downloade Vinkler på Vikingetiden - Nationalmuseet

Gotlandsk billedsten
med samme motiv
som s. 91
●● „Nu skete det
engang, da de [Sigmund
og Sinfjøtle] farer
rundt i skoven for at få
bytte, at de finder et hus og
to mænd sovende deri, med
tykke guldringe. De [to mænd]
havde før været omskabte, for
over dem hang ulvehamme i
huset. Hver tiende dag kunne
de komme ud af hammene. De
var kongesønner. Sigmund og
Sinfjøtle tog ulvehammene på
og kunne ikke komme ud af
dem. Og ulvenaturen fulgte
med, så de hylede som
ulve. De forstod begge
ulvesprog.“
92
initiation. Har man gennemgået en indvielse til kriger, er man
ikke bare en, der slås en gang imellem. Den, der gennemgår
ritualet, er trådt ind i et helt nyt livsafsnit; vedkommende er
symbolsk set blevet et helt nyt menneske. Det er grunden
til, at man i overgangsritualer – ikke bare i det førkristne
Norden, men over hele verden – ofte møder en symbolik,
der indbefatter død og genfødsel. Man dør fra sin
gamle tilværelse og genfødes til den ny.
På grund af den omtalte kildesituation har vi ikke
direkte beskrivelser af sådanne ritualer. Men gennem
bestemte sagapassager bliver det alligevel muligt at se den
symbolik, der har været på spil i overgangsritualerne. I en berømt
passage fra Vølsunga Saga gennemlever de to helte
Sigmund og Sinfjøtle således en periode, hvor de lever i skoven,
afsondret fra civilisationen. De forvandles her til ulve
og skal gennemgå forskellige prøver på deres mod og
kampduelighed. Sinfjøtle dræbes endog, men genoplives
ved hjælp af Odin. Der sker meget andet, men det korte
af det lange er, at de begge vender tilbage til civilisationen.
Sigmund bliver en berømt konge og kriger, og Sinfjøtle
en lige så berømt kriger. Og ved deres død tages
de begge hjem af Odin selv. Der er således tale om et
indvielsesforløb, hvor netop den ulvesymbolik, der blev
omtalt ovenfor, er til stede. De to helte er blevet en slags
„krigerulve“, og de har netop i deres initiation haft ulveskindet
på, så de bogstaveligt er blevet ulve.
I andre sagaer har vi en lige så stærk bjørne-symbolik. Således er den store helt i
Rolf Krakes saga en af kongens krigere ved navn Bødvar Bjarke (dvs. ’lille bjørn’).
Bødvar er søn af en bjørn og en kvinde, der hedder Bera (dvs. ’hunbjørn’). Bødvar
gennemgår en lang række prøver, før han kan blive optaget blandt kong Rolfs kæmper,
og i kongens sidste slag kæmper han i bjørneskikkelse. Der er således ingen
tvivl om, at Bødvar såvel som Sigmund og Sinfjøtle gennem deres indvielsesforløb
symbolsk er blevet relateret til frygtede dyr som bjørne og ulve.
I nogle af disse passager er det tydeligt, at Odin har spillet en afgørende rolle.
Han fremstilles flere steder som krigernes „forfader“, og der etableres på den måde
en stærk relation mellem den gud, der beskytter konger og giver krigere mod, og
så de mænd, der skal være kongens ypperste krigere. Odin var den gud, som indgav
dem den rette psykiske tilstand for en kriger, nemlig en særlig form for „raseri“,
hvor enhver frygt bliver tilsidesat. Men ikke bare i levende live er disse elitekrigere
Alfkel og hans sønner rejste denne sten efter deres frænde Manne,
som var landbestyrer hos Keld den norske
EGÅ STENEN