Indvandrerbombe under velfærdssamfundet ... - Dansk Folkeparti

Foto: Scanpix
Mindehøjtidelighed i anledning
af 90-året for det tyrkiske folkemord
på armenerne. Tyrkiet
nægter fortsat at vedstå sig det
mellemøstlige holocaust for 90 år
siden, da den tyrkiske hær fordrev
armenerne fra det østlige
Tyrkiet – men EU er ligeglad.
Unge armenske kvinder sørger
over folkemordet ved mindehøjtideligheden
for 90-året. Massakren
på deres bedsteforældre er
stadig et åbent sår for befolkningen
i det lille, kristne land i Kaukasus,
der er omgivet af muslimske
naboer.
skete imidlertid, da den daværende
amerikanske præsident, Bill Clinton,
stoppede en resolution, som havde til
formål at føje fordrivelsen af armenerne
til listen over folkemord. Det
skete af hensyn til ”betydningsfulde
nationale interesser”. Det siger sig
selv, at tragedien naturligvis overhovedet
ikke må nævnes i de tyrkiske
skoler, og i sit hjemland betegnes den
verdensberømte tyrkiske forfatter Orhan
Pamuk af den samlede presse
som landsforræder, fordi han som en
af de få forfattere har formastet sig
til at nævne Tyrkiets holocaust.
Tilbage står, om EU vil føje tyrkerne
og se gennem fingre med fortiden.
Pletterne vil altid skinne igennem.
Tiden læger ikke alle sår….
Dansk Folkepartis udenrigspolitiske
ordfører, Søren Espersen,
har netop spurgt udenrigsminister
Per Stig Møller (K), om det
er hans opfattelse, at Tyrkiet vil
kunne opnå EU-medlemskab
uden i det mindste at forholde sig
kritisk til folkemordet i Armenien,
idet Søren Espersen påpegede,
at det at være en del af den
civiliserede verden netop indebærer
reel historieskrivning og
selverkendelse. Udenrigsministeren
gav Søren Espersen et go-damand-økseskaft-svar,
idet han
mente, at det var et interessant
spørgsmål, som man måtte overlade
til historikere at besvare.
Mogens Camre i samtale med Cyperns udenrigsminister George Jacovou.
Mogens Camre og hans hustru Lene Camre var inviteret til Cypern
af den cypriotiske regering, og interessen var stor for den danske
europa-parlamentariker, som ind i mellem møderne med udenrigsministeren,
præsidenten Tassos Papadoupoulos, og formanden for parlamentet,
Vassos Lyssarides, også fik tid til at blive interviewet i Cyperns
nationale TV - 3 aftener i træk!
EU- landet Cypern
stadig besat af Tyrkiet
Af Mogens Camre
Ijuli 1974 invaderede Tyrkiet den
selvstændige republik Cypern. I
løbet af få dage havde de overlegne
tyrkiske troppestyrker besat hele den
nordlige del af Cypern, ca. 38 pct. af
landets areal, og samtidig den mest
frugtbare del.
Baggrunden for invasionen var et
kupforsøg fra en græsk, fascistisk
gruppes side mod Cyperns lovlige regering
under præsident og ærkebiskop
Makarios, men dette kup faldt
sammen efter få dage samtidig med,
at den fascistiske militærjunta i selve
Grækenland brød sammen.
Der er ikke plads her til at gennemgå
hele den komplicerede sammenhæng
mellem situationen i
Grækenland og kupforsøget på Cypern,
så jeg vil nøjes med at slå fast,
at Tyrkiet udnyttede situationen til
at sætte sig fast på Cypern og danne
en ulovlig stat på Nordcypern, en
stat som ikke anerkendes af andre
end Tyrkiet. Dette skete til trods for,
at den oprindelige, selvstændige republik
Cypern, som rummede et flertal
af græskcyprioter og et mindretal
af tyrkcyprioter, var etableret med
England, Grækenland og Tyrkiet som
garantimagter.
Blæser på FN
Siden 1974 har Tyrkiet i strid med
klare FN-resolutioner holdt Nordcy-
pern besat. Næsten alle græsk-cyprioter
er blevet fordrevet fra deres
hjem, og omkring 100.000 tyrkiske
landarbejdere, primært fra den østlige
del af Tyrkiet, er blevet flyttet
over til Cypern. Disse hjemlands-tyrkere
har skabt de samme problemer,
som kendes fra andre europæiske
lande, hvor uoplyste og ikke-uddannede
tyrkere er indvandret, men problemerne
med disse indvandrere på
Nordcypern er så alvorlige, at mange
af de oprindeligt ca. 150.000 tyrk-cyprioter
til gengæld er udvandret.
Siden 1. maj 2004 er Cypern som
bekendt medlem af EU, og samtidig
er vi i den situation, at Tyrkiet
ansøger om medlemskab af Unionen.
Alligevel har Tyrkiet hidtil nægtet at
anerkende den græskcypriotiske republik.
Det er en helt uhørt situation,
at et EU-ansøgerland ikke anerkender
en del af det EU, man søger optagelse
i og samtidig holder en del af
dette EU-lands territorium besat.
Der har i 31 år forgæves været
gjort forsøg på at løse Cyperns problemer,
men Tyrkiet har ikke på noget
tidspunkt villet afgive det besatte
område. Det er klart, at EU alene under
hensyntagen til situationen på
Cypern ikke burde acceptere at forhandle
med Tyrkiet. Tyrkiet lurer på
at overtage Cypern, og vi risikerer, at
tyrkisk medlemskab af EU bliver
midlet til at oversvømme øen med
tyrkere. Også derfor skal der siges
nej til Tyrkiet.
17