Nagler - Vikingeskibsmuseet

Nagler, værktøj og ankre
En arbejdsrapport af Aage Frederiksen

Nagler, værktøj og ankre
Arbejdsrapport, fra 2001, omhandlende planlægning,
arbejdsgang og perspektiver i forbindelse med rekonstruktion af
jerngenstande til Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Af Aage Frederiksen
Tegninger af Aage Frederiksen
Redigeret af Morten Ravn
INDLEMMET I VIKINGESKIBSMUSEETS BIBLIOTEK I 2009
Forsidetegning: Aage Frederiksen

Indholdsfortegnelse
Nagler ..................................................................................................................................................4
Værktøj ............................................................................................................................................ 19
Ankre ................................................................................................................................................ 23

Nagler
Da jeg gik i gang med at lave naglerne til
Skuldelev 6-kopien, indskrænkede mine
erfaringer med klinkenagler sig til én, jeg
havde lavet året før under en
demonstration af håndværk ved et
sejlskibstræf i Dragør, så jeg havde ingen
traumatiske oplevelser der kunne
afskrække mig.
Jeg fik tilsendt tegninger af nagler og
klinkeplader, kaldet roer, og orientering
om, hvordan man havde gjort hidtil.
Naglerne skulle være cylindriske, ikke som
jeg troede let kroniske, med en diameter på
6,5 mm, forsynes med en tilspidsning på
1/3 af naglelængden til at fange hullet i
roen og have et hoved med en diameter på
20-22 mm. Hovedet skulle have fire
facetter. Efter endt smedning skulle den
færdige, stadig varme nagle, smides i
trætjære for at få et beskyttende overtræk
mod rust.
Roerne skulle være firkantede, 20-22
mm, med et hul som var 0,5 mm mindre
end naglediameteren. Når roen blev slået
på ville den stramme pasning gøre at
naglerne klemte bordplankerne sammen og
samtidig sikre, at roen blev siddende på
plads indtil ritningen. Da naglelængderne
svingede mellem 50 og 150 mm, enedes vi
om en enhedsspids på 15-20 mm.
Side 4
Råmaterialet til naglerne blev leveret i
form af to plader 1 x 2 meter 8 mm
’Arinox’ som, i hvert fald m.h.t. det lave
kulstofindhold (tæt ved 0 %) ligner
vikingetidens jern.
Pladerne skulle klippes i strimler, og jeg
lejede mig ind på en maskinsaks i et
smedefirma, hvor jeg tidligere havde været
ansat.
Det viste sig at saksen, som ellers kan
klare et snit på 2 meter af en 8 mm plade,
kørte fast. Snitlængden måtte så sættes ned
til 1 meter, hvad der selvsagt forøgede
antallet af klip til det dobbelte. Man plejer

at regne med at jo lavere kulstofindhold
desto blødere jern og dermed lavere
kraftforbrug ved klipning. Men i dette
tilfælde, med ’Arinox’, viser snitfladen at
den blanke stribe, som kniven trykker ned i
materialet, inden pladen rives over i
saksen, er meget bredere end ved
almindeligt konstruktionsstål med 0,1 -
0,15 % kulstofindhold. Kurven for
kraftforbrug ved klipning har åbenbart
passeret et punkt, hvor den er på vej opad
igen. At materialet er blødt gør det altså
ikke nødvendigvis altid lettere at
bearbejde.
En prøvesmedning havde vist at for at
få passende råemner, skulle de afklippede
strimler være 9 mm brede til naglerne og
11 mm til roerne. Under den indledende
snak var det blevet understreget, at det var
yderst vigtigt at naglerne holdt målet. En
håndsmedet cylindrisk nagle vil i
virkeligheden være mangekantet, hvor en
enkelt fremspringende knast kan forhindre
naglen at gå i naglelejet.
Side 5
En oversmedning under rulning hen ad
ambolten vil rette op på det, men med
risiko for at naglen nu bliver for tynd. Som
en sikkerhed mod for tynde nagler kan man
lave hullet i naglelejet lidt større end den
nominelle diameter, men så vil naglen
uundgåeligt få en tilsvarende størrelse
tykkelse under hovedet.
Jeg så for mig bordene flække og køl
og stævne falde fra hinanden på grund af
nagler, der var enten for tykke eller tynde,
så for at være på den sikre side mht.
målene, valgte jeg at lave en klapsænke til
fastgørelse i ambolthullet.
Jeg havde måske disponeret anderledes,
hvis de første nagler havde været dem på
50 mm og ikke den lange på 150.
Naglejernet lavede jeg af fjerderstål, med
et konisk hul der var størst nedad og en
huldiameter ved slagfladen på 6,5 mm. For
at have noget at sigte efter under
smedningen af hovederne slog jeg en ring
af kørnerprikker rundt om hullet i

naglejernet.
Mine første nagler lavede jeg på følgende
måde efter at have hugget pladestrimlerne
over på midten til tene i håndtérbare
længder:
Efter opvarmning i essen af et passende
stykke af tenspidsen afsatte jeg, efter et
mærke på ambolten, det stykke som skulle
danne naglestilken og smedede ud til en
firkant på noget under naglens slutlængde
med en tykkelse på 6,5 x 6,5 mm.
Firkanten blev så gjort ottekantet og
derefter rund.
Desuden fik de ca. 20 mm som senere
skulle danne hovedet også rundet kanterne,
og spidsen blev tilføjet. Dernæst blev
eventuelle knaster glattet ud i sænken og
efter afprøvning i naglejernet, blev naglen
hugget af over stokjernet og lagt ind i
Side 6
essen til opvarmning af hovedet samtidig
med tenen. Efter en kort opvarmning blev
hovedet så slået på med de fire faser, og
naglen smidt på gulvet. Den nu
genopvarmede ten blev så taget ud af essen
og processen gentaget med den næste
nagle.
Under de indledende smedninger var
det tydeligt at mærke, at jernet var blødere,
end noget jeg havde prøvet før. Jeg gjorde
ingen forsøg på at smede i ’én varme’. For
mindre søm er metoden den rigtige, men
for nagler i den aktuelle størrelse, vil for
mange hoveder blive afsluttet i halvkold
tilstand. De voldsomme slag, man bliver
nødt til at tildele at halvkoldt hoved, vil
slide på naglejernet men måske især på
smeden, som får større udbytte af at
opbygge en rytme med at lægge ind i og
tage ud af essen og regulere luften så
varmen udnyttes bedst muligt, samtidig
med at der smedes. Jeg kan forstå, at
tidligere naglesmede har taget en times tid
om morgenen med naglesmedning for at få
det i så små doser som muligt. Den metode
finder jeg ikke anvendelig. Hvis man gør
sit arbejde til noget ubehageligt, som man
kun kan holde ud i korte tidsrum, skal det
da nok blive til et helvede.
Efter færdigsmedningen havde de
fleste nagler godt af en sidste retning af
stilken og hovedet. Det var måske ikke
strengt nødvendigt men yderst vigtigt for

mig selv og mine positive følelser over for
naglerne at gå dagens bunke igennem med
kritiske øjne for lige at give dem det sidste
pift. Af hensyn til retningen var det
upraktisk at udføre den individuelle (og
rituelle?) tjæredåb og alligevel ikke muligt
for roernes vedkommende, så den
erstattede jeg med en samlet tjærebrænding
som sidste arbejdsgang før en portion
nagler og roer.
Roerne lavede jeg ved at smede 11
mm afklippede flade til strimler på 20-22
mm x 2,5 mm og dernæst klippe dem i
firkanter som en tidsbesparende og rimelig
god erstatning for det udseende en
overhugning med en skarp mejsel ville
have givet. Hullerne blev lokket koldt over
endetræ. For at få hullerne ens store lagde
jeg ud med et cylindrisk stempel. Uden
besvær, med moderate hammerslag,
trykkede det en nydelig prop ud af pladen
og frembragte samtidig roens ønskede
hvælvede facon. Hullet var sikkert også
pænt, men desværre var det helt umuligt af
få stemplet ud igen.
Det blev så erstattet af et konisk stempel,
som efter et enkelt vrik med pladen i
skruestikken straks gav slip.
Problemet var nu, at hullerne ikke med
sikkerhed blev helt ens. For at sikre at de
dog blev nogenlunde ens, lod jeg hver
gang stemplet stikke cirka 1,5 mm gennem
pladen og sleb stempelspidsen, så at hullet
blev de krævede 6 mm i diameter.
Efter leveringen af de første nagler fik jeg
den tilbagemelding, at hullerne var for små
og at man havde været nødt til at bore dem
op, og vi blev så enige om, at hullet snarere
end de 0,5 mm skulle have et undermål på
0,1 mm. Derefter svigtede
kommunikationen. Naglerne gik alligevel
for stramt, fik jeg at vide, så mange
naglehoveder bukkede om når naglen blev
Side 7

slået ind i roen. Jeg foretog et par forsøg i
værkstedet der viste, at det var rigtigt, men
at det ikke var et problem, hvis naglen først
blev slået helt igennem, og dermed fik
støtte af træet, og så fik slået roen på. Den
metode foreslog jeg, at man gik over til,
men fik at vide, at man hidtil helt uden
problemer havde slået naglen direkte i
roen, og at det derfor måtte være naglerne
der fejlede noget.
Så lavede jeg pasningen løsere, og nu
var problemet at naglen ikke klemte
bordplankerne godt nok samen, og i øvrigt
faldt roen af inden man kunne nå at nitte.
Jeg foreslog, at man hvis pasningen ind
imellem skulle være for løs, med lette
hammerslag på oversiden af roen
frembragte en grat indad i hullet, som ville
give så megen friktion, at roen blev
hængende under nitningen og vel også
bidrog til sammenklemningen.
Det havde man ikke tid til, men kunne jeg
ikke lave stemplet mindre skarpt, så at
Side 8
hullet ville blive en jævn tragt med takker
opad? Det prøvede jeg, men da der ikke
var en skærende kant på stemplet, gjorde
den bløde plade så megen modstand mod
gennembrydningen, at roen, når stemplet
endelig var kommet igennem, bogstavelig
talt gik op i en spids, som måtte korrigeres
med hammeren. De uens misfostre, der
kom ud af dette forsøg, fandt jeg så lidt
lovende, at jeg opgav metoden.
En del af vanskelighederne med
nitningen (stundom måtte hver tredje nagle
kasseres, forlød det fra uofficielt hold)
bundene måske i at den anmeldte
lokkemetode ikke var nøjagtig nok, så jeg
gik over til at lokke hullerne med et svagt
undermål og derefter slå en cigarformet
hærdet dorn igennem. Den ekstra tid dét
tog, blev til dels indvundet ved at jeg nu
ikke behøvede at være så nøjeregnende
med, hvor langt det koniske stempel var
gået igennem.

Under naglesmederiet kiggede jeg
selvfølgelig på de vikingetidsnagler jeg så
på min vej, og da ingen viste tegn på fire
faser, blev vi enige om at undlade dem på
det følgende skib (vrag 1-kopien). Ideen
med at fremhæve noget som håndsmedet
må jo også høre en senere tid til. Mht.
roerne havde jeg den første tegning, jeg
havde fået tilsendt at gå efter. De senere
ønsker om forandringer blev desværre
aldrig ledsaget af målsatte tegninger eller
henvisninger til relevante eksempler fra
vikingetid. Men jeg kunne forstå, at man
mente, at de håndsmedede cylindriske
nagler burde té sig på samme måde som de
firkantede, obeliskformede, galvaniserede
nagler, der bruges til nogle af værftets
mindre både. Måske som en erkendelse af
at det ikke på alle punkter lader sig gøre,
ser jeg at man er gået over til at slå roen på
Side 9
naglen og ikke omvendt.
Efterhånden som smedningen af
naglerne er skredet frem, har jeg foretaget
et par småjusteringer i arbejdsgangen. Jeg
opdagede, at hovedparten af de skævheder
jeg brugte tid på at rette skyldtes
stokjernet. Når man hugger en varm nagle
af på stokjernet, vil spidsen helst blive
liggende på samme sted på grund af
inertien, og følger ikke med når hammeren
slår det stykke der skal afsættes til hovedet
ned over æggen.
Noget afhængigt af hvor varm naglen er,
giver det en skævhed. For at slippe for de
skæve naglestilke gik jeg over til at smede
stilkene ud på 30-40 tene ad gangen og
lade dem blive siddende til de var kolde og
først da klippe dem af i bænksaksen. Jeg
lægger så 4 nagler i essen ad gangen, og

den endelige smedning af hovederne virker
nu som en ren afslapningsøvelse. Da
stilken med sikkerhed er lige, behøver der
ikke være frigang i hullet på naglejernet.
Det er nu cylindrisk i stedet for konisk,
stilken kan ikke blive mast over til den ene
side, og naglehovederne kommer derfor
med det samme til at sidde lige, og det
indskrænker rettearbejdet betragteligt.
For roernes vedkommende blev det
ensformige lokkearbejde for psykisk
belastende i det lange løb, så da jeg havde
banket mig igennem ca. 6.000 roer,
investerede jeg i en lokkemaskine. At jeg
ligefrem glæder mig til at lave de næste
5.000 er måske så meget sagt, men tanken
om dem fylder mig ikke med samme
Side 10
rædsel som før.
Under et seminar i september ´98 var
vi henne og kigge på de planker fra
Roskildeskibene, som var under opmåling.
På et længere stykke bordplanke kunne
man se, at naglehulsdiameteren på
ydersiden var tydelig større end på
indersiden, og at klinkenaglerne altså
havde været koniske. Vi blev enige om, at
tidspunktet nok nu var kommet til at tage
udformningen af naglerne til skibskopierne
op til revision. Søren Nielsen fandt det
åbenbart forsømte område så interessant, at
han mente, at der burde indkaldes til et
seminar, hvor alle nagleeksperter kunne
give deres besyv med, med henblik på
planlægningen af naglerne til Skuldelev 2kopien.
Seminaret har desværre ikke
kunnet arrangeres endnu, men derfor kan
man jo godt gøre sig sine tanker.
Selvom jeg ikke i eget værksted har
forsøgt at gøre, som jeg tror man har gjort i
vikingetiden, har emnet selvfølgelig hele
tiden optaget mig. I den forbindelse har det
været meget givtigt at bygge en smedje til
Skoletjenesten med sideblæst esse og at
fremstille værktøjskopier med henblik på
naglesmedning, og at bruge de forskellige
remedier i praksis. Den seneste kamp med
det skrevne ord har desuden hjulpet med at
lade tankerne i nye baner.
Som nævnt skal nagler og roer i varm
tilstand dyppes i trætjære som

ustbeskyttelse. Den trætjære jeg har haft
til rådighed, har i viskositet svinget fra
noget der lignede motorolie til en
konsistens som stiv havregrød. Tjære i den
tyndtflydende kvalitet kan i begyndelsen
bruges som den er, men når indholdet i
gryden har været varmet op nogle gange,
vil tjærens indhold af æteriske olier være
enten brændt eller fordampet. Derfor bliver
tjæren hurtigt mere tyktflydende for til
sidst at ende som en stiv masse, som inden
en ny tjæredypning må gøres flydende ved
forsigtig opvarmning. Efter endnu flere
opvarmninger og nedkølinger føles
tjæreovertrækket på de afkølede nagler
ikke længere klistret og smidigt som det
skal. For at bøde på det har jeg tilsat 1 del
linolie til 4 dele trætjære. Efter denne
tilsætning er tjæren stadig stiv i gryden i
kold tilstand, men de nagler, der bliver
behandlet med linolieblandet tjære, virker
igen klæbrige og feetylagtige på
overfladen.
Linolie er godt, men indhøstningen af
hørfrøene, tærskningen og presningen
mellem lærredstykker må have været
overordentligt resourcekrævende, så mon
ikke okse- eller fåretalg har været det
oprindelige tilsætningsstof?
Af flere forskellige grunde er man i
nutiden under arbejdet med det der her er
tale om tvunget til at arbejde alene kun i
selskab med P1. Vikingetidssmede
Side 11
derimod må have haft flere hjælpere, som
kan have begyndt allerede i 6-7 års alderen
som bælgtrækkere. Udstyret har bestået af:
En dobbeltvirkende blæsebælg, en ambolt,
en hammer, et naglejern, en mejsel, en tang
og en dorn. Essen har i de fleste tilfælde
været muret op af ler. Aulsten af norsk
fedtsten må have været undtagelsen.
Brændslet har været trækul i stykker på
størrelse med en tændstikæske.
Trækul varmer lige så godt som
stenkul, men på grund af dets porøse
struktur med deraf lave vægtfylde
forbrænder det langt hurtigere. Derfor skal
ilden hele tiden passes med udfejning af
aske, som blokerer for luften, og
supplering med nyt trækul.
Ambolten vil man altid helst have så stor
som mulig, så derfor går man ofte hen og
kopierer den største man kan finde: den fra
Ålebækfundet, men de fleste af de
vikingetidsambolte der er fundet er
unægtelig noget mindre.

Effekten af en lille ambolt kan dog øges
mange gange ved at sætte den fast i en sten
med bly.
Jeg tror ikke der er belæg for det, men jeg
har prøvet noget tilsvarende med et
gelænder, og det lykkedes i første forsøg.
Med 2-3 hjælpere og de fornødne
råmaterialer kan smedningen begynde.
Emnerne laves af afklip fra allerede
brugte nagler og andet jern, måske i form
af importerede barrer, som svejses sammen
og smedes ud til tene på cirka 10x10 mm i
firkant. En sådan simpel udsmedning uden
Side 12
afsætning kan udmærket foregå på en
stenambolt.
Tenen varmes og smedes til nagle,
som tidligere beskrevet, men stilken laves
konisk i hele længden, og på grund af den
koniske form behøver overfladejævnheden
ikke at være overdrevent flot, den vil
alligevel passe i naglejernet. Når
smedningen af stilken er færdig rækkes
den kolde ende af tenen til en hjælper, der
lægger nagleenden på ambolten. Smeden
sætter en mejsel på, hvor naglen skal
hugges over, og mens hjælperen drejer
emnet, slår smeden et kileformet spor hele
vejen rundt, og naglen kan brækkes af.
For at skåne mejslen er der måske flere
råemner i gang samtidig, så at de kan nå at
køle af inden afhugningen. Man har næppe
rådet over ægværktøj der har kunnet tåle

varmt jern ret længe ad gangen.
Under overhugning er det mejslen der
drives ned i naglen. Naglen er understøttet
af ambolten. Der opstår derfor ingen
skævheder som ved brugen af stokjern. Når
tenene bliver for korte, svejses de sammen
med næste ten, og derved undgås brugen af
tang. Vikingetidens tænger har simple
læber som ikke egner sig til f.eks. at holde
et kort nagleemne under smedningen. Når
der er lavet et passende antal rånagler,
varmes de, og hovedet smedes færdigt i
naglejernet.
For at smeden kan vide, hvor stilken
befinder sig i forhold til hovedet under
udsmedningen har naglejernene somme
tider haft stemplet sigtemærker på
overfladen. De ses så som små
forhøjninger på undersiden af
naglehovedet men er ikke en
konstruktionsmæssig detalje.
Side 13
Hvis smeden er så heldig at have en stor
ambolt med hul, bliver stilken stukket
herned under stukningen af hovedet med
naglejernet støttet af ambolten.
Naglejernet kan også være fastgjort i
underlaget som eksemplet på Ålebæk, eller
man kan bruge en af de høje ringe, der ofte
findes blandt smedeudstyr som underlag
for naglejernet.

Hvis man derimod lægger naglejernet med
ensidig støtte på kanten af en ambolt uden
kul, som det vises på flere illustrationer, vil
man hurtigt få knækket naglejernet og
ødelagt håndledet.
Roerne laves ved at smede samme
udgangsmateriale som til naglerne ud til en
strimmel på den ønskede bredde og
tykkelse. Når man har en passende samling
strimler på 30-40 cm længde, kan man så
gå i gang med at lokke hullerne (koldt)
med samme afstand som roernes senere
bredde. Stemplet der bruges har en konisk
hærdet spids med en flad skarpkantet
endeflade med en diameter på ca. 5 mm.
Der er et eksempel i Ålebækfundet. Når
hullerne er lokket mejsles pladerne af. Fra
Lundeborg, og måske andre steder, har
man sammenhængende plader, der viser at
hullerne kom før mejselhugget.
Side 14
Men også på løse plader ses det, at
arbejdsgangen har været sådan, idet de to
sideflader som stammer fra overmejslingen
altid er lige, hvad de ikke ville være, hvis
hullet var lavet efter overmejslingen. Selv
hvis roen er forsvundet må det være muligt
på aftrykket i træet, at se om
afhugningssiderne er lige. Forklaringen på
denne rækkefølge som hele tiden, indtil for
få dage siden har virket bagvendt på mig er
selvfølgelig, at stemplet også i
vikingetiden har siddet godt fast når det var
slået igennem, og at man derfor har lokket
hullerne først for at have et ’håndtag’ at
vride i for at få det løst igen.
Ved hjælp af naglernes placering i
jorden har det været muligt at rekonstruere
Ladbyskibet. Afstanden mellem
naglerækkerne fortæller, hvor brede
bordplankerne har været. Afstanden
mellem naglerækkernes roer og hoveder
viser den samlede tykkelse, hvor to
bordplanker er klinket sammen, og
skarnaglerne hvad den enkelte bordplanke
har målt på midten. Hvor tykke naglestilke
nu har været og om de er koniske har ingen
betydning for genskabelsen af skrogets
linier og er i øvrigt også svært at måle på
rustopsvulmede nagler. Så denne detalje
har indtil videre ikke haft den store
bevågenhed.
På Skuldelevskibene hvor naglerne er
væk, men hvor de bevarede naglehuller og

aftryk af roer sidder tilbage, ser det heller
ikke ud til, at naglehullerne er målt op,
inden de er blevet fyldt ud med nagler igen
ved opstillingen i Vikingeskibshallen.
Naglestilkenes anatomi ligger altså
parat til den behjertede person, der vil
kaste lys over dette interessante emne og
dermed give fremtidige naglesmede et godt
udgangspunkt, når de skal lave naglerne til
kopierne af Roskildeskibene. Flere har
været i gang og er muligvis nu kommet
længere, end det fremgår af de fotokopier
jeg har fået af deres artikler. I
Skeppsbyggeri om Paviken, Gotland u.
forfatternavn, er der instruktive tegninger
af koniske nagler, men i teksten tales der
kun om nagletykkelse indenfor visse
yderpunkter. Det kan betyde hvad som
helst. Hos Jan Bill : Iron nails in......
fremlægges et stort statistisk materiale om
runde og firkantede nagler, hvor forfatteren
ser overgangen til firkantede nagler i
middelalderen som en: “næsten symbolsk
accept af den europæiske virkelighed”.
Naglestilkenes tværsnitsareal er kun
opgivet som uigennemskuelige
gennemsnitsværdier.
Seán McGrail: Medieval Boat
opererer ligeledes med gennemsnitsværdier
uden angivelse af hvordan målene er taget.
Jeg tvivler på, at en konisk nagle efter
færdignitningen kan bidrage med noget,
som en cylindrisk ikke kan, men under
Side 15
smedningen vil en nagle der spidser lidt til
være et mere ’naturligt’ valg end en
cylindrisk. En konisknagle vil nok også
bidrage mere til sammentrykningen af
bordplankerne inden ritningen end en
cylindrisk. Når de galvaniserede
handelsnagler spidser til, er der vel også en
grund til det.
Indtil resultatet af fremtidige
opmålinger foreligger, kunne man måske
overveje en konisk model i stil med de
allerede leverede spigre, men måske knap
på spids, som forlæg for de nagler til
Skuldelev 2-kopien som endnu ikke er
lavet. Hvis i hvert fald nogle af naglerne til
Skuldelev 2-kopien skal være koniske, er
der visse nagletekniske spørgsmål der skal
være svar på, inden den cylindriske model
suppleres med den koniske. Når en
ubetydelig variation i forholdet mellem hul
og naglestilk kan volde store kvaler for en
cylindrisk nagle, hvad ville det så ikke
kunne udvikle sig til for en konisk?
For at få lidt inspiration tog jeg for et
par måneder siden nogle firkantede nagler
med tilhørende roer med hjem fra værftet
sammen med nogle afklippede naglestilke
og en halv snes bukkede nagler fra vrag 6
og vrag 1-kopierne. Resten af de kasserede
nagler var desværre smidt væk!
De havde ellers været gode at have
som autentisk råmateriale til eventuelle
rekonstruktionssmedninger, så jeg vil da

opfordre til, at man for fremtiden gemmer
alle afklippede naglestilke og bukkede
nagler til senere brug.
Roerne til de firkantede nagler ser ud
til at være fremstillet ved at et
pyramideformet stempel, i en rund plade,
nærmest har skåret et kryds og dernæst
trykket et firkantet hul op i en spids. Både
nagler og roer fås i flere størrelser. De
længste nagler jeg havde fået med, målte
100 mm i længden 5,5 mm under hovedet
og 3,5 x 3,5 x3,5 mm i spidsen. Jeg slog en
sådan 100 mm nagle gennem roen. Hullet
udvidedes uden besvær hele vejen fra spids
til hoved. Klemvirkningen var dog ikke
overvældende - roen kunne uden videre
vrikkes af med fingrene. Selv om hullet
kun er cirka 3 mm i firkant, kunne en rund
6,5 mm nagle også slås igennem uden
besvær. Og hvorfor så det? Jo, pladen er
kun 1,5 mm tyk. Opgaven lød jo på roer
med en tykkelse på 2,5 mm og beretninger
om tærede plader tyder på at det ikke er
ligegyldigt med denne tykkelse. Skulle den
lille tykkelsesforskel kunne gøre så meget?
Ja, hvis modstanden i hullet f.eks. efter et
forsigtigt gæt, er afhængig af kvadratet på
pladetykkelsen, vil forholdet mellem en 1,5
mm plade og en på 2,5 mm være som
(1,5x1,5) : (2,5x2,5) = 2,25 : 6,25 = 1:3.
I papæsken som jeg havde hjembragt
de bøjede søm og nagleprøverne i, lå der
en håndsmedet ro, som må stamme fra
Side 16
værftets ungdom. Den er tilsyneladende
lokket varm og dernæst hugget varmt af
over stokjernet. Lokningen har trukket
materialet op til en tyndvægget tragt, der
foroven krones af nogle forrevne takker.
Man kan næsten se på den, at den
problemfrit vil gå på naglen, og jeg kan
forstå at der er noget i den retning man har
længtes efter, men den tegning, jeg fik at
gå efter, viser jo en simpel gennemhulning,
uden opdrivning, med en moderat
hvælvning, i fuld overensstemmelse med
de faktiske forhold i jernindustrien (i
vikingetiden).
For at finde frem til en brugelig ro
som egner sig til koniske nagler, som kan
slås på med klemvirkning langs hele
stilken uden at denne bukker, og som
samtidig svarer til de originale forlæg,
kiggede jeg på billeder af roer. Her mente
jeg at kunne se nogle skygger på roerne fra
Lundeborg og Paviken, som kunne tolkes
som en affasning af hullet på indersiden.

Efter et par forsøg fandt jeg frem til, at den
nemmeste metode til denne affasning eller
undersænkning af rohullet var at lægge
roen med spidsen nedad på ambolten og slå
en dorn med rund spids ned i hullet.
Herved bliver roen tyndere i godset hvor
den skal give efter, og kan uden fare for
bukning slås på en konisk nagle. Hvis den
dorn der bruges afpasses så bredden på
forsænkningen er bare en anelse større end
det tykkest tænkelige tilfælde, d.v.s.
huldiameteren i naglejernet, vil roen kunne
bruges overalt, uden bekymring over
hvilken diameter naglen har på det sted på
stilken, hvor tilfældet vil at den skal nittes.
Den nittede stilk vil bulne ud over det
stykke af roen, som stadig er 2,5 mm, og
således har man glæde af det tynde smidige
jern uden at sætte den sikkerhed over styr,
Side 17
som tykkelsen på 2,5 mm giver.
Det var lidt om metode A som jeg vil kalde
den. Selv om metode A fungerer ovenud
effektivt i praksis, må jeg indrømme at jeg
nu bagefter er kommet lidt i tvivl. De
skygger, på dårligt gengivne fotografier,
jeg bygger min teori på, kan jo godt vise
noget andet, end det jeg tror og
billedkiggeri kan selvfølgelig ikke måle sig
med studiet af den originale vare. Men det
er nu den mulighed jeg har haft. Selv
originale nagler må være svære at fortolke
entydigt. Ved metode A tager hullet jo
facon efter naglestilken og ved nitningen
slås rullekraven fra roen ned igen, så et slib
viser måske bare en nagle og et hul der
passer sammen uden at fortælle om
mellemstadier. Fund af ubrugte roer uden
specialbehandling udelukker ikke at de
senere, lige før nitningen ville have fået en
eller anden form for tildannelse. Nu blev
de altså i stedet trådt ned i skidtet og først
fundet 1000 år senere. Det fører os så til
metode B:
Naglen bankes igennem, og roen

sættes på den koniske stilk, for at se hvor
langt den glider ind. Hvis den stopper
f.eks. 28 mm fra bordplanken, og
erfaringen siger at 10 mm’s luft er et bedre
udgangspunkt for en god nitning, tager
man den af og udvider hullet lidt med en
dorn uden at ændre pladetykkelsen. Den
erfarne nagletrækker vil have en sikker
fornemmelse for, hvor lidt eller meget en
ro skal udvides for at klemme bedst. Uens
roer kan kalibreres med uens nagler, så
tilpasningsarbejdet bliver minimalt. Hvis
man skulle stå tilbage med en håndfuld
roer hvor hullerne er for store, kan man
gøre dem mindre ved metode A.
Nagler nittet efter de to metoder vil ikke
kunne skelnes fra hinanden, så hvilken
man vil vælge bliver en smagssag.
Side 18
Umiddelbart forekommer A mig at være
mest sikker og B at være mest autentisk.
Ved A kræver roerne ingen tilpasning, og
de kan uden videre også bruges til
cylindriske nagler. Ved B skal hver nagle
tages under individuel behandling.
Når man beslutter sig for koniske
nagler, opstår behovet for koniske huller.
Til en tænkt nagle der spænder over ca. 45
mm og måler 7,5 mm under hovedet og 5,5
mm ved roen, vil et 6 mm bor være både
for lille og for stort. Et moderne spiralbor
kan ved hjælp af en håndboremaskine og
en båndsliber laves koniske på et øjeblik.
Men hvordan har originalt værktøj set ud?
Næsten pr telepati ligger svaret eller i hvert
tilfælde et par gode bud i postkassen 15.
marts. Thomas Finderup sender fotokopi af
tegninger af bor fra Hedeby. Ud fra disse
autentiske eksempler vil man sagtens, og
uden krumspring kunne lave bor til
koniske huller.
Et konisk hul kan bores i én operation med et bor
som fig. 6. Et snævert hul boret med fig. 7 kan
rømmes ud til et konisk med den rivallignende fig.

2.
Værktøj
Sideløbende med klinknaglerne har jeg
lavet værktøj til bådeværftet. Dels efter
tegninger jeg har fået fra værftet, tegninger
jeg selv har fundet, og tegninger jeg selv
har lavet ud fra de originale fund.
Smedningen af værktøjskopier er et
nyt håndværk, som tog sine første skridt i
midten af tresserne med Forsøgscenteret i
Lejre. Siden er diverse forsøgscentre,
historiske værksteder, oldtidsbyer og
kommunale jernalder- og
vikingetidslandsbyer skudt op, og på det
sidste har middelalderen kræver sin del af
kagen. Behovet for værktøjskopier har
derfor været stort, mens evnen og viljen til
at betale for ordentligt smedearbejde ofte
har været lille. Som et resultat heraf er
klassesættene og værktøjskasserne rundt
omkring fyldt med værktøj, der nok
fremstår yderst håndsmedet, men tit kun
med svag eller ingen lighed med
arkæologiske fund. En økse, der ikke ser
ud som om den er trådt ud med en træsko,
risikerer derfor at blive afvist som forkert
af dem, hvis stilforståelse bygger på
lavpriskopier.
Denne forventning om en skæv og
hammerslået oldtid har jeg heldigvis været
forskånet for på Vikingeskibsmuseets
bådeværft. Ved smedningen af
Side 19
værktøjskopier er det vigtigt, at der er
enighed mellem bruger og smed om, hvad
det er man går efter. Jeg har forstået det
sådan, at størst mulig ydre lighed med
originalværktøjet og god holdbarhed er det
man er interesseret i på bådeværftet og at
usynlige og ukontrolérbare smedetekniske
detaljer, hvor interessante de end måtte
være, ikke er noget man vil betale ekstra
for.
Varmsmedningens særlige natur gør,
at smedning af kopier byder på særlige
problemer. Når man slår på et stykke varmt
jern vil det blive tyndere men samtidigt
udvide sig i to andre retninger. Al
smedning bygger således på smedens evne
til at forudse, hvor i rummet arbejdsstykket
bevæger sig hen der hvor der ikke bliver
slået på det, og hans forståelse for hvor der
i tide skal sættes ind med modtræk, hvis
emnet er ved at gå ud af facon, for at
slutproduktet skal blive som man ønsker,
og ikke som det nu kom til at se ud fordi
han ikke var dygtigere. Ved simple former
som kiler, nagler, høvljern o. lign. Er der
ikke de store problemer. De kan med lidt
forsigtighed smedes direkte på målet.
Økserne derimod har en langt mere
kompliceret form. Vikingetidssmeden
smedede økser med stor dygtighed, men
havde ikke, oven i de problemer han ellers
måtte slås med, den ekstra byrde at hans
frembringelser i et og alt, indenfor snævre

tolerancer skulle svare til et forlæg. Men
det har jeg! Så derfor vælger jeg øksen
som eksempel på de trængsler, man kan
komme ud for under
værktøjskopismedning.
Det ideelle udgangspunkt for en kopi
af en økse er selvfølgelig en afstøbning af
originalen eller ligefrem originalen selv
liggende på filebænken, men af praktiske
grunde er man oftest henvist til at arbejde
efter tegninger.
Arbejdstegninger kan være mere eller
mindre detaljerede men er sjældent helt
fyldestgørende, så kopien må ind imellem
på nogle områder, bygge på formodninger
og fortolkninger.
Da Skuldelev 6 og 1 begge er bygget
af norsk fyr, var det naturligt at
tilhugningen foregik med kopier af norske
økser. Til smedningen af dem fik jeg
tilsendt tegninger, som er lavet med
originaløkserne som skabelon for blyanten.
Det lyder umiddelbart som en glimrende
metode, men med en enkelt undtagelse,
hvor også bagkanten af skæret på en
skægøkse er vist, består tegningerne af kun
et sidebilled af øksen og et af øksen set
forfra; egentlig to spejlbilleder. For
øksebladets vedkommende giver det ikke
de store fortolkningsproblemer. Billedet af
skafthullet derimod er langt mindre
entydigt. Om aftegningen viser indersiden
af skaftfligene, der hvor de rører papiret
Side 20
eller om det er hullet, der hvor det er
snævrest, man ser, fremgår ikke tydeligt.
Hvilken forklaring man vil vælge,
kommer derfor til at bero på et skøn. En
god om end noget omstændelig metode til
at danne sig et billede af øksens udseende,
kunne være at lave en træmodel. Af en
firkantet klods kan man ved hjælp af
opmærkninger skære en øksemodel ud,
hvor de to flade tegninger omsættes til en
tredimensional model. Hvis man er uvant
med træarbejde, kan man gå langsomt
frem, tage små spåner og hele tiden måle
efter til modellen er færdig. De muligheder
giver smedning ikke.
Ved smedning skal der som bekendt
smedes mens jernet er varmt, og slagene
skal falde med en kraft, der er stor nok til
at virkningen forplanter sig i hele
materialetykkelsen. Mange opvarmninger,
og små slag der ikke går igennem, vil
svække jernet. Der er altså ikke et
ubegrænset antal varmer til rådighed, hvor
man kan smånusse med detaljer. Forsøger
man alligevel på noget sådant, vil risikoen
for at materialet smuldrer og revner være
overhængende. Hvis man på den anden
side slår frejdigt til for at undgå denne
kalamitet, vil øksen nok bevare sin styrke,
men målene kan hurtigt bevæge sig ud,
hvor der ikke er nogen vej tilbage. Er der
tilmed afsat for lidt eller for meget
materiale til at omslutte skafthullet, kan

selv de mest sikre slag ikke rette op på det.
Alligevel kan det godt blive en pæn økse.
Selv om skafthullet er for stort,
skaftfligene for runde, halsen for lang og
æggen for smal, vil øksen sandsynligvis
stadig kunne bruges, men er så ikke
længere en kopi.
For at finde ud af hvordan jernet vil
føje sig, og hvad der skal tages hensyn til
undervejs, så man får den rigtige mængde
jern på de rigtige steder til de forskellige
dele af øksen, må man derfor foretage en
række prøvesmedninger.
Disse forberedelser er ikke til at
komme uden om, hvis øksen skal laves ved
ren smedning, men de er desværre meget
tidskrævende, så indtil nu har jeg ikke
været ude for en køber, der har ønsket at
Side 21
betale for en øksekopi, der udelukkende er
formgivet med hammeren. Hvis man synes
man har strakt sig langt med en pris på kr.
2.000,- med det hele, kan det tre- eller
firdobbelte også lyde voldsomt.
I stedet har jeg af tidsbesparende
grunde valgt at smede med et passende
overmål og som en sikkerhedsforanstaltning,
at svejse ægstålet på med
elsvejsning.

Overskydende materiale fjernes derefter
ved slibning. Efter afslibningen sletter jeg
alle slibespor ved affiling og slutter af med
afpudsning med groft smergellærred.
Overfladen er nu tæt på vikingetiden
sandstensbearbejdede flader i beskaffenhed
og øksen er klar til at hærdes og anløbes.
De tydelige hammermærker man i
nutiden dyrker som vidnesbyrd om ægte
gammelt håndværk, tror jeg man i oldtiden
har betragtet som ufærdigt arbejde. Kan jeg
så tillade mig at påstå at det er en ægte
øksekopi (lidt af en selvmodsigelse) når
jeg har ’snydt’? Ja, hvis udseendet svarer
til originalen og styrken er tilfredsstillende
synes jeg det er forsvarligt og ser ingen
grund til at fortie fremgangsmåden.
Jeg ville derimod synes jeg var ude i et
uærligt ærinde, hvis jeg forsvarede en økse
Side 22

med, at selv om der rent formmæssigt var
hugget en hæl og klippet en tå, så var den
meget gæv og håndsmedet, fordi jeg havde
lavet den ved at bukke et stykke fladjern
rundt om en stump fjederstål. Forlægget til
kopien vil alligevel have en anden
metallurgisk analyse og sandsynligvis være
smedet efter andre principper, så hvis
faconen heller ikke passer.
Hvis der skulle være interesse for det,
vil jeg selvfølgelig gerne levere øksekopier
til bådeværftet, som er bygget op ved
sammensvejsning af småstykker på
vikingetidsvis.
Ankre
Det første anker jeg lavede, var en kopi af
Ladbyskibets anker. I bogen Ladby-skibet
1957 af K. Thorkildsen er der en tegning af
ankeret ’opmålt’ af C.V. Sølver.
Fra arkæolog Anne Sørensen fik jeg nogle
nyere tegninger og originalfotografier fra
udgravningen, der tydeligt gav et bedre
billede af ankret end Sølvers version, men
manglede de sidste oplysninger. Derfor
opsøgte jeg ankret i Ladby udrustet med
tegnblok og fotografiapparat.
Meget venligt blev der åbnet et vindue
ind til skibet, og jeg blev overladt til mig
selv. På strømpesokker listede jeg
forsigtigt ind og tog ankret i øjesyn. Jeg
havde håbet på at overfladen ville være så
tæret, at striberne i jernet kunne fortælle
noget om, hvordan det var blevet smedet,
men det var netop vendt tilbage fra
restaurering og fremtrådte nu med en glat
overflade, som om det var pudset med
Side 23

kakkelovnssværte. Det mest påfaldende,
som ikke fremgik af nogen af
afbildningerne, var den skarpe yderkant på
armene, som ikke var tykkere end 6-7 mm.
Men også skaftfligene og området omkring
ankerringen var det meget værdifuldt, og
nødvendigt for forståelsen, at se ved
selvsyn.
På grundlag af de fotografier og noter
jeg havde taget sammenholdt med de
korrigerede bredde- og højdeoplysninger
fra den sølverne tegning lavede jeg min
arbejdstegning. Kæden var desværre ikke
kommet tilbage fra restaurering, men den
havde jeg fået udmærkede tegninger af fra
Anne Sørensen.
Når man har set ankeret og kopieret
det, kan man undre sig over at Sølvers
tegning er så misvisende. Den virker
overdrevent lineal konstrueret og må være
tegnet på grundlag af hastige skitser længe
efter måltegningen.
På forhånd havde jeg opgivet enhver
tanke om at smede noget i den størrelse, så
kort fortalt samlede jeg ankeret ved
elektrosvejsning af tre dele, jeg havde
tildannet ved slibning. De to huller lokkede
jeg dog varmt. Alle slibespor blev poleret
væk, og overfladen fik tilført noget
autenticitet med hammeren. Det kunne
gøres varmt, da ankeret trods alt ikke var
større, end at det med lidt besvær kunne gå
i essen. Ikke mindst fordi ankeret også
Side 24
skulle være udstillingsstykke, lagde jeg
megen energi i overfladebehandlingen. Det
er ellers en farlig færd at begive sig ud på,
men jeg synes det lykkedes mig at undgå
den forlorne Daells Varehuspatinering. Det
færdige anker kom til at veje 25 kg, med
de to ringe 27,6 kg.
Ankerkæden som består af en krog, to
svirvler, 78 led og en sidekrog, lavede jeg
for krogens vedkommende af 20 mm
rundjern og for kædensledened af 16 mm
rundjern. I overensstemmelse ned
originalen lod jeg kædeledene svinge
mellem 23 og 13 cm i længden og mellem
7 og 12 cm i bredden. Af hensyn til
sikkerheden tog jeg mig den frihed at lave
svirvlerne lidt kraftigere, end tegningerne
viste. Kædeledende blev samlet med
elektrosvejsning og svejsesømmene smedet
over af hensyn til udseendet. Da ankeret
var færdigt, fotograferede jeg det og
sammenlignede fotografierne af kopi og
original og kunne konstatere at de
heldigvis ligner hinanden skuffende. Det er
senere blevet forsynet med stok og har
været udstillet ved smedjen i
skoletjenesten, hvor det som en anden
spansk rytter sammen med kæden har
afgrænset smedjens enemærker. Det anker
der virkede så kæmpestort, da jeg lige
havde lavet det, synede i de nye
omgivelser ikke længere af så meget.
Senere da Ottar drog ud på sin

prøvesejlads, var ankeret med, men i det
store skib forekom det endnu mindre.
Senere beregninger har åbenbart også skabt
tvivl om det var stort nok, så jeg fik
bestilling på et større anker. Det skulle
være en forstørret kopi af Ribeankeret.
Ribeankeret vejede 25 kg, fik jeg at vide,
men man ville gerne have et på 50 kg der
ku’ ta’ ved, hvis Ottar skulle ligge for
anker i storm.
Med erfaringerne fra Ladebyankeret
fandt jeg ikke vægtangivelsen påfaldende,
så jeg afgav tilbud på et anker, der havde
fået ganget alle mål ned = 1,26, som jo
ville give et anker på 50 kg. Kæden
foreslog jeg som en lidt kraftigere udgave
af Ladbykæden. Tilbuddet blev accepteret.
Det blev i sandhed et stort anker. I
følge Thora Fiskers tegning, som virker
meget overbevisende, er Ribeankeret 150
cm højt og ganget med 1,26 giver det en
højde på 190 cm. I stedet for som sidste
gang at skulle komponere en tegning
sammen af mange oplysninger kunne jeg
denne gang forholdsvis let fotografere
tegningen op i Brugsens
fotokopieringsmaskine.
Side 25
Jeg lavede det forstørrede Ribeanker efter
samme fremgangsmåde som jeg havde
brugt til Ladbyankeret. Under arbejdet med
det fandt jeg det noget tungt at slæbe rundt
på, tungere end en kornsæk på 50 kg som
endda er sværere at holde fast i.
Badevægten viste da også at det færdige
anker, sammen med de to ringe, var
kommet til at veje 71,5 kg.
Det er jo meget at tumle rundt med i
hårdt vejr, så efter at kort intermezzo afgav
jeg er slagtilbud på et mindre anker som jo
let fra de 71,5 kg kunne regnes baglæns i
størrelse. Omregningsfaktoren ændredes
fra = 1,26 til = 1,12. Det
forstørrede Ribeanker nr. 2 blev 168 cm
højt og kom til at veje 49,5 kg. Men
hvordan kunne det første anker blive så

meget for tungt? Flere faktorer spiller ind:
1. Ifølge artikel i Nationalmuseets
Arbejdsmark 1979, som jeg bagefter er
blevet opmærksom på, er vægten af
Ribeankeret 27,5 kg og ikke 25 kg.
2. Hvis midten eller indersiden af
tegningens streger er det der viser ankerets
kontur og ikke, som jeg er gået ud fra,
ydersiden, vil ankerets rumfang og dermed
vægt blive mindre. Ved opfotograferingen
af tegningen til naturlig størrelse kommer
konturstregerne til at måle mellem 1,5 og 3
mm i bredden. Hvis vi regner med en værst
tænkelig stregtykkelse på 3 mm, og for
nemheds skyld forestiller os et stærkt
forenklet anker som et t-formet stykke jern
med højden 150 cm og bredden 60 cm og
en materialedimension på 5x3 cm, vil en
afskrælning af 3 mm på hele overfladen
fylde 910 cm3 som vejer 7 kg.
I den for meget forstørrede udgave altså
det dobbelte så vægten i stedet ville have
været: 71,5 - 7x2 = 57,5 kg hvis
indersiden, i stedet for ydersiden, af
stregen havde været lagt til grund for
målafsætningen.
1+2. Hvis udgangspunktet havde
været den korrekte vægt på 27,5 kg ville
målene i stedet skulle ganges med
= = 1,22. Det ville med
ydersiden af stregen som ledesnor have
givet en vægt på 71,5 x 1,818/2 = 65 kg og
med indersiden af stregen 65 – 7 x 1,8 = 52
kg.
Uanset hvilken vægt jeg havde fået
opgivet og uanset tegningens
fortolkningsmuligheder, kunne jeg
selvfølgelig, ved hjælp af en række
tværsnitsberegninger, have kontrolleret
hvilken vægt en bestemt forstørrelsesfaktor
ville resultere i, så at ankeret var kommet
til at ligge tæt på de 50 kg i første omgang.
Men vi snakkede kun om at det skulle være
et stort anker på 50 kg, der skulle kunne
holde til noget. Om ringene skulle regnes
med til ankerets vægt eller ej kom vi aldrig
ind på. At en eventuel overvægt, der godt
nok blev uventet stor, ville betyde det
modsatte af et ekstra tilskud til sikkerheden
gik først op for mig, da jeg slæbte rundt
med ankeret i værkstedet.
Ud fra min omgang med Ribeankeret i
flere versioner og den efterfølgende
blækregning vil jeg skyde på, at dets
fødselsvægt med intakte ringe har ligget på
Side 26

31-32 kg. For et forstørret anker på 50 kg
vil det give en forlængelsesfaktor på
på 174 cm.
= 1,16 eller et anker med en højde
Thora Fiskers tegning er god men dog
ikke fejlfri.
Centrum af hullet til bøjeringen ligger 20
mm fra kanten på det ene billede er den
bredeste flig 64 mm bred og på det andet er
samme flig 54 mm. Det tykkeste sted, hvor
læggen møder armene, er både 50 og 44
mm, så en anden gang ville nogle
supplerende måltagninger på
originalankeret være en god ting. Og så
kunne det være rart for en gangs skyld at
prøve at lave det i naturlig størrelse!
Min egen tegning af Ladbyankeret
blev udført på en spånplade i fuld størrelse
Side 27
og senere savet ud til skabelon. Jeg havde
ikke brug for et sidebillede, da jeg kunne
afsætte tykkelsesmålene direkte på ankeret.
Derfor har jeg ikke en egentlig tegning jeg
kan gengive her, og jeg ville også have
svært ved nu at fortolke mine egne notater
med henblik på en stregtegning, så den
bedste tegning jeg kan byde på, er
ankerkopien der blev lavet, mens jeg stadig
havde originalankeret i frisk erindring. En
egentlig opmåling, som der ikke var
mulighed for, ville selvfølgelig være
nummer ét.
Bortset fra lidt forskellige størrelser
og dimensioner er Ladbyankeret og
Ribeankeret forbavsende ens. På det sted
hvor stokken skal sidde er de begge
kileformede i to planer så at stokken er låst
i længderetningen.
Spidserne og fligene er også ret ens -
de har sikkert været smedet på samme
måde. Og hvordan er det så foregået?
Selvom jeg ikke i et enmandsbetjent
værksted har kunnet smede ankerne, synes
jeg alligevel at jeg efterhånden kender dem
så godt at jeg kan give et bud.
Vikingetidens jernforsyninger var
småstykker som først skulle svejses
sammen. I stedet for at opbygge en mægtig
stang som så skal flækkes op igen, vil det
naturligste være at begynde med at svejse
råmaterialet til strimler for så at samle
jernstrimlerne i et bundt og svejse et t-

formet råemne op, som dernæst smedes
færdigt til et anker. En oplysning i
ankerartiklen i Nationalmuseets
Arbejdsmark 1979 om, at der ikke er
fundet spor efter sammensvejsningen i
krydset, taler for at denne metode, som har
været brugt til senere tids stokankre, endnu
ikke var taget i brug.
Ankersmedning kræver selvfølgelig
albuerum, værktøj, kul, jern og
arbejdskraft, men en smed og to
medhjælpere med forhamre, tre
bælgtrækkere og et par folk til det løse
skulle kunne smede et anker på en halv
snes dage. Hvis alle afklippede
naglespidser fra vrag 2-kopien bliver
samlet sammen og gemt vil der være
materiale nok til et anker i 25 kg’s klassen.
Det ville nu nok kunne betale sig med
en prøve først. Den kunne f.eks. bestå i et
anker i halv størrelse med målene ca. 40 x
60 cm og en vægt på ca. 3 kg, hvor den
formindskede materialedimension på ca.
25 x 17 mm vil være en passende
mundfuld til enkeltmandssmedning.
Udover at være en nødvendig øvelse
til noget større kunne en kopi i halv
størrelse indgå i en udstilling med titlen
Fra naglestilk til anker, hvor smedningens
forskellige mellemstadier vises.
Side 28