Hent Kunsthistorisk Bogliste nr. 5/2012 som pdf hér - Dansk ...

gede pointer. Min anmeldelse tager
afsæt i tre af bogens artikelbidrag,
hvilket paradoksalt nok skyldes min
egen begrænsede spalteplads. Jeg
nærer stor respekt for bogens mange
bidragsydere, der på hver deres måde
betræder nye stier i den ellers ofte
dunkle skov af ubetydelige kunsthi-
storiske publikationer i Danmark.
Kurator, kurer eller kustode?
De tre begreber kurator, kurer og kusto-
de hører alle til inden for kunsthisto-
riens begrebsapparat og terminologi.
Selvom de hver især dækker over for-
skellige betydninger og funktioner, er
de alligevel integrerede og beslægtede
i den museale teori og praksis. Hvor
kureren fragter værker mellem produ-
centen og den institutionelle ramme,
hvad enten denne er et museum,
galleri eller biennale, er kustoden den,
der bevogter og forankrer resultatet af
denne fragt. Kuratoren er, som Sanne
Kofod Olsen bemærker i sit tekstbidrag
til bogen, derimod at betragte som
”en fordanskning af den engelske job-
betegnelse ’curator’, som slet og ret er
en museumsinspektør.”(Kofod Olsen,
p. 67)
42
Kunsthistorisk Bogliste 5/2012
Endvidere får vi at vide, at ordet
etymologisk set stammer fra latin,
hvor ”curare” betyder det at bevare
og passe på noget. Begrebet dækker
imidlertid, som forfatteren efter-
følgende bemærker, samtidig over
noget andet og mere komplekst i dag.
Som en lang række af bogens forfat-
tere pointerer, skal kuratorbegrebet,
som det anvendes i dag, opfattes
som et på én gang flertydigt og flyg-
tigt begreb, fordi kuratorrollen, som
det også er tilfældet i Kofod Olsens
bidrag, kan sættes i forbindelse med
såvel kritikerens og formidlerens,
som den udøvende kunstners be-
skæftigelse og funktion. Kuratoren
er således ikke længere blot en pas-
siv og transparent formilder af et al-
lerede eksisterende kunstnerisk ud-
tryk. I dag kan kuratoren, som Kofod
Olsen bemærker, også sammenlignes
med den klassiske selviscenesatte
og frie hero, som man i den ældre
kunsthistorie ofte har knyttet sam-
men med forestillingen om, at der
findes et særligt genialt, guddom-
meligt og autonomt kunstnersub-
jekt. Præmissen for dette argument
begrundes med, at det er kuratoren,