Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

More documents

Recommendations

Info

som jeg jo var - men sandheden i ære nok også af og til: "en regti' skide knæjt!". Østen for bakken Hvordan var det så østen for bakken?? Det var jo her, jeg for alvor hørte hjemme. - Der var to steder, der som en magnet tiltrak os drenge, nemlig smedjen og mosen, i daglig tale "æ kjaer". I smedjen virkede Jens Peter Jensen, en meget dygtig og solid håndværker, virkelig en mester i sit arbejde, så titlen smedemester med streg under mester var afgjort berettiget. Det var en oplevelse for os at se ham omdanne et stykke råjern til en perfekt hestesko med hammeren i hans stærke næve dansende på ambolten imellem de afgørende slag på det glødende emne. Han mestrede også hesteskoningen til fulde, men af og til skete det, at de store og bomstærke belgiske heste bogstavelig talt gjorde sig ud til bens, så de måtte ind i bjælkebåsen uden for smedjen, hvor Jens Peter og svenden efter megen anstrengelse fik benet på hesten, som regel bagbenet, surret fast til sidebjælken med solidt reb, men ikke altid nok - så måtte svenden have fat på den korte stok med den tynde rebløkke ("hestebremsen"), og med et snuptag sad denne om hestens bløde overmule, et par omdrejninger, og hesten var fuldstændig passiviseret. Vi syntes nok, det var synd for den - en slags "tommelskrue", der vel kan sammenlignes med sporerne på rytteres ridestøvler. I det hele taget var smedjen et samlingssted for bønder og andet godtfolk, og da rutebilen begyndte sin daglige rute Frøstrup - Thisted, og smedjen var fast stoppested, var der altid noget at se på og nyheder for små øren. Jeg kom tit i privaten hos smeden og smagte nu og da smedekonen Kristines velbelagte mellemmadder, når formiddagskaffen blev serveret i køkkenet. Kristine sad altid med kaffen i underkoppen i den ene hånd og en sukkerknald i den anden og med det grånende hår, der nåede hende til lænden, slået ud - jeg så aldrig nogen anden med en sådan hårpragt, husker jeg. Der var syv børn, hvoraf jeg kom meget sammen med Hjalmar, hans storebror Graves døde kun 12 år gammel før min tid - pigerne var Elna, Rigmor, Dagmar, Andrea og Sigrid. Som voksen overtog Hjalmar smedeforretningen. Mosen eller "æ kjaer", det ret store område øst for Fjerritslevbanen, var året igennem en afvekslende verden, der for alvor optog os med sit rige fugle-, dyre- og fiskeliv. De forskellige gårde havde hver sin moselod og derfor en del af deres arbejde der. Det var interessant for os drenge at følge arbejdet om sommeren, når tørvene skulle graves. Man brugte et specielt redskab, der tog et bjælkeformet stykke af den bløde mosejord op. Stykkerne blev lagt i lange rækker og med et andet specielt redskab hugget igennem til tørvestykker, der så skulle ligge til tørring og senere sættes i stakke, i sig selv et kunstfærdigt byggeri, der nåede en anelse over mandshøjde. En oplevelse var det at få lov til at køre med hjem til gården på toppen af et sådant læs tørv. Bløde tørv kaldte man dem til forskel fra de hårde tørv fra Kaas. I køkkenet havde man komfur og i stuerne kakkelovn - man tændte op med de bløde tørv. Den helt store spænding opstod, når man nåede ned til tredjesidste rundkreds af tørvestakken med løst henkastede tørv i bunden. Disse tørv løftede man altid med en vis forsigtighed, da der mangen engang var en hvæsende hugorm eller to i bunden. Dengang var der altid mange vildænder i mosen, og om vinteren så vi de smukke svaner i elegant kileform på træk nordfra. Ænderne havde deres reder ude i vandet i sivkanten, og der kunne vi ikke komme ud. En eneste gang fandt vi en vildande-rede på fast grund og oplevede at se de nyklækkede unger vandre hen til nærmeste mosehul og plumpe ned i vandet, og til vores store overraskelse omgående dykke ned og først komme op fire fem meter ude nær sivkanten. Der stod gedderne på lur, og ikke alle undgik rovfiskenes skarpe, sylespidse tænder. Jeg må indrømme, at vi tillod os at "låne" den fladbundede pram, der lå halvvejs skjult i sivene i den store dam længst østpå i mosen. Her var vanddybden en meter, sine steder lidt mere. Selvfølgelig gik det galt en skønne dag, og vi stod i vand lidt over livremshøjde. Gode råd var dyre, men heldigvis var der en stak tagrør i nærheden. Det meste af den gik op i luer, og tøjet tørret så meget, at vi turde vise os hjemme. Det var virkelig spændende for mig, da far så absolut levede op til det Familien Nedergaard
gamle ordsprog: "Den man elsker, tugter man!" Som i dag Hans kongelige Højhed, Kronprinsen, savnede heller ikke jeg faderlig kærlighed. På den sydøst-vendte jernbaneskråning mod Hillerslev var der dusinvis af hugorme. Når lokomotivet med mange tungtlastede godsvogne på slæb asede sig vej op ad bakken med gnister fygende op af skorstenen, skete det ofte, at det tørre græs på jernbaneskråningen stod i lys lue, og så kom hugormene frem på vild flugt. Villy og jeg fiskede også i mosen. Skaller var et taknemmeligt bytte, da de bed på så at sige alt. Derimod gedderne, de var svære at fange. Det hændte, når en undermåler af en skalle var på krogen, at en forslugen gedde snuppede skalle med krog og det hele, og vi således fangede to fisk på én gang, men ellers tog vi gedderne med savjernet, lysteren i fagsproget, men dette redskab skamferede ofte fisken alt for meget. Villys forældre, Jens Grønkjær og Marie, ejede Kirkegård i Kåstrup, og her mødte jeg også Villys storebror Harald. Forældrene var rare og venlige mennesker, og jeg kunne vældig godt lide at komme der. Måske var det især, fordi man der havde lov til at gøre ting, der var aldeles utænkelig andre steder, f.eks. at skyde, ikke blot med luftbøsse med de små spidshagl, men så sandelig også med salonriffel, der med de langtrækkende patroner var et virkeligt farligt våben for knægte på vores alder. Det var nok rent og skært held, at vi ikke forårsagede ulykker ved omgangen med disse våben. - Jeg havde dengang stor fornøjelse af min kajak med det kongelige navn "Rex". Den sejlede jeg med på åens vande, åen, der startede øst for Smedegård i Tved, og jeg tog da også nogle gange turen østover forbi Bromølle og udover til dæmningen ved Hovsør. Strømmen var på udturen "motoren", der skulle kun korrigeres af og til med pagajen - men hjemturen krævede sin mand. Åen var sine steder for smal til, at man rigtig kunne padle, og så var den eneste udvej simpelthen at trække kajakken efter sig gående deroppe på brinken. Om vinteren havde jeg kajakken hjemme oppe på loftet til eftersyn og nymaling. Nærmeste nabo til skolen var foruden smeden med husstand familien Jens Kanstrup Gravesen og Laura med børnene Elise, Maren, Herdis, Inge, Kristian, der druknede kun 21 år gammel i Sverige, og Thomas. Den ret så høje lade var vores foretrukne legeplads. Specielt en nok ikke helt ufarlig leg optog os. Om vinteren, når avlen var i hus, kravlede vi op i den ene ende af laden, hvor halmen var "lajet opp" til underkanten af hanebjælkerne, og så skrævede vi ud via bjælkerne, til vi nåede det "gulv", hvor der i bunden kun lå løst halm i halvanden eller to meters højde - og så sprang vi, det krævede mod. Jeg husker engang, da vi havde besøg af familie fra Sjælland fra præstegården der, at vi havde fået min kusine lokket op med op og ud, hvor der var langt at kigge ned. Hun blev rigtig bange og turde ikke springe, men hvad værre var - hun turde heller ikke gå tilbage!! Jeg tror, hun stod der skrævende fra bjælke til bjælke, indtil hun var så træt af den anstrengende stilling, at hun lod sig dumpe. Første og eneste gang, at hun vovede springet. - I øvrigt var Kanstrup en dygtig gårdmand med et fantastisk tag på heste og derfor en suveræn kusk, hvad især min far var betaget af. Engang standsede han et par skræmte, løbske heste, der med en arbejdsvogn slæbende efter sig i fuldt firspring og med fnysende næsebor kom gungrende hen ad den slagne landevej. Han stillede sig simpelthen med udbredte arme midt ud på vejen, alt imens han talte beroligende ord mod dem - og miraklet skete: de to store arbejdsheste sagtnede det vilde løb og stod bomstille et par meter foran ham. Han fik fat ved grimetøjet af den ene hest, og stadig snakkende til dem fik han dem vendt på vejen og kunne lede dem hjem til gården, de var stukket af fra et par hundrede meter borte. Hvad karlen, der stod der ved møddingen med røde øren, blev belært om er ikke godt at vide!! Nærmeste nabo til familien Kanstrup var min onkel og moster i Knakkergård, Jens og Elisabeth Vigh med min kusine og fætter, Lissen og Preben. Her var årets clou, når kornhøsten skulle tærskes. Kornet stod i fire store og høje stakke uden for laden og placeret, så tærskemaskinen kunne stå mellem disse. Sent på eftermiddagen, før slaget skulle stå, ankom dampmaskinen, tærskeværket og halmpresser trukket af kraftige heste. Dampmaskinen samlede al vores interesse, og den sortsmudskede fyrbøder var absolut det store idol for os blandt de ellers mange folk, der mødte op til arbejdet. Også kornbærerne beundrede vi, når de fik en sæk på ryggen og ret så ubesværet hastede den forholdsvis lange vej gennem laden, over gårdspladsen, ind i stuehusets bryggers og op ad den stejle trappe til loftet, hvor kornet var lunt og tørt placeret. Det hørte også med, at der faldt et par godbidder af til os drenge, når tærskeholdet holdt pause og blev beværtet af husets frue med tjenestepige og andre tilkaldte hjælpere. Den helt store magnet, der i sæsonen tiltrak ikke bare drenge, men også rigtig mange voksne mænd med "drengen" i hjerte og sind, var dog det selvtransporterende lokomobil i Skinnerup - det var cykelturen derhen til min onkel mere end belønning: det var godt nok maskineri, der kunne få hjertet til at slå hurtigere, ja vi måtte tilstå, at vi syntes, at noget af glansen gik af dampmaskinen derhjemme i Kåstrup, selv om vi selvfølgelig fulgte den trofast rundt til de forskellige gårde, hvor den arbejdede. Nok var der en mølle på så at sige hver eneste gård, men først efter krigen, da elektromotoren vandt indpas, rykkede tærskeværket ind i laden, og kunsten at sætte kornet i stak døde ud. - En helt anden verden dumpede man ind i, når jeg med mine forældre og min søster var inviteret på besøg hos gudmor på "Østergård". Her boede Jesper Th. Oddershede og Kristine Oddershede med børnene Marius, Iversen, Richard, Harry, Johannes og søsteren Anna, der tog sig kærligt af mig, når jeg dukkede op alene på gården, og sørgede for, at jeg kom hjem igen til tiden, ellers risikerede jeg bare det der med den faderlige "kærlighed" ret så kontant udmøntet! Vi glædede os meget, for kaffebordet med de hjemmebagte delikatesser var værd at gå om bord i og bagefter - så skulle vi
Page 1 and 2: 1 Skovsted og Kåstrup i tilbagebli
Page 3 and 4: 3 Redaktion: Svend Sørensen Layout
Page 5 and 6: Oddershedevej 5 Skovsted, som jeg h
Page 7 and 8: Han driver Nr. Kortegård som en kv
Page 9 and 10: Hjemmet talte syv børn: Dagny, Jen
Page 11 and 12: Kristian Tousig i postuniform samme
Page 13 and 14: Bromøllevej Bromøllevej 1 (Skovst
Page 15 and 16: Skovsted skrædder A. M. Nielsen sk
Page 17 and 18: Skovsted og Kåstrup i tilbageblik
Page 19 and 20: ikke gik ild i træet. Og ens mor m
Page 21 and 22: Måltagning til nyt tøj var en pro
Page 23 and 24: mødre for 5.935 kr. Dette sidste b
Page 25 and 26: Maleri af det gamle Bromølle Ude i
Page 27 and 28: De følgende portrætter er et resu
Page 29 and 30: Karl Olesen Karl Olesen blev født
Page 31 and 32: fliser. Efter hans mening kom der r
Page 33 and 34: Skovstedlund - en gård ved søen a
Page 35 and 36: angivet 126 læs korn (byg, rug og
Page 37 and 38: Familien Krog og striden om Skovste
Page 39 and 40: og Anton Tousig et barn, der døde
Page 41 and 42: Brændselsrum, 6 Læs Skottetørv
Page 43 and 44: I en beskrivelse over Thy fra 1802,
Page 45: har jeg rod, derfra min verden går
Page 49 and 50: Der var også andre i det lille sam
Page 51 and 52: Nedergaard havde sørget for til os
Page 53: Kammerråden i Bisgaard. Kåstrup h

Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?