Læs hele rapporten som pdf-fil. - Naturrådet

NATUR 

OG 

LANDBRUG 

TEMARAPPORT NR. 1 1999

NATURRÅDET / TEMARAPPORT / NATUR OG LANDBRUG 

2 

Titel: Natur og Landbrug 

Temarapport nr. 1 1999, Naturrådet 

Udgiver: Naturrådet 

Fre d e r i k s b o rggade 15, DK-1360 Købe n h avn K 

Tlf. 3395 5790 

Fax 3395 5798 

E-mail: naturraadet@naturraadet.dk 

Internet: http://www.naturraadet.dk 

Redaktion: Peder Agger og Jørgen Primdahl, 

medlemmer af Naturrådet og Kitt Bell Andersen 

og Ellen Hjort Petersen, Naturrådets sekretariat 

Bedes citeret: Agger, P., Andersen, K.B., 

Petersen, E.H. og Primdahl, J. (red.): 

Natur og Landbrug. Temarapport nr. 1 1999, 

Naturrådet. 

Oplag: 750 eks. 1. oplag, september 1999 

ISBN: 87-601-84-43-4 

ISSN: 1399-5839 

Fotos: Jan Kofod Winther 

Design: e-Types 

Tryk: N. Olaf Møller 

Papirkvalitet: Munken Book 115 gm 2 

Sideantal: 110 

Pris: 150 kr. (incl. 25% moms) 

Publikationen kan læses fra Naturrådets 

hjemmeside eller købes i : 

Miljøbutikken 

Læderstræde 1-3, 1201 København K. 

Tlf. 3395 4000 

Fax 3392 7690 

E-mail: butik@mem.dk 

Publikationen kan citeres med kildeangivelse

INDHOLD 

INTRODUKTION 

Forord _________________________________________________________ 5 

af John Holten-Andersen, sekretariatschef, Naturrådet 

Naturen og landbruget _____________________________________________ 7 

af Peder Agger og Jørgen Primdahl, Naturrådet 

STATUS OVER SAMSPILLET MELLEM NATUR, LANDSKAB OG LANDBRUG 

Landbrugslandskabets variation i tid & rum _____________________________12 

af Anette Reenberg, Københavns Universitet, Geografisk Institut 

Landbrug & agerlandets natur. Samspil - modspil. Fremtidigt samspil? __________ 24 

af Anna Bodil Hald, Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Landskabsøkologi 

Den aktuelle naturindsats __________________________________________ 35 

af Torben Klein, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 

TENDENSER I LANDBRUGETS AKTUELLE UDVIKLING 

Landbrugets strukturudvikling og miljøet ______________________________ 48 

af Flemming Just, Syddansk Universitet, Esbjerg 

Økologi i udvikling ______________________________________________ 57 

af Flemming Duus Mathiesen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoratet 

Om strukturudviklingens naturkonsekvenser ___________________________ 61 

af Ib Johnsen, Københavns Universitet, Botanisk Institut 

Nature and Farming in a European Perspective __________________________ 66 

af Heino von Meyer, konsulent, Tyskland 

INTEGRATION AF NATUR OG MILJØ I NATURPOLITIKKEN 


Agenda 2000 - visioner og politik ____________________________________ 80 

af Ritt Bjerregaard, miljøkommissær, EU-kommissionen 

Integration af natur-landbrugsområdet ________________________________ 84 

af Peder Agger og Jørgen Primdahl, Naturrådet 

Hvad mener befolkningen? Uddrag af Gallup-undersøgelse _________________ 94 

af Kitt Bell Andersen, Naturrådets sekretariat 

3


4 

Kort om Naturrådet 

Naturrådet er en uafhængig institution nedsat af miljø- og 

energiministeren. 

Rådet skal være med til at sætte dagsordenen for debatten 

om en bæredygtig udnyttelse og udvikling af naturen 

og landskabet, og bidrage til at disse emner får en mere synlig 

placering i samfundsdebatten. 

Rådet beskæftiger sig med tværgående og principielle 

emner og problemer inden for naturog planlægningsområdet. 

Dvs. emner inden for naturbeskyttelsesloven, planloven, 

råstofloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, 

samt mere tværsektorielle problemstillinger i relation til 

naturog planområdet. 

Naturrådet er én aktør blandt mange inden for naturog 

miljøområdet. Naturrådets rolle i naturog miljødebatten 

er, efter Rådets mening, at være den der tænker langsigtet 

og tværgående indenfor den række af naturog miljøproblemer, 

der præger dagens Danmark. 

Naturrådets fokus er på Danmark, men da langt de fleste 

naturog miljøaspekter har en international dimension, 

samarbejder Naturrådet med en række naturog miljøråd i 

Europa. 

De fire vismænd 

Som de første naturvismænd M/K blev i februar 1998 

udpeget: 

professor Peder Agger, Roskilde Universitetscenter (fmd.), 

direktør Jette Baagøe, Jagt- og Skovbrugsmuseet, 

professor Ole Hamann, Københavns Universitet, 

professor Jørgen Primdahl, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 

Repræsentantskabet 

Som baggrundsgruppe for Naturrådet er der udpeget et 

repræsentantskab med 39 medlemmer fra myndigheder, 

erhvervs- og interesseorganisationer samt den videnskabelige 

verden. Der afholdes møde med repræsentantskabet 

mindst 1 gang om året. 

Naturrådets sekretariat 

Naturrådet betjenes af et sekretariat, for tiden bemandet 

med 5 fastansatte medarbejdere og 2 projektmedarbejdere. 

Navne og adresser: 

Sekretariatschef: John Holten-Andersen 

Sekretær: Anni Bach 

Faglige medarbejdere: Thomas Nicolai Pedersen, Ellen Hjort 

Petersen, Hanne Stensen Christensen, Kitt Bell Andersen (til 

16/8-1999), Pelle Andersen-Harild, Sanni K. Manninen 

Naturrådet 

Frederiksborggade 15, 1360 København K 

Tlf. 3395 5790 Fax 3395 5798 

E-mail: naturraadet@naturraadet.dk 

Hjemmeside: http://www.naturraadet.dk

FORORD 

af John Holten-Andersen, sekretariatschef i Naturrådet 

FORORD / JOHN HOLTEN-ANDERSEN 

Denne temarapport om ”Natur og Landbrug” er den første fa g l i ge publikation fra Na t u r r å d e t . 

Naturrådet er en lille og uafhængig institution indenfor Miljø- og Energiministeriet, og er nødt til at 

fo r e t a ge en streng fokusering af sit arbejde. Derfor har Rådet besluttet at arbejde tema-orienteret og 

at se på højst 1-3 temaer ad ga n gen. Omkring hvert tema agter Rådet endvidere at gøre udbredt brug 

af et bredt netværk af faglig ekspertise indenfor emnet, samt at målrette arbejdet mod offentlig formidling 

i form af konferencer, temarapporter, artikler mv. 

Alle disse principper er forsøgt afprøvet i forbindelse med Rådets første tema om ”Natur og Landbrug”. 

Således blev der den 15. januar 1999 afholdt en velbesøgt konference med en række fa g l i ge og politiske 

foredrag. Efterfølgende er disse foredrag bearbejdet til egentlige artikler, der udgør hovedparten 

af nærværende temarapport. Ko n fe r e n c e b i d r a gene er suppleret med en sammenfattende artikel 

om ”Integration af naturog landbrugsområdet” af vismand Jø r gen Primdahl og overvismand Pe d e r 

Agger. Denne artikel indeholder en række anbefalinger fra Naturrådet. Endelig indeholder temarapporten 

en præsentation af hovedresultaterne fra en opinionsundersøgelse af befo l k n i n gens holdninger 

til samspillet mellem natur og landbrug, som Naturrådet har fået gennemført hos analyseinstituttet 

Gallup. Foruden konferencen og nærværende temarapport har Naturrådet også bidraget med 

en række udtalelser, kronikker og tidsskriftsartikler indenfor temaet, ligesom Rådet har deltaget i et 

internationalt samarbejde med europæiske miljø- og naturråd især i forbindelse med EU’s nye landbrugsreform 

– Agenda 2000. 

Disse øvrige markeringer fra Naturrådet kan i øvrigt findes på vores hjemmeside 

(www.naturraadet.dk). 

Det er med glæde, at jeg hermed kan præsentere temarapporten om ”Natur og Landbrug” og jeg takker 

alle, der har været med i processen, ikke mindst de forfattere, der med stor entusiasme har leveret 

det faglige grundlag for projektet. 

5

NATUREN OG LANDBRUGET / PEDER AGGER OG JØRGEN PRIMDAHL 

NATUREN OG LANDBRUGET 

af overvismand Peder Agger og vismand Jørgen Primdahl, Naturrådet 

Vigende grænser 

Vi lever i en tid, hvor grænserne for meget af det, 

vi troede var vel adskilte og urokkelige dele af 

vores verdensbillede, udviskes og flytter sig: 

Grænsen mellem fiktion og virkelighed, grænsen 

mellem mennesker og dyr, ja, selv grænsen 

mellem levende og dødt. Grænserne mellem det 

vi skaber og skaberværket rykker med andre ord 

på sig og stilles til diskussion, efterhånden som 

teknologien udvikler sig, og samfundet i øvrigt 

forandres. 

Genteknologien, nanoteknologien, info r m ationsteknologien 

og andre nye fagre teknologier 

og med dem hele det vi kalder det hyperkomplekse 

samfund udvikler sig og sammenfiltres 

således, at næsten intet kan lade sig gøre uden 

konsekvenser for en masse andet. Ingen enkeltperson, 

institution eller videnskab har i dag det f u l - 

de overblik over eller styr på, hvad der sker, og hvilken 

retning udviklingen på længere sigt vil tage. 

I dette omfattende opbrud er også natursy n e t , 

landskabet og landbruget sat til diskussion. En 

fællesnævner er også her, at vi ikke længere er i 

stand til at forstå eller styre landskabsprocesserne 

på tilfredsstillende måde. I hvert fald ikke, hvis vi 

v e d b l ivende behandler problemerne alene ud 

fra en enkelt synsvinkel og ét for ét, efterhånden 

som de opstår. 

Det er ikke længere kun et landbrugsmæssigt 

eller et naturbeskyttelsesmæssigt problem, om der 

er flere eller færre vandhuller i marken. Det er derimod 

en del af et mere omfattende landskabsøkologisk 

problem. 

I Miljø- og Energiministeriet har man allerede 

i flere år opereret med tre dimensioner i landskabet: 

miljøet, naturen og kulturmiljøet. Skal vi 

kunne begribe og fo r valte landskabet på en bæredygtig 

måde, må imidlertid også det produktive 

landbrug og meget andet, der er, eller kunne 

være en integreret del af landskabet med. 

Det er ud fra en sådan bred opfattelse, at 

Naturrådet med denne temarapport ønsker at 

diskutere natur og landbrug. 

Den danske natur 

Traditionelt har vi opfattet landskabet som en 

blanding af natur og kultur. Naturlandskaber eller 

naturlokaliteter er dem, som ikke er ge n s t a n d 

for synlig udnyttelse. I modsætning hertil finder 

vi kulturlandskaber, som bærer ty d e l i ge, ofte 

dominerende, spor af menneskets nuværende 

og tidligere tilstedeværelse. 

Som en mellemform har vi halvkulturerne, 

eller halv-naturarealerne, som de bliver kaldt 

senere i denne rapport. Det er i Danmark typisk 

de ekstensivt græssede arealer i form af heder og 

vedvarende enge. Der kan argumenteres for, at 

også kulturskoven, som udgør 90% af vort skovareal, 

og den drevne naturskov, som udgør godt 

9%, hører til sådanne mellemformer. 

I disse år er biodiversitet genstand for en stigende 

opmærksomhed overalt på kloden og i 

sammenligning med andre steder er situationen 

i Danmark ikke for god. I hvert fald hvis den 

betragtes på afstand og på samme måde som 

f.eks. i et af de tropiske udviklingslande, hvor vi 

foreslår, at der skal fredes mindst 10% af urskoven. 

Selvom 10% af Danmark er dækket af træer, 

er det under 1%, der er naturskov. Og af denne 

er det kun godt en tiendedel, der ligger som urørt 

og dermed bare minder om noget, vi kunne kalde 

urskov. 

Af det, der oprindeligt ikke var skov, men 

hede, klit, overdrev og mose, er langt hovedparten 

ligeledes forsvundet, og resten er stærkt 

o m formet af græsning, tørveskær eller på anden 

7


8 

måde. Lige-ledes er vore vandløb, de va n d l ø b snære 

arealer og andre vådområder blevet kraftigt 

reguleret. 

Når det er sagt, skal det dog for det første tilføjes, 

at det er en proces, der har stået på i over 

7.000 år. For det andet, at der over denne periode 

har været tid til, at halvkulturerne har kunnet 

udvikle sig som artsrige samfund med en selvstændig 

både naturog kulturværdi. Og for det 

tredje, at der på trods af de primære naturtypers 

store tilbage gang, alligevel er en del arter, 

samfund og processer tilbage, der på flere måder 

kompenserer, for en del af den natur, der er 

gået tabt. 

Det danske jordbrug 

og den seneste naturudvikling 

J o r d b r u gets betydning for natur og landskab i 

Danmark kan på denne baggrund næppe overvurderes. 

Omkring tre fjerdedele af landets areal 

a nvendes til enten landbrug (62%) eller skovbrug 

(12%). Størstedelen af alle landskaber er 

dermed jordbrugslandskaber. Bortset fra vand-, byog 

kystmiljøerne er alle naturtyper fo r b u n d e t 

med eller stærkt præget af jo r d b r u get. Derfo r 

har såvel fo r u d s æ t n i n gerne for som truslerne 

imod naturindholdet og landskabsværdierne tæt 

forbindelse med jordbrugsmæssige funktioner. 

Netop i disse år undergår jo r d b r u get på godt og 

ondt betydelige forandringer. Det gælder forand 

r i n ger i produktions- og ejendomsstrukt u r e r n e , 

og det gælder reformer af landbrugspolitikken, 

m i l j ø r e g u l e r i n gerne og naturbeskyttelsen. Disse 

fo r a n d r i n ger har haft og vil forsat i mange år 

have stor indflydelse på naturen og landskabet. 

Det er baggrunden for, at Naturrådet har valgt at 

tage emnet op. 

Begrænser vi tidsperspektivet til den seneste 

menneskealder, har naturindholdet været inde i 

en overvejende negativ udvikling, som først her 

i halvfemserne er vendt, hvilket nu til gengæld gør 

det perspekt ivrigt at diskutere, hvordan det videre 

skal gå. Fem forhold har i perioden haft særlig 

betydning. 

Det første og umiddelbart mest synlige er den 

udtynding, der er sket i infrastrukturen i agerlandet 

i form af nedlæggelse af grøfter, va n d h u ller, 

hegn og markveje. 

Det andet er den stærke tilbage gang, der er sket 

i arealet af halvkulturer, efterhånden som behovet 

for græsningsarealer er forsvundet med traktorens 

indførelse og kvægbrugets koncentrering. 

Et tredje forhold er kemikaliseringen, dvs. anv e ndelsen 

af pesticider og kunstgødning og tilfø r s l e n 

af gødning i det hele taget, som har påvirket markerne, 

grundvandet og de øvrige både nære og 

fjerne omgivelser. 

Det fjerde forhold er den tiltagende ustabilitet i 

landskabet. De fleste vilde dyre- og plantearter har 

brug for ufo r s tyrrede eller i hvert fald relativt fo ru 

d s i ge l i ge forhold. Jo mere intensivt - og dermed 

forstyrret - brugen af landskabet bliver, des 

færre arter vil kunne klare sig. 

Det femte forhold er mere subtilt. Det er det, der 

kan kaldes landskabets stigende fremmedbestemthed. 

I gamle dage var landbruget mere 

afhængigt af stedets lokale potentialer såsom 

jordens bonitet, vandindhold og hældning, lokalklima, 

frøbank i jorden etc. I dag, hvor landb 

r u g s p r o d u ktionen foregår på et teknologisk 

mere avanceret niveau, og hvor produktionen er 

koblet på verdensmarkedet, er det i langt mindre 

grad end tidligere den enkelte landmand og de 

lokale forhold, der er de afgørende for, hvad der 

sker på jorden. En stadig stigende del af landmandens 

handlinger er således resultatet af afledte 

snarere end primære beslutninger. Br u gen er 

dermed blevet mere fremmed, med de økologiske 

problemer det kan indebære, i form af forringet 

miljø, tab af lokale særpræg, rekreative kva l i t e t e r 

i øvrigt samt samfundsmæssig forankring. 

Den seneste landbrugsudvikling 

Som det behandles i de efterfø l gende artikler 

har landbruget på få årtier udviklet sig fra et stort

antal blandede familiebrug til at være domineret 

af dels store, højt specialiserede brug, dels mindre 

brug, overvejende ejet af ældre landmænd og 

fritidslandmænd. Specialiseringen og koncentrationen 

udviklede sig især i 1970’erne, hvor 

de fleste gik fra at være blandede brug til at være 

specialiseret i en af de tre hovedgrene i Danmark: 

Svineavl, mælkeproduktion og planteavl. 

U d v i k l i n gen mod stadig større producenter er 

fortsat til i dag og ser ud til at fortsætte. Sædskiftet 

og antallet af afgrøder har først udviklet sig mod 

stadig færre afgrøder, en udvikling der toppede 

1980 med omkring 55% af arealet dækket af 

byg. Siden er der igen sket en vis diversificering, 

som i Danmark dog har været mindre end i 

mange andre lande. 

I n d førelsen af gy l l e systemer og kunstva n d i n g 

på de sandede jorder fandt også især sted i 

1970’erne. Arealet, som kunne kunstvandes, blev 

således 13-doblet fra 1970 til 1977. Samtidig 

voksede kunstgødningsforbruget og pesticidanvendelsen 

voldsomt. 

Regionalt er der tilsvarende sket en specialisering 

med en koncentration af malkekvæget i 

Vest- og Nordjylland og planteavlerne på øerne 

og i Østjylland. Svineavlerne er derimod relativt 

jævnt spredt ud over landet, dog med en koncentration 

i Jylland. 

I de seneste år er udviklingen i retning af fæ r r e 

og større brug accelereret, især indenfor svinesektoren. 

Samtidig er der sket en vækst i fritidsbrugene, 

som i visse områder, f.eks. i Frederiksborg 

Amt endog har betydet, at det samlede areal 

ejet af fritidsbrug i dag er større end arealet ejet 

af fuldtidslandmænd. Endelig hører det med til 

s t r u kt u r u d v i k l i n gen, at væksten i økologiske brug 

har været meget høj i de senere år, dog fra et lavt 

u d ga n g s n iveau. I dag er omkring 5% af landbrugsarealet 

økologisk drevet. 

Hvad angår de for naturen negative trends 

omtalt i afsnittet ovenfor, er der således på flere 

punkter tale om en begyndelse til det bedre. 

M i l j ø b e l a s t n i n gen er generelt reduceret, ligesom 

specialiseringen målt i afgrødetyper er afløst 

af en diversificering. Udviklingen ser endvidere 

ud til at have vendt med hensyn til småbiotop- 

NATUREN OG LANDBRUGET / PEDER AGGER OG JØRGEN PRIMDAHL 

indholdet i agerlandet, tydeligst i de landskaber, 

der er domineret af fritidsbrug. Halvkulturarealet 

er gennem Na t u r b e s k yttelsesloven beskyttet mod 

videre indskrænkning i areal. Handlingsplaner 

for vandmiljø og pesticider tilstræber at mindske 

kemikalietrykket. En vis stabilisering i landskabet 

s ø ges opnået ved at opbygge og styrke et netværk 

af økologiske forbindelser og ved at øge skova r e a - 

let. Selv problemet med den stigende fremmedbestemthed 

bliver der pillet ved, f.eks. i den 

udstrækning at lokal indflydelse og bredere udvikling 

i landdistrikterne nyder fremme. 

Men selvom der således på det seneste har vist 

sig tegn på bevægelser i andre retninger har det 

danske landbrugsland dog mistet en stor del af sit 

naturindhold og landskabsmæssige kva l i t e t e r . 

Det er ikke længere i samme grad dansk og ikke 

i samme grad landbrug som tidligere. 

Det er en diskussion værd, om denne proces 

fortsat skal have lov at udvikle sig som hidtil. Hvor 

levestederne for flora og fauna har været henv i s t 

til enten de rester af jorderne som ikke lod sig 

opdyrke, eller til de levesteder der opstod som utilsigtede 

biprodukter af landbrugsmæssig drift 

f.eks. læhegn og mergelgrave. I det omfang, som 

de intentioner, der er udtrykt i den nye fælles 

landbrugspolitik, bliver realiseret, vil denne tilstand 

kunne forandres mod det bedre. 

De spørgsmål, som vi med denne bog ønsker 

belyst er: Hvad er status i landbrugets naturhold 

og hvordan ligger det med integrationen af naturog 

landbrugspolitiske mål og virkemidler, især 

med hensyn til den nye refo r m? Hvad er så at sige 

‘potentialet’ i EU’s landbrugspolitik set fra et 

n a t u r sy n s p u n kt? Hvad bør styrkes i en dansk 

udmøntning? Og hvad bør set ud fra en videnskabelig 

synsvinkel svækkes? Hvor skiller va n d e n e 

mellem de landbrugsmæssige og de øvrige lands 

k a b s m æ s s i ge interesser. Og - som det ikke mindst 

interessante - hvor løber de sammen? 

De følgende artikler rummer bidrag til denne 

debat. God læselyst. 

9

STATUS 

OVER 

SAMSPILLET 

MELLEM 

NATUR 

LANDSKAB OG 

LANDBRUG 

LANDBRUGSLANDSKABETS VARIATION I TID & RUM 

af professor, dr.scient Anette Reenberg, Københavns Universitet, Geografisk Institut 

LANDBRUG & AGERLANDETS NATUR. SAMSPIL - MODSPIL. FREMTIDIGT SAMSPIL? 

af cand.scient Anna Bodil Hald, Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Landskabsøkologi 

DEN AKTUELLE NATURINDSATS 

af kontorchef Torben Klein, Skov- og Naturstyrelsen, Naturforvaltningskontoret


12 

LANDBRUGSLANDSKABETS 

VARIATION I TID & RUM 

af pro fessor, dr.scient. Anette Reenbe rg, Købe n h avns Unive r s i tet, Geografisk Institut 

AT GIVE ET HISTO R I S K RIDS OV E R, h v o rdan 

samspillet mellem natur, landskab og 

landbrug sætter sine spor i det danske 

kulturlandskab, lader sig ikke gøre i detaljer i en 

kort præsentation som denne. Dertil er de processer, 

som bestemmer kulturlandskabets dynamik 

for komplicerede. Na t u r b e t i n gede fo r u d s æ t - 

n i n ger sætter visse rammer for landbrugsprod 

u ktionen, men teknologiske, samfundsmæssige 

og økonomiske forhold skifter i tidens løb, og med 

dem skifter også landmandens muligheder for - 

og ønsker om - at udnytte forskellige ressourcer 

i landskabet. 

Det, vi opfatter som landskabets naturindhold, 

er som regel et produkt af det til enhver tid eksisterende 

landbrugssystem. Og naturindholdet 

skifter - eller ‘trues’, om man vil - derfor også i takt 

med, at landbrugets produktionsstrategier ændres. 

Hvis man interesserer sig for at værne om naturindholdet 

i kulturlandskabet, er der derfor god 

grund til at forstå, hvordan naturværdierne i 

landbrugslandskabet skabes i et samspil mellem 

menneske og natur, som hele tiden skifter karakter. 

Ofte er attrakt ive naturelementer nemlig tæt 

knyttet til ganske bestemte produktionsformer i 

landbruget. Når de så afløses af nye former for 

landbrugsdrift, kan det være en vanskelig og 

bekostelig affære at bevare den menneskeskabte 

natur, som ikke længere er en naturlig del af 

landbrugssystemet. 

I det fø l gende skitseres nogle vigtige tendenser 

i processer, dynamik og regionale forskelle i det 

danske kulturlandskab - og derefter foreslås nogle 

måder at anskue landbruget og landskabets udvikling 

på, som kan være nyt t i ge, når naturindholdets 

udvikling er til debat. 

Hvis man, på trods af det allerede nævnte mis- 

forhold mellem pladsen og opgavens omfa t t e n d e 

k a r a kter, vil fo r s ø ge at tegne nogle ge n e r e l l e 

linier, så må det få karakter af forenklinger og 

k a r a kteristiske eksempler. Det forenklede budskab 

i denne korte artikel er derfor, at nogle helt centrale 

forhold af betydning for naturindholdet i 

landskabet kan trækkes frem i lyset, hvis man 

analyserer den historiske udvikling fra fo r s k e l l i ge 

vinkler: (a) landskabet som landbrugssystemets 

spejl; (b) de store linier i arealanv e n d e l s e s - u d v i kl 

i n gen; (c) de lokale skift i afgrødemønstre og 

dyrehold; og (d) brugsstørrelsesstrukturer og 

landskabets opsplitning. 

1. Landskabet som 

landbrugssystemets spejl 

Kulturlandskabet og miljøet i det åbne land har 

altid været under forandring. Udformningen af 

vore omgivelser udspiller sig som et dynamisk 

samspil mellem mennesket og naturen, et samspil, 

som er betinget af teologi, økonomi, lovgiv n i n g , 

n a t u r b e t i n gelser, kulturelle forhold etc. Dette 

samspil har længe været betragtet som en af ge ografiens 

spændende, og fagligt centrale udfordringer 

(Fig. 1). 

Figur 1 plæderer for, at landskab/miljø skal 

ses som resultatet af et dynamisk samspil: De 

n a t u r m æ s s i ge fo r u d s æ t n in ger for landbrugsproduktion 

afstikker visse rammer for, hvad det 

er muligt at producere. Men landmandens muligheder 

for - og incitamenter til - at overvinde 

n a t u r m æ s s i ge begrænsninger ændres med tiden 

- og dermed flyttes også grænserne for, hvilke 

n a t u r b e t i n gelser, der virker begrænsende på landb 

r u gets udfoldelsesmuligheder. Eksempelvis blev 

det muligt at inddrage store arealer med grov-

sandede jorder til l a n d b r u g s formål fra begy ndelsen 

af det 20. århundrede, bl.a. fordi kunstgødning, 

læhegn og vanding var blevet mulige 

l ø s n i n ger på næringsfa t t i ge, jo r d fy g n i n g s t r u e d e 

jorde med lav rod-zonekapacitet. Senere kommer 

driftsøkonomiske forhold og miljølovgivning til 

at fo r å r s a ge, at disse ‘marginaljorder’ atter bliver 

mindre attrakt ive for landbruget. Landbruge t s 

| FIGUR 1 | 

Terræn 

Klima 

Hydrologi 

Jordbund 

Vegetation 

skiftende interesse for lavbundsarealerne kan 

tjene som et andet eksempel. Hvor de teknologiske 

landvindinger inden for dræningen i slutn 

i n gen af 1800-tallet og i den første del af 1900tallet 

medvirkede til en massiv indd r a gelse af 

lavbundsarealerne i omdriften, har de seneste 

årtiers lovgivning med rod i miljøhensyn fø r t 

til, at mange af disse ådale er vendt tilbage til en 

mere ekstensiv udnyttelsesform. 

Landbrugslandskabet skifter med andre ord i 

tæt samklang med landbrugssystemets udvikling 

gennem de fo r s k e l l i ge epoker. Og det vi 

opfatter som ‘naturen’ i landskabet skifter i takt 

hermed. ‘Truslen’ mod naturelementerne hænge r 

tæt sammen med de muligheder for - og ønsker 

LANDBRUGSLANDSKABETS VARIATION I TID & RUM / ANETTE REENBERG 

MILJØ 

om - at modificere landskabets elementer, som 

landmanden har - med behovet for bestemte 

landskabstyper/arealanvendelser i et givet landbrugssystem. 

I perioden siden midten af 1800-tallet er landbrugets 

måde at forvalte ressourcerne på flere 

gange ændret markant. Det har haft en lige så 

markant indvirkning på den måde, man anv e n d e r 

Styring, ex: love, økonomi og teknologi 

Øvrige samfund 

Modifikation, ex: gødning, hegning, vanding, dræning og mergling 

LOKAL 

MENNESKELIG 

AKTIVITET 

Figur 1 viser en skitse, som med pædagogisk sigte har væ ret brugt til at ko n k re t i s e re og forsimple de komplekse sammenhænge, 

man må forstå, hvis man vil forstå de pro cesser, som leder til stadigt skiftende landskabsbilleder. Diagrammet antyder, 

hvordan kulturlandskabet opstår i et dynamisk samspil mellem menneske og natur. 

Udarbejdet af Anette Reenberg, 1999. 

arealerne på og dermed på landskabets udseende. 

Kort fortalt producerede landbruget frem til de 

sidste årtier i 1800-tallet mest til eget forbrug. 

Dyrene græssede på de udyrkede arealer som 

overdrev, hede og eng, og de fik det meste af 

deres føde her eller på brak- eller stubmarker. 

E ge n t l i ge foderafgrøder dyrkede man kun i mege t 

begrænset omfang. De græssende dyr sørgede 

med deres gødning for, at der blev bragt næring 

fra de afgræssede områder til agerjorde, så man 

på den måde kunne opretholde udbytterne. Sådan 

havde landbruget eksisteret i en relativt stabil 

balance gennem lang tid. Hvis vi ser på arealanvendelsen 

i denne periode i Jylland som et eksem- 

13


14 

pel, blev ca. 40% af jorden dyrket, 15% lå hen 

som eng og overdrev, 32% som hede og 4% 

som skov. 

Omkring århundredeskiftet blev landbruge t 

lagt om. Nye muligheder - skabt af andelsbevægelsen, 

ny teknologi, nye afgrøder, store eksportmuligheder 

til vore industrialiserede nabolande 

etc. - satte familiebruget, med produktion af animalske 

produkter til salg, i centrum. Det blandede 

brug med svin og malkekøer og dyrkning af 

foder til eget brug blev hovedhjørnestenen i 

dansk landbrug helt frem til omkring 1960. For 

arealanvendelsen betød det en ekspansion af de 

dyrkede arealer på bekostning af de ekstensive 

græsningsområder, som ikke passede så godt ind 

i den effektive animalske produktion. Det betød 

desuden, at nye afgrøder kom til at præge landskabet. 

Foderafgrøder som roer og græsafgrøder 

optager nu betydelige dele af det dyrkede 

areal, og foderkorn (især blandsæd) kommer til at 

spille en betydelig rolle. 

Fra slutningen af 1950erne sætter mekaniseringen 

sine tydelige spor i det danske landskab. 

Nøgleordene for landbruget er specialisering, 

mekanisering og rationalisering. Brug lægge s 

sammen til større enheder, og de enkelte bedrifter 

specialiserer produktionen; de bliver til planteavlere, 

svineavlere eller mælkeproducenter. 

Tegnet med en meget grov pen har landbrugssystemet 

i de sidste 200 år således ændret 

afgørende karakter som produkt i o n s sy s t e m e r 

betragtet (Jensen & Jensen 1979, Jensen & 

Reenberg 1980, 1986, Emanuelson 1988). I 1800tallets 

begyndelse var systemet ‘lukket’, primært 

rettet mod at producere fødevarer til den lokale 

befolkning og med meget beskeden interaktion 

med omverdenen via markedet. Det dyrkede 

areal var relativt beskedent og leverede alene 

brødkorn til mennesket. Ekstensive arealer, som 

hede, skov og eng, tjente til at levere føde til husdyrene, 

som igen forsynede systemet med animalske 

fødevarer og gødning (Figur 2a). 

‘Naturen’ havde med andre ord et omfattende 

råderum, knyttet til disse ekstensive arealer, men 

den var en del af landbrugssystemet og selvføl- 

gelig påvirket af den menneskelige udnyttelse af 

denne ressource. Uden menneskets brug af arealerne 

ville engen, heden og andre halvkulturer 

ændre karakter. 

Det stigende befolkningspres, og det dermed 

s t i gende behov for fø d e varer, afspejler sig i landbrugssystemets 

ændring op gennem 1800-tallet 

og i begyndelsen af 1900-tallet. Systemet bliver 

gradvis mere ‘åbent’, med en større udveksling af 

p r o d u kter og produkt i o n s fa ktorer via markedet. 

I nogle dele af landet sker der en temporær udvidelse 

af de ekstensive arealer (Figur 2b) - fordi 

husdyrgødningen i denne fase er en afgørende 

flaskehals for yderligere ekspansion af ager-arealet. 

Det kunne derfor i en periode betale sig at 

skabe større engområder (via overrisling), som 

kunne levere græs til dyrene og derfor sikre gødningsforsyningen. 

Op gennem 1900-tallet svinder omfa n get af 

e k s t e n s ive arealer ind i takt med intensiv e r i n gen af 

l a n d b r u g s systemet og stadig stigende anv e n d e l s e 

af eksterne hjælpestoffer i form af kunstgødning og 

foder. Det store råderum for ‘naturen’ i de ekstens 

ivt udnyttede arealer forsvinder samtidig med, 

at de mister deres funktionelle betydning i landb 

r u g s systemet (Figur 2c). 

Detaljerne i denne udvikling tegner sig fo r s k e l l i g t 

fra egn til egn i Danmark, afhængigt af de fors 

k e l l i ge udfo r m n i n ger af landbrugssystemet, som 

bl.a. de naturbetingede fo r u d s æ t n i n ger havde 

givet ophav til. Der er et bredt spektrum af forskellige 

landbrugssystem-typer (se fx. Frandsen 

1982), men et par enkelte eksempler må i denne 

sammenhæng række til at illustrere de store 

regionale forskelle og de dermed forbundne fo rskelle 

i karakteren af naturindholdet i landbrugslandskaberne. 

På de frugtbare morænejorde i Østdanmark er 

trevangsbruget et karakteristisk eksempel på en 

hyppigt anvendt landbrugsstrategi før udskiftningen 

i slutningen af 1700-tallet. Den intensivt 

udnyttede del af landsbyens landbrugsareal var 

opdelt i va n ge, som igen var opdelt i åse og age r , 

således at den enkelte gård havde sine markfe l t e r 

delt i mange stykker spredt over det samlede

| FiGUR 2A | 

Frem til midten af 1800-tallet var landbrugssystemet 

lukket, med beskeden 

u d veksling af stof og energi med 

o m verdenen. Det dyrkede areal var 

beskedent og blev næsten udelukkende 

brugt til at producere brødkorn, mens 

d y rene græssede på ekste n s i ve arealer. 

U d a r bejdet af Anette Reenbe rg, 1999. 

| FIGUR 2B | 

Mod slutningen af 1800-tallet kan man 

o b s e r ve re en udvidelse af det dyrkede 

a real, til tider ko m b i n e ret med en 

ekspansion af græsningsarealerne så 

der kan skaffes mere gødning til agere n . 

Landbrugssystemet åbner sig gradvist 

til omverdenen, og landbruget køber og 

sælger pro d u k ter i højere grad til og fra 

markedet. 

U d a r bejdet af Anette Reenbe rg, 1999. 

| FIGUR 2C | 

Det moderne landbrugssystem er et 

åbent system, med stor stof- og energ 

i u d veksling med omverdenen. Landbrugsarealet 

er helt domineret af dyrkede 

arealer, hvor en stor del af 

produktionen er foderafgrøder. 

Udarbejdet af Anette Reenberg, 1999. 


Dyrkede planter 

MARKED 

Dyrkede planter 

MARKED 

MARKED 

Eng 

Hede 

Eng 

Hede 

Dyrkede planter Eng 

Hede 

Intensiveret 

(+ udvidet) 

15


16 

dyrkede areal. Desuden havde landsbyen som 

r e gel også andre, mere ekstensivt udnyttede area 

l typer. Overdrev og enge blev udnyttet til græsning 

og skovarealer leverede både foder og træ 

til husholdningen. De ekstensivt udnyttede arealer 

lå ofte i udkantsområderne af ejerlaget. Inden 

for landsbyens råderum fandt man med andre ord 

arealtyper, der på den ene side var funktionelle 

dele af landbrugssystemet, men som på den anden 

side var landskabselementer, der i nutidens perspektiv 

først og fremmest forbindes med ‘natur’ 

i landbrugslandskabet. 

Set i nationalt perspekt iv var de frugtbare 

m o r æ n e jorde relativt intensivt udnyttede allerede 

på et tidligt tidspunkt. De ekstensive arealer 

u d g jorde ikke store dele af det samlede areal. De 

s t i gende behov for øget landbrugsprodukt i o n 

kunne derfor kun i begrænset omfang dækkes 

ved at indd r a ge de ekstensive arealer i omdriften. 

Udviklingen igennem 1800-tallet betød derfor 

nok nedgang i overdrevsarealerne, som blev indd 

r a get til nye småbrug i forbindelse med og efter 

udskiftningen. Engarealerne og de våde partier i 

omdriftsarealerne blev også efterhånden drænet 

og inddraget i omdriftsarealet, mens skovarealet 

forblev intakt på grund af skovordningen 

af 1805, ifø l ge hvilken der kun undtagelsesvis blev 

g ivet tilladelse til at rydde eksisterende skov eller 

have græsning i den. 

H a l v k u l t u r - typerne forsvinder med andre ord 

i takt med den beskrevne ændring af landbrugssystemet 

fra et lukket til et åbent, energi- og stofsubsidieret 

system. Det arealmæssige omfang af 

ændringerne er imidlertid langt mindre dramatiske 

end det, man kan observere på de mindre 

frugtbare jorder i Vestdanmark. 

Jensen & Kuhlman (1989) har illustreret denne 

markante kontrast mellem det østlige og det vestlige 

Danmark med et par eksempler fra Jylland 

(Figur 3 og 4). 

De to ejerlag, Vittrup og Jordrup, ligger ganske få 

kilometer fra hinanden (ved Bække, vest fo r 

Vejle), men på hver sin side af hovedstilstandslinien 

for den is, der dækkede landet under den 

seneste istid. Området mod øst, omkring J o r d r u p , 

er således domineret af relative frugtbare moræn 

e jorde, mens området mod vest, omkring 

Vittrup, er præget af de grovsandede jorde, som 

er karakteristiske for det vestlige Jylland. Følger 

man landskabets udvikling på kortserien fra det 

seneste århundrede, kan man tydeligt fø l ge de skitserede 

træk. I vest kan man se de store ændringe r 

i dyrkningsarealet. Heden trænges gradvis tilbage 

og erstattes af ager og i nogen grad af nåletræsplantager. 

Dyrkningen på de sandede jorde 

kræver en særlig indsat mod jo r d fygning, og 

efterhånden som heden brækkes op, kommer 

flere og flere hegn til at præge landskabet. I øst er 

de arealmæssige omlægninger langt mindre iøjnefaldende. 

Allerede på det første kort fra 1868 

er store dele af sognet opdyrket, men en stor del 

af arealet er også skovdækket. Dette billede forblev 

næsten stabilt gennem hele perioden, bl.a. 

takket være skovordningen af 1805, som fo rhindrede 

en ekspansion i agerbrugsarealet på 

bekostning af skovarealet. Den mest markante 

omlægning er, at de fugtprægede arealer, som findes 

hist og her i de opdyrkede områder, efterhånden 

forsvinder som et resultat af, at dræningsindsatsen 

for alvor sætter ind i den sidste 

tredjedel af 1800-tallet. 

De umiddelbare konsekvenser af de store fo rskelle 

i landmandens ekspansions- og manøvremuligheder 

afspejles i befo l k n i n g s u d v i k l i n ge n . 

Vestjylland havde i slutningen af 1800-tallet og 

b e gyndelsen af 1900-tallet udyrkede arealer, som 

økonomiske og teknologiske forhold nu gjorde 

fo r d e l a g t i ge at indd r a ge til dyrkning. Man kunne 

derfor ekspandere produktionen og ‘holde’ den 

n a t u r l i ge befolkningstilvækst hjemme i sognet. I 

allerede intensivt udnyttede egne i det østlige 

Danmark var der ikke denne ekspansionsmulighed. 

Øget produktion i landbruget var alene knyttet 

til intensiveret dyrkning af de allerede opdyrkede 

områder, og det var ikke i samme grad 

tilstrækkeligt til at brødføde den naturlige tilvækst 

i befo l k n i n gen. Man ser derfor en langt tidl 

i gere afmatning i befolkningstilvæksten, som 

a fspejler, at folk måtte søge væk, til byernes industrier 

og til udlandet i langt højere grad.

| FIGUR 3 | 

Hede, krat, 

mose, eng 

Agerland 

Skov, plantage 


Diger, 

oftest med hegn 

Levende hegn, 

overvejende læhegn 

Vej 

Større gård 

1868-1869 

A re a l a nvendelsen og be byggelsen i Jordrup ejerlag 1868 og 1955 udarbejdet på grundlag af målebordsbladene 

(1:20.000) Q5 og R5 og 3308. Perioden inden det første kort - mellem 1800 og 1868 - er kara k te r i s e ret ved stor stabilitet. 

Efter Jensen og Kuhlman (1989). 

1950 

Mindre gård eller hus 

1 kilometer 

17


18 

| FIGUR 4 | 

1869 - 70 1906 

1955 

Diger, 

oftest med hegn 

Levende hegn, 

overvejende læhegn 

Vej 

Større gård 

Mindre gård 

eller hus 1 kilometer 

Hede, krat, 

mose, eng 

Agerland 

Skov, plantage 

A re a l a nvendelse og be byggelse i ejerlaget Vitt r u p 

1869, 1906 og 1955 udarbejdet på grundlag af 

målebordsbladene (1:20.000) S5 og T5, samt 

3307. Omkring 1800 var størstedelen af ejerlaget 

dækket af hede, krat, eng og mose. Efter 

Jensen og Kuhlman (1989).

2. Markante skift 

i den generelle arealanvendelse 

Et kig i statistikken eller på kort over de grove kategorier 

af arealtyper (dvs. skov, hede, græs uden fo r 

omdrift, dyrkede arealer) kan supplere billedet af, 

hvordan naturen i landbrugslandet har udviklet sig 

i forskellig takt og med forskelligt resultat afhængig 

af, hvor vi befinder os i landet. Skova r e a l e r n e s 

udvikling fra midten af 1800-tallet frem til midten 

af 1900-tallet kan fø l ges i figur 5. 

Det er iøjnefaldende, hvordan ændringerne i 

Østdanmark er beskedne (jf. sammenhænge n 

med landbrugssystemet som beskrevet ovenfo r ) . 

Hverken omfanget af skovarealet eller sammens 

æ t n i n gen af skoven ændrer sig markant. Ser 

man derimod på situationen i Vestdanmark, er billedet 

et helt andet. Hvor skovdækningen i 1800tallet 

var særdeles beskedent i det vestlige og 

centrale Jylland, er det nu på højde med resten af 

landet. Det er resultatet dels af plantage r e j s n i n ge r 

på tidligere hedearealer, og dels af den omfa t t e n d e 

| FIGUR 5 | 

S kova realets udvikling i Jylland og på øerne 

siden 1881. 

Statistiske Meddelelser (div. årgange). 

Tus. ha % Skov 

150 

100 

50 

0 

Øerne 

nåletræ 

løvtræ 

bøg 


10 

5 

0 

tilplantning af marginale landbrugsjorde i Midt- og 

Østjylland, som fandt sted i den første halvdel af 

1900-tallet (Jensen 1976). 

Nettoresultatet af denne udvikling er, at skovprocenten 

i dagens landskab er meget mere 

ensartet over hele landet (som det ses på kortene 

i figur 6), end den var i begyndelsen af 1800-tallet. 

Men når dette er sagt, skal det straks tilføjes, at fo rdeling 

mellem løv- og nåleskov - og dermed skove 

n s r e k r e a t ive og naturmæssige kvaliteter - langt 

fra er ens i forskellige egne af landet. 

Ser vi på hedens udvikling, må man konstatere, at 

denne halvkultur-type helt er trængt tilbage i takt 

med intensiveringen af brugen af de vestjyske 

sandjorde, undtagen i de få tilfælde hvor der er 

g jort en planlagt indsat for at bevare den (Figur 7). 

For græsarealerne uden for omdrift (den kategori, 

hvori naturmæssigt interessante halvkulturer 

som overdrev og enge optælles statistisk), 

tegner der sig et lidt mere komplekst billede. Det 

er ganske svært at få hold på detaljerne, fordi den 

Tus. ha % Skov 

350 

300 

250 

200 

150 

100 

50 

0 

Jylland 

nåletræ 

løvtræ 

80 90 1900 10 20 30 40 50 60 70 80 90 80 90 1900 10 20 30 40 50 60 70 80 90 

bøg 

10 

5 

0 

19


20 

| FIGUR 6 | 

Kort over skovarealerne i Danmark i 1800 og 1931. Efter Trap Danmark 1958. 

| FIGUR 7 | 

1800 

1800 

Løvskov 

Nåleskov 

Kort over hedearealerne i Jylland og på Fyn i 1800 og 1940. Efter Trap Danmark 1958. 

1931 

0 50 km 

1940

statistiske registrering af disse arealtyper ikke har 

været hverken særlig præcis eller særlig konsekvent. 

Opgørelserne og indd e l i n gerne af disse 

a r e a l typer har skiftet fra tid til anden, og det er ikke 

nemt at følge deres skæbne i de statistiske tabeller. 

Heller ikke det topografiske kortmateriale 

egner sig til at tegne et præcis billede af udvikl 

i n gen i de ekstensive græsarealer, bl.a. fordi klassificeringen 

i felten ikke er så entydig, som man 

kunne ønske. Men uanset disse usikkerheder i det 

m u l i ge kildemateriale, tegner der sig et billede af 

en tilbage gang i de ekstensive græsarealer, - ikke 

mindst knyttet til dræning og opdyrkning af 

e n garealerne, som har mistet deres funktion i 

l a n d b r u g s systemet i takt med, at kvægbestanden 

mindskes og staldfodring bliver mere anvendt. 

3. Bedriftstyper, afgrødevalg ... 

og råderum for naturen 

Det er imidlertid ikke kun i relation til de ektens 

ive græsarealer, at der er en iøjnefaldende sammenhæng 

mellem bedriftstypen og det, vi normalt 

opfatter som ‘naturkvaliteter i landskabet’. 

Sædskifteplaner og afgrødevalg er ændret 

betragteligt gennem årene som resultat af de 

skiftende samfundsmæssige betingelser for landb 

r u g s p r o d u ktionen - omend med regional tilpasning 

til naturgivne eller markedsmæssige fo rhold. 

Detaljerne i kulturlandskabet er derfo r 

under stadig forandring, og dermed også vilkårene 

for naturen på ‘mikroniveau’. Mange forskellige 

eksempler fra de historiske ændringer i prioriteringen 

af afgrøder kunne bruges til at illustrere 

dette (for mere præcis dokumentation henvises til 

fx. Jensen & Reenberg 1986). Her skal vi nøjes med 

at antyde, hvordan samspillet mellem afgrødeva l g 

og produkt i o n s b e t i n gelser er en dynamisk proces, 

hvor resultaterne hele tiden er med til at sætte 

rammerne for naturens udfoldelse. 

I slutningen af 1800-tallet ligger hovedvægten 

i landbruget på produktion af føde-korn. Men 

engarealerne er, som tidligere nævnt, en afgørende 

nøglefa ktor, for her kan kreaturerne græsse 

og dermed fungere som “næringsstof-pumper”, 

som omdanner græsset på engen til den altafgø- 


rende gødning til de dyrkede marker. I tiden 

frem til midten af 1900-tallet sker der ændringe r 

i landbrugets afgrødevalg, som også får indflydelse 

på kulturlandskabets udformning. Ud over at 

flere engområder bliver opdyrket, bl.a. fordi de 

ikke længere er en nødvendig forudsætning for at 

s k a f fe gødning, kommer nye afgrøder til. Græs og 

brak erstattes af roer, hvilket betyder, at jo r d e r n e 

oftere ligger bare i foråret, hvor man har de kraftigste 

storme. Det bliver derfor nødvendigt at 

skabe læ for at holde på de sandede jorde, og et net 

af hvidgranshegn kommer til som et nyt og mege t 

markant træk i landskabet i Vestdanmark. I 

1960erne og 1970erne ændres landbrugets prod 

u ktionsstrategier atter. Byg i monokultur vinder 

indpas sammen med mejetærskerne og gør små, 

u r eelle markfelter, indrammede af hegn, til upraktiske, 

marginale arealer, som man hurtigt opgiv e r . 

Nedprioriteringen af dyrkningen bliver ofte 

hjulpet på vej af de gode muligheder for at finde 

job, som er karakteristisk for 1960ernes danske 

samfund. Man kunne blive boende på bedriften, 

plante markerne til med træer, og så tjene til 

l ivets ophold ved lønarbejde uden for landbrugssektoren. 

4. Brugsstørrelse 

og landskabsopsplitning 

M a n ge af kulturlandskabets naturelementer er 

k n yttet til mark- og ejendomsskel. Det gælder 

hegn og diger, men også markskel af mindre 

markant karakter. Derfor har udviklingen mod 

færre og større landbrug alt andet lige spillet en 

rolle for naturindholdet i landskabet. 

Siden antallet af bedrifter i Danmark toppede 

omkring 1940 med ca. 200.000 (Figur 8), er tallet 

gået støt ned - til i 1997 at ligge på ca. 60.000. 

Som allerede beskrevet var tiden frem til 1940 

- og nogle årtier herefter - ganske vist allerede 

præget af, at ekstensive arealer blev inddraget i 

omdriften for at tilgodese samfundets stigende 

efterspørgsel på landbrugsprodukter. Men den 

k r a f t i ge vækst i bedriftsstørrelserne frem til i dag 

føjer hertil tabet af grænser i landskabet. Ikke kun 

bedrifterne, men også markerne bliver større fo r 

21


22 

at tilgodese en rationel anvendelse af den moderne 

teknologi. 

5. Er pladsen til naturen forsvundet? 

Det er indiskutabelt, at Danmarks målrettede satsning 

gennem mere end 100 år på en stor og 

e f fe kt iv landbrugsproduktion har ført til, at råderummet 

for naturen i vort landskab er svundet ind. 

Det danske omdriftsareal udgør en meget stor 

procentdel af landskabet set i europæisk målestok. 

Enge og heder har måttet vige for at skaffe plads 

til opdyrkede arealer - men de har også mistet 

b e ty d n i n gen for det økonomisk effe kt ive landbrug 

i takt med, at det blev mere rentabelt at fodre husdyrene 

end at lade dem afgræsse ekstensive arealer. 

Det har tilmed i perioder (i slutningen af 

1800-tallet) været økonomisk attrakt ivt at fravriste 

naturen arealer i fjorde og søer for at transformere 

det til (ofte frugtbart) agerland, som vi har 

set det i Kolindsund, Lammefjorden mv. 

I samme tidsrum er skovarealet steget, mest i de 

t i d l i gere skovfa t t i ge, vestdanske egne. I Jylland har 

m a n ge nye plantager, især med nåletræer, set 

| FIGUR 8 | 

På de hundrede år der gik fra 

m i d ten af 1800-tallet frem til 

midten af 1900-tallet udviklede 

antallet af landbrug sig nærmest 

eksplosivt. Selv om landbrugsarealet 

også steg, så skete det 

ikke i samme takt, og de mange 

nye brug medførte, at landskabet 

blev fyldt ud med små drift s - 

enheder, som ikke sjældent lå på 

tidligere overdrevs- og englodder. 

Rationaliseringen og sammenlægningen 

af brug tog rigtig 

fart efter 1960 og har siden da 

ført til, at landbrugslandskabet 

f o r v a l tes fra stadigt stø r re landbrugsenheder. 

Fra: Jensen og Reenbe rg (1986). 

200 

100 

0 

Total x 1000 

d a gens lys på tidligere hedearealer, men i høj 

grad også på lavtydende age r jord, som er opgiv e t 

af landbruget. Selv om nåleskovs værdi som 

‘natur’ er stærkt omdebatteret, så må denne udvikling 

dog trods alt siges at repræsentere en udvikling 

mod et mere diverst og ekstensivt landskabsbillede. 

Udviklingsmønsteret er en naturlig 

følge af, at jorde, som er mindre begunstiget fra 

naturens hånd, vil være mere eller mindre attraktive 

for landbruget afhængig af de økonomiske 

konjunkturer på et givet tidspunkt. 

Når der sættes fokus på, hvordan vi kan give 

naturindholdet i vort landskab en bedre chance, 

så er det vigtigt at huske, at ‘tiderne skifter’. De 

store linier i kulturlandskabet hænger nøje sammen 

med landbrugets skiftende økonomiske og 

teknologiske betingelser. Vil man bevare landskabsbilleder 

eller landskabselementer, som hører 

svundne tiders landbrugssystemer til, kan det 

være en vanskelig og bekostelig affære. Heden kan 

tjene som et godt eksempel hér. Uden hedebrugets 

systematiske fjernelse af næringsstoffer fra 

hedearealer, bibeholder hederne ikke deres 

o p r i n d e l i ge karakter - fredede heder gror til, 

Gårde 

Landbrugshuse 

1700 1800 1900 1980

s p r i n ger i skov og er dermed ikke mere det landskab, 

man ønskede at bevare. Det samme fænomen 

gør sig gældende ved græsningsengene i 

vore ådale. Halvkulturerne kan kun bevares ge nnem 

den oprindelige drift, som typisk udgør en 

komponent i et landbrugssystem, der er sammensat 

af fo r s k e l l i ge former for arealanv e n d e l s e . 

D e r for burde man snarere tænke i ‘museumslandskaber’ 

- dvs. større sammenhængende landskaber, 

dyrket efter historiske principper - når 

man vil bevare den ‘natur’, som mere retteligt 

kunne betegnes som kulturspor fra tidligere tiders 

landbrugssystemer. 

Flytter man interessen fra landskabsniveauet 

til det mere detaljerede plan, springer andre naturhensyn 

i øjet. Eksempelvis kan der være gode 

grunde til at værne om den botaniske mangfoldighed 

og egenart, som er knyttet til de ekstensiv t 

drevne arealer. Sådanne hensyn kræver stabilitet 

i anvendelsen. Indd r a ges arealerne til andet brug, 

kan den botaniske mangfoldighed være tabt for 

evigt. Men landbrugets umiddelbare interesse i at 

b r u ge de lav-potentielle jorde er stærkt va r i erende. 

Derfor må man forvente at for eksempel 

truslen mod de våde enge i ådalene vil variere ge nnem 

tiderne (som det fx er beskrevet i Ree n b e r g 

1995). Den samfundsmæssige udvikling kan med 

andre hurtigt ændre landbrugets interesse fo r 

bestemte landskabselementer. Hvis de rummer 

unikke naturkvaliteter er der god grund til at 

være særligt på vagt og gøre en særlig indsats fo r 

at beskytte nogle af dem i tide. 

Når alt kommer til alt, må man dog fundamentalt 

set konstatere, at der næppe eksisterer et 

e n d e gyldigt svar på, hvilken epokes landskab, 

som er ‘det gode landskab’. 

Naturelementerne i det danske landskab er et 

p r o d u kt af menneskets virke gennem tusinder af 

år. Broncealderlandskabet har sine kva l i t e t e r , 

Guldalderlandskabet sine, - om det ene landskab 

er ‘bedre’ end det andet vil ofte afhænge af, hvilke 

af naturens egenskaber (diversitet, æstetik, etc.), der 

prioriteres særlig højt. 


Referencer 

Emanuelson, U. (1988): A model for describing the development 

of the cultural landscape. I: Birks, H.H. et al. 

(eds). The cultural landscape - past present and future. 

Cambridge University press. pp. 111-121. 

Frandsen, K-E. (1982): Vang og tægt. Bygd, Esbjerg. 

Jensen, K.M. (1976): Opgivne og tilplantede landbrugsarealer 

i Jylland. Atlas over Danmark, Serie II, bd. 1. 

Reitzel, København. 

Jensen, R.H. og Jensen, K.M. (1979): Kulturlandskabet i 

Borris og Sdr. Felding. Geografisk Tidsskrift 78/79. 

Jensen, K.M. og Kuhlman, H. (1989): Kulturlandskaber i det 

åbne land. I: Reenberg, A. (ed.). Geografiske eksempler 

- samspil mellem natur og menneske. Munksga a r d , 

København. pp.52-62. 

Jensen, K.M. og Reenberg, A. (1980): Dansk Landbrug. 

Udvikling i produktion og kulturlandskab. Geograf fo r - 

laget Brenderup. 

Jensen, K.M. og Reenberg, A. (1986): Landbrugsatlas 

Danmark. Atlas over Danmark Serie II, bd. 4. Reitzel, 

København. 

Reenberg, A. (1995): Djursland - landskabets skiftende 

ansigt. I: Etting, V. På opdagelse i kulturlandskabet. 

Gyldendal, København. 

Statistiske meddelelser, div. årgange. 

Trap Danmark (1958). 

23


24 

LANDBRUG 

& AGERLANDETS NATUR: 

SAMSPIL - MODSPIL. 

FREMTIDIGT SAMSPIL? 

af cand.scient. Anna Bodil Hald, Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Landskabsøkologi 

EN STOR DEL A F DANMARKS t e r r e s t r i s k e 

natur uden for landbrugets omdriftsarealer 

er såkaldt halv-kultur arealer, der i dag er 

helt afhængige af en ekstensiv landbrugsdrift. 

Med udga n g s p u n kt i disse arealers naturgrundlag 

kaldes de her for ‘halv-natur’ ligesom i den enge 

l s k s p r o gede litteratur. Halv-natur arealer er 

trods deres ringe arealmæssige udbredelse under 

stadig afvikling - kva n t i t a t ivt såvel som kva l i t a t iv t . 

Genopretning har været brugt som erstatningsbegreb. 

Alle undersøgelser viser imidlertid, at 

etablering af en eller anden form for natur ganske 

vist er muligt, men genopretning af halvnatur, 

der er betinget af helt specifikke abiotiske 

og biotiske kårforhold, er umuligt. Landbruget har 

- som landets største arealforvalter - nøglen til 

n a t u r k valiteten på halv-natur arealerne og til 

naturens skæbne i agerlandet i øvrigt i fremtiden. 

Min konklusion er, at samfundet også på naturområdet 

må anvende ‘forureneren betaler’ princippet 

og stille krav til alle jordejere om en vis 

andel af en eller anden form for basis-natur. Det 

er ligeledes nødvendigt hurtigst muligt at tilgodese 

de eksisterende naturunderstøttende prod 

u ktionsmetoder. Princippet ‘noget for noge t ’ 

foreslås anvendt - og inden det er for sent at 

sikre naturkvaliteten. 

1. Status. Arealer og arter 

Vilde planters og dyrs levesteder i age r l a n d e t 

består af omdriftsarealer, småbiotoper som stengærder, 

jo r dd i ger, markveje, mergelgrave, grøfter 

og hegn samt vedvarende græsarealer, dvs. 

permanent vegetationsdækkede, lysåbne arealer 

uden for omdrift • . De vedvarende græsarealer 

uden for omdrift kan opdeles i tørre og vå d e . 

I den enge l s k s p r o gede litteratur kaldes disse biotoper 

‘dry grasslands’ henholdsvis ‘wet grasslands’. 

I Danmark har vi valgt at kalde dem overdrev 

henholdsvis eng (ferskeng og strandeng • •) 

med udgangspunkt i deres driftshistorie . 

No get natur er skabt akt ivt af landmanden. 

Det drejer sig om den natur, der findes på arealer 

i omdrift, som udgør ca. 60% af Danmarks 

areal. Disse omdriftsarealer huser 126 ty p i s k e 

ukrudtsarter (vilde planter) (Mikkelsen 1989). 

Heraf er 34 arter hjemmehørende i Danmark. De 

er indvandret til markerne fra deres naturlige 

biotoper uden for omdriftsarealerne f.eks. tangvolde. 

Småbiotoper som stengærder, jorddiger, 

markveje, mergelgrave, grøfter og hegn er også 

skabt af landmanden. Men nogle småbiotoper 

er rester af andre naturtyper. Således er visse 

hegn reminiscenser af skovbryn. Småbiotoper 

udgør i dag ca. 3% af landarealet (Brandt 1994). 

I alt 261 hjemmehørende arter inklusive de 34 

arter fra arealer i omdrift kan findes i age r l a n d e t 

i snæver forstand (Stoltze & Pihl 1998). 

Arealer med lysåbne, græsningsbetinge d e 

vegetationstyper - det vi nu kalder overdrev og 

eng - har altid været her som naturlige naturtyper. 

Enge udgør i dag ca. 2,4% af arealet (SNST 

1996) og er levested for 316 hjemmehørende 

arter (Stoltze & Phil 1998). Overdrev udgør tils 

varende ca. 0,6% af arealet og er levested for 211 

hjemmehørende arter (Fig. 1). 

• Heden er ikke nærmere omtalt i det følgende, da heden i dag næppe kan opfattes som en naturtype, der understøttes af 

landbruget. 

•• Strandenge berører generelt i mindre grad end de ferske enge landbruget og omtales ikke nærmere i det følgende.

| FIGUR 1 | 

LANDBRUG & AGERLANDETS NATUR: SAMSPIL – MODSPIL. FREMTIDIGT SAMSPIL? / ANNA BODIL HALD 

450 

400 

350 

300 

250 

200 

150 

100 

50 

0 

Oprindeligt hjemmehørende plante a r ter levnes kun lidt plads i dagens landskab 

Den danske flora tæller ca. 1.000 (i alt 1050 ‘arter’) oprindeligt hjemmehørende arter (Sto l tze & Pihl 1998). Dertil ko mmer 

ca. 1.000 indslæbte eller indførte arter. Det er ikke ove r raskende, at naturtypen skov har tilkny ttet flest hjemmeh 

ø rende arter, da den te m p e rede løvfældende skov er såkaldt klimaksvegetation i Danmark. Skoven udgør i dag ca. 12 

% af landets areal. Det er måske mere ove r raskende, at ferske enge og ove r d rev, der arealmæssigt fylder meget lidt, er 

l eve s ted for så mange hjemmehørende arter. De til agerlandet tilkny ttede hjemmehørende arter vokser primært på diger, 

gærder, i levende hegn og andre småbioto p e r . 

Naturlige forudsætninger 

Oprindeligt er vegetationstyper, der naturligt er 

skovfri og lysåbne, betinget af et landskab med 

vilde græssere og specielle eller ekstreme kårforhold, 

dvs. lavt næringsniveau og naturlige 

geologiske processer. Med det lave næringsniv e a u 

menes tilstanden før den menneskelige eutrofiering 

med især N og P satte ind. De naturlige ge ologiske 

processer har visse steder betinget mege t 

lav tilgængelighed af vand med overdrevslignende 

vegetation til følge, og andre steder rigeligt 

med vand som på trykvandsbetingede vældenge. 

Dertil kommer de geologiske processers 

sikring af fysisk urolig bund f.eks. i ådale, hvor de 

vandrige vandløb eroderede og betingede lysåbne, 

englignende vege t a t i o n s typer, langs kyster, 

hvor havets erosion modvirkede skovens etab- 

% af Danmarks areal 

Skov 12% 

Overdrev 0,6% 

Agerland 60%. Heraf: 

Småbiotoper ca. 3% 

Omdrift ca. 57% 

Fersk eng 2,4% 

Antal arter, der er hjemmehørende i naturtyperne skov, 

overdrev, agerland (fordelt på areal i omdrift og småbiotoper) 

og fersk eng samt disse naturtypers procentandel 

af landet. 

Udarbejdet på grundlag af Stoltze & Pihl (1998). 

lering på skrænterne, der således kunne opretholde 

en overdrevslignende vegetation. Hvor 

der gennem tiderne er foregået ny landd a n n e l s e , 

er der gennem kontinuert aflejring og landhævning 

dannet ny råjord for den primære succession. 

Vilde græssere som uroksen har medvirket 

til at holde de nævnte arealer skovfrie. Lysåben 

natur har således kunnet udfolde sig naturligt 

uden menneskets medvirken og over hele va n d - 

og trofi-gradienterne. Græsningstrykket har været 

lavt til middel, dvs. ekstensivt (Fig. 2). 

Ændringer i de naturlige forudsætninger 

De naturlige fo r u d s æ t n i n ger for de lysåbne græsningsarealer 

er i dag kun bevaret få steder. 

Mennesket har tæmmet naturkræfterne, så trykvand 

og råjord i dag er en mange l vare i naturen, 

25


26 

| FIGUR 2 | 

Tør / 

Lysåben 

Våd / 

Lysåben 

Høj 

Lav 

Middel 

Græsningsgradient 

Vandgradient 

+ Urolig bund 

Oligo- Meso- Eutrof 

n iveauet af de eutrofierende næringsstoffer N 

og P er øget kraftigt, og de naturlige græsser i det 

åbne land er fjernet. Dertil kommer dræning, 

opdyrkning og forceret dannelse af nyt land ved 

hjælp af diger, pumper og høfder. Den fo r c e r e d e 

l a n ddannelse betyder, at den tidligere kontinuerte 

t i l gang af råjord til primær succession for det 

første nu foregår springvis, og for det andet får 

den naturlige primære succession ikke lov at fo rløbe, 

da arealerne umiddelbart indd r a ges til landbrugsproduktion. 

Lysåbne, ekstensivt græssede arealer har i en 

periode været begunstiget af landbrugsdriften - 

klart ud over deres naturligt betingede udbredelse 

(Fig. 3). 

Vi kender alle guldalderlandskabet med den ekst 

e n s ive græsning (hyrdedrift) på overdrev og 

eng fra vores nationale malerkunst. Men landb 

r u get inddrog igen de arealer, hvormed det 

havde udvidet det ekstensivt græssede areal 

- og måske mere til. Resultatet er, at agerlandets 

natur uden for omdriftsarealerne i dag arealmæssigt 

fylder meget lidt. Selv i de sidste 30 år er 

Skitsemæssig præsentation af naturlig fore ko m s t 

af lysåben vegetation ved naturlige gra d i e n t - f o r h o l d 

(vand- og naturlig tro f i g radient) samt græ sn 

i n g s i n te n s i tet. Tro f i g ra d i e n ten er uden antro p o g e n 

tilførsel af N og P. På vandgra d i e n tens midte r s te del 

er urolig bund en forudsætning for naturlig lysåbe n 

vegetation. 

Udarbejdet af Anna Bodil Hald, 1999. 

Trofigradient med naturligt lavt N og P 

niveau 

arealet med terrestriske arealer, der er beskyt t e t 

af Naturbeskyttelseslovens §3, næsten halveret 

(Tabel 1). 

Nogle af de nuværende græsarealer uden fo r 

omdrift vides i perioder at have været inddraget 

som omdriftsareal (Bruun & Ejrnæs 1998; jf. også 

Reenberg 1999). Det bør dog i den sammenhæng 

bemærkes, at landbrugsproduktion i tiden 

før fo r b r u get af kunstgødning tog fart i 1950’erne 

efterlod arealerne mere næringsfa t t i ge end de va r , 

da de blev inddraget: Landbrug var i forhold til 

næringsreserverne i jorden en næringsfo r b r ugende 

driftsform - ikke mindst på de landbrugsmæssigt 

marginale jorde. 

Det, der er tilbage i dag som overdrev og enge , 

er de landbrugsmæssigt allermest marginale, dvs. 

tørre, stenfyldte arealer med bratte skrænter eller 

arealer med mosaik af våde partier, som er vanskelige 

at dræne, og hvor hydrologien på andre 

måder er meget ugunstig for dyrkningen. Disse 

arealer er givetvis en delmængde af de fo r a n 

beskrevne naturligt betingede lysåbne arealer. 

Resultatet er, at de vand- og næringsgradienter,

| FIGUR 3 | 


Vi kender alle guldalderlandskabet med den 

ekstensive græsning (hyrdedrift) på overd 

rev og eng fra vo res nationale malerkunst. 

Men landbruget inddrog igen de arealer, 

hvormed det havde udvidet det 

e k s tensivt græssede areal - og måske mere 

til. Resultatet er, at agerlandets natur uden 

for omdrift s a realerne i dag arealmæssigt fylder 

meget lidt. Selv i de sidste 30 år er arealet 

med te r restriske arealer, der er be s k y ttet 

af Naturbe s k y tte l s e s l ovens §3, næste n 

halveret. 


naturen eksisterer under i dag, er blevet indsnævrede 

og mere blevet til niveauer end gradienter. 

Og græsningen er enten blevet mere intensiv, 

selv om det samlede græsningspotentiale i 

l a n d b r u get er reduceret kraftigt (Hald 1998) - 

eller den er helt ophørt. I dag kalder vi enge og 

overdrev for ‘halv-kultur’. Det burde retteligt 

have været ‘halv-natur’• (på engelsk ‘semi-natural’), 

da disse naturtyper i dag på grund af manglende 

naturlige græssere er blevet helt afhængige 

af husdyrene som græssere - og dermed af dyrenes 

ejer: Landmanden. 

| TABEL 1 | 

Mose 2,1 

Våde enge 2,4 

Strandenge 0,9 

Hede 1,9 

Overdrev 0,6 

Søer 1,3 

Total §3 0mråder 9,2 

Formodet udvikling i arealandel med lysåben vegetation 

(enge og overdrev) i Danmark 

§3 områder DK 1994 

(% af total areal) 

1700 - 1800 2000 

2. Samspil - Modspil 

Hvad karakteriserer 

disse ‘halv-natur’ arealer? 

Landbrugets halv-natur er unik og kan af flere 

å r s a ger ikke “gen-etableres” ved at tage age r jo r d 

ud af omdrift, hvis vi pludselig ønsker mere af den 

slags natur. Det skyldes problemer med frøbank, 

spredning og kårforhold, som omtales i det følgende. 

Sjældne arter, f.eks. rødliste-arterne, hvoraf 

m a n ge er tilknyttet naturtyperne eng og overdrev, 

er for en stor del (60%) ikke registreret som frø- 

Procentandel af Danmark, der er naturarealer, beskyttet af Naturbeskyttelsesloven §3 i 1990’erne 

(procent er eksklusiv Storkøbenhavn) (Skov - og Naturstyrelsen 1996). Til sammenligning er anført 

den tilsvarende procentandel af våde og tørre terrestiske naturarealer og søer i Danmark i 1965 

(Anonym 1994). 

‘Enge, strandenge’ 7,5% 

‘Hede, klitter, mose’ 5,2% 

‘Søer, vandløb’ 1,5% 

14,2% 

• Argumenter for den danske betegnelse ‘halv-natur’ er tidligere fremført af Rasmus Ejrnæs. 

Arealtyper DK 1965 

(% af total areal) 

År 

27


28 

bankdannere i den største, kendte database 

(Thompson et al. 1998). Blandt de 40% af arterne, 

der er registreret i frøbankanalyser, har kun 14% 

af arterne en mere persistent frøbank, dvs. persistent 

i mere end fem år. Ikke bare de sjældne, 

men også de almindeligt forekommende arter tilhørende 

naturtyperne eng og overdrev er karakteriseret 

ved kun at rumme få arter med persistent 

frøbank (Hodgson & Grime 1990). Frøene af 

disse relativt få frøbankdannende arter fo r s v i n d e r 

til gengæld hurtigere under kultivering end hvor 

der ikke kultiveres. Dertil kommer, at de frø, der 

o p formeres i den kultiverede mark i omdrift, 

tilhører de forkerte arter, nemlig markukrudtsarter. 

Endelig er de arter, der er karakteristiske 

for enge og overdrev ikke blot dårligere 

spredere i tid (dvs. mangler frøbank), men også 

dårligere spredere i rum, mens de mange mere 

eller mindre ruderate og konkurrencestærke 

arter, der forekommer mest almindeligt i agerlandet, 

er gode spredere. De få frø af eng- eller 

overdrevsarter, der måtte spire frem, hvis age r jo r d 

tages ud af omdrift, skal altså konkurrere med 

disse ud fra en genopretningsmålsætning fo rkerte 

arter - en noget ulige kamp! 

I modsætning til den næringsstoffo r b r u ge n d e 

landbrugsdrift før kunstgødningsanv e n d e l s e n 

eksploderede, er dagens landbrug karakt e r i s e r e t 

ved en næringsstofophobende driftsform hvad 

angår fosforreserven i jorden. Den jord, der kan 

t a ges ud af omdrift i dag, har således et meget højere 

fo s forindhold end tidligere, og det tager lang 

tid at reducere P-niveauet til et niveau, hvor et 

mere diverst plantesamfund kan eksistere. 

Udpiningsforsøg i England viser således, at der 

skulle gå ca. 70 år før plantetilgængeligt fosfor 

målt som Pt (mg P pr. 100 g jord) faldt fra Pt = 7 

til under 2. Et Pt på 1-2 er den øvre grænse for at 

et mere diverst plantesamfund overhovedet kan 

komme på tale (Gough & Marrs 1990; Marrs1993). 

Dertil kommer en langt større deposition af kvælstof 

i dag end tidligere - lokalt endog meget høj. 

Som en yderligere begrænsning af muligheden 

for “gen-etablering” kommer, at også de øvrige 

k å r forhold som kalklag og trykvand mangler. 

Konklusionen er: Væk i dag - betyder væk i frem- 

tiden. Det betyder også, at vi skal sikre de fy s i s k e 

arealer, vi har tilbage, hvis de ønskes opretholdt. 

Eksisterende halv-natur arealer 

ændres kvalitativt 

De eksisterende halv-natur arealer ændres i dag 

k va l i t a t ivt, fordi de betingelser, der gives dem, er 

ændret. Landbrugets halv-natur er betinget af 

fortsat og stabil græsningsdrift og forudsigelige 

kårkombinationer (abiotiske) gennem århundreder. 

Derfor medfører græsningsophør, som det ses 

m a n ge steder, at f.eks. overdrev bliver til krat - og 

i øvrigt vokser ud af Na t u r b e s k yt t e l s e s l o v e n s 

beskyttelse. Hvor græsning af overdrev og eng 

fortsætter, intensiveres den ofte. Det betyder, at 

de abiotiske kårforhold ændres imod det for prod 

u ktionen optimale og bliver mere ens fra sted til 

sted, dvs. en monotonisering: Områderne boniterer 

ikke længere, næringsniveauet er højt og 

gradienter mangler med hensyn til f.eks. pH, 

va n d fa ktor samt græsning. Na t u r b e s k yt t e l s e s l o v e n 

forhindrer i praksis ikke denne udvikling, idet 

den tillader fortsat gødskning (og pesticidbehandling) 

af arealerne, hvis dette var praksis før 

lovens ikrafttræden 1. juli 1992•. Tilmed er det 

vanskeligt at fastslå den intensitet, der va r 

u d ga n g s p u n ktet. Et er helt sikkert: Gø d s k n i n g 

betyder tab af arter, især de sjældne og karakteristiske 

arter (f.eks. Strien, Melman & Heiden 

1988; Wheeler & Shaw 1990). H e r b i c i d - a nv e ndelse 

er fatalt for biodiversiteten. Drift uden gødskning 

og pesticider er en klar forudsætning fo r 

høj naturkvalitet (Fig. 4). 

Halv-natur kan ikke genoprettes 

efter kvalitative ændringer 

På grund af irreversible processer kan halv-natur 

normalt ikke genoprettes efter blot få år med 

manglende vedligeholdelse eller gødskning. Jo 

mere påvirket med gødning og herbicider og jo 

l æ n gere periode uden græsning, jo va n s k e l i ge r e 

- og økonomisk omkostningsfuldt - er det at 

genoprette naturen på grund af hy s t e r e s i s - e f fe kt 

(Fig. 5). 

De arter, der er knyttet til en naturtype, vil ikke 

• Vejledning til Naturbeskyttelsesloven - Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1993, side 38.

| FIGUR 4 | 


Artshyppighedskurver (%) 

for engarter, rangordnet efter 

aftagende hyppighed, i to græsningsenge 

med forskellig 

dyrkningsintensitet. Egne data 

fra Fussingø. 

Kulturgræs 

Græsser 

Øvrige arter 

Kulturgræs 

Græsser 

Øvrige arter 

% 

100 

90 

80 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

% 

100 

90 

80 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

Artsrig græsningseng med fo re ko m st af 25 enga r ter pr. 10 m 2 

Landbrugsmæssigt mere intensiveret græsningseng med 

15 engarter pr. 10 m 2 

Artsantallet ved gødskning og udsåning af kulturgræsser 

Når driften på halv-natur arealer intensiveres ved kulturindgreb som gødskning og/eller udsåning af kulturgræsser sker 

der følgende: (i) Hyppighedskurven bliver mere stejl: Een til få arter forekommer i alle felter (dominansen monopoliseres). 

(ii) Artssammensætningen ændres kvalitativt: Antallet af fåtalligt forekommende arter reduceres (biodiversiteten 

falder). (iii) Antallet af urter og halvgræsser reduceres (dominansen overgår til græsserne). 


29


30 

| FIGUR 5 | 

Hysteresis-effekt 

Skitsemæssig sammenhæng mellem 

antal bioto p s k a ra k teristiske arte r 

og påvirkningsgraden fra faktorer, 

der virker negativt ind på arternes 

e k s i s tens i pågældende bioto p 

(gødskning, pesticider samt år efte r 

græsningsophør). 

Fuldt opt r u k ket: B i o top under 

f.eks. sekundær succession som 

følge af græsningsophør. 

S t i p l e t : B i o top under ‘genopre tning’. 

U d a r bejdet af Anna Bodil Hald, 

1999. 

forekomme med lige stor hyppighed/mængde: 

Nogle arter er hy p p i ge, men mange arter er mindre 

hyppigt forekommende eller sjældne (Fig. 4). 

Den natur, der kan etableres ved at ge n o p t a ge driften 

består netop af de mest almindeligt fo r ekommende 

arter - som ofte også optræder i andre 

n a t u r typer - og evt. sporadisk/tilfældigt er optrædende 

pionér-arter. 

Det kan konkluderes, at vi således ikke alene 

skal passe på de fysiske arealer, vi har, men også 

sikre en vedholdende vedligeholdelse/drift af 

dem uden gødskning og pesticider, hvis vi vil 

have en natur rig på biotopskarakteristiske arter 

i fremtiden og reducere Rødlistens omfang. 

Denne manglende ge n o p r e t n i n g s m u l i g h e d 

gælder i høj grad botanikken: Planterne er relativ t 

stationære, har altid naboer at dele pladsen med, 

kan bukke under for kortvarige, uventede ekstremværdier 

i miljøet og skal så etablere sig ige n 

på arealet ved hjælp af frø, der ofte kun lever kortvarigt. 

Mange insekter herunder f.eks. sommer- 

Oprindelig antal arter 

Lav Høj 

Påvirkningsgrad 

(intensitet 

eller akkumuleret 

over tid) 

Gødskning 

Pesticider 

Græsningsophør 

Hysteresis-effekt i naturforvaltning 

H y s te resis betyder, at afgangspro cesser (arternes forsvinden) er langt mindre ko m p l i ce rede end tilgangspro cesser (spre dning, 

tilste d evæ relse af evt. mychorrhiza-svampe, spiring, etablering, gennemløb af forskellige livsstadier og frø s æ t n i n g ) 

men begge er træge. Dvs. naturen er levende unika, hvori der foregår irreversible ændringer ved manglende eller forkert 

vedligeholdelse. Også i jordbunden sker der irreversible pro cesser. For eksempel fysisk sætning og kemisk omsætning 

af lavbundsjord. 

fugle afspejler artsdiversiteten i planterne, vegetationens 

struktur og fænologiske udvikling og er 

dermed afhængig af vegetationens naturkva l itet. 

Mens det fo r va l t n i n g s m æ s s i ge begreb ‘naturgenopretning’ 

således ikke harmonerer godt med 

de botaniske fo r u d s æ t n i n ger om kontinuitet i 

v e d l i geholdelsen, er naturgenopretning umiddelbart 

en større succes for fugle: Fugle er mege t 

mobile, de reagerer mere på vegetationens struktur 

end artssammensætning, på vandflader, på bar 

bund med fo r s tyrrelser og masseforekomst af 

fødedyr. Fuglene flytter så igen, hvis/når forholdene 

bliver mere ugunstige. Derfor kan naturgenopretning 

være en god ting, men det må ikke 

ske på bekostning af den fortsatte drift af de få 

enge og overdrev, vi har tilbage. 

Det haster med at sikre driften 

af de resterende halv-natur arealer 

Det haster netop med at sikre den fortsatte drift 

af de resterende halv-natur arealer: Naturen forarmes 

hurtigere end vi kan registrere det, og


landmændene ophører i disse år med kreaturdrift 

på stribe, uden at konsekvenserne heraf for naturen 

er vurderet. Men naturtilstanden er dårlig. 

Rødlisten vidner om, at mange arter er i tilbagegang, 

truede eller sårbare: Ud af de ca. 1.000 

oprindeligt hjemmehørende plantearter er i alt 

220 arter på Rødlisten 1997 (Stoltze & Pihl 1998). 

Rødlisten indeholder relativt langt flere arter fra 

overdrev og fersk eng end fra agerland. De vigtigste 

trusler i forhold til arterne fra overdrev og 

fersk eng er driftsmæssige ændringer i landbruget 

(gødskning, bekæmpelsesmidler, afvanding, 

overgræsning, opdyrkning) samt tilgroning og tilplantning 

(Fig. 6). 

Men der er også registreret tilbage gang fo r 

m a n ge plantearter på selve omdriftsarealerne på 

grund af ændrede driftsforhold. Dette på trods af, 

at der er tale om den mest sammenhængende biotop 

i spredningsmæssig forstand. 

| FIGUR 6 | 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

A. Arter B. Trusler 

13% 22% 4% 10% 

3. Fremtidigt samspil? 

Græsningsbonden - hvem er det? 

Fysisk bevaring af halv-natur arealerne er - som 

nævnt ovenfor - ikke nok. Naturindhold på halvnaturarealer 

(overdrev, eng samt hede) er også 

afhængig af landmandens ekstensive drift. 

Hedebonden er for længst endt på museum! 

Græsningsbonden, hvem er det ? Normalt vil det 

være en forudsætning, at græsningsbonden har 

kreaturer, og at han/hun• bor i ikke alt for stor 

afstand af det areal, der skal græsses. En analyse 

af fo r s k e l l i ge bedriftstypers mulige understøtning 

af naturen med udgangspunkt i Vejle Amt, 

der på mange måder både er et typisk landbrugsamt 

(Schou & Skop1995), og som også 

a fspejler landsudviklingen i landbruget (Hald 

1998), har vist (i) at ikke alene kvægbrug men også 

deltidsbrug har et større græsningspotentiale end 

Rødliste 97 Driftsændringer i landbrug Tilgroning, tilplantning 

A. Rødlistede arter (antal i alt og % af de hjemmehørende arter i pågældende biotop) fra skov, ove r d rev, agerland (omdrift 

og småbiotoper) og fersk eng. B. Antal rø d l i s tede arter fra de pågældende biotoper, der er truet af ‘driftsændringer’ henholdsvis 

‘tilgroning og tilplantning’. Udarbejdet på grundlag af Stoltze & Pihl (1998). 

Skov 

Overdrev 

Agerland 

Fersk eng 

• Idet jeg undskylder meget over for de mange kvindelige landmænd vil jeg af praktiske årsager i det fø l gende omtale landmanden 

som ‘han’. 

31


32 

svinebrug og (ii) at de græsningsbetingede halvnatur 

arealer, overdrev og fersk eng, ligger i kortere 

afstand til deltidsbrug end kvægbrug. Det 

er for Vejle Amt beregnet hvor stor en andel af 

halv-natur arealerne, der er lokaliseret inden fo r 

d e l t i d s b r u genes og små kvægbrugs arealer (Hald 

1998). Disse to brugstyper udgør arealmæssigt 

næsten lige store andele i Vejle Amt: Alle deltidsbrug 

med en gennemsnitlig størrelse på 18 ha 

udgør tilsammen 27% af landbrugsarealet, og 

små kvægbrug, der tilsvarende har 32 ha, udgør 

tilsammen 23% af arealet. Resultaterne viser, at 

tre gange så stort et areal af disse halv-natur arealer 

må forventes at være inden for deltidsbrugenes 

ejendomme sammenlignet med små kvægbrug. 

Deltidsbrugene er således de brug, der ud 

over at have det fornødne græsningspotentiale, 

kan forventes også at være ejer af en relativt stor 

del af halv-natur arealerne. 

Produktivt landbrug 

og naturens tarv uforenelige 

At landmanden har kreaturer og bor i rimelig 

kort afstand fra de græsningsbetingede halvnatur 

arealer er imidlertidig ikke en tilstrækkelig 

b e t i n gelse for, at der bliver græsset, og naturen få r 

det bedre. Det moderne landbrugs krav til høj prod 

u kt ivitet og naturens tarv må konstateres at 

være to uforenelige størrelser. Nævnes kan: (i) 

M æ l k e p r o d u ktion pr. årsko er fordoblet siden 

1950’erne, og den kan ikke opretholdes ved ekstensiv 

afgræsning af naturarealer, dvs. malkebesætningen 

kan ikke forventes at afgræsse disse 

arealer. (ii) G r æ s p r o d u ktionen på græsareal uden 

for omdrift er svagt stigende gennem de seneste 

tyve år og er i 1998 som gennemsnit godt 4 tons 

tørstof pr. ha. Det er fundet, at den botaniske 

d iversitet inden for vide rammer reduceres med 

stigende biomasse eller produktion på naturarealer. 

En gennemsnitlig produktion pr. ha på 4 

tons, der også dækker over en vis variation betyder, 

at langt de fleste arealer har for høj en prod 

u ktion til, at der er plads til vilde planter (Moore 

& Keddy 1989). (iii) Også kornmarkers udbytte - 

n iveau er øget væsentligt gennem de seneste 30 

år og er alt for højt til, at der er plads til vilde plan- 

ter (ukrudt) (Hald 1998). Det kan således konkluderes, 

at moderne landbrugs høje produkt iv it 

e t s n iveau ikke længere a priori understøtter naturen. 

Landmanden vælger eet af to: Opgiver driften 

eller intensiverer. Det haster derfor med at sikre 

arealerne mod tilfæ l d i ge beslutninger om ophør 

af drift eller om intensivering (Boks 1). 

Landmanden i samspil 

med naturen i fremtiden? 

At produkt ivt landbrug og naturens tarv er to 

uforenelige størrelser giver sig udslag i, at der er 

omvendt proportionalitet mellem bedrifternes 

værditilvækst og deres potentielle naturværdi, 

således at deltidsbrug har det største naturindeks 

men laveste økonomiske afkast (Schou & Hald 

1998). Det synes i det lys paradoksalt, at de landmænd, 

der i tide fik nedlagt deres naturarealer og 

ændret til kornmarker, har samfundet belønnet 

med EU produktionstilskud, mens de landmænd, 

der har bevaret og passet på naturværdierne til 

glæde for alle, har samfundet straffet med at 

p å l æ g ge dem begrænsninger i handlefriheden 

gennem Na t u r b e s k yttelseslovens paragraffe r . 

Med udga n g s p u n kt i princippet om lige for loven 

er spørgsmålet: H v o rdan kan samfundet stille diss e 

landmænd ens? 

Hald (1998) har peget på, at et krav om samme 

samlet procentdel af fo r s k e l l i ge former for basisnaturarealer 

og naturvenlig landbrugsdrift - alt 

efter landmandens eget valg - på alle brug ville 

stille alle landmænd ens: De, der har beva r e t 

naturen, skal ikke gøre mere. De, der har nedlagt 

naturen, skal genoprette basis-natur. Med basisnatur 

og naturvenlig landbrugsdrift forstås naturforbedringer 

alle jordejere kan foretage uanset 

bedriftens beliggenhed, bedriftstype og driftshistorie, 

dvs. sprøjtefri randzoner, landskabshegn, 

markveje med rabatter, udyrkede bræmmer, arealer 

ud af omdrift til våd eller tør natur etc. (jf. Hald 

1998). Dette vil gavne de almindeligt forekommende 

arter, men disse arter er også relativ t 

trængte i agerlandskabet. Sådanne basiskrav vil 

blot være at sammenligne med krav, der i dag helt 

naturligt stilles for at reducere landbrugets miljøbelastning 

og sikre grund- og overfladevand


| BOKS 1 | Biodiversiteten er ujævnt fordelt. Eksempel: Fussingø 

Floraen blev kortlagt i alle lysåbne eu- til mesotrofe lavbundsarealer i omegnen af et græsningsforsøgsareal på arealer 

t i l h ø rende Fussingø Hovedgård for at vurdere stø r relsen og sammensætningen af den lokale artspulje for lysåbne græ sningsarealer. 

For hver af de 56 afdelinger med ensartet vegetation, vi fandt på lavbund, blev der lavet en total artsliste. 

I alt blev der fundet 130 eng-arter (arter, der ifølge Hansen (1981) vokser på en biotop af typen ‘eng’). De fem artsrigeste 

afdelinger husede tilsammen 94 engarter, hvilket svarer til 72 % af alle arterne. Et tilsvarende areal med de artsfa 

tt i g s te afdelinger (ni i alt) husede tilsammen kun 56 arter, sv a rende til 43 % af alle arter. Kun to arter var nye for området, 

hvis de ni artsfattigste afdelinger blev sammenholdt med de fem artsrigeste. Det er altså ikke helt ligegyldigt, om 

det er ejeren af en artsrig afdeling nr. X eller ejeren af en artsfa ttig afdeling nr. Y, der tilfældigvis vælger at ophøre med 

g ræsningen eller at inte n s i ve re produktionen. Det viser, at hot-spots arealer med mange arter kan forsvinde eller opre tholdes 

ved få ejeres tilfældige beslutninger. 

samt akvatisk natur, f.eks. krav om gylleopbevaringskapacitet, 

flydelag i gylletanke, andelen af 

grønne marker, harmoni-areal, gødningsnormer, 

nedpløjning af gylle inden 24 timer, gødnings- og 

p e s t i c i d journaler etc. Et første skridt til bedre sikring 

af f.eks. småbiotoper kunne også være betingelser, 

der stilles i forbindelse med sammenlægninger 

af landbrug. 

Tilbud til dem, som har bevaret 

særlige naturværdier for os alle 

Der er som nævnt nogle landmænd, der på trods 

af alle odds har bevaret halv-natur arealer uden fo r 

omdrift gennem græsning - og som har god 

naturkvalitet, fordi de ikke har anvendt gødning 

og pesticider. Som omtalt foran er denne natur 

helt afhængig af, at driften fortsætter kontinuert. 

Hvordan får vi disse landmænd til fortsat at 

b e vare og vedligeholde værdifuld natur i fremtiden? 

Det kan normalt ikke forventes, at landmanden 

har den samme viden om de sammenh 

æ n ge, der betinger den gode naturkvalitet, som 

han har om produktionens optimering. Det er derfor 

nødvendigt med information til den enkelte 

landmand om naturen på netop hans ejendom, og 

om hvordan han vedligeholder den med henblik 

på at sikre naturen bedst muligt. Det kan handle 

om ekstensiv græsning, småbiotopernes vedligeholdelse 

eller om de vilde planter og dyr i 

marker i omdrift. En plan for naturen på ejend 

o m s n iveau kunne udarbejdes i lighed med driftsplaner 

for mark og stald - evt. gennem naturkonsulenter 

tilknyttet det sted, hvorfra 

landmanden normalt bliver vejledt om produk- 

tionens mange facetter, landbrugets egne konsulentvirksomheder. 

Enhver landmand skal have det ‘grønne bevis’ 

for at kunne drive en gård. Han lærer om prod 

u ktionsmetoder og dyreetik og om at tage hensyn 

til miljøet i håndtering af gødning og sprøjtemidler. 

Hvorfra skulle moderne landmænd 

vide noget om ekstensiv græsning eller anden 

form for naturvedligeholdelse? Det kunne der 

rådes bod på, hvis det grønne bevis også inkluderede 

undervisning i disse emner. Det bunder 

næppe i ond vilje, at nogle landmænd forringer 

n a t u r k valiteten. Jeg tror derfor, at en forståelse fo r , 

h v o r for det er naturødelæggende at anv e n d e 

gødning og pesticider på arealer uden for omdrift, 

ville have stor betydning for naturen. Det offe n tl 

i ge kunne også være katalysator for etablering af 

græsningslaug ved at arealer uden for omdrift indgik 

i en samlet (sammenhængende) naturplanlægning 

i regionen som ‘Særligt Fø l s o m m e 

Naturområder’. 

Naturpligt - men indtægtsmulighed 

Landmanden har ifølge Landbrugsloven pligt til 

at dyrke jorden (landbrugspligt) og tjener herigennem 

sin løn. Hvorfor ikke pligt til at vedligeholde 

naturen (naturpligt) for samfundet, men 

med mulighed for indtægt? Naturpligten kunne 

være pligt til ekstensiv afgræsning (uden gødning 

og pesticider) af arealer uden for omdrift eller 

pligt til at lade andre landmænd afgræsse, hvis 

man ikke selv ønsker at gøre dette. Hald (1998) 

har foreslået, at en indtægtskilde for landmanden 

kunne være bonus-betaling for god naturkva l i t e t . 

33


34 

Landmanden vil således være motiveret for at 

interessere sig for disse natur-arealer på grund af 

deres afkast i form af de naturværdier, som samfundet 

efterspørger. Landmanden vil ge n n e m 

ø get viden om naturen og ved naturkonsulentens 

hjælp betragte halv-naturarealerne som et uerstatteligt 

gode og fortsat bevare naturværdierne 

for samfundet, men også for sin egen og kommende 

landbo-generationers tilfredshed. 

Referencer 

Anonym (1994): Tal om natur og miljø. Danmarks Statistik, 

Miljøstyrelsen og Skov- og Na t u r s tyrelsen. 235 pp. 

Brandt, J. (1994): Småbiotopernes udvikling i 1980erne og 

deres fremtidige status i det åbne land. I: Brandt, J. & 

Primdahl, J. (Eds.): Marginaljorder og landskabet - marginaljordsdebatten 

10 år efter. Rapport fra et tværfagligt 

seminar afholdt af Landskabsøkologisk Forening i 

samarbejde med Institut for Økonomi, Skov og Landskab, 

KVL 25. september 1992. - Forskningsserien nr. 

6: 21-49, FSL og KVL. 

Bruun, H.H. & Ejrnæs, R. (1998): Overdrev - en beskyttet 

naturtype. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og 

Naturstyrelsen, 222 pp. 

Gough, M.W. & Marrs, R.H. (1990): Trends in soil chemistry 

and floristics associated with the establishment of 

low-input meadow system on an arable clay soil in 

Essex, England. Biological Conservation 52:135-146. 

Hald, A.B. (1998): Sustainable agriculture and nature 

values - using Vejle County as a study area. 

NERI, Technical Report No. 222. 96 pp. 

Hansen, K. (ed.) (1981): Dansk Feltflora. Gyldendal. 

Hodgson, J.G. & Grime, J. (1990): The role of dispersal 

mechanisms, regenerative strategies and seed banks 

in the vegetation dynamics of the British landscape. I: 

Bunce, R.G.H. & Howard, D.C. ‘Species dispersal in agricultural 

habitats’, Belhaven Press, London: 63-81. 

Marrs, R.H. (1993): Soil fertility and nature conservation in 

Europe: Theoretical considerations and practical 

management solutions. Advances in Ecological 

Research 24:241-300. 

Mikkelsen, V.M. (1989): Cultivated fields. I: Vestergaard, P. 

& Hansen, K (eds.) ‘Distribution of vascular plants in 

Denmark’. - Opera Botanica 96:73-80. 

Moore, D.R.J. & Keddy, P.A. (1989): The relationship between 

species-richness and standing crop in wetlands: 

- the importance of scale. Vegetation 79:99-106. 

Reenberg, A. (1999): Landbrugslandskabets 

variation i tid & rum. I: Agger et al: Natur og Landbrug. 

Temarapport nr. 1 1999, Naturrådet: 14-25. 

Schou, J.S. & Hald, A.B. (1998): Landbrug, natur og miljø. 

Jord og Viden 18:12-14. 

Schou, J.S. & Skop, E. (1995): Valg af region for fælles analyser 

i projektet Bæredygtige strategier i landbruget. I: 

‘Vetter, H. & Rude, S. Koncept for fælles analyser i proj 

e kt Bæredygtige Strategier i Landbruget’. Ar b e j d s r a p p o r t 

nr. 5. Bæredygtige Strategier i Landbruget. Statens 

Jordbrugs- og Fiskeriøkonomisk Institut, København, 

51 pp. 

Skov- og Na t u r s tyrelsen (1996): Be s k yttede naturtyper. NYT 

om §3, Oktober 1996. 

Stoltze, M. & Pihl, S. (eds.) (1998): Rødliste 1997 over planter 

og dyr i Danmark. 219 pp. 

Stoltze, M. (eds.) (1998): Gulliste 1997 over planter og dyr i 

Danmark. 48 pp. 

Strien, A. J. van, Melman, Th. C.P. & Heiden, J.L.H. de 

(1988): Extensification of dairy farming and floristic 

richness of peat grassland - Netherlands Journal of 

Agricultural Science 36:339-355. 

Thompson, K., Bakker, J.P., Bekker, R.M. Bekker & Hodgson, 

J.G. (1998): Ecological correlates of seed persistence in soil 

in the north-west European flora. Journal of Ecology, 

86:163-169. 

Wheeler, B.D. & Shaw, S.C. (1990): Dereliction and eutrophication 

in calcareous seepage fens. I: Hillier, S.H., 

Walton, D.W.H. & Wells, D.A. (eds.) ‘Calcareous G r a s s l a n d s 

Ecology and Management’ pp. 154-160. 

Bluntisham Books, UK.

DEN AKTUELLE NATURINDSATS / TORBEN KLEIN 

DEN AKTUELLE NATURINDSATS 

af kontorchef Torben Klein , Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 

1. Naturindsatsen i Danmark 

Dette afsnit fokuserer på den del af naturindsatsen, 

der berører landbruget, som er temaet for 

konferencen, men samtidig også er den del af 

naturindsatsen, som umiddelbart er mest i øjenfaldende. 

Det betyder ikke, at landbruget er den 

eneste faktor, som har en betydning for vores 

prioritering af naturindsatsen, eller er den eneste 

s e ktor, som er ansvarlig for de tilbageslag, der har 

været for dansk natur og som fortsat vil forekomme 

i de kommende år. Andre sektorer, hvor 

ikke mindst transportområdet og den tiltagende 

urbanisering falder i øjnene, har og har haft stor 

b e tydning for fo r a r m n i n gen af Danmarks natur. 

Den del af naturindsatsen, der har til formål at 

afbøde og kompensere for landbrugets påvirkning 

af naturen, kan inddeles i to kategorier: 

Konservative tiltag - dvs. tiltag som går ud på at 

sikre en tilstand, men ikke går ud på aktivt at tilv 

e j e b r i n ge en forbedring eller vedlige h o l d e l s e 

af tilstanden. 

Proaktive tiltag - hvor man gør en målrettet aktiv 

indsats for at forbedre eller øge naturindholdet i 

landskabet. 

Konservative tiltag 

De vigtigste konservative tiltag er først og fremmest 

Na t u r b e s k yttelseslovens revision i ’92, hvor 

§ 3 i praksis betød, at alle halv-naturarealer dvs. alle 

arealer som ikke er byområde, sommerhusområde 

eller omfattet af skov- eller landbrugsdriften 

blev beskyttet. Det var et markant skridt fremad, 

der fastlagde en standard for naturbeskyttelsen, 

som er enestående på globalt plan. 

Derudover er der andre virksomme konserva 

t ive tiltag f.eks. naturfredning, strandbeskyt- 

telseslinien, diverse byggelinier og en række 

andre restriktioner i landskabet. Disse tiltag retter 

sig ikke specifikt mod bevaring af den samlede 

naturtilstand og er som reguleringsinstrumenter 

inhomogene. 

Na t u r b e s k yttelseslovens § 3 regulerer ca. 10% 

af landets areal, de fredede arealer udgør ca. 4%, 

og strandsbeskyttelseslinien vil dække omkring 

3,5%, når den engang er lagt ud. De øvrige area 

l r e g u l e r i n gers andel er det ikke muligt at sætte 

tal på. De nævnte tal kan ikke umiddelbart lægges 

sammen, da de er overlappende og ikke nødvendigvis 

har det samme beskyt t e l s e s m æ s s i ge 

indhold. Det giver dog et billede af, at omkring 

10-15% af Danmarks natur og landskaber er 

b e s k yt t e t . 

Med § 3 fik man trukket en linie, som klart markerer 

grænsen mellem de interesseområder, og 

især de ekspansive interesseområder, der er knyttet 

til landbrugets anvendelse af det åbne land og 

samfundets interesse i beskyttelsen af halv-naturarealerne. 

Det betyder, at landbruget næppe længere 

er en trussel mod naturen i form af en ekspansiv 

faktor, der sigter mod at inddrage yderligere 

naturarealer til landbrugsproduktionen. Der er mig 

bekendt næsten ingen eller slet ingen eksempler 

på, at man får lov til at pløje et § 3 beskyt t e t 

område. Hvis det skulle være sket, er det grundl 

æ g gende i strid med Fo l k e t i n gets hensigt med at 

vedtage Naturbeskyttelsesloven i 1992, hvilket 

e n tydigt fremgår af bemærkningerne, der fa s t s l å r , 

at der ikke kan dispenseres fra § 3’s forbudsbestemmelser, 

alene med et økonomisk argument 

- og man kan næppe forestille sig et andet argument 

for at pløje et § 3-område op. 

På mindst ét område er der dog stadig problemer 

med, at landbruget ødelægger eksisterende 

naturområder, og det er ammoniakemissionen. 

Der fordamper store mængder ammoniak fra 

• Fratrådt som kontorchef i Skov- og Naturstyrelsen 1/8-1999, nu direktør i Akademiet for de Tekniske Videnskaber. 

35


36 

h u s d y r g ø d n i n gen fra markerne og i staldene, 

hvilket medfører en betydeligt fo r ø get atmosfærisk 

deposition af kvælstof. Det er en alvorlig 

trussel mod oligotrofe naturtyper, hvis artssammensætning 

ændres på grund af eutrofieringe n . 

§ 3 giver ingen beskyttelse i den sammenhæng, 

og der er ikke i dag et reguleringsinstrument, 

der kan sikre de terrestriske biotoper mod eutrofiering. 

Et af resultaterne af vandmiljøplan II-fo rl 

i get var, at der skal udarbejdes en handlingsplan 

for håndtering af ammoniak-fo r d a m p n i n ge n . 

Man kan håbe, at det vil blive omsat i konkrete 

reguleringsinstrumenter. 

Proaktive tiltag 

De proakt ive tiltag har til formål at skabe et større 

naturindhold i landskabet. Virkemidlerne er fø r s t 

og fremmest naturgenopretning, skovrejsning, 

forvaltningsplaner for dyr og planter, pleje og 

naturfredning. Fr e d n i n gen, der er medtaget ovenfor 

som et konservativt virkemiddel, hører også 

til i denne kategori, da der med 1992-revisionen 

af Na t u r b e s k yttelsesloven blev skabt mulighed fo r 

at ge n n e m føre naturgenopretning i medfør af 

f r e d n i n g s s a ger. Der blev også skabt en ret fo r 

offentlige myndigheder til at pleje fredede arealer. 

Når man fra det danske Folketings side har 

valgt at etablere så mange proakt ive virkemidler, 

hænger det sammen med det forhold, som miljøministeren 

formulerede i forordet til biodiv e rsitetsstrategien 

i 1995 nemlig, at “der er næppe 

n o get land i verden, hvor mennesket har ændret 

den biologiske mangfoldighed så meget som i 

Danmark”. 

Når man læser dette, tænker man straks på 

s p e ktakulære arter som svalehalen og eghjo r t e n , 

der er forsvundet fra vort land, storken der snart 

går en krank skæbne i møde, og odderen, fo r 

hvilken det lykkedes at holde sig fast med “det 

yderste af et mulehår”. Det har været muligt at 

vende udviklingen for odderen ved en massiv indsats 

overfor trafikdrab, drukning i fiskeruser og tab 

af levesteder. Men det gælder også de mere 

y d m y ge skabninger og naturens generelle tilstand. 

Ser man sig omkring i det danske landskab, vil 

man oftest se en natur, hvor de naturligt hjemmehørende 

arter spiller en kvantitativt set helt 

underordnet rolle. De dominerende arter i det 

åbne land er sædvanligvis importerede f.eks. byg, 

hvede, rug, havre, raps og eksotiske arter eller provenienser 

af græsser, mens skovene er dominerede 

af nåletræer, og om det så er nationaltræet 

bøgen, så er det ofte af en fremmed proveniens. 

Den oprindelige hjemmehørende natur spiller 

k va n t i t a t ivt en underordnet rolle i dag, hvilket er 

uacceptabelt. Det er derfor ikke nok med regul 

e r i n ger, der beskytter den eksisterende natur, 

der er også behov for akt ive redskaber til at rette 

op på det, der er gået tabt. 

Set i lyset af hvor hårdt den danske flora og 

fauna er presset af vor udnyttelse af landskabet 

som produktionsareal, er det et mirakel, at der 

siden 1850, så vidt vi ved, kun er 353 arter, der er 

uddøde i Danmark. Ligesom der kun er 10 eller 

11 arter, der er forsvundet siden 1990 (et par sty kker 

er dukket op på det sidste igen). Vi ser dog 

tydeligt effekten af det hårde pres på naturområderne 

og den klare underordning af den hjemmehørende 

flora og fauna i forhold til eksotica, 

ved at ca. 1/3 af de arter, vi har opgjort i forbindelse 

med arbejdet med den danske rødliste, er så 

trængte, at de enten er truet af udryddelse, eller 

også er der kun bitte små bestande tilbage af 

dem. Så små, at et uheldigt tiltag et eller andet sted 

- en hovsa fejl - vil kunne betyde, at artens tilstedeværelse 

her i landet er truet. 

Naturarealerne er gået tilbage 

Det er ikke kun på artsplan, men også på arealplan, 

at det er gået stærkt tilbage for Danmarks natur. 

I de sidste 100 år er udnyttelsen af landskabet, og 

især den del af landskabet som vi kalder halvn 

a t u r typerne, ændret radikalt i takt med samfundets 

teknologiske og økonomiske udvikling. 

I tabel 1 er der givet et estimat af de ændringer, 

der er sket i dette århundrede. 

Omkring 14% eller 1000 km af vores kystlinier 

er forsvundet pga. inddæmning af lavva n d e d e 

v i ge, fjorde og kystområder til landbrugsland,

| TABEL 1 | 

Ændringer i udnyttelse af arealet 

14% eller ca. 1000 km kystlinie er forsvundet 

på grund af inddæmning med mere 

Strandengene er reduceret med 50 -75% 

Ca. halvdelen af vandløbene er lagt i rør, af 

resten er de fleste rettet ud og uddybet 

Moserne er reduceret fra at have dækket 

15-20% af landet til 1-2% 

Engene er reduceret fra 10 -15% af landets 

areal til ca. 1-2% 

Hederne er reduceret fra 25-30% af landets 

areal til ca. 2% 

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

og strandengene er reduceret med mellem 50 og 

75%. Det er et voldsomt naturindgreb, specielt set 

i lyset af at kystlinien måske er vor allerfremmeste 

naturformation globalt set. 

Omkring halvdelen af de danske vandløb er 

lagt i rør, og langt de fleste af resten er rettet ud 

og uddybet, så de hverken ligner eller fungerer 

som naturlige vandløb. Moserne, der i slutninge n 

af fo r r i ge århundrede dækkede omkring 1/5 eller 

1/6 af landets areal, er reduceret til kun 1-2% af 

Danmarks areal, og tilsvarende gælder hederne, 

der er reduceret fra omkring 1/4-1/3 til 1/50 af det 

danske areal. Engene, der i århundredets første 

halvdel dækkede omkring 10-15% af arealet, er 

reduceret til 1-2%. 

Tallene kan ikke opgøres sikkert, men er baseret 

på vurderinger af ældre kort og statistikker. De 

kan ikke lægges sammen, da mange af moserne 

forsvandt, fordi de blev afvandet til høslæt- og 

g r æ s n i n g s e n ge, som derefter blev yderlige r e 

afvandet til dyrkningsarealer. Tallene giver alligevel 

et billede af, at i første halvdel af dette 

århundrede, hvor landbrugets produkt iv k r æ f t e r , 

især heste og kreaturer, var afhængig af produktionen 

på halv-naturarealerne, havde det danske 

landskab et mange ga n ge større indhold af natur, 

end det har i dag. Det generelle billede af Danmark 


for omkring 100 år siden var, at landskabet var 

langt mere åbent (træløst) og vådt. 

Det tab ville man fra politisk hold rette op på 

ved at skaffe de nødvendige værktøjer til at kunne 

genoprette ødelagt natur. I 1989 vedtog man 

d e r for Na t u r fo r valtningsloven, som gav hjemmel 

til at købe og genoprette ødelagte naturarealer, 

og samtidig blev der i de efterfø l gende år afs a t 

penge på finansloven til dette formål. 

2. Lovgivning og naturgenopretning 

Na t u r fo r valtningsloven var på det tidspunkt internationalt 

set enestående og gjorde Danmark til et 

pionérland på området. Siden er flere andre lande 

fulgt efter. Det skal imidlertid, for ikke at overdriv e 

s e l v fo r h e r l i gelsen, nævnes, at Na t u r fo r va l t n i n g s - 

lovens vedtagelse også var stærkt motiveret med, 

at man i slutningen af firserne forventede, at 

store arealer som følge af EF´s landbrugspolitik 

skulle tages ud af produktion. Det ville derfo r 

være en kærkommen økonomisk håndsrækning 

til landmænd, der måtte brænde inde med marginale, 

uprodukt ive jorder, at de kunne afhænde 

disse arealer til staten. 

At idéen om at konvertere landbrugsarealer til 

natur ikke i sig selv var et fuldt legitimt motiv pers 

p e kt iveres ved at sammenligne bemærkningerne 

til Na t u r fo r valtningsloven med bemærkningerne 

til de ændringer, der blev ge n n e m ført i 

Vejloven tre år senere i 1992. Med Naturbeskyttelsesloven 

fik ministeren hjemmel til at ekspropriere 

til naturgenopretning. Fo l k e t i n gets fo rhandlinger 

af lovforslaget er domineret af lange 

besværgelser af, at denne hjemmel ikke skulle i 

brug (hjemlen har i øvrigt aldrig været brugt, da 

t i l ga n gen af projekter langt overstiger finansl 

o v s b e v i l l i n gerne). Ved ændringen af Ve j l o v e n 

fik vejmyndigheden hjemmel til at ekspropriere 

til naturgenopretning, der skulle kompensere fo r 

natur, der måtte gå tabt som fø l ge af et vejprojekt . 

Den lov blev vedtaget uden at hjemlen til at ekspropriere 

til naturgenopretning blev problematiseret. 

De to lovforslags skæbner er et billede på, 

at det er mere legitimt at genoprette natur, når fo rmålet 

ikke er naturgenopretning, men noge t 

37


38 

andet som f.eks. en vej, kvælstoffjernelse, eller at 

landmænd slipper af med mindre gode jorde. 

Status for de resultater, der er kommet ud af 

naturforvaltningsindsatsen, er, at der i perioden 

fra 1989 til 1998 er brugt 1,1 mia. kr. på naturgenopretning 

og skovrejsning (cirka 50% på 

hver). For det beløb er der købt og genoprettet, 

eller påbegyndt genoprettet, 7900 ha naturområder, 

svarende til 0,2% af landets areal. På skovområdet 

er ca. 6500 ha købt op til skovrejsning 

svarende til omkring 0,15% af landets samlede 

areal. Selv om det er bety d e l i ge økonomiske ressourcer, 

der er investeret, og der også er kommet 

m a n ge ha natur og skov ud af det, er det en 

meget lille del af det produktive landbrugsareal, 

der dermed er blevet taget ud. 

De færdigt genoprettede områders andel af 

de eksisterende naturtypers udbredelse i Danmark 

fremgår af tabel 2. 

Det ses, at naturtyperne generelt er fo r ø get arealmæssigt 

med omkring 1 - 2 % hver. Tabellen 

opgør kun de afsluttede projekter. Det indebærer, 

at fo r ø gelsen af arealet af sø, eng og mose vil stige 

væsentligt, når Vest Stadil Fjord, Skjern Å og 

Bølling Sø på i alt 4300 ha medregnes. 

Fo r d e l i n gen af genopretningsindsatsen på fo rskellige 

naturtyper ses af figur 1. 

Det vil nok overraske nogen, at det ikke er 

søerne, der er genstand for den største indsats. 

Genopretningen af en sø er ofte et mere spektakulært 

indgreb i landskabet, hvorfor man nemt 

har kunnet få den opfattelse, at de største ressourcer 

er allokeret til denne naturtype. Moserne, 

hederne, de ferske enge og strandengene udgør 

imidlertid en større del af den samlede naturfo rvaltningsindsats. 

Men billedet vil blive ændret 

lidt, når de tre ovennævnte projekter bliver færdige 

i løbet af de næste par år. 

Figur 1 viser endvidere, hvordan naturge nopretningsindsatsen 

har fordelt sig på egentlig 

genopretning og på restaurering af naturty p e r n e . 

Forskellen på de to typer af indsats er, at man i det 

første tilfælde går ud fra “jomfruelig landbrugsjord” 

- f.eks. en pløjemark - og genskaber et naturområde 

eller et halv-naturområde fra ingenting. 

I det andet tilfælde tages udga n g s p u n kt i et natur- 

| TABEL 2 | 

Genoprettede områders andel af 

naturtypernes udbredelse i Danmark 

Søer 0,9% 

Fersk eng 0,9% 

Strandeng 1,9% 

Mose 0,7% 

Hede 1,0% 

Overdrev 1,4% 

Skov 1,6% 

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

område eller halv-kulturområde af ringe kva l i t e t , 

hvor tilstanden forbedres ved at restaurere den. 

Af figuren ses, hvordan ovenstående har fordelt 

sig på fo r s k e l l i ge kategorier af naturtyper. Fi g u r e n 

giver også et billede af, hvordan tilvæksten har 

været inden for de fo r s k e l l i ge indsatsområder. Det 

ses, at for heder og moser står restaureringe n 

for den største arealmæssige indsats. Når det 

drejer sig om søer, ferske enge, strandenge og i 

mindre grad om overdrev, så er genopretning af 

ny natur den største aktivitet. 

Fo r d e l i n gen af genoprettet natur på landsplan 

ses af figur 2. 

Hver søjle repræsenterer et amt, og inden fo r 

hvert amt er angivet, hvordan det samlede antal 

genoprettede ha er fordelt på naturty p e r . 

Forskellene mellem hvilke projekt typer, der er satset 

på i de fo r s k e l l i ge amter, afspejler dels fo r s k e l l e 

i naturgrundlag, landbrugsintensitet og urbaniseringsgrad 

og dels eventuelle præferencer i de 

enkelte amter for særlige projekttyper. 

Det er svært at give et dækkende overblik 

over de biologiske resultater af genopretningsp 

r o j e kterne. Det skyldes både, at områdernes 

udvikling ikke er overvå get særlig intensivt, og at 

de biologiske forhold i områderne er lang tid 

om at rekonstituere sig efter en genopretning. 

Noget af det første man ser er, at fuglene rykker 

lynhurtigt ind. De er opportunister og i stand 

til at flyve til nyoprettede naturområder, selvom 

de ligger spredt i landet. Fugle er endvidere en

1400 

1200 

1000 

800 

600 

400 

200 

0 

900 

800 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

0 


| FIGUR 1 | Genoprettet natur fordelt på naturtyper. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

Ny natur 

Restaureret natur 

| FIGUR 2 | G e n o p re tet natur fo rdelt på amter, areal. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

Naturskov 

Hede 

Overdrev 

Mose 

Strandeng 

Fersk eng 

Strandsø 

Sø 

39


40 

dyregruppe, der er ret stor interesse i befo l k n i n ge n 

for at iagttage, og der er mange særdeles velkvalificerede 

amatører. Det har derfor været muligt 

for denne organismegruppe, i modsætning til de 

| TABEL 3 | 

Sangsvane 

Grågås 

Bramgås 

Krikand 

Spidsand 

Pibeand 

Skeand 

Taffeland 

Troldand 

Hvinand 

Stor skallesluger 

Blishøne 

Vibe 

Hjejle 

Lille regnspove 

Stor regnspove 

Lille kobbersneppe 

Sortklire 

Rødben 

Hvidklire 

Tinksmed 

Alm. ryle 

Brushane 

737 

3088 

644 

5580 

442 

6073 

315 

1996 

2282 

430 

453 

4236 

4731 

6160 

61 

135 

165 

69 

339 

238 

281 

2224 

408 

øvrige arter, at få en forholdsvis god dækning i 

form af uorganiseret overvågning. Disse data kan 

bruges til at illustrere den foreløbige biologiske 

effekt af genopretningen af naturområderne. 

R a stende fugle, total for de genopre ttede lokalite ter, sammenlignet med det totale rasttal for hele Danmark 

Tabellen viser udvalgte arter. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

Arter Max. rasttal, total Total i Danmark Procent på de gen- 

for de genoprettede 

lokaliteter 

oprettede lokaliteter 

16000 

41000 

30000 

50000 

9100 

75000 

8000 

20000 

200000 

57000 

21000 

175000 

150000 

240000 

2000 

10000 

75000 

1000 

15000 

3000 

2000 

400000 

21000 

5 

8 

2 

11 

5 

8 

4 

10 

1 

1 

2 

2 

3 

3 

3 

1 

0 

7 

2 

8 

14 

1 

2

I tabel 3 ses, at tallene generelt er højere end 

den andel af de danske naturområders areal, som 

de genoprettede områder repræsenterer. De ge noprettede 

områder udgør som nævnt 1-2% af de 

fo r s k e l l i ge naturtyper, medens bestanden af rastende 

fugle generelt ligger højere, for tinksmeds, 

krikands og taffelands vedkommende på henholdsvis 

14, 11 og 10%. 

Man skal være opmærksom på, at der altid vil 

være flere fugle, både arter og individer, i nyligt 

genoprettede områder end i mere modne naturområder. 

Tallene i tabel 3 er derfor noget påvirkede 

af denne initialeffe kt. Men da der efterhånden 

er en del af projekterne, der har en “del år på 

bagen”, er der ikke kun tale om en midlertidig 

effekt. 

Det er sværere at få et billede af de øvrige 

dyregruppers og planternes nytte af de ge noprettede 

naturområder, her kun få år efter at projekterne 

er færdige. Disse arter har ofte meget 

sværere ved at sprede sig end fugle, og koloniseringstiden 

for et nyoprettet naturområde skal 

for disse arter måles i årtier. Skal man danne sig 

et indtryk af, hvilken effe kt naturge n o p r e t n i n ge n 

vil få for de øvrige dyr og planter, må man se på 

de arealer, der er “genoprettede” væsentligt før 

Na t u r fo r valtningsloven trådte i kraft. Det ses her, 

at de øvrige organismegrupper også rykker ind 

med tiden. Selv de halv-naturtyper, som vi anser 

det for sværest at genoprette, nemlig overdrevene, 

udvikler med tiden den karakteristiske vegetationssammensætning 

og fauna. I øjnefa l d e n d e 

eksempler herpå er overdrevsbakkerne Møge l s k å r 

i Nordby Bakker på Samsø og Høvblege på Møn. 

Begge områder blev dyrket indtil 1950’ erne, og 

har siden dyrkningens ophør udviklet sig til veludviklede 

overdrev. 

Ud over den statslige naturge n o p r e t n i n g s i n dsats, 

som ovennævnte eksempler stammer fra, tilføres 

amterne hvert år 35 mio. kr. i bloktilskud til 

naturgenopretning. Disse penge bliver overvejende 

brugt til projekter af mindre økonomisk 

volumen og til pleje. Et eksempel på resultaterne 

af amternes indsats er genopretning af vandhuller. 

Amterne har genoprettet i alt 3500 va n d h u ller 

på landsplan. Den geografiske fordeling er 


vist i figur 3. 

Denne massive satsning på at reetablere et 

netværk af levesteder og spredningsbiologiske 

“trædesten” har haft stor betydning for dyre- og 

p l a n t e l ivet i landbrugslandet. Det er sandsy n l i g v i s 

å r s a gen til, at løvfrøen har kunne fjernes fra den 

danske rødliste. Vandhullerne er i øvrigt kun ét 

eksempel ud af et bredt spektrum af den amtslige 

naturgenopretningsindsats. 

Forvaltning og pleje 

Et andet aspekt af naturfo r va l t n i n gen er den indsats, 

der gøres for at fo r valte og pleje eksisterende 

naturværdier. Blandt eksemplerne af målrettet 

pleje kan nævnes, at for arter som 

o r k i d eerne fruesko, horndrager og bakkegøge u r t , 

hvor vi kun havde ganske små enkeltbestande tilb 

a ge af hver art, har vi fået vendt udviklingen og 

er i dag ikke nervøse for, om de vil overleve her 

i landet. Løvfrøen er som nævnt ovenfor ikke 

l æ n gere en truet art, men er røget helt ud af rødlisten 

pga. den massive indsats for at få dens levesteder 

genskabt og forbedret. Det samme gælder 

bjergsalamanderen. O dderbestanden er som fø l ge 

af fo r valtningsplan og pleje i dag mindst dobbelt 

så stor som for få år siden. Endelig er en række 

store fuglearter, sort stork, havørn og stor hornugle 

vendt tilbage til landet som ynglende. 

Et af de forvaltningsredskaber, der ligger til 

grund for arbejdet med pleje af arter og biotoper, 

er forvaltningsplaner. De har til formål at fastl 

æ g ge en målrettet indsats inden for et ge o g r a f i s k 

afgrænset område (et amt, hele landet etc.) for en 

fo r valtning af en art eller en naturtype, der sikrer 

arten/biotopen en bedre bevaringsstatus. 

Der er ingen stærk tradition for nationale fo rvaltningsplaner 

her i landet. Der er udarbejdet fo rvaltningsplan 

for odder, gæs, skarv og bæver. 

De har vidt fo r s k e l l i ge formål og er ikke sammenl 

i g n e l i ge. Den eneste af dem, der har haft det 

formål at genskabe en gunstig beva r i n g s s t a t u s 

for en art, er forvaltningsplanen for odder. De 

andre har haft andre formål: Sælfo r va l t n i n g s p l a - 

nen var foranlediget af en pludselig massedød 

blandt sælerne. Årsagen viste sig senere at være 

en virusinfektion, og forvaltningsplanen havde 

41


42 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

0 

| FIGUR 3 | Genoprettede vandhuller. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 1999. 

kun begrænset praktisk effe kt. Skarvfo r va l t n i n g s - 

planen har ikke artens velfærd som formål, men 

en begrænsning af de skader skarven fo r å r s ager. 

Bæverfo r valtningsplanen har til formål at 

genskabe den dynamik i vore naturområder, der 

er betinget af tilstedeværelsen af store pattedyr, 

der fungerer som økologiske nøglearter. 

3. Den fremtidige indsats 

Selv om der således er gjort en del for at sikre 

egnede virkemidler og resultater i naturen, er vi 

naturforvaltningsmæssigt langt fra målet. Vi har 

snarere blot taget de første indledende skridt. 

Der står stadig 3000 arter på den danske rødliste, 

hvilket er uforståeligt i et rigt land med en 

progressiv miljøholdning som Danmark. Vi har 

endnu kun fo r ø get arealet af vore naturområder 

med omkring 1%. Vi er langt fra det mål, som 

var formuleret i biodiversitetsstrategien og en 

række andre politikker, nemlig at det danske 

naturareal skal fo r ø ges med 50%. Vi skal have fo rdoblet 

det danske skovareal, vel at mærke ved at 

rejse nogle skove med stort naturindhold og stort 

r e k r e a t ivt indhold. EF’s Habitatdirekt iv pålægge r 

os at sikre en gunstig bevaringsstatus for de arter, 

der udgør udpegningsgrundlaget eller for selve 

h a b i t a t typerne. Hvis områderne ikke opfy l d e r 

kravet om en gunstig bevaringsstatus, har 

Danmark en akt iv handlepligt til at sikre dette, dvs. 

at områderne skal genoprettes. Det vil fo r m odentlig 

koste i størrelsesordenen 1-2 mia. kr. 

over de næste 10 år bare at leve op til den del af 

Habitatdirektivets krav. 

Vandmiljøplanens vådområdestrategi er en 

o f fe n s iv og meget kortfristet strategi, hvor der skal 

laves 16.000 ha vådområder indenfor de næste 5 

år. Vådområdestrategien er et nybrud, der samtænker 

miljøbeskyttelses- og naturbeskyt t e lseselementerne 

i landskabet. Strategien er et

udtryk for erkendelsen af, at hvis man vil løse fo rureningsproblemet 

med næringssalte, er det 

blandt andet nødvendigt at genoprette de naturlige 

stofkredsløb. Det indebærer, at de naturlige 

ø k o systemer og processer skal genoprettes. I 

vådområdestrategien drejer det sig konkret om at 

genoprette de naturlige vådområder, hvor store 

dele af denitrifikationen i kvælstofkredsløbet 

naturligt foregår. 

Endelig skal der både som fø l ge af de statslige 

u d m e l d i n ger til amternes regionplanlægning og 

som følge af Habitatdirektivet etableres et grønt 

netværk. Det vil sige et netværk af spredningskorridorer 

i landskabet, der dels skaber sammenhæng 

mellem habitatområderne og dels danner 

sammenhæng mellem de kerneområder, som vi 

anser for at være naturmæssigt væsentlige at 

bevare herhjemme. 

Endnu en ting som springer i øjnene, når man 

ser på resultaterne af dansk naturforvaltning, er 

at vi har nået mange resultater, når det drejer sig 

om beskyttelse og genopretning af halvnaturområder. 

Den natur som grundlæggende hører til 

i vort land, nemlig de urørte skove, moser og 

vådområder, mangler imidlertid fuldkommen på 

listen. Det er ikke noget tilfælde, at over halvdelen 

af de arter, der er optaget på den danske rødliste, 

er knyttet til den urørte skov. Sådan må det 

naturligvis være i et praktisk taget naturskovløst 

land, hvor den naturlige klimaksvegetation er 

naturskov, og et stort antal arter igennem hundrede 

tusinder af år har kunnet tilpasse sig netop 

dette økosystem. 

Gennem naturskovsstrategien er sikret ca. 

5.000 ha urørt skov. Der er imidlertid tale om små 

skovpartier, der hidtil har henligget urørt, fordi det 

ikke kan betale sig at dyrke dem. Der er således 

ikke tale om en tilvækst i arealet af urørt skov, ligesom 

områderne ofte er for små til at kunne 

rumme den strukturelle og biologiske div e r s i t e t , 

der skal til, for at man kan tale om et urørt skovø 

k o system. Der er derfor klart et behov for, at der 

u d l æ g ges store sammenhængende arealer i hvert 

område i størrelsen 5.000 ha til fri succession. Skal 

vi løfte vor del af ansvaret for at sikre den globale 

naturarv for vore efterkommere, er det nødven- 


digt at sætte ind på dette område. 

Virkemidler 

O p gaverne er således mange, og virkemidlerne er 

efterhånden lige så mangfoldige. Det er derfor 

hensigtsmæssigt, at der arbejdes strategisk med 

planlægning af, hvordan indsatsen skal tilrettel 

æ g ges. Styrelsen har taget initiativ til i samarbejde 

med amterne og Danmarks Naturfredningsforening 

at udarbejde en handlingsplan for forvaltn 

i n gen af det åbne land. Handlingsplanen skal fa s tl 

æ g ge kva n t i t a t ive mål og tidsfrister, samt hvordan 

målene hensigtsmæssigt kan realiseres og midlerne 

koordineres. 

Na t u r fo r va l t n i n g s o p aven g er imidlertid ikke en 

o p gave, der kan anskues alene fra en national 

synsvinkel. Alene af den grund at den måde som 

h o v e d a ktøren i det åbne land - landbruget - påvirker 

sine omgivelser på er direkte relateret til EU’s 

landbrugspolitik, de internationale aftaler og relationer 

for handel (f.eks. WTO), udviklingen i den 

globale økonomi og dermed efterspørgslen. 

Danmark har derfor i en årrække forsøgt at få 

etableret en fælles EU-politik for blandt andet 

naturgenopretning. Miljø- og Energiministeren 

har gennem afholdelse af et internationalt møde, 

hvor samtlige de øvrige EU-lande deltog, og politiske 

oplæg til Ministerrådet med udgangspunkt 

i de gode erfa r i n ger, vi havde gjort os i Danmark 

med naturgenopretning, forsøgt at få tilslutning 

til en fælles EU-politik. Politikken skulle sætte 

nogle mål for, hvilken natur Europa ønsker sig, og 

etablere de nødvendige politiske og økonomiske 

rammer for, at målene kan opfyldes. 

Der var stor enighed landene imellem om analysen, 

at der er behov for en europæisk naturgenopretningspolitik, 

men når det kom til at 

f r e m s k a f fe virkemidlerne, var handlekraften mindre. 

Der blev sædvanligvis henvist til to løsninge r : 

LIFE-midlerne, der allerede er afsat til naturbes 

k yttelse, og sektorintegration - problemet må 

løses gennem landbrugspolitikken. 

LIFE-midlerne rummer en mulighed for finansiering 

af genopretning af den tabte natur. Den 

samlede årlige bevilling er ca. 375 mio. kr. Fo r d e l t 

efter areal svarer det f.eks. til ca. 5 mio. kr. til et 

43


44 

land på størrelse med Danmark. Set i lyset af de 

kolossale naturødelæggelser, der har fundet sted 

i Europa, forslår dette beløb “som en skrædder i 

helvede”. Det skal for retfærdighedens skyld tilføjes, 

at Danmark muligvis kunne have fået en 

større del af denne pulje. LIFE-tildelingen forudsætter 

imidlertid minimum 50% medfinansiering 

fra modtagerlandet, og de danske nationale 

b e v i l l i n ger til naturfo r valtning rækker ikke til, 

at Danmark kan øge sin “potentielle tilskudsramme”. 

Sektorintegration 

Det andet virkemiddel, der peges på - sekt o r i n t egration 

- er principielt et godt og et rigtigt princip. 

Miljøets tilstand og den reelle miljøpolitik bestemmes 

i højere grad af de økonomiske sektorer end 

af miljøministerierne i Europa. 

Et aktuelt eksempel er den diskussion, der 

føres om udbygningen af motorvejsnettet på 

Sjælland. Det der afgør, hvor en ny motorvej 

placeres på Sjælland, er beliggenheden af den 

havn, som fæ r geselskaberne ud fra rent markedsøkonomiske 

overvejelser finder bedst egnet 

for fæ r ge forbindelsen til Jylland. Det har ikke 

været inde i overvejelserne, om de miljømæssige 

gener ved at anlægge en motorvej til Sjællands 

Odde er så store, at det ud fra en samlet samfundsmæssig 

afvejning ville være bedre at flytte 

færgeforbindelsen fra Odden til Kalundborg og 

opgradere den eksisterende vej mellem Holbæk 

og Kalundborg. Historien er et eksempel på, at vi 

lader markedskræfterne træde i stedet for planlægning 

som grundlag for vore beslutninger. 

Den er dermed også et billede på, at det ville 

være særdeles hensigtsmæssigt, hvis der kunne 

opnås sektorintegration af miljøhensyn. 

Et af de begreber, der er sprunget ud af sektorintegrationstanken, 

er begrebet flersidighed, 

f.eks. flersidig anvendelse af et areal. Det er naturligvis 

en smuk tanke, hvis man på en og samme 

tid/sted kan opfylde flere formål f.eks. både prod 

u ktion og naturbeskyttelse. Man kan imidlertid 

få det indtryk, at flersidighed er blevet et mantra 

for mange i miljøsektoren, og at det kan udvikle 

sig til en sovepude. For selvfø l gelig ville det være 

rart, når vi nu har et begrænset areal til vores 

rådighed, og planerne for anvendelsen af Danmarks 

areal overstiger landets samlede areal, hvis 

vi kunne kombinere anvendelsen af arealerne 

til flere formål. Spørgsmålet er imidlertid, om 

flersidighedsbegrebet fa ktisk indeholder realiteter. 

Den traditionelle forestilling er f.eks., at der på 

samme areal både kan produceres fø d e va r e r , 

f.eks. en ko, og produceres natur, f.eks. en stork. 

Hvis der skal være tale om natur, der har en 

værdi, stilles der imidlertid skrappe krav til fø d evareproduktionen, 

der må ske uden pesticider, 

gødskning og omlægning. Skal fø d e va r e p r o d u ktionen 

omvendt have en vis værdi, vil der med 

mindre den er økologisk ikke komme mege t 

natur ud af det. Og når det gælder den type natur, 

som der er størst behov for at få genskabt og 

b e s k yttet her i landet, nemlig den urørte natur, så 

er det vanskeligt at forestille sig en flersidig anv e ndelse. 

Den type natur kan i sagens natur ikke sikres 

gennem landbrugspolitikkens støtteordninge r , 

da arealet ikke længere kan anses for at være 

landbrug. 

Hvis man skal tale om sektorintegration af 

m i l j ø h e n syn, må det først gøres klart, hvorvidt der 

er tale om sektorintegration, og hvorvidt der er 

tale om miljøhensyn. 

For at der kan være tale om sekt o r i n t e g r a t i o n , 

må der nødvendigvis være tale om, at der fo r e g å r 

en økonomisk bæredygtig akt ivitet, der er i stand 

til at opretholde en økonomisk bæredygtighed, 

når miljøhensynet er integreret. Landbrugets tils 

k u d s o r d n i n ger, der sikrer at landmanden holder 

op med at dyrke et givet areal og lader det henl 

i g ge i en eller anden naturtilstand, benævnes 

ofte som sektorintegration. Det er imidlertid misvisende, 

da det, der er sket er, at landmanden er 

betalt for at undlade at udføre sektorens økonomiske 

akt ivitet. Dette adskiller sig ikke fra al 

anden naturforvaltning og er snarere sektorextinction 

end sektorintegration. 

Det andet spørgsmål - er der overhovedet tale 

om miljøhensyn - er lige så centralt. Den akt u e l l e 

diskussion om ændring af EU’s fælles landbrugspolitik 

er et nærliggende eksempel. Der 

tales meget om, at i forbindelse med CAP-juste-

ingen skal der i højere grad indarbejdes miljøh 

e n syn i CAP. Når det har fået en fo r h o l d s v i s 

fremtrædende plads i diskussionen, hænger det 

først og fremmest sammen med, at de nuværende 

regler indenfor WTO ikke tillader EU at 

fortsætte med så høj en støtte til landbrugsprod 

u ktionen, samt at en kommende optagelse af østeuropæiske 

lande i EU vil gøre den eksisterende 

landbrugsstøttepolitik ekstremt dyr. Disse problemer 

kan til dels løses ved, at dele af landbrugsstøtten 

i stedet udbetales som støtte til milj 

ø fo r b e d r i n ger. Men formålet er næppe miljø, 

snarere at sikre landbruget den nuværende økonomiske 

støtte uden at løbe ind i de ovennævnte 

problemer. 

Man skal være varsom med indenfor miljøsektoren 

at tro, at fordi der “ligger en stor pose 

penge” i DGVI, som vi gerne vil have fingre i, og 

fordi det ærgrer os, at landbruget i Danmark af historiske 

grunde ejer 2/3 af landet, og vi godt vil 

have en del af dette areal til vor natur, så kan flersidighed 

og sektorintegration løse opgaven at 

skabe en bæredygtig og robust natur i Danmark. 

Hvis man læner sig op af sektorintegration alene 

som virkemidlet til at skabe mere natur i landskabet, 

så kommer naturen kun med som det 

tynde øl. 

Miljøsektorens rolle 

Der findes næppe ét eksempel på, at en af de 

økonomiske sektorer selv har identificeret og 

integreret miljømål. Der er brug for et ideologisk 

og politisk “lokomotiv” til at trække denne proces 

i gennem. Det er kun miljøsektoren, der kan 

u d fylde den rolle at identificere problemerne, 

analysere egnede løsninger, definere mål og virkemidler 

og presse på for, at disse bliver indarbejdet 

i de øvrige sektorers aktiviteter. 

Det betyder ikke, at den enkelte borger eller 

lodsejer ikke skal tage initiativ og påtage sig 

a n s var. Tværtimod. På naturbeskyt t e l s e s o m r ådet 

kunne man forestille sig en skitse for samarbejde 

mellem myndigheder, sektorer og individ 

gående på, at det er myndighedernes ansvar at fo rmulere 

rammerne og indsatsen for en makrostruktur 

i naturen og landskabet. Der er allerede 


defineret en makrostruktur i landskabet, som 

består af Habitatdirekt ivets krav om udpegning af 

habitatområder, fuglebeskyttelsesområder, alle 

vore andre beskyttede områder og med de spredningskorridorer, 

der skal etableres her imellem. 

Den må ud fra landskabsøkologiske betragtninge r 

u d b y g ges med ressourceområder og spredningskorridorer 

for arter og biotoper. 

Inden for disse rammer ligger det man kunne 

kalde landskabets mikrostrukturer, enge, moser, 

vandhuller, skove o.s.v., der fylder makrostrukturen 

ud. Selv om der hos mange naturfo r va l t e r e 

er en lidt aparte trang til, at naturen skal designes 

på skrivebordet, ville det måske skabe en større 

variation, bedre lokal tilpasning og i det hele et 

bedre resultat, hvis der blev skabt økonomiske 

rammer for, at borgere og lodsejere selv kunne 

udfylde mikrostrukturen. 

Husk på, at meget af den natur som vi i dag 

begræder er forsvundet, f.eks. engene, er skabt i 

30’erne og 40’erne ved en drift, der alene havde 

det formål at sikre produkt ivkræfter til dansk 

landbrug. Engene var nødvendige til græsning fo r 

hestene. Det kom der, som en behagelig sidegevinst, 

værdifulde levesteder for dyr og planter ud 

af. Det kunne jo godt være, at der tilsva r e n d e 

kunne komme noget ud af en privatisering af 

i n i t i a t ivet på mikrostrukturplan, som positiv t 

kunne overstige selv biologers fantasier. 

Alle gode kræfter må inddrages, hvis udviklingen 

for vore truede arter skal vendes, og der 

skal sikres tilstrækkeligt store naturarealer til, at 

vi kan anse den danske natur for at være robust. 

Det var en kolossal samfundsindsats, og det kostede 

enorme ressourcer at skabe den miserable 

situation, dansk natur befinder sig i i dag. Det vil 

koste mindst lige så meget at vende skuden. Med 

de ressourcer, der stilles til rådighed for dansk 

naturforvaltning i dag, vil der blive tale om et 

meget langt og sejt træk. 

45

TENDENSER 

I LANDBRUGETS 

AKTUELLE 

UDVIKLING 

LANDBRUGETS STRUKTURUDVIKLING OG MILJØET 

af professor, dr.phil. Flemming Just, Syddansk Universitet, Esbjerg 

ØKOLOGI I UDVIKLING 

af udviklingsdirektør Flemming Duus Mathiesen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 

Strukturdirektoratet 

OM STRUKTURUDVIKLINGENS NATURKONSEKVENSER 

af lektor Ib Johnsen, Københavns Universitet, Botanisk Institut, Økologisk Afdeling 

NATURE AND FARMING IN A EUROPEAN PERSPECTIVE 

af Heino von Meyer, Tyskland, konsulent for OECD


48 

LANDBRUGETS 

STRUKTURUDVIKLING 

OG MILJØET 

af professor, dr.phil. Flemming Just, Syddansk Universitet, Esbjerg 

1. Udviklingen i 

dansk landbrugs struktur 

Siden 1997 har strukt u r u d v i k l i n gen været heftigt 

diskuteret, og den kraftige reduktion i antallet af 

bedrifter og den tilsvarende fo r ø gelse af de tilbageværende 

gårdes størrelse er blevet koblet sammen 

med stigende miljøproblemer, landd i s t r i kt s u dvikling 

og behovet for ændringer af skatte- og 

afskrivningslovgivningen. I april 1997 nedsatte 

fø d e vareminister Henrik Dam Kristensen 

“ U d va l get vedrørende landbrugets strukt u r u dvikling”, 

det såkaldte Arne Larsen-udvalg. Dets 

kommissorium lød på at analysere de sidste 25 års 

s t r u kturudvikling i landbruget samt årsagerne til 

u d v i k l i n gen. Desuden skulle udva l get opstille 

nogle mulige scenarier for den fremtidige udvikling 

og vurdere de samfundsøkonomiske og 

beskæftigelsesmæssige konsekvenser. 

Betænkning nr. 1351 

Betænkningen, der kom i januar 1998, viser at 

antallet af bedrifter er faldet fra omkring 150.000 

i 1970 til 64.000 i 1996 (Ministeriet for Fø d e va r e r , 

Landbrug og Fiskeri 1998). Ikke desto mindre 

er kornproduktionen i samme periode stege t 

med 50% og svineproduktionen med 100%. 

M æ l k e p r o d u ktionen er gået 5% tilbage, men det 

skyldes ikke det færre antal landmænd, men derimod 

kvotesystemet der blev indført i 1984. 

Okse- og kalvekødsmængden er bl.a. som fø l ge af 

n e d ga n gen i koantallet gået tilbage med 15% 

siden 1970. Rapporten dokumenterer også den 

velkendte specialisering. Hvor seks ud af otte 

bedrifter i slutningen af tresserne havde både 

kvæg og svin, er det nu kun en ud af otte. Desuden 

er der en tydelig differentieringstendens således 

at der bliver større forskel på landbrugenes størrelse. 

Antallet af bedrifter under 5 ha og over 50 

ha er steget markant, medens midtergruppen i 

Danmark som i mange andre lande har oplevet en 

kraftig tilbagegang. 

Når det kommer til forklaringer på den markante 

nedgang i antallet af bedrifter, lægger rapporten 

først og fremmest vægt på størrelsesøkonomiske 

fordele. Med baggrund i tidlige r e 

undersøgelser fra Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske 

Institut slås det fast at 

“En afgørende faktor i strukturudviklingen er 

således, at de større brug har lavere omkostninger 

pr. produceret enhed. Det er i den forbindelse 

beregnet, at udviklingen mod større 

brug siden 1973 i sig selv har medført et fald i 

enhedsomkostningerne på 10%”. 

Store produkt iv i t e t s s t i g n i n ger hvert år har også 

skubbet til udviklingen. Især er arbejdsproduktiviteten 

steget, nemlig med ikke mindre end 6% 

om året. Heri ligger naturligvis en betydelig faktor 

der kan forklare hvordan så mange fæ r r e 

landmænd alligevel producerer betydeligt mere 

end tidligere. 

I overensstemmelse med kommissoriet søge r 

b e t æ n k n i n gen også at belyse andre fa kt o r e r s 

betydning, men her bliver der mere tale om et 

både-og. Landbrugsloven har nok lagt begrænsn 

i n ger på udviklingen gennem grænser fo r 

s a m m e n l æ g n i n ger, forpagtning, samdrift og 

erhvervelse. På den anden side har reglerne i

praksis ikke lagt de store begrænsninger på udviklingen, 

blandt andet pga. af en lempelig administrativ 

praksis. 

Landbrugsstøttens effe kt på strukt u r u d v i klingen 

betegnes også som uklar. Dele af støtten, 

bl.a. produktionskvoterne, krisestøtte samt den 

a l m i n d e l i ge prisstøtte, har virket dæmpende, 

medens andre dele har virket fremmende ved at 

g ive incitamenter til modernisering og teknologi 

(s. 122-128). Vanskeligheden ved at sige 

noget håndfast om landbrugsstøttens strukturpolitiske 

konsekvenser understreges af at samme 

ordning kan have fo r s k e l l i ge virkninger. Høj produktionsafhængig 

støtte kan f.eks. hos en ikkeeffektiv 

landmand betyde at han kan forblive på 

sin ejendom i længere tid end markedskræfterne 

normalt ville tilsige. Hos naboen kan samme 

støtte give et kraftigt incitament til yderlige r e 

strukturudvikling. 

Det skal her bemærkes at rapporten ikke tage r 

stilling til hvilke konsekvenser den anvendte støtteform 

har haft for miljø og natur. 

Omkring miljølovgiv n i n gen siger betænkn 

i n gen at den på den ene side har skubbet til 

udviklingen gennem skærpede krav til udbringningsareal 

for husdyrgødning. Desuden har kravene 

om miljøinvesteringer 

“haft mærkbar betydning for strukturudviklingen 

i retning af større bedrifter, idet ejerne af 

m a n ge mindre husdyrbrug har valgt at afvikle husdyrholdet/bedriften 

i stedet for at fo r e t a ge de 

nødvendige nye investeringer” (s. 129). 

På den anden side har elementer i miljølovgivn 

i n gen virket hæmmende for udviklingen af 

meget store brug, idet kravet om VVM-redegørelser 

tydeligt har lagt en dæmper på udviklinge n 

af brug over 250 dyreenheder (DE). 

Mest spænding knyttede der sig på forhånd til 

b e t æ n k n i n gens konklusioner omkring skattereglernes 

indflydelse. I forhold til de overvejelser 

der allerede fandt sted i Skatteministeriet 

omkring opstramning af visse dele af afs k r ivningsreglerne 

og ejendomsava n c e b e s k a t n i n g sloven, 

var der dog ikke afgørende nyt at hente i 

LANDBRUGETS STRUKTURUDVIKLING OG MILJØET / FLEMMING JUST 

rapporten. Det er velkendt at de lempelige danske 

afskrivningsregler, som virker generelt for hele 

e r h v e r v s l ivet, giver et kraftigt incitament til stadige 

investeringer. Herved fremmes kapitalintensiteten 

hvilket kan virke strukturfremmende. 

Summa summarum: Analysen af den historiske 

og aktuelle situation gav hverken tilhængerne 

eller modstanderne af en mere restrikt iv 

landbrugs- og skattelovgivning afgørende kort på 

hånden forud for debatten om den kommende 

landbrugslov i folketingssamlingen 1998/99. 

Betænkningens fremtidsscenarier 

Derimod kunne der hentes mere politisk skyts i 

b e t æ n k n i n gens fremtidsscenarier om udviklinge n 

frem til år 2008-2010. Ønsket om at belyse fors 

k e l l i ge scenarier fremgik af fø d e va r e m i n i s t e r 

Henrik Dam Kristensens kommissorium hvori 

det hed at udvalget skulle opstille udviklingsalt 

e r n a t iver og vurdere de samfundsøkonomiske og 

b e s k æ f t i ge l s e s m æ s s i ge konsekvenser af alternativerne. 

Heldigvis blev der ikke i nævneværdigt omfa n g 

hentet skyts fra betænkningen. Når jeg som medlem 

af ministeriets strukturudviklingsudvalg tillader 

mig at sige heldigvis, skyldes det at den 

e f t e r fø l gende offe n t l i ge debat om betænkninge n 

meget tydeligt viste en overdreven tillid til scenariemodellers 

præcisionsevne og spådomskraft. 

Alt for ofte blev de mange forbehold og usikkerheder, 

som nævnes når man går i dybden 

med betænkningen, glemt. 

Konklusionen på modelarbejdet var at der 

fortsat forventes årlige stigninger i arbejdsproduktiviteten 

på 4-6% afhængig af produktionsform. 

Tilsammen betyder det at modellen forudser 

at antallet af bedrifter falder fra 64.000 i 

1996 til 41.000 i 2008. Heraf er antallet af heltidsbedrifter 

beregnet til at udgøre godt 17.000. 

I forhold til dette grundforløb er der opstillet 

fire scenarier. Scenarie 1 ser på konsekvenserne 

af den teoretiske forudsætning at bedriftsstrukturen 

fuldstændig fastlåses i de kommende 13 år. 

Scenarie 2 belyser konsekvenserne af at fa s tholde 

svineproduktionen på omkring 20 mio. 

svin. Be g ge scenarier siger - ud fra nogle alt andet 

49


50 

l i ge fo r u d s æ t n i n ger - at sådanne indgreb vil få fo rholdsvis 

store konsekvenser for samfundsøkonomien 

og beskæftigelsen. 

De to sidste scenarier i betænkningen forholder 

sig til konkrete, aktuelle problemstillinger i 

form af konsekvensberegninger på indførelse af 

et loft over antallet af husdyrenheder på 250 og 

ved en vurdering af følgerne af et loft over den 

d i r e kte støtte. I begge tilfælde viser modelberegningerne 

at konsekvenserne er beskedne set fra 

samfundets side, medens det ikke underkendes at 

det for enkeltlandmænd kan have nok så store 

o m k o s t n i n ger hvis der lægges en grænse ved 

250 husdyrenheder. 

Til slut om betænkningen skal det understreges 

at der ikke er gjort forsøg på at belyse de miljøog 

naturmæssige konsekvenser af nogen af scenarierne. 

Derfor ved vi heller ikke om et muligt 

velfærdstab ét sted måske opvejes af miljø- og 

naturgevinster andre steder. 

Landbruget og de unge 

En ofte overset brik i debatten om strukturudvikling 

er om der findes nok unge købere til 

ejendommene. I den forbindelse kan der være 

grund til at se nøjere på sammenhængen mellem 

udbuddet af ejendomme og udbuddet af eventuelle 

købere, her defineret som unge med et 

grønt bevis. Antallet af unge der påbegynder en 

landbrugsuddannelse har i de seneste år vist en 

v i gende tendens, men sammenholdt med de fa ldende 

ungdomsårga n ge er landbrugsudd a nnelserne 

dog stadig i stand til at fastholde omkring 

2% af en ungdomsårgang (pers. komm.). 

Det er dog langt fra alle der påbegynder landmandsuddannelsen 

som også tager driftslederu 

ddannelsen, som giver det grønne bevis og dermed 

adgang til at købe ejendom over 30 ha uden 

dispensation. Antallet af driftsledere har i de 

seneste år vist en opadgående tendens, således at 

ca. halvdelen af de der påbegyndte første del af 

landbrugsuddannelsen, nu også fuldfører driftslederuddannelsen 

(modul 3). 

I 1996 tog 486 unge landmænd det grønne 

bevis. De vil ikke alle være interesserede i at være 

selvstændige, og nogle forlader også erhvervet. 

Ti l b a ge af en sådan årgang bliver derfor kun 

omkring 400. 

I 1996 fandtes ca. 64.000 landbrugsbedrifter. 

I forhold til unge købere med grønt bevis er det 

imidlertid mest relevant at se på antallet af brug 

over 30 ha. Af dem var der omtrent 30.000 det 

år. Hvis det forudsættes at en generation udgør 

35 år, betyder det at der i gennemsnit skal handles 

godt 850 ejendomme pr. år. Det svarer til at 

u d b u ddet af ejendomme over 30 ha er omkring 

dobbelt så stort som antallet af unge med grønt 

b e v i s . 

Der kan derfor ikke ses bort fra at fraværet af 

tilstrækkeligt mange unge købere i sig selv kan 

påvirke strukturudviklingen. Ét er imidlertid statistiske 

gennemsnit, noget andet er hvilke ejendomme 

de unge købere konkret efterspørge r . 

Ideelt set vil den unge landmandsfamilie se på 

både ejendomskarakteristika og beliggenhed. Det 

første vedrører ejendommens tilstand og udviklingsmuligheder, 

medens det andet er mere 

socialt betinget som afstand til skole, købmand, 

større by o.l. Skal indtil flere af disse fo r h o l d 

opfyldes i positiv retning, indsnævres mulighederne 

naturligt, og er der en mælkekvote til ejendommen 

eller er den beliggende i et område 

med konkurrence om jorden, vil den unge køber 

have meget vanskeligt ved at konkurrere prismæssigt 

med etablerede landmænd i området. 

Derfor er der i realiteternes verden en (generations)kamp 

om de gode ejendomme, en kamp 

som ikke bliver mindre af at den igangværende 

s t r u kturudvikling fjerner mange mindre og 

mellemstore brug som tidligere var en god begy ndelse 

for unge landmænd. 

En anden fa ktor hos de unge købere, som også 

påvirker ejendomsmarkedet, er ægtefællen. Fæ r r e 

og færre landmandskoner kommer fra landet 

og deltager aktivt i bedriftens arbejde. Både de, 

men også de unge landmænd, kræver arbejds- og 

i n d k o m s t forhold og fritid der svarer til hva d 

deres bekendte uden for landbruget opnår. Derfo r 

indgår det i mange unges planlægning at gården 

skal være så stor at der er plads til at have en 

ansat, så familien kan holde fri hver anden wee k - 

end og også tage på ferie.

2. Udviklingen på europæisk plan 

Det er ikke kun i Danmark at strukt u r u d v i k l i n ge n 

har været markant i de sidste tre årtier. 

Nedenstående tabel taler sit tydelige sprog om 

betydelige forandringer i mange andre lande. 

Det vil bemærkes at Danmark og Belgien ligge r 

i den europæiske top for så vidt angår nedlægning 

af landbrugsbedrifter. En markant forskel mellem 

de to lande er imidlertid at medens nedlægningstakten 

i Belgien har været ret stabil, og det 

gælder også i Holland og Storbritannien, så har 

u d v i k l i n gen været mere ujævn i Danmark. 


Specielt kraftig var udviklingen i begyndelsen af 

1980’erne hvor landbruget oplevede et stort 

antal tva n g s a u ktioner - procentuelt flere end 

under krisen i 30’erne (Just 1994). Den fo r n y e d e 

krise omkring 1992/93 gav sig også udslag i flere 

n e d l æ g n i n ger og sammenlægninger. Det samme 

gjorde sig gældende i Frankrig på samme tidsp 

u n kt. Den kraftige udvikling i Irland i sidste 

halvdel af 80’erne var mere betinget af pull- end 

af push-effekter. Efter at antallet af ejendomme i 

årtier havde ligget stabilt på omkring en kvart mio. 

helt overvejende små ejendomme, betød de 

o m fattende strukt u r fondsmidler fra EU (og gun- 

| TABEL 1 | Strukturudviklingen i landbruget i seks nord ve ste u ro p æ i s ke lande. Pro centvis nedgang i anta llet 

af bedrifter pr. år, 1975-95. Kilde: Eurostat, 5A, Landwirtsc h a ft, 1997; Danmarks Statistik: Landbrugsstatistik, 1997. 

År B DK F IRL NL UK Gn.snit 

1975-80 3,3 1,5 0,9 0,4 1,7 0,9 1,1 

1980-85 3,0 4,9 3,2 0,3 1,7 0,8 2,6 

1985-90 2,6 2,4 2,5 4,5 1,6 1,2 2,5 

1990-95 3,5 3,1 4,1 2,0 1,9 0,7 3,1 

I alt 48,6 47,9 44,1 32,7 30,4 16,4 39,1 

Gn.snit /år 2,4 2,4 2,2 1,6 1,5 0,8 1,9 

| TABEL 2 | Antallet af landbrugsbedrifter over 50 ha i otte nordvesteuropæiske lande, 1975-95 (%) 

Kilde: Eurostat, 5A, Landwirtschaft, 1997; Danmarks Statistik: Landbrugsstatistik, 1997. 

År B D DK F IRL NL S UK Gn.snit 

1975 2,5 2,9 7,6 10,6 8,6 2,0 9,2 29,5 9,0 

1980 3,3 3,6 9,4 11,8 8,8 2,6 11,3 30,3 10,0 

1985 4,4 5,0 15,3 15,2 8,9 3,4 13,2 31,4 12,4 

1990 5,8 8,6 19,2 19,4 11,5 4,8 15,8 33,3 15,9 

1995 8,5 12,6 24,9 27,0 13,2 6,3 17,8 34,2 20,5 

| TABEL 3 | Fo r p agtning som andel af det samlede dyrkede areal i seks nord ve ste u ro p æ i s ke lande, 1975-93 (%) 

Kilde: Eurostat, 5A, Landwirtschaft, 1997; Danmarks Statistik: Landbrugsstatistik, 1997. 

År B DK F IRL NL UK Gn.snit 

1975 72,9 14,1 48,2 3,5 44,3 43,3 41,6 

1985 69,4 18,1 52,6 3,9 36,7 38,1 42,1 

1993 67,2 21,1 60,7 11,9 35,4 38,1 47,4 

51


52 

s t i ge skatteregler for udenlandske firmaer) at der 

skabtes et betydeligt antal nye arbejdspladser 

uden for landbruget. Den samme pull-tendens 

kendes i mindre omfang fra Danmark: I de regioner 

hvor de alternative beskæftige l s e s m u l i g h e d e r 

er få, går strukturudviklingen ikke så hurtigt og 

b r u gernes gennemsnitsalder bliver af samme 

grund højere, end hvor der er kort afstand til 

andre jobmuligheder. 

| TABEL 1 | Det er i øvrigt værd at bemærke at den 

danske strukturudvikling målt i procent ligge r 

m e get tæt på udviklingen i det øvrige No r d - v e s teuropa, 

bortset igen fra første halvdel af 80’erne. 

Når der bliver færre brug, bliver de resterende 

større. Specielt siden 1990 har den tendens 

været markant i de fleste lande, således at hvert 

femte brug i gennemsnit i de otte nedenfo r 

nævnte lande nu er over 50 ha. Tallene dækker 

dog over store nationale forskelle og trækkes op 

af at det store Frankrig rummer omkring 40% af 

b r u gene i denne sammenligning mellem otte 

lande. I Storbritannien med dets tradition fo r 

store brug har der fundet en stabilisering sted, 

således at antallet af bedrifter over 50 ha i de sidste 

par årtier har ligget nogenlunde stille på 

omkring en tredjedel af samtlige, en andel som 

både Danmark og Frankrig er ved at nå op i 

nærheden af. 

| TABEL 2 | I virkeligheden har udviklingen været 

mere kraftig end tabellen angiver, idet fo r p a g t n i n g 

ikke er medregnet. Selv om udviklingen ikke er 

e n tydig, er der dog en samlet tendens til øget fo rpagtning, 

således at næsten halvdelen af jorden i 

Nordeuropa nu er i forpagtning. I Danmark nærmer 

det sig hver fjerde hektar jord. En sammenkøring 

af tallene for strukturudvikling og fo rpagtning 

giver belæg for, omend antallet af 

o b s e r vationer ikke er omfattende, at hævde at en 

i n t e n s ivering af strukt u r u d v i k l i n gen vil medfø r e 

en fo r ø get efterspørgsel efter jord til fo r p a g tning. 

Derimod giver tallene ikke holdepunkt for 

en antagelse om at gode fo r p a g t n i n g s m u l i g h e d e r 

skulle føre til en relativt langsommere udvikling 

i ejendomsstrukturen. 

| TABEL 3 | I forhold til skabelse af flere naturværdier 

er det i øvrigt værd at bemærke at et øget 

areal i forpagtning vil virke hæmmende. En jo r dbruger 

vil af gode grunde ikke have det samme 

incitament til at foretage en investering i f.eks. 

n a t u r genopretning eller skabelse af vandhuller på 

et stykke jord i forpagtning som han vil have det 

på ejet jord. 

Samlet set er konklusionen på en sammenligning 

af en række lande 

at strukturudviklingen i dansk landbrug nok 

forløber hastigt, men siden 1985 ikke har 

adskilt sig fra et nordvesteuropæisk ge n n e m - 

snit, 

at antallet af bedrifter over 50 ha er stærkt stigende 

i alle lande, og at Danmark her ligger 

foran de fleste andre lande, 

at forpagtning i Danmark ikke er nær så udbredt 

som i de fleste andre lande, hvorfor 

gennemsnitsbedrifterne i de fleste andre lande 

i virkeligheden er noget højere end det normalt 

fremgår af statistikken. 

I øvrigt skal det nævnes at det umiddelbart er fo rbavsende 

så forskellig en landbrugsstruktur og 

lovgivning der stadig eksisterer i EU. På trods af 

at vi med den fælles landbrugspolitik har at gøre 

med den ældste fællesskabspolitik, tre årtier ga mmel, 

og at denne politik har været den mest intervenerende 

af alle, så er der stadig stor forskellighed. 

I virkeligheden er det ikke så overraskende, 

for ret beset har den fælles landbrugspolitik været 

en fo r l æ n gelse af efterkrigstidens protekt i o n i s t i s k e 

landbrugspolitik i de enkelte lande og har med 

sine skærmende vinger mod verdensmarkedets 

susen bidraget til at de enkelte lande har kunnet 

fastholde et nationalt særpræg og lovgiv n i n g . 

Desuden har lovgivning omkring landbruge t s 

e j e n d o m s forhold så dybe politiske og ideologiske 

r ø dder i de fleste lande at det ikke er noget man 

l i ge harmoniserer. I europæisk sammenhæng er 

m a n ge af de reguleringstiltag vi har set i Danmark 

i 1990’erne fa ktisk kommet noget tættere på den 

p r ivate ejendomsret, end hvad man ville anse fo r 

politisk ge n n e m førligt i mange andre lande.

3. Den fælles landbrugspolitik, 

struktur-udviklingen og miljøet 

Selv om der ikke kan sættes tal på, er der ingen 

t v ivl om at EF’s fælles landbrugspolitik har skubbet 

til strukt u r u d v i k l i n gen og specialiseringe n . 

Det er sket gennem en politik som har præmieret 

størst mulig produktion. Omvendt kan man ikke 

udlede at uden EF ville der have været langt flere 

brug og alsidige bedrifter. Vi så de samme tendenser 

allerede i 60’erne i den nationale landbrugspolitik 

og landbrugsudvikling. Et andet altern 

a t iv til en fælles eller en national landbrugspolitik 

ville have været en liberalisering. Men en næsten 

fuld liberalisering ville i endnu højere grad have 

fremmet udvikling af stordrift og international 

arbejdsdeling, dvs. specialisering. 

Dette er ikke sagt for at frikende den fælles 

landbrugspolitik for dens tåbeligheder frem til 

dette årti. På grund af den teknologiske udvikling 

og markedskræfterne ville vi under alle omstændigheder 

se en nedgang i antallet af landbrugsbedrifter. 

Men den fælles landbrugspolitik kunne, 

indrettet på en anden måde, have betydet en 

mindre belastning af miljøet og have bidraget til 

at fastholde mere natur. 

Et markant eksempel på landbrugspolitikkens 

indretning oplevede vi i et EU-projekt, hvor vore 

spanske samarbejdspartnere undersøgte La 

Mancha Occidental, et stort område syd fo r 

Madrid. Efter Spaniens indtræden i EF i midten af 

80’erne betød de store tilskud til kornproduktion 

at landmændene i vidt omfang gik over til 

i n t e n s iv korndyrkning gennem kunstva n d i n g . 

Efter bare få år begyndte store vådområder at 

udtørre, byområder oplevede mangel på vand, og 

det samme gjorde nabolandmænd. Da området 

var omfattet af 1992-landbrugsreformens milj 

ø l e d s a ge fo r a n s t a l t n i n ger betød det at medens 

EU med den ene hånd gav traditionel produktionstilskud, 

blev der med den anden hånd giv e t 

støtte til mere ekstensiv dyrkning og grundvandsbeskyttelse. 

(Garrido & Moyano 1996). 

I Danmark har vi naturligvis også modtaget EUtilskud 

til miljøvenlig landbrugsdrift. Men det må 

konstateres at ordningerne indtil nu kun i yderst 


beskedent omfang har bidraget til opfyldelse af 

vandmiljøplanen, sådan som intentionen ellers har 

været. Det kan videre konstateres at de adminis 

t r a t ive omkostninger både på nationalt og amtsligt 

niveau og hos landmændene og deres rådgivere 

har været uforholdsmæssigt høje i forhold 

til de miljø- og naturmæssige gevinster. Det har 

også været ganske vanskeligt at komme af med de 

frivillige ordninger til landmændene. Den økonomiske 

gulerod for at ekstensivere har for nogle 

været for lille, men mere afgørende har det været 

at mange landmænd har ment at den og den 

ordning ikke har passet ind i bedriftsplanlægningen 

(Andersen et al. 1998, Just 1997). 

Ud fra en omkostnings- og effe kt v u r d e r i n g 

må det derfor gælde om at indrette ordninge r n e 

således at miljø- og naturvenlige produkt i o n sformer 

fremmes gennem almindelige prismekanismer. 

En nedsættelse af kornprisen vil således 

gøre det mindre rentabelt at anvende så meget 

kunstgødning og pesticider, meget marginaljo r d 

vil i stedet for korn blive udlagt til græs eller 

brak, og prisrelationerne vil opfordre til i højere 

grad selv at opfodre kornet. Herved gives der 

ikke så mange incitamenter til monokulturel 

dyrkning og til specialisering, men derimod til 

udvikling af et mere flersidigt landbrug, således 

som allerede foreslået i Kommissionens forslag til 

en ny landbrugspolitik i Agenda 2000. Det skal 

også nævnes at Danmark er en af de varmeste fo rtalere 

for cross-compliance, dvs. at støtten gøres 

afhængig af opfyldelse af visse miljøkrav. 

Det skal understreges at ikke alt kan klares 

gennem økonomiske instrumenter. Man kan ge nnem 

forbud, påbud og andre reguleringer sørge 

for at miljø og natur ikke skades, men man kan 

ikke med den almindelige pris- og produktionspolitik 

i tilstrækkeligt omfang sørge for udvikling 

af bestemte naturtyper. Derfor vil der stadig være 

brug for tilskud til udvikling af naturtyper som 

offentligheden prioriterer at betale for, fx flere 

vandhuller. 

Udvikling af økologisk jordbrug er en del af 

omstillingsprocessen i både EU’s og den nationale 

landbrugspolitik. Denne produkt i o n s form vil 

medvirke til at fremme en ekstensivering, men vil 

53


54 

| TABEL 4 | Antal husdyrbrug med over 250 DE og 500 DE, 1990-96 

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (1998). 

kun i meget lille omfang lægge en dæmper på 

u d v i k l i n gen af store brug. Økologisk jo r d b r u g 

er også pålagt markedets krav om til stadighed at 

producere billigere og bedre produkter, og vi 

kan bl.a. se at økologiske mælkeproducenter er 

20% større end en gennemsnitlig mælkeproducent. 

Forskellen i alderssammensætning spiller 

dog ind her. 

I gangværende undersøgelser af ny-omlæggere 

inden for økologisk landbrug tyder også på 

en vis konv e r gens, altså at de og de konv e n t i o n e l l e 

landmænd kommer til at ligne hinanden mere i 

h o l d n i n ger og bedriftskarakteristika. Driv k r a f t e n 

hos mange omlæggere er ikke så meget en hellig 

flamme som det er faglig nysgerrighed, personlig 

udvikling og håbet om en bedre aflønning 

(pers. komm. Michelsen). 

4. Strukturudviklingen og miljøet 

Spørgsmålet om landbrugets strukt u r u d v i k l i n g 

bliver i øjeblikket symbolpolitisk kogt ned til et 

spørgsmål om antal af husdyrenheder. På den 

ene side hævder tilhængere af en grænse ved 250 

at flere dyr er skadeligt for miljøet, husdyrvelfærden 

og livet på landet. På den anden side hævder 

tilhængerne af at fastholde de eksisterende 

grænser, at en skærpelse vil hæmme produkt iv it 

e t s u d v i k l i n gen og gøre det va n s k e l i gere fo r 

landmændene at klare sig i en stadigt mere liberaliseret 

verdenshandel. Der kan derfor være 

grund til at forsøge at finde ud af om der skulle 

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 

Svinebrug over 250 DE 265 316 409 558 560 621 648 

Fjerkræbrug over 250 DE 56 51 67 80 93 73 63 

Andre brug over 250 DE 101 125 139 173 177 190 207 

I alt over 250 DE 422 492 615 811 830 883 918 

Heraf over 500 DE 1) 1) 1) 1) 118 134 142 

1) Oplysninger om antal husdyrbrug over 500 DE eksisterer først fra 1994. Ifølge GLR/CHR var der i 1997 915 husdyrbrug 

over 250 DE, heraf 130 brug over 500 DE (DE=Dyreenhed). 

være en sammenhæng mellem størrelse og miljø, 

størrelse og sundhed, samt belyse planlægningstendenser 

omkring besætningsstørrelser. 

VVM 

Siden januar 1994 har svine- og fjerkræfarme 

været omfattet af VVM-godkendelser, når man 

ønskede at udvide en ejendom ud over 250 DE. 

Med en ændring af EU-direktivet skal alle husdyrbrug 

fra 1998 underkastes en amtslig vurdering 

af konsekvenser for miljøet, hvis de vil 

ekspandere ud over 250 DE. Som det vil ses af 

tabel 4, har bureaukratiet omkring VVM lagt en 

dæmper på lysten til at udvide. I alt er der kun blevet 

givet 20 tilladelser i den fireårige periode 

1994-97. Når tallet for udvidelser alligevel er 

højere, skyldes det at opgørelsen er baseret på 

b e d r i f t s n iveauet, medens V V M - g o d k e n d e l s e r 

vedrører den enkelte ejendom. 

Størrelse og miljø 

Ikke mindst en begrænsning på antallet af dyreenheder 

er blevet set som et instrument til at 

sikre et bedre miljø. Imidlertid eksisterer der kun 

meget få forskningsresultater fra ind- og udland 

som beskæftiger sig med en mulig sammenhæng 

mellem størrelse og miljøbelastning. En indikation 

af en vis sammenhæng mellem store brug og 

miljølastning fås gennem DMU’s landovervågning. 

Selv om gødningsregnskabet stemmer på 

b e d r i f t s n iveau, kan der være store fo r s k e l l e 

mellem markerne. Der er fundet en ekstremt høj

mineralisering og udvaskning på jo r d va n d s t ationerne 

på marker tæt ved gårdene, hvilket 

kunne indikere en overgødskning her, medens de 

fjernere liggende marker så får tilsvarende mindre 

(DMU Nyt 2 1997). 

Det hidtil mest omfattende bud på en analyse 

af landbrugsstrukturen og kvælstofudva s k n i n ge n 

er DMU’s og SJFI’s undersøgelse af det hydrologiske 

opland til Vejle Fjord. Generelt kan det konstateres 

at deltidsbrug og plantebedrifter har en 

mindre udvaskning pr. hektar end kvæg- og svinebedrifter. 

Men ses der på udva s k n i n gen inden fo r 

de enkelte produktionsgrene, er konklusionen, at 

“måler man det pr. hektar, er der altså ikke 

n o get, der tyder på, at store brug forurener mere 

end små brug, snarere tværtimod” (Skop 1998). 

Medvirkende hertil kan være det forhold at større 

brug i højere grad har mulighed for at investere 

i det nyeste udbringningsudstyr. Der kan heller 

ikke ses bort fra alderen som en forklarende fa ktor 

idet det må formodes at ældre producenter på 

mindre ejendomme ikke har den samme 

opmærksomhed omkring miljøproblemer og de 

samme ressourcer som yngre producenter. 

Men generelt må det konstateres at det er va nskeligt 

at udpege en bestemt gruppe som mere 

miljøbelastende end andre. I en evaluering for 

M i l j ø s tyrelsen af pesticidhandlingsplanen fo r e t o g 

Sydjysk Universitetscenter gennem GfK en spørgeskemaundersøgelse 

blandt 1.500 landmænd. 

Det var ikke muligt med det datamateriale at 

udskille en eller flere grupper af sorte får, hverken 

når der blev undersøgt for alder, bedriftsty p e , 

størrelse eller lignende variable. Derimod var det 

markant at de landmænd som hyppigst brugte 

planteavlskonsulenternes rådgivning, reducerede 

pesticidforbruget mest (Svendsen et al. 1998). 

Størrelse og naturværdier 

Fra samfundets side lægges der stor vægt på at 

( gen)skabe mere natur og landskab. Ge n n e m 

nationale og EU-støtteordninger søger man at 

animere jo r d b r u gerne til at dyrke lidt mindre 

i n t e n s ivt og til at udvikle småbiotoper. Især sy n e s 


deltidslandmænd og jagtinteresserede jo r d b r u ge r e 

at interessere sig for at skabe flere herlighedsværdier 

(Just et al. 1996). En grundig analyse af de 

faktiske naturværdier på forskellige ejendomstyper 

i Vejle Amt dokumenterer, at deltidsbruge n e 

mere end andre understøtter naturværdierne i 

agerlandskabet. Små kvægbrug følger lige efter, 

medens store kvægbrug og små plantebrug kommer 

ind på en ‘tredjeplads’. Herefter følger store 

plantebrug og små svinebrug, og med laveste 

værdier kommer de store svinebrug (Hald 1998). 

Som det ses af rangordningen, har indholdet af 

naturværdier ikke så meget med størrelsen at 

gøre, men først og fremmest med intensiteten og 

a f g r ø d e s a m m e n s æ t n i n gen. Monokulturer og 

i n t e n s iv korndyrkning på store plantebrug og på 

s v i n e b r u gene vil naturligt nok give et mindre 

naturindhold end hos den mere ekstensivt dyrkende 

deltidslandmand og hos kvægbruge r e n 

med et stort græsningsareal. 

Ønsker samfundet derfor at fremme naturværdierne 

i agerlandskabet, gøres det bedst ge n n e m 

målrettede instrumenter, fx krav om sprøjte- og 

gødningsfri randzoner, eller gennem økonomiske 

instrumenter som fremmer et lavere intensitetstryk. 

Differentiering 

Med vedtagelsen i 1996 af IPPC-direkt iv e t 

(Integrated pollution prevention and control) vil 

landbrug, der bliver ligestillet med forurenende 

virksomheder, blive stillet over for skærpede 

krav i forhold til miljøbeskyttelsesloven. Det kan 

bl.a. betyde at størrelsesgrænsen i visse egne bliver 

sat lavere end 250 DE (Lorentzen 1998). 

Hermed ligger direktivet på linje med øvrige 

udviklingstendenser i den offe n t l i ge fo r va l t n i n g , 

nemlig differentiering i virkemidlerne. Vi har set 

hvorledes beregningen af antal dyreenheder differentierer 

mellem svin og kvæg, og senest også 

inden for kvæg afhængigt af det tilhørende grovfoderareal. 

På samme måde arbejdes der på at gøre 

den øvre grænse mere afhængig af aktuel miljøbelastning. 

Mest markant kommer det til udtryk 

i Drikkeva n d s u d va l gets betænkning fra 17. 

december 1997, som har givet anledning til forslag 

til ændring af hhv. va n d fo r sy n i n g s l o v e n , 

55


56 

m i l j ø b e s k yttelsesloven og planloven. Hovedsigtet 

er at sikre en mere detaljeret og differentieret planlægning, 

hvor amterne gennem regionplanerne 

sikres mulighed for at udpege områder med særlige 

drikkevandsinteresser og følsomme indvindingsområder. 

I disse områder foreslås det at 

u d s tyre ministeren med beføjelser til at hindre fri 

etablering af husdyrbrug og import af husdyrgødning, 

herunder også at gribe ind over fo r 

brug som har under 250 DE (Miljø- og Energiministeriet 

1998). Omvendt har vi set at miljøminister 

Svend Auken i sin udmelding om landsplanforslaget 

har været villig til - inden han af 

politiske grunde måtte sadle om - i områder uden 

grundvandsinteresser at sætte en højere grænse 

(350 DE), før en VVM-procedure skulle iværksættes. 

I begge tilfælde har diffe r e n t i e r i n ge n 

været begrundet i et ønske om at se på den konkrete 

miljøbelastning defineret som det samlede 

intensitetstryk i et givet område. 

5. Sammenfattende om landbrugspolitik, 

størrelse og miljøpåvirkning 

Det er i det foregående søgt påvist at strukt u r u dv 

i k l i n gen i dansk landbrug med et faldende antal 

landbrug og en markant udvikling i retning af flere 

brug over 50 ha, har forløbet ganske hastigt i de 

seneste par årtier. Det er imidlertid værd at 

bemærke sig at udviklingen ikke adskiller sig fra 

de tendenser vi ser i det øvrige No r d e u r o p a . 

Siden midten af 1980’erne har nedlægningstakten 

i dansk landbrug nøje fulgt ge n n e m s n i t t e t 

for andre nordvesteuropæiske lande. 

Med hensyn til forholdet mellem størrelse og 

miljø er det vanskeligt at finde videnskabeligt 

bevis for at store brug skulle være mere belastende 

end mindre brug. Helt afgørende er derimod 

driftsledelsen og intensiteten. At benytte en 

grænse ved 250 DE som instrument til at fremme 

miljø og husdyrvelfærd vil derfor i bedste fald 

være temmelig upræcist og i værste fald direkte 

i modstrid med de udmærkede intentioner. Det 

forhindrer ikke at der kan være andre gode 

grunde til at indføre en sådan grænse. 

Referencer 

Andersen, E., J. Primdahl & V. Solvang (1998): Miljøvenlige 

jordbrugsforanstaltninger og de Særligt Følsomme 

Landbrugsområder 1994-96. Evaluering af MVJ-ordningens 

iværksættelse og betydning. Frederiksberg: 

DSR Forlag. 

Danmarks Statistik: Landbrugsstatistik (1997). 

DMU Nyt 2 (1997). 

Eurostat, 5A, Landwirtschaft (1997). 

Garrido F. & E. Moyano (1996): “The implementation of 

agri-environmental policy in Spain”. Incentives 

and obstacles towards implementation of more sustainable 

methods in agriculture in Denmark, the Ne t h e r l a n d s 

and Spain. Final Report, ed. Flemming Just, South J u t l a n d 

University Centre, Esbjerg. 

Hald, A.B. (1998): Sustainable agriculture and nature va l u e s 

- using Vejle County as a study area, DMU, 

Technical Report No. 222. 

Just, F. (1994): LR 80 og Landbrugets Græsrødder, Bol og 

by. Landbohistorisk Tidsskrift 2, 78-100. 

Just, F., E. Noe & L.A. Rasmussen (1996): Korridorer i landskabet. 

En evaluering af Miljøministeriets eksempel 

projekt nr. 7. Kooperativ Forskning, Notat 36. Sydjysk 

Universitetscenter, Esbjerg. 

Just, F. (1997): Landmændenes egen naturforvaltning og 

de offentlige støtteordninger. 

Tidsskrift for Landøkonomi 2: 142-150. 

Lorenzen, I. (1998): Miljøkrav til kvægbruget skærpes. 

Erhvervsjordbruget 3: 30-31. 

Miljø- og Energiministeriet (1998): Udkast til Forslag til 

lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov 

om miljøbeskyttelse og lov om planlægning, 6. 

februar 1998. 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (1998): 

Betænkning nr. 1351. Landbrugets strukturudvikling, 

Betænkning fra Udvalget vedrørende landbrugets 

strukturudvikling. 

Pers. komm. fra Foreningen for danske Landbrugsskoler. 

Pers. komm. fra Johannes Michelsen (endnu ikke publiceret 

undersøgelse af 1995-omlæggerne). 

Skop, E. (1998): Landbrugsstruktur og kvælstofudva s k n i n g . 

Udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. 

Resumé og udskrift af høring i Fo l k e t i n get den 29. okt o - 

ber 1997, Teknologirådet (1998): 63-66. 

Svendsen, S., V. Søgaard & F. Just (1998): Landmanden, 

konsulenten og pesticiderne. Miljøstyrelsen, rapport 

nr. 100.

ØKOLOGI I UDVIKLING 

af udviklingsdirektør Flemming Duus Mathiesen, 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoratet 

Indledning 

Den økologiske fø d e va r e p r o d u ktion udgør i dag 

en etableret del af den samlede fø d e va r e p r o d u ktion. 

På trods heraf er der fortsat et stort udviklingspotentiale 

- mange fo r b r u gere viser stige n d e 

interesse for økologien og opmærksomheden 

omkring den økologiske driftsforms muligheder 

som miljøpolitisk virkemiddel er også voksende. 

Det økologiske Fø d e vareråds grundlægge n d e 

o p fattelse er, at økologien skal gives gode muligheder 

for udvikling i form af optimale rammebetingelser, 

men at udviklingen i øvrigt skal ske 

gradvist og i den hastighed jordbruget og forbrugerne 

ønsker det. 

Med Aktionsplan II - økologi i ud v i k l i n g 

(Strukturdirektoratet 1999) har Det økologiske 

Fø d e vareråd tilvejebragt et omfattende værktøj til 

| FIGUR 1 | 

5000 

4000 

3000 

2000 

ØKOLOGI I UDVIKLING / FLEMMING DUUS MATHIESEN 

udvikling af den økologiske fø d e va r e p r o d u kt i o n 

inden for de kommende 5 år. Ambitionen med 

a ktionsplanen har været at skabe en helstøbt strategi, 

som omhandler alle relevante aspekter af 

økologiens videre udvikling. 

Med Aktionsplan II - økologi i udvikling har Det 

økologiske Fødevareråd således givet fødevareministeren 

85 anbefa l i n ger vedrørende den videre 

udvikling af den økologiske fø d e va r e p r o d u kt i o n 

i Danmark. Ne d e n for gives en introduktion til 

aktionsplanens centrale indsatsområder. 

Primærproduktionen 

Den hidtidige omlægningstakt til økologisk jo r dbrug 

forventes at stige yderligere de kommende 

år, hvilket illustreres af nedenstående figur. 

A ktionsplanen skal medvirke til at stimulere 

6000 350.000 

1000 

0 

Prognose for omlægning til år 2002 

90 92 

94 95 96 97 98 99 2000 2001 2002 

Antal bedrifter Antal hektar 

300.000 

250.000 

200.000 

150.000 

100.000 

50.000 

Kilde: Strukturdirektoratet 1999. 

0 

57


58 

denne fortsatte omlægning til økologisk driftsform. 

Dette gøres på den ene side gennem initiativer 

rettet mod jordbruget generelt i form af 

fremme af samarbejde mellem bedrifter, tilpasning 

af tilskudsordninger, øget indsats inden fo r 

u ddannelsesområdet, forbedrede muligheder fo r 

konsulentbistand med videre. 

På den anden side indeholder aktionsplanen en 

række initiativer rettet specifikt mod de produktionsgrene, 

hvor økologien kun udgør en mindre 

andel eller hvor særlige produktionstekniske barrierer 

hindrer en videre udvikling. 

Selvom det økologisk dyrkede areal er vokset 

b e tydeligt siden aktionsplanen fra 1995, vil 

omlægning af offentligt ejede jordbrugsarealer til 

økologisk driftsform stadig kunne bidrage til en 

vækst i det økologiske areal. Som fø l ge heraf 

lægger aktionsplanen op til en undersøgelse af 

potentialet for omlægning af offentligt ejede 

jordbrugsarealer. 

| FIGUR 2 | Danske familiers køb af økologiske varer 

% 

80 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

Forbrug og afsætning. 

Fo r b r u gernes interesse for økologiske produkt e r 

er fortsat stærk og stigende, hvilket illustreres af 

nedenstående figur, om end denne type af unders 

ø gelser skal tages med et vist forbehold, da holdninger 

og handlinger ofte divergerer. 

Den stigende interesse skal ikke mindst ses i 

sammenhæng med den høje tillid til ø-mærket. 

Flere undersøgelser (Infood 1998) har konstateret, 

at kendskabet til det statskontrollerede ø-mærke 

er udbredt og stabilt, og at fo r b r u gerne har stor tillid 

til den bagvedliggende kontrolindsats. S a m t i d i g 

viser undersøgelserne dog også, at fo r b r u ge r n e s 

kendskab til de kriterier, der ligger til grund for tildelingen 

af mærket, er meget begrænset. 

A ktionsplanen lægger derfor op til at fa s tholde 

tilliden og uddybe kendskabet til det røde 

ø-mærke, både i form af fortsat information og 

fortsat udvikling af mærkningskriterierne. 

Fo r syningssikkerheden er afgørende for, at 

Altid Af og til Aldrig Kilde: Danmarks Statistik 1998. 

Grøntsager Mejeriprodukter Kød Andre varer Gennemsnit

detailhandlen kan imødekomme fo r b r u ge r n e s 

s t i gende efterspørgsel efter økologiske fø d e va r e r , 

og for at institutioner og storkøkkener kan 

omlægge til økologisk bespisning. 

A ktionsplanen skal også på andre måder stimulere 

til, at institutioner og storkøkkener i højere 

grad vælger at omlægge til økologisk bespisning. 

Økologiske basisvarer har de seneste år vundet 

indpas i mange fo r b r u geres bevidsthed, hvorimod 

forarbejdede økologiske varer kun i begrænset 

omfang har fået fo d fæste på markedet. Det er 

nødvendigt for den videre udvikling af den økologiske 

fø d e va r e p r o d u ktion, at produkt s o r t imentet 

udvides til i højere grad end i dag også at 

omfatte diverse forarbejdede økologiske varer. 

Gårdsalg og abonnementsordninger betragtes 

som et værdifuldt alternativ til detailhandlen, 

fordi disse afsætningsformer giver forbrugerne 

mulighed for at kombinere indkøbet af 

økologiske fødevarer med en direkte kontakt til 

primærproducenterne. 

Kvalitet og sundhed 

Det er en central kvalitetsegenskab, at de økologiske 

fø d e varer er frembragt i balance med naturl 

i ge kredsløb, hvor fo r e b y g gende metoder erstatter 

pesticider og under hensyn til husdyrenes 

v e l færd. Dertil kommer, at mange fo r b r u ge r e 

o p fatter økologiske fø d e varer som sundere. 

Uagtet at økologiske fø d e varer i nogle fo r b r u ge r e s 

bevidsthed repræsenterer en række kva l i t e t sm 

æ s s i ge fortrin, forudsætter en fortsat udvikling 

af den økologiske fø d e va r e p r o d u ktion, at 

produkterne kan tilfredsstille forbrugernes forventninger 

for så vidt angår samtlige kvalitetsparametre 

- herunder traditionelle såvel som 

miljø- og sundhedsrelaterede. Som konsekvens 

heraf anbefales der i Aktionsplan II - økologi i 

udvikling at igangsætte en række forsknings- og 

u d v i k l i n g s i n i t i a t iver relateret til kvaliteten og 

sundheden af økologiske fø d e varer i hele kæden 

fra bord til jord. 

Eksport 

Eksport af økologiske fø d e varer er først i begy ndelsen 

af en udvikling. Det skyldes, at de økolo- 

ØKOLOGI I UDVIKLING / FLEMMING DUUS MATHIESEN 

giske producenter har prioriteret at tilfredsstille 

efterspørgslen på hjemmemarkedet. I den 

udstrækning produktionen stiger vil eksportmulighederne 

komme meget mere frem i lyset. 

Det fremgår klart af indledende mark 

e d s u n d e r s ø gelser, at det danske marked er 

længst fremme, hvad angår produktion og afs æ tning 

af økologiske fødevarer. Det er dog også 

klart, at markedet for økologiske produkter tillige 

er under udvikling andre steder. Dette gælder 

ikke mindst Storbritannien og Tyskland. 

A ktionsplanen anbefaler derfor, at der iv æ r ksættes 

en række initiativer for at fremme eksporten, 

navnlig for så vidt angår de va r e g r u p p e r 

hvor produktionen aktuelt eller inden for den 

nærmeste fremtid vil overstige den hjemlige 

efterspørgsel. 

Miljø 

Aktionsplanen skal medvirke til at øge mulighederne 

for det økologiske jordbrugs betydning i 

forbindelse med beskyttelsen af miljøet og 

fremme af en bæredygtig udvikling inden fo r 

jordbruget. 

Økologisk jordbrug bygger på en målsætning 

om, at der i driften skal tages særlige hensyn til 

p r o d u ktionens bæredygtighed. Ved at købe økologiske 

fødevarer forventer forbrugeren derfor, 

at der i produktionen er taget en række grundlæggende 

hensyn til bl.a. miljø, naturværdier og 

ressourceudnyttelse. 

Såfremt økologisk jordbrug også i fremtiden 

skal være et alternativ til konventionelt jo r d b r u g 

skal målene forfølges yderligere, således at måls 

æ t n i n gen om bæredygtighed i endnu større 

grad opfyldes. 

A ktionsplanen rummer derfor initiativer vedrørende 

tab af næringsstoffer, recirkulering af 

n æ r i n g s s t o f fer, naturindhold og miljøbeskyt t e l s e , 

jordens frugtbarhed, energi og ressourcer samt 

skovrejsning og våde enge. 

Husdyrsundhed og husdyrvelfærd 

I de senere år har der været en kraftig stigning i 

efterspørgslen på økologiske husdyrprodukter. Da 

det er en vigtig målsætning i økologisk jo r d b r u g , 

59


60 

at give alle husdyr gode forhold, der er i overensstemmelse 

med deres naturlige adfærd og 

behov, må det antages, at forbrugerne betragter 

det som en selvfø l ge, at økologiske dyr har en høj 

grad af velfærd. I den forbindelse er husdyrsundheden 

afgørende for både velfærd, medicinforbrug 

og forekomst af zoonoser. 

A ktionsplanen indeholder derfor en række 

i n i t i a t iver vedrørende vurdering af praksis og 

regler, sundhedsfremme i økologisk husdyrproduktion, 

udvikling af produktionssystemer med 

fokus på sundhed og velfærd og udvikling af 

alternativ sygdomsbehandling. 

Forskning og udvikling 

Fo r s k n i n gen inden for det økologiske jordbrug er 

s tyrket betydeligt. Der er dog fortsat behov for en 

målrettet forskningsindsats, der medvirker til at 

fremme det økologiske jordbrug. 

En række af anbefa l i n gerne nævnt i relation til 

de foregående indsatsområder retter sig mod 

forsknings- og udviklingsinitiativer. 

Herudover er der imidlertid behov for at sikre 

kvaliteten, finansieringen og koordineringen af 

den fortsatte forskningsindsats rettet mod udviklingen 

af den økologiske fødevareproduktion. 

Administrative forenklinger 

Set i lyset af økologiområdets vækst, herunder 

også for så vidt angår tilskudsordningerne og 

disses kompleksitet, vurderer Det økologiske 

Fø d e vareråd, at administrative fo r e n k l i n ger så 

vidt muligt skal tilstræbes. 

A ktionsplanen indeholder derfor en række 

anbefalinger vedrørende forenkling af arealtils 

k u d s o r d n i n gen, evaluering af Plantedirekt o r a t e t s 

kontrolindsats og sikring af, at de økologiske 

fødevareproducenter varsles i god tid forud for 

regelændringer. 

Finansiering 

Det økologiske Fødevareråd har identificeret en 

række tilskudsordninger og finansieringskilder af 

relevans for aktionsplanens implementering og 

dermed for den videre udvikling af den økologiske 

fødevareproduktion i Danmark. Den sam- 

lede budgetramme for fremme af den økologiske 

fø d e va r e p r o d u ktion de kommende 5 år 

udgør på denne baggrund cirka 2,2 mia. kr. 

På baggrund af den forventede stigning i det 

økologisk dyrkede areal i Danmark rummer 

aktionsplanen anvisninger på finansiering af de 

voksende udgifter til arealtilskud. 

Med henblik på at sikre et bredere kapitalgrundlag 

for finansiering af økologiske udviklingsprojekter 

er der behov for at overveje, 

hvorledes eksempelvis produkt u d v i k l i n g s o r dn 

i n gen, finansielt og risikomæssigt kan spille 

sammen med private investorer. 

Den stigende økologiske aktivitet og økologibranchernes 

voksende indbetalinger til fo n d e n e 

forventes at føre til en stigende andel af promille- 

og produkt i o n s a f g i f t s fondene vedrørende 

medfinansiering af økologiske forskningsaktiviteter 

og markedsføring. Aktionsplanen søger at 

medvirke til at dette vil ske. 

EU’s landbrugspolitik har stor betydning fo r 

den økologiske fø d e va r e p r o d u ktions fremtidige 

rentabilitet og omfang. I relation til den iga n g v ærende 

reform af EU’s landbrugspolitik, Age n d a 

2000, er det derfor vigtigt at indtænke den økologiske 

fø d e va r e p r o d u tions k særlige behov og vilkår. 

A ktionsplanen indeholder i fo r l æ n gelse heraf 

en række anbefa l i n ger vedrørende udfo r m n i n ge n 

af landd i s t r i kt s fo r o r d n i n gen, markedsordningerne 

og den generelle inddragelse af Det økologiske 

Fø d e vareråd i relation til EU-relaterede 

spørgsmål. 

Referencer 

S t r u kt u r d i r e ktoratet (1999): Aktionsplan II - økologi i udvikling. 

Udarbejdet til Ministeren for Fø d e varer, Landbrug 

og Fiskeri af Det økologiske Fødevareråd, januar 1999. 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 

Strukturdirektoratet. 

Danmarks Statistik (1998): Interviewundersøgelse gennemført 

af Danmarks Statistik i august 1998, se 

Miljøstatistik 1998, s. 83. 

I n food (1998): “Danske fo r b r u geres info r m a t i o n s a d færd i fo r - 

bindelse med valg af fødevarer - herunder økologiske 

fødevarer”. 

Infood (1995): “Udvalgte forbrugeres tillid og kendskab til 

det statskontrollerede økologi-mærke”.

IDET FØLGENDE vil jeg søge at perspekt iv e r e 

l a n d b r u gets strukturudvikling i nyere tid med 

fokus på de elementer, der har haft eller fo r tsat 

forventes at få størst betydning for natur og 

miljø. 

Desuden vil jeg belyse de nye sigtelinier i den 

europæiske landbrugspolitik, og den betydning de 

kan få for naturen i det åbne land i Danmark. 

Hvilke visioner og perspektiver er der i den fælles 

landbrugspolitik? Hvilke mål skal vi sætte os - 

og hvorfor? 

Endelig vil jeg fremsætte nogle sy n s p u n kter og 

forslag af mere bred betydning for naturforvaltningen 

i det åbne land i Danmark. 

Lidt baggrund 

Siden stenalderen har det danske landskab udviklet 

sig i et samspil mellem landbrug, landskab og 

natur. Det bliver undertiden sagt, at vi ikke har 

egentlig natur i Danmark, fordi vi er et tætbefolket 

og ge n n e m k u l t iveret land. Intet er mere misvisende. 

Vi skal bare erkende, at mennesket har 

været og er en medspiller i udfo r m n i n gen af 

landskabet, og dermed har påvirket og påvirker 

dets biologiske indhold. Det er der ikke nødvendigvis 

noget bekymrende i! 

Dertil kommer, at de halvkulturer/halvnaturer, 

som vi f.eks. nævner i Na t u r b e s k yttelseslovens §3, 

alle har haft en årtusindgammel historie i 

Danmark. Vore overdrev og heder har altid haft 

en plads i Danmark, langs vore kyster og i sandjordsegnene, 

men de har pga. forskellige menn 

e s k e l i ge akt iviteter kunnet brede sig ud i det 

t i d l i gere hovedsageligt skovbevoksede Danmark. 

Den i dette århundrede særligt kraftige 

b e folkningsudvikling og den samme befo l k n i n g s 

særligt intensive udnyttelse af omgivelserne gør 

OM STRUKTURUDVIKLINGENS NATURKONSEKVENSER / IB JOHNSEN 

OM STRUKTURUDVIKLINGENS 

NATURKONSEKVENSER 

af lektor Ib Johnsen, Københavns Universitet, Botanisk Institut, Økologisk Afdeling 

det imidlertid nødvendigt at nytænke, hvis de 

naturværdier, vi stadig har i landskabet, skal bevares 

til kommende generationer. Og det har vi en 

moralsk forpligtelse til – lad os ikke træffe uige nk 

a l d e l i ge afgørelser på vore børns og børnebørns 

vegne! 

Et vigtig punkt er her erkendelsen af det danske 

landskabs egenart. Det danske landskab er et 

af de mest varierede i Europa. Vi har på vore 

43.000 km 2 en utrolig variation m.h.t. ge o l o g i s k e 

formationer, naturtyper og økologiske successionsstadier. 

Dette skyldes ikke alene ovennævnte 

samspil, men også vor spændende ældre og nyere 

geologiske historie. 

I Danmark fo r valter landbruget 62% af det 

samlede landareal. Naturens og miljøets tilstand 

i landbrugslandet er i vore dage langt fra optimal. 

Det skyldes grundlæggende den meget intens 

ive og hjælpestoffo r b r u gende form for landbrug, 

der praktiseres på hovedparten af landbrugsarealet. 

Det er så godt som umuligt at undgå 

uønskede stoftab og effekter på omgivelserne - 

horisontalt som vertikalt - med denne dyrkningsform. 

Overalt i landbruget burde der tilstræbes 

lukkede kredsløb og et minimum af giftanvendelse 

og energiforbrug. Den stigende erkendelse 

af landbrugsnaturens ringe fo r fatning og 

befolkningens mere eller mindre udtalte ønske 

om at få større naturkvalitet omkring os, er dog 

nu gradvist ved at vende udviklingen. 

Naturen er meget tålmodig med os mennesker 

- oftest er det os, der savner den nødvendige tålmodighed. 

Derfor er der heldigvis nogle yderst 

lovende muligheder for at genoprette det tabte, 

hvis vi bærer os fornuftigt ad – bl.a. ved at følge 

de gode intentioner i EU’s landbrugsrefo r m , 

Agenda 2000. Men når det er sagt, skal det frem- 

61


62 

hæves, at udfaldet af denne indsats vil afhænge 

meget af det enkelte medlemslands indsats. 

I Danmark er vor forudsætning, at landet - med 

visse væsentlige undtagelser - er gennemkultiveret. 

Vanskeligheder tiltrods er det dog lykkedes 

at bevare ekstensiv drift på nogle af de arealer, der 

rummer naturtyper, der skal være dyre- og plant 

e r e k r u t t e r i n g s g r u n d l a get for de fremover mere 

og mere udbredte bæredygtigt drevne landbrugsarealer. 

Samtidig med, at vi implementerer 

de foreslåede strukturtiltag fra EU, er det 

mere vigtigt end nogensinde at holde på vore sidste 

værdifulde halvkulturer. Det er ikke nok at 

konstatere, at de fleste af dem er beskyttet af 

Na t u r b e s k yttelseslovens §3. Man må nemlig være 

opmærksom på, at vore halvkulturer nok er 

udbredt som fø l ge af tidligere tiders landbrugsdrift, 

men de har alle haft en plads i Danmark, 

også før landbrugskulturen blev så dominerende. 

Vore halvkulturer er derudover yderst fo r s k e l l i ge 

fra egn til egn. Danmark er et af Europas mest 

h e t e r o gene lande, bl.a. m.h.t. jo r d b u n d s fo r h o l d . 

F.eks. dækker begrebet ’overdrev’ over en mege t 

bred vifte af plantesamfund med tilhørende dyrel 

iv . 

Den nyere strukturudvikling 

Hovedelementer i landbrugets strukt u r u d v i k l i n g 

b l iver i det fø l gende gennemgået med fokus på de 

fire elementer, der har haft eller forventes at få 

størst betydning for natur og miljø. 

1. Stadig større og færre landbrugsbedrifter 

samt nedgang i antal beskæftigede i landbruget. 

Konsekvenser: 

Større landbrugsbedrifter resulterer i større marker 

med samme kultur, hvilket resulterer i større 

biologisk isolation; større risiko for bl.a. skadedyrog 

svampeangreb med større behov for bekæmpelse 

med pesticider til følge. Det må medgives, 

at store enheder typisk vil kunne reguleres mere 

miljømæssigt effe kt ivt, men det er i konflikt med 

ideerne om landbrugeren som naturforvalter, at 

b r u gene affolkes eller nedlægges. Af fo l k n i n gen er 

et tilbageslag for udviklingsmulighederne i det 

åbne land i bred forstand – også for opretholdelse 

og genskabelse af naturværdier. 

Imødegåelse: 

Fo r s l a gene fra EU om differentiering af støtte 

ud fra bedriftens arbejdskraft vil gavne opretholdelse 

af levende og aktive landdistrikter gennem 

fremme af mulighed for fortsættelse eller 

igangsættelse af ekstensiv landbrugsdrift (naturpleje, 

naturgenopretning) og dermed iga n g s æ t t e 

en udvikling tilbage mod det multifunktionelle 

landskab. 

2. Tilpasning af markerne til intensiv 

dyrkning, herunder arbejde med større og 

tungere maskinel. 

Konsekvenser: 

Fjernelse af generende småbiotoper som levende 

hegn, vandhuller m.v. og mindre marker sammenlægges 

til større sammenhængende dyrkningsflader, 

effektiv dræning især af lavbundsarealer 

samt optimal anvendelse af hele marken ud til 

naboarealer, d.v.s. ingen randzoner med begrænset 

dyrkning. Bi o d iversiteten reduceres til et minimum 

og stofkredsløb åbnes med skade på naboarealer 

og grundvand til følge. 


Oprettelse af markbræmmer af en vis bredd e , 

hvor dyrkningsintensiteten reduceres mest muligt 

samt øget indsats m.h.t. plantning af levende 

hegn, genopretning af småbiotoper, implementering 

af den ny Vandmiljøplan II under skyldig 

h e n sy n t a gen til eksisterende naturværdier i ådalene. 

3. Valg af afgrøder bestemmes af tilskudsordninger 

snarere end af det naturlige dyrkningsgrundlag, 

og den enkelte bedrift bliver mere 

specialiseret. 

Konsekvenser: 

Problemer med forurening af grundvand, over-

f l a d e vand og kystnære fa r vande, monotonisering 

af naturindholdet i det åbne land. Re g i o n a l e 

forskelle forstærkes, så dyreproduktionens ty n gdepunkt 

ligger mod vest (i Jylland), mens planteavlen, 

især kornavlen, koncentreres i det østlige 

Danmark. Det bliver sværere at sikre en basal 

økologisk harmoni mellem dyrehold og planteavl, 

en ulige fordeling af husdyrgødning skaber 

risiko for forureningsproblemer især på sandede 

jyske jorde. 


Tilskudsordningerne reguleres således, at landbrugsproduktionen 

i langt højere grad kan ske i 

overensstemmelse med de naturlige forhold (ge ologi, 

biologi, topografi, hydrologi) på produktionsstedet. 

4. Dyrkningsintensiteten maksimeres, så høje 

udbytter nås på mindre areal såvel inden for 

planteavl som dyreproduktion, baseret på 

samspil mellem forædlingsarbejde (+/- GMO) 

og stort forbrug af vand, næringssalte, pesticider 

og energi. 

Konsekvenser: 

Re d u ktion af den vilde flora og fauna i age r l a n d e t , 

risiko for store stofspild og giftvirkninger af pesticider; 

nedsivningsrisiko til grundvand og overfladevande. 


Krav om sundere og økologiske produkt i o n smetoder, 

større hensyntagen til miljøet og levering 

af kva l i t e t s p r o d u kter vil alt andet lige bety d e 

ringere belastning af miljø og natur med pesticider 

og næringssalte. Øget hensyn til miljø og 

dyrevelfærd vil i det hele taget kunne indebære 

en mere bæredygtig, ekstensiv landbrugsdrift. 

L a n d b r u g s p r o d u kters kvalitet er bl.a. afhængig af 

arten og størrelsen af gødsknings- og pesticidanvendelsen, 

og øget dyrevelfærd opnås bl.a. ved at 

g ive dyrene øget frilandsophold, så græsning i det 

åbne land bliver mere udbredt. 


Forslag til EU’s kommende landbrugspolitik 

EU’s landbrugsreform, Agenda 2000, rummer 

værdifulde elementer af en påkrævet nyt æ n k n i n g 

og må derfor hilses velkommen: 

Hvis tilskudsordningerne nedbringes bliv e r 

der mere brug for, at landbrugsprodukt i o n e n 

sker i overensstemmelse med de lokale naturlige 

forhold (geologi, biologi, klima). 

Sunde produktionsmetoder, hensy n t a gen til 

miljøet og levering af kvalitetsprodukter vil føre 

til ringere belastning af miljø og natur med pesticider 

og næringssalte. 

En opretholdelse af levende og aktive landdistrikter 

vil give mulighed for fortsættelse eller 

i gangsættelse af ekstensiv landbrugsdrift samt 

naturpleje og naturgenopretning, og give mulighed 

for udvikling tilbage mod det multifunktionelle 

landskab. 

Indførelse af de såkaldte horisontale bestemmelser 

for de direkte støtteordninger hvor medlemslande 

fastsætter miljøkrav knyttet til støtteordningerne 

(obligatorisk cross compliance) vil 

b e tyde en mulighed for bedre overensstemmelse 

mellem landskabets naturgrundlag og landb 

r u g s p r o d u ktionen, men udfaldet er stærkt 

afhængig af det enkelte medlemslands indsats. 

Sparede beløb kan benyttes til miljøvenligt landbrug 

og dermed føre til en mindre belastning af 

miljø og natur med pesticider og næringssalte. 

Landdistriktspolitikken, som samles i en rammeforordning 

om støtte til udvikling af landdistrikterne, 

vil imødegå det såkaldte udviklingsparadoks: 

Sikring af et sundt økonomisk 

fundament samtidig med øget ekstensivering af 

l a n d b r u get. Der er en klar risiko for, at et landbrug 

udelukkende baseret på markedskræfternes frie 

spil vil medføre en reduceret landbrugsmæssig 

a nvendelse af marginale områder. Dermed mindskes 

muligheden for etablering af den nødvendige 

e k s t e n s ive landbrugsdrift der skal til for at opretholde 

nogle af vore mest biodiverse halvkultur/halvnatur 

landskaber. Landmanden er den 

oplagte fo r valter af det åbne lands værdier. 

Idéerne bag landd i s t r i kt s fo r o r d n i n gen går da 

også i retning af at tilgodese landbrugsdrift, der 

63


64 

imødekommer samfundets generelle ønsker om 

sikring af naturog miljøkvalitet, bl.a. gennem 

støtte til kontrakter med landmænd, der ønsker 

at drive landbrug på en bæredygtig måde. 

Mulighed for i fo r s l a get til landd i s t r i kt s fo ro 

r d n i n gen nationalt ’at plukke i buketten’ af fæ llesskabsstøttede 

fo r a n s t a l t n i n ger vil føre til, at 

det enkelte medlemslands ønske om at tage mere 

h e n syn til miljøet bliver afgørende. Ko n s e k v e n s - 

erne bliver altså afhængige af nationale valg! 

Det er tanken at sikre fortsat ekstensiv landbrugsdrift 

i landbrugsmæssigt ugunstigt stillede 

områder (LFA-ordningen). Hvis naturværdierne 

i yderområderne skal kunne sikres er denne ordning 

særlig vigtig som supplement til en i øvrigt 

markedsorienteret landbrugspolitik. Der sker et 

skift til arealstøtte i stedet for støtte per dyree n h e d , 

hvilket reducerer risikoen for overgræsning i 

marginalområder. Interessant er også tankerne om 

at give landmænd særlig støtte, hvis deres prod 

u ktionsvilkår er hæmmede som fø l ge af, at 

deres tilliggende falder inden for et udpeget EUhabitatområde. 

Det indebærer igen, at der sker en 

nødvendig national opfølgning, som tager hensy n 

til fo r s l a gets sigte samt til de særlige nationale fo rhold. 

S k o v b r u g s fo r a n s t a l t n i n gerne bliver en integreret 

del af landd i s t r i ktsprogrammet, hvor sigtet 

er at fremme bæredygtig skovdrift, bevare skovens 

ressourcer og udvide skovarealet. Udvidelsen 

af skovarealet kan medføre problemer i forhold 

til naturværdierne i det åbne land, især hvis skovetableringen 

sker på arealer med truede lysåbne 

halvkulturer, såsom overdrev. Det er derfor nødvendigt, 

at der sker en grundig planlægning af den 

kommende skovarealudvidelse, der tager hensyn 

til naturværdierne (biologiske og ge o l o g i s k e ) 

i det åbne land. Vi skal ikke ødelægge en truet 

naturtype for at få en ny. Overdrevene med stor 

biologisk mangfoldighed er resultatet af århundreders 

ekstensive landbrugsdrift. Vi kan ikke få 

dem igen et andet sted fra den ene dag til den 

anden. 

Afsluttende bemærkninger 

Grunden til, at vi i dag har en konflikt mellem kra- 

vet til landbrugsproduktion og ønsket om en høj 

naturkvalitet i det åbne land er primært, at den 

r ivende udvikling i landbruget satte ind og tog fa r t , 

uden at der var nogen, der så konflikten komme. 

Den kom, og vi har et stærkt naturforarmet landskab 

tilbage. Landbruget er dog ikke ene ansvarlig 

for den negative udvikling i de senere årtier. 

Trafik- og industrisektoren bærer også sin del af 

dette ansvar. 

Vi er nu nødt til at foretage de nødvendige 

a m b u l a n c e r e d n i n ger af de mere eller mindre tilfældigt 

tilbageværende naturværdier samtidig 

med, at der iværksættes mere langsigtede tiltag. 

Visionerne i EU’s landbrugspolitik, som Ritt 

B j e r r e gaard og Franz Fischler har spillet ud med, 

rummer nogle vigtige bud på disse tiltag. Lad os 

håbe, at tankerne får medvind. 

Jeg har nogle forslag til, hvorledes vi i Danmark 

bør starte denne langsigtede proces: 

1 .Vi bør iværksætte en landsdækkende natursy n s - 

debat, der resulterer i enighed om målsætninge r 

for naturkvaliteten i det åbne land samt bud på, 

hvorledes vi i fællesskab når disse mål. 

2. Vi bør engagere os dybt i EU’s landbrugspolitik 

og dens visioner. Danmark har et stort ansva r 

for på en konstruktiv måde at bidrage til sikring 

af naturgrundlaget i hele Europas landbrugsland. 

3 . Vi bør skabe større folkelig forståelse for værdien 

af naturindholdet i det åbne land. Dette kan 

bl.a. ske gennem formidling af naturkvalitetsbegrebet, 

og viden om organismer og naturtyper 

som indikatorer på naturkvalitet samt samspillet 

mellem menneske og natur i Danmark. 

Vi skal derudover kvalificere debatten om økologisk 

jordbrug yderligere og erkende, at der er 

behov for en bred tilbagevenden til grundlæggende 

økologiske principper for landbrugsdrift og 

på den baggrund analysere de – i virkeligheden 

ganske mange – frihedsgrader, vi har for at handle 

i forbindelse med landbrugsproduktion uden at 

naturgrundlaget ødelægges. 

Vi har i Danmark en fælles interesse i det 

åbne lands produktionsgrundlag og herligheds-

værdi. Lad os nu i fællig løfte det ansvar, der hviler 

på os i de kommende år, og sikre at landmand 

og naturelsker kan være i stue sammen - 

gerne smelte sammen til én og samme person. Vi 

kan ikke være bekendt fortsat at trække så tunge 

veksler på fremtidige generationers oplevelsesmuligheder, 

især ikke, når der, bl.a. med EU i 

r y g gen, er gode muligheder for at mødes om 

den fælles opgave: Menneske og landskab i et 

bæredygtigt samspil - igen! Husk: Den danske 

natur er en landbrugsnatur - og det bliver den 

bestemt ikke ringere af. 

Litteratur 

Commission of the European Communities (1999): 

Directions towards sustainable agriculture. 

Communication from the Commission to the Council; 

the European Parliament; the Economic and Social 

Committee and the Committee of the Regions. 

COM(1999) 22 final, 27.01.1999. 

EU Kommissionens GDVI, Landbrug (1998): Agenda 2000 

fact sheets: Towards a greening of the Common 

Agricultural Policy, af 24. november 1998. 

Landbrugsraadet (1998): Agenda 2000 – Europa- 

Kommissionens forslag til reform af den fælles landbrugspolitik. 

I Rådsnyt om EU nr. 2. af 19. marts 1998. 

Miljøstyrelsen (1998): Miljøstyrelsens og Skov- og 

Naturstyrelsens bemærkninger til ’Notat om integration 

af miljøhensyn i landbrugspolitikken’ af 11. 

november 1998. 

Miljøstyrelsen (1998): Miljøstyrelsens og Skov- og 

Naturstyrelsens bemærkninger til sp. 155/98 af 2. 

november 1998, notat om Agenda 2000 af 11. 



Rammenotat om drøftelse af integration af miljøhensyn 

i landbrugspolitikken på rådsmødet den 23.-24. 

november 1998, af 4. november 1998. 


Notat, Agenda 2000, Kommissionens forslag til 

Rådets forordninger (EF) om reformen af den fælles 

landbrugspolitik, KOM (98) 158. Sp. 155/98, 2. 



65


66 

NATURE AND FARMING 

IN A EUROPEAN PERSPECTIVE 

Heino von Meyer , consultant, Germany 

The Message 

With the Amsterdam Treaty, sustainable development 

has become a key objective of the 

European Union (EU). For nature conservation 

and agriculture this means that a new approach 

to rural development is needed, since rural areas 

cover three quarters of the land, and since agricultural 

policy is one of the most important EU 

policies, at least in budget terms. Although being 

a European and even a global concern, practical 

answers to the challenge of sustainable development 

can only be found through the encouragement 

of local/regional action on the ground. 

Age n d a 2000 is a first step in the right direction, 

but further, more courageous steps are required. 

Sustainable development 

Sustainable development is not an environmental 

policy objective alone. It requires balancing economic, 

social and environmental concerns. The 

latter cannot be considered as a matter of natural 

science only. Environmental quality is not just an 

issue of ecological integrity. Cultural identity 

must be taken into account, too. Environmental 

o b j e c t ives cannot be derived from scientific measurement. 

They require valuation based on cultural 

perceptions and societal preferences. With respect 

to agriculture and rural development these are presently 

undergoing fundamental changes, but also 

nature conservation has to reconsider its concepts 

and approaches (Figure 1). 

Integration 

Integration, the balancing of economic, social 

and environmental trade-offs and the identification 

of potential “win-win”-settings that could 

result in positive synergies, is a highly political 

c h a l l e n ge. Organising such democratic public 

choices requires careful analysis also of the institutional 

structures and procedures of governmental 

and non-governmental policy fo r m u l a t i o n 

and implementation. In a rural development context 

integration requires an approach that is territorial 

(locally based and area specific), multisectoral 

and multi-functional (reaching beyond 

traditional perspectives of farming), dynamic 

( d r iven by longer-term considerations), and democratic 

(relying on participation and partnership in 

policy design and implementation). 

Territorial approach 

The need for a territorial approach to sustainable 

development is increasingly recognised, not least 

by the OECD, which has recently launched a 

new Ac t iv i ty on Territorial Indicators. A fe w 

results from this work may illustrate the need fo r 

greater sensitiv i ty to spatial div e r s i ty (OECD 1996). 

Of the total OECD population, 40% live in highly 

urbanised regions, which cover only 4% of the 

OECD’s land area. At the other extreme, 85% of 

the surface is occupied by only 28% of the OECD 

population. The remaining third of the population 

is concentrated on 10% of the land area. From 

these simple numbers it is obvious, that the economic, 

social and environmental challenges to sustainable 

development are not evenly spread. 

Territorial div e r s i ty needs to be taken into account, 

both in development analysis as well as in policy 

design and implementation (Figure 2). 

Rural employment 

Agriculture is no longer the driving force of rural 

development. Its economic and social importance 

is decreasing more and more. In most vil- 

• Heino von Meyer is Head of PRO RU RAL EUROPE research and consultancy, Hamburg. He works for international organisations 

such as the OECD and the EU Commission as well as for local initiatives and environmental NGOs.

| FIGURE 1 | 

Sustainable development 

The challenge of integrating economic, 

social, ecological and cultural 

concerns by democratic processes. 

NATURE AND FARMING IN A EUROPEAN PERSPECTIVE / HEINO VON MEYER 

Territorial diversity 

Social equity 

I 

N 

T 

E 

Cultural identity 

Economic efficiency G 

R 

A 

T 

I 

O 

Ecological integrity 

Socio-economic structures + changes N 

Environmental state and impact 

| FIGURE 2 | 

Territorial Diversity 

Different spatial settings require 

area specific approaches to integration. 

Data source: OECD Territorial 

Development Service (TDS). 

Community and policy institutions and response 

Rural 

SUSTAINABLE DEVELOPMENT 

OECD Area and population by type of settlement 

28% 

86% 

Intermediate 

32% 

10% 

Urban 

40% 

4% 

% Population 

% Area 

OECD total = 100% 

67


68 

| FIGURE 3 | Agriculture 

No longer the backbone of the rural economy, but essential for environmental quality, nature and 

amenity. Data source: OECD Territorial Development Service (TDS). 

100% 

75% 

50% 

25% 

0% 

Agricultural share (%) of total employment and land use 

Agricultural employment 

OECD member countries 

l a ges farmers have become a minority. In the 

European Union (EU) less than 10% of the working 

population are employed in the agricultural 

sector, producing less than 5% of the gross 

domestic product (GDP). In the OECD area, there 

are only a few regions left where the share of fa rming 

in total regional employment exc eeds 25% 

(EU Commission 1997). Thus, even in predominantly 

rural regions the vast majo r i ty of the population 

relies today on other, non-agricultural activities. 

This has undoubtedly implications also fo r 

the public perception of rural development priorities 

and landscape amenities (Figure 3). 

Agricultural land use 

While agricultural contribution to the rural economy 

is declining in most OECD countries, agriculture 

- together with forestry - is still using 

more than 75% of the total land area. This re- 

Agricultural land use 

v ea l s the important role of agriculture in shaping 

the rural environment, managing the countryside 

and protecting its natural resources. This 

task is becoming even more relevant today than 

in former times, since general economic grow t h 

and structural changes have led to a disproportionate 

increase in pollution and environmental 

degradation on one hand, and to a grow i n g 

demand for various kinds of rural amenities on the 

other. In many areas, however, present agricultural 

patterns and practices cannot be considered 

e nvironmentally sound. While agriculture has 

b een extremely successful in fulfilling its primary 

task, production of feed and food, other 

social and environmental functions have often 

b een ignored. Success has had a high cost, and in 

particular the environmental losses caused by 

recent agricultural structural changes and unsustainable 

farming practices are significant.


| FIGURE 4 | Changing rural landscapes 

Landscapes and biodiversity: Not just given by nature. For centuries shaped by human intervention. 

Years ago 

3500 

3000 

2500 

2000 

1500 

1000 

500 

Past 

Present 

Future 

Total rural land area 

10% 25% 50% 75% 90% 

Natural landscapes Traditional cultural landscapes 

Past pressures 

Future development options 

Intensively 

used landscapes 

69


70 

Landscapes and biodiversity 

Historically, agriculture created a patchwork of 

habitats that is richer in biodiv e r s i ty than the original 

natural landscape in Europe. Over centuries 

the number of plant species increased as the natural 

mixed deciduous woodland landscapes were 

opened up and became more diverse through 

human intervention. In recent decades, how e v e r , 

agricultural land use has become more and more 

intensive and is now one of the main causes for 

an increasingly rapid extinction of plant and animal 

species. In many parts of Europe more than 

a third, in some areas even over half of all know n 

species are either already extinct or at serious risk 

(ECNC 1999). This dramatic loss in Eu r o p e a n 

biodiversity is due to the elimination of and the 

i n t e r ference with not only natural, but also with 

semi-natural habitats and biotopes, many of which 

have been in agricultural use for centuries. 

Agricultural structural changes resulted both in a 

loss of sites and structural elements of the 

European countryside, as well as in changes in the 

water and nutrient regime of its ecosy s t e m s . 

Traditional, low-input farming systems, on which 

many wild plant and animal communities are 

crucially depended, are often no longer economically 

viable and have been abandoned. In 

Germany, almost 700 of the approximately 2700 

vascular plant species have to be considered threatened. 

Agriculture has been involved in more 

than 500 cases where the causes for decline have 

been identified. On the other hand, nature cons 

e r vation cannot succeed without fa r m i n g 

( Bundesamt für Naturschutz 1996). For exa m p l e , 

studies have shown that more than 80% of the 

rare and declining bird species in Europe rely 

on agricultural land, in particular extensiv e l y 

managed grasslands (Figure 4). 

Visible and invisible changes 

Agriculture has been responsible for a variety of 

c h a n ges, which have contributed to species 

decline. There are obvious changes in the landscape 

in areas where hedges have been removed 

or where drainage has taken place, or where 

land consolidation has created a more uniform 

farming landscape. Also changes in traditional 

farming systems, like wood pastures in the Spanish 

dehesas, or the replacement of old olive groves 

and orchards by modern plantations, have an 

enormous influence on species div e r s i ty (Ba l d o c k 

1990, v. Meyer 1993). These are examples of 

the more visible changes, but probably much 

more significant are the invisible changes such as 

pollution or eutrophication of habitats and biotopes. 

Such processes cannot be perceived directly, 

but they fundamentally alter the nutrient conditions 

and ecological balances of large areas. Most 

European plant species are associated with nitrogen-poor 

environments. However, the trend in 

agricultural farming systems has been towards 

intensification, thus increasing the nutrient input 

to those habitats. The result is that threatened species 

are mostly those that depend on low - n u t r i e n t 

biotopes, and this is true for various kinds of 

habitats (Ellenberg 1989). 

Eutrophication of arable land 

Eutrophication is clearly one of the main causes 

for species decline. In the EU Member States, 

since 1950 average application rates of mineral 

nitrogen fertilizer increased fourfold from less 

than 25 kilogrammes of nitrogen per hectare 

(kgN/ha) to over 100 kgN/ha today. These figures, 

however, relate only to the average national 

application rate of mineral fertiliser. What matters, 

however, is total nutrient input, including in 

particular animal manure, and the surplus of 

regional nitrogen balances. German studies show 

that for the whole of West Germany the total 

n i t r o gen input from mineral fertilizer and animal 

manure increased from about 25 kgN/ha to 

more than 150 kgN/ha since 1950. Over the 

same period nitrogen withdrawal through harvested 

crops increased only from about 20 

kgN/ha to 40 kgN/ha. This means that the nitrogen 

surplus emitted annually from the agricultural 

system increased twenty-twofold from 5 to 110 

kgN/ha (Köster & Severin 1988). Similar figures 

have been calculated for other countries, and 

regional “hot spots” show even much higher surpluses.

Nitrate in drinking water 

The increasingly widespread runoff of agricultural 

nutrients and pollutants is not only endange r i n g 

plants and animals, but also human beings. In 

most countries discussion on this subject is mainly 

focused on nitrate levels in drinking water. Here 

the EU has fixed a maximum of 50 mg nitrate per 

litre (NO3/l). In all member states there are at least 

local or regional problems with staying below this 

limit. Most disturbing here is the increase in nitrates 

leaching into groundwater. As it often can take 

more than ten years before nitrate losses from the 

topsoil finally reach the aquifer, further increases 

in nitrate levels have to be reckoned with fo r 

many years to come, even if nitrate losses were 

stopped immediately. In addition to nitrates, residues 

of pesticides (e.g. Atrazine) are also threatening 

the quality of groundwater. 

Surface water pollution 

Also surface waters, rivers, lakes and even marine 

ecosystems, are becoming increasingly polluted 

with agricultural emissions. The runoff of nutrients 

caused by agriculture has played a majo r 

role in the massive growth of algae in the North 

Sea and the Adriatic. Studies on nutrient runoff 

into German rivers demonstrate that almost 60% 

of the nitrogen and over 40% of the phosphorous 

emissions originate from diffuse, non-point sources, 

of which 80 to 90% come from agriculture. 

While it has been possible to reduce the total 

phosphorous emissions by 30% since 1975, the 

runoff caused by agriculture has risen by 10%. As 

a result, agriculture’s share of this pollution as a 

whole has almost doubled to over 30% (UBA 

1997). 

Causality and responsibility 

When assessing the environmental impact of 

agriculture, it is important to distinguish betwee n 

the ecological or technological causality and the 

economic and political responsibility. The environmental 

problems described are, of course, 

caused by agriculture, but it is not really the individual 

farmer who is to blame. Farmers operate 

within a broader context of general economic and 


social change, and this context is strongly determined 

by policies. The negative impact of structural 

transformations in agriculture is not primarily 

an ecological or technological problem, nor 

can it be solved by improved education and training 

of farmers alone. Structural changes and current 

farming practices are not the result of an 

“autonomous” technological development, they 

are strongly influenced by agricultural policies 

which provide strong economic incentives to 

carry on with, or even intensify, env i r o n m e n t a l l y 

harmful, unsustainable farming practices. 

Sustainable rural development and effe c t iv e 

nature conservation in Europe can only be achieved 

if agricultural policy priorities and measures are 

fundamentally reconsidered and reoriented. 

First steps towards reform 

The “McSharry reform” of 1992 marked a first 

serious policy effort to reshape the EU’s Co m m o n 

Agricultural Policy (CAP). However, chances for 

a real shift towards encouraging environmentally 

sound, sustainable agriculture were missed. 

The CAP continued to focus on food production 

and farm income. Environmental considerations 

found marginal attention only under the “accompanying 

measures” in regulation 2078/92. The 

main purpose of the reform was to curb surplus 

production, to limit resulting budget costs and to 

ease growing tensions in international trade 

( GATT). A key concern was how agricultural 

incomes could be maintained even though agricultural 

guarantee prices had to be reduced. In this 

r e gard, an important step towards decoupling 

the policy means for market regulation (administrated 

prices) and income support (direct payments) 

had been achieved. 

Agenda 2000 

With “Age n d a 2000”, as proposed by the EU 

Commission, we are today facing a new opportun 

i ty of redefining the priorities and orientations of 

the European rural and agricultural policy • . O v e r 

the coming weeks, the EU Council of agricultural 

ministers, and finally a summit of the heads of 

state, will have to agree on a new European policy 

• At the time of the Seminar, January 1999, Agenda 2000 was still under negotiation. The final decisions confirm the concerns 

expressed in this paper. 

71


72 

design for the period 2000-2006. Present discussions, 

however, raise serious doubts, whether 

national politicians will be up to the chall 

e n ge and have the courage to launch a truly 

new policy. There are worrying signs that traditional 

sectoral lobby interests and short-sighted 

populistic rhetoric, sometimes even anti-Eu r o p e a n 

polemics, are gradually undermining the project. 

While initially the focus of Age n d a 2000 had 

b een on preparing the EU for a new enlargement 

towards Central and Eastern Europe, this 

aspect has been pushed back and financial considerations 

have come to the front more and 

more. Thus, in discussing the agricultural policy 

options of Age n d a 2000, I will concentrate in particular 

on the financial dimensions. This appears 

appropriate in order to get a sense for the real 

order of magnitude and for the potential scope fo r 

changes. 

The EU budget 

While in EU Member States national budgets are 

generally in the order of 40 to 50% of the national 

GDP, the EU Bu d get, although significant with 

over 80 billion ECU, is only 1,26% of the total 

GDP for the EU. While the famous Maastricht criteria 

aiming at guaranteeing stability of the Eu r o - 

currencies require Member States to keep their 

annual budget deficits below 3%, the total EU 

b u d get does not reach even half that amount. 

Of this total EU budget, only about a third is 

devoted to the EU’s cohesion policy that aims at 

closing the gap between the richer and the poorer 

parts of the Union through regional or rural 

development initiatives. It is very clear that with 

these “Structural Funds” no real redistribution 

can be achieved. If assigned and targeted properly, 

however, the EU funds could provide incent 

ives stimulating - with almost homeopathic doses 

- new innovative development approaches that 

have the potential to lead towards greater convergence 

and sustainability (Figure 5). 

CAP expenditure 

In the light of the overall limited financial resources 

of the EU, it appears anachronistic that over 

50% of the EU budget continues to be devoted to 

financing the CAP. As a simple income support 

mechanism, benefiting in particular richer fa r m e r s , 

it can no longer be defended. Every year the EU 

is spending over 16 billion ECU to compensate 

cereal farmers for potential income losses due to 

cuts in intervention prices fo l l owing the 1992 CA P 

reform. In 1996 much of this was in fact overcompensation, 

since actual cereal prices on the 

market had developed much better than forecasted. 

The overcompensation admitted by the EU 

Commission was calculated as 1.6 billion ECU. At 

the same time CAP expenditure for agri-env ironmental 

measures under Regulation 2078/92 

reached only 1.4 billion ECU. Funding for other 

programmes - like the Co m m u n i ty Initiative LEA- 

DER for local rural development actions, or the 

LIFE-Programme for environmental protection 

and nature conservation measures - are even 

more marginal. Although much public attention 

and many hopes of nature conservation and rural 

development initiatives are focused on these 

schemes, they have only 270 and 150 million 

ECU at their disposal (Figure 6). 

Searching for legitimation 

This fundamental imbalance of the EU budget and 

policy can not be defended any longer, at least not 

with sectoral and social policy arguments. In the 

EU-15, the number of farmers declined from 14 

to 7 million since 1975. Over the same period the 

number of unemployed persons increased from 

less than 5 to 17 million. How can farmers pretend 

to keep forever a 50% share in the EU budget? 

Structural changes and new preoccupations will 

increasingly be reflected in EU policy priorities 

and choices. If farmers and agricultural policy 

makers are unable to make a convincing case of 

w hy society should continue supporting fa r m e r s , 

they will soon become losers. Only if positive contributions 

to sustainable rural development and 

nature conservation are not only put forward in 

public debates, but actually delivered on the 

ground, will it be possible to justify a continuation 

of EU financial support to agriculture and rural 

development (Figure 7).

| FIGURE 5 | 

The EU Budget: 

Too marginal for effective redistribution 

but essential for stimulating policy innovations. 

Data source: EU Commission. 

| FIGURE 6 | 

The Budget Imbalance: 

Too much CAP compensation, too litt l e 

rural development and environmental 

incentives. 

SF= Structural funds 

CI= Community Initiatives 

Data source: EU Commission. 

| FIGURE 7 | 

Changing policy priorities - 

farmers and unemployed persons in EU 15 

The Shifting Balance: 

How can EU support be legitimised? 

Data source: Eurostat CRONOS. 

Unemployed 

E m p l o yed in ag r i c u l t u re 


The EU Budget 

- i n s u fficient to ensure 

cohesion 

EU-15 (in 1000 MECU) 

Total GDP 

(6500) = 100% 

Total budget 

(82) = 1.26% 

Structural funds 

(28) = 0.46% 

EU Budget main components 

1996: 82 000 MECU 

SF 28000 

Regional 12000 

Social 7000 

CI 2300 

CAP 45000 

Guarantee 41000 

Guidance 4000 

18 

16 

14 

12 

10 

8 

6 

Million persons 

=3% 

SF 

CAP 

Cereals 

16600 

LEADER 270 2078/92 1400 

1975 1980 1985 1990 1995 

73


74 

The WTO context 

In this context it is important to keep in mind that 

by the end of this year a new round of international 

trade negotiations will be launched by the 

World Trade Organisation (WTO). Here, too, 

agricultural support mechanisms will come under 

review. The WTO distinguishes three different 

types of agricultural support: 

“Amber Box”: Including traditional measures of 

market and price support, which had to be reduced 

already under the present agreement. Here, 

further reductions will be required. 

“Blue Box”: In particular farm income compensation 

payments for agricultural policy reforms. 

Under the present agreement they are protected 

by a peace clause until 2003. Yet, they will be the 

main target for future reductions. 

“ G r een Box”: Includes measures that are fully 

decoupled and thus legitimised as permanent 

support mechanisms. They cover in particular 

a g r i - e nvironmental incentives and regionally targeted 

measures, such as support for areas facing 

specific handicaps. 

Shifting priorities 

If the EU agricultural budget is considered in this 

p e r s p e c t ive, significant changes can be observed 

having taken place over the last decade. Today, the 

c h a l l e n ge of Agenda 2000 is to launch yet another 

shift (Buckwell & Sotte 1997). In 1990, the 

greatest share of EU-agricultural expenditure wa s 

devoted to the regulation of agricultural markets 

and prices. Funds were used to finance intervention 

costs, stocking of surpluses, subsidies fo r 

export dumping. With the ‘92 reform a decoupling 

of price and income support has been achieved. 

Expenditure for market and price policies 

(amber box) were reduced and replaced by direct 

payments compensating for the income effects of 

the price cuts (blue box). In parallel, also other 

direct payments increased in importance, although 

at a much slower rate: The compensation 

payments for natural handicaps in less favoured 

and mountain areas (LFA), and the remunerations 

for positive environmental services provided 

by farmers under the agri-environmental regulation 

2078/92 (green box). Finally, also the funding 

for rural development measures gained in 

importance, encompassing farm investment aid 

as well as measures supporting rural infrastructure 

improvement, and more broadly for the creation 

of new economic opportunities in rural 

areas, reaching beyond the agricultural sector 

(Figure 8). 

The next steps 

With Agenda 2000 this tendency should continue, 

but only in the short term: The costs of 

market and price policy should be further reduced, 

while compensation for price cuts will 

increase initially. In the longer term, however, 

these compensation payments will have to be 

reduced, not only due to WTO pressure on blue 

box payments, but also because their legitimation 

is fading away. It is thus crucial that with Age n d a 

2000 new options are established to gradually 

shift future CAP expenditure towards green box 

compatible measures that can be defended both 

internally and internationally. In the present 

Agenda 2000 debate, many agricultural ministers, 

often impressed by the protests of traditional 

farm lobbies, are reluctant to prepare for such 

options. There is strong resistance to any attempt 

of broadening the sectoral focus of agricultural 

policy towards a more integrated rural development 

perspective, taking on board agri-environmental 

and nature conservation concerns. In 

particular, the Commission proposals to finance 

such measures from the G u a r a n t ee section of 

the European agricultural fund are strongly criticised. 

Here the Commission should be backed up 

by politicians and NGOs caring for env i r o n m e ntal 

and nature conservation concerns. If this is not 

achieved, there is a great risk that the means for 

promoting sustainable rural development will 

be lost entirely. We would all be losers, not only 

farmers, but rural Europe in general, its people, its 

landscapes, our common cultural and natural 

heritage.


| FIGURE 8 | CAP Expenditure: Recent change and a WTO compatible scenario 

Source: EU Commission (1998), adjusted. 

Price compensation 

Market and 

price support 

Compensation for 

handicaps and agrienvironmental 

premia 

Rural 

A new policy for rural Europe 

We need an open public debate about the future 

of rural Europe today. Real progress towa r d s 

environmentally sound agriculture and sustainable 

rural land use will only be made, if the narr 

ow sectoral perspective is overcome and the 

concern for agri-environmental manage m e n t 

and improvement becomes an integrated element 

of broader rural development strategies. 

Farmers will continue to produce food, but socie 

ty is expecting much more than that. Ag r i c u l t u r e 

shares great responsibility for maintaining and 

developing the characteristic div e r s i ty of Eu r o p e ’ s 

rural areas and communities, the natural and cultural 

environment from which and in which we 

live. European agriculture has to respond to new 

societal demands and has to reconsider its output 

mix. Consumers demand not only cheap fo o d , 

but also quality of products and production. 

Europe’s citizens request unpolluted water, air 

and soils, they value rural amenities, like attractiv e 

landscapes and rich biodiv e r s i ty, and they are willing 

to pay a fair price. The responsibility for sustainable 

rural development cannot be left to fa r- 

1990 1996 2000 2006 

mers alone. All relevant societal stakeholders have 

to be involved in the design, implementation and 

monitoring of a new policy for rural Europe. 

References and further reading 

Baldock, D. (1990): “Agriculture and Habitat Loss in 

Europe”, WWF International CAP discussion Paper 

No. 3, Gland. 

Baldock. D., Beaufoy, G., Bennet, G. and Clark, J. (1993): 

“Nature Conservation and New Directions in The EC 

Common Agricultural Policy”. Institute for European 

Environmental Policy, London and Arnhem. 

Buller, H. (1992): “Agricultural change and the environment 

in Western Europe”. In: K. Hoggart (ed.) 

“Agricultural Changes, Environment and Economy”, 

London: Mansell, pp 68-88. 

Buckwell, A. and Sotte, F. (eds.) (1997): “Coltivare l’Europa 

- Per una nuova politica agricola e rurale comune”, 

Furturi 4, Licorno Editori, Roma, 231 pp. Bundesamt 

für Naturschutz (1996): “Daten zur Natur”, Bonn. 

Countryside Agency (1999): “The state of the countryside 

1999”, Cheltenhan. 

ECNC (1999): “Facts & figures on Europe’s biodiversity”, 

Tilburg, 180 pp. 

Ellenberg, H. (1989): “Eutrophierung - das gravierendste 

Problem im Naturschutz”. In: Norddeutsche Natur- 

75


76 

schutzakademie, NNA Berichte, 2. Jg, H.1, pp.4-13. 

European Commission (annually): “The Agricultural 

Situation in the Community”, Luxembourg. 

European Commission DG VI (1997): “Situation and 

Outlook — Rural Developments”, CAP 2000 Working 

Document, Luxembourg, 125 pp. 

European Commission (ed.) (1998): “Towards a Common 

Agricultural and Rural Policy for Europe”. (Buckwell 

Report). In: European Economy- Reports and studies 

1997 No. 5, p4 pp. 

Hasund, K.P. (1994): “The Greening of Agricultural Policy 

in Industrial Societies”, in Vail, D., Hasund, K.P. and 

Drake, L., Cornell University Press, Ithaca and London. 

Jordan, J. (1995): “Inconsistencies of the CAP Reform in 

1992. Integration of different policies at regional level 

required”. In: Agra-Europe (Germany) No 4/95, 

January 23, 1995, Sonderbeilage, 7 pp. 

Köster, W., Severin, K.U.A. (1988): “Stickstoff-, Phosphor- 

und Kaliumbilanzen landwirtschaftlich genutzter 

Böden der Bundesrepublik Deutschland von 1950- 

1986”, Landwirtschaftskammer Hannover, LUFA- 

Hameln. 

Lehmann, B. (1992): “Changement de cap en 

politique agricole. Le rôle des nouvelles formes de 

paiements directs”. Blätter für Agrarrecht, Schweiz. 

Gesellschaft für Agrarrecht, Heft 1, Jg. 26. 

McCracken, D.I., Bignal, E.M. and Wenlock, S.E. (eds.) 

(1995): “Farming at the Edge: the Nature of 

Traditional Farmland in Europe.” Joint Nature 

Conservation Committee, Peterborough. 

Meyer, H.v. (1990): “From Agricultural to Rural Policy in 

the EC”. In: Tracy, M. (ed.) “Rural Policy Issues”, The 

Arkleton Trust, Aspen Institute, pp 27-56. 

Meyer, H.v. (1993): “Agriculture and the Environment in 

Europe”. In: Group of Sesimbra (Ed.): “The European 

Common Garden”. Brussels. 

Meyer, H.v. (1997): “Rural Employment in OECD 

Countries: Structure and Dynamics of Regional 

Labour Markets”. In: Bollman, R. and Bryden, J.M. 

(eds.): Rural Employment” - An International 

Perspective”, CAB International, Oxon, New York, pp. 

3-21. 

Meyer, H. v. and Knickel, K. (1992): “Förderung bodenschonender 

Landbewirtschaftung”, 

Forschungszentrum Jülich (Hrsg.): Berichte aus der 

Ökologischen Forschung, Band 10, Jülich, 134 pp. 

OECD (1996): “Territorial Indicators of Employment — 

Focusing on Rural Development”, Paris, 183 pp. 

SRU - Rat von Sachverständigen für Umweltfragen 

(1985): “Umweltprobleme der Landwirtschaft”, 

Sondergutachten, BT-Drucksache 10/3613 vom 3. Juli 

1985, Bonn. 

Tucker, G.M. and Heath, M.F. (1994): Birds in Europe: 

their conservation status. Bi r d L i fe Co n s e r va t i o nSeries, 

No. 3. BirdLife International, Cambridge. 600 pp. 

UBA - Umweltbundesamt (ed.) (1997): “Daten zur Umwelt 

1996/97”, Berlin. 

Urff, W.v. and Meyer, H.v. (eds.) (1987): “Landwirtschaft, 

Umwelt und Ländlicher Raum. Herausforderungen 

an Europa”, Baden-Baden, 413 pp. 

Whitby, M. (ed.) (1996): “The European Environment and 

CAP Reform - Policies and Prospects for 

Conservation”, CAB International, Oxon.


77

INTEGRATION 

AF NATUR 

OG MILJØ 

I LANDBRUGS- 

POLITIKKEN 

AGENDA 2000 - VISIONER OG POLITIK 

af miljøkommissær Ritt Bjerregaard, EU-kommissionen 

INTEGRATION AF NATUR-LANDBRUGSOMRÅDET 


HVAD MENER BEFOLKNINGEN? UDDRAG AF GALLUP-UNDERSØGELSE 

af cand.agro. Kitt Bell Andersen, Naturrådets sekretariat


80 

AGENDA 2000 

- VISIONER OG POLITIK 

af miljøkommissær Ritt Bjerregaard , EU-kommissionen 

1. Introduktion 

Det tyvende århundrede var de store massebev 

æ gelsers og store omvæltningers århundrede. 

Her mod århundredets slutning har nye bevæge 

l s er -m i l j ø b e v æ ge l s e r ne- i n d t a get både den nationale 

og den internationale scene. Miljøbevægelserne 

står i dag med de friske kræfter som et 

samfund i udvikling har brug for. Dermed er de 

godt i gang med at reformere menneskets liv s b e - 

t i n gelser. Miljøbevidsthed har vist sig at være en stabil 

og konstrukt iv kraft, som langsomt -men sikkert 

- sikrer miljøpolitikken fo d fæste på nye områder. 

Det politiske svar på det folkelige krav om et 

bedre miljø er i disse år ved at reformere måden 

EU laver politik på. ‘Integration’ er overskriften fo r 

den proces, som tager afsæt i Am s t e r d a m t r a kt a t e n 

med støtte af topmøde-konklusioner fra Cardiff og 

senest fra Wien. Det er i virkeligheden en ga m m e l 

diskussion som jeg er sikker på at mange af jer har 

d e l t a get i under fo r s k e l l i ge overskrifter. Og vi 

ved jo godt at integration er den tankegang, som 

kan bringe os videre hvor man ikke kommer 

længere med traditionel miljøpolitik. Her er forholdet 

mellem natur og landbruget et godt eksempel 

og det bringer mig frem til dagens hovedtema, 

nemlig sammenhængen mellem landbrugs- og 

miljøpolitik. 

2. Reformen 

Før jeg i flere detaljer kommer ind på Kommissionens 

forslag til en landbrugsreform - den 

såkaldte Agenda 2000 pakke - vil jeg understrege , 

at mange dele af fællesskabets lovgivning - uden 

for den traditionelle landbrugspolitik - har bety dning 

for landbrugets miljøbelastning. Nitratdirek- 

• Fratrådt som miljøkommissær 15/9-1999. 

t ivet er et godt og velkendt eksempel, men der er 

også EU-lovgivning om pesticider, gensplejsede 

o r ganismer og fo r b r u ge r b e s k yttelse som er med 

til at styre - det vil sige reducere - landbrugets miljøbelastning. 

Også Strukturfondene har i årevis 

g ivet prioritet til projekter som havde en ga v n l i g 

miljømæssig indflydelse i landområderne. 

Men når vi taler om den rene landbrugspolitik 

og miljøet er Agenda 2000 forslaget som Kommissionen 

fremlagde i marts helt centralt. Kort fo rtalt 

er det en reform som er så grøn at landbrugspolitikken 

er på vej til at blive en integreret 

del af miljøpolitikken. 

Nogle hovedtræk: 

(1) For det første sænkes prisgarantien for oksekød, 

korn og mælk. Prissænkningen er nødvendig 

for at overholde vores internationale hand 

e l s forpligtelser, men lavere priser på produkt e r 

er samtidig et gode for miljøet fordi landmanden 

så får en økonomisk interesse i en mindre intens 

iv produktion. Denne del af fo r s l a get er et opgør 

med de kunstigt høje priser, der i en årrække 

har været medansva r l i ge for overforbrug af sprøjtemidler, 

kunstgødning og energi. 

( 2 ) For det andet foreslår Kommissionen at medlemslandene 

gør udbetalingen af al indkomststøtte 

betinget af, at landmanden overholder de 

regler, som er nødvendige for at beskytte miljøet. 

Det vil give et stærkt øget incitament til i praksis 

at få ge n n e m ført ambitiøse, men nødvendige 

EU-regler som for eksempel Nitratdirekt iv e t , 

n a t u r b e s k yt t e l s e s l o v g ivning og pesticidlovgivning. 

Det skal ikke bare gælde i Danmark, men i 

alle EU lande og for alle de landbrug, som modtager 

direkte tilskud.

(3) For det tredje øges støtten til særligt miljøv 

e n l i ge driftsformer. Det er støtte til de landmænd, 

som er villige til at gøre en positiv miljøindsats 

udover lovens mindste krav. I Danmark er 

det for eksempel økologisk dyrkning, ekstensivering 

og skovrejsning. Forslaget er dermed en 

konsolidering af de pionérordninger, som blev 

indført i begyndelsen af 1990’erne (92-94) med 

den såkaldte MacSharry reform. 

(4) For det fjerde oprettes der i forhold til kvægs 

e ktoren såkaldte nationale ‘konvolutter’ - et 

udtryk, som dækker over en sum penge som 

medlemsstaterne ret frit kan fordele indenfo r 

s e ktoren. En mere miljørigtig fordeling kunne 

t a ge udga n g s p u n kt i landmandens areal med 

græsning, istedet for som nu at yde støtte i fo r h o l d 

til antallet af dyr. Disse konvolutter kan, hvis de bliver 

rigtigt anvendt, være med til yderligere at 

fremme miljørigtige dyrkningsformer og nedsætte 

dyrkningstrykket på følsomme jorder. Jeg 

understreger at det vil være op til medlemsstaterne 

- og ikke kun Kommissionen - at sikre, at det 

sker. 

(5) For det femte bliver der nu mulighed for, at 

landmænd i NATU RA 2000 områder der har 

fået pålagt ekstra byrder vil kunne få del i den 

støtte der uddeles til ‘mindre begunstigede områder’. 

(6) Lad mig som et ekstra punkt også minde om, 

at jeg sidste forår præsenterede - og fik vedtaget 

- en strategi for biodiversiteten i Europa. Den vil 

indebære, at der inden udgangen af 1999 skal 

opstilles en handlingsplan for hvordan europæisk 

landbrug skal bidrage til at sikre biodiversiteten 

- landbrugsreformen er naturligvis en fo rudsætning 

for den indsats. 

Alle disse byggesten til en ny landbrugspolitik går 

meget langt i retning af hvad en række grønne 

o r ganisationer har kæmpet for. Re fo r m fo r s l a ge t 

imødekommer også mange danske ønsker og 

det er med stor glæde, at jeg har noteret mig, at 

Henrik Dam Kristensen er en af de landbrugs- 

AGENDA 2000 - VISIONER OG POLITIK / RITT BJERREGAARD 

ministre, som mest ivrigt har bakket op om 

Kommissionens forslag. 

Det er klart, at Agenda 2000 reformen er et 

u t v e tydigt signal om at støtten fremover omlægges 

fra produktionsstøtte og hen imod miljøstøtte. 

Hvor den fælles landbrugspolitik hidtil 

har belønnet storproduktion af korn og mælk 

er det nu naturværdier og ansvarligt landmandsskab 

som skal fremmes. Landmænd, der 

t a ger miljøudfo r d r i n gen op skal have en økonomisk 

fordel i sammenligning med det nuværende 

system. 

L a n d b r u get selv har en langsigtet interesse i en 

omlægning af støtten. Jeg forventer, at resultatet 

af den kommende forhandlingsrunde i 

Ve r d e n s h a n d e l s o r anisationen g WTO, vil reducere 

mulighederne for produktionsstøtte yderligere. 

Støtte i den såkaldte ‘grønne boks’ vil derimod 

kunne opretholdes. Det er en mulig positiv udvikling. 

Men den kommer ikke af sig selv. Vi må 

være akt ive for at sikre at miljøstøtten får en ree l 

m i l j ø e f fe kt, og ikke bare er vinduespynt, der 

beskytter traditionelle pengestrømme. 

Men der er også andre langsigtede perspektiver 

i reformen. Mit bud er, at forslaget, hvis det 

v e d t a ges, vil føre til meget mere lokal indflydelse 

på politikken end det er tilfældet i dag. 

Landbrugspolitik vil i højere grad blive en sag 

mellem borgerne og landmændene. Det enkelte 

land - amt - og kommune skal selv være med til 

at opstille de krav, som skal gælde i deres område. 

Det skal naturligvis være betingelser, der sikrer at 

eksisterende lovgivning - både EU’s og den nationale 

- overholdes, men med mulighed for at man 

t a ger de lokale forhold bedre i betragtning end det 

er muligt med meget centralistiske løsninge r . 

Det er derfor nærhedsprincippet i praksis. 

Na t u r b e s k yt t e l s e s fo r e n i n ger, lokale myndigheder, 

vandværker, og andre interessegrupper vil 

skulle sætte sig sammen med landbruget og diskutere 

hvordan landbrug og natur skal spille 

sammen for at bidrage til en bæredygtig udvikling. 

Bruxelles skal fortsat sætte rammerne - men borgerne 

skal fylde dem ud. 

Det vil naturligvis stille store krav til både borgere 

og landmænd. Der skal skabes en dialog på 

81


82 

tværs af alle interesser. Borgerne vil hermed få stor 

mulighed for at påvirke udviklingen - men kravet 

er naturligvis, at de engagerer sig og er villige til 

også at tage det ansvar, som fø l ger med. I 

Danmark er den process allerede godt iga n g , 

men det er vigtigt at alle EU-lande tager denne 

udfordring op. 

3. Forhandlingssituationen 

Kommissionens forslag blev fremlagt i marts 

1998 og har siden været diskuteret i Landbrugsministerrådet. 

Det er langt fra vedtaget og det vil 

være synd at sige, at alle de europæiske landbrugsministre 

har klappet begejstret i hænderne 

over udsigten til en grønnere politik. Landbrugspolitiske 

fo r h a n d l i n ger på ministerniveau har 

traditionelt drejet sig meget om penge og kun lidt 

om miljø. Denne gang er ingen undtagelse. For 

eksempel er de sy d l i ge lande generelt imod idee r , 

som kan reducere deres finansielle overførsler fra 

EU-budgettet. 

For at lægge ekstra pres på landbrugsministrene 

kom stats- og rege r i n g s c h e ferne ved juni-topmødet 

i Cardiff med et pålæg om at landbruget 

skulle være et af de politikområder, der skulle gå 

foran og demonstrere hvordan integration skulle 

ge n n e m føres i praksis. Landbrugsministrene blev 

bedt om at lave en rapport til det europæiske 

topmøde i Wien om hvordan de havde tænkt 

sig at gøre landbrugspolitikken miljørigtig. 

Rapporten blev lavet, men var en tynd kop te, som 

overhovedet ikke kom ind på de mange muligheder 

i Agenda 2000. Man erkendte dog, at intens 

ivt landbrug havde ført til miljøproblemer, men 

der var ikke nogen klar enighed om en løsning og 

nogle ministre mente tilsyneladende, at der allerede 

havde været gjort nok. 

Statsministrene, samlet i Wien lige før jul, kvitterede 

for landbrugsministrenes hjemmearbejde, 

men bad om at en ny og mere ambitiøs redegørelse 

skulle gøres klar til Helsinki-topmødet i 

december 1999. Rapporten til Helsinki skal indeholde 

en tidsplan for en yderligere miljøorientering 

af landbrugspolitikken og tage fat på spørgsmålet 

om hvilke indikatorer, der kan bruges til at 

måle landbrugets miljøbelastning. Det er et vigtigt 

problem fordi det er svært at forfølge miljømål, 

hvis forholdet mellem landbrugsproduktion og 

miljøbelastning ikke kan opgøres på en måde 

der er generel enighed om. 

En forudsætning for fremskridt er naturligvis 

at landbrugsministrene er blevet enige om refo r mpakken. 

Det tyske formandsskabs ambition er at 

b l ive færdig med fo r h a n d l i n gerne allerede i 

februar, men der er - som alle ved - meget mere 

på spil end landbruget. Budgetbidrag, strukturfonde 

og udvidelsen er andre vigtige emner som 

i sidste ende skal indgå i den store pakkeløsning. 

Det er derfor ikke nok at krydse fingre fo r 

resultatet. Miljøet kan let blive glemt i slutspurten 

om de mange milliarder. Jeg ser det som en stor 

personlig udfordring at sikre at det ikke sker. 

D e r for vil jeg i den kommende tid sammen med 

Landbrugskommissær Franz Fischler og resten af 

Kommissionen gøre en ekstraordinær indsats 

for at tale miljøets sag i landbrugspolitikken. 

Allerede om to uger vil jeg sammen med Franz 

Fischler fremlægge en rapport - en såkaldt meddelelse 

- om en bedre integration af miljø- og 

landbrugspolitik. Meddelelsen slår blandt andet 

fast, at intensivt landbrug er i konflikt med EU’s 

miljøambitioner og at der må gøres en fornyet 

indsats hvis drikkevand og biodiversitet skal reddes. 

Meddelelsen peger også på den vigtige rolle 

som økologisk jordbrug har for en mere permanent 

løsning på disse problemer. 

Hensigten er at bringe miljødiskussionen tilb 

a ge i fokus på den reformmenu, som diskuteres 

i Rådet. Landbrugsministrene skal holdes fast på 

de instrukser som statsministrene gav i Wien og 

på tidligere topmøder. Fremfor alt skal den gøre 

det klart, at en reform uden miljøfremskridt ikke 

er bæredygtig - hverken for naturen eller politisk 

set; Europas skatteydere fortjener og kræver et 

miljømæssigt afkast af den check på 320 milliarder 

kroner som de hvert år sender til landmændene. 

Jeg håber I vil tage godt mod dette initiativ og 

jeg vil opfordre de grønne organisationer til at 

b r u ge meddelelsen som platform - eller spydspids 

for at relancere den offentlige debat om

landbrugsreformen og miljøet. Landbrugsministrene 

i hele Europa skal vide at det ikke kun er 

landbruget som stiller krav til reformen, men at 

den langsigtede succes og forståelse for refo r m e n 

a f h æ n ger mindst lige så meget af solid miljøprofil 

som af prisen på korn og flæsk. Det er en fælles 

opgave som vi bør løfte sammen og som jeg 

ser frem til. 

Afslutningsvis vil jeg - lidt forsinket - ønske de 

fire Naturvismænd tillykke med det vigtige hverv 

som de er blevet betroet. Naturrådet er blevet præsenteret 

som modstykket til ‘Det økonomiske 

Råd’ og det er et godt tegn, at miljø og natur 

t a ges alvorligt. Personligt er jeg overbevist om at 

der ikke på lang sigt er nogen konflikt mellem 

h e n synet til naturen og hensynet til økonomien. 

Miljøindsats giver både arbejdspladser og sund 

vækst. Jeg er sikker på, at de nye vismænd vil gøre 

deres til at sikre en bedre balance og dermed en 

bæredygtig udvikling. 

AGENDA 2000 - VISIONER OG POLITIK / RITT BJERREGAARD 

83


84 

INTEGRATION AF 

NATUR-LANDBRUGSOMRÅDET 


1. Introduktion 

I Danmark, som i de fleste europæiske lande, er 

landskabet og dets naturindhold tæt forbundet 

med landbruget. Ændrer landbruget sig ændres 

landskabet. På godt og ondt. 

Det er baggrunden for at interessere sig for 

natur-landbrugsrelationen, som har været det 

gennemgående tema i de fleste af de fo r e g å e n d e 

artikler. I dette afsluttende kapitel vil vi dels give 

en kort sammenfattende karakteristik af udvikl 

i n gen og den aktuelle status i landbrugslandskabets 

naturindhold, dels se nærmere på de senere 

års vigtigste politiske tiltag på området, især på de 

nye landbrugspolitiske reformer, som helt aktuelt 

er under udformning. Til sidst præsenterer vi, 

som oplæg til en bredere diskussion, Na t u r r å d e t s 

a n b e fa l i n ger til ændringer af natur-landbrugspolitikken. 

De fleste indlæg handler om danske forhold, 

men forholdet mellem naturen og landbruge t 

er ikke et specielt dansk fænomen. Med reference 

til det åbne land og landbrugspolitikken i 

europæisk perspekt iv analyserer f.eks. hollænderen 

Floor Brouwer og englænderen Philip 

L owe udviklingens naturog miljøkonsekvenser 

i de senere år (Brouwer og Lowe 1998). De 

b e s k r iver, hvorledes intensivering, koncentrering 

og specialisering har præget de landbrugsmæssigt 

gunstigt stillede områder. Det har påvirket 

plante- og dyrelivet nega t ivt samt bety d e t 

tab af ekstensivt dyrkede halv-naturarealer og 

traditionelle landskabstræk. I andre, mindre frugtbare 

områder har landbruget omvendt været 

ty n get af tilbage gang og affolkning. I ekstreme tilfælde 

har udviklingen ført til, at jorder indenfor 

større sammenhængende områder er blevet opgivet. 

Dette er bl.a. tilfældet både i Skandinavien og 

i Sydeuropa, hvor mange områder med dårlige 

terræn- og jo r d b r u g s forhold har lidt under kombinationen 

afvandring og miljø- og naturmæssige 

problemer såsom jorderosion, tilgroning, fo r ø ge t 

risiko for skovbrande og oversvømmelser. 

Analysen er én blandt flere aktuelle arbejder 

om sammenhængen mellem natur og landbrug 

i internationalt perspektiv (Whitby 1996, Potter 

1998). Også Heino von Meyers bidrag i denne rapport 

handler om, hvordan landbrugsudviklinge n 

helt generelt og i et tæt samspil med landbrugspolitikken 

har haft store naturmæssige omkostninger 

overalt i Europa. 

2. Landbrugslandets natur 

Vender vi blikket mod danske forhold har artiklerne 

i denne rapport tydeligt vist, at de generelt 

forekommende problemstillinger også er gældende 

i Danmark. Som et af de landbrugsmæssigt 

mest intensivt udnyttede lande i Europa er mange 

af de naturog miljømæssige problemer knyttet 

til landbruget særligt udtalte i Danmark. 

Med en stor tidsskala viser Anette Reenberg i 

sit bidrag, hvorledes samspillet mellem landbrug 

og natur først og fremmest er et dynamisk samspil, 

hvor især skiftende økonomiske og teknologiske 

forhold er bestemmende for udviklinge n . 

Det beskrives, hvordan de naturog arealmæssige 

konsekvenser af udviklingen de sidste 150 år 

har været meget fo r s k e l l i ge for henholdsvis 

Østdanmark og Vestjylland, og der advares mod 

at tro på lette løsninger, når det handler om bevarelse 

af landskaber, der hører fortidens landbrugssystemer 

til. 

I en oversigt over samspillet mellem natur og 

moderne landbrug finder Anna Bodil Hald i sit 

indlæg, at de mest akutte problemer knytter sig til

halv-naturarealerne, som er de ekstensivt drevne 

landbrugsarealer uden for omdrift. Trods deres 

relativt ringe udbredelse er disse arealers biologiske 

betydning stor, og de er truet af enten landbrugsmæssig 

intensivering eller af opgiv e l s e . 

Irreversibiliteten i halv-naturarealernes botaniske 

indhold analyseres og betydningen af en driftsmæssig 

kontinuitet slås fast. Na t u r ge n o p r e t n i n g 

kan i praksis ikke “genoprette” en eventuel tidlige r e 

flora, mener Hald, selvom man godt kan etablere 

p o s i t ive betingelser for fuglelivet. Na t u r i n d h o l d e t 

i landbrugsarealerne må derfor i højere grad indd 

r a ges i såvel kriterierne for landbrugsstøtte som 

i den ege n t l i ge landbrugsuddannelse. 

Landbrugets og skovbrugets væsentlige rolle 

for naturen i Danmark fremgår også tydeligt af 

Torben Kleins ge n n e m gang af naturbeskyt t e l s e n 

og naturgenopretningsindsatsen de seneste år. 

På trods af begrænset systematisk viden om naturtilstandens 

udvikling kan vi dog se ty d e l i ge effe kter 

af den hidtidige indsats. Der er imidlertid stadig 

store uløste problemer, bl.a. med hensyn til at 

sikre mere naturskov og med hensyn til sektorintegrationen, 

først og fremmest fordi man ifø l ge 

Klein ikke skal forvente, at økonomiske sekt o r e r 

vil være motiverede til integration af miljømæssige 

hensyn. 

Med disse oversigter over landbrugsudvikl 

i n gens naturkonsekvenser og den aktuelle naturfo 

r valtningsindsats in mente, er det relevant at se 

på de aktuelle udviklingstræk i landbruget. Og her 

går det stærkt. De store brug og helt små fritidsbrug 

vokser voldsomt i antal i disse år, men de 

naturmæssige konsekvenser heraf er det ifølge 

Flemming Just vanskeligt at sige noget entydigt 

om. Landbrugets naturpåvirkning er således ikke 

u m i ddelbart koblet til brugsstørrelsen, men måske 

snarere til brugstype og intensiveringsniveau. 

Ib Johnsen påpeger, at der er problemer med, 

at strukt u r u d v i k l i n gen medfører en form fo r 

h o m o genisering af de meget varierede naturog 

l a n d s k a b s forhold, som karakteriserer Danmark. En 

d i f ferentiering af naturog landbrugspolitikkerne, 

som i højere grad tager de naturmæssige foruds 

æ t n i n ger med i kriterierne, er en blandt flere løsninger, 

som begge de to forfattere er inde på. 

INTEGRATION AF NATUR-LANDBRUGSOMRÅDET / PEDER AGGER OG JØRGEN PRIMDAHL 

Et udviklingstræk, der set fra en naturmæssig 

synsvinkel peger i den rigtige retning, er endvidere 

de senere års markante vækst i økologisk 

jordbrug, såvel hvad angår antallet af brug, som 

det dyrkede areal. Det fremgår af Duus Mathiesens 

ge n n e m gang af “A ktionsplan II - økologi i udvikling”, 

at man indenfor de næste tre til fire år forventer 

at opnå en arealmæssig dækning af økologiske 

brug på omkring 300.000 ha, svarende til 

omkring 10 procent af landbrugsarealet. 

Sammenfattende tegner de refererede bidrag 

et billede af et tæt forhold mellem landbruget og 

naturen. Det er et forhold, som over et langt tidsrum 

har betydet en fattiggørelse af naturen og 

landskaberne, men også et forhold, som vi i de 

senere år har fået stadig bedre muligheder for at 

forbedre, om end der på ingen måde er tale om 

fred og idyl. Fo r fatterne er ikke enige i alle spørgsmål, 

men vil formentlig kunne skrive under på 

denne karakteristik. De fleste ser også positivt på 

mulighederne i den nye landbrugspolitik, som dog 

ikke var fæ r d i g forhandlet på tidspunktet for konferencen. 

I det næste afsnit ser vi nærmere på 

landbrugspolitikken og integrationen af miljømålsætninger 

heri. 

3. Natur-landbrugspolitikkens 

udvikling 

Tilbage i 1960’erne, da Fællesmarkedet hed de 

seks, var miljødimensionen ikke-eksisterende i 

landbrugspolitikken. Det primære formål var at 

afhjælpe efterkrigstidens fø d e va r e m a n gel og 

ustabile situation i øvrigt. Det tog adskillige år at 

få denne politik til at fungere. Da det endelig 

skete - sidst i 1960’erne - var store dele af den fo rældet. 

Den daværende landbrugskommissær 

Sicco Mansholt, kunne således i 1969 annoncere, 

at reformer af landbrugspolitikken var nødvendige 

(EEC-Commission 1969, Fearne 1997). 

I 1984 kom mælkekvoterne, men bortset herfra 

skulle der gå næsten 25 år, inden der fo r 

alvor kom gang i grundlæggende refo r m e r . 

Udgifterne til prisstøtte, overskudslagre og 

eksport var nu blevet så store, at der måtte fo ra 

n d r i n ger til. 

85


86 

Samtidig var miljøet, herunder landskabet og 

naturen, kommet på samfundets dagsorden, ikke 

mindst i forhold til landbruget. Det var blevet 

klart for såvel offentligheden som de politiske sy stemer, 

at den voldsomme intensivering af landb 

r u get, som den fælles landbrugspolitik akt iv t 

havde medvirket til, havde haft store, negative 

konsekvenser for miljøet, landskaberne og naturværdierne 

(Baldock 1984, Hoggart et al. 1995). 

Midt i 80’erne begynder man derfor i EU at tale 

om miljøets betydning i landbrugspolitisk 

sammenhæng. Investeringsstøtte til intensiv ering, 

bl.a. støtte til dræning af vådområder fjernes 

i det ene medlemsland efter det andet, og der 

åbnes op for støtte til miljøvenlig landbrugsdrift, 

skovrejsning og braklægning. Målene er at reducere 

overskudsproduktionen, sikre en rimelig 

indkomst hos landbrugerne og beskytte truede 

naturværdier og i øvrigt forbedre miljøforholdene, 

hvor det var muligt. De fleste ordninger 

hørte - og hører stadig - under de såkaldte ledsage 

fo r a n s t a l t n i n ger, som udviklede sig i tilknyt n i n g 

til den almindelige landbrugspolitik, men som i 

modsætning til denne kun er delfinansieret fra EU. 

De første og spæde skridt var hermed taget til en 

integration af landbrugspolitiske og miljøpolitiske 

målsætninger. 

Herhjemme blev de nye perspekt iver diskuteret 

i betænkninger fra Landbrugsministeriet i 

1987 og 1988. Nogle få år forinden var diskussionen 

om den fremtidige marginalisering af 

l a n d b r u g s jord, som man forventede ved fa l d e n d e 

priser på korn og landbrugsprodukter, startet. 

Fokus i denne diskussion, som udsprang fra det 

daværende Naturfredningsråd og en arbejdsgruppe 

under Skov- og Na t u r s tyrelsen, var netop 

landskabs- og naturkonsekvenserne af landbrugsmæssig 

marginalisering. Fo l k e t i n get vedtog 

en marginaliseringsstrategi, som indenfor et 

par år resulterede i et stort udredningsarbejde 

(Skov- og Na t u r s tyrelsen 1987) og efterfø l ge n d e 

i årlige bevillinger i hundredemillion-kroners 

klassen til skovrejsning, naturgenopretning og 

f r i l u f t s l iv. Selvom marginaljordstrategien på 

mange måder var en visionær strategi, som allerede 

har sat sig ty d e l i ge spor rundt om i landet, va r 

den dog kun i ringe grad tænkt og bygget sammen 

med landbrugspolitikken. I det hele taget gælder 

det for naturpolitikken i Danmark, at selvom 

den i store træk kan ses som en reaktion på landb 

r u gets udvikling, hænger den ikke sammen med 

landbrugspolitikken, snarere tværtimod. 

Det første store skridt i refo r m e r i n gen af EU’s 

landbrugspolitik kom i 1992 med den såkaldte 

MacSharry-reform opkaldt efter den irske landbrugskommissær. 

Betydelige dele af landbrugsstøtten 

blev nu omlagt fra produkt i o n s o r i e n t e r e t 

støtte i form af bl.a. støtte til arealtilskud og husdyrpræmier 

uafhængig af produceret mængde. 

Det blev endvidere sat som betingelse for at modt 

a ge støtte, at en del af jorden blev lagt brak. I det 

første år var det 15 procent af det støtteberettige d e 

areal over 17.7 ha. Andre dele af landbrugspolitikken 

blev ligeledes ændret i naturvenlig retning, 

bl.a. blev ordningerne om skovplantning og 

miljøvenlig landbrugsdrift udvidet. MacSharryr 

e formen må betegnes som en succes, hvad angår 

nedbringelse af overskudsproduktionen. 

Også de miljøvenlige landbrugsordninge r 

( M V J - o r d n i n gerne), som med reformen blev obligatoriske 

for medlemslandene, og som nu fik en 

EU-medfinanisering på 50%, mod tidligere 25%, 

bliver udnyttet aktivt i de fleste medlemslande. I 

gennemsnit er omkring 20% af landbrugsarealet 

i EU i 1998 dækket af aftaler om miljøvenlig 

landbrugsdrift, med den største dækning i 

Luxemborg og de nye medlemslande, Finland, 

Sverige og Østrig (Tabel 1). Med 3-4% af arealet 

dækket af miljøvenlige driftsaftaler befinder 

Danmark sig sammen med Belgien, Holland og 

Grækenland i den mindst ambitiøse del af landene. 

Den lave dækning i Danmark kan delvis fo r k l a r e s 

med den intensive landbrugsdrift, som gør MVJo 

r d n i n gen mindre attrakt iv. På den anden side er 

naturen mere trængt her end i de fleste andre 

regioner, hvilket skulle give et stort behov for deltagelse 

i netop sådanne ordninger. 

Selvom MacSharry-reformen vitterlig har været 

en reformering af landbrugspolitikken, var den 

kun første skridt. Næste og seneste skridt er den 

nye reform vedtaget ved Ministerrådsmødet i 

Berlin, marts 1999.

4. Agenda 2000 

Den nye reform bliver som en del af den såkaldte 

“Agenda 2000” fremlagt af EU-Ko m m i s s i o n e n 

som forslag allerede i marts 1998. Pe r s p e kt iv e r n e 

fra MacSharry-reformen fastholdes. Prisstøtten 

aftrappes yderligere omend i et lavere tempo 

end forslået af Kommissionen. Det meste af støtten 

knyttes til areal- eller husdyrpræmier, og de 

såkaldte ledsageforanstaltninger samles i én forordning 

og ses nu samlet som led i landdistrikternes 

samlede udvikling og ikke kun i forhold til 

landbrug og landbrugsproduktion. 

Generelt betyder den nye fælles landbrugspolitik 

fremskridt for naturen, omend den endeligt 

vedtagne reform er væsentlig mindre ambitiøs 

med hensyn til miljøintegration end det af 

Kommissionen udsendte forslag. Af t r a p n i n ge n 

af prisstøtten vil betyde ekstensivering af driften, 

herunder fald i kunstgødnings- og pesticidfo 

r b r u get. Forhøjelse af de ekstensive husdyrpræmier 

er også et positivt aspekt ved forslaget, 

dels fordi det medvirker til en ekstensivering af 


husdyrholdet, dels fordi ordningen vil virke 

“ b e s k yttende” på de ekstensive græsarealer, såsom 

s t r a n d e n gene, engene, hederne og overdrevene, 

som er så vigtige for biodiversiteten og landskabsværdierne 

i Danmark. 

Hertil kommer tre konkrete elementer i den 

nye politik, som kan få stor betydning for landskabet 

og naturen, og som det er vigtigt at få det 

bedste ud af. Det handler om (1) opfyldelse af miljøbeskyttelseskrav 

for tildeling af støtte (miljøbetinget 

støtte, i den engelske version af forordningsforslaget 

kaldet “cross compliance”), (2) de 

nye decentrale dele af landbrugspolitikken, kaldet 

de nationale konvolutter, samt (3) landdistriktspolitikken. 

1 . M i l j ø b e s k yttelseskrav (miljøbetinget støtte, 

”cross compliance”) refererer til princippet om, at 

det gøres til en forudsætning for modtagelse af 

landbrugsstøtte, at miljøbestemmelserne, nationale 

såvel som EU’s miljøbestemmelser, overholdes. 

Fø l ger landmanden ikke de gældende 

miljøregler, skal landbrugsstøtten eller dele af 

| TABEL 1 | Oversigt over arealet omfattet af aftaler indgået under EU Forordning 2078/92 

(MVJ-aftaler og støtte til økologisk jordbrug fordelt på medlemslande). (Fra DGVI 1998, s.21). 

Land a. Antal ha under b. Landbrugsareal 

aftaler ( *1000) 

i alt (* 1000) 

c. Aftaledækning % 

a*100/b 

Belgien 22,7 1375 1,7 

Danmark 107,3 2722 3,9 

Tyskland 6741,0 17335 38,9 

Grækenland 34,8 5741 0,6 

Spanien 871,1 29650 2,9 

Finland 6901,4 30170 22,9 

Irland 1089,6 4530 24,1 

Italien 2291,3 16792 13,6 

Luxembourg 96,6 127 75,9 

Holland 34,5 1848 1,9 

Portugal 664,2 3960 16,8 

England 2322,9 15870 14,6 

E-12 21177,3 130121 16,3 

Østrig 2429,0 3585 67,8 

Finland 1877,5 2160 86,9 

Sverige 1642,2 3180 51,6 

E-15 27126,0 139046 19,5 

87


88 

den kunne tilbageholdes, og de tilbage h o l d t e 

beløb skal medlemslandene kunne anvende til 

udvidelse af midlerne til miljøvenlig landbrugsdrift. 

Princippet om at gøre landbrugsstøtten 

afhængig af, at miljøreglerne overholdes, kan 

b i d r a ge til, at de enkelte medlemslande motiv e r e s 

til at indføre EU-fastsatte reguleringer af landbrugets 

miljøbelastning, ligesom landmændene 

får en kontant tilskyndelse til ikke at ignorere gældende 

bestemmelser. 

Princippet om opfyldelse af miljøbeskyt t e l s e skrav 

for tildeling af støtte blev allerede fra starten 

a n b e falet af den danske regering og lignende 

forslag indgik i en betænkning om natur, miljø og 

EU’s landbrugspolitik (Landbrugs- og Fi s k e r i - 

ministeriet 1996). Der var en overgang udsigt til, 

at princippet helt ville blive taget ud af fo r s l a ge t . 

Dette skete ikke, men der kom på den anden 

side heller ingen klare bestemmelser om, at princippet 

også skulle gælde medlemslandenes overholdelse 

af EU’s miljøbestemmelser, f.eks. Nitratd 

i r e kt ivet, som mange lande endnu ikke har 

implementeret. Som det er nu, er det op til de 

enkelte medlemslande at formulere de betingelser, 

der skal være forudsætning for udbetaling 

af støtte. 

Herhjemme kan en sådan miljøbetinget støtte 

få stor betydning for f.eks. overholdelse af 

reglerne om etablering af mindst 2 meter 

dyrkningsfrie bræmmer langs vandløb. For mange 

andre lande vil princippet imidlertid være upopulært 

og medføre et pres for overhovedet at indføre 

tidssvarende miljøregulering af landbruget. 

Ved denne artikels fæ r d i g r e d i gering var det 

endnu uklart, hvad der vil komme af krav i de 

enkelte lande. 

2. Forslagene om at lægge vigtige dele af landbrugspolitikkens 

udformning ud til det enkelte 

medlemsland (samtidig med opretholdelse af 

fuld EU-finansiering) rummer spændende pers 

p e kt iver. Det giver muligheder for at udvikle 

landbrugspolitikken, så den her i landet ville 

kunne understøtte vigtige målsætninger for naturindholdet 

i landbrugslandskabet. Fo r s l a get om 

en sådan decentralisering omfatter kvægområdet, 

dvs. de to såkaldte markedsordninger for henholdsvis 

oksekød og mejeri- og mælkeprodukt e r . 

I n d e n for disse er der lagt op til, at en større andel 

af budgettet kan udbetales efter specifikke danske 

r e gelsæt. Oprindelig svarede dette beløb i fo r s l aget 

til omkring 650 millioner kr. Under topmødet 

blev denne del af politikken dog dels udskudt et 

par år (mælkeområdet), dels reduceret for oksekødsektoren, 

for Danmarks vedkommende fra 

372 millioner til omkring 88 millioner kr. 

Desuden vil der, inden for de fælles rammer, ske 

ændringer i forudsætningerne for udbetaling af 

støtte på kvægområdet, således at en mere ekstensiv 

og miljøvenlig produktion fremmes. 

For dansk natur har disse forslag stor interesse 

af flere grunde. For det første er husdyrproduktionen 

i visse lokale områder for intensiv. Der er 

for mange dyr per hektar til, at lovgiv n i n ge n s 

krav til maksimal husdyrtæthed kan overholdes. 

De foreslåede regler kan, tilpasset danske fo rhold, 

bidrage til at reducere produktionen i disse 

områder. For det andet kan fo r s l a gene andre steder 

medvirke til at opretholde en ekstensiv græsning 

eller høproduktion på de vedva r e n d e 

græsarealer, således at vigtige landskabselementer 

og den dertil knyttede biodiversitet ikke forringes. 

Det gælder således mange biologisk og 

landskabeligt værdifulde arealer, hvor ophør af en 

ekstensiv landbrugsdrift vil resultere i en tilgroning 

med tagrør eller krat. For det tredje kan 

denne del af reformen bruges til at vende den 

udvikling, som de seneste årtier har resulteret i, at 

det meste kvæg er flyttet fra øst til vest med de 

omtalte miljøproblemer i visse dele af Jylland og 

tilgroning af de ekstensive græsarealer på øerne 

til følge. 

3 . Den del af den nye landbrugspolitik, der handler 

om landdistriktspolitikken, rummer først og 

fremmest nogle visioner om at fremme mere 

s a m m e n h æ n gende politikker for landd i s t r i kt e r n e 

til sikring af økonomiske, sociale og miljømæssige 

forhold, herunder landskabs- og naturmæssige 

værdier. Konkret er der tale om forenkling ved at 

samle en række nuværende ordninger i én forordning 

og i øvrigt tilstræbe en høj grad af inte-

gration af de enkelte ordninger, bl.a. gennem en 

e gentlig planlægning for landd i s t r i kterne. De vigtigste 

ordninger som samles er den såkaldte “fo rbedringsstøtte” 

(som er blevet anvendt til fremme 

af produktionsforbedringer), støtte til ugunstigt 

stillede områder, støtte til miljøvenlig landbrugsdrift 

(herunder økologisk jordbrug) samt 

støtte til skovrejsning og hegnsplantning. 

Endvidere rummer forslaget intentioner om at 

hæve bevillingerne, til bl.a. miljøvenlig landbrugsdrift. 

O r d n i n gerne under landd i s t r i kt s p o l i t i k k e n 

udgør i dag tilsammen dog under 5% af den 

samlede landbrugsstøtte, for EU såvel som fo r 

Danmark. Set i dansk sammenhæng er det imidlertid 

bety d e l i ge midler sammenlignet med den 

o f fe n t l i ge naturfo r valtning. Fa ktisk står skovrejsningsstøtten 

og støtten til miljøvenlig landbrugsdrift 

(MVJ-ordningen) i dag for mere end 

halvdelen af de samlede naturfo r va l t n i n g s m i dler. 

Hertil kommer, at de hidtil gældende ordn 

i n ger har været dårligt integrerede, også i 

Danmark. Som et grelt eksempel på manglende 

integration kan nævnes, at der på Bornholm i 

en periode er givet støtte til miljøvenlig drift af 

vedvarende græsarealer, herunder forbud mod 

a nvendelse af landbrugspesticider indenfor grundvandsbeskyttelsesområder, 

samtidig med, at der 

indenfor de samme områder (af en anden del af 

a m t s fo r va l t n i n gen), er givet støtte til etablering af 

juletræsarealer med intensiv pesticidanvendelse. 

I det hele taget er der behov for nytænkning af 

landbrugspolitikken. Der er i årevis givet meget 

store beløb til støtte for en produktion, som dels 

har resulteret i overskudslagre (som der også 

skulle betales skattekroner for), dels har resulteret 

i en intensivering af produktionen med store 

miljømæssige omkostninger til følge. På kort og 

mellemlangt sigt peger den nye landbrugspolitik 

i den rigtige retning om end reformeringen går 

langsommere end foreslået af Ko m m i s s i o n e n . 

Støtten bliver gradvis omlagt fra prisstøtte til 

d i r e kte støtte (per areal- eller husdyrenhed) med 

en vis integration af miljøhensyn. 


5. Danske initiativer på natur-landbrugsområdet 

Som det er fremgået afhænger meget af den 

nationale opfølgning af den nye landbrugspolitik. 

I Danmark er man i fuld gang med at formulere 

den danske fø l ge l o v g ivning, herunder de danske 

bestemmelser til miljøbeskyttelseskrav. 

På flere væsentlige punkter har man i Danmark 

desuden taget initiativer, som rækker et stykke ud 

over de miljømæssige aspekter af landbrugspolitikken. 

Dette gælder især den såkaldte 

Vandmiljøplan II, Pesticidhandlingsplanen og initiativer 

for udviklingen af den økologiske fødevareproduktion, 

senest “Aktionsplan II – økologi 

i udvikling”. Ser vi få år tilbage kunne man også 

i n dd r a ge dele af Marginaljordsstrategien (på naturfo 

r valtningsområdet: naturgenopretning, fril 

u f t s l iv og skovrejsning), udvidelsen af de beskyttede 

naturtyper (Na t u r b e s k yttelseslovens §3), 

Naturskovsstrategien, og udpegning af områder 

under Habitatdirekt ivet. ”Aktionsplan II – økologi 

i udvikling” er allerede nærmere beskrevet i 

Duus Mathiesens indlæg, og Torben Kleins bidrag 

behandler nærmere initiativerne på naturområdet. 

I det følgende skal vi kort resumere initiativerne 

på henholdsvis vandmiljø- og pesticidområdet. 

Vandmiljøhandlingsplan II er en fælles betegnelse 

for den samlede pakke af lovinitiativer til 

begrænsning af kvælstofudledningen, som Folketinget 

vedtog foråret 1998 til afløsning af den 

gældende vandmiljøhandlingsplan fra 1987. 

Pakken omfatter tre typer af tiltag: (1) gennemførelse 

af egentlige projekter om etablering af 

vådområder og skovrejsning, (2) implementering 

af foranstaltninger om støtte til miljøvenlig 

drift, dvs. en udbygning af den nuværende MVJordning 

og omlægning til økologisk jordbrug, og 

(3) udbygning af den generelle regulering 

omkring bedre fo d e r u d n yttelse, harmonikrav, 

krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødninge n , 

krav til efterafgrøder samt ændrede normer for 

g ø d s k n i n gen. Den sidstnævnte ændring bety d e r , 

at de grundlæggende kvælstof-normer, som ind- 

89


90 

går som forudsætning i gødningsregnskabet, blev 

nedsat med 10%. 

Nedsat brug af pesticider 

Ifølge “Miljøministerens handlingsplan for nedsættelse 

af forbruget af bekæmpelsesmidler” fra 

1986 var det målet at reducere det samlede forbrug 

af bekæmpelsesmidler med mindst 25% 

inden 1990 og yderligere 25% inden 1997 i fo rhold 

til gennemsnitsforbruget i perioden 1981- 

1985. Re d u ktionen skulle omfatte såvel mængden 

af solgte aktivstoffer og produkter som behandl 

i n g s hyppigheden. Endvidere indeholdt handlingsplanen 

en målsætning om opstramning af 

godkendelsesordningen. I statusrapporten 10 år 

senere kunne det konstateres, at handlingsplanen 

ikke var opfyldt. Opstramningen var sket, idet 

en del meget udbredte stoffer var blevet fo r b u d t 

eller stramt reguleret, og salget af akt iv s t o f fe r 

a nvendt i landbruget var reduceret med ca. 40%. 

Men behandlingshyppigheden var ikke fa l d e t 

som forudsat. 

På denne baggrund vedtog Fo l k e t i n get enstemmigt 

at nedsætte et udvalg til vurdering af de 

samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget 

inden for jordbrugserhvervet, det 

såkaldte Bichel-udvalg. 

I foråret 1999 fremkom dette udvalg med sin 

betænkning, som dels indeholdt meget omfa ttende 

analyser af konsekvenserne ved en hel 

eller delvis afvikling af pesticidfo r b r u get, dels 

rummede tre hovedanbefa l i n ger, nemlig (1) at 

a nvendelsen af pesticider reduceres, (2) at visse 

biotoper beskyttes imod pesticidanvendelse, og 

(3) at der arbejdes for en fo r ø gelse af omlægn 

i n gen til økologisk jordbrug. Herudover rummer 

anbefa l i n gerne sy n s p u n kter om regulering 

af pesticidanvendelsen i særligt følsomme drikk 

e vandsområder, indd r a gelse af gartneri, frugtavl 

og skovbrug i en fremtid pesticidstrategi og 

eventuel omlægning af pesticidafgiften fra en 

simpel mængdebaseret afgift til en afgift på 

b e h a n d l i n g s hyppigheden (Bi c h e l - u d va l get 1999). 

Bi c h e l - u d va l gets anbefa l i n ger indgår i det iga n gværende 

arbejde med en ny pesticidhandlingsp 

l a n . 

Fremtidige perspektiver 

Hermed har vi præsenteret de vigtigste, igangværende 

initiativer på natur-landbrugsområdet. 

Dermed er dog ikke alle miljøpolitiske problemområder 

behandlet, f.eks. ikke spørgsmålene om 

hvilke sektorer og politiske niveauer, der bør 

have hvilke kompetencer. Samlet er der imidlertid 

opbrud på området. Vandmiljøhandlingsplanen 

er strammet op og pesticidandlingsplanen 

er under revision. Også naturpolitikken har udviklet 

sig voldsomt de seneste 10-15 år, først og 

fremmest i retning af en mere akt iv, fo r b e d r e n d e 

indsats. Ofte omfatter naturpolitikken arealer, 

der tages ud af landbrugsproduktion, men er på 

den anden side ikke særlig orienteret imod den 

dominerende del af det åbne land, der forbliver 

i landbrugsmæssig drift. Omvendt er integrationen 

af naturhensyn i landbrugspolitikken på vej 

opad på den politiske dagsorden både i forhold til 

den fælles landbrugspolitik i EU og herhjemme i 

form af en række nationale tiltag, som dog mere 

går på at forbedre miljøet end naturen. 

OECDs evaluering af miljøindsatsen 

I sin vurdering af miljøindsatsen i Danmark, 

offentliggjort i foråret 1999, anerkender OECD 

alle de omtalte initiativer og anbefaler i det store 

hele, at indsatsen videreføres og fo r s t æ r k e s . 

Samtidig kritiseres indsatsen dog for at være utilstrækkelig 

på en række områder, bl.a. indenfor 

n a t u r b e s k yttelsen og på landbrugsområdet. Bl a n d t 

de mange konkrete anbefalinger foreslås: 

at den nationale strategi for biodiversitet gen- 

nemføres og at der formuleres en national 

handlingsplan for naturbeskyttelse, 

at mulighederne for at etablere et netværk af 

naturparker undersøges, 

at der sker en styrkelse af naturmæssige, lands 

k a b s m æ s s i ge og biodiv e r s i t e t s m æ s s i ge hensyn 

i landbrugspolitikken og landbrugets 

driftspraksis, 

at der udarbejdes landsdækkende arealstatistikker, 

at der udarbejdes en samlet miljøstrategi på 

landbrugsområdet,

at man indenfor natur-landbrugspolitikken 

sætter fokus på målsætninger vedrørende 

naturbevaring og beskyttelse af biodiversiteten, 

samt 

at overvågningen og evalueringen af landbrugets 

miljømæssige resultater forbedres 

(OECD 1999). 

Som det vil fremgå af det næste og afsluttende 

a fsnit er Naturrådet enig i hovedtrækkene i disse 

anbefalinger. 

6. Konklusioner og anbefalinger ifølge 

Naturrådet 

Der er, som det er fremgået af det foranstående, 

flere gode grunde til, at der i de kommende 

måneder og år gøres en særlig indsats for at opnå 

et bedre forhold mellem natur og landbrug i det 

danske landskab. 

Behovet for naturog miljøforbedring er på 

baggrund af mange års akkumulerede problemer 

særdeles påtrængende og veldokumenteret. 

Samtidig er landbrugspolitikken og væsentlige 

dele af miljø- og naturpolitikken under revision. 

I løbet af 1999 skal EU’s Agenda 2000 implementeres 

i de enkelte lande, og integrationen af 

naturog miljøhensyn er et centralt element i 

denne reform. Hertil kommer, at Danmark ved tiltrædelsen 

af Bi o d iv e r s i t e t s k o nventionen (Ko nv e n - 

tionen om biologisk mangfoldighed af 5. juni 

1992) har påtaget sig fo r p l i g t i gelser, som i høj grad 

vedrører landbrugslandskabets natur. 

På især tre hovedområder mener Naturrådet, 

at der er behov for særlig opmærksomhed og en 

forstærket indsats. 

Integrationen af naturog landbrugspolitiske 

hensyn 

For det første bør integrationen af naturog landbrugspolitiske 

hensyn opprioriteres. Størstedelen 

af landbrugspolitikken har direkte konsekvenser 

for Danmarks natur, fordi landbrugslandskabet 

er den helt dominerende landskabsty p e . 

Ti l s varende er naturværdierne knyttet til engene, 

strandengene, overdrevene og for den sags 


skyld også hederne afhængige af ekstensiv landbrugsmæssig 

drift, ligesom hele landskabsmosaikken, 

som præger stort set alle danske landskaber 

ofte er betinget af en dynamisk udvikling 

i landbruget. Endelig er der i forhold til pesticida 

nvendelse og drikkeva n d s b e s k yttelse også behov 

for at integrere landbrugsmæssige og miljømæssige 

hensyn. 

Økologisk jordbrug, som vinder frem i disse år, 

viser tydeligt, at integration af landbrugsmæss 

i ge og naturmæssige værdier i selve driftsfo r m e n 

er muligt, både agronomisk og økonomisk. 

Naturrådet anbefaler: 

at ”miljøbeskyttelseskrav” bør indføres som 

normal praksis ved udbetaling af den meste 

landbrugsstøtte og ikke kun som betingelser 

i særlige tilfælde. Det bør sikres, at man “får 

noget for noget”, og at de landmænd, der 

yder mest for naturindholdet i jordbrugslandskabet, 

også får mest støtte. 

At ‘nationale konvolutter’, som er betegnelsen 

for de beløb, der tænkes lagt ud til de enkelte 

EU-medlemslandes egen fo r valtning, bør støttes 

mest muligt og udnyttes til at tilpasse landbrugsstøtte 

til regionale og lokale forhold, 

herunder lokale naturbetingelser og miljøproblemer. 

At landd i s t r i ktspolitikken gives høj prioritet, og 

rettes imod en flersidig anvendelse af landskabet 

og i øvrigt decentraliseres så vidt muligt. 

At den nye pesticidhandlingsplan sigter mod 

en fuldstændig udfasning af pesticiderne. 

At de særlige indsatsområder for drikkeva 

n d s b e s k yttelse fo r valtes på en måde, således 

at også naturmæssige hensyn, herunder 

mulighederne for at forbedre naturindhold og 

rekreativ tilgængelighed i disse områder, 

udnyttes. 

At omlægningen til økologisk jordbrug forstærkes 

yderligere. 

91


92 

Naturkvaliteten i landbrugslandskabet 

For det andet finder Naturrådet, at der generelt er 

behov for at forbedre naturkvaliteten i landbrugslandskabet. 

Med Naturbeskyttelses-lovens 

paragraf 3 og 4 er den generelle naturbeskyttelse 

nået langt, men opretholdelse af de driftsafh 

æ n g i ge naturtyper er ikke sikret, ligesom de 

nævnte paragraffer ikke fremmer forbedringer. 

Idéen om en fast norm, f.eks. et krav om mindst 

5% ‘basisnatur’ på hver ejendom, har ofte været 

fremført og lige så ofte kritiseret, fordi den vil 

ramme meget uretfærdigt og langt fra altid være 

l i ge velbegrundet i naturog landskabsmæssig fo rstand. 

Andre muligheder fo r e l i g ger imidlertid. 

F.eks. kunne man ved kommende ejendomssammenlægninger 

stille som betingelse, at i dag 

eksisterende ejendomsskel fremover skal bære 

biotoper. Eller man kunne sigte bredere ved på 

e j e n d o m s n iveau at tilbyde landmanden udarbejdelse 

af en naturplan, som beskriver og vurderer 

de eksisterende biotoper, deres eventuelle 

drift samt eventuelle behov/muligheder for naturforbedringer. 

Sådanne planer, som i øvrigt har 

vundet stor udbredelse i Irland og England, kunne 

herefter anvendes såvel ved rådgivning som ved 

tildeling af støtte efter de mange fo r s k e l l i ge ordninger, 

som orienterer sig mod naturog landskabsforbedringer. 

Na t u r k valiteten afhænger - udover af selve tilstedeværelsen 

af levesteder - også af størrelse, stabilitet 

og sammenhæng i disse levesteder. 

Ti l s varende vil kulturhistoriske og æstetiske værdier 

ofte indgå i landskabsmæssige sammenh 

æ n ge sammen med de naturmæssige. Disse 

krav forudsætter, at der er kontinuitet og 

sammenhæng i naturforvaltningen, f.eks. at de 

såkaldte “Særlige Følsomme Landbrugsområder” 

(SFL-områderne), områderne beskyttet under 

H a b i t a t d i r e kt ivet, fredede områder, de beskyttede 

biotoper og statsskovbrugets naturområder 

fo r valtes i sammenhæng og eventuelt i et hierarki, 

hvor de vigtigste områder sikres en langsigtet 

b e s k yttelse og kontinuerlig drift/pleje, og hvor der 

også i rumlig skala kan skelnes mellem store og 

andre (regionale og lokale) områder. Den handlingsplan 

for biodiversitet, der skal udarbejdes 

i n d e n for de nærmeste år, som fø l ge af Danmarks 

tiltrædelse af Bi o d iv e r s i t e t s k o nventionen, stiller i 

sig selv krav om sammenhæng, kontinuitet og 

prioriteringer indenfor naturforvaltningen. 


At mere generelle forbedringer af naturkvaliteten 

i landbrugslandskabet sikres, f.eks. ved 

at tilbyde landmændene udarbejdelse af en 

naturkvalitetsplan for ejendommen. 

At kontinuitet og sammenhæng i forvaltningen 

af landbrugslandskabet sikres, herunder 

at der etableres et hierarki med klare 

p r i o r i t e r i n ger og fo r va l t n i n g s m æ s s i ge opga v e r 

indenfor de beskyttede områder. 

Viden og rådgivning 

Endelig for det tredje gælder det videns- og rådgivningsområdet. 

Medens der på vandområdet 

foregår en kontinuerlig og detaljeret overvå gning 

af miljøtilstanden, er der meget begrænset 

viden om udviklingen i den terrestriske natur, herunder 

udviklingen i landbrugslandets naturindhold. 

En systematisk viden om naturfo r va l t n i n gens, 

herunder naturplejens effe kter på udviklinge n 

i biodiversitet, er der også behov for. Endelig er 

r å d g ivningsindsatsen overfor landbrugerens ege n 

n a t u r fo r valtning et forsømt område, hvor den rådgivning, 

der i dag tilbydes, er tilfældig og splittet 

op i mange fo r s k e l l i ge offe n t l i ge og private organisationer. 


At der iværksættes et program til overvågning 

af udviklingen i den terrestriske natur, 

herunder af udviklingen i landbrugslandskabets 

ekstensivt drevne landskabselementer. 

At der gennemføres effektevalueringer af 

naturforvaltningsindsatsen i landbrugslandskabet. 

At rådgivningsindsatsen og kursusudbudene 

rettet mod landmandens og andre primære 

aktørers naturforvaltning koordineres og 

effektiviseres.

Efter mange årtiers tilbagegang for naturindholdet 

i landskabet er der udsigt til fo r b e d r i n ge r . 

Landmanden har vist stigende interesse for forb 

e d r i n ger, og på den politiske scene er der opbrud 

i landbrugspolitikken og naturforvaltningen. At 

finde ud af hvordan disse muligheder skal udnyttes 

fordrer information og diskussion. Na t u r r å d e t 

har med denne rapport ønsket at bidrage med 

information og med input til diskussionen. 

Referencer 

Baldock, D. (1984): Wetland Drainage in Europe. The 

Effects of Agricultural Policy in four EEC Countries. 

The Institute for European Environmental Policy & 

The International Institute for Environment and 

Development, Russell Press, Nottingham. 

Bichel-udvalget (1999): Rapport fra Hovedudvalget. 

(Udvalget til vurdering af de samlede konsekvenser af 

en hel eller delvis afvikling af pesticidanvendelsen). 

Brouwer, F. & Lowe, P. (1998): CAP and the Rural 

Environment in Transition. A panorama of national 

perspectives. Wageningen Pers, Wageningen. 

DGVI Commission (1998): State of application of 

Regulation (EEC) No. 2078/92: Evaluation of Agri- 

Environment Programmes. Working Document, 

VI/7655/98. 

EEC-Commission (1969): Memorandum on the Reform of 

Agriculture in the European Economic Community 

and Annexes. Supplement to Bulletin No.1-1969 of 

the European Communities. 

Fearne, A. (1997): The History and Development of the 

CAP, 1945-1990. I: Ritson, C. & Harvey, D. (eds.): The 

Common Agricultural Policy, 2nd. Edition. CAB 

International. 

Hoggart, K., Buller, H. & Black, R. (1995): Rural Europe. 

Identity and Change. Arnold, London. 

Landbrugs- og Fiskeriministeriet (1996): Betænkning fra 

udvalget om natur, miljø og EU’s landbrugspolitik. 

Betænkning nr. 1309, Statens Information. 

Landbrugsministeriet (1987): Betænkning nr. 1122. 

Struktur- og planudvalget. 1. Delbetænkning - om 

gennemførelse af EF’s sociostrukturelle foranstaltninger 

i Danmark. 

Landbrugsministeriet (1988): Betænkning nr. 1145. 

Struktur- og planudvalget. 2. Delbetænkning - om 

opfølgning af marginaljordsstrategien i 

Landbrugsministeriets lovgivning m.v. 

OECD (1999): Environmental Performance Reviews, 

Denmark. Organisation for economic co-operation 

and development, Paris. 

Potter, C. (1998): Against the Grain. Agri-environmental 

reform in the United States and the European Union. 

CAB International, Wallingford. 


Regt, A.L. de (1989): Small-scale landscape in a large-scale 

Europe. Ministry of Housing, Physical Planning and 

E nvironment, National Physical Planning Agency, the 

H a g u e . 

Skov- og Naturstyrelsen (1987): Marginaljorder og miljøinteresser 

- en sammenfatning. Miljøministeriet. 

Whitby, M. (1996, red.): The European Environment and 

CAP Reform. Policies and prospects for Conservation. 

CAB International, Wallingford. 

Oplysninger om EU’s landbrugspolitik “Agenda 2000” kan 

findes på adressen: 

www//europa.eu.int.comm/dg06/ag2000 

93


94 

HVAD MENER BEFOLKNINGEN? 

UDDRAG AF 

GALLUP-UNDERSØGELSE 

af cand.agro. Kitt Bell Andersen, Naturrådets sekretariat 

IFORBINDELSE MED debatten om EU’s landb 

r u g s r e form - Agenda 2000 - og tankerne om 

integration af naturog miljøhensyn i landbrugspolitikken, 

har Naturrådet fået udført en 

o p i n i o n s u n d e r s ø gelse om befo l k n i n gens holdninger 

til landbruget og en mere naturog miljøorienteret 

landbrugspolitik. Nogle af de spørgsmål 

der ønskedes belyst var: 

Hvilken betydning har landskabs- og naturværdier 

for den danske befolkning? 

Hvordan opfattes det danske landbrugslandskab 

af befolkningen? 

Hvordan prioriteres en naturog miljøindsats 

mellem fo r s k e l l i ge naturog miljøtemaer? 

Hvor stor er opbakningen til at stille naturog 

miljøkrav i forbindelse med udbetaling af 

l a n d b r u g s s t ø t t e ? 

Hvordan opfattes muligheden for at øve 

demokratisk indflydelse på udviklingen af 

landbrugslandskabet? 

Præsentation af opinionsundersøgelsen 

O p i n i o n s u n d e r s ø gelsen ge n n e m førtes i ugerne 9, 

10 og 11 i 1999 og blev foretaget af analyseinstituttet 

Gallup. I undersøgelsen er i alt 709 

( r e p r æ s e n t a t ivt udvalgte) personer over 18 år 

blevet personligt interviewet. 

Resultaterne af undersøgelsen er nedenfo r 

kort opsummeret i 3 afsnit: 1) Naturoplevelser og 

a d gang, 2) Landbrugets hensy n t a gen til natur og 

miljø og 3) Landbrug og politik/økonomi. Bilag 1 

gengiver spørgeskemaet og bilag 2 er en præsentation 

af svarene i tabelform. 

1. Naturoplevelser og adgang 

Be ty d n i n gen af naturoplevelser og spørgsmål 

om adgangsmuligheder i landskabet giver signal 

om befolkningens forhold til naturen. 

Undersøgelsen viser, at 90% af de adspurgte 

mener, at naturoplevelser i skov- og kystlandskabet 

har stor eller meget stor betydning. 74% 

mener endvidere, at naturoplevelser også i landbrugslandskabet 

har stor eller meget stor betydning. 

Med hensyn til adgang til landbrugslandskabet 

er 83% generelt tilfredse (jf. bilag 2, tabel 

1 og 2). 

På trods af at undersøgelsen foregik i marts 

måned svarede hele 56%, at de inden for de sidste 

2 uger havde været en tur ude i landbrugslandet. 

50% af de adspurgte angav, at de oftest 

færdes til fods, mens ca. 34% angav, at de oftest 

færdes i bil eller på motorcykel (jf. bilag 2, tabel 

17 og 18). 

85% af de adspurgte er ikke medlem eller 

a kt iv i en forening, der helt eller delvist har natur 

og miljø på programmet (jf. bilag 2, tabel 19). 

Samlet tillægges naturoplevelser således en stor 

betydning af langt hovedparten af de adspurgte 

i undersøgelsen - også naturoplevelser i landbrugslandet. 

De bevæger sig umiddelbart ofte i 

naturen, mens en aktiv indsats i forhold til natur 

og miljø er forholdsvis lav. 

2. Landbrugets hensyntagen 

til natur og miljø 

Be fo l k n i n gens kendskab til miljøproblemer og

holdning til landbruget er vigtig i fo r b i n d e l s e 

med at sikre opbakning til den førte politik. 

H o l d n i n ger er imidlertid i høj grad præget af 

den aktuelle mediefokus på miljøproblemer, og vil 

bl.a. som følge heraf variere over tid. 


mener, at landbruget i høj grad tager hensyn til 

natur og miljø, medens 27% mener at landbruge t 

kun gør det i ringe grad. På spørgsmålet om i 

hvilke sektorer naturog miljøhensyn er højst 

prioriteret, svarede 54%, at skovbruget er den sektor 

hvor naturog miljøhensyn er højst prioriteret. 

Sektorer som industri og trafik ligger i bunden, 

medens landbrug og fiskeri indtager en mellemposition 

(jf. bilag 2, tabel 3 og 4). 

45% mener, at beskyttelse af drikkevand er det 

område indenfor landbruget, hvor en naturog 

miljøindsats er vigtigst i de kommende år (jf. 

bilag 2, tabel 5). På en skala fra 1-5 (hvor 1 indikerer 

at naturog miljøindsatsen er vigtigst i de 

kommende år) prioriteres de fem foreslåede indsatsområder 

som følger: 

1. Beskyttelse af drikkevand 

2. Begrænsning af brug af pesticider 

3. Forbedring af vandmiljøet 

4. Forbedring af dyrevelfærd 

5. Forbedring af levevilkår for det vilde plante- og 

dyreliv 

Omkring halvdelen af de adspurgte er overvejende 

enige i, at størstedelen af landbruget i dag 

omstiller sig tilstrækkeligt i forhold til befo l k n i n gens 

ønsker til naturog miljøhensyn. Samtidig 

mener 74% af de adspurgte, at Danmark skal 

være førende i EU indenfor et naturog miljøvenligt 

landbrug (jf. bilag 2, tabel 6 og 13). 

Samlet viser undersøgelsen, at folk generelt er 

tilfredse med landbrugets omstillingsevne og 

h e n sy n t a gen til natur og miljø, men at det er vigtigt, 

at Danmark er fo r e gangsland med hensyn til 

et naturog miljøvenligt landbrug. Samtidig viser 

u n d e r s ø gelsen, at vandmiljøet generelt, herunder 

specielt pesticidpåvirkningen, er det problemområde, 

der tillægges størst vægt. 

HVAD MENER BEFOLKNINGEN? UDDRAG AF GALLUP-UNDERSØGELSE / KITT BELL ANDERSEN 

3. Landbrug og politik/økonomi 

Kendskab til den førte landbrugspolitik og hvem 

der har indflydelse og medansvar for landbruge t s 

udvikling, er vigtige parametre for befo l k n i n ge n s 

holdninger. 


ikke mener, at de har tilstrækkelig indflydelse 

på landbrugets påvirkning af natur og miljø, og 

samtidig mener over halvdelen, at det er ge nnem 

valg af fø d e varer, at de trods alt har den bedste 

indflydelse på landbrugets fo r valtning af natur 

og miljø (jf. bilag 2, tabel 11 og 12). 

De adspurgte har en overdreven opfattelse af, 

hvor store dele af landbrugsbudgettet der gives til 

fremme af natur og miljø. Af de folk der sva r e d e 

på disse spørgsmål (ca. 55%) mener ca. 84%, at 

der gives mere end 11% af landbrugsstøtten til 

fremme af naturog miljøforhold, hvor det faktiske 

tal iflg. Naturrådets beregninger er ca. 6%. 

70% (af de folk der svarede på spørgsmålet) 

mener, at mere end 20% af landbrugsstøtten bør 

være naturog miljøbetinget (jf. bilag 2, tabel 8). 

Over halvdelen af de adspurgte mener, at det 

især er samfundets opgave at betale for naturog 

m i l j ø b e s k yttelse i landbrugslandskabet. Samtidig 

mener 84%, at landbrugets støtte fra det offentl 

i ge skal gives på betingelse af overholdelse af fa s tsatte 

krav på naturog miljøområdet. Ca. 50% 

mener, at landbrugets støtte fra det offe n t l i ge 

ydermere skal gives på betingelse af overholdelse 

af fastsatte krav på naturog miljøområdet, 

men på forskelligt niveau afhængig af indsatsen, 

således at de landmænd der yder mest på naturog 

miljøområdet får den højeste støtte (jf. bilag 2, 

tabel 7 og 9). 

Langt størstedelen af de adspurgte mener, at 

udover ejeren til jorden er det de danske myndigheder, 

der skal have medbestemmelse over 

landbrugets påvirkning af natur og miljø. 21% 

mener, at lokale grønne organisationer og 30% 

at den lokale landbrugsforening også skal have ret 

til medbestemmelse i forhold til landbruge t s 

påvirkning af natur og miljø. Kun ca. 16% af de 

adspurgte giver udtryk for, at EU bør have medbestemmelse 

(jf. bilag 2, tabel 10). 

95


96 

Samlet er der således en klar holdning til, at det er 

en fælles opgave at betale for naturog miljøbes 

k yttelse i landbrugslandskabet. Landbrugsstøtten 

skal gives på betingelse af miljøkrav, og støtten skal 

efter manges mening være afhængig af den 

enkelte landmands indsats. På trods af, at der 

generelt er en tilfredshed med landbrugets omstillingsevne, 

mener de fleste af de adspurgte generelt 

ikke, at de har tilstrækkelig indflydelse på 

l a n d b r u gets påvirkning af natur og miljø. 

Endvidere har de adspurgte stærkt overdrevne 

forestillinger om, hvor stor en del af landbrugsb 

u d gettet der i Danmark gives til fremme af 

naturog miljøforhold, og endelig mener de 

adspurgte, at andelen skal være væsentlig højere 

end den er i dag. 

Sammenfatning 

O p i n i o n s u n d e r s ø gelsen viser, at befo l k n i n ge n 

har en positiv opfattelse af det danske landbrugslandskab 

og generelt ikke opfatter naturen 

som forarmet. Endvidere er der en positiv vurdering 

af landbrugets evne og vilje til at omstille 

sig i retning af mere naturog miljøvenlige former. 

Men trods dette ønsker befolkningen øget 

indflydelse på udviklingen af landbruget, især på 

lokalt niveau. 

Be fo l k n i n gen prioriterer beskyttelse af drikkevand, 

begrænsning af pesticidforbruget samt 

generel forbedring af vandmiljøet højest i forbindelse 

med en fremtidig naturog miljøindsats 

i landbruget. Denne prioritering afspejler meget 

godt det fokus, der har været i medierne og i 

den offentlige debat samt den politiske prioritering 

gennem de sidste mange år, på netop områderne 

vandmiljø, drikkevand og pesticider. 

Befolkningen ønsker, at Danmark skal være 

foregangsland inden for naturog miljøvenligt 

landbrug, og at det er en samfundsmæssig opga v e 

at betale herfor, men at landbrugsstøtten i et 

væsentligt øget omfang skal gives på betingelse 

af hensyntagen til natur og miljø. 

U n d e r s ø gelsen viser, at der er bred fo l k e l i g 

opbakning til at ge n n e m føre en landbrugspolitik, 

som i øget omfang integrerer hensyn til natur og 

miljø. Naturrådet opfatter det som én af sine 

v æ s e n t l i ge opgaver at naturværdier, landskab og 

bredere økologiske hensyn sættes højere på den 

politiske dagsorden også på landbrugsområdet.


| BILAG 1 | Spørgeskema anvendt ved opinionsundersøgelse 

Er svarpersonen 18 år eller derover ? 

1 Ja 2 Nej 

Herefter har jeg nogle spørgsmål om natur og landbrug. Naturrådet vil gerne med dette spørgeskema 

undersøge holdninger i Danmarks befolkning til landbrugets naturog miljøhensyn. 

Spørgsmål 1 

H v i l ken betydning har nat u ro p l evelser i skov - 

og kystlandskabet for Dem. 

1 Meget stor betydning 

2 Stor betydning 

3 Hverken stor eller lille betydning 

4 Lille betydning 

5 Meget lille betydning 

6 Ved ikke 

Spørgsmål 3 

I hvilken grad er De tilfreds med Deres mulighed 

for at komme ud i landbrugslandskabet. 

1 Meget tilfreds 

2 Tilfreds 

3 Hverken tilfreds eller utilfreds 

4 Utilfreds 

5 Meget utilfreds 

6 Ved ikke 

Spørgsmål 5 

Hvordan mener De, at naturog miljøhensyn 

g e n e relt priorite res i landbruget i forhold til 

a n d re sekto rer i samfundet. J eg vil bede Dem om 

at priorite re følgende sekto rer fra 1-5, hvor 1 er 

den sektor, hvor naturog miljøhensyn er højest 

p r i o r i te ret, og 5 er den sektor hvor naturog miljøhensyn 

er lave st priorite re t . 

Spørgsmål 2 

Hvilken betydning har naturoplevelser i 

landbrugslandskabet for Dem. 

1 Meget stor betydning 

2 Stor betydning 

3 Hverken stor eller lille betydning 

4 Lille betydning 

5 Meget lille betydning 

6 Ved ikke 

Spørgsmål 4 

I hvilken grad mener De generelt, at landbruget 

i Danmark tager hensyn til natur og miljø? 

1 I meget høj grad 

2 I høj grad 

3 I hverken høj eller ringe grad 

4 I ringe grad 

5 I meget ringe grad 

6 Ved ikke 

Hvilken vil De prioritere som nr. 1 

1 Fiskeriet 

2 Industrien 

3 Landbruget 

4 Skovbruget 

5 Trafiksektoren 

97


98 


1 Fiskeriet 

2 Industrien 

3 Landbruget 

4 Skovbruget 



1 Fiskeriet 

2 Industrien 

3 Landbruget 

4 Skovbruget 


Spørgsmål 6 


1 Forbedring af dyrevelfærd 

2 Begrænsning af brug af sprøjtemidler 

3 Beskyttelse af drikkevand 

4 Forbedring af vandmiljøet 

(søer, åer, hav) 

5 Forbedring af levevilkår for det 

vilde plante- og dyreliv 







5 Forbedring af levevilkår for det 

vilde plante- og dyreliv 


1 Fiskeriet 

2 Industrien 

3 Landbruget 

4 Skovbruget 


Inden for hvilke områder i landbruget er en naturog miljøindsats vigtig i de kommende år. Jeg vil bede Dem 

om at priorite re følgende områder, hvor 1 er det der har højest prioritet og 5 det der har lave st priorite t . 







5 Forbedring af levevilkår for det vilde 

plante- og dyreliv 







5 Forbedring af levevilkår for det vilde 

plante- og dyreliv

Spørgsmål 7 

I hvilken grad er De enig i, at størstedelen af 

landbruget i dag omstiller sig tilstrækkeligt i 

forhold til befolkningens ønsker til naturog 

miljøhensyn? 

1 Helt enig 

2 Overvejende enig 

3 Hverken enig eller uenig 

4 Overvejende uenig 

5 Helt uenig 

6 Ved ikke 

Spørgsmål 9 

Spørgsmål 11 

1 a. Uafhængigt af fastsatte krav på 

naturog miljøområdet 


De seneste år er naturog miljøforhold blevet 

inddraget i landbrugspolitikken og dermed i 

l a n d b r u g sstø tten. Hvor stor en del af landbrugsstøtten 

i Danmark tror De gives til fremme af 

naturog miljøforhold? 

Notèr procenttal 

På hvilket grundlag synes De, det er rimeligt, at 

landbrugsstøtten fra det offentlige gives? Synes 

De det er rimeligt at støtten gives 

2 b. På betingelse af overholdelse af fa st - 

satte krav på naturog miljøområdet 

3 c. som b, men på forskelligt niveau 

afhængig af indsatsen udover fast- 

satte krav på naturog miljøområdet, 

således at de landmænd der yder mest 

på naturog miljøområdet også får en 

højere støtte 

4 Ved ikke 

Spørgsmål 8 

Mener De generelt, at det især er landbrugets 

o p ga ve at betale for naturog miljøbeskytte l s e 

i landbrugslandskabet, eller er det især en 

s a m f u n d so p ga ve man skal betale til via skatte n ? 

(INT: Kun èt svar!!) 

1 Især landbrugets opgave 

2 Især samfundets ansvar 

3 Ved ikke 


Hvor stor en del af landbrugsstøtten i Danmark 

mener De, det er rimeligt der gives til fremme af 

naturog miljøforhold? 

Notèr procenttal 


H vem mener De - udover ejeren - skal have ret til 

at have medbestemmelse over landbrugets 

påvirkning af natur og miljø? 

1 EU 

2 Danske myndigheder 

3 Lokale grønne organisationer 

4 Den lokale landbrugsforening 

5 Den lokale beboerforening 

6 Andre 

7 Ved ikke 

99


100 


Mener De, at De som borger har tilstrækkelig 

indflydelse på landbrugets påvirkning af natur 

og miljø? 

1 Ja 

2 Nej 

3 Ved ikke 


Mener De, at Danmark skal være førende i EU 

i n d e n for et naturog miljøvenligt landbrug, eller 

mener De, at Danmark ikke skal væ re fø re n d e ? 

Til sidst i denne afdeling har jeg et par fa k t u e l l e 

spørgsmål. 


Har De nogen tilknytning til landbruget? 

1 Ja, jeg er indenfor landbruget eller hjæl- 

per til på en gård 

2 Ja, jeg har familie indenfor landbruget 

3 Ja, jeg er beskæftiget indenfor land- 

brugsrelaterede erhverv (herunder 

skovbrug og fiskeri) 

4 Ja, anden form for tilknytning 

5 Nej 


Hvordan mener De, at De bedst kan få indflydelse 

på landbrugets forvaltning af natur og 

miljø? 

1 Gennem Folketingsvalg 

2 Gennem amts- og kommunevalg 

3 Som forbruger gennem valg af føde- 

varer 

4 Gennem interesseorganisation 

5 Gennem beboerforening 

6 Gennem landbrugets organisationer 

7 Gennem andre kanaler 

8 Ved ikke 

1 Skal være førende 

2 Skal ikke være førende 

3 Ved ikke 


Har Deres opvæ k st fo r t r i n sv i st væ ret på landet 

eller i byen? 

1 På landbrugsejendom 

2 På landet i øvrigt 

3 I landsby (200-999 indbyggere) 

4 I mindre provinsby 

(1000-9999 indbyggere) 

5 I større provinsby 

(10.000-99.999 indbyggere) 

6 I by større end 100.000 indbyggere 

7 Ved ikke


Bor De nu på landet eller i byen? 

1 På landbrugsejendom 

2 På landet i øvrigt 

3 I landsby (200-999 indbyggere) 

4 I mindre provinsby 

(1000-9999 indbyggere) 

5 I større provinsby 

(10.000-99.999 indbyggere) 

6 I by større end 100.000 indbyggere 

7 Ved ikke 



Hvordan færdes De oftest i landbrugslandskabet? 

1 Til fods 

2 Til hest 

3 I bil eller på motorcykel 

4 På cykel 

5 På knallert 

6 Anden form 

7 Ved ikke 


Hvornår var De sidst en tur ude i landbrugslandskabet? 

(Int: Dette inkluderer ikke en tur i bilen !!) 

1 I dag 

2 Indenfor de sidste 2-3 dage 

3 Indenfor den sidste uge 

4 Indenfor de sidste 2 uger 

5 Indenfor den sidste måned 

2 Indenfor det sidste halve år 

3 Indenfor det sidste år 

4 Længere tid siden 

5 Ved ikke 


Er De medlem eller aktiv i en fo rening, der helt 

eller delvist har natur og miljø på programmet? 

1 Ja 

2 Nej 

3 Ved ikke 

101


102 

| BILAG 2 | Præsentation af den procentvise fordeling af svarene i opinionsundersøgelsen “Natur og Landbrug” 

Antal interviews: 709. Undersøgelsen blev gennemført i ugerne 9, 10, og 11 i 1999. 

Tabel 1 

Spørgsmål 1 og 2: 

Meget stor betydning 

Stor betydning 

Hverken stor 

eller lille betydning 

Lille betydning 

Meget lille betydning 

Ved ikke 

Tabel 2 

Spørgsmål 3: 

Meget tilfreds 

Tilfreds 

Hverken tilfreds eller utilfreds 

Utilfreds 

Meget utilfreds 

Ved ikke 

Tabel 3 


I meget høj grad 

I høj grad 

I hverken høj eller ringe grad 

I ringe grad 

I meget ringe grad 

Ved ikke 

Hvilken betydning har naturoplevelser 

i skov- og kystlandskabet 

for Dem? (1) 

53 % 

38 % 

6 % 

2 % 

1 % 

- 

I hvilken grad er De tilfreds med Deres mulighed for at komme ud 

i landbrugslandskabet? 

47 % 

36 % 

11 % 

3 % 

- 

1 % 

I hvilken grad mener De generelt, at landbruget i Danmark tager 

hensyn til natur og miljø? 

8 % 

30 % 

31 % 

23 % 

4 % 

4 % 

Hvilken betydning har 

naturoplevelser i landbrugslandskabet 

for Dem? (2) 

35 % 

40 % 

15 % 

7 % 

3 % 

-

Tabel 4 


Skovbruget 

Landbruget 

Fiskeriet 

Industrien 

Trafiksektoren 

Ingen svar 

Tabel 5 

Beskyttelse af 

drikkevand 

Begrænsning af 

brugen af sprøj- 

temidler 

Forbedring af 

dyrevelfærd 

Forbedring af 

vandmiljøet 


Forbedring af 

levevilkår for det 

vilde plante- og 

dyreliv 

Ingen svar 


H vo rdan mener de, at naturog miljøhensyn generelt priorite res i landbruget i fo rhold 

til andre sektorer i samfundet? De adspurgte er blevet bedt om at prioritere 

5 sektorer fra 1-5, hvor 1 er den sektor, hvor naturog miljøhensyn er høje 

st priorite ret, og 5 er den sektor hvor naturog miljøhensyn er lave st priorite re t . 

1. prioritet 

54 % 

18 % 

9 % 

10 % 

6 % 

3 % 

1. prioritet 

45 % 

28 % 

14 % 

7 % 

3 % 

2 % 

2. prioritet 

18 % 

28 % 

29 % 

15 % 

9 % 

- 

2. prioritet 

28 % 

31 % 

10 % 

22 % 

8 % 

- 

3. prioritet 

9 % 

33 % 

30 % 

15 % 

12 % 

- 

3. prioritet 

16 % 

20 % 

18 % 

34 % 

11 % 

- 

4. prioritet 

Spørgsmål 6: Inden for hvilke områder i landbruget er naturog miljøindsatsen vigtig i de 

kommende år? De adspurgte er blevet bedt om at prioritere 5 områder, 

hvor 1 er det der har højest prioritet og 5 det der har lavest prioritet. 

9 % 

12 % 

19 % 

34 % 

25 % 

- 

4. prioritet 

7 % 

9 % 

29 % 

23 % 

32 % 

- 

103


104 

Tabel 6 


Helt enig 

Overvejende enig 

Hverken enig eller uenig 

Overvejende uenig 

Helt uenig 

Ved ikke 

Tabel 7 


Især landbrugets opgave 

Især samfundets opgave 

Ved ikke 

Tabel 8 

Spørgsmål 9 og 10: 

Ved ikke 

0 % 

1-10 % 

11-20 % 

21-30 % 

31-40 % 

41-50 % 

51-60 % 

61-70 % 

71-80 % 

81-90 % 

91-100 % 

I hvilken grad er De enig i, at stø r stedelen af landbruget i dag 

o m stiller sig tilst r æ k keligt i forhold til befolkningens ønsker til 

naturog miljøhensyn? 

11,7 % 

34,3 % 

30,2 % 

16,5 % 

3,4 % 

3,9 % 

Mener De generelt, at det især er landbrugets opgave at betale for 

n atur- og miljøbeskyttelse i landbrugslandskabet eller, er det især en 

samfundsopgave man skal betale til via skatten? 

34,4 % 

58,4 % 

7,2 % 

H vor stor en del af landb 

r u g sstø tten i DK tror De 

gives til fremme af naturog 

miljøforhold? (9) 

44,3 % 

1,3 % 

24,7 % 

15,5 % 

7,3 % 

3,5 % 

1,8 % 

0,8 % 

0,1 % 

0,1 % 

0,1 % 

0,3 % 

H vor stor en del af landb 

r u g sstø tten i DK mener De, 

det er rimeligt der gives til 

f remme af naturog miljøfo rhold? 

(10) 

37,9 % 

1,6 % 

8,5 % 

10,2 % 

11,7 % 

7,6 % 

14,0 % 

2,3 % 

0,6 % 

2,5 % 

0,6 % 

2,7 %

Tabel 9 


Tabel 10 


EU 

Danske myndigheder 

Lokale grønne organisationer 

Den lokale landbrugsforening 

Den lokale beboerforening 

Andre 

Ved ikke 

Tabel 11 


Ja 

Nej 

Ved ikke 


Uafhængigt af fastsatte krav på naturog miljøområdet 

På betingelse af overholdelse af fastsatte krav på natur- 

og miljøområdet 

Som b, men på forskelligt niveau afhængig af indsatsen udover 

fastsatte krav på naturog miljøområdet, således at de landmænd 

der yder mest på naturog miljøområdet også får en højere støtte 

Ved ikke 

På hvilket grundlag synes De, det er rimeligt, at landbrugsstøtten 

fra det offentlige gives? 

16,4 % 

73,6 % 

21,2 % 

30,3 % 

15,5 % 

3,2 % 

4,7 % 

25,4 % 

65,4 % 

9,2 % 

4,1 % 

35,8 % 

49,1 % 

11 % 

Hvem mener De - udover ejeren - skal have ret til at have medbestemmelse 

over landbrugets påvirkning af natur og miljø? 

Mener De, at De som borger har tilstrækkelig indflydelse på landbrugets 

påvirkning af natur og miljø? 

105


106 

Tabel 12 


Gennem folketingsvalg 

Gennem amts- og kommunevalg 

Som forbruger gennem valg af fødevarer 

Gennem interesseorganisation 

Gennem beboerforening 

Gennem landbrugets organisationer 

Gennem andre kanaler 

Ved ikke 

Tabel 13 


Skal være førende 

Skal ikke være førende 

Ved ikke 

Tabel 14 


Ja, jeg er indenfor landbruget 

/hjælper til på en gård 

Ja, jeg har familie indenfor landbruget 

Ja, jeg er beskæftiget indenfor landbrugsrela- 

terede erhverv (herunder skovbrug og fiskeri) 

Ja, anden form for tilknytning 

Nej 

Hvordan mener De, at De bedst kan få indflydelse på landbrugets 

forvaltning af natur og miljø? 

35,8 % 

29,5 % 

57,8 % 

22,4 % 

3,8 % 

17,9 % 

3,4 % 

6,5 % 

Mener De, at Danmark skal være førende i EU indenfor et naturog 

miljøvenligt landbrug, eller mener De, at Danmark ikke skal være 

førende? 

74 % 

19 % 

7 % 

Har De nogen tilknytning til landbruget? 

4 % 

21 % 

2 % 

11 % 

62 %

Tabel 15 


På landbrugsejendom 

På landet i øvrigt 

I landsby (200-999 indbyggere) 

I mindre provinsby (1000-9999 indbyggere) 

I større provinsby (10.000-99.999 indbyggere) 

I større by end 100.000 indbyggere 

Ved ikke 

Tabel 16 


På landbrugsejendom 

På landet i øvrigt 

I landsby (200-999 indbyggere) 

I mindre provinsby (1000-9999 indbyggere) 

I større provinsby (10.000-99.999 indbyggere) 

I større by end 100.000 indbyggere 

Ved ikke 

Tabel 17 


I dag 

Indenfor de sidste 2-3 dage 

Indenfor den sidste uge 

Indenfor de sidste 2 uger 

Indenfor den sidste måned 

Indenfor det sidste halve år 

Indenfor det sidste år 

Længere tid siden 

Ved ikke 


Har Deres opvækst fortrinsvist været på landet eller i byen? 

21 % 

16 % 

12 % 

14 % 

22 % 

16 % 

Bor De nu på landet eller i byen? 

- 

8 % 

8 % 

9 % 

19 % 

35 % 

20 % 

- 

Hvornår var de sidst en tur ude i landbrugslandskabet? 

20 % 

17 % 

11 % 

7 % 

9 % 

15 % 

7 % 

13 % 

1% 

107


108 

Tabel 18 


Til fods 

Til hest 

I bil eller på motorcykel 

På cykel 

På knallert 

Anden form 

Ved ikke 

Tabel 19 


Ja 

Nej 

Ved ikke 

Hvordan færdes De oftest i landbrugslandskabet? 

54 % 

1 % 

31 % 

9 % 

1 % 

2 % 

2 % 

Er De medlem eller aktiv i en forening, der helt eller delvist har 

natur og miljø på programmet? 

15 % 

85 % 

-

Læs hele rapporten som pdf-fil. - Naturrådet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?