Kirkebladet februar - april 2013 - Odense Domkirke

At trodse døden
Korsets gåde (fortsat)
2
Henrik Wigh-Poulsen.
For disciplene var det,
som for alle andre, der
mister, en af de tunge
døre, der var gået i lås,
en af de helt store sten,
der var rullet for. Både i direkte og overført
betydning. Som sagt, sådan er det for enhver,
der mister, sådan en sugende følelse af
uigenkaldelighed kan komme til os alle. Men
her, med Jesus, var så meget andet begravet,
så meget håb, så meget liv, så vældige
ord om tilgivelse og barmhjertighed. Alt det
havde borte taget. Alt det havde den store
stupide brutale naturlov malet ned under
jorden, ind i mørket og skyggen. I kan rende
og hoppe og slå kraftspring og bruge store
ord. Her ender det. Punktum, finale. Hvornår
lærer I det?
Maleriet her forneden er af Hans Holbein
den Yngre. Det er fra 1521, og forestiller
Kristus i graven. Maleriet er beskåret sådan,
at øverste ramme næsten fungerer som et
kistelåg. Jesus blev gravlagt i en hule, står
der, men her ligner det den kiste, som vi kender
det på vores breddegrader. Og kistens
klaustrofobiske tranghed er slående. Han ligger
i dødens lille rum. Al bevægelse er slut.
Altings ophør.
Men læg mærke til den dødes finger, en
strakt langemand. I vores tid og på vores
breddegrader er det en obskøn gestus, der
i det her tilfælde har fået mange til at fnise
henrykt. Holbein havde selvfølgelig ikke den
slags i tankerne, men vi der ved, hvad det
endte med, kan roligt tolke den her gestus
– den her lille trodsige gestus - som det at
døden og graven og naturloven her kun er de
midlertidige magthavere. De fremturer. Men
de får fingeren, gør de. Så er det sagt.
For nok hoverer de her, som de jo altid
gør. Nok har romermagten posteret soldater
rundt om graven. Nok er livet og kærligheden
lagt død og buret inde. Nok er det lys, der
strålede som en sol i mørket blevet til nat
og kulde. Nok er alle hadets og mørkets og
”Jesus i graven” af Hans Holbein den Yngre hænger på Kunstmuseum Basel i Schweiz.
hævnens og brutalitetens og livsfornægtelsens
og undertrykkelsens magter ovenpå og
har fat i den lange ende, som de så ofte har
haft det.
MEN med den her lille antydningsvist strittende
langemand på den døde, tillader vi
os, på moderne vis, at ane en trods, Guds
hånlige trods. For vi ved, at denne tilstand af
Gud er gjort til noget foreløbigt, til noget ikke
blivende. Og det er vores trøst, vores vældige
og uudslettelige påskemorgenstrøst.
Betydningen var og er i hvert fald, at alle
de døre vi bruger et liv lang på at lukke og få
lukket omkring os, fordi døden altid er nærværende
i vores liv, at de døre engang for
alle blev sparket op. Udefra. Døden og dens
magt blev for altid trodset, da ham der i ord
og handling havde bragt liv, helbred og tilgivelse,
blev oprejst eller opvækket eller hvad
han nu blev fra døden. I hvert fald fik døden
og graven ikke det sidste ord at skulle have
sagt over ham. Så langt fra.