magasin 2012– 2013

Professor Bengt Jönsson, Sverige 

Byrden ved hjernesygdomme 

lundbeck magasin 2012-2013 1 

magasin 2012 – 2013 

Jakob Tranberg, Danmark 

Jeg kan så let hvirvle 

en storm op 

Professor Yu Xin, Kina 

Min eneste bekymring 

er den fart, vi har på 

Jean -Claude Parent, Frankrig 

Den ubudne gæst 

Rebecca Difilippo, Canada 

Jeg følte mig ikke 

ked af det

2 

indhold 

04 

Forord 

06 

Byrden ved hjernesygdomme 

En ny rapport fra European Brain Council belyser de 

samfundsmæssige udgifter ved hjernesygdomme. 

Læs interview med professor Bengt Jönsson. 

10 

Jeg kan så let hvirvle en storm op 

Jakob Tranberg var en succesfuld grafiker, der 

udfoldede sine kreative evner til den yderste grænse. 

Bipolar lidelse standsede ham. Nu må han omgås sin 

kreativitet med stor varsomhed for ikke at udløse nye 

maniske episoder. 

16 

Et vikarierende håb 

Bipolar lidelse kan få et menneske helt op at flyve 

på følelsen af aldrig at have haft det bedre. Andre 

gange er livet ikke værd at leve. 

18 

Bipolar lidelse 

maner til ydmyghed 

Bipolar lidelse får stor opmærksomhed inden for 

psykiatrien. men for blot 25 år siden var interessen 

langt mindre. 

21 

Psykisk sundhed i verden 

Psykisk sundhed er ingen selvfølge. Vi ser nærmere 

på adgangen til behandling af hjernesygdomme i tre 

forskellige lande: Grækenland, Kina og Frankrig.

22 

Et land i chok 

Hele Europa nød godt af et økonomisk opsving 

for blot få år siden. Også Grækenland. I dag er 

virkeligheden en anden. 

26 

Min eneste bekymring 

er den fart, vi har på 

Den moderne distriktspsykiatri i Australien lagde 

en kim, der mange år senere skulle blive til verdens 

største psykiatrireform i Kina. 

28 

En helbredelig sygdom 

Der er stor uvidenhed om psykisk sygdom i Kina, men 

den yngre generation er mere vidende end den ældre. 

32 

Vi ændrer måden 

at hjælpe på 

Fonden ‘Fondation FondaMental’ har oprettet en 

række ekspertcentre for psykiatriske patienter over 

hele Frankrig. Men det kræver løbende finansiering 

og frivilligt arbejde. 

36 

Den ubudne gæst 

Jean-Claude Parent er i et tidligt stadie af Parkinsons 

sygdom. Tiden bruger han til at opbygge en lokal- 

forening, hvor mennesker med Parkinsons sygdom 

kan lære af og trøste hinanden. 


40 

Fra idé til patient 

42 

Jeg følte mig ikke ked af det 

Rebecca Difilippo bebrejdede sig selv ubarmhjertigt. 

Hun følte sig som en fallit som chef, hustru og mor. 

Hun anede ikke, at hun var svært depressiv. 

48 

Lundbecks historie 

50 

Lundbeck kort fortalt 

Besøg Lundbecks website 

www.lundbeck.com 

Ansvarshavende redaktør: Lundbeck 

Redaktør og journalist: Mette Thorsen 

Journalist Aviva Kakar: Den ubudne gæst 

Journalist Ming Ou Lü: En helbredelig sygdom 

Journalist Simon Mehl Augustesen: Byrden ved hjernesygdomme 

Foto: Jens Honoré 

Patienterne er ikke honoreret af Lundbeck. 

Design: Make® 

Tryk: Arco Grafisk A/S 

Februar 2012

4 

STØRRE oPMÆRKSoMhEd 

oG BEdRE indSATS ER 

nØdVEndiG 

700 millioner mennesker i verden lider 

ifølge verdenssundhedsorganisationen 

WHO af hjernesygdomme. Trods behandlingsmæssige 

fremskridt er vi stadig langt 

fra at forstå disse sygdomme til bunds og 

langt fra at dække alles behov for behandling. 

Den offentlige opmærksomhed og de ressourcer, 

der anvendes på at bekæmpe og lindre hjernesygdomme, 

svarer desværre stadig langt fra til hjernesygdommes 

udbredelse og konsekvenser. En nyligt 

udkommet rapport fra European Brain Council 

belyser problemstillinger og samfundsmæssige 

konsekvenser forbundet med forekomsten af 

hjernesygdomme i Europa. Konklusionen lyder, at 

hjernesygdomme er en tikkende bombe under den 

europæiske økonomi og det europæiske samfund 

som helhed. Og selv om rapporten udelukkende 

dækker Europa, kan dens data sandsynligvis ekstrapoleres 

til de fleste højindkomstlande. 

Behandling og forebyggelse af hjernesygdomme 

synes derfor at være et naturligt område, hvor der 

bør fokuseres. Ikke blot er sygdomsbyrden stor, 

tilsvarende er der store samfundsmæssige omkostninger, 

et stort antal ubehandlede patienter og 

mangel på effektive behandlinger. 

udfordringerne er forskellige 

I Lundbeck ønsker vi at gøre en forskel for mennesker, 

der lider af hjernesygdomme. Vi arbejder intensivt for 

at udvikle nye og bedre behandlinger, og vi søger at 

skabe større offentlig opmærksomhed omkring 

hjernesygdomme – det være sig over for politikere, 

I Lundbeck ønsker vi at gøre en forskel for mennesker, der 

lider af hjernesygdomme. Og der er fortsat stort behov 

for udvikling på området. 

myndigheder, medier og offentligheden generelt. 

I dette magasin belyser vi, hvordan hjernesygdomme 

behandles i forskellige lande i verden, ikke mindst i 

form af fremskridt, men også hvor der stadig er 

udfordringer og tilbageslag. Vi portrætterer tre lande 

Grækenland, Kina og Frankrig. For Grækenlands 

vedkommende har landets yderst vanskelige økono- 

miske forhold også betydning for psykiatriens vilkår, 

i Kina er der en rivende udvikling inden for behandling 

af psykisk sygdom på trods af stor tabuisering om 

emnet, mens man i Frankrig har udfordringer med 

udbredelsen af fokuseret behandling. Tre portrætter, 

der viser, hvor forskellige vilkårene er i forskellige lande. 

patienten i fokus 

Patienter med hjernesygdomme er omdrejnings- 

punktet for Lundbecks virke. Viden om patienters 

behov driver os i arbejdet for at udvikle nye og bedre 

lægemidler. Når patienter selv fortæller om det, 

at leve med en hjernesygdom, giver det os alle en 

bedre forståelse af sygdommen. Vi er derfor glade 

og taknemmelige for, at tre personer, der lider af 

henholdsvis bipolar lidelse, Parkinsons sygdom og 

depression, har haft lyst til at dele deres historier 

med os og dig i dette magasin. Jakob fra Danmark, 

Jean-Claude fra Frankrig og Rebecca fra Canada 

fortæller deres historier om, hvor svært det er at få 

en diagnose på en alvorlig sygdom, men også om, 

hvordan man kan lære at leve med den. 

Hver gang vi hører historier som disse, bliver vi 

lidt klogere og forstår lidt mere. En viden, vi i Lundbeck 

bruger, når vi går tilbage til vores laboratorier og 

udvikler morgendagens lægemidler. Og en viden, der 

endvidere kan bruges, som et bidrag i den offentlige 

opmærksomhed og til den større indsats, der er så 

nødvendig på området. 

Jeg håber, at du vil nyde at læse dette Lundbeck 

Magasin, og at det vil give dig et indblik i, hvad det 

er, der driver ledelse og medarbejdere i Lundbeck. 

Ulf Wiinberg 

Koncernchef og adm. direktør

lundbeck magasin 2012-2013 

5

6 

BYRdEn VEd 

hJERnESYGdoMME 

Hjernen er et komplekst organ, og tilsvarende er det 

ikke nogen simpel opgave at analysere virkningen af 

hjernesygdomme – hverken medicinsk, socialt eller 

økonomisk. En ny rapport fra European Brain Council 

skaber klarhed over de samfundsmæssige 

omkostninger ved hjernesygdomme. 1 

164,8 

millioner mennesker 

i Europa lider af en 

hjernesygdom 

1) Lundbeck har givet en bevilling uden betingelser til udarbejdelsen af rapporten, men har ikke haft 

yderligere indflydelse på studiedesign, dataindsamling, udlægning eller udarbejdelse af manuskript.

en samfundsmæssige byrde ved 

hjernesygdomme er enorm og bør 

anses for en af det 21. århundredes 

vigtigste globale sundhedsmæssige 

udfordringer. Dette er en af hovedkonklusionerne 

om omfanget og omkostningerne 

ved psykiske og neurologiske sygdomme. Rapporten 

er baseret på en undersøgelse, der er blevet til i et 

samarbejde mellem European Brain Council (EBC) 

og European College of Neuropsychopharmacology 

(ECNP) og er en opdatering af en tilsvarende rapport 

fra 2005. 

2011-rapporten samler de nyeste data om 

omfanget af og omkostningerne ved hjernesygdomme 

på tværs af Europa2 d 

, og tallene er overvældende. Det 

vurderes, at de direkte og indirekte udgifter til hjernesygdomme 

i Europa udgjorde EUR 798 milliarder i 

2010, og at mere end en tredjedel af befolkningen, 

svarende til 164,8 millioner mennesker, er berørt. I 

2010 dækkede de direkte udgifter til hjernesygdomme 

i Europa hele 24% af de samlede direkte sundhedsudgifter 

på EUR 1.260 milliarder. 

Hjernesygdomme er dog ikke blot en europæisk 

udfordring. Data fra USA peger på en situation, der 

er lige så alvorlig som Europas, og World Economic 

Forum konkluderede i en anden rapport fra 2011, at 

udviklingslandene i stigende grad vil blive bebyrdede 

med hjernesygdomme i takt med, at deres økonomiske 

vækst fortsætter, og deres befolkninger bliver 

ældre. Et eksempel er Kina, hvor psykiske sygdomme 

for nylig har oversteget hjertesygdomme og cancer som 

den største enkeltpost på det kinesiske sundhedsbudget. 


bengt göran jönsson 

professor, m.a., ph.d., b.a. 

udvalgte stillinger 

• Professor, Stockholm School of Economics, 

Sverige 

• Direktør og grundlægger af Center for Medicinsk 

Teknologivurdering, Linköping Universitet, 

Sverige 

• Professor, Institut for Sundhed og Samfund, 

Linköping Universitet, Sverige 

• Direktør, IHE, Svensk Institut for 

Sundhedsøkonomi, Lund, Sverige 

• Lektor, Institut for Økonomi, Lund Universitet, 

Sverige 

Bengt Jönsson, professor i sundhedsøkonomi ved 

Stockholm School of Economics, er medforfatter 

på rapporten og er også medlem af styrekomitéen, 

der er ansvarlig for analysen. Han udtrykker sin over- 

raskelse over problemets omfang og dermed over, 

hvor meget arbejde, der stadig skal udføres, før vi 

har fuld forståelse af de reelle omkostninger ved 

hjernesygdomme for samfundet. Ikke desto mindre 

understreger han, at rapportens estimater skal 

fortolkes med forsigtighed, og at de aktuelle omkost- 

ninger sandsynligvis er endnu højere. 

“På trods af at vi har forbedrede data og har 

inkluderet nye sygdomme sammenlignet med 

rapporten fra 2005, er min første tanke, at der stadig 

er meget, vi skal have gjort, før vi har et fuldt billede 

af omfang, omkostninger og byrder ved hjerne- 

sygdomme,” siger Bengt Jönsson. 

tallene synliggør omfanget 

Bengt Jönsson forklarer, at et af hovedmålene i EBC’s 

rapport er at udtrykke omfanget af hjernesygdomme 

i økonomiske tal, så politikere, embedsmænd og 

befolkningen kan forstå omfanget af de reelle omkost- 

ninger. Tallene taler for sig selv og synliggør omfanget. 

“En forudsætning for en konstruktiv diskussion 

af en sygdom og den byrde, som sygdommen påfører 

samfundet, er en fælles forståelse af omfanget og 

problemets størrelse. Dette har været savnet indtil 

nu – og mangler til en vis grad stadig – inden for 

hjernesygdomme. De epidemiologiske data har 

simpelthen ikke været af en standard, der har givet 

et fuldt overblik. Det betyder, at begrebet hjerne- 

sygdomme, og det at tale om dem som en samlet 

størrelse, stadig er nyt.” 

“Ved at betragte omkostningerne ved alle de 

ressourcer, der forbruges eller går tabt på grund af 

disse sygdomme, uanset hvem der skal betale, håber 

vi på at se problemet som en helhed og få en fornem- 

melse af omfanget. Ellers kan vi ikke begynde at 

opstille løsninger og svar,” forklarer Bengt Jønsson. 

Og det er klart, at løsninger og svar er absolut 

påkrævede. Ud over hjernesygdommenes massive 

økonomiske påvirkning, er disse sygdomme også en 

tung personlig byrde for patienten. De svære over- 

vejelser, der er forbundet med at acceptere en diag- 

nose og ikke være i stand til at udføre ens sædvanlige 

gøremål, og det at kæmpe med fx depression og ned- 

trykthed bidrager betydeligt til den byrde, der er 

forbundet ved hjernesygdomme. 

kæmpestore indirekte omkostninger 

Af alle de omkostninger, der er forbundet med hjerne- 

sygdomme, er 40% indirekte udgifter og kan udregnes 

i tabt produktion på grund af fravær fra arbejde eller 

tidlig pension. Kort sagt er disse indirekte omkostninger 

en måling af forspildte menneskelige potentialer og 

ressourcer. Til sammenligning er kun 30% af de 

2) Undersøgelsen blev udført i alle lande i EU (EU27) samt Island, 

Norge og Schweiz.

8 

samlede omkostninger direkte udgifter til sundheds- 

pleje, som blandt andet består af lægebesøg, hospi- 

talsindlæggelser og lægemidler. De resterende 30% 

af de samlede omkostninger er direkte, ikke-lægelige 

udgifter, herunder sociale ydelser, specialboliger og 

privat pleje. 

Ifølge Bengt Jönsson placerer analysen de 

faktiske udgifter til hjernesygdomme i en større 

sammenhæng. “En meget lille del af byrden fra 

hjernesygdomme er faktisk en byrde for sundheds- 

systemet,” siger han. “Det tvinger os til at se på 

tingene i et bredere perspektiv. Vi har brug for ikke 

blot at se på vores udgifter, men også på de res- 

sourcer, vi mister.” Han peger på vigtigheden af 

at anvende pengene fornuftigt. “Nøje udtænkte 

programmer, der øger udgifterne til forebyggelse 

og bedre behandling, kan reducere de samlede 

omkostninger. Omvendt kan en dårligt planlagt 

behandlingspolitik øge de samlede omkostninger.” 

Den manglende evne til at leve et aktivt liv, 

hvilket mange patienter kæmper med som følge 

af deres diagnose, er ikke den eneste mangel på 

ressourcer, som kan tilskrives hjernesygdomme. 

Vi skal også overveje den tid og de ressourcer, som 

familiemedlemmer må bruge for at afhjælpe konse- 

kvenserne af hjernesygdomme. 

“Faktum er, at familie og pårørende bærer en 

stor byrde i forbindelse med disse sygdomme,” 

hævder Bengt Jönsson. “Alzheimers sygdom og andre 

former for demens er oplagte eksempler. Patienter 

med disse sygdomme har begrænset kontakt til 

sundhedsvæsenet, men passes i vid udstrækning af 

familie, venner eller endda medlemmer af det lokale 

samfund. Vi er nødt til at erkende denne ulige fordeling 

af byrden. Vi må erkende, at hvis familie og pårørende 

ikke påtog sig det store ansvar, men i stedet overlod 

det til resten af samfundet, ville der være en enorm 

stigning i de offentlige udgifter til disse sygdomme. 

En stigning, som vi simpelthen ikke ville være i stand 

til at betale.” 

arbejde klogere og mere fokuseret 

Ifølge Bengt Jönsson vil EBC-rapporten ideelt set 

fungere som både en øjenåbner, der kan synliggøre 

den nuværende byrde fra hjernesygdomme i Europa, 

og også som en påmindelse om de kommende 

udfordringer. “I betragtning af Europas nuværende 

økonomiske og demografiske forhold kan vi ikke 

forvente at få flere ressourcer til håndtering af 

hjernesygdomme. Så vi er nødt til at arbejde klogere 

og mere fokuseret for at udnytte vores ressourcer 

mere effektivt,” siger Bengt Jönsson. 

“Som økonom har jeg gennem min karriere 

arbejdet med en række sygdomme og deres økono- 

miske konsekvenser,” tilføjer han, “og hvad der virkelig 

slår mig ved hjernesygdomme er, hvor lidt vi endnu 

ved om hjernen, samt den alvorlige mangel på effek- 

tive behandlinger. Så vi har naturligvis et stort behov 

for nye og bedre behandlinger. Dette er den egentlige 

forudsætning for fremskridt og indflydelse inden for 

hjernesygdomme.” 

en optimistisk pessimist 

Bengt Jönsson er på én gang både optimistisk og 

pessimistisk i forhold til mulighederne for fremskridt. 

“Jeg tror, at vi har alle muligheder for at ændre 

tingene til det bedre, og at vi til en vis grad er på 

rette spor. Jeg tror, det er realistisk at forvente 

forbedringer på en række sygdomsområder i de kom- 

mende år.” Han peger især på depression som et 

område, hvor der kan ske forbedringer: “Vi kan blive

edre til at diagnosticere og behandle 

patienter med depression og dermed 

reducere de omkostninger, der er 

forbundet med denne sygdom. 

Depression er en meget 

almindelig sygdom, og 

mange patienter bliver 

behandlet i den 

primære sundheds- 

sektor af lokale, 

praktiserende læger. 

Men viden om syg- 

dommen og dens behandlinger 

varierer enormt i Europa. Jo flere steder vi 

kan etablere “bedste praksis,” jo større forbedring af 

tilværelsen kan millioner af patienter, der lider af 

depression, få. Og det er ikke et omkostningsproblem, 

det er et spørgsmål om at opbygge kompetencer og 

være god til at organisere.” 

“Europa er ikke det eneste sted, hvor der er 

plads til forbedringer,” påpeger han. “Det er også 

muligt at udvikle omkostningseffektive behandlings- 

alternativer af depression i lande med lav- og mellem- 

indkomster.” 

Mens Bengt Jönsson fortsat er optimistisk med 

hensyn til fremskridt på specifikke sygdomsområder, 

styrer pessimismen stadig hans syn på den generelle 

udvikling i omkostninger til hjernesygdomme i de 

kommende år. Han mener, at en stigning i omkost- 

ningerne til behandling er det mest realistiske 

scenarie, når den næste EBC-rapport udgives i 2016. 

“For det første vil vi se en øget forekomst og 

spredning, ganske enkelt fordi der med den aldrende 


befolkning vil være flere mennesker, der bliver ramt 

af hjernesygdomme. For det andet er fremskridt i 

behandlingen af hjernesygdomme ret begrænset. 

Det kan godt være, at vi går i den rigtige retning, 

men vi går langsomt.” For det tredje peger Bengt 

Jönsson på forekomsten af ‘nye’ hjernelidelser, der 

er relateret til social adfærd, såsom bulimi, anoreksi, 

ADHD og hyperaktivitet hos mindre børn. “Vi forstår 

stadig ikke disse sygdomme eller kender ikke for- 

klaringen på stigningen i antallet af diagnosticerede 

personer. Men realistisk set vil disse sygdomme blive 

en del af byrden.” 

fremskridt er muligt 

Den svenske professor er med mere end 30 års 

erfaring ikke desto mindre overbevist om, at frem- 

skridt altid er mulige. 

“Da jeg startede min karriere i 1970’erne i 

Sverige, var mavesår en af de vigtigste grunde til, at 

folk ikke dukkede op på arbejde. Men med udviklingen 

af nye lægemidler var vi i stand til at behandle og 

helbrede mavesår, som nu ikke længere afholder folk 

fra at leve et normalt liv. Senere i 1980’erne og 

1990’erne var det rygsmerter og rygproblemer, der 

holdt folk hjemme. Vi har ikke fundet en kur mod 

rygsmerter, men vi er blevet meget klogere på dette 

område og har fundet metoder, der kan forbedre 

livskvaliteten for denne gruppe patienter, herunder 

hvordan vi får dem tilbage på arbejde igen. Fore- 

byggelse og behandling af hjertekarsygdomme er 

et andet område, hvor fremskridt inden for det læge- 

videnskabelige område har reduceret omkostningerne 

i de senere år. Nu er den vigtigste grund til, at folk er 

nødt til at opgive arbejdet en psykisk diagnose i form 

af angst, depression osv.,” siger Bengt Jönsson. 

“Vi er begyndt at tage de indledende skridt til 

at forstå, hvordan vi kan håndtere denne udfordring. 

Og jeg tror, vi vil få succes. Vores viden og forståelse 

af hjernen vokser hele tiden, og af både menneskelige 

og økonomiske grunde har vi simpelthen ikke råd til 

ikke at blive bedre. Jeg tror på, vi kan blive bedre. Vi 

er på rette spor.” 

Kilder: 

• Gustavsson et al. – Cost of disorders of the brain in Europe 2010. 

European Neuropsychopharmacology, 2011. 

• World Economic Forum and the Harvard School of Public Health – 

The Global Economic Burden of Non-communicable Diseases, 2011.

10 

JEG KAn Så 

lET hViRVlE En 

SToRM oP 

Se Jakob Tranberg i 

slangeskindsstøvler, krystalbesat 

T-shirt og hvid pels med Versacerygmærke. 

Han er på toppen som 

feteret grafisk designer i reklame- 

branchen. Idéer og prisvindende 

pladecovers sprudler ud af ham, 

og han flyver på sin mani, 

højere og højere.


jakob tranberg 

• Jakob er uddannet grafisk designer 

• I perioden 1994-2004 designede han over 300 

pladecovers for blandt andre D-A-D, Aqua, 

Safri Duo og the Raveonettes 

• I 2003 fik han diagnosen bipolar lidelse, samme 

år gik han konkurs 

• Efter sin første store mani på Gran Canaria i 2001 

har han haft fire manier og tre depressioner. Han 

var senest indlagt med en manisk episode i 2011 

• Sygdommen gør det svært for ham at planlægge, 

huske og koncentrere sig 

• I 2010 blev Jakob førtidspensionist.

12 

allerede som dreng kunne Jakob 

Tranberg ikke få nok. 11 år gammel 

tiggede han sine forældre om lov til 

at tage på vandretur i Lapland med 

et hold voksne spejdere; 125 km 

gennem gletsjere og sne. Drengen var så optaget af 

strabadserne og det intense samvær, at det ikke var 

til at bære, da turen var forbi: “Jeg havde givet mig 

selv fuldt ud, jeg var fuldstændig flad – og nu skulle 

jeg tilbage til den daglige trummerum. Mine forældre 

skulle helst ikke snakke til mig. Jeg lå bare i badekarret 

med lukkede øjne.” 

Jakob voksede op i en dansk provinsforstad. Han 

var en af de drenge, der kunne lide at tegne, hans tegninger 

fik ros, og de blev bedre endnu, fordi han kunne 

koncentrere sig om dem hele eftermiddage i træk. 

23 år gammel er han nyuddannet reklametegner 

og rentegner supermarkedskataloger, mens han 

længes væk. Lykken ligger i København, hvor D-A-D 

og andre rockbands holder til. Han drømmer om at 

designe deres covers. Ved et lykketræf får han 

arbejde på et københavnsk reklamebureau med 

kunder i musikbranchen. Bureauet har masser af 

arbejde. Så meget, at han sover der på en madras. 

Året efter ser han ud over publikum fra scenen 

til prisuddelingen for Dansk Grammy (siden 2001 

kaldet Danish Music Awards). I favnen holder han 

seks statuetter. D-A-D står ved siden af. Bandet har 

lige vundet statuetterne, og den ene er for Jakobs 

cover til deres nye plade. Klapsalver, rampelys, fest. 

Og Jakob tænker: “Jeg er kommet hjem. Det er min 

scene.” Bedre kan det ikke blive. 

Men det kan det. Kort tid efter ringer et af de 

førende pladeselskaber, EMI, og tilbyder en opgave til 

et svimlende honorar. Jakob gløder af arbejdslyst. Og 

på reklamebureauet lægger han grunden til en hash- 

vane: De kreative kan godt lide at sætte sig i møde- 

lokalet, ryge en joint og tegne sammen i stilhed. En 

håndfuld visuelle idéer senere går de hjem, sover på 

det, og næste morgen er der altid et par idéer, der duer. 

Fire år efter at Jakob rejste fra provinsen, er han 

kreativ direktør på sit eget bureau, PowerPlant, med 

pladeselskaber som Sony, EMI og Universal blandt 

kunderne. 

jeg er den udvalgte 

PowerPlant er et bureau, og det er også et menneske, 

Jakob selv. Han slynger kunder og venner op i et 

kalejdoskop af idéer. De nyder flyveturen. De beder 

om mere. Jakob fortæller om sin evne til at fornemme 

andre mennesker – til at vibrere i samklang med 

dem. Det er en evne, der kan gøre ham til bedsteven 

med enhver: “Fx kunne jeg gå ind i en musikbutik og 

forelske mig i en Jimi Hendrix luksusboks i violet fløjl. 

Jeg faldt i snak med ejeren, og et kvarter efter 

spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage 

butikken. Sådan var det hele tiden. Folk fik lyst til at 

give mig noget.” 

Opgaverne strømmer ind. Arbejdsrytmen er 

fra 11 om formiddagen til et om natten. Når man 

arbejder så meget, fortjener man også at feste, synes 

Jakob. Festerne tryller han frem med sin diskokugle, 

røgmaskine og farvestrålende omgangskreds. Andre 

mennesker er en slags batterier, der kan afgive energi: 

“Jeg tiltrækker typer med et højt energiniveau som 

mig selv, og det er ren opladning for mig at tale med 

dem. Jeg kan altid tale hurtigere.” 

Senere er det et mysterium for Jakob, at ingen 

studser. Måske overhørte han deres advarsler? Måske 

sagde de ikke noget, fordi han strålede af overskud? 

“For jeg føler mig fantastisk. Jeg er den udvalgte! 

Men jeg er ikke den eneste – alle andre kunne også 

være udvalgte, hvis bare de ville. De er også fantastiske!” 

Jakob overstrømmer sin omverden med 

positiv energi, og den giver efter for hans vilje. Mens 

han fortæller om denne periode i sit liv, demonstrerer

han pludselig, hvordan det var – med et højt klask 

smækker han hænderne sammen, stemmen runger: 

“SÅDAN her bliver det!” Og derpå mildt: “Og mine 

ord blev indprentet.” 

Men en understrøm trækker den anden vej. 

Jakob siger altid ja til kunderne. Kæresten må und- 

være, og det koster: “Vi ligger i sengen, og jeg siger, 

at jeg gerne vil have et barn med hende. Det vil hun 

også gerne, men hun tør ikke. Hun tør ikke, fordi hun 

er bange for at stå alene med det. Og jeg ved ikke, 

hvad jeg skal sige, for jeg kan ikke sige, at jeg laver 

alting helt om.” Han må accelerere sig ud af det. 

et klarsyn 

I 2001 flytter Jakob ind på sit kontor. “Det er nok her, 

kæden hopper helt af,” siger han, “for jeg begynder at 

holde mig vågen flere døgn i træk for at arbejde.” 

Dengang frustrerede det ham, at musikbranchen ikke 

udnyttede internettets muligheder godt nok. Alt 

foregik på papir, fortæller han, og hvis musikerne ville 

have en hjemmeside, skulle de selv betale for den. 

En aften skriver han idéer, hurtigere, hurtigere, og 

pludselig eksploderer han indefra: “BLITZ siger det, 

og jeg har et klarsyn. Det er helt passé, det vi laver. 


” 

min mani bliver dybere, 

fordi jeg ikke kan tale med 

nogen. jeg føler mig fortabt 

– men alting bliver så smukt. 

Og jeg ved, hvad vi skal. Vi skal reformere hele musik- 

branchen, nej hele underholdningsbranchen, jeg ser, 

hvordan det bliver om seks-syv år, jeg ser det så 

klart.” Hinden mellem den indre og ydre verden 

brister, det buldrer i Jakob, og uden for er det blevet 

tordenvejr, og han løber ud og stiller sig i regnen. 

Han ansætter seks nye medarbejdere for at 

realisere sin vision. Men understrømmen er stærkere. 

Kunderne er skeptiske. Når han går ud fra et kreativt 

møde, kan han ikke huske, hvad der blev sagt. Regn- 

skaberne er kaos, udlejeren af bureauets lokaler vil 

smide dem ud, og de nyansatte vil ikke arbejde i 

Jakobs tempo og truer med en fagforeningssag. Det 

er ikke sjovt længere. Nu må han have fred. 

Han efterlader sine telefoner, fem i alt, på rad 

og række, så de ansatte kan regne ud, at chefen er 

gået sin vej. Men hvorhen? Til Gran Canaria med 

nogle poser beskidt vasketøj. Han aner ikke, at han er 

langt inde i en manisk episode. Men på Gran Canaria 

tager manien en ny drejning: “Min mani bliver 

dybere, fordi jeg ikke kan tale med nogen. Jeg føler 

mig fortabt – men alting bliver så smukt.” Ved en 

AIDS-mindeevent bevæger synet af de mange 

levende lys ham. Han kigger ud over lyshavet 

oppefra. Men noget er galt. “Jeg opdager, at nogle 

lys er ude af gitter. Dem løber jeg ned og retter.”

Da pengene slipper op, bliver han nødt til at tage 

hjem. Hans far spørger efter nogen tid, hvordan han 

har det, og om han skal hente ham. Det må han 

gerne. Og så siger Jakob ikke ret meget mere. 

nedadgående spiral 

Han flytter ind i sine forældres kælder og prøver at 

samle sit liv op. Det lykkes til dels. Endnu en bølge af 

vilde og storslåede oplevelser indvaderer hans liv og 

udløser en ny manisk episode. Jakob beskriver disse 

år som én lang nedadgående spiral, til sidst vil hans 

forældre tvangsindlægge ham. 

På det psykiatriske hospital svinger han mellem 

at rase eller charmere personalet. Vennerne kommer 

forbi med hash. Da han bliver udskrevet, venter virkeligheden: 

“Så meget var gået op i flammer, og jeg 

skyldte en masse penge væk – især til en ven. Og så 

gik jeg helt ned.” 

En nat ligger Jakob og planlægger rationelle 

måder at dø på, og denne gang tager han selv initiativ 

til at blive indlagt med depression. På afdelingen 

præsenterer en maniker sig som solguden Ra og hilser 

ham velkommen. Jakob orker ikke at svare. Patienterne 

sidder i deres morgenkåber og kæderyger. Alting har 

et gråligt skær. Men Jakob opdager, at han kan glæde 

patienterne ved at tegne til dem – deres navnetræk, 

og hvad de ellers har lyst til. En dag begynder han 

ganske forsigtigt på en tegning til sig selv. Blyanten 

rører næsten ikke papiret. Han plejer at overskride 

restriktioner, men nu laver han en regel: “Jeg måtte 

ikke bruge viskelæder. Så blev jeg nødt til at tænke 

over konsekvenserne af hver eneste streg. Ikke noget 

med at rette! Der var meget meditation i det. Og 

jeg syntes, det havde en slags parallel til mit liv.” 

Tegningen kaldte han ‘Dyrenes fest’. Men dyrene 

så ikke glade ud. 


” 

i københavn var jeg 

mr. rock’n roll, og det blev 

jeg længe ved med at være 

i mit eget hoved. 

julemandens værksted 

I Jakobs lejlighed i Århus er væggene dækkede af 

malerier, tegninger, udklip, spejle, tekstiler. Selv kalder 

han det ‘julemandens værksted’. Han er nu 41 år og 

har levet med diagnosen ‘bipolar lidelse’ siden 2003 

– samme år, han gik konkurs. 

Erkendelsen af, at han aldrig får sit gamle liv 

tilbage, er kommet langsomt til ham. “I København 

var jeg mr. Rock’n Roll, og det blev jeg længe ved 

med at være i mit eget hoved.” I lang tid tænkte han, 

at han var ked af det, ikke syg. Sygdomserkendelsen 

er en årelang proces, som psykologen på Klinik for 

Mani og Depression på Århus Universitetshospital 

hjælper ham med. 

Mr. Rock’n Roll’s enorme omgangskreds er 

svundet ind, og det er med hans gode vilje. I de 

senere år er han blevet meget selektiv med, hvem 

han ser, og i perioder isolerer han sig. Kreativiteten 

er ikke brændt ud. Men han kan ikke koncentrere 

sig som før. Denne barriere kan han overvinde med 

nogle timers ro, inden han går i gang med at tegne. 

Hvis han bliver afbrudt, ødelægger det hans fokus, 

og han må starte forfra. Telefonen er på lydløs meget 

af tiden. 

Jakob maler og tegner for sig selv under 

kunstnernavnet InCoqnito, og af og til siger han også 

ja til en opgave. Men den skal være lille, og den skal 

være uden deadline, for ellers begynder energien at 

pulsere for voldsomt: “Jeg kan så let hvirvle en storm 

op. Og stille mig i stormens øje og se den gøre de 

mærkeligste udsving.” 

På den anden side er det også farligt at holde 

sig på for lang afstand af stormen: “Jeg risikerer, at 

tingene bliver for grå. Så kan jeg ikke forklare mig 

selv, hvorfor i alverden jeg skulle give mig i kast med 

noget som helst. Sådan er det vel for alle mennesker 

– vi svinger mellem de to poler i kampen mod 

ligegyldighed. Men jeg har villet have kreativitet 

ind i alt.” Og kreativitet er, siger han, en anarkistisk 

størrelse: ”Jeg skulle jo helst kunne låse min cykel op 

på en kreativ måde. Måske er det min forbandelse? 

At tingene skulle være nye og friske hver dag.” 

fakta om bipolar lidelse 

• Bipolar lidelse – også kaldet maniodepressiv 

sygdom – viser sig i sygdomsepisoder med 

mani/hypomani og depression. 

• 30 millioner mennesker i verden skønnes at 

være ramt af bipolar lidelse, som optræder 

lige hyppigt hos mænd og kvinder. 

• Der går gennemsnitligt 8-10 år fra de første 

symptomer viser sig, til diagnosen stilles. 

• Genetiske forhold spiller en stor rolle ved 

bipolar lidelse. 

• Bipolar lidelse er ofte forbundet med 

nedsat psykosocial funktion, herunder 

nedsat arbejdsevne. 

• Mange patienter har brug for langvarig 

behandling, der bør skræddersys til den 

enkelte patient og løbende tilpasses de 

forskellige faser i forløbet. 

• Medicin spiller en afgørende rolle i både 

den akutte fase og forebyggelsen. 

• Psykoedukation og psykoterapi i kombi- 

nation med medicin reducerer risikoen for 

tilbagefald bedre end medicin alene.

16 

ET ViKARiEREndE håB 

Bipolar lidelse kan få et menneske helt op at flyve på følelsen af 

aldrig at have haft det bedre. Andre gange er livet ikke værd at leve. 

Klinisk psykolog Krista Straarup hjælper sine patienter med at 

stabilisere deres sygdom så godt som muligt. 

når nye patienter ankommer til Klinik 

for Mani og Depression på Århus 

Universitetshospital, Danmark, er 

deres første spørgsmål ofte: ‘Bliver 

jeg mig selv igen? Kan jeg passe mit 

job? Mine børn?’ Som regel har de lige fået deres 

diagnose og er nyudskrevne fra et psykiatrisk hospital. 

Og de pårørende kan fx spørge: ‘Overså vi noget? 

Hvordan kan vi hjælpe? Kan vi forhindre, at det kommer 

igen?’ På klinikken tager et tværfagligt team af 

psykiatere, sygeplejersker og psykologer imod; én af 

dem er klinisk psykolog Krista Straarup. 

Hun må forklare patienterne, at det kan tage 

tid at blive stabil, og at sygdommen kan komme 

igen. Efter sygdommens gennembrud vil de resten 

af deres liv være sårbare over for nye maniske eller 

depressive episoder. Målet med behandlingen på 

klinikken er, at patienterne får det bedst mulige funktionsniveau 

og bliver symptomfri. Behandlingen består 

af en kombination af psykoedukation, terapi og medicinsk 

behandling. Undersøgelser viser nemlig, at den 

kombinerede behandling kan forebygge nye episoder 

signifikant bedre end medicin alene – også på 

længere sigt. 

Krista Straarup vil hjælpe patienterne med at 

mindske følelsen af afmagt. De skal opdage, at de 

kan påvirke sygdommens udvikling: “Psykoedukation 

giver indsigt i sygdommen og dens konsekvenser og 

lærer patienterne at håndtere episoder og forebygge, 

at de kommer igen,” siger hun. I løbet af hendes 

undervisning lærer patienterne at styrke de beskyttende 

faktorer og mindske de udløsende faktorer. 

De bliver fortrolige med deres individuelle tidlige 

advarselstegn og lærer at reagere, så de bedre kan 

beskytte sig selv fremover. 

For at kunne genkende sine advarselstegn må man 

kende sit grundtemperament – også kaldet ‘baseline 

personligheden’. Men hvornår er man sig selv, og 

hvornår er det sygdommen, der taler? Både personlig- 

hed og bipolar lidelse viser sig i følelser, tanker og 

adfærd. Det er en lang erkendelsesproces at lære at 

skelne mellem de to, og nye patienter er kun lige 

startet på denne proces. 

mit perfekte barn 

På klinikken skal patienterne lære at forstå deres 

sygdom. Men sygdommen er kompleks. Fx er bipolar 

lidelse ikke altid lidelsesfuld – den kan også rumme 

tilstande, som patienterne nyder og nødigt vil slippe. 

Mennesker med bipolar lidelse stiller ofte høje krav 

til sig selv og rækker – uden forbehold og uden sikker- 

hedsnet – ud efter de frugter, der hænger højest. I 

begyndelsen kan de maniske symptomer løfte præsta- 

tionsevnen, forklarer Krista Straarup: “Det er kær- 

komment, når ideerne kommer. Derefter bliver man 

irritabel, ufokuseret, mister indlevelsesevnen og kan 

ikke leve op til de forventninger, man skaber, eller 

gennemføre de projekter, man sætter i gang. Det 

er et trip, hvor man når at brænde mange broer og 

brænde sig selv ud.” I løbet af sin undervisning leder 

hun patienterne hen mod en forståelse af, at de 

nydelses- og lidelsesfulde symptomer er elementer 

i den samme sygdom, og at de ikke kan skilles ad. 

En vigtig terapeutisk opgave er at hjælpe patient- 

erne til at mærke, hvad de reelt kan magte, og til at 

sætte sig realistiske mål. Også den opgave kan være 

svær. På grund af deres store drive opnår mennesker 

med bipolar lidelse ofte positiv feedback fra deres 

omgivelser: “Men det kan have en skyggeside. For 

hvis ikke man justerer sine ambitioner, kan det 

vedligeholde sygdommen,” siger Krista Straarup. 

En svensk undersøgelse viser, at kreative og 

intelligente børn har højere risiko for at udvikle 

bipolar lidelse. Krista Straarup oplever, at klinikkens 

patienter ofte også er kreative. En mor på klinikken 

sagde engang: ’Mit perfekte barn er blevet sygt.’ I 

sig selv kan kreativitet være en beskyttende faktor, 

understreger Krista Straarup. Men hun må guide 

patienterne til en erkendelse af, at de ikke altid 

kan tåle at presse sig selv på deres evner. 

unødvendige restriktioner 

At smække med døren, at græde, at få en god idé og 

sprudle over af begejstring – det hører med til raske 

menneskers følelsesudtryk. Men for pårørende til et 

menneske med bipolar lidelse kan det være truende 

tegn på, at sygdommen er ved at blusse op. Det kan 

være svært at skelne mellem bipolare symptomer 

og almindelig opførsel, fortæller Krista Straarup. 

Man kan komme til at normalisere det sygelige eller 

sygeliggøre det normale. Hos psykotiske patienter er 

det nemmere at afgøre. Men grænserne er glidende 

hos patienter med bipolar lidelse, og de kan opleve, 

at andre udsætter dem for unødvendige restriktioner 

og kontrol. En patient på klinikken udbrød: ’Skal 

andre nu bestemme, hvornår jeg skal gå i seng?’ 

“Vi skal lære patienter og pårørende at finde 

balancen mellem at bemærke advarselstegn og 

samtidig ikke henføre alt til sygdommen,” siger Krista 

Straarup. “En vigtig psykoedukativ opgave er derfor 

at blive enige om, hvad der er tegn på sygdom.”

Sammen forsøger de at identificere patientens 

grundtemperament. Hun kan fx spørge patienten: 

‘Hvad er dit almindelige aktivitetsniveau? Hvor 

meget taler du normalt? Hvor meget plejer du at 

sove?’ Et menneske med bipolar lidelse kan i sin 

normaltilstand være mere udadvendt, end folk er 

flest; typen, der taler meget, ikke er bange for at 

overskride grænser og kun behøver 5-6 timers 

nattesøvn. 

Psykoedukation løfter også andre opgaver i 

forhold til de pårørende. “Bipolar lidelse bringer hele 

følelsesrepertoiret i spil,” forklarer Krista Straarup, “og 

både depression og mani smitter.” Familie og venner 

kan svinge med i nedtrykthed, opstemthed og vrede 

og slide på sig selv og patienten. På klinikken kan de 

møde andre med lignende erfaringer og lære at 

normalisere deres reaktioner. 

hvem er jeg 

Et forløb på Klinik for Mani og Depression strækker 

sig typisk over tre år. I løbet af denne periode gennem- 

lever mange patienter ambivalente følelser omkring 

diagnose, medicin og en hverdag med sygdommen 

og dens konsekvenser. Arbejdet med patienternes 

adhærens – dvs. deres adfærd i forhold til klinikkens 

anbefalinger – fylder derfor meget i personalets 

arbejde. 

De fleste mennesker kan acceptere medicin i en 

tidsbegrænset periode. Men det er sværere at affinde 

sig med et langvarigt, måske livslangt behov. Har man 

det fint, kan medicin føles unødvendig. Har man det 

skidt, kommer tanken, at medicinen ikke hjælper, og 

spørgsmålet om hvorfor man så skal tage den. Krista 


Straarup nævner endnu en måde, det kan gå galt på: 

“Selv når man tager sin medicin, er det ingen garanti. 

Fx kan maniske symptomer bryde igennem alligevel. 

Så tænker patienten, at han ikke er syg, at han aldrig 

har haft det bedre, og at der ikke er nogen grund til 

at tage medicinen - og så accelererer sygdommen. 

Under en episode lever patienterne i et tryk- 

kammer af følelser og tanker, der overstimulerer eller 

udmatter. I dette emotionelle rum mister de fodfæstet. 

Så skal de genfinde det. Det kan være svært at rejse 

sig – nogle gange igen og igen – og selvmordsrisikoen 

er høj. Klinikkens personale forsøger at holde patient- 

erne fast: “Man skal være et slags vikarierende håb i de 

faser, hvor de har mistet troen og meningen med det 

hele ,” siger Krista Straarup. 

Men hvad kan man håbe på, hvis man må opgive 

sine drømme? Hvordan genopbygge mening med og 

retning i sit liv? Krista Straarup interesserer sig for 

narrativer – den livsfortælling, som alle mennesker 

må opløse og rekonstruere mange gange i løbet af 

deres liv. Netop denne rekonstruktion kan være svær 

at magte for patienter med bipolar lidelse. Hun 

forklarer hvorfor: “De mange udsving giver patienten 

en basal tvivl: Hvem er jeg? Man er så meget! Det, 

man gør og tænker i én fase, kan man i en anden fase 

slet ikke forstå.” Hun prøver at hjælpe patienten frem 

til en livsfortælling, der kan rumme det, der er sket, 

og en retning for det, der skal ske. Denne proces kan i 

sig selv støtte en mere sammenhængende jeg-følelse. 

behov for viden 

Maniske eller depressive episoder udtrykker sig ikke 

kun i et ekstremt stemningsleje. De påvirker også 

krista straarup 

cand. psych. 


• Klinisk psykologi ved Klinik for Mani og 

Depression, Århus Universitetshospital 

• Ekstern lektor ved Psykologi, Ålborg Universitet 

• Forfatter og medforfatter til flere bøger og 

artikler om bipolar lidelse og dens behandling 

patientens kognitive funktioner – hukommelse, 

opmærksomhed og evne til at planlægge og organi- 

sere. Før i tiden mente fagfolk, at tiden mellem 

episoder var neutral, her skulle patienten kunne leve 

nogenlunde som før. Men man var for optimistisk, 

siger Krista Straarup: “I de seneste ti år er der kommet 

stor opmærksomhed på, at patienten også kan have 

kognitive vanskeligheder mellem episoderne.” Under- 

søgelser viser, at ca. halvdelen af de bipolare patienter 

løbende lever med et nedsat funktionsniveau. Det 

har stor betydning for evnen til at klare hverdagen, 

og meget tyder på, at funktionsniveauet forværres 

med antallet af episoder.” 

Langt hen ad vejen belønner arbejdsmarkedet 

hypoman adfærd. Men når sygdommen er brudt 

ud, har patienterne brug for færre indtryk og stabile 

rammer. Hvis også de kognitive funktioner er ramt, 

kan det være svært at arbejde på almindelige vilkår 

eller gennemføre en uddannelse. Tab af status, arbejds- 

identitet og økonomiske bekymringer viser sig ofte i 

kølvandet på sygdommen. Selv om Danmark har et 

mere fintmasket socialt sikkerhedsnet end mange 

andre lande, oplever også danske patienter social 

og økonomisk utryghed. 

Personalet på Klinik for Mani og Depression 

samarbejder derfor med socialforvaltningen om at 

skabe så trygge rammer om patienterne som muligt 

og underviser blandt andre socialrådgivere i bipolar 

lidelse. Både de sociale instanser og arbejdsmarkedet 

har behov for større viden om sygdommen og dens 

konsekvenser for arbejdsevnen, vurderer Krista 

Straarup.

18 

BiPolAR lidElSE 

MAnER 

Til YdMYGhEd 

Bipolar lidelse får stor global opmærksomhed inden for psykiatrien. 

Men for blot 25 år siden var interessen langt mindre. En af de førende 

eksperter på feltet er den danske psykiater Rasmus Wentzer Licht, der 

som ung læge blev provokeret af en hård og traditionsbestemt 

medicinering af patienter med akut mani.

da Rasmus Licht som ung læge kom til 

det psykiatriske universitetshospital i 

Århus i midten af 1980’erne, sprang 

ét problem ham i øjnene: De akut 

maniske patienter blev stort set alle 

behandlet med høje doser af datidens antipsykotika 

– i dag kaldet gammeldags antipsykotika – der som 

bivirkning på kort sigt kan give parkinsonsymptomer 

og på langt sigt kan fremkalde neurologiske skader, 

fx ufrivillige mund- og tungebevægelser. Synet af de 

bivirkningsprægede patienter provokerede Rasmus 

Licht: “De akut maniske patienter blev hårdt og ensidigt 

medicineret! Resultatet var, at patienterne 

havde stor modstand mod behandlingen.” 

Fraværet af en firkantet facitliste var oprindeligt 

en af grundene til, at Rasmus Licht blev tiltrukket af 

psykiatrien. Men under sine første læreår blev han 

foruroliget over, hvor forskelligt de akut maniske 

patienter blev behandlet. Høje doser, lave doser, nogle 

lægemidler i brug, andre slet ikke – hvert hospital og 

igen hver afdeling havde sin lokale tradition. Nu så 

han de uheldige konsekvenser af en manglende facitliste: 

Behandlingen var for tilfældig, og det kunne gå 

ud over patienterne. 

Frustreret satte han og en kollega et studie op, 

der skulle afprøve en mere skånsom behandling af 

de maniske patienter. Undersøgelsen var dog for 

ambitiøs, fortæller Rasmus Licht, og de fik for få 

patienter til at kunne konkludere noget holdbart. 

Men to ting kom alligevel ud af det: Studiets metodologiske 

problemer optog ham og lagde kimen til hans 

senere forskning. Og afdelingens erfarne psykiatere 

blev interesserede i, hvad de yngre læger undersøgte 

i forhold til de akut maniske patienter. 

inspiration udefra 

De erfarne psykiateres opmærksomhed var langtfra 

en selvfølge. For op gennem firserne var det psyko- 

terapi, der var i fokus, fortæller Rasmus Licht. Kun 

få psykiatere interesserede sig for psykofarmakologi; 

en af dem var Rasmus Lichts chef, psykiater Per 

Vestergaard, der inddrog ham i opbygningen af en 

litiumklinik, som rettede sig mod langtidsbehandling 

af bipolar lidelse. Men hvad angik behandlingen af 

de akutte manier, kendte Rasmus Licht ingen andre 


danske psykiatere, der havde specialiseret sig i dette 

emne. Og han forbinder den beskedne interesse med 

datidens begrænsede behandlingsmuligheder. 

Først i midten af 1990’erne ændrede det sig, 

og det ændrede sig stærkt. Nye antipsykotika med 

færre neurologiske bivirkninger kom frem, og også 

visse former for epilepsimedicin viste sig at virke i 

behandlingen af akut mani. Det åbnede en dør, siger 

Rasmus Licht: “Bipolar lidelse blev spændende og 

tiltrak internationale forskningsmidler, kongresser 

og møder i en selvforstærkende proces.” 

På denne tid begyndte Rasmus Licht som 

overlæge at indføre de nye behandlinger på hospi- 

talet og bestemte sig for at opsøge førende uden- 

landske centre og eksperter. I en periode opholdt han 

sig ved Health Science Center i San Antonio, Texas, 

USA, hos Charles Bowden – den psykiater, der i en 

innovativt designet undersøgelse endegyldigt havde 

dokumenteret effekten af et bestemt epilepsimiddel 

til mani. Rasmus Licht stiftede bekendtskab med et 

banebrydende specialambulatorium, Mood Disorders 

Centre i Ottawa, Canada under ledelse af psykiateren 

Paul Grof. 

Fra 2001 stod Rasmus Licht for opbygningen af 

den første danske specialklinik for bipolar lidelse. Det 

var ikke nødvendigt at begynde helt fra grunden, idet 

man allerede havde erfaringer fra hospitalets litium- 

klinik. Men hvor det dér var medicinen, der afgjorde, 

om man kunne tage sig af en patient, var det i den 

nye klinik diagnosen, der drev behandlingen. Dermed 

blev det muligt at udvikle et multifacetteret behand- 

lingstilbud specifikt til bipolar lidelse. 

Rasmus Licht indførte flere af de behandlings- 

principper, der havde inspireret ham i udlandet. Fx 

insisterede den canadiske klinik på, at patienterne 

skulle se de samme behandlere i alle sygdommens 

faser, og klinikken holdt flerårig ambulant kontakt til 

patienterne. Rasmus Licht lagde endvidere vægt på, 

at patienterne havde nem adgang til behandlerne: 

“Som bipolar patient kan man have det rigtig godt. 

Men når man får det skidt, kan det komme meget 

brat. Så snart patienterne mærker, at den er gal, skal 

de kunne få adgang til hjælp.” Rasmus Licht under- 

streger, at det især er i specialiseret regi, man kan 

give patienterne den fleksibilitet og sammenhæng 

i behandlingen. Forklaringen giver han i et historisk 

tilbageblik. 

den nye bølge 

Psykiatriens modernisering er sket i bølger. I løbet 

af første bølge afviklede man blandt andet de store 

asyler til fordel for distriktspsykiatriens borgernære 

enheder. Distriktspsykiatrien skal kunne modtage 

patienter med alle psykiske lidelser, og derfor må 

personalet være generalister. Det kan blive et 

problem, når de skal integrere ny viden i klinisk 

praksis. Rasmus Licht uddyber: “Jo mere viden vi får, 

jo mere skal distriktspsykiatrien gabe over. Og vi har 

set en stor udvikling af viden inden for psykiatrien. 

Det satte den næste moderniseringsbølge i gang, 

hvor psykiatere argumenterede for nødvendigheden 

af specialklinikker – fx angst-, skizofreni- og bipolar- 

klinikker – der kunne supplere distriktspsykiatrien.” 

Rasmus Licht mener, at danske psykiatere har 

været gode til at opnå sundhedspolitikernes lydhør- 

hed: “Vi er langt fremme med specialklinikker i 

Danmark.” I 2006 besluttede politikerne, at special- 

klinikker som Klinik for Mani og Depression på Århus

20 

Universitetshospital skulle være et landsdækkende 

tilbud. Men træerne vokser ikke ind i himlen af den 

grund, mener Rasmus Licht: “En stor del af de 

bipolare patienter har ikke tilstrækkelig effekt af den 

medicinske behandling. Derfor er den tværfaglige 

indsats, der inddrager psykoedukation og 

psykoterapi, helt afgørende. Så kan vi hjælpe alle, 

men det er meget forskelligt, hvor langt vi kan nå.” 

Også i samarbejde med kommunens 

socialforvaltning kommer klinikkens specialviden i 

spil: “Vores opgave er at begrænse alle sygdommens 

konsekvenser – også de sociale.” 

det vigtigste fremskridt 

Fra 1998 blev Rasmus Licht leder af en nyoprettet 

forskningsafdeling ved hospitalet i Århus. Målet var 

at gennemføre store randomiserede undersøgelser, 

der kunne bidrage til fremme af den evidensbaserede 

behandling. Men man må ikke have et naivt forhold 

til evidensen, mener han. Allerede som helt ung læge 

fik det mislykkede manistudie ham til at spørge: ‘De 

mest syge patienter kan typisk ikke indgå i random- 

iserede studier. Alligevel bruger vi studiernes resul- 

tater også på dem. Men hvor langt kan vi genera- 

lisere? Hvor langt rækker evidensen?’ Det spørgsmål 

forsøgte han at besvare i sin ph.d. Dette viden- 

skabelige arbejde førte til, at World Federation of 

Societies of Biological Psychiatry (WFSBP) inviterede 

ham med i et internationalt netværk og senere i den 

styregruppe, der udarbejder guidelines for behand- 

lingen af bipolar lidelse. For nylig har han været med 

til at opdatere dem: “De nye guidelines må opfattes 

som kataloger over den evidens, vi aktuelt har,” siger 

han og pointerer: “og ikke mindst over evidensens 

begrænsninger.” Derfor kan WFSBP’s guidelines kun 

være vejledende. 

I den forbindelse savner han en bestemt type 

undersøgelser: “Helt forståeligt ønsker ingen virk- 

somheder, at deres lægemiddel skal være andetvalg, 

og derfor fokuserer deres undersøgelser især på 

førstevalg. Denne type undersøgelse er nødvendig, 

for den viser os, hvad der har effekt. Men i den kliniske 

virkelighed er den ikke fuldt ud tilstrækkelig. Hvad 

gør vi, når førstevalget ikke dur? Her ved vi ikke nok 

til at kunne lave virkeligt gode guidelines.” 

I det hele taget er der store lakuner i psykiatriens 

viden om behandling af bipolar lidelse. Rasmus Licht 

giver et eksempel: “I 1994, ved den første interna- 

rasmus wentzer licht 

overlæge, ph.d. 


• Leder af Forskningsenheden for Affektive 

Sygdomme, Århus Universitetshospital 

• Medlem af styregruppen, der udarbejder 

guidelines for affektive lidelser under World 

Federation of Societies of Biological Psychiatry 

(WFSBP) 

• Medlem af styregruppen for Danish University 

Antidepressant Group (DUAG) 

• Lektor i psykiatri og klinisk farmakologi, Århus 

Universitet 

forskningsinteresser 

• Klinisk psykofarmakologi 

tionale kongres om bipolar lidelse, Pittsburgh 

konferencen, var antidepressiva i behandlingen af 

bipolar depression et vigtigt diskussionsemne. Og 

det var det også i 2011. 17 år efter er det stadig til 

debat!” Det mest markante fremskridt rent behand- 

lingsmæssigt finder han i fraværet af bipolare 

patienter invalideret af neurologiske skader: “De 

gammeldags antipsykotika var standardbehandling 

helt frem til slutningen af 1990’erne. I dag er det 

konsensus at undgå dem til fordel for alternativerne. 

Det er det vigtigste fremskridt i behandlingen i de 

seneste 25 år.” 

Psykiatere, der interesserer sig for bipolar lidelse 

– og ikke mindst deres patienter – har fortsat brug 

for tålmodighed og udholdenhed, mener Rasmus 

Licht: “Jeg tror, vi mangler et afgørende paradigme- 

skift i vores forståelse af bipolar lidelse, og jeg tror, 

vi har lang vej igen. I ventetiden er vi nødt til fortsat 

at forbedre og udvikle den platform, vi står på nu.” 

Efter at have arbejdet med sygdommen i et kvart 

århundrede må han som behandler og forsker 

konkludere: “Bipolar lidelse maner til ydmyghed.”


PSYKiSK SundhEd 

i VERdEn 

grækenland 

kina 

frankrig

22 

psykisk sundhed i verden 

grækenland 

ET 

lAnd 

i ChoK 

Hele Europa nød godt af et 

økonomisk opsving for blot få 

år siden. Også i Grækenland fløj 

forbruget i vejret, men landet 

levede over evne. Psykiater Iannis 

Zervas fortæller i efteråret 2011 

om et land, hvor psykiatrien 

rammes af bratte og uhørt vold- 

somme nedskæringer – og om en 

befolkning i frit fald. 

Alle grækere kender nogen, der lige er blevet fyret, 

fortæller dr. Zervas. Arbejdsløsheden er på 17 

procent – og stiger. Skatterne stiger. Nyhederne 

varsler om truende bankerot. I Grækenland er den 

økonomiske krise blevet den luft, befolkningen 

trækker vejret i, og dr. Zervas beretter, at en følelse 

af overhængende fare gennemtrænger hverdagen. 

En hverdag med uforudsigelighed og afsavn er 

kommet bag på den græske befolkning. For blot få 

år siden skød boligpriserne i vejret, der var penge 

mellem hænderne på folk, der var optimisme. Nu 

registrerer det græske sundhedsvæsen en stigning på 

30 procent i antallet af henvendelser fra mennesker 

med angst og depression. Men det er ikke kun en 

økonomisk krise, landet befinder sig i, mener dr. Zervas, 

det er også en identitetskrise: “Resten af Europa 

betragter os lige pludselig som klassens slemme 

drenge, der stjæler fra dem,” siger han. “De synes, 

vi er korrupte. Og vi ved, at vi har en dårlig sag, men 

kan vi på et enkelt år ændre på det, vi har gjort galt 

igennem 30 år?” 

Opgaven er lammende stor. For selv om vi 

skriver 2011, kunne den græske administration lige 

så godt stamme fra 1890’erne, forklarer dr. Zervas. 

Nu kræver EU reformer, og muligvis er dette udefra 

kommende krav præcis det, der skal til. Alligevel 

må han spørge: “Kan man handle med en pistol for 

tindingen?” For måske er EU’s krav for overvældende. 

“Det er en form for elektrochokbehandling, vores 

land udsættes for.” 

DileMMa 

Dr. Zervas giver et eksempel på, hvordan den bureau- 

kratiske administration kan tynge ham og hans 

kolleger i det daglige arbejde. Græske hospitaler 

finansieres dels af staten, dels af sygesikringer, som 

skal godtgøre hospitalernes udgifter. Indtil for nylig 

fandtes der et utal af små forsikringsselskaber, som 

refunderede med lange – nogle gange årelange – forsinkelser. 

Regeringen forsøger nu at samle de mange 

statsstøttede forsikringsordninger i ét fælles organ. 

Men foreløbig refunderer selskaberne med endnu 

større forsinkelser, end de plejer på grund af krisen. 

Også universitetshospitaler er underfinan- 

sierede og kan ikke betale deres kreditorer. I efteråret 

2011 ville flere leverandører ikke længere give kredit, 

og en del hospitaler mangler nu basale nødvendig- 

heder som gummihandsker og livsvigtig medicin. 

Også dr. Zervas’ arbejdsplads, Eginition University 

Hospital i Athen, er ramt. Han fortæller, at lægerne 

i en periode måtte afvise at indlægge patienter, 

fordi hospitalet ikke havde råd til mad og medicin. 

Hospitalet åbnede igen, men sidder fortsat i en 

uløselig klemme: Man modtager en bestemt takst 

pr. patient, men den dækker ikke udgifterne fuldt 

ud. Det betyder, at jo flere psykisk syge patienter 

hospitalet indlægger, jo flere ressourcer mister 

hospitalet. På den anden side skal sengepladserne 

på afdelingen belægges, ellers bliver de nedlagt. Dr. 

Zervas slår ud med armene: “Det er et dilemma." 

Den beDst tænkelige situation 

Den såkaldte trojka bestående af EU-Kommisionen, 

Den Europæiske Centralbank og Den Internationale 

Valutafond forlanger enorme nedskæringer i de offentlige 

udgifter for at kunne udbetale de lån, der står 

mellem Grækenland og bankerotten. Hvordan vil 

nedskæringerne påvirke psykiatrien? Dr. Zervas’ svar 

falder prompte: “Det vil gå ud over en masse ydelser.” 

Mange ydelser er allerede skåret væk. Han fortæller, 

at Eginition University Hospital plejede at sørge for 

medicin til patienter på bistandshjælp, og denne lokale 

service er nu lukket på grund af mangel på midler. 

Men psykiatrien rammes også på overordnet 

centralt niveau. I midten af 1990’erne tog den græske 

psykiatri, internationale psykiatriske eksperter og 

EU i fællesskab initiativ til en ambitiøs reform under 

navnet Psychargos. Planen var, at store EU-bevillinger 

skulle søsætte reformen, hvorefter den græske stat 

skulle overtage den daglige drift. Nu går mange års

iannis zervas 

psykiater, dr. 


• Lektor i psykiatri ved lægeuddannelsen, 

University of Athens Medical School, Grækenland 

• Grundlægger og leder af Women’s Health Clinic, 

Eginition University Hospital, Grækenland 

• Psykoterapeutisk supervisor ved Psykoterapeutisk 

center, Eginition University Hospital, Grækenland 

forskningsområder 

• Kvinders psykiske sundhed og perinatal psykiatri 

• Ikke-farmakologiske, biologiske behandlingsformer 

• Depression og angst 

indsats tabt. 75 programmer under Psychargos – 

fx rehabiliteringsprogrammer og bosteder for psykisk 

syge – skal lukke. 

Der er ikke mange stemmer i psykisk syge 

patienter, siger dr. Zervas, og han forventer ikke, at 

regeringen kan værne særligt om psykiatrien. Desuden 

er behandlingen af psykisk syge en dyr specialistydelse. 

Regeringen er nødt til at tænke i modsatte baner: 

“De lavest mulige omkostninger, så få ansatte som 

muligt og behandlingstilbud, der er så lidt speciali- 

serede som muligt – jeg er bange for, at det bliver 

fremtiden for psykiatrien,” siger dr. Zervas. Og han 

fortsætter: “Når der bliver bestilt lægefaglige ydelser 

nu, bliver der udelukkende set på pris, ikke på kvalitet.” 

Selvom disse fremtidsudsigter for psykiatrien er 

ildevarslende, er der dog stadig tale om den bedst 

tænkelige situation, siger dr. Zervas: “For det betyder 

trods alt, at tingene stadig fungerer. Hvis vi går 

bankerot, aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske.” 

pessiMisMe og håb 

I løbet af interviewet svinger dr. Zervas frem og tilbage 

mellem pessimisme og håb. På den dystre side obser- 

verer han, at de meget rige grækere forlader landet 

og tager deres penge med, at middelklassen er ved 

at bukke under, at alle – inkl. politikere, fagforeninger 

og familier – forsøger at redde sig selv, og kun sig selv. 

Hvis landet går bankerot, forventer han, at mange 

former for kriminalitet vil øges. Men – og her svinger 

han tilbage til håbet – han tror ikke, at landet vil synke 

ned i barbari. “Selv nu tror jeg, at grækerne vil stå 


sammen og tage sig af hinanden. Der ligger visse 

æresbegreber og en gæstfrihed dybt i os. Det er nogle 

meget gamle reflekser, der kendetegner den græske 

mentalitet. Dr. Zervas taler hurtigt og energisk: “Jeg 

forventer, at disse reflekser træder i karakter, når der 

er brug for dem.” 

Han forestiller sig, at psykiatriens fagfolk kunne 

finde sammen og selv organisere hjælp til psykisk syge. 

Et eksempel på en sådan sammenslutning eksisterer 

allerede i form af en klinik for kvinders psykiske 

sundhed – den eneste af sin art i Grækenland – som 

dr. Zervas er grundlægger og leder af. Klinikken har 

været i gang siden 2004, og en lang række forsknings- 

artikler er udgået derfra. Alt dette er kun muligt, fordi 

fagfolk i en periode giver klinikken en arbejdsdag eller 

to om ugen. Dr. Zervas er den eneste fuldtidslønnede 

medarbejder, og han får hjælp fra nogle få kolleger, 

der arbejder på deltid. “Vi har en gruppe på 15-20 

mennesker, der arbejder frivilligt for os. Og vi er rigtig 

gode venner nu.” Foreløbig er denne klinik i sikkerhed. 

“Det her kan de ikke stoppe, når de skærer ned på 

udgifterne,” storsmiler dr. Zervas, “for vi modtager 

ingen støtte!” 

Menneskelige værDier 

Et andet fremtidshåb er den kommende generation 

af græske psykiatere. Dr. Zervas møder dem, når han 

leder postgraduate workshops, og han har stor tiltro 

til dem: “De er interesserede, de er begavede – der 

sidder gode hoveder på dem.” I nogle lande regnes 

psykiatrien for et mindre eftertragtet speciale. Sådan 

krisens indvirkning 

i grækenland 

aRBEjdsLøshEdEn ER 

17% 

og ER stigEndE 

+30% 

stigning i antaLLEt af hEnvEndELsER fRa 

MEnnEskER MEd angst og dEpREssion

24 

er det ikke i Grækenland: “Ventelisten til speciallæge- 

uddannelsen som psykiater er meget lang. Som 

psykiater i Grækenland kommer du ikke til at tjene 

en masse penge, og du får heller ikke en masse 

teknisk isenkram at lege med. Så du skal virkelig ville 

det. Men grækere er tiltrukket af tænksomme fag, 

det indgyder dem en filosofisk dimension.” 

Han håber, der vil komme en vis stabilitet til de 

unge psykiatere, for ellers emigrerer de. Den stabilitet 

kommer han sandsynligvis til at vente på et stykke 

tid endnu. Samme septemberdag som interviewet 

finder sted, kommer en kollega forbi og fortæller 

seneste nyt: Det er netop blevet annonceret, at den 

offentlige sektor skal afskedige yderligere 30 procent 

af de ansatte. 

Krisen berører dr. Zervas og hans kollegers 

arbejdsliv meget, og den vækker også hans profes- 

sionelle nysgerrighed. Tidligere interesserede han sig 

ikke fagligt for misbrugs-problematikken. Det gør han 

nu. Det kunne være meget interessant, siger han, at 

undersøge lystcentret i spekulanters hjerner, mens 

de jonglerer med astronomiske summer på børsen. 

Dybest set opfatter han finanskrisen som en civilisa- 

tionskrise: “Vi har været i hænderne på profit- 

afhængige egoister, og der har ikke været plads til 

menneskelige værdier.” Den egentlige kamp står, 

mener han, mellem økonomisk grådighed og 

menneskelige værdier. 

vigtigt at holDe fast 

i vores røDDer 

Landechef Ioannis Parashos 

fortæller om Lundbeck i Grækenland 

“I Grækenland agerer Lundbeck i et ekstremt 

usikkert erhvervsklima, og ledelsen må derfor 

holde fokus på to områder. For det første må 

vi tænke på vores medarbejdere. De arbejder 

hver dag i et ustabilt marked, hvor alle taler 

om de dystre fremtidsudsigter. Ikke desto 

mindre må de forsøge at holde moralen høj. 

Vi investerer i vores medarbejdere og grund- 

lægger langvarige forhold: Sådan er Lundbeck 

som arbejdsgiver, og det er vigtigt, at man kan 

regne med disse værdier, særligt når tiderne er 

svære.” 

“For det andet må vi sørge for at beskytte 

vores markedsposition. Det betyder, at vi skal 

tilpasse den måde, vi agerer på, og finde nye 

måder at styrke vores produkter. Vi gennem- 

fører kun strategier og aktiviteter, der direkte 

understøtter vores mission – at hjælpe men- 

nesker med hjernesygdomme. I disse svære 

tider er det ekstremt vigtigt, at vi holder fast 

i vores rødder.” 

Partnerskaber og samfundsansvar 

“Et lille datterselskab som vores kan ikke 

gennemføre samfundsansvarsprojekter på et 

niveau, hvor de har en mærkbar virkning. Men 

velgørenhed kan vi alle bidrage med. Lundbeck 

Grækenland donerer blandt andet tøj og sko 

til patienter på psykiatriske institutioner.” 

Landechef Ioannis Parashos 

lundBECK i GRÆKEnlAnd 

sygdomsområder 

Lundbeck i Grækenland tilbyder medicin 

til behandling af: 

• Depression 

• Angst 

• Skizofreni 

• Bipolar lidelse 

• Parkinsons sygdom 

• Alzheimers sygdom 

Athen 

DATTERSELSKAB ÅBNET 

1995 

ANTAL ANSATTE 

71

tal og fakta 

psykisk sundhed 

i grækenland 

Adgang til psykiske sundhedsydelser: 

Størsteparten af befolkningen er dækket af den offent- 

lige sygesikring. Hidtil har mange patienter dog valgt at 

betale psykiske sundhedsydelser af egen lomme, da det 

gav dem langt flere læger at vælge imellem. Nu har 

mange patienter ikke længere råd til at betale de private 

lægers honorarer, og de vender derfor tilbage til det 

nationale sundhedssystem, netop som dette rammes 

af kraftige nedskæringer. 4 

Udbuddet af psykiske sundhedsydelser: 

Praktiserende læger, lokale offentlige sundhedscentre, 

psykiatriske hospitaler, klinikker på lokale hospitaler 

og private psykiatere varetager de psykiske sundheds- 

ydelser i hele landet. Psykiaterne arbejder fortrinsvis 

i byområderne, mens de praktiserende læger, nogle få 

psykiatere samt ganske få psykiatriske klinikker forsøger 

at betjene øerne og andre afsidesliggende områder. 3 

I midten af 1990’erne lancerede psykiatristanden i 

Grækenland sammen med EU og en række interna- 

tionale sundhedseksperter et ambitiøst 10-årigt 

reformprogram, Psychargos, med henblik på at de- 

centralisere psykiatrien og udvikle nye forebyggelses- 

og rehabiliteringstiltag. Programmet blev i 2004 

forlænget i yderligere 10 år. I 2011 blev store dele af 

programmet imidlertid stillet i bero på grund af den 

økonomiske krise. 3,5 

antal indbyggere, mio 

11,2 

1 

psykiatere 

pr. 100.000 indbyggere 

15 

2 

Kilder: 

1) WHO Country Information, 2009 

2) WHO Policies and Practices for Mental Health in Europe, 2008 

3) WHO Mental Health Care Atlas, 2005 

4) Landechef Ioannis Parashos, Lundbeck Grækenland, interview, september 2011 

5) Dr. Iannis Zervas, University of Athens, interview, september 2011 


samlede sundhedsudgifter 

pr. capita, USD 

3.085 

1 

$ 

psykologer 


14 

2 

psykiatriske sengepladser 


18 

2 

psykiatriske 

sygeplejesker 

pr. 100.000 indbyggere 2 

3

26 


kina 

Min EnESTE BEKYMRinG 

ER dEn FART, Vi hAR På 

Som ung psykiater stiftede 

professor Yu Xin bekendtskab 

med moderne distriktspsykiatri i 

Australien. Mødet gjorde et dybt 

indtryk på ham og lagde en kim, 

der mange år senere skulle blive 

til verdens største psykiatrireform. 

Professor Yu Xin er nyvalgt præsident for Kinas 

psykiatriske selskab. Han er leder af Institute of 

Mental Health på Peking University Hospital, og han 

er samtidig arkitekten bag en psykiatrireform for 

en femtedel af verdens befolkning. En højt placeret 

mand – hvor hans far var det modsatte. Professor 

Yu voksede op under kulturrevolutionen; en politisk 

massebevægelse i årene 1966-1976, som formand 

Mao iscenesatte for at udrense borgerlig tankegang. 

En af de mange, der påkaldte sig myndighedernes 

mishag var en fysiklærer i Beijing, professor Yus far: 

“Han var for åben. Kommunistpartiet stolede ikke 

på ham og sendte ham på landbrugsarbejde i ti år,” 

fortæller professor Yu. Selv om han kun mødte sin 

far få gange i løbet af barndommen, siger han om 

faderens åbenhed: ”Den har jeg arvet efter ham.” 

Dengang han var dreng, blev psykisk syge kinesere 

ikke regnet for syge. De var mennesker med en svag 

moral, der skulle genopdrages ved at studere formand 

Maos værker. Professor Yu vil ikke fordømme denne 

behandling som overlagt grusomhed, men ser den som 

udtryk for tidens tro på, at det var det rigtige at gøre: 

“Læger og sygeplejersker læste sammen med patient- 

erne. Det var ligesom en bibelgruppe,” forklarer han. 

Mens faget udviklede sig andre steder i verden, 

forvitrede den kinesiske psykiatri. Kulturrevolutionens 

år efterlod sig en utidssvarende og underfinansieret 

sektor med lav status og forsvindende få fagfolk. Denne 

arv er reformkræfter ved at løfte, og en af nøgleperson- 

erne bag er professor Yu. 

en goD fortæller 

I 1988 – kun ti år efter at Kinas psykiatriske selskab 

igen havde genoptaget sine aktiviteter – begyndte 

professor Yu sin speciallægeuddannelse som psykiater. 

Og i midten af 1990’erne rejste han til Australien for at 

videreuddanne sig i geriatrisk psykiatri på University of 

Melbourne. Som i mange andre vestlige lande var man 

i fuld gang med at nedlægge de store statshospitaler 

til fordel for en moderne distriktspsykiatri. Den unge 

kinesiske læge ankom midt i reformprocessen. 

Forskellen på australsk og kinesisk standard 

var slående. Og den omsorg, der omgav de demente 

patienter, gjorde et stort indtryk på ham: “De byg- 

ninger, hvor de ældre boede, var så smukke og 

indbydende. Og det var ikke kun bygningerne – 

personalet var også veluddannet og kompetent.” 

Umiddelbart virkede forskellen uoverstigelig, fortæller 

professor Yu: “Jeg blev helt modløs og tænkte, kan vi 

nogensinde komme op på siden af det?” 

Efter hans mening lå den største udfordring ikke 

i Kinas utidssvarende og nedslidte psykiatriske facili- 

teter: “Det var softwaren, der var problemet – ikke 

hardwaren. Systemet og de personer, der arbejdede 

i det, trængte til en gennemgribende reform. Og re- 

former kræver en alliance på topniveau.” Den alliance 

ville han bygge op, og det skulle ske på en velovervejet 

måde. Selv om kinesisk psykiatri var forsømt, ville han 

ikke møde regeringen som sin modstander. Den skulle 

have hjælp til at se på psykisk syge mennesker med 

medfølelse: “Regeringen består af mennesker som alle 

andre, og alle mennesker oplever at være sårbare i 

løbet at deres liv.” Han ville heller ikke skræmme sig 

til beslutningstagernes lydhørhed, selv om medierne 

jævnligt flyder over med historier om makabre drab 

begået af psykisk syge: “Hvis du er en god fortæller, 

skal du vælge din historie med omhu. Du må ikke 

fortælle hårrejsende historier, men historier, der taler 

til hjertet.” 

Alliancen formede sig gradvist over flere år – 

nogen fin åbningsceremoni var der aldrig, smiler 

professor Yu. Virusepidemien SARS i 2003 gav uventet 

momentum. Hospitalerne brød sammen under presset 

fra paniske borgere, og det blottede behovet for en 

generel sundhedsreform. Vejen frem var et netværk 

af lokalt forankrede sundhedsklinikker, der også kunne

yu xin, 

professor, regeringsrådgiver 


• Leder af Institute of Mental Health, 

Peking University Hospital 

• Præsident for the Chinese Society of Psychiatry 

• Medlem af det kinesiske Sundhedsministeriums 

ekspertpanel for psykisk sundhed 

forskningsområder 

• Geriatrisk psykiatri 

• HIV-relateret psykisk sundhed 

• Tidlig indsats ved psykose 

dække landdistrikterne. Denne infrastruktur kunne en 

distriktspsykiatrisk model naturligt koble sig på. 

Vendepunktet for den kinesiske psykiatri kom 

kort efter SARS. Regeringen besluttede, at befolk- 

ningens psykiske sundhed skulle sættes på listen 

over sundhedsvæsenets indsatsområder. 

alle var trykkeDe 

Opprioriteringen gav psykiatrien et kolossalt boost. 

Med en bevilling fra regeringen blev det muligt at 

lægge en reformplan, der kunne forene udenlandsk 

ekspertise med indsigt i kinesiske forhold. Professor 

Yus kontakter på University of Melbourne dannede 

kernen i konsortiet Asia-Australia Mental Health 

(AAMH), der skulle løfte opgaven. 

I løbet af denne periode arrangerede professor 

Yu en workshop i Beijing, hvor nøglepersoner fra 

australsk psykiatri introducerede distriktspsykiatriens 

koncept for deres kinesiske kolleger. Men stemningen 

var anspændt. “På billeder fra workshoppen kan man 

se, at alle var i vildrede, alle var trykkede,” husker 

han. Den australske delegation følte, at de talte og 

talte uden at få kontakt til de kinesiske psykiatere. 

De bare kiggede. I virkeligheden var kineserne 

alarmerede: For dem at se truede reformplanerne 

selve deres fundament. Professor Yu fortæller, at det 

nu ikke længere var politikere, der skulle åbne sig 

for reformens muligheder – det var psykiaterne selv. 


De skulle forstå, at de ville få flere patienter og en 

unik mulighed for at styrke standens lave status, nu 

regeringens øjne omsider hvilede på dem. Igen gik 

professor Yu i gang med at modne alliancepartneres 

modtagelighed. Blandt andet sørgede han for, at 

ledende kinesiske psykiatere kom på studietur til 

Melbourne for at se distriktspsykiatrien fungere i 

praksis. Til sidst var der ingen vej uden om: Rege- 

ringen skubbede på og gav dem besked på at 

komme i gang. 

et antal aktiviteter 

I de seneste år har konsortiet sat et antal aktiviteter 

i gang. Man har blandt andet bygget 60 psykose- 

klinikker i lokalområder, udvidet forsikringsdækningen 

for psykisk syge patienter, startet forsknings- 

projekter og efteruddannet sundhedspersonale. 

Professor Yu fremhæver moderniseringen af psykose- 

behandlingen som en vigtig succes. Før i tiden blev 

psykotiske patienter akutindlagt og udskrevet uden 

opfølgning; når så tilbagefaldet kom, begyndte det 

hele forfra, indtil patienterne var så dårlige, at de 

måtte langtidsindlægges. Nu kan sundhedspersonalet 

yde dem en sammenhængende og langsigtet hjælp. 

Reformteamet er bevidst om, at man ikke skal 

kopiere en ren australsk model – dertil er landene 

for forskellige. Kineserne skal lære af de australske 

erfaringer og også undgå at gentage deres fejl. Fx var 

det i 1990’erne en del af distriktspsykiatriens filosofi, 

at en nedlæggelse af psykiatriske sengepladser altid 

er af det gode. Nu er man blevet klogere, siger pro- 

fessor Yu: “Før i tiden tænkte man: Jo færre senge, 

des bedre. Det var en fejl! Der vil altid være akutte 

tilfælde, hvor der er behov for at indlægge.” Men 

måden, man indlægger på, skal moderniseres, under- 

streger han.Vejen frem er korttidsindlæggelser, der 

er så frivillige og værdige som muligt. 

I Kina er psykiske lidelser nu en større belast- 

ning af sundhedsbudgettet end hjertesygdom og 

kræft, siger verdenssundhedsorganisationen WHO. 

Behovet for løsninger er overvældende. Netop derfor 

skal man tage sig tid til at tænke sig om og sikre en 

evidensbaseret styring af reformprocessen, mener 

professor Yu. Men når regeringen tager en beslutning, 

frigør det i sig selv en gigantisk kraft. “Det eneste, der 

bekymrer mig nu, er den fart, vi har på,” fortæller 

han. “Byg, byg, byg! Hospitaler! Udstyr! Forskning! 

Når først noget bliver sat i gang i Kina, stopper det 

ikke,” siger han og tilføjer med et smil: “Og det går 

altid alt for stærkt.”

28 


kina 

En 

hElBREdEliG 

SYGdoM 

Psykiater Si Tianmei er en af Kinas 

få psykiatere. Hun oplever et stort 

manglende kendskab til psykisk 

sygdom hos sine patienter – men 

de yngre generationer er mere 

vidende. 

Det er ikke altid let for psykiatere at behandle men- 

nesker med depression. Opgaven bliver dog endnu 

sværere, hvis patientens største fjende er patienten 

selv, fortæller chefpsykiater Si Tianmei. I hendes 

konsultationsværelse er det ofte et problem i sig 

selv, at patienterne nødigt vil acceptere en depres- 

sionsdiagnose. 

Lige siden dr. Si blev færdig med lægestudiet, 

har hun forsket i og behandlet psykiske sygdomme. 

Efter at have færdiggjort sin ph.d. i psykofarmakologi 

rejste hun i 1999 et år til Danmark for at studere 

psykiatri på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Nu tager 

hun på elvte år imod patienter på Institute of Mental 

Health, Peking University Hospital i Beijing, Kina. 

“De fleste kinesere føler en vis bestyrtelse over 

at blive betegnet som depressive, for så ser de sig 

selv som svage. Så det, at jeg stiller sådan en diag- 

nose, er i sig selv et hårdt slag,” fortæller dr. Si. “Det er 

blevet bedre de senere år, men stadigvæk kan mange 

patienter ikke håndtere det. For dem kan selve diag- 

nosen være hårdere end depressionen. Derfor er jeg 

nødt til at fortælle patienterne, at depression er en 

sygdom, som forekommer hyppigt hos normale 

mennesker.” 

Uden for hospitalets hovedindgang står en stor 

blå tavle med navnene på hospitalets psykiatere, 

deres træffetider og priser. Her kan patienterne se, 

at dr. Si er specialiseret i psykiske sygdomme, psyko- 

farmakologi og klinisk medicin. Ud for hendes navn 

si tianmei, 

psykiater, m.d., ph.d. 

nuværende stillinger 

• Chefpsykiater ved Institute of Mental Health, 

Peking University Hospital, Kina 

• Leder af afdelingen for klinisk farmakologi ved 

Institute of Mental Health, Peking University 

Hospital, Kina 


• Psykofarmakologi 

• Psykoedukation af patienter med depression 

står også, hvor meget en konsultation hos hende 

koster: CNY (kinesiske yuan) 17 om tirsdagen og 

CNY 300 om onsdagen (svarende til henholdsvis 

USD 2,5 og USD 50). En gennemsnitlig månedsløn 

i Beijing er CNY 3.000. Onsdagskonsultationen kan 

derfor være dyr, hvis man ikke har en sundheds- 

forsikring, der dækker besøget. 

“Konsultationerne om tirsdagen foregår selv- 

følgelig på enkeltmandsbasis. Jeg har bare kortere tid 

til hver patient. Ofte skal de blot have en recept på 

deres medicin, mens onsdagspatienter har brug for 

mere tid,” forklarer dr. Si. “Ved de længere konsulta- 

tioner får patienten en halv til en hel time, mens de 

korte konsultationer tager fem minutter.” 

Mangel på psykiatere 

Selvom over 80 psykiatere står listet op på den 

store blå tavle, er de langt fra nok til at håndtere 

det enorme behov. Ifølge dr. Si arbejder blot 20.000 

psykiatere i Kina. I et land med knap 1,4 milliarder 

indbyggere er det en dråbe i havet: Én psykiater 

pr. 70.000 kinesere. Til sammenligning er der ifølge 

verdenssundhedsorganisationen WHO mere end 

én psykiater pr. 20.000 amerikanere i USA. En under- 

søgelse i The Lancet viser konsekvenserne: Kun én 

ud af 12 kinesere med behov for psykiatrisk hjælp 

modtager den. “Det er vigtigt at forbedre behand-

30 

sit kontors parkeringsplads. Hun var på det tidspunkt 

chefrepræsentant for City of London i Kina. “Det har 

altid været sådan, at jo bedre arbejde du har, des 

større ansvar og højere stressfaktor. Gevinsten er lig 

med den risiko, du løber. Du er simpelthen nødt til at 

forberede dig godt mentalt,” siger dr. Si. “Jagten på 

perfektion er et træk hos nogle af disse kvinder, men 

perfektion er en drøm og ingen realitet. Derfor bør de 

betragte perfektionen som et uopnåeligt mål og ikke 

en tilstand, man kan opnå.” 

Selvom dr. Si fortæller, at dobbelt så mange 

kvinder som mænd kommer til de psykiatriske hos- 

pitaler, er det ikke kun de kinesiske kvinder, der er 

under pres. Det kinesiske samfund har ændret sig 

markant de seneste tredive år. Fra et samfund, 

gennemsyret af planlægning til et meget uforud- 

sigeligt samfund, hvor traditionerne opløser sig. Og 

der er et særlig højt forventningspres på unge men- 

nesker født under etbarnspolitikken. For nylig skabte 

den kinesisk-amerikanske Harvardprofessor Amy Chuas 

bog, Kampråb fra en tigermor, voldsom debat om 

vestlige kontra asiatiske opdragelsesmetoder. 

Etbarnspolitikken forstærker kravet om succes, 

som unge mennesker i forvejen oplever, når de 

opdrages efter østasiatiske principper. I stedet for at 

forældrenes forventninger spredes ud over flere børn, 

skal det ene barn, som forældrene måtte få, udleve 

alle forældrenes drømme. “Etbarnspolitikken skaber 

samfundsproblemer. Nogle forældre har alt for høje 

ambitioner for deres børn, og opdragelsesmetoderne 

er hverken korrekte eller gode,” siger dr. Si. “Denne 

forældre-et-barn problematik er meget hyppig i Kina 

og vil ofte få barnet til at hade skolen.” De negative 

konsekvenser af den asiatiske opdragelse ser dr. Si 

hyppigt i sit konsultationsværelse. 

Men som med så mange andre kulturelle 

ændringer i Kina ændrer også opfattelsen af psykisk 

sygdom sig med stor hast. ”Allerede nu ved de unge 

patienter mere om psykisk sygdom end deres 

forældre,” siger dr. Si. “Ældre mennesker vil ofte pege 

på fysiske symptomer som søvnløshed og maveonde, 

mens yngre mennesker født efter 1980'erne generelt 

er godt oplyst.” 

regeringens åbenheD 

har opMuntret os 

Landechef Herman Santoni 

fortæller om Lundbeck i Kina 

“Psykiske sygdomme belaster nu det kinesiske 

sundhedsvæsen mere end hjertesygdom og 

kræft. Regeringen har i de senere år sat flere 

store initiativer i værk for at løfte denne byrde. 

Regeringens åbenhed har opmuntret os til at 

styrke vores tilstedeværelse i Kina, og det er 

vores nye forskningscenter og produktions- 

enhed et udtryk for.” 


“Vi har siden 2008 haft mulighed for at arbejde 

sammen med regeringen i adskillige partner- 

skaber gennem Lundbeck Institute. Kinesiske 

læger, der arbejder i primærsektoren, modtager 

ikke tilstrækkelig uddannelse i psykiske sygdom- 

me, og det medfører et alvorligt behandlings- 

efterslæb. Lundbeck Institute arbejder på at 

afhjælpe dette problem og tilbyder prakti- 

serende læger kurser i at diagnosticere og 

behandle psykiske sygdomme.” 

“Kinesere udgør på verdensplan knapt en 

femtedel af alle de mennesker, der er ramt af 

demenssygdom. Men der findes kun ganske få 

plejehjem i landet. Lundbeck Institute tilbyder 

også støtte og uddannelsesprogrammer til 

familier, der skal tage sig af et familiemedlem 

med en demenssygdom.” 

Landechef Herman Santoni 

lundBECK i KinA 


Lundbeck i Kina tilbyder medicin 



• Angst 

• Alzheimers sygdom. 

I Kina driver Lundbeck desuden Lundbeck 

Institute, en almennyttig organisation, der 

yder evidensbaseret efteruddannelse og 

information. Et forskningscenter åbnede i 

Shanghai i 2011, og en produktionsenhed 

åbner i Tianjin i 2012. 


1998 

ANTAL ANSATTE 

165 

Beijing 

Tianjin 

Shanghai

antal indbyggere, mia 

1,35 

1 

psykiatere 


1,29 

2 

Kilder: 






309 

1 

$ 

psykologer 


N/A 

2 

3) The Lancet, november 2008 

4) China in Focus, juni 2011 

5) Australia China: Beyond Tomorrow 

tal og fakta 


i kina 

Adgang til psykiske sundhedsydelser: 

Ca. 90 procent af indbyggerne i Kina har en basal syge- 

forsikring, som imidlertid ikke automatisk dækker psykiske 

sundhedsydelser. Udgifter til psykiske sundhedsydelser 

dækkes af egen lomme, forsikringer og skatter i nævnte 

rækkefølge. Ydelserne er dyre; fx svarer prisen for en 

måneds behandling med indlæggelse til mellem fire 

og otte måneders almindelig gennemsnitsløn. 1,2,3 

En national lov om psykisk sundhed, der beskytter 

patienter imod hospitalsindlæggelse mod deres vilje og 

fremmer gennemsigtighed i behandlingen af patienter, 

er under udarbejdelse. 4 I 2004 kom psykiske sygdomme 

med på listen over nationale sundhedsmæssige indsats- 

områder, og det største reformprogram for psykisk 

sundhed i landets historie blev sat i værk. 5 

Udbuddet af psykiske sundhedsydelser: 

Der er alvorlig mangel på sundhedspersonale, som 

arbejder med psykiske sygdomme, særligt i landdistrikt- 

erne. Institutioner som verdenssundhedsorganisationen 

WHO og Asia-Australia Mental Health consortium 

(AAMH) samarbejder med den kinesiske regering og 

akademiske institutioner og organiserer uddannelses- 

programmer for læger og andet sundhedspersonale, 

der arbejder med psykiske sygdomme. 2,6 



0,106 

2 

psykiatriske sygeplejesker 


1,99 

2 

6) Professor Yu Xin, Institute of Mental Health, 

Interview, oktober 2011

32 


frankrig 

Vi ÆndRER 

MådEn AT 

hJÆlPE På 

Siden etableringen af ‘Fondation 

FondaMental’ i 2007 har fonden 

oprettet en række ekspertcentre 

for bipolar lidelse, skizofreni og 

Aspergers syndrom i hele Frankrig. 

Etableringen af fonden gik over- 

raskende let. Men indsatsen kan 

kun overleve, hvis fondens leder, 

psykiater Marion Leboyer, løbende 

skaffer finansiering, og hvis 

fondens specialister arbejder 

frivilligt. 

På mange måder har den franske psykiatris infrastruk- 

tur stået i stampe siden 1960’erne, fortæller psykia- 

teren Marion Leboyer. Ved fysiske sygdomme er det 

blevet almindeligt at samle faglig ekspertise i enheder, 

hvor specialister praktiserer, forsker og evaluerer 

deres indsats på en systematisk måde. Men efter 

hendes mening halter psykiatrien – ikke mindst i 

Frankrig – organisatorisk bagud og kvaliteten af 

patienternes behandling svinger afhængigt af, hvor i 

landet de bor. Årsagen provokerer dr. Leboyer: “Vores 

system bygger på geografi, ikke på fagkundskab,” 

siger hun. “Man går ud fra, at alle og enhver er i stand 

til at behandle en patient med en hvilken som helst 

psykisk sygdom.” 

Derfor havde dr. Leboyer også et forslag parat, 

da det franske Forskningsministerium i 2007 indkaldte 

ansøgninger til nyskabende projekter inden for 

sundhedsvæsenet. Egentlig regnede hun ikke med, at 

en idé fra psykiatrien havde de store chancer; det er 

hendes erfaring, at denne sektor plejer at komme i 

sidste række. Så kunne hun lige så godt tænke stort 

fra starten, ler hun. 

Hun foreslog, at man skulle opbygge et netværk 

af ekspertcentre for bipolar lidelse, skizofreni og 

Aspergers syndrom. Centrenes opgave skulle være at 

marion leboyer, 

professor, psykiater, m.d., ph.d. 


• Direktør for Fondation FondaMental, Frankrig 

• Professor i psykiatri ved University Paris-Est 

Créteil, Frankrig 

• Leder af det psykiatrisk-genetiske INSERM Lab 

ved Mondor Institute of Biomedical Research, 

Frankrig 


• Genetiske og miljømæssige risikofaktorer 

• Immuninflammation 

• Kohorter 

opspore og diagnosticere disse tre sygdomme 

tidligere og mere præcist, at etablere forsknings- 

platforme, der også kommunikerer forsknings- 

resultater ud til offentligheden, at efteruddanne 

sundhedspersonale og at tilbyde behandling og 

psykoedukation til patienter og deres familier. 

Til hendes glæde tog ministeriet godt imod 

ansøgningen, og dr. Leboyer fortæller, at hun fik en 

dobbelt gave: Midler til at starte projektet og lov 

til at oprette en fond, der fremover kunne modtage 

både private og offentlige midler. Fire år efter at 

fonden startede, og med foreløbig 22 aktive centre 

i Frankrig og Monaco, siger dr. Leboyer: “Det, vi gør, 

kan ændre selve måden, vi hjælper på.” Og hun 

tilføjer: “Ideen er ret ligetil.” 

stor frygt 

Et behov for hjælp kan leve i det skjulte. Først når 

muligheden for at hjælpe findes, åbenbarer den 

latente nød sig, og efterspørgslen kan komme bag på 

alle, også fagfolk. Da de første bipolare ekspertcentre 

åbnede, steg efterspørgslen radikalt med 500 procent. 

Og i Aspergerscentre kan dr. Leboyer opleve at

diagnosticere midaldrende patienter, der kunne have 

fået hjælp allerede som børn. 

Franske praksislæger har nu mulighed for at 

henvise patienter til udredning og forslag til behand- 

ling hos FondaMentals specialister. Dr. Leboyer for- 

tæller, at centrene indgår i en løbende dialog med 

lægerne om deres patienter. Dette samspil løfter 

praksislægernes vidensniveau på en måde, de kan 

omsætte i daglig klinisk praksis, og det mindsker 

kløften mellem psykiatrien og den øvrige sundheds- 

sektor. Den samme journal fastholder, hvad der sker 

på alle trin i behandlingen og sikrer sammenhæng 

i patientens forløb. 

Men dr. Leboyer fremhæver centrenes direkte 

kontakt til patienterne som det afgørende kvalitets- 

løft. Det kan være svært for patienter at rumme en 

diagnose, fortæller hun. “Den åbner for stor frygt, 

og patienterne forstår ikke altid deres diagnose. Vi 

kan give dem en individualiseret forklaring på deres 

sygdom og fortælle dem, hvor de står i forhold til 

det sociale system og i forhold til medicinsk og 

psykiatrisk medsygelighed. Det giver en dybere 

forståelse af diagnosen, og vi oplever, at de får 

lettere ved at følge behandlingen.” 

vi må give 


Dr. Leboyer påpeger, at FondaMental er heldige at 

have sundhedspolitikernes velvilje. Alligevel ligger 

adskillige forhindringer forude. Hun peger på især tre 

udfordringer, som fonden løbende anstrenger sig for 

at løfte. Den første udfordring er fondens finansiering. 

Forskningsministeriets bevilling gik til at søsætte 

projektet, og herefter skulle fonden selv sikre sin 

fremtid. “Vi modtager ingen faste offentlige tilskud. 

Så vi skal hele tiden søge om nye bevillinger, og vi 

leder desperat efter private donationer.” 

Indtil videre er det lykkedes fonden at skaffe 

driftsmidler og midler til nye projekter. Men den 

kan ikke planlægge efter faste indtægter, og dens 

ressourcer tillader ikke langsigtede strategiske inves- 

teringer. Dr. Leboyer nævner en enorm donation på 

EUR 500 millioner, som en portugisisk fond modtog 

til biomedicinsk forskning. Den slags donationer kan 

en fondsdirektør bare drømme om, siger hun. 

Det er ellers ikke lønudgifter, der tynger Fonda- 

Mentals budget. Fondens specialister kommer fra 

en kernegruppe på 30-40 institutter og forsknings- 

laboratorier tilknyttet offentlige institutioner. Desuden 

er et antal unge psykiatere og psykologer tilknyttet 

ekspertcentrene i kortere eller længere tid. Hoved- 

parten af den lægefaglige og paramedicinske stab 

arbejder gratis ved siden af deres faste jobs. Denne 

gave giver de af én grund, siger dr. Leboyer. “Vi må 

give, for behovet er så overvældende stort. Opgaven 

er enorm, og vores fremskridt går ikke hurtigt nok.” 

manglende forandringsvilje 

Den anden udfordring er psykiatriens interessenter, der 

ikke er meget for at give sig i kast med forandringer, 

siger dr. Leboyer. I 2009 udarbejdede FondaMental 

en rapport om de direkte og indirekte omkostninger 

ved psykiske sygdomme i Frankrig. Den ventede dr. 

Leboyer sig meget af: “Jeg er meget optimistisk. Jeg 

var overbevist om, at jeg kunne forandre det syn, 

psykiatriens interessenter har på tingene.” Men da 

fonden præsenterede rapporten, skete der – ingenting. 

“Den lod ikke til at interessere nogen,” fortæller 

hun. “Manglende forandringsvilje er et alvorligt 

problem.” 

Efter hendes mening går det heller ikke hurtigt 

nok med at ændre beslutningstagernes vision for 

diagnosticering og behandling af psykiske syge. “Vi

34 

bliver nødt til at ændre fokus og rette blikket mod 

forebyggelse. Forskningen har leveret nye hypoteser, 

og vores syn på tingene må følge med. Det er så 

frustrerende, fordi vi ved, hvordan vi kunne forbedre 

vores indsats. Der er så meget at gøre, og meget 

mere vi kunne gøre.” 

et menneskekærligt samfund 

Samfundet er hårdt for psykisk syge mennesker. 

Det afviser dem på en måde, som fysisk syge 

sjældent oplever. I FondaMentals mission hedder 

det, at fonden ‘gennem et brud med fordomme 

aflægger et løfte om sand modernitet i bestræbelsen 

på at opnå et menneskekærligt samfund.’ Stigmatiseringen 

af psykisk syge mennesker er den tredje 

udfordring, FondaMental ønsker at løfte, og nye 

forsknings-resultater er et af fondens våben. Ganske 

vist kan der gå årtier, før ny viden fra laboratorierne 

når frem til patienterne i form af bedre behandling. 

Alligevel kan indsigten rumme en stor forandrings- 

kraft, mener dr. Leboyer. 

“Den første opdagelse i forhold til autisme 

gjorde en enorm forskel,” fortæller hun. Ofte er 

lægfolks forklaring på autisme, at barnet er vokset 

op hos ukærlige forældre. “Men vi fandt funktionelle 

mutationer i de gener, der koder for synaptiske 

proteiner. Nu er vi i stand til at forklare familier, 

at der er tale om en sygdom i lighed med andre 

somatiske sygdomme. Selvom forskningen ikke fører 

til ny behandling, kan den have en vigtig social effekt,” 

siger dr. Leboyer. 

Dr. Leboyers egen forskning bidrager til en bedre 

identificering af målbare karakteristika inden for 

genetisk research af især bipolar lidelse, skizofreni 

og autisme. “Vi mennesker er ikke skabt lige i forhold 

til risikofaktorer. Mit teams nye forskningsområde 

fokuserer på immuninflammatoriske spor, og vi er 

begyndt at finde nye biomarkører, der kan føre til 

opdagelsen af innovative behandlingsstrategier.” 

I mellemtiden bliver FondaMentals netværk 

stadigt større i takt med, at fonden godkender nye 

centre under sin fane. “Vi er nået til et stadie, hvor 

det er af afgørende betydning at udvikle forskning, 

der forbedrer diagnosticering og behandling og øger 

vores patienters livskvalitet. Vores navn afspejler en 

dyb overbevisning om, at psykiatrisk forskning er 

grundlæggende, fundamental.” 

vi er Dybt engagereDe i 

at skabe beDre resultater 

for patienterne 

Medicinsk direktør, dr. Sylvia Goni 

fortæller om Lundbeck i Frankrig 

“Vi er engagerede i at støtte udviklingen af 

psykiske sundhedstilbud i Frankrig og skabe 

bedre resultater for patienterne. 

Lundbeck udfører klinisk forskning i Frankrig 

i samarbejde med 56 hospitaler. Vi er dybt 

engagerede i at forbedre kvaliteten af 

forskningsmiljøerne i samarbejde med lokale 

institutioner, fx forskningsnetværket CenGEPS. 

Vi udfører også observationsstudier for at 

vurdere, hvordan depression påvirker arbejds- 

og familielivet og forskellige sociale relationer. 

Og vi undersøger samspillet mellem Alzheimers 

sygdom og behovet for akutplejepladser samt 

årsager til diskrimination af patienter i Frankrig.” 


“Det er vores ansvar at udbrede den mest 

præcise viden om neurovidenskab, der er til 

rådighed. Med det for øje sponsorerer vi for 

øjeblikket to tænketanke på højt plan, såkaldte 

fora: Psychiatry Forum fokuserer på samspillet 

mellem neurovidenskab og samfundet, mens 

Neurology Forum beskæftiger sig med klinisk 

forskning inden for neuropsykologien. Disse foras 

resultater videreformidles via de uddannelses- 

programmer, vi gennemfører over hele landet 

for at højne vidensniveauet blandt special- 

læger og praktiserende læger.” 

Medicinsk direktør, dr. Sylvia Goni 

lundBECK i FRAnKRiG 


Lundbeck i Frankrig tilbyder medicin 



• Angst 


• Alzheimers sygdom. 

Det forventes, at porteføljen i 2012 vil blive 

udvidet med medicin til behandling af bipolar 

lidelse. 

Siden 2009 driver Lundbeck i Frankrig også 

produktionsanlægget Elaiapharm i 

Sophia-Antipolis. 

Paris 

Sophia-Antipolis 


1992 

ANTAL ANSATTE 

550

tal og fakta 


i frankrig 

adgang til psykiske sundhedsydelser: 

Psykiske sundhedsydelser finansieres af den offentlige 

sundhedsforsikring. Mere end 75 procent af de samlede 

sundhedsudgifter dækkes af det offentlige sundheds- 

forsikringssystem. Flere og flere franskmænd supplerer 

med private forsikringer, der dækker alle eller nogle af 

de udgifter, der ikke bliver refunderet. 3,4 

udbuddet af psykiske sundhedsydelser: 

Både social- og sundhedsvæsenet leverer sundhedspleje 

rettet mod psykiske lidelser. Den del af plejen, sundheds- 

væsenet står for, omfatter både offentlige, nonprofit- 

og kommercielle tilbud. Antallet af psykiatere pr. capita 

i Frankrig er på Europas top fem. Imidlertid er der 

mangel på psykiatere på offentlige hospitaler, da 

næsten halvdelen af de franske psykiatere er privat- 

praktiserende. 2,4,5 

Den franske regering lancerede i 2005 en plan for psykisk 

sundhedspleje, der fortsat er under implementering. 

Planen skal blandt andet råde bod på den store geo- 

grafiske ulighed, der gør sig gældende i forhold til 

adgangen til psykisk sundhedspleje, og den manglende 

koordinering mellem det offentlige social- og sundheds- 

væsen på den ene side og de selvstændige speciallæger 

og den private sektor på den anden. 5 

antal indbyggere, mio. 

62,3 

1 

psykiatere 


22 

2 

Kilder: 


2) WHO Policies and Practices for Mental Health in Europe, 2008 


4) The WHO World Mental Health Surveys, 2008 

5) France, Health System Review, European Observatory, 2010 




3.934 

1 

$ 

psykologer 


5 

3 



95,2 

2 

psykiatriske 

sygeplejersker 

pr. 100.000 indbyggere 3 

98

36 

jean-claude parent 

• I 2008 fik Jean-Claude diagnosen Parkinsons 

sygdom 

• Han arbejdede på det tidspunkt i kommunens 

byplanlægningafdeling med at anlægge veje 

• Selv om han er berettiget til invalidepension, 

insisterer han på at blive ved med at arbejde 

• Han er kendt for sit engagement i lokalsamfundet 

og har blandt andet opbygget patientforeningen 

France Parkinsons lokalafdeling i Nordfrankrig.


dEn 

uBudnE 

GÆST 

Jean-Claude Parent har altid været 

aktiv i lokalsamfundet. Parkinsons 

sygdom ændrede hans liv, men ikke 

hans engagement.

38 

for tre år siden var Jean-Claude Parent 

en energisk mand på 46, der arbejdede 

i byplanlægningsforvaltningen med at 

anlægge veje. Hans kone, Nathalie, er 

sygehjælper, og de var begge kendt for 

deres store engagement i lokalsamfundet. Deres 

hjem var et yndet samlingssted for kvarterets børn. 

Men så meldte Parkinsons sygdom sin ankomst 

i deres liv. 

Parkinsons sygdom er en neurologisk sygdom, 

hvis symptomer og progression varierer fra patient til 

patient, derfor er det en sygdom med mange ansigter. 

Her ramte den en mand, som forsøger at håndtere 

den ved at tage kontakt med andre patienter. 

Jean-Claude Parent stammer fra Maubeuge, en 

lille fransk by tæt ved den belgiske grænse. Han er en 

aktiv mand, der hele livet har arbejdet for kommunen, 

og han er et kendt ansigt i området, fordi han altid 

involverer sig i lokalsamfundet. Hans kone Nathalie 

siger spøgefuldt: “Han var altid medlem af en eller 

anden forening. Jeg mødte ham gennem en lokal 

gruppe, der dyrkede regionale folkedanse, da vi var i 

20’erne.” Da deres to børn Lucie og Maxime kom til, 

blev han formand for skoleforeningen og var aktiv i 

fodboldklubben. Og han fandt stadig tid til at dyrke 

sine fritidsinteresser; tage på fisketure, holde fugle 

og akvariefisk og passe sin have. 

” 

i begyndelsen var det 

små ting som ikke at kunne 

skrue en skrue i. jeg troede 

bare, at jeg var for hårdt 

spændt for, og udsatte det 

til senere. 

en lang række justeringer 

Men hans dynamiske liv begyndte lige så stille at gå 

i stå, da han fik symptomer, han ikke kunne forstå. 

“I begyndelsen var det små ting som ikke at kunne 

skrue en skrue i. Jeg troede bare, at jeg var for hårdt 

spændt for, og udsatte det til senere.” Men hans 

kone Nathalies medicinske erfaring sagde hende, at 

noget var rivende galt. “Han havde slemme krampe- 

anfald om natten og faldt uden videre i søvn, når han 

satte sig i sin lænestol. Det havde han aldrig gjort før 

– han er sådan et energibundt.” Hun overtalte ham 

til at gå til lægen. Og da lægen havde kendt 

Jean-Claude i mange år, havde han straks en mistanke 

om, at det var Parkinsons sygdom og henviste ham 

hurtigt til en neurolog, der stillede diagnosen. “Det 

slog virkelig hårdt,” husker Jean-Claude. “Jeg gik 

tilbage til bilen og græd som et barn. Jeg ville ikke 

fortælle det til nogen, ikke engang min familie. Men 

da jeg kom hjem, ventede Nathalie på mig, og det 

første, hun sagde, var: ‘Du har fået din diagnose, og 

du har grædt!’ Hende kan jeg ikke skjule noget for. 

Min familie støttede mig med det samme, og det var 

en stor hjælp. Men jeg kunne ikke acceptere 

diagnosen. Jeg indrømmer, at jeg ikke havde tillid 

til min neurolog; han havde haft et slagtilfælde og 

havde varige fysiske mén, og til at begynde med

tvivlede jeg på hans dømmekraft og blev ved med at 

tænke, at der måtte være tale om en fejltagelse.” 

Jean-Claude besluttede at konsultere en 

professor ved universitetshospitalet i Lille. “Det gav 

et gib i mig, da jeg kom ind i venteværelset og så 

alle de mennesker, der havde det rigtig dårligt og 

sad i kørestol. Jeg sagde til min kone: ‘Hvis det her 

er Parkinsons sygdom, så kan jeg ikke klare det.’ Jeg 

var hunderæd for at ende sådan. Jeg klamrede mig 

til ideen om, at jeg var blevet fejldiagnosticeret, men 

professoren læste min journal og sagde: ‘Jeg er 95 

procent sikker på, at du har Parkinsons sygdom.’ Da 

jeg gav udtryk for mine betænkeligheder ved min 

neurolog, gennemgik han min behandling punkt for 

punkt og overbeviste mig om, at jeg var i gode 

hænder.” 

Den neurolog, Jean-Claude havde været 

betænkelig ved, blev senere hans betroede læge og 

fortrolige. På spørgsmålet om, hvorvidt hans accept 

af lægens handicap afspejlede, at han selv var på vej 

til at acceptere sin sygdom, svarer han bekræftende. 

“Vi har et forhold, hvor vi kan betro os til hinanden 

om de udfordringer, der er forbundet med at have 

en kronisk sygdom. Jeg betragter ham som en ven.” 

I takt med at Jean-Claude lærte at leve med 

Parkinsons sygdom, blev hans liv præget af en lang 

række nyhøstede erfaringer og justeringer. “Jeg læste, 

at Parkinsons sygdom er en ubuden gæst, der flytter 

ind. Det kan godt være, at den aldrig flytter igen, 

men du kan forsøge at få den til at indordne sig 

under din husorden.” 

Noget af det, han slås med, er on/off-episoderne, 

de pludselige og ofte voldsomme svingninger fra 


normal funktionsevne til fastfrysninger, der er typiske 

for parkinsonpatienter. “Nogle dage er jeg i fin form, 

og andre dage har jeg det, som om jeg slet ikke er til. 

Jeg går fuldstændig i stå. Det er ikke altid let at forstå 

for de mennesker, jeg er sammen med, når de nu lige 

har set mig have det godt. Jeg har det også med at 

glemme helt enkle ting, og det får mig til gå i panik. 

Engang var jeg gået til købmanden og kunne ikke 

huske koden til mit betalingskort. Jeg betalte kontant, 

men da jeg kom hjem, brød jeg sammen. Min kone 

kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så ked af det, men 

det var skræmmende.” 

Jean-Claude havde brug for hjælp. Selvom 

han uden videre var berettiget til invalidepension, 

insisterede han på at blive ved med at arbejde. Hans 

arbejdsgivere sørgede for, at han fik et skrivebordsjob, 

hvor han koordinerer kulturelle aktiviteter i byen. Og 

han lægger ikke skjul på, hvor taknemmelig han er: 

“Mine kolleger er meget forstående. De spørger ind 

til, hvordan jeg har det, og de giver mig den fleksi- 

bilitet, der skal til, for at jeg kan fungere i jobbet.” 

hvedebrødsdage 

Takket være den støtte, Jean-Claude får fra sin familie 

og den forståelse, han møder hos venner og kolleger, 

har han haft overskud til at håndtere sygdommen 

på den måde, der virkede mest naturlig for ham 

– ved at netværke med andre i samme situation. 

Han kontaktede patientforeningen France Parkinson 

og tilbød at hjælpe foreningen, der er baseret i Paris, 

med at opbygge en lokalafdeling i Nordfrankrig. 

Med sin sædvanlige entusiasme gik han i gang med 

at opstille sine “tropper” og netværke med andre 

parkinsonpatienter, og han er nu talsmand for sin 

forening. Han holder regelmæssigt foredrag om, 

hvordan man lever med Parkinsons sygdom, og 

sammen med den professor, han konsulterede i Lille, 

arrangerede han for nylig en konference med omkring 

200 tilhørere. 

Patienter og pårørende kontakter ham ofte for 

at få gode råd. En kvinde ringede om sin kæreste, der 

havde fået en parkinsondiagnose og havde stødt sin 

familie fra sig, fordi han til at begynde med havde 

benægtet sin sygdom og ikke ville tage medicin. 

Familien kunne ikke klare hans symptomer. Resultatet 

blev, at han isolerede sig og aldrig gik hjemmefra, 

undtagen når han skulle til lægen. Jean-Claude tog 

over for at møde dem. “Jeg genkendte ham på gangen, 

der er typisk for en parkinsonpatient. Vi gik hen på en 

café i nabolaget, bare os to. Vi talte sammen i en time 

og sammenlignede vores iagttagelser om sygdom- 

men. Det er altid interessant, da ingen af os har nøj- 

agtig de samme symptomer. På vej tilbage lo han. Da 

hans kæreste så ham le efter så lang tid, begyndte hun 

at græde. Hun spurgte: ‘Hvordan bar De dem ad, hr. 

Parent?’ Der er såmænd ikke noget hokuspokus, det 

handler om at være på bølgelængde med andre men- 

nesker. Nu kommer han regelmæssigt til møder, og 

jeg har sågar fået ham til at lade sig interviewe til 

radioen!” 

Jean-Claude er entusiastisk, når han fortæller 

om sit arbejde for France Parkinson. “Vi prøver på 

at gøre fysioterapeuter og andre omsorgspersoner 

opmærksomme på Parkinsons sygdom og de særlige 

behov, der knytter sig til sygdommen. Jeg har også 

arrangeret et ophold for en gruppe parkinsonpatienter 

på en af de tre kurbadeanstalter i Frankrig, der speciali- 

serer sig i at behandle neurologiske sygdomme og 

modtager støtte fra den nationale franske 

sygeforsikring.” 

Selv om det at hjælpe andre hjælper Jean-Claude 

med at bevare værdigheden over for en invaliderende 

sygdom, skal han stadig afstemme sit frivillige arbejde 

med de krav, sygdommen stiller til ham. “Nogle gange 

ringer folk for at snakke i en hel time, og så bliver jeg 

totalt udmattet. Men foreningen har undervist mig i, 

hvordan jeg sætter grænser.” Han understreger, at 

også hans familie hele tiden skal forholde sig til syg- 

dommens realiteter. “På en måde er det ikke kun 

mig, der har fået den.” 

“Men jeg er heldig,” siger han. “Jeg befinder mig 

i min sygdoms ‘hvedebrødsdage’, som min læge kalder 

det, og jeg har tænkt mig at være så aktiv som muligt, 

så længe som muligt. Det kan godt være, at syg- 

dommen er min ubudne gæst, og nogle gange ville 

det være skønt, hvis man kunne lukke den inde og 

smide nøglen væk, men man bliver nødt til at finde 

en måde, så der er plads til begge parter.”

40 

1 

2 3 

700 millioner i verden 

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO lider 700 

millioner mennesker i verden af hjernesygdomme. Der er 

tale om alvorlige og livstruende sygdomme, der påvirker 

såvel patienters som de pårørendes livskvalitet. Sygdom- 

mene har tilsvarende store samfundsøkonomiske konse- 

kvenser. I løbet af de seneste 50 år har nye lægemidler 

revolutioneret behandlingsmulighederne. Men der er stadig 

store udækkede behov. Det er således vigtigt at fortsætte 

udviklingen af nye og innovative behandlinger. 

FRA idé Til 

PATiEnT 

fra idé til 

lægemiddelkandidat 

1 af 10 

Lundbeck har forskningsenheder i Danmark, Kina og USA. 

Udgangspunktet for udviklingen af et nyt lægemiddel er 

en dyb indsigt i sygdommen og patienternes udækkede 

behandlingsbehov. Processen, fra man får en idé, til en 

lægemiddelkandidat er skabt, er kompliceret. Forskerne 

arbejder på at identificere de steder i den menneskelige 

organisme, hvor et nyt lægemiddel skal virke, og tester 

stoffer for deres mulige effekt, bivirkninger og giftighed. 

Lykkes det for et stof at bestå alle disse test, udnævnes 

stoffet til lægemiddelkandidat. Processen tager typisk 

3-5 år. 

fra kandidat til godkendt 

lægemiddel 

Lundbeck gennemfører de udviklingsaktiviteter, der skal 

til for at et lægemiddel kan blive godkendt, i ca. 40 lande 

verden over. Først testes stoffets tolerabilitet og optagelse 

og fordeling i kroppen hos raske mennesker. Dernæst testes 

stoffets effekt og bivirkningsprofil hos en mindre gruppe 

patienter. I den tredje og afgørende fase testes lægemidlet i 

en større gruppe patienter. Udviklingen af et nyt lægemiddel 

er yderst ressourcekrævende og tager som regel 8-10 år.

4 

produktion af lægemidler 

Et lægemiddel skal være sikkert og effektivt. Men det skal 

også kunne produceres i store mængder og på en måde, 

så patienter kan indtage og optage medicinen på den rette 

måde i kroppen. Lundbeck producerer selv sine lægemidler 

på egne produktionsfaciliteter i Danmark, Frankrig og 

Italien. Derudover samarbejder Lundbeck med en række 

andre virksomheder om forskellige dele af produktions- 

processen fra leverancer af råvarer og mellemprodukter 

til den farmaceutiske fremstilling og færdigpakning af 

lægemidlerne. 

lundbeck magasin 2012-2013 

udbredelse af lægemidler 

5 

Lundbecks lægemidler er registreret i ca. 100 lande. 

Lægemidlerne er receptpligtige, og det er derfor læger, 

som afgør, hvornår en patient har gavn af at blive 

behandlet med et lægemiddel. Lundbecks lægemiddelkonsulenter 

står for at udbrede kendskabet til vores lægemidler 

blandt læger i 57 lande. Endvidere udbredes kendskabet 

gennem publicering i videnskabelige tidsskrifter, deltagelse 

på videnskabelige konferencer samt møder med læger og 

specialister. 

global tilstedeværelse 

Lundbeck er idag en global lægemiddel- 

virksomhed, der udvikler nye og innovative 

lægemidler til behandling af hjernesygdomme. 

Lundbeck har hovedkontor i Danmark, 

beskæftiger mere end 6.000 medarbejdere 

i 57 lande og markedsfører produkter i ca. 

100 lande. Lundbeck har kompetencer og 

aktiviteter i hele værdikæden: Forskning, 

udvikling, produktion, marketing og salg. 

41

42 

JEG FØlTE 

MiG iKKE 

KEd AF dET 

Canadiske Rebecca DiFilippo 

forbandt ikke sine mørke tanker 

med depression. Da hun endelig 

accepterede, at hun var syg, følte 

hun sig klar til at dø. Flere gange 

kom hun til at køre over for rødt.


rebecca difilippo 

• I perioden 1988-1999 ejede Rebecca en 

prepress-virksomhed med 17 ansatte og en 

omsætning på CAD (canadiske dollar) 1,8 mio. 

• Hun startede i behandling for en svær 

depression i 2001 

• I 2003 startede hun Moods Magazine, et 

livsstilsmagasin om depression og andre 

affektive lidelser. Det udkommer fire gange 

årligt i et oplag på 30.000 

• Hun motionerer fem gange om ugen og har 

lagt sin kost om i samråd med en kostvejleder 

• Hun nyder at male, læse og gå ud med venner 

– fornøjelser, der tidligere var utænkelige 

• For mange tårer er en advarsel om, at et 

tilbagefald er på vej. Det har Rebecca oplevet et 

par gange, senest ved hendes ekssvigerfars død. 

Hun har nået at fange sine tilbagefald i opløbet.


hver morgen sniger Rebecca sig ind 

på sit chefkontor uden at hilse 

godmorgen og sætter sig til at stirre 

på computerskærmen. Rædslen for 

at træffe beslutninger lammer hende; 

hvad hvis hun gør noget forkert? I mange måneder 

har hun ikke kunnet koncentrere sig. De ansatte 

foragter hende, det er hun sikker på. En leverandør 

har for nylig betroet hende værkførerens svar, da han 

spurgte efter hende: ‘Hun farer vel rundt som en 

høne, der har fået hugget hovedet af,’ havde han 

sagt. Bag sin lukkede dør ruger hun over, hvordan 

personalet nok stjæler fra hende: Frimærker. 

Kuglepenne. Kunder. 

Sådan har det ikke altid været. 

Ti år før – i 1988 – var den dengang 30-årige Rebecca 

i fuld gang med at starte en succesrig prepress- 

virksomhed op i Toronto. En verden åbnede sig: 

“Trykkeribranchen er en mandeverden,” fortæller 

Rebecca, “og du skal være fremme i skoene. Jeg 

kendte processen ned til mindste detalje, og jeg gik 

godt i spænd med andre mennesker, jeg var god til 

at motivere dem.” I samme periode giftede hun sig: 

“Carlo forgudede mig, og vi ønskede os mange børn. 

Han var en omsorgsfuld, mild og tålmodig mand.” 

Også hans store italienske familie forkælede hende 

med en varme, hun ikke havde kendt til før. Parret fik 

en datter, Gabriella, og Carlo sagde sit job op for at 

blive salgs- og teknikchef i Rebeccas virksomhed. 

“Jeg var tryg,” husker hun. “Jeg følte, at de alle 

sammen elskede mig og regnede med mig. Det var 

i orden at være den, jeg var.” 

Rebecca havde succes. Eller omvendt: Successen 

havde Rebecca og kørte hende til kanten af hendes 

ydeevne. Op klokken seks, aflevere Gabriella i dagpleje 

hos Carlos tante, møde på kontoret klokken halv otte 

og være den sidste til at gå ved ni-titiden om aftenen. 

“Jeg ville ikke være sådan en chef, der tager den med 

ro, mens andre laver alt arbejdet. Jeg ville have, at de 

skulle respektere mig.” Da Carlo kom til, nød hun at 

arbejde sammen med ham. “Dengang var jeg altid 

sprudlende, havde altid fuld fart på.” 

Men hvis hun i egne øjne blev ‘for spontan’ eller 

‘for klodset’, veg hun tilbage: “Jeg fik det så dårligt, 

hvis jeg gjorde noget uprofessionelt. Jeg kunne ruge 

over det i dagevis.” Og hendes egentlige mål med at 

skabe virksomheden var – at slippe den. Carlo skulle 

overtage. “Jeg ville trække mig tilbage, få flere børn 

og være hjemmegående husmor.” 

jeg holdt masken 

Men i sommeren 1993 ændrede en uventet hændelse 

alle planer. Carlo faldt. På vej til et kundemøde steg 

han ud af bilen med en favnfuld plancher, mistede 

balancen og slog hovedet så hårdt i asfalten, at 

hospitalslægerne ikke troede, han ville overleve. Det 

gjorde han. Men en hjerneskade fra faldet gjorde den 

36-årige mand gangbesværet, døv på det ene øre og 

så synshæmmet, at han ikke kunne arbejde. Epilep- 

tiske anfald stødte til. I de følgende år blev hans

46 

diabetes værre, og han måtte gennem en bypass- 

operation efter et par hjerteanfald. Nyrerne satte ud. 

Frem for alt var han en fremmed. Hjerneskaden 

ændrede hans personlighed, så han blev hidsig og 

ligeglad med at passe sin diabetes. Lavt blodsukker 

kan hos en diabetiker fremprovokere voldsom og 

uhæmmet opførsel og derefter livstruende insulin- 

chok. Carlo kastede sig over kartoffelchips, skønt han 

ikke kunne tåle dem; så dykkede hans blodsukker, og 

Rebecca måtte flere gange ringe efter ambulancen. 

Rebecca fortsatte med at drive sin virksomhed, 

samtidig med at hun passede mand og barn. “Jeg 

holdt masken. Jeg beklagede mig aldrig,” fortæller 

hun. Ved søndagsmiddagene hos Carlos familie faldt 

hun om på sofaen, uden at nogen så ud til at bemærke, 

hvor hulkindet hun var. De var optagede af Carlo og 

Gabriella. 

I 1995 gik hun til lægen med hjertebanken og 

svimmelhed. Tidlig overgangsalder regnede hun med. 

Men lægen mente, det var angstanfald, og sendte 

hende videre til en psykiater, der diagnosticerede 

depression. Det gav ingen mening for Rebecca: 

“Psykiateren forklarede mig ikke symptomerne på 

en depression, og jeg følte mig jo ikke ked af det. 

Jeg sagde hende ikke imod. Tog bare recepten og 

gik hovedrystende derfra.” Recepten smed hun ud. 

I de følgende år holdt Rebecca skansen, og i 

1998, fem år efter Carlos fald, modtog hun en fornem 

pris for Business Excellence. Et foto fra overrækkelsen 

viser ægteparret; Carlo og Rebecca smiler. 

” 

jeg tabte fatningen 

og sagde til min niece og 

min datter, at nu gik vi uden 

ham. jeg var så fjendtlig over 

for ham, rasende på grund 

af den guidebog. min niece på 

tolv nægtede at lade ham 

i stikken, og jeg skammede 

mig. men vreden kunne jeg 

ikke ryste af mig. 

det ville være min skyld 

“Efter at jeg fik prisen, begyndte det virkelig at gå ned 

ad bakke for mig,” fortæller Rebecca. En vrede simrede 

i hende på udkig efter grunde til at eksplodere. De 

mørke følelser forbandt hun ikke med sygdom: “For 

mig var psykisk sygdom noget med at være skizofren 

eller retarderet. Depression – det var bare et andet 

ord for at have en dårlig dag.” 

Hun overfusede ekspedienter. Råbte ad sine 

ansatte. Og da Carlo under et feriebesøg i Rom ville 

spare udgiften til en guidebog over Colosseum, var 

hun fristet til at efterlade sin blinde mand på stedet: 

“Jeg tabte fatningen og sagde til min niece og min 

datter, at nu gik vi uden ham. Jeg var så fjendtlig over 

for ham, rasende på grund af den guidebog. Min niece 

på tolv nægtede at lade ham i stikken, og jeg skam- 

mede mig. Men vreden kunne jeg ikke ryste af mig.” 

Carlo ville spare guidebogen, fordi virksomheden 

havde mistet en faretruende stor sum på en kundes 

konkurs. Rebecca overvejede at kaste håndklædet i 

ringen. Men det ville Carlo ikke høre tale om. Virk- 

somheden var deres indtægtskilde, og hun skulle 

skaffe nye kunder. “Gå ud og sælg! sagde han til mig. 

Det ville være min skyld, hvis virksomheden gik ned.” 

Men hun magtede det ikke – hun kunne knapt nok 

huske aftalerne med de kunder, der var. Bag kontorets 

lukkede dør overfaldt hun sig selv med anklager, og 

hjemme sydede konflikten med Carlo. 

Imens sivede kunderne væk. En af Rebeccas 

konkurrenter tilbød at overtage den skrantende 

virksomhed, og sådan blev det i 1999. Salget gav 

familien et lille økonomisk pusterum, men freden 

blev kort. 

En dag gled et pengeskænderi mellem parret 

så meget af hænde, at Carlo begyndte at slå vildt 

omkring sig og råbe: ‘Lad mig dø, lad mig dø.’ 12-årige 

Gabriella blev ude af sig selv af angst for, at han ville 

slå dem ihjel. Først forsøgte Rebecca at ringe til 

alarmcentralen, fordi hun delte sin datters frygt. 

Så bad hun sin svoger om hjælp i stedet for. I som- 

meren 2000 forlod hun sin mand. 

det var som om, jeg var død 

Carlos familie var i oprør. De trak sig væk fra Rebecca, 

og hun havde ikke andre, der stod hende nær. Al 

kontakt til omverdenen var begyndt at gøre ondt: 

“Jeg følte stor skyld, fordi jeg ikke magtede, at min 

mand ikke kunne klare sig alene. Jeg var en fiasko 

som mor, som forretningsdrivende, som hustru og 

som menneske. Jeg hørte ikke til nogen steder.” 

Alligevel lykkedes det hende i samme periode at få et 

job i et mediehus, hvor hun lod som om, hun var o.k. 

Året efter blev Carlo ramt af endnu en blodprop 

og døde. Hans forældre nægtede at tale med 

Rebecca; de mente, hun var skyld i Carlos død, og 

hun kom selv i tvivl, ja, hun var nok skyld i Carlos død.

Hun var værgeløs over for deres modtagelse af hende 

ved begravelsen: “Familien stod i en lang række ved 

den efterfølgende reception, og jeg stod alleryderst. 

Alle omfavnede og kyssede hinanden, men ingen 

omfavnede mig.” 

En morgen havde hun ikke kræfter til at stå op. 

“Virksomheden og familielivet var min identitet, og 

jeg havde mistet det hele. Det var som om, jeg aldrig 

havde været til. Jeg kunne bare se denne meget lille, 

tomme verden og ingen ende på tomrummet. Hver 

dag føltes som et år, tiden gik så langsomt og pinte 

mig i den grad.” 

En psykiater diagnosticerede svær depression, 

og denne gang accepterede Rebecca diagnosen. Men 

hun strittede imod den indlæggelse, der forestod – 

måske ville Carlos familie udnytte den til at tage 

Gabriella fra hende? Aftalen blev, at hun fik et dag- 

tilbud på det lokale hospitals psykiatriske afdeling, 

men hun skulle vente tre måneder på at komme til. 

I dag kan Rebecca forstå og beskrive sin tilstand: 

“Meget af ventetiden sov jeg. Når solen skinnede på 

min hud, kunne jeg ikke nyde varmen. Duften af 

nyslået græs fornemmede jeg ikke.” Hendes sanser 

var lukket helt ned: “Folk, der ikke ved, hvad depres- 

sion er, er tilbøjelige til at tro, at det bare handler om 

at være ked af det, ekstremt ked af det. Og sådan var 

det overhovedet ikke for mig. Det var som om, jeg 

allerede var død. Det var en af grundene til, at jeg 

ønskede at dø.” Og der skete noget underligt med 

hendes evne til at opfatte trafiklys og stopsskilte: 

“Jeg kom flere gange til at køre over for rødt eller 

forbi stopskilte. Jeg fortalte det aldrig til nogen.” 


” 

folk, der ikke ved, hvad depression er, er 

tilbøjelige til at tro, at det bare handler om 

at være ked af det, ekstremt ked af det. og 

sådan var det overhovedet ikke for mig. det 

var som om, jeg allerede var død. det var en af 

grundene til, at jeg ønskede at dø. 

en helbredende kraft 

De første par uger i hospitalets dagtilbud græd hun. 

Så tog hun fat på at lære at ændre sig. Én hjemme- 

opgave var at øve sig i at sige nej, fx nej til at føle 

sig uvelkommen, når hun og hendes datter besøgte 

Carlos familie. Gabriella måtte gerne besøge dem, 

men Rebecca fritog sig selv for at tage med. 

På hospitalet fik hun også ideen til et nyt 

arbejdsliv. Under sit behandlingsforløb mødte hun 

mange patienter, der fik tilbagefald, fordi de ikke 

fandt forståelse hos familien og på arbejdspladsen 

for deres sygdom. “Folk ved ikke, hvad det vil sige at 

have en depression, og jeg forstod, at vi havde brug 

for en platform, hvor vi kunne oplyse og sprede 

viden,” fortæller Rebecca. Det blev starten på Moods 

Magazine, som hun begyndte at udgive i 2003. 

Første oplag var lille, men magasinet blev godt 

modtaget af både patienter og psykiatriens fagfolk. 

Det voksede til at blive en beskeden levevej, og mere 

end det: “Magasinet blev en helbredende kraft for 

mig, og er det stadig,” siger Rebecca. I 2006 modtog 

hun endnu en pris, denne gang Canadian Mental 

Health Associations Media Award, der uddeles for ene- 

stående bidrag til offentlighedens opmærksomhed på 

psykisk sundhed. 

Den gamle Rebecca længtes efter anerkendelse 

og samtidig efter at være hjemmegående mor til en 

stor børneflok. Hvad drømmer den nye Rebecca om? 

Om at høre til i en italiensk landsby. “Det er min 

store drøm at bo i Italien halvdelen af året. I en lille 

by ikke langt fra Amalfikysten.” Den drøm nævner 

hun så tit, at Gabriella driller hende med det. “Men 

hvorfor ikke?” smiler Rebecca. ”Jeg kunne lave 

magasinet hvor som helst i verden.”

48 

selskabsmilepæle 

1915-1929 1930-1944 1945-1959 1960-1974 

De første år som dansk handelsselskab 

Den 14. august 1915 grundlagde Hans Lundbeck et 

agenturfirma i København. Selskabet handlede med 

alt fra maskiner, kiks, konfekture og sødemiddel til 

kino- og fotoapparater, fotografisk papir og alufolie 

og drev desuden udlejning af støvsugere. 

I de første år blev forretningen drevet som et 

handelsselskab. Fra midten af 1920’erne blev 

lægemidler også en del af produktpaletten. Eduard 

Goldschmidt blev ansat i 1924 og bragte en række 

nye lægemiddelagenturer ind i virksomheden, 

blandt andet stikpiller og smertestillende midler. 

Ligeledes suppleredes porteføljen med duftevand 

og cremer. 

lundBECKS 

hiSToRiE 

Udvidelse inden for produktion og forskning 

I 1930’erne etablerede Lundbeck farmaceutisk 

produktion og pakkeri i Danmark. For at sikre 

tilstrækkelig produktionskapacitet flyttede 

Lundbeck i 1939 til Valby ved København, hvor 

Lundbecks hovedkvarter ligger i dag. I 1943 døde 

Hans Lundbeck. Samme år blev Poul Viggo Petersen 

ansat til at opbygge Lundbecks lægemiddelforskning. 

Det er takket være hans indsats, at Lundbeck fik 

mulighed for at opbygge sin niche inden for 

psykofarmaka. 

Grundlaget for Lundbecks ekspertise 

I årene efter anden verdenskrig intensiveredes 

Lundbecks forskning, og grundstenene til de 

lægemidler, som senere skulle gøre Lundbeck 

verdenskendt, blev lagt. I 1954 oprettede Grete 

Lundbeck, enken efter Lundbecks grundlægger, 

Lundbeckfonden med det formål at sikre og 

udbygge Lundbecks forretning og foretage 

uddelinger til primært videnskabelige formål 

og bekæmpelse af sygdomme. 

Lundbeck udvider og internationaliserer 

Lundbecks succes med skizofrenilægemidlet Truxal ® 

øgede behovet for yderligere produktionskapacitet. 

I 1961 købte Lundbeck et nedlagt mejeri i Lumsås 

og fik hurtigt sat produktionen af aktive stoffer i 

gang. Fra 1960-1970 fordobledes antallet af med- 

arbejdere til 680, hvoraf ca. 100 var ansat uden for 

Danmark. Internationaliseringen var nu i fuld gang.

1975-1989 1990-2004 2005- 

Hjernesygdomme som overordnet strategi 

Efter 60 års vækst og udvikling baseret på 

bredde i sortimentet valgte Lundbeck i 

slutningen af 1970’erne at afvikle de gamle 

agenturforretninger og kosmetikafdelinger. 

Fremover skulle fokus rettes mod udvikling 

og kommercialisering af lægemidler. 

I slutningen af 1980’erne blev Lundbecks 

forretningsstrategi yderligere fokuseret. 

Fremover skulle Lundbeck dedikere sit virke til 

udvikling, produktion og kommercialisering af 


Ekspansion drevet af Cipramils succes 

Gennem 1990’erne ekspanderede Lundbeck 

kraftigt på grund af den succesfulde udbredelse 

af Cipramil® til behandling af depression. 

For at sikre Lundbecks fortsatte succes 

intensiveredes forskningsindsatsen, og 

Lundbeck begyndte ligeledes at indlicensere 

lægemidler fra andre farmaceutiske selskaber. 

På denne baggrund sikrede Lundbeck i disse år 

muligheden for at lancere nye lægemidler, der 

kunne tage over, når patenterne på andre 

lægemidler udløb. 

I 2003 erhvervede Lundbeck den amerikanske 

forskningsvirksomhed Synaptic og etablerede 

dermed en amerikansk forskningsenhed som 

brohoved i USA. 


Global tilstedeværelse 

I 2009 købte Lundbeck amerikanske Ovation 

Pharmaceuticals, Inc. og fik hermed egen 

platform på verdens største lægemiddelmarked, 

USA. Ligeledes købte Lundbeck franske 

Elaiapharm og øgede hermed virksomhedens 

produktionskapacitet. 

2011 blev et begivenhedsrigt år i Lundbeck 

med lancering af Saphris®/Sycrest® til 

behandling af skizofreni og bipolar lidelse, 

etablering af et nyt forskningscenter i Kina 

og indgåelse af et historisk samarbejde med 

japanske Otsuka Pharmaceutical Co., Ltd. 

om udvikling af ny innovativ medicin mod 

psykiatriske sygdomme. 

Ved udgangen af 2011 beskæftigede Lundbeck 

flere end 6.000 medarbejdere i 57 lande. 

produktmilepæle 

Epicutan® 1937 

Lundbeck lancerer det første originale 

lægemiddel, sårhelingspræparatet Epicutan ® . 

lucosil® 1940 

Lucosil ® lanceres til behandling af urinvejsinfektioner. 

Truxal® 1959 

Truxal ® lanceres til behandling af skizofreni. 

Cipramil® 1989 

Cipramil ® lanceres til behandling af depression. 

Serdolect® 1996 

Serdolect ® lanceres til behandling af skizofreni. 

Cipralex® 2002 

Cipralex ® lanceres til behandling af depression. 

Ebixa® 2003 

Ebixa ® lanceres til behandling af Alzheimers sygdom. 

Azilect® 2003 

Azilect ® lanceres til behandling af Parkinsons 

sygdom. 

Xenazine® 2003 

Xenazine ® lanceres til behandling af chorea 

ved Huntingtons sygdom. 

Sabril® 2009 

Sabril ® lanceres til behandling af epilepsi. 

Saphris®/Sycrest® 2011 

Saphris®/Sycrest® lanceres til behandling af 

skizofreni og maniske episoder i bipolar lidelse. 

onfi 2012 

Onfi lanceres til behandling af Lennox-Gastaut 

syndrom (epilepsi).

50 

produkter og sygdomsområder 

azilect ® 

lundBECK 

KoRT FoRTAlT 

Vi er en specialiseret medicinalvirksomhed, der med udgangspunkt i 

egen forskning og gennem partnerskaber udvikler nye og innovative 


16.007 

omsætning 

Vores omsætning i 2011 

var DKK 16.007 mio. 

20,7% 

forskning og udvikling 

I 2011 investerede vi 20,7% af vores 

omsætning i forskning og udvikling i nye 

innovative lægemidler til 

behandling af hjernesygdomme. 

cipralex ® 

lexapro ® 

ebixa ® 

6.000 

medarbejdere 

Vi er ca. 6.000 medarbejdere 1 

1) Antal medarbejdere inkl. deltidsbeskæftigede ultimo 2011 

70% 

lundbeckfonden 

Største aktionær er Lundbeckfonden, 

som ejer ca. 70% af aktierne. I 2011 

uddelte Fonden DKK 504 mio. 

til videnskabelig forskning. 

onfi 

sabril ® 

datterselskaber 

Vi er en global virksomhed med 57 

datterselskaber verden over og med 

kompetencer og aktiviteter inden for 

hele værdikæden: Forskning, udvikling, 

produktion, markedsføring og salg. 

historie 

Lundbeck blev grundlagt af Hans Lundbeck 

for snart 100 år siden, virksomheden 

blev noteret på NASDAQ OMX 

Copenhagen i 1999. 

saphris ® 

sycrest ® 

xenazine ® 

Parkinsons sygdom Depression og angst Alzheimers sygdom Lennox-Gastaut 

Epilepsi Skizofreni og Huntingtons sygdom 

syndrom 

bipolar lidelse 

57 

1915

lundbeck magasin 2012/2013 

VoRES FoKuS 

vision mission 

Vores vision er at være en af verdens 

førende lægemiddelvirksomheder 

inden for psykiatri og neurologi. 

moderselskab 

Danmark 

produktion 

Danmark 

Frankrig 

Italien 

Kina 

forskning 

Danmark 

Kina 

USA 

salg 

Europa 

Belgien 

Bulgarien 

Danmark 

Estland 

Finland 

Frankrig 

Grækenland 

Holland 

Irland 

Island 

Italien 

Kroatien 

Lundbeck Instituttet er et internationalt uddannelsesforum, der har til 

formål at forbedre livskvaliteten for mennesker, der er berørt af psykiske 

og neurologiske sygdomme. Til Instituttet er knyttet et fakultet bestående 

af 80 højt respekterede psykiatere og neurologer fra hele verden. Siden 

starten i 1997 har over 4.300 specialister fra 65 forskellige lande deltaget i 

Instituttets seminarer i Danmark. Instituttet afholder tilsvarende seminarer 

lokalt i lande verden over. 

Vores mission er at forbedre 

livskvaliteten for mennesker, 

der lider af psykiske og 

neurologiske sygdomme. 

lundBECK i VERdEn 

Letland 

Litauen 

Norge 

Polen 

Portugal 

Rumænien 

Schweiz 

Serbien 

Slovakiet 

Slovenien 

Spanien 

Storbritannien 

Sverige 

Tjekkiet 

Tyskland 

Ungarn 

Østrig 

Int. markeder 

Argentina 

Australien 

Brasilien 

Canada 

Chile 

Colombia 

Egypten 

Filippinerne 

lundbeck instituttet forskning og udvikling 

Lundbeck forsker i og udvikler nye, innovative 

lægemidler til behandling af: 

• Alkoholafhængighed 

• Alzheimers sygdom 

• Depression og angst 

• Epilepsi 

værdier 

imaginative – Dare to be different 

passionate – Never give up 

responsible – Do the right thing 

Forenede Arabiske 

Emirater 

Hongkong 

Indien 

Indonesien 

Israel 

Japan 

Kina 

Korea 

Latin Amerika Central 

Malaysia 

Mexico 

Pakistan 

Rusland 


• Psykose 

• Slagtilfælde 

Saudi-Arabien 

Singapore 

Sydafrika 

Tyrkiet 

Ukraine 

Venezuela 

USA 

institutter 

Lundbeck Instituttet 

51

52 

H. Lundbeck A/S 

Ottiliavej 9 

2500 Valby 

Corporate Communication 

Tlf. +45 36 30 13 11 

information@lundbeck.com 

www.lundbeck.com 

CVR nr. 56759913

magasin 2012– 2013

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?