Disciplin

Disciplin
Mens de brutale fysiske overgreb er almenmenneskelige, er deres afløser – disciplinen
– moderne. ‘Disciplin’ lyder temmelig meget af øretæver og af at rette
ind på to rækker, men ordet er god latin og betyder ‘undervisning’ eller ‘det,
man kan lære gennem undervisning’. Den betydning finder man stadigvæk,
når ordet bruges til at betegne en del af en videnskab eller et fag. Den strikse
mening kan have udviklet sig fra ‘den orden, der skal til for at kunne undervise’
eller, som man sagde i militærsproget, ‘mandstugt’, dvs. orden, lydighed
og respekt for overordnede.
Et eller andet sted i ordet disciplin rumsterer stadig det med at undervise,
blive klogere, udvikle sig fra en tilstand til en anden. Det er der, kriminalpolitikken
griber fat, for hvad er vel specialprævention, når det kommer til
stykket, andet end noget med at udvikle sig fra en tilstand, nemlig den slette,
til en anden tilstand, nemlig den gode? Når justitsen derfor omkring år 1800
(plus/minus 50 år) erstattede de skarpe og pinlige metoder med disciplinering i
fængsler, er det et tegn på, at straffesystemet udtrykker sig i tidens tonesprog.
Også i alle andre livssammenhænge slog belæringen, tilegnelsen af kundskaber
og færdigheder, udviklingen, igennem på den tid.
Troen på udvikling er moderne. Det er ikke bare en tro på forandring, der
kan gå både frem og tilbage, til højre eller venstre, men tro på udvikling, fremskridt.
Man kan udvikle sig gennem undervisning, men gennem disciplinering
kan man udvikle sig, hvad enten man vil eller ej. Derfor er disciplin ikke synonymt
med undervisning. Det er en særlig form for undervisning – øretæverne
lurer i baggrunden.
Den moderne disciplin kommer samme sted fra som uret, den mest moderne
af alle maskiner forud for computeren, nemlig fra klostrene. Når det går op for
en, er det ikke svært at se familieskabet. Den tankemæssige bedrift ved uret
er, at det er i stand til at gøre tiden håndgribelig ved at lave den om til lige
lange stykker, der kan tælles og beregnes, manipuleres. Disciplinen betjener
sig af de samme virkemidler: Den deler alt, hvad den kommer i nærheden af,
360
store forandringer

ind i lige store stykker, så det bliver til at kapere, lige til at spise, haps, haps,
haps. Den lille tabel, den store tabel, durch, für, gegen, ohne, wieder, um. En,
to, en, to, en, to, højre, venstre, højre, venstre. Ind på to rækker, alt på sin
faste plads. Så er det til at overskue og kontrollere. Det bliver beregneligt,
manipulerbart og dermed til at styre. Med uret kan man skaffe sig den oplevelse,
at man kan styre tiden. Med disciplinen kan man styre sine medmennesker.
Det er det, der er det fine ved den. Læg godt mærke til, at disciplin
ikke, netop ikke, kun udspringer af tvang og øretæver, men først og fremmest
af undervisning, belæring. Når man har lært og er blevet disciplineret, så er
man blevet klogere. Man har udviklet sig. Har gjort fremskridt. Man er blevet
et andet menneske. Bedre!
Disciplinens råmateriale er mennesker, og det er mennesker og menneskers
omgivelser, der systematisk bliver delt op, enten så grupperne bliver lige store
eller sådan, at de består af ensartede fænomener. Det er essensen i enhver
disciplinering. Munkene bor i deres ensartede celler. De følger de kanoniske
tider. Deres liv reguleres af ordenens regler.
Skolebørn inddeles i klasser bestående af børn i samme alder. Undervisningens
genstand inddeles i fag, så man sikrer, at alle gør det samme på samme
tid. Læseplanen styrer undervisningen, så fagene bliver nogenlunde ensartede
i hele kommunen og så vidt muligt over hele landet. Tiden inddeles i lektioner
af lige lang varighed. Lektionerne optegnes på et skema, der gentages regelmæssigt
uge efter uge.
Arbejderne på fabrikkerne og på kontorerne kommer og går til bestemte
tider. De spiser regelmæssigt frokost og holder pauser. Ugen er inddelt, så
arbejdet kan foregå planmæssigt. Feriernes antal og beliggenhed er fastsat i
overenskomsten.
Soldaterne inddeles efter rang og anbringes i regimentet efter størrelse.
De bærer ensartede uniformer med ensartede distinktioner, så man kan vide,
hvem der er menig, oberstløjtnant og general. De eksercerer og går i takt, så
hele regimentet på en given kommando drejer om, næsten som en fiskestime
eller en stæreflok.
Det moderne fængsel er udviklet i Nordamerika, endnu inden det blev USA.
Kvækerne i Philadelphia var ikke glade for at henrette deres forbrydere, og i
stedet for at slå dem ihjel satte de dem i fængsel. Helt alene, en mand i hver
sin celle. Der fik de mad, klæder og husly – og ellers intet andet – indtil de
døde. Det viste sig, at ensomheden virkede utroligt stærkt. Den totalt forladte
fange uden nogen at tale med, uden noget at tage sig til, kun omgivet af den
store stilhed, måtte vende sig indad mod sig selv. Nogle blev sindssyge, det
var der ikke noget at gøre ved, men de fleste angrede, hvad de havde gjort,
og de åbnede deres sind og blev meget tilgængelige for den trøst, religionen
bog 6 staten 361

kunne bringe. ”Ordets magt var vældig, når det brød stilhedens frygtelige
disciplin.”
Fængslet efter det ’philadelphiske system’ var en enestående effektiv maskine
til at frembringe skyldfølelse i det enkelte menneske, og opdragelsen
ved skyld, styringen gennem samvittighedens stemme, sådan som den taler
til hver enkelt, det er frem for noget andet kristendommens og den moderne
kulturs ideal.
Fængslet var – og er det stadig – selve disciplineringens apoteose. Fangerne
har ingen mulighed for at unddrage sig inddelingen og regelmæssigheden. Det
er simpelthen det, straffen består i, ikke indespærringen, gitteret for vinduerne,
dørene uden indvendige håndtag. Det fremgår af fænomenet ‘det åbne
fængsel’, hvor indespærringens symboler, muren, gitteret, låsene, osv., er væk,
men hvor fangerne stadigvæk er fanger.
Disciplineringen er det egentlige, ikke alene i de åbne fængsler, men i strafferetsplejen
i det hele taget. Det forklarer, hvorfor man ufortrødent bliver ved
med at sætte folk i fængsel, selv om alle – ganske bogstavelig talt alle! – er
helt på det rene med, at det ikke hjælper med til at formindske kriminaliteten.
Dommere står med stor frejdighed frem og siger, at de da udmærket ved, at
de personer, der bliver idømt fængselsstraffe, ikke bliver mindre kriminelle
af det. Lignende erklæringer kan man høre igen og igen fra kriminologer og
fængselsfolk. Men alligevel bliver man ved. Det er meget kostbart at have
folk i fængsel. Selv bedre, velrenommerede hoteller kan med lethed konkurrere
på prisen med Hotel Gitterly, og alligevel bliver man ved med fængselsvæsen,
vagtpersonale, psykologer, pædagoger, præster, læger, osv. Hvordan
kan det være?
Selve eksistensen af en så fornuftstridig og så kostbar indretning kan kun
forklares ved, at den tjener afgørende vigtige ideologiske formål i den moderne
verden. Det er påfaldende, at der ikke er nogen, der sætter alvorlige spørgsmålstegn
ved fængslets indlysende rigtighed, selv om alle sagkyndige mener,
det er skadeligt eller i bedste fald virkningsløst. Forklaringen er svær at finde,
velsagtens fordi selve fænomenet ligger i midten af civilisationen.
Den eneste brugbare forklaring er, at det er nødvendigt at synliggøre den
lovlige orden, selve samfundets legitimeringsgrundlag, og det kan man bedst
gøre ved at opretholde en strafferetspleje, selv om de midler, den betjener sig
af, er absurde. Det forklarer, hvorfor man før i tiden gav sig til at forfølge alle
mulige fuldstændig uskadelige religiøse eller seksuelle praktikker, hvis udøvelse
ikke gjorde en kat fortræd.
I det lys giver også 1800-tallets behandling af prostitutionen mening. Ved
på samme tid at forfølge de prostituerede, men ikke deres kunder, ved at tillade
bordeller, men forfølge usædelighed, så at sige opdyrkede man et kriminelt
miljø. Hemmelighedsfuldt, men alligevel synligt. Pikant, spændende, for-
362
store forandringer

Det moderne fængsel efter det philadephiske system bygger på isolation, overvågning og arbejde.
Hver mand eller kvinde sin celle er princippet i modsætning til fortidens overbefolkede fangerum.
Her er systemet ført ud i sin yderste konsekvens ved voksenundervisningen i Surrey House of
Correction. Stik fra en bog om londonske fængsler fra 1862.

udt for børn, forargeligt, syndigt. ’Glædespiger’ kaldte man med et mærkeligt
bagvendt udtryk dets hovedpersoner og tænkte vel på, at kunderne havde
glæde af dem. Men det havde også alle dem, der omgav deres miljø – de skygger,
det kastede, og dem, der belyste det. De prostituerede var omgivet af et
vældigt træn af alfonser, bordelværter og sutenører, der alle sammen levede
af pigerne og deres lovlige-ulovlige, tilladte-utilladelige gøren og laden. Men
sædelighedspolitiet levede i ikke mindre grad af dem, og det gjorde alle deres
uhyggeligt velmenende frelsere også med deres bønner, indsamlinger og
hjem for faldne kvinder. Hvad skulle man stille op, hvis man ikke havde haft
prostitutionen? Opfinde den! Den – eller noget lige så godt.
Det moderne modstykke til fortidens heksebrændinger, jagten på folk, der
havde gjort pacta med Fanden eller var blottere, kikkere, børnelokkere, prostituerede
eller i al uskyldighed homoseksuelle, er kampen mod narkotika.
Hele det vældige komparseri, der er opstillet omkring narkotika, svarer helt
til, hvad der blev stablet på benene for at komme troldkvinder og -karle og de
sorte kunster eller senere prostitutionen til livs.
Narkotika ligner hekseri og prostitution ved, at det kun er et problem, fordi
det er forbudt. Det er det blevet i det 20. århundrede. Før den tid røg folk i
Asien i al stilfærdighed deres opium, gumlede qat i Yemen eller hashish i Mellemøsten
og tyggede kola i Sydamerika. Det forlød ikke noget om, at Voltaire
skulle have taget skade på sin forstand, eller at Charles Baudelaire være blevet
mindre poetisk, fordi de brugte opium, eller at Sigmund Freud skulle have været
særligt hæmmet af at bruge kokain. Alkohol er fuldt så skadeligt som alle
andre narkotika, men det har man måttet opgive at forfølge. Amerikanernes
forsøg på at gøre det fra 1919 til 1933 faldt ikke heldigt ud.
Narkotika blev forbudt i USA i 1914, og resultatet er, at mere end en tredjedel
af alle føderale fanger sidder for narkorelaterede forbrydelser. Narkotikaen
er blevet den vare, der næst efter våbenhandlen tegner sig for flest penge i den
internationale omsætning. Og så kunne hele narkotikaproblemet, alle behandlerne,
den vældige ulovlige omsætning, politiindsatsen, de stakkel forhutlede
narkomaner, der lægger hele deres eksistens i at udfylde deres elendige rolle
som syndebukke, alt sammen kunne det afskaffes fra den ene dag til den anden
bare ved at gøre narkotikaen legal og sælge den på apotekerne for en billig
penge til dem, der – af mange forskellige grunde, som ingen andre end de
selv behøvede at interessere sig for – ville købe det.
Når det er svært at afskaffe narkoproblemet, er det af samme grund, som
det i sin tid var svært at afskaffe hekseprocesserne, og som det det stadig er
besværligt at komme af med prostitutionen. Narkoen er en ideologisk kriminalitet,
der er opfundet for at have noget afgrænset og bestemmeligt til at gnave
i samfundsformens legitimeringsgrundlag. Det er ikke engang gjort med, at
anvendelse af narkotika umuliggør disciplinering, selv om det naturligvis i sig
364
store forandringer

selv er truende og farligt, at der er nogen, der ved så simple midler kan unddrage
sig indlæringen af samfundets orden. Det forholder sig snarere sådan,
at der skal være en eller anden passende stor og synlig gruppe af syndebukke,
der ligesom de rigtige syndebukke kan få læsset hele samfundets synder på
sig og med den bagage blive drevet ud i ørknen. Nogle få må gå til grunde, for
at helheden kan opretholdes.
Symbiosen af politi, behandlere, narkomaner, fængsler og forhandlere skaber
i fællesskab et kraftfelt, samfundets skygge. Milliarder af dollar, mark,
franc og kroner leverer dets energi. Der foregår det moderne oprør. De kræfter,
der under andre historiske epoker og i andre kulturer har været kanaliseret
ind i revolutioner og samfundsomvæltninger, havner i vore dage uvægerligt
før eller siden i narkotikaen. Så ved vi alle, hvor vi har dem. Der bliver det
ideelle oprør og den voldelige politiske protest slået samme med alle de skæve
og tvivlsomme forehavender. Mafia og Robin Hood, sørøvere og skattejægere,
vor tids Robespierre og Lenin, de er alle i samme båd.
Så er de kompromitterede. Hvis helheden, fællesskabet, ikke bliver tilstrækkeligt
alvorligt og reelt demonstreret, så eksisterer det ikke, og kun
anarkiet og de vilde dyr i kælderen hos os alle sammen er tilbage. Det kan
ikke på tilstrækkelig overbevisende måde ske ved udelukkende positive midler
som kongerøgelse, fællessang og folkedans. Der må også skarpere lud til.
Den leverer forbryderne til enhver tid, og hvis de ikke var der af sig selv, så
måtte de tilvejebringes.
Det lader sig til en vis grad gøre ved kunstens hjælp. Kriminalromanen og
dens potente afkom, tv-krimierne, opfylder det daglige behov for legitimation,
men de virker kun, når vi som tilskuere i det mindste har en svag mulighed
for at tro, at noget lignede kan forekomme i virkeligheden. Narkoen egner sig
utroligt godt til at levere det modbillede, selve skyggen om man vil, til den
disciplinerede moderne kultur. Det er derfor, det føles som så uoverkommeligt
stort et tab at lade narkoproblemet forsvinde sådan bare uden videre.
Hvad i alverden skal man sætte i stedet?
bog 6 staten 365