PDF test - Koldkrigerens Hemmelighed

De var kommet tidligt i havn. Ålborg. Jomfru Anes Gade var målet for
aftenen. Fire sergenter fra Søværnets MTB-Division 219 var i færd
med at indtage et værtshus. De mørk-olivengrønne motortorpedobåde
hed aldrig andet end MTB’ere i almindelig omtale. At være ‘MTBbisse’
var en hædersbetegnelse i Søværnet; de sejlede i deres små
skibe med høj fart, ofte om natten, de levede om bord under
spejderagtige vilkår på stort set ingen plads, og de var stolte af deres
skibe og deres kunnen. De var første forsvarsbølge i Østersøen, hvis
‘ballonen gik op’, og Warszawa-pagten angreb. Lev stærkt – dø ung!
Division 219 bestod af tre motortorpedobåde, Solsorten, Spurven
og Ternen. De to sergenter fra Ternen havde vagt for divisionen og
måtte blive om bord. Aftenen var endnu ung, men de fire ungersvende
havde allerede fået et par stykker. I Ålborg hed det Hancock, hvis man
ville være lokalt accepteret, og det ville de. Ikke noget med
uenigheder med de lokale.
Artillerisergent Anders Hansen, som kun havde været en god uges
tid på Spurven, så klientellet på værtshuset an. Selv om det kun var
tirsdag, var der en del gæster, og der sad en lille gruppe piger på 18-19
år ved bordet ved siden af. De havde vist også fået adskille pils
indenfor, de var i hvert fald i godt humør og fnisede ved enhver
lejlighed. Et par af dem skævede over til sergenternes bord nu og da.
Anders smilede til dem. Han var 1 m 80 høj og det, man kaldte
‘almindelig af bygning’, med lyskrøllet, tæt hår. Og i god form. Han
havde lært meget om at holde kroppen i gang på sergentskolen, og han
sørgede for at røre sig, så tit han kunne. Han elskede at løbe.
”Nå, Anders, hvad synes du så?” Anders’ kollega på Solsorten,
oversergent Karl-Henrik Jensen, kaldet Kalle, lænede sig ind over
bordet for bedre at kunne høre for musikken. Han var en gammel
rotte, opvokset og opdraget i systemet fra helt ung af, men der var nok
grænser for hans karrieremuligheder. Han var flink, men ikke for kvik.
Årene i torpedobådene havde sat sine spor. Han gik til den
indimellem. Og han dyrkede bestemt ikke nogen form for motion.
Uniformsjakken sad stramt midtpå.
Anders tog ølflasken op og kradsede lidt i Hancock-etiketten.
”Efter 2 dage til søs? Jeg er lidt overvældet. Jeg havde sidste uge til at
lære skibet at kende, mens vi lå på Holmen, og jeg blev såmænd også
12