Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

alle ind i den fine stue, og her skete der noget helt
særligt, som vi ikke oplevede andre steder. Her stod
nemlig klaveret, harmonikaen, og oven på klaveret
paraderede violinen og trompeten. Og som de drenge
kunne spille, og Iversen var en ret så habil sanger. En
times tid eller halvanden gik, syntes vi, bare alt for
hurtigt.
Jeg kom en del sammen med den yngste, Johannes,
der var nogle år ældre end jeg. Han havde en masse
elektriske artikler og lavede ting, der nok kunne få mig
til at tabe både næse og mund. Et år illuminerede han
havens store træer med hundredvis af kulørte lamper.
Aldrig set før. Han tog mig også med op på loftet i det,
han kaldte sin hule, og der var sandelig meget at se på.
Jeg var stolt, når han engang imellem lod mig hjælpe til
med at lave de hjemmerullede cigaretter, som han solgte
næste dag på realskolen i Thisted. Gad nok vide, om den
slags foreteelser kommer ind under begrebet
kreativitet?? Jeg var stolt som en pave over at være
i it t
Kåstrup skole, hvor Poul Nedergaard voksede op. I
dag ejes skolen af Ole Gregersen og Kristine Keiding
med, når hans kammerater fra skolen i Thisted til hans
fødselsdag alle mødte op, såvel piger som drenge, og så
var et af programpunkterne en tur ud i mosen. -
To små stykker agerjord omgærdet af diger grænsende
tæt op til skolen, det vestligste umiddelbart på nordsiden
af skolens legeplads, og det østligste langs med de store
træer mod nord af skolens ret så store køkkenhave.
Disse agre tilhørte Brund Sørensen, der havde et mindre
og veldyrket landbrug. Hans søskende Niels G.
Sørensen og søsteren Margrethe boede lidt længere mod
vest i byen på nordsiden af "æ Naerwej", og her fik
Brund sin middagsmad hver dag, da han levede alene i
det lille landsted. Han var et virkeligt rart menneske, og
vi kunne lide ham, da han altid havde tid til og var parat
til at snakke med os, når vi gik op til ham i marken ved
den tid, hvor han skulle flytte kreaturerne, der stod tøjret
der. -
Om efteråret og også om vinteren besøgte jeg tit
Brund ved den tid, da dyrene skulle røgtes. Jeg sad ude i
laden og rensede gulerødder og skar dem i passende
stykker og bar dem så i spanden ind i stalden, hvor de
blev serveret som ekstra godbidder til kalvene - Brund
var glad for dyr. Han var jævnlig af mor inviteret ind på
en kop kaffe med nybagt julekage, og en dag sad vi da
som så ofte før med far for enden af bordet og Brund på
den ene side og jeg overfor på den anden. Vi var i gang
med kop nummer to, da min søster kom farende ind fra
køkkenet og hoppede op på skødet af far. Der sad hun så
og studerede selskabet lidt, og så lød pludselig den klare
barnerøst gennem snakken som følger: "Brund, æ tøws
gue nok ett do æ næ' så pæn som min faer!" Tableau!!
Hvordan far på diplomatisk måde prøvede at redde
situationen, husker jeg ikke så nøje, men det var vistnok
noget med, at han jo altid var nybarberet hver dag - og i
øvrigt gik til frisør hver fjortende dag, tiltrængt eller ej -
mens Brund jo havde skæg og garanteret ikke pomade i
det sparsomme hår. Men jeg kunne lide Brund, som han
var!
Dengang var verden langt mindre konform og
reguleret end nutidens Danmark - der var virkelig plads
til og for mennesker, der var anderledes i enhver
henseende, og de var i det lille samfund ikke blot
accepteret, men også respekteret.
En af dem var P. Sunesen, eller som han benævnes i
daglig tale : "Bette Pier". En tilsyneladende skrøbelig
mandsling, der boede alene på nordsiden af "æ Naewej"
i et aflangt hus med tømrerværkstedet i den vestlige
halvdel.
Han var en fuldblods eneboer og lod ingen komme
indenfor, hverken høj eller lav, - og det var ham, der
satte nyt glas i skolestuens vinduer, når som vi påstod,
en dum bold var røget igennem. Han gik også på jagt i
mosen, hvor han desuden satte ruser ud. Varmen
indendørs om vinteren holdt han nok fortrinsvis ved
hjælp af flasken med livets vand. Forår, sommer og
efterår opholdt han sig gerne på jordstykket ud mod
vejen, hvor skolebørnene, der kom fra gårdene vest for
bakken, jo passerede forbi to gange om dagen.
Han var et venligt menneske, der ikke var sky over
for børn, og han slog gerne en snak af med dem, når de
passerede forbi. Grunden vest for huset, på tre sider
skærmet af høje træer, havde engang været en have, men
henlå som et rent vildnis med et lysthus halvvejs gemt i
det nordvestre hjørne - og så var der pæretræet. Pier
kunne godt være spendabel og forsyne skoleeleverne,
når de var på vej hjem efter skoletid.
Men drenge er nu engang drenge! Jeg har virkelig
fortrudt, at jeg sammen med de øvrige i banden besøgte
træet med selvforsyning for øje. Det har dog hjulpet
gevaldigt på den grimme smag i munden på mig, at min
onkel fortalte mig følgende, han oplevede for ca. tyve år
siden.
Han sad på terrassen i haven en dejlig sommerdag,
da en håbefuld ungersvend tolv, tretten år gammel - i
øvrigt søn af en politibetjent i samme kvarter - pludselig
brød gennem hækken. Han stoppede brat, ret så
konsterneret, da han så min onkel, men fik dog
fremstammet: "Du kunne vel ikke sige mig, hvor I har
jeres ærter?" Jo, lød svaret, de står som altid længst nede
i haven med en masse dejlige bælge, men næste gang du
kommer, så gå lige til bagdøren først og spørg, om vi har
overskud! Denne lille hændelse fra det virkelige liv godt
og vel tredive år efter min egen drengetid har siden
sparet mig for visse anfægtelser. -