1. semesters projekt - Get a Free Blog

Mia Josiassen
_________________________
Bo Nørgaard Jensen
_________________________
Julie Aaen Kjelgaard
_________________________
Fra grå mus til populær partiformand
Aalborg Universitet
December 2009
xx anslag, xx sider
1. semester, Humanistisk Informatik
Gruppe 33
Vejleder: Frederik Hertel
Pernille Kjær Andersen
__________________________
Kristian Giver Nielsen
__________________________
Tina Jakobsen
___________________________
1

2
Indholdsfortegnelse
Forord 4
Indledning 5
Den indre retoriker 5
Fra eventyr til virkelighed 6
Projektets temaramme 7
Valg af politiker 7
Fra grå mus til populær partiformand 8
Mål med opgaven 9
Metafor for opgaven 10
Problemformulering 10
Politisk retorik 11
Metode 12
Hermeneutik 12
Menneskeopfattelse 13
Den hermeneutiske cirkel 16
Sammenspil mellem teori og hermeneutik 18
Fravalg 18
Teori 19
Roman Jakobson 19
Talens opbygning 21
Stilistisk analyse 23
Metafor 23
Troper 23
Figurer 24
Gentagelsesfigurer 24
Modsætningsfigurer 24
Modalitet 25
Denotationer og konnotationer 26
Brugen af spin 32
Analyse 35
Indledning 35
Talens opbygning 35
Roman Jakobson 38
Afsender/modtagerforhold – Afslutningsdebatten 40
Afsender/modtagerforhold – Bush-talen 38

Sprogfunktioner – Afslutningsdebatten42
Sprogfunktioner - Bush-talen 41
Stilistisk analyse 44
Metaforer 44
Figurer 46
Gentagelsesfigurer 46
Modsætningsfigurer – Bush-talen 48
Dramatiske Figurer 49
Appelformer i Afslutningsdebatten 64
Appelformer i Bush-talen 63
Argumentationsanalyse - afslutningsdebatten 61
Argumentationsanalyse - Bush-talen 59
Dramatiske figurer – afslutningsdebatten 52
Gentagelsesfigurer – afslutningsdebatten 51
Konnotationer - afslutningsdebatten 54
Konnotationer – Bush-talen 53
Leksikalske kæder - Afslutningsdebatten 56
Leksikalske kæder – Bush talen 54
Sproghandlinger i Afslutningsdebatten 57
Sproghandlinger i Bush-talen 57
Delkonklusion 67
Diskussion 69
Diskussion af egen fremgangsmåde 69
Perspektivering 84
Konklusion 86
Procesbeskrivelse 87
Skema for arbejdsfordelingen 89
Litteraturliste 91
Bilag 1 96
Bilag 2 101
3

Forord
”Retorik er læren om overbevisning i skrift eller tale”. 1
Kernen i retorikken er dens ønsker om at overbevise og forandre en modtagers synspunkter til en given sag. Politikere benytter
sig i høj grad af retoriske virkemidler i deres forsøg på at overbevise eventuelle vælgere. Med den rette teknik kan de
retoriske virkemidler blive en politikers stærkeste våben og dermed øge autoriteten omkring denne person. Vi vil i følgende
projekt have fokus på de retoriske virkemidler, som politikere benytter sig af. Vi finder dette vigtigt, fordi vi forsøger at
analysere politisk kommunikation, og de virkemidler politikere benytter til at overbevise sine vælgere. Idet vi interesserer os for
politisk kommunikation, er retorik en vigtig faktor at se på.
1 Dahl, Katrine, Olesen, Jenny, Anneberg. Retorik – når teksten vil noget.
4

Indledning
I vores indledning vil vi komme omkring de tanker og den tilgang vi har valgt til vores projekt og vores problemformulering. Vi
vil starte ud med at beskrive begyndelsen af processen samt vores valg af emne i et mere billedligt udtryk, i form af følgende
eventyr.
Den indre retoriker
Der var engang en gruppe unge mennesker, der for første gang skulle lave et rigtigt projekt på Aalborg universitet. De havde
sat sig for at skrive om politisk kommunikation, men de manglede inspiration. Derfor valgte de at deltage i et seminar af den
vise Anders Dybdal omkring emnet politisk retorik. Gruppen var meget spændte og glædede sig til at møde denne vise mand.
De håbede på at et lys ville gå op for dem og at de efter dette seminar, ville være klarere omkring projektet og vide, hvilken
vej de skulle gå.
Dagen kom hvor de spændte unge mennesker skulle møde den ”store” Anders Dybdal. De var nu ankommet til huset hvor
seminariet skulle forgå og bag den store røde dør, væltede et rum frem i røde farver, plakater og danske faner. Det røde rum
var en overvældende oplevelse, og det stod hurtigt klart at dette sted var den socialdemokratiske ungdoms højborg.
Anders Dybdal stod på den røde talerstol og bød hjerteligt velkommen, han fik hurtigt hele gruppen til at føle sig godt tilpas i
lokalet, og begyndte herefter at belære om retorikken og dens hemmeligheder. De unge sugede til sig af viden, og klogskaben
voksede frem i dem. De lærte om tre vigtige ting, der alle var kerneord i forhold til at benytte retorikken i udformningen af en
tale. De lærte om appelformer, afsender modtager forhold og om hvordan man rent praktisk opbyggede en sådan tale.
Efter alt denne lærdom skete der en twist, og Anders Dybdal opfordrede pludselig de unge mennesker til selv at deltage i
seminariet. Han befalede at hver enkel deltager skulle forsøge at udforme en tale, der skulle have centrum i retorikken og dens
kerneord. I det samme blev skrækken i de unge menneskers øjne tydelig, da dette var en udfordring de aldrig have ventet. Der
var helt stille i rummet, selv en knappenål ville kunne høres falde til gulvet. Alle sad stille og prøvede, ud fra de lærte begreber,
at forme deres egen tale. Emnerne for talerne blev: Festtaler til nevøer og mødre, argumentation for at skulle gå tidligere fra
semenariet, samt en politisk tale fra et ”blåt” medlem i gruppen, som fik sig et chok, da hun trådte ind i det røde rum. En politisk
5

6
tale fra den røde fløj opførte Rasmus Brask, som var Socialdemokratisk byrådskandidat og formand for DSU. Han ville øve sig på
sin retorik op til regionsvalget, og derfor var han ligesom gruppen af unge mennesker mødt op forventningsfulgt i håb om at få
gode råd fra den vise Anders Dybdal. Og også han havde håb om at blive en retorisk vismand som den store Dybdal.
En efter en skulle gruppens personer fremføre deres taler. Alle var meget nervøse, det var jo for selveste Anders Dybdal talen skulle
fremføres. Pludselig fik en af gruppens medlemmer kolde fødder, og hun turde ikke fremføre sin tale. Bleg som et lig, stiv som et
bræt og stum som H.C. Andersens nattergal så hun ud, og ingen troede i deres vildeste fantasi, at hun nogensinde ville træde op på
talerstolen. Men ved hjælp fra fællesskabet og den positive stemning i rummet overvandt den stakkels pige frygten og gjorde det
umulige – hun trådte op på talerstolen. Her fremførte hun sin tale og oplevede en sejr, idet hun overvandt sin frygt, og de var alle i
gruppen meget stolte af sig selv og hinanden.
Da gruppen igen befandt sig udenfor den røde dør, stod det pludselig klart for dem hvilken udfordring, det er at være politiker
og skulle tænke over sin retorik konstant. Gruppen havde nu fået en indsigt i, hvilke bagtanker og overvejelser der ligger bag en
politisk tale, og de følte sig nu klar til at påbegynde processen med retorikken i fokus. Retorik havde tændt et lys i dem, og de var
alle spændte på at undersøge dette begreb nærmere. De glædede sig over, at de næste måneder ville give dem endnu mere
lærdom, og de var alle meget entusiastiske. De kæmpede gennem processen med blod, sved og tårer og da de stod med deres
færdige produkt på afleveringsdagen, var de alle meget stolte.
Fra eventyr til virkelighed
Vi har forsøgt i vores lille eventyr at illustrere baggrunden for vores interesse og inspiration. Retorik er vores omdrejningspunkt og
til seminariet med Anders Dybdal gik det for alvor op for os, at det var dette emne vi skulle beskæftige os med. Det er med henblik
på seminariet, at vi har valgt at indlede vores projekt med netop dette eventyr. Eventyret er et godt billede af den situation, som
vi i begyndelsen af projektforløbet befandt os i. Her var vores forestillinger og tanker mere kaotiske og drømmende. Usikkerhed
fyldte en stor del indeni os, da et universitetsprojekt var noget nyt for os alle, og vi var næsten på bar bund. Mødet med Anders
Dybdal fik os til at se mere klart på tingene, og vi fik nu oplevet retorikken i praksis. Efter seminariet var vi i gruppen enige om at
det var den retoriske vej vi skulle gå, og det stod herefter mere klart for os, hvordan vi skulle forholde os til selve opgaven.

Projektets temaramme
Vores temaramme er ”tekst: form og indhold” og det er denne temaramme, der har været et medbestemmende parameter for
projektet. På første semester er teksten det centrale og begrebet forstås i denne sammenhæng relativt snævert. Pointen er her at vi
skal ned på bogstavniveau og på den måde analysere en tekst. For at opfylde temarammen har det været naturligt for os at tage
fat i taler som en form for tekst, og derfor er valget af analyseobjekter faldet på henholdsvis ”De brudte løfters regering” og ”Fra
minimalstat til vasalstat”, der begge er skrevet Villy Søvndal. Selvom det er mundtlige taler, ligger de begge tæt op af temarammen,
da de også eksisterer i form af skrevne tekster. Temarammen har således haft stor indflydelse på vores tilgang til projektet.
Det er med denne tilgang at vi vil koble vores interesse for retorikken til temarammen. Den analyse, der opstår grundet opfyldelsen
af temarammen, danner således baggrund for vores videre arbejde med den retoriske udvikling.
Valg af politiker
Valget af Villy Søvndal som fokuspunkt, stod klart efter mange overvejelser og diskussioner. Vi var både omkring Helle Thorning
Smidt og Anders Fogh Rasmussen, men vi valgte dem begge fra, da vi ikke mente, at de har gennemgået en ligeså tydelig retorisk
udvikling gennem de seneste år som Søvndal. Dog perspektiverer vi til Foghs udvikling fra hård og kontant leder til den ”lyseblå”
Fogh under valgkampen 2007.
Vi blev grebet af en undren omkring Søvndals stigende popularitet, og derfor ønskede vi at undersøge baggrunden for denne
udvikling nærmere. Folkelighed fyldte meget i vores tanker, og vi var nysgerrige om, hvorvidt denne folkelighed havde nogen
sammenhæng med hans udvikling. Derfor diskuterer vi hans jordnære folkelighed og ironi i diskussionsafsnittet. Derudover blev vi
hurtigt opmærksomme på, at Søvndal var på ”retorikskole” op til valget i år 2007, og han har derved fået hjælp af Rhetorica i en
forbedring af sin retorik. Dette bekræftede vores interesse for at se på en retorisk udvikling mellem år 2005 og år 2008. Vi blev
nysgerrige om, hvorvidt denne retoriske udvikling ville være tydelig i en analyse af de to valgte taler. For at komme omkring vores
interessepunkter, var det indlysende, at det var nødvendigt at se på Søvndals retoriske udvikling for på den måde at kunne forene
vores interesser med temarammen. Vores interessepunkter forenes med temarammen igennem valget af Søvndal som politiker. Ved at
arbejde med hans retoriske udvikling i talerne vil vi kunne besvare både vores interesse i hans folkelighed, stigende popularitet og
7

etorik uden at gå på kompromis med temarammen.
Fra grå mus til populær partiformand
Søvndal har i dag, som formand for SF, skaffet stor vælgertilslutning til partiet. En tilslutning som de færreste havde forestillet
sig, da han før sin indtræden som formand af partiet ofte blev betragtet som kedelig. Da det kom til valget af formandsposten
for SF, blev Søvndal opfattet som et defensivt valg, hvorimod modkandidaten Pia Olesen blev set som den det nye vindpust –
kandidaten med fremtid i. Søvndal var netop et defensivt valg, fordi han var af ”den gamle skole” 2 i SF. Selvom han fra sit valg
til folketingskandidat i 1994, havde besiddet en stor del af partiets ordførerposter, havde han aldrig en stor profil. Søvndal blev
opfattet som en grå mus på Christiansborg af vælgerne, og der var stor skepsis om, hvorvidt han var egnet til formandsposten. 3
Han var for mange den kedelige fagpolitiker, som ingen rigtigt tog seriøs. Dette var endda selvom han tilhørte en gruppe der,
under det dengang splittede SF, nægtede at tilslutte sig en bestemt fløj i partiet. Søvndal havde aldrig nogen stor rolle i medierne
og blev nok aldrig set som en betydelig magtfaktor. På trods af dette har Søvndal dog været aktiv i SF i 23 år, da urafstemningen
om formandsposten fandt sted, og det var netop dette der bidrog til opfattelsen af ham som værende et kedeligt, men sikkert
valg. Denne fordom er dog også forståelig, eftersom Søvndal ikke tidligere havde fremstået som en lederprofil. 4
Da Søvndal blev formand i år 2005, var der en del kritiske partimedlemmer. De spåede en stor nedgang for partiet og
opfandt blandt andet sloganet ”Goddag til Villy. Goddag til spærregrænsen.”
8
5 Disse kritiske meninger er dog blevet modbevist
eftersom SF næsten udelukkende har haft fremgang siden Søvndals overtagelse af formandsposten. Dette er tydeligt at se ved
folketingsvalget i 2007, hvor partiet har opnået 13 procent af stemmerne, hvilket har sikret dem 23 mandater i folketinget.
Søvndal har i dag også en betydelig anderledes profil end før han blev formand. Han har fået en stor rolle i medierne og
udnytter denne rolle til fulde. Hans skarpe udtalelser har bidraget til at SF har fået klarere mærkesager, f.eks. var Søvndal
med til at skabe debat omkring partiets tidligere udlændingepolitik med sit blogindlæg om Hizb-ut-Tahrir. Ved at sætte
udlændingedebatten på dagsordenen, var Søvndal med til at sende nogle stærke signaler om partiets nye retning. 6 Dette uddyber
2 Qvortrup, Henrik.Berlingske 2007, Fogh, Villy – og en rover.
3 Qvortrup, Henrik.Berlingske 2007, Fogh, Villy – og en rover.
4 Qvortrup, Henrik.Berlingske 2007, Fogh, Villy – og en rover.
5 Mortensen, Søren. BT 2009, 25 Hemmeligheder om Villy Søvndal.
6 Seidelin og Børsting. Politikken 2008, Søvndal gør op med udlændingepolitik.

vi i diskussionsafsnittet.
Forandringen fra ”Grå mus” til den markante Søvndal vi kender i dag, og som mange vælgere holder af, er en udvikling,
der er sket gradvist. Det er tydeligt, at SF har haft stor fremgang under Søvndals tid som formand og der er ikke nogen tvivl
om at denne fremgang er kommet efter Søvndals overtagelse af formandsposten. I diskussionsafsnittet vil vi vurdere hvorvidt
SFs fremgang reelt er Søvndals fortjeneste, og vi håber på at kunne besvare, hvorvidt udviklingen fra ”grå mus” til populær
partiformand bunder i en retorisk udvikling.
Mål med opgaven
Målet med opgaven er at udarbejde et spændende projekt, der kan besvare nogle grundlæggende spørgsmål. Disse spørgsmål er
netop opstået på baggrund af den temaramme og de interessepunkter, som vi tidligere har fremført. Vi har altså en nysgerrighed,
der er til grund for arbejdet med projektet, og det er vores håb og mål, at vi kan få stillet denne nysgerrighed. Nysgerrigheden
driver os således til at stræbe efter at finde besvarelser på spørgsmålene.
Den retoriske udvikling er det elementære spørgsmål i vores projekt. Vi søger igennem en analyse af talerne at kunne bedømme
hvorvidt Villy Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling. Hvis dette er tilfældet bidrager vores analyse i høj grad til den
forforståelse vi har om Søvndal. Den umiddelbare forforståelse, siger os at der er en vis jordnær folkelighed og ironi på spil, og at
det bl.a. er denne folkelighed, der ligger til grund for den stigende popularitet, som partiet SF nyder godt af. Derfor vil det være
meget sigende hvis Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling i den periode det har taget SF at stige i popularitet og om denne
retoriske udvikling i så fald kan kobles til Søvndals folkelighed. Der eksisterer derfor en grundlæggende konflikt i vores undren
om, hvordan det præcis er, at den retoriske udvikling kommer til at påvirke Søvndal – og har denne påvirkning en effekt på hans
folkelighed? Men udover den folkelighed Søvndal repræsenterer, finder vi det også interessant at vurdere, hvilke andre faktorer
der kan spille ind på partiet og Søvndals stigende popularitet. Igennem vores diskussion vil vi forsøge at belyse de forskellige sider
af emnet.
Udover de grundlæggende spørgsmål vi har som mål at få besvaret, søger vi også at vokse som individer gennem den kommende
læringsproces. Som 1. semesterstuderende er dette vores første projekt, og et indirekte mål er således at udvikle en bedre
forståelse af, hvordan man udarbejder et universitetsprojekt og øger vores erfaring. Det er altså et mål, at vi selv opnår indsigt i
9

10
vores egen udvikling ved at undersøge Søvndals udvikling. Udover dette er det også et relevant mål, at vi igennem arbejdet med de
forskellige teorier omkring tekst og retorik selv bliver klogere på, hvordan retorik påvirker en tekst, og hvordan vi kan benytte de
retoriske redskaber i fremtiden.
Metafor for opgaven
I gruppen har vi forsøgt at skabe en vision, der beskriver vores ønske og mål for opgaven. Denne tanke har vi i gruppen udformet
som en metafor, hvor vi mener, at det billedlige udtryk viser vores ambitionsniveau.
”Vi vil forsøge at bestige Mount Everest, selvom vi risikerer kun at nå Himmelbjerget.”
Dette er en metafor for, at vi har et højt ambitionsniveau i gruppen. Risikoen er, at vi måske ikke når dette ambitionsniveau, men vi vil
hellere forsøge at nå op på et højere niveau end overhoved ikke at prøve. Vi kunne have valgt at have et lavere ambitionsniveau,
som ville være problemfrit at opnå, men dette ville ikke skabe en udvikling, og derfor ville det ikke være en udfordring. Hermed
mener vi, at vi kunne have forsøgt kun at bestige himmelbjerget fra begyndelsen af, men dette ville hverken skabe udvikling eller
udfordring. Hvis udfordring og udvikling er fraværende ville projektet ikke være en læreproces, da vi i et sådant tilfælde ikke ville
forsøge vores ypperste, og på den måde ville vi aldrig nå op på et højere niveau.
Problemformulering
Gennem seminariet med Anders Dybdal og vores interessefelt for politik, har vi haft en nysgerrighed i at undersøge, hvilke faktorer
der spiller ind, når politikere skal kommunikere et budskab ud til befolkningen.
På grund af vores temaramme tekst: form og indhold har vi taget udgangs punkt i to taler af skrevet Villy Søvndal. Vi håber, at disse
taler kan give os svaret på vores undren, og ud fra dette er vi kommet frem til en problemformulering, der lyder som følgende:
Vi vil undersøge, om Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling fra 2005 til 2008, og hvis dette er tilfældet, i hvilket omfang ses
den sproglige og retoriske udvikling så?
Hvad betyder denne udvikling for Søvndals samt partiet SF’s stigende popularitet, og hvilke andre faktorer spiller ind for den
stigende popularitet? Herunder vil vi diskutere Søvndals folkelighed og ironi, partiet SF’s nye profil, mediedækningen samt brugen af
spin.

Politisk retorik
Når der er tale om politisk retorik er der bl.a. fokus på den sprogbrug, der fremføres overfor medierne. Udover den
mediebaserede sprogbrug eksisterer også de uformelle samtaler med journalister, forhandlinger med andre partier og samtaler
med folk, der ønsker at påvirke politikerne til at gøre en ekstra indsats i diverse sager. Men netop fordi den almene dansker
ofte kun opfatter politikerne gennem medierne, bliver den politiske retorik via disse medier meget vigtig for at fange vælgerne.
En politiker skal argumentere tydeligt for sin sag, og på den måde kan borgerne tage stilling til, hvilken mening de vil give
mest medhold i, og dermed hvilken politikere de vil stemme på. Derfor er det utrolig vigtigt for en politiker at snakke på et
konkret og forståeligt sprog, så vælgerne kan forholde sig til det sagte. Mange toppolitikere har tilknyttet en spindoktor/
kommunikationskonsulent, som hjælper politikerne med at fremstå på den rigtige måde i medierne. Politisk retorik handler i dag
ikke altid om hvilken politikker, der har det bedste argument, men om hvem der kan fremføre et argument på den bedste måde.
Det er her at udtryk betyder mere end indhold. Derfor får politisk retorik, spin, kommunikation osv. for det meste en negativ
klang, da langt de fleste vælgere er negative overfor brugen af spin, da de mener, at det er en måde at fordreje sandheden
på. 7
Generelt i politik er der tendens til, at visse former for sprogbrug er karakteristiske i forhold til, hvordan partierne er placeret
rent ideologisk. Dermed er der tradition for, at når der skal indgås forlig vil partier, der er placeret centralt underdrive og
undertrykke deres holdninger, mens politikere fra mere ”ekstreme” partier, vil benytte sig af overdrivelser så som ironi overfor
systemets elendighed. 8 Vi vil i projektet undersøge og diskutere, hvorvidt dette er tilfældet.
Politisk retorik har også positive sider. Mange politikere ønsker at komme mere på niveau med den almene borger ved at tale
et sprog som alle kan forstå. Skabelsen af dette sprog sker gennem politikernes situationsfornemmelse, personlige engagement
og deres lyst til at kommunikere med et bredt spektrum af folk.
7 Høybye, Anne, Buchhave, Brit, Lund, Martin, Wagner, Signe. Politisk spin, 2007. Akademisk forlag. Side 92
8 http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Sprogvidenskab,_overbegreber/politisk_sprog
brug
11

Metode
I forhold til vores problemformulering vil vi i det følgende forsøge at reflektere over de metoder, vi vil anvende i vores projekt
samt vurdere hvilken videnskabsteoretisk tilgang, der muliggør den mest rene besvarelse af vores problemformulering.
Hermeneutik
Som videnskabsteoretisk ramme har vi valgt at have en hermeneutisk tilgang til vores projekt, da den hermeneutiske
videnskabsteori har fokus på afsender, tekst og modtager. Dette finder vi relevant, da hermeneutikken kan sættes i relation til
vores valg af vinkel på projektet. Hermeneutikken skaber forbindelse mellem forfatter og fortolker, og det samme vil vi gøre i
vores teoretiske analysemodel, hvor vi tager udgangspunkt i Roman Jakobsons kommunikationsmodel. Roman Jakobson var en
russisk lingvist og tekstforsker, der grundlagde den særlige sprogforskning kaldet strukturalismen. I strukturalismen anses sproget
som værende et system, der afgrænser og bestemmer. Han beskriver altså, hvad der er muligt at forstå som meningsfuldt, og
hvilke
mulige måder, sproget kan forstås på. Bagved et hvert objekt findes nogle bestemte strukturer, og kritikere mener, at fortolkeren
9 10
i strukturalismen forsøger at genfinde de grundlæggende strukturer, i stedet for at lave en reel analyse.
I kommunikationsmodellen er afsender, tekst og modtager i fokus, 11 og denne tilgang er vigtig for vores analyse og senere
diskussion, da analyseobjektet er to taler.
Inden for hermeneutikken findes tre forskellige former: Den traditionelle, den metodiske og den filosofiske. Den traditionelle er
bundet til historien, teologien og guds ord, mens den metodiske har fokus på forfatterens intention. Den metodiske hermeneutik
fungerer som en metode og bruges til at opnå ren erkendelse (epistemologi), hvorimod den filosofiske hermeneutik knytter sig til
menneskesynet (ontologi).
Vi har valgt at benytte os af en hybrid form, der udgøres af den metodiske og filosofiske hermeneutik. Vi fravælger den
traditionelle, da vi ikke finder denne form for hermeneutik relevant for vores projekt, fordi der ikke er fokus på teologi, fortid
9 Sauerberg , Lars Ole. Litteraturvidenskaben siden nykritikken. Odense universitetsforlag
10 http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Sprogvidenskab,_overbegreber/strukturalisme/struktura
lisme_(Litteraturforskning)
11 Jakobson, Roman. Linguistics and poetics, Chapter 1. Side 55-57
12

og historie i vores problemformulering. Den metodiske hermeneutik bruger vi til at afspejle afsenderen, der i dette tilfælde
er Søvndals eventuelle intentioner for sine taler fra henholdsvis år 2005 og år 2008. Den filosofiske hermeneutik omhandler
menneskets væren, og hvordan vi ved hjælp af erfaringer, fortolkninger og erkendelse udvikler os. 12 13 Vi bruger denne
ontologiske menneskeopfattelse til at beskrive, at det er muligt for Søvndal at udvikle sig retorisk, og senere diskuterer vi,
hvorvidt det kun er Søvndals retoriske udvikling, som er bestemmende for partiet SF’s stigende popularitet. Her vurderer vi en
række andre faktorer, som kan have spillet ind på den stigende popularitet.
Menneskeopfattelse
Ligesom sproget, har mennesket og betydningen af retorik ændret sig gennem tiderne. Tidligere var det vigtigste, at man talte
smukt. Men med Aristoteles blev betydningen af retorikken imidlertid en anden i dag, for nu handler det om at tale effektivt,
således tilhørerne tror på, hvad der bliver sagt og bliver overbevist om, at afsenderens budskab er sandt. Dermed kan man
sige, at politikere har et ønske om at blive overbevisende retorikere for at give tilhørerne en oplevelse af, at de kan tro på,
at politikerne indfrier deres ønsker og formår at forbedre samfundets status. Ovenstående kommer til udtryk i begge taler,
da Søvndal forsøger at kritisere den siddende regering. Kritikken består i, at Søvndal påstår at regeringen ikke har indfriet
befolkningens ønsker i afslutningsdebatten og dermed beskylder regeringen for løftebrud, mens han i Bush-talen nedstempler
Foghs tætte alliance med Bush.
Gennem erfaring og erkendelse gennemgår mennesket en udvikling, som Jan Lindhardt udtaler: “Mennesket både skaber sproget
og formes af det selv.”
13
14 Bevidstheden omkring brugen af sproget er blevet forøget, selvom der altid har været fokus på
veltalenhed. Veltalenhed har tidligere været knyttet med visdom i f.eks. de afrikanske stammer, hvor høvdingen var den, der
kunne snakke bedst og længst. Platon hævder, at visdom og veltalenhed ikke er lig med hinanden, som f.eks Sofisterne mener.
Ifølge Platon er moralsk godhed heller ikke lig med veltalenhed. Platons elev, Aristoteles er mere positiv overfor retorikken og
dens moral, idet retorikkens rolle er ”i enhver sag at finde de foreliggende muligheder for overtalelse” 15 ved hjælp af nyttige,
gavnlige og rigtige virkemidler. Dette skal gøres i en tillidsvækkende form, hvor man kan drage en parallel til appelformen
12 Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitch . 2007, Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Roskilde Universitetsforlag
13 Schwarz, Thomas og Bondensen, Lars Bo. 1996 tidsskrift Årgang 25 1-2, Hermeneutikken i dialog. Tidsskrift. Philosophia.
14 Lindhardt, Jan. Retorik, 2003. Rosinante Forlag, s. 25
15 Ibid, s. 15

etos.
Bevidstheden omkring retorikken har forårsaget, at man er begyndt at tænke over, f.eks. hvordan man skal opbygge en tale
for at få folks opmærksomhed og for at få dem til at reagere på en bestemt måde. Når der er behov for nye ord, fordi ens
hverdag ikke længere kan beskrives med det sprog, der allerede eksisterer, opstår nye ord. På den måde hjælper sproget og
dets erkendelse menneskets udvikling på vej i et rum, hvor veltalenhed og visdom ikke længere er lig med hinanden, som blandt
andre Aristoteles påpeger. 16
Ovenstående er et eksempel på den ontologiske tilgang til hermeneutikken, hvor fortolkning, erfaring og menneskelig erkendelse
gør sig gældende. Dét, at mennesket udvikler sig, er en del af den menneskelige erkendelsesproces.
Problemløsningsmodel
- Vores fremgangsmåde
For at besvare vores problemformulering vil vi analysere to udvalgte taler. Disse taler vil i analysen blive omtalt som hhv. ”Bushtalen”
og ”Afslutningsdebatten”. Analysen vil primært beskæftige sig med Søvndals retoriske udvikling.
Talen, ”Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark” (Bush-talen) er skrevet af Villy Søvndal d. 6/7 2005, i
forbindelse med George W. Bushs besøg i Danmark. Talen er rettet mod Anders Fogh Rasmussen, og Søvndal benytter en meget
stærk 1.person til at kritisere Danmarks deltagelse i Irakkrigen samt Foghs tætte alliance med Bush. For at opnå sit budskab
benytter Søvndal sig af mange overdrevne virkemidler i talen, og han forsøger på denne måde at overbevise sine tilhørere. I
analysen af talen bruger vi udtrykket ”latterliggørelse” for at beskrive det redskab, som Søvndal bruger til at skabe distance
mellem Fogh/Bush og modtagerne. Vi har valgt at bruge dette ord som et fagudtryk, da vi benytter os af Bryan Whaley’s
Rebuttal analogy, som er en postmoderne sproglig latterliggørelse af modstanderen.
Talen ”De brudte løfters regering” blev afholdt af Søvndal ved folketingets afslutningsdebat den 11. juni 2008. I talen ligger
Søvndal meget vægt på, at give sin mening til kende om SF’s syn på regeringen, og den måde regeringen har valgt at tackle
det forløbne års begivenheder på. Søvndal fokuserer på, at regeringen ikke har indfriet valgløfterne fra valgkampen i 2007,
og det gør han bl.a. via en kritik af regeringen, som han mener, ikke har gjort en stor nok indsats for den offentlige sektor. Han
bruger i lighed med Bush-talen her en meget stærk 1. person til at gøre opmærksom på de valgløfter, han og SF mener, at
regeringen har svigtet.
16 Lindhardt, Jan, Retorik, 2003, Rosinante Forlag. s. 29
14

Vi er dog bevidste om at ”de brudte løfters regering” henvender sig til en anden primær målgruppe, og blev afholdt i en
anden kontekst i forhold til den forrige tale. Denne forskel på målgrupper og kontekster vil vi forholde os til senere i projektet
under diskussionsafsnittet.
Undersøgelsen lægger ud med en analyse af hver tale, hvori vi vil beskrive Søvndals brug af positive og negative retoriske
redskaber. Begge taler vil blive analyseret parallelt med hinanden hele analysen igennem. Det vil vi gøre på den måde, at
vi ved hver ny teori der analyseres ud fra, laver en analyse af begge talerne samtidig. Dermed kan forskellen på de to taler
bedre tydeliggøres, og på den måde skaber vi et større overblik over den retoriske udvikling. Ulempen ved denne analyseform
er, at der kan være teorier der er relevante i den ene tale men mindre relevante i den anden. Ved at vi opbygger vores
analysemodel, hvor vi kommer omkring begge talerne i alle de teorier vi har valgt, risikerer vi altså, at ikke alle valgte teorier
er lige væsentlige for begge taler. Når dette er tilfældet uddybes nogle af teorierne i forhold til analysen mere i den ene
tale end i den anden tale. Fordelen ligger omvendt i, at det vil være meget tydeligt, hvor de retoriske ændringer sker. Fordi vi
beskæftiger os med to taler vil vi i vores diskussionsafsnit vurdere, hvilke fordele og ulemper der er ved, at vi vurderer Søvndals
retoriske udvikling på baggrund af så få taler.
Vi vil i analysen benytte seks overordnede teorier: Roman Jakobsens afsender, tekst og modtager forhold, talens opbygning,
sproghandlinger, stilistik herunder billedsprog og gentagelsesfigurer, argumentationsanalyse og appelformer.
Det er igennem en analyse med brug af de ovenstående redskaber, at Søvndals retoriske evner vil blive belyst. Når det er
blevet klargjort, hvilke virkemidler der benyttes, og hvilken effekt de har, vil vi derefter sammenligne virkemidlerne og på
baggrund af det konkludere, om Søvndal har gennemgået en retorik udvikling.
15

Den hermeneutiske cirkel opererer med den vekselvirkning, der foregår mellem del og helhed. Forholdet mellem del og helhed
er afhængigt af den del- og helhedsrelation, der arbejdes ud fra, og derfor findes der mange forskellige dele og helheder
indenfor samme område17 . Den filosofiske hermeneutik beskæftiger sig med cirkelbevægelsen mellem fortolkeren og teksten.
Det er ifølge hermeneutikken ikke muligt at forstå og fortolke en tekst uafhængigt af den begrebsverden, fortolkeren lever
i. Fortolkeren spiller altså her en aktiv rolle jævnfør den forforståelse, man har som læser. 18I vores projekt forsøger vi som
fortolkere at afdække talernes betydning og den eventuelle retoriske udvikling Søvndal har gennemgået. Men fortolkningen
sker på baggrund af den forforståelse og begrebsverden, som vi har, inden vi læser en tekst. Da vi i større eller mindre grad
er politisk aktive, forstår vi Søvndal som person på forskellige måder, hvilket kan have haft en indflydelse på vores projekt.
Vores forskellige ideologiske ståsteder kan have haft indflydelse på, hvordan vi forholder os til især diskussionsafsnittet. Det kan
være svært at overse sit politiske ståsted, når man analyserer en politiker. Ligeledes har vi haft nogle hypoteser om, at Søvndals
fremgang skyldes hans folkelighed og forbedring indenfor sin retorik, da vi på forhånd ved, at han har været på retorikskole
op til valget i år 2007. Disse hypoteser samt vores forforståelse vil vi diskutere i diskussionsafsnittet. De førnævnte eksempler
(vores forforståelse og hypoteser) udgør en del af vores forståelseshorisont, og denne horisont er blevet bestemmende for vores
problemformulering og vinkling af projektet. Vi ved, at der er sket en fremgang for partiet SF med Søvndal i spidsen, og derfor
har vi valgt at fokusere på Søvndals retoriske udvikling og senere i diskussionsafsnittet vurdere hvilke andre faktorer, der kan
have spillet ind på den stigende popularitet.
Analysen giver os mulighed for at opnå ny erkendelse, forståelse og viden. Den opnåede erkendelse afføder nye spørgsmål,
som resulterer i en ny viden samt forståelse, der bidrager til, at man søger andre steder hen for at få svar på de affødte
spørgsmål. Denne cirkelbevægelse slutter aldrig, som blandt andre Gadamer påpeger. 19
Den hermeneutiske cirkel
Vi er forberedte på at vores analyse vil afføde nye spørgsmål, og derved udvide vores forståelseshorisont. Da
diskussionsafsnittet har en mere fri form, forholder vi os til de nye spørgsmål der opstår. De nye spørgsmål er et resultat af den
17 Højberg, Henriette, Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Forståelse og fortolkning i samfundsvidenskaberne, 9. Herme
neutik. Side 312-314
18 Ibid. Side 312-314
19 Ibid Side 320
16

nye viden, vi får gennem vores projektforløb. Men man kan undre sig over, om vi overhovedet har lært nok redskaber i løbet af
semestret til at opnå horisontsammensmeltningen, hvor forståelse og mening opstår. 20 Temarammen for projektet har i lighed med
resten af semestret været Tekst: form og indhold. Dette har begrænset vores valg af problemformulering, men har også gjort, at de
lærte redskaber giver os en god mulighed for at opnå en horisontsammensmeltning, da de lærte redskaber har samme fokus som
temarammen for vores projekt. En anden undren er, om det overhovedet er muligt at opnå en horisontsammensmeltning, som har fokus
på Søvndals intention for talen. Det er svært at sætte sig ind i hans tanker, og hvad han helt præcist vil sige med talen. Dette skaber
altså en problematik, hvis man udelukkende fokuserer på afsenderens intention som den metodiske hermeneutik gør. De samme to
taler kan give mulighed for en anden forståelse og fortolkning end den, vi opnår i vores projekt. En anden forståelse og fortolkning
kan være i kraft af en anden problemformulering, vinkel på projektet og andre forforståelser og fordomme hos fortolkeren.
Ydermere har vi gjort os nogle epistemologiske overvejelser omkring vores projekts sandhedsværdi. Vi spørger os selv: Får vi reelt en
sand forståelse af Søvndals retoriske udvikling, når vores fortolkning er præget af vores forforståelse og fordomme? Uanset hvilket
emne man vælger at undersøge, gør forforståelse og fordomme sandhedsværdien for erkendelsen mindre ren.
Som menneske er vi konstant i den hermeneutiske cirkel, det er en betingelse for den menneskelige erkendelsesproces - det er her
vores forståelse af verden skabes. Men fordi vi konstant befinder os i den hermeneutiske cirkel, vil vi hele tiden skabe ny forforståelse
og dermed øge vores forståelseshorisont større. Vi vil subjektivt fortolke en genstand og denne fortolkning vil give os en ny
forforståelse. Derfor kan spørgsmålet om sand forståelse også tolkes som en proces der sker, når der aktivt deltages i en samtale om
Søvndals retoriske udvikling, hvorved sandhed opstår, altså en horisontsammensmeltning opnås. Et andet meget centralt spørgsmål er
mængden af empiri vi har valgt. Vil den mængde vi har valgt (to taler) at analysere ud fra kunne skabe et reelt billed af Søvndals
retoriske udvikling? Hvis vi havde valgt et større omfang af empirisk materiale, havde det resulteret i, at det var muligt at eksplicitere
Søvndals retoriske udvikling bedre, og dermed kunne vi have skabt et mere reelt billede af den retoriske udvikling. Grundet
temarammen og kravene til vores projekt, blev empirien begrænset, og derfor må vi gå ud fra at en mulig udvikling også vil kunne
ses ud fra blot to taler.
20 Højberg, Henriette, Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Forståelse og fortolkning i samfundsvidenskaberne,
9. Hermeneutik. Side 324
17

Som Sammenspil førnævnt benytter mellem vi os teori af seks og hermeneutik
overordnede teorier: Roman Jakobsens kommunikationsmodel, talens opbygning,
sproghandlinger, stilistik herunder billedsprog og gentagelsesfigurer, argumentationsanalyse og appelformer. Vi bruger
kommunikationsmodellen som en slags paraply, hvorunder de andre teorier indordner sig. Modellens centrum er tekst, og
herunder passer de andre teorier. I samspil med modellen skaber de en bedre forståelse for de virkemidler, Søvndal benytter
sig af og hjælper os til at besvare problemformuleringen. Roman Jakobsens teori passer til den hermeneutiske videnskabsteori,
da den både har fokus på den filosofiske og metodiske hermeneutik. Den filosofiske tilgang kommer i modellen til udtryk via
det ontologiske menneskesyn; at både fortolkeren og forfatteren bliver udviklet og opnår erkendelse. Omvendt kan modellen
anvendes metodisk, da man som fortolker bruger den til at forstå afsenderens intention. De nævnte teorier foruden Roman
Jakobsens kommunikationsmodel bruger vi hermeneutisk til at skabe fokus på teksten og de virkemidler, Søvndal forsøger at
bruge til at overbevise sine modtagere.
18
Fravalg
På trods af at vores omdrejningspunkt i problemformuleringen er Søvndals retoriske udvikling, har vi fravalgt det retoriske
kompas og Ciceros Pentagon, eftersom vi har vurderet, at de er forsimplede udgaver af Roman Jakobsens kommunikationsmodel
og derfor ikke er konkrete nok.
Yderligere fravælger vi deiksis, fordi vi er kommet frem til, at deiksis ikke danner baggrund for en vurdering af Søvndals
retoriske udvikling.
Med fokus på vores metodiske overvejelser vil vi i det næste afsnit uddybe vores teoretiske analysemodel.

Teori
Formålet med denne analysemodel er at kunne besvare problemformuleringen i analysen, specielt med det henblik på at
kunne påpege Søvndals eventuelle retoriske udvikling. Vi har valgt at opbygge analysemodellen ud fra Roman Jakobson
kommunikationsmodel, eftersom vi mener at denne fører en rød tråd gennem de valgte teorier. I vores analysemodel er
Jakobson valgt som omdrejningspunktet i forhold til de andre valgte teorier for at kunne perspektivere teorierne til hinanden.
Jakobsons model er central, da den omhandler afsender/modtager forholdet og hvordan disse forhold kobles sammen. Målet
er at få et større helhedsoverblik, og på den måde vil vi udarbejde en analysemodel, der kan analysere, forklare og fortolke
vores undersøgelsesobjekt.
Roman Jakobson
Roman Jakobson var en russisk lingvist og tekstforsker, der grundlagde den tidligere nævnte særlige sprogforskning kaldet
strukturalismen. Han beskriver således, hvad der er muligt at forstå som meningsfuldt, og hvilke mulige måder, sproget kan
forstås på. I 1958 opstillede Jakobson en kommunikationsmodel, der byggede på den tyske lingvist, filosof og psykolog Karl
Bühler. 21 Karl Bühler havde opstillede følgende model:
Afsender Meddelelse Modtager
Ovenstående model, mente Bühler, gjorde sig gældende i enhver kommunikationssituation i forbindelse med tilrettelæggelse af
en tekst. 22 Jakobson udviklede kommunikationsmodellen med tre nye faktorer, kontekst, kontakt og kode. Derudover tilføjede
Jakobson en sprogfunktion tilhørende hver faktor, som det ses nedenfor:
Kontekst
Referentiel
Afsender Meddelelse Modtager
Emotiv Poetisk
Kontakt
Fatisk
Kode
Konativ
Metasproglig
21 Jakobson, Roman. Linguistics and poetics, Chapter 1. Side 55-57
22 Ibid, Chapter 1. Side 57
19

Jakobson mener at disse seks faktorer gør sig gældende når en tekst formidles, men i praksis vil der sjældent være flere end
en til tre faktorer, der dominerer i en konkret tekst. Dette betyder dog ikke at de andre faktorer ikke er tilstede. Ud fra hvilke
funktioner der er dominerende i en konkret tekst, kan der siges noget om, hvilken genre netop denne tekst tilhører.
Den referentielle sprogfunktion benyttes, når der refereres til noget uden for sproget selv f.eks. allerede eksisterende
begivenheder, personer og steder. Denne faktor har altså både fokus på konteksten og den konkrete tekst. Under den
referentielle sprogfunktion findes bl.a. nyhedsrapportager, som er meget fakta præget og objektiv. 23
Når der tales om den emotive sprogfunktion er det afsenderens forsøg på at give udtryk for egne holdninger i forbindelse med
personens egen kommunikation. Her forsøger afsenderen at sætte fokus på sine følelser, sympatier samt meninger. Personlige
breve og taler er et eksempel herpå.
Modtageren er i fokus ved den konative funktion, her er modtageren omdrejningspunktet. I denne funktion forsøger afsenderen
at overbevise modtageren og dermed få modtageren til at fortage en handling. Denne faktor ses fremtrædende i ordrer,
befalinger, reklamer, love osv. 24
Endvidere kan en tekst gøre brug af den poetiske sprogfunktion, hvor meddelelsen kan fokusere på sig selv og eksperimentere
med egne udtryk og indhold. Den poetiske sprogfunktion findes ikke kun i æstetiske værker som lyrik, romaner og dramaer men
i alle tekster. Her indgår bl.a. rim og rytmer. 25
Den fatiske sprogfunktion er sjældent dominerende. Eksempler herpå kan være: ”Er I med”, ”øhh”, ”javel”, ”okay” mv. Den
knytter sig til retoriske spørgsmål og tøveord 26 eller rette sagt kommunikation der har til formål at opretholde, vedligeholde
eller bryde kontakten mellem afsender og modtager.
Der findes sprog om sprog. Grammatikken fortæller noget om, hvordan et sprog skal opbygges korrekt, så vi kan kommunikere.
Afhængigt af, hvorhenne man er i samfundets hierarki, forbinder man forskellige betydninger til bestemte ord - såkaldte koder.
Det er her, den metasproglige funktion kommer ind i billedet, da den handler om, hvorledes koden ekspliciteres. Nogle koder i
23 Jakobson, Roman. Linguistics and poetics, Chapter 1. Side 55
24 Ibid Chapter 1. Side 55
25 Ibid Chapter 1. Side 57
26
20
Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal. s. 123

meddelelsen skal til tider diskuteres og kommenteres, da der skal være enighed om, hvad koden betyder. Dansksproget er en
sammenvævet kode, der gør sig gældende i forskellige sammenhænge afhængigt af, hvor man kommer fra, kvinde eller mand
osv. Når fokus er på disse koder, kommer den metasproglige sprogfunktion for alvor til udtryk. 27
Jakobson grundsyn er, at vi ikke kan komme uden om sprog, da sprog ifølge Jakobson er grundlæggende for menneskets
forståelse. Når der tales om, hvad Jakobsons kommunikationsmodel gør for en tekst, så er det netop en helhedsforståelse, der
skal kigges på. Jakobsons fokus på sproget er relevant for vores projekt, da vi netop ser på Søvndals sproglige og retoriske
udvikling. Yderligere er helhedsforståelsen central, når der tales om politiske taler, og hvordan budskabet når frem til og bliver
modtaget af tilhørerne. På baggrund af vigtigheden af helhedsforståelsen, har vi valgt både at have fokus på talerne, og
senere diskutere talerne i forhold til deres individuelle kontekst.
Kommunikationsmodellen giver en forståelse af en tekst på et mere analytisk plan, da man via Jakobsons model deler teksten
ned i mindre enheder for til sidst at samle det i en større helhed, der på den måde skaber en større forståelse af teksten.
En meget kendt form for disponering af taler er at skabe en indledning, derefter indhold og til sidst en afslutning. Denne
form kaldes også hoved-krop-hale metoden eller det mere kendte udtryk ”fiske modellen” 28 Talens opbygning
. Kort sagt inddeles talen i de tre
overstående emner for på den måde at give talen en overskuelig struktur. Dét at skabe en model for en tale handler om at
have selve teksten i fokus og vurdere, hvordan budskabet skal ekspliceres ud til modtageren. Derfor knytter den metasproglige
funktion sig op af talens opbygning. Det er vigtigt at have fokus på koden, da den skal passe til den kontekst talen skal
ekspliceres i.
Første del af fiskemodellen, som er indledningen, kaldes Exordium eller ”hovedet”. Denne første del af talen er relativ kort, og
det er i indledningen, at der skabes kontakt til modtageren. Det er her førstehåndsindtrykket bliver givet. Det er derfor vigtigt,
at interessen til afsenderens tale bliver vækket under Exordium, da det vil være svært at formidle resten af talen, hvis ikke
publikum har lyst til at lytte. Exordium kan eksempelvis startes ved, at talens relevans for publikum forklares. Talen kan dog også
27 Austin, J.L. How to do things with words. s.141. Nyt Nordisk forlag. 1979.
28 Kjøller, Klaus. Bog om at holde taler, s. 127-167. Aschehougs. 2002.
21

startes ved: En fremførelse af talens disposition, et retorisk spørgsmål eller en præsentation af eventuelle uoverensstemmelser.
Det handler altså fra afsenderens side om at give et indtryk til modtageren omkring, hvad det er, de kan vente sig af talen, da
dette er talens anslag.
Derefter består talen af selve indholdet, som kaldes Corpus altså ”kroppen”. Denne del fylder størstedelen af talen, nærmere
sagt omkring firs procent. 29 Der skal være en klar struktur, og det er i Corpus, at de centrale budskaber skal udspilles. Det
handler om at fortælle afsenderens standpunkter, dog skal vedkommende være påpasselig med ikke at give for mange
argumenter til disse standpunkter, da det vil skabe mere forvirring end gavn. Det er bedre at have få argumenter, så der
er plads til at skabe forståelse og refleksion over standpunktet hos modtageren. 30 Derfor er det også vigtigt, at de opsatte
påstande bliver underbygget med fakta, så afsenderens påstand virker mere troværdig. Corpus kan deles op i underemner.
Narratio er en fortællende del, som beskriver baggrunden for emnet. Narratio er ofte første del af corpus. Argumentatio er
argumentationsdelen i corpus, som skal overbevise tilhørerne om at tænke, føle og handle på en bestemt måde. Argumentatio
fremkommer ofte som en del af corpus, her er Probatio første del af Argumentatio, hvor taleren fremfører sine egne
argumenter. Refutatio er anden del af Argumentatio, hvor taleren gendriver modstanderens argumenter. Selvom dette er den
klassiske måde at strukturere en tale på, kan der forekomme variationer i f.eks. rækkefølgen af de forskellige dele, ligesom
nogle dele kan være undladt.
Den sidste del i fiske-modellen er afslutningen som kaldes for Peroratio eller ”halen”. Peroratio skal understrege budskaberne
i talen og det faktum, at talen snart er slut. Samtidig skal der i denne del af talen fremtræde en gennemgående rød tråd
gennem hele talen. I nogle taler vælger afsenderen at lave et kort resume af talens vigtigste pointer for at understrege talens
hovedpunkter hos publikum. Men det vigtigste for halen/Peroration er, at der ”slås et svip med halen” til sidst. Det kan være
et overraskelsesmoment for modtagerne, hvilket eksempelvis kan være afsenderen, som fremlægger et nyt helt anderledes
perspektiv på emnet. Afslutningen skal resultere i, at der er blevet skabt en tilslutning og handling hos modtagerne.
Ved at bruge en bestemt opbygning når en tale skal disponeres, skaber man en struktur og orden, så der er sammenhæng
gennem hele talen. På den måde skabes en tale, der ikke virker rodet og ustruktureret, men i stedet fanger modtagerne bedst
29 Hald, 2008, Præsentation og formidling s. 66
30
22
Berger og Jensen, 2003, talerteknik – en håndbog i retorik. S. 43

muligt i forhold til opbygningen.
Stilistisk analyse
Stilistik handler om stil og måden hvorpå en tekst fremtræder. Det er altså her teksten, ordene og ordniveauet der er
omdrejningspunktet. Ligesom når man ser på metafunktionen i Jakobsons model, er det selve ordniveauet, der er kernen
i stilistikken. Både i Jakobsons model og i stilistikken, beskrives betydningen af selve ordet, og dermed er det en slags
brugsanvisning til forståelsen af sproget. Stilistik kan også kobles til den poetiske funktion, da den handler om æstetik og
sprogklang hvilket også ses tydeligt i spørgsmålet om stil. Begge emner tager udgangspunkt i sproget selv, og hvorledes sproget
formes.
Troper kan defineres som en bestemt form for billedsprog. De forskellige troper udgør en helhed og i vores analyse, er det
metaforer, vi fokuserer på. 31
Troper
Metafor
Metafor 32 er et sprogligt billede og betyder overføring. Metaforer fungerer på ordniveau, da det ofte erstatter et ord eller et
led med et andet, der giver en overført betydning. Den er produktiv og kan afdække nye aspekter af velkendte fænomener
ved at beskrive dem i et nyt lys. Derudover kan metaforer afdække det ukendte ved at holde det op overfor det kendte. Et
eksempel på en metafor kan være ordet ”nåleøje”, der både giver associationer hver for sig og sammen. Der findes både døde
og levende metaforer. Døde metaforer er metaforer, der ikke længere opfattes som en metafor af modtageren, de er altså
blevet så almindelige i sproget, at vi ikke længere opfatter dem som billeder. En levende metafor er omvendt en metafor, der
stadig skaber en billeddannelse hos modtageren. Metaforer kan også være ord gennem en tekst, der tilsammen giver et større
billede af et tema i teksten, dette bruges ofte i digte. Denne form for metafor er altså ord gennem en tekst der i tekstens hele
giver et større billede omkring tekstens omdrejningspunkt eller budskab. 33
31 Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal. s. 67- 107
32 Ibid s.71 - 79
33 Ibid s.71 - 79
23

Figurer
Figurer virker mellem to eller flere ord, og kan inddeles i gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og dramatiske figurer. Det er
dog kun dele af de tre figurer, der ses på i vores analyse. 34
Gentagelsesfigurer35 Gentagelsesfigurer
bruges ofte til at understreger vigtige dele i en tekst. Der er forskellige måder, hvorpå ord gentages i
sætninger.
Der findes simple former for gentagelsesfigurer. Epizeuxis er den enkleste form for gentagelse og betyder sammenføjning. Det
er to identiske ord, der nævnes lige efter hinanden f.eks. ”det var meget, meget dejligt”. Pleonasme er en anden form for simpel
gentagelsesfigur. Den betyder overflødig selvgentagelse. Pleonasme findes i en lang række stående vendinger såsom ”tit og
ofte”, og ”evig og altid”. En mere specifik gentagelsesfigur er anafor. Anaforer er flere sætninger eller led efter hinanden, der
begynder ens, eksempelvis hvis hver sætning startes med ”I have a dream…”. Dette ses ofte i valgtaler, hvor det bruges til at
pointere en pointe. Modsat anafor er epifor flere sætninger eller led efter hinanden som slutter ens f.eks. ”Det var en dejlig dag
i dag. Jeg havde en dejlig dag i dag”. En helt anden form for gentagelsesfigur er epanastrofe. Epanastrofe er når sætningen
slutter med samme ord, som næste sætning starter med. Et eksempel på en epanastrofe kan være: ”Det er snart jul. Julen er
dejlig” 36
Modsætningsfigurer
Modsætningsfigurer handler grundlæggende om at sætte led op imod hinanden og skellet mellem det ene- og det andet led er
her i fokus.
Antitese betyder skarpe modsætninger. Det er typisk imellem f.eks. ”dem og os”, ”kærlighed og had”. Antiteser skal have
34 Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal. s. 67- 107
35 Ibid. s. 92 - 99
36
24
Ibid s. 92 - 99

etydningsmæssige modsætninger og dette kræver en fælles aksel. ”Kærlighed og had” er eksempelvis antitetiske omkring
akslen følelse. Et andet eksempel på en modsærningsfigur er et paradoks. Et paradoks rummer noget fornuftstridigt, noget
selvmodsigende eller noget absurd. Antiteser bygger som regel på et enten-eller, hvor paradokset bygger på et både-og. 37
Dramatiske figurer
Dramatiske figurer 38 skal tydeliggøre afsenderens følelser eller holdninger, og det øger intensiteten i en tekst. Derved har det til
formål at påvirke modtageren.
Retoriske spørgsmål appellerer til modtageren og kræver, at modtageren skal være aktiv og i mange tilfælde tænke sig til
svaret på spørgsmålet. I nogle tilfælde kan afsenderen dog selv vælge at svare på disse spørgsmål. Dette hænger sammen
med Jakobsons konative funktion, hvor man forsøger at overbevise modtageren, og retoriske spørgsmål er et redskab til denne
overbevisning. Retoriske spørgsmål er altså spørgsmål, som tilhørerne ikke direkte behøver at svare på. Retoriske spørgsmål er i
stil med ironi, hvor begge figurer har en underlæggende betydning. Ironi kan være svært at definere. Virkningen af ironi er ikke
entydigt, og ironien i en tekst er som regel markeret, så læseren er klar over, at teksten ikke længere kan læses bogstaveligt
set. En mere simpel dramatisk figur er apostrofe. Apostrofe er en direkte henvendelse til eller påkaldelse af en ting eller person
i eller uden for teksten f.eks. ”højtærede læsere og læserinder”. 39
Modalitet
Modalitet er brug af ord, der viser talerens sikkerhed i sin sag. Modalitet omhandler altså sikkerheden i egne holdninger og
argumenter, og kan derfor kobles til den emotive funktion. Denne kobling kan ske, eftersom den emotive sprogfunktion er en
funktion, hvor afsenderen er i fokus. Modalitet fortæller noget om, hvordan andre ord skal forstås. Med modalitet ser man
specielt på modalverber: kunne, skulle, ville, måtte, turde, burde, der alle fortæller noget om, hvordan andre ord skal tolkes. Der
kan godt ligge en modalitet bag en meddelelse, uden at der er et modalverbum f.eks. ”det er nødvendigt at hun læser bogen”.
37 Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal. s. 99 - 103
38 Ibid s.103-107
39 Ibid s..103-107
25

40
Denotationer og konnotationer
Når man taler om denotationer og konnotationer 41 , er det ordenes betydning, man snakker om. Derfor ligger de sig tæt op af
metafunktionen, der også helt centralt handler om ordenes betydning. Denotation betyder ords kernebetydning, mens ordet
konnotation betyder ordets medbetydninger. Disse to begreber ligger meget tæt op af hinanden og hænger tæt sammen.
Indenfor denotationer og konnotationer findes der to underemner:
Homonymer, som er ord, der har flere denotative betydninger og synonymer, der er ord, som mindst har en betydning tilfælles,
enten denotativt eller konnotativt.
Ord kan også have samme denotative betydning men forskellige konnotationer, f.eks. glæde, tilfredshed, begejstring, fryd,
jubel. De handler alle sammen om positive følelser. Men konnotationer bevæger sig dybere ned i retorikken af ordet og
kigger på den mere præcise betydning af ordet. Konnotationer kræver en aktiv modtager, da det er hos modtageren
medbetydningerne af et ord skabes. Som afsender skal man dog også være på vagt overfor brugen af konnotationer, eftersom
det ikke er sikkert, at alle modtagere giver ordene samme konnotative betydning. Der kan derfor opstå misforståelser, hvis en
læser giver et udtryk en forkert konnotativ betydning i forhold til, hvad forfatterens intention var. 42
Leksikalske kæder
Leksikalske kæder 43 skaber sammenhæng i temaer gennem teksten f.eks. ”de er simpelthen gået forkert”, ”de er simpelthen
kommet til det forkerte land”, ”i må videre”, ”find andre græsgange”. I dette eksempel fortæller alle sætningerne noget om
budskabet, og det er ofte det, brugen af leksikalske kæder er et forsøg på. Leksikalske kæder afdækker altså tekstens emner
og nogle gange budskabet.
40 Ibid s. 41- 42
41 Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal. s. 34
42 Ibid. s. 34
43
26
Frimann, Søren. 2004, kommunikation – tekst i kontekst. Tekst analyse med systemisk funktionel lingvitstik. Aalborg universitets
forlag, s 51

Der kan dog ved overdrevent brug være tale om overleksikalisering, hvilket er en leksikalsk kæde der er mange referencer til
f.eks. hvis ordet ”plåkflaske” bruges mange gange i en kort tekstsammenhæng.
Omleksikalisering er en anden formulering af et ord f.eks. ”hvis den danske krone” bliver til ”danske euro”, som bliver til ”de
nye danske euro mønter”. Dette kan være et godt redskab at bruge, hvis man forsøger at få indprentet et bestemt budskab hos
modtageren, som modtageren normalt tager afstand fra.
De stilistiske analysevirkemidler bevirker til, at der skabes en forståelse af en tekst på et analytisk plan. Men i og med at der
er så mange valgmuligheder indenfor analytiske begreber i stilistikken, er det her vigtigt at kunne udvikle og forme sin egen
model, der kredser omkring netop det, der er centrum i den givne tekst. 44
Sproghandlinger
Sproghandlinger 45 knytter sig op af Jakobsons konative funktion i kommunikationsmodellen, da modtageren er i centrum, og
det handler om, hvordan afsenderen forsøger at formidle sit budskab til modtageren. Det er altså her, forholdet til sprog og
adfærd kommer til udtryk. Formålet med den konative funktion er netop at få modtageren til at ændre adfærd gennem den
sproglige kommunikation. Sproghandlinger er derfor et forsøg på at fremme afsenderens intention.
Når vi ytrer noget, har vi altid en hensigt og et formål. Det er muligt at handle med sproget, og bliver der f.eks. gjort brug af
performative sætninger, forsøger man at gøre noget ved verden. Et eksempel på en performativ brug af sproget kan være
sætningen ”Jeg døber dig (hermed) Peter” 46 .
Austin introducerede termen sproghandling, som første gang gjorde opmærksom på forskellen mellem konstativer og
44 Frimann, Søren. 2004, kommunikation – tekst i kontekst. Tekst analyse med systemisk funktionel lingvitstik. Aalborg universitets
forlag, s 51
45 Vagle, Sandvik og Svennevig. 1993, Tekst og kontekst. En innføring i tekstlingvistikk og pragmatikk. Kap. 3 Språkhandlinger.
Landslaget for norskundervisning og Cappelen akademisk forlag.
46 Ibid. Side 83
27

performativer. 47 Kendetegn ved performativer er ifølge Austin, at disse sproghandlinger indeholder et performativt verbum,
hvilket vil sige et verbum, som eksplicit udtrykker den handling, som ytringen skal udføre. Verbet vil altid stå i præsens, og
subjektet vil ofte være et pronomen i 1. person eller flertal. Performativer kan hverken være sande eller falske, da de ikke siger
noget om virkeligheden, men udfører en handling f.eks.”Jeg kræver”. I eksemplet forandrer man virkeligheden, uden der kan
sættes spørgsmålstegn ved sandhedsbetingelserne. Performativerne kan dog være mislykkede eller vellykkede.
Senere hen er begrebet sproghandlinger videreført og udviklet af Austins elev, John R. Searle. 48 Idet Searle har udviklet
begrebet sproghandlinger, har det medført, at han inddeler disse i fem forskellige handlingstyper: Konstativer, direktiver,
kommisiver, ekspressiver og performativer. 49 I forhold til politiske taler viser man gennem disse handlingstyper, hvor stor en
autoritet man har til at kunne formidle visse budskaber.
Den første er ifølge Searle konstativer/repræsentation, hvor taleren forpligter indholdet i sætningen. Afsenderen vil erklære
noget, og derved forsøge at ændre/påvirke verden. Det er deklaretive sætninger, hvilket vil sige, at det er påstande i ikke
argumentative sætninger og udsagn om verden. De deklaretive sætninger har til opgave at informere, gengive og referere.
Kendetegnet ved de konstative sætninger er, at de kan være sande eller falske. Eksempler på konstativer er redegørelser og
referater.
En anden klasse af sproghandlinger kaldes ifølge Searle direktiver, hvor afsenderen forsøger at få modtageren til at gøre
noget. Der gøres i høj grad brug af imperative sætninger i direktiverne, og det kan f.eks. være madopskrifter, brugsanvisninger
osv. Kommisiver er en tredje klasse ifølge Searles typologi for sproghandlinger, hvor afsenderen forpligter sig på fremtidig
handling. Afsenderen kan f.eks. love noget, true nogen, aflægge en ed etc. Kommisiverne kan være højtidelige ved aflæggelse
af en ed, i partiprogrammer osv. Searles fjerde klasse af sproghandlingstyper er ekspressiver. Ved hjælp af ekspressiverne
udtrykker afsenderen sin psykologiske tilstand. Eksempler på ekspressive sproghandlinger kan være at sige tak, undskylde,
lykønske osv. og kommer f.eks. til udtryk via takkekort og personlige breve. Yderligere kan der gøres brug af deklarative/
47 Ibid. side 84
48 Vagle, Sandvik og Svennevig. 1993, Tekst og kontekst. En innføring i tekstlingvistikk og pragmatikk. Kap. 3 Språkhandlinger.
Landslaget for norskundervisning og Cappelen akademisk forlag.. Side 87
49 Ibid. Side 89-92
28

performative sproghandlinger, som er Searles femte sproghandlingstype. Her forsøger afsenderen at ændrer verden. Det
kræver kvalificering eller autoritet, da man f.eks. kan bandlyse nogen, erklære krig, døbe nogen eller dømme nogen. 50
Selvom det er muligt at skelne de forskellige sproghandlingstyper fra hinanden, er det ikke tilfældet, at det udelukkende er én
af typerne, der bliver brugt i en tekst. Der kan såfremt findes flere sproghandlingstyper i en enkelt sætning, dog kan der være
overvejende brug af en af typerne.
Sproghandlinger giver teksten en underliggende betydning, som den ellers ikke ville have haft. Dette sker i og med, at sproget
handler. Sproghandlinger får altså en tekst til at udføre en handling, og det er gennem de forskellige udtryksmåder at
afsenderens intention ses. Derfor er sproghandlingstyperne en måde, hvorpå man får en tekst til at fremstå på en bestemt måde
afhængig af hvilken sproghandlingstype, der er dominerende.
Argumentationsmodellen
Ligesom sproghandlinger hænger argumentation sammen med Jakobsons konative funktion eftersom modtageren er
omdrejningspunktet. Hvor sproghandlinger er måden, hvorpå man udtrykker selve handlingen, går argumentation ud på,
hvordan afsenderen fremfører sine påstande, og dermed overbeviser modtageren. Hvorvidt modtageren bliver overbevist
afhænger af hvor velbegrundet argumentationen er.
Argumentationsmodellen blev opfundet i 1958 af teoretikeren Stephen Toulmin. Toulmin mener, at for at skabe et argument
er der brug for tre elementer: Belæg, hjemmel og påstand. Udover disse tre kan der forekomme yderligere tre elementer:
51 52
rygdækning, gendrivelse og styrkemarkør.
For at skabe et argument fremsiges først den ”påstand”, som afsenderen gerne vil have medhold i af modtageren.
Begrundelsen for denne påstand er ”belægget”, som er det, der skal underbygge påstanden, så den bliver accepteret. Det ville
også kunne kaldes en eksplicit grund. Belægget bliver ofte indledt med ordet ”fordi…”. ”Hjemmel” er en mere generel grund,
50 Ibid Side 89-92
51 Jensen, Elisabeth Halskov og Olesen, Jenny Anneberg. 2003, Teksten univers – intruduktion til tekstvidenskab. Forlaget Klim.
52 http://bogwebs.systime.dk/bogwebs/mundtlighed/gfx/argumentation_02.gif
29

30
dvs. det er hjemmelen, der giver logikken for, at ”påstanden” er rigtig. ”Hjemmelen” er ofte et generelt synspunkt, en norm man
har tilfælles, hvilket vil blive en implicit begrundelse. Hvis hjemmelen dog ikke er implicit, indledes den ofte med ”eftersom”.
Udover disse tre elementer opereres der med tre andre i argumentationsmodellen. ”Styrkemarkøren” udtrykker, hvor
stærkt afsenderen mener, at påstanden er holdbar. Et eksempel herpå er ”utroligt lidt”. Men når afsenderen har fokus på
styrkemarkører, opstår et andet element: ”Gendrivelse”. Her tager man højde for de usikkerhedsmomenter, der kan være i
argumentet. Man forsøger at gendrive sine svagheder, før modstanderen angriber dem. ”Gendrivelsen” indeholder ofte ”med
mindre…”. Dette er en måde, afsenderen forsøger at gendrive sin usikkerhed, hvis argumentet er for tvivlsomt, og derved
komme et eventuelt angreb fra samtalepartneren i forkøbet. Den sidste i rækken er ”rygdækning”. Den bruges hvis der sås tvivl
på hjemmelen, og er et argument, der bekræfter hjemmelen. Rygdækningen kræver en vis autoritet, og det kan for eksempel
være en ekspertundersøgelse eller en ekspertudtalelse.
Påstand: Jeg er mega god(styrkemarkør) til fodbold.
Belæg: Fordi jeg scorede 2 mål.
Hjemmel: (Eftersom) normen er, at hvis man scorer mål til fodbold, er man en god fodboldspiller.
Rygdækning: Fordi det siger vores træner, som har spillet med Mikael Laudrup.
Gendrivelse: Medmindre jeg er træt, så kan jeg ikke spille.
Det er ikke altid alle elementer, der benyttes i et argument. Især er brugen af rygdækning, styrkemarkør og gendrivelse
sekundært, og brugen af disse, vil variere fra argument til argument. Til tider kan det være svært at skelne de forskellige
argumenter fra hinanden, men det er typisk tegn på, at argumentationen er meget svag og tvivlsom.
Eksemplet ovenfor er meget forsimplet, og det er vigtigt at huske, at argumentationsmodellen er en model, og derfor kan den
være svær at bruge i virkeligheden. Men den kan bruges til at skabe et overblik over et arguments opbygning, og er derfor et
godt redskab til både at analysere andres argumenter og bygge egne argumenter op.

Appelformer
Appelformer 53 54 er måden man udtrykker sig på, og handler om, hvordan man ønsker at påvirke sit publikum. Dermed
lægger den sig tæt op af argumentationsmodellen, da kerneordet i disse to er overbevisning og forholdet mellem afsender
og modtager. Koblingen mellem afsender og modtager hænger igen sammen med Jakobsons kommunikationsmodel. Logos,
etos og patos er de tre appelformer, der bruges til at overbevise en modtager. Logos lægger sig op af den referentielle
sprogfunktion, da det her er logikken, der bruges til overbevisning. Logos appellerer til modtagerens fornuft, mens patos
er den følelsesmæssige tilgang, og her appelleres til modtagerens følelser. Derfor knytter den sig tæt op af den konative
sprogfunktion. Etos er den eneste appelform, der ikke har en særlig tæt kobling til nogen af Jakobsons sprogfunktioner. Den
har træk af den emotive funktion, men da det i etos er afsenderens fremtræden og autoritet og ikke personlige følelser, der er
i centrum, er denne ikke helt dækkende. Når der ses på talerens intention om at påvirke modtageren på den ene eller anden
måde, er der her også tale om den konative funktion.
Appelformer blev formuleret af den græske filosof Aristoteles, og har til opgave at fange modtagerens interesse for emnet.
Det er et forsøg på at få tilslutning til afsenderens synspunkter. Appelformer stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland,
hvor politiske taler blev afholdt. Der findes som ovenfornævnt tre appelformer; logos, etos og patos, og alle tre appellerer på
forskellig vis til modtageren. Logos appellerer til fornuften, og den forsøger at henvise til rationel stillingstagen. Afsenderen
holder sig kun til sagen, og bruger en bevisførelse gennem hele argumentet, og forsøger hermed at være objektiv ved kun at
give fakta om sagens emne. Alle følelser er gemt væk, og tilbage står kun logikken. Logos kendetegnes også ved at have et
meget afdæmpet og behersket udtryk. Det gør, at der en fin rød tråd i argumentet, men det kan også have tendens til at blive
lidt for langvarigt, hvis man udelukkende argumenterer ud fra logosappelformen.
Etos appellerer via den personlige fremtræden. Appelformen baseres på den tillid modtageren har til afsenderen.
Følelsesappellen gør sig gældende i etos, men da følelsen er bundet til selve afsenderen, ændres denne følelse ikke
væsentligt fra den enkelte situation. Dvs. den følelse en modtager har overfor en afsender, vil være den samme før, igennem
og efter teksten. Hvis afsenderen er kendt for modtageren, vil tilslutningen i nogle tilfælde være nemmere at opnå, end hvis
53 Onsberg, Marete og Jørgensen, Chalotte. 2008, praktisk argumentation. Ny teknisk forlag, s. 69-73
54 Hvass, Helle. 2003, Retorik – At lære mundtlig formidling. Gyldendal, s. 44-46
31

afsenderen havde været ukendt af modtageren. Er afsenderen alligevel ukendt for modtageren, består etos appellen i, at
afsenderen fremstiller en personlig fremtoning, der er troværdig for argumentet. Ulempen ved udelukkende brug af etos, er at
troværdigheden på et tidspunkt, kan blive slidt op. Dette kan ske, hvis afsenderen blot argumenterer ud for sin egen person og
egne holdninger med svage argumentere uden at benytte andre virkemidler i sin argumentation, da det vil virke utroværdigt for
modtageren.
Patos appellerer udelukkende til følelserne, og kan oversættes med ordet ”lidenskab”, dog er ordet ”patos” mere dækkende
end ”lidenskab”. Afsenderen prøver her på at bevæge publikum rent følelsesmæssigt, og baserer derfor argumentationen
på følelser. Afsenderen forsøger at vække en følelsesmæssig reaktion hos modtageren f. eks vrede, ophidselse, glæde,
medlidenhed osv., og der appelleres her til modtagerens umiddelbare følelser. Patos er dermed den appel, der binder sig mest
til den givne tekstsituation.
Brugen af spin
Der kan aldrig gøres udelukkende brug af en af de tre appelformer, da de andre altid vil være til stede, dog i forskellig
styrkegrad. Derfor veksles der konstant mellem appelformerne, og en af appelformerne vil ofte være mere dominerende end
de andre i en specifik kontekst. 55 56 Det kan være en strategisk overvejelse fra afsenderen, hvilken appelform, der er mest
dominerende. Dette er ofte velovervejet og gennemtænkt, især i politiske taler.
I brugen af spin lægges der meget vægt på selve teksten, og hvordan denne tekst skal formidles. Dette ser også i Jakobsons
poetiske funktion, hvor meddelelsen fokuserer meget på sig selv og måden den udtrykkes på. Spin er igen tæt knyttet til
appelformer og argumentation, da disse emner alle omhandler udtryksmåden og på hvilken måde, man ønsker at påvirke
modtageren. Specielt i politiske taler er det relevant at se på brugen af politisk spin. Dét at spinne er en farlig størrelse både
for politikere, når de benytter sig af spin, men også når brugen af spin analyseres, da det ikke er en håndgribelig størrelse. 57
55 Onsberg, Marete og Jørgensen, Chalotte. 2008, praktisk argumentation. Ny teknisk forlag, s. 69-73
56 Hvass, Helle. 2003, Retorik – At lære mundtlig formidling. Gyldendal, s. 44-46
57
32
Høybye, Anne, Buchhave, Brit, Lund, Martin, Wagner, Signe. Politisk spin. Akademisk forlag. Side 19

I videns- og teknologisamfundet skal politikerne være meget påpasselige med, hvad de siger og ikke mindst, hvordan de
siger det, da de bliver mediedækket. Mediedækningen gør, at mange vælgere følger med, og analyserer hver enkelt ting, en
politiker gør. Enhver udtalelse fra en politiker, kan blive vendt og drejet i medierne på en sådan uheldig måde, at politikeren
fremstår i et dårligt lys, hvilket kan blive katastrofalt for et valgresultat. Derfor er det meget vigtigt, at politikeren siger de
rigtige ord, så det ikke kan fordrejes, og hives ud af konteksten og blive fremstillet negativt i medierne. For at holde styr på alt
dette, forsøger politikerne at dreje en sag i den ønskede retning – her dukker begrebet politisk kommunikation herunder spin
op. Politisk kommunikation drejer sig i høj grad om iscenesættelse af politikeren som person og dennes politik. 58
Der er mange forskellige definitioner af spin, men selve ordet betyder ´drejning´, og hermed menes, at politikeren drejer en
sag i en bestemt retning. Journalisten Bill Press, som har været ansat på CNN og været vært på mange radioprogrammer i
USA, definerer spin således: ”Det er noget vi alle gør, for at undgå ubehagelige situationer og for at gøre en god figur, men det
må aldrig forveksles med løgn. Spin er sådan midt i mellem” 59 . Spin er altså, ifølge Press ikke kun noget politikere benytter sig af,
men noget alle mennesker gør, og i følge Bill Press er spin ikke nødvendigvis det samme som at lyve. Dog er der som førnævnt
mange vælgere, som er negative overfor brugen af spin, eftersom det gør relationen mellem vælgere og politikere mere
upersonlig og opfattes af nogen som løgn.
Mange politikere har en spindoktor ansat, som har til opgave, at sikre at politikeren ikke dummer sig retorisk, og spindoktoren
sørger yderligere for, at politikerens selvfremstilling når ud til medierne, så politikeren er i stand til at dreje medierne i en
bestemt retning. En spindoktor hjælper altså med politikernes selvfremstilling blandt andet ved at lave taler, der er skåret ind til
benet, og som er spydige nok til at ramme modstanderen. Der findes mange forskellige måder, som politikerne benytter spin på.
Det kan f.eks. være som et forsvar eller angreb på modstanderen. 60
Gabor 61 operer med nogle typologier af spindoktori. I forhold til vores taler finder vi det relevant at benytte typologierne
58 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation. Columbus. Side 40.
59 http://www.spinnesiden.dk/socdebatsag.php
60 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation. Comlumbus. Side 42
61 Nielsen, Mie femø. 2004, Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis. Forlaget Samfundslitteratur,
s. 49 - 55
33

Re-and pre-buttal og Criticizing the political opponent publicly i beskrivelsen af Søvndals brug af spin. Re- and pre-buttal
er gendrivelse og præventiv gendrivelse. Pointen er, at en hurtig reaktion minimerer risikoen for, at modstanderen når at få
plads i medierne. Criticizing the political opponent publicly - Negative compaigning vil sige at føre negative kampagner
om modstanderen, men her skal man passe på, at det ikke virker som mudderkastning. Mange politikere bruger negative
kampagner om modstanderen som et angreb.
Som supplement til Gabor’s typologi kan man tale om W. Lance Bennet 62 , som opererer med gentagelse af budskaber. Mange
politikere gør brug af gentagelser, da det er en måde hvorpå, man forsøger at eksplicitere et budskab for publikum, så de kan
huske det og blive overbevist om, at netop politikerens pointe er sand.
Et andet supplement til Gabors typologi om spindoktori kan være Bryan Whaley’s Rebuttal analogy, som er en postmoderne
sproglig latterliggørelse af modstanderen. Man anvender en metafor for at latterliggøre modstanderen. Dette er et kneb, som
politikere i dag gør stor brug af, da det fremmer en klar distance mellem modstanderen og publikum, da modstanderen bliver
latterliggjort vha. et billede, som publikum forestiller sig via metaforen. 63
Når der tales om spin drejer det sig om, hvordan politikeren ønsker, at modtageren skal opfatte det talte. Spin er et redskab,
hvor man bevidst manipulerer teksten i den ønskede retning, og det er en måde hvorpå modstanderen kan nedgøres uden at
det vises klart for publikum. Spin er altså et bevidst forsøg på at kontrollere, hvilke budskaber man ønsker at videregive og
hvordan disse formidles.
Afslutning
Sammensætningen af de valgte teorier i en analysemodel giver en tydelig rød tråd gennem teorien. Vores analysemodel giver
et klart billede af, hvordan de udvalgte teorier forholder sig i forhold til hinanden, og hvad de individuelt gør ved en tekst. Ud
fra disse teorier sammenholdt og hver for sig, mener vi, at der er et grundlag for en besvarelse af vores problemformulering.
Teorierne er alle valgt med det formål at kunne bruges i en sproglig og retorisk analyse af Søvndals udvikling.
62 Nielsen, Mie femø. 2004, Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis. Forlaget Samfundslit
teratur, s. 49 - 55
63 Ibid. s. 49 - 55
34

Analyse
Indledning
Vi har valgt at analysere to udvalgte taler, ”Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark” fra den 6.juli år 2005
samt ”De brudte løfters regering” fra den 11. juni 2008 af Villy Søvndal. Den første tale vil gennem analysen blive kaldt
”Bush-talen”, mens den anden tale vil blive kaldt ”Afslutningsdebatten”. Vi analyserer dem ud fra den analysemodel, som vi har
udarbejdet i teoriafsnittet, samtidig med at vi benytter os af problemløsningsmodellen, som vi har beskrevet i metodeafsnittet.
Vi har valgt at tage udgangspunkt i Roman Jakobsons kommunikationsmodel, men har tilføjet analyseelementer fra f.eks.
stilistikken, og har derved skabt vores egen analysemodel.
Vi indleder analysen ved at analysere afsender/modtager-forholdet samt talernes budskaber. Dernæst kigger vi på talernes
opbygning, og tager fat i de forskellige sprogfunktioner, hvorefter vi foretager en stilistisk analyse, hvor elementerne metaforer,
figurer herunder gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og dramatiske figurer, konnonationer og leksikalske kæder indgår.
Yderligere er sproghandlinger, argumentation, spin og appelfomer en del af vores analyse.
Formålet med analysen er at konkludere, hvorvidt og i hvor høj grad Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling. Grundet
temarammen har vi valgt at fokusere udelukkende på tekst, form og indhold, og vi vil derfor ikke tage højde for konteksten for
de to taler.
Talens opbygning
Jævnfør vores teoriafsnit er det muligt at dele talens opbygning ind i forskellige afsnit. Vi vil i det følgende forsøge at opdele
de to valgte taler efter den valgte model gennemgået i teoriafsnittet.
I Bush-talen består talens opbygning af exordium, to corpus og peroratio, dvs den følger den klassiske opbygning, som vi har
nævnt i teoriafsnittet. I talens exordium, som ligger på side 1, linie 1-6, indleder Søvndal med at fremlægge talens anledning;
35

36
at Fogh har fået besøg af sit store western-idol. Talens første corpus ligger på side 1, linie 7 og fortsætter indtil side 2,
linie 14. Narratio i første corpus omhandler begrebet antiamerikanisme, hvorefter argumentatio i samme corpus, forsøger
at modargumentere dette begreb. I probatio foregår dette via et retorisk spørgsmål fra en indisk-amerikansk forfatter, og
via gendrivelse i refutatio. Herefter følger talens andet corpus fra side 2, linie 15 til side 3, linie 24. Narratio i dette corpus
omhandler Bush-administrationens politik, som Søvndal ikke mener er acceptabel. Probatio består herefter i den liste, som
Søvndal præsenterer med 27 konventioner som USA ikke vil tilslutte sig. Refutatio består i andet corpus af Søvndals påstand om,
at verdens problemer ikke kun er Bush’s skyld, men at han har mulighed og ansvar for at ændre situationen. Søvndal slutter talen
af i de sidste tyve linier med peroratio, hvor han opsummerer sit budskab.
I afslutningsdebatten bruger Søvndal talens exordium på at lave en kort redegørelse for, hvad talen skal handle om. Han
fortæller kort, at regeringen ikke har opfyldt sine valgløfter. I det første corpus redegør han for, hvordan disse løfter ikke er
blevet opfyldt i forhold til det offentlige. Her benytter Søvndal argumentatio til at beskrive, hvad SF vil gøre anderledes i en
ny regering, og refutatio til at beskrive, at en af Venstres egne folk er enige med ham. Det andet corpus handler ligeledes om
regeringens brudte løfter. Her bruger han narratio til at redegøre for, hvordan regeringen ikke tager ordentligt hånd om miljøet.
Argumentatio går således ud på, at regeringens nuværende plan for reduceringen af CO2 ikke er ambitiøs nok. I refutatio
argumenterer Søvndal for, at SF allerede har foreslået en mere ambitiøs plan. I peroratio slutter Søvndal talen af med, hvad en
ny regering vil gøre anderledes end den nuværende.
Som vist ovenfor kan det lade sig gøre at opdele begge taler efter modellen. Begge taler har exordium, to corpus, og
peroratio. Bush-talen starter med en kort indledning, hvor Søvndal lægger ud med først at skabe en latterliggørelse af Foghs
venskab med Bush, samt hele begivenheden. Herefter går Søvndal over i et afsnit om anti-amerikanisme, efterfulgt af et afsnit,
der kritiserer den amerikanske regering. Talen sluttes af med en opsummering. Afslutningsdebatten har en lignende opbygning,
hvor Søvndal bruger indledningen til at opridse indholdet af sin tale. Herefter taler han i talens første corpus om, hvilke punkter
regeringen har forsømt sine valgløfter på. I andet corpus kritiserer han regeringen for dens håndtering af klimaet. Talen bliver
her afsluttet med en redegørelse for, hvad en ny regering med SF ville gøre anderledes.
Begge taler er altså logisk opbyget med hensyn til indledning, midte og afslutning. Forskellen på de to taler er måden, hvorpå

Søvndal skifter emne.
”(...)for at passe på sheriffen fra Texas.”
Hver gang man i det her land kritiserer noget der vedrører USA, bliver man beskyldt for anti-amerikanisme.” 64
”Vi vil ikke tie!
I dag er det George W. Bush’s fødselsdag.” 65
Ovenstående er eksempler på emneskiftene i Bush-talen. Disse kommer pludseligt, og oftest uden at det foregående afsnit
bliver rundet ordentligt af. Dette får talen til at virke rodet, og man føler, at Søvndal springer rundt i emnerne. Dette gør, at
man som læser får svært ved at følge med, og man kan derfor risikere at miste interessen i løbet af talen. Eksempelvis virker
skiftet fra ”vi vil ikke tie!” til ”i dag er det George W. Bush’s fødselsdag” meget pludseligt. ”Vi vil ikke tie!” er netop et meget
kraftigt statement, som så bliver fulgt op med en mere jordnær udtalelse om Bushs fødselsdag. Som det ses af ovenstående er
der et stort skel mellem det kraftige statement og udtalelsen om Bushs fødselsdag.
”Løfterne blev ikke indfriet og mon ikke det er en del af forklaringen på, at regeringen har mistet opbakning.
De seneste uger har Danmark været præget af strejker indenfor ældreplejen(...)” 66
Citatet er et eksempel på emneskiftene i Afslutningsdebatten. Skiftene i Afslutningsdebatten kommer mindre pludseligt end
i Bush-talen. Samtidig er skiftene mere flydende og nogle steder næsten usynlige. Dette medfører, at man som læser sidder
med følelsen af, at talen er velovervejet og gennemarbejdet. Skiftet fra løfterne der ikke er blevet indfriet til strejkerne virker
ligeledes logisk, og ligger på samme niveau. Da talen virker mere logisk og sammenhængende i sin opbygning, bevirker det at
budskaberne bliver hjulpet på vej, og bliver lettere at fordøje.
64 Fra minimalstat til vasalstat, side 1, linie 5-8
65 Ibid, side 2, linie 14-15
66 De brudte løfters regering, side 1, linie 13-17
37

Roman Jakobson
Afsender/modtagerforhold – Bush-talen
Nedenstående er en analyse af Bush-talen, som tager udgangspunkt i vigtigheden af at have fokus på afsendermodtagerforholdet,
jf. teoriafsnittet.
”Så lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, der deler vores syn på Bush-administrationen.” 67
Den eksplicitte afsender af talen er selvfølgelig Søvndal, da det er ham, der både har skrevet, og holder talen. Der kan dog
argumenteres for tre implicitte afsendere, som er SF, danskerne generelt og den amerikanske befolkning. Partiet SF fordi han
holder talen som partiformand, og danskerne generelt, fordi han forsøger at gøre sig selv til talsmand for befolkningen. I
citatet ovenfor har det personlige pronomen ”os” dobbelt betydning, da man både kan tolke det som erstatning for SF og for
den danske befolkning generelt. Grunden til at der ikke kan skelnes er, at han eksplicit udtaler sig på vegne af SF, men implicit
forsøger at udtale sig på vegne af hele den danske befolkning. Dette ses ved, at han op til citatet har brugt ordene ”jer” og
”jeg”. Brugen af disse to personlige pronominer skaber en afstand mellem Søvndal og tilhørerne, og denne afstand fjernes, da
han herefter skifter til at bruge ”os” og ”vi”.
”Vi beskyldes for at være anti-amerikanske, fordi vi viser vores protest og disrespekt for Bush.” 68
I dette citat udvider Søvndal begrebet ”vi” til også at omfatte den amerikanske befolkning. Han forsøger at skabe en
fællesskabsfølelse mellem sig selv, tilhørerne, den danske befolkning generelt og de amerikanere, som er imod Bush. På samme
måde, som han før skiftede fra ”jer” og ”jeg” til ”os”, bruger Søvndal nu ”vi” i stedet for ”os” og ”amerikanerne”. På den måde
gør Søvndal sig selv til talsmand, ikke bare for SF og danskerne, men også for de amerikanere, som er uenige med præsident
Bush.
67 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 1, linie 19-20
68
38
Ibid s. 2, linie 1

”Det er dig, George Bush. Og med dig Rumsfeld og Cheney og Wolfowitz (...) 69
I ovenstående citat udbygger han sin eksplicitte modtager, som værende den daværende amerikanske præsident George Bush
og Bush politiske administration. Det ser man i ovenstående citat, da han bruger ”dig” i sammenhæng med ”George Bush”, og
derfor henvender sig direkte til ham som person. De efterfølgende navne er netop den del af Bush-administrationen, som var
hovedarkitekterne bag Irakkrigen. 70 Tilhørerne er også eksplicitte modtagere, da Søvndal holder talen for dem, og flere gange
siger ”vi” og ”os”. Implicit kan man argumentere for mange modtagere, f.eks. Anders Fogh Rasmussen, eftersom Søvndal flere
gange sætter Fogh i forbindelse med Bush og irakkrigen, uden direkte at henvende sig til ham ved navn. Implicit henvender
Søvndal sig også til den amerikanske regering, da han udtaler sig om alle de ting, der ifølge Søvndal er galt med denne
regerings indenrigs- og udenrigspolitik. En tredje implicit modtager er den danske befolkning, da modtagerne for talen ikke blot
er tilhørerne, der var fysisk til stede under talen, men også de tilhørere, som overhørte talen via medierne.
”Og det er ikke acceptabelt, at Danmarks statsminister leger Bush-wannabe, og dermed gør Danmark til en del af den slyngelpolitik
som udgår fra Rumsfeld, Cheney, Wolfowitz og Bush.” 71
Jævnfør citatet er talens eksplicitte budskab, at den politik som Bush-administrationen fører, er uacceptabel. Ved at bruge ordet
”slyngelpolitik” sætter Søvndal Bush-administrationen og Fogh i forbindelse med de lande som den selvsamme administration
tidligere har udråbt som værende slyngelstater. Søvndal kobler Fogh sammen med denne slyngelpolitik igennem brugen
af ordvalget ”leger Bush-wannabe”. Udtrykket at ”lege Bush-wannabe” er meget sigende for det forhold Søvndal mener
Fogh har til Bush. ”Bush-wannabe” skaber et billede af Bush som værende Foghs idol, og Søvndal siger dermed, at Fogh vil
forsøge at skabe en dansk kopi af Bushs Amerika. Eftersom Søvndal kobler Fogh sammen med Bush-regeringen, er Danmarks
udenrigspolitik også uacceptabel ifølge Søvndal. Implicit henvender han sig også til den amerikanske regering, da han udtaler
sig om alle de ting, der er galt med denne regerings indenrigs- og udenrigspolitik.
69 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark s. 2, linie 31-32
70 http://da.wikipedia.org/wiki/Irakkrigen#Optakten_til_konflikten
71 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 3, linie 2-3
39

I lighed med Bush-talen fungerer Søvndal som den eksplicitte afsender i åbningsdebatten, da han er den, der fremfører talen.
SF er den anden eksplicitte afsender, dels fordi Søvndal taler på partiets vegne som formand, men også fordi han flere gange
siger ”vi” og ”SF” i samme sætning. 72
Afsender/modtagerforhold – Afslutningsdebatten
”Når jeg taler med offentligt ansatte, så hører jeg det igen og igen:(...)” 73
De offentlige ansatte er implicitte afsendere, da de har en stor del af fokus i talen. Derudover kan man i ovenstående citat se,
at Søvndal har været ude og tale med dem, og derfor er blevet påvirket af de offentlige ansatte. Ved at bruge sætningen ”så
hører jeg det igen og igen”, giver han indtryk af, at han citerer de offentlige ansatte. På den måde giver han dem mulighed
for, gennem ham, at råbe Christiansborg op. Han forsøger altså her, at vise sin respekt og medfølelse for de offentlige ansatte,
samtidig med at han skaber et indtryk af, at det er alle offentlige ansatte i Danmarks mening, han taler på baggrund af.
Han bruger sin politikerstatus til at opfatte sig selv som talerør for de offentlige ansatte. Søvndal har selv tidligere været
skolelærer 74 , og derfor har han selv prøvet at arbejde som offentlig ansat. Søvndal har en stærk relation til de offentlige
ansatte, og det er tydeligt at fornemme hans respekt og sympati med denne del af den danske befolkning.
”Strejken har været et nødvendigt wake-up-call, som bør føre til, at vi politikere nu tager en seriøs drøftelse af, hvad det er, der er
ved at ske med den fælles velfærd”. 75
Implicit henvender Søvndal sig til de andre politikere og partier, eftersom det er en afslutningsdebat i Folketinget. I citatet
ovenfor ekspliciterer Søvndal sine implicitte modtagere ved at sige, at ”vi politikere” skal vågne op. Ved at sige ”vi”, gør
Søvndal det klart, at han her henvender sig til alle politikerne på Christiansborg og ikke kun regeringen. Det er en opfordring til
at politikerne skal stå sammen og vågne op. Modtagerne af talen er derfor de tilstedeværende repræsentanter for de andre
partier.
72 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 2, linie 4
73 Ibid. s. 3, linie 11
74 http://da.wikipedia.org/wiki/Villy_S%C3%B8vndal
75
40
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 1, linie 27-28

”Hvis Danmark skal tilbage på sporet – uanset om det handler om velfærden, miljøet eller udenrigspolitikken – så skal vi have en ny
regering.” 76
Der ligger to meget stærke eksplicitte budskaber i talen. Det første går på, at regeringen har brudt sine valgløfter, og i det
hele taget ikke har gjort sit arbejde godt nok. Det andet budskab er, at der skal en ny regering til magten. I citatet forsøger
han altså at udspecificere de partier, som han egentlig henvender sig til i sin opfordring om at vågne op; nemlig den alternative
regering. Dette gælder især Socialdemokraterne og de Radikale, da SF jo allerede kæmper for at få Danmark tilbage på
rette kurs.
I ovenstående citat udtrykker Søvndal ”Hvis Danmark skal tilbage på sporet”. Dette forudsætter, at Danmark er røget af
sporet, han henviser altså her til, at ”afsporingen” af Danmark må være den siddende regerings ansvar. Dermed tydeliggør
Søvndal behovet for at få en ny regering. Det andet budskab er, at regeringen ikke har opfyldt sine valgløfter, som er tydeligt
i eksemplet med Erik Fabrin 77 . Her nævner Søvndal, at en af venstres egne er enig med ham. Da det ikke bare, er et hvilken
som helst medlem af venstre, men formanden for Kommunernes Landsforening, skaber det kun yderligere troværdighed omkring
budskabet.
Sprogfunktioner - Bush-talen
Søvndal bruger den referentielle sprogfunktion til at gengive virkeligheden i sine taler:
”Men hun spurgte: Hvad betyder anti-amerikanisme?” 78
I ovenstående citat, bruger Søvndal formuleringen ”Men hun spurgte” til at referere til den virkelige verden, her i form af et
citat. Dette er et eksempel på den referentielle funktion, eftersom han gengiver virkeligheden. Han bruger et eksempel til at
underbygge sin egen påstand.
Søvndal benytter flere steder den konative funktion, og dette ses tydeligt i nedenstående citat ved brugen af ordene ”lad os”,
76 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 6, linie 1-2
77 Ibid. s. 4, linje 7-15.
78 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linie 6
41

som fungerer som en opfordring til tilhørerne:
”Så lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, der deler vores syn på Bush-administrationen.”
Her forsøger Søvndal at få modtagerne over på sin side, ved at sige ”millioner af amerikanere” og ”vores syn” i samme
sætning. Ved at benytte disse to begreber sammen, giver Søvndal tilhørerne indtryk af, at det er alle amerikanerne, der
er enige i hans synspunkter. Ved at sige ”vores syn” frem for f.eks. ”mit syn”, skaber han samtidig en følelse af sammenhold
mellem ham, tilhørerne og amerikanerne. Ved at bruge den konative funktion sammen med disse ord, gør Søvndal det sværere
for tilhørerne at tage afstand fra hans synspunkter, fordi han netop fremkalder en følelse af sammenhold. Ved hjælp af den
konative funktion forsøger Søvndal ved hjælp af sin opfordring at skabe en reaktion hos tilhørerne, og i dette tilfælde vil han
have dem til at ”sende en hilsen” til amerikanerne og den amerikanske regering.
”Så velkommen til jer alle - også til de betjente der er kaldt ind fra Tønder og Aalborg på deres feriedag, for at passe på sheriffen
fra Texas.”
Her bruger Søvndal den emotive sprogfunktion til at få modtagerne til at blive enige med ham i hans syn på både situationen
og omfanget af George Bushs besøg. Ved at beskrive, hvordan betjentene er kaldt ind på deres ”feriedag”, vækker Søvndal
sympati hos tilhørerne, da de fleste kan relatere til situationen med at blive kaldt ind på sin fridag. Derudover giver brugen af
den emotive funktion mulighed for at få de ellers meget voldsomme udmeldinger lidt ned på jorden rent sprogligt og gjort dem
mere overskuelige for modtagerne/tilhørerne.
Sprogfunktioner – Afslutningsdebatten
Søvndal benytter også den referentielle funktion i afslutningsdebatten. Et eksempel herpå er:
”Formanden for Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, sagde sådan her i Berlingske Tidende for nylig:” 79
I citatet nævner Søvndal Erik Fabrin med både navn, titel og politisk tilhørsforhold. Dette markerer, at Søvndal benytter sig af et
eksempel, og ved at bruge så mange detaljer, beviser han, at citatet ikke kun er sandt, men også objektivt. Han gengiver altså
virkeligheden via den referentielle funktion.
79
42
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 4, linie 30-31

For at skabe relation til sine modtagere og få sine budskaber til at fremstå klart, tydeligt og forståeligt, gør Søvndal brug af
nogle emotive funktioner, som kommer til udtryk gennem hele talen. Her kan nævnes:
”Jeg håber, at regeringen og paraden af ministre hernede kan svare på det. For folk ude i virkeligheden forstår det ikke, og for at
være helt ærlig, så gør jeg faktisk heller ikke.”
Ved at sige ”Jeg håber”, gør Søvndal tilhørerne opmærksomme på, at der er en vis usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet
findes et svar på det, som hverken ham eller ”folk ude i virkeligheden” forstår. Ved brugen af udtrykket ”paraden af ministre”,
skaber han billeder af en enorm række af ministre, der virker ensartede. Ordet ”parade” giver også billeder af en form for
magtdemonstration. Koblingen mellem usikkerheden sat op overfor magtdemonstrationen gør, at regeringen kommer til at virke
inhabil til trods for dens størrelse.
Søvndal benytter sig af den konative funktion, når han vil have sine modtagere til at gøre noget.
”Lad dog socialrådgiveren bruge sin tid på, at hjælpe klienterne.” 80
Ordvalget ”Lad dog” viser den konative funktion, da han forsøger at få regeringen til at ændre antallet af administrative
opgaver. Han vil i stedet give socialrådgiveren mulighed for at fokusere på sine klienter frem for disse administrative opgaver.
Den konative funktion er mere subtil i Afslutningsdebatten, end den er i Bush-talen, men bliver stadig brugt flittigt.
”Vi må have et mål, som vi har en chance for at se gå i opfyldelse inden vi dør!” 81
Her kunne Søvndal ligeså godt have benyttet sig af modalverbet ”skal”, men vælger i stedet ”må”. Det medfører, at tilhøreren
føler sig forpligtet, frem for beordret til at sætte et sådant mål. ”Vi” bruges som førnævnt af Søvndal til at skabe en følelse af
sammenhold og fællesskab i det mål Søvndal mener, man bør stræbe efter.
80 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 3, linie 25
81 Ibid. s. 5, linie 19
43

I forhold til Bush-talen benytter Søvndal sig meget af den fatiske funktion i Afslutningsdebatten, hvilket illustreres ved hans brug
af retoriske spørgsmål. Eksempel herpå er det nedenstående:
”Jamen, er det ikke et løftebrud? Jo, det må man sige.” 82
Her stiller Søvndal et spørgsmål, som han ikke venter svar på, men derimod selv svarer på med det samme. Den fatiske funktion,
og især retoriske spørgsmål hjælper således med at fastholde eller fange tilhørernes opmærksomhed, eftersom man bliver
ansporet til selv at reflektere over spørgsmålet. Svaret på spørgsmålet bliver dog i dette tilfælde ekspliciteret af Søvndal,
hvilket gør, at tilhørerne ikke sidder længe og funderer over spørgsmålet, men får foræret svaret af Søvndal. Han svarer selv
på spørgsmålet for at sikre sig, at tilhørerne ikke kommer frem til et andet svar.
Den store forskel på sprogfunktionerne i Bush-talen og Afslutningsdebatten ligger i Søvndals brug af den fatiske funktion. Denne
funktion bliver, som nævnt, benyttet til at fastholde eller fange tilhørernes opmærksomhed, og hjælper derfor budskaberne på
vej. Funktionen bliver ikke benyttet i nogen nævneværdig grad i Bush-talen, og derfor kan man argumentere for, at en del af
Søvndals retoriske udvikling ligger i, at han er blevet bedre til at fastholde tilhørernes opmærksomhed ved hjælp af retoriske
spørgsmål.
Stilistisk analyse
Metaforer
I Bush-talen benytter Søvndal sig af et meget levende og farverigt billedsprog med talrige levende metaforer. Et eksempel på
dette findes i nedenstående citat, hvor Søvndal henvender sig direkte til både tilhørerne, og de betjente, der pga. Bushs besøg,
er kaldt på arbejde. Søvndal latterliggør omfanget af de kræfter, der bliver brugt på Bushs besøg:
”Så velkommen til jer alle - også til de betjente der er kaldt ind fra Tønder og Aalborg på deres feriedag, for at passe på sheriffen
82
44
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 4, linie 3

fra Texas.” 83
”Sheriffen fra Texas” understøtter Søvndals forsøg på at få Bush til at fremstå som farlig og magtfuld, da det giver billeder fra
diverse cowboyfilm.
Yderligere bliver der i ovenstående citat lagt en klar distance til Bush ved hjælp af betegnelsen ”Sheriffen fra Texas”. Udtrykket
”Sheriffen fra Texas” skaber nogle forskellige associationer hos tilhørerne. Ordet ”Sherif” skaber et billede af en person, som
har mulighed og magt til at skabe lov og orden, men opererer efter sit eget regelsæt, der tager udgangspunkt i udemokratisk
selvtægt. Omvendt giver ordet ”Texas” en association til et samfund, der eksisterer for sig selv og til begreber som cowboys,
dødsstraf og ranches. Sammenlagt skaber udtrykkene en metafor for det vilde vesten, hvor magten ligger hos sheriffen, og hvor
sheriffen laver reglerne. Dette pointeres også i linje to 84 , hvor Søvndal omtaler Bush, som værende Foghs ”store westernidol”.
Idet Søvndal betegner Bush som Foghs store idol, omfatter distancen til Bush også Fogh. Grundlaget for distancen er både
geografisk og mental, idet der på disse punkter er langt fra lille Danmark til det vilde vesten.
Idet betjentene er kaldt ind på deres fridage for at passe på sheriffen, latterliggør Søvndal også selve situationen, eftersom en
sherif burde kunne passe på sig selv.
De egentlige billeder, som tilhørerne sidder tilbage med, er at Bush vil tvinge verden til at følge hans regler som en Sherif,
og at Fogh ligger under for Bushs regler. Derudover får man et billede af Bush, der pga. sin manglende evne til at passe på
sig selv, diskvalificerer sig selv som sherif. Med det første billede kan der sættes en parallel til Irakkrigen, hvor Bush påtvang
Irak sin form for demokrati via udemokratiske magter, da han gik udenom NATO. I det vilde vesten skydes der først og
spørges senere, og der kan her igen sættes en parallel til Irakkrigen, hvor der først blev skudt, og senere blev konstateret, at
masseødelæggelsesvåbenene i Irak aldrig er blevet fundet.
”Vi vil ikke tie, når verden står i flammer og når verdens mest indflydelsesrige person kun bidrager med benzin og krudt – i stedet
for frisk vand og lægehjælp.” 85
83 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 1, linie 3-5
84 Ibid s. 1, linie 2
85 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark. s. 2, linie 19-20
45

I citatet benytter Søvndal sig af en metafor ”at hælde benzin og krudt på bålet”, der bevirker at tilhørerne sidder tilbage med
et billede af en verden i flammer. De fleste vil nok tage afstand fra billedet af en verden i flammer, da det virker så kraftfuldt
og skræmmende. Med ”Vi” får Søvndal tilhørerne til igen at identificere sig med sine synspunkter, og man sidder tilbage med
et billede af, at det er en nødvendighed, at ”vi” sammen redder verden med vand og lægehjælp. Han forsøger her at skabe
en stor kontrast mellem sin egen holdning til krig og Bushs holdning til krig. I stedet for at bidrage til en krig, burde man ifølge
Søvndal have fokus på, hvordan ”vi” kan redde andre med frisk vand og lægehjælp.
I modsætning til Bush-talen benytter Søvndal sig ikke af levende metaforer i nævneværdig grad i afslutningsdebatten. Dette
medfører, at talen bliver mere konkret, og derfor også mere objektiv. Hvis Søvndal havde benyttet levende metaforer, havde
talen haft en mere subjektiv karakter, og havde nok mistet noget af sin saglighed, ligesom Bush-talen er det.
”Otte og et halvt minut i timen. Eller knap en time om dagen. Så lidt tid bruger en kommunalt ansat socialrådgiver på børneområdet
på at tale med borgere - enten ansigt til ansigt eller i telefonen.” 86
Her kunne Søvndal let have gjort brug af en metafor og dermed gøre eksemplet mere farverigt, men han vælger i stedet at
holde sig til fakta. Dette kan medføre, at talen bliver mindre farverig, men tager man Søvndals målgruppe i betragtning, ville
farverige metaforer kun gøre budskabet utydeligt.
Figurer
Gentagelsesfigurer
Søvndal benytter sig ofte af gentagelsesfigurer i Bush-talen. Grunden hertil kan skyldes, at Søvndal vil pointere overfor sit
publikum, hvad hans hovedsynspunkter går ud på. Yderligere er det et forsøg på at fange og fastholde tilhørernes interesse for
emnet samt overbevise om, at netop Søvndals synspunkter er værd at dele. Gentagelserne gør det også lettere for publikum at
huske og forholde sig til det sagte.
En pleonasme er en gentagelsesfigur. Denne gentagelsesfigur er en måde, hvorpå Søvndal understreger sin pointe og forsøger
86
46
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 3, linie 18-19

at skærpe tilhørernes opmærksomhed:
”Igen og igen(…)” 87
Selvom denne form for gentagelse kan virke overflødig, men ved at gentage ordet ”igen”, får Søvndal understreget, at det er
en handling, der bliver gentaget ofte. Det forstærker altså hans argumentation, fordi han gang på gang hører det samme.
Yderligere benytter Søvndal sig i høj grad af anaforer. Et eksempel herpå er sætningen:
”Vi vil ikke tie(…)”, ”Vi vil ikke tie!” 88 ,
”Og det er ikke acceptabelt(…)”, ”Og det er ikke acceptabelt (…)” 89
Anaforerne i de ovenstående citater medfører tilhørernes indlevelse og identifikation. Tilhørerne bliver af den samme mening,
som Søvndal pointerer, og føler at de er en del af dem, som ikke vil tie, og ikke finder det acceptabelt. Han pisker en stemning
op, hvor tilhøreren næsten ikke kan være andet end enig med ham. Kigger man på det enkelte citat fungerer det fint, men
Søvndal bruger generelt så mange anaforer igennem talen, at det kommer til at minde om at råbe ”ulven kommer”. Da
anaforerne bliver gentaget så ofte, mister de den tiltænkte virkning. Den overdrevne effekt af anaforer virker ikke positiv på os
som læsere og analytikere af talen, men omvendt kan vi forestille os, at stemningen har været en anden, da Søvndal afholdte
talen. Én ting er jo at læse talen, en anden er at være en del af den stemning Søvndal skabte, da han afholdt talen i år 2005.
Selvom Søvndal benytter gentagelsesfigurer i et forsøg på at gøre talen mere fangende, kan det på nogle tilhørere få den
modsatte effekt, da det er så overdrevet. Grunden til at gentagelser er vigtige at nævne i denne tale er, at det formindsker
Søvndals troværdighed, fordi brugen heraf er så overdreven. Søvndal formår altså ikke at bruge gentagelser på en sådan
måde, at han virker mere overbevisende for tilhørerne, men med den rette stemning kan han sagtens slippe af selv med de
overdrevne virkemidler.
87 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 3, linie 5
88 Ibid. s. 2, linie 19 og 21
89 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 3, linie 9 og 11
47

Modsætningsfigurer – Bush-talen
Søvndal benytter sig af modsætningsfigurer for at skabe et billede af Bush som fjenden:
”I dag er det George W. Bush’s fødselsdag. Det er også Dalai Lamas. Så forskellig, så mangfoldig er verden.
Så lidt intellekt og så lidt medmenneskelighed samlet i Det Hvide Hus.
Så megen medmenneskelighed og så stor livsvisdom samlet hos en kutteklædt munk fra Tibet.” 90
I ovenstående citat kobler Søvndal først George Bush og Dalai Lama sammen ved at omtale deres fælles fødselsdag.
Ud fra denne kobling sammenligner Søvndal de to personer, og illustrerer deres forskelle. Institutionelt får Søvndal Det
Hvide Hus til at fremstå som en magtfuld institution, og den kutteklædte munk som ydmyg ved at sætte ”Det Hvide Hus”
op overfor ”en kutteklædt munk”. Ordene ”lidt intellekt” og ”lidt medmenneskelighed” i ”Det Hvide Hus”, giver derimod et
billede af en institution, der ikke formår at bruge sin magt konstruktivt. Dette er en direkte modsætning til ordene ”megen
medmenneskelighed” og ”stor livsvisdom”, som giver et billede af en person, som ikke har nogen formel magt, men som har
opbygget en vis autoritet ved at kæmpe for sin sag.
Ved at sammenligne Bush og Dalai Lama, formår Søvndal at få Bush til at fremstå som umenneskelig og uegnet til at bo i
”Det Hvide Hus” som et resultat af sin manglende intellekt og medmenneskelighed, og derved gør Søvndal Bush uegnet som
præsident af USA. Det virker ironisk på modtageren, at verdens vigtigste præsidentpost er besat af en uvidende og direkte
uegnet mand. Igennem denne modsætningsfigur lykkes det Søvndal at gøre Bushs handlinger til det modsatte af begreber som
”medmenneskelighed” og ”visdom”. Bush bliver altså gjort til fjenden ved hjælp af disse figurer.
Yderligere udspecificerer Søvndal fjendebilledet i citatet:
”Det er dig, George Bush. Og med dig Rumsfeld og Cheney og Wolfowitz og den alenlange række af krigsgale, kristne fundamentalister.” 91
Fjenden er altså krigsgale kristne fundamentalister og Bush-administrationen herunder vicepræsidenten, forsvarsministeren og
90 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark. s. 2, linie 15-18
91
48
Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linie 39-40

viceforsvarsministeren, som førnævnt var hovedarkitekter af Irakkrigen. Irakkrigen er et bindeled mellem Fogh og Bush. Igennem
dette emne forsøger Søvndal at placere Fogh i ”fjendens lejr”, og på den måde gøres Fogh til medskyldig.
Søvndal benytter sig af latterliggørelse af sine modstandere som et retorisk værktøj til at skabe distance mellem vælgerne
og objekterne for sin latterliggørelse. Han gør det dog på forskellige niveauer i de to taler. De primære motiver for at
benytte latterliggørelse er dels at bagatellisere ”fjenden” og dels at få Søvndals personlighed til at skinne igennem. Igennem
talerne får man et indtryk af, at han forsøger at virke mere sympatisk og jordnær bl.a. via ironien, som kommer til udtryk
igennem latterliggørelserne. I Bush-talen virker latterliggørelsen næsten som hovedtema, mens den i Afslutningsdebatten er
mere subtil. Selvom den i begge taler er tilstede, har latterliggørelsen forskellige underfunktioner i talerne. I Bush-talen, hvor
latterliggørelsen virker dominerende, overskygger den til tider talens egentlige budskab. Det, at latterliggørelsen er langt mere
subtil i afslutningsdebatten, har til gengæld en bedre ’effekt. Effekten giver nemlig mere sproglig variation og i stedet for at
talen udelukkende består af tørre politiske argumenter, så hjælper det i stedet budskabet på vej.
Dramatiske Figurer
En stor del af Søvndals fokus i talerne bygger på ironi og en vis latterliggørelse. Denne ironi er en dramatisk figur. Et eksempel
på ironien ses i de to følgende citater, hvor Fogh bliver fremstillet som værende Bushs marionetdukke:
”Han har fået besøg af sit store western-idol, George W. Bush.” 92
”(...) Og det er ikke acceptabelt, at Danmarks statsminister leger Bush-wannabe, og dermed gør Danmark til en del af den
slyngelpolitik(…)” 93
De to citater er gennemsyrede af ironi, og dette er en måde, hvorpå Søvndal maler et billede af Fogh som værende Bushs
marionetdukke, der er ude af stand til at være selvstændigt tænkende. Ordvalget ”Bush-wannabe” bevirker, at Fogh bliver
latterliggjort, og han fremstår her som en undersåt til Bush og resten af den amerikanske regering. Latterliggørelsen bliver
yderligere understøttet af fremstillingen af Bush som værende Foghs store ”western-idol”. Søvndal anvender en metafor for at
92 Ibid, s. 1, linie 2
93 Ibid. s. 3, linie 11-12
49

latterliggøre Fogh, som sin modstander fra det vilde vesten. Han bruger dette kneb, da det skaber en klar distance mellem Fogh
og modtagerne, da Fogh bliver latterliggjort vha. et billede, som publikum forestiller sig via metaforen. 94
”Jeg er sikker på, at Anders Fogh Rasmussen på skatteydernes regning får diverteret Bush med gaver og saltkringler på
fødselsdagen.” 95
I citatet henvender Søvndal sig igen direkte til tilhørerne, da han hævder, at gaverne bliver givet på skatteydernes regning. Da
Fogh går ind for skattelettelser, virker det komisk og ironisk, at skatteydernes penge skal gå til Bushs gaver – Søvndal forsøger
altså her at vende tilhørerne mod Fogh via dramatiske figurer og konative sproghandlinger. Yderligere gør den intertekstuelle
reference til, at Bush tidligere var ved at blive kvalt i en saltkringle, det ironisk at Søvndal netop nævner ordet saltkringler i
forbindelse med Bushs fødselsdag.
Søvndal citerer en indisk-amerikansk forfatter, som stiller et retorisk spørgsmål med sætningen:
”Betyder det at jeg ikke kan lide jazz? Eller Bob Dylan? Eller kalkun på Thanksgiving-day?” 96
Det retoriske spørgsmål tager fat i nogle eksempler på almen amerikansk kultur, som denne forfatter ville betegne som typisk
amerikanske. Derfor er det et forsøg på at skabe en reel definition af ”anti-amerikanisme”. Et forsøg, der fejler, da de færreste
nok kan være direkte imod f.eks. kalkun til Thanksgiving. Eftersom Søvndal ikke har navngivet den indisk-amerikanske forfatter,
giver det tilhørerne en følelse af, at det er et generelt spørgsmål, der kunne være blevet stillet af enhver, der undrer sig over
betydningen af begrebet ”anti-amerikanisme”.
Ved hjælp af det følgende eksempel konkluderer Søvndal på ordet anti-amerikanisme:
”Der er ikke noget svar. For stemplet om anti-amerikanisme er intet andet end et patetisk forsøg på at lukke munden på enhver kritisk
røst.” 97
94 Nielsen, Mie femø. 2004, Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis. Forlaget Samfundslitteratur, s. 49 - 55
95 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linie 30-31
96 Ibid, s. 2, linie 14
97
50
Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linje 16-17

I citatet konkluderer Søvndal, at anti-amerikanisme nærmere er et forsøg på at dække over udemokratiske metoder, eftersom
anti-amerikanisme ifølge Søvndal er et ”patetisk forsøg på at lukke munden på enhver kritisk røst”. I et demokratisk samfund
er der netop plads til kritisk diskussion og uenighed, som man har mulighed for at løse via samtale, men det er ikke altid
at uenighed bliver løst. For et demokratisk samfund er det vigtigt, at man har sin egen mening, da det er det, som driver
demokratiet. Men Søvndal forsøger med formuleringen ”et patetisk forsøg på at lukke munden på enhver kritisk røst” at trække
en parallel til ikke-demokratiske styreformer, hvor der ikke er ytringsfrihed.
Anti-amerikanisme er et underliggende tema gennem hele talen. Med diskussionen af dette emne tydeliggør Søvndal, hvor
få der egentligt står inde for den amerikanske regerings politik. I og med han fjerner grundlaget for anklagerne om antiamerikanisme,
retfærdiggør Søvndal sin egen kritik af Bush og administrationen, idet han understreger, at det ikke er et udtryk
for en generel modvilje mod amerikanisme, hans kritik beror på.
Efter kritikken af ordet anti-amerikanisme uddyber Søvndal, hvad der grundlæggende er galt med Bushs Amerika. Ifølge
Søvndal er verden i flammer som et resultat af Bushs politiske kurs, og derfor skal Bush bekæmpes.
Gentagelsesfigurer – afslutningsdebatten
Søvndal benytter forskellige retoriske figurer i afslutningsdebatten. Nedenstående er et eksempel på en anafor:
”Det har skabt papirbunker. Det har skabt bureaukrati. Det har skabt spild-af-tid. Men det har ikke skabt mere velfærd.”
Ved brug af anaforer bekræfter og understreger Søvndal sine hovedsynspunkter, hvilket i dette tilfælde er, at regeringen
ikke har fået udnyttet de ressourcer, som de har. Anaforer skærper modtagerens opmærksomhed for emnet samt overbeviser
om, at Søvndal kan give modtagerne ny ’insider’-viden. I det sidste afsnit med overskriften ’Ny regering’, benytter han samme
indledning, som til mange andre afsnit: ”Ny regering vil…”. Dette gør han for at understrege, at der findes et alternativ til
den siddende regering, og han forsøger herved som førnævnt, at fremlægge partiets synspunkter samt fange eller fastholde
modtagernes opmærksomhed. Endvidere virker den gentagne brug af ’ny regering’ bekræftende og stærkere end hvis ’ny
regering’ kun optrådte en enkelt gang.
51

Yderligere gør Søvndal også brug af en epanastrofe, hvilket skaber kontinuitet. 98:
”På trods af alle de gener, som strejken giver, så tror jeg alligevel, at jeg taler på de fleste almindelige danskeres vegne, når jeg
siger de strejkende TAK. Tak fordi I tager kampen – ikke alene for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold i nogle fag…”
Den effekt det gentagede ”Tak” får er at binde sætningerne sammen, det virker forstærkende, samt Søvndal formår at henlede
opmærksomheden på, at han siger tak i flere forskellige sammenhæng. Det virker troværdigt og ærligt. Tilhørerne har grund til
at tro på, at han mener sin tak. Det kan virke som en underlig situation at sige tak i, men i dette tilfælde virker det forstærkende
for Søvndals sag, eftersom det giver et billede af, at det også er Søvndals kamp, de strejkende tager op. Det kan virke
bekræftende for de strejkende, eftersom mange offentlige ansatte på daværende tidspunkt følte sig fortvivlede og svigtede af
politikerne.
Dramatiske figurer – afslutningsdebatten
Retoriske spørgsmål er både en del af den fatiske sprogfunktion og dramatiske figurer, som hører til under gentagelsesfigurer.
Et eksempel herpå er:
”Jamen, er det ikke et løftebrud? Jo, det må man sige.” 99
Retoriske spørgsmål skærper som tidligere nævnt modtagerens opmærksomhed og giver tilhørerne forventninger om, hvad
de kan forvente at få svar på i de kommende afsnit. Det virker ironisk, at Søvndal vælger at opstille det retoriske spørgsmål
som i ovenstående citat, da han ved hjælp af svaret ”Jo, det må man sige” skaber et billede af, at svaret ikke kan blive mere
indlysende. Han bruger her det retoriske spørgsmål som i ovenstående citat, da han ved hjælp af det førnævnte svar skaber
et billede af, at svaret ikke kan blive mere indlysende. Han benytter det retoriske spørgsmål til at understrege regeringens
løftebrud. Et andet eksempel på Søvndals brug af ironi i afslutningsdebatten er:
98 Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal, s. 178
99
52
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 4, linie 3

”Det var ikke pænt gjort, sådan at lave grin med sin gamle ven på den måde” 100
I citatet er Søvndal tydeligt ironisk, eftersom han kalder Bush for Foghs gamle ven. Han sætter deres politiske alliance i tæt
relation med et venskab, hvor der gælder bestemte regler, eftersom man f.eks. ikke gør grin med hinanden. Søvndal mener
at det, at Fogh kalder Bush for miljøforkæmper er det samme som at gøre grin med Bush. Søvndal latterligør altså Foghs
betegnelse af Bush som miljøforkæmper.
Konnotationer – Bush-talen
Konnotationer er meget vigtige i Bush-talen, da Søvndal benytter sig af mange udtryk, der får bestemte medbetydninger i
tilhørernes opfattelse af ordene.
”(…)dét Amerika som ikke vil et nationalistisk, nykonservativt og dogmatisk-kristent USA, men som vil friheden, ligeværdigheden,
freden og fornuften.” 101
Gennem det formelle ordvalg: ”nykonservativt”, ”nationalistisk” og ”dogmatisk-kristent” forsøger Søvndal at fremmedgøre
den del af USA, som Bush repræsenterer. Ordene får en negativ konnotativ betydning ved at blive sat op overfor de andre
mere positive ord. Ordet ”nationalistisk” giver associationer til den tyske nationalsocialisme, da nationalisme er et kernebegreb
i nazismen. Begrebet ”nykonservativt” er ikke et negativt ord i sig selv, men da det bliver sat sammen med ”nationalistisk”
og ”dogmatisk-kristent” og bliver sat som modsætning til ”friheden”, ”ligeværdigheden”, ”freden” og ”fornuften” bliver det
opfattet negativt af tilskuerne. Ordet ”dogmatisk-kristent” giver associationer til et tilbagestående samfund, hvor de kristne
værdier overskygger udvikling, videnskab og fornuft. Søvndal vælger dette ordvalg, fordi det hos tilhørerne skaber en distance
til Bush og hans Amerika. I modsætning til dette, har ordene: ”friheden”, ”ligeværdigheden”, ”freden” og ”fornuften” en
positiv konnotativ betydning. Dette har til formål at skabe en ”os mod dem”-følelse. For Søvndal er ”os” demokrater, borgere,
verdensborgere og stærke individer, hvilket udledes af sætningen:
”(…)så er vi her som demokrater. Vi er her som borgere. Som verdensborgere. (…)så er vi her som individer, der hver især er
100 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 4, linie 40
101 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linie 4-5
53

optaget af en bedre og mere retfærdig verden.” 102
Igen har disse ord en positiv konnotativ betydning hos tilhørerne, og dette skaber identifikation med Søvndal og hans
synspunkter, og skaber distance fra ”dem”, ved hjælp af de ovenfornævnte negative konnotationer.
Konnotationer - afslutningsdebatten
Hvor Søvndal i Bush-talen er bevidst om ordenes konnotative betydninger, er det de færreste ord, der virker som om, de er
skrevet med henblik på at skulle have en medbetydning i afslutningsdebatten. Dette medvirker, at talen bliver mere konkret.
Følgende er dog et eksempel på en sætning indeholdende ord med konnotationer:
”Asylbørnene og deres familier skulle hjælpes ud af flygtningecentrerne, og der skulle laves et bredt forlig om børnene på
asylcentrerne.” 103
Ovenstående citat indeholder en negativ, konnotativ betydning i ordene ”Asylbørn” og ”flygtningecentrene”. Disse ord har
netop en negativ betydning, da ”asyl” og ”flygtning” leder tankerne hen på krig og hungersnød. Dog påvirker den negative,
konnotative betydning ikke Søvndals tilgang til emnet, men understreger hans pointe. Det er således ikke nødvendigt for Søvndal
at udpensle konnotationen, og tilhørerne kan i stedet nemmere danne sig et overblik over Søvndals pointer.
Leksikalske kæder – Bush talen
Brug af overdrevne virkemidler er typisk for politiske taler, og det er en måde, hvorpå politikere forsøger at eksplicitere deres
pointer. Søvndal benytter meget af overdrevne virkemidler i Bushtalen bl.a. ved hjælp af leksikalske kæder og de førnævnte
anaforer. Den første leksikalske kæde kredser omkring anti-amerikanisme, og han benytter denne kæde til at definere, hvad det
egentligt vil sige at være anti-amerikansk.
”Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg kan bare ikke lide præsident Bush.
Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg bryder mig bare ikke om den forbandede krig i Irak.
102 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 3, linie 37-39
103
54
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 1, linie 15-16

Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg insisterer bare på min demokratiske ret til at ytre mig mod George Bushs vanvid” 104
Ovenstående citat består af anaforer og leksikalske kæder i overdreven brug: ”Jeg er ikke anti-amerikansk”. Ordet antiamerikansk
forbindes i ovenstående citat umiddelbart med kritiske udtalelser om den siddende amerikanske regering, krigen i
Irak og mod Bush som person. Denne definition konfronterer Søvndal ved hjælp af den leksikalske kæde, hvor han understøtter
sin påstand, om at han ikke er anti-amerikansk.
Et andet eksempel på en leksikalsk kæde ses i beskrivelsen af de mange amerikanere, der ifølge Søvndal ikke går ind for Bushs
regering:
”(…) Også amerikanerne”, ”(…) de millioner af amerikanere”, ”(…)de millioner af amerikanere”, ”(…) 59 % af amerikanerne”,
”(…) alle de amerikanere”, ”For der er et andet Amerika”, ”Der er et andet Amerika”, ”Der er det andet Amerika, dét
Amerika(…)”, ”Dét Amerika, som er Bush’s anti-tese.” 105
Ordene ”amerikanerne” og ”Amerika” danner en leksikalsk kæde. Via denne leksikalske kæde formår Søvndal at sætte Bushs
anti-tese op overfor det andet, rigtige Amerika.
Der er mange andre eksempler på leksikalske kæder i talen, og de bliver brugt i overdreven grad af Søvndal. Leksikalske
kæder bliver oftest brugt til at skabe og fastholde opmærksomhed omkring et emne. Da Søvndal er så ekstrem i sin brug af
leksikalske kæder, er der dog tale om overleksikalisering. Dette bevirker, at man som tilhører får en følelse af, at Søvndal mister
en del af sin troværdighed, da overdrivelsen i dette tilfælde ikke skaber forståelse, men tværtimod er med til at skabe distance
til tilhørerne.
104 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 1, linie 9-12
105 Ibid. s. 2 linie 6
55

Leksikalske kæder - Afslutningsdebatten
I slutningen af afslutningsdebatten er der en klar leksikalsk kæde, da Søvndal starter de sidste fem sætninger med ordene ”En
ny regering vil (...)”.
”En ny regering vil (…). En ny regering vil (…). En ny regering vil (…). En ny regering vil (…). En ny regering vil(...)” 106
Ovenstående citat er et eksempel på den leksikalske kæde, og er et forsøg på at få indprentet et budskab hos tilhørerne. I
dette tilfælde er det talens hovedbudskab, at regeringen skal udskiftes og en ny træde til. Ved netop at slutte talen af med
denne leksikalske kæde, får Søvndal klargjort sit budskab, og samtidig medfører kæden, at de tilhørende vil kunne huske dette
budskab.
De leksikalske kæder bliver i modsætning til Bush-talen holdt på et niveau, der gør, at de fremstår næsten usynlige, og derfor
får deres tiltænkte effekt. Da man ikke lægger mærke til dem, fjerner de ikke argumenternes troværdighed, og derved virker
Søvndal mere overbevisende.
”(…) forvalter sin magt så umanerligt farligt og så uendeligt dumt, at han udgør en selvstændig trussel mod fred, fremskridt,
sundhed og bæredygtighed over hele kloden.”
Den leksikalske kæde fra Bush-talen består i ovenstående citat af ordene: ”Fred”, ”fremskridt”, ”sundhed” og ”bæredygtighed”,
og gennem dette ordvalg vækker Søvndal følelser hos tilhørerne. Ordene ”umanerligt farlige”, ”uendeligt dumt” og ”trussel
mod fred” er en direkte modsætning til de positive ord, nemlig ”fred”, ”fremskridt”, ”sundhed” og ”bæredygtighed”. Tilhørerne
efterlades altså med en følelse af deres værdier er under angreb – ergo er dette værd at kæmpe for.
106
56
Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 7 linie 9-26

Sproghandlinger i Bush-talen
Gennem talen består sproghandlingerne primært af konstativer og direktiver. I talen bliver der brugt mange konstativer, som
tager udgangspunkt i virkeligheden:
”Det er ikke i vores navn!” 107
Dette citat er et eksempel på konstativerne i Bush-talen. Her fremlægger Søvndal med en påstand, som han ikke argumenterer
for. Påstanden ligger i ordet ”vores”, da han på denne måde taler på alles vegne, selvom han egentlig ikke har bevis for at alle
er enige med ham. Dog formoder vi, at tilhørerne er tilbøjelige til at være/blive enig med ham, da han siger ”vores”. Dette er
nemlig med til at skabe en fællesskabsfølelse mellem ham og tilhørerne.
Samtidig med de mange konstativer bruger Søvndal også direktiver. Dette ses bl.a. i sætningerne med de leksikalske kæder:
”Lad os…” 108 Her benytter Søvndal sig af imperativer for at opfordre tilhørerne og ham selv til at stå sammen og tænke på de
amerikanere, der også er imod Bush. Han sætter sig her på niveau med tilhørerne, og han skaber et klart billede af, at man skal
stå sammen og i fællesskab kæmpe for denne holdning.
Sproghandlinger i Afslutningsdebatten
I Afslutningsdebatten benytter Søvndal sig i lighed med Bush-talen primært af konstativer, men i modsætning til Bush-talen
bruger han flere kommisiver. Der er også enkelte forekomster af ekspressiver, men ingen direktiver.
”I ugerne op til folketingsvalget strøede regeringen og dens støtteparti om sig med løfter til befolkningen.” 109
Ovenstående citat er et referat af hændelserne omkring folketingsvalget. Det er en påstand, som der ikke er belæg for, men
alligevel er det svært at være uenig i, da den forholder sig til virkeligheden, eftersom det er et faktum at regeringen gav
107 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark s. 3, linie 41
108 Ibid, s. 1, linie 18-24
109 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 1 linie 3-4
57

mange løfter efter valget.
Kommisiverne bruger Søvndal også, da han forpligter sig på, at SF vil indføre en række ændringer, hvis de bliver valgt ind i en
regering. Et eksempel på dette er, da han lover, at SF vil sænke CO2 forbruget med 50 procent inden 2025. Han fremkommer
dermed selv med valgløfter. Ved hjælp af disse kommisiver hjælper han også sine deklarationer på vej, og sørger for at disse
kommer til at virke troværdige. Denne troværdighed bliver så igen hjulpet på vej af, at han taler til sine vælgere i øjenhøjde,
han takker f.eks. de offentlig ansatte, der strejkede for bedre løn. Ved at benytte sig af ordet tak, bruger Søvndal den
ekspressive sproghandling for at vise sin taknemmelighed.
”Jeg håber, at regeringen og paraden af ministre hernede kan svare på det. For folk ude i virkeligheden forstår det ikke, og for at
være helt ærlig, så gør jeg faktisk heller ikke.” 110
Ovenstående citat mindsker afstanden mellem Søvndal som partiformand, og den ”almindelige” vælger. Han får sig selv til at
fremstå mere menneskelig, og selvom han er partiformand, har han stadig en personlig mening.
Den eneste sproghandling, som Søvndal ikke benytter sig af på noget tidspunkt i talen, er direktiver. Han fortæller ikke, hvad
vælgerne skal gøre, men fremlægger blot sine synspunkter, og lader tilhøreren træffe sine egne beslutninger. Dette virker som
et klogt valg, da han på den måde undgår f.eks. at sige ”stem på SF”, men i stedet får det til at virke som vælgerens eget valg.
Ved at undlade at bruge direktiver i Afslutningsdebatten, gør Søvndal sine argumenter mere acceptable for tilhøreren. I Bushtalen
kommer de mange direktiver let til at virke overdrevne, og det virker som om, Søvndal vil tvinge tilhøreren til at være enig
med ham. Da direktiverne ikke eksisterer i Afslutningsdebatten, virker det mere, som om at det er tilhørerens eget valg, hvorvidt
man vil være enig med ham eller ej.
110 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering, s. 2, linie 10-11
58

Argumentationsanalyse - Bush-talen
Generelt i Bush-talen fremfører Søvndal mange argumenter, og en stor del af disse er ikke understøttet med belæg. Når
påstande ikke underbygges, virker de nemt utroværdige, hvilket kan skabe irritation hos tilhøreren. Eftersom der ikke er nogen
til at afbryde og modsige taleren, er det nemmere at slippe af sted med argumentation uden belæg.
Følgende er et eksempel på en påstand, som Søvndal fremfører uden belæg:
Påstand: ”Ret skal være ret: Det er ikke alt sammen George Bush’s skyld. Langt fra.” 111
Der mangler et belæg for hvem, der i stedet for Bush kan bebrejdes, og hvad der ligger til grund for, at det ikke alt sammen
er Bushs skyld. Et belæg for denne påstand kunne være, at det også er hele den liberalistiske verden med den amerikanske
regering og Foghs skyld. Påstanden uden belæg bevirker, at tilhøreren mangler forståelse for baggrunden for dette synspunkt.
Det er en måde, hvorpå Søvndal undgår at skabe et for bredt fjendebillede og dermed inddrage og ramme for mange
potentielle vælgere. Et eksempel på Søvndals påstand med belæg, kan dog være følgende:
Påstand: ”De fattige bliver fattigere. De desperate mere desperate. Og dem, der er fyldt med afmagt, griber til magt(…)”. 112
Belæg: ”De stigende rigdomme, den langt større velstand, den enorme produktivitet har ikke fjernet skellene og modsætningerne i
verden.” 113
Belægget i ovenstående tilfælde er indirekte en kritik af liberalismen. Søvndal mangler i sit belæg at vise dokumentation for
det sagte. Der er dog ikke nogen direkte forbindelse mellem påstand og belæg, da det er en holdning og ikke en dokumenteret
grund, at liberalisme fører til desperation, fattigdom og afmagt.
En påstand med et troværdigt belæg er:
”Jeg står her med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner, som USA forsømmer at tilslutte sig eller implementere” 114 .
Påstanden er i denne sætning, at USA forsømmer at tilslutte sig eller implementere sig i aftaler og konventioner. Belægget for dette
111 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 3, linie 32
112 Ibid. s. 3, linie 27-29
113 Ibid. s. 3, linie 24-26
114 Ibid. s. 2, linie 46-47
59

er, at Søvndal ”står med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner”, som USA forsømmer. Her er det som ovenfornævnt
klart for tilhøreren, hvad Søvndal bygger sin påstand på, eftersom han går ud fra konkrete aftaler og konventioner. Det skaber
en troværdighed hos Søvndals argumentation. For yderligere at skabe troværdighed benytter Søvndal sig af rygdækning. Et
eksempel herpå er sætningen:
”(…)59% af amerikanerne, som i en nylig Gallup ønsker deres tropper hjem fra Irak.” 115
Her bruger Søvndal en Gallup-undersøgelse for at skabe mere troværdighed i sin påstand. Det virker meget positivt på tilhøreren,
at Søvndal kan nævne en Gallup-undersøgelse, da det dermed er den almene dansker, som har udtalt sig i en stor undersøgelse.
Yderligere gør Søvndal brug af styrkemarkører for at styrke sin sag, og et eksempel herpå er brugen af ordet ”bare” i følgende
sætning:
”Jeg kan bare ikke lide præsident Bush”, ”Jeg bryder mig bare ikke om den forbandede krig i Irak”, ”Jeg insisterer bare på min
demokratiske ret til at ytrer mig mod George Bush’s vandvid” 116
Således benyttes ”bare” til at forsimple Søvndals holdninger, så det virker logisk på tilhørerne. Trykket ligger i sætningerne på
ordet ”bare”, og det bevirker, at tilhørerne ser påstandene som noget
simpelt, logisk og selvfølgeligt. Styrkemarkøren ”bare” er altså her et forsøg på at forstærke tonen i argumenterne, og derfor
er det en stærk modalitet. Han vil forstærke sin mening om præsident Bush, krigen i Irak og ”Bush’s vandvid”.
I denne tale er argumentation vigtigt, da det er via argumentationen, at Søvndal forsøger at overbevise sine tilhørere. Derfor er
det undrende, at han har så svage belæg for sine påstande, men omvendt er dette typisk for den slags talegenre Bush-talen er.
Dog kan de manglende belæg skyldes, at det ikke er nødvendigt med en stærk argumentation, når mange tilhørere er blevet
grebet af stemningen, Søvndal skaber, når de står og hører talen. Dette vil vi senere uddybe i diskussionsafsnittet.
115 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 1, linie 22-23
116
60
Ibid. s. 1, linie 9-11

Argumentationsanalyse - afslutningsdebatten
Søvndals påstand er i afslutningsdebatten, at regeringen har brudt sine valgløfter, og derfor skal skiftes ud. Det markerer han
flere gange implicit gennem talen, men eksplicit siger han til sidst:
”Hvis Danmark skal tilbage på sporet – uanset om det handler om velfærden, miljøet eller udenrigspolitikken – så skal vi have en ny
regering.” 117
Her bliver Søvndals påstand især udpeget ved brug af konjunktionen ”så”, og det er denne pointe, han vil have de
tilstedeværendes tilslutning til. Belægget i talen er Søvndals mange argumenter for, hvordan han mener, at regeringen har
brudt sine løfter. Dette ses især i afsnittet omkring kommuneøkonomi og kommunal service, hvor han bruger meget energi på at
udpege, hvor regeringen har fejlet. Eksempelvis hævder han følgende:
”Det lå regeringen meget på sinde – sagde man. Det viste sig bare, at det ikke var nye penge. Det var bare det, der skulle til for at
de alt for lave investeringer kunne holde trit med den almindelige økonomiske vækst. Men selv dette meget lavet ambitionsniveau, vil
regeringen ikke leve op til.”. 118
I det ovenstående citat er argumentet, at regeringen ikke vil opfylde deres valgløfter.
Påstanden er at ”selv dette meget lave ambitionsniveau, vil regeringen ikke leve op til.”
Belæg ligger i sætningen ”Det viste sig bare, at det ikke var nye penge.” Pengene til valgløftet er ikke en investering blot
vedligeholdelse.
Ovenstående citat er et klart eksempel fra Søvndals side, om hvad regeringen har lovet, men ikke har levet op til. Dette
argument er et blandt mange, der understreger Søvndals hovedpointe, nemlig at regeringen har brudt sine valgløfter.
Et punkt i talen, som virker til at fungere som hjemmel for argumenterne er citatet fra venstrepolitikeren Erik Fabin. Dette
argument synes at være nådestødet fra Søvndal, da han påpeger, at selv nogle af Venstres egne folk er enige med ham i, at
regeringen ikke har gjort et godt nok stykke arbejde. Argumentet bliver som førnævnt kun stærkere af, at det ikke er en hvilken
som helst venstrepolitiker, der er enig med ham men formanden for Kommunernes Landsforening. På denne måde viser han, at
117 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering, s 7, linie 3-4
118 Ibid, s. 4, linie 21-27
61

det ikke kun er oppositionen men også medlemmer af regeringspartierne, der er utilfredse.
Ser man på styrkemarkørerne i Søvndals argumenter er der, med undtagelse af ovennævnte citat fra Erik Fabin, en generel
svaghed i argumenterne. Mange sætninger indeholder ”jeg tror...” i en eller anden form, og dette kan være udtryk for
usikkerhed i argumenterne. Til gengæld giver det også en vis troværdighed, da Søvndal ikke bare læner sig op af en statistik.
Det kommer tværtimod til at virke, som om det er noget, han har tænkt længe over, og det virker derfor mere troværdigt, end
hvis han havde refereret fra en tilfældig undersøgelse. Det er en del af Søvndals retorik, at han ofte gendriver sine argumenter
på denne måde. Et godt eksempel på dette er sætningen:
”Jeg tror, at mange danskere undrer sig over, hvordan det kan være, at vi den ene dag kan købe hele verden(...)” 119
Han forsøger i citatet igen at være talerør mellem den danske befolkning og politikerne ved at udtale det, som han tror
befolkningen undrer sig over.
Hvor Søvndal i Bush-talen fremfører mange argumenter til forskellige emner, er argumenterne i afslutningsdebatten en masse
belæg for én påstand, nemlig at regeringen ikke har overholdt sine løfter. Dette medfører at Bush-talen virker rodet i sin
opbygning, hvor afslutningsdebatten derimod virker meget stringent og velovervejet.
119
62
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 1, linie 33-34

Appelformer i Bush-talen
Søvndal benytter sig hovedsageligt af appelformen patos i Bush-talen.
”Men jeg føler en dyb forpligtelse til at bekæmpe George W. Bush, Donald Rumsfeld, Dick Cheney og Paul Wolfowitz og dét de
gør ved den verden mine og jeres børn skal vokse op i.” 120
Appelformen patos kommer til udtryk i ovenstående citat, med ordene ”bekæmpe” og ”mine og jeres børn”. Ordet ”bekæmpe”
vækker følelser hos tilhørerne, netop fordi det er så stærkt. Det giver et billede af at Søvndal, ene mand vil gøre op med Bush.
Ydermere indeholder ordet en stærk vilje og kompromisløshed, og kompromisløsheden er meget kendetegnende for det forhold,
Søvndal har til Bush. Formuleringen ”den verden mine og jeres børn(...)” vækker tilhørernes følelser, da det er børnenes verden,
der bliver omtalt. Børnenes verden kommer således til at virke uskyldig og forsvarsløs overfor Bushs administration. Ved at sige
”mine og jeres” gør Søvndal det til hele verdens børn. Det er således hele verdens fremtid, der er på spil, og det appellerer til
alle forældre- og beskyttelsesfølelser overfor børn.
Det er også muligt at finde eksempler på appelformen logos i talen, et eksempel herpå er:
”(…)som i en nylig Gallup ønsker deres tropper hjem fra Irak.” 121 ,
”Jeg står her med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner,” (…) 122
Brugen af logos i ovenstående citater bevirker, at Søvndal virker meget sikker i sin sag, da det skaber en høj grad af
troværdighed at benytte empiriske undersøgelser. Dog er brugen af logos ikke særlig gennemtrængende i talen, da Søvndal
primært har valgt at henvende sig til tilhørernes følelser.
120 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 1, linie 14-16
121 Ibid. s. 1, linie 22-23
122 Ibid. s. 2, linie 46
63

Appelformer i Afslutningsdebatten
Appelformen logos bruges ofte i afslutningsdebatten af Søvndal, fordi han ønsker at appellere til tilhørernes fornuft ved hjælp
af inddragelse af formanden for Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin:
”Jeg kan konstatere, at det ikke er det, regeringen har lagt op til med sin økonomiske redegørelse. Hvis ikke regeringen finder pengene
i økonomiforhandlingerne med kommunerne, er det et klart løftebrud i forhold det, den lovede før, under og efter valget.” 123
Her er budskabet i centrum, hvilket kan relateres til overskriften: ”De brudte løfters regering”. Herefter pointerer Søvndal, at SF
har en masse forbedringsforslag, hvortil de ved, hvorfra de kan få pengene. Ikke nok med at det appellerer til modtagerens
fornuft, ønsker Søvndal yderligere at opnå modtagerens tillid og troværdighed, hvilket indgår under appelformen etos.
Inddragelsen af Venstremanden Erik Fabrin påpeger således, at SF ikke er det/de eneste, der er skeptisk overfor regeringens
metoder, dermed har Søvndal ret i nogle af sine udtalelser omkring oppositionen. Som før påpeget ønsker afsenderen ved
hjælp af appelformen etos at tilegne sig modtagerens tillid. I følgende citat er der fokus på afsenderen:
”Et af svarerne fra SF er, at vi skal have løftet kvindefagene op på mandeløn. Derfor vil vi have en ligelønskommission med penge –
vi har også fundet pengene til det.” 124
Søvndal ønsker at fremstå troværdig ved at komme med gode argumenter, såsom: At ”vi” har fundet pengene til det samt, at
de ikke vil gøre forskel på kvinder og mænd. Han forsøger her, at fremstå som en troværdig politiker, hvorimod han i Bushtalen
ikke benytter sig af etos i en bemærkelsesværdig grad. Dette kan skyldes, at Søvndal føler, at han har troværdighed nok
omkring sin egen person i forhold til de emner han berører i Bush-talen, da det er mange holdningssager, han argumenterer for
i Bush-talen. En stor del af hans tilhørere er nok enige med ham på forhånd i Bush-talen, og har derfor en stor tillid til Søvndal
som person. Dette vil vi uddybe i diskussionsafsnittet.
Udover etos og logos benytter Søvndal sig også af appelformen patos i afslutningsdebatten:
123 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering, s. 5, linie 1-3
124 Ibid, s. 2, linie 22-23
64

”Prøv blot at forestille Jer de unge, der om kort tid skal vælge uddannelse. Hvis de vælger at uddanne sig til at passe vores børn
eller pleje vores syge og gamle, skal de regne med en væsentligt lavere løn end hvis de uddanner sig til at passe på vores penge
eller lave vores IT-programmer.” 125
I ovenstående citat er det netop appelformen patos, der bliver benyttet. Ved at sige ”Prøv at forestille jer”, forsøger Søvndal
at skabe et billede hos tilhørerne. Ved at sætte ”passe vores børn” og ”pleje vores syge og gamle” op overfor ”penge” og ”ITprogrammer”,
vækker det følelser hos tilhørerne. Følelserne bliver netop vækket, fordi de svage i samfundet ”syge og gamle”
skaber medlidenhed og empati hos modtageren, hvorimod ”penge” og ”IT-programmer” i sammenligning kommer til at virke
materialistisk og kynisk.
Til forskel fra de andre appelformer er modtageren i centrum i patosappelformen. I citatet bruges et eksempel, som alle
tilhørerne kan relatere til. Der bliver spillet på modtagerens følelser, da mange mennesker værner om fremtidens fælles
velfærd, som ingen danskere vil miste. Men som Søvndal stiller det op, kan danskernes velfærdsamfund forringes pga.
manglende arbejdskraft, og det er netop denne frygt for en forringet velfærd, Søvndal appellerer til. Endvidere formår
Søvndal ved hjælp af ”Prøv blot at forestille Jer” at samle tilhørerne til en enhed. Alle kommer til at tænke på den givne
situation, og den fremstilles ikke just rar, hvilket vækker tilhørerens følelser.
Vekslingen mellem de tre appelformer gør talen appetitlig og fængende. Hvis talen kun var præget af én appelform, ville
teksten virke tør, utroværdig eller alt for følelsesladet, hvilket ville sætte tilhøreren af på et tidspunkt. Søvndal forstår i
afslutningsdebatten, at benytte sig af de tre appelformer og formår at fastholde modtageren under hele talens længde. I
Bush-talen bruger Søvndal omvendt appelformen patos i en overdreven grad. Som tidligere nævnt, bevirker dette, at tilhørerne
udvikler antipati, og derfor får det selvfølgelig den modsatte virkning af det tiltænkte. Men igen er det vigtigt at have den
givende stemning, da han afholdte talen i mente.
Søvndal veksler i højere grad mellem de forskellige appelformer i Afslutningsdebatten, da han her anvender elementer fra
både logos, etos og patos. Dog holder han sig i denne tale primært til etos, men ved at holde brugen på et troværdigt niveau
undgår han den ovennævnte negative effekt. Samtidig medfører brugen af etos, at han vækker mere længerevarende følelser
og holdninger hos tilhøreren end de umiddelbare og spontane følelser, som patos vækker. Dette gør, at han virker mere
125 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 2 , linie 24-25
65

troværdig og bibeholder tilhørerens opmærksomhed.
I relation til Søvndals brug af overdrevne virkemidler, har vi som nævnt i teoriafsnittet også valgt at se på en eventuel
brug af spin, som supplement til vores sproglige og retoriske analyse af de to taler, da vi forholder os til dette begreb i
diskussionsafsnittet. Som det også fremgår af teoriafsnittet, vil vi bruge teorierne om re- og pre-buttal, negative campaigning
samt gentagelser og rebuttal analogy.
Re- og pre-buttal eller gendrivelse og præventiv gendrivelse er en defensiv spin-metode.
”I dag tror jeg, at mange danskere føler sig snydt.” 126
I ovenstående citat fra afslutningsdebatten benytter Søvndal sig af gendrivelse, da han ikke komme med udtalelsen på
baggrund af empirisk data. Da Søvndal på en måde gør sit argument svagere, gør han det også sværere for sin modstander
at argumentere imod, for skulle det vise sig, at han tog fejl, kan Søvndal altid undskylde sig med, at han ikke har sagt, at det er
noget, han er sikker på.
En stor del af den folkelighed, som vi vil uddybe i diskussionsafsnittet, kommer fra denne spintype, da han bruger den til at
komme på samme niveau som vælgerne.
Begge taler er gode eksempler på negative campaigning. Det går ud på, at man fører en slags negativ valgkampagne om
modstanderen. Begge taler er klare eksempler på dette, da de kritiserer hhv. den amerikanske regering, Bush, Fogh og den
danske regering. Forskellen på brugen af negative kampagner i de to taler er, at hvor afslutningsdebatten virker saglig i
sine argumenter, synker niveauet for sagligheden i Bush-talen ret hurtigt til regulær ”mudderkastning”. Dette er ulempen ved
negative campaigning. Ofte kan det komme til at virke som mudderkastning, frem for saglige og seriøse modargumenter.
”Det er dig, George Bush. Og med dig Rumsfeld og Cheney og Wolfowitz og den alenlange række af krigsgale, kristne
fundamentalister.” 127
Ovenstående citat viser, hvordan talen ender i mudderkast, fordi Søvndal ikke formår at holde en distance, men derimod giver
126 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering, s. 1, linie 7
127 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s. 2, linie 39-40
66

sine argumenter et meget personligt præg.
Søvndal bruger som førnævnt i begge sine taler ofte gentagelser som et forsøg på at få indprentet et budskab hos sine
tilhørere. Gentagelserne bruges også til at få opsummeret talens budskab, så tilhørerne har noget konkret, de kan huske tilbage
på. Der er dog en tydeligere brug af gentagelser i Bush-talen, hvilket kommer til udtryk i de førnævnte mange anaforer og
leksikalske kæder.
”Rejs hjem, Bush. Hjem fra Danmark og hjem fra Irak.
Rejs hjem.” 128
I ovenstående citat bliver budskabet forstærket ved hjælp af gentagelsen ”rejs hjem”, og via gentagelsen ”hjem fra Danmark
og hjem fra Irak” udspecificerer Søvndal sin pointe. Søvndal forsøger ved hjælp af de mange gentagelser at få sit budskab
igennem til de tilhørende, som de skal kunne huske. Det er samtidig en opsummering af talens budskab i korte sætninger, hvilket
gør det nemmere at huske.
Den postmoderne sproglige latterliggørelse eller rebuttal analogy er et af de værktøjer, som går igen i stort set uændret form i
begge taler.
”Han har fået besøg af sit store western-idol, George W. Bush.” 129
”Og på det efterfølgende pressemøde hyldede statsministeren Bush som en – citat – ”overbevist miljøforkæmper”. Det var ikke pænt
gjort, sådan at lave grin med sin gamle ven på den måde.” 130
De to citater ovenfor viser tydeligt, hvordan Søvndal som førnævnt forsøger at latterliggøre Fogh og Bushs venskab, og via
dette kneb forsøger han at skabe afstand mellem sin modstander og tilhørerne. Det viser også hans personlighed og humor, som
igen er et af de værktøjer, som han bruger til at komme tættere på vælgerne, og på den måde understrege den folkelighed,
som vi kommer ind på i diskussionen.
Delkonklusion
Laver man en analyse udelukkende af de to taler, står det klart at Søvndal har gennemgået en vis retorisk udvikling. Man kan
128 Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark, s 4, linie 8-9
129 Ibid, s. 1, linie 3
130 Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering. s. 5, linie 38
67

68
se, at brugen af de retoriske virkemidler ikke er så overdreven i talen fra 2008 i forhold til 2005. Der blandt andet er skruet
ned for de stilistiske virkemidler og brugen af metaforer er f.eks. blevet afdæmpet i afslutningsdebatten. Dette giver talen et
mere sagligt og konkret budskab, og fremmer Søvndals troværdighed. Derudover er hans fjendebilleder blevet mere neutrale i
afslutningsdebatten. Yderligere er brugen af appelformer blevet mere varieret, så Søvndal ikke længere udelukkende fokuserer
på patos, men i højere grad anvender etos og logos i afslutningsdebatten, hvilket fremmer troværdigheden og sagligheden.
Sidst, men ikke mindst, er Søvndals argumentation blevet styrket. I afslutningsdebatten holder han sig til et emne, som der
kommer et grundigt belæg for, hvor der i Bush-talen modsat kommer mange påstande uden belæg. Vi vil dog diskutere,
hvorvidt man kan vurdere, om der er sket en retorisk udvikling på baggrund af kun to taler i diskussionsafsnittet.

Diskussion
Vi vil i det følgende afsnit prøve at vurdere gyldigheden af vores hypoteser samt at finde modargumenter til vores
problemformulering, og ud fra dette diskutere om disse argumenter er mere eller mindre rigtige i forhold til vores
analyseresultat. I diskussionen behandler vi vurderingen af om der kan være andre årsager til Søvndal og SF’s stigende
popularitet, end den påviste retoriske udvikling. Indledningsvis vil vi diskutere vores egen fremgangsmåde med hensyn til de
forskellige kontekster, som talerne indgår i. Derudover vil vi diskutere fordele og ulemper ved at analysere en udvikling på
baggrund af så få analyseobjekter (to taler), samt gyldigheden af vores analyser i forhold til vores problemformulering.
Diskussion af egen fremgangsmåde
Sammenligning
Herefter vil vi inddrage en nyere tekst, hvor den retoriske udvikling ikke fremstår så tydeligt i form af bloggen om Hizb-ut-
Tahrir. Afslutningsvis har vi valgt at diskutere, hvilke andre faktorer, der har været medbestemmende for SF og Søvndals
stigende popularitet. Herunder vil vi vurdere den ændrede profil for partiet og Søvndal ved hjælp af Molins model, de
andre partiers tilbagegang, mediedækningen samt brugen af spin. Vi vil runde diskussionen af med at reflektere over de nye
spørgsmål, der måtte være dukket op i løbet af projektet.
I vores projekt har vi som bekendt analyseret to taler af Søvndal, der er formuleret i to vidt forskellige kontekster og på hver sin
måde. Vores analyse har haft til formål at påvise, at Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling ved hjælp af sammenligning
af de to pågældende taler fra henholdsvis 2005 og 2008. Gennem projektet har vi opdaget både fordele og ulemper ved
valget af de nævnte taler. Det har været en fordel at sammenligne de to taler i forhold til vores problemformulering, for det
har gjort, at vi kunne se, hvorledes Søvndal formulerer sig i de to tekster og dermed udlede, at han har gennemgået en retorisk
udvikling.
En ulempe har imidlertid været, at talerne har været svære at sammenligne grundet de to vidt forskellige kontekster. Endvidere
bliver det sværere at konkludere, hvorvidt der er tale om en reel udvikling eller bare en forskel på Søvndals måde at udtrykke
69

70
sig på i de givne kontekster. Hvis vi skal kritisere vores valg af talerne, kan kritikken rettes mod, at vi kendte til konklusionen
i forvejen, da vi ved at vælge de to meget forskellige taler hjalp problemformuleringen på vej. Det, at de to taler ligger
forholdsvis langt fra hinanden tidsmæssigt, gør dels at Søvndal har haft mulighed for at udvikle sig, samt det giver os som
projektskrivere mulighed at se på før og efter Rhetorica (uddybes senere).
Temarammen har været en medvirkende faktor til, at vi har valgt taler frem for internetblogs eller tv-indslag. Da temarammen
gjorde, at vi skulle have et forholdsvis stort afsnit med tekstanalyse, mente vi, at det ville være mere oplagt at benytte sig af
taler. Taler har en tendens til at virke mere velformulerede og velovervejet, hvorimod blogs ofte er korte og præcise statements,
der ikke benytter sig af de retoriske virkemidler på samme måde som politiske taler gør. Grundet temarammen har vi ikke haft
muligheden for at analysere tv-indslag med Søvndal, da vores fokus har været på tekst: form og indhold.
Den ene tale er offentlig og foregår i et åbent forum i København i forbindelse med Bushs besøg i Danmark, hvor den anden
tekst blev formuleret i et mere lukket forum, udgjort af en afslutningsdebat i Folketinget.
Kontekst
De to talers kontekster er vidt forskellige. Bush-talen bliver afholdt i forbindelse med, at George Bush er på besøg i Danmark.
Dette besøg fandt sted to år efter Irak-krigens begyndelse, og George Bush var på dette tidspunkt upopulær mange steder i
verden. Afslutningsdebatten bliver afholdt på et tidspunkt, hvor de offentligt ansatte har strejket, efter lønforhandlingerne brød
sammen.
En afslutningsdebat i Folketinget kræver mere forberedelse og overvejelse, eftersom det er partiets politik og mærkesager,
man fremlægger og argumenterer for. Tilhørerne i Folketinget er mere erfarne lyttere og er mere bevidste om de retoriske
virkemidler, og nogle af partierne har en forudindtaget mening, som er imod Søvndal og SF. Derfor skal der bruges nogle
stærkere argumenter for at overbevise tilhørerne. Han forsøger, som nævnt i analysen, at udnytte konteksten til at fremstå som
et slags talerør mellem politikerne og vælgerne. Han udnytter især debatten omkring de strejkende offentlige ansatte til at
fremstå som de offentlige ansattes eneste repræsentant på Christiansborg. Han henvender sig direkte til politikerne, og forsøger
at få dem til at ”vågne op”.

I forhold til Bush-talen kan man gå ud fra, at det er almene borgere, der er tilhører. De fremmødte tilhørere ville kende
Søvndals holdning til Bush på forhånd, og derfor må vi gå ud fra, at størstedelen er enige med ham på forhånd. Vi drager
denne konklusion, eftersom det ville være spild af tid at møde op og høre en politisk tale, der repræsenterer en holdning, man
ikke selv er enig i. Eftersom der i forvejen er skabt enighed mellem taler og tilhørere, skal taleren bruge færre retoriske kneb til
overbevisning. I stedet drejer det sig for Søvndal om at piske en stemning op, så der opstår en fællesskabsfølelse mellem taler
og tilhørere. Søvndal forsøger i sit forsøg på at piske en stemning op at understrege den enighed, der er mellem tilhørerne og
ham selv ved at skabe en slags ”os mod dem”-følelse.
Afhængigt af hvilken kontekst, Søvndal befinder sig i, stilles forskellige krav til hans taler. Der bliver generelt stillet krav
til faglighed, argumentation samt retoriske virkemidler. Bush-talen som foregår i det offentlige forum har karakter af en
“dundertale”, som med fordel kunne have brugt færre ‘voldsomme virkemidler’, bedre belæg for argumentationen og mere
variation i de retoriske figurer. Afslutningsdebatten er bedre konstrueret grundet et andet publikum og hvor slogans udgør
en stor del af retorikken. Derfor kan det diskuteres hvor korrekt vores vurdering af Søvndals retoriske udvikling er, da han
formulerer sig forskelligt afhængigt af de forskellige kontekster, som talerne indgår i.
Vurderingsgrundlag
Sandhedsværdien af vores analyse er relativ. Hvis den bliver set i lyset af de to kontekster, som henholdsvis Bush-talen og
afslutningsdebatten optræder i, kan det påstås, at Søvndal ikke har udviklet sig, men kun formulerer sig anderledes grundet
den givne situation. Men på den anden side, hvis vores analyse bliver set i lyset af de rene taler uafhængigt af konteksten, kan
man argumentere for, at han har gennemgået en retorisk udvikling. Dette kan begrundes i den bedre konstruering af talerne,
bedre argumentation, større troværdighed og ikke mindst større saglighed. I vurderingen af sagligheden er problemet, hvordan
man foretager en rimelig vurdering af saglighed i to taler med vidt forskellige formål/hensigter. Dog er Søvndal mere præcis
i afslutningsdebatten, og kommer derved til at fremstå mere saglig, da han sætter større styrke ind på færre områder; han
vælger sine kampe med omhu.
At talerne indgår i to forskellige kontekster har ikke påvirket vores måde at analysere talerne på. Talerne er ikke blevet valgt
på baggrund af de forskellige kontekster, og de krav konteksterne stiller til talen, men på baggrund af temaerne som i begge
taler er kritiske overfor regeringen.
71

Talerne er fra to forskellige tidsperioder, henholdsvis 2005 og 2008, og indenfor disse tre år er der sket en enorm udvikling for
partiet SF. I 2005 havde Søvndal lige overtaget formandsposten fra Holger K. Nielsen131 . Som nævnt i indledningen til projektet
blev Søvndal ikke regnet for meget før han blev formand, men i år 2008 har hans parti haft fremgang, og han havde været
formand i ca. 3 år. 132 Vi formoder derfor at der er sket en udvikling, da SF er blevet mere tydelig, og Søvndal har fået mere
erfaring, siden han blev formand.
Vi gik til opgaven med en formodet forforståelse om at, Søvndal har gennemgået en markant retorisk udvikling. Denne hypotese
har vi, eftersom vi er bevidste om, at partiet SF har haft en markant fremgang med Søvndal i spidsen. Yderligere ved vi, at
Søvndal har samarbejdet med kommunikationsrådgivere fra Rhetorica op til valget i år 2007, og derfor må vi antage, at der er
sket en udvikling. Mathias Grüttner, som er daglig leder og ejer af Rhetorica vurderer Søvndals succes som et resultat af to ting:
øget troværdighed og letforståelige budskaber133 Valg af analyseobjekt
. Dette uddyber vi senere i diskussionen. Eftersom Søvndal har samarbejdet
med Rhetorica, kan vi dermed antage, at han har haft interesse i at gennemgå en udvikling med henblik på troværdighed og
tydeliggørelse af budskaber. Hvor stor en indflydelse samarbejdet reelt har haft på Søvndal, kan vi ikke endeligt konkludere
på baggrund af kun to taler. Dog kan man vurdere, at han har valgt at vælge sine kampe med omhu, og samtidig er han blevet
mere saglig og konkret, som vi også påpeger i analysen.
Forforståelse
Internt i vores gruppe er folk af forskellige politiske overbevisninger. Vores politiske ståsted har haft en minimal indflydelse på,
hvordan vi forholder os til især diskussionsafsnittet, da vi forsøger at tilsidesætte vores politiske holdninger, eftersom vi vurderer,
at disse ikke vil have en positiv effekt på vores diskussion, og på den måde ikke vil gavne vores kritiske tilgang.
I projektet har vi haft mulighed for at vælge andre tekster, heriblandt blogs og en tale ved SF’s landsmøde i 2008. Talen ved
landsmødet blev fravalgt, da vi mente, at emnet var for langt fra emnet i Bush-talen, mens Søvndals blogs blev valgt fra, da vi
131 http://www.ft.dk/Folketinget/Medlemmer/findMedlem/SFVILS.aspx
132 http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Politik+temaer/2007/Valg/2007/10/27/061222.htm
133
72
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/5+hurtige+til.../5+hurtige+til+Mathias+Gr%c3%bcttner

esluttede, at det ville være mest relevant at analysere og sammenholde to taler. Derudover mener vi, at der er for stor forskel
på tale- og skriftsprog til, at man ville kunne lave en fyldestgørende analyse af en blog sammenlignet med en tale. Derfor
valgte vi også Hizb-ut-Tahrir- bloggen fra. Vi bruger dog i stedet bloggen senere i diskussionsafsnittet, hvor vi sætter spørgsmål
til vores analyseobjekter og problemformulering.
Delkonklusion
Af ovenstående kan man konkludere, at sammenligningen af de to taler til tider har skabt problemer, men har været nødvendig
i forhold til besvarelsen af vores problemformulering. Ydermere er vi blevet gjort opmærksomme, hvor stor en rolle de
pågældende talers kontekst betyder for udførelsen af dem. Men selvom konteksten er et vigtigt element i udformningen af
talerne, har vi forsøgt at se bort fra disse og se talerne som to stykker tekst, der har illustreret en udvikling i Søvndals brug af
retorik. Dette stemmer overens med projektets formål i problemformulerinen.Vores forforståelse omkring Søvndal som retoriker
og som person, har haft en indflydelse på projektet til fordel for de forskellige politiske overbevisninger, der er lagt til side, og
dermed ikke har haft indflydelse på vores projekt og problemformulering. Slutteligt har vi vurderet, hvorfor vi valgte de to taler,
og hvorfor vi fravalgte andre.
Søvndal og SF’s stigende popularitet
SF er gennem de seneste år blevet et markant parti på Christiansborg. Der er forskellige vurderinger af, hvad den stigende
popularitet hos partiet skyldes. En overbevisning vil være, at det er Søvndal som person, der er skyld i partiets stigende
popularitet. Andre mener, at det er mediernes fortjeneste, mens en anden mere skjult faktor kan være Søvndals brug af spin. Vi
vil i det følgende diskutere hvilke faktorer der spiller ind, når man snakker om Søvndal og partiets stigende popularitet.
SF’s succes bygger på en banal strategi. 134 Hizb ut-Tahir-retorikken
SF har ændret strategi for at komme i regering, hvilket betyder, at partiet nu
forholder sig til konkrete sager, og kritikken af regeringen bliver i stedet fulgt op af konkrete løsningsforslag. Før søgte SF ikke
i lige så høj grad at blive et regeringsparti, derfor var det lettere for partiet, at ”mudderkaste” og kritisere regeringen uden at
komme med konkrete ændringsforslag. Yderligere har SF forsøgt at skabe en ”hårdere profil” til en række politiske mærkesager
134 http://www.information.dk/204702
73

landt andet jf. Søvndals hårde retorik i ”Hizb ut-Tahir-udtalelserne”. I bloggen ”Hizb-ut-Tahrir: I er gået forkert!” fra den
19. februar 2008, benytter Søvndal sig af et meget direkte og hårdt sprog. Man kan her drage en parallel til regeringens
støttepartis formand Pia Kjærsgaard, som ofte benytter sig af dette karakteristiske hårde og kontante sprog, når det drejer
sig om udlændingespørgsmålet. En af Dansk Folkepartis mærkesager er netop at være hård overfor udlændinge, da både
medlemmerne i partiet og vælgerne værner om danskheden, og føler at den bliver truet af udlændinge. Kjærsgaard taler klart
og letforståeligt, og nogle vil måske kalde hendes sprog for ”lige ud af posen”. 135 Det samme forsøger Søvndal at gøre i sin
blog. I den meget direkte og kontante blog opfordrer Søvndal Hizb-ut-Tahrir til at rejse hjem, ligesom han i Bush-talen opfordrer
Bush til at rejse hjem fra Danmark. I lighed med Bush-talen fremfører Søvndal en masse påstande uden belæg i Hizb-ut-Tahrirbloggen.
”Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse
og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder.” 136
I citatet generaliserer Søvndal, idet han påstår at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir, er de indvandrere, der klarer sig bedst på
uddannelsesområdet, samt at de er dårligt kørende på alle andre områder. Via generaliseringen tager han distance til alle
medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, og påstår at de er uvidende og ”dårligt kørende” på alle punkter udover uddannelsesområdet.
Ved hjælp af gendrivelsen: ”Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog”, gør Søvndal opmærksom på, at han ikke har belæg for sin
påstand. Det er derfor Søvndals holdning og ikke viden, som han fremlægger. Der har efter 11.september 2001 været en angst
i befolkningen for terror, og derfor ser Søvndal det, som sin opgave at være hård og kontant overfor eventuelle terrorister.
Han gør det i håb om at skabe forbindelse mellem vælgerne og ham selv, og derved etablere en form for fællesskabsfølelse i
bekæmpelsen af terror. Dette kan være årsagen til, at partiet med Søvndal i spidsen har valgt at være så hårde og kontante i
sine udmeldinger i denne blog. Bloggen er et forsøg på, at udtrykke den foragt og frygt enhver dansker føler for Hizb-ut-Tahrir,
og derfor er der ikke de store krav til Søvndals argumentation, da de færreste ville kunne argumentere mod hans påstande,
eftersom mange er enige med ham. Dette kan til dels sættes i relation til Bush-talen, hvor Søvndal ikke benytter sig af særlig
mange belæg for sine påstande hvilket viser, at der ikke er sket retorisk udvikling, når der sættes en parallel mellem talen fra
135 http://www.information.dk/119780
136
74
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahrir.html

2005 og bloggen.
Man kan derfor sætte kritiske spørgsmål vedrørende vores konklusion på analysen, som påstår at Søvndal har gennemgået
en retorisk udvikling, da der er så mange lighedstegn imellem denne blog og talen fra år 2005. Hvis vores udgangspunkt for
analysen var andre tekstvalg som f.eks. Hizb-ut-Tahrir-bloggen, havde resultatet og konklusionen på projektet måske været en
anden. Havde vi valgt at bruge Hizb-ut-Tahrir-bloggen som analyseobjekt overfor Bush-talen, var konklusionen formodentlig
blevet, at Søvndal ikke har gennemgået en retorisk udvikling. Udviklingen ville i stedet bestå i, at Søvndal er blevet mere klar i
sine udmeldinger. Der kan dog også argumenteres for, at da Søvndal er blevet klarere i sine udmeldinger, har han gennemgået
en retorisk udvikling. Denne udvikling er dog en anden, end den konklusion vi er kommet frem til ud fra analysen, idet vi i
analysen kom frem til, at Søvndal har lært at formulere sig bedre ved hjælp af flere belæg samt ”pænere” sprog, og dette er
ikke den samme konklusion, som vi ville komme frem til i en sammenligning med Hizb-ut-Tahrir-bloggen. Dette er en del af den
hermeneutiske cirkel, som jf. metodeafsnittet opererer ud fra, at en fortolkning vil give forskellige resultater alt efter, hvilken del-
og helhedsrelation man arbejder ud fra.
En grund til at Søvndal har valgt at være så hård og kontant i Hizb-ut-Tahrir-bloggen, kan være at han søger at skaffe nogle
af Dansk Folkepartis vælgere. Derfor kan bloggen være et forsøg på at tale med den samme kontante retorik, som Pia
Kjærsgaard gør. De meget kontante og klare synspunkter er en udvikling i partiet SF, da partiet grundlæggende har en meget
åben og fair udlændingepolitik. Bloggen er et forsøg på at vise, at selvom SF er et fair parti overfor udlændinge, er de meget
imod terror, og denne hårde attitude er atypisk for SF. Nogle især ældre SF-vælgere er imod den nye hårde profil i partiet 137 .
Midtersøgning i partiet
Den ovenfornævnte ændring i partiets profil, har bl.a. været et resultat af en midtersøgning i partiet. Eftersom SF har valgt
at gå efter en regeringspost sammen med Socialdemokraterne og Radikale Venstre, har SF givet køb på nogle af sine
oprindelige værdier til fordel for en midtersøgning. Traditionelt placeres SF efter ideologi som et venstreorienteret parti,
men midtersøgningen viser, at SF til dels har opgivet sin oprindelige ærkesocialistiske ideologi, og nu bevæger partiet sig
137 http://www.information.dk/204702
75

længere mod midten på den traditionelle højre-venstre-skala 138 end nogensinde før. Partiet har nu i højere grad sat sit fokus på
popularitet og indflydelse, da de nu går efter en regeringspost.
I sin stræben efter indflydelse vælger partiet en politik, der har til formål at skabe mest popularitet, dog uden at give hundrede
procent køb på partiets mærkesager, da partiet så ikke ville fremstå troværdigt.
Popularitet består i at få mange stemmer fra befolkningen, og det er jo det, der giver indflydelse. Molins model 139 viser en
række faktorer, der spiller ind på politikeres valg af standpunkter, hvor popularitets- og kontinuitetsfaktoren er centreret.
Udover opinionsfaktoren (popularitets- og kontinuitetsfaktoren) spiller også andre faktorer ind ifølge Molin: Ideologi- og
værdifaktoren samt den parlamentariske faktor. Før i tiden var det ideologifaktoren, der var den mest fremtrædende, når en
politiker/et parti skulle vælge standpunkt – det var via den ideologiske tilgang til partiet befolkningen stemte. Partierne havde
kernevælgere, som de tog hensyn til, når der blev truffet beslutninger, da man var fuldt ud bevidst om, hvad kernevælgerne
interesserede sig for politisk. SF’s kernevælgere var socialister, og SF’s profil var ærkesocialistisk. Med tiden har det faktum
ændret sig, da popularitets- og kontinuitetsfaktoren er blevet den mest fremtrædende for alle partier i Danmark herunder også
SF, da partiet ønsker indflydelse. Da størstedelen af befolkningen ikke længere er kernevælgere og ikke stemmer på det samme
parti valg efter valg, er SF som ovenfornævnt blevet et parti, der bevæger sig længere væk fra sin oprindelige ideologi. I et
repræsentativt demokrati skal politikerne jo afspejle befolkningen, hvor størstedelen hele tiden ændrer politiske standpunkter
i forhold til enkeltsager. I forsøget på at få fat i disse flakkende vælgere, har SF, som ovenfornævnt ændret profil, så partiet
f.eks. er mere konkret i sine holdninger.
Idet SF bevæger sig mod midten, tiltrækker de andre partiers vælgere, og især Socialdemokraterne lider under dette
faktum. SF tiltrækker bl.a. vælgere fra regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti hvilket kan begrundes i, at befolkningen
er trætte af regeringens løftebrud og forringede velfærd jf. analysen af afslutningsdebatten. Men selvom SF formår at
tage stemmer fra ”modstander”-partierne, har Socialdemokraterne også mistet en del vælgere til SF. Enogtyve procent af
SF’s nuværende vælgere stemte på Socialdemokraterne i 2007. 140 Det var blandt andet problemet ved valget i år 2007,
138 Friisberg, Gregers. Politik, dansk politik i internationalt perspektiv. Columbus. Side 89
139 Politik – Dansk politik i internationalt perspektiv, Gregers Friisberg, Columbus, 1. udgave, 2008, side 31-34
140
76
http://www.ugebreveta4.dk/2009/200914/Baggrundoganalyse/SF_rider_hoejt_paa_andre_partiers_fiasko.aspx

da SF var Socialdemokraternes store stemmesluger. I stedet for at SF fik sine vælgere fra den anden fløj, gik det ud over
Socialdemokraterne. Man kan derfor diskutere, hvorvidt det er Søvndal som person og hans folkelighed, der tiltrækker vælgere
eller om det skyldes en kobling af andres partiers svigt samt SF’s nye profil.
”SF’s klarere profil og en generelt større tilfredshed med partiets politik spiller selvfølgelig også en vigtig rolle for mange
vælgere. Først herefter følger formand Villy Søvndal, der blot nævnes af otte procent af SF’s nye vælgere som begrundelse for
deres skifte.” 141
Citatet udleder, at det ikke er Søvndal som person og hans folkelige profil, der tiltrækker vælgere. Det er i stedet for SF’s nye
profil og tilgang til politik, som udgør en vigtig faktor for SF’s vælgere. Ud fra undersøgelsen i citatet kan der konkluderes, at
Søvndal som person har en lille betydning for partiets popularitet. Det er dog vigtigt at vurdere, hvor populært det ville være
at fortælle, at man stemmer på SF på grund af Søvndal som person i stedet for partiets politik. Hvis det er tilfældet, at Søvndal
som person kun har en mindre betydning for partiets popularitet, kan man vurdere hvor relevant hans retoriske udvikling er for
partiets fremgang. Dog forsøger medierne at fremstille et billede af Søvndal, som grunden til SF’s fremgang.
De politiske institutioner påvirker strukturelt og indholdsmæssigt massemediernes formidling og omvendt. 142 Medierne
Derfor spiller
medierne en kæmpe rolle i sammenspillet mellem befolkningen og politikerne. Medierne kan ikke bestemme, hvad folk skal
mene, men de kan være med til at bestemme, hvad folk skal forholde sig til alt efter, hvad medierne sætter på dagsordenen, og
hvad de prioriterer højest.
Der er, som før nævnt, i befolkningen den tendens, at vælgerne stemmer på baggrund af enkeltsager og politikerne som
personer. Det er derfor vigtigt, hvordan medierne håndterer disse enkeltsager og personer, og om hvorvidt medierne giver
personerne lov til at brande sig selv og sin politik. Medialisering er her en vigtig faktor, da det er afgørende for en politikers
fremtræden i medierne. Nogle politikere vil få mere opmærksomhed, mens andre enten vil blive glemt eller set ned på.
Politikere som er gode til at kommunikere og svare præcist står godt i forhold til medierne, og dermed vil de ”brænde igennem”
141 http://www.ugebreveta4.dk/2009/200914/Baggrundoganalyse/SF_rider_hoejt_paa_andre_partiers_fiasko.aspx
142 Hjarvard, Stig, Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati. Medieudvalget, København 1995. S. 18
77

på tv-skærmen. 143 Søvndal er netop en politiker, som får meget opmærksomhed i medierne.
”Infomedias analysechef, Niels Christiansen, betegner dækningen af SF som »markant positiv.« Således var 66 pct. af den
samlede mediedækning enten positiv eller neutral, mens 34 pct. af dækningen indeholdt en kritisk vinkel” 144
Citatet viser, at Søvndal og SF har medvind i medierne. Man kan derved spørge sig selv, om SF’s stigende popularitet er
medieskabt. Medierne skal fungere som et civilt forum med debat mellem borgere og politikere. Derfor er det vigtigt, at
medierne sikrer sig, at der er lige adgang til medierne, og at der er en fair behandling af alle i mediedækningen. Man kan
jf. medialiseringen være af den overbevisning, at nogle medieformer favoriserer bestemte personer eller emner. Et eksempel
på dette er Henning Tjørnehøj som er socialdemokratisk historiker, der mener, at aviserne Politiken og Information burde støtte
socialdemokraterne bedre. 145 Denne holdning kan kobles sammen med medialiseringen, og det at medierne på sin vis vælger,
hvilke politikere der skal fokuseres på. I forhold til medialiseringen og denne problematik kan der også ses på pressefriheden,
og det som den betyder for mediedækningen af politikere. Pressen kan frit vælge, hvem de ønsker, der skal favoriseres, og det
kan fremstå uretfærdigt for nogle politikere, hvis de føler sig ”snydt”.
Yderligere skal medierne fungere som den 4. statsmagt, der er ”vagthund overfor magthaverne”, hvilket vil sige, at de skal
være kritiske overfor de politiske aktører. 146 Da det er mediernes opgave at være på ”vagt” overfor politikerne, kan det undre
nogen, at Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard er blandt de politikere, som får mest opmærksomhed i de danske medier. 147 Og
yderligere er det bemærkelsesværdigt, at det ovenstående citat viser, at størstedelen af medierne enten er neutrale eller
positive overfor Søvndal og partiet SF. 148 Et eksempel på den positive mediedækning af Søvndal kan være i valgkampen 2007.
Da det viste sig, at Søvndal havde givet forkerte oplysninger om, hvor mange plejehjem han har besøgt gennem valgkampen,
gendriver han ved at sige: ”Det er jeg ked af, jeg blandede nogle ting sammen.” Han forsvarer sig selv ved at fremstå som
143 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation, 2007. Columbus. Side 41
144 http://www.berlingske.dk/politik/analyse-medier-danser-efter-soevndals-pibe
145 http://www.ugebreveta4.dk/2009/200903/Baggrundoganalyse/Socialdemokraterne_ignoreres_af_medierne.aspx
146 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation, 2007. Columbus. Side 15-18
147 http://www.ugebreveta4.dk/2009/200903/Baggrundoganalyse/Socialdemokraterne_ignoreres_af_medierne.asp
148
78
http://www.ugebreveta4.dk/2009/200903/Baggrundoganalyse/Socialdemokraterne_ignoreres_af_medierne.aspx

mennesket Villy, der også kan lave fejl. Medierne forholdte sig ikke mere kritisk overfor dette, hvilket kan begrundes i den
medieskabte folkelighed, som Søvndal repræsenterer. Både medierne og hans vælgere elsker ham, men spørgsmålet er, om
det er et bevidst valg fra mediernes side at være så positive overfor ham og om medierne er grunden til Søvndal og partiets
fremgang. Det er igen tydeligt at konstatere, at det ikke udelukkende er en retorisk udvikling der ligger til grunde for Søvndals
og SF’s stigende popularitet.
Folkelighed og ironi
En stor del af Søvndals popularitet grunder i den folkelighed, som for det meste kommer på tale, når man skal beskrive
ham. Folkeligheden er til en vis grad medieskabt, men bunder også i Søvndals væremåde og fysiske fremtræden. Denne
folkelighed omtales i mange artikler, men der ingen, der definerer den. Derfor har det heller ikke været muligt at koble den
til vores analyse. Det er dog ligeledes umuligt at skrive om Søvndal i næsten hvilken som helst kontekst uden også at berøre
folkeligheden, da den i medierne får en stor del af skylden for hans popularitet.
Vores analyse viser, at specielt ironien spiller en stor rolle i Søvndals måde at formulere sine taler på. Ironien spiller også en stor
rolle i den danske humor, hvilket kan bruges til at forklare, hvorfor så mange mennesker ser Søvndal som folkelig. Samtidig har
Søvndal, som vi flere gange har nævnt, tillagt sig en evne til at formulere sine budskaber mere præcist, så den almene borger
kan forstå dem, og relatere til dem.
Ser man samtidig på især afslutningsdebatten, ser man et eksempel på, at Søvndal benytter sin position som folketingspolitiker
til at fungere som talerør for specifikke grupper af vælgere. I dette tilfælde taler han på vegne af de offentlige ansatte. Dette
er også en af de ting, der gør, at Søvndal kommer til at virke folkelig. På denne måde kommer han til at virke som ”folkets
repræsentant på Christiansborg”, og mindsker derved afstanden til vælgerne. Denne tætte relation til vælgerne synes at være
Søvndals største styrke men samtidig også hans største svaghed. For selvom mange af vælgerne måske holder af Søvndal,
er det de færreste, der kan se ham som minister på en af de ”tungere” ministerposter. Derfor kan man argumentere for, at
Søvndals folkelighed kun vil hjælpe ham noget af vejen, men ikke kan give ham statsministerposten.
Dog skal man nok også tage Søvndals fysiske fremtræden i betragtning. Ser man ham i sammenhæng med politikere som Helle
Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen virker han mere jordnær. Han har sjældent den klassiske ”slips-og-jakke”-uniform/
jakkesæt på, som mange politikere sværger til, men bliver oftest vist med åbenstående skjorte, og med sin pibe. Dette giver et
indtryk hos mange mennesker af en person, der er afslappet, men stadig holder fast i sine værdier og holdninger. Derudover
79

ligner Søvndal næsten prototypen på den hyggelige gymnasielærer, hvilket gør, at de fleste mennesker kan relatere til ham,
frem for folk som Thorning-Schmidt og Fogh, der begge som personer holder mere afstand til vælgerne. Fogh har dog også
gennemgået en udvikling i valget op til 2007, hvilket vi vil uddybe i perspektiveringen.
Spin
Dét at Søvndal forsøger at fremstå som mennesket Villy kan være en strategisk overvejelse. Det kan være en del af hans
politiske spin, men dette kan vi kun gisne om, eftersom vi ikke med sikkerhed kan sige, at han bruger spin. De politiske aktører
må forholde sig professionelt til medierne, som et resultat af den ovenfornævnt medialisering. Politikerne har derfor brug for
kommunikationsfolk, som kan hjælpe dem med at fremstå på den bedste måde i medierne. 149 Det er disse kommunikationsfolk,
der kaldes for spindoktorer, og en spindoktors rolle er at være leddet, der forbinder medierne og politikerne. Derudover
udarbejder spindoktorer f.eks. taler for en politiker 150 , og vi har derfor en undren omkring, hvorvidt der kan være mulighed for,
at det kan være en spindoktor, der har skrevet de to analyserede taler. Hvis dette er tilfældet er det ikke Søvndal selv som har
gennemgået en retorisk udvikling mens hans valg af spindoktor. Yderligere undrer vi os over, om Søvndal overhovedet havde
en spindoktor ansat, da han afholdte talen i år 2005. Dette begrunder vi i, at det på daværende tidspunkt ikke var ligeså
udbredt, at politikere ville benytte sig af spindoktorer.
En eventuel spindoktor kan have været tanken bag SF’s nye profil med Søvndal i spidsen. Vi forsøgte at maile til både Søvndal
og hans sekretær angående om, hvorvidt Søvndal benytter sig af en spindoktor, men vi modtog desværre ikke svar fra dem.
Det at vi intet svar har fået er højst sandsynligt et bevidst valg, eftersom en folkelig politiker som Søvndal vil miste en del af
sin troværdighed og folkelige relation til sine vælgere, hvis han bruger en spindoktor. Grunden til dette er, at det så ikke er
personen Villy Søvndal vælgerne relaterer sig til men en ”usynlig” spindoktor. Mange vælgere vil ikke vide af, at politikere gør
brug af spindoktorer, da de sammenligner en spindoktor med noget negativt som manipulerer, lyver og fordrejer tingene. 151
En del af Søvndals eventuelle brug af spin kommer til udtryk i hans brug af gendrivelse. Gendrivelsen ser vi bl.a. i ovenstående
149 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation, 2007. Columbus. Side 42
150 Høybye, Anne, Buchhave, Brit, Lund, Martin, Wagner, Signe. Politisk spin, 2007. Akademisk forlag. Side 92-97
151
80
Høybye, Anne, Buchhave, Brit, Lund, Martin, Wagner, Signe. Politisk spin, 2007. Akademisk forlag. Side 92

eksempel om besøg på plejehjem152 . Gabor153 kalder denne type gendrivelse for Re-buttal. Pointen er, at en hurtig reaktion
minimerer risikoen for, at modstanderen når at få plads i medierne. Omvendt opererer Gabor også med begrebet Pre-buttal,
hvor ommentarer sendes afsted før modtageren har offentliggjort sit angreb. Søvndals og SF’s slogan er: ”Det ku’ være så
godt”, og i dette slogan ligger der en hentydning til, at den siddende regering ikke gør det godt nok, selvom der ifølge
Søvndal er muligheder for at det ”kunne være så godt” i det danske samfund. Venstres Anders Fogh Rasmussen har indirekte
benyttet sig af Pre-buttal under valgkampen 2007, da han gang på gang har udtalt: ”Det går godt i Danmark, men vi kan
gøre det bedre” 154 . Med denne sætning prøver han at komme modstandernes (blandt andet Søvndals) kritik i forkøbet ved at
erkende, at det ikke går helt optimalt i Danmark endnu, men at partiet kan gøre det endnu bedre i næste valgperiode. Dog
fungerer Søvndals og SF’s motto: ”Det ku’ være så godt” som soundbite155 , hvilket er en kort, præcis og fængende udtalelse,
som kan bruges igen og igen af medierne i flere indslag. 156Han sikrer sig her, at det er et stort publikum, der hører mottoet,
og forhåbentlig tager det til sig. Det kan altså diskuteres hvorvidt SF og Søvndal benytter sig af spindoktorer, men omvendt er
det muligt, at analysere sig frem til, at spin er en del af enhver politikers hverdag, så længe man opererer ud fra teoretikernes
analysemodeller for spin. Derfor er det muligt, at spin kan være en medvirkende til Søvndals og SF’s stigende popularitet, men
dette har vi ikke kunnet bevise
Nye spørgsmål
De forskellige tilgangsvinkler og valg af emner vi har taget op i diskussionen har affødt ny undren hos os, da de emner der
bliver fremvist i diskussionen medfører, at vi har været nødt til at forholde os kritisk til vores valg af problemformulering og
analyseobjekter. Dette betyder dog ikke, at resultatet fra analysen ikke er sandt, men fortæller blot, at hvis vi havde valgt en
anden vinkel var resultatet blevet anderledes, og dermed var konklusionen blevet en anden. Denne cirkulære proces er som før
nævnt en del af den hermeneutiske proces.
152 http://politiken.dk/politik/article411636.ece
153 Nielsen, Femø, Mie: Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis s. 49 - 55
154 Ibid s. 49 - 55
155 Rasmussen, Finn. Massemedier og politisk kommunikation, 2007. Columbus. s 10
156 Nielsen, Femø, Mie: Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis s. 49 - 55
81

82
Delkonklusion
Som nævnt i metodeafsnittet er vi forberedte på, at vores analyse vil afføde nye spørgsmål, der vil være med til at udvikle
vores forståelseshorisont.
Ved hjælp af vores projekt har vi opnået en viden, hvilket har affødt nye spørgsmål: “Burde vi have haft flere taler?”. “Har vi
brugt de fornødne virkemidler til at ‘fremtvinge’ Søvndals retoriske udvikling?”. “Hvad ville der have sket, hvis vi havde grebet
projektet an på en anden måde?”. “Kan man sætte et årstal på hans udvikling?”. “Har vi fået en større forståelse for Søvndal
som person, såvel som politiker?” ”Er der andre faktorer, der spiller ind på Søvndals stigende popularitet?”.
For at kunne besvare de første spørgsmål om antallet af taler og virkemidler, er det nødvendigt med et nyt projekt, hvor vi
benytter flere taler og eventuelle nye redskaber. Det fremgår af vores analyse og ovenstående, at Søvndal har gennemgået en
retorisk udvikling, derfor mener vi, at vi har brugt de fornødne redskaber til at få udviklingen frem i lyset.
Spørgsmålet om Søvndal som person og politiker virker irrelevant i forhold til denne opgave, da opgaven ikke omhandler
personen eller politikeren Søvndal, men retorikeren Søvndal. Vi har kunnet konkludere, at det ikke kun er den retoriske udvikling,
der påvirker Søvndals popularitet. Som konkluderet tidligere i diskussionen, har bl.a. medierne og skiftet i partiets politik.
Hvor vi måske ikke har fået større forståelse for Søvndal som person, har vi måske nærmere fået en bedre forståelse af, hvad
det er dels ved hans måde at formulere sig på og dels, hvordan han optræder i medierne. Vi har forsøgt at diskutere, hvad det
er, der gør ham populær som politiker. Derudover er vi også blevet gjort opmærksomme på, at det ikke kun er Søvndal selv,
der har ansvaret for denne popularitet og SFs fremgang, men at det i høj grad er medierne og brugen af spin, der har skabt
hans image. Endvidere er vi blevet opmærksomme på, at brugen af spin og branding har stor betydning for den måde, politik
og politikere fremstår overfor vælgerne på.
Vi er således blevet opmærksomme på, at afhængigt af projektet og problemformulering vil en analyse altid variere. Hvis vi
havde grebet vores temaramme og dermed vores projekt anderledes an, var vi kommet frem til helt andre resultater end de
gældende i forbindelse med dette projekt.

Den retoriske udvikling har spillet en stor rolle i Søvndals stigende popularitet. Vi er dog blevet opmærksomme på, at man ikke
alene ud fra en analyse af den retoriske udvikling på baggrund af to taler, kan konkludere noget endeligt om årsagerne til
Søvndals og SF’s stigende popularitet. I vurderingen af vores projekt er vi ved hjælp af vores nye spørgsmål og viden, blevet
bevidste om, at der er mange flere faktorer der spiller ind, når man diskuterer og vurderer en politikers popularitet.
83

Perspektivering
I følgende afsnit vil vi relatere Søvndal til Anders Fogh Rasmussen og perspektivere deres forskellige profiler som politikere.
Vi har valgt Fogh, da vi mener, at han er ideel i forhold til en sammenligning med Søvndals udvikling i perioden fra 2005 til
2008. Yderligere finder vi det interessant at se på forskellen mellem den tidligere distancerede statsminister og en politiker som
Søvndal, der fokuserer mere på den tætte relation til vælgerne og på at fremtræde folkelig.
Fogh har i lighed med Søvndal udviklet sin fremtræden som politiker op til valget år 2007. Partiet Venstre med Fogh i spidsen
har ligeledes ændret sig fra at være et meget liberalt parti til at nærme sig midten på den traditionelle politiske venstre/højre–
skala 157 . Der kan her drages en parallel til partiet SF’s ideologiske ændring, som vi har forholdt os til i diskussionsafsnittet. Fogh
gjorde under valgkampen i 2007 sit bedste for at fremstå som ”den bløde” og lyseblå venstremand. Han har ifølge artiklen
”Fogh: Jeg er velfærdsstatens stabile forvalter” af Erik Meier Carlsen forsøgt at fremstå som velfærdsstatens stabile forvalter. 158
Før valget år 2007 var Fogh kendt for at være en meget aggressiv politiker bl.a. i valgkampene imod Poul Nyrup Rasmussen
og Mogens Lykketoft. Foghs meget hårde fremgangsmåde resulterede bl.a. i, at han ikke var så populær hos den kvindelige del
af befolkningen, og det er bl.a. i forsøget på at tiltrække de kvindelige vælgere, at han har gennemgået den ovenfornævnte
udvikling. Et eksempel på et af Foghs forsøg på at skaffe flere kvindelige vælgere kan være hans daværende ”nye” grønne
profil. I oktober 2006 valgte Fogh på baggrund af et meget lille udvalg i Folketinget at prioritere miljøet frem for byens vækst
i Silkeborg. Han besluttede sig for at en fremtidig motorvej skal placeres gennem Silkeborg by, i stedet for over eller under
Gudenådalen.
”Bag ved koordinationsudvalget står Anders F. Rasmussen og påstår, at det er regeringens valg. Det er det ikke, regeringen er
ikke blevet hørt i denne sidste fase af hvor motorvejen skal anlægges, så spørgsmålet om hvor den skal anlægges er stadig et
åbent spørgsmål.” 159
157 Friisberg, Gregers. Politik, dansk politik i internationalt perspektiv. Columbus. Side 89
158 http://www.information.dk/148961
159
84
http://www.silkeborg-motorvej.dk/

Selvom Fogh fik mange kvindelige vælgere gennem den grønne profil, mistede han støtten fra mange af Silkeborgs borgere. Det
var dog et bevidst valg, da han forsøgte at skabe en større relation til de kvindelige vælgere. Den ”nye” bløde og grønne profil
blev en fordel for ham i valgkampen 2007, da hans statsministerkandidat var en kvinde (Helle Thorning Schmidt). I valgkampen
fremstod Thorning som en kontant karrierekvinde, mens Fogh forsøgte at fremstå som den blide mand. Dette forhold mellem de
to politikere kom bl.a. til udtryk i TV2 og DR1’s valgdueller. Dét, at Fogh ikke har taget slips på, mens Thorning har taget de høje
sko på er et tegn på, at Thorning er udfordreren, som er højere end Fogh og dermed ser lidt ned på ham. Hun er den modige,
moderne, flotte og stærke kvinde, der udfordrer statsministeren. At Fogh ikke bærer slips og ikke har knappet den øverste knap
i sin skjorte bevirker, at han ikke fremstår som den opstrammede aggressive mand, som han gjorde, da han mødte Lykketoft og
Nyrup. Grunden til han ikke ønsker at fremstå således er, at han i nogens øjne vil komme til at virke alt for hård overfor en kvinde.
Tonen mellem de to statsministerkandidater var ikke så hård, men alligevel er det lykkes for begge parter retorisk at angribe
hinanden mere eller mindre indirekte, så seeren ikke opfatter en af dem som alt for frembrusende eller for aggressiv. Dette har
været resultatet af gode politiske strategier.
At Fogh valgte at fremtræde som den blide mand var et strategisk klogt træk, da valget i 2007 endte med en klar sejr til Fogh.
Hans ændrede profil under valgkampen i 2007 har placeret ham tættere på Søvndals politiske profil, da han benytter sig af
samme retoriske træk som Søvndal. Han forsøger at få samme tætte relation til vælgerne, som Søvndal har, eftersom han forsøger
at fremstå som en mere blød og menneskelig mand. Dog er der langt fra Foghs ”professionelle” facade til Søvndals folkelighed.
Omvendt forsøger Søvndal som nævnt i diskussionsafsnittet at skabe en hårdere profil og på den måde nærme sig Foghs hårdere
image, dog holder han stadig fast i sin folkelighed og ”bløde” personlighed. I sin kamp for popularitet og indflydelse har det
været nødvendigt for Søvndal at være mere konkret i sin retorik og dermed lære noget af den mere ”professionelle” politiker
Fogh. Søvndals øgede konkretisering og ”professionalisme” har betydet, at troværdigheden omkring Søvndals politik er blevet
styrket uden, at han har givet afkald på sin folkelighed. Omvendt har Fogh, især under valgkampen 2007, nydt fordel af Søvndals
bløde og folkelige fremtræden.
Ud fra ovenstående afsnit kan vi konkludere, at selvom politikere har forskellige image omkring deres person, gør de brug af
forskellige virkemidler i deres fremtræden. Det afhænger af konteksten og dermed situationen politikeren er i, hvordan han/
hun ønsker at fremstå. Der ligger ofte strategiske overvejelser bag en politikers valg af profil i en bestemt sammenhæng. Dog er
det vigtigt, at politikerne stadig lever op til vælgernes forventninger og derved bevarer troværdigheden omkring sin person. Der
spiller derfor mange faktorer ind, når der er tale om politikeres fremtræden, og den måde en politiker ønsker at promovere sig
selv.
85

86
Konklusion
I indledningen tydeliggjorde vi vores tanker og ideer omkring vores undren i forhold til vores interessepunkter indenfor
retorikken. Indledningen var således en appetitvækker for vores projekt. I metoden valgte vi at have fokus på hermeneutikken,
og det den hermeneutiske tilgang betyder for forståelsen af vores projekt. Hermeneutikken har betydet, at vi har set på
projektet med et bestemt menneskesyn og metodelære, som har betydet meget for vores valg af teorier og sammenspillet
teorierne imellem. Det er i metodeafsnittet, at vi har taget læseren ved hånden og forklaret, hvorledes vi ønsker
problemformuleringen besvaret. I teoriafsnittet har vi ud fra den hermeneutiske tilgang opbygget en analysemodel, der bedst
muligt besvarer problemformuleringen. Teorierne blev sammenfattet i forhold til Roman Jakobsons kommunikationsmodel, hvilket
har gjort, at vi fik skabt en større sammenhæng mellem de enkelte teorier. Afsnittet har gjort det klart for læseren, hvilke
redskaber vi vil benytte os af i analysen. Analysen var hoveddelen i vores opgave grundet temarammen, og det er her vi ud
fra de to valgte taler konkluderede, at Søvndal har gennemgået en retorisk udvikling. Vi forholdt os dog kritiske til, at vores
analyseobjekt kun består af to taler, eftersom det er svært at vurdere en retorisk udvikling på baggrund af et så lille omfang
af taler. I diskussionsafsnittet vurderede vi, at der er mange andre forskellige faktorer, der spiller ind i, når man ser på Søvndals
stigende popularitet udover kun at beskæftige sig med Søvndals retoriske udvikling. I vores projekt diskuterede vi følgende
faktorer: Søvndals folkelighed, partiet SF’s nye profil, mediedækningen af Søvndal og SF samt Søvndals eventuelle brug af spin.
Vi kom frem til at de alle havde en afgørende betydning for Søvndals stigende popularitet. Den stigende popularitet og de
ovenfornævnte diskussionsemner perspektiverede vi til Fogh og hans ændrede profil i forbindelse med valgkampen år 2007.
Grundlæggende kan vi sammenfatte, at der spiller flere forskellige aspekter end den retoriske ind, når man kigger på en
politikers udvikling og stigende popularitet.

Procesbeskrivelse
Den 25/9 2009 havde vi gruppedannelse på Humanistisk informatik. Efter en del summen var Bo og Kristian endt sammen
med det samme udgangspunkt. De ville gerne undersøge massemedier i forhold til politisk kommunikation. Dog manglede de
flere i gruppen. Mia og Pernille havde fanget interessen for propaganda og spin og ønskede at udvikle en problemformulering
indenfor dette. De fire blev enige om at slå sig sammen, og sammen prøvede de at forene de to udgangspunkter. Under denne
proces, blev yderligere to piger opmærksomme på de to emner, der blev diskuteret i firemands gruppen, og derved var en
seksmandsgruppe opstået. Temaet massemedier og politisk kommunikation blev omdrejningspunktet for det fremtidige arbejde.
Det første gruppemøde omhandlede grundideen for den fremtidige opgave. Her blev vi bevidste om, hvor begrænset
temarammen, tekst: form og indhold gjorde os. Efter en længere diskussion i gruppen fik vi os sporet ind på et foreløbigt
omdrejningspunkt, som alle kunne affinde sig med. Emnet blev Helle Thorning Smidt og hendes retoriske udvikling.
En uges tid senere mødtes gruppen til et foredrag af Anders Dybdal, tidligere spindoktor for Mogens Lykketoft, og han fik os
til at tænke i andre baner. Han mente, at Villy Søvndal ville være mere relevant i forhold til vores omdrejningspunkt og efter
nærmere undersøgelse indså vi, at dette var rigtigt. Vi blev hurtig herefter enige om en foreløbig problemformulering, der
omhandlede Villy Søvndals retoriske udvikling.
Til et senere gruppemøde begyndte vi at tænke i selve skriveprocessen, og hvordan dette kunne fungere bedst for vores
gruppe. Igen efter en lang diskussion besluttede vi os for konceptet ”Swinger Buddies”, der går ud på at opdele os i mindre
grupper, der hver især skulle tage vare på hver deres områder. Meningen med dette koncept var altså, at vi skulle prøve
at arbejde sammen med hinanden på kryds og tværs, så vi kunne lære hinandens styrker og svagheder at kende samt give
hinanden konstruktiv kritik. Arbejdsfordelingen blev her besluttet, og vi var nu klar til at gå i gang med skriveprocessen.
Til dette møde besluttede vi yderligere hvilke deadlines, der skulle være for de enkelte dele i opgaven, og vi fik lavet en
gruppekontrakt.
Til midtvejsseminariet d. 5/ 11 2009 fik vi sat nogle ting på plads, og vi troede at vi var på rette vej. Men til det næste
vejledermøde stod tingene endnu klarere og vi indså at vi måtte revurdere det, som vi var kommet frem i analysen og teorien.
Spørgsmålet var her, om vi ville stræbe efter et højere taksonomiskniveau og dermed omskrive det skrevne. Som gruppe
besluttede vi os for at forsøge at bestige Mount Everest, selvom vi var bevidste om, at der var en risiko for ikke at nå højere end
87

88
himmelbjerget. Hermed sagt at vi ville forsøge vores ypperste for et godt resultat.
Saglig diskussion har gennem processen fyldt en stor del i vores gruppe. Selvom vi har haft vores kampe i gruppen, hvor alle
har oplevet at skulle bøje sig for flertallet, har det i sidste ende styrket processen væsentligt. I de seneste måneder har vi været
hele følelsesregistret igennem. Vi har følt alt fra glæde til frustration og opgivelse, og det er gennem denne læringsproces, at
vi har fået indsigt i, hvad det vil sige at arbejde i en så stor gruppe i udarbejdningen af et stort projekt. Vi har lært meget
gennem denne proces, og har fået en langt bedre indgangsvinkel til et fremtidigt projekt.

Skema for arbejdsfordelingen
Vi har forsøgt at udarbejde et skema, der viser hvem der har stået for de forskellige dele i opgaven. Der skal dog nævnes at
selvom visse personer har stået for konkrete dele i projektet, har vi alle været omkring samtlige afsnit i opgaven.
Opgaver Bo Julie Kristian Mia Pernille Tina
Indledning X
Metode X X
X X
Foreløbig teori X X X X
Endelig teori X X
Foreløbig analyse X X X X X X
Endelig analyse X X
89

90
Diskussion X X X X
Perspektivering X X
Konklusion X X
Procesbeskrivelse X X
Problemformulering X X X X X X
Litteraturliste X X X X X X
Layout X

Litteraturliste
Taler
Søvndal, Villy. 2005, Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark.
http://www.dansketaler.dk/
Søvndal, Villy. 2008, De brudte løfters regering.
http://www.sf.dk/default.aspx?site=villys_site&func=weblog.entryview&eid=32500
Bøger
Dahl, Katrine, Olesen, Jenny, Anneberg. 1. udgave, 2003, Retorik – når teksten vil noget. Forlaget Klim. Århus.
Friisberg, Gregers. 1. oplag, 2008, Politik Dansk politik i internationalt perspektiv. Columbus. Viborg.
Frimann, Søren. 2004, Kommunikation – tekst i kontekst. Tekst analyse med systemisk funktionel lingvitstik. Aalborg
universitetsforlag.
Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitch. 2007, Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Roskilde Universitetsforlag
Hvass, Helle. 2003, Retorik – At lære mundtlig formidling. Gyldendal
Hjarvard, Stig. 1995, Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati. Medieudvalget, København
Høybye, Anne, Buchhave, Brit, Lund, Martin, Wagner, Signe (redigering), Nielsen, Mie, Femø,
Koch, Christian, Vigsø, Orla, Jønsson, Rasmus, Kjøller, Klaus, Skou, Kaare, Espersen, Hein,
Martin, Antorini, Christine (bidrag). 2007, Politisk spin. Akademisk forlag.
91

92
Jensen, Elisabeth Halskov og Olesen, Jenny Anneberg. 2003, Teksten univers – introduktion til tekstvidenskab. Forlaget Klim.
Jørgensen Keld Gall. 1999, Stilistik i håndbog i tekst analyser. Gyldendal
Lindhardt, Jan. 2003, Retorik. Berlingske Forlag. København
Nielsen, Mie, Femø. 1. udgave, 2004, Spin, selvfremstilling og samfund – public relations som reflekterende praksis. Forlaget
Samfundslitteratur
Onsberg, Marete og Jørgensen, Chalotte. 2008, praktisk argumentation. Ny teknisk forlag.
Sauerberg , Lars Ole. Litteraturvidenskaben siden nykritikken. Odense universitetsforlag
Schwarz, Thomas og Bondensen, Lars Bo. 1996 tidsskrift Årgang 25 1-2, Hermeneutikken i dialog. Tidsskrift. Philosophia.
Rasmussen, Finn. 1. udgave, 1.oplag, 2007, Massemedier og politisk kommunikation, Columbus.
Vagle, Sandvik og Svennevig. 1993, Tekst og kontekst. En innføring i tekstlingvistikk og pragmatikk. Landslaget for
norskundervisning og Cappelen akademisk forlag.
Artikler
Seidelin og Børsting. Politikken 2008, Søvndal gør op med udlændingepolitik.
http://politiken.dk/politik/article480290.ece
Mortensen, Søren. BT 2009, 25 Hemmeligheder om Villy Søvndal.

http://www.bt.dk/politik/25-hemmeligheder-om-villy-soevndal
Qvortrup, Henrik.Berlingske 2007, Fogh, Villy – og en rover.
http://www.berlingske.dk/din-mening/fogh-villy-og-en-rover
Websider
http://da.wikipedia.org/wiki/Irakkrigen#Optakten_til_konflikten
http://politiken.dk/politik/article411636.ece
http://www.berlingske.dk/politik/analyse-medier-danser-efter-soevndals-pibe
http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Politik+temaer/2007/Valg/2007/10/27/061222.htm
http://www.ft.dk/Folketinget/Medlemmer/findMedlem/SFVILS.aspx
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Sprogvidenskab,_overbegreber/strukturalisme/
strukturalisme_(Litteraturforskning)
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Sprogvidenskab,_overbegreber/politisk_sprogbrug
http://www.information.dk/119780
http://www.information.dk/148961
93

94
http://www.information.dk/204702
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/5+hurtige+til.../5+hurtige+til+Mathias+Gr%c3%bcttner
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahrir.html
http://www.silkeborg-motorvej.dk/
http://www.spinnesiden.dk/socdebatsag.php
http://www.ugebreveta4.dk/2009/200914/Baggrundoganalyse/SF_rider_hoejt_paa_andre_partiers_fiasko.aspx
http://www.ugebreveta4.dk/2009/200903/Baggrundoganalyse/Socialdemokraterne_ignoreres_af_medierne.aspx
Modeller
http://bogwebs.systime.dk/bogwebs/mundtlighed/gfx/argumentation_02.gif

96
Bilag 1: ”Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark”
Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark
I dag er en af de helt store dage i Anders Foghs regeringstid.
Han har fået besøg af sit store western-idol, George W. Bush.
Og han har indkaldt politi fra hele landet for at passe på sit store idol. Så velkommen til jer alle - også til
de betjente der er kaldt ind fra Tønder og Aalborg på deres feriedag, for at passe på sheriffen fra Texas.
Hver gang man i det her land kritiserer noget der vedrører USA, bliver man beskyldt for anti-amerikanisme.
Lad mig derfor sige til jer:
Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg kan bare ikke lide præsident Bush.
Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg bryder mig bare ikke om den forbandede krig i Irak.
Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg insisterer bare på min demokratiske ret til at ytrer mig mod George
Bush’s vanvid.
Så jeg er ikke anti-amerikansk. Men jeg føler en dyb forpligtelse til at bekæmpe George W. Bush, Donald
Rumsfeld, Dick Cheney og Paul Wolfowitz og dét de gør ved den verden mine og jeres børn skal vokse
op i.
Den forpligtelse er vi heldigvis mange der føler.
Det gælder for øvrigt også amerikanerne.
Så lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, der deler vores syn på Bush-administrationen.
Lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, som i disse år skammer sig over deres regering og
deres lands officielle politik.
Lad os sende en hilsen til de 59 % af amerikanerne, som i en nylig Gallup ønsker deres tropper hjem fra
Irak.

Og lad os så sende en hilsen til alle de amerikanere, som med deres kritik af egen regering, yder et vigtigt
bidrag til en bedre verden.
For der er et andet Amerika.
Der er et andet Amerika.
Der er det andet Amerika, dét Amerika som ikke vil et nationalistisk, nykonservativt og dogmatisk-kristent
USA, men som vil friheden, ligeværdigheden, freden og fornuften.
Dét Amerika, som er Bush’s anti-tese.
Vi beskyldes for at være anti-amerikanske, fordi vi viser vores protest og disrespekt for Bush.
Men vi kan ikke andet. Vi står hér - og kan ikke andet.
Hvad er anti-amerikanisme? Hvad betyder det?
En indisk-amerikansk forfatter, der havde kritiseret Irak-krigen, blev i USA hængt ud som anti-amerikansk.
Men hun spurgte: Hvad betyder anti-amerikanisme?
Betyder det at jeg ikke kan lide jazz? Eller Bob Dylan? Eller kalkun på Thanksgiving-day? Hvad betyder
det?
Der er ikke noget svar. For stemplet om anti-amerikanisme er intet andet end et patetisk forsøg på at lukke
munden på enhver kritisk røst.
Men vi vil ikke lade dem lukke munden på os.
Vi vil ikke tie, når verden står i flammer og når verdens mest indflydelsesrige person kun bidrager med
benzin og krudt - i stedet for frisk vand og lægehjælp.
Vi vil ikke tie!
I dag er det George W. Bush’s fødselsdag. Det er også Dalai Lamas. Så forskellig, så mangfoldig er verden.
Så lidt intellekt og så lidt medmenneskelighed samlet i Det Hvide Hus.
97

98
Så megen medmenneskelighed og så stor livsvisdom samlet hos en kutteklædt munk fra Tibet.
Verdens goder er i sandhed uretfærdigt fordelt.
For mens visdommen og medmenneskeligheden er fordrevet fra sit land og er uden magt, er dumheden og
den menneskelige arrogance mere end noget andet ved magten i USA.
Jeg er sikker på, at Anders Fogh Rasmussen på skatteydernes regning får diverteret Bush med gaver og
saltkringler på fødselsdagen.
Jeg er vokset op med, at man skal udvise almindelig høflighed overfor fremmede. Så tillykke med fødselsdagen,
George Bush. Trods alt.
Men først og fremmest: Lad os sende en hilsen til de kræfter i verden som bringer os håb og tro på en
bedre og mere retfærdig fremtid.
Lad os derfor sende en stor og varm hilsen til Dalai Lama.
Og lad os fordømme den rå magt, som forvalter deres muligheder og deres position så uendelig dårligt og
til skade for så mange. Ja, det er dig jeg tænker på, George Bush.
Det er dig, George Bush. Og med dig Rumsfeld og Cheney og Wolfowitz og den alenlange række af
krigsgale, kristne fundamentalister.
USA har i mange år først en vanvittig udenrigspolitik.
Men under George W. Bush, som lige nu er hér København, og som lige nu vartes op som var han en
konge og én af historiens store skikkelser, om ham må vi sige: Det kan næppe gøres dårligere.
Kursen kan næppe være mere katastrofal.
Jeg står her med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner, som USA forsømmer at tilslutte sig
eller implementere.
Det handler om landminer. Om atomprøvesprængninger. Om biologiske våben.
Det handler om den internationale straffedomstol. Om Wiener-konventionen.
Det handler om miljø og Kyoto-protokollen og den internationale plan for renere energi.

Det handler om FN’s børneretskonvention og om torturkonventionen.
Jeg kunne blive ved. Igen og igen viser USA’s regering sig at have et hyklerisk forhold til internationale
aftaler og konventioner.
Og det bringer USA i selskab med de selv samme lande som USA kalder for slyngelstater.
Dét er hykleri.
Og det er ikke acceptabelt, at den slyngel-administration som USA har, skal være Danmarks nærmeste
allierede.
Og det er ikke acceptabelt, at Danmarks statsminister leger Bush-wannabe, og dermed gør Danmark til en
del af den slyngelpolitik som udgår fra Rumsfeld, Cheney, Wolfowitz og Bush.
Det kan godt være et USA’s administration kører Harley Davidson, og Anders Fogh kun kører Puck Maxi:
Men det er ikke køretøjet der bestemmer destinationen - det er vejen man vælger, som er den afgørende.
Det er vejen man vælger, som bliver bestemmende for, hvor man havner.
Og kursen er forkert. Danmark skal ind på en helt anden udenrigspolitisk kurs. Vi skal ud af kløerne på
Bush.
Man skal vælge sine venner med omhu, og Anders Fogh har udvist en fatal mangel på dømmekraft i sit
valg af venner. Der bør i sig selv diskvalificere ham som statsminister.
Det er blevet sagt, at den gode magt er den forsigtige administration af uretfærdigheden.
USA’s nuværende administration forvalter hverken magten eller uretfærdigheden nænsomt.
Og af samme grund går verden ikke fremad i disse år. De stigende rigdomme, den langt større velstand,
den enorme produktivitet har ikke fjernet skellene og modsætningerne i verden.
De fattige bliver fattigere.
De desperate mere desperate.
Og dem, der er fyldt med afmagt, griber til magt, antændt af religionernes forblændelse.
Vi har muligheden for at gøre det bedre. Vi har muligheden for at gøre det anderledes. Vi har en historisk
99

mulighed.
Ret skal være ret: Det er ikke alt sammen George Bush’s skyld. Langt fra.
Men Bush sidder i en position, hvor han mere end nogen anden enkeltperson i verden har muligheden for
at handle og forvalte magten klogt og forsigtigt og til gavn for fremtidige generationer.
Så når vi er her i dag, så er det ikke som anti-amerikanere.
Når vi er her i dag, så er vi her som demokrater. Vi er her som borgere. Som verdensborgere. Når vi er her
i dag, så er vi her som stærke individer, der hver især er optaget af en bedre og mere retfærdig verden.
Og vi er her, fordi vi med stor bekymring og med stor alvor er vidner til, at verdens mest indflydelsesrige
person forvalter sin magt så umanerligt farligt og så uendelig dumt, at han udgør en selvstændig trussel
mod fred, fremskridt, sundhed og bæredygtighed over hele kloden.
I dag er det blot to dage siden amerikanerne fejrede deres uafhængighedsdag.
Der står mange store og flotte ting, i den amerikanske uafhængigheds erklæring.
Der er mange mål, som stadig er værd at stræbe efter.
Men hvis George Bush tror, at han kan udbrede den amerikanske idé om frihed, demokrati og fred…
…ved brug af rå magt, manipulation og bomber, så tager han fejl.
Derfor er det så ulykkeligt at vi har den mand siddende på den position. Og derfor må vi markere, at den
ledelse, den magtudøvelse og den administration ikke har vores accept.
Det er ikke i vores navn!
Det er ikke med vores accept!
Det er ikke i vores ånd!
Rejs hjem, Bush. Hjem fra Danmark og hjem fra Irak.
Rejs hjem.
100

Bilag 2: ”De brudte løfters regering”
De brudte løfters regering
Min tale ved Folketingets afslutningsdebat.
I ugerne op til den 13. november sidste år var det rigtig dejlig at være dansker. I ugerne op til folketingsvalget
strøede regeringen og dens støtteparti om sig med løfter til befolkningen.
Der skulle være bedre velfærd, ventelisterne skulle væk, skolerne skulle renoveres, de ældre skulle have
bedre forhold, miljøet skulle opprioriteres og der skulle ske en masse på klimaområdet.
Børnechecken skulle forhøjes. Asylbørnene og deres familier skulle hjælpes ud af flygtningecentrerne, og
der skulle laves et bredt forlig om børnene på asylcentrerne.
I dag tror jeg, at mange danskere føler sig snydt. Løfterne blev ikke indfriet og mon ikke det er en del af
forklaringen på, at regeringen har mistet opbakning.
De seneste uger har Danmark været præget af strejker indenfor ældreplejen, i daginstitutionerne, på sygehusene
og andre steder i den offentlige sektor.
Strejkerne har ramt mange mennesker. De har været til stor gene for patienter, for småbørnsforældre, for de
ældre og deres pårørende.
Alt sammen fordi, de mennesker, der nu strejker, varetager helt afgørende vigtige funktioner for samfundet.
De gør et helt nødvendigt stykke arbejde. Og når de ikke udfører det arbejde, ja så kan det virkelig mærkes.
På trods af alle de gener, som strejken giver, så tror jeg alligevel, at jeg taler på de fleste almindelige danskeres
vegne, når jeg siger de strejkende TAK. Tak fordi I tager kampen – ikke alene for at sikre ordentlige
løn- og arbejdsforhold i nogle fag, som alt for længe er haltet bagefter, men også for at gøre opmærksom på
den langsomme nedslidning og forringelse af den offentlige sektor, som foregår under den her regering.
Strejken har været et nødvendigt wake-up-call, som bør føre til, at vi politikere nu tager en seriøs drøftelse
af, hvad det er, der er ved at ske med den fælles velfærd.
101

Jeg tror, at mange danskere undrer sig over, hvordan det kan være, at vi den ene dag kan købe hele verden,
mens vi kan se, at skolerne forfalder, daginstitutionerne er nedslidte og de ældre, der har knoklet hele deres
liv, ikke får den behandling vi egentlig skylder dem – og som de ansatte i ældreplejen så gerne vil yde dem,
hvis de fik mulighed for det.
Jeg tror, at mange danskere undrer sig over hvorfor der altid er råd til skattelettelser til de mest velstillede,
men når det gælder om at skabe ordentlige forhold for rengøringsassistenterne, SoSu’erne, pædagogerne og
de andre kvinder i lavtlønsjob – ja, så er der lige pludselig ikke råd til noget.
Jeg håber, at regeringen og paraden af ministre hernede kan svare på det. For folk ude i virkeligheden forstår
det ikke, og for at være helt ærlig, så gør jeg faktisk heller ikke.
I SF er vi optaget af at løse de rekrutteringsproblemer, som den offentlige sektor kommer til at stå med i
fremtiden. Hvordan sikrer vi, at de offentlige arbejdspladser bliver attraktive arbejdspladser? Hvordan sikrer
vi, at de mennesker, som hver eneste dag yder et stort stykke arbejde for at passe og pleje vores ældre, vores
børn og vores syge også høster anerkendelse for deres indsats?
Et af svarerne fra SF er, at vi skal have løftet kvindefagene op på mandeløn. Derfor vil vi have en ligelønskommission
med penge – vi har også fundet pengene til det.
Vi har brug for ligeløn. Det har sygeplejerskerne, sosu-erne, pædagogerne. Det har de syge, de ældre og
vores børn også. Det har vi som samfund. For uden ligeløn risikerer vi nemlig, at vi slet ikke kan skaffe nok
medarbejdere til at passe og pleje vores børn, syge og ældre.
De strejkende fagforbund har startet kampen for en løn, der kan fastholde de erfarne og rekruttere nye medarbejdere
til det offentlige sundhedsvæsen. Tak for det!
Allerede i dag mangler vi tusindvis af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og om få år vil vi
mangle op mod 30.000. Samtidig falder tilgangen til uddannelserne. På sygeplejeuddannelsen er søgningen
så lille, at der i dag er ca. 300 ledige studiepladser.
Med den nuværende uligeløn er det ikke så mærkeligt, at vi risikerer at mangle medarbejdere til den fælles
102

velfærd i fremtiden. Prøv blot at forestille Jer de unge, der om kort tid skal vælge uddannelse. Hvis de vælger
at uddanne sig til at passe vores børn eller pleje vores syge og gamle, skal de regne med en væsentligt
lavere løn end hvis de uddanner sig til at passe på vores penge eller lave vores IT-programmer.
Jeg forstår i hvert fald godt, at det ikke er det mest tillokkende at vide, at det som en sygeplejerske i det offentlige
sundhedsvæsen tjener på et helt år, har en privatansat med samme uddannelseslængde allerede tjent,
når vi kommer til efterårsferien.
SF støtter kampen for ligeløn. Uden ligeløn sætter vi fremtidens velfærd på spil. Uden et ligelønsløft til
dem, der uddanner sig til at passe vores børn og pleje vores syge og ældre, kommer vi til at mangle uddannet
personale til den velfærd, vi ønsker os nu og ikke mindst i fremtiden.
Undergravningen af det fælles sundhedsvæsen – med fri og lige adgang for alle – vil fortsætte. Flugten til
privathospitalerne vil fortsætte. Det er resultatet af regeringens politik.
For SF er det afgørende, at vi har et sygehusvæsen i verdensklasse, hvor der er fri og lige adgang for alle.
Det skal ikke være sådan, at det er størrelsen på pengepungen, der bestemmer hvilken behandling man får,
hvis helbredet svigter eller ulykken rammer.
Tillid til offentligt ansatte
Men spørgsmålet om løn gør det ikke alene. Vi skal også have genskabt tilliden til de offentligt ansatte. Under
denne regering har mistillid og kontrol været indgangen til alting, når det handler om offentligt ansatte.
Det har skabt papirbunker. Det har skabt bureaukrati. Det har skabt spild-af-tid.
Men det har ikke skabt mere velfærd.
Den vej skal vi ikke gå længere ud ad. Den vil blot føre til endnu større medarbejderflugt. Mere utilfredshed
og fravær. Og mere nedslidning.
Lad os nu prøve noget nyt: Vi skal have tillid til, at de mennesker, der arbejder i den offentlige sektor faktisk
gerne VIL deres arbejde.
Når jeg taler med offentligt ansatte, så hører jeg det igen og igen: Der er for mange regler, for meget kon-
103

trol, for meget papir. Det sluger tiden og fjerner fokus fra det væsentlige: at servicere og hjælpe borgerne.
Dansk Socialrådgiverforening lavede for nylig en undersøgelse af, hvordan socialrådgiverne bruger deres
tid. Resultatet var rystende:
Otte og et halvt minut i timen. Eller knap en time om dagen. Så lidt tid bruger en kommunalt ansat socialrådgiver
på børneområdet på at tale med borgere - enten ansigt til ansigt eller i telefonen.
I procent svarer det til, at 14 procent af en socialrådgivers arbejdsdag bruges på borgerkontakt, og 86 procent
på øvrige opgaver. Administrative opgaver sætter sig på næsten halvdelen af arbejdstiden.
Lad dog socialrådgiveren bruge sin tid på, at hjælpe klienterne. Lad dog SoSu-hjælperen bruge sin tid på de
ældre. Lad dog læreren bruge sin tid på at undervise.
I gamle dage var modstanden mod bureaukrati i det offentlige en borgerlig mærkesag – nu står den borgerlige
regering forrest med mistillid, kontrol og mere bureaukrati.
…
Kommuneøkonomi og kommunal service
Snart skal der forhandles om kommunernes økonomi. Og det er vist ikke nogen hemmelighed, at kommunerne
er hårdt pressede under den regering. Der skæres ned mange steder. Bygningerne er nedslidte. Skoler
og institutioner forfalder. Prøv et toiletbesøg på en folkeskole – det er ikke nogen rar oplevelse.
For ikke så længe siden havde vi valgkamp her i landet. Det var dengang regeringen lovede at gøre noget
ved de nedslidte bygninger. 50 milliarder skulle sættes af en kvalitetsfond – så klasselokalerne og de uhumske
skoletoiletter kunne blive renoveret.
Det lå regeringen meget på sinde – sagde man.
Det viste sig bare, at det ikke var nye penge. Det var bare det, der skulle til for at de alt for lave investeringer
kunne holde trit med den almindelige økonomiske vækst.
Men selv dette meget lavet ambitionsniveau, vil regeringen ikke leve op til.
Jamen, er det ikke et løftebrud? Jo, det må man sige.
104

Og det er der nu også mange borgerlige ude i kommunerne, der mener.
Formanden for Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, sagde sådan her i Berlingske
Tidende for nylig:
»Det er et klart løftebrud , hvis regeringen ikke finder nogle friske penge frem til offentlige investeringer.
Den har jo lovet befolkningen, at der skal rettes op på standarden af de offentlige bygninger.«
Og den gæve Venstremand forsatte:
”Jeg kan konstatere, at det ikke er det, regeringen har lagt op til med sin økonomiske redegørelse. Hvis ikke
regeringen finder pengene i økonomiforhandlingerne med kommunerne, er det et klart løftebrud i forhold
det, den lovede før, under og efter valget.”
Sagde altså Venstremanden Erik Fabrin.
Det er også ved at gå op for befolkningen, at regeringen er ansvarlig for manglerne i den kommunale
service. En frisk meningsmåling fra Børsen viser, at en markant voksende andel af danskerne mener, at den
kommunale service er faldet, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Samtidig giver vælgerne
først og fremmest regeringen skylden for økonomiske problemer i kommunerne.
Den her regering slog sig i starten op på, at den holdt hvad den lovede. Jeg tror, at mange danskere er ved at
gennemskue, at løfterne på mange områder ikke bliver indfriet.
SF har foreslået, at kommunernes økonomi bliver forbedret, så de får råd til at holde det nuværende serviceniveau
– og måske endda til en lille forbedring af velfærden.
…
Klima
Under sit besøg på George W. Bush’ ranch i Texas i begyndelsen af marts roste statsministeren sin vært for
at satse på klimadagsordenen. Og på det efterfølgende pressemøde hyldede statsministeren Bush som en –
citat – ”overbevist miljøforkæmper”
105

Det var ikke pænt gjort, sådan at lave grin med sin gamle ven på den måde.
Hvis det var alvorligt ment, tegner det et dystert billede af regeringens reelle indstilling til klima-problemerne?
I SF er vi meget optagede af, hvad vi skal leve af i fremtiden. Danmark skal være et foregangsland på det
grønne område. Vi skal være forrest, når det handler om økologi og grøn produktion. Vi skal være forrest,
når det handler om vedvarende energi.
Først og fremmest, fordi vi står overfor en alvorlig klimatrussel. Det er vist ved at gå op for alle. Men også
fordi Danmark faktisk har gode kort på hånden, når det handler om at skabe nye arbejdspladser ved at satse
på vedvarende energi og økologisk omstilling.
Her synes jeg regeringen har en alt for sløv og slap indstilling til de udfordringer vi står overfor.
Først spildte regeringen fem år med miljønedskæringer og Lomborg. Så fandt man ud af, at klimaproblemerne
ikke kunne tales væk. Det er et fremskridt, men det går godt nok langsomt…
Hvorfor vil man ikke fastlægge et ambitiøst mål for reduktion af CO2-udslippet?
Jo statsministeren har da sagt, at vi skal gøre os uafhængige af kul, olie og gas. Men ikke hvornår. Med det
nuværende tempo vil det tage - bogstaveligt talt – 117 år. Det kalder jeg en gratis omgang.
Vi må have et mål, som vi har en chance for at se gå i opfyldelse inden vi dør!
SF har foreslået en 50% reduktion inden 2025. Regeringen siger 15%. Det er altså ikke godt nok.
SF er parat til at tage ansvar for en langt mere realistisk og ambitiøs klimastrategi, som ikke alene retter op
på de seneste års forsømmelser, men som også bringer Danmark i front, når det gælder klimavenlig trafik,
forsyningssikker vedvarende energi og effektiv udnyttelse af energi.
SF er parat til at investere massivt i udvikling af miljørigtig teknologi og derigennem bl.a. sikre, at Danmark
får en ny havvindmøllepark hvert andet år.
SF vil udnytte de gode danske erfaringer og udvikle klimavenlige løsninger, der kan eksporteres til resten
af verden. For klimatruslen er ikke kun et dansk problem. Det er globalt og kan få katastrofale konsekvenser
106

for hele verden.
På trafikområdet skal der dæmmes op for privatbilismen. Der bruges alt for meget CO2 på transport. Vi skal
have flere investeringer i kollektiv transport og vi skal have kørselsafgifter omkring de store byer. Flere skal
ud af bilen og over i toget.
Det skal derfor ikke koste så meget at bruge kollektiv trafik, hvis det står til SF - 10 kroner for en busbillet i
byerne. Den kollektive trafik er i dag dyr og besværlig – SF vil gøre det nem og billig.
Vi vil arbejde for, at den miljørigtige bil bliver billigere, og at du kan stole på at bussen eller toget bringer
dig frem i tide.
Også på trafikområdet er regeringen desværre fodslæbende og bagstræberisk. Den vil gerne stå for store
klimatopmøder, men den lever ikke op den moralske forpligtelse, der følger med: At vise at vi går foran.
Ny regering:
Hvis Danmark skal tilbage på sporet – uanset om det handler om velfærden, miljøet eller udenrigspolitikken
– så skal vi have en ny regering.
Det knokler vi for hver eneste dag i SF. Og vi synes sådan set, det går den rigtige vej.
En ny regering, som SF deltager i, vil stå for en helt anden politik.
En ny regering vil gøre op med den stigende ulighed, som bl.a. kommer af, at mennesker i dagens Danmark
lever på satser, som vi slet ikke kan være bekendt. Starthjælpen f.eks.
En ny regering vil sikre et velfungerede sundhedsvæsen. De offentlige sygehuse skal være i verdensklasse
– flugten til privathospitalerne skal stoppes. Der skal være fri og lige adgang til behandling i det danske
sundhedsvæsen.
En ny regering vil genskabe Danmarks førerposition på uddannelsesområdet. Vi skal have en folkeskole,
hvor der er færre børn i hver klasse. Med to lærere de første tre år.
En ny regering vil stå for en helt anden udenrigspolitik, hvor vægten lægges på udvikling, konfliktløsning,
nedrustning og fair handel. Parløbet med Bush har været en katastrofe. Vi glæder os til Obama.
107