Holdepunkter i Johanniterordenens historie - Vagn Skov Særkjær

Vagn Skov Særkjær
Oktober 2009
Holdepunkter i Johanniterordenens historie
Malteser Ordenen
1

Indledning
Der er fremstillet malerier, skrevet opera, romaner
og historier om malteserridderne i store
mængder. Mange mennesker har gennem johanniternes
historie været fascineret af ordenen
og mange er det stadig. Måske fordi den
omfattes af en religiøs munkemystik, men
måske også fordi den i sin kerne stadig har en
gruppe udvalgte riddere. Det er også forunderligt
at se, hvordan den ældgammel organisation
har fastholde det formål, den satte sig
ved begyndelsen, i ca. 1070. Og samtidig har
formået, at tilpasse sig det samfund og den
verden, den aktuelt eksisterer i.
Johanniterordenen har gennem historien skiftet
navn flere gange. Medens ordenen regerede
på Rhodos blev dens medlemmer kendt
som Rhodos ridderne. Da de regerede Malta
blev de kendt som malteserridderne eller bare
malteserne. I dag benyttes navnet Malteserordenen
eller Johanniterordenen måske lidt i
flæng.
På ordenens officielle hjemmesider er dens
fulde navn angivet som: Sovereign Military
Hospitaller Order of St. John of Jerusalem of
Rhodos and of Malta. Ordenen har status som
suveræn stat med observatørstatus i FN, ambassadør
ved Europarådet og ambassader i
flere lande, F.eks. i Prag og Malta.
Ordenen har sit hovedsæde i Pallazzo di Malta
på Via Condotti 68, ved foden af den spanske
trappe i Rom.
Ved Piazza dei Cavalieri di Malta, på Aventinerhøjen
findes stormesterens palæ, ledelsen
af ordenens italienske priorat, ordenens ambassade
i Rom, og Sct. Maria del Priorato
kirken. Hvori flere af ordenens stormestre
ligger begravet. I hovedkvarteret og i ordenens
besiddelser på Aventinerhøjen gælder
italiensk lov ikke. Her er det ordenens egen
lovgivning der gælder. Her regerer ordenen
som en selvstændig stat. Måske den geografisk
mindste stat i verden.
Ordenen ledes af en stormester, som er valgt
på livstid og som i den katolske kirke har status
som kardinal.
Kernen i ordenen, dens ledere, embedsmænd
og præster, består af en lille gruppe ugifte
mænd, der rekrutteres fra Europas fineste
adelsfamilier.
Udenom kernen af adelige ordensriddere findes
en stor gruppe tilknyttede medlemmer,
almindelige mennesker med et almindeligt
familieliv. Ved deres optagelse aflægger løfte
om lydighed overfor ordenens ledelse, og en
forpligtelse til at deltage i nogle religiøse
handlinger.
Et kig ind gennem porten til ordenens hovedkvarter i
Pallazzo di Malta på Via Condotti 68 i Rom. Foto fra
julen år 2000
På ordenens hjemmeside findes informationer
om dens organisation, aktuelle aktiviteter m.v.
http://www.orderofmalta.org/english
Malteserkorset
Korset med de otte spidser er kendt af de fleste
som malteserkorset. Johanniterne har
brugt det siden ordenens grundlæggelse. De
fik det af nogle købmænd fra den daværende
søfartsrepublik Amalfi, som var med til at
finansiere ordenens første aktiviteter i Jerusalem.
Otte punkts korset indgår stadig i Amalfis
byvåben. (Amalfi findes nederst på skinnebenet
i den italienske støvle)
2

Korsets hvide farve symboliserer renhed og
uskyldighed. De fire grene står desuden som
symbol på styrke, retfærdighed, mådehold og
udholdenhed.
Johanniterne bruger det hvide kors på deres
sorte ordenskapper og de bruger det sammen
med den røde farve der optræder på flag, faner
og i riddernes uniformsbeklædning.
Johanniternes hvide otte punkts kors og den italienske
søfartsby Amalfis byvåben hvorfra johanniterne
hentede ideen til deres mærke.
Johanniterordenens oprindelse
Historien om ordenens oprindelse, som de
fleste historikere nu er enige om, blev nedskrevet
at ærkebiskoppen, William fra Tyre.
Han døde ca. 1184. Han fortæller at nogle
købmænd, fra byen Amalfi i Italien, bad kaliffen
i Egypten om at få et sted i Jerusalem,
hvor deres landsmænd kunne bo. Kaliffen
herskede dengang over såvel Egypten, som de
områder vi i dag kender som Jordan, Syrien,
Israel, Palæstina og Libanon. Han gav købmændene
et område i Jerusalems kristne kvarter,
tæt på Den Hellige Gravkirke. På arealet
de fik stillet til rådighed, byggede de Opstandelseskirken
og et kloster til ære for Jomfru
Maria, samt et nonnekloster til ære for Maria
Magdalene. Munkene i det nybyggede kloster
indrettede et hospital for fattige og syge pilgrimme.
Der er bland historikere enighed om at hospitalet
blev bygget i 1070-erne eller måske lidt
tidligere. Altså, 30 år tidligere end det første
korstog erobrede Jerusalem. Historikerne er
også nogenlunde enige om, at hospitalet fra
begyndelsen var dedikeret til Johannes Døberen.
Han blev fra starten hospitalets skytspatron.
Derfor blev de munke og nonner som
drev hospitalet kaldt johanniter eller hospitalers.
Jomfru Mariakirken og klosteret fik tilnavnet,
af latinerne, fordi de blev bygget af romersk
katolske kristne. Til forskel fra den syrisk
ortodokse kristne kirke. En kirke som drev
Den Hellige Gravkirke og som havde eksisteret
i Jerusalem i flere hundrede år.
År 1099 blev Jerusalem erobret af det første
korstog. Johanniterne var som nævnt allerede
i byen. Efter erobring, blev kongeriget Jerusalem
oprettet. Den katolske patriark overtog
ledelsen af Den Hellige Gravkirke. De lokale
syrisk ortodokse kristne blev skubbet ud.
Facade til klosteret i borgen Krak des Chevallier i Syrien,
tæt på Libanons nordlige grænse. Johanniterordenen
overtog borgen omkring 1144 og brugte den som
hovedkvarter. Her kunne man finde ordenens stormester
og her mødtes ordenens øverste råd. Borgen rummede
desuden, 50-60 riddere samt et par tusinde soldater
og et stort antal heste. Borgen, som var korsfarernes
største, var på johanniternes hænder indtil 1271.
Foto fra år 2007
I 1187 tabte de kristne Jerusalem til Saladin.
Hvorefter kongen, Johanniterordenen, Tempelridderordenen
og flere andre flyttede til
Akko. Her havde johanniterordenen i en periode
på godt 100 år, fra 1187 til 1291, deres
hovedkvarter.
Efter voldsomme kampe erobrer muslimske
styrker byen. Johanniterne og tempelriddere
trak deres overlevende over til Cypern.
Her, i Limassol, havde johanniterne i tiden
1291-1309/10 deres hovedkvarter.
På et tidspunkt i 1309/10 erobrede johanniterne
Rhodos. Og her oprettede de deres egen
selvstændige stat. I de 213 år de regerede på
3

øen var de udsat for flere tyrkiske angreb,
herunder to store belejringer.
Den første belejring af Rhodos, blev indledt
med landsætning af tyrkiske krigere, den 23.
maj 1480 om morgenen. Den varede i 89 dage.
Forinden havde johanniterne samlet øens
beboere i byen Rhodos, hvor ordenen havde
bygget stærke forsvarsanlæg. Inden for murene
var 450-600 riddere klar til kamp. Dertil en
styrke sammensat af 3.500-4.000 lejesoldater
plus den lokale milits. Det vurderes, at tyrkerne
havde 15.000 mand med et stort antal kanoner
engageret i belejringen. Plus et antal
skibe som sejlede forsyninger fra fastlandet.
Alligevel opgav de, efter mange kamphandlinger
og store tab af menneskeliv, at erobre
byen.
Den første bog der er trykt i Danmark handler
om den belejring. Den blev fremstillet i johanniterklosteret
i Odense.
Konstantinopel, hovedstad i det gamle kristne
byzantinske rige, faldt i 1453. Den muslimsk
tyrkiske sultan rykkede ind i byen, og gjorde
den til hovedstad i det osmanniske rige. Han
mente at johanniterne skulle betale tribut til
ham.
Rhodos ligger, som en af mange øer, meget
tæt på den tyrkiske kyst. Men johanniterne
anerkendte kun paven i Rom som deres overordnede,
desuden var de kristne, og bl.a. sat i
verden for at forsvare kristendommen. Derfor
kunne de naturligvis ikke betale skat til en
muslimsk sultan.
Den osmannisk tyrkiske sultan, Suleiman I,
nøjedes ikke med at erobre Konstantinopel.
Han erobrede også Egypten. Derved kom
Rhodos til at ligge midt i det store osmanniske
rige. Det irriterede sultanen, at hans skibe
som fragtede personer og varer mellem Egypten
og Tyrkiet, ofte blev angrebet og erobret
af johanniterne. Sultanen oplevede at han
havde en fjende i midten af sit rige.
Han sendte derfor en krigserklæring som johanniterne,
eller Rhodos ridderne, som de
også blev kaldt, modtog 1. juni 1522. De gik
straks i gang med at samle forråd og forstærkning.
De hentede korn på Sicilien. Fra
Kreta kom 500 bueskytter, men de europæiske
kejser-, konge- og fyrstehuse så sig ikke i
stand til at sende nogen hjælp.
Den anden belejring begyndte den 26. juni
1522 med tilsynekomsten af en tyrkisk flåde
på 250-300 skibe med mere end 100.000 soldater
om bord. De belejrede Rhodos by og
beskød den med 25-100 kilo tunge kanonkugler.
De forsøgte at grave sig ned under murene
for at sprænge dem i luften og de gennemførte
stormløb for at komme ind i byen.
Inde bag byens tykke mure var der denne
gang 618 riddere, 918 hjælpesoldater, skibsbesætninger
og lejetropper på 1.100 mand.
Samt en lokal milits på 2.400 mand.
De holdt stand indtil den 21. december 1522.
Da var ammunitionslageret tom. De havde
brugt den sidste kugle. Ordenens stormester,
Villier de l’Isle Adam, gik ud til sultanen,
Suleiman I’s telt, for at forhandle overgivelsesbetingelserne.
Ordenens stormester, Villier de l’Isle Adam og andre
ordensmedlemmer samt et stort følge, forlader Rhodos.
Udsnit af maleren Perez d`Aleccio’s billede i stormesterens
palads i Valletta.
Aftalen indebar at alle, der ønskede det, frit
kunne forlade øen indenfor de næste tre år.
Indbyggere der blev tilbage skulle have religionsfrihed.
Johanniterne fik en frist på 12
dage til at forlade øen. Derfor kunne man,
tidligt om morgenen den 1. januar 1523 se 50
skibe forlade øen.
4

På ordenens flagskib, karraken Santa Maria,
stod stormesteren. Om bord havde han nogle
af de 180 overlevende johnniterriddere. I dagene
forinden havde de stuvet deres våben,
arkiv og kunstskatte ned i lastrummet. Her lå
også ordenens vigtigste relikvie, knoglerne af
Johannes Døberens højre hånd, den der døbte
Jesus. Men også Krucifikset som man hævder,
at Gotfrey de Boullion bar, da han i spidsen
for korstogshæren i 1099 drog ind i Jerusalem.
Krucifikset findes i dag i Mdina Co-
Cathedralen på Malta.
På ordenens galejer kunne man se andre riddere
sammen med soldater, præster og munke.
I alt 4.000 mænd, kvinder og børn, hvoraf
mange var lokale øboere, sejlede væk fra
Rhodos.
I årene 1523 til 1530 havde ordenen ikke noget
fast tilholdssted. Johanniter flåden opholdt
sig efter tur i en havn på øen Cerigo. Derefter
Kandi på Kreta, Messina, Civitavecchia hvor
de straks oprettede et hospital. Derefter Vinterbo
i kirkestaten, så Cornetto og derefter, i
november 1527, Villefrance ved Nice hvor
ordenen havde et kommanderi.
Carl V af Spanien, som paven i 1530 kronede
til tysk-romersk kejser, havde en interesse i at
få sat en prop i, som kunne forhindre tyrkerne
i at udvide deres søherredømme ind i den
vestlige ende af Middelhavet. Johanniterne
havde brug for et fast opholdssted. Det kom
til en forhandling mellem kejseren og stormesteren,
som endte med at kejseren udstedte et
lensbrev til ordenen. Johanniterne fik Malta,
Gozo, Comino og Cominotte samt fæstningen
i Trippoli som len.
Stormesteren fik kongelige rettigheder over
lenet. Beboerne på øen blev hans undersåtter.
Afgørelser ved ordenens domstole kunne ikke
appelleres til myndigheder udenfor lenet.
Lensafgiften bestod i, at ordenen en bestemt
dag hvert år, skulle levere en jagtfalk til den
spanske vicekonge på Sicilien. Men øerne
blev dengang også beskrevet som nøgne, næsten
uden vegetation, uden træer, uegnet til
kornavl med ringe adgang til ferskvand.
Den 26. oktober 1530 ankom ordenens stormester,
Philippe de l’Isle Adam, til Malta.
Han boede den første tid i øens daværende
hovedstad, Mdina. Men ordensridderne og
deres mandskab indrettede sig i fiskerbyen
Birgu. Her kunne de være tæt på deres flåde
og her byggede de herberge, en til hver tunge.
De byggede også et nyt hospital med flere
sygestuer, apotek, køkken, vaskeri og alt det
der hørte med til tidens moderne hospitaler.
Malta hørte, fra 1091 og frem til johanniternes
overtagelse, under kongedømmet Sicilien.
Og øens indbyggere havde i mange år haft et
betydeligt selvstyre med et parlament hvor
øens familieoverhoveder og større jordbesiddere
sad. De udskrev skat, ansatte embedsmænd
og bestemte selv over øens forsvar.
Med ordenens tilstedekomst blev selvstyret
ophævet. Ordenen indførte sin egen forsvarsstruktur
som f.eks. indebar at alle mænd over
18 år havde pligt til at deltage i kystvagttjenesten.
Kystvagten var nødvendig på grund af
hyppige piratoverfald på øens befolkning.
Udsnit af loftsdekorationen i San Lawrence kirken i
Vittoriosa, tidligere Birgu. I udsmykningen ser man
ordenens stormester Jean de la Valletta i rød/hvid
kampuniform. Det var i høj grad hans fortjeneste at
ordenen vandt kampen mod de tyrkiske belejringsstyrker.
Johanniterne brugte San Lawrence kirken som
deres ordenskirke. Her blev stormestrene udnævnt
indtil den nye ordenskirke, Sct. John’s Co-Cathedralen
i Vallette, blev bygget. San Lawrence kirken dannede
også rammen om gudstjenester og andre kirkelige højtideligheder
under belejringen i 1565. Foto 2009
5

Om morgenen, den 18. maj 1565 dukkede
omkring 200 tyrkiske skibe op i horisonten.
Den tyrkiske Sultan, Suleiman I, havde mobiliseret
et sted mellem 30.000-40.000 mand.
Der iblandt ca. 6.000 janitsjarer, elitetropper.
28. maj indledte tyrkerne angrebet på fortet
St. Elmo. Fæstningen blev heltemodigt forsvaret
af en lille gruppe riddere og andre soldater,
indtil tyrkerne den 23. juni brød ind i
fæstningen, hvor de fandt omkring 100 mand,
hvoraf de fleste var såret. De blev alle dræbt,
på nær fem mand som havde heldet til at
svømme tværs over havnebassinet.
Tyrkerne indledte derefter belejringen af Birgu
og Senglea. Byer og fæstningsværker på
de to små landtanger i Grand Harbour hvor
johanniterne boede.
Et af malerierne, i stormesterens palads i Valletta, som
viser en situation fra tyrkernes belejring af johanniterne
på Malta. I forgrunden ses den tyrkiske lejer. Ovenover
teltet ligger halvøen hvor byen Valletta senere blev
bygget. Yderst på halvøen finder vi fortet St. Elmo som
skulle beskytte indsejlingen til Grand Harbour og Marxamsette
havnen. Da St. Elmo faldt, flyttede tyrkerne
deres flåde ind i Marxamsette havnen som det ses på
maleriet. Indsejlingen til Grand Harbour er spærret
med en kæde. Over de tyrkiske telte kan vi se at tyrkerne
er i færd med at bærer nogle både tværs over
landtangen. De angreb johanniterne og malteserne som
havde forskanset sig i Senglea og Birgu. Disse to halvøer
var forbundet med en bro som også anes på billedet.
Johanniterne havde deres kirke, herberge og hospital
i Birgu. Det var herfra stormesteren ledede forsvaret,
som førte til sejer over den store tyrkiske belejringsstyrke.
Foto 2009
2. juli ankom en lille hjælpestyrke på 42 johanniterriddere
og 156 soldater, hvilket gav
anledning til tyrkiske angreb på Mdina, hvor
hjælpestyrken havde søgt ly. Tyrkernes bombardement
og forsøg på stormløb mod Birgu
og Senglea fortsatte. Men de havde ikke rigtigt
heldet med sig. Og så, den 7. september,
ankom den store hjælpestyrke med 300 johanniterriddere
og 8.000-12.000 mand. Den
tyrkiske hærleder beordrede omgående evakuering.
Johanniterne, som nu også blev kaldt
Malteser riddere, havde vundet en stor sejr,
som gav genlyd ud over Europa.
Den lange bygning til venstre i billedet rummer Det
hellige Hospital, Sacre Infermeria, johanniternes hospital
i Valletta, som blev byget i 1571-1575. I baggrunden
ses fortet Sct. Elmo, som under tyrkernes belejring
spillede en stor rolle i johanniternes forsvar. Foto 2009
Reformationen i den katolske kirke, som fandt
sted i første del af 1500 årene, førte også til
store tab for ordenen. I Tyskland mistede den
f.eks. 27 ud af 105 ejendomme. I Schweiz,
Nederlandene og i Skandinavien mistede den
besiddelser. I Danmark blev alle ordenens
klostre og ejendomme, fra reformationen i
1536 og kort tid derefter, nationaliseret af
kongen. I England blev ordenen forbudt i
1540. Henrik VIII inddrog alle ordenens værdier
under kronen. Ordenens engelske afdeling
ophørte. Tabet af klostre og ejendomme
indebar en betydelig nedgang i ordenens indtægt.
For at forhindre ridderne i at flirte med
Luthers protestantiske lære blev inkvisitionen
i 1574 indført på Malta.
I løbet af dagen, den 9. juni 1798, ankrede
Napoleons flade op udenfor Valletta. Han var
på vej til Egypten med sin hær og en stor
gruppe videnskabsmænd. Stormesteren Ferdinand
von Hompesch gjorde kun nødtørftige
forberedelser til øens forsvar. Han vidste hvor
udviklingen bar hen. I 1792 var ordenen blevet
ophævet i Frankrig og alle dens ejendom-
6

me konfiskeret. Ca. halvdelen af ordenens
indtægter var forsvundet. Disciplinen og moralen
blandt ridderne var ikke god. Halvdelen
af dem var franskmænd. De havde både
fransk og maltesisk statsborgerskab. Der kunne
rejses tvivl om deres loyalitet. Stormesteren
havde tidligere bedt om støtte hos den
franske kong Ludvig XVI. Men han meddelte,
at han og familien sad indespærret i Temple i
Paris, som indtil konfiskationen i 1792 havde
rummet ordens franske hovedkvarter.
Med de 364 store og små franske skibe, som
lå udenfor Valletta, kunne han, med baggrund
i de forholdsvis beskedne styrker han havde
til rådighed, hurtigt se at han ville tabe kampen.
Til sammenligning med den franske flåde
rådede ordenen på det tidspunkt kun over
fire galejer, to fregatter og to linjeskibe.
Den franske invasion af øen begyndte den 10.
juni kl. 04.00 om morgenen. Der blev ydet
modstand, men ved 11.00 tiden om formiddagen
havde Napoleons soldater og sømænd
besat alle havne og fæstningsanlæg. Og ved
mørkefald var Valletta omringet.
Napoleon gik i land, og overtager den 13. juni
officielt Malta som fransk ejendom. Han ophævede
ordenen og overførte alle dens værdier
til den franske stat. Alle ordensriddere og
ordenspræster under 60 år fik tre dage, til at
forlade øen. De måtte kun medtage penge til
dækning af rejseudgifter.
Undtaget herfra var dog 34 unge franske malteserriddere,
som meldte sig til at deltage i
Napoleons videre færd mod Egypten.
Da Napoleon forlod Malta, medbragte hans
skibe store mængder guld og sølv, samt en
mængde kunstskatte, som hans folk havde
indsamlet i ordenens huse. Sølvet blev smeltet
om og brugt som betaling til soldaterne.
Desværre, gik mange skatte tabt, da den engelske
flåde, under ledelse af admiral Nielson,
fandt de franske skibe i bugten ud for den
egyptiske havneby Abukir. Næsten alle franske
skibe blev sænket med alt deres indhold.
Også skattene Malta.
Englænderne kontrollerede nu Middelhavet.
De overtog Malta den 5. september år 1800.
En engelsk admiral indlogerede sig i stormesterens
palads og ved fredsaftalen i Paris i
1814 fik øen status som engelsk kronkoloni.
De sendte en guvernør til at regere kolonien.
Stormesteren, Ferdinand von Hompesch forlod
Malta 18. juni 1789, sammen med et lille
følge på 16 personer, ombord på et fransk
skib. En af de få ting han fik med sig, var ordenens
vigtigste relikvie, knoglerne af Johannes
Døberens højre hånd. Den 25. juli ankom
skibet til Triest. Her etablerede han, med den
østrigske Kejser Frans II’s tilladelse, et midlertidigt
ordenshovedkvarter.
Stormesteren Ferdinand von Hompesch fane med våbenskjold,
hængt op som dekoration, i den nedre sygestue
i johanniternes hospital i Valletta. Foto 2009
Kort tid efter tabet af Malta blev der sat det
rygte i omløb, at stormesteren havde begået
forræderi. Det blev sagt, at han som betaling,
for at lade Napoleon overtage øen og plyndre
ordenen, skulle have et europæisk fyrstedømme
stillet til rådighed. Højtstående personer
indenfor den katolske kirke, i den russiske
hovedstad Sct. Petersborg, etablerede da, et
7

nyt romersk katolsk storpriorat. Derefter begik
de i november 1798, sammen med Czar
Paul I, et kup. Udenom alle regler, valgte man
Czar Paul som ny stormester. Han etablerede
derefter et nyt russisk storpriorat der omfattede
medlemmer fra de russisk-, græsk-, armensk
ortodokse kirker, samt protestanter.
Der var således to storpriorater i Rusland.
Forinden havde franskmændene, 15. februar
1798, besat Rom, omdannet pavestaten til en
republik, frarøvet paven alle kirkens ejendomme,
hans verdslige magt og jaget ham ud
af byen. Han sad i eksil i et kloster i nærheden
af Firenze. Og kunne derfor ikke rigtigt gøre
noget mod kuppet, som hans egne mænd stod
i spidsen for.
Men der var alligevel et problem. Stormesteren,
Ferdinand von Hompesch, sad endnu i sit
midlertidige hovedkvarter i Triest. Han fungerede
stadig. Men da Frankrig i 1799 erklærede
krig mod Østrig, ønskede Kejser Frans II at
indgå en alliance med den russiske Czar Paul
I. Czaren lagde megen vægt på sin rolle som
stormester. Derfor gav Kejser Frans II besked
til von Hompesch om at abdicere. Hvis han
ikke nedlagde embedet, ville han blive betragtet
som østrigsk statsfange. Han nedlagde sin
funktion 6. juli 1799. Og døde som en fattig
mand i Montpellier i 1805.
Czar Paul I var blevet myrdet i 1801. Og den
9. februar 1803 udnævnte pave, Pius VII, grev
Giovanni Battista Tommasi som ny stormester.
Den nye czar anerkendte pavens ret til at
udnævne stormesteren. Dermed kom ledelsen
af den gamle katolske Johanniterorden orden
igen tilbage til den katolske kirke.
Den nye, Czar Alexander I, ophævede 10.
marts 1810 de to russiske storpriorater. Og
landets statsråd udsendte 28. april 1811 et
dekret hvorefter ordenens ejendomme blev
solgt til private eller overtaget at staten. Og
dermed ophørte ordenens eksistens i Rusland.
Efter Ferdinand von Hompesch abdikation,
fra posten som stormester, flyttede ordenen
hovedkvarteret væk fra det østrigske Triest til
Messina. I 1803 blev det flyttet til et munkekloster
i Catania og fra 1826 fandtes det i Ferrara.
Efter denne omflakkende tilværelse fik
ordenen den 23. maj 1834 sit nuværende hovedsæde
i Rom.
På Wienerkongressen i 1815, da Napoleon var
forvist til øen Elba, samledes Europas kronede
hoveder for at fordele territorier imellem
sig. Malteserordenen var repræsenteret med et
ønske om at få tildelt et nyt landområde. Helst
en ø i Middelhavet, hvor de kunne genopbygge
deres stat. Men inden kejserne, kongerne
og fyrsterne blev færdige, dukkede Napoleon
igen op og overtog styret i Frankrig, for en
kort stund. Efter slaget ved Waterloo var han
endelig færdig, og der blev afholdt en fredskonference
i Paris. Men i traktaten af 28. november
1815 var der ikke levnet noget nyt
territorium til ordenen. Og dermed var et kapitel
i ordenshistorien slut.
Malta blev selvstændig i 1964. Johanniterordenen har
siden oprettet deres ambassade til Malta i Sct. Johannes
bastionen i Windmill Street i Valetta. Foto 2009
Efter tabet af Malta og efter nogle år med
aktivitet på vågeblus blev ordenens militære
aktiviteter nedlagt. Dog er det sådan, at johanniterne
i dag har en militær afdeling der
har speciale i sanitetsopgaver, og som indgår i
den italienske hær. Men bortset herfra fokusere
ordenen nu på humanitære opgaver, drift af
hospitaler, sociale institutioner, m.v., som den
oprindeligt blev grundlagt for at udføre.
8

Johanniterordenen i Danmark fra 1160 til
reformationen i 1536.
Det antages blandt historikere, at johanniterne
kom til Danmark omkring 1160-62. Kong
Valdemar I, den store, lod bygge et kloster til
dem i Antvorskov ved Slagelse, Klosteret
blev hovedsæde for johanniterordenens andre
klostre, hospitaler m. v. i Skandinavien. De
blev fritaget for at betale tiende af de produkter
de selv fremstillede i klostrene og på de
mange gårde som de lidt efter lidt fik lagt ind
under klostrene. Men indtægterne kom også
som gaver. Hovedsageligt fra adelige, som fik
helbredelse eller anden hjælp fra klostrene og
deres hospitaler. Men der kom også en indtægt
i forbindelse med optagelse af nye brødre
og søstre i ordenen. De betalte kontant eller
gav klosteret skødet på deres faste ejendom.
Ved optagelsen gav de afkald på deres arveret
og andre borgerlige rettigheder. Deres ejendom
blev ordenens ejendom. De tilhørte ordenen
og måtte følge det sæt retsregler der var
gældende for ordenens medlemmer.
Ud over hovedklosteret i Antvorskov etablerede
johanniterne flere klostre i det geografiske
område som i dag er dansk. Johanniterklosteret
Dueholm ved Nykøbing Mors blev
grundlagt omkring 1370. Korsbrodergården i
Ribe var et johanniterkloster. I år 1405 har vi
den første sikre information om eksistensen af
et ordenskloster i Viborg.
Johanniterklosteret i Horsens blev grundlagt i
ca. 1390. Her drev ordenen et hospital for
spedalske, og 1480 ved vi, at der fandtes et
Sct. Ibs kapel i byen. Altså, en Sct. Jacobs
kapel. Jacob er skytshelgen for folk på pilgrimsrejse.
En pilgrim symboliseres med en
muslingeskal, en Ib skal.
For et par år siden fandt arkæologer under
udgravning af den gamle kirkegård i Horsens
skelettet af en mand som havde fået en muslingeskal
med i graven. Måske var han pilgrim
eller måske præst ved Sct. Ibs kapel.
Den bygning vi i dag kender som Odense slot,
blev bygget i 1280 af johanniterne som hospital.
Den kom til at hænge sammen med klosterkomplekset
hvori sognekirken Sct. Hans
også indgik. Her i johanniterklosteret i Oden-
se blev de to første trykte bøger i Danmark
fremstillet. Den ene af dem beskriver johanniternes
forsvar af Rhodos i 1480.
Til johanniternes klostre var der knyttet et
herberg og et hospital. I herberget indlogerede
og bespiste man de rejsende som havde behov,
uden betaling. På hospitalerne tog man
imod alle syge og behandlede dem, uden betaling.
Man brugte de for datiden mest moderne
helbredelsesmetoder. De større klostre uddannede
præster. Og i f.eks. Odense drev klosteret
en skole for drenge under 15 år.
I august 1536 overtog Christian 3. kongemagten
i Danmark. Biskopper blev arresteret. Året
efter blev der udstedt et nyt sæt regler, en såkaldt
kirkeordonnans, for ritualer og indhold i
den nye Lutersk-evangeliske kirke. Vi blev
protestanter.
Dominikaner- og franciskaner, tiggermunkeordenerne,
blev straks opløst. Cistercienserne
og johanniterne fik dog lov at fortsætte som
munkeordener. Men klostrene blev lagt ind
under kongen og rigsrådets myndighed. I klostrenes
kirker skulle der arbejdes efter protestantiske
ritualer og med protestantisk forkyndelse.
Johanniterordenen fortsatte således
i Danmark i nogle år som en national dansk
protestantisk organisation uden forbindelse til
ordensledelsen eller paven. Ved reformationen
blev ordensmedlemmerne frit stillet. Nogle
blev præster i sognekirker. Andre rejste til
lande hvor de gamle katolske regler stadig var
gældende. Nogle blev i klostrene og fortsatte
deres kirkelige handlinger og behandling af
syge på deres hospitaler.
Munkene skulle altid bære deres ordensdragt,
så man udenfor klosteret kunne se hvilken
orden de tilhørte. Deres karakteristiske tonsur-frisure
blev forbudt. Optagelsen af nye
ordensmedlemmer stoppede. Indtægterne
svandt ind. Ved aflysning af læren om skærsilden
holdt folk op med at give klostrene gaver
for at slippe lettere igennem. Dertil kom at
klostrene, som ikke tidligere havde betalt
skat, nu blev pålagt forskellige former for
beskatning af en forarmet konge. Johanniter
klostrene ophørte, en efter en, at fungere. Hovedklosteret
i Antvorskov var den sidste der
9

lukkede. Her blev den sidste prior vi kender
udnævnt i 1580.
Einar Oberbech-Clausen
I Danmark har vi i nyere tid, vist nok kun haft
en ”ægte” malteserridder, nemlig Einar Oberbech-Clausen.
Som ung rejste han til Frankrig,
hvor han i 1907 kom til at arbejde for vin-
greven Chenu-Lafitte. Greven døde. Oberbech-Clausen
konverterer og blev katolik.
Han blev udnævnt som romersk rigsgreve og
giftede sig med enken. I 1941 blev hun dræbt
under et luftbombardement i Bordeaux. Han
arvede ejendommene og en betydelig kunstsamling.
I 1955 købte og istandsatte han
Voergaard slot ved Dronninglund i Nordjylland.
Og med den franske regerings tilladelse
flyttede han indbo og kunstgenstande i et omfang
der fyldte 12 jernbanevogne til Voergaard.
Her kan man få en guidet rundvisning og bl.a.
se et stort portræt af ham, iført malteserriddernes
ordensdragt. I en montre i riddersalen
kan man også se, at han på et tidspunkt fik
tildelt en udmærkelse fra Den tyske Orden.
Han har uden tvivl været stærkt engageret i
velgørenhedsarbejde. På slottet findes et lille
kapel hvor alterdugen er dekoreret med malteserkorset.
Slottet er et besøg værd.
Johanniterordenen i Danmark i dag
Den Suveræne Sankt Johannes af Jerusalems
Hospitals Orden i Danmark, i daglig tale kaldet,
Den danske Johanniterorden, blev grundlagt
i 1934. Nogle forfattere omtaler stiftelsen
som en genoplivning af den gamle orden som
uddøde i årene efter reformationen. I 1946
dannede en udbrydergruppe en organisation
under navnet, Storprioratet af Den suveræne
Sant. Johannes af Jerusalem Hospitals Orden i
Danmark. Men det har ændret sig.
I november 2005 fusionerede begge med den
franske Ordre Souverain de Saint Jean de Jerusalem
og en amerikansk orden, (Ordre of
Hospital af Sant John og Jerusalem in Americas)
I Kristeligt Dagblad, 20. oktober 2006, kunne
vi læse, at godsejer Ivar Castenschiold, Padeborg
Gods på Falster, var blevet indsat som
stormester for den fusionerede orden, Den
suveræne Sankt Johannes af Jerusalems Hospitals
Orden. Indsættelsen fandt sted den,
den 10, juni 2006, i Sct. Hans kirken i Odense.
Den klosterkirke, de gamle johanniter
byggede i årene før 1295.
Ordenens konstitution, vedtægter, af 10. juni
2006 findes på hjemmesiden:
http://www.osj.org/English/att/Constitution-
2006-DK.pdf
Johanniterorden i England
Den engelske orden, Most Venerable Order
of the Hospital of Saint John of Jerusalem, i
daglig tale kaldet Order of St. John eller bare
St. John, blev stiftet i 1831, som en selvstændig
protestantisk organisation. Ordenen driver
ambulancetjeneste, hospitaler og humanitært
arbejde. Den er tæt knyttet til det engelske
kongehus, og den har et samarbejde med Malteserordenen
i Rom
http://www.saintjohn.org/
Johanniterorden i Tyskland
Balley Brandenburg des Ritterlichen Ordens
Sankt Johannis vom Spital zu Jerusalem, i
daglig tale kaldet, Der Johanniterorden, optager
kun protestanter og medlemmer af den
reformerte kirke. Ordenen blev, i sin nuværende
form, dannet i 1852 som en selvstændig
gejstlig ridderorden.
Ordenen driver ambulancetjeneste, hospitaler,
som f.eks. St. Franziskus Hospital Flensborg,
der bl.a. benyttes af danske kræftpatienter.
Der udover har ordenen også aktiviteter i Østrig,
Finland, Frankrig og Ungarn.
http://www.johanniter.de/org/orden/deindex.h
tm
Johanniterorden Sverige
Den svenske Johanniterorden blev dannet i
1920 som en afdeling under den tyske Johanniter
orden. I 1946 blev ordenen omdannet til
en uafhængig national svensk protestantisk
10

orden. Johanniterorden i Sverige.
http://www.johanniterorden.se/
Johanniterorden i Holland
Den nuværende Johanniterorden i Holland var
indtil 1946 en underafdeling af den tyske johanniter
orden. I 1946 blev den omdannet til
en selvstændig national hollandsk protestantisk
organisation med navnet, Johanniter Orde
in Nederland. Ordenen har en tæt tilknytning
til det hollandske kongehus.
http://www.johanniter.nl/orde/pagina.php?cat
_id=8
Samarbejde mellem nationale, protestantisk
johanniterordener
The Chivalry Alliance of Hospitallers of
Saint John of Jerusalem er navnet på et samarbejde
mellem de tyske, hollandske, svenske
Litteratur om Johanniterordener.
og engelske protestantiske johanniter ordener.
De nævnte ordener, i samarbejdet, er anerkendt
af Malteserordenen i Rom.
http://www.allianceofstjohn.org/
• Erik Reitzel-Nielsen, Johanniterordenens historie, med særlig henblik på de nordiske lande. Tiden
før Rhodos i bind I 1984, Rhodos og Malta i bind II 1988, Tiden efter Malta 1798 i bind III 1991,
C.A. Reitzels Forlag, København
• Helen Nicholson, The Knights Hospitaller, The Boydell Press, Woodbridge, 2001, ISBN 0 85115
845 5
• H. J. A. Sire, The Knights of Malta, Yale University Press New Haven and London 2001, ISBN 0
300 06885 9
• Ernle Bradford, The Great Sieg: Malta 1565, Wordsworth Editions Limited, 1999, ISBN 1 84022
206 9
• Annina Valkana, The Knights of Rhodos, Mickael Toubis Editions S. A. 2005, ISBN 960 540 5962
• Albert E. Abela, William Zammit, Guide to the National Library of Malta, Department of Libraries
& Archives, Malta, 2000. ISBN 99932 610 0 9
• Simon Mercieca, The Knights of St John in Malta, Casa Editrice Bonechi, Firence Italy, 2008. ISBN
978 88 476 1463 5
• Joseph Ellul, 1565, The Great Siege of Malta. Printed by Gutenberg Press Limited, Zabbar, 1992.
• Joseph Elull, The Grandmaster’s Palace & The Gobelin Tapestries. Printed by Gutenberg Press Limited,
Tarxien 1996
• Louis J. Scerri, The Grand Masters of Malta - From the Origins to Modern Times. Heritage Books,
Gutenberg Press, Malta, revised edition 2000. ISBN 99909 93 19 X
• Cynthia de Giorgio, St. John’s Co-Cathedral Valletta, Heritage Books, 2007. ISBN 978 99932 7 171
0
• Kenneth Gambin, The Inquisitor’s Palace Vittoriosa, Heritage Books, 2003. ISBN 99932 39 77
1Kenneth Gambin, Torture and the Roman Inquisition, Heritage books, 2004. ISBN 99932 39 98 4
• Tidsskriftet SFINX om Malta, 1995 (18. årg.) Nr. 2
11