Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 22, 2009 - Dansk Forening ...

datamateriale, er overlap og adskillelse mellem offentlige,
personlige og private rum. Privat-offentlig-perspektiver får
nye betydninger i døgninstitutionelle kontekster. For børn,
der bor på døgninstitution foregår privatlivet i en form for
offentlighed, og børnene skal lære at færdes i denne særegne
sammenhæng. Fotomaterialet (fotografier + interview om
disse) giver bl.a. indsigt i de sociale rum, børnenes færdes
i, og som de tillægger betydning. Eksemplet med drengen
illustrerer denne tematik på dels et specifikt plan for netop
denne dreng og dels et generelt plan for det samlede materiale.
Jeg har i eksemplet med drengen forsøgt at inddrage
en beskrivelse af en del den sammenhæng, han handler med
og i relation til, for at vise, hvad der specifikt kan være på
spil for denne dreng, da det er den horisont, der afspejles i
hans fotografier, samt hans fortælling om og håndtering af
disse.
For denne dreng gælder den særlige omstændighed, at han
nyligt er flyttet ind på institutionen og skal finde sin plads
i dette nye sociale liv. I fotointerviewet synliggør han to
aspekter ved det institutionelle liv, som han tillægger betydning:
hans værelse og relationen til en pædagog, som han
fremhæver som meget vigtig. Det drengen anskueliggøre
med hans prioritering og håndtering af fotografiet af pædagogen,
er oplevelser og følelser, som det kan være svært at
give udtryk for verbalt. Via fotometoden får han en alternativ
ytringsmulighed. Midt i en turbulent tid griber han velvilligt
denne mulighed for dialog, at kommunikere omkring
hans nye hverdagsliv. Drengens valg af pædagogen som en
af de fire mest betydningsfulde i hans foto-serie og derefter
hans betydningsfulde placering af fotografiet giver indsigt i
den særlige position, som pædagogen har fået i hans korte,
men meget konfliktfyldte liv på døgninstitutionen set ud fra
hans egen synsvinkel.
I fotointerviewet fremhæver drengen positive og personlige
aspekter ved institutionslivet, aspekter der kan fungere som
åndehuller i en svær hverdag. Overordnet set viser drengens
samlede fotoserie mange aspekter af hans hverdagsliv på
institutionen, men i fotointerviewet er det motiver fra hans
værelse, han fokuserer på. Han fremhæver, at hans værelse
er meget vigtigt for ham: ”det er her jeg slapper af, har fritid
og her jeg tænker”. Det er personlige rekvisitter på værelset
samt at have et privat rum at være i, drengen fremhæver som
betydnings-fuldt. På trods af den betydning de personlige
rekvisitter på hans værelse har for drengen, vælger han at
udskifte en af disse, udklippet af 50 cent i fotorammen med
et foto af en betydningsfuld pædagog, der således bliver til
en del af hans personlige præg på hans værelse. Gillian Rose
(2007) påpeger netop vigtigheden af at være opmærksom
på, hvilken rolle eller placering et individuelt foto får i relation
til andre objekter, altså det, der gøres med, og den
position, som udvalgte fotos gives. Her er der bestemt ingen
tvivl om den centrale plads, pædagogen gives i drengens
private rum. Eksemplet med drengen viser, på den ene side
hvorledes han sammenfletter aspekter fra det døgninstitutionelle
liv (relationen med pædagogen) med fremhævelse
af hans private personliggjorte rum og på den anden side, at
det tillægges stor betydning at kunne skabe privathed midt
et institutionelt (offentligt) liv.
På det generelle plan er drengens måde at tillægge sit værelse
betydning illustrativ for et fælles mønster i det samlede
fotomateriale. Fotografier taget på børnenes værelser
er meget fremtrædende i materialet. Disse motiver er uden
personer, de viser senge, skriveborde, reoler, sminkebord,
udsmykning: plakater, planter, opslagstavle, familiebilleder
osv., tøjdyr, legetøj samt medier: computer, tv, musikanlæg,
mobiltelefon. Fotografier som børnene har taget i fællesrum
er til gengæld typisk befolket – børn og /eller voksne ved
spisebordet, i sofaen eller i færd med diverse aktiviteter. Det
børnene betoner omkring deres værelser, er privathed og
personlighed. Børneværelser på døgninstitutioner er typisk
møbleret, har gardiner osv. når børnene flytter ind. Det er
således kun i begrænset omfang, at de kan sætte deres personlige
præg på eget værelse. Og det er netop personliggørelsen
børnene fremhæver, deres egne ting, deres eget rum,
og det er der, de kan være alene. Dette aspekt af hverdagsliv
på døgninstitution er kun fremkommet i fotomaterialet, det
er via fotografierne, at børnene selv har sat fokus på deres
værelser som en form for åndehul midt i en meget befolket
døgninstitutionel praksis.
Fotoprojekter som deltagelsesorienteret forskningsmetode
kan skabe en anden type kvalitativt materiale, som leverer
indsigt i hverdagsliv i børnehøjde. Det er børnenes synsvinkler,
der findes i fotografierne, og sammen med deres
fortællinger om disse fremkommer materiale, som fortæller
noget om væsentlige fragmenter af børnenes hverdagsliv
på døgninstitution. Samtidig er det min erfaring, at børnene
både finder metoden sjov og er meget villige til at deltage.
Det bliver tydeligt, at de er eksperter på det, de finder betydningsfuldt
i deres liv. Børn er vidende aktører, som kan
levere vidende fortællinger.
Cele, S. (2006): Communicating Place. Methods for
Understanding Children’s Experience of Place, Stockholm:
Stockholm Universitet.
Christensen, P. & James, A. (eds.) (2000): Research with
Children. Perspectives and Practices. London: Falmer
Press.
Hastrup, K. (1993): The Native Voice – and the
Anthropological Vision. Social Anthropology, 1, 2, 173-
186.
James, A. (2007): Giving Voice to Children’s Voices:
Practices and Problems, Pitfalls and Potentials. American
Anthropologist, 109, 2, 261-272.
James, A. & Prout A. (1990): Constructing and
Reconstructing Childhood. Contemporary Issues in the
Sociological Study of Childhood. Norfolk: Routledge
Falmer.
Kendrick, A. (2005): Social Exclusion and Social Inclusion.
Themes and Issues in Residential Child Care. I: Crimmens
& Milligan (eds.) Facing forward: Residential Child Care in
the 21st Century. Oxford: Russell House Publishing.
Pink, S. (2007): Doing Visual Ethnography. Images, Media
and Representation in Research. London: Sage.
Punch, S. (2002): Research with Children – the Same or
Different from Research with Adults? Childhood, 9, 3, 321-
341.
Qvortrup, Bardy, Sgritta & Winterberger (eds.) (1994):
Childhood Matters. Social Theory, Practice and Politics.
Aldershot: Avebury.
Rasmussen, K. (2000): Det fotografiske (ind)blik i børns
liv, Barn, 3-4, 159-172.
Rasmussen, K. (1999): Om fotografering og fotografi som
forskningsstrategi i barndomsforskning. Dansk Sociologi,
1, 63-78.
Rose, G. (2001): Visual Methodologies. An Introduction to
the Interpretation of Visual Materials. London: Routledge.
Schjellerup Nielsen, H. (2009): I dialog med børn. Fokus
på børns oplevelser af hverdagsliv på en døgninstitution.
I: Johansen, Ludvigsen & Schjellerup Nielsen (eds.)
Hverdagspraksis i socialt arbejde. Antropologiske
perspektiver. Kbh.: Akademisk Forlag.
Schjellerup Nielsen, H. (2005): Samvær og marginalisering.
Socialt samspil i skolelivet. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Schjellerup Nielsen & Zobbe (2003): Børn og unges
relationsdannelse på en lokal døgninstitution. Hillerød:
Teori og Metodecentret.
Staunæs, D. (2000): Engangskameraer og børneblikke.
I: Schultz Jørgensen & Kampmann (eds.) Børn som
informanter. Kbh.: Børnerådet.
Staunæs, D. (1998): Transitliv. Andre perspektiver på unge
flygtninge. Kbh.: Forlaget Politisk Revy.
20 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 21
Litteratur
Helle Schjellerup Nielsen er antropolog og ph.d. stipendiat
ved Institut for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole, Aarhus Universitet
Note
1) F.eks. Anja Stockholm, (2006) ”Anbragte børn
mellem kammerater og pædagoger”; Laura Gilliam
(2006) ”De umulige børn og det ordentlige menneske”;
Susanne Højlund (2002) ”Barndomskonstruktioner, på
feltarbejde i skole, SFO og på sygehus”; Eva Gulløv
(1999) ”Betydningsdannelse blandt børn”; Eva Gulløv
& Helle Bundgaard (2008) ”Forskel og fællesskab,
minoritetsbørn i daginstitution”; Trine Wulf-Andersen
(2004) ”Positioneringsmuligheder og social integration
i et særligt støtteboligtilbud”.