Region Syddanmark, borgernes høringssvar - Teknologirådet

1. debatrunde – Hvad er et sygehusvæsen i verdensklasse?
- af Kjeld Møller Pedersen, professor,
Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
1. Sundhedsstyrelsen har offentliggjort to oplæg, der danner grundlag for
planlægningen af akutberedskabet. Lige før jul 2006 blev ’Gennemgang af akutberedskabet’ sendt
til høring. Sidst i juni 2007 kom et oplæg, ’Styrket akutberedskab’, der var revideret de i lyset af de
indkomne høringssvar. Mine kommentarer og tolkninger er baseret på disse to kilder.
2. Hvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger følges vil der om 5-10 år kun være 20-25 sygehuse med
akutmodtagelse – mod i dag godt 40. Det betyder ikke, at der så nedlægges 15-20 sygehuse,
snarere at de ændrer funktion. Enkelte helt små sygehuse vil dog blive nedlagt. Samtidig vil
indsatsen forud for hospitalsindlæggelse, den præhospitale indsats, blive styrket, bl.a. på
ambulancesiden.
3. Formålet med omlægningen er at få høj(ere) og (mere) ensartet kvalitet uanset tid og sted.
Hertil kommer et ønske om at udnytte speciallæger og andre personalegrupper bedre i en tid, hvor
man forudser personalemangel i de næste mange år. Der er i overvejelserne ikke skelet til den
samlede økonomi, fx om større sygehuse giver stordriftsfordele og hvad det præcise
investeringsomfang bliver. Det sidste kan man i beskedent omfang danne sig et billede af ved at se
på regionernes forslag til ny sygehusstruktur.
4. En væsentlig drivkraft bag Sundhedsstyrelsens oplæg er, at ’øvelse gør mester’, dvs. at der er
sammenhæng mellem det antal patienter en læge eller en afdeling behandler og
behandlingsresultatet (altså den bedre kvalitet). Med stadig stigende lægefaglig specialisering
bliver dette vigtigere end tidligere. På et niveau er tænkningen indlysende rigtig: man skal behandle
og pleje et vist antal patienter for at få erfaring og dermed bedre behandlingsresultater.
Udfordringen er med rimelig sikkerhed at kende minimumstallet, fx hvor mange operationer for
strubekræft en kirurg skal udføre, eller hvor mange patienter med blodprop i hjernen en mediciner
skal behandle, og om behandling af endnu flere patienter fører til endnu bedre resultater. Man
kender lidt til minimumstallet for nogle, men relativt få, patientgrupper, men kendskabet til øvre
grænser er mere end beskedent. Med andre ord: den videnskabelige evidens er ikke omfattende,
hvilket Sundhedsstyrelsen også erkender.
Med afsæt i ’øvelse gør mester’ er Sundhedsstyrelsen og dens rådgivere kommet frem til, at der
skal være et befolkningsunderlag på mellem 200-400.000 indbyggere per sygehus med
akutberedskab for, at der er patienter nok til at efterleve princippet om øvelse gør mester. Tallet er
højst usikkert og må snarere betragtes som en ’forhandlet sandhed’. Det er ikke et vilkårligt tal,
men et tal med betydelig elastik i, alene intervallet 200-400.000 antyder det. Med andre ord: skulle
man nogle steder komme ned på fx 175.000 vil det være svært overbevisende at argumentere
mod. Kommer man omvendt ned under 100.000 indbyggere vil der utvivlsomt være problemer.
5. Det næste skridt er dernæst, hvordan akutmodtagelsen organiseres og bemandes. Her er
grundtækningen, at der er én akutmodtagelse på hvert sygehus, dvs. alle patienter kommer til den
samme akutmodtagelse, hvilket ikke altid er tilfældet i dag, og der er speciallæger i
tilstedeværelsesvagt, dvs. at man altid i princippet bliver tilset af en speciallæge (og ikke som i dag,
undertiden en mindre erfaren yngre læge, samtidig med at speciallægen har tilkaldevagt fra
hjemmet eller andet sted, dvs. skal kunne komme tilstede i løbet af 30 minutter). Princippet om
tilstedeværelsesvagt kombineret med et samtidigt krav om speciallæger fra en række specialer
betyder, at der for hver af de nye akutmodtagelser skal være flere speciallæger til rådighed end i
dag – og alene derfor skal det begrænsede antal speciallæger samles på færre steder. Om dette
organisationsprincip er det rigtige, og om man kan klare sig uden en ny gruppe af speciallæger,
’akutmodtage-læger’ ved man ikke meget om, dvs. om de kvalitetsmæssige gevinster vil indfinde
sig er ikke stærkt dokumenteret, hvilket Sundhedsstyrelsen også medgiver.
28