Craig's test - Danske Fysioterapeuter

CRAIG’S TEST 

- Et Inter- og Intratesterreliabilitetsstudie 

A Study of Inter- and Intratesterreliability of Craig’s Test 

Professionsbachelorprojekt januar 2006 

Udarbejdet af: Vejleder: 

Klaus Klinge, Cand. Scient. 

Morten Andersen 

Thomas Månsson Konsulenter: 

Michael Holmkær Vrist Bente Schibye, Arbejdsfysiolog, Ph.D. 

Januar 2006 E02B Flemming Enoch, Fysioterapeut, MSc, 

Dip mt 

”Dette projekt er udarbejdet af studerende på 

CVU Øresund, Fysioterapeutuddannelsen som 

et led i et uddannelsesforløb. Den foreligger 

urettet og ukommenteret fra skolens side og er 

således et udtryk for de studerendes egne 

synspunkter.” 

”Denne opgave eller dele heraf må kun 

offentliggøres med de studerendes tilladelse, jf. 

lov om ophavsret af 31.05.1961.” 

Antal tegn uden mellemrum:

Craig’s test – Et Inter- og Intratesterreliabilitetsstudie Bachelorprojekt januar 2006 

Indholdsfortegnelse 

1.0 Indledning............................................................................................................................................... 3 

2.0 Baggrund................................................................................................................................................. 4 

3.0 Formål....................................................................................................................................................... 7 

4.0 Forskningsspørgsmål ..................................................................................................................... 7 

5.0 Definitioner............................................................................................................................................ 8 

6.0 Teori ........................................................................................................................................................... 9 

6.1 PATOLOGISKE FØLGER AF ABNORM FEMORAL ANTETORSION.......................................9 

6.1.1 Hofteartrose...............................................................................................................9 

6.1.2 Patellofemorale smerter ..........................................................................................10 

6.1.3 Bagfodspronation ....................................................................................................10 

6.1.4 Low back pain..........................................................................................................11 

6.1.5 Klinisk relevans .......................................................................................................11 

6.2 CRAIG’S TEST .................................................................................................................12 

6.3 NOMENKLATUR..............................................................................................................13 

6.4 ANTETORSION I TAL.......................................................................................................14 

6.5 ANTETORSIONENS ÆTIOLOGI........................................................................................15 

6.6 GENNEMGANG AF LITTERATUR OMHANDLENDE RELIABILITETSTESTNING AF CRAIG’S 

TEST ......................................................................................................................................16 

6.7 RELIABILITET ................................................................................................................18 

6.7.1 Reliabilitet af Craig’s test .......................................................................................20 

6.7.2 Statistik ....................................................................................................................21 

6.7.3 Testpopulationen i reliabilitetsstudiet .....................................................................24 

7.0 Metode..................................................................................................................................................... 25 

7.1 LITTERATURSØGNING ....................................................................................................25 

7.2 DESIGN ...........................................................................................................................25 

7.3 MATERIALE....................................................................................................................26 

7.4 ETISKE OVERVEJELSER .................................................................................................27 

8.0 Resultater.............................................................................................................................................. 29 

8.1 BESKRIVENDE DATA.......................................................................................................29 

8.2 NORMALFORDELING......................................................................................................29 

8.3 PARRET T-TEST ..............................................................................................................30 

8.4 BLAND & ALTMANS 95% LIMITS OF AGREEMENT......................................................31 

8.5 5°-DIFFERENCE..............................................................................................................32 

8.6 PEARSON’S KORRELATIONSKOEFFICIENT.....................................................................33 

8.7 SKINFOLD OG DELTAVÆRDIER ......................................................................................33 

9.0 Diskussion............................................................................................................................................. 35 

9.1 INTERTESTERRELIABILITET ..........................................................................................35 

9.2 INTRATESTERRELIABILITET ..........................................................................................37 

9.3 NORMAL FEMORAL ANTETORSION................................................................................38 

9.4 POPULATION...................................................................................................................39 

9.5 SUBCUTIS’ INDFLYDELSE PÅ RELIABILITETEN..............................................................39 

9.6 TESTERNES OPLEVELSER...............................................................................................39 

10.0 Konklusion ........................................................................................................................................ 41 

1


11.0 Perspektivering.............................................................................................................................. 42 

12.0 Referenceliste .................................................................................................................................. 44 

13.0 Bibliografi.......................................................................................................................................... 48 

14.0 Indholdsfortegnelse for bilag ............................................................................................... 55 

2


1.0 Indledning 

I løbet af vores uddannelse på Fysioterapeutuddannelsen i København, herunder kliniske 

ophold, har vi flere gange beskæftiget os med kroppens statik og alignment. Med alignment 

forstår vi den måde, hvorpå kroppens forskellige segmenter er arrangeret i forhold til 

hinanden. Som med ethvert andet mekanisk system er optimal alignment en af hjørnestenene i 

facilitering af bevægelse. 

Når kroppens statik afviger fra det ideelle, må man antage, at risikoen øges for, at 

degenerative forandringer initieres (Sahrmann, 2000, s. 3). Det er med andre ord vigtigt at 

opretholde en så ideel alignment som muligt for at undgå uhensigtsmæssigt slid på muskel- og 

støttevæv, men også for at give kroppens styresystemer så optimale arbejdsforhold som 

muligt. Vi synes, det er interessant, at malalignment i en region kan medføre biomekaniske 

forstyrrelser enten proksimalt eller distalt herfor, og at vi derfor som terapeuter må integrere 

dette i vores undersøgelse og behandling. 

Vi vil i dette projekt fokusere på underekstremiteternes (UE) alignment, mere specifikt femurs 

struktur. Det vil vi gøre ved at lave en reliabilitetsundersøgelse af Craig’s test, der har til 

formål at undersøge graden af femoral antetorsion, det vil sige, hvordan knoglen er snoet 

omkring knogleskaftets længdeakse. Abnorm femoral torsion kan ændre alignment i 

hofteleddet og medføre inkongruens, der er den mest anførte årsag til udviklingen af 

hofteartrose (Tönnis i Cibulka, 2004, s. 556). 

3


2.0 Baggrund 

I forbindelse med regeringens folkesundhedsprogram ”Sund hele livet”, der støtter initiativer, 

som forbedrer folkesundheden, har Sundhedsstyrelsen sat fokus på otte folkesygdomme. En 

af disse er muskuloskeletale sygdomme 

(www.sst.dk/forebyggelse/sygdomsforebyggelse_og_vaccination/folkesygdomme.aspx?lang= 

da). 

Muskuloskeletale sygdomme er et alvorligt folkesundhedsproblem og udgør en betragtelig 

økonomisk meromkostning for det danske samfund (Sørensen, 2005, s. 1). 

Pr. 1. januar 2002 angav 726.125 danskere at lide af muskuloskeletale sygdomme (Sørensen, 

2005, s.13). En af disse sygdomme er hofteartrose som 40.855 danskere lider af (Sørensen, 

2005, bilag 5a). En stor andel af sundhedsvæsenets ressourcer går til at behandle og lindre 

gener og smerter som følge heraf, ligesom der er mange udgifter forbundet med 

sygedagpenge og produktionstab. Hofteartrose kostede i 2002 samfundet 714 millioner kr. 

fordelt på hospitalsvæsenet, sygesikring og lægemidler. I gennemsnit havde hver person 6,2 

sygedage, hvad der i alt kostede 99 millioner kr. i sygedagpenge. Det samlede produktionstab 

var på 539 millioner kr. (Sørensen, 2005, bilag 5a). Hofteartrose er således en stor økonomisk 

byrde for samfundet. 

Ikke kun økonomisk, men også på individniveau kan hofteartrose have store konsekvenser. 

Smerter er det væsentligste symptom ved osteoartrose, men patienten oplever også stivhed og 

indskrænket bevægelighed og heraf følgende nedsat funktion. Smerter udløses i begyndelsen 

af større anstrengelser, hvorfor patienten risikerer at få nedsat sit aktivitets- og 

deltagelsesniveau. Senere i forløbet vil patienten opleve hvilesmerter, og patienten kan være 

væsentligt påvirket heraf (Danneskiold-Samsøe, 2002, s. 577-578). 

En forøget eller formindsket grad af antetorsion af femur er tæt forbundet med smerte og 

hofteartrose (Tönnis, 1999, s. 1767; Terjesen et al., 1982, s. 571). Femoral antetorsion er 

defineret som vinklen mellem en transversal linie, der løber svarende til caput- og collum 

femoris i forhold til en transversal linie gennem femurkondylerne. Tönnis (1999, s. 1767) 

konkluderer, at abnorme torsioner er årsag til en stor del af det, man tidligere har troet var 

4


primær eller idiopatisk hofteartrose. I Tönnis’ studie (1999, s. 1767) havde kun 23 % af 

hoftepatienterne normal antetorsion, hvilket indikerer, at en abnorm antetorsion er en 

væsentlig risikofaktor med henblik på udviklingen af hoftepatologi. 

Viden om femoral antetorsion kombineret med en holdningsanalyse kan give vigtige 

oplysninger om kongruensen i hofteleddet og dermed være med til at indikere om patienten 

har en øget risiko for udvikling af hofteartrose. Er dette tilfældet vil vi som fysioterapeuter 

med denne viden present være i stand til at udøve hensigtsmæssige behandlingstiltag. Det kan 

for eksempel være tilrettelægning af et korrekt træningsprogram (Friis, 2002, s. 153), 

holdningskorrektion (Sahrmann, 2002, s. 34), således, at der korrigeres for malalignment i 

hoften, eller henvisning til andre behandlingsformer. Alle foranstaltningerne har til formål at 

udskyde den degenerative proces, således at patienten på langt sigt kan blive længere tid på 

arbejdsmarkedet og udskyde eventuel operation. Disse tiltag vil kunne reducere patientens 

lidelser samt spare staten for en del økonomiske udgifter. 

Udover hofteartrose er abnorm femoral antetorsion tæt forbundet med osteoartrose i 

knæleddet og patellar instabilitet (Aranow og Eckhoff i Tönnis, 1999, s. 1747), 

patellofemorale smerter (Hvid i Tamari, 2005, s. 46), pigeon-toe (Sahrmann, 2002, s. 34), 

hyperpronation (Hertling, 1996, s. 427) og low back pain (LBP) (Sahrmann, 2002 s. 34). Det 

er derfor vigtigt, at beskrive femurs antetorsionsgrad i undersøgelsen af disse 

muskuloskeletale problematikker. 

For at kunne bestemme den femorale antetorsion præcist har man anset det for nødvendigt at 

have adgang til CT-, MR- eller ultralydsscannere. Anvendelsen og anskaffelsen af disse 

scannere er forbundet med relativt store økonomiske omkostninger, hvorfor det er de færreste 

steder i primærsektoren, der er fri adgang til en sådan. Derfor er der behov for en simpel 

klinisk test, i form af Craig’s test, der kan screene patienter for abnorm femoral antetorsion 

(Tamari, 2005, s. 54). 

Craig’s test er testet for inter- (Ruwe, 1992; Jonson, 1997) og intratesterreliabilitet (Jonson, 

1997; Tamari, 2005). Intratesterreliabiliteten blev testet til at være høj (0,81 ICC (3,3)) 

(Tamari, 2005, s. 52) og meget høj (0,94 ICC (2,1)) (Jonson, 1997, s. 257) . 

5


Intertesterrreliabiliteten blev i begge studier testet til at være høj ((0,85 ICC(2,1) (Jonson, 

1997, s. 257) og (0,774 Pearson) (Ruwe, 1992, s. 828)). 

De omtalte reliabilitetsstudier havde relativt små populationer på henholdsvis 18, 17 og 8 

testpersoner, hvorfor vi mener, det har relevans at teste Craig’s test for inter- og intratester- 

reliabilitet på en større population. 

Derudover er Craig’s test primært undersøgt på børn og unge, raske mænd. I 2002 havde flere 

kvinder end mænd hofteartrose (Sørensen, 2005, bilag 5a). Vi mener derfor, at det vil være 

interessant, at teste reliabiliteten på en population med en større andel af kvinder. 

Flere forfattere (Ruwe, 1992, s. 829; Davids, 2002, s. 177) påpeger, at det kan være 

vanskeligere, at udføre Craig’s test på overvægtige personer. Vi vil derfor undersøge, om der 

er sammenhæng mellem testens reliabilitet og tykkelsen af subcutis superficielt for trochanter 

major, da palpationen af trochanter major er et væsentligt element i testen. 

6


3.0 Formål 

Formålet med denne opgave er at undersøge inter- og intratesterreliabiliteten af Craig’s test. 

4.0 Forskningsspørgsmål 

Derfor opstiller vi følgende forskningsspørgsmål: 

• Hvordan er intertesterreliabiliteten mellem to fysioterapeutstuderende ved anvendelse af 

Craig’s test, der måler den femorale antetorsion? 

• Hvordan er intratesterreliabiliteten, når den samme fysioterapeutstuderende anvender 

Craig’s test to gange med seks-otte dages mellemrum på den samme testperson? 

Vi arbejder med følgende hypoteser: 

H0(A): På testdag 1 er mean-værdien for tester 1’s (T1) målinger = mean-værdien for tester 

2’s (T2) målinger. 

HA(A): På testdag 1 er mean-værdien for T1’s målinger ≠ mean-værdien for T2’s målinger. 

H0(B): På testdag 2 er mean-værdien for T1’s målinger = mean-værdien for T2’s målinger. 

HA(B): På testdag 2 er mean-værdien for T1’s målinger ≠ mean-værdien for T2’s målinger. 

H0(C): Mean-værdien for T1’s målinger på testdag 1 = mean-værdien for T1’s målinger på 

testdag 2. 

HA(C): Mean-værdien for T1’s målinger på testdag 1 ≠ mean-værdien for T1’s målinger på 


H0(D): Mean-værdien for T2’s målinger på testdag 1 = mean-værdien for T2’s målinger på 


HA(D): Mean-værdien for T2’s målinger på testdag 1 ≠ mean-værdien for T2’s målinger på 


Herudover ønsker vi at undersøge, om variationen af subcutant fedt superficielt for trochanter 

major influerer på inter- og intratesterreliabiliteten. 

7


5.0 Definitioner 

Intertesterreliabilitet angiver, i hvilken grad flere testere kan opnå samme resultat (Beyer, 

2003, s. 31). 

Intratesterreliabilitet angiver, i hvilken grad samme tester kan opnå samme resultater ved flere 

målinger (Beyer, 2003, s. 31). 

Craig’s test er en klinisk metode til at måle den femorale antetorsion (Magee i Hertling, 1996, 

s. 298; Sahrmann 2002, s. 126) 

Femoral antetorsion er i denne opgave defineret som vinklen mellem en transversal linie, der 

løber svarende til caput- og collum femoris i forhold til en transversal linie gennem 

femurkondylerne. Begrebet antetorsion dækker over en torsion af selve femur distalt eller 

proksimalt, oftest proksimalt (Davids, 2002, s. 177). 

Mean-værdien er et udtryk for den gennemsnitlige værdi for et datasæt, udregnet ved at lægge 

alle værdierne sammen og derefter dividere det med antallet af værdier (Hicks, 2004, s. 326). 

8


6.0 Teori 

6.1 Patologiske følger af abnorm femoral antetorsion 

I vores arbejde som fysioterapeuter er det vigtigt at se kroppen som en helhed, hvor eventuelle 

deviationer fra den normale alignment kan medføre patologiske tilstande proksimalt eller 

distalt herfor. I det følgende vil vi beskrive nogle af disse tilstande, som kan henføres til 

forøget eller formindsket antetorsion af femur og dermed understrege vigtigheden af at have 

et klinisk redskab, der også kan bruges prognostisk. 

6.1.1 Hofteartrose 

En forøget eller formindsket femoral antetorsion kan medføre en ændret kongruens i 

hofteleddet, og inkongruens i hofteleddet er den mest anførte årsag til udviklingen af 

hofteartrose (Tönnis i Cibulka, 2004, s. 555-556). 

En person med forøget femoral antetorsion vil, såfremt der ikke korrigeres herfor, fremstå 

med indadroteret UE. Forsøger man, qua en udadrotation i hofteleddet, at korrigere denne 

stilling og få patella til at vende fremad og dermed bevæge knæleddet normalt med en akse i 

frontalplanet vil det få betydning for UE’s samlede bevægemønster under gangen. Under 

normal gang udadroterer man 10° i hofteleddet fra midstance til svingfasen (Sahrmann 2000, 

s. 125). Har man allerede rent kompensatorisk udadroteret UE’s segmenter, vil man 

hyppigere nærme sig eller overskride udadrotationens limit. Dette kan føre til anatomisk 

kollision posteriort i hofteleddet og belaste tyndere bruskområder. 

En person med formindsket femoral antetorsion vil derimod, såfremt der ikke korrigeres 

herfor, fremstå med udadroteret UE. Forsøger man at korrigere denne stilling, vil det resultere 

i en forøget indadrotation i hofteleddet, hvilket får caput femoris til at pege mere medialt 

(Sahrmann, 2000, s. 125). Den ændrede kongruens, og det deraf mindskede effektive 

vægtbærende areal, vil, ved både forøget og formindsket antetorsion, medføre at 

trykbelastningerne på bruskområdet stiger, hvilket disponerer til præmature degenerative 

forandringer som følge af uhensigtsmæssigt slid (Hertling, 1996, s. 299). 

En forringet kongruens i hofteleddet vil medføre, at labrum acetabulare stresses, og der kan 

forekomme impingement af labrum. Dette medfører en flosset labrum acetabulare, der kan 

være et forstadie til hofteartrose (Ito i Cibulka, 2004, s. 556). 

9


6.1.2 Patellofemorale smerter 

En anden problematik, der kan opstå som følge af ændring af den femorale antetorsion, er 

patellofemorale smerter. Patellofemoralleddet er et komplekst led, som involverer det 

dynamiske samspil mellem m. quadriceps, andre bløddele og patellas sporing i den femorale 

trochlea. Forøget femoral antetorsion vil have indflydelse på dette samspil og dermed på 

biomekanikken (Hertling, 1996, s. 356-357). En forøget femoral antetorsion kan medføre en 

kompensatorisk øget tibial udadrotation, hvilket resulterer i en øget Q-vinkel 1 (Hvid, 1982, s. 

579). 

Ved forøget femoral antetorsion indledes den patologiske proces i femoropatellarleddet på 

grund af en øget Q-vinkel, da dette ændrer den patellare sporing. Patellas position, bevægelse 

og sekundært de kompressionskræfter, den udsættes for, vil ændres. Dens mediale flade, der 

ved normale forhold kun kommer i kontakt med femur ved ekstrem fleksion, kommer 

pludselig i kontakt med femur ved en langt større procentdel af bevægelsen. Dette vil påføre 

patella et større stress, end den er bygget til at modstå. Dens mediale flade har en langt mindre 

Bone Mineral Density end den laterale flade, og der sker en trabekulær mikrofrakturering og 

nedbrydning (Townsend i Hertling, 1996, s. 357). 

Lee (2003, s. 690) fremhæver, at forøget femoral antetorsion resulterer i, at den laterale flade 

af trochlea vil trykke på den retropatellare laterale facet, og faktisk skubbe patella medialt. På 

samme tid vil retinaculum patellae laterale trække i patella og øge kompressionstrykket 

lateralt. 

Lee (i Lee, 2003, s. 690) har påvist, at der eksisterer en non-lineær sammenhæng mellem 

kompressionen i det patellofemorale led og forøget antetorsion. Mellem 0-20º sker der kun en 

lille stigning i kompressionstrykket, mens der ved torsionsgrader mellem 20-30° sker en 

betydelig stigning i kompressionstrykket. 

6.1.3 Bagfodspronation 

Endnu en mulig patologisk implikation, som kan skyldes malalignment forårsaget af abnorm 

femoral antetorsion er hyperpronation af bagfoden. Dette vil typisk skyldes en indadrotation 

af tibia, medført af forøget antetorsion af femur men kan også skyldes en kompensatorisk 

tibial indadrotation som følge af formindsket femoral antetorsion. Den hyperpronation, der 

efterfølgende sker i bagfoden, lægger pres på de plantare strukturer, der skal opretholde 

1 Q-vinkel er defineret som vinklen mellem en linie fra tuberositas tibiae og patellas midtpunkt, og en anden linie 

fra SIAS og patellas midtpunkt (Hertling, 1996, s. 355). 

10


fodens stilling; det være sig fodens små muskler, ligamenter eller den plantare aponeurose. 

Dette vil ikke nødvendigvis være symptomgivende i sig selv, men kan ved øget 

aktivitetsniveau medføre smerter og træthed svarende til ovennævnte strukturer. Denne 

tilstand kan også medføre problemer i proksimal retning såsom achillessene- og 

skinnebensbetændelse (Hertling, 1996, s. 427). 

6.1.4 Low back pain 

Kompensatorisk udadrotation i hofteleddet ved forøget femoral antetorsion er ovenfor nævnt 

som en prædisponerende faktor i udviklingen af hofteartrose, men en sådan kompensation kan 

også medføre LBP. På grund af kompensation vil fødderne pege lige frem, men det betyder 

samtidigt, at man kan have nået sin ydergrænse for udadrotation i hofteleddet.. Rotationen 

under gang må nødvendigvis findes et andet sted og kan derfor komme til at foregå i 

bækkenet og den nedre del af ryggens artikulationer medførende smerte på grund af det 

uhensigtsmæssige arbejde (Sahrmann, 2000 s. 34). 

6.1.5 Klinisk relevans 

Craig’s test kan give fysioterapeuter viden om dysfunktioner i UE og lænderyg. Craig’s test 

kan bidrage med viden om og forståelse for den tilgrundliggende årsag til for eksempel 

patellofemorale smerter og hyperpronation. Fysioterapeuten vil med kendskab til den 

femorale antetorsion være bedre rustet til at kunne fastsætte en prognose for patienten med 

disse problematikker. Er der tale om, at den tilgrundliggende årsag er strukturel vil 

fysioterapeuten være klar over, at man ikke umiddelbart kan korrigere for dette. Risikoen, for 

at fysioterapeuter bruger tid på en uhensigtsmæssig behandling, gøres hermed mindre. 

Fysioterapeuten vil i stedet kunne koncentrere sin behandling om præventive tiltag eller 

henvise til vurdering med henblik på et eventuelt ortopædkirurgisk indgreb. 

Testen kan ydermere give viden om det hensigtsmæssige i at korrigere en patient, der går med 

indad- eller udadroteret ben. 

Vi forestiller os, at Craig’s test i fremtiden kan anvendes til screening for blandt andet 

hoftepatologi hos børn. Kan man i en tidlig alder finde personer, der er særligt disponerede for 

udvikling af hofteartrose, forestiller vi os, at et tidligt behandlingsinitiativ kan iværksættes og, 

at dette vil være mindre omkostningsfuldt på længere sigt. Craig’s test vil også kunne bruges 

til screening af hoftepatologi hos balletbørn, golfspillere og andre, hvis dagligdag involverer 

hyppige, excessive rotationer. 

11


Det der afgør, hvor smerterne, som følge af abnorm femoral antetorsion, opstår, er den 

relative fleksibilitet i forskellige segmenter. Det vil sige, at kompensationen for den 

strukturelle ændring sker i det segment med den mindste modstand (Sahrmann, 2002, s. 121). 

Denne kompensation kan over tid medføre mikrotraumer og patologi (Sahrmann, 2002, s. 5). 

Vi forventer, at en person med forøget antetorsion som kompenserer ved at udadrotere i 

hofteleddet vil overbelaste musklerne, der varetager denne bevægelse. Dette kan føre til 

piriformissyndrom og smertetilstande i muskler og sener. Ligeledes kan forlænget muskulatur 

føre til smertetilstande. Fysioterapeuten kan i nogle tilfælde afhjælpe dette ved at lære 

personen ikke at kompensere så meget. Ved formindsket antetorsion kan en eventuel 

kompensation medføre overbelastningsgener i hoftens indadrotatorer. 

Ifølge Cibulka (2004, s. 554) forbindes forøget antetorsion med forøget passiv indadrotation i 

hofteleddet og formindsket passiv udadrotation. Et studie af Swanson (i Cibulka, 2004, s. 

554) antyder, at der er abnorm femoral antetorsion, hvis passiv rotation i en retning overstiger 

den modstående med mere end 30°. Craig’s test bør derfor suppleres med en test for 

hofteleddets samlede rotation. 

6.2 Craig’s test 

Craig’s test har til formål at bestemme den femorale antetorsion klinisk. Craig’s test kaldes i 

litteraturen også for Ryder’s method (Tamari, 2005, s. 48; Magee, 1997, s. 475) og 

Trochanteric Prominence Angle Test (TPAT) (Cibulka, 2004, s. 554; Ruwe, 1992, s.822; 

Davids, 2002, s. 173). 

Craig’s test udføres ved, at patienten er fremliggende med hoften i 0-stilling og testbenets 

knæled flekteret 90°. Trochanter major palperes, mens fysioterapeuten foretager en passiv 

rotation af femur i hele bevægebanen. Fysioterapeuten fastsætter den position, hvor trochanter 

major prominerer mest lateralt, da dette er positionen, hvor collum femoris er parallel med 

underlaget, og femur er optimalt placeret i acetabulum (Sahrmann, 2002, s. 126). Anvendes et 

goniometer som måleredskab, placeres omdrejningspunktet midt på knæet. Goniometerets ene 

ben placeres vandret, mens det andet ben placeres således, at det sigter mod et punkt midt i 

talocruralleddet (Jonson, 1997, s. 255) (Jf. bilag 1 for detaljeret beskrivelse af Craig’s test). 

12


Ved anvendelsen af denne test forudsættes det, at den longitudinale akse af tibia er vinkelret 

på en transversal linie gennem femurkondylerne. Derfor er vinklen mellem den longitudinale 

akse af tibia og en vertikal linie et udtryk for den femorale antetorsion, når collum femoris er 

horisontal (Tamari, 2005, s. 48). 

6.3 Nomenklatur 

I forbindelse med litteraturgennemgangen som optakt til nærværende studie har vi erfaret, at 

der hersker en del variation i anvendelsen og betydningen af begreberne anteversion og 

antetorsion, hvoraf det er sidstnævnte Craig’s test måler. ”Versio” er i Klinisk Ordbog (s. 

927) defineret som ”vending” og ”torsio” er defineret som ”drejning” eller ”vridning” (s. 

881). 

Som tidligere nævnt er femoral antetorsion i denne opgave defineret som vinklen mellem en 

transversal linie, der løber svarende til caput- og collum femoris i forhold til en transversal 

linie gennem femurkondylerne. Denne vinkel kaldes også angle of declination (Sahrmann, 

2002, s. 125; Hertling, 1996, s. 286). Begrebet antetorsion dækker over en torsion af selve 

femur distalt eller proksimalt, oftest proksimalt (Davids, 2002, s. 177). 

Figur 1 illustrerer normal antetorsion Figur 2 illustrerer normal version 

(fra http://guardian.curtin.edu.au:16080/cga/faq/torsion.html) 

Anteversion derimod, er en forøget vinkel mellem caput og collum femoris i forhold til 

frontalplanet og retroversion er en formindsket vinkel mellem caput og collum femoris i 

forhold til frontalplanet. Version er med andre ord noget, der kun sker i hofteleddet (McCrea i 

Hertling, 1996, s. 287). 

13


Figur 3 illustrerer forøget antetorsion Figur 4 illustrerer forøget anteversion 

(fra http://guardian.curtin.edu.au:16080/cga/faq/torsion.html) 

Vi vil her komme med eksempler på, hvordan begreberne, efter vores mening, anvendes 

inkonsekvent i litteraturen. 

Magee (1997, s. 475) skriver, at Craig’s test måler femoral anteversion, og definerer herefter 

dette, som den vinkling collum femoris har i forhold til femurkondylerne. 

Hertling (1996, s. 287) påpeger, at man skal være varsom med brugen af begreberne torsion 

og version for at undgå misforståelser, hvorefter det beskrives at ”femoral torsion tests” 

måler anteversion (Magee i Hertling, 1996, s. 298). 

Et tredje eksempel på, at begreberne anteversion og antetorsion bruges inkonsekvent kan 

findes i Cibulka (2004, s. 550), hvor det ydermere beskrives, at det, vi i denne opgave 

definerer som antetorsion, også kan kaldes for ”medial femoral torsion”. 

Lee (2003, s. 690) anvender begrebet ”internal femoral rotation” som synonym for femoral 

antetorsion. 

Vi vælger at benytte begrebet femoral antetorsion i nærværende studie. For at være stringente 

i vores terminologi, har vi valgt at bruge begreberne forøget og formindsket antetorsion når, 

vi taler om vinklinger uden for det, der er defineret som normalområdet. 

6.4 Antetorsion i tal 

Der er i litteraturen divergerende opfattelser af normalværdien for den femorale 

antetorsionsvinkel. Sahrmann (2002, s. 125) definerer den normale femorale 

antetorsionsvinkel til ca. 14° hos voksne, Magee (1997, s. 474) anfører 8-15° som normalt, 

mens Hertling (1996, s. 285) anfører ca. 15°. Tönnis (1999, s.1749) beskriver, at den normale 

femorale antetorsion svarer til en vinkel mellem 15-20°. Moderat formindsket antetorsion 

svarer, ligeledes ifølge Tönnis (1999, s. 1749), til 10-14° og svært formindsket antetorsion 

svarer til under 10°. 21-25° svarer til en moderat øget antetorsion, og en vinkel på over 25° 

svarer til en svært øget antetorsion. 

14


Mænds grad af femoral antetorsion er oftest lidt mindre end kvinders (Fabry i Cibulka, 2004, 

s. 550). Den femorale antetorsion er typisk ens bilateral (Alvik i Cibulka, 2004, s. 550). Ved 

fødslen er vinklen 30-35°, og caput femoris peger relativt anteriort ind i acetabulum. I løbet af 

de første seks leveår mindskes vinklen, og caput femoris peger mere medialt ind i acetabulum 

(Sahrmann, 2002, s. 125). Fabry (i Cibulka, 2004, s. 550) mener, at vinklen ændres de første 

15 leveår med omtrent 1,5° om året. 

6.5 Antetorsionens ætiologi 

Det er ikke helt klarlagt, hvilke faktorer der påvirker femur således, at denne torkveres. Det 

menes dog, at der er flere faktorer, der kan resultere i en abnorm femoral antetorsion. Den kan 

blandt andet opstå som et resultat af en indadrotation af anlægget for underekstremiteten i 

fosterstadiet (Staheli i Cibulka, 2004, s. 550). Ydermere beskrives det, at abnorm antetorsion 

af femur kan opstå som et produkt af torkverende kræfter på epifyseskiven (LeVeau i Cibulka, 

2004, s. 551), for eksempel på grund af en muskulær dysbalance forårsaget af visse 

neuromuskulære lidelser (Ruwe, 1992, s. 820). Hos den voksne kan torkverende kræfter på 

femurs diafyse remodellere knoglen (Cibulka, 2004, s. 551). Disse torkverende kræfter kan 

ifølge LeVeau (i Cibulka, 2004, s.551) skabes af muskler ved deres passive elastiske 

bindevæv eller musklens kontraktile strukturer. 

Dyreforsøg (Haike, Bernbeck, Salter og Wilkinson i Cibulka, 2004, s. 551) har vist, at ulige 

fordelte kræfter kan påvirke den femorale antetorsion. Fikseres hofteleddet eksempelvis i 

yderstillingen for indadrotation eller bortopereres hoftens udadrotatorer, vil den femorale 

antetorsion øges. 

Crane, Staheli, Pitkow og Alvik (i Cibulka, 2004, s. 551) antyder, at menneskers habituelle 

sidde- eller sovepositioner, hvor hofteleddet holdes i dets end-range, kan være med til at 

påvirke knoglens struktur. Eksempler herpå er, når man sidder i skrædderstilling (maksimal 

udadrotation) eller sidder i w-stilling (maksimal indadrotation). Når leddet habituelt holdes i 

dets yderposition, vil bindevævets struktur ændres. Ledkapsel og muskler vil forkortes på den 

ene side af leddet og forlænges på den anden, hvilket kan være med til at fastholde 

ovennævnte torkverende kræfter. De ændrede strukturer i bindevævet gør, at leddets range of 

motion ændres. Holdes leddet habituelt i en indadrotation, øges indadrotationen, og 

udadrotationen mindskes og vice versa. Den totale range of motion forbliver dog uændret. 

15


6.6 Gennemgang af litteratur omhandlende reliabilitetstestning af Craig’s test 

Forskellige studier (jf. bilag 2) har undersøgt Craig’s test for reliabilitet, og vi vil i det 

følgende gennemgå to af disse nærmere. Jonson (1997) har testet for inter- og 

intratesterreliabilitet. Tamari (2005) har testet for intratesterreliabilitet. 

For at undersøge disse studiers videnskabelige stringens tager vi udgangspunkt i en artikel af 

Essendrop et. al (2003), hvori der er opsat syv kategorier med kvalitetskriterier for indholdet 

af reliabilitetsstudier i en systematisk litteraturgennemgang af studier omhandlende 

lænderygstest. Vi har tilladt os at bruge denne artikel som udgangspunkt i vurderingen af de 

to ovennævnte reliabilitetsstudier, da vi mener, at de nedenstående kriterier kan anvendes til at 

evaluere artikler omhandlende andet end lænderygstest. 

I hver kategori kan der opnås en score, og kategorierne vægtes lige. Følgende kriterier bliver 

evalueret: Populationsstørrelse, beskrivelse af population, beskrivelse af metode, varighed og 

beskrivelse af interval mellem test og retest, beskrivelse af resultater og valg af statistisk 

metode. 

Jonson (1997, s. 259) konkluderer, at intertesterreliabiliteten er høj (0,85 ICC (2,1)) og, at 

intratesterreliabiliteten er meget høj (0,94 ICC (2,1)). 

I Jonsons (1997) studie deltog 18 matroser 2 i reliabilitetsgruppen, som var udvalgt fra en 

samlet gruppe på 63 personer. Disse var mellem 18 og 30 år og bestod af 57 mænd og 6 

kvinder. 

Femurs antetorsionsgrad blev målt ved hjælp af Craig’s test. Der blev anvendt et 12,5 tommer 

plastik-goniometer med intervaller på 1°. Intertesterreliabilitetstestene blev foretaget med to 

ugers mellemrum, og intratesterreliabilitetstestene blev foretaget med to dages mellemrum. 

Undersøgelsen blev udført af to fysioterapeuter med henholdsvis 12 og 16 års klinisk erfaring, 

der begge var øvede i den anvendte målemetode. Testpersonen var fremliggende med 90° 

fleksion i knæleddet. Undersøgeren indad- og udadroterede femur, indtil trochanter major 

prominerede mest lateralt. En assistent stabiliserede testpersonens ben, mens undersøgeren 

udførte vinkelmålingen ved hjælp af goniometeret. Vinklen mellem underbenet og lodlinien 

svarede til antetorsionsgraden. Goniometerets omdrejningspunkt blev placeret midt på knæet. 

2 Egen oversættelse af ”midshipmen” 

16


Goniometerets ene ben blev placeret vandret, mens det andet ben blev placeret således, at det 

sigtede mod et punkt midt i talocruralleddet. Lodlinien blev sat til 0°. Hvis benet blev placeret 

lateralt for lodlinien, blev antetorsionsgraden angivet som en positiv værdi, og hvis benet blev 

placeret medialt for lodlinien, blev antetorsionsgraden angivet som en negativ værdi. 

Reliabiliteten er vurderet med udgangspunkt i ICC (2,1). For reliabilitetsgruppen er i tabeller 

anført mean absolute difference, standard deviation og range. Værdierne for mean absolute 

difference nævnes kort i teksten. 

Essendrop et. al (2003, s. 138) fastsætter 20 testpersoner som minimum for, at der er styrke 

nok i reliabilitetsberegningerne. Stikprøvepopulationen i Jonsons studie er således ikke stor 

nok. Derudover mangler en præcis beskrivelse af reliabilitetsgruppens køn, alder, vægt og 

højde. Disse data er ifølge Jonson (1997, s. 255) indsamlet men er ikke offentliggjort i 

artiklen. Ifølge Essendrop et. al (2003, s. 138) bør der være fem parametre, der beskriver 

testpopulationen. Der mangler endvidere en beskrivelse af undersøgerens placering samt 

dennes håndgreb under testen således, at testen kan reproduceres. To dages interval mellem 

test og retest kan være problematisk i et intratesterreliabilitetsstudie, da det er testeren selv, 

der aflæser resultaterne og således kan være i stand til at huske resultaterne fra første test. 

Jonsons resultater er ikke særligt udførligt beskrevet. De nævnes meget overfladisk i teksten, 

og er ellers kun fremlagt i tabeller. Rådata for test- og retestresultaterne er ikke beskrevet. Der 

er ikke testet for systematisk variation ved brug af parret t-test, ligesom der ikke er beskrevet 

Limits of Agreement (LoA) eller konfidensinterval. Der bliver således alene konkluderet ud 

fra korrelationskoefficienter. Ifølge Essendrop et al. (2003, s. 139) er en høj ICC i sig selv 

ikke nok til at udelukke systematisk eller tilfældig variation. Det bliver endvidere ikke oplyst, 

hvem der behandler data. 

Tamari (2005) måler intratesterreliabiliteten til 0,81 (ICC (3,3)). I studiet undersøgtes 8 raske 

personer (7 kvinder, 1 mand) mellem 17-35 år (SD 25,0± 6,7). Ved forsøget anvendtes et 

elektronisk inclinometer med 0,1° intervaller. Deltagerne blev undersøgt tre gange med 

mindst to timers interval mellem hver måling. Ved hver undersøgelse blev tre målinger 

foretaget, og gennemsnittet af de tre målinger blev anvendt som resultat. Testpersonen var 

fremliggende med hoften i 0-stilling og 90° fleksion i knæleddet. Imens undersøgeren 

17


roterede hofteleddet, palperedes trochanter major, og det blev vurderet, hvor den prominerede 

mest lateralt. Vinklen mellem lodlinien og tibias longitudinale akse blev antaget at være lig 

femurs femorale antetorsion. En assistent aflæste målingen. Standard Error of Measurement 

blev udregnet for at estimere graden af variation mellem de tre målinger. 

Med udgangspunkt i Essendrop et al.’s (2003) kriterierer vurderer vi, at der er for få deltagere 

i Tamaris undersøgelse til, at der er tilstrækkelig styrke i reliabilitetsberegningerne. Der er for 

få parametre oplyst om stikprøvepopulationen, og der er ikke oplysninger om inclinometerets 

placering, undersøgerens placering og dennes håndgreb, hvilket gør det vanskeligt at 

reproducere testen. 

Det er kritisabelt, at der var så kort tid mellem målingerne, da undersøgeren muligvis kunne 

huske undersøgelsesdeltagerne, selvom han var blindet for egne resultater. Der er heller ikke i 

denne artikel oplysninger om test- og retestresultater, ligesom der ikke er testet for 

systematisk variation ved brug af parret t-test. Ligeledes er der ikke beskrevet LoA eller 

konfidensinterval. Der bliver således alene konkluderet ud fra korrelationskoefficienter. Det 

bliver ikke oplyst, hvem der behandler data. 

Begge studier har gjort brug af assistenter i forbindelse med aflæsninger af målinger. Vi 

mener derfor, at overførbarheden til den kliniske praksis er minimal. 

Analysen af disse to reliabilitetsstudier forstærker vores argument om, at der er behov for en 

bedre reliabilitetstest af Craig’s test. 

Der er behov for større stikprøvepopulation, bedre beskrivelse af testen, længere tid mellem 

test og retest, mere grundig beskrivelse af resultaterne, redegørelse for anvendte statistiske 

metoder, og et studie, der ligger tættere på den kliniske hverdag. 

6.7 Reliabilitet 

De sidste årtier har forholdene i fysioterapien ændret sig. Der er sket en stigning i kravene til 

kvalitetssikringen i faget. Derfor er det ikke længere acceptabelt udelukkende at bygge sin 

behandling på fornemmelse og traditioner, da det ikke nødvendigvis sikrer, at patienten får 

den bedste behandling. Fysioterapeuten skal kunne retfærdiggøre sin behandling ved hjælp af 

tilgængelig forskning og evidens. Som en konsekvens heraf er der opstået et behov for 

evidens-baseret fysioterapi (Hicks, 2004, s. vii-viii). 

18


For at kunne udøve evidensbaseret fysioterapi er det vigtigt, at der er kvalitet i 

diagnosticeringen (Danneskiold-Samsøe, 2002, s. 158). En diagnose bygger blandt andet på 

kliniske og parakliniske undersøgelser samt tests og for at sikre evidensen, er det vigtigt, at 

disse er reliable og valide. Reliabilitet er et fundamentalt begreb i målinger og derfor vigtigt 

for fysioterapeuter. Reliabilitet er et begreb, der relaterer til reproducerbarhed af testsvar ved 

gentagne målinger, hvor det forudsættes, at den målte parameter ikke ændrer sig (Lund, 1997, 

s. 13). Domholdt (2000, s. 231) definerer reliabilitet som ” testscorens grad af fravær af fejl i 

målingerne” 3 . 

Kliniske tests ligger ofte til grund for, hvilken behandling patienten får og undersøger om 

behandlingen har effekt. Det er derfor vigtigt, at testen er reliabel. Jonson (1997, s. 253) 

foreslår, at klinikere indenfor samme felt etablerer standardiserede undersøgelsesmetoder for 

at forbedre patientforløbet. Dokumentation af reliable tests er endvidere vigtig for at have en 

klar interdisciplinær kommunikation, for at opnå præcise forskningsresultater og for at 

retfærdiggøre patientbetaling. 

Jo mere reliable vores målemetoder er, desto større er chancerne for, at vi som klinikere er i 

stand til at måle responsiveness forstået som ændringer over tid. At sikre reliabiliteten er i 

både klinikerens og patientens interesse (Beyer, 2003, 31). Ifølge Domholdt (2000, s. 239) er 

målet med en reliabilitetsundersøgelse at dokumentere, og dermed forbedre, eksisterende 

målemetoder. Ikke-reliable målemetoder er ubrugelige og, hvis reliabiliteten ikke kan 

dokumenteres, er der ingen grund til at undersøge validiteten. Reliabiliteten sætter altså 

grænsen for, hvor valid en målemetode kan være (Beyer 2003 s. 74). 

Reliabiliteten af en test eller måling påvirkes af mange parametre, ligesom det er et begreb, 

der består af mange komponenter. Man taler således om instrument-, intertester-, intratester- 

og intrasubjektreliabilitet (Domholdt 2000, s. 232-233). Indenfor hver enkelt komponent er 

der flere variabler, og det er derfor vigtigt, at forskere identificerer det, der ønskes undersøgt. 

Når variablerne, der ønskes undersøgt, er fastlagt, skal man beslutte, hvor standardiseret 

testprotokollen skal være. Graden af standardisering øges med antallet af variabler indenfor 

hver reliabilitetskomponent, der kan kontrolleres (Domholdt, 2000, s. 240). Ifølge samme 

forfatter er der tre grader af standardisering; ikke-standardiseret, delvist standardiseret og højt 

3 Egen oversættelse 

19


standardiseret (Domholdt, 2000, s. 241-242). Disse vil gå fra at ligne den kliniske hverdag til 

at foregå på en måde, der tilgodeser forskningen men har fjernet sig fra klinisk praksis. 

Det er sjældent at en målemetode er 100 % reliabel, da alle instrumenter og testere i nogen 

grad er inkonsekvente. Alle foretagne målinger består af to komponenter: den sande værdi ± 

fejlkomponenten. Fejlkomponentens størrelse er som regel ukendt, hvorfor det for en 

fysioterapeut kun er muligt at estimere denne samt størrelsen for den sande værdi ved brug af 

kliniske tests (Bruton, 2000, s. 95). 

Vi vil nedenfor gennemgå to mulige kategorier af fejlkomponenter ved et reliabilitetsstudie. 

• Constant errors (Hicks, 2004, s. 100), også kaldet systematiske variationer eller bias 

(Beyer, 2003, s. 32), dækker over de mulige faktorer, der vil påvirke resultatet på en 

konstant og forudsigelig måde. Det er vores opgave at identificere disse mulige 

constant errors og enten eliminere dem eller kontrollere dem. Hvis constant errors 

overses, vil resultatet altid kunne forklares ud fra disse (Hicks, 2004, s. 100). 

• Random errors (Hicks, 2004, s. 101), også kaldet tilfældig variation (Beyer, 2003, s. 

33) er faktorer, der har en varierende og uforudsigelig måde at påvirke resultatet på, 

hvorfor de er sværere at forudsige og eliminere (Hicks, 2004, s. 101). 

6.7.1 Reliabilitet af Craig’s test 

Som nævnt er det sjældent, at en målemetode er 100 % reliabel (Bruton, 2000, s. 95), idet 

reliabiliteten påvirkes af: 

1. Variation i patientens tilstand 

2. Instrumentfejl 

3. Fejl fra testerens side 

(Rothstein, 1993, s 74) 

Vi vil med udgangspunkt i ovenstående tre punkter vurdere, hvordan reliabiliteten af Craig’s 

test kan påvirkes. 

Ad 1: - Vi anser det for usandsynligt, at den enkelte testpersons anatomi ændrer sig i løbet af 

studiet. Dog forestiller vi os, at testpersonens evne til at slappe af under udførelsen af testen 

kan influere på reproducerbarheden. 

20


Ad 2: - Vi mener ikke, der er nogle fejl knyttet til selve goniometeret. Vi har vurderet 

goniometerets præcision ved at sammenholde det mod kendte vinkler på henholdsvis 45° og 

90° og fandt ved gentagne målinger, at der ingen variation var mellem de kendte og de målte 

vinkler. 

Ad 3: - Vi vurderer, at der er flere mulige faldgruber, der involverer fejl fra testerens side. I 

denne test kan de anatomiske landemærker være kilde til fejl. Testerne palperer den mest 

prominerende del af trochanter major. Dette punkt kan tolkes forskelligt af de to testere, og fra 

test til retest, og dermed resultere i forskellige målinger. Derefter skal trochanter major 

placeres mest lateralt, hvilket også kan være en kilde til uenighed. Endvidere kan variationer i 

placeringen af goniometeret også påvirke reliabiliteten, da midtpunkt på knæled og 

talocruralled er kilde til fortolkningsvariationer. 

Vi har en forventning om, at Craig’s test er mere vanskelig at udføre på en adipøs person, 

hvorfor det nødvendigvis må være vanskeligt at reproducere resultatet. Ligeledes har vi en 

forventning om, at trochanter majors struktur kan influere på reliabiliteten. Testerne skal have 

standardiseret proceduren således, at Craig’s test så vidt muligt udføres ens hver gang. 

6.7.2 Statistik 

Statistik er en systematiseret måde at foretage en generalisering på(Lund, 2004, s. 8). Det vil 

sige, at statistisk beregning gør os stand til at generalisere vores resultater og konklusioner fra 

stikprøvepopulationen til baggrundspopulationen under forudsætning af, at 

stikprøvepopulationen er repræsentativ. Det vil påvirke konklusionerne, hvis vi vælger at 

behandle vores data efter en forkert statistisk metode, og ifølge Hicks (2004, s. 109) er 

konklusionen ugyldig, såfremt den forkerte metode vælges. 

Vurderingen af inter- og intratesterreliabiliteten i dette studie sker med udgangspunkt i et 

bredt spektrum af statistiske tests. Vi anvender resultaterne fra t-tests, Limits of Agreement, 

Pearson’s product-moment correlation, (Pearson’s korrelationskoefficient, r) og beregning af 

andelen af ∆-værdier indenfor acceptable differencer for at få et så fyldestgørende billede af 

reliabiliteten som muligt. 

21


Først bør teststørrelsen (her: ∆-værdierne) testes for normalfordeling, så det er muligt at 

vurdere, hvorvidt vi kan tillade os at anvende parametrisk statistik (Hicks, 2004, s. 63). Dette 

gøres ved at se på skewness, der er et udtryk for, hvor asymmetrisk data er fordelt omkring 

middelværdien, og kurtosis, der er et udtryk for, hvor tæt data fordeler sig omkring 

middelværdien. Er disse værdier for skewness og kurtosis mindre end 1,0, er data 

normalfordelte. Vi indtegner endvidere et Q-Q plot, der giver et grafisk billede af fordelingen 

af en given variabel holdt op imod normalfordelingen, der repræsenteres ved en ret linie. 

Såfremt data er normalfordelt udføres en parret t-test. Herved opnås kendskab til, om vores 

test-resultater har en bias (Beyer, 2003, s. 33). Ved en numerisk t-værdi 

(t = 

mean − værdien 

Standard 

af forskellen mellem to datasæt 

) større end ca. 2, kan man konkludere, 

error of the mean 

( SEM ) 

at der er en systematisk forskel mellem de to målinger (Lund, 2004, s. 88), hvorfor H0- 

hypotesen må forkastes. 

I forbindelse med t-testen beregnes et konfidensinterval, der dog kun er interessant, hvis t- 

værdien er under ca. 2 og vi derfor ikke herudfra kan forkaste vores H0-hypotese. 

Konfidensintervallet giver information om indenfor, hvilket interval mean-værdien (her: 

mean-værdien af forskellen mellem to sæt data) med 95% sikkerhed ligger (Domholdt, 2000, 

s. 291). Hvis konfidensintervallet ikke indeholder værdien nul er mean-værdien med 95% 

sandsynlighed forskellig fra nul. Forskellen mellem gennemsnittet for de to målinger er altså 

signifikant forskellig fra 0. Det vil i nærværende studie betyde, at vi måtte forkaste den 

respektive nulhypotese. 

Giver konfidensintervallet ikke anledning til at forkaste vores H0-hypotese skal vi vurdere, om 

størrelsen på konfidensintervallet er acceptabelt. Vi kan udfra konfidensintervallet finde ud af, 

hvor stor mean-værdien skal være for, at vi med 95 % sikkerhed kan forkaste vores H0- 

hypotese. Det vil sige at, er konfidensintervallet lille, er styrken stor, hvorfor der vil være lille 

risiko for at lave en type II fejl, hvilket betyder, at man accepterer sin H0-hypotese uden data i 

realiteten understøtter den. Den modsatte situation kaldes type I fejl. 

Vi vælger herefter at udføre Bland & Altmans 95% Limits of Agreement, der er en grafisk 

fremstilling af mean-værdien af forskellene mellem to sæt data og øvre og nedre limits, der er 

beregnet ved mean værdien ± 2 standarddeviationer (SD). 95% af deltaværdierne vil ligge 

22


inden for øvre og nedre limit. Tester vi en ny person fra samme stikprøvepopulation, vil 

forskellen mellem test og retest med 95% sandsynlighed ligge inden for LoA. Det vil sige jo 

mindre interval desto større overensstemmelse (Beyer, 2003, s. 42). Da data er 

normalfordelte, vil langt de fleste målinger koncentrere sig omkring mean-værdien (Beyer, 

2003, s.42-43). Vi opfatter derfor LoA som et konservativt estimat. 

Da testen ikke står alene, accepterer vi en difference mellem de enkelte målinger på 5°, som 

det også anbefales af Ruwe (1992, s. 829). Vi vælger derfor at undersøge, hvor stor en andel 

af de numeriske ∆-værdier, der ligger indenfor denne difference. Vi synes, det er acceptabelt, 

hvis 75 % af målingerne mellem test og retest ligger indenfor denne difference. 

Til at beskrive reliabiliteten anvendes ofte en korrelationskoefficient. En sådan giver dog kun 

information om styrken i forholdet mellem to sæt data, og korrelationskoefficienten vil derfor 

ikke være i stand til at afdække eventuelle systematiske variationer (Beyer, 2003, s. 37-39), 

hvorfor vi udfører en parret t-test. Tidligere anvendtes korrelationskoefficienter som det 

eneste udtryk for reliabiliteten (Bruton, 2000, s. 96). Keating & Matyas (i Bruton, 2000, s. 96) 

anbefaler, at denne praksis ændres. 

Korrelationskoefficienten er afhængig af spredningen på datasættet, hvilket betyder, at et 

enkelt datapunkt kan have relativt stor indflydelse på korrelationskoefficienten. Derfor bør 

korrelationskoefficienten suppleres med en grafisk fremstilling af korrelationen (Beyer, 2003, 

s. 38). 

Hvis man arbejder med interval data, og disse er normalfordelte, kan man analysere sine data 

med en Pearson’s korrelationskoefficient. Korrelationen undersøger graden af sammenhæng 

mellem to sæt af data, men siger ikke nødvendigvis noget om enigheden (Lund 2004, s. 93- 

95). Pearson’s korrelationskoefficient giver et billede af den relative reliabilitet (Domholdt, 

2000, s. 361). 

Der er ingen standarder for, hvor stor den acceptable korrelationskoefficient er. 

Korrelationskoefficienten beregnes til værdier mellem -1 og 1. En korrelationskoefficient på 1 

eller –1 er et udtryk for den optimale korrelation (Domholdt, 2000, s. 349). Munro (i 

Domholdt, 2000, s. 354) har fastlagt værdier for korrelationskoefficienter således: 

Little, if any Low Moderate High Very high 

Correlation Correlation Correlation Correlation Correlation 

0,00-0,25 0,26-0,49 0,50-0,69 0,70-0,89 0,90-1,00 

Tabel 1. Klassificering af korrelationskoefficienter. 0: ingen korrelation. 1: den optimale korrelation. (Munro i Domholdt, 2000, s. 354) 

23


Når det skal vurderes, hvad der vil være en acceptabel korrelationskoefficient ved 

reliabilitetsundersøgelsen af en given test er det vigtigste kriterium, i hvilken sammenhæng 

testen skal anvendes. Er testen meget afgørende for patienten for eksempel, hvis et ben skal 

amputeres, er det vigtigt, at korrelationskoefficienten sættes højt (Lund, 2004, s. 103). Craig’s 

test er ikke på samme måde afgørende for patienten, ligesom den, som en del af den grundige 

fysioterapeutiske undersøgelse, ikke står alene. 

Selvom korrelationskoefficienten er relativt god, kan man risikere, at denne værdi er 

fremkommet tilfældigt, hvorfor man bør udregne en p-værdi (Lund, 2004, s. 95). Dette siger 

noget om signifikansniveauet for det faktisk fundne resultat (Beyer, 2003, s. 54) og vi 

fastsætter i nærværende studie den acceptable p-værdi til 0,05. 

Når Pearson’s korrelationskoefficient udregnes, fås en r-værdi som udtryk for korrelationen 

(Beyer, 2003, s.37). 

Det er generelt accepteret, at intertesterreliabiliteten er lavere end intratesterreliabiliteten 

(Eliasziw, 1994, s. 782). 

Slutteligt vil vi vurdere, hvorvidt der en sammenhæng mellem tykkelsen af subcutis og den 

numeriske ∆-værdi mellem to målinger. Vi laver en grafisk fremstilling ved at indtegne data i 

et koordinatsystem og supplere denne med Pearson’s korrelationskoefficient. 

Vi har anvendt SPSS (13.0 for Windows) til den statistiske behandling. 

6.7.3 Testpopulationen i reliabilitetsstudiet 

Før udførelsen af et reliabilitetsstudie er det vigtigt at gøre sig overvejelser omkring hvor 

mange testpersoner, der skal rekrutteres. Rekrutteres der for få testpersoner vil man opnå et 

upræcist estimat af en reliabiliteten, og det kan være svært at forkaste H0-hypotesen. For 

mange testpersoner kan gøre det omkostningsfuldt (Eliasziw, 1994, s. 782). Jo større 

stikprøven er, desto større er sandsynligheden for, at stikprøven er repræsentativ (Sepstrup, 

2002, s. 26-28). 

24


7.0 Metode 

7.1 litteratursøgning 

De fleste artikler, der har dannet baggrund for denne opgave, er rekvireret via DNLB efter, at 

vi har søgt på CINAHL og PubMed. Følgende søgeord har været brugt: Craig’s test, 

trochanteric prominence angle test, TPAT, reliability, interreliability, intrareliability, 

intertesterreliability, intratesterreliability, interobserverreliability, intraobserverreliability, 

torsion, antetorsion, retrotorsion, retroversion, anteversion, femoral torsion, internal femoral 

rotation. Disse søgeord blev anvendt i forskellige kombinationer. Vi begrænsede vores 

søgning til hits på dansk eller engelsk. 

Endvidere har vi søgt litteratur i fysioterapeutuddannelsens biblioteks egen database ”Aleph” . 

Vi har desuden lavet søgninger på internettet via søgemaskinen Google. 

Endelig har vi gjort brug af litteraturhenvisningerne i faglitteratur, og de artikler som vores 

søgning afstedkom, og hermed skaffet ny primær litteratur. 

I forhold til metodelitteratur har vi taget udgangspunkt i den obligatoriske litteratur for 6. og 

7. semester på Fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund forår og efterår 2005. 

For søgestreng jf. bilag 3. 

7.2 Design 

Studiet er designet som et kvantitativt inter- og intratesterreliabilitetsstudie med 6-8 dage 

mellem test og retest. 

De to testere og forsøgsassistenten er 7. semesters fysioterapeutstuderende på 

Fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund. 

De to testere er optrænet i at udføre testen. Optræningen er inddelt i to faser: 

• Fase 1: Testerne trænes af en fysioterapeut, der har praktisk erfaring med udførelsen af 

Craig’s test. Herefter afprøves testen. Slutteligt diskuteres selve testen og aflæsningen af 

gradtallet for den femorale antetorsion. 

• Fase 2: For at få praktisk erfaring øver testerne på 11 frivillige testpersoner (22 hofter) fra 

7. semester på fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund, indtil der er fuld 

enighed om testproceduren. 

25


7.3 Materiale 

Nedenstående skema indeholder en beskrivelse af stikprøvepopulationen, som er rekrutteret 

blandt 1., 2. og 3. semesters studerende på Fysioterapeutuddannelsen i København CVU 

Øresund. De studerende blev informeret om formålet med forsøget samt selve proceduren på 

de to testdage (jf. bilag 4). Populationen, vores stikprøve blev udtaget fra, blev overvejende 

udvalgt på baggrund af praktiske overvejelser. Vi valgte at bruge frivillige 

fysioterapeutstuderende fordi de havde deres daglige gang på skolen. De havde let ved at 

deltage, og skulle ikke ulejliges unødigt med ekstra transporttid, men kunne bruge 10 minutter 

i en pause. Vi sorterede ikke i de studerende, der meldte sig, idet vi, på baggrund af Essendrop 

et al.’s artikel (jf. afsnit 6.6), gerne ville have mindst 20 deltagere, så vores resultater blev 

mere signifikante. Af tidsmæssige årsager var vi ikke interesserede i at inkludere flere end 50 

personer i vores studie. 

Stikprøvepopulationen blev rekrutteret via besøg i de respektive klasser. Vi holdt et kort 

oplæg om testen og udleverede samtykkeerklæringer. 

Antal testpersoner 41 

Antal hofter 82 

Mænd 9 

Kvinder 32 

Alder (år) Mean: 23,8 SD: 3,61 Range: 20-36 

Højde (cm) Mean: 172 SD: 8,63 Range: 157-195 

Vægt (kg) Mean: 66,3 SD: 10,0 Range: 49-90 

Skinfold (mm) Mean: 23,1 SD: 7,50 Range: 6-35 

Body Mass Index Mean: 22 SD: 2,14 Range: 18-28 

Tabel 2 beskriver stikprøvepopulationen med hensyn til antal, køn, alder højde, vægt, skinfold og BMI. 

Alle, der tilmeldte sig, blev inkluderet i studiet. Vi har anvendt nedenstående inklusions- og 

eksklusionskriterier: 

Inklusionskriterier Studerende på Fysioterapeutuddannelsen, 

som har underskrevet informeret 

samtykke 

Eksklusionskriterier • Tidligere hofteopereret 

• Gravid 

• Ude af stand til at være 

fremliggende 

• Ude af stand til at have knæleddet 

flekteret 90° 

Tabel 3 beskriver inklusions- og eksklusionskriterierne for nærværende studie. 

26


Vi vægter at udføre testen så tæt på den kliniske hverdag som muligt, hvorfor forsøget er low- 

cost. Studiet inkluderer udover ovenstående stikprøvepopulation følgende materiale: 

• Testrum indeholdende højdejustérbart behandlingsleje 

• Elektronisk skinfoldmåler 

• Goniometer med 35 cm lange ben. Måler med 1° intervaller. 

• Lagen 

Forsøget udføres i et lokale på Fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund. 

7.4 Etiske overvejelser 

Nærværende studie er et reliabilitetsstudie, og testen, vi tester, er så minimalt indgribende 

som det næsten er muligt. Vores etiske overvejelser har som konsekvens heraf antaget en 

mere overordnet karakter. 

Ifølge vore faglige etiske retningslinier er vi forpligtiget til at yde troværdig og faglig 

forsvarlig fysioterapi 

(http://www.fysio.dk/graphics/PDF/Artikeltillaeg/Etiske_retningslinjer_11august.pdf). 

Derfor er det vigtigt, at vi undersøger de forhåndenværende redskaber, herunder tests, for 

deres lødighed. 

I vores reliabilitetsstudie har holdt os til Helsinki-deklarationen. 

Helsinki-deklarationen er en deklaration, der er vedtaget af Verdenslægeforeningen (The 

World Medical Association). Helsinki-deklarationen angiver Verdenslægeforeningens og 

dermed den internationale lægeprofessions hovedretningslinier for god etisk standard i 

forbindelse med forskning, når der udføres forsøg på mennesker eller menneskeligt materiale. 

http://www.videnskabsministeriet.dk/cgi-bin/doc- 

show.cgi?doc_id=61326&doc_type=42&topmenu=4 

Vi har gjort meget ud af at informere vore testpersoner så fyldestgørende som muligt, om 

baggrunden for testen både mundtligt og skriftligt, dens relevans, præcis hvad den måler, 

kliniske implikationer og hvorledes testen kommer til at foregå. Alle testpersoner vil blive 

behandlet ens. Herudover er testpersonerne informeret om, at de til enhver tid kan trække sig 

ud af studiet uden videre repressalier. Testpersonerne er informeret om, at de vil fremstå 

27


anonymiserede i opgaven og, at papirer indeholdende personlige oplysninger vil blive 

makuleret efter endt eksamen. 

Vi forudsætter, at de personer, vi tester, er habile, og forstår både informations- og 

samtykkeelementet af det informerede samtykke. Testen skulle ikke være forbundet med 

nogen form for ubehag, og vi mener således, at vi overholder Helsinki-deklarationens 

angivelser i forhold til forskning (jf. bilag 5). 

28


8.0 Resultater 

Vi præsenterer i det følgende nærværende studies resultater, inddelt i fire forskellige 

kategorier. 

• Intertesterreliabilitet, dag 1 (T1-T2, dag 1) 

• Intertesterreliabilitet, dag 2 (T1-T2, dag 2) 

• Intratesterreliabilitet, Tester 1 (T1dag 1-T1dag 2) 

• Intratesterreliabilitet, Tester 2 (T2dag 1-T2dag 2) 

Vi vil behandle data (jf. bilag 6) via de tidligere beskrevne statistiske metoder for at 

kvantificere reliabiliteten. 

8.1 Beskrivende data 

Første testdag blev 82 hofter målt, anden testdag blev 79 hofter målt. Frafaldet skyldes at en 

person blev syg, og en anden blev opereret i det ene testben. Operationen medførte, at det ene 

ben ikke kunne flektere 90°. Det andet ben faldt ikke ind under eksklusionskriterierne, 

hvorfor vi valgte at inddrage testscoren på dette i resultaterne. 

Af tabel 4 fremgår, at T1’s mean-værdier er lavere end T2’s, og at T2’s standarddeviationer er 

lavere end T1’s. 

T1 

T2, dag 1 

T1 

T2, dag 2 

T1dag1 

T1dag2 

T2dag1 

n Mean SD 

82 

11,2 

12,6 

5,69 

5,64 

79 

11,2 

12,6 

5,25 

4,40 

79 

11,1 

11,2 

5,77 

5,25 

79 

12,6 

12,6 

5,66 

4,40 

T2dag2 

Tabel 4 beskriver antal femora (n), middelværdi (mean), standarddeviation (SD) for inter- og intratesterreliabilitetstestene. 

8.2 Normalfordeling 

Af tabel 5 fremgår det, at den numeriske værdi af kurtosis og skewness er under 1,0 med 

undtagelse af kurtosis for ∆ T1dag 1-T1dag 2, og af figur 5-8 fremgår det, at Q-Q plottene ligger 

tilnærmelsesvis på en ret linie. Til trods for, at en enkelt kurtosis-værdi er over 1,0 vælger vi 

29


at behandle data som normalfordelte, hvorfor vi anvender parametrisk statistik i den videre 

statistiske behandling. 

∆ T1-T2, dag 1 ∆ T1-T2, dag 2 ∆ T1dag 1-T1dag 2 ∆ T2dag 1-T2dag 2 

Kurtosis -0,16 0,39 1,69 0,47 

Skewness 0,21 -0,26 -0,25 0,24 

Tabel 5 beskriver Kurtosis og Skewness for ∆-værdierne for de respektive inter- og intratesterreliabilitetstests. 

Expected Normal Value 


15 

10 

5 

0 

-5 

-10 

Normal Q-Q Plot of delta t1-t2, dag 1 

-15 

-15 

10 

5 

0 

-5 

-10 

-15 

-15 

-10 

-5 

0 

Observed Value 

Normal Q-Q Plot of delta t1-t1 

-10 

-5 

0 


5 

5 

10 

10 

15 

15 



10 

5 

0 

-5 

-10 

-15 

Normal Q-Q Plot of delta t1-t2, dag 2 

15 

10 

5 

0 

-5 

-10 

-15 

-15 

-15 

-10 

-10 

-5 

-5 

0 


Normal Q-Q Plot of delta t2-t2 

0 


Figur 5-8 illustrerer Q-Q plots over de respektive ∆-værdier for inter- og intratesterreliabilitetstestene. Den rette linie er udtryk for den 

optimale normalfordeling. Figur 5 (øverst til venstre): Q-Q plot for ∆-T1-T2, dag 1. Figur 6 (øverst til højre): Q-Q plot for ∆-T1-T2, dag 2. 

Figur 7 (nederst til venstre): Q-Q plot for ∆-T1dag 1-T1dag 2. Figur 8 (nederst til højre): Q-Q plot for ∆-T2dag 1-T2dag 2. 

8.3 Parret t-test 

Af tabel 6 fremgår det, at den numeriske t-værdi er højere end 2 for T1-T2, dag 1 og T1-T2, 

dag 2 og, at konfidensintervallerne ikke indeholder værdien 0. Vi må derfor forkaste vores 

H0(A)- og H0(B)-hypoteser. Der er signifikant forskel (0,05≥p) på de to testere. T2 måler 

gennemsnitligt ca. 1,5° højere end T1, hvilket indikerer tilstedeværelsen af bias. 

5 

5 

10 

10 

15 

15 

30


Da de numeriske t-værdier for T1dag 1-T1dag 2 og T2dag 1-T2dag 2 er mindre end 2, og 

konfidensintervallerne indeholder værdien 0, kan vi ikke forkaste vores H0(C)-hypotese og 

vores H0(D)-hypotese. Der er ingen signifikant forskel (0,05


delta t1 -t2, dag 1 

delta t1 - t1 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-10,00 

-15,00 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-10,00 

-15,00 

0,00 

5,00 

0,00 

10,00 

15,00 

20,00 

mean t1 - t2, dag 1 

10,00 

mean t1 - t1 

20,00 

25,00 

30,00 

30,00 

delta t1 - t2, dag 2 

delta t2 - t2 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-10,00 

-15,00 

0,00 

5,00 

5,00 

10,00 

10,00 

15,00 

mean t1 - t2, dag 2 

15,00 

mean t2 - t2 

Figur 9-12 viser 95 % Limits of Agreement for inter- og intratesterreliabilitetstestene. X-akserne: mean-værdier, Y-akse: ∆-værdier. 

Stregerne repræsenterer henholdsvis mean, øvre- og nedre limit. Figur 9 (øverst til venstre) mean: -1,40°, øvre limit: 9,09°, nedre limit: - 

11,89°, Figur 10 (øverst til højre) mean: -1,46°, øvre limit: 7,05°, nedre limit: 9,97°, Figur 11 (nederst til venstre) mean: -0,06°, øvre limit: 

8,03°, nedre limit: -8,15°, Figur 12 (nederst til højre) mean: 0,03°, øvre limit: 9,75° nedre limit: -9,69°. 

For at finde ud af, hvorvidt outliers (defineret som værdier liggende uden for øvre og nedre 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-10,00 

-15,00 

limits) har en væsentlig indflydelse på ovenstående LoA, eliminerer vi outliers og udregner på 

ny LoA. Da finder vi, at LoA ikke ændrer sig nævneværdigt. 

8.5 5°-difference 

Af tabel 7 fremgår det, at 64,6 % af ∆-værdierne for T1-T2 dag 1, 81,0 % af ∆-værdierne for 

T1-T2 dag 2, 86,1 % af ∆-værdierne for T1dag 1-T1dag 2 og 77,2 % af ∆-værdierne for T2dag 1 - 

T2dag 2 ligger indenfor en difference på 5°. 

20,00 

20,00 

25,00 

25,00 

32


Tabel 7 og figur 9-12 viser således at, størstedelen af de numeriske ∆-værdier ligger langt 

indenfor Limits of Agreement. 

0-5° 6-10° 11-15° >15° 

T1-T2, dag 1 64,6 % 30,5 % 4,9 % 0 % 

T1-T2, dag 2 81,0 % 15,2 % 3,8 % 0 % 

T1dag 1-T1dag 2 86,1 % 11,4 % 2,5 % 0 % 

T2dag 1-T2dag 2 77,2 % 20,3 % 2,5 % 0 % 

Tabel 7 viser, hvordan den numeriske ∆-værdi er fordelt indenfor forskellige differencer for inter- og intratesterreliabilitetstestene. 

8.6 Pearson’s korrelationskoefficient 

Dernæst udregner vi en Pearson’s korrelationskoefficient. 

Tabel 8 viser, at korrelationen for T1-T2 dag 1, T1-T2 dag 2 og T2dag 1-T2dag 2 er ”moderate” 

og, at korrelationen er ”high” for T1dag 1-T1dag 2. Da p ≤ 0,05 er r-værdierne signifikant 

forskellige fra 0. (Jf. bilag 7 for grafisk fremstilling af korrelationen). 

T1 – T2, dag 1 T1 – T2, dag 2 T1dag 1 –T1dag 2 T2dag 1 – T2dag 2 

Pearson’s r-værdi 0,554 0,607 0,723 0,538 

P-værdi 0,000 0,000 0,000 0,000 

Tabel 8 illustrerer Pearson’s korrelationskoefficienter, den tilhørende signifikansværdi (p-værdi) for inter- og intratesterreliabilitetstestene. 

8.7 Skinfold og deltaværdier 

Slutteligt ser vi på forholdet mellem størrelsen på skinfold-målingerne og de numeriske ∆- 

værdier ved to målinger og Pearson’s korrelationskoefficient for disse to variabler. 

Figur 13-16 og tabel 9 viser, at korrelationen mellem skinfold og de numeriske ∆-værdier i 

alle fire situationer er ”little, if any correlation” (r≤0,25). Der er ingen signifikans (p>0,05) for 

den målte r-værdi. 

Numerisk delta T1 - T2, dag 1 

14,00 

12,00 

10,00 

8,00 

6,00 

4,00 

2,00 

0,00 

5,00 

10,00 

15,00 

20,00 

Skinfold 

25,00 

R Sq Linear = 0,001 

30,00 

35,00 

Numerisk delta T1 - T2, dag 2 

14,00 

12,00 

10,00 

8,00 

6,00 

4,00 

2,00 

0,00 

5,00 

10,00 

15,00 

20,00 

Skinfold 

25,00 

R Sq Linear = 9,881E-5 

30,00 

35,00 

33


Numerisk delta T1 - T1 

14,00 

12,00 

10,00 

8,00 

6,00 

4,00 

2,00 

0,00 

5,00 

10,00 

15,00 

20,00 

Skinfold 

25,00 

R Sq Linear = 9,74E-5 

30,00 

35,00 

Numerisk delta T2 - T2 

14,00 

12,00 

10,00 

8,00 

6,00 

4,00 

2,00 

0,00 

5,00 

10,00 

15,00 

20,00 

Skinfold 

25,00 


Figur 13-16 illustrerer korrelationen mellem målte skinfold-værdier og numeriske ∆-værdier for inter- og intratesterreliabilitetstestene. Den 

rette linie er et udtryk for ”best-fit” og viser korrelationen. X-akse: Skinfold, Y-akse: Numeriske ∆-værdier. Figur 13 (øverst til venstre): 

Korrelation mellem skinfoldværdier og numeriske ∆-værdier for T1-T2, dag 1. Figur 14 (øverst til højre): Korrelation mellem 

skinfoldværdier og numeriske ∆-værdier for T1-T2, dag 2. Figur 15 (nederst til venstre): Korrelation mellem skinfoldværdier og numeriske 

∆-værdier for T1dag1 – T1dag2. Figur 16 (nederst til højre): Korrelation mellem skinfoldværdier og numeriske ∆-værdier for T2dag1-T2dag2. 

Målte skinfoldværdier 

og numeriske 

∆-værdier for: 

Pearson's r-værdi p-værdi 

T1 – T2, dag 1 -0,035 0,757 

T1 – T2, dag 2 0,01 0,931 

T1dag 1-T1dag 2 0,01 0,931 

T2dag 1-T2dag 2 0,140 0,217 

Tabel 9 viser r-værdien og den tilhørende p-værdi for målte skinfold-værdier og de numeriske ∆-værdier for inter- og 

intratesterreliabilitetstestene. 

30,00 

35,00 

34


9.0 Diskussion 

9.1 Intertesterreliabilitet 

I nærværende studie fandt vi, at korrelationen mellem T1 og T2 er ”moderate” med Pearson’s 

r-værdier på henholdsvis 0,554 og 0,607 for dag 1 og dag 2. Limits of Agreement viser, at 

forskellen mellem T1-T2, dag 1 med 95 % sandsynlighed ligger i intervallet [–11,89° - 9,09°] 

og for T1-T2, dag 2 i intervallet [–9,97° - 7,05°]. Henholdsvis 64,6 % og 81,0 % af 

målingerne ligger indenfor en 5°-difference. Den parrede t-test viser, at der er signifikant 

forskel (p=0,02 og p=0,004) på de to testere begge dage, og konfidensintervallet indeholder 

ikke 0. Tilstedeværelsen af en systematisk bias er hermed blevet afsløret. Dette får os til at 

forkaste vores H0(A)- og H0(B)-hypoteser. 

I det tidligere beskrevne intertesterreliabilitetsstudie konkluderer Jonson (1997, s. 259), at 

intertestereliabiliteten var høj (ICC(2,1) 0,85). Ruwe (1992, s. 828 ) opnåede en Pearson’s r- 

værdi på 0,774 i sit intertesterreliabilitetsstudie. Begge disse studier er foretaget på en anden 

stikprøvepopulation, og de har anvendt anden statistisk metode, og derfor kan vi ikke 

umiddelbart sammenligne disse studier med nærværende. Vi vil alligevel forsøge at påpege, 

hvilke forskelle i studierne, der kan have medført de divergerende resultater. 

I både Jonsons og Ruwes studier har en assistent stabiliseret testbenet, mens undersøgeren 

udførte målingerne. Dette har ganske givet været medvirkende til at minimere de 

usikkerheder, der er forbundet med nærværende studies testprocedure. Vi mener, at 

placeringen og aflæsningen af goniometeret i nærværende studie er behæftet med kilder til 

systematisk variation, da midtpunktet i knæled og talocruralled er genstand for 

fortolkningsvariationer. Vi har en formodning om, at en lille afvigelse i placeringen af 

goniometerets akse og arme let kan medføre en afvigelse på 2-4°. Derudover mener vi, det er 

sandsynligt, at testeren kommer til at dreje femur i situationen, hvor han er nødsaget til at 

skifte hånd med henblik på at få frigjort en hånd til at placere goniometeret. Den efterfølgende 

finjustering af goniometeret kan også være behæftet med samme risiko for systematisk 

variation. Dette kan yderligere give en usikkerhed på et par grader og kan således være skyld 

i, at T2 gennemsnitligt måler ca. 1,5° højere end T1. Vi har fravalgt brug af en assistent ved 

målingen, da vi ikke mener, dette er en reel mulighed i den kliniske hverdag. 

35


I studiet af Ruwe blev Craig’s test udført af henholdsvis ortopædkirurger, en kinesiolog og en 

fysioterapeut, mens Craig’s test i studiet af Jonson udførtes af erfarne fysioterapeuter. I 

nærværende studie er de to testere fysioterapeutstuderende, der kun har trænet på 11 frivillige 

testpersoner. Dette har sandsynligvis ikke været tilstrækkelig træning, og vi formoder, at der 

er sket en stadig læring under selve studiet, hvilket et fald i både SD og SEM fra dag 1 til dag 

2 kunne indikere (jf. tabel 6). Erfaring er en vigtig variabel i udførelsen af Craig’s test, da 

testen involverer en subjektiv vurdering af, hvornår trochanter major er placeret mest lateralt. 

Denne subjektive vurdering er vanskelig at standardisere, og vi tilskriver den en stor del af 

årsagen til eksistensen af en bias trods vores forsøg på at standardisere testproceduren. 

I nærværende studie er målingerne overvejende udført på yngre kvinder hvorimod 

testpersonerne i Ruwes og Jonssons studier var henholdsvis børn og yngre mænd. Om denne 

forskel i stikprøvepopulationen er årsag til forskellene i resultaterne er usikkert. Vi kan dog 

konstatere, at selvom vi havde en formodning om, at kvinders højere skinfoldmålinger kunne 

influere negativt på reliabiliteten, har vores data kategorisk afvist denne sammenhæng hos 

vores stikprøvepopulation. Vi forestiller os dog stadig, at højere skinfoldmålinger, og dermed 

et større lag subcutis, end hos testpersonerne i nærværende studie, kunne besværliggøre 

palpationen i en grad så reliabiliteten påvirkes. 

Ovennævnte fejlkilder gør sig i nogen grad også gældende for intratesterreliabiliteten. 

Vi har i nærværende studie vægtet den kliniske overførbarhed højt, og derfor inkluderer vores 

samlede vurdering en vægtning af, om størrelsen på den eksisterende bias er acceptabel i 

forhold til klinisk praksis. Umiddelbart synes vi, det er acceptabelt, at der er en forskel i 

mean-værdierne på henholdsvis 1,40° og 1,46°. 

Ruwe (1992, s. 829) fremhæver, at en difference på 5° imellem to målinger er acceptabel. 

Dette synspunkt tilslutter vi os, da testen, som tidligere beskrevet, suppleres af andre kliniske 

tests i normal fysioterapeutisk praksis. Vi mener, det er yderst relevant at foretage en 

beregning af hvor mange af ∆-værdierne, der er mindre end de tidligere omtalte 5°. Som det 

ses i tabel 7 lå 64,6 % af målingerne på dag 1 indenfor en difference på 5°. Dette, synes vi 

ikke umiddelbart, er acceptabelt, men den procentvise andel stiger på dag 2 med 16,4 %- 

points til en total på 81%, hvilket vi synes er et acceptabelt resultat for intertesterreliabiliteten. 

Stigningen i %-points fra dag 1 til dag 2 understøtter vores argument om, at der er sket en 

læring undervejs i studiet, samt at vores prætestforløb derfor ikke har været langt nok. Det 

36


kunne være interessant, at se om en eventuel tredje testdag kunne bekræfte tendensen eller om 

resultatet skyldes en tilfældighed. Vi synes, 5°-differencen siger mere om reliabiliteten end 

LoA, da denne er et konservativt estimat med stor spredning på øvre og nedre limits. 

Da Craig’s test i sig selv er behæftet med flere usikkerheder, mener vi, det er naturligt, at 

korrelationen er relativ lav. Dette er dog ikke ensbetydende med lav reliabilitet i forhold til 

den kliniske anvendelighed. 

9.2 Intratesterreliabilitet 

Pearson’s korrelationskoefficient var for T1dag 1-T1dag 2 og T2dag 1-T2dag2 henholdsvis ”high” 

(0,723) og ”moderate” (0,538). Limits of Agreement viser, at forskellen mellem henholdsvis 

T1’s og T2’s første og anden måling med 95% sandsynlighed ligger i intervallerne [–8,15˚ - 

8,03˚] og [–9,69˚ - 9,75˚]. Henholdsvis 77,2 % og 86,1 % af målingerne ligger indenfor en 5°- 

difference. For de to intratesterreliabilitetsstudier lå t-værdien i begge tilfælde meget tæt på 

nul (-0,136 og 0,045), og konfidensintervallet indeholder 0, hvilket betyder at vi ikke kan 

forkaste vores nulhypoteser: H0(C)- og H0(D). 

I nærværende studie er der således mindre korrelation end i de tidligere beskrevne 

intratesterreliabilitetsstudier af Jonson (ICC: 0,94) og Tamari (ICC: 0,81). 

Det bør nævnes, at både Jonson og Tamari har vurderet deres intratesterreliabilitet udfra Intra 

Class Correlation. I nærværende studie er der brugt et bredt spektrum af statistiske metoder 

herunder Pearson’s korrelationskoefficient og et andet design. Det er derfor ikke muligt 

direkte at sammenligne tallene, og da vi ikke har haft adgang til Jonson og Tamaris rådata, har 

vi heller ikke kunnet bruge de statistiske redskaber, vi finder relevante til at vurdere deres 

intratesterreliabilitet. 

Vi vil dog alligevel forsøge at påpege, hvilke forskelle der er i studierne og, hvorfor disse kan 

have medført de divergerende resultater. 

I både Tamari og Jonsons studier var tidsrummet mellem test og retest betydeligt kortere 

(henholdsvis to timer og to dage) end i nærværende studie. Kombineret med at Tamari og 

Jonsons stikprøvepopulationer var markant mindre (henholdsvis n = 8 og n = 18) end i 

nærværende studie, kan det formodes at specielt testeren i Tamaris studie kunne huske første 

måling og således, bevidst eller ubevidst, være påvirket heraf i næste måling. 

37


Tamaris studie adskiller sig ydermere fra nærværende ved at tage et gennemsnit af tre 

målinger og ved at bruge et inclinometer med 0,1° intervaller. Begge dele er med til at øge 

målingens præcision. Vi havde ikke mulighed for at anskaffe et inclinometer, og desuden er 

der ikke mange klinikker, der er i besiddelse af et sådant. Nærværende studie ville således 

være mindre klinisk overførbart ved brug af et inclinometer. Derimod ville det være relevant, 

at tage et gennemsnit af eksempelvis tre målinger for at eliminere de mest ekstreme outliers. 

I nærværende studie viser LoA, at der på trods af den lave t-værdi stadig er en stor spredning i 

forskellene mellem to målinger. Størrelsen på intervallerne [–8,15˚ - 8,03˚] og [–9,69˚ - 9,75˚] 

synes vi ikke er acceptabel. Vi mener dog, at LoA er et for forsigtigt estimat. Som nævnt 

tidligere vægter vi anvendeligheden af Craig’s test i daglig klinisk praksis højt, og det vil i 

den henseende være mere relevant også her at inddrage en 5°-difference. Accepteres denne 

difference ligger henholdsvis 77,2 % af T2´s og 86,1 % af T1´s målinger indenfor et interval 

på 5°. Disse resultater, mener vi, er tilfredsstillende. 

9.3 Normal femoral antetorsion 

I litteraturen ligger normalværdien for graden af femoral antetorsion mellem 8° og 20° alt 

efter hvilken forfatter man refererer til (jf. afsnit 6.4). I nærværende studie ligger mean- 

værdierne på målingerne mellem 11° og 12°, og 126 ud af 158 målinger på testdag 2 ligger 

indenfor intervallet 8-20°. Tillader man en difference på ±5° i forhold til de fastlagte 

normalværdier ligger 155 af 158 målinger indenfor normalen. Vores værdier ligger sig 

dermed pænt op ad litteraturen. 

Kvinders grad af femoral antetorsion ligger ifølge teorien i litteraturen gennemsnitligt højere 

end mænds, og på vores samlede målinger er mean-værdien for vores mandlige testpersoner 

8,78° på testdag 2. Denne mean-værdi ligger noget lavere end den samlede mean-værdi for 

testdag 2. Med forbehold for det relativt lave antal mandlige testpersoner i nærværende studie, 

synes vi godt, vi kan bekræfte teorien fra litteraturen. 

Som tidligere nævnt er graden af femoral antetorsion oftest ens bilateral. Denne teori synes 

vores målinger også at bekræfte, idet T2 på dag 2 kun har 3 parrede målinger, hvor der er 

større forskel mellem højre og venstre end 5°, og T1 har 10 parrede målinger. Dette kan 

selvfølgelig også være udtryk for, at vi med teorien in mente, underbevidst har forsøgt at 

bekræfte denne teori. 

38


9.4 Population 

Vi er tilfredse med vores stikprøvepopulations udseende hvad gælder kønsfordeling, 

aldersspredning og antropometriske mål, og mener at gruppen er repræsentativ for 

baggrundspopulationen. Man kan dog argumentere for, at vores selektion kunne have været 

mere tilfældig, idet vi jo ikke ved hvem, der undlod at melde sig. 

Vi kan kun generalisere vores resultater til vores baggrundspopulation, det vil sige 

fysioterapeutstuderende på Fysioterapeutuddannelsen i København, CVU Øresund. Vi har 

dog en formodning om, at resultaterne vil kunne reproduceres på en anden population med 

tilsvarende antropometriske kendetegn. 

Havde vores baggrundspopulation været større og mere forskelligartet, havde vi kunnet 

generalisere hertil, og vores resultater var derfor blevet mere klinisk anvendelige. 

Da stikprøvepopulationen i nærværende studie er markant større end i studierne af Tamari, 

Ruwe og Jonson, mener vi, resultaterne i nærværende studie har større styrke. 

9.5 Subcutis’ indflydelse på reliabiliteten 

Ifølge Davids (2002, s. 177) er det specielt vanskeligt at udføre Craig’s test på overvægtige 

personer, da det på disse er væsentligt sværere at palpere trochanter major. 

Af tabel 9 og figur 13-16 fremgår det, at korrelationen mellem skinfoldmålingerne og ∆- 

værdier for inter- og intratesterreliabilitetsmålingerne er næsten ikke-eksisterende. 

Årsagen hertil er sandsynligvis, at testerne kunne palpere trochanter major på hele 

stikprøvepopulationen uden de store problemer. Havde stikprøvepopulationen haft en større 

standarddeviation i skinfoldmålingen, forestiller vi os, at der havde været en bedre korrelation 

mellem skinfoldmålingerne og ∆-værdierne. Vi formoder, at større subcutane fedtlag over 

trochanter major, end de her målte, ville vanskeliggøre palpationen af trochanter major og 

dermed målingen af femurs antetorsion betydeligt, men dette må være op til fremtidige studier 

at undersøge. 

9.6 Testernes oplevelser 

Begge testere var enige om, at det ikke var lige let at udføre Craig’s test på alle testpersoner. 

Begge testere havde en klar fornemmelse af, at udførelsen af testen blev besværliggjort hvis 

39


testpersonen ikke kunne slappe af. Rotationen i hofteleddet kom til at foregå i ryk, hvilket 

gjorde det sværere at fornemme trochanter majors mest laterale placering. 

Begge testere mente, at testpersonen havde sværest ved at slappe af i det første testben, 

hvilket altid var højre. Det viste sig da også, at en mindre andel af ∆-værdierne for højre ben 

end for venstre ben var indenfor en difference på 5° (jf. bilag 8). Formentlig fordi 

testpersonen efter testning af sit højre ben havde fået kendskab til udførelsen af testen og 

derfor bedre kunne slappe af, da testen udførtes på det venstre ben. Begge testere var 

ydermere enige om, at testpersonens anatomi kunne vanskeliggøre udførelsen af testen. De 

syntes ikke tykkelsen på subcutis, men snarere trochanter majors struktur vanskeliggjorde 

testen. 

Det kunne have været interessant at undersøge, om outliers, defineret som ∆-værdier > 5°, 

blev målt på de testpersoner, som testerne følte, det var vanskeligst at udføre testen på, 

ligesom det kunne være interessant yderligere at undersøge hvilke faktorer, der kan 

vanskeliggøre udførelsen af Craig’s test. Denne mulighed har vi desværre ikke, da vi under 

testforløbet ikke har gjort os notater om testpersonens evne til at slappe af og vedkommendes 

anatomi. 

40


10.0 Konklusion 

Ud fra behandlingen af de indsamlede data kan vi konkludere at der på testdag 1 og 2 var 

signifikant forskel på mean-værdien for T1’s målinger i forhold til mean-værdien for T2’s 

målinger. 

Vi må således forkaste vores H0(A)- og H0(B)-hypoteser, da t-testen indikerede 

tilstedeværelsen af systematisk bias. Vi må derfor acceptere den alternative hypotese. 

Pearson’s korrelationskoefficient indikerer ”moderate” korrelation mellem T1 og T2 for både 

dag 1 og dag 2 af intertesterreliabilitetsstudiet af Craig’s test. Alligevel er vores samlede 

konklusion vedrørende intertesterreliabiliteten, at den er acceptabel i forhold til den daglige 

fysioterapeutiske hverdag, da 81,6 % af de to testeres målinger på dag 2 ligger indenfor et 

interval på 5º, og mean-værdierne af ∆-værdierne er acceptable. 

Ud fra behandlingen af de indsamlede data kan vi konkludere, at der ingen signifikant forskel 

var på mean-værdien for T1’s målinger på testdag 1 i forhold til mean-værdien for T1’s 

målinger på testdag 2 udført 6-8 dage senere. Det samme gjorde sig gældende for T2’s 

målinger. 

Der var ingen systematisk bias. Pearson’s korrelationskoefficient indikerer henholdsvis 

”moderate” og ”high” korrelation for T2 og T1. Igen er vores samlede konklusion vedrørende 

intratesterreliabiliteten, at den er acceptabel i forhold til den daglige fysioterapeutiske 

hverdag, da henholdsvis 77,2 % og 86,1 % af de to testeres målinger ligger indenfor et 

interval på 5º . 

Vi må konkludere, at for denne stikprøvepopulation er der ingen signifikans for en 

sammenhæng mellem reliabiliteten og tykkelsen af det subcutane fedtlag superficielt for 

trochanter major målt ved en skinfoldmåling 

Vores resultater indikerer, at reliabiliteten af Craig’s test korrelerer med graden af træning i 

palpation, idet den subjektive vurdering af trochanter majors placering i forbindelse med 

palpationen er erfaringsbestemt. Vi mener således, at Craig’s test er klinisk anvendelig 

forudsat, at testeren er øvet i testen. 

. 

41


11.0 Perspektivering 

Denne opgave har været hypotesegenererende. 

Vi mener, der fortsat er et behov for reliabilitetstestning af Craig’s test. Testen bør testes 

yderligere for inter- og intratesterreliabilitet på et bredt spektrum af mennesker, således at 

man vil kunne generalisere resultaterne til de mennesker, man møder i den kliniske dagligdag. 

Vi mener, det er særligt vigtigt, at Craig’s test testes for reliabilitet på børn, patienter med 

hofteartrose samt overvægtige mennesker, da vi har en formodning om, at det kan være 

sværere at udføre testen på disse populationer. 

For at sikre kvaliteten i fremtidige reliabilitetsstudier mener vi, det er vigtigt at passende 

statistiske metoder anvendes. Det er vigtigt, at bruge et bredt spektrum af statistiske metoder, 

for at få et mere nuanceret billede af reliabiliteten. Det er endvidere ønskeligt, at man tager 

hensyn til, hvordan testen skal anvendes, og at man opsætter passende mål for reliabiliteten i 

forhold til den kliniske praksis. 

Craig’s test bør testes for validitet på samme population, som den er reliabilitetstestet på. Det 

er vigtigt at undersøge, om testen kan give et udtryk for den sande femorale antetorsion uanset 

patienttype. Forskellige forfattere (Davids og Ruwe) har været uenige om, hvilken gold 

standard Craig’s test bør valideres imod. Vi har ingen forudsætninger for at vurdere, hvilken 

målemetode, der kan anvendes som gold standard. For at sikre kvaliteten i 

validitetstestningen, mener vi, det er vigtigt, at man finder den rigtige gold standard, og at 

denne anvendes i samtlige validitetstests af Craig’s test. 

Vi mener, der bør laves et review, der undersøger de studier, der tester Craig’s test for 

reliabilitet og validitet. 

Viser det sig, at Craig’s test efter grundige tests ikke er tilstrækkelig reliabel og valid, mener 

vi, det er vigtigt, at man forsøger at videreudvikle og tilpasse Craig’s test således, at man 

fortsat klinisk kan indhente viden om den femorale antetorsion. 

Det vil være gavnligt, hvis testen kan videreudvikles således, at den subjektive vurdering af, 

hvornår trochanter major er mest lateralt placeret, kan gøres mindre subjektiv. Det er vigtigt, 

at den kliniske anvendelighed i testen bevares. Videreudvikles Craig’s test, skal den 

naturligvis igennem testapparatet på ny. 

42


Det er vores opfattelse, at begrebet femoral antetorsion, og testningen af graden heraf, ikke er 

alment kendt blandt fysioterapeuter. Vi mener, det vil være gavnligt med en øget fokus på den 

abnorme femorale antetorsion, da en sådan strukturel deformitet vil påvirke statikken og 

biomekanikken distalt såvel som proksimalt herfor. 

Fysioterapeuten kan i den kliniske hverdag anvende Craig’s test, når han møder patienter med 

forskellige patologier såsom hofteartrose, patellofemorale smerter, hyperpronation af 

bagfoden og LBP. Vi synes derfor, det er ønskeligt, at Craig’s test i fremtiden bliver en 

integreret del af fysioterapeutens testbatteri. 

43


12.0 Referenceliste 

Beyer N. & Magnusson P.,2003, Målemetoder I fysioterapi. København. Munksgaard 

Danmark. 

Bruton, A., Conway, JH., Holgate, ST., 2000. Reliability: What is it, and how is it measured? 

Physiotherapy, vol. 86, (2). 

Cibulka, M.T. ,2004. Determination and Signficance of Femoral Neck Anteversion. Physical 

Therapy, vol. 84, (6). 

Danneskiold-Samsøe, B., Lund, H., Avlund, K. (red.), 2002. Klinisk Reumatologi – for 

ergoterapeuter & fysioterapeuter. København. Munksgaard Danmark. 

Davids, J.R. et al., 2002, Assessment of Femoral Anteversion in Children With Cerebral 

Palsy: Accuracy of the Trochanteric Prominence Angle Test, Journal of Pediatric 

Orthopaedics. Vol. 22, (2). 

Domholdt, E., 2000. Physical Therapy Research – Principles and Applications. 2 nd ed. 

Philadelphia. W.B. Saunders Company. 

Eliasziw, M. et al., 1994, Statistical Methodology for the Concurrent Assessment of Interrater 

and Intrarater Reliability: Using Goniometric Measurements as an Example. Physical Therapy 

vol. 74, (8). 

Essendrop et. al., 2003. Measures of low back function: A review of reproducibility studies. 

Physical Therapy in sport, (4). 

Friis J. et al. ed., 2002, Reumatologi. København. FADL’s Forlag A/S. 

Hertling D. & Kessler R.M.,1996. Management of Common Musculoskeletal Disorders. 3 rd 

ed. Philadelphia. Lippincott Williams & Wilkins. 

44


Hicks, C., 1999. Research Methods for Clinical Therapists – Applied Project Design and 

Analysis. 4 th edition. 

Holm-Nielsen N. red., 2003. Klinisk Ordbog 15 .udgave. København. Munksgaard Danmark 

Hvid, I. & Andersen, L., 1982. The Quadriceps Angle and its Relation to Femoral Torsion. 

Acta Ortopaedica Scandinavica. Vol. 53 (4) 

Jamtvedt, G., Hagen, K.B. & Bjørndal, A., 2003. Kunnskapsbasert fysioterapi – metoder og 

arbeitsmåter. Oslo. Gyldendal Akademisk. 

Jonson, S.R. & Gross, M.T, 1997. Intraexaminer Reliability, Interexaminer Reliability, and 

Mean Values for Nine Lower Extremity Skeletal Measures in Healthy Naval Midshipmen. 

The Journal Of Orthopaedic & Sports Physical Therapy, Vol. 25 (4). 

Lee, T.Q., Morris, G. & Csintalan, R.P., 2003. The Influence of Tibial an Femoral Rotation 

on Patellofemoral Contact Area and Pressure. Journal of Orthopadic & Sports Physical 

Therapy, vol. 33, (11). 

Lund H. & Røgind H., 2004, Statstik i ord. København. Munksgaard Danmark. 

Lund, H. & Wormslev, M., 1997. Kappa-koefficienten. Et udtryk for målemetoders 

pålidelighed. Nyt om forskning (1). 

Magee, D.J., 1997. Orthopaedic physical assessment. 3 rd ed. Philadelphia. W.B. Saunders 

Company. 

Rankin, G., Stokes, M., 1998. Reliability of assessment tools in rehabilitation: an illustration 

of appropriate statistical analyses. Clinical Rehabilitation, vol. 12, (3). 

Rothstein & Echternach, 1993. Primer on measurement: An introductory guide to 

measurement issues. Alexandria, VA. American Physical Therapy Association 

45


Ruwe, P.A. et al.,1992. Clinical Determination of Femoral Anteversion, The Journal of Bone 

and Joint Surgery. Vol. 74-A, (6). 

Sahrmann, S., 2002. Dignosis and Treatment of Movement Impairment Syndromes. St Louis. 

Mosby. 

Sepstrup, P., 2002. En undersøgelser viser… - Om at bruge kvantitative undersøgelser uden 

at snyde sig selv eller andre. Århus. Systime. 

Sørensen, J., 2005. Aktiv-passiv analyse af muskel/skeletsygdomme: En sammenlignende 

analyse af sundhedsvæsenets ressourceforbrug til behandling af forskellige 

muskelskeletsygdomme i forhold til omkostninger ved passiv forsørgelse og samfundsmæssigt 

produktionstab. Odense. Center for Anvendt Sundhedstjensesteforskning og 

Teknologivurdering. 

Tamari, K. et al., 2005. Validity and Reliability of Existing and Modified Clinical Methods of 

Measuring Femoral and Tibifibula Torsion in Healthy Subjects: Use of Different Reference 

Axes May Improve Reliability. Clinical Anatomy. Vol. 18, (1). 

Terjesen, T. et al., 1982. Increased femoral anteversion and osteoarthritis of the hip joint, Acta 

Orthoopaedica Scandinavica, vol. 52. 

Tönnis, D. & Heinecke, A., 1999. Acetabular and Femoral Anteversion: Relationship with 

osteoarthritis of the hip. The Journal of Bone and Joint Surgery Vol. 81-A (12) 

Internetsider: 

http://guardian.curtin.edu.au:16080/cga/faq/torsion.html, downloaded 11. august 2005 

http://www.fysio.dk/graphics/PDF/Artikeltillaeg/Etiske_retningslinjer_11august.pdf 

downloaded 31. august 2005 

46


www.sst.dk/forebyggelse/sygdomsforebyggelse_og_vaccination/folkesygdomme.aspx?lang= 

da, downloaded 15. November 2005 


show.cgi?doc_id=61326&doc_type=42&topmenu=4, downloaded 31. august 2005 

47


13.0 Bibliografi 

Aadahl, M., Lund, H., 2003 (2003, 20. oktober). Grundliggende principper for valg og 

anvendelse af test og målemetoder i fysioterapi. Forskning i Fysioterapi (online), (1. årg.), s. 

1-9, URL: http://www.ffy.dk/sw599.asp, downloaded 4. september 2005. 

Andersen, S.E., 2005, Effektiv artikellæsning. Fysioterapeuten, vol. 87, (19), s. 6-17. 

Bartels, EM., Winkel, A., Lund, H., 2000 (2003, 20. oktober) Hvordan kan jeg finde relevante 

målemetoder til at måle effekt af fysioterapi? Forskning i Fysioterapi (Online), (1. årg.), s. 1- 

12. URL: http://ffy.dk/sw1089.asp, downloaded 4. september 2005. 

Beyer, N. & Magnusson, P.,2003, Målemetoder I fysioterapi. København. Munksgaard 

Danmark, s. 5-102. 

Birkler, J., 2005. Videnskabsteori. Danmark. Munksgaard, s. 5-145 

Bojsen-Møller, F., 2001. Bevægeapparatets anatomi. 12. udg. København. Munksgaard 

Danmark, s. 28-33, 239-250, 261-269. 

Bruton, A., Conway, JH., Holgate, ST., 2000. Reliability: What is it, and how is it measured? 

Physiotherapy, vol. 86, (2), s. 94-99. 

Cibulka, M.T. ,2004. Determination and Signficance of Femoral Neck Anteversion. Physical 

Therapy, vol. 84, (6), s. 550-557. 

Danneskiold-Samsøe, B., Lund, H., Avlund, K. (red.), 2002. Klinisk Reumatologi – for 

ergoterapeuter & fysioterapeuter. København. Munksgaard Danmark, s. 283-294, 577-596. 

Davids, J.R. et al., 2002, Assessment of Femoral Anteversion in Children With Cerebral 

Palsy: Accuracy of the Trochanteric Prominence Angle Test, Journal of Pediatric 

Orthopaedics. Vol. 22, (2), s. 173-178. 

48


Domholdt, E. ,2000. Physical Therapy Research – Principles and Applications. 2 nd ed. 

Philadelphia. W.B. Saunders Company, s. 49-62, 221-299. 

Donald, D. et al., 1988. Medial Femoral Torsion and Osteoarthritis. Journal of Pediatric 

Orthopaedics, vol. 8, (5), s. 540-542. 

Eliasziw, M. et al., 1994, Statistical Methodology for the Concurrent Assessment of Interrater 

and Intrarater Reliability: Using Goniometric Measurements as an Example. Physical Therapy 

vol. 74, (8), s. 777-788. 

Enoch, F., 2004. Reliabilitet og Validitet af Diagnostiske Tests for Neuromotorisk kontrol af 

Lumbalcolumna, s. 1-69. 

Essendrop, M., Schibye, B., Hansen, K., 2001. Reliability of isometric muscle strength tests 

for the trunk , hands and shoulders. International Journal of Industrial Ergonomics, (28), s. 

379-387. 

Essendrop et. al., 2003. Measures of low back function: A review of reproducibility studies. 

Physical Therapy in sport, (4), s. 137-151. 

Fagerson, T.L., 1998. The Hip Handbook. Boston. Butterworth-Heinemann, s. 1-39, 126-129. 

Friis, J. et al. (red.), 2002, Reumatologi. København. FADL’s Forlag A/S, s. 139-159. 

Gannik, D.F., 1999 Situationel sygdom – Fragmenter til en social sygdomsteori baseret på en 

undersøgelse af ryglidelser. Frederiksberg. Samfundslitteratur, s. 37-62 

Gelbermann, RH. et al., 1987. Femoral anteversion: a clinical asessment of idiopathic intoeing 

gait in children. Journal of Bone Joint Surgery, vol. 69 (1), s. 75-79 

Gillen, G., 2002 Improving Mobility and Community Access in an Adult With Ataxia 

American Journal of Occupational Therapy. s. 56, 462-466 

49


Herbert, R., Jamtved, G., Mead, J., Hagen, KB., 2005. Practical Evidence-Based 

Physiotherapy. London. Elsevier Limited s. 79-176. 

Hertling, D. & Kessler, RM.,1996. Management of Common Musculoskeletal Disorders. 3 rd 

ed. Philadelphia. Lippincott Williams & Wilkins, s. 285-406. 

Hicks, C., 1999. Research Methods for Clinical Therapists – Applied Project Design and 

Analysis. 4 th edition. s.VII-X, 33-107. 

Holm-Nielsen, N. red., 2003. Klinisk Ordbog 15 .udgave. København. Munksgaard Danmark 

Hovmand, B., Lund, H., Albert, H., Winkel, A., 2001. Om at skrive og vurdere caserapport. 

Nyt om forskning (1), s. 10-16 

Hovmand, B., Præstegaard, J., 2002. Kvalitative forskningsmetoder i fysioterapi – en 

introduktion. Nyt om forskning (2), s. 40-57 

Hvid, I. & Andersen, L., 1982. The Quadriceps Angle and its Relation to Femoral Torsion. 

Acta Ortopaedica Scandinavica. Vol. 53 (4), s. 577-579 

Høiseth, A., Reikerås, O., Fønstelien, E., 1989. Basic Concepts of Femoral Neck Anteversion: 

Comparison of two definitions. The British Journal of Radiology, vol. 62, (734), s. 114-116. 

Høyer, E., Opheim, A., 2004. Bruk av tredemølle med seleoppheng i rehabilitering av 

pasienter med nevrologiske skader. Fysioterapeuten. s. 11, 29-35 

Iversen, L. et al., 2003. Medicinsk sociologi. København. Munksgaard, s. 207-223. 

Jacobsen, JK., 1997. 25 spørgsmål – en moderne retorik til planlægning af kommunikation. 

Roskilde. Roskilde Universitetsforlag, s. 7-115. 

Jamtvedt, G., Hagen, KB. & Bjørndal, A., 2003. Kunnskapsbasert fysioterapi – metoder og 

arbeitsmåter, s. 11-23, 78-87, 148-172 

50


Jensen, L., Karup, BE. & Kilting, S., 2002, Modificeret Parkinsons disease rating scale – et 

realibilitetsstudie, s. 5-35. 

Jonson, SR. & Gross, MT., 1997. Intraexaminer Reliability, Interexaminer Reliability, and 

Mean Values for Nine Lower Extremity Skeletal Measures in Healthy Naval Midshipmen. 

The Journal Of Orthopaedic & Sports Physical Therapy, Vol 25 (4), s. 253-263. 

Kamper-Jørgensen, F. & Almind, G., 1998. Forebyggende sundhedsarbejde. (3. udgave) 

Købehavn. Munksgaard, s. 160-170 

Lee, TQ., Morris, G. & Csintalan, RP., 2003. The Influence of Tibial an Femoral Rotation on 

Patellofemoral Contact Area and Pressure. Journal of Orthopadic & Sports Physical Therapy, 

vol. 33, (11), s. 686-693. 

Lund, H. & Wormslev, M., 1997. Kappa-koefficienten. Et udtryk for målemetoders 

pålidelighed. Nyt om forskning (1), s. 13-16. 

Lund, H. & Røgind, H., 2004, Statstik i ord. København. Munksgaard Danmark, s. 7-117. 

Magee, DJ., 1997. Orthopaedic physical assessment. 3 rd ed. Philadelphia. W.B. Saunders 

Company, s. 473-477 

Malterud, K., 1996. Kvalitative metoder i medisinsk forskning – en innføring. Oslo. 

Universitetsforlaget, s. 5-201 

McCellan, R., Ada, L., 2004. A six –week, resource-efficient mobility program after 

discharge from rehabilitation improves standing in people affected by stroke: placebo- 

controlled, randomised trial. Australian Journal of physiotherapy (50), s. 163-167 

Murphy, S., 1987. Femoral Anteversion, The Journal of Bone and Joint Surgery vol. 69 (8), s. 

1169-1176. 

51


Nicholls, D., 2003. The experience of chronic breathlessness Physioteherapy Theory and 

Practice, 19, s. 123-136 

Olsen, PB., Pedersen, K., 1999. Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog, 2. 

udgave. Frederiksberg. Roskilde Universitetsforlag, s. 121-131 

Orti, ES., Donaghy, M., 2004. A Cognitive-behavioural Intervention to increase Adherence of 

Adult Women Exercisers. Advances in Physiotherapy (6), s. 84-92 

Rankin, G., Stokes, M., 1998. Reliability of assessment tools in rehabilitation: an illustration 

of appropriate statistical analyses. Clinical Rehabilitation, vol. 12, (3), s. 187-199. 

Reikerås, O. & Bjerkreim, I., 1982. Idiopathic Increased Anteversion of the Femoral Neck, 

Acta orthopaedica Scandinavica, vol. 53, (2) s. 839-845. 

Robert, H., Jamtved, G., Mead, J., Hagen, KB., 2005. Outcome measures measure outcome 

not effects of intervention. Australian Journal of Physiotherapy (51) s. 3-4 

Rothstein & Echternach, 1993. Primer on measurement: An introductory guide to 

measurement issues. Alexandria, VA. American Physical Therapy Association, s. 1-98. 

Ruwe, PA. et al.,1992. Clinical Determination of Femoral Anteversion, The Journal of Bone 

and Joint Surgery. Vol. 74-A, (6), s. 820-830. 

Ryder, C., Crane, L., 1953. Measuring Femoral Anteversion: The problem and a method. 

Journal of Bone & Joint Surgery, vol. 35-a, (1), s. 321-328. 

Sahrmann, S., 2002. Dignosis and Treatment of Movement Impairment Syndromes. St Louis. 

Mosby, s. 1-50, 121-191. 

Sepstrup, P., 2002. En undersøgelser viser… - Om at bruge kvantitative undersøgelser uden 

at snyde sig selv eller andre. Århus. Systime, s. 26-76. 

52


Skär, L., Tamm, M., 2000. How children with restricted mobility perceive their technical aids 

Nordisk Fysioterapi 4, s. 3-12 

Sørensen, J., 2005. Aktiv-passiv analyse af muskel/skeletsygdomme: En sammenlignende 

analyse af sundhedsvæsenets ressourceforbrug til behandling af forskellige 

muskelskeletsygdomme i forhold til omkostninger ved passiv forsørgelse og samfundsmæssigt 

produktionstab. Odense. Center for Anvendt Sundhedstjensesteforskning og 

Teknologivurdering, s. 1-13, bilag 5a 

Tamari, K. et al, 2005. Validity and Reliability of Existing and Modified Clinical Methods of 

Measuring Femoral and Tibifibula Torsion in Healthy Subjects: Use of Different Reference 

Axes May Improve Reliability. Clinical Anatomy. Vol. 18, (1), s. 46-55. 

Terjesen, T. et al, 1982. Increased femoral anteversion and osteoarthritis of the hip joint, Acta 

Orthoopaedica Scandinavica, vol. 52, s. 571-575 

Tönnis, D. & Heinecke, A., 1999. Acetabular and Femoral Anteversion: Relationship with 

osteoarthritis of the hip. The Journal of Bone and Joint Surgery Vol. 81-A (12) s. 1747-1770 

Internet-addresser: 

http://guardian.curtin.edu.au:16080/cga/faq/torsion.html, downloaded 11. august 2005 

http://fys.cvuoeresund.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=332, 


http://www.db.dk/bib/tutorials/referencer/teksthenvis.htm#navnaar, downloaded 31. august 

2005 

http://www.fysio.dk/graphics/PDF/Artikeltillaeg/Etiske_retningslinjer_11august.pdf, 


http://www.maaleredskaber.dk, downloaded 31. august 2005 

53


www.sst.dk/forebyggelse/sygdomsforebyggelse_og_vaccination/folkesygdomme.aspx?lang= 

da, downloaded 15. November 2005 

http://www.sygeplejersken.dk/sygeplejersken/default.asp?intArticleD=1850&menu=195009, 



show.cgi?doc_id=61326&doc_type=42&topmenu=4, downloaded 31. august 2005 

Antal sider: 1951 

54


14.0 Indholdsfortegnelse for bilag 

Bilag 1 - Testprotokol.......................................................................................................s. 56 

Bilag 2 – Supplerende litteraturgennemgang ................................................................s. 59 

Bilag 3 - Søgestreng ..........................................................................................................s. 60 

Bilag 4 - Undersøgelsesdeltagerinformation ..................................................................s. 61 

Bilag 5 - Uddrag af Helsinki-deklarationen ...................................................................s. 63 

Bilag 6 - Rådata ................................................................................................................s. 64 

Bilag 7 - Grafisk fremstilling af korrelationen ..............................................................s. 65 

Bilag 8 - 5°-difference for højre og venstre ben.............................................................s. 66 

55


Bilag 1 - Testprotokol 

Design 

Studiet er designet som et kvantitativt inter- og intratesterreliabilitetsstudie med 6-8 dage 

mellem test og re-test. 

Testere og forsøgsassistenten 

De to testere og forsøgsassistenten er 7. semesters fysioterapeutstuderende på 

Fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund. 

De to testere er optrænet i at udføre testen. Optræning er inddelt i to faser: 

• Fase 1: Testerne trænes af en fysioterapeut der har praktisk erfaring med udførelsen af 

Craig’s test. Herefter afprøves testen. Slutteligt diskuteres selve testen og aflæsningen af 

gradtallet for den femorale antetorsion. 

• Fase 2: For at få praktisk erfaring øver testerne på 11 frivillige testpersoner (22 hofter) fra 

7. semester på fysioterapeutuddannelsen i København CVU Øresund indtil der er fuld 

enighed om testproceduren. 

Materiale 

Testpopulation 

Antal testpersoner 41 

Antal hofter 82 

Mænd 9 

Kvinder 32 

Alder (år) Mean: 23,8 SD: 3,61 Range: 20-36 

Højde (cm) Mean: 172 SD: 8,63 Range: 157-195 

Vægt (kg) Mean: 66,3 SD: 10,0 Range: 49-90 

Skinfold (mm) Mean: 23,1 SD: 7,50 Range: 6-35 

Body Mass Index Mean: 22 SD: 2,14 Range: 18-28 

Tabellen beskriver stikprøvepopulationen med hensyn til antal, køn, alder højde, vægt, skinfold og BMI. 

56


Inklusions- og eksklusionskriterier 

Inklusionskriterier Studerende på Fysioterapeutuddannelsen, 

som har underskrevet informeret 

samtykke 

Eksklusionskriterier • Tidligere hofteopereret 

• Gravid 

• Ude af stand til at være 

fremliggende 

• Ude af stand til at have knæleddet 

flekteret 90° 

Tabellen beskriver inklusions- og eksklusionskriterierne for nærværende studie. 

Andet materiale 

• Testrum indeholdende højdejustérbart behandlingsleje 

• Elektronisk skinfoldmåler 

• Goniometer med 35 cm lange ben og måleintervaller svarende til 1°. 

• Lagen 

Testprocedure 

Testpersonerne kommer ind i testrummet en af gangen med ca. 15 minutters intervaller. 

Testpersonen tager sine sko, strømper og benklæder af, og forsøgsassistenten foretager tre 

skinfold-tests af en vertikalt orienteret hudfold lige superficielt for trochanter major. Alle tre 

værdier noteres i det dertil indrettede skema, og der udregnes en middelværdi. Herefter 

indsamles data til beskrivelsen af studiets testpopulation, det vil sige at testpersonen skal 

opgive alder, vægt og højde. 

Dernæst kommer første tester ind i testlokalet. Han beder testpersonen om at lægge sig 

fremliggende på behandlingslejet og armene langs siden. Behandlingslejet tilpasses derefter i 

højden til den enkelte tester. 

Højre femur testes først, og det foregår ved at testeren stiller sig på modsatte side af 

behandlingslejet i forhold til det ben, der testes. Testeren griber med sin højre hånd om 

testpersonens højre crus og fører dette op således, at knæet er flekteret 90°. Denne vinkel i 

knæleddet bevares under hele testen. Med højre hånd stadigt gribende om testpersonens crus 

roterer testeren testpersonens højre femur i hele bevægebanen, mens trochanter major 

palperes med venstres hånds 2. og 3. finger. Herefter skal testeren bestemme den position, 

hvor trochanter major prominerer mest lateralt. Når denne position er fundet fatter testeren 

57


med sin venstre hånd om testbenets fod og fikserer benet, mens højre hånd placerer 

goniometeret således, at dets akse er placeret midt på knæet. Det vandrette ben placeres langs 

behandlingslejet mens det lodrette ben placeres så det sigter mod et punkt midt i 

talocruralleddet. Gradtallet på goniometeret aflæses og siges højt til forsøgsassistenten, der 

noterer det i det dertil indrettede skema, og testbenet føres tilbage til briksen. 

Dernæst går testeren om på modsatte side af behandlingslejet og griber med sin venstre hånd 

om testpersonens venstre crus og gentager ovenstående procedure. 

Når vinklen for testpersonens højre og venstre femorale antetorsion er bestemt og noteret 

forlader den første tester testlokalet og erstattes af den anden tester, der gentager hele 

proceduren. 

Testpersonerne er indkaldt til at komme igen 6-8 dage efter udførelsen af første test, da det er 

forventeligt at testerne ikke længere er i stand til at huske resultaterne fra første test. Her 

gentages hele proceduren på ny med undtagelse af skinfold-tests og indsamling af 

antropometriske data og alder, da disse forventeligt er uændret. Rækkefølgen for 

testpersonerne er anderledes fra første til anden test idet vi måtte tage hensyn til hvornår de 

havde mulighed for at møde op. 

Testpersonen er informeret om, at han/hun ikke må kommunikere med testeren om resultatet 

for en tidligere udførelse af testen. 

De to tester må ikke kommunikere med hinanden om testresultaterne og har ingen adgang til 

testresultaterne fra den første test for den respektive testperson. Resultaterne opbevares af 

forsøgsassistenten 

58


Bilag 2 – Supplerende litteraturgennemgang 

Forfatter/år Jonson/1997 Davids/2002 Ruwe/1992 Ruwe/1992 Tamari/2005 Tamari/2005 

Population 18 

31 hofter, 17 børn 91 hofter/59 15 raske 8 raske 

midshipmen 18 cp-børn 

patienter 

Mænd 15 Ukendt Ukendt 35 10 1 

Kvinder 3 Ukendt Ukendt 24 5 7 

Alder 18-30 8-18 Ukendt 4-26 (mean 18-43 (mean 17-35 (mean 

8,5) 26,1) 25) 

Måleredskab Goniometer Goniometer Goniometer Goniometer Electronic Electronic 

(klinisk) 

inclinometer inclinometer 

Testere 2 erfarne Læge Fysioterapeut Fysioterapeut Principal Principal 

fysioterapeuter 

eller 

kinesiolog 

ift. Læge 

+ læge investigator investigator 

Inter-reliab 0,85 (ICC) - 0,774 

(Pearson’s) 

- - - 

Intra-reliab 0,94 (ICC) - - - - 0.81 (ICC) 

Validitet - ”Poor” 

(korrelation 

ukendt) 

Gold 

standard 

- CTscanning 

Figuren beskriver andre studier, der har undersøgt Craig’s test. 

- 0,93 (hø. 

ben) 0,87 

(ve. ben) 

(Pearson’s) 

- Intraoperativ 

måling 

0,92 

(Pearson’s) 

MRscanning 

- 

- 

59


Bilag 3 – Søgestreng 

• Search History will be lost after eight hours of inactivity. 

• To combine searches use # before search number, e.g., #2 AND #6. 

• Search numbers may not be continuous; all searches are represented. 

• Click on query # to add to strategy 

Search Most Recent Queries Time Result 

#12 Search #10 AND *reliability 08:16:16 2 

#11 Search #9 AND #10 08:15:05 1 

#10 Search "femoral neck anteversion" OR "femoral neck 

antetorsion" 

08:13:56 101 

#9 Search #5 AND osteoarthritis 08:12:08 18 

#8 Search "femoral torsion" 08:10:52 83 

#7 Search TPAT 08:09:55 7 

#6 Search #5 AND *reliability 08:08:11 11 

#5 Search #4 OR "femoral anteversion" 08:07:02 207 

#4 Search "femoral antetorsion" 08:04:36 21 

#3 Search Craig's test 08:03:55 2 

#2 Search #1 AND Craig's test 08:03:43 0 

#1 Search Physiotherapy 08:02:56 78639 

Søgestreng fra PubMed 

60


Bilag 4 - Undersøgelsesdeltagerinformation 

Undersøgelsesdeltagerinformation 

København d. 1/11 2005 

Vi er tre studerende på Fysioterapeutuddannelsen i København, CVU Øresund, der er i gang 

med at skrive vores bachelorprojekt. I den forbindelse har vi brug for din hjælp. 

Inden du giver dit tilsagn, vil vi bede dig læse nedenstående information igennem. 

Formålet med vores projekt: 

Vi vil undersøge om Craig’s test, der viser graden af lårbenets torsion, er reproducérbar – dvs 

om to testere kan komme frem til samme resultat, når de tester samme person. Vi vil 

ydermere undersøge om graden af reproducérbarhed er betinget af kropsbygning. 

Selve testforløbet: 

Testforløbet strækker sig over to dage med en uges mellemrum, og du skal afsætte max 15 

minutter pr dag. Selve testen udføres, mens du er fremliggende på et almindeligt 

behandlingsleje. Trochanter major på lårbenet skal være frit tilgængelig for palpation – dvs du 

skal have sko strømper og bukser af. 

Du vil blive testet af to testere. Da disse ikke må kende hinandens resultater er det vigtigt, du 

ikke fortæller dine resultater fra første måling til testerne. Der vil desuden være en 

forsøgsassistent til stede i lokalet. 

Du skal oplyse højde og vægt, og vi foretager en skin-fold måling superficielt for trochanter 

major. 

Der er ingen ubehag forbundet med testen, og det kræver ingen anden indsats end, at du 

møder op. 

Praktiske oplysninger: 

Testen vil finde sted i lokaler på skolen. Du vil få nærmere besked om hvor og hvornår. 

Alle oplysninger om dig vil blive anonymiseret, er omfattet af tavshedspligt og vil blive 

slettet, når projektet er afsluttet. Din deltagelse er fuldstændig frivillig, så du kan trække dit 

tilsagn tilbage når som helst. Vi har dog brug for så mange medvirkende som muligt, så vi 

håber du kan afse tiden! 

Vi beder dig om at underskrive nedenstående samtykkeerklæring 

Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os. 

61


Tilsagn 

Venlig hilsen, og på forhånd tak 

Stud. fys Morten Andersen, 60882237, vbronxmba@hotmail.com 

Stud. fys Thomas Månsson,29934043, t_monsson@hotmail.com 

Stud. fys Michael Vrist, 21925792, michaelvrist@hotmail.com 

”Jeg bekræfter hermed, at jeg efter at have modtaget ovenstående information såvel skriftligt 

som mundtligt, indvilger i at deltage i det beskrevne testforløb. Jeg er informeret om, at 

deltagelsen er helt frivillig, og at jeg når som helst kan trække mit tilsagn om deltagelse 

tilbage, uden at det får nogen betydning.” 

__________ ____________________________ _____ 

Dato Underskrift klasse 

Notèr venligst hvis der er dage, du ikke kan deltage, eller om der dage, hvor du ikke kan 

deltage efter et bestemt tidspunkt. 

62


Bilag 5 – Uddrag af Helsinki-deklarationen 

§ 16 »I ethvert medicinsk forskningsprojekt med menneskelige forsøgspersoner skal der ske 

en forudgående omhyggelig vurdering af forudsigelige risici og ubehag i forhold til 

forudsigelige fordele for forsøgspersonen eller andre. Dette udelukker ikke, at sunde personer 

deltager frivilligt i medicinsk forskning. Alle forsøgsopstillinger skal være offentligt 

tilgængelige.« 

§ 21 »Forsøgspersoners ret til beskyttelse af deres integritet skal altid respekteres. Der skal 

træffes de fornødne foranstaltninger for at respektere forsøgspersonens privatliv, fortrolige 

oplysninger om patienten og for at minimere den effekt, som forsøget har på forsøgspersonens 

fysiske og mentale integritet samt forsøgspersonens personlighed«. 

§ 22 »Ved al forskning på menneskelige væsener skal enhver potentiel forsøgsperson 

informeres i tilstrækkelig grad om forsøgets formål, metoder, finansieringskilder, alle 

eventuelle interessekonflikter, forskerens institutionelle tilhørsforhold samt de forventede 

fordele, de mulige risici og det ubehag, som undersøgelsen kan medføre. Forsøgspersonen 

skal informeres om sin ret til at afstå fra at deltage i undersøgelsen eller til uden repressalier at 

trække sit samtykke til deltagelse tilbage til enhver tid. Efter at have sikret sig at 

forsøgspersonen har forstået informationen, skal lægen så indhente forsøgspersonens frit 

afgivne, informerede samtykke, helst skriftligt. Hvis samtykket ikke kan indhentes skriftligt, 

skal det ikke-skriftlige samtykke formelt dokumenteres og bevidnes«. 

http://www.lifdk.dk/sw10977.asp 

63


Bilag 6 - Rådata 

Alder 

Højde 

Vægt 

Skinfold 

(mm) 

H. V. 

Tester 1 

H. V. 

Dag1 

Tester 2 

H. V. 

Dag 1 

Tester 1 

H. V. 

Dag 2 

Tester 2 

H. V. 

Dag 2 

1 29 187 80 8 9 5° 5º 5º 5º 4° 3° 5° 6° 

2 25 195 90 11 13 10º 4º 5º 6º 6° 8° 14° 11° 

3 22 159 67 35 34 5º 10º 10º 13º 14° 14° 15° 19° 

4 26 182 77 13 13 12º 10º 5º 10º ---- ---- 

5 22 170 67 28 27 10º 14º 10º 15º 13° 11° 11° 16° 

6 23 174 85 25 22 8º 9º 5º 6º 5° 7° 6° 11° 

7 23 170 68 28 27 6º 10º 6º 11º 9° 13° 9° 14° 

8 20 163 54 22 23 19º 17º 11º 13º 14° 17° 14° 15° 

9 22 177 64 24 20 18º 28° 10º 25º 20° 24° 9° 20° 

10 22 157 49 24 21 13º 17º 8º 5º 14° 10° 10° 10° 

11 22 165 63 28 22 11º 14º 15º 2º 14° 16° 11° 13° 

12 24 168 62 22 20 17º 20º 16º 19º 22° 19° 15° 15° 

13 32 168 58 23 19 4º 7º 5º 10º 11° 5° 8° 10° 

14 22 166 65 26 24 -1º 12º 6º 10º -2° 5° 6° 9° 

15 23 171 65 22 27 9º 6º 10º 5º 10° 10° 8° 10° 

16 21 173 66 33 30 4º 14º 14º 17º 8° 13° 14° 16° 

17 25 165 54 24 24 8º 10º 12º 12º 16° 15° 19° 17° 

18 30 182 69 24 25 -2º 3º 5º 10º -3° 0° 7° 9° 

19 25 185 82 7 7 4º 5º 12º 9º 7° 8° 11° 6° 

20 24 177 75 8 8 3º 0º 9º 11º 9° 7° 9° 8° 

21 20 160 54 25 24 12º 13º 5º 5º 11° 12° 10° 19° 

22 33 170 70 6 6 7º 7º 10º 7º 9° 8° 12° 15° 

23 21 174 77 35 34 16º 17º 24º 21º 13° 12° 10° 17° 

24 36 183 71 8 8 10º 10º 1º 15º 7° 5° 7° 12° 

25 21 173 59 22 21 19º 21º 21º 25º 19° 22° 19° 26° 

26 24 162 57 26 25 4º 3º 7º 16º 10° 17° 5° 15° 

27 23 168 60 27 29 15º 16º 14º 17º 16° 15° 18° 18° 

28 22 164 50 25 27 12º 12º 10º 16º 10° 10° 16° 23° 

29 22 174 70 30 30 13º 18º 5º 10º 10° 5° 6° 15° 

30 22 170 56 29 29 19º 19º 17º 22º 18° 19° 15° 19° 

31 23 176 63 23 22 17º 17º 17º 16º 14° 15° 15° 13° 

32 23 170 64 30 28 17º 18º 23º 15º 16° 18° 14° 19° 

33 23 170 73 33 30 13º 16º 15º 16º 13° ---- 13° ---- 

34 28 169 59 27 27 11º 8º 13º 13º 8° 10° 9° 15° 

35 21 177 70 28 29 6º 9º 19º 17º 11° 8° 11° 7° 

36 21 172 69 29 28 15° 15º 21º 21º 14° 12° 10° 15° 

37 20 175 70 18 18 17º 13º 9º 17º 9° 12° 11° 10° 

38 21 190 90 19 22 9º 15º 19º 16º 10° 10° 11° 11° 

39 22 160 60 29 28 10º 14º 18º 16º 11° 15° 9° 17° 

40 25 161 61 19 20 3º 8º 10º 12º 3° 6° 12° 17° 

41 23 178 56 26 24 12º 10º 15º 20º 9° 13° 9° 15° 

Tabellen beskriver alder, højde, vægt, subcutistykkelse og rådata for målinger af den femorale antetorsion udført på de 41 testpersoner. 

64


Bilag 7 – Grafisk fremstilling af korrelation 

T2, dag 1 

T1, dag 2 

25,00 

20,00 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

25,00 

20,00 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-5,00 

-5,00 

0,00 

0,00 

5,00 

5,00 

10,00 

15,00 

T1, dag 1 

10,00 

15,00 

T1, dag 1 

20,00 

20,00 


25,00 

30,00 


Figurerne viser korrelationen for inter- og intratesterreliabilitetsmålingerne. 

25,00 

30,00 

T2, dag 2 

T2, dag 2 

30,00 

25,00 

20,00 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

30,00 

25,00 

20,00 

15,00 

10,00 

5,00 

0,00 

-5,00 

-5,00 

-5,00 

0,00 

0,00 

5,00 

5,00 

10,00 

T1, dag2 

10,00 

T2, dag1 

15,00 

15,00 


20,00 

20,00 

25,00 


25,00 

65


Bilag 8 – 5°-difference for højre og venstre ben 

0-5° - difference 

Højre Venstre 

T1-T2, dag 1 51,2 % 78,0 % 

T1-T2, dag 2 80,0 % 82,1 % 

T1dag 1-T1dag 2 85 % 87,2 % 

T2dag 1-T2dag 2 72,5 % 82,1 % 

Tabellen beskriver andelen af ∆-værdier for højre og venstre ben for inter- og intratesterreliablitetstestene, der ligger indenfor 5°-difference. 

66

Craig's test - Danske Fysioterapeuter

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?