Læs hele artiklen - Vagn Skov Særkjær

inde, et eller andet sted, som vi dog ikke kan
se herfra. Vi standser også ved et lille hvidt
kapel. Døren er lukket, men ikke låst. Vi går
ind. Her er ingen, men lysene er tændt og jeg
fotograferer nogle af de fine ikonmalerier på
væggene.
Et lys for Henning
Vores ekskursion ender ved Bebudelseskirken
på kajen ved Mandrakihavnen. Vi betaler
chaufføren og siger tak for en god tur og de
fine informationer han gav os undervejs. Inde
i kirken køber Lis et vokslys, som hun tænder
for Henning, og sætter i sandbakken.
Henning, hendes søn og min stedsøn, døde 51
år gammel af kræft i lungen søndag
formiddag den 29. april. Han blev bisat fra
Brabrand Kirke tre dage før vi rejste hertil. Vi
er stadig i shock. Vi sidder længe på et par
stole bagerst i kirkerummet, tænker på ham,
hans sygdom og hans sidste timer på
hospitalet. Vi græder og bliver siddende en
stund endnu inden vi går udenfor, ud på
molen, ud til søjlen med et dyr på toppen der
markerer styrbords indsejling til havnen. På
den anden side af indsejlingen står en
tilsvarende.
Vi sætter os på en bænk og ser på mænd og
drenge med fiskestænger. De drømmer om at
fange noget. Vandet er klart, så gennemsigtig
at vi faktisk får øje på en af de fisk de gerne
vil have på krogen.
Vi går langs havnefronten og ser på turbåde
som sejler havnerundfart, og lidt større både
der tilbyder sejlads til Lindos, øen Symi og
Marmaris på den Tyrkiske kyst og andre
fjernere destinationer. Ved
markedsbygningen, på grænsen til den gamle
by, finder vi en plads i skyggen på en
restaurant. Vi bestiller en græsk omelet og
drikker et krus øl.
16
Kirken hvor vi sætter et lys for Henning er bygget
som en kopi af johanniternes gamle ordenskirke.
Også denne kirke er viet til Johannes Døberen
Riddernes gade.
Riddergaden begynder i den nedre ende ved
hospitalerne, tæt på havnen. I den øvre ende,
200 meter oppe, ender den ved Stormesterens
palads og den bortsprængte ordenskirke.
Riddergaden var således den interne gade i
johanniternes klosterområde, også kaldet
Collachium.
Står man ved hospitalerne og kigger op
gennem den pigstensbelagte gade, op langs de
grå sandstensfacader, kan indtrykket godt
virke lidt kedelig, men det ændrer sig
efterhånden som vi kommer op.
Medens ordenen havde hovedkvarter i Acre
havde de bl.a. udviklet den praksis at inddele
medlemmerne efter national, sproglig
oprindelse. Medens de var på Cypern blev
denne praksis også skrevet ind i deres
vedtægter. De syv grupperinger, også kaldet
de syv tunger, bestod af en gruppe fra
Provence, en fra Auvergne, og en fra
Frankrig, dengang tre selvstændige stater. En
fjerde sproggruppe bestod af dem der kom fra
Aragonien og Navarre, to provinser i det
nuværende Spanien. Hertil kom en italiensk,