Kulturen Aug-sep 02

hovedværker, som han sendte ind og skulle have Danmarks Radio til at
opføre. Og de kom med den ene rettelse efter den anden: Han skulle
skrive teksten om, han skulle skrive musikken om. Den venlige mand
gjorde, som de sagde, og der var ikke noget, der duede. Og til allersidst
skriver han så til Danmarks Radio, at dette her er den ny tids musik,
det er musikkens fuldendelse, og kan Mennesket ikke se dét, så dur
Mennesket ikke! … Det er en fin måde at kommunikere med Danmarks
Radios ledelse på…“
Rued Langgaard skrev ”Antikrist”i 20’erne og skrev den færdig i 1930.
Men det forbløffende er, at den ikke er kommet på scenen før i 1999, og
så i Innsbruck! Hvad sker der her?
“Ja, og hvad sker der med de 16 symfonier? … Det meste ved Langgaard
er jo mærkværdigt, hans tekster, ja, men det er hans musik sådan
set også. Og han har ikke været mindre mærkværdig af at være et
kæmpe talent og geni, og så ikke komme til nogen steder. Han kunne ikke
engang have fået mine orgelbænke her i Skibsted, Lyngby og Terndrup.
Mogens Wøldike var Kirkeministeriets orgelkonsulent, og alle Langgaards
ansøgninger om orgeljobs i Danmark, de gik i det onde arkiv.
Havde han nu spillet Bach og Händel, så… Han var for atypisk. Så
sendte man ham til Ribe, så var man fri for ham i København. Men heller
ikke i Ribe har han forstået at begå sig. Han troede f. eks., at graveren
forhindrede ham i at få den løn,han skulle have. Så han blev mere og mere
bitter og urimelig. Til hans urimeligheder hører, at han så Carl Nielsen
som det store spøgelse, men Carl Nielsen var jo et ordentligt menneske.
Det er tidsånden, der spænder ben for Langgaard, ikke personen. Hans
musik var for særegen.”
Det er jo næsten et livsforløb, der ligner Franz Kafkas? En isoleret
særling med en stærk faderbinding, og som i alt væsentligt ikke bliver
udgivet før efter sin død?
“Ja, det er en 100 % isolation, han var ude for. Da han var først i tyverne,
tager han til Berlin og får sin første symfoni opført med de daværende
KULTUREN · FEBRUAR-MARTS 2008 · SIDE 15
Berliner Filharmonikere. Han kommer hjem med anmeldelser, der er helt
i top. De tyske anmeldere skriver om hans musik, at han udi idérigdom
endog er større end Arnold Schönberg. Det kommer han hjem til
København med, og folk de ryster på hovedet. Hans far, Siegfried Langgaard,
var Franz Liszt elev og blandt de mange, der tog til Weimar og lod
sig uddanne af Liszt, men Liszt var det sorte får i dansk musikliv på det
tidspunkt, ligesom senere Rachmaninov. Rued blev et barn af den dér
forkætrede Liszt tradition og var ilde set, før han havde spillet en tone.
Også selvom han som 14-årig debuterer i Marmorkirken og spiller geniale
improvisationer, i øvrigt til Griegs store begejstring.”
Men hvorfor er det så, at han her i 2000-tallet kommer til ære og værdighed
og kommer med i Kanonen? Og bliver spillet ved jeres koncert
den 27. januar?
“Jeg kan da ikke tro andet, end at musikere får øje på, at her er en interessant
komponist, som er værd at beskæftige sig med. Jeg har så tit
tænkt på, at hvis jeg som 14-årig havde taget toget til Ribe, lige inden Langgaard
døde, og havde ringet på og sagt ”Goddag, Hr. Langgaard, ved De
hvad, De interesserer mig, jeg vil så gerne gøre Deres Bekendtskab”, så
er jeg sikker på, at Langgaard ville have modtaget mig med åbne arme…
den mindste smule venlige ord, han måtte falde over, for der var så få
af dem… så blev han rørt som et lille barn.”
Dine med-pianister ved Langgaard-koncerten her i januar er Irene Hasager,
født i 1960, og Ilja Bergh, født 1927. Selv er du årgang 1938.
Hvordan kan det være, at I trods denne aldersspredning har fundet sammen
musikalsk?
“Ja, vi er næsten tre generationer! Og der er en særlig kemi. Ilja Bergh
og jeg er sådan set gamle studiekammerater. Da jeg kom ind på Konservatoriet
som 17-årig, da var Ilja Bergh ved a gå ud af Konservatoriet.
Og Irene Hasager var vores fælles lærer Georg Vásárhelyis studerende,
så vi har altså haft samme lærer.Vi mødtes alle tre ved Kulturby 96-arrangementet
i Koldinghus, hvor der var 96 flygler og klaverer, flygler-