Untitled

1 2
1. Jørn Utzon og familie, ca. 1953
2. Kingohusene, Helsingør, 1954-59
3. Fredensborghusene, Fredensborg, 1959-65
4. Sydney Opera House, Sydney, 1957-66
Jørn Utzon er en af de mest talentfulde og markante danske arkitekter; ikke
blot i nyere tid men i det hele taget. Hans far var skibsarkitekt, og Jørn voksede
op tæt på Ålborg Skibsværft, hvor han udviklede en dyb respekt for godt håndværk
og en fascination af naturlige konstruktionsformer. I 1937 startede han
på arkitektskolen under Steen Eiler Rasmussen, som satte erfaring over teori,
og Kay Fisker, som introducerede ham til Alvar Aalto, der blev en livslang inspirationskilde.
Da han blev færdig på arkitektskolen i 1942, forlod han og hans
forlovede Anne Lis Fenger det besatte Danmark til fordel for Stockholm, hvor
de giftede sig, og han fik arbejde på Hakon Ahlberg og Poul Hedqvists tegnestue.
Ahlberg var en af Gunnar Asplunds (1885-1940) disciple. På en udstilling
af ny amerikansk arkitektur i 1944 opdagede han Frank Lloyd Wright, hvis
principper om organisk arkitektur satte skub i Utzons talent og fyrede op under
hans ambitioner om at sætte sig ud over de anerkendte stilkonventioner.
I 1945 vendte Utzon-parret hjem til Danmark, og Jørn etablerede sin egen tegnestue.
Han brugte karrierens første år på at deltage i arkitektkonkurrencer
og med at rejse for at lære sig forskellige byggetraditioner. I denne periode
havde han også en række deltidsjob, men sagde nej tak til at undervise på arkitektskolen
og holdt sig i det hele taget uden for det akademiske miljø. I 1952
byggede han et lille billigt hus til sin egen familie, som udpegede en helt ny retning
for boligbyggeri i Danmark. Det blev også standardmodellen for en ny
type gårdhavehuse, der kunne bygges i klynger og indpasses i landskabet. De
bedste eksempler på denne type huse og i det hele taget noget af Utzons bedste
byggeri er Kingohusene (1954-1959) og Fredensborghusene (1962-1965),
der begge demonstrerer en elegant balance mellem det private og offentlige
rum, samtidig med at de tager højde for bilens ankomst i familierne. I 1957 fik
Utzon førsteprisen i konkurrencen om et nyt operahus i Sydney. Den episke
his torie om operahuset, der stod færdigt i 1973, og Utzons tragiske exit fra
projektet i 1966 er veldokumenteret.
Jørn Utzon 1918–2008
5. Bagsværd Kirke, Bagsværd, 1968-76
6. Can Lis, Mallorca, 1971-73
7. Kuwait Nationalforsamlingen,
Kuwait City, 1972-84 (model)
Efter Sydney kom Utzon tilbage til Danmark, hvor han de fleste steder blev behandlet
som en paria og næsten ikke fik nogen opgaver. Han brugte sin energi
på konkurrencer og en række prototyper, som gjorde brug af præfabrikerede
komponenter med inspiration i naturens organiske former og folkelige byggetraditioner.
Hans vision for en additiv arkitektur kulminerede med Expansivasystemet
(1969), en serie enkle elementer, der kunne kombineres til at skabe
rum, bygninger og hele bebyggelser, som samtidig kunne ændres over tid.
Mes terværket fra den tid er Bagsværd Kirke (1968-1976), som har en ramme
af præfabrikeret beton og vægge af betonfliser og med tekstiler af hans datter,
kunsthåndværkeren Lin Utzon. De trappeformede sidevægge minder om
landsbykirkens profil og understreger Utzons hengivenhed over for P.V. Jensen-Klints
principper, der kom tydeligst til udtryk i Grundtvigskirken, som Utzon
var en stor beundrer af.
I 1971 var Utzon og hans kone flyttet til Mallorca, og han begyndte arbejdet
med det første af de to huse, han kom til at bygge der. Can Lis (1971-1973), der
er bygget på en klippe og bygget af lokale sten med præfabrikerede betonpiller,
er en samling uformelt forbundne rum, der åbner ud imod havet og leder
tanken hen på Asplunds lille hus ved Stennäs. Under opførelsen vandt Utzon
konkurrencen om et nyt kuwaitisk parlament (1972-1984). I samarbejde med
sine arkitektsønner Kim og Jan designede Utzon dette enorme kompleks af
kontorer og mødelokaler i pagt med det tørre klima, inspireret af arabernes
egen byggestil. I løbet af 1990’erne færdiggjorde han Can Félix (1991-1994)
og oplevede nu i et vist omfang den anerkendelse, han havde fortjent. I 1998
bad den australske regering ham om hjælp med at renovere operahuset. Han
indvilligede i at arbejde som konsulent med Jan som mellemmand. I 2003
modtog Utzon den fornemme Pritzker-pris, arkitektverdenens Oscar, hovedsageligt
for det mesterværk, han havde forladt i 1966 for aldrig at vende tilbage
til. Vigtigheden af Utzons arbejde og ideer er stadig ikke fuldt ud forstået.
312 313
3
5
4
6
7