Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 22, 2009 - Dansk Forening ...

Fotointerviewet kontekstualiserer
børns perspektiver
Fotometoden kan umiddelbart synes simpel, men den viser
sig at være temmelig kompleks, idet den indeholder flere
lag, flere materialetyper, flere tolkningsniveauer. Kim Rasmussen
argumenterer netop for flere typer af dobbelthed i
børnenes fotograferingsproces:
”Rent teoretisk kan man derfor hævde, at forskellige
dagligdagsindtryk, via de fotografi-ske billeder, får et
udtryk… Proces og produkt kan ses som dobbelt refleksiv
på følgende måde: Dels reflekterer fotografiet
et udsnit af en fysisk- og synssanselig virkelighed, dels
reflekterer billedet træk af barnets måde at se på.”
(Rasmussen, 1999:71)
Staunæs (1998) ser ligeledes to retninger som et kamera i
overført betydning kan filme i: ud i verden og ind på beskueren.
Når fotografiet fremkaldes, er situationen taget ud af
øjnene på fotografen og får sit eget liv. Disse dobbeltheder
lægger op til, at de kvaliteter, der indeholdes i fotografier,
udforskes på anden vis end blot at analysere fotografierne i
sig selv. Hertil er fotointerviewet eller det, som nogle kalder
et follow-up interview, essentielt, da kombinationen giver
en kontekstuel og detaljeret forståelse af børnenes fotografier.
Fotografier får en ny betydning i interviewet, en betydning
formuleret af barnet selv i mødet med et motiv fra
deres hverdag. Fortolkning af fotos og fotointerviewet kan
– i særlig grad i kombination med fx deltagerobservation –
fungerer som indblik i en bredere social sammenhæng så
som social praksis, institutionel praksis, sociale positioner,
kulturelle koder, relations- og identitetsmuligheder, viden
om den måde, barnet har mulighed for og anledning til at se
på. Den mulighed, børnene fik for at tage fotografier, er begrænset
af graden af deres rumlige og bevægelses-mæssige
autonomi, den er formet af sociale positioner og disses medfølgende
muligheder og begrænsninger.
I nogle børnestudier, der anvender fotometoden inklusive
fotointerview, kigger forskeren på fotografierne, før børnene
ser dem, og konstruerer en interviewguide for fotointerviewet
(fx Cele, 2006). Jeg efterstræbte en åbenhed i
etablering af børneperspektiver og begreber, derfor kiggede
jeg ikke på fotografierne, inden børnene selv åbnede pakken.
Dette viste sig at være befordrende i forhold til at lade
børnene være styrende under interviewet, idet det var deres
billeder samt fortællinger og kommentarer til disse, der var
i fokus. Rasmussen (2000, 1999) har beskrevet stemningen
omkring at pakke fotografierne ud og den grebethed, børn
såvel som forsker fanges af under børnenes fortællinger. Tilstedeværelsen
ved børnenes udpakning og gennemgang af
deres fotos giver indsigt i deres spændthed, forventninger,
deres overraskelse, kommentarer om vinklinger, motiver
de havde glemt, de havde taget, skuffelse over billeder, der
ikke blev fremkaldt, men som de kan huske at have taget,
eller billeder, de synes, er blevet dårlige - uskarpe, mørke,
ufokuserede. Mest fremherskende var stemningen omkring
udpakningen og fotointerviewene præget af begejstring og
glæde og ikke mindst gensynsglæde. I fotointerviewmetoden
er børnene ikke blot informanter, de bliver subjekter og
er styrende for interviewforløbet, såvel som indholdet. Børnene
sætter både dagsordenen og tempoet i interviewet.
Selvom antropologisk forskning med Clifford Geertz’ begreb
ofte beskrives som thick description, at der foretages
indgående singel-case studier, så findes der sideløbende en
ide om etnografiske studier som en ’hit and run’ forskningstilgang.
Det vil sige, at antropologen for en længerevarende
periode flytter ind i et samfund (arbejdsplads, institution
osv.), deltager i hverdagslivet, indgår i relationer, tager hvad
de forskningsmæssigt har behov for og trækker sig tilbage
for egenhændigt at foretage analysen. Men med fotometoden
har forskeren en reel mulighed for at give tilbage til sine
informanter. Fotografierne selvfølgelig, men de udforskede
gives også mulighed for at deltage aktivt ved at skabe en del
af datamaterialet. De får desuden mulighed for at uddybe,
reflektere over og forklare deres perspektiver på deres liv.
Derudover kan børnene med fotometoden opleve en-til-en
kontakt, fuld opmærksomhed, en der lytter og et ganske intimt
rum for refleksion over, hvad der er betydningsfuldt for
dem og hvorfor. Dette uden at befinde sig i en behandlingsmæssig
samtale, hvilket disse børn er meget bekendte med.
At børnene reelt opfatter, at de får noget tilbage illustrerer
følgende fra et fotointerview med en dreng på 8 år. Han har
taget mange selvportrætter, og i interviewet snakker vi om,
at nogle af disse er rigtig gode, selvom han blot har holdt
kameraet i udstrakt arm og skudt billederne af. Det er snart
jul, og jeg foreslår, at han kan bruge dem som julegaver til
sin mor eller mormor. Han spørger meget overrasket: må
man det? Vi snakker igen om, at det nu er hans fotos, og at
han selv bestemmer, hvad han vil bruge dem til. Han sidder
længe og overvejer de muligheder, han pludselig sidder med
i hænderne.
Børns perspektiver som anderledes viden
Fokus i mit fotoprojekt var, hvorledes børnene afbilder dele
af deres hverdagsliv, og hvordan de via deres egne fotos i
fotointerviewet skaber fortællinger om deres hverdagsliv.
Det visuelle materiale bruges som en aktiv udtryksform,
der både viser noget andet – børnenes syn på – og komplementerer
deres verbale fortællinger om forskellige aspekter
i deres liv, som de tillægger betydning.
Som afrunding vil jeg vende tilbage til eksemplet i begyndelsen
af artiklen. For drengen og de andre børn i mit materiale
leves hovedparten eller en stor del af deres sociale
liv på døgninstitutionen. Deres horisont er præget af denne
livsomstændighed, og det er med til at forme deres måde
at se deres hverdagsliv på. Det præger således deres perspektiv
både i fotografierne og i fortællingerne om disse.
En af de tematikker, der kan fremanalyseres i mit samlede
18 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 19