Arkitekturhistorie opgave 5. semster august 2001 Jeppe S. Skovmose
Arkitekturhistorie opgave 5. semster august 2001 Jeppe S. Skovmose
Arkitekturhistorie opgave 5. semster august 2001 Jeppe S. Skovmose
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Arkitekturhistorie</strong> <strong>opgave</strong><br />
<strong>5.</strong> <strong>semster</strong> <strong>august</strong> <strong>2001</strong><br />
<strong>Jeppe</strong> S. <strong>Skovmose</strong>
Indledning<br />
En af de ting der var med til at vække min<br />
interesse første gang jeg stødte på I. M.<br />
Pei var, foruden hans arkitektur, også hans<br />
holdning til den. Specielt bed jeg mærke i<br />
følgende udtalelse:<br />
“Jeg vil helst undgå etiketter.<br />
For mig er der kun arkitektur.<br />
Moder arkitektur, postmodernisme,<br />
dekonstruktivisme… Nævn alle de<br />
ismer De vil. Jeg tror ikke på dem,<br />
de kommer og går. Det der virkelig<br />
overlever og vare ved er arkitektur;<br />
en given tids arkitektur!” [DR2]<br />
Men er en given tids arkitektur? Og hvordan<br />
kommer det til udtryk i hans værker? Det er<br />
noget af det jeg ønsker undersøge ved at studerer<br />
Pei. I denne <strong>opgave</strong> vil jeg koncentrer<br />
mig om hvad det er der er kendetegnende for<br />
I. M. Peis bygningsværker og for hans måde<br />
at arbejde på. For selvom han helst vil undgå<br />
etiketter, så må der alligevel være et kendetegn,<br />
der har gjort ham i stand til at opbygge<br />
en af verdens mest efterspurgte tegnestuer.<br />
At det så netop er Miho Museet jeg, efter<br />
en kort beskrivelse af Peis baggrund, ønsker<br />
at arbejde videre ud fra, skyldes at museet<br />
for mig kombinerer elementer fra mange af<br />
Peis andre værker. Samtidig virker <strong>opgave</strong>n<br />
med at skulle bygge på en bjergtop i så<br />
naturskønne omgivelser, som enhver arkitekts<br />
drøm. Noget af det første jeg kom til at<br />
tænke på i forbindelse med Miho Museet var<br />
Acropolis og ankomsten til Parthenon.<br />
2
Peis baggrund<br />
Ieoh Ming er født d.26. april 1917 i Kina.<br />
Han gik i skole i Shanghai på Saint Johns<br />
Middle School, hvor eleverne fik øjnene op<br />
for Europa og USA. Det var fra begyndelsen<br />
af århundredet blevet almindeligt at sønner af<br />
prominente kinesiske familier tog til udlandet<br />
for at studere, så de kunne vende tilbage og<br />
være med til at modernisere Kina. Hvis man<br />
skal nævne en enkelt begivenhed, der ligger<br />
til grund for, at det var arkitektur Pei tog til<br />
USA for at læse, så er det opførelsen af Park<br />
Hotel i Shanghai. Udover denne fascination<br />
af at man kunne bygge så højt, så havde også<br />
haverne i hans fødeby Suzhou gjort et stærkt<br />
indtryk på ham. Samspillet mellem arkitektur<br />
og natur, brugen af lys og skygger i den<br />
overordnede komposition og det tidsmæssige<br />
aspekt, har for Pei været til inspiration<br />
gennem hele karrieren.<br />
Pei startede med at læse arkitektur ved universitetet<br />
i Pennsylvania, men undervisningen<br />
her var efter Peis mening for gammeldags, så<br />
derfor skiftede han til Massachusetts Institut<br />
for Teknologi (MIT) for af læse til ingeniør.<br />
Men her blev han opfordret til i stedet at<br />
starte på arkitekturlinien. Det var meningen<br />
at Pei ville vende tilbage til Kina straks efter<br />
endt uddannelse, men omstændighederne - i<br />
først omgang udbruddet af anden verdenskrig<br />
og siden kommunisternes magteovertagelse i<br />
Kina - gjorde at han blev i Amerika.<br />
I begyndelsen af 1948 mødte Pei første gang<br />
William Zeckendorf, developeren bag firmaet<br />
Webb & Knapp. Det blev indledningen<br />
på et langt og lærerigt samarbejde. Pei blev<br />
lige fra starten kastet ud i planlægning og<br />
byggeri i stor skala, og i takt med omfanget<br />
og antallet af <strong>opgave</strong>r voksede blev han også<br />
gjort ansvarlig for at ansætte nye folk. Dette<br />
gjorde Pei så godt, at han i 1960 kunne<br />
danne I. M. Pei & Partners, et selvstændige<br />
arkitektfirma med over 70 ansatte. Bruddet<br />
med Webb & Knapp skete fordi Zeckendorf<br />
var i økonomiske vanskeligheder og på grund<br />
af Peis ambitioner.<br />
Efter at have overstået begyndervanskelighederne<br />
og gjort fordommene til skamme efter<br />
bruddet med Webb & Knapp, begyndte Peis<br />
karriere for alvor at tage fart. I dag har<br />
han ikke blot fået opført bygninger rundt<br />
om i hele verden, fra Colorado Rockies<br />
over Boston, Washington, Dallas, New York,<br />
Beijing, Hong Kong og Paris til Shigaraki<br />
bjergene tæt ved Kyoto. Han har også<br />
beskæftiget sig med stort set alle typer bygninger:<br />
fra Centeret for atmosfære Forskning<br />
over John F. Kennedys Bibliotek, banker,<br />
hoteller og diverse museer til Morton H.<br />
Meyersons Symfoni center.<br />
Inspiration til Miho Museet<br />
I forbindelsen med planlægningen af Miho<br />
Museet har I. M. Pei ladet sig inspirerer af<br />
flere forskellige ting. Først og fremmest er<br />
det Tao Yuanming’s fortælling om “Ferskenblomst<br />
Dalen” og de store gårdhuse fra Edo<br />
perioden. Desuden drager han paralleller til<br />
den klassiske musik, specielt Bach evne til<br />
at varierer et enkelt tema i det uendelige.<br />
[Boehm]<br />
Den kinesiske filosof digter Tao Yuanming,<br />
som levede fra 365 til 427, skildre i “Ferskenblomst<br />
Dalen” hvordan en fisker for en stund<br />
finder paradiset på jorden. En dag hvor denne<br />
fisker, som så mange gange før, roer ned<br />
af floden opdager han pludselig en samling<br />
fersken træer. Han mindes ikke tidligere at<br />
have lagt mærke til dem så derfor beslutter<br />
han at se nærmere på dem. Dette føre ham<br />
frem til en klippe side hvor i han opdager en<br />
3
ganske lille åbning, kun lige stor nok til at<br />
han kan komme igennem. Men snart bliver<br />
passagen stører for til sidst helt at åbne sig<br />
op til en skjult dal. Her møder fiskeren folk,<br />
der har levet afskåret fra omverdenens problemer<br />
i århundreder. De viser han rundt og<br />
fortæller stedet. Fiskeren bliver også inviteret<br />
på vin og mad, mens han bliver spurgt ud om<br />
den verden han kommer fra. Inden han forlader<br />
igen forlader dalen lover han ikke at<br />
fortælle om den til nogen. Et løfte han ikke<br />
kan holde lige som det heller aldrig lykkedes<br />
ham eller nogen anden at finde tilbage til<br />
Ferskenblomst Dalen. [Davis, s. 195-197]<br />
Denne fortælling har så at sige dannet<br />
hovedgreb for hele projektet, gennem den<br />
fik arkitekt og klient en fælles forståelse af<br />
hvad museet skulle være og af hvordan man<br />
skulle komme til det. Miho Museet skulle<br />
være som et drømme sted hvor man kunne<br />
opleve kunst, og de besøgende skulle nær<br />
mest opleve det som et lykke træf at de fandt<br />
frem til museet.<br />
Den karakteristiske tag konstruktion fra Edo<br />
periodens store gårdhuse er af Pei blevet<br />
nyfortolket i stål og glas. Denne nyfortolkning<br />
er med til at give museet et udtryk der<br />
på en gang er både nutidig og klassisk, denne<br />
oplevelse af tidløshed er særlig markant i<br />
forbindelse med museets indgangsparti.<br />
Ankomsten til Museet<br />
Som tidligere nævnt er ankomsten til museet<br />
nøje planlagt for at give de besøgende lidt af<br />
den samme oplevelse som fiskeren fik da han<br />
kom til Ferskenblomst Dalen, i Tao Yuanmings<br />
fortælling. Det var derfor også vigtigt<br />
man ikke skulle kunne køre helt op til museet<br />
i sin bil, men var nød til at parkerer et stykke<br />
der fra. For så at gå eller blive transporteret<br />
af en lille “golfvogn” op til selve museet.<br />
Men selv om Shinji Shumeikai sekten også<br />
allerede ejede et stykke jord på den anden<br />
side af bjerget var det ikke nogen nem sag få<br />
tilladelse til at lave broen og tunnelerne, samt<br />
de nødvendige stier. Kun på grund af klientens<br />
store arenagement lykkedes det at købe<br />
den mellem liggende bjergtop, og at få de<br />
nødvendige tilladelser fra myndighederne.<br />
Med formaliteterne på plads lykkedes det<br />
Pei at genskabe magien fra fortællingen om<br />
Ferskenblomst Dalen. På intet tidspunkt får<br />
den besøgende mulighed for at overskue helheden,<br />
men hele tiden får man glimt af hvad<br />
der venter længere fremme. Fra parkeringspladsen<br />
føre en svagt buet sti mellem buske<br />
4
og træer op til tunnelen. Også tunnelen<br />
er buet så det ikke er muligt at se hele<br />
vejen igennem den. Tunnelen afsluttes af<br />
stålvejrene der bære den bro som føre stien<br />
det sidste stykke over en dyb kløft og hen til<br />
trapperne op til Miho Museets indgang. Den<br />
del af museet som er synlig når man ankommer<br />
dertil er placeret en smule til højre for<br />
den akse som broen danner, hvilket er med<br />
til at danne et utroligt smukt billede når man<br />
kommer ud af tunnelen og over broen.<br />
Selve Museet<br />
Døren ind til museet danner med det cirkelformede<br />
vindue ramme om et smukt billede<br />
skabt af harmonien mellem natur og kultur.<br />
At træde gennem denne dør er som at træde<br />
ind i en helt ny verden, fra udenfor at befinde<br />
sig i en verden af kølige grålige og blålige<br />
nuancer, træder man nu ind i en verden<br />
af varme gyldne og brunlige nuancer. Udenfor<br />
er materialerne sten i flere nuancer af<br />
grå, stål og glas. Indenfor er materialerne<br />
honning farvet limsten, glas og aluminiums<br />
persienner i farver der skal gengive gløden<br />
og varmen fra træ.<br />
5
Her i foyeren mødes man også med et<br />
af I. M. Peis kendetegn. Trekanten. En<br />
spændende komposition af trekanter i alle<br />
mulige størrelser, både gulvbelægningen,<br />
lamperne på vægene og tagkonstruktionen<br />
domineres af denne enkle geometriske form.<br />
Eneste anden udsmykning i dette rum<br />
billederne skabt af naturen uden for og skyggerne<br />
fra sol afskærmningen, tillige med<br />
informationsskranken og den nøje udvalgte<br />
kampe træ planke, der fungerer som bænk.<br />
Fra foyeren er der forbindelse til museets<br />
to fløje. Nord fløjen er bygget op omkring<br />
en traditionel japansk stenhave. Fra starten af<br />
var museet kun tiltænkt at skulle huse samlingen<br />
af ting fra den japanske te ceremoni<br />
som udstilles her. Men påbegyndelsen af<br />
arbejdet med Miho Museet blev samlingen,<br />
på opfordring af Pei [Boehm, s. 102], udvidet<br />
til også at omfatte kunst, hovedsalig af<br />
religiøs art, fra silkeruten. Denne del af<br />
kunstsamlingen har i dag til huse i museets<br />
Syd fløj.<br />
Mange af museets rum er bygget op omkring<br />
en enkelt central genstand, som f.eks. statuen<br />
af Gandhara Buddha, et næsten 6 meter langt<br />
tæppe eller en egyptisk statue.<br />
6
Perspektivering<br />
I indledningen nævnte jeg at noget af det<br />
første jeg kom til at tænke på i forbindelse<br />
med Miho Museet var måden hvorpå man<br />
ankommer til Parthenon. Sammenligningen<br />
kommer helt og aldeles til at stå for egen<br />
regning idet min jagt på viden om museet<br />
ikke direkte har kunnet underbygge den. Dog<br />
sammenlignes <strong>opgave</strong>n med at bygge Miho<br />
Museet med Richard Meiers <strong>opgave</strong> i forbindelse<br />
med Getty Centeret [Dietsch], og netop<br />
dette museum sammenlignes med Acropolis<br />
[Donzel, s. 139]. Når jeg nænver Getty<br />
Centeret, til trods for uenigheden om dets<br />
arkitektoniske kvaliteter, skyldes det at jeg<br />
ønsker at påpege hvor forskelligt to i bund<br />
og grund ens <strong>opgave</strong>r kan gribes an. Hvor<br />
Meier vælger at planerer toppen af bjerget<br />
og indordne naturen efter hans ideer, gå Pei i<br />
sammenspil med naturen og indordner sig på<br />
dens præmisser.<br />
Men hvilken plads har disse og andre moderne<br />
museer i vort moderne samfund? Er de<br />
nutidens svar på tidligere tiders kirker og<br />
templer [Donzel, s. 75]? Efter min mening<br />
kunne det meget vel være tilfældet, idet vi<br />
ofte søger tilbage til vores rødder for at finde<br />
et holdepunkt for tilværelsen. På samme<br />
måde som tidligere generationer søgte tilflugt<br />
i deres religion.<br />
At Miho Museet indeholder elementer fra<br />
Peis tidligere ses på flere planer. Helt overordnet<br />
så er det ikke første gang at han bygger<br />
i bjergene, en af karrierens første projekter<br />
var Det nationale center for atmosfære Forskning<br />
beliggende i bjergene ved Colorado.<br />
Den gang lod Pei sig inspirerer af måde<br />
indianerne byggede på for 6-700 år siden<br />
[DR2], i det der i dag hedder Mesa Verde<br />
National Park. Det er heller ikke første gang<br />
at I. M. Pei beskæftiger sig med problematikken<br />
omkring det at skulle tegne et museum,<br />
for at nævne et par eksempler så er der<br />
tilbygningen til Det nationale kunst Galleri<br />
i Washington, Rock & Roll Hall of Fame i<br />
Cleveland og renoveringen af Louvre i Paris.<br />
Alle er de meget forskellige, lige som de også<br />
er forskellige fra Miho Museet. Alligevel har<br />
de en del til fælles, nemlig et grundlæggende<br />
formsprog. Et formsprog bestående af enkle<br />
geometriske former, hovedsalig trekanten og<br />
pyramiden. Men kvadratet og cirklen er også<br />
i brug for at skabe en rigdom af variation<br />
som er en sammenligning med Bach musik<br />
værdig. Og det er denne evne til variere det<br />
enkle på en ny og nutidig måde der, sammen<br />
med en utrolig evne til at finde og forstå<br />
essensen af stedet og <strong>opgave</strong>n, er I. M. Peis<br />
kendetegn.<br />
7
Primær litteratur:<br />
Adams, Eric: Letting in the light<br />
Architecture, Volume 87, Washington, Januar 1998, s. 116-120<br />
Boehm, Gero von: Conversations with I. M. Pei, Light is the Key<br />
Prestel, Munich-London-New York, 2000<br />
Dietsch, Deborah K.: Hidden paradise<br />
Architecture, Volume 87, Washington, Januar 1998, s. 82-93<br />
Donzel, Catherine: New Museums<br />
Telleri, Paris, 1998<br />
DR2: Tema Lørdag: Århundredes Arkitektur, Pei og Pyramiden<br />
DR2, 12. Februar 2000, fra kl. 20.15-21.05<br />
Jodidio, Philip: Contemporary American Architects, Volume IV<br />
Taschen, Köln, 1998<br />
Slessor, Catherine: Buried treasures<br />
The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 58-62<br />
Sekundær litteratur:<br />
Bach, J. H.: diverse musik CD’er<br />
Betsky, Aaron: Faulty towers<br />
Architecture, Volume 86, Washington, December 1997, s. 78-87<br />
Davis, A. R.: T’ao Yüan-ming, His works and their meaning, Vol. I Translation<br />
and Commentary<br />
Hong Kong University Press, 1983<br />
Richards, Ivor: Getty genesis<br />
The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 32-44<br />
Meier, Richard: On the hilltop<br />
The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 45-46<br />
Nishi, Kazuo and<br />
Hozumi, Kazuo: What is Japanese Architecture?<br />
Kodansha International, Tokyo-New York-London, 1996<br />
8
Richards, Ivor: Getty genesis<br />
The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 32-44<br />
The organisation<br />
The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 47-49<br />
Watanabe, Hiroshi: The Architecture of Tôkyô<br />
Edition Axel Menges, Stuttgart/London, <strong>2001</strong><br />
Illustrationer:<br />
Med untagelse af billedet udfra tunnelen på forsiden (som er fra en internetside jeg ikke kan<br />
huske adressen på) alle billederne er taget fra den opgivne litteratur.<br />
9
Change language