Det, der betyder noget. Hypertekstuelle praksisser hos Peter ...

opslag fører læseren videre til andre opslag. Hele hyperteksten udgør således et netværk af noder og
links. Læseren bevæger sig omkring i dette netværk på en måde, der normalt kaldes ”at browse”
(bet. ”bladre”) eller ”at navigere”. Da læsning af hypertekster ofte er formålsbestemt – man ønsker
at erhverve sig en bestemt viden på Nettet eller en CD-Rom – kaldes læseren ligeså hyppigt for
”bruger”. Man siger, at brugeren browser i hyperteksten. Derved understreges det afgørende
forhold, at det er brugeren i højere grad end hypertekstens forfatter eller ”udvikler”, der bestemmer
i hvilken rækkefølge tekstens noder læses 6 .
Hyperteksten kan lagres på alle kendte medier (diskette, CD-Rom, flytbar harddisk,
harddisk, server etc.) og kan læses on- eller off-line. Hyperteksten er således en i bund og grund
formløs genre qua sit medie, computerskærmen, og qua sit stof, noderne. Den sprænger uafladeligt
sig selv og er måske på den måde – set i en snæver genremæssig sammenhæng – det nærmeste, man
endnu er kommet realiseringen af avantgardens værk-ideal. Hvorledes? Jo, den består jo af lutter
“opspring fra nul-huller,” for nu at parafrasere dansk lyriks store modernist, Per Højholt 7 .
Formmæssigt set starter den forfra, hver gang skærmbilledet opdateres.
Jeg vil i det følgende analysere tre skønlitterære prosatekster, alle forfattet i 1990erne og
genrebestemt – og læst - som henholdvis romaner (Helle og Coupland) og kortprosa (Adolphsen).
Ingen af teksterne er konciperet som hypertekst i den snævre, tekniske forstand, som denne artikel
anvender begrebet, de rummer imidlertid fortællemæssige elementer, der illustrerer, hvorledes
modernistisk prosa indeholder kimen til kybernetiske og narrative principper kendt fra
hypertekstgenren.
En lille tekst med læseren-vælger-selv-system
Peter Adolphsen udgav i 2000 sin anden novellesamling, Små historier 2, en samling vidt
forskellige prosatekster, der som et samlende fortælleteknisk princip bygger skrives på et udpræget
metafiktionelt lag. Man kan uden videre sige, at Adolphsens tekster primært er (skøn)litteratur om
(skøn)litteratur. Lidt mere kringlet, men absolut i denne artikels kontekst og interesseområde, kan
man tilføje, at teksterne nødvendigvis må analogiseres med metadata, altså informationer om
informationer.
5 IN: Webbets vej til verden, p. 15.
6 Mark Amerika parafraserer Descartes: ”I link, therefore I am.” på www.cyberartsweb.org.
7 Linien er taget fra tredje digt i Per Højholts Turbo, 1968.
4