Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 22, 2009 - Dansk Forening ...

Tidsskrift for 

Socialpædagogik 

Tidsskrift for Socialpædagogik udgives af Dansk 

Forening for Socialpædagogik og udkommer to gange 

om året - i juni og december. 

Næste nummer udkommer i december 2009. 

www. socialpedagogik.dk 

Abonnement fra 2009 kr. 245 

Studerende og pensionister kr. 100 

Institutionsabonnement (3 eks.) kr. 500 

Uddannelsesinstitutioner (20 eks.) kr. 1.500 

Løssalg kr. 100 pr. nummer. 

Tidligere numre kr. 45 

Sekretariat: 

Tidsskrift for Socialpædagogik 

Att. Mariann Handgaard 

VIAUC 

Peter Sabroes Gade 14 

8000 Arhus C 

Tlf. 8755 1744 

maha@viauc.dk 

Redaktion: 

Jan Jaap Rothuizen (ansvarsh.) 

VIAUC 

Peter Sabroes Gade 14 

8000 Århus C 

Tlf. 8755 3404 

jjr@viauc.dk 

Ullrich Rudenko Zeitler 

Diakonhøjskolen 

Lyseng Allé 15 

8270 Højbjerg, 

Tlf. 86 27 41 22 - Fax. 86 27 42 10 

umz@diakonhojskolen.dk 

Forside: Allan Stockholm 

Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk 

ISSN: 1398-3717 

Oplag: 600 

Udgivet med støtte fra Tips- og Lottofonden 

Nr. 23 2009 

Tema: Brugerperspektiver og brugerindragelse 

Leder 1 

Introduktion til temaet: 2 

Brugerperspektiver og brugerindragelse 

Brugerperspektiver i socialpædagogik 3 

Af Ida Schwartz 

Udforskning af børneperspektiver i dialog 13 

mellem børn og forsker 

Af Helle Schjellerup Nielsen 

Kommunikation og hverdagslivets rammer 22 

Af Jesper Holst 

Socialpædagogikkens brugsværdi 31 

Af Gertrud Oelerich & Andreas Schaarschuch 

Styring af døgninstitutioner for børn og unge. 39 

Bureaukrati, faglige metoder eller 

tommelfingerregler? 

Af Steen Juul Hansen 

Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv 48 

og marginalisering. 

Anerkendelse og identitetssikring. 

Af Marlene Bisgaard Thomsen & Piet van der Vliet 

Struktur(de)konstruktivisme 53 

Af Ole Henrik Hansen 

Anmeldelse: Bettina Grubenmann: 60 

Nächstenliebe und Sozialpädagogik im 

19. Jahrhundert. Eine Diskursanalyse. 

Anmeldelse: Mark Smith: 62 

Rethinking residential child care: 

Positive perspectives 

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller 

anden gengivelse af eller kopiering fra dette tidsskrift eller 

dele heraf er kun tilladt i overensstemmclse med over enskomst 

mellem Copy-Dan og Undervis nings mini ste riet. 

Den 28. maj vedtog Folketinget at tiltræde FN’s Handicapkonvention, 

som bl.a. fastslår, at alle personer med handicap 

har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder 

som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og 

passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer 

med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud 

at blive inkluderet og deltage i samfundet. Det underbygger, 

at socialpædagogikkens fokus på deltagelse, såvel som middel 

som mål, er helt central. At undersøge og inddrage brugerperspektiver 

er en grunddisciplin i pædagogisk arbejde, 

hvor man altid har at gøre med andre selvstændige mennesker. 

I dette nummer sætter vi fokus på brugerperspektiver 

i vores temadel. 

Og dermed er dette nummer af tidsskriftet det første, men 

sikkert ikke det sidste, med et tema. Redaktionen har besluttet, 

at hvert nummer fremover vil være et temanummer 

med 3-4 artikler, der relaterer sig til et bestemt tema. I dette 

nummer ”brugerperspektiver”, i næste nummer ”socialpædagogik 

i en international kontekst” og derefter ”profession 

og viden - eksempler fra praksis”. Jakob Kornbecks anmeldelse 

af Mark Smiths bog ”Rethinking residential care: Positive 

perspectives” giver en forsmag på vores næste tema, 

og læserne opfordres til at henvende sig til redaktionen angående 

bidrag til de kommende temanumre. 

At socialpædagogik nødvendigvis må være samspil - og 

ikke behandling - og at socialpædagogik i lige høj grad kerer 

sig om brugerens udspil som om samfundets evne til at 

håndtere og inkludere disse udspil, er grundviden for enhver 

(social)pædagog. Kan den grundviden være grundlag for en 

profession? Læser man Steen Juul Hansens ph.d. afhandling 

”Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler”, 

så er svaret her, at det ikke er lykkedes at grundfæste en 

profession på den viden. I stedet for bliver det de aktuelle 

Leder 

praksisfællesskabers tommelfingerregler, der styrer arbejdet 

på døgninstitutioner for børn og unge. Faren herved er, at 

den socialpædagogiske praksis bliver selvbekræftende og 

immun for kritik - og dermed i sidste ende også for de brugerperspektiver, 

som man ellers mener at inkludere. Steen 

Juul Hansen har skrevet en sammenfatning af afhandlingen 

til dette nummer af Tidsskriftet, og både afhandlingen og artiklen 

kan give anledning til en selvransagelse og reaktioner, 

som vi gerne giver plads til i kommende numre. 

Marginalisering er ikke noget som kun mennesker med et 

handicap oplever. Van der Vliet og Bisgaards beskriver i 

”Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv og marginalisering. 

Anerkendelse og identitetssikring” hvordan man på 

Stedet i Aalborg arbejder socialpædagogisk med unge, der 

ikke umiddelbart finder en plads på et arbejdsmarked, der 

mere og mere efterlyser vidensarbejdere. 

Ole Henrik Hansen giver i ”Struktur(de)konstruktivisme” 

sit bud på en sammensmeltning af konstruktivisme og strukturalisme, 

som en tilgang hvor man favner en kompleksitet 

der både indeholder den strukturelle bestemthed og muligheden 

for at noget nyt opstår. Han efterlyser et begrebsligt 

røntgenblik, der også stiller krav til pædagogen om at træde 

ud af selvbekræftelsen. 

Som den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, så 

er der flere nye elementer på spil end at vi i dette nummer 

introducerer en tematisering. Tidsskriftet gennemgår en modernisering, 

der også kommer til udtryk i layout og tryk. 

Selvom trykningen er blevet mindre kostbar, har vi fået 

øgede muligheder for også at bruge billedmateriale. Det vil 

vi benytte os af i næste nummer og fremover. Omlægning af 

diverse funktioner har desværre også bevirket at dette nummer 

udkommer senere end planlagt. 

Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 1

Introduktion til temaet: 

Brugerperspektiver og brugerindragelse 

Dette nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik har brugerperspektiver 

og brugerinddragelse i fokus i et forsøg på 

at udforske, hvordan disse begreber kan forstås i et socialpædagogisk 

perspektiv. Serviceloven fra 1998 foreskriver, 

at de sociale myndigheder skal samarbejde med og inddrage 

de personer, de sociale ydelser rettes mod. Lovgivningen 

indskrænker således professionelles magt, i den forstand at 

det ikke længere bør være fagpersoner, der ensidigt definerer 

børns og voksnes problemer og behov. Samtale, dialog 

og samarbejde er kommet på dagsordenen i socialt arbejde. 

Spørgsmålet er, om der med disse hensigtserklæringer rokkes 

grundlæggende ved traditionelle magtkonstellationer i 

socialpædagogisk arbejde. Er det stadig pædagoger, der ud 

fra de bedste intentioner i sidste ende bestemmer, hvem der 

skal inddrages i forhold til hvad? 

Det kan undre, at der er så forholdsvis ringe tradition for, 

både i forskning og socialpædagogisk praksis, at udforske, 

hvordan brugere at sociale ydelser bruger den hjælp, de 

modtager i forhold til at opnå et godt liv for dem. Her tænkes 

ikke på effektmåling og tilfredshedsundersøgelser, hvor 

der dybest set spørges ud fra professionelles perspektiver 

og dagsordener, herunder de folkevalgtes behov for kontrol 

gennem akkreditering, accountability m.v., men på en interesse 

for at udforske den betydning, en given socialpædagogisk 

indsats kan have for de mennesker, der skal bruge den i 

deres liv. Og hvis man nu har den interesse, hvordan kan en 

sådan udforskning så finde sted? I forhold til nogle brugergrupper 

er kommunikation en afgørende faktor - man kan jo 

ganske simpelt spørge. Det kan imidlertid være vanskeligt 

at spørge fx voksne uden sprog eller børn i krise, og selvom 

samtale er mulig, er det ikke sikkert, at brugerne kender 

deres muligheder så godt, at deres svar vil kunne give et 

tilstrækkeligt modspil til en professionel definitionsmagt. 

På hvilken måde giver begreber som brugerperspektiver og 

brugerinddragelse da overhovedet mening, og hvornår kan 

vi sige, at vi er på sporet? 

I ”Brugerperspektiver i socialpædagogik” argumenterer Ida 

Schwartz for, at brugerperspektiver handler om at stille sig 

i brugernes position og se her ud fra og tilbage på professionelles 

praksisser. Artiklen tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, 

hvor to brugere med nedsat funktionsevne er 

blevet fulgt i deres hverdagsliv på hver deres bo - og aktivitetssteder. 

Artiklen søger et vende perspektivet om, således 

at der grundlæggende spørges til, hvordan professionelle 

via et brugerperspektiv kan udvikle en fleksibel socialpædagogisk 

indsats, som brugerne kan inddrage og bruge til at 

komme videre med deres liv. 

Helle Schjellerup beskriver i ”Udforskning af børneperspektiver 

i dialog mellem børn og forsker”, hvordan hun i 

et forskningsprojekt omhandlende anbragte børns hverdagsliv, 

har brugt kameraer til at gøre børnene til vidende informanter. 

Børnene anskues som eksperter på, hvad der har 

betydning i deres hverdagsliv, og fotos viser sig at være et 

interessant medie til at skabe en udforskende dialog mellem 

forsker og børn. 

I ”Kommunikation og hverdagslivets rammer” sætter Jesper 

Holst fokus på brugere med omfattende funktionsnedsættelser 

og deres muligheder for at få indflydelse på eget liv. 

I artiklen spørges der grundlæggende til, om servicelovens 

intentioner er implementeret, og om brugere med omfattende 

funktionsnedsættelser har mulighed for at få indflydelse 

på fx boform og strukturering af hverdagslivet. Der 

sættes tillige fokus på betydningen af professionelles brug 

af dokumentation, hvor brugere indrulleres i pædagogiske 

projekter, der har til formål at dokumentere de professionelles 

indsats. 

Gertrud Oelerich og Andreas Schaarschuch er dette temas 

internationale bidrag. I ”Socialpædagogikkens brugsværdi” 

skitseres rammerne for udviklingen af et forskningsprogram 

ved Universitetet i Wuppertal. Artiklen erstatter den traditionelle 

forståelse af brugeren som medproducent af serviceydelsen 

med en forståelse af brugeren som producent, 

byggende på, at brugeren skal tilegne sig nye muligheder 

i samspillet med de råd, den vejledning eller de anderledes 

handlemåder, som den professionelle opstiller. Forfatterne 

spørger ind til, hvad socialpædagogisk arbejde nytter på et 

teoretisk grundlag, og præsenterer derefter egen empiri i 

forhold til unge. Grundtanken er, at unge eller andre brugere 

stiller krav til sig selv, og at de derudfra vurderer, om den 

professionelle ydelse er nyttig. Måske er dette et af flere 

mulige svar på, hvordan forskning i brugerperspektivet kan 

udvikles? 

Brugerperspektiver i socialpædagogik 

Denne artikel diskuterer, med udgangspunkt i empiri fra et forskningsprojekt, hvordan et begreb 

som brugerperspektiver kan forstås i socialpædagogisk arbejde, og hvad der kan menes med at tilrettelægge 

socialpædagogisk praksis her ud? 

Af Ida Schwartz 

Siden Serviceloven i 1998 har brugerinddragelse for alvor 

været på dagsordenen i socialpædagogisk arbejde i forhold 

til voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Loven 

understreger, at brugere med nedsat funktionsevne ikke 

automatisk har status som klienter underlagt professionelles 

pædagogiske målsætninger, men tvært imod i alle livets 

forhold har samme ret til selvbestemmelse som alle andre. 

I stedet for at blive behandlet ud fra et gruppetilhørsforhold 

er der kommet fokus på individet med betoning af forskelle 

i brugernes præferencer og livsformer. Dermed blev den enkeltes 

”gode liv” et centralt spørgsmål i socialpædagogik (se 

fx Schwartz 2001). Det er imidlertid stadig et omdiskuteret 

spørgsmål, hvordan inddragelse og selvbestemmelse skal 

forstås og praktiseres i socialpædagogisk praksis i forhold 

til voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. 

Allerede i 1970’erne argumenterede daværende socialchef 

Niels Erik Bank-Mikkelsen mod det, han kaldte ”beskyttelsesteorien”. 

En tænkning der, efter hans mening, fastholdt 

udviklingshæmmede i en behandlingsplan. Han mente, at de 

udviklingshæmmede blev ”lagt åndeligt i seng” på institutionerne, 

og ”så lærer man altså ikke at gå” (Bank-Mikkelsen 

1971 s. 107). Et liv så nær det normale betød for Niels Erik 

Bank-Mikkelsen ligestilling i levevilkår. Udviklingshæmmede 

skulle tilbydes samme juridiske, sociale og økonomiske 

vilkår som resten af befolkningen, herunder muligheder 

for at udvikle deres personlige potentialer. Det betød ikke, at 

mennesker med funktionsnedsættelse skulle gøres normale 

og tilpasse sig flertallets normer. 

Serviceloven er blevet betragtet som endnu et led i opgøret 

med professionel ”paternalisme”. Normalisering blev 

op gennem 1980’erne og 1990’erne i høj grad forstået og 

praktiseret som opdragelse, kontrol og tilpasning således, 

at mennesker med funktionsnedsættelse efter mange kritikeres 

mening blev fastholdt som social gruppe i en under- 

privilegeret position i samfundet (se f.eks. Holm et al.1994; 

Schwartz 2001). I forbindelse med Serviceloven blev institutionsbegrebet 

ophævet, og boligform og sociale ydelser 

blev adskilt. Hjælpetiltag skulle nu tage hensyn til og udgangspunkt 

i den enkeltes ønsker og forestillinger om det 

gode liv uanset bosted. Det er således ikke længere den 

institutionelle kontekst med dens særlige behandlingslogik, 

der skal være bestemmende for den støtte, brugerne modtager. 

Både brugerinddragelse og brugerperspektiver er langt fra 

entydige fænomener, eftersom disse begreber kan forstås 

meget forskelligt afhængig af det socialpolitiske syn, der 

lægges til grund herfor (jf. Askheim 2003, 2007). Brugerperspektiver 

og -inddragelse udspringer af intentioner om at 

demokratisere velfærdssamfundets indsatser, således at der 

gives mere magt og indflydelse til den svage part i samarbejdet. 

I et neoliberalt perspektiv kan brugerinddragelse ses 

som en del af en stigende markedsgørelse af velfærdsstaten. 

Brugere gøres til forbrugere og udstyres med frie valg mellem 

veldefinerede ydelser. En betoning af individuelle valg 

risikerer imidlertid at omgøre professionelles faglige skøn 

til et udbud af standardiserede ydelser. Individuelle valg fører 

ikke automatisk til forbedrede livsmuligheder, men kan 

tværtimod betyde et liv i øget ”selvvalgt” isolation. Langt 

fra alle borgere og således heller ikke mennesker med funktionsnedsættelser 

har tilstrækkeligt overblik eller erfaringer 

til at kende deres muligheder. Hertil kommer, at brugere i 

kraft af deres mentale handicap kan have svært ved at overskue 

betydningen af egne valg. 

Brugerinddragelse og brugerperspektiver italesættes også ud 

fra et frigørende socialpolitisk perspektiv. Her lægges vægt 

på at brugerne betragtes som individer med en stemme og ret 

til at blive hørt. Det har skabt øget fokus på kommunikation 

og udvikling af metoder til at sikre dialog med brugere med 

2 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 


funktionsnedsættelser (Schwartz 2001; Perlt 2002; Holst 

2005). Eller som det ses mere radikalt i ”borgerstyret personlig 

assistance”, hvor handicappede selv ansætter og definerer 

den hjælp, de modtager. Det, at brugerne har den fulde 

kontrol over den indsats, de modtager, betragtes ofte i dette 

perspektiv som den mest rendyrkede form for brugerinddragelse 

(Askheim 2003). Kritikere af brugerstyrede indsatser 

har fremført, at disse favoriserer de mest ressourcestærke 

brugere nemlig dem, der kan overskue samfundets muligheder, 

og ved hvad de vil. Nye boformer med selvstændige 

lejligheder medfører f.eks. ikke nødvendigvis mere social 

integration (Perlt 2002, ). Mennesker med nedsat funktionsevne 

er i mange tilfælde afhængige af, at professionelle i 

samarbejde med det personlige netværk organiserer sociale 

livssammenhænge for dem (Schwartz in prep). 

I kølvandet på idealer om brugerinddragelse følger nye former 

for styring af de sociale indsatser. Ifølge Niels Åkerstrøm 

Andersen (2003) knyttes frie valg til forventninger 

om, at den enkelte magter eget liv. Med øget selvbestemmelse 

følger kontrakter og handleplaner, der forpligter 

brugerne på de indgåede aftaler. Ifølge Niels Åkerstrøm 

Andersen stilles der øgede krav om selvudvikling, og det 

centrale spørgsmål i nyere motivationsstrategier i socialt 

arbejde er, hvordan socialarbejderen kan tage ansvar for, 

at brugerne tager ansvar for sig selv (ibid. s. 135 ). Mennesker 

med funktionsnedsættelser bliver f.eks. indrulleret i 

professionelles målsætninger om udvikling af selvbestemmelse 

(se også Jesper Holst i dette tidsskrift). Idealer om 

selvbestemmelse risikerer således at blive omgjort til nye 

projekter, som professionelle har med brugerne. 

Brug af begreber som inddragelse kan knyttes til en stigende 

erkendelse af, at brugere er aktivt handlende personer 

med egne perspektiver på deres livssituation. Erving 

Goffman (1967) udførte et studie af psykiatriske klienters 

organisering af egen livspraksis indenfor de professionelles 

behandlingsregime på et psykiatrisk hospital og viste, at 

professionelles intentioner med en given indsats ofte får en 

helt anden betydning i brugernes liv end den intenderede. 

Interessen for, hvordan brugere bruger sociale indsatser, er 

også i en dansk sammenhæng blevet sat på dagsordenen i 

de seneste årtier i psykosocial forskning. Charlotte Højholt 

viste for eksempel i hendes studie af ”Brugerperspektiver” 

(1993), hvordan brugere af sociale ydelser ofte var uvidende 

om de professionelles planer med dem, og hvordan brugerne 

prøvede at deltage i den behandlingsmæssige dagsorden ud 

fra de måder, hvorpå det gav mening for dem. Betydningen 

af, at der findes flere perspektiver på den sociale indsats end 

de professionelles egne, og hvad det indebærer at inddrage 

disse perspektiver i praksis er stadig relativt uudforsket indenfor 

det socialpædagogiske område. 

Pernille er en ung kvinde på 23 år, der har fået diagnosen 

Prader–Willi Syndrom (PWS). PWS beskrives som et mentalt 

handicap med en fejlfunktion i den del af hjernen, der regulerer 

hormondannelse og sultfornemmelse. Det medfører 

bl.a., at brugere med PWS har svært ved at mærke mæthed 

og kontrollere deres fødeindtagelse. Pernille bor på Bostedet 

organiseret specielt med henblik på brugere med PWS. Det 

indebærer blandt andet, at al fødeindtagelse foregår under 

pædagogisk kontrol. I køkkenet er der kun adgang for pædagoger. 

Både mad og drikke serveres for hver enkelt beboer i 

nøje afmålte portioner efter anbefalinger fra en diætist. 

Jeg deltager to hverdage i både Bostedet og i Værkstedet, 

hvor Pernille arbejder hver dag. Værkstedet er nabo til Bostedet, 

og jeg følger med, når de 6 beboere om morgenen 

går i samlet flok ad en lille sti til et anneks, der er indrettet 

som aktivitetscenter. Her organiserer to pædagoger en hverdag 

med særligt fokus på denne brugergruppe. Både Bostedet 

og Værkstedet tilhører samme organisatoriske enhed, 

og begge steder tilrettelægger pædagoger hverdagen i faste 

og forudsigelige rammer, hvilket pædagogerne antager, er 

det bedste pædagogiske tilbud for netop disse brugere. Som 

det redegøres for i stedets beskrivelse af deres tilbud, er det 

imidlertid en balancegang: 

… mellem på den ene side beboernes ret til at 

bestemme over eget liv, og på den anden side 

deres behov for struktur og forudsigelighed. 

(Fra stedets hjemmeside) 

I institutionens egen beskrivelse af deres tilbud fremgår det 

således, at ”brugernes ret til selvbestemmelse” sættes overfor 

de professionelles definition af deres ”behov ”for pædagogisk 

styring. Brugernes hverdagsliv i både Bosted og Værksted 

er således underlagt betydelig pædagogisk styring samtidig 

med, at man har ambitioner om at imødekomme ”den enkeltes 

ønsker, muligheder og behov.” Den pædagogiske praksis 

er således placeret midt i de dilemmaer, jeg præsenterede i 

indledningen. I min udforskning af brugerperspektiver anfægter 

jeg i udgangspunktet ikke stedets erfaring for, at brugere 

med PWS har brug for hjælp til at få styr på deres indtagelse 

af føde og en lang række andre praktiske opgaver i deres liv. 

Spørgsmålet er, hvilken styring der udøves, og hvordan den 

får betydning set ud fra brugernes perspektiver. 

På min anden besøgsdag i Bostedet har Pernille inviteret mig 

med til ridning, hvilket foregår langt ude på landet. Efter at 

vi er blevet sat af rutebilen, skal vi gå to kilometer, og Pernille 

skridter af sted i et rask tempo iført ridetøj og slæbende 

på en tung taske med hestegrej. Vi går så hurtigt, at jeg har 

svært ved at følge med. Vi snakker undervejs om Pernilles 

hverdag og livssituation. I mine feltnoter skriver jeg: 

Pernille forklarer mig, at hun er glad for at få motion, og 

at det er godt for hendes muskler. Før vejede hun så meget 

(over hundrede kilo), at hun slet ikke kunne følge med, 

når de skulle på tur i Værkstedet. Det var hårdt, når hun 

næsten ikke kunne bevæge sig, fortæller hun. Det var også 

hårdt fordi huden, der sad i folder, gav både kløe og svamp. 

Pernille fortæller, hvordan hun startede med at cykle på en 

motionscykel. Nu har hun en rigtig cykel og kan selv cykle 

rundt. Hun fortæller: ”at det er svært, det med maden… og 

at det bliver ved med at være svært hele livet!” Maden skal 

hun have hjælp til ”altid”, mener hun. 

Teorigrundlag og forskningstilgang 

De diskussioner, der er blevet ført indenfor handicapområdet 

indenfor de seneste årtier har ofte det til fælles, at de 

fokuserer på den enkeltes livsmuligheder som et individuelt 

anliggende, hvilket den udstrakte brug af begrebet selvbestemmelse 

også kan pege på. I det perspektiv, der anlægges 

i denne artikel, og som udspringer af kritisk psykologi, skabes 

individuelle livsmuligheder alment betragtet gennem 



deltagelse i samfundets sociale praksisser (Dreier 2001, 

2007; Højholt 1996). Den enkeltes udvikling af handleevne 

og deraf følgende realisering af livsmuligheder er således 

knyttet til de betingelser, som skabes i samfundets forskellige 

sammenhænge, og som den enkelte samtidig gennem 

sin deltagelse er medskaber af (Dreier 2001, 2007; Højholt 

1996). Individuel udvikling og læring anskues således som 

knyttet til deltagelse i sociale praksisser (se også Lave & 

Wenger 2003), og den enkeltes mulighed for at udvikle egen 

livsførelse forudsætter således adgang til samfundsmæssigt 

tilrettelagte deltagelsesbaner (Dreier, 1999) som f.eks. uddannelse, 

hvor den enkelte kan gøre erfaringer med og udforske, 

hvad forskellige samfundsmæssige muligheder kan 

betyde helt konkret i eget livsperspektiv. 

Det er en grundlæggende antagelse i denne artikel, at en 

socialpædagogisk forståelse af brugerperspektiver må tage 

udgangspunkt i en analyse af brugernes betingelser for at 

udvikle gode livsmuligheder i sociale fællesskaber med andre, 

således som disse mulighedsbetingelser stiller sig set 

ud fra brugernes perspektiver. Historisk har brugere med 

funktionsnedsættelse været udelukket fra at deltage i samfundets 

almene sociale praksisser og fællesskaber, hvilket 

indebærer en risiko for oplevelse af social devaluering: at 

man lærer at forstå sig selv som en, der ikke kan være med. 

En faglig forståelse af brugerperspektiver kan således ikke 

alene baseres på indlevelse i brugernes her-og- nu-baserede 

meninger eller på deres umiddelbare formulering af drømme, 

da disse forestillinger er funderet i deres oplevelse af 

begrænsede deltagelsesmuligheder. Spørgsmålet er, hvilke 

deltagelsesbaner velfærdsstatslige indsatser muliggør for en 

person som Pernille, således at hun kan udforske og udvikle 

sine muligheder gennem deltagelse i sociale fællesskaber. 

Med udgangspunkt i en analyse af Pernilles livssituation udforskes 

og udfoldes denne forståelse af brugerperspektiver i 

socialpædagogik nærmere i det følgende. 

Forskningsprojektet har fulgt Pernille i hendes hverdagsliv 

fire dage i henholdsvis Bosted og Værksted, hvor jeg har 

foretaget deltagende observationer. Med deltagende observation 

menes, at jeg har taget del i hverdagslivet, for der 

igennem at indfange betydningen af pædagogernes organisering 

af den pædagogiske støtte som en central del af Pernilles 

livsbetingelser. Det brugerperspektiv, der har været 

anlagt i forskningen, og som der bygges videre på i denne 

artikel, udgør således ikke et forsøg på at udlægge, hvad 

Pernille egentligt måtte mene eller opleve. Det er tværtimod 

en forskningsmæssig bestræbelse på gennem deltagelse i 

hendes hverdagsliv at indleve sig i hendes position i forhold 

til bestemte professionelle praksisser og tillige i hendes situation 

som et ungt menneske med et handicap. Hensigten 

med det forskningsmæssige fortsæt om at stille sig i og på 

hendes sted er først og fremmest at bruge dette perspektiv 

til at se ud fra og tilbage på de professionelles praksisser 

med henblik på at sige noget alment om socialpædagogiske 

dilemmaer og problemstillinger. 

Jeg har desuden interviewet Pernille, hendes forældre og 

to grupper af pædagoger de to steder om, hvordan den pædagogiske 

støtte, som Pernille modtager, passer ind i både 

hendes og familiens forventninger til et godt liv for hende. 

Hvor og hvordan opstår der konflikter mellem professionelles 

målsætninger og brugeres og pårørendes oplevelse 

af støtten, og hvordan håndteres disse konflikter? Der har 

tillige været fokus på den rolle, it spiller i pædagogernes 

bestræbelser på pædagogisk styring og i deres håndtering 

af konflikter mellem parterne (se også Schwartz, in prep.). 

Denne udforskning af de forskellige parters perspektiver på 

Pernilles livssituation bruges som indgangsvinkel til at forstå 

baggrunden for konflikter og dilemmaer i samarbejdet. 

Fremtidsmuligheder i Bostedet 

”Inden skal vi være klar over, hvad Pernille ønsker sig. Så 

har han [jobkonsulenten] meget kontant sagt, at det skal 

være med en pædagog, som frit kan sige de begrænsninger, 

der er. Fordi han skal finde ind til den bedste position til 

hende, så det kan lykkes. Derfor bliver man også nødt til at 

sige det negative, ikke kun alt det hun kan, men også hvis 

der er nogle begrænsninger. Og det skal vi være åbne om- 

kring. Så har jeg allieret mig med [pædagog] på værkstedet. 

Så hende, Pernille, jobkonsulenten og jeg, vi skal så finde 

frem til, hvad vi mener, kan blive en succesoplevelse for Pernille.” 

(Gruppeinterview med pædagoger i Bostedet). 

Meningerne i personalegruppen er delte. Nogle lægger vægt 

på, at Pernille skal udvikle større bevidsthed om sit handicap, 

hvor hendes handicap ses som en veldefineret størrelse 

uafhængig af livsbetingelser. Andre repræsenterer en forståelse, 

hvor handicappet opfattes som en bevægelig størrelse, 

hvis betydning kan afprøves i forhold til de praktiske omstændigheder 

i en konkret arbejdssammenhæng. 

Det har ikke været uden problemer at nå frem til indkaldelse 

af jobkonsulenten, fortæller pædagogerne i Bostedet. 

Der er gået over et år, hvor emnet har været taget op mange 

gange: 

”Der er ikke sket noget. Hun [afdelingslederen] har ikke 

taget problematikken op, fordi det er for svært.. der er et 

eller andet [i samarbejdet] mellem forstander, afdelingsleder 

og værksted. Så en dag sagde jeg til hende, nu gør jeg 

det selv – hvad siger du til det? Så sagde hun, at det måske 

nok er bedre, hvis du gør det. Og så har jeg gjort det. Først 

ville værkstedet ikke have noget med det at gøre, men jeg 

synes jo at beskæftigelse, det er værkstedet, det er ikke os, 

der skal stå for det. Det må være dem. Så jeg har bare hele 

tiden prøvet at få dem med [ …. ] fordi jeg synes ikke, at det 

kan passe. Så det er endt med, at [pædagog fra Værkstedet] 

skal med til det møde.” (Gruppeinterview med pædagoger 

i Bostedet). 

Det er første gang, at Bostedet er involveret i at undersøge 

jobmuligheder, der kan pege på en fremtid i arbejde udenfor 

institutionen. Indtil nu har praksis været, at brugere med 

PWS boede og arbejdede indenfor samme organisatoriske 

ramme. Deres handicap blev anskuet som en statisk størrelse 

og dermed som en afgørende barriere i forhold til muligheden 

for at skabe en tilværelse udenfor den institutionelle 

sammenhæng. Nogle i personalegruppen ser praktikken som 

en midlertidig ordning ligesom en skolepraktik, mens andre 

mener at afprøvningen er et skridt på vejen til at afklare Pernilles 

fremtidsmuligheder udenfor institutionen, hvilket de 

mener, er Pernilles udtrykkelige ønske. Nye holdninger er 

kommet til i personalegruppen, hvor der tænkes mere åbent 

om brugernes fremtidshorisont. 



Nye vilkår for Værkstedet 

Værkstedet ligger i en pavillon tæt på Bostedet, hvor der er 

ansat to pædagoger. Pædagogerne fortæller i et interview, 

hvordan de lægger vægt på, at tiden i værkstedet byder på 

oplevelser, der kan bruges som afsæt til fælles samtaler om 

alle livets forhold. Pædagogerne går hver dag sammen med 

den lille gruppe brugere rundt i lokalsamfundet, dels for 

at motionere, men også for at følge årstidernes skiften og 

forandringer i det lille bysamfund. Det giver anledning til 

mange samtaler om, hvordan mennesker lever. Der arrangeres 

forskellige former for kulturelle aktiviteter og ture efter 

brugernes ønsker. Udsendelser i fjernsynet og andre hændelser 

i hverdagslivet trækkes ind og diskuteres. Formålet 

er alment dannende, dvs. at styrke brugernes forudsætninger 

for at kunne forstå og læse deres omgivelser. Værkstedet 

byder tillige på kreative aktiviteter som f.eks. papirklip og 

forskellige former for tekstilarbejde. De dage jeg følger arbejdet 

i værkstedet, er Pernille optaget af at male julenisser 

til den kommende julebasar. 

Pernilles ønske om at arbejde i en børnehave har varslet nye 

tider på Værkstedet og det har skabt en del usikkerhed om 

Værkstedets fremtid. Hvis Pernille kommer i praktik, så vil 

de andre brugere sikkert også, tænker pædagogerne. Hvordan 

ser de nye opgaver ud, og skal værkstedet være en form 

for værested, hvor brugerne kan tanke op de dage, de ikke er 

i jobtilbud? Skal pædagogerne fungere som konsulenter og 

følge brugerne ud i deres jobtilbud? Den nye ungdomsuddannelsesordning, 

hvem har ret til den? Hvad med spørgsmål 

som forsikring og løn? Pernilles ønske har rejst en lang 

række spørgsmål: 

”Jeg har det sådan, at den gruppe vi har her, det er en uddøende 

race. Alle unge med PWS, de gider ikke sidde på sådan 

et værksted her. De vil ud og have arbejde, så derfor skal vi 

også forny os. Så det er helt inde under huden, når jeg siger, 

nu vil jeg videre i det!”(Gruppeinterview med pædagoger i 

Værkstedet). 

I forhold til Pernille har pædagogerne taget en del diskussioner 

med hende om at pædagogmedhjælper, det bliver hun 

aldrig. På værkstedet mener de, at Pernille mangler forståelse 

for sit handicap. De tænker, at Pernille gerne vil være 

normal, og at hendes forældre er med til at give hende store 

forventninger til, hvad hun kan klare. De tænker, at det i 

stedet handler om, at Pernille skal acceptere sine begrænsninger. 

Pædagogerne svinger imellem på den ene side at 

formulere et statisk handicapsyn, hvor de ser Pernilles syndrom 

som en veldefineret størrelse, der altid vil bestemme 

hendes muligheder. På den anden side er de åbne overfor at 

undersøge, hvilke muligheder der konkret kan skabes for, 

at Pernille kan komme videre med sine ønsker. Ligesom i 

Bostedet er flere holdninger i spil på samme tid. I interviewet 

rejser pædagogerne mange organisatoriske spørgsmål, 

der mangler at blive afklaret. På værkstedet savner man, at 

ledelsen går ind og tager hånd om den nye udvikling. 

Pernilles og hendes forældres perspektiv 

Pernille fortæller i et interview, at hun er glad for at bo i 

Bostedet. Hun synes, at hun får god hjælp til alting også til 

maden, selvom det tog noget tid at vænne sig til at spise alt 

hvilket gerne må være i tilknytning til Bostedet. De synes, at 

Pernilles tilværelse i Bostedet har skabt ro og glæde i hendes 

liv, og de ønsker, at hun fortsat skal bo der. De mener imidlertid, 

at de fysiske rammer for hendes liv er alt for ringe. De 

har forstået, at politikerne i regionen har talt om, at det skulle 

ændres, men at det nu er sat i bero pga. af omstruktureringer. 

Handleplan og statusmøde 

Handleplanen for Pernilles ophold er udformet i et elektronisk 

journalsystem, med traditionelle opdelinger indenfor 

følgende temaer (ordret citeret): fysisk/sansemæssig, helbred, 

selvhjulpen, kommunikation, socialt, følelsesmæssigt, 

fritid, beskæftigelse og økonomi. Hvert tema indeholder 

beskrivelser med vurderinger af, hvad Pernille henholdsvis 

er god til, og hvad hun har ”brug” for hjælp til. Handleplanen 

er udformet i et let læseligt professionelt fagsprog med 

det formål at udarbejde en samlet beskrivelse af Pernilles 

”funktionsniveau” og hendes behov for støtte. Den er pædagogernes 

redskab, og den indeholder beskrivelser af mange 

personlige og såkaldt adfærdsmæssige problemstillinger 

knyttet til spørgsmål som helbred, fødeindtagelse, seksualitet, 

håndtering af følelser etc. 

Pernilles egne mål, således som de er beskrevet ovenfor, fylder 

følgende ud af de samlede 25 sider: ”Hun har dog et stort 

ønske om egen bolig. Der er en del konflikter forbundet med 

at skulle dele toilet og bad med andre”, ”Pernille har dog et 

ønske om at komme i praktik i en børnehave” og ”Er Pernille 

så heldig at få en praktikplads, er det vores vurdering, 

at Pernille skal have en kontaktperson fra værkstedet, som 

kan hjælpe hende med div. usikre spørgsmål….” Pernilles 

ønske om at deltage i madlavning er slet ikke nævnt. 

På statusmødet bliver handleplanen gennemgået, og Pernille 

får meget ros for de store fremskridt, hun har præsteret i forhold 

til de personlige problematikker. Det, der fylder mest 

i de professionelles optik, er, at Pernille fortsat bør arbejde 

videre med at blive bedre til at kommunikere om personlige 

frustrationer. Praktikpladsen kommer også på dagsordenen, 

og der er enighed om, at der skal arbejdes videre med den. 

Pernille siger, at for hende er det fint, hvis det bare er sat i 

gang. Spørgsmålet om egen bolig bringer hun selv på banen, 

men det henvises af mødelederen til ledelsen, der igen henviser 

til forsinkede planer i regionen. Mødet slutter med, at 

Pernille fortæller om sin hverdag, og de gøremål hun finder 

vigtige. Hun holder meget af at passe sine to kaniner, at gå 

til ridning og være sammen med de øvrige beboere. 



Fokus på liv 

I de afsluttende afsnit vil jeg, på baggrund af beskrivelsen 

af Pernilles livssituation, vende tilbage til denne artikels diskussion 

om brugerperspektiver og inddragelse, og hvad det 

kan indebære at inddrage brugernes perspektiver i en socialpædagogisk 

praksis. Som det fremgår af ovenstående, har 

Pernille fået god hjælp til at få kontrol over problemer med 

spisning, vægt og økonomi under hendes ophold i Bostedet 

og på Værkstedet. Hun er faldet til i et fællesskab med 

ligestillede, hvor hun føler sig accepteret, og hun er i fuld 

gang med at leve et aktivt og meningsfuldt ungdomsliv. Den 

pædagogiske styring på Bostedet kan derfor betegnes som 

konstruktiv i forhold til at udvide Pernilles livsmuligheder. 

Pernilles ønsker til et fremtidigt liv støder imidlertid mod institutionens 

veldefinerede behandlingslogik. Arbejdet med 

personlighedsmæssige og helbredsmæssige problemstillinger 

er traditionelt det, der kommer først på dagordenen i 

en behandlingsmæssig sammenhæng. Pernille forventes at 

arbejde med selvudvikling i form af en bedre forståelse og 

håndtering af sit handicap. Bostedet har en erklæret målsætning 

om, at statusmøder skal tage udgangspunkt i brugernes 

beretning om deres liv, men på dette møde byttes rækkefølgen 

om. Først da den pædagogiske dagsorden er overstået 

og færdigforhandlet får Pernille mulighed for at invitere os 

ind i en engageret fortælling om, hvad hun er optaget af i sit 

hverdagsliv. 

Overordnet set kan man argumentere for, at formålet med en 

socialpædagogisk indsats er, at Pernille får de bedste muligheder 

for at skabe ”det gode liv” for sig, hvilket hun selv formulerer 

som arbejde, egen bolig og madlavning - alle dele 

med støtte. Netop disse spørgsmål knyttet til hendes livsperspektiv 

skubbes ud i periferien eller kommer slet ikke på 

dagsordenen. Man kan overordnet spørge, hvordan det går 

til at dette perspektiv glider ud i periferien af de professionelles 

fokus, trods erklærede mål om at ville imødekomme 

den ”enkeltes ønsker, muligheder og behov” (stedets egen 

formulering). 

Jeg vil her pege på to forhold, der kan spille ind på, at der 

finder forskydninger sted mellem formål og mål: modsætninger 

i den socialpædagogiske tænkning og den elektroniske 

journalføring. For det første er der, som påpeget ovenfor, 

modstridende syn på handicap i spil i personalegruppen. 

Den behandlingsmæssige forståelse af PWS som et statisk 

og livslangt syndrom har rødder i en stærk diagnostisk syg- 

domsopfattelse indenfor området, og den retter de professionelles 

fokus mod behandling af personlighedsmæssige 

problemstillinger, der tolkes som et resultat af handicappet. 

I denne forståelse skal Pernille beskyttes mod sit handicap, 

og den professionelle indsats består i gøre hende bevidst om 

de begrænsninger, handicappet skaber for hende. En forståelse, 

der har rødder i en terapeutisk tænkning, hvor individet 

menes at kunne udvikle sig gennem en bevidsthed om sit 

handicap (Askheim 2007), og den guider de professionelles 

blik hen på udvikling af hendes personlighed i stedet for et 

fokus på, hvordan der kan arbejdes med hendes livsbetingelser. 

Professionelles arrangementer set 

ud fra et brugerperspektiv 

Et brugerperspektiv i socialpædagogik kan således ikke alene 

defineres som dét at høre brugernes ønsker og inddrage 

deres synspunkter. Den tænkning, der præsenteres her, lægger 

op til et anderledes syn, hvor det er brugernes nutidige 

og fremtidige livsmuligheder, der er i fokus, med udgangspunkt 

i deres engagementer og rettethed. Det indebærer, 

at professionelle kontinuerligt kritiserer og udvikler egen 

praksis. Hvordan står den professionelle praksis i vejen for, 

at brugerne kan udvikle deres livsbetingelser? 

I eksemplet med Pernille medfører hendes ønsker, at der bliver 

sat spørgsmålstegn ved både Bostedets og Værkstedets 

hidtidige praksis. Bostedet stilles overfor en revurdering af 

deres meget gruppeorienterede praksis, hvor Pernille fastholdes 

i et bestemt handicapsyn, hvor det f.eks. vurderes 

som skadeligt for hende at have med mad at gøre, hvilket 

først og fremmest begrundes i hensynet til den øvrige gruppe 

af beboere. Dermed bliver det vanskeligt at udforske, på 

hvilken måde Pernille kan håndtere madlavning i et fremtidigt 

liv. Mad har haft en problematisk effekt på Pernilles 

livsførelse indtil nu, men ingen kender hendes fremtidige 

muligheder med støtte i en forandret livssituation. 

Det er vanskeligt for professionelle at få øje på, hvordan egne 

strukturer og organiseringer stiller sig som betingelser for bru- 

gerne. Måden værkstedet er organiseret på, som en del af en 

større behandlingssammenhæng, indebærer både tryghed for 

brugerne og en indkapsling af deres livsmuligheder. Hvis der 

skal tilrettelægges en deltagelsesbane for Pernille ud i andre 

samfundsmæssige sammenhænge, betyder det, at værkstedet 

som praksis skal omorganiseres. Når pædagogerne vil forandre 

Pernilles livssituation, støder de altså ind i deres egne 

arbejdsvilkår. Her betyder inddragelse af brugerperspektiver 

først og fremmest en vej til at forstå mere om de professionelles 

praksisser. Ved at se ud fra brugernes perspektiver og 

tilbage på de professionelles egen praksis, bliver det muligt at 

forholde sig kritisk og udvikle en fleksibel indsats i forhold til 

brugernes livsførelse i stadig forandring. 

Forandring og udvikling af livsbetingelser 

Det gode liv for Pernille er ikke et selvbestemt liv alene, men 

et liv sammen med dem, hun holder af og med mulighed for 

at være deltager i samfundsmæssige praksisser. Det kan kun 

lade sig gøre, hvis organisationer gearer sig til at tilrettelægge 

særlige deltagelsesbaner for brugere med nedsat funktionsevne, 

således at de kan udforske og udvikle deres muligheder 

i forskellige sociale sammenhænge. Det kræver klare målsætninger 

og tilrettelæggelse af ressourcer fra bevilligende myndigheder, 

således at den professionelle indsats kan udgøre det 

nødvendige følgeskab gennem forandringer i brugernes liv. 

Statusmødet kan i dette perspektiv udgøre en anledning til, at 

professionelle på tværs af sociale systemer ser kritisk på, hvad 

de har gjort for at ændre Pernilles livsbetingelser i retning 

mod at imødekomme hendes forestillinger om et fremtidigt 

liv. På den måde kan formålet med den socialpædagogiske 



indsats: at fremme og udvikle ”de gode livsbetingelser” for 

Pernille, indtage det centrale fokus. 

Når fokus er på forandring af brugernes livsbetingelser, bliver 

de materielle vilkår centrale, nemlig hvordan der kan 

skabes rimelige arbejds- og boligvilkår for handicappede. 

Ikke-diskrimination, fuld deltagelse og lige muligheder i 

samfundet er centrale principper i den handicapkonvention, 

som Danmark står overfor at skulle ratificere, og her spiller 

professionelle en væsentlig rolle, hvis den skal virkeliggøres. 

Professionelle i hele det sociale system er dem, 

der arbejder med og har indgående kendskab til ulighed i 

borgernes betingelser. Ole Petter Askheim (2003, s. 204) 

taler om, at solidaritet bør være en central del af professionelles 

virke, og det forstår han på to måder: 1) et aktivt 

engagement i brugerens situation, således at potentialet for 

Askheim, O. P. (2003): Fra normalisering til empowerment. 

Oslo, Gyldendal Akademisk. 

Askheim, O. P. (2007): Empowerment - ulike tilnærminger. 

I: O. P. Askheim and B. Starrin: Empowerment. Oslo, 

Gyldendal Akademisk: 221 sider. 

Bank-Mikkelsen, N. E. (1971): Noget om åndssvage. 

I: J. Jepsen: Afvigerbehandling. København, Thaning & 

Appels Forlag. 

Dourish, P. (2004): Where the action is. The foundations 

of embodied interaction. Cambridge, Mass., MIT Press. 

Dreier, Ole (1999a): Personal Trajectories of Participation 

across Context of Social Pravtice. I: Outlines. Critical 

Social Studies, vol 1 s. 5-32. 

Dreier, Ole (2001): Virksomhed – læring – deltagelse. 

Nordiske Udkast, 29:2 s.39-58. 

Dreier, O. (2008): Psychotherapy in everyday life. 

Cambridge: Cambridge University Press. 

Goffman, E. (1967): Anstalt og menneske. [Kbh.], Jørgen 

Paludan. 

Holm, P., Ed. (1994): Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. 

Herning, Systime. 

Holst, J. (2005): Management and professionalism in 

social-educational care. I:. A. Gustavsson, J. Sandvig, 

R. Traustadóttir and J. Tøssebro: Resistance, reflection 

and change. Social research on disability. Lund, 

Studentlitteratur. 

Højholt, C. (1993): Brugerperspektiver. København, 

Dansk psykologisk Forlag. 

Højholt, Charlotte (1996): Udvikling gennem deltagelse. 

Litteratur 

selvbestemmelse fremmes mest muligt og 2) et engagement 

i at påpege og forandre samfundsmæssige betingelser, der 

bidrager til at marginalisere mennesker med handicap. I den 

forstand kan det have stor betydning, at professionelle taler 

højt og vedvarende om urimelige livsbetingelser. 

Denne artikel har argumenteret for, at brugerperspektiver 

i socialpædagogik handler om at ændre marginaliserende 

livsbetingelser og at udvikle en fleksibel professionel praksis, 

som brugerne kan bruge til at udvikle deres muligheder 

– også videre frem i deres liv og ud i andre sammenhænge. 

Ida Schwartz er socialpædagog, cand.psych., ph.d. og 

konsulent ved EVU, Pædagogfaglig afdeling, University 

College Lillebælt 

I: Charlotte Højholt & Gunnar Witt (red.): Skolelivets 

socialpsykologi. Nyere socialpsykologiske teorier og 

perspektiver. København: Unge Pædagoger. 

Lave, J., & Wenger, E. (2003): Situeret læring - og andre 

tekster. Kbh.: Hans Reitzel. 

Nissen, Morten (1998): Brugerindflydelse og 

handlesammenhænge i psykosocialt arbejde. Aarhus: 

Ph.D.-afhandling ved Aarhus Universitet: Center for 

Sundhed, Menneske og Kultur, Institut for Filosofi. 

Perlt, B., T. Dahl-Østergaard, et al. (2002): Evaluering 

af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på 

handicap-området, 1998 -2002, Socialministeriet. 

Rothuizen, J. J. (2001): Pædagogisk arbejde på fremmed 

grund. [Kbh.], Gyldendal Uddannelse. 

Schwartz, I., Ed. (2001): Livsværdier og ny faglighed. 

Brøndby, Semi-forlaget. 

Schwartz, I. (2003): Fra klient til medborger - dilemmaer 

i socialpædagogikken. I: J. Gleerup and F. Wiedemann: 

Pædagogisk forskning og udvikling. Odense, Syddansk 

Universitetsforlag. 

Schwartz, I. (2007): Børneliv på døgninstitution. 

Socialpædagogik på tværs af børns livssammenhænge, 

Ph.d.-afhandling ved Odense: Institut for Filosofi, 

Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet 

Schwartz,I. (in prep.): Liv med pædagogerne. Artikel om 

målsætninger og brug af it i socialpædagogiske praksisser 

for brugere med omfattende funktionsnedsættelser. 

Knowledge Lab, Syddansk Universitet. 

Åkerstrøm Andersen, N. (2003): Borgerens 

kontraktliggørelse. Kbh.: Hans Reitzel. 

Udforskning af børneperspektiver i 

dialog mellem børn og forsker 

I denne artikel diskuteres først, hvad det betyder at skabe et børneperspektiv og derefter, hvorledes 

engangskameraer til børn kan anvendes som metodisk redskab til at inddrage børn som informanter 

i en forskningsmæssig undersøgelse af deres hverdagsliv på døgninstitution. 

Af Helle Schjellerup Nielsen 

Informant er et begreb, der bl.a. er knyttet til antropologisk 

feltarbejde. Informanter, nogle gange få udvalgte nøgleinformanter, 

giver via deres lokalkendskab adgang til den sociale 

og kulturelle verden, som feltarbejderen søger indsigt i. Ud 

fra en ambition om at arbejde med børnenes perspektiver – 

børn som informanter – har jeg bl.a. anvendt kameraer som 

metodisk redskab i et igangværende ph.d.-projekt om børns 

hverdagsliv, mens de bor på døgninstitution. Ud over fotometoden 

har jeg udført ½ års antropologisk feltarbejde som 

metodisk bestod af deltagerobservation på tre døgninstitutioner 

og i nogle af børnenes skoleklasser, fritidsinstitutioner og 

fritidsaktiviteter. Og jeg har foretaget børneinterview med i 

alt 17 børn. Fotometoden er således en del af en metodetriangulering. 

Alle børn på tre døgninstitutioner fik tilbud om at få 

et engangskamera med 27 fotos. Over en uge skulle de fotografere 

det, der har betydning for dem i deres hverdagsliv. Efter 

fremkaldelsen foretog jeg et fotointerview, hvor børnene 

fortalte om deres motiver. Børnene blev som en del af interviewet 

bedt om at udvælge de tre-fem mest betydningsfulde 

motiver i deres fotoserie. Jeg har valgt denne fremgangs-måde 

ud fra en antagelse om, at nogle børn ville være optaget af 

at eksperimentere rent foto-grafisk uden at tænke over den 

opgave, der er knyttet til fotograferingsprocessen. Samtidig 

giver børnenes udvalg mulighed for at fokusere på det, de 

finder mest betydningsfyldt i deres fotoserie. I alt har 17 børn 

i alderen 8-19 år fra tre forskellige døgninstitutioner taget 320 

fotos. Der er foretaget fotointerview med alle børnene. Analysen 

af det visuelle materiale i kombination med det øvrige 

materiale er ikke færdigbearbejdet, men kan læses i den kommende 

ph.d. afhandling. 

Det er de små ting, der tæller 

Først et empirisk eksempel fra antropologisk feltarbejde på 

en døgninstitution for børn. Eksemplet illustrerer hvorledes 

anvendelse af fotometoden kan skabe indsigt i, hvad et barn 

tillægger betydning i en institutionel hverdag midt i en svær 

indflytning på en døgninstitution. 

En dreng på 9 år har en meget voldsom indflytning og er 

ofte i konflikt på institutionen. Drengen visiteres akut til 

institutionen på trods af, at institutionen ikke har akutfunktion. 

Da anbringelse andetsteds er brudt sammen, vurderer 

kommunen, at denne institution er den bedste placering for 

drengen i et turbulent forløb. Drengen ankommer således 

uden den sædvanlige indkøringsprocedure. Kort efter drengens 

ankomst opstår en konflikt med nogle af de andre børn 

og drengens verden vælter, han isolerer sig på sit værelse, 

vil ikke tale med nogen, låser sig inde og smadrer ting og 

møbler på værelset. Pædagogerne må flere gange fysisk holde 

ham (magtanvendelse). I løbet at de næste par dage spiser 

han ikke noget særligt og pædagogerne kan ikke komme i 

kontakt med ham, han har låst sin dør og smider ting i hovedet 

på dem, når de låser sig ind på hans værelse. Efter et par 

dage overvejer personalet, om det er nødvendigt at indlægge 

ham på psykiatrisk hospital. Muligheden for at han er på vej 

ind i en psykose overvejes i samråd med den psykolog, der 

er tilknyttet institutionen. Det diskuteres ligeledes, om han 

overhovedet er i stand til at danne relationer. Efter fem dage 

og to pædagogers intensive indsats i en weekend, hvor der 

ikke er så mange andre børn på institutionen, lykkedes det 

lige så småt at få kontakt og at få ham ud fra værelset. Det er 

kort herefter, at jeg starter fotometoden og deler engangskameraer 

ud til børnene. Vi er i tvivl, om drengen vil vædre 

med i fotoprojektet. Det vil han meget gerne, han har aldrig 

haft et kamera og efterspørger ekstra viden hos feltarbejderen 

i forhold til opgaven og hvordan han skal fotografere. 

På det tidspunkt vi har aftalt at pakke de fotografier ud, han 

har taget, og han skal fortælle om dem (fotointerview), er 



han sendt på sit værelse efter en konflikt med andre børn i 

skolen (en intern skole). Pædagogerne har forsøgt at komme 

ind på hans værelse for tale med ham om det, der er sket i 

skolen, men han vil ikke snakke med nogen voksne overhovedet. 

Jeg rådfører mig med pædagogerne i forhold til, 

om det er ok for dem, at jeg forsøger, om han vil tale med 

mig, eller om dette eventuelt kommer i vejen for deres pædagogiske 

strategi. Desuden spørger jeg, om de vurderer, 

at han vil se mig som endnu en voksen, han ikke vil tale 

med. Pædagogerne vurderer, at jeg netop kommer udefra og 

dermed ikke nødvendigvis vil blive identificeret som en af 

dem. Samtidig anser de det for vigtigt, at han får mulighed 

for at gennemføre den aftale, han har med mig, hvis det er 

det, han ønsker. Jeg banker på hans dør med fotopakken og 

båndoptager i hånden og spørger, om han har lyst til, at vi 

kigger på hans fotografier, hvorefter han lukker mig ind. 

Hans deltagelse i fotointerviewet kæder han således ikke 

sammen med konflikten med ”institutionen”. Feltarbejderen 

betragtes tilsyneladende ikke som pædagog eller en voksen 

for den sags skyld, og muligvis er hans deltagelse i fotointerviewet 

tilmed en potentiel vej ud af konflikten. 

Han har ligget i sengen, og der er mørkt på værelset. Han 

synes, at vi skal sidde på sengen og jeg får ham gradvist til 

at tænde mere lys, så vi kan se på fotografierne sammen. 

Dette interview er som de andre fotointerview rigtig hyggeligt. 

Som en del af fotointerviewet skal han ud af fotoserien 

vælge de tre-fem mest betydningsfulde fotografier. 

Han udvælger to fotografier af to pædagoger, hvoraf den 

ene er hans kontaktperson, og den anden var en af de to 

pædagoger, der som tidligere nævnt hjalp ham ud af isolationen 

på værelset ved indflytningen. Derudover valgte han 

et fotografi af en stor plakat på hans værelse, der viser rapperen 

50 cent og et fotografi af DVD filmen 8 mile. Efter at 

båndoptageren er slukket, og han har hørt sin egen stemme 

på bånd, og jeg er ved at pakke sammen, så tager han en 

fotoramme, der står i vindueskarmen lige bag sengen. Han 

tager et udklip af 50 cent ud af rammen og sætter i stedet 

fotografiet af den ene pædagog (ikke kontaktpersonen) ind 

i rammen og stiller det igen op i vindueskarmen. Senere på 

dagen fortæller (den indrammede) pædagog mig, at drengen 

stolt tog hende ind på værelset og viste hende fotografiet i 

rammen placeret i hans vindueskarm lige ved sengen. Med 

blanke øjne siger pædagogen, at det er sådan noget, der gør 

hele arbejdet værd at udføre. 

Jeg vender tilbage til eksemplet sidst i artiklen. 

At nærme sig børns perspektiver 

Ideen om barnets stemme har fået en retorisk magt (James, 

2007), idet det at have en intention om at høre barnet nærmest 

er blevet en trend, der f.eks. kan fungere som legitimering 

for social politik, eller når forskningsresultater overføres 

direkte til praksis uden, at der tages højde for, at der 

f.eks. kan være forskel på teoretiske begreber og empirisk 

anvendte. At inddrage børns perspektiver eller at have en 

ambition om dette garanterer ikke i sig selv kvalitet i hverken 

forskning eller socialt arbejde, dette fordrer kontekstuel 

refleksion. Børns perspektiver, synsvinkler, og stemmer er 

netop som ordene indikerer vinklinger på deres liv ud fra 

deres egne erfaringer, det vil sige bestemte positioner, der 

tales fra. I kulturelle termer kan man sige: Kultur er ikke 

noget, man taler om, men en position, man taler fra. Kultur 

er det, man ser med, men sjældent det man ser (Hastrup, 

1993). Tolkning af børns perspektiver indebærer således 

overvejelser i forhold til, hvorfra børnene taler, under hvilke 

omstændigheder, og hvordan deres udsagn afspejler og 

former den måde, barndom forstås og praktiseres på. I tolkning 

af børns udsagn og praksis gælder det om at inddrage 

konteksten, hvori barnet agerer. Altså den sammenhæng, 

hvori de interagerer med både andre børn, voksne og den 

fysiske, materiale og institutionelle ramme, som interaktionen 

foregår inden for. Dette kræver i tolkningen en åbenhed 

for den tvetydighed og kompleksitet, som er karakteristisk 

for f.eks. en institutionel hverdag. Den position, børn har, 

er forskellig fra voksnes, og derfor er deres perspektiv også 

anderledes. At inddrage børnenes perspektiver i relationelle 

analyser med dem, de interagerer med, kan således synliggøre 

forskellige praksisser og opfattelser. At inddrage børnenes 

perspektiver på hverdagen i en døgninstitution kan 

synliggøre en diskrepans mellem pædagogernes opfattelser 

af, hvad der er vigtigt for, at børnene trives, og det, børnene 

selv anser som værdifuldt (Schjellerup Nielsen, 2009). 

Inden for barndomsforskningen diskuteres det, hvorvidt man 

kan tale om et entydigt børne-perspektiv. Børn er ikke en 

homogen gruppe. Der er så at sige variationer over samme 

position, eller forskellige positioner indenfor samme sociale 

setting, det kan f.eks. dreje sig om kønsspecifikke positioner, 

aldersforskelle, etniske forskelle, sociokulturelle forskelle, 

dette fordrer refleksion over kompleksiteten i børns udsagn. 

Det er nødvendigt både at se det større billede – karakteristika 

ved barndom, skoleliv eller institutionsliv – og at have 

øje for forskelligheder blandt børns erfaringer og praksisser. 

Men overordnet set må børns viden anerkendes som specifik 

og kontekstuel, ikke i forhold det enkelte barn men som 

kendetegnede for børn, der deler samme sociale verden. Det 

er f.eks. kun børn der bor på døgninstitution, der har viden 

om, hvordan det er at være barn i netop den situation. Dette 

betyder dog ikke, at vi kan indfange en objektiv sandhed 

ved at høre børns udsagn, men vi kan få et anderledes perspektiv 

på denne situation end ved anvendelse af andre datakilder. 

Børnene har førstehåndskendskab, hvilket gør dem 

til sagkyndige informanter om betydningsfulde aspekter ved 

deres eget liv. 

Etik i inddragelse af børns perspektiver 

Børneperspektivet giver børn en ny position i forholdet til 

voksne, fordi det placerer barnet centralt som ekspert i viden 

om eget liv. Forskere og praktikere, der arbejder med at 

etablere et børneperspektiv, må derfor placere sig i en mere 

ydmyg rolle end sædvanligt, da vi er afhængige af børnenes 

viden, ikke blot i forhold til en demokratisk indstilling, men 

fordi de er medskabere af kultur og for at vi kan få indsigt i 

deres erfaringer med dette. 

I forskning, hvor børn inddrages som informanter, såvel som 

i pædagogisk arbejde er det vigtigt at medtænke de statusforskelle, 

som uvilkårligt findes i en barn-voksen relation. 

Et forhold, der i princippet kan indeholde både autoritet og 

magt. Det er derfor vigtigt at have øje for, at mindst tre centrale 

kendetegn ved barn-voksen relationen gør sig gældende, 

når man arbejder med børn: a) Børn er vant til, at store 

dele af deres liv bestemmes af voksne, b) de har en tendens 

til at forvente, at voksne udøver magt over dem, og c) de er 

ikke vant til at blive behandlet som ligeværdige af voksne 

(Punch, 2002). Disse kendetegn har alle stor betydning for 

børn, som bor på døgninstitution, da mange af disse børn 

har erfaringer med magt-fulde voksne og professionelle, der 

uden at inddrage dem handler og udtaler sig på deres vegne 

(Schjellerup Nielsen & Zobbe, 2003). 



For forskeren er det vigtigt at opretholde en vis forskel mellem 

barn og voksen, da forskellen bl.a. tillader forskeren at 

stille uvidende spørgsmål, som det reelt kun er børnene, der 

har svaret på. Man kan sige, at distinktionen mellem barn og 

voksen opretholdes, men at der byttes om på de traditionelle 

positioner, med hensyn til, hvem der er den vidende part. Disse 

omvendte roller benyttes netop i fotometoden. Kvaliteten 

af data, hvor børn indgår, afhænger, som alle typer data, af 

flere forskellige faktorer – bl.a. af, om undersøgelsens fokus 

og ikke mindst de spørgsmål, der stilles, er vedkommende for 

børnene. Spørgsmålene skal relatere sig til børnenes egne erfaringer 

og viden. Villigheden til at deltage og dermed at svare 

er vigtig for at artikulere børns subjektive erfaring. Børn 

svarer generelt troværdigt, når de bliver spurgt om temaer, der 

berører dem, og som er betydningsfulde for dem. 

Den store udfordring er at inddrage børn med det formål 

at gøre deres verden eller dele af denne synlig og samtidig 

undgå at udnytte, at de netop er børn. At operationalisere et 

teoretisk begreb kræver etiske overvejelser og opmærksomhed 

på den aktuelle kontekst. Det er væsentligt at være sig 

bevidst om forskellen mellem et teoretisk begreb om inddragelse 

og et empirisk anvendt, idet børn reelt er både fysisk 

mindre og mentalt og socialt mindre erfarne. Samtidig 

er det vigtigt at understrege, at denne opmærksomhed på 

børns reelle, sociale forskel ikke bruges til at fremstille dem 

som skrøbelige eller sårbare, så de dermed risikerer at blive 

bragt til tavshed eller marginaliseret i samfundet. At fastholde 

et børneperspektiv fordrer således både at respektere 

børnene som en vidende part og at drage omsorg for barnet 

med henblik på en omsorgsfuld inddragelse. 

Visuelt materiale og den kultur, hvori det skabes 

Visuel antropologi er med sin egen teoretiske og metodiske 

retning en underdisciplin i antropologien (Pink 2007). Det 

visuelle materiale kan enten være fotografier, som forskeren 

selv fremstiller som en del af forskningen, eller visuelt materiale, 

der allerede eksisterer i den kontekst, der studeres. 

Det er i de senere år desuden blevet en del af visuel metodologi 

at lade informanter selv fotografere. Visuelt materiale 

kan betragtes som udtryk for socialt liv. I visuel antropologi 

kobles fotos, ligesom objekter generelt i antropologien, med 

sociale identiteter, kulturelle praksisser og relationer. 

Fotografiers betydning aktualiseres af den specifikke anvendelse, 

det er altså det, der gøres med fotoet, som skaber 

Fotometoden som redskab til 

inddragelse af børns perspektiver 

At informanter får kameraet i hænderne og selv fotograferer 

betragtes som en deltagelsesorienteret forskningsmetode. 

Netop i kraft af den aktive inddragelse af børn kan anvendelse 

af fotografering ses som et etisk alternativ til andre 

forskningsmetoder (Cele, 2006), forskningsmetoder, der 

udelukkende er kontrolleret og styret af forskeren, f.eks. et 

traditionelt interview. Det skal dog understreges, at selvom 

børnene med fotometoden deltager aktivt, og de får en anderledes 

ytringsmulighed, så er selve opgaven og formålet 

med metoden stadig konstrueret af forskeren. I nyere forskningstilgange 

til studier af barndom er det ikke ualmindeligt 

at argumentere for, at børn får en rolle som medforskere. 

Det er dog væsentligt at reflektere over dette med-begreb 

for vedvarende at være opmærksom på den indlejrede asymmetriske 

arbejdsfordeling mellem udforskede og forskeren. 

Med-begrebet indebærer øget deltagelse i form af aktiv 

med-inddragelse i dataindsamlingen, rent metodisk f.eks. 

ved fotografering og i kraft af en invitation til refleksion i 

fotointerviewet, tilsammen en inddragelse, der kan karakteriseres 

som en form for samarbejde om at tilvejebringe 

datamateriale, som repræsenterer børns perspektiver. Ved 

deltagelsesorienterede forskningsmetoder som fotometoden 

udfordres relationen mellem informanter og forsker, idet 

det tilstræbes at parterne indgår i en dialog som en del af 

en specifik forskningsstrategi, men informanterne er fortsat 

ikke involverede i forskningsprojektet, således om det i varierende 

grad er tilfældet i aktionsforskning. Det er forskeren, 

der egenhændigt udvikler forskningsdesign (eventuelt i 

samråd med en opdragsgiver), det er forskeren der bestemmer 

opgaven, træder ud af felten og foretager analyse og 

fortolkning samt fremstiller denne i det skriftlige produkt. 

I medforsker-begrebet antydes et ligeværdigt kollegialt forhold, 

som det er meget vanskeligt at opnå og spørgsmålet 

er, om det er hensigten med at inddrage børn og deres perspektiver 

i videnskabelige undersøgelser. Til gengæld er 

fotoprojekter som deltagelsesorienteret metode et redskab 

til dialogisk videnproduktion. Børnene er meddefinerende 

og medreflekterende, men det er forsat forskeren der via distance 

og analytiske redskaber er den videnskabende. 

At anvende kameraer forskningsmæssigt kan således betegnes 

som en del af en dialog mellem barnet og forskeren. 

Formålet med dialogisk baseret forskning er ikke blot at 

identificere andethed eller marginaliseringsprocesser, men 

at forsøge at modvirke disse processer (Staunæs, 2000) ved 

både metodisk og analytisk at inkludere de udforskedes perspektiver 

i forskningen. Dette er om end mere essentielt, når 

de udforskede på mange områder samfundsmæssigt, uddannelsesmæssigt 

og socialt er udelukket eller marginaliseret, 

således som det netop er gældende for mange af de børn, der 

indgår i dette fotoprojekt (Kendrick, 2005). 

Hvad børn kan med et kamera i hånden 

Fotografier taget af børn kan fange barnets subjektive verden, 

da børnene selv administrerer brugen af kameraet og 

har mulighed for selv at vælge deres motiver og tage fotografier 

af det, de kender til, og som er betydningsfuldt for 

dem i deres hverdagsliv. Fotos ses som betydningsbærende 

udsagn om – eller rettere billeder af – anderledes og betydelige 

aspekter ved børns liv (Rasmussen, 1999), de kan 

bruges som en anderledes type udsagn, der komplementerer 

eksisterende kilder om børns liv. I dette perspektiv understøtter 

anvendelse af kameraer børns egne repræsentationer 

og kan være med til at levere en indsigtsfuld og ny forståelse 

af barndomme og børns kulturelle og sociale liv i dag. 

Fotografierne fortæller indirekte om børns perspektiver og 

forståelser, om hvad der har betydning for dem, hvad der 

rør dem, hvad de ønsker at holde fast ved og kommunikere 

videre. Som kvalitativ forskningsmetode kan den ses som 

et stykke praktisk videnspolitik og en generel opgradering 

og anerkendelse af børns hverdagsviden og erfaringer (Rasmussen, 

2000). 



Fotointerviewet kontekstualiserer 

børns perspektiver 

Fotometoden kan umiddelbart synes simpel, men den viser 

sig at være temmelig kompleks, idet den indeholder flere 

lag, flere materialetyper, flere tolkningsniveauer. Kim Rasmussen 

argumenterer netop for flere typer af dobbelthed i 

børnenes fotograferingsproces: 

”Rent teoretisk kan man derfor hævde, at forskellige 

dagligdagsindtryk, via de fotografi-ske billeder, får et 

udtryk… Proces og produkt kan ses som dobbelt refleksiv 

på følgende måde: Dels reflekterer fotografiet 

et udsnit af en fysisk- og synssanselig virkelighed, dels 

reflekterer billedet træk af barnets måde at se på.” 

(Rasmussen, 1999:71) 

Staunæs (1998) ser ligeledes to retninger som et kamera i 

overført betydning kan filme i: ud i verden og ind på beskueren. 

Når fotografiet fremkaldes, er situationen taget ud af 

øjnene på fotografen og får sit eget liv. Disse dobbeltheder 

lægger op til, at de kvaliteter, der indeholdes i fotografier, 

udforskes på anden vis end blot at analysere fotografierne i 

sig selv. Hertil er fotointerviewet eller det, som nogle kalder 

et follow-up interview, essentielt, da kombinationen giver 

en kontekstuel og detaljeret forståelse af børnenes fotografier. 

Fotografier får en ny betydning i interviewet, en betydning 

formuleret af barnet selv i mødet med et motiv fra 

deres hverdag. Fortolkning af fotos og fotointerviewet kan 

– i særlig grad i kombination med fx deltagerobservation – 

fungerer som indblik i en bredere social sammenhæng så 

som social praksis, institutionel praksis, sociale positioner, 

kulturelle koder, relations- og identitetsmuligheder, viden 

om den måde, barnet har mulighed for og anledning til at se 

på. Den mulighed, børnene fik for at tage fotografier, er begrænset 

af graden af deres rumlige og bevægelses-mæssige 

autonomi, den er formet af sociale positioner og disses medfølgende 

muligheder og begrænsninger. 

I nogle børnestudier, der anvender fotometoden inklusive 

fotointerview, kigger forskeren på fotografierne, før børnene 

ser dem, og konstruerer en interviewguide for fotointerviewet 

(fx Cele, 2006). Jeg efterstræbte en åbenhed i 

etablering af børneperspektiver og begreber, derfor kiggede 

jeg ikke på fotografierne, inden børnene selv åbnede pakken. 

Dette viste sig at være befordrende i forhold til at lade 

børnene være styrende under interviewet, idet det var deres 

billeder samt fortællinger og kommentarer til disse, der var 

i fokus. Rasmussen (2000, 1999) har beskrevet stemningen 

omkring at pakke fotografierne ud og den grebethed, børn 

såvel som forsker fanges af under børnenes fortællinger. Tilstedeværelsen 

ved børnenes udpakning og gennemgang af 

deres fotos giver indsigt i deres spændthed, forventninger, 

deres overraskelse, kommentarer om vinklinger, motiver 

de havde glemt, de havde taget, skuffelse over billeder, der 

ikke blev fremkaldt, men som de kan huske at have taget, 

eller billeder, de synes, er blevet dårlige - uskarpe, mørke, 

ufokuserede. Mest fremherskende var stemningen omkring 

udpakningen og fotointerviewene præget af begejstring og 

glæde og ikke mindst gensynsglæde. I fotointerviewmetoden 

er børnene ikke blot informanter, de bliver subjekter og 

er styrende for interviewforløbet, såvel som indholdet. Børnene 

sætter både dagsordenen og tempoet i interviewet. 

Selvom antropologisk forskning med Clifford Geertz’ begreb 

ofte beskrives som thick description, at der foretages 

indgående singel-case studier, så findes der sideløbende en 

ide om etnografiske studier som en ’hit and run’ forskningstilgang. 

Det vil sige, at antropologen for en længerevarende 

periode flytter ind i et samfund (arbejdsplads, institution 

osv.), deltager i hverdagslivet, indgår i relationer, tager hvad 

de forskningsmæssigt har behov for og trækker sig tilbage 

for egenhændigt at foretage analysen. Men med fotometoden 

har forskeren en reel mulighed for at give tilbage til sine 

informanter. Fotografierne selvfølgelig, men de udforskede 

gives også mulighed for at deltage aktivt ved at skabe en del 

af datamaterialet. De får desuden mulighed for at uddybe, 

reflektere over og forklare deres perspektiver på deres liv. 

Derudover kan børnene med fotometoden opleve en-til-en 

kontakt, fuld opmærksomhed, en der lytter og et ganske intimt 

rum for refleksion over, hvad der er betydningsfuldt for 

dem og hvorfor. Dette uden at befinde sig i en behandlingsmæssig 

samtale, hvilket disse børn er meget bekendte med. 

At børnene reelt opfatter, at de får noget tilbage illustrerer 

følgende fra et fotointerview med en dreng på 8 år. Han har 

taget mange selvportrætter, og i interviewet snakker vi om, 

at nogle af disse er rigtig gode, selvom han blot har holdt 

kameraet i udstrakt arm og skudt billederne af. Det er snart 

jul, og jeg foreslår, at han kan bruge dem som julegaver til 

sin mor eller mormor. Han spørger meget overrasket: må 

man det? Vi snakker igen om, at det nu er hans fotos, og at 

han selv bestemmer, hvad han vil bruge dem til. Han sidder 

længe og overvejer de muligheder, han pludselig sidder med 

i hænderne. 

Børns perspektiver som anderledes viden 

Fokus i mit fotoprojekt var, hvorledes børnene afbilder dele 

af deres hverdagsliv, og hvordan de via deres egne fotos i 

fotointerviewet skaber fortællinger om deres hverdagsliv. 

Det visuelle materiale bruges som en aktiv udtryksform, 

der både viser noget andet – børnenes syn på – og komplementerer 

deres verbale fortællinger om forskellige aspekter 

i deres liv, som de tillægger betydning. 

Som afrunding vil jeg vende tilbage til eksemplet i begyndelsen 

af artiklen. For drengen og de andre børn i mit materiale 

leves hovedparten eller en stor del af deres sociale 

liv på døgninstitutionen. Deres horisont er præget af denne 

livsomstændighed, og det er med til at forme deres måde 

at se deres hverdagsliv på. Det præger således deres perspektiv 

både i fotografierne og i fortællingerne om disse. 

En af de tematikker, der kan fremanalyseres i mit samlede 



datamateriale, er overlap og adskillelse mellem offentlige, 

personlige og private rum. Privat-offentlig-perspektiver får 

nye betydninger i døgninstitutionelle kontekster. For børn, 

der bor på døgninstitution foregår privatlivet i en form for 

offentlighed, og børnene skal lære at færdes i denne særegne 

sammenhæng. Fotomaterialet (fotografier + interview om 

disse) giver bl.a. indsigt i de sociale rum, børnenes færdes 

i, og som de tillægger betydning. Eksemplet med drengen 

illustrerer denne tematik på dels et specifikt plan for netop 

denne dreng og dels et generelt plan for det samlede materiale. 

Jeg har i eksemplet med drengen forsøgt at inddrage 

en beskrivelse af en del den sammenhæng, han handler med 

og i relation til, for at vise, hvad der specifikt kan være på 

spil for denne dreng, da det er den horisont, der afspejles i 

hans fotografier, samt hans fortælling om og håndtering af 

disse. 

For denne dreng gælder den særlige omstændighed, at han 

nyligt er flyttet ind på institutionen og skal finde sin plads 

i dette nye sociale liv. I fotointerviewet synliggør han to 

aspekter ved det institutionelle liv, som han tillægger betydning: 

hans værelse og relationen til en pædagog, som han 

fremhæver som meget vigtig. Det drengen anskueliggøre 

med hans prioritering og håndtering af fotografiet af pædagogen, 

er oplevelser og følelser, som det kan være svært at 

give udtryk for verbalt. Via fotometoden får han en alternativ 

ytringsmulighed. Midt i en turbulent tid griber han velvilligt 

denne mulighed for dialog, at kommunikere omkring 

hans nye hverdagsliv. Drengens valg af pædagogen som en 

af de fire mest betydningsfulde i hans foto-serie og derefter 

hans betydningsfulde placering af fotografiet giver indsigt i 

den særlige position, som pædagogen har fået i hans korte, 

men meget konfliktfyldte liv på døgninstitutionen set ud fra 

hans egen synsvinkel. 

I fotointerviewet fremhæver drengen positive og personlige 

aspekter ved institutionslivet, aspekter der kan fungere som 

åndehuller i en svær hverdag. Overordnet set viser drengens 

samlede fotoserie mange aspekter af hans hverdagsliv på 

institutionen, men i fotointerviewet er det motiver fra hans 

værelse, han fokuserer på. Han fremhæver, at hans værelse 

er meget vigtigt for ham: ”det er her jeg slapper af, har fritid 

og her jeg tænker”. Det er personlige rekvisitter på værelset 

samt at have et privat rum at være i, drengen fremhæver som 

betydnings-fuldt. På trods af den betydning de personlige 

rekvisitter på hans værelse har for drengen, vælger han at 

udskifte en af disse, udklippet af 50 cent i fotorammen med 

et foto af en betydningsfuld pædagog, der således bliver til 

en del af hans personlige præg på hans værelse. Gillian Rose 

(2007) påpeger netop vigtigheden af at være opmærksom 

på, hvilken rolle eller placering et individuelt foto får i relation 

til andre objekter, altså det, der gøres med, og den 

position, som udvalgte fotos gives. Her er der bestemt ingen 

tvivl om den centrale plads, pædagogen gives i drengens 

private rum. Eksemplet med drengen viser, på den ene side 

hvorledes han sammenfletter aspekter fra det døgninstitutionelle 

liv (relationen med pædagogen) med fremhævelse 

af hans private personliggjorte rum og på den anden side, at 

det tillægges stor betydning at kunne skabe privathed midt 

et institutionelt (offentligt) liv. 

På det generelle plan er drengens måde at tillægge sit værelse 

betydning illustrativ for et fælles mønster i det samlede 

fotomateriale. Fotografier taget på børnenes værelser 

er meget fremtrædende i materialet. Disse motiver er uden 

personer, de viser senge, skriveborde, reoler, sminkebord, 

udsmykning: plakater, planter, opslagstavle, familiebilleder 

osv., tøjdyr, legetøj samt medier: computer, tv, musikanlæg, 

mobiltelefon. Fotografier som børnene har taget i fællesrum 

er til gengæld typisk befolket – børn og /eller voksne ved 

spisebordet, i sofaen eller i færd med diverse aktiviteter. Det 

børnene betoner omkring deres værelser, er privathed og 

personlighed. Børneværelser på døgninstitutioner er typisk 

møbleret, har gardiner osv. når børnene flytter ind. Det er 

således kun i begrænset omfang, at de kan sætte deres personlige 

præg på eget værelse. Og det er netop personliggørelsen 

børnene fremhæver, deres egne ting, deres eget rum, 

og det er der, de kan være alene. Dette aspekt af hverdagsliv 

på døgninstitution er kun fremkommet i fotomaterialet, det 

er via fotografierne, at børnene selv har sat fokus på deres 

værelser som en form for åndehul midt i en meget befolket 

døgninstitutionel praksis. 

Fotoprojekter som deltagelsesorienteret forskningsmetode 

kan skabe en anden type kvalitativt materiale, som leverer 

indsigt i hverdagsliv i børnehøjde. Det er børnenes synsvinkler, 

der findes i fotografierne, og sammen med deres 

fortællinger om disse fremkommer materiale, som fortæller 

noget om væsentlige fragmenter af børnenes hverdagsliv 

på døgninstitution. Samtidig er det min erfaring, at børnene 

både finder metoden sjov og er meget villige til at deltage. 

Det bliver tydeligt, at de er eksperter på det, de finder betydningsfuldt 

i deres liv. Børn er vidende aktører, som kan 

levere vidende fortællinger. 

Cele, S. (2006): Communicating Place. Methods for 

Understanding Children’s Experience of Place, Stockholm: 

Stockholm Universitet. 

Christensen, P. & James, A. (eds.) (2000): Research with 

Children. Perspectives and Practices. London: Falmer 

Press. 

Hastrup, K. (1993): The Native Voice – and the 

Anthropological Vision. Social Anthropology, 1, 2, 173- 

186. 

James, A. (2007): Giving Voice to Children’s Voices: 

Practices and Problems, Pitfalls and Potentials. American 

Anthropologist, 109, 2, 261-272. 

James, A. & Prout A. (1990): Constructing and 

Reconstructing Childhood. Contemporary Issues in the 

Sociological Study of Childhood. Norfolk: Routledge 

Falmer. 

Kendrick, A. (2005): Social Exclusion and Social Inclusion. 

Themes and Issues in Residential Child Care. I: Crimmens 

& Milligan (eds.) Facing forward: Residential Child Care in 

the 21st Century. Oxford: Russell House Publishing. 

Pink, S. (2007): Doing Visual Ethnography. Images, Media 

and Representation in Research. London: Sage. 

Punch, S. (2002): Research with Children – the Same or 

Different from Research with Adults? Childhood, 9, 3, 321- 

341. 

Qvortrup, Bardy, Sgritta & Winterberger (eds.) (1994): 

Childhood Matters. Social Theory, Practice and Politics. 

Aldershot: Avebury. 

Rasmussen, K. (2000): Det fotografiske (ind)blik i børns 

liv, Barn, 3-4, 159-172. 

Rasmussen, K. (1999): Om fotografering og fotografi som 

forskningsstrategi i barndomsforskning. Dansk Sociologi, 

1, 63-78. 

Rose, G. (2001): Visual Methodologies. An Introduction to 

the Interpretation of Visual Materials. London: Routledge. 

Schjellerup Nielsen, H. (2009): I dialog med børn. Fokus 

på børns oplevelser af hverdagsliv på en døgninstitution. 

I: Johansen, Ludvigsen & Schjellerup Nielsen (eds.) 

Hverdagspraksis i socialt arbejde. Antropologiske 

perspektiver. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Schjellerup Nielsen, H. (2005): Samvær og marginalisering. 

Socialt samspil i skolelivet. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Schjellerup Nielsen & Zobbe (2003): Børn og unges 

relationsdannelse på en lokal døgninstitution. Hillerød: 

Teori og Metodecentret. 

Staunæs, D. (2000): Engangskameraer og børneblikke. 

I: Schultz Jørgensen & Kampmann (eds.) Børn som 

informanter. Kbh.: Børnerådet. 

Staunæs, D. (1998): Transitliv. Andre perspektiver på unge 

flygtninge. Kbh.: Forlaget Politisk Revy. 


Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 21 

Litteratur 

Helle Schjellerup Nielsen er antropolog og ph.d. stipendiat 

ved Institut for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske 

Universitetsskole, Aarhus Universitet 

Note 

1) F.eks. Anja Stockholm, (2006) ”Anbragte børn 

mellem kammerater og pædagoger”; Laura Gilliam 

(2006) ”De umulige børn og det ordentlige menneske”; 

Susanne Højlund (2002) ”Barndomskonstruktioner, på 

feltarbejde i skole, SFO og på sygehus”; Eva Gulløv 

(1999) ”Betydningsdannelse blandt børn”; Eva Gulløv 

& Helle Bundgaard (2008) ”Forskel og fællesskab, 

minoritetsbørn i daginstitution”; Trine Wulf-Andersen 

(2004) ”Positioneringsmuligheder og social integration 

i et særligt støtteboligtilbud”.

Kommunikation og hverdagslivets rammer 

Af Jesper Holst 

Baggrund: 

Evaluering af Servicelovens implementering 

Denne artikel er baseret på erfaringer, data og resultater fra 

udviklings- og forskningsprojektet: ”Udvikling af metoder 

med henblik på øget brugerindflydelse i boformer for mennesker 

med omfattende funktionsnedsættelser og uden ekspressivt 

sprog” (Perlt, Holst, Nielsen & Hagensen; 2005). 

Baggrunden for dette projekt skal her kort skitseres. 

I 1998 trådte Lov om Social Service i kraft. På handicapområdet 

vægter Lov om Social Service en udvikling, hvor: 

- institutionsbegrebet afskaffedes, idet ydelser i forbindelse 

med den enkeltes behov for støtte af forskellig art forsøgtes 

adskilt fra boformen for herved at skabe større muligheder 

for valg af individuel boform; 

- borgere med nedsat funktionsevne myndiggøres med det 

formål at sikre, at de i videst muligt omfang får indflydelse 

på eget liv, og 

- personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk 

funktionsevne, der ikke kan eller kun med betydelig støtte 

har mulighed for at opholde sig i egen bolig, tilbydes 

udarbejdelsen af en skriftlig plan for støtteindsatsen. Denne 

plan bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger 

og så vidt muligt i samarbejde med denne. 

Implementeringen af Servicelovens intentioner på handicapområdet 

blev i perioden 1998 – 2002 evalueret blandt andet 

af Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med COWI 

A/S. Resultaterne af denne evaluering blev offentliggjort 

2002 i rapporten: Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets 

ophævelse på handicap-området, 1998 – 2002 

(Socialministeriet, 2002). I en af konklusionerne peges der 

på, at institutionsbegrebets ophævelse har haft mindst gennemslagskraft 

i botilbud, hvor beboerne har svære handicap 

eller sindslidelser – og ofte også har svært ved at udtrykke 

sig verbalt. Det blev således konstateret: 

Medarbejderne taler stadig åbent og direkte til hinanden 

om tilstedeværende beboere 

Boligens fysiske indretning bærer præg af, at det også er 

medarbejdernes administrative arbejdsplads 

Fællesrummene bærer åbenlyst præg af at være indrettet 

af medarbejderne 

Mange steder er vækning, spisetider og tider at komme 

hjem på om aftenen fastsat af medarbejderne 

Husregler er bestemt af medarbejderne 

Medarbejderne går stadig, også uden at det er aftalt, ind 

på beboernes værelser 

Beboerne får ikke støtte til indsigt i egen økonomi, men 

må kun selv bruge deres ’lommepenge’ 

På baggrund af denne evaluering kunne det konstateres, at 

processen med at implementere servicelovens intentioner 

foregik uensartet og med mindst deltagelse af beboere, der 

ikke er mobile eller i stand til at formulere egne behov og 

ønsker. Tages intentionerne om medindflydelse, selvbestemmelse, 

deltagelse og medborgerskab alvorligt, var der således 

behov for udvikling af metoder, der kunne skabe dialog 

mellem den nævnte gruppe beboere og deres omgivelser. Der 

var således brug for at udvikle og afprøve metoder, der sætter 

beboerne i stand til at håndtere og drage nytte af den ændrede 

position, de har fået som følge af servicelovens ikrafttræden. 

Projektet: Udvikling af metoder med henblik på øget brugerindflydelse 

i boformer for mennesker med omfattende 

funktionsnedsættelser uden ekspressivt sprog 

Med ovenstående som baggrund blev udviklings- og forskningsprojektet: 

”Udvikling af metoder med henblik på øget 

brugerindflydelse i boformer for mennesker med omfattende 

funktionsnedsættelser og uden ekspressivt sprog” planlagt og 

gennemført af Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med 

7 bomiljøer i perioden fra foråret 2003 til efteråret 2005. De 7 

bomiljøer, der deltog i projektet, var alle etableret under Serviceloven, 

og alle var tilbud til beboere med varigt nedsat fysisk 

og psykisk funktionsevne. Bomiljøerne var imidlertid forskellige 

hvad angår antallet af beboere, den fysiske indretning og 

de pædagogiske ideer og visioner. Desuden var et enkelt botilbud 

specialiseret som et bomiljø for mennesker med autisme. 

Bomiljøernes arbejde med implementering af projekterne, 

samt udviklings- og forskningsgruppens løbende indsamling 

af data generede en række temaer og dilemmaer, der 

tilsyneladende var centrale for en videre udvikling af kommunikationen 

og dermed muligheden for at beboernes per- 

Behovet for ”det fængselsagtige”. De syv bomiljøer har indrettet 

sig meget forskelligt, hvad angår personalets mulighed 

for at kontrollere beboernes kommen og gåen. Således er der 

i en del af bomiljøerne installeret kodedørsåbnere, der sikrer 

kontrol med, hvem der kommer ind og hvem der går ud af huset. 

Endvidere var der i de syv bomiljøer forskellige normer 

og holdninger til beboernes egne værelser. Fra at man i nogle 

miljøer betragtede værelset som beboerens private fristed, 

hvor personalet eller andre beboere ikke kan komme uden at 

være indbudt eller bede om lov, til at værelset bruges som en 

slags celle, hvor såvel beboerens som personalets kommen 

og gåen er nøje overvåget og reguleret. Et enkelt af de involverede 

bomiljøer er direkte bygget og indrettet med henblik 

på at sikre rutiner, ro og uforstyrrethed. Dette er bygningsmæssigt 

gjort ved at opføre huse, hvori beboerne er opdelt 

i små bogrupper, 2-3 personer i hver gruppe, og hver enkelt 

af bogrupperne beliggende og indrettet således, at uro, der 

opstår et sted i huset, ikke kan forplante sig til andre steder 

i huset. Det fængselsagtige begrundes oftest med beboernes 

sikkerhed og tryghed. Graden af det fængselsagtige i bomiljøerne 

var således afhængig af de forståelser, der hersker med 

hensyn til beboernes behov for tryghed og sikkerhed, samt af 

de muligheder for besparelser, som installeringen af tekniske 

løsninger på overvågningsbehov kan medføre. 

”Den historiske udvikling”. De syv bomiljøers fysiske indretning 

bar præg af, at de er bygget på forskellige tider, med 

forskellige herskende omsorgsideologier. Det ældste af de 

syv bomiljøer blev taget i brug allerede i 1969 og var et af 

de første bomiljøer, der blev opført med henblik på at flytte 

godt fungerende beboere ud fra en stor centralinstitution. Dette 

bomiljø var præget af rimeligt store fællesarealer, fælles 

toiletfaciliteter og meget små private værelser til beboerne på 

omkring 8 m 2 . Ved opførelsen af bomiljøet skulle argumentet 

for de små værelser efter sigende have været arkitektens og 

på det tidspunkt de statslige planlæggeres forsøg på at sikre, 

at der ikke kunne placeres mere end én beboer på hvert værelse. 

Bomiljøets indretning kan således ses som en reaktion 

på centralinstitutionen og dens fælles sovesale. 

De øvrige projektdeltagende bomiljøer, der blev opført som 

følge af 1980’ernes afvikling af de store centralinstitutioner, 

var stort set præget af at være opdelte i huse med plads til 

4-6 beboere. I de fleste af de 7 projektdeltagende bomiljøer 

var de forskellige huse i nogen grad specialiserede ud fra 

beboernes funktionsnedsættelser og behov. Husene havde 

fælles indgang og domineredes af fællesarealer opdelt i 

stue, køkken, toiletter. Desuden var der ofte kontorer og an- 

22 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 


dre medarbejderfaciliteter. Beboernes egne værelser, der var 

omkring 15-20 m 2 udgjorde til sammen ca. 1/3 af husenes 

arealer. Denne indretning har vel delvis sin begrundelse i 

et kompromis mellem normaliseringsforestillingerne og de 

konkrete praktiske muligheder i forhold til mennesker, der 

har et stort behov for omsorg og støttepersoner. Der er med 

den bygningsmæssige indretning lagt vægt på det familielignende, 

på fællesskabet og de kollektive aktiviteter. Der 

var således lagt op til en kollektiv boform mellem mennesker, 

der administrativt er blevet placeret og grundlæggende 

ikke selv har valgt at flytte sammen (Tiedeman, 2004). Disse 

bomiljøers indretning kan ses som det bygningsmæssige 

udtryk for et første skridt på vejen til at normalisere tilværelsen 

for mennesker med udviklingshæmning. 

Et sådant fysisk miljø, der lægger op til en administrativt besluttet 

kollektiv livsform, sætter nogle rammer om den kommunikation 

og de relationer, der etableres i boligen. Hverdagens 

aktiviteter og sociale liv kommer primært til at foregå 

i fællesrummene, medens beboernes private værelser bliver 

det fri rum, hvor beboeren kan trække sig tilbage, hvis det 

sociale bliver for meget og beboeren derfor trænger til ro 

og uforstyrrethed. Det er primært i fællesrummene, at beboerne 

har mulighed for at interagere med hinanden og med 

medarbejderne. Men da det er i interaktionen med medarbejderne, 

at beboerne har mulighed for at gøre opmærksom 

på deres ønsker og behov, og da det er medarbejderne, der 

har magten til og mulighederne for at imødekomme disse 

ønsker og behov, opleves medbeboere tilsyneladende ofte 

som værende i vejen og som konkurrenter i bestræbelserne 

på at få medarbejdernes opmærksomhed. Det er, viser de 

observationer i hverdagslivet, der er blevet foretaget i forbindelse 

med gennemførelsen af kommunikationsprojekterne, 

slående, hvor ofte observatøren bedømmer beboernes 

samvær som værende serielt, hvilket vil sige, at beboerne 

er fysisk tilstede sammen uden tilsyneladende at interagere 

eller ville noget med hinanden, ligesom det er slående, at 

beboerne trækker sig tilbage på eget værelse, hvis der ikke 

er tilgængelige medarbejdere tilstede i fællesrummene. 

Som nævnt var en del af de projektdeltagende syv bomiljøer 

i gang med at bygge til eller med at nyindrette sig i 

de allerede eksisterende bygninger. Et fælles træk for dette 

var ønsket om en udvikling fra det fællesskabsorienterede 

til det individorienterede ved at udvide beboernes mere 

private rum på bekostning af fællesarealerne. Målet var, at 

hver beboer kom til at råde over en lille lejlighed med egen 

indgang. 

Eksempel på et typisk hverdagsforløb 

Tid Beboeren opholder sig 

sædvanligvis på dette 

sted på dette tidspunkt 

af dagen 

Beboeren beskæftiger 

sig med en aktivitet, 

der er prøvet mange 

gange før 

08.30 Ja Ja M: 1 

Antal andre personer 

som beboeren er i 

rum sammen med 

M: Medarbejdere 

B: andre beboere 

A: Andre 

09.00 Ja Ja M: 2; B: 8 

09.30 Ja Ja M: 1; B: 6 

10.00 Ja Ja M: 2; B: 5 

10.30 Ja Ja M: 1; B: 4 

11.00 Ja Ja M: 1; B: 4; A: 1 

11.30 Ja Ja M: 1; B: 4 

12.00 Ja Ja M: 1; B: 3 

12.30 Ja Ja M: 2; B. 8 

13.00 Ja Ja M: 2; B: 8 

13.30 Ja Ja M: 1 

14.00 Ja Ja M: 2; B: 2 

14.30 Ja Ja M: 2; B: 6 



15.00 

Nej (Der fejres 

fødselsdag 

15.30 Ja Ja 

16.00 Ja Ja 

16.30 Ja Ja 

17.00 Ja Ja 

17.30 Ja Ja 

Ja M: 3; B: 3 

18.00 Ja Ja M: 3; B: 8; A: 2 

18.30 Ja Ja 

19.00 Ja Ja 

19.30 Ja Ja M: 2; B: 5; A: 2 

20.00 Ja Ja 

20.30 Ja Ja 

21.00 Ja Ja B: 1 

Hvis hverdagens strukturering i de 7 projektdeltagende bomiljøer 

vurderes i forhold til Goffmans karakteristika for tilrettelæggelsen 

af livet i totalinstitutionen, tegner der sig følgende 

overordnede billede, selvom de 7 deltagende bomiljøer 

på mange måder fungerer forskelligt med hensyn til, i hvor 

høj grad beboerens hverdagsliv planlægges og rammesættes: 

Hverdagslivet i de 7 bomiljøer er i temmelig høj grad præget 

af den forudsigelighed, som faste rutiner skaber, samt de 

standardiseringer, der udspringer af planlægning og dagsskemaer. 

Det ser i den forbindelse ud til, at man stadig med rimelighed 

kan tale om, at institutionsnissen flyttede med ud af de 

store centralinstitutioner. Også typologiseringen kan i flere af 

de 7 bomiljøer genfindes i form af visitationskriterier for det 

at blive beboer og i form af, at de enkelte bohuse i et bomiljø

specialiseres i forhold til det at rumme bestemte typer af beboere 

som f. eks. beboere med psykiatriske problemer, beboere 

med Prader Willi´s syndrom, ældre omsorgskrævende beboere, 

mobile og ikke mobile beboere osv. Hvor det institutionaliserede 

livs karakteristika i forskellig grad kan genfindes, hvad 

angår forudsigelighed, standardisering og typologisering, kan 

dette dårligt hævdes med hensyn til homogeniseringen, hvilket 

vil sige det at forsøge at behandle alle beboerne ens. Der er i 

bomiljøerne, som i resten af samfundet sket en individualisering, 

hvilket sætter sig igennem som individuel planlægning og 

tilrettelægning af den enkelte beboers hverdagsliv og i udarbejdelsen 

af individuelle handleplaner. 

Det til en hvis grad institutionaliserede hverdagsliv i bomiljøerne 

kan skyldes flere forhold. 

For det første det forhold, at beboerne, som de fleste andre 

borgere i vort samfund, forsøger at skabe tryghed, mening 

og orden i dagligdagens kompleksitet gennem det at etablere 

faste hverdagsrytmer og rutiner. Institutionaliseringen 

af hverdagslivet kan her ses som udtryk for beboernes egen 

forvaltning af deres liv indenfor de rammer, der sættes for 

hverdagslivet i det komplekse moderne samfund. 

For det andet kan institutionaliseringen af hverdagslivet, skyldes 

det forhold, at mennesker med visse typer af funktions- 

nedsættelser som f.eks. autisme ifølge den eksisterende klinisk 

diagnostiske viden har behov for den tryghed i hverdagslivet, 

som en ekstrem høj grad af forudsigelighed, struktur og rutiner 

kan medvirke til at skabe. Institutionaliseringen af hverdagslivet 

kan her ses som et udtryk for, at den diagnostiske typologisering 

bruges til at definere beboerens behov. Her behovet for 

en i mindste detalje planlagt, rutiniseret og ordnet hverdag. 

Endelig for det tredje kan institutionaliseringen af hverdagslivet 

skyldes, at bomiljøerne ved siden af at være beboernes 

hjem også er medarbejdernes arbejdsplads. Dette forhold 

medfører et dobbelt behov for kontrol og styring, nemlig 

medarbejdernes eget behov for at kunne styre og kontrollere, 

hvad der foregår i deres liv, herunder hvad der foregår på deres 

arbejdsplads og den forvaltende myndigheds behov og 

krav om, at der er styr på og kontrol over såvel arbejdsprocesser, 

som resultater. Nøglen til det at have styr på andre ligger 

Tegning: Allan Stochholm 

De administrative rammer 

Medarbejdernes forståelse af og holdning til deres profession 

som støttepersoner i forhold til mennesker med vidtgående 

fysiske og psykiske funktionsnedsættelser har en 

væsentlig betydning for, hvordan beboernes hverdagsliv 

planlægges, struktureres og leves, ligesom det har betydning 

for de rammer, der skabes omkring kommunikation og 

indflydelse. Medarbejdernes professionsforståelse har således 

betydning for klassifikationen og rammesætningen af 

hverdagslivet i bomiljøerne. 

Med særforsorgens udlægning i 1980 blev det sidste skridt 

taget til at gøre arbejdet med støtte til mennesker med svære 

funktionsnedsættelser til en pædagogisk opgave. Hermed 

skiftede forståelsen af arbejdet fra en medicinsk pleje- og 

omsorgsforståelse til en pædagogisk udviklings- og omsorgsforståelse. 

Denne forståelse af at opgaven er at yde 

omsorg og at etablere udviklingsforløb i forhold til mennesker, 

der har brug for støtte, er stadig kernen i professionsforståelsen 

hos medarbejderne i de 7 projekt-deltagende 

bomiljøer. At være en god og effektiv pædagogisk medarbejder 

er ved siden af omsorgen at medvirke til at skabe 

udvikling og forandringer hos eller for de mennesker, der 

skal støttes. Den pædagogiske medarbejder har således en 

plan, en hensigt med samværet ud over samværet i sig selv, 

nemlig udvikling. Det, der har præget diskussionerne og 

forandringerne i professionsforståelsen fra særforsorgens 

udlægning i 1980 og frem til i dag, har ikke så meget været 

synet på, at opgaven består i at yde omsorg og i at udvikle 

beboeren og/eller dennes livsbetingelser, nej, diskussionen 

og forandringerne har primært drejet sig om, hvad der er 

intentionen, hensigten med denne udvikling af beboeren og/ 

eller livsbetingelser. Stærkt inspireret af de svenske forskere 

Agneta Hugemark og Karin Wahlström (2002) kan der opstilles 

følgende figur over aktuelle idealtyper for hensigten 

med støtte til mennesker med funktionsnedsættelser. 



Variable 

Intention 

Mål 

Ideal 

Rehabilitering Livskvalitet Service 

Rehabilitering 

- Behandling 

- Funktionstræning 

Det ”gode” liv 

- Relationen 

- Kommunikation 

Service 

- Behovsanalyse 

- Tjenesteydelser 

Syn beboer Objekt Relationelt subjekt Autonomt subjekt 

Syn på 

medarbejder 

Beslutning og 

magt 

Fagligt kompetent 

ekspert 

- Videnskabeligt 

- Intellektuelt 

Menneskelig 

kom petent 

samspilspartner 

- Intellektuelt 

- Emotionelt 

Medarbejderen Medarbejder 

og beboer 

Serviceorienteret 

facilitator 

- Fysisk kompetent 

- Medgørlig 

Beboer 

Disse tre idealtyper kan på den ene side ses som afløsende 

hinanden i et historisk forløb, hvilket afspejler sig i blandt andet 

lovgivningen med Serviceloven og strukturreformen som

de hidtil endelige resultater. Men idealtyperne findes ikke i 

ren form i den socialpædagogiske virkelighed. Medarbejderne 

i de 7 deltagende bomiljøer henter således på forskellig 

måde deres professionsforståelse i alle de tre her skitserede 

idealtyper. Ændringer af holdninger og indarbejdede professionsforståelser 

tager tid, og selv om medarbejdernes forståelse 

af deres arbejde har været og er påvirket af livskvalitets- 

og serviceidealer, er det ikke let at give slip på de traditionelle 

forestillinger, der ligger i rehabiliteringsidealet om, at det er 

funktionsnedsættelsen, der er problemet, og det er mennesket 

med funktionsnedsættelse, der skal trænes og udvikles. 

Efter kort at have forsøgt at gøre rede for det spektrum af 

professionsforståelser, der præger det socialpædagogiske 

arbejde i bomiljøerne, skal opmærksomheden rettes mod 

nye modsætninger og tendenser i medarbejdernes professionsforståelse. 

I sammenhæng med gennemførelsen af 

udviklings- og forskningsaktiviteter i de 7 bomiljøer er det 

således blevet tydeligt, at personalet oplever nogle nye og 

til dels modsætningsfyldte krav i og til deres arbejde. Krav 

der er med til at skabe dilemmaer i personalets mere traditionelle 

professionsforståelser, og som påvirker det daglige 

arbejde og samværet med beboerne. 

Medarbejderne har igennem de seneste år oplevet et stadigt 

øget krawwv om at kunne dokumentere planlægning, effektivitet 

og målrettethed i det daglige arbejde. 

En hurtig gennemgang af en årsrapport fra et botilbud, der 

fulgte den amtsligt fastsatte standard for udarbejdelse af årsrapporter, 

viser at personalet skal gøre status i forhold til 

tidligere formulerede udviklings- og servicemål, samt obligatoriske 

checkpunkter. 

Tirsdag 4. maj 

09.10-10.40: Peter 38 år: Udvikling af metoder m.h.p. øget 

brugerindflydelse” 

11.00-12.00: Ida 28 år: ”Brug af ur” 

13.00-13.50: Jens 52 år: ”Hjælp til barbering” 

14.10-15.10: Line 20 år: ”Øjenkontakttræning” 

Onsdag 5. maj 

10.25-11.40: Ulla 6 år: ”Sprogstimulering af et barn med 

Downs syndrom” 

12.30-13.30:Lars 31 år: ”Borddækning” 

13.50-14.50: Vibeke 57 år: ”Afgang fra bolig og ankomst 

til dagcenter” 

15.00-16.00:Helle19 år: ”Hvad skal jeg kunne” 

Torsdag den 6. maj 

09.10-09.55: Jesper 52 år: ”Jespers garderobe” 

10.10-11.10: Barn, 5 år: ”Opbygge sociale relationer gennem 

strukturerede legesituationer” 

11.20-12.20: Willy, 7 år: ”om at spille spil” 

13.10-14.10: Ole, 56 år: ”Hente rengøringsmidler” 

14.30-15.30: Karsten, voksen: ”Overskuelighed, dagog døgn” 

Det øgede dokumentations- og effektivitetspres har konsekvenser 

såvel for medarbejdernes arbejdsmønstre som beboernes 

deltagelse. Dette viser sig for eksempel i forhold omkring udarbejdelsen 

af skriftlige handleplaner. Af Serviceloven fremgår 

det, at kommunen eller regionen kan tilbyde eller selv beslutte 

at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for personer med be- 

tydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at denne 

plan bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så 

vidt muligt i samarbejde med denne. I praksis fremstillede en 

række kommuner og amter (efter strukturreformen: regioner) 

standardiserede formularer til udarbejdelse af samarbejds- og 

handleplaner, der umiddelbart mere syntes at tjene forvaltningens 

behov for dokumentation og statistiske opgørelser end det 

reelt at inddrage beboeren i beslutninger vedrørende dennes liv 

og dagligdag. Med argumenter som at det er nedværdigende 

for beboeren at deltage i handleplansmøder, de ikke kan forstå, 

og at der derfor ofte bliver talt hen over hovedet på dem, bliver 

udarbejdelsen af handleplaner, der lever op til de forvaltningsmæssige 

krav og standarder, primært en opgave for medarbejderne, 

samt indbudte pårørende. 

Det øgede pres på synliggørelse og effektivitet skaber forandringer 

i det pædagogiske arbejde og i medarbejdernes 

professionsforståelse. Fra at det pædagogiske arbejde i bomiljøerne 

primært bestod i at yde omsorg og skabe udviklingsmuligheder 

i det daglige samvær med beboerne, består 

det nu også og i øget omfang af managementopgaver som 

systematisk planlægning, opstilling af succeskriterier, monitorering, 

projektformulering, projektimplementering og 

afrapportering. Denne udvikling svarer meget godt til den 

generelle udvikling af det sociale arbejde som Peter Høilund 

& Søren Juul (Høilund, Juul, 2003) beskriver som værende 

karakteriseret af: centralisering, instrumentalisering, 

managementteoriers stigende indflydelse, samt af at retlige 

og etiske norm- og styringsidealer koloniseres af effektivitets- 

og omstillingsidealer. 

Hermed er der skabt en rollekonflikt og et dilemma i det pædagogiske 

arbejde. Medarbejderen presses som manager af 

kravene om mest muligt for pengene, dokumentation af synlige 

resultater, udvikling af entydige, effektive og evidensbaserede 

metoder, og medarbejderen presses som omsorgsudøver 

af kravet om empati, forståelse for den enkeltes individualitet 

og visioner om det gode liv, samt nærhed i kontakten og kommunikationen. 

Kravet til medarbejderen er at operationalisere 

og skabe klare procedurer for et omsorgsarbejde, der er så 

situations- og personafhængigt, at det ikke lader sig entydigt 

definere og instrumentalisere, uden at væsentlige kvaliteter 

ved omsorgen forsvinder. Begreber som lykke, kærlighed, 

glæde, omsorg og ”det gode liv” kan vanskeligt operationaliseres, 

uden at man begiver sig ud i, hvad der er blevet kaldt 

det tekniske fix, nemlig at sløre og løse etiske problemstillinger 

ved hjælp af teknisk rationalitet. 



Generelt præges bomiljøerne således af en stadig søgen efter 

nye projekter og nye metoder, der til dels kan medvirke 

til at dokumentere miljøets effektivitet og omstillelighed 

og til dels kan medvirke til at styrke medarbejdernes opfattelse 

af at være ”professionelle”, der arbejder ud fra klare 

mål, begreber og metoder. Den stadige jagt på og implementering 

af nye projekter og nye metoder medvirker til at 

skabe et dynamisk klima. Problemet er ofte, at dynamikken 

mangler sammenhæng og retning. Det er slående, at man 

i et og samme bomiljø, og uden tilsyneladende at opleve 

modsætninger, kan gennemføre projekter, der ser beboerne 

som objekter for forskellige former for adfærdsregulerende 

træning, og projekter, der ser beboerne som subjekter og 

ligeværdige kommunikationspartnere, hvis udtryksformer 

må respekteres og danne udgangspunkt for anerkendende 

og meningsskabende dialoger. 

Kravene om dokumentation af planlægning, styring, effektivitet 

og omstillelighed forskyder medarbejdernes forståelse 

af deres arbejde og deres profession fra et omsorgsperspektiv 

hen imod et managementperspektiv. Hvor omsorg drejer 

sig om etik, empati, anerkendelse og dialog, drejer management 

sig om planlægning, styring, effektivitet og projekter. 

Dette præger, på trods af medarbejdernes forskellige måder 

at forholde sig til managementkravene, udviklingen af 

hverdagslivet i boligerne. Det levede liv gøres til genstand 

for omhyggelig planlægning og styring. Beboerens behov 

kortlægges og beskrives. Strategier til imødekommelse af 

behovene fastsættes og afprøves. Effektiviteten af de valgte 

strategier evalueres ud fra forvaltningernes og medarbejdernes 

udviklings- og effektivitetsforståelser. Beboeren bliver 

involveret i kravene om dynamik, udvikling og omstillelighed 

gennem at være mål for projekter som projekt øjenkontakt, 

projekt rengøring, projekt vejen til arbejdspladsen, 

projekt borddækning osv. 

Det er spørgsmålet, om der ikke er et spændingsforhold 

mellem Servicelovens intentioner og de midler, der bringes 

i anvendelse for at implementere loven. Kan dokumentations-, 

effektivitets- og omstillingskravene fremme afinstitutionaliseringen 

af livet i bomiljøerne eller oplever vi her 

noget, der svarer til den modsætning, som T. Adorno gør 

opmærksom på i sin artikel Kultur und Verwaltung (Adorno, 

1976), nemlig et spændingsforhold mellem det levende livs 

mangfoldighed og kulturelle udtryksformer og så forvaltningsmæssige 

forsøg på at bringe orden, systematik og prioriteringer 

ind i denne mangfoldighed? 

Lidt hårdt trukket op aner man faren for den form for kontraproduktivitet, 

som Ivan Illich har beskrevet, hvor menneskeskabte 

systemer, institutioner og redskaber udviklet for 

at tjene mennesket, modvirker de intentioner, som de skulle 

fremme, med den konsekvens, at mennesker må beskyttes 

mod egne systemer og redskaber. (Illich, 1977) 

Jesper Holst er cand.pæd.pæd og lektor ved 

Institut for Læring, Danmarks Pædagogiske 

Universitetsskole, Aarhus Universitet 

Litteratur 

Adorno, T. (1976): Kultur und Vervaltung. Frankfurt: 

Soziologische Schriften. I: 

Foucault, M. (1977) Overvågning og straf –Det moderne 

fængselsvæsens historie. København: Rhodos Radius 

Goffman, E. (1967): Anstalt og menneske. København: 

Jørgen Paludans Forlag 

Gustavsson, A. (1992): Livet i ”integrasjonssamfundet” 

–en analyse av nærhetens sociale betydning. I: Sandvin, 

J.T. (red.) Mot normalt? Omsorgsideologier i forandring. 

Oslo: Kommuneforlaget 

Hugemark, A & Wahlström (2002): Personlig assistans i 

olika former –mål, resurser och organisatoriske gränser. 

Stockholm: Forsknings- och utvecklingsenheten, 

Socialtjänstforvaltningen 

Holst, J. (2005): Management and professionalism in 

socio-educational care work with people with intellectual 

disabilities. I: Gustavsson, A. m.fl.: Resistance, 

Reflection and Change –Nordic Disability Research. 

Lund: Studentlitteratur. 

Høilund, P. & Juul, S. (2003): Hvad er godt socialt 

arbejde. I: Social Kritik nr. 89. København: Social Kritik 

Illich, I. (1977): Disabling professions. Marion Boyars 

Publishers 

Negt, O. (1985): Det levende arbejde, den stjålne tid. 

København: Politisk Revy 

Perlt, B., Holst, J., Nielsen, K. & Hagensen, P. (2005): 

Der skal to til en tango – Om kommunikation og relationer 

i støtten til mennesker uden verbalt ekspressivt verbalt 

sprog. København: Socialt Udviklingscenter SUS 

Socialministeriet (2002): Evaluering af erfaringerne 

med institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet, 

1998 – 2002. Socialministeriet 

Tiedeman, M. (2004): Socialt eller isolerat integrerad. 

I: Tøssebro, J. (red) Integrering och Inkludering. Lund: 

Studentlitteratur 

Socialpædagogikkens brugsværdi 

Af Gertrud Oelerich og Andreas Schaarschuch 

Omtrent siden midten af 1990’erne står socialpædagogikken/det 

sociale arbejde i Tyskland foran den udfordring at 

skulle legitimere sine programmer, handlingskoncepter og 

organisationsformer stærkere (note 1). Den neoliberale 

politiks centrale mål – at sænke statens udgifter gennem 

omstrukturering af den offentlige sektor – blev inden 

for feltet personorienterede sociale tjenesteydelser forsøgt 

gennemført ved at indføre strategier for kvalitetssikring og 

effektivitetsstigning. Et væsentligt hjørne var bl.a. at højne 

”virkningerne” af de sociale ydelser gennem en stærkere 

inddragelse af ”kunderne” – selv om denne inddragelse ofte 

var af rent retorisk art. Siden da er spørgsmålet, hvordan 

socialpædagogik/socialt arbejde kan efterprøve sine ”virkninger 

”, blevet langt vigtigere end før. 

Ved siden af disse eksogene politiske udfordringer har der 

siden udgangen af 1970’erne inden for den socialpædagogiske 

teoridannelse selv været udviklet en række ansatser, hvis 

præmisser har været, at socialpædagogikken skulle lægge sit 

fokus på ”levevilkår og livssituationer”, på den ”hverdagslige 

livsverden” og dennes ”reproduktionspraksisser” og orientere 

sig mod dem (jfr. bl.a. Böhnisch 1982; Thiersch 1986, 1992; 

Sünker 1989; Schaarschuch 1990). Selv om dette perspektiv 

vidtgående kan gå for at være konsensus inden for den socialpædagogiske 

teori, så stiller det sig anderledes inden for den 

socialpædagogiske forskning: Skønt man mange gange og på 

mange måder har opfordret til at analysere adressaternes perspektiv 

systematisk (jfr. Hornstein 1998; Flösser et al. 1998), 

er den socialpædagogiske forskning næsten udelukkende 

centreret om de professionelle og deres perspektiver, organisationer 

og institutioner (note 2). Ganske vist kan man finde 

nogle få undtagelser – frem for alt inden for rammerne af anvendelsesorienterede 

evalueringskontekster; men teorigenererende 

forskningstilgange til besvarelse af spørgsmålet om, 

hvori ”virkningen” og ”effekterne” af det socialpædagogiske 

arbejde består – set ud fra brugernes perspektiv, om hvad der 

synes nyttigt eller det modsatte for dem, er det umuligt at udfærdige 

en lang liste over. 

Dette spørgsmål forsøger vi i denne artikel at besvare systematisk 

med forskningsbegrebet ”socialpædagogisk bruger- 

forskning”. I det følgende vil vi først skitsere det teoretiske 

grundlag, som udgør baggrunden for og ledetråden i vores 

empiriske arbejde. Efter den korte redegørelse for metodologi 

og metoder vil vi præsentere de første resultater af vores 

empiriske forskning. 

Teoretisk grundlag 

Den socialpædagogiske brugerforskning bygger på den 

”nyere” teori om sociale serviceydelser (jfr. Schaarschuch 

1999, 2003). Den griber tilbage til de teoretiske ansatser om 

tjenesteydelser fra 1970’erne, som forsøgte at begribe tjenesteydelsesprocessen 

som et engangssamspil mellem professionelle 

og klienter indrammet af kategorierne produktion 

og konsumption. De, der traditionelt var kaldt ”klienter”, 

blev dermed tildelt rollen som ”ko-producenter”, mens de 

professionelle derimod tildeltes rollen som ”producenter” 

(Badura/Gross 1976; Gartner/Riessman 1978). På baggrund 

af tilegnelsesteoretiske overvejelser i relation til Marx’ kritik 

af det fremmedgørende arbejde – hvor enhver produktion 

forstås som tilegnelse – er det muligt at fastlægge forholdet 

mellem producenter og ko-producenter i tjenesteydelsesprocessen 

på en ny måde. Det er subjekterne selv, som tilegner 

sig deres liv, dvs. producerer. De må selv frembringe eller 

”producere” deres dannelse/uddannelse, sundhed og sociale 

adfærd – naturligvis altid inden for rammerne af historisk– 

konkrete samfundsformationer. Professionel handlen kan 

ikke ”udvirke” noget i denne selvproduktionsproces, men 

kan i det mindste stimulere, ledsage, understøtte og fremme 

disse tilegnelsesprocesser eller på baggrund af sin socialstatsfunktion 

begrænse, bortkanalisere eller forhindre processerne. 

Det afgørende i dette teoretiske perspektiv er, at 

professionelt socialpædagogisk arbejde skal have en ”brugsværdi”, 

der kan tilegnes. Dvs. professionel handlen må vise, 

at den indeholder brugsværdi for klientens selvproduktionsproces. 

I konsekvens heraf kan forholdet mellem professionelle 

og brugere nu forstås på en systematisk ny måde: 

De, som stiller krav om sociale ydelser, og som traditionelt 

betegnes som klienter, skal i dette perspektiv forstås som 

de egentlige producenter, mens de professionelle derimod 

betragtes som ko-producenter (se fig. 1 på næste side). 



Begreb om serviceydelse Professionel ”Klient” 

Traditionelt Producent Ko-producent (konsument) 

Tilegnelsesbaseret Ko-producent Producent (konsument) 

På grundlag af denne argumentation vil det være muligt at 

lægge et teoretisk fundament for kategorien ”bruger”: Hun/ 

han tilegner sig brugsværdikarakteren af den professionelle 

socialpædagogiske serviceydelsesvirksomhed med henblik 

på aktivt at udvikle og udvide sine kompetencer produktivt 

i samspil med sin livssituation. Hvis den professionelle socialpædagogiske 

indsats hermed gøres til en ressource i tilegnelsesprocessen, 

må man under de konkrete betingelser 

for produktionen og tilegnelsen af serviceydelsen spørge, 

om den faktisk har en brugsværdi, altså om den med henblik 

på den normative horisont i alt pædagogisk arbejde viser sig 

nyttig for autonomien i livsførelsen – f.eks. for udviklingen 

af handlekompetencer eller handlealternativer. Dermed erobres 

et grundlæggende kritisk orienteringspunkt: Brugsværdien 

for brugernes livspraksis bliver dermed til kriterium 

for professionel socialpædagogisk handling. Dermed er den 

socialpædagogiske nytteforsknings erkendelsesinteresse fokuseret: 

Denne interesse handler grundlæggende om at analysere, 

hvori socialpædagogikkens nytte eller brugsværdi 

består, hvordan socialpædagogisk indsats og socialpædagogiske 

arrangementer kan gøre nytte såvel som, hvordan man 

kan identificere de kendetegn ved socialpædagogisk arbejde, 

som enten muliggør og fremmer tilegnelsesmuligheder, 

henholdsvis umuliggør og begrænser disse muligheder. 

På baggrund heraf lyder vores forskningsspørgsmål: Hvori 

består det socialpædagogiske arbejdes nytte ud fra brugernes 

perspektiv, og på hvilken måde benytter de sig af tilbuddene? 

Enhver forskning har behov for et begreb om sagen, 

som forskningen søger efter. Således definerer vi på grundlag 

af vores teoretiske redegørelse nytte af personrelaterede 

sociale tjenesteydelser som brugsværdiindholdet af den 

professionelle virksomhed med henblik på det produktive 

samspil med de krav, som rejser sig for brugerne ud fra de 

opgaver, som de selv har stillet sig. 

Når vi i det følgende nærmer os vores ’genstand’ mikroanalytisk, 

så sker dette på ingen måde ved at se bort fra de makrostrukturelle 

dimensioner, som socialpædagogisk arbejde 

finder sted under. Vi går ud fra, at socialpædagogik i kapitalistiske 

samfund retter sig mod at regulere individernes 

handlemåde (Schaarschuch 1990). Socialpædagogikkens 

”funktion” er ”normalisering” af handlemåder, der define- 

res som afvigende, med sigte på at ændre adfærd og personer: 

Socialpædagogik er en ”people-changing activity” (Olk 

1986). I den henseende er den relateret til ”formidlingen af 

tilfælde og relationsnorm” (Offe 1987). Den kontrollerer på 

den ene side afvigende adfærd, ligesom den på den anden 

side giver støtte til at erhverve en normkonform adfærd. 

Metodologi og metoder 

”frit” på varemarkedet som fuldgyldigt subjekt, men også 

at kunne disponere, altså at lære at forholde sig økonomisk 

ansvarligt. Ligeledes er det uden videre indlysende, at unge 

i høj grad værdsætter at kunne leve i deres egen bolig. Men 

hvori består den specifikke nytte af inden for dette program 

at kunne stille en bolig til rådighed? For at kunne besvare 

det må man tage de forskellige kontekster i betragtning (jfr. 

afsnit 4 senere). F.eks. består boligens nytte for nogle unge, 

som før har levet på døgninstitution, i at være kommet væk 

fra den allestedsnærværende støj; andre betonede, at en privatsfære 

blev mulig, idet de kunne indrette sig i overensstemmelse 

med egne forestillinger, eller i at de uden problemer 

kunne invitere venner på besøg. Boligens nytte kommer 

prægnant til udtryk i følgende interviewpassage med en ung 

(kodenavn: Bea). 

Til baggrund: Bea har grundet heftige modsætninger med 

sine forældre levet længere tid i en døgninstitution, efterfølgende 

dog levet hos dem ”og det gik ikke, og der var så meget 

ballade” (s. 15f.). Hun blev derfor bragt i nødindkvartering 

en enkelt nat og det var ”slemt” (s. 18). Der havde 

hun fundet ud af, ”at man også kan få hjælp og støtte, når 

man ikke forstår at komme ud af det med sine forældre” (s. 

21), og ”at man så får egen bolig og lige akkurat kan flytte 

væk” (s. 22f.). Bea skildrer videre i interviewet, hvordan 

forholdet til moderen – som blev beskrevet som vanskeligt 

– bliver aflastet og er blevet ”meget bedre” på grund af Beas 

adgang til egen bolig. 

I: Hvordan er ..øhm…relationen til dine forældre så i dag? 

Altså, nu hvor du er flyttet ud for dig selv, og når du ser 

dem? 

B: Meget bedre 

I: Ja? 

B: Altså, jeg er sammen med mine forældre på en helt normal 

måde. Jeg går derhen hver dag, altså, min mor har også, 

må jeg tilføje, øhm, fået barn endnu engang, nu har jeg en 

lillebror og alene på grund af ham kommer jeg dér, fordi jeg 

godt kan lide ham osv. og også laver meget med den lille. 

Men jeg kommer egentlig godt ud af det med min mor. Vi 

skal også spise is og købe sko i næste uge og …Altså at have 

afstand er i hvert fald bedre, fordi når jeg ikke ser min mor 

hver eneste dag, så skændes jeg heller ikke med hende. Det 

var helt anderledes tidligere (Int. Bea, s. 302-17). 

Bea fortæller, at forholdet til hendes forældre er blevet ”meget 

bedre” og ”helt normalt”, og at hun kommer godt ud af 

det med sin mor. Resumerende betoner hun, at ”afstand i 



hvert fald er bedre”, fordi hun ikke mere skændes med sin 

mor på grund af den tidslige og rumlige afstand. Før førte 

den alt for store nærhed til et anspændt forhold. Med baggrund 

i egen bolig blev den nærhed, der virker aggressionsskabende, 

ophævet, og forholdet aflastes så vidt, at hun kan 

være sammen med sine forældre på en ”normal” måde, og at 

hun nu opsøger dem frivilligt (!) hver(!) dag. Afspændingen 

i forholdet til moderen føres umiddelbart tilbage til ophævelsen 

af den påtvungne nærhed, som finder sted i kraft af, 

at hun nu råder over egen bolig. Boligens brugsværdi og 

dermed nytte manifesterer sig her for brugeren som en positivt 

vurderet forandring i de sociale forhold i hendes umiddelbare 

personlige omverden. 

Et andet aspekt af den materielle dimension er karakteriseret 

af immaterialitet (immateriel nytte I). Den er ganske vist relateret 

til konkrete genstande og opgaver, men antager ikke 

umiddelbart stoflig form som f.eks. en bolig, men har alligevel 

en stærk instrumentel karakter. Dermed menes først og 

fremmest de råd, tip og andet, som får det til at lykkes for 

den unge at håndtere hverdagens udfordringer bedre. Rådene 

og informationerne relaterer sig f.eks. til boligsøgning, jobansøgninger, 

omgangen med myndigheder og institutioner. 

Tillige relaterer de sig til sociale forhold – omgang med forældrene 

eller med venner. Derved udvides den unges oplysningsniveau 

i forhold til specifikke opgaver og strategier til at 

løse dem, og orientering og sikkerhed i adfærd formidles. 

Et videre immaterielt aspekt, der korresponderer hermed 

(immateriel nytte II), knytter sig sagforhold som udvidelse 

af praktiske kompetencer og evner gennem støtte og vejledning 

fra kontaktpersoner – f.eks. at klare bankaffærer, lære 

at holde styr på pengene, omgang med formularer og procedurer, 

husholdningsøkonomi, men også aspekter, der har 

fokus på træning af personlige færdigheder og evner som 

selvkontrol, konflikthåndtering og selvstændighed. 

Den personlige dimension 

Den personlige dimension omfatter de aspekter, som tematiserer 

relationen mellem ung og støtteperson set ud fra 

perspektivet om nytte for håndteringen af opgaverne i den 

daglige livsførelse. Det handler her ikke om ’god’ eller ’dårlig’ 

støtte som sådan, men derimod om betydningen for de 

specifikke processer i mestringen af livet. Ud fra interviewmaterialet 

kan man rekonstruere forskellige aspekter af den 

personlige dimension. 

Anerkendelsesaspektet: Herved forstås den respekt, anerken- 

delse eller ikke-anerkendelse af den unge som ligeberettiget 

samspilspartner, som kommer til udtryk i støttepersonens 

adfærd. Ikke mindst i forhold til målet ”selvstændighed”, 

som også er den unges individuelle mål, er spørgsmålet om 

anerkendelse som fuldgyldig samspilspartner et yderst følsomt 

punkt. 

Sikkerhedsaspektet: Dermed tænkes på garantien eller sikkerheden 

for, at støttepersonen kan benyttes som ressource i 

vanskelige situationer, såvel som den unges egen følelse af 

sikkerhed, som gør det muligt for den unge at være handlekraftig 

i uoverskuelige situationer og situationer, som den 

unge ikke har ret mange erfaringer med. 

Opmærksomhedsaspektet: Hermed betegnes den tilladte eller 

ikke-tilladte følelsesmæssige nærhed, som støttepersonen 

forvalter, og dermed overtagelsen eller ikke-overtagelsen 

af en signifikant persons rolle, som ud over den professionelle 

rolle tager del i vanskelige livssituationer for den 

unge og dermed delvist kompenserer for andre signifikante 

personers fejl. 

Magt- og disciplineringsaspektet: Dermed forstås støttepersonernes 

udøvelse af adfærdsstyring ved hjælp af pres 

og tvang – f.eks. gennem eksplicitte og implicitte henvisninger 

til egen kompetence, beslutninger om hvorvidt den 

unge skal forblive i programmet eller få lov til at stoppe 

eller tildelingen af finansielle ressourcer. Også den unges 

oplevelse af og erfaring med støttepersoners kontrolhandlinger 

hører med her. I felter, der af de unge betragtes som 

’private’ – f.eks. venskaber eller seksuelle forhold – vurderes 

de negativt, mens de af de unge på områder, der har med 

selvstændig livsførelse at gøre – så som regelmæssig skolegang, 

punktlighed, overholdelse af aftaler m.v. – mestendels 

betragtes som understøttende. 

Brugere, som stiller krav om tilbud inden for institutionelle 

rammer, konfronteres altid med en modsætningsfuld blanding 

af hjælpende og normerende komponenter. I håndteringen 

af dem skal de for at kunne klare deres livssituationer 

gøre de aspekter af tilbuddet nyttige, som ud fra deres perspektiv 

har betydning for deres liv. Dette implicerer samti- 

dig, at de skal forsøge at se bort fra, neutralisere eller imødegå 

de dele af tilbuddet, som ikke er relevante eller direkte er 

uønskede for dem – for så vidt som de ikke bare slår en handel 

af med dem som en slags ’uafvendelig skæbne’ og arrangerer 

sig med dem. Det handler altså om for det første at vise 

hvilke nyttestrategier, brugerne anvender i deres håndtering 

af de konkrete programformer. Interessen retter sig således 

på procesniveauet mod den måde, hvorpå tilegnelsen finder 

sted. Det drejer sig for det andet om rekonstruktionen af de 

tilegnelsesmåder, ved hjælp af hvilke brugerne med støtte af 

professionel handlen kvalitativt udvider deres kompetencer 

eller deres handlingsrepertoire i forhold til de opgaver, de 

selv stiller sig med hensyn til deres livsførelse. 

Nyttedimensioner 

Dette præsenterer den aktuelle situation i forskningen. 

Spektret af benyttelsesstrategier og tilegnelsesmåder kan 

naturligvis være langt mere omfattende. 

Benyttelsesstrategier 

I materialet kan indtil videre fremanalyseres to strategiske 

former for udnyttelse: undgåelsens henholdsvis samarbejdets 

benyttelsesstrategi. 

Undgåelse: Hermed betegner vi en benyttelsesstrategi, som 

er kendetegnet ved, at brugerne i sammenligning med andre 

er relativt lidt engageret i serviceydelsesprocessen og 

forsøger at slippe udenom de fra deres side set uønskede og 

vidtrækkende programaspekter gennem en defensiv adfærd. 

Naturligvis med vekslende held. I forbindelse hermed skal 

de frembringe delvist vanskelige og ud fra deres opfattelse 

risikable balancer for ikke at blive straffede og blive hængende 

i programmet. Det viser sig, at brugere forsøger at 



undgå at blive udsat for de programdele, som har en normerende 

og dermed forbunden sanktionerende karakter. Men 

samtidig forsøger de inden for rammerne af programmets 

normer at tale med om ”positive ting” for at skaffe sig en alt 

i alt gunstigere situation i programmet. 

Kooperation som benyttelsesstrategi: For at mindske virkningerne 

af de mindre attraktive og normerende aspekter af 

programmet i forhold til deres dagligdag og mere intensivt 

og uforstyrret at kunne benytte sig af andre, stærkere ønskede 

aspekter af programmet betjener brugere sig bl.a. af samarbejdet 

som strategi. Her strukturerer de ud fra deres syn på 

sagen aktivt interaktionsprocessen med de professionelle. 

Grundlaget er en interesse i samarbejde med henblik på at 

realisere et subjektivt relevant mål (jfr. Bieker 1989: 56f.) – 

dvs. benyttelsen af subjektivt betydningsfulde og ønskede 

aspekter af programmet med henblik på nytteoptimering. 

F.eks. tilbyder brugere et tilpasset samtaleindhold proaktivt 

i forhold til handlingsproblemerne i samspillet, fordi de er 

bevidste om, at de professionelle skal opfylde pædagogiske 

opgaver. Gennem denne samarbejdende holdning ”hjælper” 

brugerne de professionelle i en succesrig udøvelse af deres 

opgaver i omgangen med dem selv. På den måde skaffer de 

sig et image som fornuftige samarbejdspartnere og modtager 

de større ”fordele”, som de ønsker sig – f.eks. øget frirum 

i hverdagens livsførelse f.eks. gennem færre kontrolbesøg i 

boligen (Interview med Jochen). 

Tilegnelsesmåder 

I analysen af tilegnelsesmåderne, der forstås som udvidelse 

af adfærdsrepertoiret og kompetencer i livsførelse, var det 

muligt at identificere to tilegnelsesmåder: Tilegnelse som 

læreproces og tilegnelse som selvrefleksionsproces. Ved 

tilegnelse forstår vi en proces, i løbet af hvilken brugerne 

foretager en transformation af deres hidtidige handlemåde 

og deres realitetstolkninger inden for rammerne af en interaktiv 

fremsættelse af krav om serviceydelser. Transformationsprocesserne 

betragtes som vellykkede, når der finder 

en kvalitativ udvidelse af kompetencerne sted med henblik 

på selvbestemt og selvansvarlig handlen (se Schaarschuch/ 

Oelerich 2005; Winkler 2004). 

Tilegnelse som læreproces: Dermed menes læreprocesser 

for brugeren, som knytter sig til træning af kompetencer (til 

daglig livsførelse). Ofte angår de læreprocesser, hvorunder 

brugere med hjælp af professionel indsats umiddelbart tilegner 

sig de nødvendige kompetencer for daglig livsførelse: 

spektret strækker sig eksempelvis fra enkle kompetencer 

som udfyldelse af bank- og ansøgningsformularer (interview 

med Nele) over formulering og realisering af modsætninger 

mod beskeder fra forskellige forvaltninger (interview 

med Elsbeth) og hen til trinvis erhvervelse af komplekse 

kompetencer til selvstændig, planlagt og rational omgang 

med egne finansielle ressourcer (interview Lara). Disse læreprocesser 

står i en direkte sammenhæng med vejledende, 

instruktiv og emotionelt understøttende professional handlen 

samt med institutionelt-organisatoriske arrangementer 

(f.eks. måder og regler for pengetildeling), som kan benyttes 

som handlingsrammer og støttende midler til selvaktiv 

tilegnelse af kompetencer. Professionel handlen – så som 

information og vejledning – indgår i tilegnelsesprocesserne 

og bliver af brugerne transformeret til kompetencer på en 

subjektiv, meningsfuld måde. Hvis transformationsprocessen 

skal munde ud i udvidelse af selvbestemte handlingsmuligheder, 

realiseres brugsværdien og dermed nytten af 

socialpædagogiske serviceydelser og arrangementer. 

Tilegnelse som selvrefleksionsproces: Med begrebet selvrefleksion 

identificeres en anden form for tilegnelse. Når 

egen handling, egne tænke- og synsmåder, egne vaner gøres 

til en proces af sammenstød omkring genstanden for efterprøvning, 

sammenligning og vurdering og overføres til nye 

handlingsrelevante tolkninger af egen handlen, kan der tales 

om selvrefleksion med tilegnelseskarakter. Tilegnelse som 

selvrefleksionsproces opmuntres i den pædagogiske setting 

med dens professionelle, mens ændringen af realitetstolkningen 

og transformationen af adfærdsdispositioner aktivt 

må gennemføres af brugerne selv (interview med Lara). 

c) Benyttelsens kontekster 

Såvel nytte som benyttelsesprocesser er altid indlejrede i historisk-konkrete 

sociale, institutionelle og samfundsmæssige 

kontekster, som har betydelig indflydelse på, hvad og om 

noget viser sig som værende af nytte. Denne indsigt synes 

nærmest triviel, men ikke desto mindre viser det sig på empirisk 

plan i interviewmaterialet, at nytten af et strukturelt 

ens tilbud fremtræder på forskellig måde for hver bruger. 

Nytten kan kun fastsættes under hensyntagen til konkrete 

kendetegn – tid, sted, magtforhold, personer, erfaringer og 

biografier osv. Det handler imidlertid ikke om en analyse 

af disse aspekter som sådan. Det drejer sig i langt højere 

grad om hvilken relevans kontekstbetingelserne kan vurderes 

at have i forhold til den konkrete fastlæggelse af nytte 

og forløbet af benyttelsesprocesserne set ud fra brugerens 

perspektiv. Til dette formål vælges betegnelsen relevanskontekst. 

Ud af materialet er det muligt at rekonstruere den 

subjektive und den institutionelle relevanskontekst med de 

første tilsvarende kontekstbetingelser (se også Oelerich/ 

Schaarschuch 2005: 92ff.). 

Den subjektive relevanskontekst 

Den institutionelle relevanskontekst 

Også tilbuddenes konkrete institutionaliseringsformer kan 

som kontekstbetingelse og ud fra brugerens synsvinkel have 

systematisk indflydelse på, om et eller flere aspekter af tilbuddet 

antager brugsværdiindhold eller ej. Tre afgrænsede 

institutionelle kontekstbetingelser blev erkendt: de specifikke, 

centrale strukturelementer i programmet (så som bolig, 

penge, rådgivning, støtte, gruppetilbud), de internt fastlagte 

opgaver, regler og aftaler såvel som magtstruktur og magtfordeling, 

og endelig de officielle definitioner af mål inden 

for rammene af normerende adfærdsregulering (”selvstændiggørelse”), 

der alle forstås som kendetegn ved programmets 

kontekstbetingelser. Organisationsstrukturen betegner 

organisationstypiske kontekstbetingelser som f.eks. tidrum-strukturering, 

arbejdsdeling og hierarki, indlejring i 

forvaltningskonteksten eller relationen mellem brugere og 

professionelle. De regelfastsatte eksplicitte som implicitte 

kendetegn ved professionel handlen så som kontrol og fri 

dispositionsret, magt og sanktionering, nærhed og distance 

såvel som den pædagogiske orientering repræsenterer kontekstbetingelserne 

for det professionelle koncept. Den konkrete 

version af et pædagogisk handlekoncept repræsenterer 

altså en institutionel kontekstbetingelse, som er højst relevant 

for brugsværdiindholdet af programmet, dvs. for dets 

nytte set ud fra et brugerperspektiv. 

Sammenfatning og udblik 

Med de præsenterede niveauer af benyttelse og nytte og deres 

forskellige dimensioner har vi udarbejdet en analytisk 

ramme, som bliver tydeligere i sine differentieringer i nedenstående 

skematiske fremstilling: 



Figur 2 

Subjektiver 

Relevanz- 

Kontext 

- Problemqualität 

- Präferenzen 

- Kulturell-normative 

Orienterungen 

Nutzen 

- materiale Ebene 

- personale Ebene 

- Infrastrukturebene 

Nutzung 

- aneignungsweise 

- Nutzungsstrategie 

Institutioneller 

Relevanz- 

Kontext 

- Programm merkmale 

- Organisations struktur 

- Professionelles 

konzept 

Hermed er det aktuelle niveau i den socialpædagogiske brugerforskning 

opridset. Analyserammen er åben for videre 

tilføjelser, differentieringer og revisioner. Bortset fra den 

videre afklaring og konturering af dimensionerne ved at variere 

handlingsfeltet er det først og fremmest relationerne 

mellem de forskellige elementer (som er vist i figur 2s pile), 

som markerer et forskningsprogram, hvis realisering først er 

blevet påbegyndt.

Noter 

1) Artiklen er fordansket af Niels Rosendal Jensen, lektor 

ved institut for pædagogik, DPU 

2) Dette synes også at gælde for forskningen i de skandina 

viske lande: Programmet for FORSA-Kongressen i Århus 

2008 udviser lignende vægtlægninger. 

Badura, B., Gross, P. (1976): Sozialpolitische Perspektiven. 

München: Piper. 

Bieker, R. (1989): Bewährungshilfe aus der 

Adressatenperspektive. Sichtweisen, Erfahrungen und 

Reaktionen der Probanden. Bonn: Forum. 

Böhnisch, L. (1982): Der Sozialstaat und seine Pädagogik. 

Neuwied: Luchterhand. 

Dolić, R., & Schaarschuch, A. (2005): Strategien der 

Nutzung sozialpädagogischer Angebote. In: G. Oelerich 

& A. Schaarschuch (Eds.) Soziale Dienstleistungen aus 

Nutzersicht. Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit. (pp. 99 

– 116). München: Reinhardt. 

Flösser, G., Otto, H.-U., Rauschenbach, T., & Thole, 

W. (1998): Jugendhilfeforschung. Beobachtungen zu 

einer wenig beachteten Forschungslandschaft. In: T. 

Rauschenbach & W. Thole (Eds.). Sozialpädagogische 

Forschung. (pp. 225–261). Weinheim: Juventa. 

Gartner, A., & Riessman, F. (1978): Der aktive Konsument 

in der Dienstleistungsgesellschaft. Zur politischen 

Ökonomie des tertiären Sektors. Frankfurt/M.: Suhrkamp. 

Hornstein, W. (1998): Erziehungswissenschaftliche Forschung 

und Sozialpädagogik. In: In: T. Rauschenbach & 

W. Thole (Eds.). Sozialpädagogische Forschung. (pp. 47 

– 80). Weinheim: Juventa. 

Lamnek, S. (1995): Qualitative Sozialforschung. Band 2: 

Methoden und Techniken (3. Auflage). Weinheim: Belz – 

Psychologie Verlags Union. 

Mayring, P. (1995): Qualitative Inhaltsanalyse. Grundlagen und 

Techniken (5. Auflage) Weinheim: Deutscher Studienverlag. 

Oelerich, G., & Schaarschuch, A. (Eds.). (2005): Soziale 

Dienstleistungen aus Nutzersicht. Zum Gebrauchswert 

Sozialer Arbeit. München: Reinhardt. 

Oelerich, G. & Schaarschuch, A. (2005): Der Nutzen Sozialer 

Arbeit. In: G. Oelerich & A. Schaarschuch (Eds.) Soziale 


Sozialer Arbeit (pp. 80 – 98). München: Reinhardt. 

Oelerich, G. & Schaarschuch, A. (2006): Zum Gebrauchswert 

Sozialer Arbeit. Konturen sozialpädagogischer Nutzerforschung. 

In: M. Bitzan, E. Bolay, & H. Thiersch (Eds.) 

Die Stimme der Adressaten. Empirische Forschung über 

Litteratur 

Andreas Schaarschuch er dekan for Uddannelsesforsk 

ning, Professor, Dr. ved Bergische Universität i 

Wuppertal. 

Gertrud Oelerich er videnskabelig medarbejder sammesteds. 

Erfahrungen von Mädchen und Jungen mit der Jugendhilfe 

(pp. 185 – 214). Weinheim: Juventa. 

Offe, C.: Das Wachstum der Dienstleistungsarbeit: Vier 

soziologische Erklärungsansätze. In: T. Olk & H.-U. Otto 

(Eds.). Soziale Dienste im Wandel 1. Helfen im Sozialstaat 

(pp. 171 – 198). Neuwied: Luchterhand. 

Olk, T. (1996): Abschied vom Experten. Sozialarbeit auf 

dem Weg zu einer alternativen Professionalität. Weinheim: 

Juventa. 

Schaarschuch, A. (1990): Zwischen Regulation und 

Reproduktion. Gesellschaftliche Modernisierung und die 

Perspektiven Sozialer Arbeit. Bielefeld: K. Böllert. 

Schaarschuch, A. (1999): Theoretische Grundelemente 

Sozialer Arbeit als Dienstleistung. Ein analytischer Zugang 

zur Neuorientierung Sozialer Arbeit. In: neue praxis, (6), 

543–560. 

Schaarschuch, A. (2003): Die Privilegierung des Nutzers. 

Zur theoretischen Begründung sozialer Dienstleistung. In: T. 

Olk, & H.-U. Otto (Eds.) Soziale Arbeit als Dienstleistung. 

Grundlegungen, Entwürfe und Modelle (pp. 150 – 169). 

München: Luchterhand. 

Schaarschuch, A./Oelerich, G. (2005): Theoretische 

Grundlagen und Perspektiven sozialpädagogischer Nutzerforschung. 

In: G. Oelerich & A. Schaarschuch (Eds.) Soziale 


Sozialer Arbeit (pp. 9–25). München: Reinhardt. 

Sünker, H. (1989): Bildung, Alltag und Subjektivität. 

Elemente zu einer Theorie der Sozialpädagogik. Weinheim: 

Deutscher Studienverlag. 

Thiersch, H. (1986): Die Erfahrung der Wirklichkeit. 

Perspektiven einer alltagsorientierten Sozialpädagogik. 

Weinheim: Juventa. 

Thiersch, H. (1992): Lebensweltorientierte Soziale Arbeit. Aufgaben 

der Praxis im sozialen Wandel. Weinheim: Juventa. 

Winkler, M. (2004): Aneignung und Sozialpädagogik – 

einige grundlagentheoretische Überlegungen. In: U. Deinet, 

& C. Reutlinger (Eds.) ”Aneignung” als Bildungskonzept 

der Sozialpädagogik : Beiträge zur Pädagogik des Kindes- 

und Jugendalters in Zeiten entgrenzter Lernorte (pp. 71 

– 91). Wiesbaden:VS-Verlag. 

Styring af døgninstitutioner for børn og unge. 

Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler? 

Af Steen Juul Hansen 

Politikerne blander sig ofte i, hvordan den offentlige sektor 

fungerer, og om borgerne får den offentlige service, de har 

behov for. Den offentlige sektor skal moderniseres og gerne 

med den private sektor som forbillede. Politikerne skal 

blande sig i denne problematik. Det er deres opgave. Med 

politikernes interesse for den offentlige serviceproduktion 

er det også nærliggende at interessere sig for, hvordan man 

mest effektivt kan styre de professionelles arbejde med deres 

klienter. Interessen for og den politiske debat om de professionelles 

arbejde i den offentlige sektor præger jævnligt 

overskrifterne i medierne. Det er dog karakteristisk for debatten, 

at det er skiftende professioner, der er i fokus. Nogle 

gange er lærerne i fokus. Andre gange politi, sygeplejersker 

eller pædagoger. Og en sjælden gang handler debatten om 

det socialpædagogiske arbejde, og hvad der styrer socialpædagogernes 

arbejde på døgninstitutioner for børn og unge 

med adfærdsmæssige problemer. Det er emnet for denne 

artikel. 

Harmon & Mayer (1986) skelner mellem tamme – og vilde 

problemer. Kendetegnende for de tamme problemer er, at 

de kan løses ved hjælp af teknisk rationalitet. Opgaverne 

kan være komplekse og svære at løse, men det er ikke desto 

mindre muligt. Der er f.eks. tale om opgaver som opbygning 

af en infrastruktur eller udskiftning af tog i DSB. De 

vilde problemer er de problemer, som er svære eller umulige 

at definere, hvor problem og løsning er svære at adskille, og 

hvor løsningen er kontekstafhængig. Det er kendetegnende 

for disse problemer, at de er socialt konstrueret. 

De opgaver som socialpædagogerne skal løse på døgninstitutioner 

for børn og unge er vilde problemer (Hansen, 2009). 

Socialpædagogerne træffer beslutninger i et komplekst samspil 

mellem regler og rammer og personlige holdninger og 

vurderinger. Arbejdet på en døgninstitution for børn og unge 

er karakteriseret ved, at socialpædagogerne beskæftiger sig 

med problemer, der har en dynamisk og kompleks karakter, 

hvor opgave– og målusikkerheden er stor, også større end 

for mange andre områder inden for den offentlige sektor. 

Det betyder, at døgninstitutionsområdet mere er præget af 

socialt konstruerede forestillinger om, hvad der er god og 

dårlig socialpædagogik end af sikker, evidensbaseret viden 

om, hvilken behandling det enkelte adfærdsvanskelige barn 

skal modtage. 

Den neoinstitutionelle organisationsteori er en socialkonstruktivistisk 

teoridannelse, der lægger vægt på, at organi- 



sationer ikke kun fungerer teknisk rationelt, men også er 

underlagt institutionaliserede forestillinger om karakteren 

af socialpædagogisk arbejde. Teoridannelsen har sin oprindelse 

i Berger & Luckmanns (1976) bog om den samfundsskabte 

virkelighed. Den sociale verden er ikke objektiv, men 

socialt konstrueret. 

Med udgangspunkt i den neoinstitutionelle organisationsteori 

(DiMaggio & Powell, 1991) kan man skelne mellem tre 

former for pres, som hver især er et udtryk for omgivelsernes 

forsøg på styring af den enkelte organisation. DiMaggio 

& Powell skelner mellem tre former for styring: regulativ, 

normativ og mimetisk styring. DiMaggio & Powell snakker 

Figur 1: Elementer i den formelle regulering. 

S 

t 

a 

t 

Direkte statslig regulering 

Den normative styring vedrører skabelse af en fælles operationel 

faglighed og en professionelt legitimeret autonomi. 

Altså det forhold, at socialpædagogerne har autonomi til at 

udføre deres arbejde på døgninstitutionerne netop i kraft 

af deres faglighed. Den normative styring opstår, når organisationen 

importerer praksis fra professionelle. Professionaliseringen 

af arbejdet betyder etableringen et kundskabsmæssigt 

fundament for arbejdet og dermed legitimitet 

og uafhængighed til at definere betingelser og metoder for 

arbejdet. Der opstår et ydre pres på organisationen, når de 

professionelle vil benytte professionelt legitimerede ”betingelser 

og metoder” i arbejdet. 

Den mimetiske styring eller tommelfingerregler vedrører 

procedurer for håndtering af opgaverelateret usikkerhed i 

organisationen. Det mimetiske pres opstår, når de organisatoriske 

mål, diagnoser og løsningsteknologier er uklare og 

usikre, og det derfor er svært at afgøre, om man som individ 

eller organisation gør det rigtige. For at reducere usikker- 

K 

o 

m 

m 

u 

n 

e 

Bemyndigelseslovgivning 

Intern regulering 

Anden off. virksomhed 

om tre former for institutionelt pres. I denne sammenhæng 

anvendes begrebet styring. De to begreber er sideordnede. 

Den regulative styring vedrører den formelle regulering af 

den enkelte organisation. Den regulative styring stammer fra 

magtfulde eksterne aktører specielt fra staten. Overholdelse 

af gældende lovgivning, bekendtgørelser og formelle politiske 

beslutninger er vigtige elementer i denne sammenhæng. 

Formel regulering kendetegner bureaukratiske styring, som 

den udspiller sig i forvaltningen. Den formelle regulering 

kommer ikke kun fra staten, men også fra kommunen eller 

regionen, der dels omsætter den statslige bemyndigelseslovgivning, 

dels selv træffer forvaltningsmæssige beslutninger 

(Hansen, 2009). 

D 

ø 

g 

n 

i 

n 

s 

t 

i 

t 

u 

t 

i 

o 

n 

} Kommunen 

} 

som omsætter 

af statslig regulering 

Kommunen som selvstændig 

beslutningsmyndighed 

heden i organisationen er det derfor en oplagt mulighed at 

efterligne andre succesfulde organisationer indenfor samme 

fagområde. På den måde udvikles ”taken-for-granted” tænkemåder, 

metoder og teknologier (Meyer & Rowan, 1991). 

De tingsliggøres over tid, og bliver objektive kendetegn ved 

arbejdet på en døgninstitution. De bliver den ”tavse viden”, 

der knytter sig til alle fagområder. En selvfølgelig viden, 

som man ikke stiller spørgsmålstegn ved, men som ikke desto 

mindre er styrende for det socialpædagogiske arbejde. 

De tre former for styring interagerer med hinanden. En formel 

regel kan sagtens være en faglig metode eller en tommelfingerregel, 

der er blevet formaliseret. Alle tre former 

for styring reducerer usikkerheden i organisationen. Alt andet 

lige vil en omfattende regelstyring eller en omfattende 

faglig styring fortrænge tommelfingerreglerne. Omvendt vil 

manglende formel og faglig styring give frit spillerum for, at 

den professionelle praksis styres af tommelfingerregler. 

Styring som bemyndigelseslovgivning kommer til udtryk i 

reglerne i ”Lov om social service” om døgninstitutioner for 

børn og unge. Det er her kommunen, der har beslutningskompetencen 

i forhold til alle væsentlige beslutninger om 

selve anbringelsen af barnet eller den unge på døgninstitution. 

De indholdsmæssige krav i loven er generelt meget 

brede og ikke særligt handlingsanvisende. ”Lov om social 

service” kan ikke karakteriseres som en direkte statslig regulering, 

men må tværtimod karakteriseres som en rammelovgivning, 

hvor den lokale myndighed får udstukket nogle 

rammer, som den skal skønne og handle inden for. 

Den interne regulering er kendetegnet ved, at det er den lokale 

beslutningsmyndighed, som selv beslutter karakteren af 

den interne regulering. Den interne kommunale regulering 

retter sig mod de budgetmæssige rammer, selvforvaltningsaftaler, 

der regulerer forholdet mellem kommunens centrale 

og decentrale enheder, overenskomster og personalepolitiske 

forhold samt centralt udmeldte kvalitetsmæssige krav 

til døgninstitutionernes pædagogiske praksis. Det samlede 

billede af den kommunale regulering af døgninstitutionsområdet 

viser, at kommunerne vægter reguleringen af de organisatoriske 

rammer – økonomi og overenskomster – og at 

reguleringen af den behandlingsmæssige indsats på den enkelte 

døgninstitution stort set er fraværende. Handleplanen 

og den dermed forbundne individualisering af behandlingen 

af den enkelte anbragte er et problemområde, som den enkelte 

døgninstitution selv må regulere. 

De konkrete styringsværktøjer, som kommunerne bruger til 

at regulere døgninstitutionerne med, varierer ikke nævneværdigt 

fra kommune til kommune. Der kan dog være små 

forskelle i, hvor intensivt den enkelte kommune bruger det 

specifikke værktøj. F.eks. kan budgetkontrollen i en kommune 

være strammere end i en anden kommune. 

Generelt er den formelle styring karakteriseret ved, at den 

regulerer de økonomiske og overenskomstmæssige rammer 

for arbejdet på døgninstitutionerne. De formelle regler regulerer 

ikke det socialpædagogiske arbejde på døgninstitutionerne. 

Dette er overladt til den normative eller mimetiske 

styring. 

Den normative styring 

Analysen af om socialpædagogernes professionsstatus og 

den normative styring rummer konklusioner på to overordnede 

spørgsmål om, 1) At man kan betegne socialpædago- 



gerne som en profession? og 2) At socialpædagogernes faglighed 

udgør en normativ styring af feltet? 

Hvis man besvarer spørgsmålet om socialpædagogernes 

professionsstatus med udgangspunkt i den klassiske professionssociologi 

(Friedson, 2001), så er konklusionen, at man 

ikke kan kalde det socialpædagogiske fagområde for en profession. 

Det socialpædagogiske fagområde er ikke baseret 

på teoretisk viden; det praktiserer ikke eksklusiv jurisdiktion 

inden for sit eget arbejdsområde; det har ikke specielle 

rettigheder på arbejdsmarkedet baseret på en anerkendte 

kvalifikationskriterier; og socialpædagogerne har ikke en 

formel højere uddannelse, der producerer de nødvendige 

socialpædagogiske kvalifikationer. Socialpædagogerne har 

en ideologi forstået som et sæt af værdier og ideer, der sætter 

almenvellet over personlig vinding og kvalitet over produktivitet. 

Konklusion på spørgsmålet, om socialpædagogernes faglighed 

udgør en normativ styring, er, at pædagoguddannelsen 

og socialpædagogernes faglige organisation Socialpædagogernes 

Landsforbund ikke udøver nogen normativ styring i 

den forstand, at de definerer fælles og operationelle betingelser 

og metoder for det socialpædagogiske område. Det 

normative pres indeholder ikke konkrete anvisninger på, 

hvordan det socialpædagogiske arbejde skal udføres. Derfor 

er der ikke konkrete faglige metoder, der kan indarbejdes 

i døgninstitutionernes formelle struktur. Pædagogseminarierne 

og SL definerer derimod fælles ideer om og værdier for 

det socialpædagogiske arbejde. Dermed får socialpædagogerne 

en fælles forståelsesramme for deres arbejde, og de 

får nogle begreber og forestillinger, som de kan benytte, når 

de taler om deres arbejde, og som de kan bruge til at retfærdiggøre 

deres arbejde med. De får en fælles ideologi. 

Med formuleringer fra de fem analyserede lærebøger i socialpædagogik 

kan professionens ideologi udtrykkes ved, at 

det socialpædagogiske dannelsesideal er den autonome livsform, 

hvor det er medmennesket, der er den højeste autoritet. 

Det fremgår af lærebøgerne, at socialpædagogik er en 

politisk præget aktivitet, præget af idealer om det ”retfærdige 

og demokratiske samfund”, og socialpædagogikken er 

ikke underordnet politisk og forvaltningsmæssig regulering. 

Socialpædagogikken skal medvirke til en demokratisering 

af samfundet, hvor socialpædagog og barn i dialog sætter 

dagsordenen for læreprocessens indhold. 

I punktform kan socialpædagogernes ideologi, deres fælles 

ideer og værdier for deres arbejde karakteriseres ved, at 

målet med socialpædagogisk arbejde er den autonome 

livsform, hvor det enkelte menneske får frihed og 

mulighed for at realisere sine muligheder og blive det 

selvforvaltende menneske. 

samfundet skal være præget af social retfærdighed og af 

ligeværdige relationer. 

socialpædagogikken skabes i mødet med barnet og har 

ikke en bestemt metode. 

det socialpædagogiske arbejde indeholder også en 

politisk dimension og er ikke underordnet politisk og 

forvaltningsmæssig regulering. 

faglig og personlig udvikling er to sider af sammen sag, 

og omdrejnings punktet i professionen er praksis og den 

enkelte socialpædagog. 

Analysen af de fem lærebøger viser, at der er forskel på fagets 

ideelle forestillinger om det socialpædagogiske arbejde 

og på, hvordan det socialpædagogiske arbejde bliver udført 

i praksis. Lærebøgernes beskrivelser af praksis illustrerer, 

hvor let de ideelle forestillinger om socialpædagogik kan 

degenerere til ”metodeløs selvforvaltning” i den daglige 

praksis på en døgninstitution. Der er tilsyneladende et skisma 

mellem, hvad faget teoretisk set burde være og det, det 

rent faktisk er. 

Det socialpædagogiske fagområde er desuden kendetegnet 

ved modstridende interesser mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne 

i feltet. Arbejdsgiverne i feltet efterlyser mere 

mål/middelrationalitet i løsningen af de socialpædagogiske 

opgaver og større erkendelse af, at den professionelle pædagog 

er en integreret del af den offentlige forvaltning. 

Den mimetiske styring 

Den mimetisk styring er et udtryk for feltets standardreaktioner 

på usikkerhed. Usikkerhed om kausalteorier og 

behandlingsteknologier i det socialpædagogiske arbejde 

og usikkerhed om omgivelsernes forventninger. Der er et 

mimetisk pres og en mimetisk styring på døgninstitutionsområdet. 

For at kompensere for manglen på sikre mål og 

metoder i det socialpædagogiske arbejde samt for manglen 

på klare forventninger fra omgivelserne, har socialpædagogerne 

udviklet nogle fælles forestillinger om, hvordan de 

skal udføre deres arbejde. 

Socialpædagogernes fælles forestillinger om barnet og dets 

problemer tager udgangspunkt i, at børnenes basale problem 

Tabel 1. Elementer i det samlede institutionelle pres 

Det samlede styringsmæssige pres: 

Forestillinger om socialpædagogisk arbejde 



Den 

regulative 

tyring 

Den 

normative 

styring 

Den 

mimetiske 

styring 

Lov om social service og krav om handleplaner 

Regler for magtanvendelse 

Regler for brandforanstaltninger 

Økonomiske rammer 

Overenskomster 

Regler for brug af lommepenge 

Den autonome livsform 

Social retfærdighed og ligeværdige relationer 

Socialpædagogikken skabes i mødet med brugeren 

Socialpædagogikken har ikke en bestemt metode 

Det socialpædagogiske arbejde er ikke underordnet politisk og forvaltnings 

mæssig regulering 

Faglig og personlig udvikling er to sider af samme sag 

Børnene har mangler, og det er årsagen til deres problemer 

Kernefamilien som forbillede for behandlingen på en døgninstitution 

Barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur 

Socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er 

Socialpædagogerne bruger ikke magt og straffer ikke 

Det, der sker på døgninstitutionen, er til barnets eget bedste 

Børn i puberteten er uden for pædagogisk rækkevidde 

Socialpædagogens personlighed er en væsentlig del af socialpæda gogens 

virksomhed 

Socialpædagogikken skabes i mødet med barnet 

Undersøgelsen (Hansen, 2009) har vist, at usikkerheden på 

døgninstitutionsområdet er stor. Usikkerheden er stor, fordi 

det regulative og det normative pres på området er svagt. 

Styringen af døgninstitutionsområdet udgøres fortrinsvis 

af den mimetiske styring. Det er et pres, som primært socialpædagogerne 

oplever. Lederne oplever det dog også, 

da de er uddannede socialpædagoger, og på linje med det 

socialpædagogiske personale er optaget af børnenes og det 

pædagogiske personales daglige problemer. Det fremgår af 

tabel 1, at der er flere sammenfald mellem forestillingerne 

i den normative styring og forestillingerne i den mimetiske 

styring. F.eks. kan ideologien om social retfærdighed og 

ligeværdige relationer genfindes i den mimetiske styring 

som forestillinger om, at socialpædagogerne møder barnet 

der, hvor det er, og at socialpædagogerne ikke bruger magt 

og ikke straffer. De to former for styring fungerer i samspil 

med hinanden og forstærker gensidigt hinanden. 

Den samlede styring af døgninstitutionsområdet er ikke 

konsistent. Den udgør et styringsmix. Elementerne i den 

samlede styring er på mange måder i modstrid med hinanden. 

Inkonsistenserne i det institutionelle pres fremgår af 

tabel 2. Tabellen illustrerer, at der er to former for inkonsistenser: 

1) Inkonsistenserne internt i de tre former for pres 

og 2) Inkonsistenserne mellem de tre former for pres.

Tabel 2. Inkonsistenser i det institutionelle pres 

Den regulative 

styring 

Den normative 

styring 

Den mimetiske 

styring 

Den regulative styring Den normative styring Den mimetiske styring 

Normalisering i modsætning til hand le planer, øko nomiske 

rammer, brandforanstaltninger, magtanvendelse, 

regler for brug af lommepenge og overenskomster 

Socialpædagogikken er ikke underlagt en politisk eller 

forvaltningsmæssig regulering 

Forestillingen om, at socialpædagogikken skabes i 

mødet med barnet, er i modstrid med en instrumentel 

tilgang til socialpædagogik 

Den samlede styring er som nævnt ikke præget af konsistens. 

De tre former for pres er hverken internt konsistente 

eller indbyrdes konsistente. Inkonsistenserne fremgår af tabel 

2. De tonede felter i tabellen markerer de interne inkonsistenser, 

mens de ikke tonede felter markerer inkonsistenserne 

mellem de tre former for pres. 

Den manglende interne konsistens i den regulative styring 

kommer til udtryk ved, at de forestillinger om normalisering 

af barnets eller den unges tilværelse, som Lov om social service 

indeholder, ikke er i harmoni med den øvrige formelle 

regulering af området. Et liv på en døgninstitution kan ikke 

blive normalt, hvis det er reguleret af handleplaner, brandforanstaltninger, 

regler for magtanvendelse, overenskomster 

m.m. Med hensyn til den normative styring er der ikke 

en entydig holdning til, om socialpædagogikken skal være 

instrumentel, og om den skal være underordnet den parlamentariske 

styringskæde. Der er her en konflikt mellem socialpædagogerne 

på den ene side og arbejdsgiverne i feltet 

på den anden. Inkonsistensen i den normative styring vedrører 

interessemodsætninger mellem den socialpædagogiske 

profession og arbejdsgiverne i feltet. Den helt overordnede 

inkonsistens i det mimetiske pres er modsætningen mellem 

forestillingen om, at barnets indre kaos skal modsvares af en 

ydre struktur, og forestillingen om at møde barnet der, hvor 

det er. På den ene side et strukturperspektiv på barnet, hvor 

barnet er objekt, og på den anden side et aktørperspektiv på 

barnet, hvor det kompetente barn i dialog med pædagogen 

skaber udvikling. 

Den manglende indbyrdes konsistens mellem de tre former 

for styring kommer primært til udtryk ved en uoverensstemmelse 

mellem den regulative styring og de to øvrige former 

for styring. Umiddelbart er der en modsætning mellem fore- 

Det regulative pres er i modsætning til det normative 

pres som sådan, fordi socialpædagogernes ideologi 

ikke anerkender statslig styring 

Den instrumentelle socialpædagogik i modsætning 

til det selvforvaltende menneske og den ligeværdige 

relation 

Forestillingerne om, at børnene har mangler, og det er 

årsagen til deres problemer, at barnets indre kaos skal 

modsvares af en ydre struktur og at børn i puberteten 

er uden for pædagogisk rækkevidde er i modstrid med 

forestillingen om det kompetente barn 

Det regulative pres er i modsætning til det mimetiske 

pres, fordi socialpædagogernes forestillinger er 

fokuseret på barnet og dets forældre 

Social retfærdighed og ligeværdige relationer 

mellem barn og voksen er i modstrid med struktur og 

voksenstyring 

”At møde barnet hvor det er” i modsætning til 

voksenstyring og struktur. 

”Socialpædagogerne bruger ikke magt” er i 

modsætning til voksenstyring 

stillingen om, at det socialpædagogiske arbejde ikke er underlagt 

forvaltningsmæssig eller politisk regulering og den 

omstændighed, at området overhovedet er formelt reguleret. 

Denne modsætning kommer også til udtryk ved, at arbejdsgiverne 

i feltet og socialpædagogerne har forskellige forestillinger 

om, hvad den professionelle socialpædagog skal 

kunne. Denne modsætning handler fundamentalt set om, at 

arbejdsgiverne ønsker den bureaukratiske styringsmodel, 

mens socialpædagogerne ønsker den professionelle styringsmodel 

(Nørgaard, 2001). Herudover er det lovgivningsmæssige 

krav om handleplaner i modstrid med forestillingen 

om, at socialpædagogikken ikke er instrumentel og ikke er 

kendetegnet ved en bestemt metode, men derimod skabes 

i mødet med barnet. Det forekommer også inkonsistent, at 

lovgivningsmagten finder det nødvendigt at udfærdige en 

bekendtgørelse om magtanvendelse, når socialpædagogerne 

har den opfattelse, at den socialpædagogiske relation er 

magtfri. Og at man har så detaljerede overenskomster, når 

socialpædagogerne bruger kernefamilien som forbillede for 

behandlingen på en døgninstitution. 

med stærke forestillinger om, hvad socialpædagogik er. Ligeledes 

er arbejdsgivernes forsøg på at underordne socialpædagogikken 

en bureaukratisk logik i modstrid med fagets 

ideologi og praksis. 

Resultaterne af analysen af de tre former for styring af 

døgninstitutioner for børn og unge viser, at den formelle 

regulering af området som helhed ikke er omfattende og 

detaljeret. Den formelle regulering retter sig primært mod 

de overenskomstmæssige og økonomiske rammer, som er 

detaljeret reguleret og kontrolleret. Den formelle regulering 

af den socialpædagogiske praksis er stort set fraværende. 

Sideløbende med den formelle regulering af anbringelsesområdet 

griber staten direkte regulerende ind på en række 

specifikke områder, som f.eks. brandforanstaltninger og 

magtanvendelse. Denne direkte regulering er meget detaljeret. 

Desuden er reglerne for brandforanstaltningernes vedkommende 

ikke alene kontrollerbare, de kontrolleres også 

systematisk af en ekstern myndighed. 

Resultaterne af analysen af den normative styring viser, at 

der ikke er nogen faglig styring af området. Det faglige indhold 

af socialpædagogikken er ikke kendetegnet ved fælles 

operationelle metoder. De faglige begreber i faget er overordnede 

og derfor svære at omsætte i praksis. Socialpædagogikken 

og socialpædagogerne er omfattet af en stærk 

ideologi, der er kendetegnet ved egalitære værdier. 

Resultaterne af analysen af den mimetiske styring viser, at 

den måde, hvorpå socialpædagogerne taler om børnene, deres 

problemer og deres behandling, er præget af, at barnet 

opfattes som et objekt, der skal behandles af voksne. Barnet 

har svært ved at styre sig selv, og det skal derfor styres af 

socialpædagogerne. Det vigtigste værktøj i denne proces er 

socialpædagogen selv. Den mimetiske styring udtrykker socialpædagogernes 

tommelfingerregler for, hvordan socialpædagogisk 

arbejde skal udføres på en døgninstitution. Den 

mimetiske styring er på flere områder sammenfaldende med 

socialpædagogernes ideologi. 

Døgninstitutionerne er ikke optaget af de formelle regler 

og fælles faglige normer, men af døgninstitutionsområdets 

egne tommelregler for socialpædagogik. Døgninstitutionerne 

har mange interne regler – Emma Gad-regler, som 

en socialpædagog kalder dem. Det er regler, som man ikke 

snakker om, fordi de er blevet en indarbejdet del af den daglige 

praksis på døgninstitutionen. De mange tommelregler 



for den socialpædagogiske praksis kommer til udtryk ved, 

at styringen af døgninstitutionsområdet er domineret af den 

mimetiske styring. Det samlede styringsmix på døgninstitutionsområdet 

er illustreret i tabel 3. 

Tabel 3. Døgninstitutionsområdets styringsmix 

Det institutionelle pres Styring af rammer Styring af indhold 

Det regulative pres 

- Serviceloven 

- amtskommunal 

regulering 

- overenskomst 

Det normative pres 

- pædagoguddannelsen 

- SL’s etisk værdigrundlag 

Stærkt 

- få detaljerede procedurer 

- rammestyring 

- rammestyring 

Svagt 

Svagt 

Det mimetiske pres Stærkt 

Døgninstitutioner for adfærdsvanskelige børn og unge skal 

skabe de bedst mulige opvækstvilkår for de anbragte børn 

og unge, så disse kan opnå de samme muligheder for personlig 

udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. 

Mange af de anbragte børn og unge har svært ved at 

indordne sig under almindelige sociale spilleregler. 

Den enkelte socialpædagogs arbejde er fastlagt i vagtplaner. 

På nogle døgninstitutioner rækker vagtplanerne et år frem 

i tiden. Døgninstitutioner har deres egen døgnrytme, som 

ligner familiens (Kristensen & Hybel, 2006). Døgnrytmen 

fungerer som et pædagogisk imperativ for socialpædagogerne. 

Sammenfattende kan man sige, at økonomiske rammer, 

socialpædagogernes ideologi, døgnrytmen og de daglige rutiner 

er de styrende elementer for den professionelle praksis 

på en døgninstitution. 

Resultaterne fra analysen af styringen af døgninstitutionsområdet 

har vist, at det er den store usikkerhed om det faglige 

indhold af socialpædagogikken, om karakteren af børnenes 

problemer og om samfundets forventninger til døgninstitutionerne, 

der er den primære baggrund for karakteren 

af styringen af døgninstitutionsområdet. Og usikkerhed er 

drivkraften i skabelsen af et mimetisk pres. Resultaterne fra 

analysen viser desuden, at der er en stram regulering af de 

økonomiske og overenskomstmæssige rammer for døgninstitutionerne, 

mens det socialpædagogiske arbejde med børnene 

er overladt til socialpædagogernes egne tommelfingerregler 

for, hvad socialpædagogisk arbejde er. Døgninstitutionerne 

reagerer styringen fra omgivelserne ved primært at 

tilpasse sig omgivelsernes krav. Nogle gange er tilpasningen 

dog ceremoniel og præget af modstand. 

Note 

1) Artiklen er en sammenfatning af dele af afhandlingen 

”Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler. 

Institutionelt pres og strategiske valg på døgninstitutioner, 

daginstitutioner og folkeskoler”, POLITICA, 2009. 

Berger, Peter L. & Thomas Luckmann (1976): Den 

samfundsskabte virkelighed, København: Lindhardt og 

Ringhof 

Calmer, Simon (2006): ”Styring gennem autonomi? Et 

forskningsprojekt om politisk styring af de danske skoler, 

Polotica, nr. 4, Institut for Statskundskab, Århus 

DiMaggio, Paul J. & Walter W. Powell (1991a): ”The 

Iron Cage Revisited: Institutional Isomorphism and 

Collective Rationality in Organizational Fields”, pp. 

63-82 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), 

The New Institutionalism in Organizational Analysis, 

Chicago: University of Chicago Press 

Harmon, Michael M. & Richard T. Mayer (1986): 

“Organization Theory for Public Administration”, Boston: 

Little, Brown and Company 

Hansen, Steen Juul (2009): “Bureaukrati, faglige 

metoder eller tommelfingerregler. Institutionelt pres og 

strategiske valg på døgninstitutioner, daginstitutioner og 

folkeskoler”, Politica, Institut for Statskundskab, Århus 

Kristensen, Ole Steen & Katja Anna Hybel (2006): 

”Fænomen og virkning – introduktion til antologien”, pp. 

7-24 i Ole Steen Kristensen (red.), Mellem omsorg og 

metode – tværfaglige studier i institutionsliv, Viborg: 

Forlaget PUC 

Meyer, John W. & Brian Rowan (1991). ”Institutionalised 

Organisations: Formal Structure as Myth and Ceremony”, 

pp. 41-62 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), 

The New Institutionalism in Organizational Analysis, 

Chicago: University of Chicago Press. 

Nygren, Pär & Halvor Fauske (2004). ”Ideologisk 

beredskap – om etikk og verdier i helse- og sosialfag”, 

Oslo: Gyldendal Norsk Forlag A/S. 

Nørgaard, Asbjørn Sonne (2001). ”Det institutionelle valg 

og dets konsekvenser: Et forsvar for mådeholden og ærlig 

hierarkisk styring”, pp. 105-130 i Anders Berg-Sørensen 

(red.), Etik til debat. Værdier og etik i den offentlige forvaltning, 

København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Friedson, Eliot (2001): Professionalism, Cambridge: 

Polity Press 



Litteratur 

Steen Juul Hansen er Ph.d., lektor ved Videncenter for 

Socialpædagogik og Socialt Arbejde, VIA University 

College

Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv og 

marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring 

Det er en kendsgerning, at vi lever i et komplekst samfund, hvor arbejde prioriteres højt. Idet viden 

er blevet en af de vigtigste forudsætninger for international konkurrence og hermed ligeledes 

en sund økonomi, er det vidensarbejdet, der især vinder frem. I denne artikel stilles der spørgsmål 

ved, hvilke konsekvenser denne udvikling har for identitetsfølelsen hos de unge, der ikke kan eller 

ønsker at være en del af arbejdsmarkedet. Det beskrives ligeledes, hvordan vi socialpædagogisk 

arbejder med disse unge på Stedet, Aalborg. 

Af Marlene Bisgaard Thomsen & Piet van der Vliet 

Stedet i Vejgaard (note 1) er en socialpædagogisk institution 

under Aalborg Kommune, der arbejder med anerkendelse 

som enpædagogisk tilgang. Stedet, der bliver betegnet som 

et værested, er tiltænkt unge, som ikke kan begå sig i andre 

eksisterende tilbud. Der er ingen registrering af de unge, ingen 

kontingent – de unge dropper bare ind fra gaden, som 

de har lyst. På Stedet møder personalet unge med mange 

forskellige problematikker, lige fra den aktive stofmisbruger 

over småkriminelle til skoletrætte dropouts. En af de 

udfor dringer, som hyppigst viser sig, er en marginalisering i 

forhold til arbejdsmarkedet. Ligeledes er der på Stedet rigtig 

mange unge, som af den ene eller anden grund, er blevet fravalgt 

på arbejdsmarkedet, eller selv har valgt arbejdet fra. 

Der er noget paradoksalt i, at i en tid hvor arbejdsgivere 

må sige nej til ordrer, og politikere er ved at falde over hinandens 

ben for at lave samfundsreformer, der frigiver flere 

hænder, findes der en relativt stor gruppe unge, som ikke 

kommer i betragtning til et arbejde. 

Som mange sociologer (Giddens, 1996; Bauman, 2006; 

Beck, 1997; m.fl.) påpeger, lever vi i et komplekst samt hastigt 

foranderligt samfund, som er karakteriseret ved høj vidensproduktion, 

udvikling, øget refleksivitet m.m. Identitet 

er ikke en dogmatisk størrelse, og det er op til individet at 

konstruere samt håndtere sin identitet. Sociologen Anthony 

Giddens (1996) hævder, at mennesket er blevet sit eget personlige 

projekt. Vi skaber vores identitet gennem handlinger 

samt fortællinger, og evnen til at opretholde en fortælling 

om os selv bliver en essentiel del af identitetsdannelsen. 

Valg af arbejde bliver ligeså en måde at kontribuere til den 

kontinuerlige selvfortælling, hvorved arbejde ikke længere 

blot er et middel til overlevelse, men ligeledes en måde, 

hvorpå individet kan realisere sig samt skabe en identitet. 

Arbejdet er på mange måder blevet et privat anliggende, 

og hvor der tidligere var en klar grænse mellem arbejde og 

fritid, er dette skel blevet mere udvisket, idet arbejdet og 

arbejdsformen har ændret sig markant de sidste 100 år (Hollway, 

1996). 

Det traditionelle produktionsarbejde er i højere grad blevet 

afløst af vidensarbejde, og antallet af ufaglærte stillinger er 

støt dalende. Karakteristisk for det klassiske produktionsarbejde 

er, at incitamentet er af økonomisk karakter. Når 

arbejdet derimod bliver et selvrealiseringsprojekt, da skal 

incitamentet have personlig ækvivalens. Eksempelvis kan 

det hævdes, at årsagen til at sygeplejerskernes strejke for 

højere løn ikke var baseret på dårlig økonomi, men mere 

grundet en følelse af manglende anerkendelse. 

Alle har ifølge Axel Honneth (2003) behov for anerkendelse, 

og arbejdet i dag er i særdeleshed et middel til at opnå 

anerkendelse. Anerkendes individet ikke, er der risiko for, at 

individet mister det positive forhold til sig selv og hæmmes 

i sin udvikling og sin evne til at indgå som fuldt integreret 

medlem af samfundet (Willig, 2006). 

Den herskende samfundsdiskurs er baseret på, at mennesket 

ønsker selvudvikling og bygger i høj grad på en humanistisk 

ideologi, hvor individet skal stræbe efter at indfri dets 

immanente potentialer. Denne diskurs kan synes norma- 

tiv, idet den opstiller idealer for, hvordan mennesket opnår 

det ”gode liv”, hvilket på samme tid sætter dem, der ikke 

ønsker eller evner dette, uden for normen. Ydermere kan 

selvrealisering have den uheldige konsekvens, at individets 

svagheder manifesteres (Usher & Edwards, 1994). Hvad 

der defineres som normalt, er derfor et spørgsmål om den 

gældende diskurs i samfundet, hvilket bl.a. Michel Foucault 

(1997) pointerer. Sproget har således en utrolig magt, idet 

ændringer i semantik kan ændre virkeligheden, og gennem 

italesættelser bliver de afvigende da udpeget. 

Sociologen Howard S. Becker (1973) betoner i sin teori, 

at afvigelse sker, når personen ikke kan efterleve de regler, 

en socialgruppe har vedtaget, og dermed bliver skyld i en 

forseelse, som bedømmes af det omgivende samfund: Deviance 

is not a quality of the act the person commits, but 

rather a consequence of the application by others of rules 

and sanctions to an offender. The deviant is one to whom 

that label has successfully been applied; deviant behaviour 

is behaviour that people so label (ibid. s. 9). 

Dernæst kan der ligge en hurdle i at få den enkelte unge til at 



acceptere et lavstatusjob, da det af og til bliver betragtet som 

værende bedre at være arbejdsløs og på bistand end at skulle 

fortælle kammeraterne, at man har sagt ja til eksempelvis et 

rengøringsjob. 

Det kan have flere årsager. Eksempelvis er et gruppetilhørsforhold 

afgørende for den psykiske sundhed (Baumeister, 

1999), og kan det ikke opnås i store dele af omgivende samfund, 

er individet nødsaget til at finde subkulturer, hvor denne 

identificering samt følelse af fællesskab kan finde sted. 

Vigtigheden af gruppen og dennes normer kan afspejle, 

hvor konformt individet bliver. Således kan normen inden 

for den pågældende gruppe influere på, hvordan individet 

vurderer det at besidde et arbejde. Endvidere sker der en 

social sammenligning, når mennesker indgår i sociale relationer 

(Festinger, 1954), hvilket måske gør det svært at 

acceptere et arbejde med lav status, hvis man sammenligner 

sig med en direktør. 

Kendetegnende for nutidens ungdomsgeneration er X-faktor 

genet, idet de unge ikke vil nøjes, men derimod have, 

hvad de ser, andre har - den sociale sammenligning sker 

opad frem for nedad. 

Vores identitet skabes i interaktion med andre og gennem 

narrativer (Giddens, 1996), hvilket betyder, at den unge 

uden arbejde formodentlig vil mangle en signifikant del i 

sin personlige fortælling. Derudover er det tænkeligt, at der 

er risiko for, at de unge internaliserer samfundets negative 

opfattelse af dem og dermed danner fundament for en ringe 

selvbillede. 

På Stedet oplever vi, at den unge som oftest gerne vil have et 

arbejde, men eftersom de har haft adskillige nederlag i forbindelse 

med både skolegang og arbejdsliv, er konsekvensen, 

at de opgiver at forsøge at begå sig på arbejdsmarkedet. 

Dette synes umiddelbart som en naturlig måde at beskytte 

sig selv på over for flere smertefulde nederlag. Rent psykologisk 

kan det ydermere påpeges, at individet vil forsøge at 

opretholde en stabil identitet, selv på trods af at denne kan 

være negativ (Swann, 1987). Således vil unge med en selvopfattelse, 

der siger, at de ikke magter et arbejde, aktivt søge 

at få bekræftet denne opfattelse. 

Da manden har store vanskeligheder ved at læse og forstå de 

dokumenter og skrivelser, han modtog fra myndighederne, 

var der en praktisk opgave i at hjælpe manden rundt i syste- 

met, både på Arbejdsformidling, på ungdomscentret og på 

det lokale distriktskontor. 

Denne opgave har heldigvis en lykkelig afslutning, men den 

viser også nødvendigheden i at kende de unge, at have en 

relation til dem, der gør, at de tør åbne sig og fortælle om 

deres drømme, ønsker og mangler. Hvis vi ikke havde kendt 

den unge mand så godt, ikke havde kendt til hans nederlag i 

skolen, til hans ordblindhed, til hans beskedne drømme om 

et fast arbejde, han kunne honorere, havde det været alt for 

let at stemple og afskrive ham som en doven slyngel, og 

hvis han omvendt ikke havde haft den fornødne tillid til og 

tryghed i pædagogerne på Stedet, ville han ikke have henvendt 

sig til dem om hjælp. 

I denne artikel er det søgt belyst, hvordan arbejdsmarkedets 

samt samfundets udvikling influerer den marginaliseringsproces, 

der kan opstå over for de personer, der står uden for 

arbejdsmarkedet. Arbejdet er i den vestlige verden derfor 

blevet et fundamentalt aspekt for social inklusion, og som 

beskrevet, er arbejdet dermed også en del individets identitetsforvaltning. 

Vores sigte er ikke blot at problematisere 

samfundsstrukturen, men derimod ligeså meget at sætte fokus 

på, hvordan de unge mennesker, som vi møder i vores 

arbejde på Stedet kan blive og føle sig som en del af det 

samfund, hvori de eksisterer. Hvorvidt et samfund kan karakteriseres 

som solidarisk afhænger ifølge Honneth (Willig, 

2006) af dets evne til at integrere individerne, og denne 

integration sker via anerkendelse. Dette kan eksempelvis 

ske gennem et arbejde, hvilket vi konkret har betonet i denne 

artikel, men samtidig synes det essentielt, at det ligeledes 

kraftigt påpeges, at alle som nævnt har brug for anerkendelse 

– arbejde eller ej. 

Piet van der Vliet, uddannet klubpædagog, arbejder på 

fjerde år som opsøgende og SSP medarbejder på Stedet 

i Vejgaard, et værested for udsatte unge under Aalborg 

kommune. 

Marlene Bisgaard Thomsen, uddannet pædagog, arbejder 

deltids på Stedet og læser sideløbende psykologi 

på AAU. 



Kort om institutionen Stedet 

Historie: Siden 1993 havde beboerne i Vejgaard ønsket at få 

et kultur- og aktivitetscenter, men da tidshorisonten for den 

endelige beslutning stadig var usikker, og da der i Vejgaard var 

tiltagende problemer med unge, primært omkring Filstedvejen 

Skoles arealer, blev det besluttet fra kommunal hold, at der 

skulle etableres et væresteds projekt, fortrinsvis henvendt til 

gruppen af udsatte, svage og marginaliserede unge. 

I foråret 1998 åbnede værestedet, som kom til at hedde 

Stedet blandt brugerne, i to pavilloner opstillet på Filstedvejen 

Skoles parkeringsplads. Den 1. juli 1998 åbnede Stedet, og 

den officielle åbning var den 4. december 1998. 

Den 1. januar 2002 flyttede Stedet til større lokaler og var nu 

placeret ved Filstedvejen Skoles multibane. 

Den 1.maj 2002 blev Stedet godkendt som et permanent 

tilbud til unge i Vejgaard. 

Stedet blev i den forbindelse underlagt Distriktskontor Øst, 

stadig med den oprindelige målsætning med særligt fokus 

på svage og marginaliserede unge. 

21.11.05 indviede Stedet sine nye lokaler. Lokalerne er 

beliggende i et nybygget træhus på adressen Filstedvej 10 D. 

Stedets formål: 

Målgruppen er udsatte unge i alderen 12 – 25 år, som ikke 

benytter eksisterende tilbud i området. 

Bauman, Z. (2006): Flydende modernitet (1. ed, 1. oplag). 

København: Hans Reitzels Forlag 

Baumeister, R.F. (Ed.) (1999): The Self in Social Psychology. 

Philadelphia, PA: Psychology Press (Taylor & Francis) 

Beck, U. (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny 

modernitet. København: Hans Reitzel 

Becker, H.S. (1973): Outsiders – Studies in the Sociology 

of Deviance. New York: The Free Press 

Dean, M. (2006): Governmentality – Magt og styring i det 

moderne samfund. København: Forlaget Sociologi 

Foucault, M. (1997): Ethics. Subjectivity and truth. Paul 

Rabinow (red.). New York: The New Press 

Festinger, L. (1954): A theory of social comparison 

processes. Human Relations, 7 

Giddens A. (1996): Modernitet og selvidentitet (8. oplag). 

København: Hans Reitzels Forlag 

Hogg, M.A.,Vaughan, G.M. (2005): Social Psychology (4. 

ed.). Harlow, Essex: Pearson Prentice Hall 

Note 

Litteratur 

Hovedformålet er at skabe en helhedsorienteret indsats, 

hvor udgangspunktet er den enkelte unge og dennes 

særlige forudsætninger og personlighed. 

Et meningsfyldt og målrettet tilbud til udsatte og 

marginaliserede unge. 

Et sted og et forum, hvor den unges eget ansvar og personlige 

indsats har en afgørende og bærende betydning. 

Et alternativ sted for unge, der ikke umiddelbart har nogen 

tilknytning til de eksisterende tilbud. 

At have en forebyggende effekt for de unge at komme på 

Stedet. 

Stedet tilbyder åben anonym rådgivning samt almindelig 

vejledning, der foregår ingen registrering af de unge, og 

det er gratis at benytte tilbuddet. 

Åbningstider: 

Alle ugens 7 dage, 363 dage om året, lukket juleaften og 

nytårsaften. 

For yderligere oplysning og for mere information om vores 

institution Stedet er I velkomne til at kontakte undertegnede 

på mail eller pr. telefon. 

Hjemmeside: www.stedet.eu 

Hollway, W. (1991): Work Psychology and Organizational 

Behaviour. London: Sage Publications Ltd 

Honneth, A. (2003): Behovet for anerkendelse. København: 

Hans Reitzels Forlag 

Krogstrup, H.K. (2006): Evalueringsmodeller (2. udg). 

København: Academica 

Rose, N. (2001): Normality and Pathology in a Biological 

Age. In Outlines, 3 (1) 

Swann Jr., W.B. (1987): “Identity Negotiations: Where Two Roads 

Meet”, Journal of Personality and Social Psychology, 53 (6), December. 

In E. Aronson & A.R. Pratkanis (Eds.) (1993), Social Psychology Vol 

II, Aldershot, England: Edward Elgar Publishing Limited 

Usher, R., Edwards, R. (1994). Postmodernism and 

Education. London: Routeledge 

Villadsen, K. (2004): Det sociale arbejdes genealog (1. 

udgave, 1. Oplag). København: Hans Reitzel Forlag 

Willig,R. (2006): Kamp om anerkendelse – sociale konflikters 

moralske grammatik (1. udg, 3. Opl). Kbh: Hans Reitzel 

Struktur(de)konstruktivisme 

Hvis et system udsættes for to kategoriale påvirkninger samtidig, vil det medføre en tredje, en 

kategorial ekstension, der er forskellig fra de to oprindelige og som vil forandre systemets udtryk. 

Denne proces kaldes interferens (Rønne, 1968/1973, s. 89). Dette implicerer, at interferensens 

omfang vil afhænge af systemets indholdsbestemmelser. 

Af Ole Henrik Hansen 

Artiklen påstår, at det levede, udsatte barneliv indeholder 

mere end summen af de umiddelbart tilgængelige elementer. 

Det tidslige samspil mellem forskellige interfererende 

fænomener – såsom psykiske, fysiske, sociale, kulturelle, 

økonomiske, politiske, etniske, relationelle, etc. – udskiller 

merværdier, der dels giver nuet dets særpræg, og samtidig 

medvirker som skjult indhold i barnets tidslige subjektgørelse 

(Stern, 1986/2006, s. 139-145). Denne ekstension eller 

merværdi er udtryk for, at barnelivet, som en levende 

organisme, ikke fyldestgørende kan forklares ud fra et reduktionistisk, 

deterministisk udgangspunkt, hvor isolerede 

enkeltdele analyseres som repræsentationer for det hele barneliv, 

men nødvendigvis må forstås som et holistisk kompleks, 

hvor afgørende elementer af det synlige er udtryk 

for emergens, der knytter sig til forestillingen om, at komplekse 

systemers egenskaber ikke alene kan forklares ud 

fra de konstituerende deles egenskaber (Rønne, 1968/1973, 

s. 90). Dette betyder, at det ikke nødvendigvis hjælper det 

socialt udsatte barn, at pædagogen er fagligt kvalificeret i 

enkelte kendte identificerbare kategorier, f.eks. teoretiske 

forståelsesrammer der følger tidstypiske faglige strømninger 

(Rygaard, 2008, s. 17), eller tager udgangspunkt i en 

diagnostisk klassificering af adfærdsmønstre, eller definerer 

pædagogik ud fra personlige forudsætninger eller forhistorie 

(Kragh-Müller, 2007, s. 78). Hvis pædagogik på denne 

måde gør en delopgave til hovedopgaven, fravælger man fra 

starten at løse opgaven. 

Inter-kategoriale kompleksiteter 

Den professionelle pædagog skal kunne identificere problemstillinger, 

der ikke er umiddelbart synlige eller tilgængelige 

temaer, som er en konsekvens af inter-kategoriale 

kompleksiteter (Hawking, 1993/1995). 

Pædagogen skal så at sige vide, hvad han ved, og på samme 

tid vide, hvad han ikke ved. Desuden skal pædagogen kunne 

overskue et usynligt kompleks af fusionerede og ikke fusionerede 

betydningsdannende elementer i barnelivet. Dermed 

fremstår opgaven umiddelbart uløselig. Men det er en pointe, 

at det ikke er relationen til det udsatte barn, der fremstår 

uløselig. Det uløselige stammer fra det omgivne samfund 

og kulturen, vi alle lever i (Foucault, 1991, s. 102 og 103; 

Heede, 1997/2007, s. 57). 

For at kunne begribe kompleksiteter af betydningsdannende 

elementer er det først og fremmest nødvendigt ikke at give 

et enkelt element eller et enkelt begreb forrang, men i stedet 

begribe alle elementer og deres samspil i ét sammenhængende 

perspektiv (Crenshaw, 2006). Et eksempel fra en børneremse: 

’Der var engang en mand. Han boede i en spand.’ 

– Her udgør de to sætninger en sammenhængende helhed, 

dels grammatisk og dels i den betydningsdannende logik; 

sammen giver de mening, men hver for sig er det nonsens. 

Udover den umiddelbare kontekstuelle sammenhæng, er der 

også en underliggende strukturel sammenhæng, da verberne 

i begge sætninger står i datid, og da grundleddet ’han’ henviser 

til ’mand.’ 

Inter-kategorial kompleksitetstænkning repræsenterer ikke 

et særligt menneskesyn, snarere et ændret forskningsfokus, 

væk fra patologien i mistrivsel hen i mod et helhedsorienteret 

undersøgelsesparadigme (Seligman & Csikszentmihalyi, 

2007, s. 29) – hvor vilkår for bedre trivsel blotlægges 

gennem dekonstruktion af de repressive vilkår, og følges 

af en retningsgivende pædagogisk indholdsbestemmelse 

(Derrida, 1970, s. 85; Klafki, 1996/2005, s. 43). Overordnet 

betragtes begrebet som en måde at forstå forskellige interfererende 

elementer i sociale sammenhænge. 

Formålet med et sådant begreb skyldes ønsket om at indkredse 

de fænomener, der er bestemmende for barnets sub- 



jektgørelse i mødet mellem det institutionaliserede system 

og barnet samt dets familie. F.eks. hvordan kulturel baggrund 

og forældres evne til relationer bliver til en del af de 

tolkningsrammer, børn forstår sig selv og hinanden igennem 

(Stern, 1986/2006). Dvs. hvordan kultur og relationer bliver 

skabt og genskabt, bliver levet og gjort, hvordan barnet 

opnår eksistens gennem et levet kompleks af interfererende 

forudsætninger og vilkår. 

Begrebet må bindes op på en strukturalistisk forståelse, hvor 

underliggende mekanismer virker retningsgivende på barnets 

relationer (Lindgren, 2005/2006, s. 345), der dels er 

spændt ud af kontekstuelt strukturerende principper og vilkår, 

og dels af en processuel, kontekstuel konstruktivistisk 

forståelse, hvor det levede liv skabes og genskabes i nuet i 

det sociale rum (Stern, 1986/2006; Derrida, 1970; Klafki, 

1996/2005, s. 43; Vygotsky, 2005, s. 74; Vygotsky, Levina, 

& Luria, 1982, s. 62; Lave & Wenger, 2003/2005, s. 36). 

Sammensmeltningen af konstruktivisme og strukturalisme, 

kan samles i ét epistemologisk begreb, man kan kalde 

struktur(de)konstruktivisme, hvor opfattelsen af børns hverdagsliv 

er samlet af forskellige, sammenhængende modsætningsfyldte 

epistemologiske elementer. Således rummer 

begrebet både det synkront-strukturelle og det diakrontkulturelle, 

da begge er afgørende elementer af det samme 

barns hverdagsliv. Denne dialektik eller sammensmeltning 

er vigtig, idet den i sig bærer en intention om at begribe 

sammenhængen mellem modsætninger. 

Hermed er rammen sat for en analyseform, der dels kan undersøge 

relationen mellem mennesker, og dels kan udnytte 

analysen af kategorial kompleksitetstænkning i barnets 

hverdag til at forbedre praksis – og dermed barnets fremtidsmuligheder 

(Atkinson & Delamont, 2000/2005, s. 821- 

841). 

Således iværksættes en hegeliansk, dialektisk logik, (Skirbekk, 

1972/1976, s. 95; Højrup, 1995, s. 30), i kontrast til 

en dualistisk subjekt–objekt orienteret erkendelsesteori, der 

siden oplysningstiden, har præget den humanistiske videnskabsteori. 

Den hegelianske dialektik er en videnskabsteoretisk 

logik, der undersøger hvordan praksis udvikler sig 

(Højrup, 1995, s. 30); hvor den dualistiske metodik søgte 

garantier for objektivitet og universelle metodeforeskrifter, 

søger dialektikken at blotlægge, hvordan praksis transformerer 

sine begreber og interagerer med de former for 

Den dekonstruktive handling består i at sætte fokus på det 

marginaliserede og synliggøre de uudtalte kategorier. Det 

er et forsøg på at stille sig kritisk og spørgende over for de 

systemer eller den tankegang, man selv er en del af. Dekonstruktion 

er en bestræbelse på at opnå forøget indsigt 

i logikken og i systemet, uden at være en egentlig metode, 

hævet over sit objekt (Derrida, 1970, s. 67). Det er at fokusere 

på sammenhænge frem for modsætninger. Dog skal 

modsætningerne ikke glemmes – de er stadig modsætninger, 

men for at forstå deres betydning, må man forstå dem som 

sammenhængende begrebsdannelser med modsætningsfyldt 

meningsindhold. Det er med andre ord, at erstatte dualisme 

med dialektik. 

Hensigten er, at begrebet ikke gøres afhængigt af fastfrosne 

og størknede fordomme og rangordnede, videnskabeliggjorte 

kategorier; idet denne faglige frisættelse er en forudsætning 

for at identificere kompleksiteten; at samle det, 

som videnskaben har adskilt. Dialektik og dekonstruktion 

er i denne forståelse en kritisk bestræbelse, der viser sig i et 

forsøg på at påvise et fænomen, der normalt betragtes som 

givet, men ved nærmere eftersyn viser sig at være en bestræbelse 

på at vise, at menneskelig erkendelse er et produkt af 

relationelle faktorer. 



Pædagogik som videnskab 

Den pædagogisk videnskabelige begrebsverden er opbygget 

af begrebsindhold, der på forskellige måder kortlægger 

relationer mellem voksen og barn og sammenhænge mellem 

(materielle) betingelser og (psykisk) udvikling, at forstå 

kompleksiteten mellem det kulturelle og det indre. Et eksempel 

på en sådan videnskabelig kortlægning af menneskelig 

virksomhed, er den kulturhistoriske skole, der netop søger 

at forstå og beskrive sammenhængen mellem udviklingen af 

de psykiske strukturer og de sociale samfundsmæssige forhold 

– altså et dialektisk samspil mellem de kulturhistoriske 

betingelser og individets egen virksomhed (Broström, 

2007). Dette er imidlertid blot ét blandt mange begreber, 

der alle søger at kortlægge den menneskelige udvikling, eller 

forskellige facetter af denne udvikling, samt at den professionelle 

måske netop er ham, der tillader sig en positiv 

skepsis, for således at kunne falsificere disse videnskabelige 

systemer, der nok beskriver menneskelige relationer, men i 

deres udtryk – alle er statiske forklaringsmodeller – der ikke 

nødvendigvis giver mening for det enkelte udsatte barn på 

blå stue; dette barn og dets relationer er givet langt mere 

komplekse end som så. I den forstand er videnskabelighed 

mere en proces end en tilstand. Med andre ord, i det øjeblik 

pædagogen bekender kulør og identificerer sig med ét begreb, 

med én kategori – afskriver han sig muligheden for 

at begribe kompleksiteten, der danner det hele barn, og den 

professionelle kompetence bliver et paradoks, hvor pædagogen 

på den ene side har tilegnet sig en definitiv, autonom 

viden, der styrer hans metode, som på den anden side gør 

ham blind for afgørende facetter i barnet – og dermed risikerer 

at obstruere processen. 

Stigmatisering på baggrund af centrisme 

Menneskers adfærd tænkes bl.a. forankret i deres relationer, 

familie, kultur og frihed; begreber der danner en strukturel 

helhed i tilværelsen. Men de er også specifikke for den enkelte 

(Højrup, 1995). Begreberne kan således ikke anvendes 

af to forskellige uden at føre til misforståelser. Dermed bliver 

disse begreber vilkår, der f.eks. beskriver de kulturelle 

forskelle, som eksisterer mellem bærere af forskellige kulturer. 

’Synligt er ethvert objekt eller problem, som ligger 

inden for terrænet, inden for horisonten, dvs. inden for det 

bestemte strukturerede felt for en given teoretisk disciplins 

teoretiske problematik. (…) Samme relation, som bestemmer 

det synlige, bestemmer også det usynlige som det synliges 

skyggeside. Det er problematikkens felt, som bestemmer 

og strukturerer det usynlige som det bestemt udelukkede: 

det er udelukket fra det synliges felt og bestemt som udelukket 

gennem problematikfeltets eksistens og egen struktur’ 

(Louis Althusser, La Pensée, s. 27 i: Højrup, 1995, s. 92). 

Struktur kan i realtilstanden forstås som en række enheder 

(kategorier), der står i et bestemt forhold til hinanden, en 

relation; den sociale og kulturelle virkeligheds sammenhænge. 

Altså et realt forhold, der viser sig objektivt, men 

er tilsløret subjektivt (i oplevelsen). Det er kategorier, der 

ikke er defineret ud fra interne kriterier, men alene ud fra de 

relationer, der knytter dem sammen, eksempelvis høj 

lav (Gregersen, 2007, s. 200). Strukturen i dette domæne er 

et dynamisk sammenhængende repressivt system. 

Dette betyder, at de strukturelle vilkår i realtilstanden opleves 

begrænsende og meningsbetingende. Og domænets 

kan anvendes til at kortlægge bagvedliggende, underkommunikerede, 

begrænsende strukturer, der virker hæmmende 

på mening på et oplevet niveau. De bliver indhold - signifié 

(Derrida, 1970) i det system, der styrer de objektgjorte 

subjekters selv-oplevelse og dermed betegner de repressive 

vilkår. 

På den ene side ses barnets intentionelle rettethed som det, 

der giver mening for barnet – det, der deskriptivt beskriver, 

hvordan barnet perciperer verden. På samme tid er strukturelle 

elementer i spil. Elementer, der manifesterer modstillingen 

mellem individniveau og samfundsniveau; og i 

en videnskabsteoretisak analyse tilskrives strukturalismen, 

der på sin side ernæres af en dyb mistro til fremtrædelsesformen 

(Merleau-Ponty, 1945/2006, s. 17); at et fænomens 

fremtrædelsesform, ikke er dets hemmelighed, og projektet 

er at aflokke fænomenet – dets inderste. Hvis man på denne 

måde både skal se den kontekstuelle fænomenale fremtrædelsesform 

og de underliggende strukturelle vilkår, kræver 

det begrebsligt røntgenblik; viden om hvad strukturen er, og 

hvordan den og andre strukturer står i forhold til hinanden, 

og hvordan disse giver fænomenerne mening ved at reducere 

den tilsyneladende kompleksitet til genkendelige mønstre. 

Og samtidig at erkende, at den måde barnet begriber 

verden på, er baseret på en biologisk betinget, psykologisk 

organisering, der som indre udviklingsstruktur er beskrevet 

af f.eks. Freud, Piaget og Eriksson og vel ikke mindst Stern. 

Og medtænke at sådanne mønstre også er betinget af en 

social og kulturel orden, der har deres egen logik og egen 

organisering. På den måde bliver fænomenerne til dynamiske 

elementer i en kompleks struktur, der i sidste ende kan 

betegnes: Samfund eller livsverden. 

Og det er først i dét øjeblik, at pædagogen faktisk oplever 

dels denne kompleksitet, uden at få videnskabsfilosofiske 

kvababbelser, og dels at det giver mening i forhold til inklusion 

af marginaliserede børn, at øvelsen er lykkedes. 



Kompleksiteter 

Kan kompleksitetstænkning (Crenshaw, 2006) rumme de 

beskrevne modsætninger og stadig give mening? 

At beskrive kompleksiteter giver alene mening, hvis de 

emergerende fænomener, kan identificeres og på længere 

sigt indsættes i et system, der formår at positionere dem i 

forhold til f.eks. udsathed. At begribe disse som medvirkende 

i en tidslig proces, hvor strukturelle vilkår virker sammen 

med, og måske assimileres i kontekstuelt opståede fænomener, 

der producerer nye uforudsigelige ekstensioner. Derfor 

er det vigtigt at anlægge en undersøgelsesmetode, der i sin 

natur til stadighed opfanger disse nye strukturer, endvidere 

at lade empirien påvirke/udvikle teorien, og lade denne teori 

virke tilbage på empirien, for derefter igen at lade den korrigerede 

empiri udvikle ny teori. Og forstå at pædagog og 

barn bevæger sig i konstituerende relationelle rum, der via 

kompetencer i pædagogens personlighed og hans politiske, 

institutionelle og faglige baggrund gør det vanskeligt at opfange 

kompleksiteter. Sociale processer i daginstitutionen 

indebærer et kompliceret samspil af kategorier, der ikke 

nødvendigvis lader sig begribe indenfor en hidtil kendt logik. 

Hvorvidt denne logik kan rumme videnskabsfilosofiske 

modsætninger og stadig give mening, er et spørgsmål om 

dialogisk at implementere alle akser i det sociale rum. 

Ubestemthedsprincippet 

Dette princip henviser til det Heisenbergske ubestemthedsprincip: 

At man ikke samtidigt kan måle en partikels hastighed 

og position; man kan ikke alene ud fra et socialt 

system forudse, hvordan barnet vil opføre sig i fremtiden 

(Hawking, 1993/1995, s. 44). Det eneste man ville kunne, 

er at forudsige visse sandsynligheder for visse udfald. Dette 

implicerer et element af tilfældighed, som måske forklarer 

hvorfor alle kendte forsøg på at professionalisere inklusion, 

i en eller anden forstand mislykkes. Det er imidlertid udokumenteret 

– at et enkelt princip, der i virkeligheden blot 

beskriver at man enten kan forudsige X, eller Y, men aldrig 

begge dele, vil øge en models definitive egenskaber, altså at 

mulighederne for forudsigelser er forbedret når forudsigelsesvalgene 

samtidig er halveret. 

Ubestemthedsprincippet vil falsificere den socialvidenskabelige 

opsplitning i begrebet struktur(de)konstruktivisme, 

hvor begrebet søger at kombinere strukturelle elementer 

med konstruerede, og kombinationen er det dialektiske prin- 

cip, at tesen (det strukturelle) indeholder kimen til antitesen 

(det konstruerede). Hvor Kants begreb: ”… at den kritiske 

undersøgelse af alle antagelser, der kunne øge vor erkendelse 

hinsides den virkelige erfaring, aldrig kan lede os til 

mere, end hvad der er muligt i netop erfaringen” (Kant, 

1781/2005, s. 471), afgrænser erkendelsen, søger Hegel, at 

opstille et begreb uden grænser for erkendelse. Inspireret af 

Aristoteles hævder han, at disse vilkår er epokalt foranderlige. 

At det der er erkendelsens vilkår i én kultur i én epoke, 

ikke nødvendigvis er det i andre. For Hegel er livsvilkår 

historisk skabte og dermed kulturelt relative (Skirbekk, 

1972/1976, s. 94). 

Det strukturelle (tesen) Det konstruerede (antitesen) 

Kant: Man kan aldrig overskride 

erfaringen 

Hegel: Livsvilkår er 

historisk skabte. 

Kaos Kausalitet 

Biologisk system Socialt system 

Signifiant, sandheden Signifié, den skrevne væren 

Episteme Doxa 

Synkron Diakron 

Ubestemthedsprincip Dialektik 

Figur 1: Tesen indeholder kimen til antitesen. 

Der er således mindst to modstridende muligheder, som altid 

er i spil samtidigt. Én tolkning holder sig inden for de 

strukturelle rammer. En anden søger at overskride og åbne 

strukturen, og eliminerer dermed ideen om en entydig betydning. 

Disse både/og modstilles af ubestemhedsprincippet, 

der går den modsatte vej, og falsificerer dialektikken, 

på dialektikkens egne præmisser: Tesen indeholder kimen 

til antitesen. Og dermed er ringen sluttet og begrebet fuldbyrdet: 

En begrebslig dynamik, der beskriver eksempelvis 

det socialt udsatte barns vilkår, og analytisk anskueliggør 

kompleksiteten og delelementernes indbyrdes afhængighed 

og indflydelse. 

Ole Henrik Hansen er cand.pæd., leder af anbringelsessted 

i Espergærde og forskningsassistent ved institut for 

didaktik, DPU. 

info@olehenrikhansen.dk 

Aidman, E. V., & Leontjev, D. (1998). Fra ydre motivation 

til indre styring. Et Vygotsky-perspektiv. I M. Hermansen, 

Fra læringens horisont (s. 93-111). Århus: Klim. 

Atkinson, P., & Delamont, S. (2000/2005). Analytic 

perspectives. I N. K. Denzin, & Y. S. Lincoln, The Sage 

Handbook of Qualitative Research (s. 821-841). Thousand 

Oaks: Sage Publications. 

Bertelsen, P. (2007). Relationer i selvpsykologien. I T. 

Ritchie, Relationer i psykologien (s. 90-111). Værløse: 

Billesø & Baltzer. 

Broström, S. (2007). Virksomhedsteori - perspektiver på 

relationer. I T. Ritchie, Relationer i psykologien (s. 244- 

274). Værløse: Billesøe & Balzer Forlagene. 

Collin, F. (2003/2004). Konstruktivisme. Frederiksberg: 

Roskilde Universitetsforlag. 

Crenshaw, K. W (2006). Intersectionality, Identity Politics 

and Violence Against Women of Color. Kvinder Køn & 

Forskning , 7-21. 

Damasio, A. (1999/2004). Fornemmelsen af det, der sker. 

København: Hans Reitzels forlag. 

Denzin, N. K. (2000/2005). The Sage Handbook of 

Qualitative research Third edition. Thousand Oaks, 

California: Sage Publications. 

Derrida, J. (1970). Om Grammatologi. Kbhvn: Arena. 

Foucault, M. (1991). Governmentality. I G. Burchell, C. Gordon, 

& P. Miller, The Foucault effect: Studies in Governmentality (s. 

87-104). Chicago: University of Chicago Press. 

Foucault, M. (1975/2003). Overvågning og straf. 

Frederiksberg: Det lille forlag. 

Gergen, K. (1997/2005). Virkeligheder og relationer. 

København: Dansk psykologisk forlag. 

Gregersen, F. (2007). Strukturalisme. I F.Collin, & 

S.Køppe, Humanistisk Videnskabsteori (s. 199-225). 

Viborg: DR Multimedie. 

Havensköld, L., & Mothlander, P. R. (1995). Utvecklings 

Psykologi psykodynamiske teori i et nyt perspektiv. 

Stockholm: Liber Utbilding AB. 

Hawking, S. (1993/1995). Kosmiske tanker. Kbh: Gyldendal 

Heede, D. (1992/2007). Det tomme menneske. 

København: Museum Tusculanums Forlag. 

Hegel, G. W. (1807/2005). Åndens fænomenologi. 

København: Gyldendal. 

House, E. R. (2005). Qulitative Evaluation and Changing Social 

Policy. I N. K. Denzin, & Y. S. Lincoln, The Sage Handbook of 

Qualitative Research Third edition. London: Sage. 

Hylander, I., & Guvå, G. (2005/2006). Grounded theory 

som teorigenererende metodolog . I T. Bechmann Jensen, 



Litteratur 

& g. Christensen, Psykologiske & pædagogiske metoder (s. 

269-293). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. 

Højrup, T. (2002). Dannelsens Dialektik. København: 

Museum Tusculanums Forlag. 

Højrup, T. (1995). Omkring livsformsanalysens udvikling. 

København: Museum Tusculanums Forlag. 

Kant, I. (1781/2005). Kritik af den rene fornuft. Frederiksberg: 

Det lille forlag. 

Klafki, W. (1959/1983). Kategorial dannelse og kritiskkonstruktiv 

pæd. Kbh: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 

Klafki, W. (1996/2005). Dannelsteori og Didaktik - nye 

studier. Århus: Forlaget Klim. 

Kragh-Müller, G. (2007). Relationer, anerkendelse og 

underkendelse. I T. Ritchie, Relationer i psykologien (s. 58- 

90). Værløse: Billesøe & Baltzer Forlagene. 

Lave, J., & Wenger, E. (2003/2005). Situeret læring- og 

andre tekster. København: Hans Reitzels Forlag. 

Leontjev, A. N. (1977). Problemer i det psykiskes udvikling 

- bd. 3. København: Bibliotek Rhodos. 

Lindgren, S.-Å. (2005/2006). Michel Foucault. I H. Andersen, 

& L. B. Kaspersen, Klassisk og Moderne Samfundsteori (s. 

304-331). København: Hans Reitzels Forlag. 

Merleau-Ponty, M. (1945/1999). Om sprogets fænomenologi. 

København: Gyldendal. 

Piaget, J. (1969/2000). Barnets psykiske udvikling. 

København: Hans Reitzels Forlag. 

Rygaard, N. P. (Februar 2008). Relationsarbejde og 

tilknytningsforstyrrelse. Psykolognyt , s. 14-19. 

Rønne, P. (1968/1973). Medicinsk fysik. København: FADL. 

Schleifstein, J. (1975). Indføring i studiet af Marx, Engels 

og Lenin. Forlaget Tiden. 

Seligman, E.P & Csikszentmihalyi, M. (2007) Positiv 

psykologi. I: H.H. Knoop & 

J. Lyhne (red.) Positiv psykologi – positiv pædagogik. 

København. Dansk psykologisk forlag. 

Skirbekk, G. (1972/1976). Politisk filosofi 2. Oslo: 

Universtetsforlaget. 

Stern, D. N. (1986/2006). Spædbarnets interpersonelle 

verden. København: Hans Reitzels Forlag. 

Vygotsky, L. (2005). Fantasi och kreativitet i barndomen. 

Göteborg: Daidalos. 

Vygotsky, L., Levina, R. E., & Luria, A. R. (1982). Om barnets 

psykiske udvikling. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 

Åberg, A., & Taguchi, H. L. (2007). Lytningens Pædagogik. 

Vejle: Kroghs Forlag. 

Ålvik, T. (Januar 1996). Fortsat kaos. Dansk Pædagogisk 

Tidsskrift , s. 42-54.

Boganmeldelse 

Bettina Grubenmann: 

Nächstenliebe und Sozialpädagogik im 19. Jahrhundert. Eine Diskursanalyse. 

Verlag Paul Haupt, Bern 2007. 

226 sider. Pris: 29,00 euro 

ISBN-10: 3258072213, ISBN-13: 978-3258072210 

Anmeldt af Jacob Kornbeck 

„Brüder! Wenn wir liebreich werden, wird es besser sein 

auf Erden.“ Sådan hedder det i årsmøderapporten for 1811 

fra den schweiziske, kristne, filantropiske organisation SGG 

(Schweizerische Gemeinnützige Gesellschaft), henholdsvis 

SSUP (Société suisse d’utilité publique), der i øvrigt findes i 

bedste velgående i vore dage (www.sgg-ssup.ch). 

Der er tale om en social pionerorganisation, hvis årsmøderapporter 

er spændende læsning og helt afgjort udgør et 

rigt og vigtigt kildemateriale. Næstekærlighed er derfor et 

vigtigt begreb, ligesom etableringen af retsligt definerede 

sociale rettigheder er det, og Grubenmann har valgt med afsæt 

i dette materiale at rekonstruere socialpædagogikbegrebet 

gennem det 19. århundrede. Emnet spiritualitet spiller 

ikke nogen speciel selvstændig rolle i undersøgelsen, hvilket 

måske kan undre i betragtning af den nordamerikanske og 

britiske debat om spiritualitet forstået som anerkendelse af 

religiøse følelser, erfaringer og ressourcer i socialt arbejde. 

Efterhånden er den angelsaksiske litteratur så omfattende, 

at den findes sammenfattet i letlæselig grundbogsform (Mathews, 

2009), og en tilsvarende tysk litteratur er ved at opstå 

(Lewkowicz & Lob-Hüdepohl, 2003). Dette er dog ikke 

forfatterens ærinde. 

Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i en undren over, 

at begrebet socialpædagogik i de tysktalende lande synes 

relativt uafklaret. Om det passer i en absolut forstand, er 

en anden sag. Alternativt kan det hævdes, at der siden begyndelsen 

af det 20. århundrede simpelthen har været en 

mangfoldighed af bud på, hvad socialpædagogik er, og at 

de langtfra altid har været gensidigt forenelige. Men dette er 

forfatterens opfattelse, som knyttes til debatten om socialpædagogikkens 

klassikere (s. 9). Denne debat blev i 90erne 

igangsat af Michael Winkler, der hævdede, at socialpædago- 

gikken ikke manglede klassikere, men at den var uvidende 

om de klassikere, den faktisk har, og som forudså, at socialpædagogikken 

kunne gå i glemmebogen, hvis den ikke 

lærte dem at kende (Winkler, 1993). 

I betragtning af, at socialpædagogikken i Tyskland faktisk 

delvis er gået i glemmebogen – i det mindste på det uddannelsespolitiske 

plan – har Winklers tese en del, der taler 

for den, og klassikertesen kan bestemt også tiltrædes. Men 

alting er jo relativt, og set fra et dansk perspektiv må det 

nok siges, at tysk socialpædagogik har ganske velafklarede 

begreber, at de er beskrevet og bearbejdet i en ganske omfattende 

litteratur, at der findes rigtige klassikere og at der 

er en ganske pæn klassikerbevidsthed. Derimod kan det nok 

ikke udelukkes, at noget andet gør sig gældende i Schweiz, 

for skønt det er Pestalozzis hjemland, er bogmarkedet naturligvis 

mere begrænset, og lige som i nabolandet Østrig 

kommer meget litteratur fra Tyskland. Alt dette hjælper til at 

sætte bogen i relief, og så må det derfor også hilses velkommen, 

at dette teorihistoriske bidrag er blevet til og udgivet 

i Schweiz. 

Socialpædagogik rekonstrueres her som en oftest uudtalt 

grundfigur i fagdiskurser om socialpolitik eller socialt arbejde. 

Tekstgrundlaget er oplæg og andre tekster fra årsmøderne 

i SGG i tidsrummet 1810-1861. Dvs., der bruges kun 

tekster fra én organisation og egentlig kun én tekstgenre. 

Vi erfarer f.eks. intet om, hvordan SGG-medlemmer ytrede 

sig, når de ikke var på det årlige landsmøde. Til sammenligning 

kan man fundere over, hvordan socialpædagogikforståelsen 

i Danmark ville tage sig ud, hvis en PhD-afhandling 

om denne udelukkende byggede på materiale fra SL, og der 

udelukkende var analyseret landsmødeoplæg. 

undervisningsreform, pigers skolegang, erhvervsuddannelse, 

fattigdom, anbringelse uden for hjemmet, fattiggårde, 

udvandring fra Schweiz, første tegn på moderne offentlige 

sikringsordninger samt afsoning, kriminalforsorg og endelig 

teori og fattigdom. Det sidste afsnit (der kommer langt 

senere end fattigdomsafsnittet) kunne måske forventes at 

være givtigt med hensyn til definitioner på socialpædagogik, 

men det er ikke tilfældet. Det meste af teksten handler 

efter moderne opfattelse om skolevæsen, socialpolitik eller 

socialrådgivning, mens en meget mindre del er socialpædagogik 

ud fra et professionssociologisk perspektiv. 

Bogens hovedkonklusion er i sig selv uangribelig: „Es 

konnte deutlich gemacht werden, dass sozialpädagogische 

Diskurse eng mit Fragen des Gemeinwohls, politischer Teilhabe, 

sozialer Anerkennung, Verbürgerungsprozessen und 

Abweichungstendenzen einhergehen und insofern einen 

Kernbereich demokratischer Gesellschaften bleiben“ (s. 

204). Det er nok en konklusion, der er svær at anfægte, men 

nok også en, der kommer bag på de færreste. Man kommer 

i sandhed langt omkring, men det bliver ikke klart, hvorfor 

der netop er tale om socialpædagogik. Det forudsættes, at 

læseren deler forfatterens opfattelse i så henseende. 

Litteratur 

Mathews, I. (2009): Social Work and Spirituality. Exeter: 

Learning Matters 

Winkler, M. (1993): Hat die Sozialpädagogik Klassiker? I: 

Neue Praxis, årg. 23, nr. 3, s. 171-185 

Lewkowicz, M. & Lob-Hüdepohl, A. (2003): Spiritualität 

in der sozialen Arbeit. Freiburg im Breisgau: Lambertus 



Boganmeldelse 

Mark Smith: 

Rethinking residential child care: Positive perspectives. 

Policy Press, Liverpool, 2009 

224 sider, Internetpris (www.policypress.org.uk): £18.39(paperback)/£52.00(hardback) 

ISBN 9781861349088 (paperback), ISBN 9781861349095 (hardback) 

Anmeldt af Jacob Kornbeck 

Denne bog kan bruges til to ting. For det første hvis man vil 

kende til det, der i Storbritannien gør det ud for (socialpædagogisk) 

arbejde med anbragte børn og unge: residential 

child care (herefter: RCC). For det andet hvis man ønsker at 

forstå de aktuelle britiske tendenser til at importere socialpædagogik, 

ikke mindst fra Danmark. Bogen er skrevet for 

britiske kolleger men kan med fordel læses af udenlandske 

kolleger – enten fordi man ønsker at vide mere om britiske 

forhold omkring RCC, eller fordi man søger at forstå den 

aktuelle britiske diskussion omkring socialpædagogik (se fx 

www.socialpedagogyuk.com). 

Bogen er en god hjælp til at lære britiske begreber, sædvaner 

og institutioner at kende. I den sammenhæng skal der 

mindes om, at child care (to ord) ikke må forveksles med 

childcare (ét ord), der betyder børnepasning, daginstitution, 

osv.). RCC derimod er et fast udtryk for sig selv. 

Begrebet socialpædagogik (social pedagogy) bruges kun 

sjældent – egentlig kun i de afsnit, der specifikt omhandler 

traditioner og praksis fra andre europæiske lande (herunder 

Danmark) (s. 151-163) – og dog er det klart, at der er tale 

om socialpædagogik. Forfatteren kan ikke bruge ordet, når 

han beskriver britisk status quo, hvor RCC bygger på andre 

modeller, men det er tydeligt, at fremstillingen er farvet af 

forfatterens kendskab til socialpædagogik, og derfor ender 

bogen med et udsyn til de lande, der allerede underviser og 

praktiserer socialpædagogik. 

Det samme gør sig gældende i en komparativ britisk bogudgivelse 

om socialpædagogik (Petrie, et al., 2006), og det 

illustrerer, hvilket begrebsmæssigt, samt fag- og idéhistorisk 

vakuum den britiske diskurs befinder sig i: “The UK 

is unusual in locating residential child care professionally 

within social work”, hedder det kategorisk sidst i bogen (s. 

151). Men pedagogy er ikke i sig selv noget veletableret 

eller alment kendt begreb, og social pedagogy er derfor 

(endnu) ikke umiddelbart forståeligt. Læreruddannelsen 

taler om education og referer til bestemte skoletyper, klassetrin, 

fag, m.v., mens andre pædagogiske praksisfelter har 

deres egne uddannelser (f.eks. youth work) eller slet ingen 

egen uddannelse eller identitet. RCC har hentet sine teorier 

og sin professionelle identitet (for så vidt der er en sådan) 

fra andre fag – mest psykologi, sociologi og socialrådgiverfaget 

(professional social work) (s. 170) men egentlig aldrig 

fra pædagogik (education). En erkendelse af det normale i 

anbragte børn og unge og en tilnærmelse til ”normaltfeltet” 

har der derfor ikke været kunne tale om. 

Forstået som RCC er arbejde med anbragte børn og unge traditionelt 

blevet betragtet som en opgave for socialrådgivere 

(social workers), men vel at mærke kun som et lederjob, idet 

det egentlige arbejde er blevet overdraget til personale med 

andre uddannelser eller ingen (relevant) uddannelse. Forfatteren 

har tidligere påtalt dette misforhold og bl.a. henvist til 

den danske pædagoguddannelse og den danske profession 

og i den sammenhæng fremhævet, at kvalificerede britiske 

dimittender slet ikke betragtede dette praksisfelt som attraktivt 

eller passende (Smith, 2003). Der er tilbagevendende 

henvisninger til udlandet, herunder ofte til Danmark, f.eks. 

når der gøres opmærksom på de nordiske landes mindre 

problemer med teenage-graviditeter, sammenhold med UK 

og USA (s. 126). Smith har stor sympati for, hvad han har 

set i udlandet, og betragter socialpædagogik som udtryk for 

en tro på, at alle mennesker kan få del i det gode liv (s. 

154), mens RCC og social work står for en pessimistisk, 

misantropisk tradition. Bogens ærinde er derfor at tilbyde et 

positivt alternativ. 

Når det siges, at bogen omhandler britiske forhold, skal det 

dog huskes, at der i dag er betydelig forskel mellem the four 

countries of the United Kingdom, dvs., England, Skotland, 

Wales og Nordirland. På den ene side er de fleste initiativer 

til at importere socialpædagogik til RCC engelske. På 

den anden side har forfatteren – der er baseret i Skotland 

– sammen med en medforfatter slået til lyd for, at socialpædagogik 

passer bedre til skotsk end til engelsk tradition, 

idet socialpædagogik handler om fællesskab og social harmoni, 

mens den traditionelle angelsaksiske model for social 

work ikke levner plads til socialpædagogikken, da den bygger 

på 1800- og 1900-tallets engelske rationalisme (Smith 

& Whyte, 2008), som vi bl.a. kender den fra Dickens eller 

Malthus. Denne tankegang kommer i den her anmeldte bog 

igen til udtryk, når det hedder, at modellen er udtryk for 

kontinuitet tilbage til laissez-faire-tidens fattigvæsen og den 

repressive Poor Law – “a hangover in the Anglo-American 

tradition that the poor should not be seen to be getting too 

much” (s. 154). 

De berørte problemer er kendte, men fremstillingen er anderledes 

– andre lande, andre skikke. 

Bogens kapitler og begreber er ikke altid dem, man ville forvente 

at finde i en dansk eller tysk bog om socialpædagogik, 

men fremstillingen er klar, og bogen er altid forståelig. Med 

kapitlet ”The context of care” lægges der op til en systematisk 

brug af begrebet care, der jo ikke udtrykker helt det 

samme som pædagogik. Dels betyder det rent faktisk omsorg 

eller pleje, og dels refererer det til en sundhedsfaglig 

eller socialfaglig teoretisk og praktisk ramme. 

Dernæst følger et kapitel, ”Inquiries and their impact”, hvor 

der fokuseres på de skandaler omkring britiske børnehjem, 

som i de seneste årtier har haft enorm medie- og pressedækning 

og ikke mindst har medført en interesse i personalets 

manglende uddannelse inden for RCC. At der i dag 

findes en britisk dagsorden omkring socialpædagogik, skal 

helt sikkert for en stor dels vedkommende tilskrives disse 

skandalesager. Hvis briterne tror, at import af dansk socialpædagogik 

vil gardere dem imod fremtidige skandaler, bør 

de måske læse noget om Strandvænget eller Tokanten. Men 

det ændrer ikke ved det fornuftige i at lære af lande med 

socialpædagogisk tradition, uddannelse og fag. 

At den britiske diskussion er meget drevet af politiske debatter 

og lovgivning, ses af kapitlet ”Trends and policy directions”. 

Naturligvis er henvisninger til love og bekendtgørelser 

også vigtige i Danmark, men måske er fagpersonernes 

mandat ikke lige så direkte afledt af dem – måske fordi der 

kun findes lidt socialpædagogisk teori – og love fylder vist 

ikke lige så meget i dansk faglitteratur. Ikke mindst hvidbogen 

Every Child Matters (2003) er vigtig, da den har skiftet 

det traditionelle britiske fokus på udsatte eller allerede 

skadede børn og unge ud og i stedet valgt at formulere mål 

for alle børn og unge. Hvad Grue-Sørensen – med tanke på 

socialpædagogikken – kaldte ”forsorgspædagogik” (Grue- 

Sørensen, 1975, 362), afvises således som led i en bestræbelse 

på tilnærmelse hen imod normalfeltet – et skift, der i 

Danmark vel nok satte ind allerede i 70erne. Det må man 

hilse velkommen. 

Det ses, at den nyere tænkning i høj grad er båret af regeringspublikationer 

så som hvidbøger og grønbøger, mens 

der stadig findes meget lidt faglitteratur. Hvis der er et 

teoretisk deficit i RCC, kommer det til udtryk i kapitlet ” 

Theorising residential child care ”, der netop viser, at teorier 

kommer alle mulige andre steder fra, bare ikke fra faget 

selv – det har jo hidtil ikke rigtig eksisteret. Det ses også, at 

pædagogik (education) sjældent er grundlaget – noget, som 

forfatteren har prøvet at råde bod på (Smith, 1999, 2007, 

2009. Note 1). 

Kapitlet ”The residential environment” stiller skarpt på miljøet 

og relationerne på de institutioner, hvor RCC udfolder 

sig, mens ”Assessment, care planning and programming” 

tydeliggør i hvor grad faget er blevet underlagt administrative 

logikker – noget, der gælder i endnu højere grad for social 

work. Relationer bliver udforsket nærmere i ”Working 

at the boundaries: the personal and professional relationship”, 

hvorefter der i ”Residential childcare in a continuum 

of care” meget logisk lægges op til spørgsmålet, hvordan 

care-begrebet kan anvendes på hele den menneskelige livsbue. 

Netop dette må vel siges at være et kerneudsagn om 

socialpædagogikken, der modsat RCC ikke er begrænset til 

børn og unge (Kornbeck, 2008). Og da denne forståelse er 

helt fremmed i en britisk kontekst, er det her, at Smith for 

alvor bringer sine udenlandske (ikke sjældent danske) eksempler 

på banen i kapitlet ”Other traditions of practice”. 

Det fører helt naturligt til konklusionen, ”Rethinking residential 

child care”, der søger at indfri bogens ærinde, som 

det blev formuleret i indledningen: At tilbyde positive alternativer, 

som britisk personale i RCC, undervisere, meningsdannere 

og beslutningstagere kan arbejde videre med. RCC 

er blevet stedmoderligt behandlet, og får det endelig noget 



opmærksomhed, er det af de forkerte grunde: episoder med 

overgreb mod anbragte børn og unge, ringe succes på lang 

sigt for de foranstaltninger, samfundet investerer i, samt et 

lavt uddannelsesniveau og lav motivation hos personalet (s. 

1). Forfatteren vil derimod vise britiske læsere, at der findes 

alternativer, bl.a. uden for landet, og at den sektor, hvis 

presse i hans land er så dårlig, kan udformes anderles og 

mere positivt. 

At danske forhold mange steder i bogen fremhæves som 

eksemplariske, må virke stimulerende, ikke mindst på den 

fagpolitiske debat. Da det nu igen er et fagpolitisk mål at få 

en specifik socialpædagogisk uddannelse (Sonne, 2008), må 

en udgivelse som denne kunne tjene til at understøtte krav 

om synliggørelse og anerkendelse af socialpædagogikkens 

specifikke bidrag og styrker. Smith fremhæver det f.eks. 

som særlig værdifuldt, at grunduddannelsen i Danmark er 

på ”degree level” (s. 157-158) – der skal her erindres om, at 

uddannelsen før fusionen i 1992 ikke var på MVU-niveau. 

Et sådant udsagn i en udenlandsk bog, udkommet på et stort, 

velkendt fagbogsforlag, ligger der også en anerkendelse i, 

og denne anerkendelse må kunne bruges til noget i den 

hjemlige uddannelsespolitiske debat. 

64 

Note 

1) Mark Smith’s artikel, Social Pedagogy, blev skrevet 

i 1996 og er derefter løbende revideret. Artiklen blev 

oversat og bragt i Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 10, 

2002, s. 20-27. Se litteraturlisten for web-adresse. 

Litteratur 

Grue-Sørensen, K. (1975): Almen pædagogik. 

København: Gjellerup 

Kornbeck, J. (2008): Socialpædagogik som paideia? I: 

Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 58-67 

Petrie, P.; Boddy, J.; Cameron, C.; Wigfall, V. & 

Simon, A. (2006): Working with Children in Care: 

European Perspectives. Maidenhead: Open University 

Press/McGraw-Hill 

Smith, M. (2003): Towards a Professional Identity and 

Knowledge Base: Is Residential Child Care Still Social 

Work? I: Journal of Social Work, årg. 3, nr. 2, s. 235- 

252 

Smith M. & Whyte, B. (2008): Social Education and 

Social Pedagogy: reclaiming a Scottish tradition in social 

work. I: European Journal of Social Work, årg. 11, nr. 1, 

s. 15-28 

Smith, M. (1999, 2007, 2009): Social Pedagogy. 

www.infed.org/biblio/b-socped.htm 

Sonne, M. (2008): Lav to pædagoguddannelser og få 

flere ansøgere. Pressemeddelelse. 09.07.08. www. 

sl.dk/Aktuelt/Nyhedsarkiv/2008/07/Lav%20to%20 

pædagoguddannelser%20og%20få%20flere%20 

ansøgere.aspx 

Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009

Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 22, 2009 - Dansk Forening ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?