Kortfilm fra dr.pdf

To te og regningen.
Fransk kortfilm, 1995
Marcies medgift.
Skotsk kortfilm, 1999
Kortfilm
Filmiske virkemidler
Filmens drivkraft og persontegning
Konflikt som drivkraft
Anslag
Karakterudvikling
Surprise/suspense
Karakterer i kortfilm
Biografier
Dialog
Voice-over
Konflikt som drivkraften
Der er flere måder at få os seere til at blive
nysgerrige eller straks tænde på en films historie.
Den mest almindelige er, at vi hurtigt kender
hovedkonflikten i historien. Vi ved, hvem der
drømmer, efterstræber, begærer, ønsker etc. Vi
ved også, hvad de drømmer, efterstræber,
begærer eller ønsker. Vi forventer også, at deres
vej til målet nødvendigvis må være vanskelig og
fyldt med forhindringer. Det kan være
forhindringer inde i dem selv, eller det kan være
udefra kommende forhindringer. Ikke sjældent er
der en skurk i filmen, der bevidst forsøger at
forhindre helten i at nå målet. Altså gode og onde
motiver.
Alt sammen skruet sammen på den måde, for at
det store drama skal indfange os.
Vi skal helst leve os ind i konflikten og identificere
os med en af personerne, så vi får en
følelsesmæssig oplevelse.
De to kortfilm "To te og regningen" og "Marcies
medgift" leve op til den måde at fange os på. I
den første film er Madame Verbois mål at komme
i kassen med Jean-Marie Fayol. Efter kort tid er vi
100 procent klar over dette mål og følger spændt
udviklingen. Vil det lykkes for hende eller ej?
I den anden film vil Marcies forældre for enhver
pris give deres eneste datter et flot bryllup, men
en bankmand, en række af tilfældigheder og en
særdeles hårdkogt bande får betydning for
forløbet og lægger hindringer i vejen for, at de
kan nå deres mål.

De hårde kugler
Irsk kortfilm 2000
Saltomortale
Skotsk kortfilm 2000
Anslag
I Per B. Katz´ og Henrik Poulsens bog "Fokus - en
grundbog i film, tv, video" der udkom på
Gyldendals forlag i 1997, definerer de anslaget
sådan: Anslaget er en appetitvækker, som skal
fange publikums interesse og give et bud på,
hvad vi kan forvente os i filmen. Kravet til
anslaget er, at det skal:
• skabe stærkest mulig engagement så
tidligt som muligt.
• præsentere filmens hovedkonflikt og
derved give en stærk fremdrift.
Hovedkonflikten kan evt. fremstilles i en
såkaldt modelhistorie, hvori hele filmens
konflikt og konfliktløsning fremstilles i
miniature.
• skabe mulighed for identifikation.
• præsentere filmens "sprog", dvs. på
hvilken måde/i hvilken fortællestil filmen
vil blive fortalt.
Hvis man ud fra den definition på anslaget skal
vurdere "De hårde kugler", så må man sige, at
den kun delvist lever op til denne generelle
definition på et godt anslag.
De første billeder bliver vist i sort/hvid, i et
knaldhøjt tempo (i high-speed), med en vildt
pumpende musik og i et mindre format end
resten af filmen.
Man må sige at filmen smider en appetitvækker
lige i synet på os fra første fløjt, som uden tvivl
vil vække selv de sløveste elever på de bageste
rækker. Den skaber givetvis interesse og
nysgerrighed fra starten. Dermed skaber den
også et engagement hos sit publikum. Der er
tydeligvis en stor grad af identifikation for unge
mennesker og specielt unge drenge i de første
sort/hvide billeder. Dels fra den virkelige verden,
hvor de fleste af os har prøvet at køre stærkt med
netop det point of view, som kameraet viser. Dels
foran computerskærmen, når et af de mange
bilspil er blevet valgt. Endelig præsenterer den på
få sekunder filmens fortællestil, nemlig det høje
tempo, de hurtige klip, den unge stil.
Hvor anslaget halter er i præsentationen af
filmens hovedkonflikt. Vi kan ikke med sikkerhed
sige, at filmen handler om biltyve og
ungdomsbander og konflikten mellem de
forskellige grupperinger og de kodeks, der gør, at
man er fanget i gadebandernes miljø og må hylde
den filosofi, som vores hovedperson giver udtryk
for, nemlig: "…man må klare sig selv."
Den del kommer først efter anslaget i
præsentationen af vores hovedperson.

Årsdagen,
Engelsk kortfilm, 1999
Karakterudvikling
For det første må en instruktør beslutte sig for,
hvem der er hovedkarakter i hans historie.
Dramaturgisk set kan man kun have én
hovedkarakter. Du kan godt have flere
hovedpersoner ligesom her, hvor både far og søn
indtager en hovedrolle. Ikke desto mindre er der
ingen tvivl om, at sønnen er instruktørens
hovedkarakter. Men hvorfor?
• Definitionen på en hovedkarakter er: det
er den karakter, der gennemgår den
største udvikling i løbet af filmen.
På mange måder er vi mennesker ens. Vi har
mange af de samme karaktertræk. Vi vil gerne
være lykkelige, elsket, have betydning for andre,
have succes, være raske og sunde etc.
Det, der adskiller os, er først og fremmest den
måde, vi ser og opfatter verden på. Hver eneste
person har sit eget syn på virkeligheden. Hver
eneste person sætter sig selv ind i en
sammenhæng med sine omgivelser.
Når en instruktør skaber en karakter, er det netop
den måde hans personer opfatter verden på, der
er afgørende. Denne persons point of view!
En husmor ser verden på én måde. En morder på
en anden og en rockstjerne på en tredje. De
opfatter verden forskelligt netop fordi, de forsøger
at sætte sig selv ind i en bestemt sammenhæng
til resten af verden, ud fra hvem de er.
For at bygge en karakter op må instruktøren altså
have et svar på rede hånd for at forklare, hvorfor
karakteren netop opfatter verden sådan. Det hele
udspringer af personens biografi. Det er i
personens fortid, man vil finde svaret på, hvorfor
han opfatter verden, som han gør: svaret på hans
personlighed, på hans opførsel, handlinger,
behov, drømme, ønsker, begær etc.
Alt dette er nødvendigt, selvom vi kun er sammen
med karakteren en kort stund på en kirkegård i
England. Hvem er sønnen, og hvem er faderen?
Som udgangspunkt må vi altså stille en lang
række spørgsmål til karakterens point of view, til
hans holdninger, til hans personlighed og til hans
opførsel.
Point of view
Fra hvilken vinkel ser personen sig selv? Er han
socialist eller konservativ? Humanist eller racist?

Er han kristen til husbehov, eller sidder han i
kirken hver søndag? Tror han måske på
skæbnen? At det allerede fra fødslen er bestemt,
hvordan vores liv skal udvikle sig? Tror han
måske på astrologi? At det er planeternes
placering i forhold til hinanden, der afgør,
hvordan vi har det eller vil få det? Hvilket arbejde
har han? Er han gift, eller lever han alene? Hvad
kan han lide af musik? Går han i teatret? Hvilke
bøger læser han?
Holdning
Er han en udadvendt person? Eller er han
indadvendt? Er han generelt en positiv person
eller skinner det negative igennem? Er han
optimist eller pessimist? Lykkelig eller ulykkelig?
Er han melankoliker? Også hans holdning i
bogstaveligste forstand. Er han rank eller falder
han sammen?
Personlighed
Til hans personlighed hører for eksempel
spørgsmål som: er han vittig. Viser han stor
opmærksomhed overfor sine omgivelser? Virker
han følsom eller hård? Går han ind i folk med
træsko på? Er han charmerende? Er han sky?
Virker han som en klog mand? Eller er han
snarere lidt enfoldig?
Opførsel
Karakter er selvfølgelig også den måde personen
opfører sig på. Test karakteren ved at sætte små
dramatiske situationer op. Hvad nu hvis han så
en fed tegnebog ligge på fortovet. Hvad ville han
gøre? Samle den op? Hvad så? Ville han aflevere
den hos politiet eller stikke pengene i egen
lomme?
Opførsel er handling, og handling er det en
person gør. Det, en person gør, fortæller alt om,
hvem han er. Det er derimod ikke tilfældet i
forhold til, hvad en person siger!
I eksemplet ovenover ville en person jo nemt
kunne sige: "Hvis jeg fandt en tegnebog på
fortovet, ville jeg straks aflevere den hos politiet."
Senere ville man se personen finde en tegnebog.
Kigge i den. Opdage at der er 10.000 kroner.
Penge der tilfældigvis ville kunne sætte ham i
stand til at købe den computer, han længe har
ønsket sig. Nu beholder han pengene. Det han
gør fortæller, hvem han er! Det, folk siger, er
langt mere tvivlsomt!
Hvad gør han den dag i Føtex, hvor han ser en
butikstyv stikke en culottesteg ned i bukserne?
Han ser en mand stikke sit barn en på lampen?
Opdager der sidder en parkeringsbøde på 400
kroner i hans vinduesvisker, selvom han kun lige
var et smut hos bageren for at hente
rundstykker?
Interiøre liv og eksteriøre liv

Opus 66,
Fransk kortfilm, 1999
Når en instruktør eller manuskriptforfatter skaber
sin karakter, taler han om et interiørt og et
eksteriørt liv.
• Det interiøre liv er det liv, han har levet
fra fødslen til filmen begynder. Det er så
at sige hans biografi, som har formet ham
og som forklarer, hvorfor han handler
som han gør.
• Det eksteriøre liv er det liv, han lever fra
filmen begynder til historiens konklusion
og filmens slutning.
Surprise/suspense
Suspense
Gysets mester, Alfred Hitchcocks nok
væsentligste bidrag til filmkunsten er begrebet
suspense. Selv har han forklaret forskellen
mellem netop suspense og surprise på
nogenlunde følgende måde: Der sidder fire mænd
omkring et bord og spiller poker. Scenen er jævnt
kedelig. Pludselig lyder der et brag. Det viser sig,
at der lå en bombe under bordet.
Braget kommer bag på os alle. Det kalder man
surprise.
Samme scene igen. Der sidder fire mænd
omkring et bord og spiller poker. Inden mændene
sætter sig, ser vi, en bombemand anbringe en
bombe under bordet. Han sætter tidsindstillingen
til at sprænge bomben 10 minutter senere.
Bag mændene ser vi et vægur. Sekundviseren
bevæger sig sekund for sekund. Minutterne går.
Spændingen stiger til det uudholdelige. Måske
sidder vi og håber på, at tændingsmekanismen
svigter, at pokerspillet bliver afbrudt af en eller
anden grund, at en af mændene opdager
bomben, eller at helten under et eller andet
påskud bliver nødt til at forlade bordet, før
bomben sprænger.
Dette set-up kalder Hitchcock for suspence.
Hitchcock spænder scenen til det yderste. Man
kunne for eksempel nemt i den omtalte scene
opleve, at hovedkarakteren - vores helt - forlader
bordet for en kort stund. Vi ånder lettet op, men
inden vi når at få vejret, vender helten atter
tilbage og sætter sig. Hitchcock var også en
mester i at udnytte tidsdimensionen. Mange
gange forhaler han tiden, endda således at den
reelle tid er kortere end den filmiske tid.
For at bygge scenens suspense op udstyrer han
os som seere med en større viden end personerne
i filmen. Altså får vi informationen om, at

Fastlåst
Norsk kortfilm, 2001
bombemanden har placeret sin bombe, kort før
de fire mænd sætter sig til bordet. Den viden, vi
får, bevirker, at han aktiverer vores tanker og
følelser, så vi ikke bare bliver iagttagere, men i
høj grad deltagere. Alle ulykkerne sker som regel
kun i vores egne hoveder og på vores egen indre
skærm, for ofte redder helten sig selvfølgelig ud
af suppedasen, inden bomben sprænger, eller den
gemene morder fyrer sin seksløber af. Helten
overvinder som regel den fare, der truer ham,
men i løbet af den tid suspensen varer, har vi haft
tid til inde i vores hoved at se ham både død og
forbrændt af bomben. Det er jo ganske
forfærdeligt, fordi vi holder med helten!
Surprise
Det modsatte af suspense er surprise, hvor
instruktøren udnytter overraskelsen.
De fleste af os kender sikkert den klassiske
scene, hvor ægteparret har hørt en underlig lyd i
kælderen. Manden beslutter sig for at se efter,
hvad det er. For en sikkerheds skyld tager han sin
revolver med, som han har i sin natbordsskuffe.
Det er fuldstændig mørkt. Da han kommer hen til
kældertrappen og vil tænde lyset, viser det sig, at
det af en eller anden grund ikke virker. Et vindue
klaprer. Regnen slår mod ruderne. Han bevæger
sig langsomt ned ad trappen. De fleste af os
tænker: "Så lad dog være mand." Men han
fortsætter. Pludselig kommer en skikkelse farende
gennem luften som en mørk skygge, i den smule
lys månen giver. "Miav", lyder det fra katten.
Reaktionen er velkendt og afprøvet i alle
varianter. Som seere farer vi op med hjertet i
halsen.
Vi ånder lettet op. "Nå er det bare dig din gamle
pels", tænker manden, går i seng, beroliger
konen og vender sig om på siden for at sove, da
der lyder en høj knirken fra trappen i
kælderen…..uh! Surprise er lige præcis det, ordet
siger, en overraskelse. Ofte en overraskelse der
får os til at reagere voldsomt.
Karakterer i kortfilm
Kortfilmen har intet krav om bestemte karakterer
og plot. Den låner gerne genre-elementer og
karakterer fra spillefilmen – og den kan benytte
sig af seerens erfaring med hurtigt at placerer
karakterer og genrer, som kendes fra lange film,
til at springe hurtigt hen over den dybere person-
eller miljøskildring.
Men det betyder ikke, at kortfilmen er overfladisk.
På samme måde som et digt på få linier kan
ramme lige så dybt som en murstensroman på
700 sider, kan kortfilmen introducere og forløse
en stemning, en konflikt, en person på få

Mors dreng,
Mexicansk kortfilm, 1998
minutter med samme intensitet som en
helaftensfilm.
Det kræver imidlertid, at instruktøren behersker
sine virkemidler. I den vellykkede kortfilm er der
ikke råd til små fejltagelser, der skaber flimmer i
det egentlige budskab. Hver enkelt scene, hver
enkelt miljøskildring, person, ja, hvert ord skal
være nøje gennemtænkt for ikke at skabe
forvirring og en følelse af usikker og manglende
forløsning hos seeren.
Et af de væsentligste elementer i kortfilmen er
personskildringen. Karaktererne i filmen skal
være klart genkendelige. Der er ikke tid og plads
til den store karakterskildring, så de enkelte
karakterer skal være slået fast allerede fra
starten.
Biografier
Biografien er et væsentligt redskab, når en
forfatter skriver manuskripter til film, og når en
instruktør skal instruere sine skuespillere. Det er
vigtigt, at han kender sin hovedperson til bunds,
så han ved præcist, hvordan han eller hun vil
reagerer i en hvilken som helst given situation i
historien.
Derfor er det vigtigt at give svar på alle tænkelige
spørgsmål vedrørende hovedpersonens opvækst
frem til der, hvor hovedpersonen træder ind i
filmens historie. Det samme har instruktør Kenya
Márques formentlig gjort i forhold til Cruz.
I bogen "Fade In - the screenwriting process" af
Robert A. Berman deler han det biografiske
arbejde op i tre faser:
Den fysiske profil
• Køn
• Alder
• Højde og vægt
• Hårfarve, øjenfarve og hudfarve.
• Udseende generelt ( ser han godt ud, ser
han ud som gennemsnittet af mennesker,
er han et jævnt menneske, er han
sjusket, proper, snusket………).
• Hvordan er hans helbred.
• Har han særlige kendetegn
(abnormiteter).
Den sociologiske profil
• Sociale baggrund - overklasse,
middelklasse, arbejderklasse.
• Familieliv - forhold til forældre,

forældrenes indflydelse på ham, lever
forældrene stadig, har han brødre og
søstre, og hvis han har, hvordan er deres
forhold så………..
• Forhold til venner. Har han venner?
Hvem? Hvor længe har de været
venner………..
• Uddannelse. Hvilken uddannelse, hvilken
skole har han gået på, kan han lide at
studere, hader han det, har han anlæg for
at studere……..
• Arbejde. Hvilken slags arbejde, hans
forhold til arbejdet, generelle evner, har
han lederevner…….
• Hans personlige status. Er han gift? Hvis
han er - hvor længe har de så været gift?
Har han børn? Hvis han har, hvor mange
har han så, og hvilken alder har de etc.?
Hvis han for eksempel er skilt, hvordan er
hans forhold til børnene så? Og hvordan
er forholdet til hans tidligere
ægtefælle?…..
• Race og nationalitet?
• Religiøs tro? Hvis han er religiøs, hvilken
trosretning er der så tale om? Hvis
religionen har nogen betydning i hans liv,
hvordan kommer det så til udtryk?…..
• Politisk opfattelse. Hvis han er politisk
overhovedet, hvilken politisk retning
tilhører han så? Og hvordan kommer det
til udtryk?…….
• Hobby/interesser? Sport, fitness,
sejlsport, havearbejde, musik, spil?………
Psykologisk profil
• Sexliv?
• Etik, værdier, moralske holdninger?…..
• Handlekraft, ambitioner?…..
• Frustrationer, skuffelser?….
• Temperament. Pessimist, optimist,
aggressiv, rolig……….
• Holdning til livet. Resignerende,
kamplysten, opgiver han på forhånd
(defaitist), entusiast, energisk………
• Kompleksitet. Besættelser, hæmninger,
mistænksomhed, fobier, særheder……….
• Er han ekstrovert? Introvert? …………
• Egenskaber. Fantasi, dømmekraft, smag,
ligevægt……
• I.Q.
De mange spørgsmål i de tre hovedoverskrifter er
langt fra tilfældige, men selvfølgelig samtidig
langt fra udtømmende. Til sin hovedpersons
biografi er det vigtigt at stille så mange
spørgsmål som muligt. Derfor kan man kun bruge
de tre overskrifter som vejledende.

Mor,
Finsk kortfilm, 2000
Når biografien er skrevet, så afprøv den ved at
lade andre spørge ind i den. Det kan være
spørgsmål om helt dagligdags situationer, som
indkøb, en tur i biffen, hvilke fritidsinteresser han
har og hvor tidligt han går i seng. Det kan også
være mere komplicerede spørgsmål om, hvad han
tænker om døden, om kærlighed, sex etc.
Hvis ikke man kan svare er det fordi biografien
endnu ikke er tæt nok beskrevet, og man må i
gang igen.
Dialog
Film er et billedmedie, men modsat de længere
novelle- og spillefilm er det også et lydmedie.
Dialogen er f.eks. meget afgørende. I en kortfilm
af få minutters varighed er der ikke tid til et
eneste overflødigt ord.
En af de fremmeste eksperter inden for kortfilm
amerikaneren Richard Raskins, der er lektor i
medievidenskab ved Århus Universitet, har netop
peget på dialogen, som et af kortfilmens særlige
karakteristika.
Dialogen kan populært sagt bruges på tre måder:
1. Den kan være formidlende, altså bruges
til at give de nødvendige oplysninger,
som seeren mangler for at kunne forstå
handlingen, personernes adfærdsmønstre
eller identificere personerne.
2. Den kan være iscenesættende, det vil
sige den kan sætte scenen, enten for at
understøtte en miljøskildring eller en
stemning, eller den kan understøtte en
personkarakteristik. Replikker i den gode
kortfilm bruges kun til at definere og
placere en person eller til at adskille
personer fra hinanden. I kortfilmen er det
aldrig ligegyldigt, hvem der siger hvad.
3. Den kan være fraværende – og en
fraværende dialog kan være dramatisk
(pausen er faktisk noget af det mest
dramatiske, der findes i billedmediet,
tænk bare på, hvordan man vågner op,
hvis en nyhedsoplæser eller studievært
pludselig går i stå midt i det hele) Den
fraværende dialog kan også bruges
bevidst til at sætte tanker i gang hos
seeren, der prøver at lure, hvad der
foregår i hovedet. Og så er den
fraværende dialog i sig selv en hyldest til
billedmediet – det er jo flot at kunne
fortælle en historie, der umiddelbart
forstås af alle uden at bruge ord.

Farven hvid,
Brasiliansk kortfilm, 2000
Voice-over
Lidt nedladende er brugen af en fortællerstemme
(voice-over) betragtet som en nødløsning, som
dårlige instruktører tyer til, når de ikke kan
fortælle deres historie via billeder.
Så galt er det nu næppe. En række af
filmhistoriens mere berømte B-film (f.eks.
detektiv-film om Philip Marlowe) benytter med
succes en fortællestemme til at skabe den særlige
stemning, og voice-over’en er også en vigtig del
af en ny publikumssucces som "Bridget Jones’s
Diary".
Begge typer af film bygger på litterære forlæg –
romaner, noveller. Netop når en instruktør læner
sig op ad en forfatters ordleg (Raymond
Chandlers mange bøger om detektiven Philip
Marlowe og Helen Fieldings artikler/bøger om
Bridget Jones) har de ofte så vanskeligt ved at
overføre sprogblomsterne i hovedpersonernes
tanker til film, at de vælger at bruge en
fortællerstemme.
En fortællerstemme er også velkendt fra
reklamefilm. Her oplever man ofte, at afsenderen
er så bange for, at budskabet ikke forstås, at man
nærmest overtydeliggør meningen og kommer til
at fremtræde påtrængende over for seeren.
Reklamefilm er dermed ofte et eksempel på,
hvordan brugen af voiceover risikerer at skabe et
spændingsløst felt mellem det viste og det sagte,
og filmen kommer i visse tilfælde til at fremstå
som banal.