Spejdersport - De Gule Spejdere

Fra civil til spejderleder
Af: Carina, Stifinderassistent Grib Skov
Trop
Vi står samlet rundt om flaget. Sidste
dag på sommerlejr. Intense timer, trætte
unger, grin og oplevelser, der lagres i det
indre fotoalbum.
Der uddeles læderlapper for bedste
kobbel, bedste opgave, bedste af alt det,
der foregår på en sommerlejr med unger
i alderen 10-13 år. Jeg står med følelsen
af stolthed. Over at være en del af en flok
mennesker, der om lidt drager hver sin
vej. Hjem til det civile liv. Ser på alle dem,
jeg har tilbragt en uge med – føler mig
Forklæder til kræmmermarkedet 2008
18
så stolt over at se vores unger. De kan så
meget. Meget mere end deres forældre
ville tro. Incl. min egen, der efter en uge
hjemme, dårligt kan finde sit eget tøj eller
skolebøger.
Det begynder en novemberaften for 3 år
siden hos ulvene i Grib Skov Trop. Akela
mangler en hjælper og jeg bliver. Næste
uge er jeg også med. Lige pludselig står
jeg i uniform på en ulveturnering i maj, en
sommerlejr i juli. Flere turneringer, flere
lejre. Skal rejse telt – hvordan gør man
lige det. Der skal laves bålplads – hmmm…
jeg ser til mens erfarne folk gør det, de
har gjort igennem hele deres spejderliv.
Jeg lærer at binde knob, lave lejrpladser,
slår tippier op og er ude dagen lang. Når
ungerne er i posen, samles lederne til
samvær. Snak, grin og delen af hinandens
oplevelser fra dagen bobler i alle.
Livet er fantastisk på alle lejre. Nogle lejre
erbedreendandre.Åndenskalaltidfindes
og skabes. Det er turene i løbet af året,
der giver sammenholdet med ungerne.
Det er her, jeg er tæt på børnene. Når
de er mest trætte, glade, stolte og bare
sammen. Her ser jeg børn, der går til
opgaver med en ildhu, der kan forbavse,
når jeg har set selv samme unger tøffe
rundt uden at lytte efter måneder før.
Pludselig er de en flok, der løser opgaver
sammen. Det giver mig energi, stolthed
og følelse af fællesskab at være en del af
Grib Skov Trop. Her kommer legebarnet
frem i alle.
Hvis nogen for få år siden havde fortalt
mig, at jeg skulle tilbringe ugevis med
andres børn, i regnvejr, bagende varme,
i telt, i situationer, man ikke kan forestille
sig. Tja, så havde jeg grinet. Mig i uniform?
I dag er jeg lederassistent hos stifinderne
– med stolthed.
Jeg kan fortælle andre om at være spejder
– de stirrer på mig og kan se, at konen
virkelig mener det. Hun er ellevild! Stadig
kan jeg ikke binde alle knob, jeg er først
begyndt at lære morsealfabetet og det
fonetiske alfabet. Jeg har ikke været på
hike eller vandret 100 km. Men jeg føler
mig som spejder.