Naturen som identitetsgiver og etisk forpligtelse (pdf)

KULTURFORUM 2010 – NORDENS HUS I REYKJAVIK
Oplægsholder: Aaju – alias Kristian Olsen 27. august 2010
Følgende tekst er et sammendrag af det oplæg Aaju holdt ved Kulturforum
2010 i Nordens Hus i Reykjavik.
NATUREN SOM IDENTITETSGIVER OG ETISK FORPLIGTELSE
Som født i en middelstor bygd i Grønland i august 1942 og som én, der for alvor er blevet
bevidst om sin personlige udvikling i begyndelsen af 1950’erne, har jeg i dag, august
2010, været gennem en mental og fysisk udvikling fra barn til voksen under mærkbare
klimatiske og kulturelle forandringer.
Opvågning
Fra min opvågning har den grønlandske natur haft en grundlæggende betydning for
mig med hensyn til socialisering, sundhed, uddannelse, livets opretholdelse og dets afslutning.
I kraft af bygdelivets såvel sociale, kollektive, religiøse og kulturelle fællesskab
fik jeg en opdragelse og åndelig vækkelse på basis af de betingelser, som naturen
var fællesnævner for. Jeg var en del af en helhed, en del af et cirkulært liv i de fire årstider
med hver sin karakter, fangstdyr og klimastruktur. Den cirkulære og statiske tilværelsesnorm
og dens orale klasseficeringskoder var som regel på basis af den kirkelige
eller lokaldemokratiske råds bestemmelser. Majoriteten i rådet var de ældre og de mest
forstandige. De praktiserede også deres synlige og usynlige magt i hverdagen i henhold
til den gældende samfundsorden og den kulturelle slægts- og venskabstradition på en
respektfuld og værdig måde.
Forandring og forskel
Denne gamle tradition var i vælten i mødet med det nordiske, kapitalistiske, lineære,
stræbsomme og karakterorienterede dannelsesprogram og den indbyrdes konkurrence,
hvor klimatiske og kulturelle forandringer og forskelle jævnligt bragte mig i vanskeligheder
i min grønlandske bygdedannelse, hvor en individualisering og dygtiggørelse baserede
sig på den kollektive bevidsthed og dens konstitutionelle koncept. Fra at være
noget i det statiske kollektiv med klart definerede endemål, blev jeg bragt i en lineær
proces med en tillært moral om at blive til noget.
Min basale ”secure base”, hvor selvforståelsen var i tryghed, men som ikke var i en passiv
tryghedsnarkomani, oplevede en usikkerhed og tvivl. Jeg kunne ikke længere følge
klimaets ”timetable”, som det moderne samfund annullerede for mig. Denne frustration
skabte en barriere, som jeg måtte kæmpe mig ud af ved at søge tilbage til mine grønlandske
rødder. Ved at anvende naturens kunstneriske værdier som iagttagelse, skønhed
og selvransagelse i min begyndende erkendelseskamp gennem poesien ønskede jeg
at vende tilbage til min oprindelse for derved at give udtryk for min rolle i forandringsstrategien
og for at fordybe mig i den basale ”secure base”, jeg var udgået fra. Jeg gik i
gang med at anvende betydningshelheder, som var knyttet til de uendelig store og de
uendeligt små i den grønlandske natur. Jeg afdækkede og fortolkede den statiske og for-
Dok. nr.

andrede naturs påvirkninger inden for den dualistiske livsholdning, hvor der var en naturlig
forklaring mellem de positive og negative poler i livets opretholdelse.
Denne form for eftersøgning af en selverkendelse for at afdække min digteriske naturidentitet,
som jeg fandt tilbage til, har været en kraft, som var med til at konsolidere
mig med det lineære og ikke altid klimabevidste samfunds traditionsnedbrydning. Desuden
måtte jeg ydmygt indordne mig under den nye kulturorden uden at gny og uden
gustne overlæg. Med mine digte som skjold mod et eventuelt angreb mod min metode og
stil, integrerede jeg mig scenevant gennem alle de skrupmoderne dannelsesmodeller,
som var fremherskende i den nordiske og euroklassiske filosofi, etik, moral, social
implementation og aktuelle kulturkonnotationer.
Kunstneriske temaer
Fra det øjeblik jeg var bevidst om, at jeg var født i en bygd, som var underlagt de klimatiske
forhold og forandringernes vold, blev mit dualistiske naturbegreb, hvor min verden
bestod af modsatrettede principper, en anskuelse, som har præget mig i stort og
småt frem til i dag. Jeg har ved at anvende naturidentiteten som et kunstnerisk formsprog
forsøgt at indfange, indberette, iagttage såvel det statiske som det dynamiske i en
forandring på en ekspressionistisk måde og indimellem på en analytisk måde, selv om
eksistentialismen, som jeg er foret med, også har lært mig, at følelserne ”bliver synlige”
gennem beskrivelse af situationerne. Mit hang til det eksistentielle har givetvis gjort
min digtning fremmedartet i andre sprogs kontekst, fordi oversættelser som regel får
den fremmedsproglige korrekthed til at vakle, selv om jeg gør mig meget umage for at
gengive stoffet med en ægte, sproglig ærlighed. Men dette er et dilemma, som de øvrige
minoritetssprog i Norden er udsat for.
Balladen om identiteten
I et af mine debutdigte fra 1970 konkluderede jeg allerede, at ”digtning er en fortælling
i kulde og storm, og at den er en fangstrejse i vildt oprør”.
For at udtrykke og vise mod roede bygdefangerne i de store og interessante sagn og
myter ud i stormen i deres kajakker for at hente deres kommende brude eller transportere
deres fangst af store sæler. De blev mine idoler, som jeg kunne spejle mig i gennem
poesiens vinger.
I digtsamlingen ”Balladen om identiteten” fra 1978 symboliserer mit fødested, min fødebygd
Arsuk, hengivenhed. Den er min kunstneriske ”secure base” for min kærlighed,
identitet, bevidsthed og barndommens verden. Ved foden af en høj, stejl og brat fjeldvæg,
hvor toppen ikke er synlig, belærer mit lands natur mig om hvor små mine bekymringer
er.
I digtsamlingen ”Melodiløse digte” fra 2006 brugte jeg endnu engang min bygdebaggrund
for at stadfæste min naturidentitet ved at fastholde min metaforiske kulturarv,
idet jeg skrev: ”Mit jegs digt/ er en proces/ som svarer til/ et arbejde med at rense et
sælskind for spæk/ og lade det tørre smukt i stativet.//”
I min foreløbig sidste digtsamling, den sjette i rækken, med titlen: ”Naturens akse”,
som udkom i 2009, dokumenterer jeg i metaforen om et splintret søspejl, da ørredyngel
bryder vandspejlet, at der i en uorden godt kan komme orden i det personlige system
igen: ”Da det splintret spejl/ igen bliver til/ genopstår/ de mange blomsterbilleder/ hvor
de hvide toppe/ af kæruld spejler sig/ langt smukkere end søgræs.//” Oversat til alment
Side 2

dansk realiseredes min kulturelle, mentale og psykiske naturs forandring samt den sociale
integration i den forskels- og konkurrencebærende Norden på en tilfredsstillende
måde, selv om dens start havde været en lang jagt på et ståsted.
Hvorfor selvudlevering?
Hvilken betydning har denne form for påtrængende selvudlevering for mine nordiske
relationer? Nok ikke ret meget. Dog er den et signal om, at man ikke behøver at miste
fodfæste i en forandringskoncept på fremmedartede vilkår.
I disse voldsomme tider er der i Norden store udfordringer, som den forandrede natur
påfører os.
Skal man herefter kæmpe for hovsaløsninger, når de nordiske og internationale klima-
og finanskæder knækkes af naturens eller økonomiske princippers ubarmhjertige udladninger?
Eller skal man prioritere langsigtede løsninger? Begge modeller er anvendelige
efter min mening.
Til trods for de byrder, som naturens kræfter påfører den nordiske ”verdensorden”,
kræves der stadig selvdisponering, selvdisciplinering og fornuftig planlægning; ikke for
vindings skyld men for selverkendelsens skyld, således at en fælles strateginorm kan
iværksætte en forvaltning af de givne ressourcer i alt, hvad der vedrører iværksættelse
af de økonomiske konsekvensforanstaltninger. Jeg tror også på, at selverkendelse, det
kontroversielle kode- og symbolsprog samt kulturelle attituder godt kan føre frem til en
positiv indsigt om, at det kan lade sig gøre at komme frem til en vellykket migration fra
en periferi i en udkant til en metropol i et hvilket som helst land i og uden for Norden
uden sociale og psykiske skader, hvis fighterviljen er intakt.
Den etiske forpligtelse
Den etiske forpligtelse for os alle er at tage ansvar for forandringerne i naturens beskaffenhed
og at bevare naturens levende ressourcer, så at de basale behov for os og klodens
befolkninger kan blive opretholdt ud fra en fælles holdning. Man må også være ærlig og
holde, hvad man lover.
Spørgsmål om holdninger
Det kan ikke længere bortforklares, at isen smelter overalt i de nordiske lande og på
kloden, og at der kæmpes en kamp for at nedbringe drivhusgasser og forhindre oversvømmelse
og hungersnød i tredje verdens lande. Men er det nu for nordiske mennesker
fortsat hensigtsmæssigt at leve med, at vi og den øvrige verden fortsætter med at ødelægge
de levende ressourcer og reserverne i naturen så meget, at vi som digtere, forfattere
og i det hele taget som kunstnere skal være lakajer for et nordisk klimakriseberedskab?
Jeg er som digter og forfatter altid betænkelig, og jeg har undladt at gå på kompromis
med en organiseret struktur, fordi det vil være urimeligt at konvertere en kunstnerisk
frihed til en enecelle, hvorfra der kløves ord til nationalt skabte ”brandings”. På den anden
side vil det dog, generelt sagt, også være usselt og diskutabelt, hvis vi som et skrivende
folk ignorerer klimaforandringens konsekvenser, når vi i inspirationens navn og
ud fra sensuelt receptive føleord blander os i samfundsudviklingen.
Side 3

Dog er det tilladt at have holdninger
Det er dog klart for enhver, at det er tilladt at have essayistiske holdninger, da vi alle er
lige for loven og er sat til at leve på denne jord med lige rettigheder. Alligevel er, det
som om der er ved at ske ændringer i lige for lige-traditionen. Det er som om, at ulighed
er ved at blive en ny nordisk tradition, fordi det at gøre en forskel er blevet til et positivt
parameter. Fra at være noget og fra at blive til noget skal vi til at gøre en forskel.
Sprogligt set har vi accepteret forskellighed som en positiv, berigende, livsbekræftende
og samlende faktor. Forskelsbehandling vil blive en saga blot.
Mødet med sorte afrikanere
Sidste år var jeg i Tanzania og var i forberedelsesfasen en smule ubevidst skeptisk over
at skulle møde og underlægge mig en sort myndighed. Denne følelse antog jeg for at være
en påduttet og sekundær følelse.
Så snart jeg havde mødt de sorte afrikanere, forsvandt min ubevidste skepsis som dug
for solen, og kærligheden mellem dem og mig blev værdifuld.
Vores blod har samme røde farve. Vi er mennesker. Men vore klimatiske, økonomiske
og værdimæssige forskelle er både synlige og usynlige.
I begyndelsen af dette år blev jeg så farfar til en prægtig og pragtfuld dreng fra Etiopien,
og dette adopterede barn vil, ”så længe jeg lever, og så længe mit hjerte slår”, indprente
mig, at jeg har en etisk forpligtelse over for ham. Men skal Hannibal som fremtidens
nordiske menneske afkodes hans oprindelse eller ej, når hans følelser for sit
lands natur og samfund vågner op i hans bevidsthed? Hans forældres forudsætninger
for at opdrage ham til verdensborger vil være på basis af tre identiteter: grønlandsk,
dansk og etiopisk. Derfor bliver det spændende at følge Vores Hannibal til dørs. For at
prikke skånsomt til hans kommende nordiske bevidsthed har jeg foræret ham et tøjdyr i
form af en isbjørn, som trues af klimaforandringen.
Vi lader tanken hænge med tre klemmer på en farvet tørresnor.
Jeg afslutter mit indlæg med at læse et digt op, hvor jeg er låner af Tjodhildes øjne.
Tjodhilde er Erik den Rødes islandske kone. Jeg lader hendes øjne beskrive hendes naturidentitet
på stedet, hvor grønlænderne – kalaallit – og nordboerne har lært hinanden
at kende siden året 985:
I Thjodhildes øjne
I den turkisgrønne Eiríksfjord
er der hvide isbjerge
sat på plads af skaberen af det blanke hav
Solen glitrer som stjerner
flyttet ned på havoverfladen
Ved ebbe
er isskosserne
i strandkanten
naturskabte formationer
Side 4

om skaberens uransalige veje
På den græsgrønne slette er en sitren
varmedis
der får elvens
klukkende stemme
til at fortone sig
Historien er en saga
Her er altet –
skønheden
og helheden
Kristian Olsen – Aaju
Det grønne græs
er jordens pragt og dragt
om dagen og om natten
i sol og måne
i livsviljen og i døden.
Side 5