Malling - Beder-Malling Idrætsforening

Kirke & sogn
”Er Gud for os, hvem kan så være imod
os?” Sådan spørger Paulus i det udsnit fra
Romerbrevet, som kan høres under søndagsgudstjenesten
d. 16. Maj. det lyder
umiddelbart som et lidt dumt spørgsmål;
for imod os er der så vist mange, der kan
være. Selv havde Paulus da også adskillige
imod sig, og de var ikke blevet færre,
fordi Gud var for ham. Tværtimod havde
han utvivlsomt fået mange imod sig, som
han ikke ville have fået imod sig, dersom
han ikke havde troet på Jesus som Kristus.
Han havde fået sine egne jødiske folkefæller
imod sig.
Nå, det, Paulus vil sige, er så altså heller
ikke, at når Gud er for os, er der ingenting,
der kan gå os imod; men han tager
alt det, som vitterligt kan være imod os,
og lægger i den ene vægtskål; og så tager
han det, at Gud er for os, og lægger i den
anden; og så er der, påstår han, ikke bare
ligevægt, men den anden tvinger simpelthen
den første i vejret, som om der
ingenting var i den.
Særligt moderne med det regnestykke kan
man bestemt ikke påstå, at Paulus er. I så fald
skulle han jo have sagt det modsatte: Hvad
glæde har vi af Gud, når livet er os imod?
Noget i den retning havde han da også selv
tidligere tænkt. Han havde nærmest troet,
at Gud var en modstander, som skulle formildes
ved gode gerninger, og at når han
bare gjorde sig umage med at holde lovens
bud, ville Gud mere og mere blive for ham.
Men nu troede han, at Gud allerede var
for ham, før han selv havde gjort noget for
det. Det var det nye, Paulus havde mødt i
kristendommen. Og så opregner han ellers
alt det, han selv rent faktisk havde fået imod
sig, fordi han var blevet kristen: trængsel og
angst, forfølgelse og sult, fare og sværd.
Vores utroligt begunstigede vilkår som kristne
taget i betragtning ville det selvfølgelig bare
falde komisk ud, dersom vi indbildte os, at
de ord havde adresse til os. Vi hverken kan
eller skal forsøge at indbilde os et martyrium.
Men så sandt som også vi er i dødens vold
Udsnit fra Malling kirkes altertavle med apostlen
Paulus i midten (foto: Karen Greve)
og altid har vores liv på tilintetgørelsens vilkår,
er det nok værd at hæfte sig ved, at når
Paulus tæller al modgang og lidelse sammen,
så bliver summen alligevel lig nul, fordi Gud
er for ham.
Det sker, at en syg tænker: Gud kan ikke
være for mig, når jeg er blevet syg, eller at
et menneske rammes af en stor sorg og tænker:
Gud kan ikke være for mig, når jeg har
det her imod mig. Men det er hedenskab at
tænke sådan, altså, at Gud er imod mig, når
livet går mig imod. Kristendom er det modsatte:
at hvor meget livet end går mig imod,
så kan det intet ændre ved, at Gud er for
mig. Kristendom er ikke, at livet er os nådigt,
men at Gud er os nådig, ”han, som ikke
sparede sin egen søn, men gav ham hen for
os alle,” som Paulus skriver. Det betyder, at
dersom et menneske siger: hvis Gud elskede
mig, ville han spare mig for det, jeg har imod
mig, så lyder kristendommens svar: Du
skal ikke kende Guds kærlighed på det, du
spares for, men på det, Gud ikke sparede
sin egen søn for!
Javel, men – vil nogen måske sige – det
værste er nu heller ikke det, jeg ikke spares
for, men det, samvittigheden anklager mig
for. Jeg kan godt tro, at Gud er for mig,
selv om mangt og meget er imod mig.
Men hvordan skal jeg tro, at Gud er for
mig, når min samvittighed er imod mig?
Også det spørgsmål kendte Paulus. Og
hvad siger han så til det? Siger han at det
ikke er så slemt, som samvittigheden siger,
men at der dog også er noget, der taler til
undskyldning? Nej, ikke et øjeblik vover
han sig ind i en diskussion med anklagen
og samvittigheden. Op herimod sætter han
noget andet, nemlig at ”Gud er den, som
retfærdiggør!”, underforstået, at Når det er
ham, der gør det, så gør det ikke noget, at
samvittighedens anklage er berettiget!
Eller billedligt udtrykt: når én sidder i
fængsel, og et elsket og nærtstående menneske
kommer på besøg og siger: Du er
fri! så hjælper det begribeligvis ikke vedkommende.
Men hvis dommeren kommer og
siger: Du er fri! så gælder det. Så kan ingen
bagefter komme og sige, at det ikke gælder;
for dommeren har selv sagt det, og han har
det sidste ord i den sag.
Sådan er det også, når Gud retfærdiggør. Så
er den anklagede fri; og når så samvittigheden
bagefter kommer og siger: Du er alligevel
skyldig, så kan den anklagede svare: Ja,
du har ret! Det er sandt, hvad du siger! Men
Gud er den, som retfærdiggør!
Eller, for nu at sammenfatte: Guds sindelag
kendes ikke på, at samvittighedens anklage
hører op, men på, at han er den, som retfærdiggør.
Hans kærlighed kendes ikke på, at vi
skilles af med trængsel og angst, nød og fare,
men på, at der ikke findes det helvede, hans
søn ikke er ”nedfaren” til, for at vi heller ikke
dér skal være ham foruden.
Malthe Madsen
Nummer 3/2010 21