Susanne Beck Nielsen - journalist tom okke

kunst

Hvis man regner med lange forklaringer fra advokat
Susanne Beck Nielsen, bliver man skuffet, for hun er
barsk og præcis i replikken. Men lige så kontant hun
er i tale og virke, lige så filantropisk og hengiven er hun,
når det handler om hendes passion: Kunsten
Af Tom Okke Foto Steven Achiam
HAMBORG – Rundt om hjørnet fra det femstjernede Hotel Atlantic Kempinskis
cremefarvede lobby med sorte lædersofaer og lysekroner ligger
St. Georg-kvarteret. Narkomaner, prostituerede, bohemer, indvandrere
og tyskere side om side. Midt mellem hotellet og St. Georg ligger BN24
Art Gallery i en nyistandsat bygning fra 1880’erne. På øverste etage bor
galleriets ejer, danskeren Susanne Beck Nielsen. Ligeledes en sammensat
personlighed. Opvokset på en gård i en sønderjysk flække med tre
gårde og to huse, senere verdensmester i speedway for kvinder, uddannet
advokat og leder af stort advokatkontor samt ivrig kunstsamler.
Forvirret? Det er der ingen grund til. For alt har en mening. Især hvis
man spørger Susanne Beck Nielsen. Hun stiller gerne op til interview,
men svarer kun kort om end præcist på hvert spørgsmål. Ja og nej er de
ord, hun bruger mest.
Hun er kontant. Og barsk. Siger hun selv.
»Der er endda dem, der er bange for mig,« siger hun og ser forbavset ud.
Susanne Beck Nielsens private hjem huser også hendes galleri, BN24 Art Gallery,
hvor hun selv hjælper til, når kunstnerne hænger deres værker op. Men ikke alle
er lige begejstrede for hendes smag. »Min familie synes ikke meget om min
kunstsamling. Da jeg f.eks. købte en vodkaflaske med døde mus i (skabt af den
norske kunstner Morten Viskum til udstillingen »Kærlighed fra Gud«) for 15.000 kr.,
ville de have mig umyndiggjort. De synes, jeg har alt for mange ekstreme ting, som
det er fuldstændig tåbeligt at betale penge for,« siger hun.

»Men ja, jeg er meget utålmodig. Jeg vil frem til
en løsning og en afklaring. Jeg gider ikke sidde
og tale i en uendelighed. Jeg vil se resultater.«
Fair nok. Især hvis man står i spidsen for 45
medarbejdere i danskejede Bang & Regnarsens
advokatkontor i Hamborg. Da nytter det ikke
noget at sidde og pive, siger hun.
»Man må mande sig op. Især her i Tyskland
og specielt i Hamborg, hvor der er meget få kvinder
i advokatbranchen. Og da slet ingen, der tør
sætte sig for bordenden. Hernede er kvinderne
mere »hausfrau«,« forklarer hun.
Egentlig kunne det også være gået den vej
for Susanne Beck Nielsen, hvis hun da ikke var
begyndt at lege med »dem, man ikke bør lege
med«, som hun siger.
Som ung pige i landsbyen uden for Haderslev
var der ikke meget at give sig til. Så da Susanne
Beck Nielsen mødte en række drenge med knallerter,
blev gnisten tændt i hende. Hun anskaffede
sig et brølende monster, borede den og begyndte
at køre ræs. Senere blev det lidt mere seriøst.
Hun kørte 50 kubik på banen i Vojens Speedwaycenter.
Men da hun blev ældre og mere erfaren,
ville hun køre 500 kubik. Men nej.
»Det måtte piger ikke dengang. Så jeg skrev
et brev til speedwaykøreren Ole Olsen, som jo
også var fra Haderslev, og han hjalp mig med at
få min licens.«
Kun kort på toppen
Som 18-årig besteg hun i Birmingham podiet
som nummer ét. Hun var nu verdens bedste
kvindelige speedwaykører.
»Men helt ærligt, der var jo ikke så mange af
min slags dengang. Og eftersom jeg havde trænet
med alle drengene, så var jeg jo bare lidt bedre
end de fleste andre piger, der stillede op.«
Sådan. Så let fejer man et verdensmesterskab
af bordet. Susanne Beck Nielsen droslede ned
på speedwaykarrieren kort efter guldmedaljen,
da hun havde en »pædagogisk samtale« med
sine forældre.
Ikke alt skal gå op i kunst og kontant jura, mener
Susanne Beck Nielsen, der også har fået indrettet en
ca. 75 kvadratmeter stor lejlighed i sin kælder. Her bor
et liberiansk flygtningepar, som hun har kendt i mange
år. De bor uden beregning.
Susanne Beck Nielsen
Susanne Beck Nielsen er 49 år og ugift. Hun
er den ældste i en børneflok på tre og uddannet
jurist fra Aarhus Universitet. Hun har arbejdet
som advokat hos bl.a. Jørgen Pedersen &
Poul Jansen i København og er i dag partner og
leder af Bang & Regnarsens kontor i Hamborg,
hvor hun også driver sit private galleri, BN24 Art
Gallery, der primært udstiller dansk nutidskunst.
I samarbejde med arkitekter, møbelproducenter
og kunstnere rådgiver Susanne Beck Nielsen
også om indretning af bygninger, kontorer
og private hjem.
»De så gerne, at jeg kom i gang med en ordentlig
uddannelse. Men jeg havde jo hverken latinprøve
eller noget, så i første omgang måtte min
søster lære mig op, så jeg kunne komme i gymnasiet.«
Det kom hun. Men hun nød det ikke. Skolen
var ikke noget for hende. Og da hun efter sin
studentereksamen skulle finde ud af, hvad hun
så skulle, slog hun op i »Hvad kan jeg blive?«
»Jeg valgte jura. Helt tilfældigt. Det lød bare
som noget, der var lige til at gå til. Og det viste
sig, at jeg havde ret. Enhver kan jo læse jura og
blive advokat. Det handler bare om at sætte sig
ned og læse stoffet. Alle normaltbegavede mennesker
kan blive advokater, hvis de gider. Disciplin
er afgørende, og den havde jeg med hjemmefra,«
siger Susanne Beck Nielsen.
Dér var den igen. Den kontante facon. Hun er
godt klar over det, siger hun. Men hun er faktisk
begyndt at arbejde lidt med den side af sig selv,
tilføjer hun og bløder op i et lille smil.
»Jeg er f.eks. blevet meget bedre til at sige sådan
noget som »er du sød at…« og »vil du være så
venlig…« Før i tiden bildte jeg nok mig selv ind,
at jeg ikke havde tid til at spørge folk pænt, så jeg
kommanderede med dem,« forklarer hun.
Det var også dengang, hvor hun havde så
travlt og følte sig så stresset, at hun simpelthen
afskaffede alle sine blomster og planter. Det
krævede for stor tålmodighed.
Susanne Beck Nielsen har dog med tiden fundet
ind til det, der giver hende sjælefred. Det er
hverken yoga, meditation eller velvære-behandlinger.
Hun dyrker i stedet kunstscenen. Gerne
vild, abstrakt og moderne kunst. Unge danske
malere og installationskunstnere er hendes foretrukne.
Og den personlige samling fylder efterhånden
så meget, at hun i 2007 fik indrettet sit
eget galleri i stueetagen af sit hus.
»Så ja, når jeg står op om morgenen, kan jeg
lige så stille og roligt gå gennem værelserne
og udstillingen og nyde kunsten iført natkjole.
Det er da en luksus og en noget anden oplevelse
end at gå på museum eller galleri. På den

måde er kunsten blevet en form for antistress
for mig. Når jeg ser på kunst eller er sammen
med udøvende kunstnere, så oplever jeg at kunne
slappe helt af,« fortæller hun.
Interessen opstod, da hun i midten af 1980’erne
havde en veninde, der var maler. Sammen med
hende arrangerede Susanne Beck Nielsen den
første censurerede kunstudstilling i Odense.
»Der skete noget dengang. Jeg fik i hvert fald
øjnene op for en helt anden verden. Jeg købte
også mit første maleri i den periode. Det var et
af Kjeld Ulrich. Det var spændende og noget,
jeg kunne betale. Jeg gav vel 4000 kr. for det.,«
husker Susanne Beck Nielsen, der begyndte at
gå på museer og gallerier jævnligt.
Interessen blev dog yderligere intens, da hun
efter nogle år i København kom til Hamborg i
1991, hvor hun fik til opgave at starte den tyske
afdeling af Bang & Regnarsen op.
I den tyske millionby er kunstscenen mere
international, men hun har holdt fast i sin forkærlighed
for det danske. Derfor var det også
oplagt, at det var danske Marco Evaristti, der
som den første fik lov til at udstille i galleriet.
»Han kom hertil et par dage før sin fernisering.
Han kom direkte fra en udstilling i Istanbul,
og det første, han gjorde, var at pakke en
t-shirt ud, der var fuld af whisky-pletter. Den
tog han så på og begyndte at ryge Lucky Strikecigaretter
uden filter. Og sådan sad han så bare
her og så på mig. På den måde er sådan nogle
kunstnere jo helt anderledes end de mennesker,
jeg normalt omgås. Altså kedelige advokater
eller forretningsfolk. Kunstnerne har en helt
anden livsrytme og en anden måde at se tilværelsen
på. Meget mere afslappet. Det nyder jeg
virkelig, for det kan jeg jo lære meget af,« siger
hun og smiler.
Liv i huset døgnet rundt
Men her stopper det ikke. For Susanne Beck
Nielsen inviterer ikke bare kunstnerne til at
udstille, hun beder dem også om at overnatte,
for når hun først har fundet en passion, går hun
op i det med liv og sjæl.
Derfor har hun på anden sal i det store hus
på Holzdamm 24 fået indrettet to studielejligheder,
som hun kvit og frit stiller til rådighed for
de unge kunstnere, der udstiller i galleriet, eller
som har brug for et sted at arbejde.
»I de perioder, hvor jeg har kunstnere i huset,
nyder jeg simpelthen at komme hjem. Så ved jeg,
at der sker noget. Jeg hjælper til med at hænge
værkerne op, snakker med dem om deres kunst
og går også i byen med dem. Men okay, jeg skal
jo også passe mit arbejde, så jeg er ikke den, der
går med på Golden Pudel Club til den lyse morgen,«
siger hun og tilføjer, at det i øvrigt er byens
vel nok mest avantgarde undergrundsklub.
Men hvad er det så, en succesrig advokat rent
personligt får ud af at investere ikke alene tid,
men også større summer på unge, stræbsomme
kunstnere?
»Det er noget menneskeligt. Vi taler godt sammen.
Drøfter kunstneriske og filosofiske emner.
Jeg synes efterhånden, at mennesker generelt
taler mindre og mindre sammen. Og når man
endelig mødes, så skal der også spises og drikkes.
Gerne alkohol, og så bliver det tit sådan
nogle overfladiske diskussioner. Det gider jeg
ikke.«
Så engang imellem hopper hun i sin hvide
Porsche 911 Carrera 4 (i øvrigt den femte Porsche,
hun har haft) og kører hjem til familien,
der endnu bor i det sønderjyske. Hun beskriver
sit forhold til sine søskende som både meget tæt
og godt. Specielt er hun knyttet til sine niecer og
nevøer, for hun har aldrig selv fået nogle børn.
»Sådan blev det bare ikke. Jeg har engang haft
en kæreste i tre måneder. Det var alt. Men jeg vil
da ikke udelukke, at der en dag kommer en ny.
Du kan jo bare skrive, at jeg er åben for alt. Men
helst en sønderjyde,« siger hun og bryder ud i
dagens første grin.
Kort efter vender den alvorlige attitude dog
tilbage.
»Jeg har selvfølgelig brugt meget tid på mit
arbejde. Jeg går virkelig op i det. Og jeg har faktisk
aldrig gået rundt med en stærk drøm om at
få børn. Men hvis jeg havde haft en mand, ville
jeg nok have haft fem børn. Og jeg tror også, jeg
ville være en god mor,« siger hun.
»Mine søskende har tilsammen fem børn
mellem syv og 14 år, og dem er jeg gerne sammen
med. For eksempel i sommerferien eller i
mit sommerhus i Hejsager. Jeg har også givet
de største en tur til New York i konfirmationsgave.
Jeg nyder virkelig at tage mig tid til dem
og opfatter nok mig selv lidt som et legebarn.
Sådan har jeg det også med kunsten. Det er en
slags legetøj for mig. Og den ideelle balance i
mit liv opstår i mødet mellem mit arbejde og
kunst.«
susanne Beck nielsen om
… Unge kunstnere:
»Jeg håber, at jeg kan være med til at hjælpe
dem videre med deres karriere. Men jeg håber
da også, de synes, jeg er gæstfri. De kan jo
komme og bo her, tage deres venner med og få
deres egen nøgle. Så kan de gøre, hvad de vil.
Og jeg er ikke blevet skuffet endnu.«
... Etablerede kunstnere:
»Jeg kan da også godt lide Per Kirkeby. Det er
smukt. Og Michael Kvium vil jeg gerne have,
men det kan jeg ikke betale. Mange af de værker,
jeg har, er købt, endnu mens kunstnerne
ikke var berømte. Så det har været til at betale.
Men jeg smider aldrig noget ud eller sælger det.
Jeg køber kunsten for at se på den. Altså køber
jeg med hjertet, ikke som en investering.
... Livet i Hamborgs St. Georg-kvarter:
»Jeg er ikke vild med alt det der friserede i Danmark.
Vi har også en slags Hellerup-boliger hernede,
men det er så stereotypt. Jeg kan bedre
lide græsrodsmiljøet.«
Susanne Beck Nielsen (th) nyder stemningen, når
der er kunstnere på besøg, som f.eks. danske Mai-
Britt Boa (tv), der her får en hånd af galleriets ejer. I
perioder lejes galleriet også ud til reklamefilm eller
f.eks. en fotoudstilling med Karl Lagerfeld.