkommissionen fremtrådte en klar bekymring for konkurren- 

cesituationen i den engelske bankverden. Engelske forretningsban- 

ker betalte - og betaler - ikke direkte rente af anfordringsind- 

skud, men der ydes til gengæld indirekte rente, idet indlånskun- 

der gratis kan foretage et vist antal transaktioner pr. periode 

afhængig af størrelsen af deres gennemsnitlige indlån, og rente- 

satserne for tidsindskud og minimumsrentesatser for udlån til de 

største lånekunder var indtil 1971 reguleret gennem aftaler 

mellem bankerne. Andre aftaler omfattede en række gebyrer i såvel 

betalings- som kreditformidlingen og bankernes åbningstider. Når 

hertil kom, at hovedinstrumentet i pengepolitikken var et loft 

over de faktiske udlån til den private sektor, kan det ikke 

undre, at konkurrencen mellem bankerne på udlånssiden var lidet 

effektiv, og at de britiske forretningsbanker tabte markedsandel 

i forhold til andre finansielle institutioner, herunder de uden- 

landske banker, der stod uden for de kartellignende aftaler. 

Pris- og indkomstnævnet, der især var anmodet om at vurdere 

bankernes gebyrpolitik, fandt det umuligt at begrænse sine under- 

søgelser hertil, men gik ind i en diskussion af renteberegning og 

indtjening ud fra en helhedsvurdering af pengeinstitutternes 

ydelser. 

Når renteaftaler m.v. lod sig opretholde så længe i UK, skyld- 

tes det især, at de pengepolitiske myndigheder så fordele i at kun- 

ne styre såvel udlånsomfang som rentesatser i bankerne. Men ved 

reformen Competition and Credit Control i 1971, var man fra de 

britiske pengepolitiske myndigheders side kommet til den erkendel- 

se, at omkostningerne ved den stive rentedannelse og svage kon- 

kurrence var så betydelige, at en indirekte støtte til bankernes 

renteaftaler og fastholdelse af udlånsloftet ikke længere kunne 

forsvares. Udviklingen har visse træk fælles med forløbet frem 

til ophævelsen af indlånsrenteaftalen i Danmark i 1973 som beskre- 

(3) National Board for Prices and Incomes, Bank Charges, Report No. 34 (Cmnd. 

3292), H.M.S.O., London 1967, og Monopolies Commission, Barclays Bank, Cloyds 

Bank Ltd. and Martins Bank Ltd. - a report on the proposed merger, H.M.S.O., 

London 1968.

vet i kapitel II ovenfor. 

47 

Siden gennemførelsen af 1971-reformen har der i UK kunnet 

iagttages en noget større fleksibilitet i de store britiske for- 

retningsbankers renteberegning. Virkningerne i denne retning har 

dog været mindre udtalte end forventet, måske på grund af den 

meget stærke koncentrationsgrad i bankverdenen: fire store banker 

dominerer ganske såvel i betalingsformidlingen som på markedet 

for almindelige indlån og kortfristede udlån. Bankernes indtje- 

ning er steget markant siden midten af 196o'erne, men det lader 

sig ikke ganske afgøre hvor meget, da komplette overskudsopgørel- 

ser ikke er offentligt tilgængelige for årene før reformen. I 

august 1977 har den britiske handelsminister bebudet i medfør af 

den pr. 1. august ikrafttrådte priskommissionslov en undersøgelse 

af bankernes indtjening med særlig henblik på gebyrerne. 

Også i de andre større EF-lande har myndighedernes holdning 

til pengeinstitutternes rentesatser været præget af et ønske om 

en mere fleksibel, markedsbestemt prisdannelse. 

I Forbundsrepublikken Tyskland skete der i 1967 en liberali- 

sering af såvel indlåns- som udlånsrentesatser efter mere end 3o 

års regulering og aftaler. Forbundsbanken konstaterer i sin be- 

tænkning for 1967 (p. 61), at den heraf følgende skarpere konkur- 

rence har udøvet et vist tryk nedad på udlånssatserne. Bevægelser- 

ne i de noterede rentesatser har siden udvist noget større uafhæn- 

gighed af diskontoændringer, omend disse fortsat af bankerne op- 

fattes som klart det væsentligste signal til en tilpasning. 

En lignende udvikling kan iagttages i Italien siden 1969; 

årlige aftaler mellem bankerne fastsatte frem til december 1969 

et minimum for udlånssatserne og et maksimum for indlånssatserne, 

i begge tilfælde knyttet til diskontoen. I de senere år er rente- 

dannelsen blevet noget friere, men en mere præcis vurdering van- 

skeliggøres - som forøvrigt for Tyskland - derved at rentestati- 

stikken hidtil især omfatter de noterede satser snarere end et 

vejet gennemsnit af de faktiske anvendte satser, jfr. de 

seneste års forbedring på dette punkt af den danske statistik over 

pengeinstitutternes satser. 

I Frankrig afviklede myndighederne som allerede nævnt oven- 

for den direkte kontrol med udlånssatserne. På indlånssiden er 

kontrollen opretholdt, men ud fra det pengepolitiske hovedsyns- 

punkt, at man har tilstræbt en forhøjelse af satserne for tids- 

indskud relativt til anfordringsindskud.

48 

Hovedtendensen i de oven for omtalte landes indstilling til 

pengeinstitutternes rentefastsættelse kan resumeres derhen, at 

direkte indgreb i denne - eventuelt i form af mere eller mindre 

udtalt støtte til pengeinstitutternes aftalebinding af vigtige 

satser - er langt mere sjældne i dag end for ti-femten år siden. 

Udviklingen svarer i store træk til den her i landet iagttagne, 

hvor ophævelsen af indlånsrenteaftalen og fremkomsten af aftale- 

kontomarkedet har medvirket til en friere rentedannelse. Herunder 

er der især lagt vægt på - efter en udvidelse af oplysningsplig- 

ten ved regnskabsaflæggelsen - at give offentligheden mere udfør- 

lig information om langtidstendenserne i pengeinstitutternes ren- 

temarginal, øvrige indtægter, omkostninger og rentabilitet. 

Fælles for alle de undersøgte lande er det imidlertid, at der 

intetsteds er foretaget indgreb med et direkte indkomstpolitisk 

motiv, ligesom tilskyndelsen til stærkere konkurrence synes at 

være motiveret mere af hensynet til den langsigtede effektivi- 

tetsudvikling end af et indkomstpolitisk motiveret ønske om at 

begrænse indtjeningen. 

4) Se eksempelvis oversigten i Monatsberichte der Deutschen Bundesbank, 

November 1976. - Det bør i øvrigt bemærkes, at OECD 1 s kapitalmarkedskomité 

har iværksat en sammenlignende undersøgelse af pengeinstitutternes rentemar- 

ginal i 11 lande, bl.a. Danmark, gennem perioden 1963-75. En rapport fra pro- 

fessor J. S. Revell herom ventes at foreligge i efteråret 1977.

Kapitel IV. Udviklingen i pengeinstitutternes indtjening og dens 

sammensætning 1967-76. 

49 

1. Måling af indtjeningen i banker og sparekasser. 

I dette afsnit gennemgås udviklingen i bankernes og spare- 

kassernes indtjening over de seneste lo år på grundlag af materia- 

le fra de årlige beretninger fra tilsynet med banker og sparekas- 

ser om henholdsvis bankers og sparekassers virksomhed. For så vidt 

angår bankerne"er anvendt supplerende oplysninger fra de foreløbi- 

ge årsregnskaber, der er indsendt til tilsynet, men ikke gengivet 

i beretningen. 

Med hensyn til anvendelse af de forskellige rentabilitetsbe- 

greber har man forsøgt at udregne rentabiliteten på forskellige 

niveauer i resultatopgørelsen. Udvalget har fundet det naturligt 

et langt stykke vej at følge præsentationen af regnskabsresulta- 

terne i tilsynets årsberetninger, idet de der viste fire indtje- 

ningsbegreber - rentabilitet 1 og 2 a-c - alle indeholder væsent- 

lige informationer, som nærmere uddybes nedenfor. Udvalget har 

tilføjet et yderligere rentabilitetsmål. 

Ved rentabilitet 1 forstås årets resultat af ordinær drift 

før afskrivninger, hensættelser, kursreguleringer og skat i pct. 

af gennemsnitlig egenkapital (gennemsnit af primo og ultimo). 

Ved rentabilitet 2 a forstås årets resultat før kursregule- 

ring og skat i pct. af gennemsnitlig egenkapital, d.v.s. at der 

i rentabilitet 2 a i forhold til rentabilitet 1 indgår afskrivnin- 

ger og hensættelser samt ekstraordinære indtægter og udgifter. 

Ved rentabilitet 2 b forstås årets resultat før betalte og 

beregnede skatter i pct. af gennemsnitlig egenkapital, d.v.s. at 

der i rentabilitet 2 b i forhold til rentabilitet 2 a indgår de 

samlede kursreguleringer. 

Ved rentabilitet 2 c forstås årets nettoresultat i pct. af 

gennemsnitlig egenkapital. 

For rentabilitet l's vedkommende gælder det, at de tal, der 

indgår i opgørelsen er bestemt af den aktivitet, som er udøvet i 

pengeinstitutterne. Ledelsen har ikke mulighed for at udøve et 

vist skøn ved fremlæggelse af den del af regnskabsresultatet, som

indgår i dette rentabilitetsbegreb. 

Ved beregningen af rentabilitet 2 a er der foretaget fra- 

drag for afskrivninger og hensættelser, som til dels er skøns- 

mæssigt ansat for det enkelte år. På længere sigt må man dog 

sige, at afskrivningerne og hensættelserne ligger på et reali- 

stisk niveau, således at aktiverne er optaget til deres værdi i 

handel og vandel. 

I rentabilitet 2 b er medregnet såvel den realiserede som 

den urealiserede kursregulering, hvor selve kursniveauet som så- 

dan bestemmes af andre faktorer. 

50 

Inden for de sidste 5 år har kursreguleringerne på fondsbe- 

holdningen spillet en betydelig rolle for pengeinstitutternes 

regnskabsmæssige overskud, jfr. tabel IV.1 og IV.2. Det skyldes 

dels, at der har været forholdsvis store kursudsving de enkelte 

år imellem, dels at pengeinstitutternes fondsbeholdning er for- 

øget betydeligt især i 1975. 

Posten kursregulering består af andet end egentlige kursre- 

guleringer som følge af ændringer i renteniveauet. 

For det første er der under kursreguleringer posteret kur- 

tage, som pengeinstitutterne tager ved handel med fonds. Dette 

er en normal handelsavance og skal egentlig betragtes som en or- 

dinær indtægt. Når kurtagen ikke udskilles fra kursreguleringerne 

i forbindelse med registrering af fondshandler, skyldes det, at 

pengeinstitutterne ikke for øjeblikket foretager en selvstændig 

registrering af kurtagen på grund af de herved forbundne omkost- 

ninger. Ligeledes indgår kurtagen og anden handelsavance ved han- 

del og formidling af pantebreve. 

For det andet er der under kursregulering posteret kursge- 

vinster som følge af, at tiden for obligationens indfrielse nær- 

mer sig. Desuden posteres kursgevinster som følge af udtrækninger. 

Disse former for kursgevinster må ligeledes betragtes som ordinæ- 

re driftsindtægter. Med de nuværende regler for bankers og spare- 

kassers regnskaber, er disse ordinære indtægter ikke udskilt sær- 

skilt, men der er ingen tvivl om, at beløbet har en vis betydning 

for regnskabsresultatet. 

Det må i denne forbindelse nævnes, at fondsbeholdningens sam- 

mensætning med hensyn til nominelt højt eller lavt forrentede pa- 

pirer øver indflydelse på størrelsen af ovennævnte "ordinære" 

kursgevinst. Et pengeinstitut kan vælge at investere i nominelt 

lavt forrentede papirer og derved få en større del af den effek-

tive rente som kursgevinst end det pengeinstitut, der investerer 

i nominelt højt forrentede papirer med samme løbetid. Det enkelte 

pengeinstitut har derfor visse muligheder for at påvirke forde- 

lingen af indtægterne på den direkte rente (post 1.2 i tabel IV.1 

og IV.2) og på kursgevinst/tab (post 7) igennem fondsbeholdningens 

sammensætning. 

51 

Hertil kommer, at fondsbeholdningens omsætning har en ind- 

flydelse på den samlede kursregulering, idet man igennem en om- 

lægning af fondsbeholdningen forsøger at maksimere det effektive 

afkast under hensyntagen til kursudviklingen samt ændringerne i 

den korte og lange rente indbyrdes. Forventningerne til den frem- 

tidige udvikling vil bestemme sammensætningen af fondsbeholdnin- 

gen. Der har, især inden for de sidste år, været en tendens til, 

at stort set hele fondsbeholdningen i en del, især mindre og 

mellemstore pengeinstitutter, omsættes i løbet af et regnskabsår 

under indtryk af de skiftende udviklingstendenser i rentestruk- 

turen. Man må dog være opmærksom på, at nogle papirer omsættes 

flere gange årligt, medens andre forbliver i pengeinstituttet i 

en længere periode. På den anden side må man også forvente, at en 

sådan adfærd og aktivitet vil have en vis indflydelse på markedet 

i hvert fald på kort sigt. 

Sammenfattende kan det konstateres, at en væsentlig del af 

de samlede kursreguleringer er egentlige indtægter og udgifter, 

som må påvirke årets regnskabsmæssige overskud. 

Når man taler om kursgevinster og -tab som følge af rente- 

ændringer og deres indvirkning på pengeinstitutternes årsregnska- 

ber, fremføres det ofte, at disse kurssvingninger udjævnes over 

tiden, således at det ville være forsvarligt at foretage en vis 

udjævning i årsregnskaberne, f.eks. ved at tillade, at fondsbe- 

holdningen optages til en eller anden form for gennemsnitskurs. 

Man kan også udtrykke det på den måde, at kursreguleringerne er 

udtryk for kursudsving på beholdningen af værdipapirer, og såfremt 

man beholder disse papirer til udløbstidspunktet, ville det være 

forsvarligt at optage værdipapirerne til en slags gennemsnitskurs. 

På grund af de særlige forhold vedrørende posten kursregule- 

ringer vil det midlertidig ikke være i overensstemmelse med god 

regnskabsskik at se bort fra den del af kursreguleringen, der kan 

betragtes som "ordinære" indtægter. Man kan sige, at den kursregu- 

lering, der kan henføres til ændringer i renteniveauet, er af en 

speciel karakter, men man kan ikke tillade sig at se bort fra den-

ne regulering ved opgørelsen af pengeinstitutternes regnskabs- 

mæssige overskud, idet driften fremover vil blive påvirket af 

det fast forrentede aktivs afkast i hele dets løbetid, eller ind- 

til det afhændes. 

52 

I rentabilitet 2 c er yderligere gjort fradrag for betalte, 

beregnede skatter. Visse, hovedsagelig mindre, pengeinstitutter 

betaler ikke skat af urealiserede kursgevinster, ligesom ureali- 

serede kurstab ikke fradrages. Endvidere vil der ved henlæggelser 

af overskud til investeringsfond kunne opnås udsættelse med beta- 

ling af årets skatter. For sparekasserne gælder der det specielle, 

at de indtil 1976 ikke skulle betale skat, hvorfor rentabilitet 

2 b og 2 c er identiske indtil da. 

Som supplement til disse rentabilitetsberegninger er der fo- 

retaget en beregning af årets resultat før afskrivninger, hensæt- 

telser, kursreguleringer og skat i pct. af gennemsnitlig arbejden- 

de kapital (indlån + egenkapital + ansvarlig indskudskapital). 

2. Udviklingen i indtjeningen. 

Ved vurdering af udviklingen i indtjeningen for henholdsvis 

banker og sparekasser over de seneste lo år skal man være opmærk- 

som på, at der indtil 1975 eksisterede forskelligt lovgrundlag 

for de to typer pengeinstitutter. Således var kravet til egenka- 

pitalen for bankernes vedkommende lo pct. af de samlede reduce- 

rede gælds- og garantiforpligtelser, mens det var 4 pct. for 

sparekassernes vedkommende. Endvidere måtte kun bankerne udøve 

visse aktiviteter, som f.eks. udlån uden særskilt betryggende 

sikkerhed, udlandsforretninger og garantistillelse. Det må dog 

samtidig tages i betragtning, at debatten om sparekassernes 

delvise ligestilling med bankerne startede i begyndelsen af 

7o'erne. Som følge heraf har formentlig en del sparekasser med 

forholdsvise beskedne egenkapitalprocenter forsøgt at øge disse 

før den nye bank- og sparekasselovs ikrafttræden, blandt andet 

igennem et forsøg på at forøge indtjeningen på forskellige områ- 

der, idet man måtte regne med, at egenkapitalkravet ville blive 

forhøjet, såfremt sparekasserne skulle opnå ligestilling med 

bankerne på stort set alle områder.

a) Bankerne. 

5 3 

Ser man først på udviklingen i bankernes indtjening, fremgår 

det af tabel IV.1, at der indtil 1973 har været en nogenlunde sta- 

bil indtjening målt ved rentabilitet 1. Herefter viser indtjenin- 

gen en vis stigning i de 2 følgende år for så igen at falde til 

niveauet fra før 1973. Ser man på indtjeningens sammensætning i 

de samme år, fremgår det af tabel IV.1, at der i 1973 var godt og 

vel en fordobling af indtjeningen på avance og kursregulering af 

fremmed valuta og i 1974 en fordobling af rente af tilgodehaven- 

de hos korrespondenter, hovedsagelig hidrørende fra udenlandske 

korrespondenter, jfr. tabel IV.3. Indtjeningen ved de to aktivi- 

teter er sammenlagt forblevet på størrelsesordenen fra 1973 og 

1974. De to nævnte indtægtsposter hænger meget snævert sammen på 

grund af indtægternes opdeling ved udlandsforretningerne (termin, 

deposit m.v.). 

Ser man på rentabilitet 2 a, fremgår det af figur IV.1, at 

denne stort set har ligget på et niveau på 15 - 18 pct., men med 

en stigning til godt 23 pct. i 1973 og 1974. Denne midlertidige 

niveauforskydning skal selvfølgelig ses i sammenhæng med den 

tilsvarende stigning for rentabilitet I 1 s vedkommende, men stig- 

ningen er dog lidt større, idet afskrivninger og hensættelser i 

1973 falder med ca. 31 pct. I 1974 er afskrivningerne og hensæt- 

telserne stort set på niveau med 1972. I 1975 falder rentabilitet 

2 a til niveauet fra før 1973. Dette skal ses i lyset af en 

fordobling af afskrivninger og hensættelser samt omposteringer i 

forbindelse med de nye regnskabsregler. I 1976 fastholdes 1975- 

niveauet; denne forskel i udviklingen i rentabilitet 2 a i for- 

hold til rentabilitet 1 skyldes, at afskrivninger og hensættelser 

falder til under det halve fra 1975 til 1976. 

I rentabilitet 2 b indgår den samlede kursregulering. Som 

følge af de store kursudsving, der har været siden 1972, er der 

meget store udsving i kursgevinsterne og kurstabene. 

Rentabilitet 2 c, som er årets nettoresultat målt i forhold 

til den gennemsnitlige egenkapital, svinger som følge af kursre- 

guleringens indflydelse. I 1975 andrager da betalte skatter såle- 

des ca. 35o mill. kr., mens omkring 1 mia. kr. er beregnet skat 

af årets overskud og er belastet resultatopgørelsen det pågældende 

år, jfr. de nye regler om udgiftsføring af beregnet skat af årets 

indkomst. Ser man på det seneste femår (1972-76), giver det en 

rentabilitet på 12,3 pct.

54 

Udviklingen i rentemarginalen i den betragtede lo års perio- 

de fremgår af tabel IV.1 og figur IV.1. For årene 1967 til 1971 

er tallene for rentemarginalen taget fra tilsynets beretninger om 

bankernes virksomhed, mens de for årene 19 72-76 er taget fra ind- 

beretningerne i henhold til rentemarginalloven. I den første pe- 

riode indgår ikke stiftelsesprovision, men beløbet er for banker- 

nes vedkommende af ringe betydning. 

Rentemarginalen udviser over lo-års perioden en jævn stig- 

ning fra 4,9 pct. til 6,1 pct. dog med en niveauforskydning til 

6,9 pct. og 6,8 pct. i henholdsvis 1974 og 1975. 

Som supplement til rentabilitetsberegningerne er resultatet 

af ordinær drift før afskrivninger, hensættelser, kursregulerin- 

ger og skat sat i pct. af den arbejdende kapital. Denne relation 

har vist en jævn eller svagt stigende tendens, dog var der en 

kraftig stigning til 3,5 pct. i 1974, hvorefter den falder til 

2,7 pct. i 1975 og 2,4 pct. i 1976. 

Hvad angår omkostningerne målt i forhold til gennemsnitlig 

balance excl. garantier har der været en jævn stigning over lo- 

års perioden. Hertil skal bemærkes, at de samlede løn- og pen- 

sionsomkostninger udgør over 6o pct. af de samlede omkostninger. 

Den store stigning fra 1974 til 1975 skyldes delvis udgiftsføring 

af visse engangsudgifter (skyldige feriepenge m.v.) som følge af 

de nye regnskabsregler, der endvidere foreskriver, at der skal 

beregnes husleje af lokaler i egne ejendomme; der er ikke gjort 

forsøg på at adskille disse nye omkostningselementer eller deres 

hovedposter under andre ordinære indtægter. 

b) Sparekasserne. 

Ser man på sparekassernes indtjening, fremgår det af tabel 

IV.2, at rentabilitet 1 i regnskabsårene 1967/68 - 197o/71 lå 

ret stabilt omkring 15 pct. Herefter indtrådte der en kraftig 

stigning til omkring 22 pct. i 1973/74 efterfulgt af et fald, 

således at niveauet i 1975 og 1976 igen lå omkring 15 pct. Det 

skal bemærkes, at i 1975 omfatter regnskabsåret kun 9 måneder, 

som følge af omlægning til kalenderåret som regnskabsperiode pr. 

1. januar 1976, og for at sammenligne må man omregne til 12 

måneder, hvilket kan give en vis skævhed på grund af indtjenin- 

gens ulige fordeling i de enkelte kvartaler. 

Udviklingen i rentabilitet 2 a følger stort set det samme 

mønster som rentabilitet 1 bortset fra 1975 til 1976, jfr. figur

IV.2. I den forbindelse skal det bemærkes, at afskrivninger og 

hensættelser på udlån først får en vis vægt fra 1973/74, jfr. den 

nye bank- og sparekasselov, der blev vedtaget i april 1974 og 

trådte i kraft 1. januar 1975. I 1976 er disse yderligere vokset 

55 

med godt 55 pct. til 43,8 mill. kr. 

Ser man på udviklingen i rentabilitet 2 c afspejler den som 

for bankerne især de senere års kraftigere udsving i obligations- 

kurserne. Således falder dette mål for rentabilitet i 1973/74 til 

4,1 pct. på grund af et kurstab på 371 mill. kr. og stiger igen 

til 26,7 pct. i 1974/75 på grund af en kursgevinst af tilsvarende 

størrelse; det gennemsnitlige niveau for rentabilitet 2 c over de 

fem seneste år er 13,o pct. 

Rentemarginalen udviser en stadig stigning frem til 1974/75 

med 6,1 pct., hvorefter der sker et fald til 5,7 pct. i 1976. 

Resultat af ordinær drift i forhold til arbejdende kapital 

viser ligeledes en konstant stigende tendens til omkring 2 pct., 

hvorefter der sker et fald til 1,6 pct. 

Omkostningerne målt i forhold til gennemsnitlig balance 

excl. garantier udviser stort set en fordobling over perioden 

nemlig fra 1,9 pct. til 3,7 pct. i 1975. I 1976 sker der et fald 

til 3,5 pct. I 

c) En sammenligning mellem banker og sparekasser. 

En direkte sammenligning mellem banker og sparekasser skal 

på grund af det forskellige lovgrundlag indtil 1. januar 1975 ta- 

ges med forbehold, jfr. i øvrigt bemærkningerne foran vedrørende 

forskelligt lovgrundlag. Hertil kommer, at sparekassernes for- 

skudte regnskabsår og de forskydninger, der kan være i indtjenin- 

gen i de enkelte kvartaler, gør en direkte sammenligning vanske- 

lig. Hvad angår rentabilitet 2 c vanskeliggøres en sammenligning 

af det forhold, at størrelsen af kursgevinsten/tabet, især i de 

sidste 3-4 år, hvor kursniveauet for obligationer og aktier har 

svinget betydeligt inden for året, er meget afhængig af status- 

tidspunktet. Disse udsving udlignes dog over en længere periode. 

Således er et femårs gennemsnit for bankerne 12,3 pct., mens det 

for sparekasserne er 13,o pct. 

Udviklingen i rentabilitet 1 har stort set været den samme 

for banker og sparekasser i de senere år. Dog var der for spare- 

kasserne et fald i 1974/75 mod en stigning for bankernes vedkom- 

mende i 1974. Dette kan til dels henføres til, at der var en stor

stigning i visse indtægter, (indtægter ved udlandsforretninger), 

mens sparekasserne ikke havde sådanne indtægter. Dog er der en 

niveauforskydning imellem banker og sparekasser, når man måler 

på rentabilitet 1, hvilket også skal ses i lyset af, at udgangs- 

punktet er væsentlig forskelligt- Et femårs gennemsnit viser så- 

ledes for bankerne en procent på 23,7 mod sparekassernes 19,1. 

56 

Sammenligner man rentabilitet 2 a, er udviklingsmønsteret 

stort set det samme som for rentabilitet l's vedkommende. Ligele- 

des gælder det her, at niveauet er lavere for sparekasserne end 

for bankerne. Et femårs gennemsnit viser for bankerne en procent 

på 19,o mod sparekassernes 16,7. 

Sammenligner man udviklingen i rentemarginalen over perioden, 

er udviklingstendensen den samme, men for sparekasserne gælder, 

at stigningstakten er væsentlig større, således at forskellen i- 

mellem rentemarginalen for henholdsvis banker og sparekasser ind- 

snævres, nemlig fra 1,3 til o,6 procentpoint. Dette skal ses i 

sammenhæng med, at resultatet af ordinær drift før afskrivninger, 

hensættelser, kursreguleringer og skat i pct. af arbejdende 

kapital for bankerne stort set svinger omkring niveauet 2-2,5 med 

et enkelt år op til 3,5, mens sparekasserne har jævn stigning fra 

1 til 2. 

For begge kategorier af pengeinstitutter gælder det, at der 

er en jævn stigning i omkostningsprocenten til samme niveau i 

1976; stigningen er dog relativt kraftigst for sparekasserne, som 

starter fra et lavere niveau.

Kommentarer til de enkelte poster i tabel IV.1 og IV.2. 

57 

Ad 1.1; Under rente og provision af udlån indgår samtlige 

renteindtægter af udlån samt provisioner, d.v.s. både løbende pro- 

vision og stiftelsesprovision. 

Ad 1.3; Rente af tilgodehavender hos korrespondenter omfat- 

ter såvel indenlandske korrespondenter som udenlandske korrespon- 

denter, hvilket også er tilfældet for rente af gæld til korrespon- 

denter. Sparekasserne måtte indtil 1975 ikke optage lån til at ud- 

vide virksomheden. Rente af gæld til korrespondenter er derfor et 

forholdsvis beskedent beløb og er posteret under 4. Andre udgifter. 

Ad 3.1; Avance og kursregulering af fremmed valuta omfatter 

indtægter ved arbitrage, kursfortjeneste/kurstab ved handel med 

fremmed valuta, kurssikringsgebyr, handelsavance og diverse pro- 

visioner ved handel med valuta. 

Ad 7; Kursregulering omfatter såv^l realiseret som urea- 

liseret kursgevinst/tab på fondsbeholdningen, ligesom denne post 

indeholder kurtage m.v. Gevinst ved udtrækning af obligationer er 

for bankernes vedkommende posteret her, mens den for sparekasser- 

nes vedkommende til og med 1974/75 er posteret under andre indtæg- 

ter. 

Ad 8; Skatter omfatter de betalte skatter af forrige års 

indkomst, dog ikke for 1975 og 1976, jfr. nedenfor.

6 4 

3. En sammenligning med indtjeningen i andre byerhverv. 

Trods den interesse, som oversigten over pengeinstitutter- 

nes indtjening opgjort på forskellige måder i sig selv kan gøre 

krav på, er det - ikke mindst i en indkomstpolitisk sammenhæng - 

ønskeligt at forsøge at placere den i det perspektiv, som kun en 

sammenligning med indtjeningen i andre erhverv kan give. 

En sådan sammenligning er imidlertid overordentlig vanskelig 

af to hovedårsager. For det første er pengeinstitutternes virksom- 

hed i en række henseender af så speciel karakter sammenlignet med 

den helt overvejende del af det øvrige erhvervsliv, at det begrebs- 

mæssigt er vanskeligt at lægge noget præcist i tilsyneladende ens- 

artede opgørelser. For det andet er det offentligt tilgængelige 

regnskabsmateriale fra andre byerhverv langt mindre komplet end 

for pengeinstitutterne. 

Sammenligninger med andre erhverv kunne tænkes baseret på 

flere kriterier. For at sikre et minimum af sammenlignelighed 

måtte det være ønskeligt at korrigere bruttoindtjeningen for for- 

skelle i indsatsen af den normalt vigtigste produktionsfaktor, ar- 

bejdskraften. Værditilvæksten (faktorindkomsten) pr. beskæftiget 

er dog et for groft sammenligningsgrundlag mellem erhverv, der 

kan være væsentligt forskellige i henseende til anvendelse af 

den anden produktionsfaktor, fysisk produktionsudstyr som f.eks. 

på den ene side pengeinstitutterne og på den anden side udvalgte 

andre byerhverv. 

Regnskabsmæssige afskrivninger giver kun et delvist og usik- 

kert grundlag for at udskille forskelle i kapitalanvendelsen mel- 

lem sektorer, idet disse afskrivninger i højere grad er præget 

af skattelovgivningens regler end af den nedslidning og økonomi- 

ske forældelse af kapitalgoder, som hensynet til sammenlignelig- 

hed ville kræve. Hertil kommer, at skattereglerne også på andre 

punkter, især som følge af den væsentlige udbredelse uden for 

pengeinstitutsektoren af virksomheder ejet af enkeltpersoner, in- 

teressenter eller andelshavere, influerer på rentabiliteten efter 

skat på en uensartet måde i forskellige erhverv. Endvidere er om- 

fanget af udgifter til forskning og udvikling og deres regnskabs- 

mæssige behandling højst forskelligt. Sådanne udgifter pålignes i 

vidt omfang driftsregnskabet, selv om virkningerne på indtjenin- 

gen typisk ikke udtømmes inden for det enkelte regnskabsår. Også 

forskelle imellem de enkelte erhvervs anvendelse af leasing/leje 

af realkapital kan fordreje sammenligninger af indtjeningen. Ende-

lig må betydningen af kapitalgevinster på anlæg og andet produk- 

tionsudstyr antages at variere stærkt med kapitalintensiteten i 

de enkelte erhverv. Alt i alt ville det derfor kræve ret indgåen- 

de undersøgelser at fastslå, hvorledes niveauet for indtjeningen 

i pengeinstitutterne inden for kortere tidsrum ligger relativt 

65 

til andre erhvervs, og hvorledes man skal karakterisere udviklings- 

tendenserne. 

Det foreliggende materiale om indtjeningen i andre erhverv 

er ikke af en sådan art, at sådanne undersøgelser har kunnet sæt- 

tes i værk af udvalget. Dette må forekomme overraskende på bag- 

grund af, at indkomstpolitik i de sidste 15 år har spillet en 

central rolle i den økonomisk-politiske debat her i landet, og 

at det herunder ofte er blevet fremhævet, at indkomstpolitik også 

vedrører den del af indkomstmassen, der ikke er løn. Meget summa- 

riske opgørelser af udviklingen i realindkomsterne eller aktiesel- 

skabernes indtjening giver af de ovenfor nævnte grunde ikke et 

perspektiv på indtjeningstendenserne, som kan placere pengeinsti- 

tutterne i en indkomstpolitisk relevant sammenhæng. 

Udvalget har dog set på diverse mere spredte oplysninger, 

der i forskellige henseender kaster noget lys over udviklingen i 

andre sektorers indtjening. 

Den første type af oplysninger er de oversigter over lånta- 

gende virksomheders indtjening, som Finansieringsinstituttet for 

industri og håndværk årligt har offentliggjort siden 1967. Under- 

søgelserne har, siden den første oversigt over regnskabsårene 

1964-66, typisk omfattet de seneste tre regnskabsår; de indgående 

virksomheder tegner sig for 13-17 pct. af industriens omsætning 

af egne varer. Materialet er ikke repræsentativt for alle indu- 

stribrancher; og de omfattede virksomheder har måske en rentabi- 

litet, der ligger i overkanten af industriens gennemsnit. Materia- 

let må, til trods for denne usikkerhed om dets repræsentativitet, 

anses for anvendeligt for nærværende formål, navnlig fordi det 

indeholder oplysninger om overskud og egenkapital, der gør det 

muligt at beregne rentabilitetsmål svarende til nogle af de i ta- 

bel IV.1 og 2 ovenfor kommenterede. Overskud efter afskrivninger 

og renter til fremmedkapital - overskud II i Finansieringsinsti- 

tuttets materiale - svarer således begrebsmæssigt groft taget til 

den indtjening, der indgår i rentabilitet 2 a eller 2 b i regn- 

skabsoversigterne fra tilsynet med banker og sparekasser, mens 

nettooverskud efter skat (overskud III) svarer til indtjeningen

66 66. 

i tilsynets rentabilitet 2 c, i begge tilfælde med de ovenfor 

nævnte generelle forbehold over for sammenligninger mellem for- 

skellige erhvervs indtjening. Skøn over værdien af kapitaludstyr 

pr. beskæftiget bl.a. foretaget i forbindelse med udarbejdelsen 

af PP II tydede dog på, at forskellene i forhold til pengeinsti- 

tutterne var mindre end for de fleste andre erhverv. Udviklingen 

i disse mål for indtjeningen i industri- og håndværksvirksomheder 

er i figur IV.3 a og b indtegnet sammen med de nærmest tilsvaren- 

de tal for banker og sparekasser 

Umiddelbart tyder tallene ikke på, at der har været nogen 

klar niveauforskel mellem indtjeningen i pengeinstitutterne og i 

de af Finansieringsinstituttet undersøgte virksomheder. Pengein- 

stitutterne synes typisk at ligge lidt højere, men på den anden 

side må de omfattende afskrivningsmuligheder i industrien i en 

periode med stærk vækst i kapitalapparatet antages at have redu- 

ceret de anvendte mål for overskuddet i en del tilfælde frem til 

1973. Fluktuationerne fra år til år synes at være af samme stør- 

relsesorden, når overskud II og rentabilitet 2 a benyttes; men 

når kurstab og -gevinster inddrages i resultatopgørelsen, som i 

rentabilitet 2 b og c, bliver pengeinstitutternes indtjening klart 

mere ustabil end industriens. Der er ikke nogen åbenlys sammenhæng 

mellem udviklingen fra år til år i pengeinstitutternes og industri- 

ens indtjening. 

1) En sammenligning med såvel niveauet for som udviklingen i finansierings- 

instituttets regnskabsresultater vanskeliggøres af den omstændighed, at disse 

resultater ikke udgør sammenhængende tidsrækker. Bestanden af virksomheder i 

materialet forskyder sig lidt fra år til år, og resultaterne er kun rigtigt 

sammenlignelige inden for treårsperioder; men både niveau og ændringer synes 

dog at give et nogenlunde ensartet billede, hvorfor observationerne i figur 

IV.3 a og b er udjævnet, således at de udgør en sammenhængende række.

68 

Af særlig interesse er de seneste år under det stærke øko- 

nomiske tilbageslag i 1974-76. Mens industrivirksomhederne ople- 

vede et uhørt dybt fald i rentabiliteten i 1975 - 1976-tal fore- 

ligger endnu ikke fra finansieringsinstituttet - skete der kun 

et mindre fald i bankernes og en stigning i sparekassernes renta- 

bilitet før kursregulering og skat. Inddrages kursgevinsterne, 

har bankerne en exceptionelt stor stigning i 1975. At pengeinsti- 

tutterne således stort set kunne fastholde deres rentabilitet før 

kursreguleringer - og i øvrigt gennem disse nå de bedste regnskabs- 

resultater gennem det betragtede tiår - er en illustration af styr- 

ken af de kræfter, som kan løsne pengeinstitutsektorens indtjening 

fra det øvrige erhvervslivs. Væksten i pengeinstitutternes aktivi- 

tet blev midlertidigt meget stor som følge af den stærke likvidi- 

tetsudvidelse; denne var fremkaldt af statslige underskud, der kun 

i mindre målestok blev modsvaret af et løbende betalingsbalanceun- 

derskud - størrelser, der netop illustrerer den økonomiske afmat- 

ning i det øvrige samfund. I 1976 har til gengæld det øvrige er- 

hvervsliv forbedret sin indtjening betydeligt i forhold til de 

meget dårlige resultater i 1975, mens bankerne har haft uændret 

og sparekasserne noget vigende rentabilitet før kursregulering og 

skat; efter hensyntagen til de voldsomme kursfald, blev rentabi- 

liteten i pengeinstitutsektoren reduceret til omkring nul. 

På baggrund af disse stærke divergenser mellem pengeinsti- 

tutsektorens og det øvrige erhvervslivs indtjening under kraftige 

konjunktursvingninger, må det forekomme meget vanskeligt at 

skitsere, hvad anvendelsen af en generel indkomstpolitisk målsæt- 

ning på pengeinstitutterne skulle indebære. En parallelitet i 

indkomstudvikling for disse og det øvrige erhvervsliv fra år til 

år ville således næppe være hverken ønskelig eller realisabel. 

Pengeinstitutterne er typisk udsat for mindre kraftige svingnin- 

ger i deres aktivitet end størstedelen af det øvrige erhvervsliv; 

indlånene, som i det væsentlige er det givne grundlag for erhver- 

velsen af indtægtsgivende aktiver, har en tendens til at vokse 

mere jævnt end aktiviteten og pengeindkomsterne i det øvrige 

samfund; til gengæld er pengeinstitutternes regnskabsresultater 

følsomme over for ændringer i pengepolitikken. Også variationer i 

inflationstakten påvirker pengeinstitutternes indtjening anderle- 

des end andre sektorer som følge af den specielle balancesammen- 

sætning med få reale aktiver. Uden at gå ind i det omfattende 

spørgsmål om inflationskorrigerede regnskabsresultater som grund-

lag for sammenligninger mellem erhverv, tager udvalget kort 

spørgsmålet om inflationstaktens betydning for bankers og spa- 

rekassers drift op i kapitel V.3. 

Af andet regnskabsmateriale har udvalget i øvrigt set på 

monopoltilsynets vurdering af indtjeningen i industrien i begyn- 

2) 

delsen af 197o'erne . Monopoltilsynet besvarede i maj 1976 en 

henvendelse fra industrirådet til handelsministeren om ændringer 

i monopollovgivningen; henvendelsen var bilagt et notat fra 

Finansieringsinstituttet om industriens indtjenings-, rentabili- 

tets- og soliditetsforhold, der nærmere uddyber det ovenfor 

kommenterede materiale om regnskabsresultaterne i 1971-73. Finan- 

sieringsinstituttet og industrirådet fandt, at selv om denne 

periode var relativt gunstig fra et indtjeningsmæssigt synspunkt, 

havde forrentningen af den arbejdende kapital knapt nok været 

tilstrækkelig til at fastholde soliditetskravet. Monopoltilsynet 

påpeger i sit svar, bl.a. med støtte i regnskabsmateriale fra 

Danmarks Statistik, at soliditetsgraden i industrien synes at 

have været meget stabil i årene 1967-73. Diskussionen omkring 

industrirådets henvendelse gør det naturligt at opfatte de første 

syv af de ti regnskabsår i oversigten som en nogenlunde stabil 

periode, der er egnet som sammenligningsgrundlag med pengeinsti- 

tutterne. 

69 

Regnskabsoplysningerne i aktieselskabsstatistikken under- 

støtter stort set de konklusioner, der ovenfor blev draget på 

baggrund af det mere homogene materiale fra Finansieringsin- 

stituttet. Udvalget har haft adgang til et oversigtsmateriale 

om kapital- og udbytteforhold m.v. i samtlige aktieselskaber 

bortset fra banker og forsikringsselskaber, udarbejdet i han- 

delsministeriet til brug for et udvalgsarbejde om aktionærbe- 

skatning. Ser man alene på selskaber, der har overskud i det en- 

kelte år - og en sådan referencegruppe er ikke unaturlig i for- 

hold til pengeinstitutterne - har overskuddet før skat i procent 

af egenkapitalen udgjort 17-18 pct. i femåret 1967-71 og hen- 

holdsvis 22, 21 og 19 pct. i 1972, 73 og 74, som er det seneste 

år, der indgår i materialet. Efter skat er de tilsvarende over- 

skudsprocenter 12-13 i femåret 1967-71 og 13-14 i de efterføl- 

gende tre regnskabsår. Disse tal ligger nogenlunde på niveau med 

eller lidt over pengeinstitutternes overskud, som det fremtræder 

i figur IV.3a og b og i overkanten af overskudsprocenterne i de 

2) Monopoltilsynets meddelelser, 1976/4 (pp. 141-9o).

af Finansieringsinstituttet undersøgte industri- og håndværks- 

virksomheder. Især ligger de dog mere stabilt end såvel pengein- 

stitutternes som industriens resultater. Inddrages også under- 

skudsselskaberne, falder overskudsprocenterne før skat typisk med 

4-5 procentpoints; efter skat er reduktionen væsentligt mindre. 

Alt i alt tyder aktieselskabsregnskaberne således på, at pengein- 

stitutternes indtjening næsten lå på niveau med overskudsselska- 

70 

bernes og noget over samtlige selskabers. 

De ovenfor omtalte aktieselskabsregnskaber udelod ikke blot 

bankerne, men også forsikringsselskaber. Sammenligningen med livs- 

forsikringsselskaber har næppe megen interesse på grund af de me- 

get specielle vilkår for disses virksomhed; derimod er skadesfor- 

sikringsselskaberne næppe ganske usammenlignelige med pengeinsti- 

tutterne. Til brug for forsikringskommissionens arbejde blev 

regnskabsresultaterne for 1960'erne analyseret. For det seneste 

femår i materialet (1966/70) udgjorde overskuddet før skat i 

procent af egenkapitalen kun 7,2 pct. eller knap halvdelen af 

overskudsprocenten i pengeinstitutterne. 

Den anden hovedtype af materiale, som kunne tænkes anvendt 

ved en sammenligning af bankerne og andre erhverv, er afkastet af 

aktier. Da sparekasserne ikke emitterer aktier - men alene udby- 

der garantikapital, hvis forrentning ikke må sættes i relation 

til overskuddets størrelse - kan en sådan sammenligning ikke 

udstrækkes til hele pengeinstitutsektoren. Ved at sammenholde det 

afkast, som en investor har kunnet opnå af aktier i forskellige 

erhverv, skulle man principielt komme ud over en række af de oven 

for nævnte begrebsmæssige vanskeligheder, der gennem forskelle i 

regnskabsaflæggelse, skatteregler, vurderingsprincipper m.m. 

knytter sig til sammenligninger mellem erhverv. At forskningsud- 

gifter, værdistigninger på fast ejendom, brugsret til realkapital 

gennem en leasingaftale m.m. kun undtagelsesvis fremgår af en 

virksomheds årsregnskab afholder ikke aktiemarkedet fra at lade 

sådanne forhold påvirke kursdannelsen for virksomhedens aktier og 

dermed aktieafkastet. 

Det afkast, en investor får ved at besidde en aktiepost i 

en periode, består af udbetalt dividende og kursændringer gennem 

perioden. Hvis der i perioden er sket aktiekapitaludvidelse gennem 

3) Forsikringskommissionens Betænkning III, Bind 2 (Betænkning nr. 737), 

København 1975, tabel 16 (p. 45).

udstedelse af fondsaktier eller nyemission, må beregningen 

af kursændringen korrigeres for den tegningsret, aktiekapital- 

udvidelsen giver anledning til. I en nylig undersøgelse af det 

danske aktiemarked fra 194o'erne til og med 1974 'er der taget 

hensyn til disse forhold. 

71 

For hele perioden 194o-74 har totalafkastet p.a. af aktier 

i de tre største banker været meget nær gennemsnit for en repræ- 

sentativ gruppe af samtlige aktier noteret på Københavns Fonds- 

børs: 9,5 pct. for bankerne og 9,8 pct. for det samlede aktiemar- 

ked. I delperioder ha^r der derimod været tendenser til systema- 

tiske forskelle; i 196o'erne gav bankaktierne et højere gennem- 

snitligt afkast, men i femåret 197o-74 var afkastet af andre ak- 

tier markant højere end af bankaktier. Dette må utvivlsomt til- 

skrives dels den inflationære højkonjunktur i størstedelen af 

dette femår, som stort set stillede erhverv med et stort fysisk 

kapitalapparat bedre end bankerne, dels tendenser til struktur- 

ændringer i kreditformidlingen i retning af en større rolle for 

realkreditinstitutter og udenlandske långivere - tendenser, der 

igen var nært sammenhængende med omlægninger i pengepolitikken 

til udlånsloft og accept af stigende obligationsrente med deraf 

følgende kurstab. I regnskabsårene 1975-76, der ligger efter un- 

dersøgelsesperioden, har bankaktier påny givet et højere afkast 

end andre aktier, idet bankernes rentabilitet, som allerede 

nævnt ovenfor, er blevet relativt styrket af en faldende infla- 

tionstakt og af den kraftige likviditetsudvidelse over statsfinan- 

serne. Endnu væsentligere har det måske været, at der har været 

forventninger på aktiemarkedet om, at bankerne ville klare sig 

bedre end det øvrige erhvervsliv under konjunkturtilbageslaget i 

1975/76. 

Det kan måske forekomme overraskende på baggrund af den vold- 

somme stigning i pengeinstitutsektorens aktivitet igennem næsten 

hele efterkrigsperioden, jfr. omtalen af udviklingen i markeds- 

struktur m.m. i kapitel II.3 ovenfor, at der ikke er iøjnefalden- 

de tendenser til overnormal forrentning af pengeinstitutternes 

egenkapital. Det sparsomme materiale, der foreligger, tyder - med 

de mange forbehold, som sammenligninger mellem så heterogene sek- 

torer som pengeinstitutterne og det øvrige erhvervsliv nødvendig- 

gør - ikke på sådanne mere permanente tendenser til overnormal 

4) Knud Hansen, "Om afkastet af danske aktier 19oo-1974", i Nordisk Fjer- 

fabrik 19ol-1976, jubilæumsskrift, København 1976.

forrentning; dette gælder såvel regnskabsresultaterne som aktie- 

afkastet. Et vigtigt bidrag til forklaringen herpå ligger utvivl- 

somt i den meget hurtige vækst i pengeinstitutternes omkostninger; 

denne vækst var i både banker og sparekasser langt hurtigere end 

stigningen i udlånene, jfr. tabel IV. 1 og 2_ ovenfor. Der har ikke 

blot i perioden op til 1974, hhv. 1973 for sparekasserne, været 

hastige personaleudvidelser, men samtidig er gennem hele perioden 

lønudgifterne pr. ansat tilsyneladende vokset i et hurtigere tem- 

po end i andre erhverv inden for den private sektor. Der er næppe 

holdepunkter for at antage, at lønudviklingen for de enkelte kate- 

gorier af ansatte har været stærkere end andetsteds; men den om- 

fattende uddannelsesvirksomhed og den ændrede personalestruktur i 

forbindelse med indførelse af mere avanceret teknik har påvirket 

72 

lønomkostningerne i opadgående retning. 

4. Bruttoindtjeningens sammensætning i pengeinstitutterne. 

Rentemarginalen og andre indtægter. 

I de foregående afsnit er pengeinstitutternes totale ind- 

tjening over en årrække blevet analyseret. 

I denne forbindelse er det også naturligt at se på, hvor 

stor en del af den samlede indtjening, der er omfattet af rente- 

marginalen, således som denne opgøres i henhold til den siden 

197 5 gældende rentemarginallov. 

Af tabel IV.3 fremgår, hvor stor en del af bankernes indtje- 

ning, der kan henføres til rentemarginalen, og hvor stor en del 

af indtjeningen, der vedrører andre indtægtskilder i lo-års perio- 

den. I tabellen er rente og provison af udlån sat i forhold til 

de samlede bruttoindtægter, og rente af indlån er sat i forhold 

til de samlede renteudgifter. 

Indtil 1972 udgør renteindtægterne m.v. af udlån stort set 

samme andel af de samlede bruttoindtægter, svingende mellem 78 

og 7 6 pct. 

Fra 1972 og fremefter sker der et væsentligt fald i den 

indtjening, der er omfattet af rentemarginalen. Således udgjorde 

rente og provision af udlån i 1975, hvor loven trådte i kraft 1. 

april 1975 65 pct. af de samlede bruttoindtægter. I 1976 var an- 

delen faldet til knap 64 pct. 

Der er navnlig to årsager til dette relative fald i vægten 

af den indtjening, der reguleres af loven. For det første er

ente af obligationer og udbytte af aktier vokset meget stærkt i 

de sidste år. Disse indtægter er næsten firdoblet, nemlig fra 

godt 600 mill. kr. i 1971 til 2.4oo mill. kr. i 1976. Stigningen 

i fondsbeholdningen i de seneste år skal ses på baggrund af 

udlånsloftet og likviditetsforøgelsen via statsfinanserne. For 

det andet har der været en stor stigning i indtægterne fra ud- 

landsforretningerne, dels hidrørende fra renteindtægterne fra 

udenlandske korrespondenter, dels i form af avance og kursregu- 

lering på fremmed valuta, jfr. post 3.1 i tabel IV.1. Indtægterne 

fra disse poster udgjorde således i gennemsnit for de fire sene- 

ste regnskabsår over 800 mill. kr. om året mod kun godt 2oo mill, 

74 

kr. i gennemsnit for de fire foregående regnskabsår. 

Udviklingen i sparekassernes bruttoindtjening, der fremgår 

af tabel IV.4., viser samme tendenser, som for bankernes vedkom- 

mende, nemlig at indtægterne hidrørende fra rentemarginalen fal- 

der i forhold til den samlede bruttoindtjening, men dog ikke i 

samme omfang som for bankerne, idet faldet er på knap lo procent- 

point mod bankernes godt 14 procentpoint. Den uensartede udvikling 

må igen ses på baggrund af de forskellige udgangssituationer, som 

banker og sparekasser har haft. I den forbindelse skal det bemær- 

kes, at indtil den nye bank- og sparekasselov måtte sparekasserne 

ikke drive visse former for bankvirksomhed, f.eks. udlandsforret- 

ninger. Sparekasserne har derfor ikke indtil 1975 haft mulighed 

for at øge deres indtjening på dette område. Endvidere har stig- 

ningen i sparekassernes værdipapirbeholdninger været noget lang- 

sommere end i bankernes, idet indlånsfremgangen i sparekasserne 

har været svagere i 1975-76; som følge heraf er også den relati- 

ve betydning af afkastet af værdipapirbeholdningerne vokset på 

mindre markant måde end for bankerne. 

Man må således konstatere ud fra en sammenligning over en 

lo-årig periode, at der både for banker og sparekasser - især i 

de sidste 4 år, for sparekasserne dog kun i de sidste 2 år - har 

været et konstant fald i den del af indtjeningen, som hidrører 

fra den nuværende definition af rentemarginalen. Faldet har dog 

været væsentligt kraftigere for bankerne end for sparekasserne. 

Udviklingen i rentemarginalen kan sammenholdes med udviklin- 

gen i en såkaldt placeringsmarginal eller udvidet rentemarginal, 

som omfatter samtlige renteindtægter og udgifter, det vil sige 

foruden rente af indog udlån indgår også den direkte fondsrente

og udbytte af aktier samt renter af/til korrespondenter. Ved 

beregning af placeringsmarginalen er de samlede renteindtægter og 

udgifter sat i forhold til et 12 måneders gennemsnit - for spare- 

kasserne dog gennemsnit af primo og ultimo året af de tilsvarende 

aktiv- og passivposter. Man skal i den forbindelse være opmærksom 

på, at rente af obligationer kun omfatter den direkte rente, jfr. 

omtalen. Udviklingen i placeringsrentemarginalen følger stort set 

udviklingen i rentemarginal blot på et lavere niveau. 

76

5. Rentemarginalens overholdelse. 

Tilsynet med banker og sparekasser har til dato modtaget 

indberetninger over rentemarginalen fra pengeinstitutter med over 

5o mill. kr. i balance i otte kvartaler. Det bemærkes, at penge- 

institutter mellem lo og 5o mill. kr. i balance kun indsender op- 

gørelse over rentemarginalen i forbindelse med årsregnskabet. Dis- 

se pengeinstitutter indgår ikke i statistikken, men kontrolleres 

på lige fod med de øvrige. 

Af tabel IV.5 fremgår det, at det vejede gennemsnit af de 

kvartalsvise indberetninger for pengeinstitutternes rentemarginal 

i basisperioden er 6,13 procent. Bankerne har med en basisrente- 

marginal på 6,38 pct. et noget højere udgangspunkt end sparekas- 

serne med en basisrentemarginal på 5,64 pct. Dette gennemsnit dæk- 

ker over betydelige variationer, idet den laveste basismarginal 

er 4,34 pct. og den højeste 8,94 pct. Det bemærkes, at der er spa- 

rekasser med under 5o mill. kr. i balance, som har en endnu lave- 

re basismarginal. 

78 

I 1975 var der en mindre overskridelse af lovens bestemmelser. 

Dette skal ses på baggrund af, at bekendtgørelsen, der fastlagde 

de mere detaillerede regler, først blev udsendt i sidste halvdel 

af april kvartal 1975, og som følge heraf var det ikke muligt med 

virkning allerede fra primo juli kvartal 1975 at regulere alle 

rente- og provisionssatserne. 

I 1976 har pengeinstitutterne som helhed overskredet basis- 

periodens rentemarginal i april kvartal og oktober kvartal 197 6 

med henholdsvis o,12 og o,19 procentpoint. I januar kvartal og 

juli kvartal 1976 var rentemarginalen lavere end basisperiodens 

rentemarginal, henholsvis o,33 og o,19 procentpoint. Rentemargi- 

nalen har således set som helhed i 1976 været i overensstemmelse 

med lovens krav. 

I januar og april kvartal 1977 har der været en overskridel- 

se af basisperiodens rentemarginal på henholsvis o,o9 og o,11 pro- 

centpoint. 

Såfremt rentemarginalindberetningen fra et pengeinstitut vi- 

ser en overskridelse af basisperiodens rentemarginal, tilskriver 

eller optager tilsynet forhandlinger med det pågældende pengein- 

stitut om nedbringelse af rentemarginalen. Hvis pengeinstituttet 

ikke kan godtgøre, at dets rentemarginal i fremtiden bliver bragt 

i overensstemmelse med lovens bestemmelser, og der ikke forelig-

79 

i 

i

ger særlige forhold, gives der pålæg om at træffe foranstaltnin- 

ger til, at der sker nedbringelse til basisperiodens rentemargi- 

nal . 

Det kan til illustration af særlige forhold nævnes, at en 

opgørelsesmetode med anvendelse af ultimotal og ikke dag-til-dag 

gennemsnit, jfr. analysen heraf i kapitel V.6, giver en betydelig 

afvigelse, idet f.eks. en stigning i indlån og et fald i udlån 

omkring ultimo får en forholdsvis stor indvirkning på rentemargi- 

nalen, uden at pengeinstituttet fuldt ud har haft den merindtje- 

ning, som overskridelsen af basisperiodens rentemarginal kunne an- 

tyde. Problemet med udsving omkring ultimo er særlig udtalt ulti- 

mo december og ultimo juni på grund af terminsbetalinger samt ind- 

løsning af kuponer. Det er tilsynet bekendt, at udsving i indlån 

lige omkring ultimo juni 1977 i enkelte pengeinstitutter har be- 

virket et fald i den gennemsnitlige indlånsrente og dermed en 

stigning i rentemarginalen af en størrelsesorden på o,2 - o,25 

procentpoint - i enkelte tilfælde større. Den indtjening, der lig- 

ger bag en sådan stigning er minimal i forhold til den målte æn- 

dring i rentemarginalen. 

80 

Tilsynet har således efter de kvartalsvise indberetninger 

løbende ført forhandlinger med adskillige pengeinstitutter, lige- 

som der er udstedt pålæg om nedbringelse. Tilsynet har ikke 

fundet anledning til at søge lovens straffebestemmelser anvendt.

81 

Kapitel V. Udvalgets undersøgelser af rentemarginallovens virkninger. 

1. Generelle indtryk og spørgsmål. 

Udvalget er i sit kommissorium anmodet om at undersøge, om 

rentemarginalloven har haft uheldige virkninger og om at vurdere 

eventuelle følger heraf. Den omstændighed, at der i kommissoriet 

tales om uheldige virkninger af loven, giver udvalget anledning 

til indledningsvis også at fremhæve, hvad der i alt fald fra en 

første betragtning af oplysningerne i kapitel IV må tage sig ud 

som gunstige virkninger af loven. 

Udvalget kan her konstatere, at tendenserne til udvidelse 

af rentemarginal og af omkostningerne i procent af den arbejdende 

kapital synes at være blevet brudt i 1975-76. For rentemarginalens 

vedkommende sker der en klar indsnævring fra 1974 til de følgende 

to år; marginalen steg med ca. o,8 procentpoint for både banker og 

sparekasser fra 1972 til 1974. Den omstændighed, at loven har sat 

et loft over marginalen fra 1975 svarende til gennemsnittet for 

1972-74 har således ikke blot afbrudt en tendens til udvidelse, 

men for første gang i en årrække sikret et fald i marginalen i 

forhold til 1974. For omkostningerne er udviklingen mindre iøjne- 

faldende; omkostningsprocenten synes her at være stabiliseret 

snarere end vigende. Ser man på personaleforbruget, jfr. figur 

II.2 a og b ovenfor, er der dog også her tale om en markant 

ændring af udviklingstendenserne omkring 1974/75. Det er et 

centralt spørgsmål for udvalgets arbejde, hvilket bidrag loven 

kan antages at have givet til denne ændring i udviklingstenden- 

serne for rentemarginal og omkostninger. 

En vurdering af lovens bidrag på det første område - selve 

rentemarginalen - kan ikke foretages ved en sammenligning af den 

observerede udvikling i det sidste par år med udviklingen op til

lovens vedtagelse, men kræver, at den sammenlignes med den udvik- 

ling, som man uden loven måtte have ventet i 1975-77. En sådan 

sammenligning med et hypotetisk forløb, der forsøges i bilag 2, 

kan ikke foretages med samme sikkerhed som en sammenligning af 

en observeret udvikling før og efter et bestemt tidspunkt. For 

udvalget tyder hverken de foretagne beregninger eller en nærmere 

vurdering af de ændringer i pengeinstitutternes handlingsmønster, 

som rentemarginalloven må antages at have medført, på, at loven 

hidtil på væsentlig måde har begrænset den gennemsnitlige rente- 

marginal i samtlige pengeinstitutter i forhold til, hvad den 

ville have været uden loven. 

8 2 

Mens udvalget nok finder, der kan rejses tvivl om, hvorvidt 

det kan tilskrives rentemarginalloven, at rentemarginalen er 

blevet indsnævret siden 1974, forekommer det mere sandsynligt, at 

afdæmpningen i omkostningsudviklingen er blevet styrket som følge 

af, at reguleringen af pengeinstitutternes renteberegning og 

indtjening er udformet som en regulering af rentemarginalen. Ved 

alene at regulere (en væsentlig del af) bruttoindtjeningen frem- 

for nettoindtjeningen sikrer rentemarginalloven, at den enkelte 

bank eller sparekasse bevarer incitamentet til at holde igen på 

omkostningerne; sparede omkostninger slår fuldt igennem på ind- 

tjeningen. Man kan ganske vist diskutere, som udvalget gør det i 

afsnit 5 nedenfor, om tilskyndelsen til omkostningsbevidsthed er 

blevet forhindret i fuldt ud at gøre sig gældende, fordi pengein- 

stitutterne af prismyndigheden er blevet afskåret fra at prissæt- 

te en række af deres ydelser på realistisk måde. Men tilbage står 

dog, at det generelle incitament til omkostningsbesparelser i 

hvert fald ikke er blevet svækket, men måske snarere styrket som 

følge af indtjeningsbegrænsningen via reguleringen af rentemargi- 

nalen. Dette falder i tråd med den generelle tendens til ratio- 

nalisering og vigende personaleforbrug, som var ved at blive 

synlig i tiden op til lovens vedtagelse. 

Udvalget har ønsket at understrege disse generelle synspunk- 

ter indledningsvis før omtalen af lovens uheldige virkninger, som 

tages op i resten af dette kapitel. 

Synsvinklen i nærværende kapitel er helt overvejende det en- 

kelte pengeinstituts. Efter at have vurderet de konsekvenser, ren- 

temarginalloven har for den enkelte bank og sparekasse og dermed 

for deres indbyrdes konkurrence, vil udvalget i kapitel VI vende 

sig til de mere pengepolitiske aspekter ved rentemarginalloven,

herunder også det ovenfor berørte generelle spørgsmål om den 

gennemsnitlige rentemarginal synes at være blevet påvirket. 

83 

De spørgsmål, der tages op i det følgende, er stort set ord- 

nede i rækkefølge efter den betydning, som udvalget tillægger dem: 

(i) I hvilket omfang har rentemarginallovenfastlåst strukturen i 

pengeinstitutsektoren ved at begrænse marginalen til den i 

basisperioden 1972-74 observerede? Er konkurrencen mellem de 

enkelte institutter og specielt mellem banker og sparekasser 

blevet hæmmet? 

(ii) Er der på lidt længere sigt en konflikt mellem kravet om en 

mindstestørrelse for pengeinstitutternes egenkapital - soli- 

ditetsreglen i bank- og sparekasselovens § 21 - og fasthol- 

delse af rentemarginalloven? Eller omvendt: hvilke krav til 

tilpasning af indog udlånssatser stiller soliditetskravet 

under nærmere angivne forudsætninger om inflationstakt, 

rentestruktur, vækst i indlån og udlån, og omkostningsudvik- 

ling, såfremt rentemarginalloven bevares i sin nuværende 

skikkelse? 

(iii)Vil en mere permanent tendens til hurtigere vækst i indlån 

end i udlån indebære, at rentemarginalloven bliver et sta- 

digt mere uegnet middel til at påvirke pengeinstitutternes 

samlede indtjening? Gennemgangen i kapitel IV.4 viste, at de 

indtægter og udgifter, som ikke er reguleret gennem rente- 

marginalloven, allerede nu udgør væsentlige dele af den 

samlede indtjening. 

(iv) Også i en anden henseende bidrager rentemarginalloven til en 

fragmentering af opfattelsen af pengeinstitutternes dispo- 

sitioner og kan virke hæmmende på tilskyndelser til at 

disponere i overensstemmelse med kravet om samfundsøkonomisk 

effektivitet. Rentemarginalloven regulerer alene pengeinsti- 

tutternes indtjening ved kreditformidlingen og har kun den 

direkte formidling af udlån, medens indtjeningen ved den 

anden væsentlige aktivitet, betalingsformidlingen, enten 

reguleres ad anden vej eller slet ikke. Det skal derfor 

nærmere vurderes, i hvilket omfang rentemarginalloven vir- 

ker som en bremse på en, fra et samfundsmæssigt synspunkt 

ønskelig, prissætning af pengeinstitutternes serciceydelser.

(v) Giver anvendelsen af ultimotal for indlån og udlån, der nød- 

84 

vendigvis er undergivet betydelige fluktuationer fra dag til 

dag, anledning til uheldige virkninger af rentemarginallo- 

ven? 

Udover disse hovedspørgsmål, hvoraf de fleste har været nævnt 

i den offentlige debat gennem det sidste par år, vil kapitlet også 

kort kommentere enkelte, mere tekniske svagheder ved rentemargi- 

nalloven, som tilsynet med banker og sparekasser har henledt op- 

mærksomheden på ud fra sine erfaringer med lovens administration. 

2. Fastlåsning af struktur og konkurrence gennem basis- 

marginalerne . 

Begrænsningen i det enkelte pengeinstituts rentemarginal til 

gennemsnittet for basisperioden 1972-74 medfører en tendens til 

fastlåsning af de enkelte pengeinstitutters konkurrencemulighe- 

der, herunder forholdet mellem banker og sparekasser. Disse 

virkninger af reguleringen bliver selvsagt mere udtalte jo læn- 

gere denne er i kraft, men de kan allerede påvises. 

Den store spredning i basisperiodens rentemarginal mellem 

de enkelte pengeinstitutter, se tabel V.l, gør det betænkeligt 

at opretholde 1972-74 som et mere permanent grundlag for regule- 

ringen. Disse forskelle i basismarginal afspejler for størstede- 

lens vedkommende den arbejdsdeling, der fandtes de enkelte insti- 

tutter imellem i 1972-74 med hensyn til indlånenes sammensætning 

efter løbetid og kundekreds og fordeling mellem forskellige låne- 

former. I betydelig udstrækning afspejles denne arbejdsdeling og- 

så i forskelle i omkostningerne, der bl.a. er bestemt af kunde- 

kredsens sammensætning. At der er en tendens til positiv samvari- 

ation mellem basismarginal og omkostningsprocent - målt som om- 

kostninger i procent af gennemsnitlig balance excl. garantier i 

den enkelte bank eller sparekasse fremgår af figur V.l a og b. 

Derimod er sammenhængen mellem basismarginal og rentabilitet - 

udtrykt ved rentabilitet 2a i tabel IV. 1 og 2^ ovenfor - meget 

vanskelig at få øje på såvel for banker som for sparekasser. Der 

er med andre ord en tendens til, at forskellene i basismarginal 

i højere grad afspejler sig i omkostningsforskelle end i forskel- 

le i den indtjening, der er tilovers, når lønudgifter og andre 

omkostninger er afholdt. Basismarginalen afspejler således især 

- omend ret upræcist - den historiske specialisering pengeinsti-

Tabel V.l. 

85 

Fordeling af basisperiodens rentemarginal

8 (i 

Figur V.l. Sanripnb.sngen mellem basismarqi nal oq omkostningsprocent. 

(a) banker

87 

(b) sparekasser

tutterne imellem med hensyn til graden af omkostningskrævende 

aktivitet inden for kredit- og betalingsformidlingen. 

88 

Det interessante spørgsmål er imidlertid ikke så meget denne 

lidet overraskende konstatering, men i hvilken udstrækning rente- 

marginalerne i det enkelte pengeinstitut typisk ville have bevæ- 

get sig fra år til år i forhold til et samlet gennemsnit, under 

forudsætning af at marginalerne ikke fastholdes som i rentemargi- 

nalloven. Ved at studere variabiliteten i de enkelte pengeinsti- 

tutters placering i det samlede mønster af marginaler vil man 

kunne få et indtryk af den fleksibilitet i arbejdsdelingen mel- 

lem institutterne, som hæmmes gennem rentemarginalloven. 

Tilsynet med banker og sparekasser har ikke tilgængelige op- 

lysninger om individuelle institutters marginaler for en længere 

periode før rentemarginalloven's indførelse. Derimod har man selv- 

sagt oplysninger for de tre år, som indgår i basisperioden og der- 

med et indtryk af den bevægelighed, som prægede marginalernes re- 

lative placering i den uregulerede treårsperiode 1972-74. De 71 

banker og 97 sparekasser er nummereret efter størrelsen af rente- 

marginalen i 1972; den bank, der havde den laveste marginal i 

dette år, er nummer 1, banken med den næstlaveste marginal nummer 

2 etc. Sparekasser med over lo mill. kr. i arbejdende kapital er 

nummereret på tilsvarende måde. De to grupper af pengeinstitutter 

er herefter tillige rangordnet efter størrelsen af deres marginal 

i 1974. 

Materialet giver et indtryk af ikke-ubetydelig bevægelighed 

i de enkelte institutters relative placering. Sammenlignes 1972 

og 1974, har nogle banker med lav marginal i 1972 udvidet denne 

langt kraftigere end gennemsnittet, hvorved de er rykket op i den 

øverste trediedel eller fjerdedel; ikke mindre end fem af de ni 

banker, der havde den laveste marginal i 1972 var to år senere 

rykket op i den øvre halvdel af fordelingen. Samtidig er en del 

af de banker, der lå relativt højt i 1972, rykket et godt stykke 

nedad i fordelingen af marginalen. Seks banker har reduceret mar- 

ginalen fra 1972 til 1974, mens det vejede gennemsnit for banker- 

ne voksede med omkring o,8 procentpoint. 

Sparekasserne udviser en næsten tilsvarende grad af indbyr- 

des mobilitet. Fem sparekasser havde en faldende marginal i 

basisperioden til trods for, at det vejede gennemsnit for spare- 

kasserne steg med o,8 procentpoint fra første til sidste regn-

skabsår inden for basisperioden. 

89 

Sammenlignet med denne ikke ubetydelige bevægelighed i de en- 

kelte institutters indbyrdes placering frembyder de to seneste 

regnskabsår et mere stift mønster. Ved at begrænse rentemarginalen 

til gennemsnittet for 1972-74 har rentemarginalloven bremset de 

pengeinstitutter, der som følge af forskydningen i indlånssammen- 

sætningen i retning af en større andel af anfordringsindskud og i 

udlånssammensætningen i retning af mere risikable og/eller omkost- 

ningskrævende udlånsformer ville have ladet deres marginal glide 

opad. Derimod har rentemarginalloven i princippet ikke hindret 

bevægelighed i den modsatte retning; pengeinstitutter, der har 

stået over for en forlængelse af indlånenes gennemsnitlige løbe- 

tid og en forskydning af udlånenes sammensætning i mindre risika- 

bel og/eller omkostningskrævende retning, har frit kunnet tilpas- 

se marginalen nedad. I praksis er der dog ingen tvivl om, at 

denne bevægelighed har været begrænset; de enkelte institutter 

har haft en stærk tilskyndelse til at udnytte deres rentemarginal 

så fuldt som muligt, også med henblik på den eventualitet, at en 

faktisk rentemarginal mindre end den maksimale tilladte kunne 

reducere de fremtidige rammer for rentemarginal og indtjening. 

Alene den omstændighed, at så få pengeinstitutter i 1976-77 har 

ligget klart under det maksimum for marginalen, som rentemargi- 

nalloven har fastsat, er en stærk indikation for denne type af 

reaktion og i strid med, hvad man i lys af erfaringerne fra den 

uregulerede periode 197 2-74 skulle have ventet. 

Klarest kan den relativt større stivhed i de sidste to års 

udvikling under rentemarginalloven illustreres som i figur V.2a 

og b. Her er ændringerne i pengeinstitutternes rangorden efter 

marginal i 1972-74 sammenlignet med ændringerne fra basisperioden 

1972/74 til 1976. Der tegner sig et tydeligt billede af en fast- 

låsning af institutternes relative placering efter indførelsen af 

rentemarginalloven. Selv om de skadelige virkninger heraf på 

konkurrencesituationen ikke skal overdrives, når der er tale om 

et så kort åremål, opfatter udvalget disse tendenser som en, i 

alt fald på længere sigt, udslaggivende indvending mod regulering 

gennem de historiske basismarginaler. 

Udover problemet med fastlåsning af de enkelte institutters 

indbyrdes position, ønsker udvalget at fremhæve de særlige proble- 

mer, som basismarginalerne giver sparekasserne.

90 

Figur V.2.a. Bankernes indbyrdes mobilitet (i) før rentemarginalloven.

91 

(ii) efter rentemarginalloven.

92 

Figur V. 2 .b. Sparekassernes indbyrdes mobilitet (i) f

93 

(ii) efter rentemarginalloven.

94 

Det vejede gennemsnit for de 45 største sparekassers basis- 

marginal (svarende til 96 pct. af sparekassernes samlede indlån) 

er 5,64 pct., medens bankernes er 6,38 pct. Det fremgår endvidere 

af en af tilsynet med banker og sparekasser udarbejdet opgørelse, 

at 17 sparekasser, der tegner sig for 43,6 pct. af indlånene i de 

45 største sparekasser, havde en basismarginal, der lå under 5,5 

pct., og at 13 sparekasser med en markedsandel på 11,4 pct. havde 

en basismarginal på over 6 pct. Til sammenligning kan anføres, at 

3 banker med en markedsandel på o,8 pct. har en basismarginal 

under 5,5 pct., medens 64 banker, der tegner 98,o pct. af banker- 

nes samlede indlån, havde en basismarginal på over 6 pct. 

I de gældende regler for beregning af basisrentemarginalerne 

er der ikke taget hensyn til den nye bank- og sparekasselov, hvor 

der i motiverne til loven blev givet udtryk for, at sparekasserne 

skulle udgøre et konkurrencedygtigt alternativ til bankerne. De 

muligheder herfor, som bank- og sparekasseloven har givet spare- 

kasserne i hænde, kunne selvsagt ikke udnyttes før lovens 

ikrafttræden den 1. januar 1975, og udnyttelsen måtte desuden og- 

så forudsætte en omstillingsproces i sparekasserne. 

Den restriktion på sparekassernes indtjening, som rentemargi- 

nalloven på grund af bestemmelserne om beregningen af basisrente- 

marginalen har medført, må antages at have hæmmet omstillingspro- 

cessen og de dertil knyttede investeringer i nye arbejdsområder. 

Endelig kan der peges på, at der i sparekassernes basismargi- 

nal ikke er taget højde for den siden indførte indkomstskattepligt, 

og at sparekassernes egenkapitalkrav blev forhøjet fra 4 til 8 pct. 

ved bank- og sparekasselovens ikrafttræden. 

Tilsynet har nu ført kontrol med overholdelsen af rentemar- 

ginallovens bestemmelser i 8 kvartaler. Det fremgår af de kvar- 

talsvise oversigter, jfr. kapitel IV, at rentemarginalloven for 

banker og sparekasser som helhed stort set har været overholdt 

i perioden. Denne opfyldelse af rentemarginallovens bestemmelser 

dækker over en forholdsvis stor spredning med hensyn til overhol- 

delse. 

Af figur V.3a og b, der omhandler regnskabsåret 1976 frem- 

går, at der hverken for banker eller for sparekasser er nogen 

klar sammenhæng imellem størrelsen af det enkelte pengeinstituts 

basismarginal og 1976-afvigeisen herfra. Et lignende billede fås, 

når andre helårlige observationsperioder end 1976 anvendes. Deri- 

mod er det procentvise antal sparekasser, der overskrider, bety-

delig større end for bankernes vedkommende, hvilket måske kan 

henføres til de generelt lavere basismarginaler i de enkelte pen- 

geinstitutter . 

97 

Man kan dog ikke umiddelbart gå ud fra, at pengeinstitutter 

med en lav basismarginal overskrider bestemmelser i videre omfang 

end pengeinstitutter med højere marginal, selv om de førstnævnte 

kan have større vanskeligheder ved at overholde lovens bestemmel- 

ser. Hertil kommer, at det kan være vanskeligt at styre rentemar- 

ginalen kvartalsvis på grund af blandt andet svingningerne i ind- 

og udlån omkring ultimo, jfr. afsnit 6. 

3. Rentemarginalloven og bank- og sparekasselovens 

soliditetskrav. 

I henhold til bank- og sparekasselovens § 21 er pengeinsti- 

tutterne forpligtede til at opretholde et bestemt forhold mellem I 

egenkapital og forpligtelser. Egenkapitalen skal i henhold til 

loven udgøre mindst 8 pct. af de samlede gælds- og garantifor- 

pligtelser. 

Under stigende aktivitet og dermed stigende forpligtelser 

må pengeinstitutternes egenkapital derfor forøges. Dette sker 

primært ved henlæggelser til reserverne fra det løbende overskud 

samt i bankerne ved nytegning af aktier og i sparekasserne ved 

nytegning af garantikapital. Hertil kommer, at egenkapitalkravet 

i henhold til den nye bank- og sparekasselov, som trådte i kraft 

den 1. januar 1975, kan opfyldes ved tilgang af ansvarlig ind- 

skudskapital. Ansvarlig indskudskapital adskiller sig fra andre 

indskud ved, at indskyderen er gået ind på at vige for alle 

øvrige kreditorer, således at disse i tilfælde af likvidation 

skal have fuld dækning, før de ansvarlige indskydere kan gøre krav 

på udlodning. Derimod skal de ansvarlige indskydere fyldestgøres 

fuldt ud, før der kan ske udlodning til aktionærer og garanter. 

Ansvarlig indskudskapital er normalt at betragte som fremmedka- 

pital. Ved beregningen af egenkapitaldækningen efter bank- og 

sparekasselovens § 21 ligestilles ansvarlig indskudskapital 

imidlertid med egenkapital. I henhold til lovens § 22 kan ansvar- 

lig indskudskapital dog kun medregnes ved opgørelsen efter § 21 

med et beløb, der ikke overstiger 40 pct. af egenkapitalen. 

Samtidig med introduktionen af den ansvarlige indskudskapi- 

tal ved ændringen af bank- og sparekasseloven skete en forhøjelse 

af egenkapitalkravet for sparekasserne fra 4 pct. til 8 pct. Ved

udgangen af 1976 var bankernes egenkapitaldækning 9,1 pct. og 

sparekassernes 10,6 pct. 

98 

Såvel for banker og sparekasser er der en betydelig spred- 

ning i egenkapitalprocenterne. Spredningen er illustreret i neden- 

stående figur V.4a og b. Det fremgår, at egenkapitaldækningen varie- 

rer mellem 6 pct. og godt 18 pct. Spredningen omkring gennemsnittet 

er i øvrigt noget større for sparekassernes end for bankernes ved- 

kommende. At et mindre antal pengeinstitutter i figuren, som base- 

rer sig på situationen ultimo 1976, har en egenkapitaldækning på 

mindre end 8, skyldes for stort set alles vedkommende rent mid- 

lertidige forhold. 

Pengeinstitutternes rentabilitet og dermed konsolideringsev- 

ne afhænger af en række generelle faktorer, hvoraf især skal 

nævnes: 

Den realøkonomiske vækst og den heraf afledte stigning i 

efterspørgslen efter indog udlån. 

Inflationsraten. 

Renteniveau og rentestruktur og i forbindelse hermed rentemarginalen. 

Pengeinstitutternes omkostningsudvikling. 

Pengepolitiske forhold, herunder rente og likviditet samt 

pengepolitiske foranstaltninger, som kan påvirke forholdene 

mellem indog udlån. 

Udover disse generelle faktorer, som påvirker hele pengein- 

stitutsektoren, udsættes det enkelte pengeinstitut for påvirknin- 

ger i rentabiliteten af omkostningsstrukturen, de konkurrencemæs- 

sige forhold, herunder dets geografiske placering, samt af sam- 

mensætningen af indog udlån. Endelig er i den givne situation 

udlånet i basisperioden for udlånsloftet samt rentemarginalen i 

basisperioden for rentemarginalloven af væsentlig betydning. 

Som grundlag for at vurdere, hvorledes bankernes fremtidige 

indtjening og konsolideringsevne påvirkes ved ændring af forud- 

sætningerne om udviklingen i en række bestemmende faktorer, har 

udvalget benyttet en konsekvensberegningsmodel, i hvilken der er 

foretaget fremskrivninger af resultat- og balanceudviRling i 

perioden 1977 til 1981. Modellen, der er opstillet i Den Danske 

Bankforening, tager udgangspunkt i bankernes samlede balance ul- 

timo 1976. Modellen er nærmere beskrevet i bilag 1. En tilsva- 

rende model for sparekasserne, udarbejdet efter de samme princip-

Figur V. 4. Fordeling af egenkapitalprocenten i banker og sparekasser 

ultimo 1976 

99 

'

100 

per som bankmodellen, men tilpasset sparekassernes særlige for- 

hold, er beskrevet i samme bilag. 

På grundlag af modellerne er foretaget en række beregninger 

med sigte på at illustrere, hvorledes ændringer i en række forud- 

sætninger påvirker pengeinstitutternes behov for at udvide aktie- 

kapitalen, henholdsvis garantikapitalen eller den ansvarlige ind- 

skudskapital i perioden 1977 til 1981, såfremt den pr. ultimo 

1976 gældende egenkapitalprocent skal opretholdes. Vedrørende de 

i beregningerne indgående egenkapitalprocenter henvises til bilag 

1, side 163 og 167, hvoraf det fremgår, at de er opgjort på 

nettobasis, hvilket giver en egenkapitalprocent på 11,1 for 

bankerne og 11,7 for sparekasserne. Omregnet til bruttobasis 

svarer de til de ovenfor anførte egenkapitalprocenter ultimo 

1976 på henholdsvis 9,1 og 10,6 pct. 

Det i modellerne beregnede "'emissionsbehov" - det vil sige 

den nødvendige vækst i egenkapitalopbygning udover, hvad der kan 

finde sted ved henlæggelser - i fremskrivningsperioden sammenlig- 

nes herefter med de historiske tal for bankernes aktieemissioner 

med henblik på en belysning af, om en fastholdelse af rentemargi- 

nalloven kan skønnes forenelig med opfyldelse af egenkapitalkra- 

vet i bank- og sparekasseloven. Endelig drøftes afslutningsvis 

som baggrund for vurdering af modelresultaterne visse karakteris- 

tiske udviklingstendenser i pengeinstitutternes indtjening, blandt 

andet muligheden for udover at opfylde egenkapitalprocenten sam- 

tidig at opretholde et realt egenkapitalafkast svarende til af- 

kastet i andre erhverv. 

a) Modelberegninger. 

Det skal indledningsvis understreges, at der må tages to af- 

gørende forbehold ved vurdering af modelberegningerne. For det før- 

ste gør beregningerne og de heri anvendte forudsætninger ikke krav 

på at afspejle udviklingen i de kommende år, hvilket allerede 

fremgår af, at den faktiske udvikling i 1977 på flere punkter nu 

kan forudses at ville afvige fra det forudsatte. De er alene at 

betragte som regneeksempler, der illustrerer udviklingen under 

skønsmæssigt valgte forudsætninger. For det andet indebærer det 

forhold, at modellen bygger på de samlede balancer, at de viser 

en gennemsnitlig udvikling. For de enkelte pengeinstitutter kan 

følsomheden for ændrede forudsætninger være anderledes, afhængig 

af deres særlige struktur, hvilket indebærer, at generelle kon-

101 

klusioner ikke uden videre kan overføres til det enkelte penge- 

institut. 

I den indledende basisberegning forudsættes følgende: 

- Inflationsraten i årene 1977-1981 er konstant 8,0 pct. 

- Rentestrukturen i perioden 1977-1981 er konstant og svarer 

omtrentligt til situationen ultimo 1976. Den korte rente 

er 15,50 pct. p.a., og den effektive fondsrente er 14,50 

pct. p.a. 

- Rentemarginalen udgør 6,38 pct. for bankerne og 5,63 for 

sparekasserne svarende til de gennemsnitlige rentemarginaler 

i basisperioden for de to sektorer. 

- Lønomkostningerne stiger med en procent svarende til summen 

af den realøkonomiske vækst og inflationsraten. 

Det samlede emissionsbehov bliver i basisberegningen for 

perioden 1977-1981 som helhed for banker 1,8 mia. kr. og for 

sparekasser 0,7 mia. kr., i alt 2,5 mia. kr. Dette kan ses i for- 

hold til den nuværende egenkapital, der i bankerne udgør 10,5 

mia. kr. og i sparekasserne 4,1 mia. kr. På passivsiden medfører 

den nævnte udvikling, at der sker en forøgelse af reservernes 

andel af egenkapitalen, for bankerne fra 51 pct. i 1976 til godt 

60 pct. i 1-981. De øvrige forskydninger i balancestrukturen frem- 

går af bilaget. 

Med udgangspunkt i denne basisberegning er følsomheden af 

emissionsbehovet med hensyn til ændringer i inflationsrate, ren- 

testruktur, rentemarginal og lønomkostninger analyseret. Resul- 

tatet fremgår af nedenstående tabel V.2. 

Tabellen viser dels det akkumulerede emissionsbehov i perio- 

den 1977-1981, dels ændringer i dette i forhold til basisbereg- 

ningen. Tallene er vist for banker og sparekasser hver for sig 

samt for pengeinstitutterne i alt. Alternativerne er nævnt i 

tabellens hovedj i hvert af alternativerne er ændret på en af 

forudsætningerne, medens de øvrige forudsætninger er uændrede. 

I alternativ 1 er forudsætningen om en konstant inflati- 

onsrate på 8 pct. ændret til en forudsætning om en lineært 

faldende inflationsrate fra de faktisk konstaterede 8,5 pct. 

i 1976 til 5,0 pct. i 1980 med efterfølgende stabilisering 

på sidstnævnte niveau. Det samlede emissionsbehov for penge- 

institutterne under ét sænkes herved med 1,6 mia.kr. fra 2,5 

mia.kr. til 0,9 mia.kr. Forbedringen skal ses i sammenhæng 

i

102

103 

med, at stigningen i indlånene og i væksten af omkostningerne 

modereres i forhold til basisberegningen således at egenkapi- 

talforrentningen stiger, og det beløb, der står til rådighed 

for henlæggelser, forøges. 

I alternativ 2 er konsolideringsevnens følsomhed over 

for ændringer i rentestrukturen belyst. Det forudsættes, at 

den effektive fondsrente er konstant og lig den korte rente. 

Forhøjelsen af fondsrenten med 1 pct. indebærer et fald i det 

akkumulerede emissionsbehov af samme størrelsesorden som fal- 

det i inflationsraten under alternativ 1. Nedsættelsen af emis- 

sionsbehovet må ses i sammenhæng med den højere forrentning af 

fonds, som udgør en væsentlig og stigende del af de indtægtsgi- 

vende aktiver. Det må imidlertid bemærkes, at modstykket til 

en ændring af forholdet mellem den korte og den lange rente i 

fremskrivningsperioden er et fald i kursværdien af fondsbehold- 

ningerne i udgangssituationen. Det er ikke i modellen muligt at 

tage hensyn til dette niveauskift. Til illustration af betydnin- 

gen heraf kan det oplyses, at pengeinstitutternes kurstab pr. 

ultimo 1976, som følge af en forøgelse af den lange rente med 

1 procentpoint, ville udgøre knap 1,2 mia.kr. Fastholdelse af 

egenkapitalprocenten i udgangssituationen ville i den givne si- 

tuation fordre nyemissioner af samme omfang som dette kurstab. 

I alternativ 3 forudsættes, at rentemarginalen forøges med 

0,2 5 procentpoint i forhold til basismarginalen. Det fremgår, 

at pengeinstitutternes konsolideringsevne er særdeles følsom 

over for ændringer i rentemarginalen. Forøgelsen af rentemar- 

ginalen på 1/4 procentpoint indebærer en formindskelse af pen- 

geinstitutternes samlede emissionsbehov på godt 1,2 mia.kr. 

Endelig er i alternativ 4 forudsat, at lønnen vokser 1 

procentpoint mindre end summen af realvæksten plus inflations- 

raten. Dette kan enten opfattes som resultat af lavere nominel 

lønstigningstakt eller af produktivitetsstigninger svarende til 

en vis nedgang i mængden af indsat arbejdskraft. For pengeinsti- 

tutterne under ét nedsættes emissionsbehovet herved med ca. 

0,5 mia.kr. 

Det skal generelt bemærkes, at modellen er opbygget såle- 

des, at ændringer i modsat retning af de i alternativ 1-4 nævn- 

te påvirker emissionsbehovet tilsvarende i denne retning. En 

stigning i inflationsraten, en stigning i lønomkostningerne ud 

over realvækst plus inflation eller en formindskelse af rente- 

marginalen vil således påvirke emissionsbehovet i opadgående

104 

retning. En formindskelse af fondsrenten vil efter modellen for- 

øge emissionsbehovet, medens virkningerne på kursværdien vil 

trække i modsat retning. 

En sammenfatning af de foretagne beregninger kan foretages 

ved at søge opgjort, hvor store ændringer i henholdsvis infla- 

tionsraten, fondsrenten og lønstigningstakten, som vil være nød- 

vendige for at opnå samme formindskelse af det akkumulerede emis- 

sionsbehov som 1/4 procentpoint's forhøjelse af rentemarginalen. 

En sådan forøgelse af rentemarginalen vil som nævnt for bankerne 

formindske emissionsbehovet med 816 mill.kr. Skulle denne formind- 

skelse finde sted gennem et fald i inflationsraten, måtte det 

årlige fald i denne være på ca. 0,65 procentpoint. Skulle samme 

effekt opnås ved en reduktion af lønstigningstakten, måtte denne 

blive på ca. 2 1/4 procentpoint. Ser man bort fra den direkte 

effekt på kursværdien, skulle fondsrenten tilsvarende forhøjes 

med 0,7 procentpoint. Betragtes resultaterne for sparekasserne 

kan det konstateres, at følsomheden over for ændringer i rente- 

marginalen her synes noget større, hvilket indebærer, at der skal 

noget større ændringer til i de øvrige forudsætninger, før der 

kan opnås en effekt svarende til ændringen af rentemarginalen. 

b) Vurdering af emissionsbehovets størrelse. 

Der knytter sig megen usikkerhed til en vurdering af, i 

hvilken udstrækning dækningen af de beregnede emissionsbehovs 

størrelse kan skønnes realistiske, vurderet i historisk perspek- 

tiv. Dette gælder først og fremmest sparekasserne, som indtil 

bank- og sparekasseloven kun havde mulighed for at skaffe sig 

egenkapital fra årlige henlæggelser samt fra tegning af garan- 

tikapital. Tegning af ansvarlig indskudskapital er som nævnt 

først påbegyndt efter 1. januar 1975. 

På denne baggrund kan der være behov for alene at foreta- 

ge vurderingen på grundlag af bankernes tal. Bankernes faktis- 

ke emissioner i forhold til de årlige ændringer i egenkapitalen 

har i den sidste halve snes år varieret ganske kraftigt fra år 

til år. For perioden som gennemsnit har emissionerne tegnet sig 

for godt 35 pct. af væksten i egenkapitalen. Til sammenligning 

hermed kan anføres, at emissionsbehovets andel af den nødvendi- 

ge egenkapitalvækst for bankerne er 26 pct. i basisberegningen, 

11 pct. i alternativ 1, 9 pct. i alternativ 2, 14 pct. i alter-

nativ 3 og 21 pet. i alternativ 4. 

105 

I ingen af beregningseksemplerne synes der således at væ- 

re problemer for pengeinstitutterne med at opfylde bank- og spa- 

rekasselovens egenkapitalkrav. Dette må imidlertid ses i lyset 

af, at der i de nævnte alternativer er sket en ændring af forud- 

sætningerne, som medfører et fald i emissionsbehovet. Modsat ret- 

tede ændringer af beregningsforudsætningerne ville således frem- 

kalde et forøget emissionsbehov i forhold til de nævnte 26 pct. 

i basisberegningen. Hertil kommer, at de enkelte pengeinstitut- 

ters behov og muligheder for at forøge egenkapitalen ved aktie- 

emission, tegning af garantikapital eller tegning af ansvarlig 

indskudskapital er klart forskellige. 

Såfremt der skete sådanne ændringer i forudsætningerne, 

at emissionsbehovets andel af den nødvendige egenkapitalvækst 

kom til at stige væsentligt stærkere end i den historiske pe- 

riode, ville det kunne lede til vanskeligheder for pengeinstitut- 

sektoren i almindelighed og for visse pengeinstitutter i særdeles- 

hed. Tilførsel af ny egenkapital kan få et sådant omfang, at det 

i væsentlig grad mindsker investorernes lyst til at placere mid- 

ler i de pågældende aktiver. Af faktorer, som påvirker aktieinve- 

storers incitament til at købe givne aktier, kan nævnes udbytte- 

procent, aktiernes indre værdi, samt porteføljehensyn, d.v.s. et 

ønske om at bevare nogenlunde stabile proportioner mellem forskel- 

lige typer af værdipapirer. Det er bankernes erfaring, at ikke 

mindst det sidste hensyn spiller en betydelig rolle for investo- 

rerne. Dette synspunkt taler for, at nyemissioner af bankaktier 

ikke over længere perioder uden kurstrykkende virkning kan finde 

sted i et hurtigere tempo end andre aktier. Vigtigheden af dette 

synspunkt understreges af, at bankernes andel af de samlede ny- 

emissioner af aktier på hovedbørsen på Københavns Fondsbørs alle- 

rede i en periode har været stærkt stigende. Bankaktiernes andel 

af de samlede emissioner incl. medarbejderaktier på hovedbørsen 

voksede således fra knap 1/3 i 1971 til langt over halvdelen i 

1975 og 1976. Til sammenligning kan nævnes, at den nominelle 

værdi af bankaktierne ultimo 1976 udgjorde ca. 37 pct. af den 

nominelle værdi af samtlige de på hovedbørsen noterede selska- 

ber. En fortsættelse af aktieemissionernes andel af det samlede 

egenkapitalkrav på et gennemsnitligt niveau svarende til det 

historiske for de sidste halve snes år udgør derfor antagelig 

en overgrænse for, hvor store emissioner der kan foretages,

106 

uden at aktiekurserne trykkes mærkbart. 

Efter indførelsen af muligheden for dækning af egenkapital- 

kravet ved tegning af ansvarlig indskudskapital er denne blevet 

anvendt i en række pengeinstitutter, herunder især en række store 

banker og sparekasser. I de ovenfor anførte modelberegninger er 

der ikke taget hensyn til, om betingelserne i bank- og sparekas- 

selovens § 22, stk. 3, efter hvilken ansvarlig indskudskapital 

kun kan medregnes ved opgørelsen efter § 21 med et beløb på op 

til 40 pct. af egenkapitalen, er opfyldt. For visse institutter 

har man allerede tegnet ansvarlig indskudskapital, svarende til 

over 40 pct. af egenkapitalen, mens man i andre, bl.a. nogle af 

de største pengeinstitutter har en andel på op mod 25-30 pct. i 

ansvarlig indskudskapital. For disse pengeinstitutter indebærer 

dette en klar begrænsning i de fremtidige muligheder for at dække 

egenkapitalkravet ved tegning af ansvarlig indskudskapital. 

Mens det generelt set må antages, at sådanne forudsætninger, 

som skulle fremkalde en konflikt mellem rentemarginalloven og 

bank- og sparekasselovens § 21, forekommer ret usandsynlige, vi- 

ser spredningen såvel i egenkapitalprocenterne i udgangsfasen 

som i mulighederne for tegning af ansvarlig indskudskapital, 

at der ikke kan ses bort fra en sådan konflikt for enkelte pen- 

geinstitutter . 

Udover at illustrere en potentiel konfliktmulighed under 

.rentemarginalloven for pengeinstitutternes mulighed for at op- 

fylde egenkapitalkravet viser beregningerne, at pengeinstitut- 

ternes rentabilitet og konsolideringsevne i væsentlig grad af- 

hænger af faktorer, hvis værdi bestemmes uden for banksystemet. 

Dette indebærer, at der kan være nogen betænkelighed forbundet 

med at fastlåse rentemarginalen, samtidig med at de øvrige fak- 

torer frit kan indvirke på rentabiliteten. Svingningerne i ind- 

tjeningen kan få en tendens til at blive større, når rentemargi- 

nalen er fastlåst. Dette understreger rentemarginallovens begræns- 

ninger som reguleringsinstrument for pengeinstitutternes indtje- 

ning . 

c) Pengeinstitutternes reaktion ved eventuel konflikt mellem ren- 

temarginalbegrænsning og bank- og sparekasselovens egenkapitalkrav. 

En afgørende forudsætning for beregningerne i modellerne er 

for bankernes vedkommende, at de vil reagere på vanskelighederne 

ved at opfylde bank- og sparekasselovens § 21 ved at foretage

107 

nyemissioner af aktier eller ved tegning af ansvarlig indskuds- 

kapital, medens udbyttet i procent af egenkapitalen, bortset fra 

ekstraordinære forhold, holdes konstant på de historisk gældende 

4,8 pct. Dette sker blandt andet ud fra det grundlæggende syns- 

punkt, at kapital, investeret i den finansielle sektor, på langt 

sigt må give samme realafkast af den investerede kapital som i 

andre sektorer. Afkastet behøver naturligvis ikke at være konstant, 

for at dette kan være tilfældet, idet erhvervslivets realafkast 

løbende påvirkes af den almindelige konjunkturudvikling. Forudsæt- 

ningen om en konstant vækstrate i fremskrivningsperioden gør det 

imidlertid nærliggende i beregningerne at operere med en konstant 

udbytteprocent. 

En anden reaktion på vanskeligheder ved at opfylde egenkapi- 

talkravet ud af det løbende overskud er at gennemføre reduktion 

af omkostningerne ved bortskæring af ydelser, der ikke er rentab- 

le, blandt andet på grund af et stort "gratis-element". Som det 

nærmere diskuteres i afsnit 5 nedenfor, indebærer blandt andet 

den nuværende rentemarginallov kombineret med prisog avancelo- 

ven, at der er snævre grænser for, i hvilken udstrækning det er 

muligt at anvende denne løsning. 

Med hensyn til muligheden for at nedsætte kravet til bank- 

kapitalens realafkast vil det udover de ovenfor anførte bemærk- 

ninger være af væsentlig betydning for vurderingen, hvilke gene- 

relle tendenser der karakteriserer pengeinstitutternes indtje- 

ning. 

Pengeinstitutterne adskiller sig fra andre erhverv især ved, 

at egenkapitalen i betydelig udstrækning er placeret i finansi- 

elle aktiver, og at indkomsten kun følger inflationstakten i sam- 

me udstrækning, som renteindtægterne er variable, og renten fuldt 

ud tilpasser sig ændringer i inflationsraten. Herudover er det 

et særpræg, at der - som ovenfor beskrevet - gælder specifikke 

forskrifter for egenkapitalens andel af gælds- og garantiforplig- 

telserne . 

Disse forhold påvirker pengeinstitutternes muligheder for 

at give produktionsfaktorerne samme realafkast som i de øvrige 

erhverv. Vanskelighederne herved er mest åbenbare i perioder 

med stigende inflationsrate. Problemstillingen kan illustreres 

på følgende måde: 

i

108 

Pengeinstitutsektoren vil i teorien under bestemte sæt af 

forudsætninger kunne bevare et realt egenkapitalafkast af en vis 

størrelse, uanset bevægelserne i inflationsraten. Et sæt af 

forudsætninger kunne være: 

- at den nominelle rente fuldt ud tilpasser sig inflationsraten, 

det vil sige at realrenten er konstant 

- at samtlige midler i pengeinstitutterne er placeret i 

aktiver med variabel rente 

- at pengeinstitutternes omkostninger ikke overstiger en 

fast procent af de indtægtsgivende aktiver, samt 

- at pengeinstitutterne ikke betaler skat. 

Såfremt blot én af disse forudsætninger ikke er opfyldt, vil 

for eksempel stigninger i inflationsraten som hovedregel indebære, 

at det reale egenkapitalafkast ikke kan opretholdes, uden at der 

sker en forhøjelse af rentemarginalen. 

Den første forudsætning er næppe holdbar, ligesom den tre- 

die forudsætning vedrørende udviklingen i pengeinstitutternes 

omkostninger allerede er svær at realisere. De tekniske fornyel- 

ser, herunder overgangen til on-line, som foregår i disse år, 

bidrager isoleret set til en forøget mulighed for produktivitets- 

stigninger, men modsvares i betydelig grad af forøgede aktivite- 

ter på andre områder i institutterne. Forudsætningen om, at samt- 

lige midler er placeret til variabel rente, og at pengeinstitut- 

terne ikke betaler skat, er åbenlyst urealistiske. 

Det må derfor konkluderes, at pengeinstitutterne næppe kan 

opretholde et givet realt egenkapitalafkast under stigende infla- 

tion uden en forhøjelse af rentemarginalen. Omvendt vil en fast- 

holdelse af rentemarginalen trække i retning af, at der under 

stigende inflation vil være en tendens til fald i det reale 

egenkapitalafkast. Til gengæld skulle en aftagende inflationstakt 

indebære en mulighed for stigning i det reale afkast trods fast- 

holdelse af rentemarginalen.

109 

4. Virkninger af forskellig vækst i udlån og indlån. 

(Indlånsoverskudsproblemet) 

Alle de. beregningseksempler, som er gennemgået i ovenstående 

afsnit 3, hviler på en forudsætning om, at indlånene hvert år 

vokser noget hurtigere end udlånene. Denne beregningsforudsætning 

er valgt ud fra en antagelse om, at Danmarks eksterne finansie- 

ringsbehov endnu i nogle år vil nødvendiggøre, at pengepolitikken 

holdes stram, hvilket indebærer, at der lægges en grænse for væk- 

sten i udlånene. Afhængigt af, hvilket forhold der i fremtiden 

kommer til at bestå mellem pengeinstitutternes udlånsrente og 

renteniveauet på obligationsmarkedet, vil dette med fastholdt ren- 

temarginal kunne påvirke indtjeningen i pengeinstitutterne. Sam- 

tidig vil indtjeningens følsomhed over for diskontoændringer i 

en situation med indlånsoverskud kunne svække nationalbankens mu- 

ligheder for at føre en fleksibel diskontopolitik, jfr. kapitel 

VI. 

Den forskellige udvikling i indlån og udlån fra basisperio- 

den for rentemarginalloven til de 2 første år af lovens eksistens 

er illustreret i nedenstående tabel V.3. 

I tabellen er for årene 1972-76 vist udlånene som procent 

af indlånene for samtlige pengeinstitutter med en balance (ulti- 

mo 1975) på over 50 mill. kr. For såvel banker som sparekasser er 

vist udviklingen inden for de forskellige størrelsesgrupper, Der 

er beregnet en gennemsnitsprocent for såvel basisperioden som for 

de 2 første år af lovens funktionsperiode. Det fremgår for alle 

størrelsesgrupper, at der har været et markant fald i udlånspro- 

centen fra lovens basisperiode til dens funktionsperiode. Bereg- 

net på gennemsnittet er faldet større for banker end for spare- 

kasser og størst i de største banker. Den generelle tendens til 

fald i procenterne, afspejlende et stigende indlånsoverskud, er 

imidlertid klar for alle typer af pengeinstitutter. 

Det fremgår tillige af de i tabellen anførte maksimums- og 

minimumsprocenter i de enkelte år, at der er betydelig spredning 

omkring gennemsnitstallene. Dette forhold er pr. ultimo 1976 yder- 

ligere belyst i nedenstående figur V. 5a og b, der viser fordelin- 

gen af udlånsprocenterne for henholdsvis banker og sparekasser. 

Ser man bort fra de få pengeinstitutter, hvor forholdet mel- 

lem udlån og indlån er præget af ekstraordinære forhold, viser 

det sig, at udlånsprocenterne for såvel banker som sparekasser

110 

1) Gruppe 1 omfatter i det store og hele de landsdækkende pengeinstitutter, 

medens gruppe 2 dækker regionale samt større lokale pengeninstitutter. 

Gruppe 3 omfatter større og mindre lokale pengeinstitutter. 

2) Excl. nyetablerede og udenlandsk ejede pengeinstitutter. 

3) Excl. Danske Andelskassers Bank. 

Anm.: Oversigten omfatter pengeinstitutter med en balance på over 50 mill.kr.

Ill 

Figur V.5. Fordeling af udlånsprocenter (udlån i pct. af samlede indlån) i 

pengeinstitutterne ultimo 1976.

112 

er forholdsvis jævnt fordelt mellem ca. 60 og ca. 90. 

Bag faldet i forholdet mellem indlån og udlån fra basispe- 

riode til funktionsperiode ligger en række faktorer, blandt hvilke 

især skal fremhæves det for pengeinstitutterne siden 19 70 gælden- 

de udlånsloft, som periodevis har virket klart begrænsende på ban- 

kers og sparekassers muligheder for at ekspandere udlånsporteføl- 

jerne. Hertil kommer virkningerne af den generelle økonomiske af- 

matning og det hermed forbundne fald i den samlede låneefterspørg- 

sel, som gjorde sig stærkt gældende i perioden fra årsskiftet 

1974/75 til foråret 1976, men som siden er afløst af fornyet vækst 

i udlånsefterspørgslen. Endelig kan peges på virkningerne af den 

stedfundne vækst i den private sektors opsparingstilbøjelighed. 

Ser man imidlertid på rentemarginallovens basisperiode og funk- 

tionsperiode under ét, er udlånsloftet fra begyndelsen af 1972 til 

midten af 1977 forhøjet med ca. 44 pct., medens de faktiske udlån 

som følge af stigende udnyttelsesgrad af de bevilgede kreditter er 

forøget med knap 70 pct. Indlånene er i samme tidsrum vokset med 

113 pct., hvilket har ført til en vækst i bankers og sparekassers 

samlede indlånsoverskud på omkring 26 mia. kr., nemlig fra knap 

4,3 mia. primo 1972 til 30,5 mia. kr. medio 1977. Indlånene er 

således i den betragtede periode på 5\ år under ét vokset væsent- 

ligt kraftigere end udlånene, idet denne tendens dog har været 

mest udpræget i perioden fra anden halvdel af 1974 til første halv- 

del af 1976. Resultatet heraf er, som illustreret i tabellen, at 

der i dag hos pengeinstitutterne består et noget andet forhold mel- 

lem indlån og udlån end i rentemarginallovens basisperiode. 

Med konstant rentemarginal og konstant renteniveau betinger 

en sådan udvikling ikke i sig selv noget fald i nettorenteindtæg- 

terne. Afgørende er imidlertid i denne sammenhæng, om afkastet 

af fondsbeholdningerne, hvor størstedelen af pengeinstitutternes 

indlånsoverskud vil være placeret, er lige så højt som afkast af 

udlånene. I perioder, hvor fondsrenten af marginale placeringer 

på obligationsmarkedet er højere end udlånsrenten, påvirkes 

indtjeningen positivt. Er obligationsrenten derimod lavere end 

udlånsrenten, indebærer beskæringen af placeringsalternativerne 

et tab for pengeinstitutterne. 

Kombineres en stigning i indlånsoverskuddet med en stigning 

i renteniveauet i forbindelse med en skærpelse af nationalbankens 

rentepolitik, som det eksempelvis skete i 1976, vil tendensen til 

tab blive accentueret. Det kan således nævnes, at hvert points

113 

forhøjelse af diskontoen med påfølgende (parallelle) forhøjelser 

af pengeinstitutternes indog udlånsrentesatser i en situation 

med et indlånsoverskud hos banker og sparekasser på de nævnte 

godt 30 mia. kr. indebærer et fald i nettorenteindtægterne på ca. 

300 mill. kr. på årsbasis, heraf ca. 220 mill. kr. hos bankerne 

og ca. 80 mill. kr. hos sparekasserne. Det kan tilføjes, at der 

er sket en mærkbar stigning i nationalbankens diskonto og rente- 

niveauet i øvrigt fra rentemarginallovens basisperiode til lovens 

funktionsperiode, hvorved der både i kraft af den forskellige ud- 

vikling i indog udlån og i kraft af forhøjelserne i rentenive- 

auet er sket betydelige ændringer i indtjeningsforholdende i for- 

hold til basisperioden. 

De anførte tal illustrerer således, at der som følge af det 

akkumulerede indlånsoverskud må være mulighed for at tilpasse 

rentemarginalen til ændringer i diskontoen, såfremt pengeinsti- 

tutternes indtjening ikke skal påvirkes for kraftigt af svingnin- 

ger i renteniveauet. Som det nærmere vil blive drøftet i kapitel 

VI, kan dette forhold, såfremt rentemarginalen fastholdes, inde- 

bære en indskrænkning af nationalbankens rentepolitiske spille- 

rum, ikke mindst for så vidt angår mulighederne for at føre en 

fleksibel diskontopolitik. 

5. Pengeinstitutternes prisfastsættelse i betalingsformidling 

og øvrige serviceopgaver. 

Pengeinstitutternes opgave kan opdeles i kreditformidling, 

omfattende indlånsmodtagelse, udlånsvirksomhed og garantistillel- 

se samt placering af fonds, betalingsformidling og øvrige service- 

opgaver. Det er et iøjnefaldende træk ved pengeinstitutternes virk- 

somhed her i landet, men også i flere andre lande, at omkostnin- 

gerne ved betalingsformidlingen og til dels ved andre serviceopga- 

ver enten slet ikke prissættes over for kunderne - dette gælder 

navnlig for benyttelsen af checks - eller prissættes så lavt, at 

der er tale om et betydeligt subsidieelement med deraf følgende 

tendenser til overforbrug. 

Fra et samfundsøkonomisk synspunkt ville det være ønskeligt, 

om denne subsidiering af brugerne af betalingsformidlingen på be- 

kostning af indlåns- og udlånskunderne kunne blive afsvækket gen- 

gem en bevægelse i retning af en renteberegning og prissættelse, 

hvorefter (1) rentemarginalen sammen med nettorenteindtægter af 

1) Se især omtalen af Norge og UK i kapitel III.

114 

korrespondentmellemværender og renter af fonds dækkede de nødven- 

dige omkostninger ved kreditformidlingen, medens (2) afgifter på 

checks, PBC-anvendelse m.m. dækkede omkostningerne i betalings- 

formidlingen. Herved ville indog udlånskunderne få, hhv. betale, 

en rente, der i højere grad svarede til værdien af disse kundefor- 

hold for pengeinstitutterne samtidig med, at brugerne af betalings- 

formidlingen gennem opkrævning af en betaling, der har sammenhæng 

med omfanget af deres brug af denne, ville blive tilskyndet til 

at økonomisere. Den omstændighed, at kredsen af indlåns- og ud- 

lånskunder i betydelig grad er sammenfaldende med dem, der anven- 

der pengeinstitutterne som hovedled i betalingsformidlingen, svæk- 

ker ikke argumenterne for den nævnte omlægning. 

Som et yderligere argument for ønskeligheden af en omlægning 

af pengeninstitutternes indtjening gennem forhøjelse af takster 

for betalingsformidling og andre serviceydelser, der til dels 

modsvares af en sammenpresning af rentemarginalen, må det i 

øvrigt anføres, at en sådan omlægning også har en skattepolitisk 

motivering. Medens pengeinstitutternes gratisydelser i følge 

sagens natur er skattefri for modtageren, inddrages renteindtæg- 

ten, respektive fradrages renteudgiften, i modtagerens skatte- 

pligtige indkomst. Denne manglende neutralitet i skattesystemet 

svækker den privatøkonomiske interesse hos pengeinstitutternes 

kunder i den nævnte omlægning, men den øger samtidig den almin- 

delige samfundsinteresse i at bringe den nuværende forvridning i 

beskatningsgrundlaget til ophør. 

Rentemarginalloven virker reelt dæmpende på en sådan om- 

lægning. Godkendelse af gebyrers fastsættelse m.v., herunder 

for eksempel en checkafgift, hører under monopoltilsynets befø- 

jelser som tilsynsmyndighed i henhold til prisog avancelovgiv- 

ningen, jfr. beskrivelse i kapitel II ovenfor. Monopoltilsynet 

har i henhold til prisog avancelovens § 3 fastsat indberetnings- 

pligt for pengeinstitutterne for gebyrforhøjelser og har samtidigt 

fra de tre største banker fået tilsagn om, at de indtil videre 

kun vil foretage gebyrforhøjelser begrundet i omkostningsstignin- 

ger. Hvis et eller flere pengeinstitutter henvender sig til mono- 

poltilsynet som led i en omlægning for at få godkendt højere geby- 

rer eller andre takster som led i den ovenfor nævnte omlægning, 

kan der næppe ventes nogen imødekommende holdning hertil. En sådan 

omlægning måtte nemlig, medmindre den snævert begrænsede sig til 

stigningen i pengeinstitutternes nødvendige omkostninger ved de

115 

pågældende ydelser - og derved var afskåret fra at rette op på 

skævheden i prissætningen i udgangssituationen - forventes at 

øge pengeinstitutternes indtjening i forhold til andre erhverv, 

hvilket der ikke ud fra prisog avancelovens indkomstpolitiske 

sigte kunne argumenteres for. Modstykket til en forhøjelse af 

indtjeningen gennem højere gebyrer m.v. ville være en lavere ren- 

temarginal, men der savnes beføjelse i rentemarginalloven til at 

gå ind i overvejelser om nedsættelsen af de individuelle rente- 

marginaler. Ved denne fragmentering af lovgivningen, der danner 

baggrunden for pengeinstitutternes rente- og prisfastsættelse, 

forhindres en samfundsøkonomisk ønskelig omlægning af prisfast- 

sættelsen. 

Det ville imidlertid være urimeligt at give rentemarginallo- 

ven hele skylden for den nuværende skævhed. Den ovenfor beskre- 

vede prispolitik er opstået inden rentemarginallovens vedtagelse 

gennem en længere periode, hvorunder indlånsrenteaftalen var ; 

gældende, hvilken aftale afskar pengeinstitutterne fra at kon- 

kurrere på indlånsrenterne, hvorfor de koncentrerede en væsentlig 

del af den indbyrdes konkurrence om indlånskunderne omkring et 

stærkt stigende udbud af overvejende gratis serviceydelser centre- 

ret omkring betalingsformidlingen. Af betydningen herfor var 

ligeledes pengeinstitutternes ønske om at give ordningerne et 

omfang, så stordriftsfordelene i betalingsformidlingen kunne 

opnås. På baggrund af den længe indarbejdede tradition for bil- 

lige serviceydelser er det ingenlunde givet, at en ophævelse af 

rentemarginalloven og af tvedelingen af reguleringen vil være 

tilstrækkelig til at give et afgørende stød i retning af en 

omlægning af prissætningen i omkostningsbestemt retning. Udvalget 

diskuterer kort i kapitel VII, hvilke tilskyndelser hertil der 

kunne underbygge virkningerne efter en eventuel ophævelse af ren- 

temarginalloven. Når udvalget trods alt mener, at rentemarginal- 

loven spiller en ikke uvæsentlig rolle som hæmsko på omlægningen, 

skyldes det dels, at nogle pengeinstitutter allerede gennem 

henvendelser til tilsynsmyndighederne har vist deres interesse i 

en mere realistisk prissætning, dels det indtryk, at pengeinsti- 

tutterne i stigende grad i de kommende år vil komme til at se den 

nævnte omlægning som hovedmuligheden for at holde igen på omkost- 

ningerne, et synspunkt, der i de sidste 15-20 år har været mindre 

udbredt, end det er nu.

116 

Der har ikke for udvalget foreligget oplysninger, der har 

givet muligheder for at vurdere størrelsen af de forvridninger i 

ressourceanvendelsen, som subsidieringen af pengeinstitutternes 

betalingsformidling og andre serviceydelser indebærer. Hertil 

kommer, at der i vurderingen af den prisforhøjelse, som servi- 

ceydelserne kan bære, også indgår andre momenter end pengein- 

stitutternes egne omkostninger. Samfundet har utvivlsomt en 

betydelig interesse i, at en stor del af betalingerne i den 

danske økonomi foregår gennem pengeinstitutterne. Der er også 

omkostninger forbundet med betalinger i andre former - sedler og 

mønt og postgiro - som til dels er umulige at prissætte, men som 

på den anden side sætter en overgrænse for den samfundsmæssigt 

ønskelige forhøjelse af bankers og sparekassers takster. Der må 

tilstræbes en rimelig balance, som i nogen udstrækning kan bi- 

drage til at begrænse ressourceforbruget i banker og sparekasser. 

En forudsætning for, at en sådan omlægning kan foretages er, at 

der er foretaget en undersøgelse af omkostningerne ved betalings- 

2) 

formidling i forskellige former. 

6. Anvendelse af ultimotal for indog udlån i^rentemarginalloven. 

En iøjnefaldende teknisk svaghed ved rentemarginalopgørel- 

sen er anvendelse af ultimotal i nævneren for henholdsvis bereg- 

ning af den gennemsnitlige ud- og indlånsrente. Tælleren i brøken, 

d.v.s. renteindtægterne dannes som et resultat af en rentebereg- 

ning, der foretages dag for dag, mens nævneren dannes af saldoen 

for de samlede indog udlån ultimo hver måned, altså tal for en 

enkelt dag, der nødvendigvis udviser langt større tilfældige 

udsving end observationer baseret på gennemsnit for en måned. 

Denne opgørelsesmetode kan forårsage en betydelig ændring i ren- 

temarginalen, herunder en konstateret overskridelse, uden at der 

derved ligger en merindtjening bagved overskridelsen. Opgørelses- 

måden gør det vanskeligere for pengeinstitutterne at tilrettelæg- 

ge deres dispositioner, således at lovens krav om rentemarginalen 

opfyldes. Det må forekomme betænkeligt at basere kontrollen med 

pengeinstitutternes rentefastsættelse på en opgørelsesmåde, der 

selv med veludviklede styringsmetoder i et moderne pengeinstitut 

indeholder et ikke ubetydeligt tilfældigt element. 

Udsvingene i ultimosaldoen for indog udlån er forstærket 

2) Som mønster for en sådan undersøgelse kan udvalget eksempelvis 

pege på en norsk undersøgelse, resumeret i A. Fidjestøl, "Kost- 

nadene i betalingsformidlingen", Norges Bank Kvartalsskrift 1977, 

pp. 39-47.

117 

væsentligt i slutningen af 1975 og fremefter i forhold til udsvin- 

gene i basisperioden på grund af ændrede betalingsmønstre/termi- 

ner som følge af den indførte automatik ved betalingsoverførsler. 

Dette betyder, at ultimogennemsnittet i funktionsperioden efter 

alt at dømme afviger mere fra dag-til-dag gennemsnittet, end det 

var tilfældet i basisperioden. 

Det er en nærliggende tanke at ændre opgørelsen af rentemar- 

ginalen for herved at eliminere de udsving, der er forårsaget af 

svingningerne i indog udlånssaldiene omkring ultimo. Man må dog 

i så fald bryde med det princip, at opgørelsesmetoden for henholds- 

vis basisperioden og funktionsperioden er fuldt sammenlignelige. 

Danmarks Statistik har siden april kvartal 1976 indsamlet 

oplysninger om den effektive rente i pengeinstitutterne, baseret 

på dag-til-dag gennemsnit. Tilsynet har til analysebrug haft ad- 

gang til de enkelte indberetninger og foretaget en udregning af I 

rentemarginalen for indog udlån på basis af daglige saldi. Re- 

sultatet af ovennævnte analyse fremgår af tabel V.4 a og b. I 

Tabellen gengiver forskellen imellem anvendelse af ultimo- 

gennemsnittet og dag-til-dag gennemsnittet ved udregningen af den 

kvartalsvise marginal i de tre sidste kvartaler i 1976 og 1. 

kvartal 1977. Der er eksempelvis for april kvartal 1976 7 banker 

og 11 sparekasser, der ville have haft en rentemarginal på 0,00 - 

0,10% højere end den, de havde ved anvendelse af ultimogennem- 

snittet. Man kan også sige det på den måde, at for de pengeinsti- 

tutter, som har en positiv afvigelse, ville det være en ulempe at 

anvende dag-til-dag gennemsnittet i forhold til ultimogennemsnit- 

tet. For de pengeinstitutter, som har en negativ afvigelse, 

ville det være en fordel at anvende dag-til-dag gennemsnit i 

forhold til ultimo gennemsnittet. Dette forudsætter selvfølgelig, 

at man fortsætter med den nuværende basismarginal. 

For det enkelte kvartal kan der, alt afhængig af svingningerne 

i indog udlånssaldiene omkring ultimo, være forholdsvis stor 

forskel i den rentemarginal, der er udregnet på ultimobasis og 

den marginal, der er udregnet på dag-til-dag basis, og der er en 

tendens til, at spredningen - både målt ved antal banker og pct. 

af gennemsnitlig indlån - bliver større for hvert kvartal. Nu er 

et kvartal en forholdsvis kort periode at analysere på, og derfor 

har man sammenlagt de 4 kvartaler, således at man ser på perioden 

1.4.1976 - 31.3.1977 og udregner forskellen i rentemarginalen for

Tabel V.4.a. BANKER 

118

119 

Tabel V.4.b. SPAREKASSER 

Afvigelse i rentemarginalen opgjort efter dag-til-dag basis i forhold til opgørelsen 

efter Ultimosaldi. 

i 

i

120 

denne periode opgjort efter henholdsvis dag-til-dag princippet og 

ultimoprincippet (aritmetisk gennemsnit). 

Af tabel V.5 fremgår det, at i intervallet +0,20 til 

f 0,20 ligger over 70% af bankerne målt ved gennemsnitlig indlån 

og ca. 90% af sparekasserne. For disse pengeinstitutter vil en 

overgang til anvendelse af dag-til-dag tal betyde forholdsvis 

lidt i indtjeningsmæssig henseende. 

Det kan på dette grundlag konkluderes, at sparekasserne som 

helhed ville have fordele ved at gå over til at anvende dag-til- 

dag gennemsnittet, forudsat basismarginalen fastholdes, idet 

institutter repræsenterende over 87% af de samlede indlån har en 

negativ afvigelse. For bankerne gælder det, at knap 50% har en 

negativ afvigelse, men i intervallet + 0,00 til +0,10 ligger 12 

banker repræsenterende ca. 32% af de gennemsnitlige indlån. 

Denne konklusion skal dog tages med et vist forbehold, idet 

den grad af tilfældighed, der er ved anvendelse af ultimo tal, 

også slår igennem ved udregningen af forskellen imellem de to 

opgørelsesmetoder. Som det fremgår af tabel V.5 vil dag-til- 

dag metoden medføre, at 10 banker repræsenterende godt 10 pct. af 

indlånene, får nedsat deres rentemarginal med mere end et halvt 

procentpoint. Det skal dog bemærkes, at der i visse tilfælde kan 

være mulighed for i mindre grad at påvirke ultimosaldiene. Uanset 

at der således kan blive tale om ret omfattende ændringer, som af 

nogle vil blive følt som vilkårlige begunstigelser/forringelser, 

har udvalget tillagt fordelene ved et system, hvor pengeinstitut- 

terne igennem bedre styring har større muligheder for at kunne 

opfylde lovgivningens krav, så stor vægt, at en overgang til 

gennemsnitssaldi indgår i de revisioner af rentemarginalloven, 

der er skitseret i udvalgets mindst vidtgående forslag i kapitel 

VII. 

7. Andre tekniske problemer. 

I rentemarginalloven er det fastslået, at underkurs på lån 

betragtes som rente det år, den indtægtsføres i årsregnskabet. 

I bank- og sparekasselovens § 33 er der - med visse over- 

gangsregler frem til 1980 - fastsat en overgrænse på 3 pct. for 

indtægtsføringen af underkurs på udlån i det år, hvori et lån y- 

des. Den del af kursforskellen, der ikke indtægtsføres straks, 

skal tages til indtægt i de følgende års regnskaber i forhold til 

lånets restgæld og restløbetid. En tilsvarende bestemmelse om

Tabel V.5. 

121 

Afvigelse i rentemarginalen opgjort efter dag-til-dag basis i 

forhold til opgørelsen efter ultimosaldi.

122 

overgrænse for indtægtsføring fandtes ikke tidligere. 

Det er især sparekasserne, der i basisperioden har ydet lån 

til underkurs, og som fuldt ud har indtægtsført kursforskellen i 

stiftelsesåret. I det omfang indtægtsføring af sådanne kursfor- 

skelle nu som følge af reglen i § 33 strækkes over flere år, 

sker der en forskydning af den bogførte indtjening i forhold til 

basisperioden. Pengeinstituttet har derfor en vis mulighed for at 

"skubbe" indtjeningen fremad, dog ikke længere end lånets løbetid. 

På den måde opnår pengeinstituttet en midlertidig rentemarginalfor- 

del. 

Tilsynet med banker og sparekasser har dernæst ikke ment at 

kunne kræve, at underkursen blev indtægtsført med det efter reg- 

lerne maksimale beløb, 3 pct. Et sådant krav ville ikke være i 

overensstemmelse med god regnskabsskik, og tilsynet har - også af 

administrative grunde - derfor tilladt, at underkursen indtægts- 

føres liniært, d.v.s. lige store beløb i lånets løbetid. 

På indlånssiden er der siden lovens vedtagelse og revision 

i 1976 opstået et lignende problem som ved udlån til underkurs. 

Der modtages indlån til underkurs eller indlån, hvortil der ved 

tilbagebetalingen ydes et fast tillæg. Indtil dato har den først- 

nævnte type indlån ikke været anvendt. 

Af hensyn til, at de fulde gælds- og garantiforpligtelser 

under alle omstændigheder skal være bogført, har tilsynet krævet 

et sådant tillæg udgiftsført med hele beløbet det regnskabsår, 

hvor indlånet er modtaget. 

Dette giver umiddelbart en rentemarginalfordel i den/de kvar- 

taler, hvor indlånet modtages, idet det faste beløb medregnes fuldt 

ud i den gennemsnitlige indlånsrente i det kvartal, hvor det er 

tegnet. Der foreslås en ændring i rentemarginalloven, der tager 

højde for disse forskydninger i indtjeningen, jfr. kapitel VII. I 

de tilfælde, hvor der modtages indlån til underkurs eller ansvar- 

lig indskudskapital med ret til fast tillæg, skulle underkursen/ 

faste tillæg fordeles med lige store beløb i forhold til løbeti- 

den trods udgiftsføringen i årsregnskabet. 

Ved revisionen af loven i august 1976 og i tilslutning her- 

til af rentemarginalbekendtgørelsen blev det tilladt at medregne 

renteudgiften på ansvarlig indskudskapital i den gennemsnitlige 

indlånsrente, da den ansvarlige indskudskapital er en speciel 

form for indlån, som hæfter for pengeinstituttets forpligtelser.

123 

En stor del af den ansvarlige indskudskapital, som er teg- 

net til dato, er optaget i udlandet, altså i fremmed valuta. Be- 

løbet for denne ansvarlige indskudskapital indgår i balancen i 

danske kroner omregnet efter kurserne på statusopgørelsestids- 

punktet. Dette medfører, alt afhængig af kursudviklingen imel- 

lem danske kroner og de valutaer, som lånene er optaget i, en 

valutakursregulering i de årlige regnskaber. Kurstabet/kursge- 

vinsten indgår imidlertid ikke i rentemarginalopgørelsen. 

Der er lighedspunkter mellem på den ene side valutakurstab 

på sådanne udlandslån og renteudgifter, og på den anden side va- 

lutakursgevinster og renteindtægter. Omkostningerne ved indenlandsk 

optagelse af ansvarlig indskudskapital består af renteudgifter, 

mens omkostningerne ved optagelse af lånene i udlandet består af 

summen af renteudgifter og valutakurstab, eventuelt renteudgif- 

ter fratrukket valutakursgevinst. Det vil være fordelagtigt at 

optage udlandslån, så længe renteudgiften i udlandat, plus valu- 

takurstab eller minus valutakursgevinst, er mindre end de inden- 

landske renteudgifter. Valutakurstab/gevinst skal indgå såvel i 

pengeinstitutternes officielle regnskaber som i opgørelsen af 

deres skattepligtige indkomst i det år, hvor det/den bogføres. 

Såfremt pengeinstitutterne alternativt havde optaget den 

ansvarlige indskudskapital i indlandet til den dér herskende hø- 

jere rente, ville dette med given rentemarginal have åbnet ad- 

gang til en højere udlånsrente. Dette kan tale for i rentemargi- 

nalopgørelsen at indregne de nævnte valutakursreguleringer. Stig- 

ninger i de løbende rentebetalinger som følge af stigende valuta- 

kurser indgår direkte i opgørelsen, således at det alene er den 

øgede afdragsbyrde, der i givet fald skulle tages hensyn til. 

Princippet kunne være, at en på et givet statustidspunkt konsta- 

teret valutakursgevinst respektive et kurstab tillades medregnet 

som renteindtægt respektive renteudgift ved opgørelsen af rente- 

marginalen på en sådan måde, at der herved sker en udligning af 

gevinsten respektive tabet fordelt over lånets restløbetid. 

Udvalgets flertal finder imidlertid ikke at have tilstrække- 

ligt grundlag for at foreslå en sådan lempelse af rentemarginal- 

reguleringen. Da de siden efteråret 1976 foretagne låneoptagelser 

i udlandet i form af ansvarlig indskudskapital i fremmed valuta 

er gennemført på grundlag af bl.a. de nuværende regler i rente- 

marginalloven og -bekendtgørelsen, forekommer det udvalgets 

flertal mindre vel foreneligt med udvalgets kommissorium at

124 

foreslå en adgang til at kompensere valutakurstab på ansvarlig 

indskudskapital med forøgede indenlandske nettorenteindtægter. 

Udvalgets flertal har derfor afstået fra at foreslå en sådan 

lempelse. Et mindretal, bestående af Morten Boding og Hans 

Ejvind Hansen, har på dette punkt afgivet en mindretalsudtalel- 

se, jfr. side 143. 

Regulering af fast forrentede aktiver/der bogføres under 

udlån,(pantebreve) som følge af ændringer i renteniveau vil på- 

virke rentemarginalen uden at påvirke indtjeningen. Udvalget har 

dog under henvisning til problemets begrænsede karakter samt de 

teknisk meget komplicerede problemer, der ville knytte sig til en 

justering af rentemarginalen som følge heraf, ikke villet fore- 

slå, at der gives adgang hertil.

125 

Kapitel VI. Rentemarginallovens virkninger for pengepolitikken. 

1. Indledning. 

Pengepolitikken skal som led i den økonomiske politik bidrage 

til at styre rente- og likviditetsudviklingen. 

Påvirkning af rentedannelsen har derfor normalt haft et rent 

pengepolitisk sigte. Dette afspejler sig bl.a. i, at bankers og 

sparekassers renteberegning er undtaget fra prislovgivningen. I 

betragtning af behovet for en generel indkomstpolitisk løsning i 

1975 blev det imidlertid som omtalt i kapitel II ikke fundet, at 

de pengepolitiske hensyn ville være til hinder for at gennemføre 

en regulering af pengeinstitutternes indtjening i form af rente- 

margina Hoven. 

•Da rentemarginalloven fastlåser den tilladte rentemarginal, 

kan der opstå problemer i forhold til pengepolitikken, fordi de 

pengepolitiske instrumenter ikke kan anvendes med samme virknin- 

ger som ellers. Dette skyldes, at de begrænsninger, som rentemar- 

ginalloven lægger på pengeinstitutternes muligheder for at lade 

indog udlånsrenterne variere uafhængigt af hinanden og de heraf 

følgende virkninger på indtjeningsforholdene, kan medføre, at pen- 

geinstitutterne reagerer anderledes på diskontoændringer og andre 

pengepolitiske foranstaltninger, end de ellers ville have gjort. 

Der bliver hermed større usikkerhed om gennemslagskraften af de 

pengepolitiske indgreb, således at de pengepolitiske styringsmu- 

ligheder svækkes. 

Da de utilsigtede virkninger, som rentemarginalloven kan 

have, må ses i relation til den førte pengepolitik, skitseres i 

det følgende først den pengepolitiske baggrund. Dernæst diskute- 

res de virkninger, som rentemarginalloven kan have for brugen af 

de pengepolitiske instrumenter. På grundlag heraf vurderes de 

hidtidige erfaringer med rentemarginalloven og de følger, det kan 

skønnes at få for pengepolitikken, såfremt rentemarginalloven

126 

bliver fastholdt gennem længere tid. 

2. Den pengepolitiske baggrund. 

Pengepolitikken har i en årrække især måttet tilrettelægges 

ud fra hensynet til at finansiere det betydelige løbende under- 

skud over for udlandet og refinansiere den udestående gæld til 

udlandet. 

Dette kræver, at den indenlandske rente holdes højere end 

renten i udlandet, således at der heri ligger en tilskyndelse til 

låntagning i udlandet. Heroverfor står imidlertid hensynet til in- 

vesteringerne og beskæftigelsen, som taler for, at renten - navn- 

lig den lange rente - holdes så lav som muligt. 

Samtidig er den pengepolitiske problemstilling blevet afgø- 

rende påvirket af det kraftige omsving, der er indtrådt på stats- 

finanserne i 1974/75 fra en overskudsposition til en underskuds- 

position. 

På denne pengepolitiske baggrund suppleres den styring af 

kreditudvidelsen, der sker via rente- og likviditetspolitikken 

med en kvantitativ regulering af pengeinstitutternes og realkre- 

ditinstitutternes långivning. 

For pengeinstitutternes udlån har der siden 197o været lagt 

et loft over det enkelte pengeinstituts lånebevillinger, således 

at lånebevillingerne kun kan øges i takt med forhøjelser af udlåns- 

loftet. Den løbende tilpasning af udlånsloftet til udviklingen i 

penge- og kreditforholdene sker helt overvejende ved generelle pro- 

centvise forhøjelser. Da udlånsloftet er udformet som et loft over 

lånebevillingerne i stedet for som et loft over de faktiske udlån, 

giver dette mulighed for en vis fleksibilitet, idet kunderne kan 

trække mere eller mindre kraftigt på lånebevillingerne. Udlånslof- 

tet har det dobbelte sigte at begrænse den indenlandske kreditud- 

videlse til private og kommuner og at understøtte den tilskyndelse, 

som rentefordelen ved udenlandsk låntagning giver erhvervslivet 

til at søge udenlandsk finansiering. Udlånsloftet skal således bi- 

drage til, at de muligheder, som erhvervslivet ifølge valutabe- 

stemmelserne har for at optage lån i udlandet, bliver udnyttet i 

overensstemmelse med hensynet til udviklingen i valutareserverne. 

Herunder har udlånsloftet til formål i situationer med uro på va- 

lutamarkederne at medvirke til at bremse de tendenser, der måtte 

opstå til omlægning fra udenlandsk til indenlandsk finansiering 

med deraf følgende tab af valutareserver.

127 

For at begrænse belastningen af obligationsmarkedet har re- 

alkreditinstitutternes långivning siden slutningen af 1975 været 

underlagt et loft, således at de samlede lånetilbud skal holdes 

inden for en fastsat kvote. 

Hensynet til udviklingen på obligationsmarkedet spiller også 

en afgørende rolle for tilrettelæggelsen af finansieringen af un- 

derskuddet på statsfinanserne. For at undgå, at underskuddet fø- 

rer til en uacceptabel likviditetsforøgelse, må det så vidt muligt 

dækkes ved salg af indenlandske statspapirer. Ud fra ønsket om, 

at realkreditrenten holdes så lav som mulig af hensyn til erhvervs- 

og boligbyggeriet er salget af statspapirer koncentreret om den 

korte ende af markedet. Dette har skabt grundlag for at lade ren- , 

testigningen slå kraftigere igennem i den korte end i den lange 

rente, og dermed for bedst muligt at tilgodese såvel valuta- som 

beskæftigelseshensynet. 

Det er af væsentlig betydning, at statspapirerne så vidt mu- 

ligt placeres hos virksomheder, husholdninger og kommuner, såle- 

des at der umiddelbart opnås en til salget af statspapirer svaren- 

de inddragelse af den likviditetsforøgelse, som følger af under- 

skuddet på statsfinanserne. I det omfang salget af statspapirer 

i stedet sker til pengeinstitutterne, opnås der kun en mere be- 

grænset likviditetsvirkning, idet det i så fald i første omgang 

kun er pengeinstitutternes likviditet, der begrænses, og hermed 

deres mulighed for at øge udlånene eller købe andre obligationer. 

Da salget af statspapirer må ske under hensyntagen til virkningen 

på renten, har der ikke været grundlag for at dække hele statens 

finansieringsbehov ved salg af statspapirer til virksomheder, 

husholdninger og kommuner. 

Den del af statens finansieringsbehov, som ikke kan dækkes 

ad denne vej, fører til en likviditetsforøgelse, der hovedsagelig 

aflejres som indlån i pengeinstitutterne. Dette viser sig som en 

vækst i pengeinstitutternes balancer. Da udlånsloftet begrænser 

placeringen i udlån, går tendensen mod en forskydning i balance- 

strukturen, således at indlånene stiger mere end udlånene. Indlåns- 

overskuddet har sit modstykke i, at en stigende del af aktiverne 

placeres i andet end udlån, herunder navnlig i fonds. De virknin- 

ger, dette kan have for pengeinstitutternes indtjening i en situa- 

tion med rentemarginallov, er omtalt i kapitel V, afsnit 4. 

i

128 

3. Rentemarginallovens indvirkning på brugen af de penge- 

politiske instrumenter. 

De pengepolitiske virkninger af rentemarginalloven viser 

sig mest umiddelbart i relation til rentepolitikken, herunder 

navnlig diskontopolitikken. Som omtalt i kapitel II har ophævel- 

sen af den indtil begyndelsen af 1973 gældende renteaftale, hvor- 

efter pengeinstitutterne knyttede deres indlånsrentesatser til 

diskontoen, medført, at sammenhængen mellem diskontoen og penge- 

institutternes renter er blevet løsere end tidligere. Rentemargi- 

nalloven kan medvirke til yderligere at sløre sammenhængen og 

dermed svække diskontopolitikken. 

De problemer, rentemarginalloven kan rejse for diskontopoli- 

tikken, må ses på baggrund af, at pengeinstitutternes rentemargi- 

nal normalt vil variere med renteniveauet. Uden rentemarginallov 

kan en stigning i renteniveauet således ventes fulgt af en udvi- 

delse af rentemarginalen og et fald i renteniveauet af en indsnæv- 

ring af rentemarginalen. Dette skyldes, at indlånene normalt er 

større end udlånene, og at størstedelen af indlånsoverskuddet er 

placeret i fastforrentede papirer, samt at der er uforrentet kas- 

se. Såfremt der - alt andet lige - skal opretholdes uændret ind- 

tjening under svingninger i renteniveauet, skal udlånsrenten der- 

for hæves mere end indlånsrenten under en rentestigning og sæn- 

kes mere end indlånsrenten under et rentefald, således at rente- 

marginalen udvides under en opgang i renteniveauet og indsnævres 

under en nedgang i renteniveauet. 

Denne udvikling i indtjeningen på indog udlånsforretninger- 

ne må ses i sammenhæng med de virkninger, en. ændring i rentenive- 

auet har på den øvrige del af indtjeningen, herunder i første 

række indtjeningen på fonds, hvor den overvejende del af indlåns- 

overskuddet er placeret. Denne del af indtjeningen vil også 

påvirkes af en ændring i indog udlånsrenteniveauet som følge af 

de afsmitningseffekter, der er mellem renten i pengeinstitutterne 

og renten på obligationsmarkedet, jfr. den analyse af dette 

samspil, som er stillet til rådighed for udvalget af konsulent i 

Danmarks Nationalbank Niels Blomgren-Hansen, Ph.D., og optrykt 

som bilag 2. Da diskontoændringer normalt vil slå kraftigere 

igennem i pengeinstitutternes renter end i obligationsrenten, vil 

en diskontoforhøjelse normalt være forbundet med et relativt fald 

i den indtjening, der kan opnås ved nyanbringelse i fonds sammen-

129 

holdt med udlån, og vice versa ved en diskontonedsættelse. Dette 

begrænser muligheden for at opveje ændringer i indtjeningen ved 

indog udlånsforretningerne ved omplacering fra udlån til fonds. 

Hertil kommer imidlertid, at ændringer i kursniveauet fører til 

kurstab ved diskontoforhøjelser og kursgevinst ved diskontonedsæt- 

telser, således at kurstab/kursgevinster yderligere kan motivere 

pengeinstitutterne til at søge den direkte virkning, som en 

parallel opfølgning af diskontoændringer vil have på indtjeningen 

på indog udlånsforretningerne, modvirket gennem tilpasning af 

rentemarginalen. 

De faktiske markedsforhold tyder på, at pengeinstitutterne 

i vidt omfang har tilpasset sig diskontoændringer ved at begrænse 

den direkte virkning på indtjeningen gennem en tilpasning af ren- 

temarginalen. Dette falder i tråd med, at det har været normal 

praksis at foretage en generel ændring af rentesatserne således, 

at ændringen målt i procent-points er mindre for folio, checkkonti 

o.lign. end for de øvrige rentesatser, således at ændringen i den 

gennemsnitlige udlånsrente bliver større end ændringen i den gen- 

nemsnitlige indlånsrente. At diskontoændringer normalt må ventes 

at slå kraftigere igennem på udlånsrenten end på indlånsrenten 

bekræftes også af analysen i bilag 2. Efter denne analyse måtte 

man - uden rentemarginallov - vente, at diskontoændringer slår 

stort set fuldt ud igennem i den gennemsnitlige udlånsrente, me- 

dens den gennemsnitlige indlånsrente kun ændres med knapt tre 

fjerdedele af diskontoændringen. 

Det kan være pengepolitisk hensigtsmæssigt, at diskontoæn- 

dringer slår igennem på denne måde. Det må herved tages i betragt- 

ning, at sammenhængen mellem ændringer i pengeinstitutternes 

rentesatser og i obligationsrenten normalt synes at være lidt 

stærkere på kort sigt på indlånssiden end på udlånssiden, hvilket 

må ses på baggrund af, at pengeinstitutternes kunder hurtigt kan 

omlægge fra indlån til obligationer, medens der navnlig på kort 

sigt er mere begrænsede muligheder for at substituere mellem 

låntagning i pengeinstitutterne og lån over obligationsmarkedet. 

På denne baggrund kan et kraftigere gennemslag af diskontoændrin- 

ger på udlånsrenten end på indlånsrenten give grundlag for, at 

der kan gennemføres mere kortvarige diskontoændringer, som slår 

igennem på pengeinstitutternes udlånsrente uden for stor effekt 

på obligationsrenten. Dette giver mulighed for, at diskontopoli- 

tikken i konkrete situationer kan anvendes med særligt henblik på

130 

at beskytte valutareserverne, idet en kortsigtet diskontoforhø- 

jelse gennem stigning i pengeinstitutternes udlånsrente kan 

bidrage til at afværge valutatab med begrænset virkning på real- 

kreditrenten. Med hensyn til virkningen af diskontonedsættelser 

vil et kraftigere gennemslag på udlånsrenten end på indlånsrenten 

være i overensstemmelse med et ønske om, at diskontonedsættelsen 

i første række skal føre til lavere låneomkostninger for erhvervs- 

livet. 

Den stivhed, som rentemarginalloven indfører i pengeinsti- 

tutternes mulighed for at tilpasse rentemarginalen til diskonto- 

ændringer, kan således svække virkningerne af diskontopolitikken. 

Der kan være en - måske mere potentiel end aktuel - risiko 

for, at rentemarginalloven hindrer diskontoforhøjelser i at slå 

igennem i pengeinstitutternes rentesatser, fordi det med et bety- 

deligt indlånsoverskud vil medføre et ret væsentligt indtægtstab 

for pengeinstitutterne at følge en diskontoforhøjelse, såfremt 

den tilladte rentemarginal er fuldt udnyttet. I så fald skal dis- 

kontoforhøjelsen følges med en parallel forhøjelse af indog 

udlånsrenterne, medens der uden rentemarginallov kunne foretages 

en kraftigere forhøjelse af udlånsrenten end af indlånsrenten. 

Ser man på en diskontonedsættelse, vil rentemarginalloven ikke i 

sig selv være til hinder for, at pengeinstitutterne følger nedsæt- 

telsen, snarere tværtimod. Såfremt pengeinstitutterne har udnyttet 

den tilladte rentemarginal og fortsat ønsker at gøre dette, vil 

diskontonedsættelsen imidlertid slå lige meget igennem på indog 

udlånsrenten, medens der uden rentemarginallov kunne ventes en 

kraftigere sænkning af udlånsrenten end af indlånsrenten. De hid- 

tidige erfaringer med rentemarginalloven tyder som omtalt neden- 

for på, at loven i praksis har ført til en sådan fastlåsning af 

rentemarginalen, idet den tilladte rentemarginal har virket ikke 

blot som et maksimum, men som en norm. Denne udvikling må ses i 

sammenhæng med, at rentemarginalloven kan medvirke til at for- 

stærke den konkurrencebegrænsende virkning, som udlånsloftet in- 

debærer, således at det under de gældende konkurrenceforhold har 

været muligt at holde rentemarginalen på det tilladte niveau. 

Udover at der vil kunne opstå situationer, hvor rentemargi- 

nalloven hindrer diskontoforhøjelser i at blive fulgt i samme 

grad som ellers, kan loven således indebære en tendens til, at 

diskontoændringer skal være større, end de ellers skulle have 

været for at nå samme virkning på udlånsrenten, hvorimod virknin-

131 

gen på indlånsrenten bliver kraftigere, end den ellers ville have 

været. Dette kan som nævnt være uhensigtsmæssigt ud fra et ønske 

om så vidt muligt at friholde obligationsmarkedet for virkninger- 

ne af kortvarige diskontoforhøjelser. 

Den usikkerhed, som rentemarginalloven skaber om virkningen 

af diskontoændringer, må ses i tilknytning til de øvrige proble- 

mer, rentemarginalloven rejser for pengepolitikken. Disse proble- 

mer er en følge af, at den regulering, som finder sted under ren- 

temarginalloven, og som umiddelbart kun vedrører indog udlåns- 

renten, har en række indirekte virkninger, fordi pengeinstitutter- 

ne tilpasser deres samlede aktivitet under hensyntagen til regu- 

leringen af indtjeningen på indog udlånsforretningerne. 

Dette giver sig specifikt udslag i, at det bliver vanskeli- 

gere for nationalbanken at påvirke pengeinstitutternes renter gen- 

nem de vilkår, den fastsætter for udlån til pengeinstitutterne. 

Årsagen hertil er, at reguleringen under rentemarginalloven kun 

omfatter indog udlånskontiene, medens korrespondentmellemværen- 

der, herunder mellemværender med nationalbanken - dog bortset fra 

kassebindingskonti, som i relation til rentemarginalloven sidestil- 

les med udlån - holdes uden for reguleringen. 

I det omfang, rentemarginalloven virker snærende, således at 

pengeinstitutterne har besvær med at holde sig inden for den til- 

ladte rentemarginal, vil det derfor være en fordel for det enkel- 

te pengeinstitut at søge sit likviditetsbehov dækket ved at til- 

trække sig yderligere indlån fremfor ved låntagning i nationalban- 

ken eller over pengemarkedet. Fordelen ligger i, at renteudgiften 

til øgede indlån indgår i rentemarginalen, medens renteudgiften 

til lån i nationalbanken eller over pengemarkedet ikke indgår i 

rentemarginalen. Hermed kommer rentemarginalloven til at forstær- 

ke den konkurrence om indlånene, som i første række sker ved, at 

renten bydes op for store indlån, de såkaldte aftaleindskud eller 

blokindskud med individuelt aftalt rente og opsigelse. Som udslag 

heraf kan renten for aftaleindskud ligge en del over nationalban- 

kens marginale udlånsrente, så meget mere, som nationalbankens 

udlånsvilkår tillige må fastsættes ud fra en række andre hensyn. 

Hvor meget renten for aftaleindskud kan ligge over nationalban- 

kens marginale udlånsrente, og hvor længe forskellen kan oprethol- 

des vil afhænge af lånemulighederne i nationalbanken og de aktu- 

elle muligheder for, at den indlånsforøgelse, som følger af til- 

trækningen af aftaleindskud, kan anbringes rentebærende på tids-

132 

terminer svarende til aftaleindskuddenes - i første række på 

pengemarkedet eller på valutaterminsmarkedet. Da det imidlertid 

ikke blot er et enkelt, men mange pengeinstitutter, der vil være 

interesserede i at benytte disse placeringsmuligheder, ligger der 

heri en grænse for den rente, der kan opnås og dermed for, hvor 

højt renten for aftaleindskud kan gå op. Dette er dog ikke til 

hinder for, at der i visse situationer i kortere eller længere 

tid kan udgå et kraftigt opadgående pres på renteniveauet fra 

aftaleindskuddene. Dette kan f.eks. være tilfældet i situationer 

med uro på valutamarkedet og stigende valutaterminssatser. 

Det slør, som rentemarginalloven kan skabe i rentepolitikken, 

fordi det bliver vanskeligere for nationalbanken at påvirke ren- 

ten for aftaleindskud, har også betydning for obligationsmarkedet. 

I betragtning af den afsmitning, som en stigning i renten for af- 

taleindskud kan have på obligationsrenten, kan det således være 

uheldigt, at rentemarginalloven hæmmer nationalbankens muligheder 

for at imødegå en stigning i renten for aftaleindskud uden en ud 

fra andre hensyn uhensigtsmæssig sænkning af nationalbankens ud- 

lånsrente. Som et andet eksempel på, at rentemarginalloven kom- 

plicerer pengepolitikken kan nævnes, at den renteforhøj ende virk- 

ning, som rentemarginalloven har på renten for aftaleindskud, hæm- 

mer salget af statspapirer til virksomheder og kommuner. Søger na- 

tionalbanken at presse renten for aftaleindskud ned ved at tilbyde 

pengeinstitutterne likviditet til en rente, som ligger under renten 

for statspapirer, kan resultatet imidlertid snarere blive øget 

salg af statspapirer til pengeinstitutterne end den ønskede forø- 

gelse af salget til virksomheder, husholdninger og kommuner. 

Samtidig med at rentemarginalloven således hæmmer rentepoli- 

tikkens effektivitet, kan der opstå mere indirekte utilsigtede 

virkninger. Dette vil være tilfældet, såfremt reguleringen af ind- 

tjeningen på udlånsvirksomheden forskyder pengeinstitutternes in- 

teresse fra placering i udlån til anden placering, og der som føl- 

ge heraf opstår øgede styringsmæssige problemer på obligations- 

markedet og valutaterminsmarkedet, fordi pengeinstitutterne i hø- 

jere grad end hidtil sætter ind på også på kort sigt at opnå 

størst mulig indtjening på disse markeder. 

4. Rentemarginallovens hidtidige virkning på det penge- 

politiske forløb. 

Det er meget vanskeligt mere konkret at vurdere, hvorledes

133 

rentemarginalloven har påvirket det pengepolitiske forløb. 

Dette skyldes, at der siden rentemarginallovens ikrafttræ- 

den også har gjort sig en række andre nye faktorer gældende, så- 

ledes at det næppe er muligt klart at udskille de virkninger, som 

specifikt kan tilskrives rentemarginalloven. 

Rentemarginalloven har selvsagt haft til følge, at rentemar- 

ginalen i det store og hele ikke har ligget over det tilladte ni- 

veau. I praksis har dette niveau imidlertid også været fuldt ud- 

nyttet. Dette kunne umiddelbart give indtryk af, at den tilladte 

rentemarginal ikke blot har virket som et maksimum, men som en 

norm, der ønskes opretholdt af pengeinstitutterne. 

Vanskelighederne ved at vurdere, hvordan udviklingen ville 

have været uden rentemarginallov hænger bl.a. sammen med, at for- 

holdene samtidig har været præget af virkningerne af renteaftalens 

ophævelse, indførelsen af korte statspapirer og den ligestilling 

mellem banker og sparekasser, som fulgte med den nye bank- og spa- 

rekasselovs ikrafttræden pr. 1. januar 1975. i 

Renteaftalens ophævelse har som tidligere nævnt skærpet kon- 

kurrencen om indlånene, navnlig ved opblomstring af aftalekonto- 

markedet. Følgen heraf har været, at indlånsrenten er blevet løs- 

net fra diskontoen og blevet mere markedsbestemt, hvilket i sig 

selv har tenderet mod en opadgående renteg.lidning. Indførelsen af 

de korte statspapirer har trukket i samme retning, da der hermed 

er skabt en placeringsmulighed, som i høj grad repræsenterer et 

alternativ til indlån i pengeinstitutterne. Dette gælder ikke 

mindst statsgældsbeviserne, som på grund af den meget korte løbe- 

tid giver en betydelig skattemæssig fordel frem for indlån, da 

kursgevinsten er skattefri. Sparekassernes lovmæssige ligestil- 

ling med bankerne kan også have tenderet mod övergångsvis at 

trække det gennemsnitlige renteniveau i sparekasserne opad i 

betragtning af, at sparekasserne traditionelt har holdt lavere 

udlånsrente end bankerne, men efter ligestillingen har fået samme 

muligheder som bankerne for at yde mere risikobehæftede og dermed 

dyrere udlån. 

Selv om det er usikkert, hvilken rolle rentemarginalloven 

konkret har spillet under disse forhold, tyder den faktiske ud- 

vikling på, at rentemarginalloven har medført en tendens til, 

at renteniveauet i pengeinstitutterne såvel på indlånssiden som 

på udlånssiden er blevet trukket opad af rentestigningen på an- 

dre finansielle markeder i større udstrækning, end det ellers

134 

ville være sket. Dette bekræftes af analysen i bilag 2. Samtidig 

peger analysen imidlertid i retning af, at rentemarginalen for 

pengeinstitutterne som helhed ikke har udviklet sig væsentligt 

anderledes, end den ville have gjort uden rentemarginallov. 

Rentemarginalloven synes således at have forstærket den ten- 

dens til opadgående renteglidning, aom har været en følge af pen- 

geinstitutternes øgede indbyrdes konkurrence om aftaleindskud og 

af afsmitning på indlånsrenten fra de korte statspapirer. Dette 

må som ovenfor nævnt bl.a. ses på baggrund af, at den højere ren- 

te for aftaleindskud under rentemarginalloven kan kompenseres ved 

højere udlånsrente, samtidig med at den indlånsforøgelse, som føl- 

ger af at byde renten for aftaleindskud op, kan genplaceres i an- 

dre rentebærende aktiver end udlån, således at denne renteindtægt 

ikke indgår i rentemarginalen. 

De utilsigtede virkninger, som rentemarginalloven således må 

antages at have haft i retning af at trække renten - herunder og- 

så pengeinstitutternes udlånsrente - opad, må ses i sammenhæng 

med de tidligere omtalte problemer, som loven rejser for diskonto- 

politikken og også mere generelt for brugen af de pengepolitiske 

instrumenter. Herved begrænser rentemarginalloven pengepolitikkens 

fleksibilitet og effektivitet. De problemer, som rentemarginallo- 

ven hidtil har stillet pengepolitikken overfor, har dog været af 

forholdsvis begrænset omfang. 

5. Rentemarginallovens mere langsigtede virkninger for penge- 

politikken. 

Udsigten til, at der i de nærmeste år skal opretholdes en 

voksende erhvervsmæssig nettogæld til udlandet, samtidig med at 

der skal finansieres et betydeligt underskud på statsfinanserne, 

stiller store krav til pengepolitikken. Hertil kommer, at skift- 

ende konjunkturer og ikke mindst skiftende forhold på valutamar- 

kederne kræver, at der løbende skal kunne foretages en fleksibel 

og effektiv tilpasning af pengepolitikken til den økonomiske 

udvikling. 

I dette perspektiv må det forekomme betænkeligt, at rente- 

marginalloven bidrager til at svække de pengepolitiske styrings- 

muligheder. Dette gælder såvel de direkte virkninger, som rente- 

marginalloven har for diskontopolitikken, som de mere indirekte 

virkninger på rente-og likviditetspolitikken. Heri ligger dog ik- 

ke, at en ophævelse af rentemarginalloven i sig selv vil sikre

135 

genetablering af den nære sammenhæng mellem diskontoen og penge- 

institutternes rentesatser, som tidligere kunne iagttages, idet 

en række af de forhold, der som ovenfor omtalt har løsnet denne 

sammenhæng, fortsat vil gøre sig gældende. 

;

136 

Kapitel VII. Udvalgets konklusioner og 

overvejelser omkring en fremtidig ordning 

1. Udvalgets konklusioner m.h.t. virkningen af rentemarginal- 

loven. 

Udvalget har i kapitlerne IV-VI redegjort for en række mo- 

menter ved pengeinstitutternes indtjening, indbyrdes konkurrence- 

situation og soliditet igennem de senere år, som må indgå i en 

vurdering af rentemarginallovens hidtidige virkninger og sand- 

synlige virkninger fremover, såfremt loven fastholdes i uændret 

skikkelse. Udvalget har herunder søgt at vurdere de soliditets- 

mæssige og pengepolitiske problemer, der knytter sig til loven. 

Under gennemgangen har udvalget endvidere påpeget nogle tekniske 

svagheder ved loven. 

Udvalgets konklusioner kan kort sammenfattes som følger: 

(1) Rentemarginalloven anlægger et partielt syn på pengein- 

stitutternes virksomhed. Den del af bruttoindtægterne, der regu- 

leres gennem rentemarginalloven er nok størstedelen af de samlede 

indtægter, men andelen er vigende, idet afkast af fonds og ind- 

tægter ved udlandsforretninger spiller en stærkt voksende rolle. 

Dette indebærer, at rentemarginalloven bliver et i tiltagende 

grad upræcist instrument til regulering af pengeinstitutternes 

samlede indtjening; således har svingningerne i indtjeningen 

siden lovens gennemførelse været kraftigere end for nogen anden 

tilsvarende periode i nyere tid, hvilket især skyldes stærke 

kursbevægelser på fonds. Udvalget kan dog ikke opfatte denne 

manglende styring af indtjeningen over kortere perioder som nogen 

svaghed ved rentemarginalloven, idet det hverken ville være 

hensigtsmæssigt eller realisabelt at stile efter parallelitet 

mellem pengeinstitutternes indtjening, selv bortset fra kursge- 

vinster/kurstab, og indtjeningen i andre private byerhverv, 

endsige i lønmodtagernes indkomster, over kortere tidsrum. Hertil 

er pengeinstitutternes virksomhed for speciel og for stærkt 

knyttet til virkninger af pengepolitikken. (Kap. IV, afsnit 3 og 

4) . 

(2) Den gennemsnitlige rentemarginal er blevet indsnævret i 

de otte kvartaler, for hvilke der efter rentemarginallovens gen- 

nemførelse foreligger oplysninger, sammenlignet med 1974. Herved

137 

er en tendens til gradvis udvidelse, som har kunnet observeres 

igennem det meste af efterkrigstiden, blevet brudt. Sammenlig- 

ninger med et skøn over den sandsynlige udvikling i rentemargi- 

nalen i 1975-76 uden lovindgrebet sandsynliggør imidlertid ikke, 

at rentemarginalloven har indsnævret rentemarginalen på nogen 

signifikant måde; det er dog muligt, at der i andet halvår 1975 

kan observeres en vis virkning. At loven således synes at have 

været uden større virkninger på pengeinstitutternes gennemsnit- 

lige marginal, kan måske forekomme overraskende; der er utvivl- 

somt en del banker og sparekasser, der ville have været i stand 

til at holde en højere marginal uden rentemarginalloven. Men 

dette er tilsyneladende opvejet af en modgående tendens derved, 

at de enkelte banker og sparekasser i stigende grad har sigtet 

mod fuld udnyttelse af den tilladte marginal, jfr. tendensen til 

nært sammenfald mellem den observerede marginal og basismargina- 

len. (Kap. V, afsnit 1). 

(3) Rentemarginalloven har ikke svækket omkostningsbevidst- 

heden i pengeinstitutterne; ved den valgte reguleringsform har 

sparede omkostninger kunnet slå fuldt igennem i øget indtjening. 

Dette ville selvsagt også være tilfældet uden regulering; når ud- 

valget alligevel må betegne rentemarginalloven som en i denne 

henseende hensigtsmæssig reguleringsform, skyldes det, at visse 

andre typer af indgreb, f.eks. et loft over det enkelte pengein- 

stituts nettoavance eller indtjening i procent af egenkapitalen, 

kunne have svækket tendensen til øget omkostningsbevidsthed. 

(Kap. V, afsnit 1). 

(4) Begrænsningen af det enkelte pengeinstituts rentemargi- 

nal til den i basisperioden 1972-74 observerede har medført en 

tendens til fastlåsning af strukturen i pengeinstitutsektoren. 

Den lovbestemte forskelsbehandling mellem de enkelte pengeinsti- 

tutter har samtidi-g hæmmet den mere aktive konkurrence mellem ban- 

ker og sparekasser, som det fælles lovgivningsmæssige grundlag i 

form af bank- og sparekasselovgivningen af 1974 lagde op til, og der- 

med har gjort det vanskeligt for et betydeligt antal sparekasser 

at gå ind i en mere omkostningskrævende udlånsformidling af samme 

type som bankernes. Hertil kommer, at sparekasserne fra 1976 

gradvis er blevet pålignet indkomstskat, hvilket med de givne 

basismarginaler yderligere kan have bremset omstillingsprocessen. 

Disse virkninger kan næppe påvises at have medført betydelig

138 

skade i det første par år efter rentemarginallovens vedtagelse, 

men det må anses for givet, at de strukturkonserverende elementer 

i den nuværende lov medfører klare samfundsøkonomiske omkostnin- 

ger på længere sigt i form af en mindre effektivt arbejdende 

finansiel sektor. (Kap. V, afsnit 2). 

(5) Der kan under visse forudsætninger opstå en konflikt 

mellem på den ene side en fastholdelse af rentemarginalen og på 

den anden side bank- og sparekasselovens mindstekrav til pengein- 

stitutternes egenkapital. En tendentiel forringelse af indtjenin- 

gen, der bliver så kraftig, at mange pengeinstitutter henvises 

til at fremskaffe størstedelen af væksten i egenkapitalen gennem 

aktieemissioner/tegning af garantikapital eller at supplere 

egenkapitaldækningen med tegning af ansvarlig indskudskapital, 

ville klart være betænkelig. Selv om størstedelen af pengeinsti- 

tutterne i en årrække formentlig ville have mulighed for at 

dække egenkapitalkravet på disse måder, forekommer det ikke ønske- 

ligt at få pengeinstitutternes efterspørgsel efter risikovillig 

kapital øget for kraftigt. Udvalget finder det dog ikke særlig 

sandsynligt, at forholdene vil udvikle sig således, at der gene- 

relt vil opstå betydelige vanskeligheder med at overholde bank- 

og sparekasselovgivningens soliditetskrav, såfremt en stigning i 

inflationstakten med hertil knyttede kursfald på de for pengein- 

stitutternes indtjening stadigt mere betydningsfulde obligations- 

beholdninger kan undgås. (Kap. V, afsnit 3). 

(6) Rentemarginalloven regulerer alene en del af pengeinsti- 

tutternes indtjening ved kreditformidlingen - og heraf endda kun 

den del, der vedrører de direkte udlån - medens prisfastsættelse 

og indtjening ved betalingsformidlingen reguleres ad anden vej. 

Ved således at anlægge et partielt syn på pengeinstitutternes 

aktivitet og indtjening, bidrager rentemarginalloven til at hæmme 

en effektivisering af den finansielle sektor; navnlig forekommer 

det fra et samfundsøkonomisk synspunkt ønskeligt, at pengeinsti- 

tutternes tjenesteydelser i betalingsformidlingen i højere grad 

prissættes efter omkostningerne fremfor at fremtræde som gratis- 

ydelser, der reelt subsidieres gennem en lavere indlånsrente 

og/eller en udlånsrente, der er højere, end den ellers ville have 

været. (Kap. V, afsnit 5) . 

(7) Det må føles utilfredsstillende, at opgørelsesmetoden 

ved beregningen af rentemarginalen i så høj grad påvirkes af de

139 

tilfældige udsving, som nødvendigvis præger indog udlånsmassen 

på enkelte dage (ultimo kvartalets 3 måneder). (Kap. V, afsnit 6). 

(8) Indtægtsføring af kursforskellen ved ydelse af lån til 

underkurs og udgiftsføring af faste tillæg, der udbetales ved 

ophøret af visse former for indlån, giver anledning til visse 

tekniske problemer i relation til rentemarginalloven. Endvidere 

kan valutakurstab på ansvarlig indskudskapital optaget i udlandet 

begrunde overvejelser om en eventuel justering af de tilladte 

marginaler. (Kap. V, afsnit 7) . 

(9) Der må i de kommende år ventes en fortsat tendens til, 

at indlånene vokser hurtigere end udlånene som følge af store 

statslige underskud og nødvendigheden af at opretholde en privat 

nettokapitalimport, som kan bidrage til dækningen af det valuta- 

riske finansieringsbehov. I betragtning heraf vil der fortsat 

være behov for at begrænse væksten i pengeinstitutternes udlån. 

Tendensen til, at indlånene vokser stærkere end udlånene, medfø- 

rer, at ændringer i pengepolitikken i form af diskontoændringer 

vil slå igennem med voksende styrke i pengeinstitutsektorens 

samlede indtjening samtidig med, at forskellene mellem deres virk- 

ninger for de enkelte institutter formentlig vil tiltage som føl- 

ge af voksende spredning mellem pengeinstitutterne i henseende 

til udlånenes andel af de samlede indlån. Da rentemarginalloven 

begrænser pengeinstitutternes mulighed for at kompensere disse 

virkninger ved at lade indog udlånsrenterne variere uafhængigt 

af hinanden, indebærer dette risiko for, at diskontoændringer 

ikke følges af pengeinstitutterne på samme måde som hidtil. 

(Kap. V, afsnit 4, og Kap. VI). 

(10) Udover de utilsigtede virkninger for diskontopolitikken 

skaber rentemarginalloven mere generelle problemer for rentepoli- 

tikken, fordi reguleringen af rentemarginalen - som alene vedrø- 

rer indog udlånene - fører til, at der opstår forvridninger 

mellem renteudviklingen på de enkelte dele af penge- og kapital- 

markedet, herunder ikke mindst i form af opadgående pres på 

renten på aftalekonti. Også i andre henseender kan rentemarginal- 

loven indirekte antages at have utilsigtede virkninger, i al fald 

övergångsvis. Reguleringen af indtjeningen ved kreditformidlingen 

gennem direkte udlån kan således tilskynde pengeinstitutterne til 

i højere grad end hidtil at sætte ressourcer ind på også på kort

140 

sigt at stræbe efter højst mulig indtjening på de områder, der 

ikke er regulerede, herunder især på obligationsmarkedet og 

valutaterminsmarkedet. Sådanne tendenser skaber øgede styrings- 

mæssige problemer på disse markeder, jfr. kapitel VI. 

Som det vil fremgå af gennemgangen af de oven for opregnede 

elementer af en konklusion, kan udvalget ingenlunde betragte dem 

alle som mangler ved rentemarginalloven. Det gælder således 

punkterne (1), (2) og (3). For så vidt angår (5) - den potentiel- 

le konflikt med soliditetskravet - synes udvalgets overvejelser 

ikke at føre til alarmerende konklusioner. Enkelte af punkterne - 

(7) og (8) - kan betragtes som tekniske skønhedspletter, som 

relativt let vil kunne fjernes. På den anden side taler de under 

(4) og (6) nævnte overvejelser omkring pengeinstitutternes ind- 

byrdes konkurrencesituation og deres prispolitik afgørende mod en 

forlængelse af rentemarginalloven gennem et længere tidsrum, 

ligesom en fastholdelse af den stive regulering via rentemargi- 

nalen må anses for pengepolitisk betænkelig - punkterne (9) og 

(lo) - om end der vil kunne tages hensyn til de under (9) nævnte 

særlige problemer for diskontopolitikken ved en eventuel juste- 

ring af rentemarginalloven. 

Udvalget er i sine overvejelser om en eventuel ny regule- 

ringsordning eller ændringer i rentemarginalloven blevet anmodet 

om at holde for øje, at "virkningen af den gældende ordning ikke 

forringes". Som allerede påpeget i kapitel II har denne formule- 

ring givet udvalget anledning til en nærmere overvejelse af, 

hvilke generelle virkninger lovgiverne har tilstræbt og på længe- 

re sigt kan tilstræbe på det foreliggende område. Men en vurde- 

ring af, hvorledes disse ønsker fremover kan tilgodeses, vanske- 

liggøres for udvalget af to forhold. 

For det første ligger det uden for udvalgets kommissorium 

at skønne ©ver, hvilket bidrag loven har givet til en "indkomst- 

politisk balance" her i landet. Det er imidlertid klart af lovens 

forhistorie, jfr. kap. II, afsnit 1, at lovgiverne bestræbte sig 

på at analogisere indgrebet i pengeinstitutternes renteberegning 

med andre indkomstpolitiske initiativer, herunder avancestoploven. 

Den omstændighed, at rentemarginalloven næppe kan påvises at have 

indsnævret rentemarginalen i forhold til, hvad den ville have 

været uden lovindgreb, jfr. (2) ovenfor, kan således ikke uden 

videre tages til indtægt for det synspunkt, at loven var overflø- 

dig.

141 

For det andet må udvalgets forslag ses i lyset af, inden 

for hvilken tidshorisont de pågældende forslag er tænkt at skul- 

le virke. Med en kort tidshorisont kan meget tale for at vælge 

en løsning, efter hvilken enkelte åbenlyse og afhjælpelige mang- 

ler ved rentemarginalloven fjernes. Med en længere tidshorisont 

opstår der behov for løsninger af principielt anden karakter. 

Udvalget har overvejet muligheden af at afskaffe rentemar- 

ginalloven uden at sætte et nyt reguleringssystem i stedet. Selv 

om udvalget ikke har været i stand til at sandsynliggøre, at lo- 

ven har påvirket den gennemsnitlige marginal væsentligt, men nok 

at den på forskellige punkter har haft uønskelige virkninger, 

har man ikke følt i kommissoriet at have grundlag for at stille 

et sådant forslag. Såfremt reguleringen ophæves, vil det ikke 

under visse forudsætninger om den økonomiske udvikling med de 

givne konkurrenceforhold kunne sikres, at rentemarginalen i den 

resterende del af den nuværende lovs funktionsperiode vil holde 

sig inden for de hidtidigt tilladte marginaler. En sådan udvik- 

ling ville næppe være i overensstemmelse med det indkomstpoliti- 

ske sigte. Det skal dog hertil føjes, at der under andre forud- 

sætninger om den økonomiske udvikling vil kunne spores en ten- 

dens til, at en reguleret rentemarginal vil overstige rentemar- 

ginalen, såfremt der ingen regulering var. 

På baggrund af de ovenfor opregnede konklusioner og usik- 

kerheden omkring såvel lovgivningens bredere indkomstpolitiske 

virkninger som tidshorisonten for udvalgets forslag har udval- 

get fundet det rigtigt at tage udgangspunkt i følgende to for- 

slag: 

Det første forslag - i det følgende betegnet A - søger gen- 

nem anvisninger på konkrete ændringer i rentemarginalloven at 

afhjælpe de under (7), (8) og (9) ovenfor nævnte mangler ved 

den gældende lov. Udvalget har herudover diskuteret, om forslag 

A burde indeholde en vis opblødning af dqt nuværende stive regu- 

leringssystem, hvor historiske forskelle mellem de enkelte pen- 

geinstitutter bevares gennem basismarginalerne. 

En sådan opblødning kunne eksempelvis tage form af en ju- 

stering af de tilladte rentemarginaler for sparekasserne med 

henblik på at kompensere disse for den siden rentemarginallovens 

vedtagelse indførte skattepligt. Herved yj.lle én af de kvantifi- 

cerbare ulemper ved rentemarginalloven opregnet under (4) fjernes.

142 

En sådan kompensation for sparekassernes skattepligt ville 

kunne ydes gennem en udvidelse af sparekassernes gennemsnitlige 

marginal omtrentligt til den for bankerne gældende. Det kan dog 

diskuteres, i hvilket omfang skattepligten bør kompenseres alene 

gennem den ved rentemarginalloven regulerede del af indtjeningen. 

Ud fra en rimelighedsbetragtning kan det dernæst være vanskeligt 

at begrunde en yderst mærkbar udvidelse af marginalen i en række 

sparekasser, hvis basismarginal i forvejen er højere end margina- 

len i en del af bankerne. De nævnte betænkeligheder ved fuld 

kompensation for skattepligten kunne afsvækkes ved at limitere 

udvidelsen af sparekassernes marginal på forskellige måder. Men 

justeringen vil uundgåeligt få et betydeligt præg af vilkårlighed 

trods dens ønskelighed fra en isoleret betragtning. Den er samti- 

dig vanskeligt forenelig med kravet i udvalgets kommissorium om, 

at virkningen af den gældende ordning ikke må forringes. Når 

hertil kommer, at indførelsen af sparekassernes skattepligt ved 

lov nr. 64 5 af 19. december 1975 om ændring af lov om indkomst- 

beskatning af aktieselskaber m.v. skete med kendskab til rente- 

marginalloven, har udvalgets flertal fundet, at en stillingtagen 

til spørgsmålet om justering af de tilladte marginaler som følge 

af den indførte skattepligt må bero på en afvejning af en bredere 

kreds af hensyn, som udvalget kun med tvivlsom føje kan indlade 

sig på. 

Et udvalgsmedlem - Morten Boding - har ikke kunnet tiltræde 

de ovenfor anførte betragtninger og har derfor ønsket at fremsæt- 

te følgende mindretalsudtalelse: 

Mindretallet kan tiltræde udvalgets bemærkninger nedenfor, 

jfr. side 149, 1. afsnit, om at rentemarginalloven har en række 

uheldige følgevirkninger navnlig med hensyn til nationalbankens 

muligheder for at føre en effektiv pengepolitik samt for kredit- 

markedets effektivitet gennem den fastlåsning, som basismargina- 

lerne - udregnet på et historisk grundlag - er udtryk for. Dette 

understreger nødvendigheden af, at reguleringen af pengeinstitut- 

ternes indtjening hurtigst muligt omformes efter principper, der 

fjerner den gældende rentemarginallovs ulemper. 

Udvalget har ovenfor i kapitel V, side 94, gennemgået en ræk- 

ke særlige problemer, som basismarginalen giver sparekasserne. 

Disse problemer består bl.a. i, at de i den tre-årsperiode, hvor 

basismarginalen er udregnet, endnu virkede under sparekasseloven 

fra 1937, som kun tillod sparekasserne et væsentligt mindre 

omfattende og samtidig mindre omkostningskrævende aktivitetsom-

143 

fang end bankerne, samt at sparekasserne ikke var skattepligtige. 

Det har resulteret i væsentlige problemer for sparekasserne, 

eftersom de i perioden siden 1975 dels har skullet omstille sig 

til den nye bank- og sparekasselov og dels er blevet skatteplig- 

tige. 

Mindretallet finder det helt nødvendigt, at der allerede i 

folketingssamlingen 1977/78 foretages en ændring af rentemargi- 

nalloven, der giver sparekasser med en lav rentemarginal adgang 

til at hæve deres basisrentemarginal. 

Som anført i betænkningen er sparekassernes skattepligt et 

af de væsentligste forhold, der taler for en regulering af 

sparekassernes basisrentemarginal. I denne forbindelse ønsker 

mindretallet at understrege, at en regulering med udgangspunkt 

i den indførte skattepligt ikke er uforenelig med kravet i ud- 

valgets kommissorium om, at virkningen af den gældende ordning 

ikke må forringes. En forhøjelse af basisrentemarginalen svaren- 

de til skattepligten vil modsvares af forøgede skattebetalinger 

og fører ikke til nogen stigning i sparekassernes nettoindkomst. 

Udvalget har i kapitel V, afsnit 7, overvejet det forhold, 

at en stor del af den ansvarlige indskudskapital, som er tegnet 

til dato, er optaget i fremmed valuta med den følge, at tilbage- 

betalingsforpligtelsen er behæftet med en valutakursrisiko. 

Under henvisning til udvalgets kommissorium, samt til, at 

de senere års låneoptagelser af ansvarlig indskudskapital i frem- 

med valuta er gennemført med kendskab til de gældende regler, har 

udvalgets flertal afstået fra at foreslå en adgang til at indreg- 

ne valutakursregulering på ansvarlig indskudskapital optaget i 

udlandet i rentemarginalopgørelsen. 

Et mindretal, Morten Boding og Hans Ejvind Hansen, finder, 

at et forslag om at indregne valutakursregulering på ansvarlig 

indskudskapital optaget i udlandet i rentemarginalopgørelsen 

dels er velbegrundet, dels vil være foreneligt med udvalgets 

kommissorium. Mindretallet foreslår derfor, at rentemarginal- 

bekendtgørelsen ændres på dette punkt. 

Det andet forslag - i det følgende betegnet B - indebærer, 

at rentemarginalloven ophæves, og at der tilvejebringes hjemmel i 

prislovgivningen til at foretage indgreb, såfremt pengeinsti-

144 

tutternes renteberegning udvikler sig på urimelig måde og i strid 

med de gældende indkomstpolitiske målsætninger. Denne løsning 

åbner mulighed for at imødekomme de fleste af de ovennævnte 

kritikpunkter, idet indgrebene forudsættes udformet under hensyn- 

tagen til såvel pengepolitikken som til pengeinstitutternes 

soliditet. Den foreslåede regulering skulle navnlig virke 

mindre strukturkonserverende på pengeinstitutternes indbyrdes 

forhold og fremme en mere omkostningsbestemt prisfastsættelse 

for serviceydelser, jfr. (4) og (6) ovenfor, og skulle 

samtidig tilgodese de pengepolitiske hensyn, jfr. (9) og 

(lo). Samtidig er den foreslåede regulering, i overensstemmelse 

med kommissoriet, inspireret af prisog avancelovgivningens 

almindelige principper, dens indkomstpolitiske sigte og 

indgrebsbeføjelser. 

Mellem de to løsningsforslag ligger en række andre mulig- 

heder. Som nævnt kunne en af disse være at gennemføre en juste- 

ring af basismarginalerne for pengeinstitutter med særlig lav 

basismarginal eller ved en regulering af marginalerne under hen- 

syntagen til indførelse af skattepligt for sparekasserne. En an- 

den mulighed kunne være at tage udgangspunkt i forslag A, men 

gennemføre rentemarginalloven som en bemyndigelseslov, i henhold 

til hvilken handelsministeren bemyndiges til at sætte lovens be- 

stemmelser i kraft, såfremt der skønnes at være behov herfor. En 

tredie mulighed kunne være, at der i rentemarginalloven åbnedes 

adgang til i tilfælde af en forhøjelse af gebyrer, respektive 

indførelse af gebyrer, at foreskrive en reduktion af rentemar- 

ginalen, kombineret med en overførsel af tilsynet med pengein- 

stitutterne i henhold til prisog avanceloven fra monopoltil- 

synet til tilsynet med banker og sparekasser. 

Når udvalget trods disse muligheder har valgt at fremstille 

alene de to hovedforslag A og B, skyldes det, at ingen af de 

nævnte mellemløsninger afhjælper det fundamentale problem, som 

ligger i fastlåsning af de tilladte marginaler. Hertil kommer, 

at en fortsat regulering af pengeinstitutternes renteberegning 

og indtjening vil indeholde så vanskelige afvejningsproblemer, 

at de mest hensigtsmæssigt finder en løsning inden for de i for- 

slag B skitserede institutionelle rammer.

145 

2. En skitse til videreførelse af en modificeret rentemargi- 

nallov (forslag A). 

Forslag A omfatter tre konkrete ændringer i relation til 

rentemarginalloven og dens administration. 

(1) Det første ændringsforslag er gennemførelse af en 

automatisk justering af de enkelte pengeinstitutters tilladte 

rentemarginal som følge af diskontoændringer. Det er, jfr. (9) 

ovenfor, blevet argumenteret, at sådanne ændringer under rente- 

marginalloven på grund af det store indlånsoverskud har fået så 

kraftige virkninger på indtjeningen, at det er betænkeligt ud 

fra pengepolitiske synspunkter, fordi det kan svække diskon- 

topolitikkens gennemslagskraft. Formålet med ændringen i rente- 

marginalloven er at forhøje de tilladte rentemarginaler ved 

diskontoforhøjelser og sænke dem ved diskontonedsættelser, såle- 

des at diskontoændringer bliver neutrale i forhold til indtjenin- 

gen på indog udlånsforretningerne. 

Den foreslåede justering vil ikke opveje tab,som normalt 

følger af det til en diskontoforhøjelse knyttede kursfald på 

fondsbeholdningerne, respektive gevinster, som fremkommer ved de 

til en diskontosænkning knyttede kursstigninger. Det bemærkes 

endvidere, at et pengeinstitut under forudsætning af indlånsover- 

skud og en fuldt udnyttet rentemarginal får den største indtje- 

ning, jo lavere renteniveauet holdes. Korrektion af rentemargina- 

len ved diskontoændringer vil således blot tillade, at pengein- 

stituttet uden at blive "straffet" på indtjeningen følger en 

diskontoforhøjelse. Om det faktisk vil gøre det, afhænger af om 

andre grunde f.eks. sædvane og/eller markedsforholdene betinger, 

at pengeinstituttet vil lade en diskontoforhøjelse slå fuldt ud 

igennem i udlånsrenten. 

En beføjelse til at foretage en sådan justering kunne inde- 

holdes i en tilføjelse til rentemarginallovens § 9 i form af et 

nyt stk. 2 af følgende ordlyd: 

"Handelsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter om korrektion 

af den for et pengeinstitut tilladte rentemarginal som 

følge af ændringer af Danmarks Nationalbanks diskonto." 

For at illustrere virkningen af justeringen antages det ek- 

sempelvis, at diskontoen ved et kvartals begyndelse stiger med 1 

procentpoint. Det antages endvidere, at indog udlån i penge- 

instituttet - opgjort som dag-til-dag gennemsnit, jfr. punkt (2) 

nedenfor - det foregående kvartal udgør henholdsvis 12o mill. kr.

146 

og 9o mill. kr. Hvis såvel indlåns- som udlånssatserne i gennem- 

snit bliver ændret med 1 procentpoint i forhold til udgangstids- 

punktet, vil nettorenteindtægterne falde med o,3 mill. kr. sam- 

menlignet med en situation, hvor samtlige rentesatser var uændre- 

de. Hvis den gennemsnitlige udlånsrente hæves med 1 procentpoint, 

kan indtjeningen fastholdes, såfremt den gennemsnitlige indlåns- 

rente kun hæves med o,75 procentpoint, svarende til en udvidelse 

af den tilladte rentemarginal med o,25 procentpoint. En tilsva- 

rende indsnævring af den tilladte rentemarginal vil finde sted, 

hvis diskontoen er 1 procentpoint lavere end på udgangstidspunk- 

tet, forudsat at indlånsoverskuddet er af samme størrelse. Juste- 

ringen afhænger således alene af den offentliggjorte diskontoæn- 

dring og det gennemsnitlige indlånsoverskud i forhold til de sam- 

lede indlån i kvartalet forud for diskontoændringen. 

Det bemærkes, at successive diskontoændringer, som har 

opvejet hinanden, kan føre til en ændring i den tilladte rente- 

marginal, hvis der i mellemtiden er sket forskydninger i forhol- 

det mellem indog udlån. Udvalget finder ikke, at dette skulle 

rejse pengepolitiske problemer. Man har endvidere diskuteret, 

hvorvidt den foreslåede korrektion af de tilladte marginaler 

skulle individualiseres, eller om man kunne forenkle justeringen 

ved at basere den på indlånsoverskuddet i samtlige banker og 

sparekasser og således gøre den fælles for alle institutter. For- 

skellene mellem de enkelte pengeinstitutters balancesammensætning 

er imidlertid så markante, jfr. kapitel V, afsnit 4, at fælles 

justering ville føles urimelig, ligesom en individuel justering 

vil stemme bedst overens med den individuelle fastsættelse af 

basismarginalerne. Udvalget foreslår derfor en individuel juste- 

ring ved diskontoændringer. 

(2) I kapitel V, afsnit 5, er redegjort for det uheldige i, 

at rentemarginalen beregnes på grundlag af indog udlånene ulti- 

mo hver måned. 

Det er udvalgets opfattelse, at de løbende opgørelser bør 

ske på grundlag af det mere udjævnede gennemsnit, som en beregning 

på grundlag af daglige saldi repræsenterer. Herved undgås, at 

(1) Ændringen i den for pengeinstituttet tilladte rentemarginal (RM) kan så- 

ledes udtrykkes som ARM = Ad (I-U)/I, hvor d er diskontoen, I og U det fore- 

gående kvartals gennemsnitlige indlån, respektive udlån, og A udtrykker ændring. 

Justeringen af rentemarginalen foretages for den andel af kvartalets kalender- 

dage, hvori den nye diskontosats er gældende.

147 

tilfældige udsving i disse størrelser ved månedsslutningen får u- 

forholdsmæssig vægt. Udvalget anser ikke den omstændighed, at 

basismarginalerne bygger på månedstal, for at være betænkelig af 

hensyn til sammenligneligheden. Det må antages, at en marginal 

for basisperioden byggende på dag-til-dag gennemsnit - såfremt 

den kunne beregnes - i de fleste tilfælde stort set ville svare 

til den marginal, der er beregnet for perioden på ultimo-måneden- 

basis. I kapitel V, afsnit 5, er endvidere forsøgt en belysning 

af, om en overgang til dag-til-dag tal vil begunstige visse 

pengeinstitutter og stille andre ringere. Udvalget finder ikke, 

at de konstaterede forskelle er så væsentlige, at de bør hindre 

overgang til et gennemsnit byggende på daglige saldi, således at 

styringen af rentemarginalen bliver lettere og mere præcis. 

Udvalget finder herefter, at det til rentemarginalbekendt- 

gørelsen hørende indberetningsskema bør ændres, således at de 

samlede indog udlån beregnes som gennemsnittet af disse opgjort 

hver kalenderdag. 

(3) Som anført i kapitel V, afsnit 7, giver indtægtsføring 

af kursforskellen ved ydelse af lån til underkurs og udgiftsfø- 

ring af faste tillæg, der udbetales ved ophøret af visse former 

i 

for indlån, særlige tekniske problemer i relation til rentemargi- ' 

nalloven. 

Underkursproblemet, der indebærer en utilsigtet begunstigel- 

se af enkelte sparekasser, skyldes ændringer i bank- og sparekas- 

selovgivningen og har bestået siden rentemarginallovens vedtagel- 

se. Henset til den forløbne tid, lovens begrænsede funktionsperio- 

de, problemets ringe omfang, og til at rentemarginalloven i denne 

periode har været drøftet i folketinget, uden at der er blevet 

foreslået ændringer på dette punkt, har udvalget ikke følt at 

burde foreslå nye regler, der for de berørte sparekasser ville 

betyde en nedsættelse af den tilladte rentemarginal. 

For så vidt angår de faste tillæg til visse indlån, der for 

indskyderne kan sidestilles med kursgevinst på obligationer, er 

der tale om indlånsformer, der er nye, og som ikke var forudset 

ved rentemarginallovens vedtagelse i marts 1975. Udvalget finder, 

at selv om opgørelsen af pengeinstituttets gælds- og garantifor- 

pligtelser af hensyn til bank- og sparekasseloven og god regn- 

skabsskik indebærer, at et fast tillæg skal udgiftsføres i sin 

helhed ved indlånets modtagelse, tilsiger hensynet til sammen-

148 

lignelighed mellem opgørelserne for basis- og kontrolperioden og 

de indkomstpolitiske hensyn, der motiverer rentemarginalregule- 

ringen, at man ved opgørelsen af rentemarginalen foreskriver en 

korrektion. 

Det er herefter udvalgets opfattelse, at rentemarginalbe- 

kendtgørelsen bør ændres, således at der stilles krav om, at 

faste tillæg, der ydes ved tilbagebetaling af indlån, ved opgø- 

relsen af pengeinstituttets renteudgifter til brug for rente- 

marginalberegningen fordeles over indlånets oprindeligt aftalte 

løbetid. 

Forslag A kan herefter sammenfattes således: 

a) Rentemarginallovens § 9 foreslås udvidet med en bemyndigel- 

se for handelsministeren til at fastsætte nærmere forskrif- 

ter om korrektion af den for et pengeinstitut tilladte ren- 

temarginal som følge af ændringer af Danmarks Nationalbanks 

diskonto, således at diskontoændringer bliver neutrale i 

forhold til indtjeningen på indog udlånsforretningerne. 

b) Det til rentemarginalbekendtgørelsen hørende indberetnings- 

skema foreslås ændret, således at de samlede indog udlån, 

der lægges til grund ved de kvartalsvise opgørelser af ren- 

temarginalen, beregnes som gennemsnittet af indog udlåne- 

ne opgjort hver kalenderdag. 

c) Rentemarginalbekendtgørelsen foreslås ændret, således at 

der stilles krav om, at faste tillæg, der ydes ved tilbage- 

betaling af indlån, ved opgørelsen af pengeinstituttets ren- 

teudgifter til brug for rentemarginalberegningen fordeles 

over indlånets aftalte løbetid. 

3. En skitse til anvendelse af prisog avanceloven på penge- 

institutternes renteberegning (forslag B). 

Begrundelse 

I afsnit 1 er fremhævet, at visse af de påpegede ulemper ved 

rentemarginalloven især viser sig på lidt længere sigt. Diskussio- 

nen af mulighederne for at modificere rentemarginalloven på en

149 

sådan måde, at de fleste af de opregnede ulemper fjernes, har 

dernæst overbevist udvalget om, at en sådan justering kun i 

begrænset omfang kan gennemføres på et objektivt forsvarligt 

grundlag. Principielt må de væsentligste ulemper ved at fastholde 

en historisk rentemarginal over længere perioder - den lovbestem- 

te forskelsbehandling af de enkelte pengeinstitutter og konflik- 

ten med såvel et samfundsøkonomisk effektivitetshensyn, der 

tilsiger løbende justeringer af de enkelte markedsdeltageres 

omkostninger (indlånsrenter) og priser (udlånsrenter), som 

pengepolitiske hensyn - anses for uafhjælpelige. Man kan selvsagt 

justere rentemarginalerne opad for grupper af institutter, som 

har en særlig lav basismarginal - og eventuelt justere margina- 

lerne nedad for institutter, som har en særlig høj basismarginal, 

såfremt der lægges vægt på at bevare det gennemsnitlige niveau 

for rentemarginalen uændret - men det er som nævnt udvalgets 

opfattelse, at justeringer af den omtalte art uundgåeligt får et 

præg af vilkårlighed. Det er på længere sigt hverken holdbart at 

foreskrive, at de enkelte institutter bevarer en historisk basis- 

marginal eller at tilskynde dem til at nærme sig til en for alle I 

fælles marginal. Arbejdsdelingen mellem pengeinstitutterne betin- 

ger forskelle i rentemarginal og omkostninger; men denne arbejds- 

deling er ikke konstant gennem længere perioder, og den kan 

således ligeså lidt retfærdiggøre en fastholdelse af det histori- 

ske mønster i marginalerne institutterne indbyrdes som krav om 

tilnærmelse til en fælles marginal. 

Argumentationen er analog til den, der motiverer midlerti- 

digheden i den almindelige lovgivning om avancestop her i landet 

og andetsteds. Det er usædvanligt at finde eksempler på sådan 

lovgivning, der er blevet opretholdt i så langt et tidsrum som de 

over to år, der er gået siden rentemarginallovens ikrafttræden - 

for ikke at tale om de godt fire år, der er gået siden midten af 

den basisperiode, som danner grundlag for beregningen af de 

enkelte institutters tilladte rentemarginal. Også på denne bag- 

grund finder udvalget det naturligt som sit andet forslag at 

skitsere en ordning for tilsyn med pengeinstitutternes rentesat- 

ser, takster og gebyrer inspireret af de mere permanente princip— 

per fra monopol- og prislovgivningen snarere end af de kortsigte- 

de avancestoplove. 

Forslaget indebærer, at rentemarginalloven ophæves, og at 

der tilvejebringes hjemmel i prislovgivningen til at foretage

150 

indgreb, såfremt pengeinstitutternes rentesatser udvikler sig på 

urimelig måde og i strid med de gældende indkomstpolitiske 

målsætninger. En sådan videregående løsning kunne i givet fald 

bygge på prisog avancelovens almindelige regler, hvoraf 

skal fremhæves beføjelsen og - under visse omstændigheder - 

forpligtelsen for prismyndighederne til at skride ind mod priser 

og avancer, der kan karakteriseres som urimelige. Udvalgets 

forslag vil med andre ord medføre, at pengeinstitutternes rente- 

satser, ligesom det allerede er tilfældet med satserne for deres 

øvrige ydelser, bliver undergivet den samme kontrol, som på 

grundlag af prisog monopollovgivningen føres med andre er- 

hvervsvirksomheders priser. 

Pengeinstitutternes renteberegning lader sig ikke regulere 

uden hensyntagen til den på ethvert tidspunkt førte pengepolitik, 

ligeså lidt som der kan bortses fra bank- og sparekasselovens 

krav til soliditeten i pengeinstitutterne. På disse to punkter er 

pengeinstitutterne modsat andre erhvervsvirksomheder stillet over 

for specielle krav fra det offentliges side, der i særlig grad 

nødvendiggør, at beføjelser af prislovmæssig karakter er fleksi- 

belt udformet. 

Pris- og avancelovens urimelighedskriterium, som svarer til 

monopollovens, må, hvor ubestemt det end måtte forekomme, anses 

for bedst egnet som grundlag for indgreb, dels fordi det er kendt 

fra monopol- og prislovspraksis gennem 4o år, dels fordi det 

muliggør fleksible løsninger. Fleksibilitet er påkrævet, såfremt 

man skal undgå en konservering af pengeinstitutstrukturen, som 

må anses for særdeles uheldig på lidt længere sigt. 

Udvalget vil dernæst særligt fremhæve, at et væsentligt 

indkomstpolitisk mål må være at opnå, at pengeinstitutterne 

stiller deres ydelser til rådighed for det øvrige samfund på de 

billigst mulige vilkår og i et omfang, der ikke beslaglægger 

flere ressourcer end nødvendigt. Hertil vil en så vidt mulig 

realistisk prissætning af pengeinstitutternes serviceydelser 

kunne bidrage. Udvalget må derfor anbefale en løsning, der også 

muliggør en omlægning af pengeinstitutternes indtjening, således 

at gebyrer og provisioner for forskellige serviceydelser kan for- 

højes mod en nedsættelse af rentemarginalerne. En sådan omlægning 

har ikke kunnet gennemføres i de senere år, fordi den ifølge 

loven tilladte rentemarginal ikke administrativt har kunnet 

nedsættes.

151 

Forslaget bygger endelig på ønskeligheden af, at der tilve- 

jebringes et reguleringsgrundlag, som giver mulighed for at 

anlægge et helhedssyn på pengeinstitutternes indtægter og effek- 

tivitet. Som anført i afsnit 1, er en betydelig og stigende del 

af pengeinstitutternes nettoindtjening ikke omfattet af rentemar- 

ginalloven. De af loven omfattede renteindtægter er således i 

mindre grad end tidligere repræsentative for den samlede indtje- 

ning og dermed et temmelig ufuldkomment grundlag for en indkomst- 

politisk motiveret regulering. 

I denne forbindelse finder udvalget, at den nuværende opde- 

ling af den administrative kompetence på monopoltilsynet (gebyrer 

og provisioner m.m. i henhold til prisog avanceloven samt 

fastsættelse af regler efter mærkningsloven) og tilsynet med 

banker og sparekasser (monopolloven og rentemarginalloven) ikke 

er hensigtsmæssig. Man må derfor anbefale, at administrationen af 

prisog avanceloven og loven om mærkning og skiltning med pris 

m.v. overføres til tilsynet med banker og sparekasser, der som 

nævnt i dag fører tilsynet med pengeinstitutterne efter rente- 

marginalloven og monopolloven. 

Udvalget har ikke herved overset, at dette vil stille til- 

synet med banker og sparekasser over for en forøgelse af dets 

arbejdsopgaver, som følge af, at et indseende med pengeinstitut- 

ternes renteberegning, der sker på grundlag af de fleksible 

regler i prisog avanceloven, vil være væsentligt mere byrdefuld 

end det tilsyn med renterne, der foretages efter rentemarginal- 

lovens enkle og mekaniske princip. Endvidere vil opbygningen af 

et tilsyn på dette grundlag nødvendigvis tage nogen tid. 

De særlige hensyn 

Ud fra pengepolitiske hensyn er bankers og sparekassers 

renteberegning i modsætning til deres gebyrer og provisioner ikke 

omfattet af prisog avanceloven, jfr. dennes § 14, stk. 2. 

Medens andre erhvervsvirksomheder foruden monopolloven er under- 

givet prisog avanceloven samt de midlertidige prisog avance- 

stoplove, er bankers og sparekassers renteberegning i fravær af 

rentemarginalloven, der i sin nuværende form kan sidestilles med 

avancestoplovene, således kun undergivet monopolloven og ikke 

noget prislovmæssigt tilsyn. 

De under rentemarginalloven indhøstede erfaringer bekræfter 

nødvendigheden af, at der tages hensyn til pengepolitikken.

152 

Således ledsagedes kassebindingsaftalen af 24. oktober 1975 

mellem Danmarks Nationalbank og pengeinstitutternes organisatio- 

ner af en beslutning, som siden blev konfirmeret i forbindelse 

med en ændring af rentemarginalloven, om at de beløb, der af 

pengeinstitutterne blev deponeret i nationalbanken, ved bereg- 

ningen af rentemarginalen kunne medregnes til udlån (rentemargi- 

nalbekendtgørelsens § 4, stk. 6). Et andet eksempel er den i af- 

snit 1 nævnte større usikkerhed, som rentemarginalloven skaber 

om virkningen af diskontoændringer, som begrunder, at udvalget i 

sit forslag A har indarbejdet en hjemmel til at justere de til- 

ladte rentemarginaler i forbindelse med diskontoændringer. 

Der er imidlertid efter udvalgets opfattelse en mere gene- 

rel risiko for, at prisog indkomstpolitiske indgreb på rente- 

området kan få virkninger, som ikke er i harmoni med den på et 

givet tidspunkt førte pengepolitik. Lignende betragtninger gør 

sig gældende med hensyn til bank- og sparekasselovens krav til 

egenkapitalens størrelse, idet der også her vil kunne forekomme 

en konflikt, såfremt de prisog indkomstpolitiske indgreb pres- 

ser pengeinstitutterne ud i en betænkeligt hastig egenkapital- 

fremskaffelse over kapitalmarkedet. Dette indebærer som nærmere 

omtalt nedenfor, at prisog avancelovens nettoavancebegreb må 

fortolkes i relation til bank- og sparekasselovens soliditets- 

krav. 

Udvalget finder det af væsentlig betydning, at disse to 

konfliktmuligheder begrænses mest muligt ved, at reguleringen 

udformes smidigt, således at indpasningen af de pengepolitiske 

og soliditetsmæssige hensyn kan ske administrativt uden at afven- 

te lovændring. 

Udvalget finder herefter, at hensynet til pengepolitikken 

og til bank- og sparekasselovens soliditetskrav inden for pris- 

og avancelovgivningens rammer vil kunne tilgodeses ved en bestem- 

melse i selve prisog avanceloven om, at disse hensyn må haves 

for øje ved udøvelsen af lovens beføjelser. På dette grundlag 

vil risikoen for, at prisog indkomstpolitiske indgreb ikke vil 

være i harmoni med den på ethvert tidspunkt førte pengepolitik 

eller med bank- og sparekasselovens soliditetskrav kunne afvær- 

ges ved, at tilsynet med banker og sparekasser ved sin forbere- 

delse af indgrebene påser, at disse ikke kommer i konflikt med 

det lovbestemte soliditetskrav, og ved at der forhandles med na- 

tionalbanken om påtænkte indgreb, der kan have pengepolitisk be-

tydning. 

153 

Selv efter indføjelsen af sådanne bestemmelser vil afvej- 

ningen af de forskellige hensyn af prisog indkomstpolitisk, pen- 

gepolitisk og soliditetsmæssig art være en kompliceret opgave for 

tilsynet med banker og sparekasser, jfr. udvalgets overvejelser i 

kapitel II, afsnit 4. Det foreslås derfor, at tilsynet forelægger 

sager i henhold til prisog avanceloven samt mærkningsloven til 

afgørelse i et organ i lighed med monopolrådet. 

Afvejningen af de forskellige hensyn i dette organ eller 

råd forudsætter deltagelse i rådets overvejelser fra den penge- 

politiske og tilsynsmæssige ekspertise og fra pengeinstitutterne 

selv. Det kan eventuelt overvejes, om den almindelige samfunds- 

interesse i udøvelsen af de prisog indkomstpolitiske beføjel- 

ser kan anses for varetaget alene gennem deltagelsen af de of- 

fentlige myndigheder, eller om kundesynspunkter mere direkte bør 

inddrages. 

Ved fastsættelsen af nærmere regler for rådet bør tavsheds- 

pligtproblemerne vies særlig opmærksomhed. Herfor taler såvel 

hensynet til det tilsyn med pengeinstitutterne, der føres på 

grundlag af bank- og sparekasseloven, som hensynet til pengepo- 

litikken. Udvalget må derfor anbefale, at der fastsættes en spe- 

ciel tavshedspligt for medlemmerne af rådet og de ansatte i til- 

synet med banker og sparekasser, samt at det sikres, at bestem- 

melsen i monopollovens § 15, stk. 2, jfr. prisog avancelovens 

§ 13, stk. 1, kan anvendes i relation til disse oplysninger. I- 

følge denne bestemmelse kan den, der skal afgive visse oplysnin- 

ger ("tekniske hemmeligheder") over for rådets formand, fremsæt- 

te begæring om, at oplysningerne ikke afgives over for det sam- 

lede råds medlemmer. Formanden afgør herefter, i hvilket omfang 

og under hvilken form oplysningerne under hensyn til forholdenes 

beskaffenhed bør gives. 

Da tilsynet med banker og sparekassers udøvelse af sine be- 

føjelser som monopolmyndighed i henhold til monopolloven i prak- 

sis forudsætter tilsvarende vanskelige afvejninger af de i be- 

tragtning kommende hensyn, vil afgørelser vedrørende pengeinsti- 

tutterne efter denne lov også naturligt kunne henlægges til rå- 

det. 

Pris- og avancelovens anvendelse på pengeinstitutterne 

Hverken loven om priser og avancer eller monopolloven bin-

154 

der i sig selv erhvervsvirksomhederne til at følge bestemte reg- 

ler ved deres prisfastsættelse. Monopoltilsynet kan imidlertid 

gennemføre en række indgreb og fastsætte forskrifter af forskel- 

lig art. Ved den ændring af prisog avanceloven, der var et led 

i augustforliget 1976, blev det yderligere pålagt monopoltilsynet 

at påse, at erhvervenes indkomstudvikling ligger på linie med den 

indkomstpolitiske målsætning for samfundet som helhed. Denne 

lovændring gælder kun for tiden indtil 28. februar 1979, hvoref- 

ter lovens formål som tidligere er at bidrage til den økonomiske 

stabilisering gennem tilsyn med priser og avancer. 

Blandt de beføjelser i prisog avanceloven, som vil kunne 

tænkes bragt i anvendelse over for pengeinstitutsektoren, kan 

fremhæves følgende: 1) hjemmelen for tilsynet i § 3 til at fore- 

skrive, at prisforhøjelser skal indberettes til tilsynet, 2) 

hjemmelen i § 6, stk. 1, eller eventuelt pligten, jfr. § 8, for 

tilsynet til i indtil 6 måneder ad gangen at foreskrive stop for 

eller begrænsning af forhøjelser af priser og avancer samt til at 

fastsætte maksimalpriser og -avancer, og 3) hjemmelen i § 6, stk. 

2, til at bestemme, at der ved beregningen af priser, takster, 

honorarer og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler. 

Ved fastsættelse af forskrifter i henhold til § 6 skal der 

ifølge § 7 bl.a. tages hensyn til virksomhedernes effektivitet, 

således at effektive virksomheder får dækning for nødvendige 

direkte omkostninger og et rimeligt bidrag til dækning af indi- 

rekte omkostninger og nettoavance. 

Af bestemmelserne i lov nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning 

og skiltning med pris m.v., der tilsigter at støtte forbrugernes 

muligheder for at bedømme priser for varer og tjenesteydelser, 

skal især fremhæves § 4, hvorefter monopoltilsynet kan fastsætte 

regler om skiltning eller oplysning på anden måde om ydelsernes 

pris. 

Om prisog avancelovens anvendelse på banker og sparekasser 

kan specielt anføres: 

1) I kapitel IV er fremhævet, at pengeinstitutternes indtjening 

i mindre grad, end det er tilfældet for andre erhvervsvirksomhe- 

der, lader sig vurdere på grundlag af det regnskabsmæssige netto- 

resultat for det enkelte år, og at indkomstudviklingen over tiden 

ofte forløber anderledes end i det øvrige erhvervsliv. 

Opfyldelsen af den i prisog avancelovens § 1 formulerede 

målsætning for indkomstudviklingen for samfundets forskellige

155 

erhverv kan derfor for så vidt angår pengeinstitutterne kun ske i 

et længere perspektiv, ligesom umiddelbare sammenligninger med 

den praksis, der måtte have etableret sig med hensyn til begrebet 

"rimelig indtjening" i andre erhverv, ikke uden videre kan lægges 

til grund. Denne konklusion underbygges af, at vigtige dele af 

pengeinstitutternes samlede indtjening ligger uden for deres 

direkte indflydelse. Dette gælder f.eks. virkningen på indtje- 

ningen af kursudviklingen på fonds og valuta. 

2) Ved en bedømmelse af om et eller flere pengeinstitutters 

rente- og provisionssatser er urimelige, bør det særligt haves 

for øje, at der findes såvel udlånsformer og -kategorier, hvor 

rentesatserne af pengeinstituttet fastlægges generelt, som ud- 

lånskategorier, hvor rentefastsættelsen er individuelt præget. I 

mange tilfælde vil det være vanskeligt at fastslå, hvad der er en 

passende rente, således at en eventuel regulering må forudsættes 

foretaget generelt og indskriden i enkelttilfælde kun kan tænkes, 

hvor rentesatsen er klart urimelig. Hertil kommer at den direkte 

omkostning, som renteudgiften til indlån repræsenterer, fastsæt- 

tes af pengeinstitutterne selv på baggrund af markedsforholdene. 

Det må derfor antages, at kontrollen med rente- og provisionssat- 

ser i mange tilfælde bør bygge på det samlede resultat af indog 

udlånsvirksomheden. Foranstaltninger, der retter sig mod rentemar- 

ginalen som udtryk for bruttoavancen ved denne del af virksomhe- 

den, tager hensyn til de nævnte forhold. 

Gebyrer og provisioner for serviceydelser af forskellig art, 

må som hidtil og i lighed med, hvad der er tilfældet med hensyn 

til andre erhvervsområder, vurderes på grundlag af et skøn over 

omkostningerne ved de pågældende forretninger, jfr. prisog 

avancelovens § 7. Fordelingen af især de indirekte omkostninger 

på de enkelte ydelseskategorier, er i praksis vanskelig og skøns- 

betonet og kan kræve nærmere undersøgelser. 

3) En forøgelse af pengeinstitutternes bruttoavance ved ind- 

og udlån (rentemarginalen) kan skyldes forhøjelser af udlåns- 

rentesatserne og/eller nedsættelser af rentesatserne for indlån. 

Som instrumenter for tilsynsmyndigheden til påvirkning af penge- 

institutternes indtjening, hvor en sådan udvikling måtte skønnes 

uheldig, bør derfor kunne vælges fastsættelse af en højeste ren- 

temarginal, nedsættelse af udlånsrentesatser og/eller forhøjelse 

af rentesatser for indlån. Da hjemmel for tilsynet til at fore- 

skrive ændringer af indkøbspriser ikke foreligger i prisog

156 

avanceloven, synes en sådan hjemmel at måtte tilvejebringes med 

hensyn til pengeinstitutternes rentesatser for indlån. 

4) Som oven for anført indeholder prisog avancelovens § 3 

hjemmel til at foreskrive indberetning af prisforhøjelser. Et 

tilsyn med pengeinstitutternes priser og indkomstudvikling synes 

imidlertid cit måtte forudsætte, at hjemmelen i § 3 suppleres til 

også at omfatte indberetning om rentenedsættelser og om rentemar- 

ginalen. 

5) Ved en vurdering af indtjeningen i banker og sparekasser bør 

hensynet til fastholdelsen af den i bank- og sparekasselovens § 

21 krævede egenkapitaldækning indgå som en faktor, der er medbe- 

stemmende for den nettoavance, der kan anerkendes. Hermed er 

imidlertid intet præcist sagt om nettoavancens størrelse, idet 

det praktiske spørgsmål er, i hvilket omfang den fornødne vækst i 

egenkapitalen vil kunne tilvejebringes ved henlæggelse af over- 

skud eller ved emission af aktier eller beviser for garantikapi- 

tal eller ansvarlig indskudskapital. Endvidere forudsætter bedøm- 

melsen en vurdering af omkostningsniveauet i de pågældende banker 

eller sparekasser. 

For bankernes vedkommende beløber de gennemsnitlige aktie- 

emissioner sig til ca. en trediedel af væksten i egenkapitalen 

over en årraskke, medens væksten i sparekassernes egenkapital 

indtil de seneste år næsten udelukkende er sket ved den løbende 

konsolidering i form af henlæggelse af overskud, 

Konsolideringsbehovets betydning for størrelsen af den 

rimelige nettoavance beror efter udvalgets opfattelse således på 

en sammenholdelse af omkostningsudviklingen og den realiserede 

forrentning af egenkapitalen i pengeinstitutterne med den nyteg- 

ning af kapital over kapitalmarkedet, som findes acceptabel ud 

fra økonomisk-politiske hensyn eller som i praksis kan gennemfø- 

res. Det sidstnævnte moment må ses på baggrund af, at der synes 

at være en positiv sammenhæng mellem indtjeningsevne og emissions- 

muligheder . 

De af pengeinstitutterne realiserede driftsresultater i de 

seneste lo år har som følge af væksten i balancerne nødvendig- 

gjort tilførsel af kapital fra kapitalmarkedet. Udvalget finder 

ikke i selve dette noget uheldigt. Udvalget har endvidere ikke 

grundlag, jfr. redegørelsen i kapitel IV, for at mene, at indtje- 

ningen i pengeinstitutterne burde have været lavere, eller at 

emissionerne på kapitalmarkedet kunne have været tilsvarende

større. 

157 

6) Ved en vurdering af rentemarginalens eller rentesatsernes 

rimelighed vil der kunne tages hensyn til, om pengeinstitutternes 

takster for serviceydelser isoleret betragtet må anses for tabgi- 

vende. Det er udelukket, at myndigheden kan kræve forhøjelse af 

sådanne takster. Derimod vil der kunne gives adgang til forhøjel- 

se af takster som kompensation for en eventuel regulering af 

rentesatser. 

7) Anvendelsen af prisog avancelovgivningens principper på 

pengeinstitutterne må ske under hensyntagen til den påvirkning 

af konkurrencesituationen, der følger dels af udviklingen i ret- 

ning af at etablere fælles retsregler for etablering og udøvelse 

af virksomhed som kreditinstitut i EF, dels af videreudbygningen 

af det fælles kapitalmarked. 

Forslag B. 

Det principielle indhold i forslag B kan herefter resumeres 

som følger: 

a) Rentemarginalloven ophæves. 

b) Bankers og sparekassers renteberegning inddrages under pris- 

og avanceloven ved at ophæve den i lovens § 14, stk. 2, 

gjorte undtagelse for renteberegning. 

c) Det foreskrives i prisog avanceloven, at anvendelsen af 

lovens bestemmelser på pengeinstitutternes rentesatser, 

gebyrer, provisioner m.v. skal ske med hensyntagen til den 

af samfundet gennem Danmarks Nationalbank fastlagte penge- 

og kreditpolitik og til bank- og sparekasselovgivningens 

krav til pengeinstitutternes solvens og likviditet. 

d) Tilsynet med pengeinstitutterne i henhold til prisog 

avanceloven og mærkningsloven overføres i sin helhed til 

tilsynet med banker og sparekasser, der allerede er tilsyns- 

myndighed i henhold til monopolloven. 

e) Der oprettes et råd med en stilling svarende til monopolrå- 

dets, for hvilket tilsynet med banker og sparekasser fore- 

lægger sager i henhold til prisog avanceloven og mærk-

158 

ningsloven vedrørende pengeinstitutternes rentesatser, 

gebyrer og provisioner m.v. Nærmere regler om rådet, dets 

sammensætning og om prisog avancelovens anvendelse på 

pengeinstitutterne kan efter forhandling med de berørte par- 

ter hensigtsmæssigt fastsættes ved bekendtgørelse. Hjemmel 

herfor kan tilvejebringes ved i prisog avanceloven at 

indsætte en til monopollovens § 3, stk. 2, svarende bestem- 

melse.

159 

Bilag 1. Den Danske Bankforenings modelberegninger til kapitel 

V.3. 

Strukturen i konsekvensberegningsmodellen til belysning af resul- 

tat- og balanceudviklingen for bank- og sparekassesektoren. 

1. Simulationsparametre. 

Bank- og sparekassemodellerne er i de foreliggende versioner i 

stand til at konsekvensberegne alternative udviklingsforløb for: 

den realøkonomiske vækst 

inflationen 

rentestrukturen 

forskellen mellem vækst i ind- respektive udlån 

rentemarginalen, og 

omkostningsudviklingen. 

Indlånsudviklingen er fastlagt i en submodel, for hvilken der 

tages hensyn til realvæksten i økonomien, prisudviklingen, sta- 

tens finansieringsbehov samt Danmarks eksterne finansieringsbe-

hov. Det antages således, 

160 

- at Danmark i årene frem til og med 1981 opnår en realøkonomisk 

vækst på 4 pct. p.a., 

- at inflationsraten i årene 1977-1981 konstant vil udgøre 8,o 

procent, 

- at Danmarks bruttonationalprodukt i 1976 udgjorde 269,9 mia. 

kr., 

- at bankernes indlån ultimo året modsvarer ca. 26 pct. af det 

for året skønnede bruttonationalprodukt, målt i løbende priser, 

- at der udover den påvirkning af indlånene, der vil indtræffe 

som følge af den økonomiske vækst og stigningen i prisniveauet 

vil ske en påvirkning af indlånene i positiv retning som følge 

af statslige finansieringsbehov og i negativ retning som følge 

af underskud i Danmarks samlede betalinger til og fra udlandet. 

Såvel statens finansieringsbehov som Danmarks eksterne finan- 

sieringsbehov over for udlandet er i modellen forudsat at blive 

nedbragt lineært til nul over en tiårig periode. Det statslige 

kasseunderskud er for 1976 anslået til 16^ mia. kr. medens Dan- 

marks eksterne underskud samme år er sat til 11,6 mia. kr. Den 

akkumulerede likviditetsudpumpning resp. det akkumulerede likvi- 

ditetsdræn vil herefter udgøre henholdsvis 62,5 mia. og 52,2 

mia. ultimo 1981. 

Underskuddene over for udlandet er endvidere for halvdelens 

vedkommende forudsat finansieret ved optagelse af udenlandske 

statslån, og endelig indeholder modellen antagelser om, at he- 

le underskuddet på statsfinanserne finansieres ved salg af 

statsobligationer, og om at statsobligationer for kun halvde- 

lens vedkommende vil blive solgt til den private ikke-banksek- 

tor, samt om at to trediedele af pengeinstitutternes samlede 

indlånsstigning som følge af den kombinerede likviditetspåvirk- 

ning af den private sektor fra udlandet og staten vil ske i 

banksektoren, og en trediedel i sparekassesektoren, 

- at der vil ske et marginalt fald i virksomhedernes bankindskud 

på knap 2 mia. kr. i hvert af årene 1977, 1978 og 1979 i for- 

bindelse med genopbygning af varelagre m.v. (Dette indebærer 

ikke nødvendigvis en reduktion af virksomhedernes samlede ind- 

skud, kun en fortsættelse af afviklingen af de ekstraordinært 

store indskud, virksomhederne foretog i 1975 og begyndelsen af 

1976).

161 

Vedrørende bankmodellens øvrige statusposter i passivsiden kan 

anføres, at udviklingen i fast ejendom, garantier, øvrige netto- 

passiver samt kasse er gjort direkte afhængig af indlånsudviklin- 

gen, idet disse størrelser til stadighed udgør henholdsvis 4 pct., 

21,8 pct., 1,7 pct. og 8,8 pct. af indlånene. 

Udlånssaldoen udvikler sig i takt med indlånene, dog således, at 

en pengepolitisk betinget udlånsrestriktion vil kunne dæmpe stig- 

ningstakten. Det er således forudsat, at bankerne til stadighed 

realiserer en årlig vækst i de samlede udlån, som er 2 procent- 

point mindre end indlånenes, udviklingen i fondsbeholdningen og 

egenkapitalen bestemmes af regnskabsmodellen, jfr. nedenfor. 

Den rentestruktur, der vil komme til at gælde i en given konse- 

kvensberegning fastlægges med udgangspunkt i et sæt forventede 

"korte renter". "De lange renter" beregnes herudfra som det ef- 

fektive afkast af en række successive korte placeringer til de 

forventede korte renter over en given periode. Der arbejdes i øv- 

rigt med den antagelse, at banksektoren som helhed primo hver 

periode har en obligationsportefølje, der udelukkende består af 

ti-årige, lo procentspapirer. Dette medfører, at man ultimo hver 

periode må kursfastsætte sin obligationsbeholdning efter kursen 

på ni-årige papirer, sælge disse og igen købe ti-årige papirer. 

Ombytningstransaktionen mellem ni-årige og ti-årige papirer, der 

foregår ultimo, får selvsagt ingen betydning for kursværdien af 

obligationsporteføljen. De angivne forudsætninger vedrørende 

banksektorens fondspolitik indebærer, at der udelukkende opereres 

med "lange renter" med tilhørende kurser for henholdsvis ti-års 

lo procents papirer med en restløbetid på lo år, og ti-års lo 

procents papirer med en restløbetid på 9 år. 

Ved fastsættelsen af rentesatserne er der i nærværende sammenhæng 

taget udgangspunkt i en risikofri, kort, nominel rente på 8 pro- 

cent på årsbasis svarende til en realrente på ca. 1\ procent. 

Udlånsrenten er beregnet som den korte rente plus en "risikopræ- 

mie" på o,55 procent. Indlånsrenten er herefter bestemt ved 

at trække bankernes gennemsnitlige rentemarginal på 6,38 

procent fra udlånsrenten. Interbankrenten er fastsat som et 

gennemsnit af den specificerede korte rente og indlånsrenten. 

Ansvarlig indskudskapital forrentes under alle forhold med 

12 pct. p.a.

162 

Rentestrukturen får herefter følgende udseende: 

Det bemærkes, at den viste rentestruktur i basiskørslen holdes 

konstant i samtlige fem fremskrivningsperioder. 

Begrundelsen for i basiskørslen at indbygge en "skævhed" på 1 

procentpoint mellem renten på korte og lange fordringer skal sø- 

ges i mangelen på fuldstændig substitution mellem korte og lange 

placeringer som følge af diverse institutionelle begrænsninger af 

placeringsmuligheder - herunder beskæringen af bankernes mulighe- 

der for at foretage korte placeringer i kraft af udlånsloftet og 

de for forsikringsselskaber og offentlige fondsdannelser gældende 

placeringsregler - som i kombination med et kun undtagelsesvist 

fuldstændigt elastisk udbud af lange fordringer medvirker til op- 

retholdelse af et højere kursniveau på obligationsmarkedet, end 

det, der givejs af en ren forventningsdannelsesmodel. 

Som exogent betingede forhold angives endeligt et soliditetskrav 

og en skatteprocent. Soliditetskravet er specificeret ud fra egen- 

kapitalen i forhold til indlån og garantier. Som minimumskrav an- 

vendes det i udgangsbalancen eksisterende forhold imellem egenka- 

pital og ansvarlig indskudskapital på den ene side og indlån og 

garantier på den anden side, svarende til 11,08 procent. Skatte- 

procenten er fastsat til 37 procent i overensstemmelse med sel- 

skabsskattelovgivningen. 

Vedrørende egenkapitalprocenten skal i øvrigt bemærkes, at ind- 

og udlån i den ovenfor viste balance ultimo 1976 kun indeholder 

mellemværender med den private ikke-banksektor. Inden- og uden- 

landske korrespondentmellemværender og mellemværender med Natio- 

nalbanken indgår således ikke i balancen. Dette indebærer, at man 

ved beregningen af bankernes egenkapitalprocent efter den her an- 

givne definition når frem til et større tal, end hvis denne var 

beregnet i fuld overensstemmelse med bank- og sparekasselovens 

§ 21, som med enkelte korrektioner omfatter alle typer af indlån

163 

og garantier. Modellens Il,o8 pct. opgjort på nettobasis svarer 

således til en egenkapitalprocent for bankerne under ét ultimo 

1976 på 9,11 pct., opgjort på bruttobasis. 

b. Regnskabsmodel. 

Indtægtssiden består af nettorenteindtægter, renter af ordinære 

indtægter, kursreguleringer samt den af inflationen betingede 

stigning i værdien af fast ejendom. 

Udgiftssiden består af lønomkostninger, andre ordinære om- 

kostninger, samt afskrivninger. 

ad renteindtægter. 

Renteindtægter af udlån og likvid beholdning samt renteud- 

giften af indlån og øvrige nettopassiver beregnes ved hjælp 

af de respektive rentesatser på de gennemsnitlige beholdnin- 

ger, dog således, at der kun regnes med forrentning af en 

trediedel af kassen, hvorved to trediedele kommer til at 

henstå uforrentet. Renter af fonds beregnes som lo procent 

af pariværdi af primobeholdning, samt pariværdi af de fonds- 

køb, der foregår i løbet af året som følge af nettoændringer 

i kasse, udlån, øvrige nettopassiver, indlån, ansvarlig ind- 

skudskapital samt investering i fast ejendom; (det antages i 

modellen, at der kun finder rentetilskrivning sted ultimo 

hver periode, hvorfor der ikke bliver behov for at tage hen- 

syn til reinvestering af afkast i perioden). 

ad andre ordinære indtægter. 

Andre ordinære indtægter består af avance og kursregulering 

på fremmed mønt, garantiprovision, overskud på fast ejendom, 

samt øvrige ordinære driftsindtægter. 

Avancer, kursregulering på fremmed mønt forudsættes 

at stige fra et udgangspunkt på 38o mill.kr. med inflations- 

raten og realvæksten plus 2 procent. 

Garantiprovision beregnes som 1,123 procent af de gen- 

nemsnitlige garantier. 

Nettooverskud på fast ejendom beregnes som 4,621 pro- 

cent af den gennemsnitlige saldo på fast ejendom. 

Øvrige driftsindtægter stiger med inflationsraten og 

realvæksten plus 4 procent fra et udgangspunkt på 24o mill.kr. 

Eftersom der her må være tale om en løbende indtægtsstrøm, 

er der foretaget en rentekorrektion, der medfører, at ind- 

1) se note næste side

164 

tægterne kan behandles som en ultimoindtægt. Korrektioner 

bevirker, at udgangspunkterne opjusteres med 7,75 procent. 

ad kursreguleringer. 

Kursreguleringer indeholder såvel kurtager på fondshande- 

ler som kursgevinst/tab på fondsbeholdning. 

Kurtagen er med et udgangspunkt på 3oo mill. kr. ' for- 

udsat at ville stige med inflationsraten og realvæksten. 

Kurtagen er underlagt samme rentekorrektion som andre ordi- 

nære indtægter, eftersom kurtagen må formodes at være en 

løbende indtægt. 

Kursreguleringerne på fondsbeholdningen er beregnet 

ved hjælp af kurserne på henholdsvis ti-års lo procents pa- 

pirer med ti års restløbetid, og ti-års lo procents papirer 

med ni års restløbetid som omtalt under rentestrukturen. 

Fondskøb, der er foretaget i løbet af året, er anskaffet 

til et gennemsnit af primo- og Ultimokursen og optaget til 

Ultimokursen. Der regnes endvidere med et udtræk på 6,27 

procent af primobeholdningen, hvilket svarer til afdragsde- 

len af første ydelse på et ti-års papir med lo års løbetid. 

Kursgevinsten på udtrukne obligationer bestemmes af forskel- 

len mellem pariværdi og kursen på en ti-års lo procents ob- 

ligation med en restløbetid på ni år. 

ad omkostninger. 

Lønomkostninger og andre ordinære omkostninger er forudsat 

at ville stige med inflationsraten og realvæksten ud fra 

et udgangspunkt på henholdsvis 2,41 mia. og 1,14 mia. Om- 

kostningerne er rentekorrigerede på samme måde som ovenfor 

nævnte indtægter. 

ad afskrivninger. 

Der regnes hvert år med afskrivninger på 

o,52 procent af udlånssaldoen ultimo 

4,5 procent af saldoen på fast ejendom ultimo 

o,3 procent af garantiforpligtelserne ultimo 

1) Det bemærkes, at summen af avance og kursregulering på fremmed mønt, som 

i udgangssituationen er sat til 380 mill.kr. og kurtagen vedrørende værdipapiromsætninger, 

som tilsvarende er sat til 300 mill.kr., er skønnede 

størrelser. Begge skøn er behæftet med betydelig usikkerhed, men usikkerhederne 

på de to størrelser synes dog i vidt omfang at opveje hinanden.

165 

Regnskabsmodellen foretager herefter overskudsberegninger 

med henblik på at beregne nettooverskuddet efter skat. Mo- 

dellen tager hensyn til reglerne om overførsel af skatte- 

mæssige underskud i overensstemmelse med den aktuelt gælden- 

de skattelovgivning. 

Udbyttebetalingerne er fastsat til 4,8 procent af egenkapitalen 

primo. Udbytteberegningen er dog indrettet således, at der kun 

udbetales udbytte, hvis nettooverskuddet før indregning af værdi- 

stigning på fast ejendom er større end nul, og således, at der 

kun betales fuldt udbytte, hvis overskuddet før indregning af 

værdistigning på fast ejendom kan indeholde hele udbyttebetalin- 

gen. Endelig foretages der en beregning over, hvilken egenkapi- 

tal - og ansvarlig indskudskapital -, der vil blive behov for 

til dækning af det fastsatte soliditetskrav. 

2.B. Sparekassemodellen 

Ligesom bankmodellen, har sparekassemodellen, som udgangspunkt 

en balancestruktur, som er konstrueret på basis af de samlede 

balancer for pengeinstitutterne i denne sektor ultimo 1976: 

Beregningsforudsætningerne vedrørende den makroøkonomiske udvik- 

ling og indretningen af pengepolitikken, herunder rentestruktu- 

ren, er identiske med bankmodellens. Stigningen i sparekassernes 

indlån i årene 1976-81 som følge af vækst i bruttonationalproduk- 

tet, det statslige finansieringsbehov og Danmarks eksterne finan- 

sieringsbehov er forudsat at ske med samme tempo, som for banker- 

nes vedkommende, men fra et niveau som kun er ca. halvt så højt

166 

som bankernes, jfr. forskellen mellem bank- og sparekassesekto- 

rens saralede indlån i udgangssituationen. Endvidere er sparekas- 

sernes garantier forudsat at stige 2 procentpoint mere pr. år end 

bankernes. Dette skal ses i sammenhæng med sparekassernes relativt 

små garantier i udgangssituationen og med, at disse efter ændrin- 

gen af bank- og sparekasseloven pr. 1. januar 1975 må forventes 

at ekspandere garantistillelserne blandt andet i forbindelse med 

formidlingen af udlandslån forholdsvis kraftigt. 

Herudover foregår balancefremskrivningen i sparekassemodellen som 

specificeret i forbindelse med beskrivelsen af bankmodellen. Ni- 

veauerne i udgangssituationen for avancer, kursregulering på frem- 

med mønt, garantiprovisioner, kurtage og øvrige driftsindtægter 

samt lønomkostninger og andre omkostninger er dog reguleret i 

forhold til bankmodellen, således at der tages hensyn til bank- 

og sparekassesektorernes forskellige størrelse. Samtidig er der 

i sparekassemodellen forudsat en rentemarginal på 5,63 pct., hvil- 

ket er i overensstemmelse med det for sparekasserne observerede 

vejede gennemsnit for basisperioden. Endvidere er der taget hen- 

syn til, at sparekassernes skatteprocent er mindre end 37 i de 

første år af fremskrivningsperioden, og at sparekasserne ved 

fremkomst af behov for emission af ny ansvarlig kapital i forbin- 

delse med opfyldelsen af egenkapitalkravet ikke har mulighed for 

at tegne aktiekapital, men alene ansvarlig indskudskapital. Ende- 

lig henlægges hele det i modellen generelle overskud hos spare- 

kasserne til. reserverne, hvor en del af bankernes nettooverskud 

udbetales som aktieudbytte. Soliditetskravet er med udgangspunkt 

i ovenstående balance fastsat til 11,67 pct. Ind- og udlån er og- 

så i denne model reduceret for diverse korrespondentmellemværen- 

der og mellemværender med Nationalbanken, hvilket indebærer, at 

egenkapitalprocenten bliver større end, hvis den var beregnet i 

fuld overensstemmelse med bank- og sparekasseloven, som omfatter 

stort set alle typer af udlån. Modellens 11,67 pct. opgjort på 

nettobasis svarer således til en egenkapitalprocent for sparekas- 

sesektoren som helhed på lo,69 pct. ultimo 1976, opgjort på brut- 

tobasis. 

3. Output. 

I de foreliggende modeller for bank- og sparekassesektoren bereg- 

nes balancer og resultatopgørelse for en fem-årig periode. Des-

167 

uden beregnes en række forrentningsprocenter opgjort såvel nomi- 

nelt som realt, og endvidere udskrives den rentestruktur, bereg- 

ningsforløbet bygger på. 

Resultatopgørelserne er søgt tillempet den gældende regnskabsbe- 

kendtgørelse, hvilket blandt andet medfører, at kursregulering 

omfatter såvel kursgevinst/tab på fonds som kurtage. Imidlertid 

må det understreges, at beregningsresultaterne for så vidt angår 

renteindtægter, afkast af fonds, renter af indlån og dermed net- 

torenteindtægter ikke er direkte sammenlignelige med opgørelser 

efter regnskabsbekendtgørelsen for tidligere år. Dette skyldes 

som aftalt i forbindelse med omtalen af de beregnede egenkapital- 

procenter, at bank- respektive sparekassesektorens inden- og uden- 

landske korrespondentmellemværender med Nationalbanken er fratruk- 

ket indog udlån, således at posterne kasse og øvrige nettopassi- 

ver udtrykker nettostørrelser. 

Vedrørende andre ordinære indtægter og omkostninger må det bemær- 

kes, at der som nævnt er foretaget en rentekorrektion. Denne kor- 

rektion forklarer 7,75 pct. af væksten i første periode. 

Om fondsmodellen skal endelig anføres, at denne er tilrettelagt 

omkring ti-årige papirer, hvilket indebærer, at værdien af kurs- 

reguleringen i de enkelte år næppe kan sammenlignes med foregå- 

ende års kursreguleringer, idet en sådan beholdning vil give 

større kursgevinster som følge af udtræk, end kendt i historiske 

perioder. Med en portefølje som den beskrevne andrager udtrukne 

obligationer hvert år 6,27 pct. af den nominelle værdi af primo- 

beholdningen. Havde man i stedet anvendt en obligationsporteføl- 

je baseret på 15-årige, lo procentspapirer, ville det årlige ud- 

træk kun udgøre 3,15 pct. af primobeholdningens nominelle værdi.

Tabel 1. (Basiskørsel) 

168 

Beregningsresultater vedrørende banksektoren. 

Beregningsforudsætninger: 4 pct.'s realvækst i økonomien pr. år. 

Inflationsrate konstant 8,o pct. pr. år. 

Indlånenes stigningstakt 2 procentpoint større 

end udlånenes. 

Rentemarginal 6,38 pct.

Tabel 2. (Alternativ 1) 

169 

Beregningsforudsætninger: 4 pct.'s realvækst i økonomien pr. år. 

Inflationsraten faldende fra 7,5 pct. i 1977 til 

5,o i 198o og konstant derefter. 

Indlånenes stigningstakt 2 procentpoint større 

end udlånenes. 

Rentemarginal 6,38 pct.

178 

Bilag 2. En analyse af pengeinstitutternes rentepolitik 

af konsulent i Danmarks Nationalbank Niels Blomgren-Hansen, Ph. D.*) 

Indledning. 

Nærværende redegørelse indeholder dels en teoretisk, dels 

en empirisk analyse af effekten på pengeinstitutternes rentepolitik af 

de senere års mange, tilsyneladende væsentlige institutionelle æn- 

dringer på det pengepolitiske område. Det drejer sig i første række 

om ændringer i valutabestemmelserne, Nationalbankens udlånspoli- 

tik, låneloftets indførelse, renteaftalens ophævelse, indførelse af 

rentemarginalloftet og etablering af et marked for korte statspapirer. 

Redegørelsen er ikke udarbejdet specifikt for rentemargi- 

naludvalget, men som led i arbejdet med at opdatere og respecifi- 

cere Nationalbankens finansielle sektormodel. I konsekvens heraf 

focuserer analysen ikke specielt på effekten af rentemarginalloven. 

I analysen ses denne blot som en enkelt af en række delvis gensidigt 

supplerende, delvis modstridende institutionelle nydannelser, der 

tilsammen har medført en ganske dybtgående ændring i de ydre be- 

tingelser for pengeinstitutternes virksomhed og dermed på pengein- 

stitutternes politik i relation til de enkelte finansielle markeder. 

Bankpolitik på kort og på langt sigt. 

Specifikationen af Nationalbankens sektormodel for pengein- 

stitutterne følger den "neo-neo-klassisk" bankteori-tradition. Denne 

postulerer, 

(1) at pengeinstitutternes "politik" - ganske som andre virk- 

somheders "politik" - afspejler ledelsens bestræbelser på at maksi- 

mere ejernes og egne egeninteresser. De er herunder underkastet 

en række restriktioner. Det drejer sig ikke blot om lovregler og af- 

taler med de pengepolitiske myndigheder, men også - og fuldt så væ- 

sentligt - om "interdependenser", der følger af markedets delvis oli- 

1) De i bilaget fremsatte vurderinger er ikke nødvendigvis samme:> 

faldende med Danmarks Nationalbanks synspunkter.

179 

gopolitiske struktur og muligheden for, at det kan få uønskede konse- 

kvenser for opretholdelse af det mellem Nationalbanken og pengeinsti- 

tutterne etablerede aftalesystem, såfremt pengeinstitutterne åbenbart 

tilsidesætter den samarbejdsånd, som er aftalesystemets implicitte for- 

udsætning. Disse restriktioner øver selvsagt en væsentlig indflydelse 

på pengeinstitutternes politik, men det er langtfra, at de har redu- 

ceret pengeinstitutternes rolle i pengeskabelsesprocessen til en rent 

mekanisk-passiv funktion. 

(2) at et pengeinstituts indog udlånsudvikling ligger uden 

for dets umiddelbare og direkte kontrol, ganske som en vareprodu- 

cerende virksomheds afsætning ligger uden for dens umiddelbare og 

direkte kontrol. Det kan ændre dets betingelser for at modtage indlån 

og yde lån, men det kan ikke hindre udtræk af indlån, tilbagebetaling 

af lån eller træk på allerede givne lånetilsagn. Ej heller kan det uden 

at svigte sin rolle som pengeinstitut og ødelægge sine kunderelationer 

nægte at modtage indlån på de af det opstillede generelle betingelser 

eller - når bortses fra kortvarige perioder præget af manglende til- 

pasning af lånebetingelserne til dets ønskede eller tilladte låneforplig- 

telser - undlade at efterkomme kundernes låneefterspørgsel. 

Modstykket til det enkelte pengeinstituts manglende direkte 

kontrol over dets indog udlånsudvikling er dets for alle praktiske 

formål ubetingede adgang til at skaffe sig den fornødne likviditet, 

henholdsvis placere overskudslikviditet på markederne for likvide 

finansielle fordringer - i første række det indenlandske inter-bank 

marked, valutamarkedet, markederne for korte og lange værdipa- 

pirer og "markederne" for lån fra og indlån i Nationalbanken - til 

gældende markedsrente og på de for de enkelte markeder gældende 

betingelser, herunder legale og aftalemæssige begrænsninger. 

Bankpolitik kan hensigtsmæssigt opdeles på (1) likviditetspo- 

litik, (2) fondspolitik og (3) indog udlånspolitik. 

I hvilket omfang eller rettere under hvilket tidsperspektiv et 

pengeinstitut vil søge at koordinere dets likviditetspolitik, dets fonds - 

politik og dets indog udlånspolitik vil afhænge af en afvejning af på 

den ene side omkostningerne ved en manglende koordination og på den 

anden side omkostningerne ved køb og salg af fonds og ved ændringer 

i indog udlånsbetingelserne. 

Den sidste halve snes års mangß aftalebaserede pengepoli- 

tiske indgreb har i høj grad påvirket denne afvejning.

180 

I årene frem til midten af 60'erne indebar Nationalbankens 

udlånspolitik, Nationalbankens politik m. h. t. fastsættelsen af renten 

på indlånsbeviser og valutabestemmelsernes udformning, at de ren- 

tesatser, hvortil pengeinstitutterne kunne låne eller placere over- 

skudslikviditet, trods hyppige justeringer af lånereglerne i realiteten 

var praktisk taget upåvirket af omfanget af deres nettolåntagning. Som 

man måtte forvente det under såvel fuldkommen konkurrence som oligo- 

polistisk prisfastsættelse, tilpassede pengeinstitutterne deres indog ud- 

lånssatser til renten på det dominerende marked for bankreserver: Na- 

tionalbankens udlånsrente (diskontoen). Pengeinstitutterne havde intet 

eller ringe incitament til at søge at påvirke ind- eller udlånsudviklingen 

gennem en besværlig, omkostningskrævende og m. h. t. effekt vanskelig 

forudseelig tilpasning af deres indlåns- og udlånssatser til ændringer i 

deres nettoreserveudvikling. Ej heller var det profitabelt, kursrisikoen 

taget i betragtning, i nævneværdigt omfang at placere overskudslikviditet 

i obligationsmarkedet. Graden af koordination mellem pengeinstitutter- 

nes likviditetspolitik, fondspolitik og indog udlånspolitik var ringe. 

Pengeinstitutternes klare incitament til at lade deres indog 

udlånssatser følge diskontoen og den ringe grad af koordination mellem 

deres likviditets-, fonds- og indog udlånspolitik indebar, at de penge- 

politiske myndigheders kontrol over renteudviklingen var yderst ef- 

fektiv, men at deres kontrol over indog udlånsudviklingen var tilsva- 

rende ringe. 

Sigtet med de siden midten af 60'erne gennemførte ændringer 

i Nationalbankens låneregler og i valutabestemmelserne har været at 

øge de pengepolitiske myndigheders kontrol med indog udlånsudvik- 

lingen via markedsmekanismen. Det drejer sig i første række om 

strafrenteordningen fra 1964, begrænsningen i pengeinstitutternes 

adgang til at låne i udlandet fra 1965, loftet over bankernes placerin- 

ger i udlandet fra 1969, reglerne om særlig høj forrentning af lån i 

Nationalbanken mod sikkerhed i obligationer, såfremt sådanne lån 

oversteg 15 pct. af bankens egenkapital fra 1972, reglen om lån uden 

sikkerhed til særlig høj rente i perioder med knap likviditet i 1974, ind- 

førelse af lånekvoter opdelt i tranchér og salg af indlånsbeviser på auk- 

tionsbasis fra 1975, og senest intervention i inter-bank markedet til 

satser, der i betydelig grad afspejler banksystemets nettolånebe- 

hov, herunder behov for indenlandsk likviditet til køb af valuta i kas- 

semarkedet til sikring af nettosalg af valuta på termin.

181 

Disse ændringer havde som tilsigtet den effekt gradvis at 

mindske elasticiteten i udbuddet af bankreserver. 

Elasticiteten i udbuddet af bankreserver er af afgørende be- 

tydning for det finansielle systems reaktionsmåde og dermed - i vi- 

dere perspektiv -for den pengepolitiske transmissionsmekanisme. 

Den tilstræbte og realiserede reduktion af elasticiteten i ud- 

buddet af bankreserver indebar således: 

(i) en tilskyndelse for det enkelte pengeinstitut til en højere 

grad af koordination af dets likviditetspolitik, fondspolitik og indog 

udlånspolitik. 

(ii) en tilskyndelse for pengeinstitutsektoren som helhed til 

at etablere et velfungerende marked for overskudslikviditet for heri- 

gennem at realisere de profitmuligheder, der ligger i, at nogle penge- 

institutter uden en smidig likviditetsformidling må låne til en relativ 

høj rente samtidig med, at andre pengeinstitutter kun kunne opnå en 

relativ beskeden forrentning af deres overskudslikviditet. Resultatet 

heraf blev etableringen af pengeinstitutternes pengemarked i 1970. 

Likviditetsformidlingen pengeinstitutterne imellem er i sig 

selv uinteressant i relation til den pengepolitiske transmissionsmeka- 

nisme. Pengemarkedets betydning er indirekte, nemlig at stille de 

enkelte pengeinstitutter over for tilnærmelsesvis identiske kortsig- 

tede investerings/lånemuligheder og derved koordinere deres likvidi- 

tetspolitik, fondspolitik og indog udlånspolitik. 

I konsekvens af en tættere koordination af det enkelte penge- 

instituts likviditets-, fonds- og indog udlånspolitik og en tættere ko- 

ordination af de forskellige pengeinstitutters reaktioner skete der 

tion. 

(iii) en gradvis forøgelse af de finansielle markeders integra- 

Den højere grad af markedsintegration i forbindelse med et 

mere fluktuerende renteniveau var ikke nogen entydig pengepolitisk 

fordel. Den gjorde det vanskeligere for de pengepolitiske myndigheder 

at undgå, at uligevægt i den ene "ende" af markedet, (valutatermins- 

markedet), slog igennem i den anden "ende" af markedet (realkredit- 

obligationsmarkedet) og "farligere" at søge at eliminere uligevægt i 

et marked ved isoleret intervention i dette. Herved svækkedes diskon- 

toen som rentestyringsinstrument - i den nye politiks første år dog

182 

mere potentielt end aktuelt - ligesom de praktiske muligheder for at 

påvirke rentestrukturen gennem selektiv markedsintervention mind- 

skedes. Hertil kom, at den mere fluktuerende obligationsrente som 

resultat af obligationsmarkedets nærere integration med de helt korte 

markeder udgjorde en reel omkostning i form af øget risiko for finan- 

sielle investorer. For uændret investering i obligationer måtte de 

kompenseres gennem en øget risikopræmie - d.v. s. et højere rente- 

niveau. 

På baggrund af et fortsat behov for en mere effektiv styring 

af indog udlånsudviklingen suppleredes den gennem disse indgreb 

opnåede større kontrol med pengeinstitutternes reserveudvikling med 

en kvantitativ regulering af de enkelte pengeinstitutters kredittilsagn - 

det såkaldte låneloft. 

Det forhold, at den kvantitative regulering er udformet som 

et loft over pengeinstitutternes kredittilsagn og ikke deres faktiske 

udlån, forlener det med en betydelig og i mange henseender ønskvær- 

dig fleksibilitet. Denne fleksibilitet til trods har det utvivlsomt mærk- 

bart øget de pengepolitiske myndigheders kontrol med pengeinstitut- 

ternes direkte långivning. 

problemer: 

Men låneloftet skabte samtidig nye pengepolitiske styrings- 

(1) Det medførte, at en større del af tilpasningsbyrden ved 

pengepolitiske indgreb eller fluktuationer i låneefterspørgselen blev 

overvæltet på andre finansielle markeder, herunder specielt obliga- 

tionsmarkedet og valutaterminsmarkedet, 

(2) Det forstærkede det pres for en frigørelse af pengeinsti- 

tutternes rentesatser fra diskontoen, der - som en logisk konsekvens 

af de ændrede låneregler etc. og den deraf resulterende gradvise mind- 

skelse af elasticiteten i reserveudbuddet - havde været under opbyg- 

ning allerede i de sidste år af 60'erne. Efter lang tids forhandlinger 

ophævedes renteaftalen fra januar 1973. 

(3) Det "slørede" og komplicerede den pengepolitiske trans- 

missionsmekanisme i kraft af, at det

183 

(i) ændrede og komplicerede det enkelte pengeinstituts koordi- 

nation af dets likviditets-, fonds- og indog udlånspolitik, 

(ii) mindskede koordinationen af pengeinstitutternes markeds- 

reaktioner, idet det enkelte pengeinstituts investeringsalternativer 

blev afhængig af, i hvor høj grad låneloftet begrænsede dets udlånsak- 

tivitet, og 

(iii) mindskede koordinationen af husholdningernes og virksom- 

hedernes markedsreaktioher, idet den enkelte virksomheds eller hus- 

holdnings "pris på likviditet" i situationer, hvor låneloftet effektivt 

begrænsede pengeinstitutternes udlånsaktivitet, blev afhængigt af, hvor- 

vidt de besad uudnyttede trækningsrettigheder og/eller (i praksis) havde 

adgang til alternative kreditmarkeder. » 

tive indgreb. 

I de følgende år fulgtes låneloftet op af yderligere kvantita- 

I 1972-73 gennemførtes en række begrænsninger i adgangen 

til realkreditbelåning. Vigtigst var indførelsen af et individuelt abso- 

lut loft over belåningen af nye enfamilieshuse. Mod slutningen af 1975 

suppleredes disse begrænsninger i den individuelle låneadgang med 

kvoter for realkreditinstitutternes samlede nettolånetilbud. 

Disse begrænsninger må antages at have bidraget til at lette 

den ønskede obligationsfinansiering af det i 1975 som følge af dels 

indkomstskattenedsættelsen fra årets begyndelse, dels konjunktur- 

tilbageslaget opståede statsfinansielle underskud. De har imidlertid 

næppe i synderlig grad påvirket pengeinstitutternes dispositioner. 

Disses incitament til at kanalisere en mere eller mindre tilfældig 

overskudslikviditet over i obligationsmarkedet (i stedet for at holde 

sig likvid med henblik på en senere udlånsekspansion) forblev lige 

udtalt. Måske endog forstærket, fordi tilgangen af de nye relativt 

korte statspapirer gjorde det muligt at investere i fonds uden at løbe 

en så betydelig kursrisiko; som ved investering i lange realkreditobli- 

gationer. 

Som det hidtil sidste kvantitative indgreb gennemførtes i for- 

* året 1975 et loft over det enkelte pengeinstituts rentemarginal. Loftets 

sigte var dels et indkomstpolitisk, nemlig delvis at redressere den i 

1974 konstaterede markante stigning i pengeinstitutternes rentemargi- 

nal, dels det generelt omkostningspolitiske at bidrage til en sænkning 

af udlånsrenten.

184 

Det er vanskeligt inden for rammerne af en teoretisk analyse 

at afdække, hvorledes rentemarginalloftet har påvirket pengeinstitut- 

ternes reaktionsmønster. 

Vanskelighederne består ikke i at se, hvorledes et pengeinsti- 

tut, der ikke er underkastet markedsmæssige bindinger, gennem æn- 

dringer af dets rentepolitik ville kunne undgå, at en nedsættelse af 

dets rentemarginal reducerede forrentningen af dets egenkapital. 

Hvis dets udlån overstiger dets indlån, ville en forhøjelse af ren- 

teniveauet øge dets indtjening. Omvendt ville et pengeinstitut, 

hvis udlån er mindre end dets indlån - og det gælder for penge- 

institutsektoren som helhed - kunne kompensere for en nedsæt- 

telse af rentemarginalen ved en sænkning af renteniveauet. 

Sådanne yderst partielle betragtninger er imidlertid af stærkt 

begrænset relevans - jo mindre, i jo højere grad pengeinstitutterne 

betragter sig som værende i en indbyrdes konkurrencesituation. 

Uanset om et pengeinstitut, hvis portefølje af fastforrentede 

aktiver overstiger dets arbejdende egenkapital, ud fra en partiel be- 

tragtning ville kunne øge sin indtjening ved en nedsættelse af sit ren- 

teniveau i en situation med stigende låneefterspørgsel og stigende rente 

på likvide reserver - og det er i denne situation, rentemarginallof- 

tet kan tænkes at begrænse pengeinstitutternes indtjening - ville det 

ikke have praktiske muligheder for at forfølge en sådan strategi. Ren- 

teelasticiteten i indlånsudbud og låneefterspørgsel vil resultere i et 

stærkt forøget,tabgivende behov for reserver. 

Det af rentemarginalloftet skabte dilemma - mindsket indkomst 

ved en parallel forhøjelse af indog udlånssatser eller mindsket ind- 

komst ved finansiering af en stigende låneefterspørgsel og et faldende 

indlånsudbud ved lånte reserver eller salg af fastforrentede aktiver i 

et presset marked - indebærer et klart incitament til rentedifferentie- 

ring. På indlånssiden, hvor muligheden for prisdifferentiering utvivl- 

somt er størst., vil det enkelte pengeinstitut se en fordel i at tiltrække 

sig store, "løse" og dermed renteelastiske indskud ved at byde renten 

på disse op uden samtidig at påføre sig et "unødvendigt tab" ved at for- 

høje renten på de faste og dermed renteuelastiske indskud. På udlåns- 

siden er billedet mindre klart. Dels fordi låneloftet har medført, at 

næsten alle lånekategoriers låneefterspørgsel vil være ret uelastisk

185 

på kort sigt, dels fordi pengeinstituttets interesse i prisdifferentiering 

er mindre entydig. Ved en særlig forhøjelse af renten på de mest uela- 

stiske lån vil det kunne øge dets indtjening, men dets reservebehov vil 

ikke blive væsentligt reduceret. Ved i særlig grad at forhøje renten 

på de mest renteelastiske lån - typisk erhvervslån - vil det kunne re- 

ducere dets reservebehov, men i nogen grad på bekostning af dets 

interesse på langt sigt i at etablere faste erhvervskunderelationer. 

Mulighederne og incitamentet for prisdifferentiering vil ikke 

være de samme for alle typer af pengeinstitutter. Det kræver en 

vis størrelse effektivt at kunne gå ind i markedet for de store rente- 

elastiske indlån og en betydelig ekspertise fuldt ud at kunne udnytte de 

fortjenstmuligheder ved valutaterminsmarkedsoperationer, der ty- 

pisk vil ledsage en pengepolitisk stramning, især under et låneloft. 

Men på grund af konkurrencen vil også de pengeinstitutter, hvis lang- 

tidsinteresse tilsiger dem at etablere og fastholde faste kunde- 

relationer gennem en stabil rentepolitik og videst mulig efterkommen- 

hed over for kundernes låneønsker, være tvunget til delvis at lade 

deres rentesatser følge fluktuationerne i de prisdifferentierende 

pengeinstitutters satser. 

Det forekommer sandsynligt, at rentemarginalloftet via 

denne mekanisme har medført en nærmere sammenkædning af penge- 

institutternes gennemsnitlige indog udlånssatser og renten ved al- 

ternative placeringer. Herved har det fremmet integrationen af de 

finansielle markeder og (yderligere) svækket mulighederne for en dif- 

ferentieret rentestyring. Hertil kommer, at det utvivlsomt har gjort 

det enkelte pengeinstituts reaktioner på pengepolitiske forhold i højere 

grad afhængig af dets særegne forhold og derigennem yderligere "slø- 

ret" og kompliceret den pengepolitiske transmissionsmekanisme. 

Ud fra denne hypotese har rentemarginalloftet ikke i sig selv 

været en tilstrækkelig årsag til den glidning i pengeinstitutternes ren- 

tesatser, der har kunnet iagttages i 1976 og den forløbne del af 1977. 

Hovedårsagen må snarere findes i renteudviklingen på de øvrige finan- 

sielle markeder. Men rentemarginalloven har tilsyneladende været 

medvirkende til, at denne i højere grad end tidligere er slået igennem 

på pengeinstitutternes rentesatser.

186 

En økonometrisk analyse af bankernes gennemsnitlige ind- _o_g udlånsrente. 

Tabel 1 viser tre alternative modeller til bestemmelse af banker- 

nes gennemsnitlige indog udlånsrente . 

Specifikationen af de tre modelalternativers grundmodel er iden- 

tisk, men estimationsperioden er forskellig. 

Formålet med denne analyseform er det til dels selvmodsigende, 

på den ene side at vurdere stabiliteten i bankernes rentepolitik og på den 

anden side at skønne over effekten af de siden 60'erne ovenfor omtalte 

institutionelle ændringer. 

Ind- og udlånsrentemodellerne med betegnelsen alternativ 1 er 

estimeret på grundlag af observationer fra 60'erne. 

Disse modeller bekræfter fuldt ud den i ovenstående afsnit opstil- 

lede hypotese, at pengeinstitutternes rentesatser under et system med et 

meget elastisk reserveudbud vil følge den af Nationalbanken fastsatte "pris" 

på bankreserver, d.v. s. diskontoen eller "højeste udlånsrente" senere "al- 

mindelig udlånsrente" (= diskontoen plus 1 pct. ). 

En diskontoforhøjelse på 1 procentpoint medførte ifølge modellen 

en stigning i den gennemsnitlige udlånsrente på lige knap 1 procentpoint 

og en stigning i den gennemsnitlige indlånsrente på omkring 0,7 procent- 

point. Forskellen afspejler, at pengeinstitutterne typisk kun regulerer de 

helt korte rentesatser med 1/2 procentpoint, når diskonto - og dermed 

variable udlånssatser og lange indlånssatser - ændres med 1 procentpoint. 

1) De forklarede rentesatser er forretningsbankernes gennemsnitlige indog 

udlånsrente. Udlånsrenten er i overensstemmelse med tilsynet med 

banker og sparekassers praksis før 1975 opgjort ekskl, stiftelsesprovision. 

Udlåns gennemsnittet er tillige ekskl, rente af bankernes kassebinding 

i Nationalbanken. 

Frem til marts 1974 bygger opsplitningen af den gennemsnitlige årlige 

udlånsrente på halvår pa annoncerede indog udlånssatser. Herefter og 

frem til 1. kvartal 1976 er benyttet den af Nationalbanken indsamlede og 

siden af Danmarks Statistik videreførte statistik over typiske rentesatser. 

Fra og med 2. kvartal 1976 benyttes den nye kvartalsvise rentestatistik. 

Opsplitningen af den gennemsnitlige årlige indlånsrente på halvår bygger 

til og med 1. kvartal 1976 på annoncerede satser. Herefter benyttes som 

for udlånsrenten den kvartalsvise rentestatistik. 

Den udstrakte brug af annoncerede satser ved halvårsopsplitningen kan 

have bevirket, at markedsbetingede rentefluktuationer inden for året, d.v. 

s. fra l.til 2.halvår, undervurderes, og at - i konsekvens heraf - markedsbetingede 

fluktuationer mellem årene, d. v. s. fra 2. til 1. halvår, overvurderes.

187 

Uden den udvidelse af rentemarginalen ved en diskontoforhøjelse, 

som dette reaktionsmønster indebærer, ville bankernes løbende netto- 

renteindtægt falde ved en diskontoforhøjelse og stige ved en diskontoned- 

sættelse. Det er en følge af, at den del af bankernes aktiver, der er pla- 

ceret i fastforrentede fordringer, gennemsnitligt overstiger deres arbej- 

dende egenkapital. 

En sådan "kompensatorisk" rentepolitik er imidlertid ikke forenelig 

med fuldkommen konkurrence. Den må derfor tages som et udtryk for, at 

pengeinstitutternes rentefastsættelse i denne periode var helt klart "admi- 

nistreret 1 '. 

I forbindelse med diskontoforhøjelsen på to procentpoints i maj 

1969 opfordrede Nationalbanken pengeinstitutterne til at lade diskontofor- 

højelsen slå fuldt igennem på udlånsrenten, men kun at hæve indlånsrenten 

med 1 pct. Henstillingen var af midlertidig karakter. Den hidtidige relation 

mellem indlånsrentesatser og diskonto retableredes ved relative forhøjelser 

af indlånssatserne i juni 1970 og i januar 1971. 

I et forsøg på at måle effekten af Nationalbankens henstilling på ud- 

lånsrente, indlånsrente og rentemarginal indgår der i analysen en dummy- 

variabel, DUMDISC. Variablen afspejler den "partielle diskontonedsættelse 

f. s. v. a. pengeinstitutternes indlånssatser" vejet med den andel 

af indlånsmassen, den i hvert halvår gennemsnitligt vedrørte. 

Under forudsætning af, at de oligopolistiske tendenser domi- 

nerede markedskræfterne, skulle man forvente, at koefficienten til 

DUMDISC i udlånsrenteligningen skulle "komme ud" insignifikant forskellig 

fra nul, og at koefficienten til DUMDISC i indlånsrenteligningen skulle "kom- 

me ud" svarende til -0, 01 multipliceret med en diskontoændrings "normale" 

gennemslag på den gennemsnitlige indlånsrente, d. v. s. med koefficienten 

til DISC. 

Med en koefficient insignifikant forskellig fra nul i udlånsrentelignin- 

gen og på -0. 007 i indlånsrenteligningen viste forventningerne sig fuldt ud 

at slå til. 

De bekræftede forventninger til pengeinstitutternes reaktioner på 

Nationalbankens henstilling i 1969 er således et indicium på, at den be- 

gyndende diskussion om renteaftalens hensigtsmæssighed endnu ikke hav- 

de sat sig mærkbare spor i pengeinstitutternes faktiske rentepolitik. Det 

oligopolistiske islæt i pengeinstitutternes rentefastsættelse var uændret 

dominerende; effektiviteten i Nationalbankens vigtigste rentepolitiske sty- 

ringsinstrument uantastet.

189 

Sammenlignet med renten på nationalbanklån - diskontoen - var 

renten på de øvrige "eksterne" finansielle markeder af underordnet be- 

tydning for pengeinstitutternes rentefastsættelse i 60 J erne. 

I følge de estimerede modeller ville en stigning i renten i udlandet - 

repræsenteret ved Eurodollarrenten - på 1 procentpoint kun medføre en 

stigning i pengeinstitutternes indog udlånssatser på 0. 08 procentpoint. 

Inden for rammerne af en konkurrencemodel måtte et så beskedent 

gennemslag på pengeinstitutternes indog udlånssatser implicere, at pen- 

geinstitutterne ikke for ti-året som helhed betragtede udenlandsk låntag- 

ning som et egentligt alternativ til låntagning i Nationalbanken. I lyset af 

det betydelige oligopolistiske element i pengeinstitutternes rentefastsæt- 

telse er en sådan fortolkning dog næppe tilladelig. Hertil kommer, at 

gennemsnitsbetragtninger er mindre relevante på dette område, idet der 

som nævnt ovenfor i løbet af 60'erne skete en markant stramning af pen- 

geinstitutternes adgang til de udenlandske pengemarkeder. 

En stigning i den effektive obligationsrente på 1 procentpoint skulle 

ifølge modellen for 60'erne medføre en forhøjelse i den gennemsnitlige ud- 

lånsrente på omkring 1/4 procentpoint. Men først med nogen forsinkelse. 

Gennemslaget på den gennemsnitlige indlånsrente var kun knap halvt så 

stærkt. Til gengæld meldte det sig stort set øjeblikkeligt. 

Der er god grund til at være skeptisk over for den af modellen indi- 

cerede forskel i ud- og indlånsrentens tilpasning til ændringer i obligations- 

renten. Estimation af tilpasningsforløb er erfaringsmæssigt forbundet med 

stor usikkerhed. Mindre tilfældige udsving i observationerne kan øve en 

ganske stor indflydelse. Hovedkonklusionen - at udlånsrenten først tilpassede 

sig med en vis forsinkelse, medens indlånsrentens tilpasning var ret øjeblik- 

kelig, og at obligationsrentens gennemslag på udlånsrenten var omkring dob- 

belt så stærk som gennemslaget på indlånsrenten - viste sig imidlertid me- 

get robust over for ændringer i observationsperiode, modelspecifikation og 

restriktioner på lagfordelingen. 

Det forskellige tilpasningsmønster for ud- og indlånssatserne 

kan måske forklares som en markedsmæssig reaktion på husholdnin- 

gernes og virksomhedernes porteføljetilpasning ved ændringer i rente- 

strukturen. Husholdningernes og virksomhedernes ønske om at substi- 

tuere obligationer for indlån i tilfælde af en relativ stigning i obligations- 

renten synes at måtte kunne effektueres hurtigere end substitution af lån 

i pengeinstitutterne for obligationslån. Men det er svært at finde andre 

holdepunkter for en sådan hypotese. Det har således ikke været muligt at

190 

spore nogen effekt på rentefastsættelsen af ændringer i forholdet mellem 

udlån og indlån. Ej heller er der i del-modellen til bestemmelse af hus- 

holdningernes og virksomhedernes porteføljesammensætning klare indi- 

cier på en hurtigere tilpasning af aktivsiden end af passivsiden. 

I det teoretiske afsnit om bankpolitik på langt og kort sigt argumen- 

teredes der for, at den mindskede elasticitet i udbuddet af bankreserver 

som følge af indskrænkningen i pengeinstitutternes adgang til de udenland- 

ske pengemarkeder og låneloftets indførelse måtte formodes at ville føre 

til en styrkelse af markedselementet i pengeinstitutternes rentefastsæt- 

telse. Enkelte pengeinstitutters udtræden af deres organisationer med 

henblik på at frigøre sig fra renteaftalen indicerer da også, at denne 

var kommet under et vist pres i begyndelsen af 70'erne. 

Med henblik på at vurdere styrken og tidsforløbet af den formodede 

frigørelse af pengeinstitutternes rentepolitik er der i tabel 2 foretaget 

en sammenligning af den faktiske renteudvikling i den forløbne del af 

70'erne med det beregnede forløb under forudsætning af, at pengeinstitut- 

terne havde fastholdt 60'ernes rentepolitik som beskrevet i de ovenfor om- 

talte modelalternativer. 

Af tabellen fremgår det, at udlånsmodellen rammer helt i plet i 1970 

og 1971. I 1972 og 1973 undervurderer den det faktiske renteniveau med ca. 

3/4 procentpoint. Fra 1974 er der imidlertid tale om en væsentlig, fluktu- 

erende og generelt voksende undervurdering. I første halvår 1977 lå den 

faktiske udlånsrente således ca. 2 1/2 procentpoints over det niveau, man 

skulle forvente på grundlag af 60'ernes erfaringer. 

For indlånsrenten er billedet nogenlunde det samme. Modellen giver 

en meget smuk forklaring på den faktiske renteudvikling helt frem til 1. halv- 

år 1974. Herefter udviser residualmønstret en væsentlig og næsten monotont 

voksende undervurdering. 

Den stort set ækvivalente undervurdering af ud- og indlånsrente 

i de senere år implicerer, at den for 60'erne implicit beregnede funk- 

tion til bestemmelse af rentemarginalen giver en ganske god forklaring 

på udviklingen i den forløbne del af 70 J erne. 

Der kan dog spores en vis systematik i residualmønstret. Fra 

1. halvår 1972 til 1. halvår 1975 er der tale om en ret konstant undervur- 

dering af rentemarginalen af størrelsesordenen 0.4 procentpoint. Efter 

et ret så kraftigt dyk i rentemarginalen i 2. halvår 1975 har undervurde- 

ringen i de sidste tre halvår ligget nogenlunde konstant på ca. 1/4 pro- 

centpoint.

192 

Analysen af, hvorvidt 60'ernes erfaringer kunne forklare renteud- 

viklingen i den forløbne del af 70'erne, indicerer, at der ikke skete nogen 

væsentlig ændring i pengeinstitutternes rentepolitik før i første halvår 1974. 

Det kan undre, idet renteaftalen ophævedes med virkning allerede 

fra ultimo januar 1973. Umiddelbart efter renteaftalens ophævelse kunne 

der da også spores en klar tendens til, at renten på større indlån og ind- 

lån med langt opsigelsesvarsel gled noget opad i forhold til diskontoen, men 

for det gennemsnitlige renteniveau var disse justeringer af underordnet 

betydning. Så vidt det kan ses af renteudviklingen, var det først i forbindel- 

se med den voldsomme tilstramning af de finansielle markeder i begyndel- 

sen af 1974 og den deraf afledede stærke stigning i obligationsrenten og i 

pengemarkedsrenten i forhold til diskontoen, at pengeinstitutterne lod mar- 

kedskræfterne slå igennem på de i almindelige kundeforhold gældende satser. 

Til yderligere belysning af stabiliteten i pengeinstitutternes rente- 

politik i begyndelsen af 70'erne reestimeredes de for 60'erne opstillede 

ud- og indlånsrentemodeller på grundlag af observationer fra perioden 

1963.2 til 1973.2 (alt. 2). Som ventet var koefficientestimaterne praktisk 

taget upåvirket af observationsperiodens forskydning. 

Tilbage står imidlertid at identificere og kvantificere de ændringer 

i pengeinstitutternes rentepolitik gennem de sidste få år, som residual- 

mønstret i modelsimulationen så klart indicerede. 

Det kan kun ske med betydelig usikkerhed. Perioden 1974. 1 til 1977.1 

giver kun 7 halvårsobservationer. Skal blot få af periodens institutionelle 

ændringer inddrages i analysen som supplerende argumenter, vil deres for- 

klaringsevne i realiteten unddrage sig stokastisk kontrol. 

En række beregninger førte frem til, at (i) renteaftalens ophævelse, 

(ii) den heraf muliggjorte tilpasning af kundesatserne til renteudviklingen 

på pengemarkedet og (iii) rentemarginalloftet alt i alt gav den bedste for- 

klaring på de sidste års renteudvikling sammenlignet med den, man skul- 

le have forventet på grundlag af 60'ernes erfaringer. 

I tabel 1 er som tredie alternativ gengivet indlåns- og udlånsren- 

temodeller for hele perioden fra 1960. 1 til 1977.1. De er i deres grund- 

læggende specifikation identisk med de ovenfor gennemgåede alternativer, 

men suppleret med (i) en dummy-variabel for perioden efter renteaftalens 

effektive ophævelse (ovenfor postuleret at have fundet sted ved udgangen af 

1973), DUMRA, (ii) samme dummy-variabel multipliceret med pengemar- 

kedsrentens afvigelse fra dens niveau i andet halvår 197 3, DUMRA* (IMM-

193 

IMMn„ 2^'°£ ^"^ en dumm y~ var i a kel, DUMRM, for den periode, hvor rentemarginalloftet 

har været legalt såvel som administrativt gældende, d. v. s. 

fra og med andet halvår 1975. 

Modellerne indicerer, at renteaftalens ophævelse medførte en stig- 

ning i såvel ind- som udlånsrente af størrelsesordenen 0. 7 procentpoint. 

Rentemarginalen var tilsyneladende ret uantastet af det incitament til øget 

konkurrence - især på indlånssiden -, som renteaftalens ophævelse indebar. 

De estimerede modellers fortolkning er imidlertid ikke ganske enty- 

dig. Opsplitningen af renteudviklingen i perioden efter renteaftalens ophæ- 

velse på en niveauforskydning og en afsmitning af pengemarkedsrentens ud- 

vikling er afhængig af pengemarkedsrentens højde i udgangssituationen. Jo 

højere renteniveauet i udgangssituationen er (og valg heraf er i nogen grad 

arbitrært), og jo kraftigere gennemslag en ændring i pengemarkedsrenten 

har på ud- og indlånsrenten, jo større vil det beregnede niveauskifte i for- 

bindelse med renteaftalens ophævelse være. 

En stigning i pengemarkedsrenten på 1 procentpoint skulle ifølge mo- 

dellerne medføre en stigning i udlånsrenten på 0. 12 procentpoint og en stig- 

ning i indlånsrenten på 0.06 procentpoint. 

Både det ringe gennemslag og det forhold, at gennemslaget er ca. 

dobbelt så kraftigt på udlånsrenten som på indlånsrenten, forekommer umid- 

delbart overraskende. Dels har udviklingen i pengemarkedet og ændringer- 

ne i Nationalbankens udlånsregler medført, at pengemarkedsrenten har over- 

taget rollen fra diskontoen som det mest relevante udtryk for "prisen" på 

banklikviditet, dels synes det inden for rammerne af en konkurrencemodel 

mere "naturligt", at et pengeinstitut, der fandt "prisen" på likviditet erhver- 

vet i pengemarkedet for høj, ville forsøge at skaffe sig den gennem en me- 

re aggressiv indlånspolitik end gennem en udlånsbegrænsende højrentepo- 

litik. 

Det er da også muligt, at modellernes indikation af, at pen- 

gemarkedsrenten slår stærkere igennem på udlånsrenten end på indlåns- 

renten, er misvisende, eller rettere at den skyldes et ikke i modellen ind- 

draget samspil mellem udlånsloft og pengemarkedsudvikling. I forbindelse 

med valutauro vil virksomhedernes omlægning fra udenlandsk til indenlandsk 

låntagning på samme tid mindske pengeinstitutternes likviditet og presse lå- 

neefterspørgselen mod loftet. Kvantitativt afskåret fra at tilfredsstille den 

øgede låneefterspørgsel vil pengeinstitutterne selvsagt have et stærkt inci-

194 

tament til at sætte udlånsrenten i vejret. Det har imidlertid ikke været 

muligt at påvise nogen direkte sammenhæng mellem udlånsrenteudviklin- 

gen og låneloftets udnyttelsesgrad. 

Alt i alt må man nok konkludere, at renteaftalens ophævelse og 

den deraf skabte mulighed for en nærmere afstemning af pengeinstitutter- 

nes rentepolitik med renteudviklingen i de øvrige finansielle markeder 

ikke hidtil synes at have medført en så kraftig modifikation af den hidtidige 

stive og olipolistiske rentefastsættelse, som det ofte antages. 

Taget efter deres pålydende indicerer koefficienterne til DUMRM, 

at rentemarginalloftet medførte en vis stigning i renteniveauet. Stigningen 

i udlånsrenten er beregnet til 0, 6 procentpoint, stigningen i indlånsrenten 

til 0, 9 procentpoint. Opdriften i såvel indlåns- som udlånsrenteniveauet 

er signifikant efter statistiske kriterier. Det gælder derimod ikke for den 

implicit beregnede indsnævring af rentemarginalen på 0, 3 procentpoint. 

Som omtalt i den teoretiske udledning ovenfor er der imidlertid 

næppe grund til at tro, at indførelsen af rentemarginalloftet i sig selv skulle 

have været tilstrækkeligt til at medføre en stigning i renteniveauet (om end 

dette selvsagt heller ikke kan udelukkes, når rentemarginalloftets generelt 

konkurrence begrænsende effekt tages i betragtning). Den forventede effekt 

var dels en nøjere koordination af pengeinstitutternes likviditets-, fonds- og 

rentepolitik og dermed en kraftigere afsmitning på indog udlåns satserne 

af det stigende renteniveau på de øvrige finansielle markeder - især penge- 

markedet, markedet for korte værdipapirer og valutaterminsmarkedet - 

dels øget "slør" i den pengepolitiske transmissionsmekanisme. En sådan 

mere kompliceret hypotese er det imidlertid ikke muligt at teste på grund 

af den korte observationsperiode. 

Udviklingen i modelsimulationernes residualmønster kan dog tages 

til indtægt for, at koefficienterne i indog udlånsligningerne til DUMRM i 

hvert fald i en vis udstrækning blot afspejler den for perioden gennemsnit- 

lige effekt af en kraftigere afsmitning på indog udlånssatserne af renteud- 

viklingen i de øvrige finansielle markeder. Både alternativ 1 og 3 overvur- 

derer således udlånsrenten og rentemarginalen kraftigere i andet halvår 

1975, hvor pengemarkedsrenten, obligationsrenten, især renten på korte 

statspapirer, og fortjenesten ved valutaterminsforretninger var relativt 

lav, end i 1976, hvor afkastet af disse alternative placeringer gik markant 

i vejret.

Søgbar version

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?