Hent Kunsthistorisk Bogliste nr. 5/2012 som pdf hér - Dansk ...

Malcolm McLaren, der skildres som
den person, der helt på egen hånd
skaber Sex Pistols og manipulerer
dem til toppen af poppen. Målet er at
tjene så mange penge som muligt,
men også – McLaren siger det helt
tydeligt og eksplicit – ”kaos”. Penge
og kaos, det var i krydsfeltet derimel-
lem, at meget af det spændende i
1980erne udspillede sig. Årtiet var de
unge vildes, men også de store gal-
leristers. Mary Boone, Basquiats da-
værende gallerist, er arketypen, men
også Lawrence Gagosian, for blot at
nævne ét andet eksempel, grundlag-
de sit imperium i 1980erne. Samarbej-
det mellem Warhol og Basquiat blev
til på initiativ af ovennævnte Bruno
Bischofberger, en svejtsisk kunst-
handler. Oprindeligt skulle et tredje
80er-hotshot, Francesco Clemente,
også være en del af samarbejdet, men
den plan mislykkedes. I kataloget skri-
ver Vincent Fremont, at ”kemien” ikke
var der, men dermed lægges ansvaret
på kunstnernes skuldre. Man kunne
godt spekulere over, om ikke der er
tale om et mindre vellykket forsøg
på at iscenesætte et samarbejde fra
Bischofbergers side i stedet for.
29
Kunsthistorisk Bogliste 5/2012
Dette betyder ikke, at Bischofber-
ger, som McLaren-figuren i Temples
film, har været ud på at skabe kaos.
Kaos var Sex Pistols’ erklærede mål
(”I wanna be … anarchy!” skråler
Johnny Rotten i ”Anarchy in the UK”).
Pointen er mere overordnet: i ka-
rakteristisk firserstil – kunstig, men
alligevel betydningsfuldt – kobles en
kunstnerisk og en kommerciel dags-
orden sammen. Et kunstneriske mål
bliver opfundet, fordi det kan formo-
des at være en kommerciel succes,
eller et præeksisterende kunstnerisk
mål indlemmes i en finansiel strategi,
og dét med et vidende glimt i øjet.
Denne tilgang til fænomenet samar-
bejde er markant anderledes end de
andre eksempler, som udstillingens
eksterne kurator Dieter Buchhart
nævner i sit bidrag til kataloget;
for eksempel samarbejdet mellem
ekspressionisterne Franz Marc og
August Macke, som skulle fungere
som modvægt mod dyrkelsen af
kunstnerindividet i deres samtid;
samarbejdet mellem Hans Arp og So-
phie Taeuber-Arp, som skulle føre til
”kongruens” og ”harmoni” mellem to
individer; og surrealisternes cadavres