Danske Studier 2000

Parasitiske talehandlinger
Lader Austins talehandlingsteoretiske begreber sig også
anvende i forbindelse med analyser af fiktive tekster?
Af Inger Jakobsen Kudahl
Indledende
»Verden er selvsagt ikke et teater, men det er ikke så let
at påpege, nøjagtigt på hvilke måder den ikke er det«
Erving Goffman (1995:65).
...as utterances our performatives are also heir to certain other kinds of
ill which infect all utterances. And these likewise, though again they
might be brought into a more general account, we are deliberately at present
excluding. I mean, for example, the following: a perfomative utterance
will, for example, be in a peculiar way hollow or void if said by
an actor on the stage, or introduced in a poem, or spoken in soliloquy.
This applies in a similar manner to any and every utterance - a seachange
in special circumstances. Language in such circumstances is in
special ways - intelligibly - used not seriously, but in ways parasitic
upon its normal use - ways which fall under the doctrine of the etiolations
of language (Austin 1962:22).
De følgende sider tager deres udgangspunkt i ovenstående citat fra »How
To Do Things with Words« af den engelske sprogfilosof J. L. Austin
(1911-60). I dette værk, udgivet posthumt i 1962, fremlægger Austin de
overvejelser over sprogets grundlæggende funktioner, der skulle blive
grundlag og udgangspunkt for et sprogfilosofisk opbrud. Han arbejdede
fra omkring 1939 og frem til sin død i 1960 på en teori om, at menneskets
brug af sproget grundlæggende bør anskues som handling: at udsigelsen
af en ytring kan afstedkomme ændringer i den omgivende sociale virkelighed
i lige så høj grad, som fysisk handlen forandrer den fysiske omverden.
Austin gjorde herved op med det da fremherskende deskriptive
logisk-positivistiske sprogsyn, dvs. den anskuelse, at sproget primært