Bind 4 - Oktober

Bind 4 

Den første 

russiske revolution 

1905-1907 

Forlaget Tiden 1977

V. I. Lenin 

Udvalgte Værker i 15 bind 

Redaktion: 

Eigil Nielsen og Gelius Lund 

Artiklerne oversat fra russisk efter 

Lenin: Samlede Værker, bind 9-13 og 19 

5. udgave, Moskva 1969 

Oversættere: 

Side 17- 20 Martin Thomsen 

Side 21-148 Anne Lund 

Side 149-158 Gelius Lund 


Side 169-174 Gelius Lund 

Side 165-177 Martin Thomsen 


Alle datoer i bogen er angivet efter gammel 

russisk tidsregning, der var 13 dage efter den 

nu anvendte tidsregning 

Oversættelserne © Forlaget Tiden 1977 

'Tryk: TerpoTryk 

ISBN 87-579-0108-2

INDHOLDSFORTEGNELSE 

Til den danske udgave 7 

Revolutionen i Rusland begyndt 17 

To Slags Taktik i den Demokratiske Revolution 21 

Forord 21 

1. Det aktuelle politiske spørgsmål 25 

2. Hvad siger resolutionen fra RSDAP's 3. kongres os 

om den provisoriske revolutionære regering? 28 

3. Hvad er »revolutionens afgørende sejr over tsarismen«? 35 

4. Monarkiets likvidering og republikken 41 

5. Hvorledes skal man »drive revolutionen fremad«? 46 

6. Hvorfra trues proletariatet af faren for at stå med bundne 

hænder i kampen mod det inkonsekvente bourgeoisi? 50 

7. Taktikken »at fjerne de konservative fra regeringen« 63 

8. Osvobosjdisme og nyiskrisme 67 

9. Hvad betyder det at være den yderste oppositions parti 

under revolutionen? 75 

10. »Revolutionære kommuner« og proletariatets og bøndernes 

revolutionær-demokratiske diktatur 79 

11. En flygtig sammenligning mellem nogle resolutioner 

fra RSDAP's 3. kongres og fra »konferencen« 89 

12. Svækkes den demokratiske revolutions slagkraft, 

hvis bourgeoisiet svigter den? 93 

13. Slutning. Vover vi at sejre? 102 

Efterskrift. Endnu engang osvobosjdismen, 

endnu en gang nyiskrismen 113 

I. Hvad er det, de borgerlig-liberale realister priser 

de socialdemokratiske »realister« for? 113 

II. Kam. Martynovs »uddybning« af spørgsmålet 120 

III. Den vulgære borgerlige fremstilling af diktatur 

og Marx' syn på det 128 

Socialdemokratiets Stilling til Bondebevægelsen 139 

Vore Opgaver og Arbejderrepræsentanternes Sovjet 149 

Om Partiets Reorganisation 159 

Partimæssig Organisation og Partimæssig Litteratur 169 

Frihed til Kritik og Enhed i Handling 175 

M oskvaopstandens Lære 178 

Revolutionens Lære 186 

Noter 193 

Navneregister 209

TIL DEN DANSKE UDGAVE 

Artiklerne i dette bind stammer fra tiden under den første 

russiske revolution, 1905-07, dog er den afsluttende artikel, 

som sammenfatter læren af revolutionen, skrevet i 1910. 

De fire første blev skrevet, mens Lenin endnu befandt sig i 

politisk eksil, de fire næste efter hjemkomsten til Rusland, 

den sidste atter i eksil. Udvalget dækker omkring en tiendedel 

af Lenins litterære produktion i revolutionsårene. 

I skriftet Hvad Må Der Gøres?, denne udgaves bd. 2, havde 

Lenin fremhævet muligheden for, at den russiske arbejderklasse 

ville blive den internationale bevægelses fortrop 

og indlede en ny fase i revolutionsprocessen. Det hang 

sammen med de særlige forhold i Rusland. Kapitalismen 

udviklede sig til monopolkapitalisme, en dyb økonomisk 

krise 1900-03 forværrede levevilkårene for byernes arbejderbefolkning, 

arbejdsdagen var 111/2-14 timer, de sociale 

forhold usle, også på landet, hvor godsejerne trods 

bondereformen i 1861 stadig udpinte bønderne. 1 1904 kom 

dertil krigen mod Japan, en imperialistisk krig, som bragte 

tsardømmet nederlag og folket nye lidelser. 

I denne situation udvikledes et proletariat med en revolutionær 

orientering. Dets parti, Ruslands Socialdemokratiske 

Arbejderparti, RSDAP, stod imidlertid delt i en revolutionær 

fløj, bolsjevikkerne, og en opportunistisk fløj, 

mensjevikkerne. Modsætningerne mellem fløjene var blevet 

særlig skarpe i tiden frem til 1905. F. eks. havde mensjevikkerne 

i 1904 under en borgerlig »banketkampagne«, 

som tsardømmet forsøgsvis tillod, anbefalet at deltage i 

bourgeoisiets banketter, mens bolsjevikkerne energisk 

vendte sig mod, at socialdemokratiet på den måde blev en 

»khvost«, en »hale« på en borgerlig bevægelse.

8 


Andre kræfter søgte at lede harmen i arbejderbefolkningen 

på afveje. Politiet lavede en provokatørorganisation, 

en præst Gapon en til. Da der ved nytår 1905 udbrød 

en strejke på hovedstaden Petersborgs største virksomhed, 

organiserede Gapon et folketog til tsaren med et bønskrift. 

Bolsjevikkernes komité i hovedstaden Skt. Petersborg 

(nu Leningrad) advarede mod foretagendet i et flyveblad, 

der sluttede med ordene: »Ned med krigen! Ned med 

selvherskerdømmet! Leve folkets væbnede opstand! Leve 

revolutionen!« 

Folketoget samlede 140.000 mennesker, som bar kirkefaner, 

ikoner og portrætter af tsaren. Deres krav var politisk 

amnesti, politisk frihed, ministerans varlighed, lighed for 

loven, strejkefrihed, samvittighedsfrihed, otte timers arbejdsdag 

o.a. 

Tsaren gav tropperne ordre til at skyde på folketoget. 

Tusinder blev dræbt og såret. Dette satte revolutionen i 

gang. 

I den første artikel i dette bind, Den Russiske Revolution 

Begyndt, fortsætter Lenin den ovenfor anførte tanke om 

den russiske arbejderklasses pionerrolle: 

»Proletariatet overalt i verden følger nu med feberagtig 

utålmodighed proletariatet i hele Rusland. Omstyrteisen 

af den russiske tsarisme, så heltemodigt indledt af vor arbejderklasse, 

vil være et vendepunkt i alle landes historie, 

den vil gøre opgaven lettere for alle arbejdere i alle nationer, 

i alle stater, overalt på kloden.« 

Lenin opstillede øjeblikkeligt klare paroler: bevæbning af 

folket, revolutionskomitéer på hver fabrik, i hver bydel, i 

enhver betydende landsby, bortrydning af tsarismens regeringsinstitutioner, 

indkaldelse af en konstituerende 

(grundlovgivende) forsamling. Om bevægelsens bredde 

skrev han: »Vi socialdemokrater kan og må handle uafhængigt 

af det borgerlige demokratis revolutionære, vi må 

bevare proletariatets klassemæssige selvstændighed, men 

vi skal gå hånd i hånd, når opstanden finder sted...« 

Titlen på det næste skrift i dette bind, To Slags Taktik i 

den Demokratiske Revolution, viser hen til den forskellige 

indstilling og handlingslinje (taktik), som de to fløje, bolsjevikkerne 

og mensjevikkerne, fulgte i den aktuelle revolution, 

der var vendt mod tsardømmet og skulle munde ud 

i indførelse af en demokratisk republik.

9 TIL DEN DANSKE UDGAVE 

Bolsjevikkerne havde opfordret alle partiets komiteer i 

Rusland til at sende delegerede til 3. kongres i april 1905 i 

London. Der mødte delegerede for 21 komiteer, alle bolsjevikiske. 

Mensjevikkerne afslog at deltage, de lavede deres 

egen konference i Geneve med delegerede fra 9 komiteer. 

Kongressens resolutioner opfordrede til væbnet opstand, 

konferencens rejste betænkeligheder. Bolsjevikkerne opstillede 

klare paroler for, hvad der skulle gøres, mensjevikkerne 

vævede om revolutionens sejr. Lenin havde i tiden 

før kongressen klarlagt, at en demokratisk revolution 

måtte føre til proletariets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur, støttet til militær magt, til de bevæbnede 

masser, til opstanden og ikke til institutioner skabt ad 

»legal« og »fredelig« vej (s. 58). 

Lenin klarlagde muligheden og betingelserne for socialdemokratiets 

deltagelse i en provisorisk revolutionær 

regering, dvs. en regering, som skulle forberede afholdelsen 

af en konstituerende forsamling. Mensjevikkerne turde 

ikke gå ind på dette, men ville overlade bourgeoisiet det politiske 

førerskab. 

Lenin og hans meningsfæller betragtede arbejderklassen 

som den mest revolutionære kraft og tildelte desuden bønderne 

en revolutionær rolle. De ignorerede ikke den borgerlige 

opposition mod tsardømmet og denne oppositions 

mulige bidrag til en revolutionær udvikling, men anså 

bourgeoisiet i sin helhed for en usikker faktor, der var mest 

tilbøjelig til at lave kohandeler med tsardømmet, af frygt 

for arbejderklassens mål i revolutionen. I den samlede revolutionære 

bevægelse måtte arbejderklassen vinde den 

førende rolle, hegemoniet — en fundamental tanke i Lenins 

revolutionsteori. 

Til forskel fra borgerlige revolutioner i vestlige lande 

kunne arbejderklassens hegemoni i Ruslands revolutionære 

bevægelse give mulighed for at føre revolutionen 

videre, således at den borgerlig-demokratiske revolution 

kunne vokse over i en socialistisk revolution. Lenin siger 

herom s. 101: 

»Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til 

ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse 

selvherskerdømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets 

vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre 

den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halv-


proletariske befolkningselementer til sig for at knuse 

bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes 

og småborgerskabets vankelmodighed.« 

I samme periode udformede Lev Trotskij sin teori om 

den »permanente revolution«. Denne teoris væsen illustreres 

af en parole, som Trotskij og en anden datidig socialdemokrat 

Parvus opstillede i 1905: »Ingen tsar, men en arbejderregering«. 

At følge en sådan parole betød at stile 

direkte efter en socialistisk revolution og at undervurdere 

bøndernes rolle, ganske i strid med den indstilling, bolsjevikkerne 

forfægtede. Lenin betragtede en sådan undervurdering 

af bønderne som aldeles urigtig og overmåde farlig. 

I en artikel fra 1909, Målet for Proletariatets Kamp i Vor 

Revolution, skrev han således: »Grundfejlen hos Trotskij 

er ignoreringen af revolutionens borgerlige karakter, 

mangelen på en klar tænkning vedrørende overgangen fra 

denne revolution til en socialistisk revolution.« 

I artiklen Socialdemokratiets Stilling til Bondebevægelsen, 

skrevet tre måneder efter To Slags Taktik, betragtede 

Lenin sejr for bondeopstanden som en mulighed og besvarede 

spørgsmålet om, hvad der i så fald skulle ske med 

godsejernes jord, med sætningen: Vi lader ikke vore hænder 

binde. Projekter om »ligelig opdeling af jorden«, 

»socialisering« osv. måtte ligesom spørgsmålet om nationalisering 

af jorden indtil videre skydes i baggrunden. Det 

afgørende var at hjælpe bønderne med at føre opstanden til 

sejr. Enkelthederne i fremtidens jordpolitik ville blandt 

andet afhænge af, hvor fuldstændig den demokratiske revolutions 

sejr blev. Efter den forestod en ny kamp, nu for 

socialismens sejr. I dette perspektiv lå også afstanden til 

de socialrevolutionæres parti, som søgte at vinde bønderne 

med illusoriske projekter. 

I denne sammenhæng erklærede Lenin; ». . . fra den demokratiske 

revolution vil vi straks begynde at gå over til 

den socialistiske revolution, og det netop så langt vore 

kræfter, det bevidste og organiserede proletariats kræfter 

rækker. Vi går ind for uafbrudt revolution. Vi vil ikke blive 

stående på halvvejen.« (s. 146). 

Artiklen Vore opgaver og Arbejderrepræsentanternes 

Sovjet blev skrevet i Genéve eller Stockholm i november 

1905, mens Lenin var på vej til Rusland. Den indeholder 

Lenins første bedømmelse af arbejderrepræsentanternes


sovjet (råd), sammensat af valgte arbejderrepræsentanter. 

I flere storbyer blev der under store strejker om 

efteråret dannet sovjetter, hvis karakter og rækkevidde 

ikke med det samme kunne overskues. Lenin betegnede 

uden tøven hovedstadens sovjet som kimen til en provisorisk, 

revolutionær regering. 

De tre følgende artikler: Om Partiets Reorganisation, 

Partimcessig Organisation og Partimæssig Litteratur og 

Frihed til kritik og Enhed i Handling behandler problemer, 

som opstod ved overgangen fra illegalitet til halvlegalitet 

og legalitet. 

Partiets arbejde havde hidtil været ledet af komiteer, 

som var udpeget ovenfra. Også delegerede til kongresser 

og konferencer var hidtil blevet udpeget, udvalgt, ikke 

valgt af medlemmerne. Valgprincippet kunne ikke anvendes 

under illegale forhold. Nu måtte valgprincippet indføres 

overalt. Samtidig måtte det konspirative apparat opretholdes, 

således at organisationen ikke efter tilbageslag 

kunne »rulles op«. 

I sidste del af artiklen Om Partiets Reorganisation behandles 

nødvendigheden af at forene partiets bolsjevikiske 

og mensjevikiske fløje. Dette skete også på RSDAP's 4. 

kongres i april 1906, men der kunne ikke varigt slås bro 

over dybe principielle divergenser. Enheden blev formel. 

Lenin skrev 15 år senere: »I 1903 til 1912 stod vi i en årrække 

formelt sammen med mensjevikkerne i det fælles 

socialdemokratiske parti, uden nogen sinde at indstille den 

idémæssige og politiske kamp mod disse folk, der formidlede 

den borgerlige indflydelse på proletariatet og var opportunister.« 

(Bd. 12, s. 61). »Også efter oktoberrevolutionen 

1917 måtte bolsjevikkerne anvende manøvrernes, forhandlingspolitikkens 

og kompromis'ernes taktik, selvfølgelig 

kun i sådanne former, at det lettede, fremskyndede, 

konsoliderede og styrkede bolsjevikkernes arbejde på 

mensjevikkernes bekostning.« (Samme sted s. 63). 

Artiklen Partimæssig Organisation og Partimæssig 

Litteratur blev ligesom den foregående skrevet umiddelbart 

efter Lenins hjemkomst til Rusland. Den drejer sig 

om partiets udformning og de socialdemokratiske skribenters 

forhold til partivirksomheden under de nye vilkår, 

som den delvise legalitet i slutningen af 1905 frembød.


Artiklens titel citeres ofte som Partiorganisation og 

Partilitteratur. Dette ordvalg kan give indtryk af, at partiorganisation 

og partilitteratur på det tidspunkt var givne, 

afklarede ting. Lenins artikler i den periode viser, at 

det ikke var tilfældet. 

Den legale partiorganisation var først ved at danne sig, 

og arbejdet hermed stødte også i dele af arbejderklassen 

på en modgående tendens til bespartijnost, partiløshed, 

afvisning af at tilslutte sig partiet, og til i stedet danne 

foreninger og klubber uden partifarve. Lenin betegnede 

bespartijnost som et modeslagord og bekrigede tendensen 

i flere artikler. Han appellerede til partijnost, tilslutning 

til partiet og partimæssig tilrettelægning af alt revolutionært 

arbejde — til forskel fra vilkårene under den 

hidtidige illegalitet, hvor socialdemokratiske skribenter 

individuelt havde benyttet borgerlige blade og medvirket 

i borgerlige forlag, og til forskel fra partiløshedens udflydende 

revolutionisme. 

Det er på den baggrund man skal se sætninger hos Lenin 

som denne: Ned med partiløse skribenter! 

Der har i årevis stået diskussion om, hvor langt Lenins 

krav om partimæssig litteraturvirksomhed rækker — om 

betydningen af sætninger som »Ned med partiløse skribenter!... 

Litteraturvirksomheden må blive en del af den 

fælles proletariske virksomhed, 'hjul og møtrik' i én fælles, 

stor socialistisk mekanisme, som sættes i bevægelse 

af hele den bevidste avantgarde for hele arbejderklassen. 

Litteraturvirksomheden må blive en bestanddel af det 

organiserede, planmæssige, forenede socialdemokratiske 

arbejde.« (s. 171). 

Andet sted i artiklen skriver Lenin: »For det første er der 

tale om partimæssig litteratur og om partimæssig kontrol 

med den. Enhver har frihed til at skrive og sige alt, hvad 

der passer ham, uden mindste indskrænkning ... for det 

andet, mine herrer borgerlige individualister, må vi sige 

Dem, at Deres taler om absolut frihed er hykleri helt igennem...« 

(s. 173). 

Nadesjda Krupskaja bemærkede i 1937, at Lenin med 

denne artikel ikke sigtede til skønlitteratur. (Se tidsskriftet 

Drusjba narodov, nr. 4, 1960). Der er ikke enighed om 

problemet. 

Med overgangen til halvlegale og legale tilstande og ind-


førelse af demokratiske beslutningsprocesser stod den demokratiske 

centralismes princip på dagsordenen. Dette 

behandles i artiklen Frihed til Kritik og Enhed i Handling. 

Moskva-opstanden, som er emnet for den næste artikel i 

dette bind, udspilledes i december 1905. Forud var i oktober-november 

gået vældige strejker og demonstrationer, 

økonomiske og politiske. Disse aktioner havde nødsaget 

tsardømmet til at manøvrere og love reformer, f. eks. indførelse 

af en duma, et rådgivende »parlament« uden virkelige 

beføjelser. Løfterne tilfredsstillede ikke arbejderne, 

hvis krav var anderledes fundamentale. Strejkerne og demonstrationerne 

forberedte masserne på opstand. Bolsjevikkerne 

i Moskva besluttede den 5. december på en konference 

at gå ind for strejke og væbnet opstand. Sovjetten i 

Moskva erklærede den 7. december politisk generalstrejke. 

Kampene i Moskva blev yderst voldsomme og varede til 

den 19. december, da bolsjevikkernes Moskva-komité og 

sovjetten opfordrede til indstilling af opstanden, fordi 

overmagten på tsardømmets side var for stor. Men i selve 

opfordringen til standsning af kampene var der stadig en 

sejrssikker tone. 

Eksemplet fra Moskva blev fulgt i mange andre byer over 

hele Rusland. Men som helhed — fremgår det af Lenins artikler 

og den senere historiske udforskning af begivenhedernes 

forløb — var kampene utilstrækkeligt samordnede 

og offensive. Dertil kom, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære 

i sovjetterne modarbejdede opstandene. 

Plekhanov udtalte: Man burde ikke have grebet til våben. 

Lenin svarede: Tværtimod, man burde have grebet mere 

beslutsomt, energisk og offensivt til våben. 

De væbnede kampe i Moskva og andre russiske byer i december 

1905 betragtes som den første russiske revolutions 

højdepunkt. Skønt opstandene led nederlag, bragte de adskillige 

foreløbige resultater. Disse gik atter delvis tabt, da 

tsardømmet i 1907 følte sig stærkt nok til at tage sine nødtvungne 

indrømmelser tilbage. Men den indsigt var vundet 

af store arbejdermasser, at tsardømmet måtte styrtes 

med væbnet magt, og at løfter fra bourgeoisiets partier 

ikke var troværdige. 

I Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti fik disse 

erfaringer og den voldsomme reaktion og forfølgelserne 

efter revolutionens nederlag dybe eftervirkninger. Par-

14 


tiets to fløje drog ganske forskellige konklusioner af revolutionens 

forløb og opstillede tilsvarende forskellige perspektiver.

Den første 

russiske revolution 

1905-1907

Trykt i bladet Vperjdd nr. Jf den 31. (18.) 

januar 1905. 

Samlede Værker, 5. udgave, bd. 9, s. 201-204. 

REVOLUTIONEN I RUSLAND BEGYNDT 

Geneve, onsdag d. 25. (12.) januar 

Der foregår storslåede historiske begivenheder i Rusland. 

Proletariatet har rejst sig mod tsarismen. Proletariatet er 

blevet drevet til opstand af regeringen. Nu er det næppe 

muligt længere at nære tvivl om, at regeringen med forsæt 

lod strejkebevægelsen udvikle sig forholdsvis uhindret og 

lod en bred demonstration begynde, fordi den ønskede at 

lægge tingene til rette for indsættelse af militærmagt. Og 

det fik regeringen bragt i stand! Tusinder af myrdede og 

sårede — det er resultaterne af den blodige søndag den 9. 

januar i Petersborg. Tropperne besejrede ubevæbnede arbejdere, 

kvinder og børn. Tropperne overmandede fjenden 

ved at skyde på arbejdere, der lå på jorden. »Vi har givet 

dem en ordentlig lektion!«, — siger tsarens håndlangere og 

deres europæiske lakajer i det konservative bourgeoisi nu 

med usigelig kynisme. 

Ja, lektionen var storslået! Det russiske proletariat vil 

ikke glemme denne lektion. Arbejderklassens mest uerfarne, 

mest tilbagestående lag, der naivt troede på tsaren og 

oprigtigt ønskede fredeligt at overbringe »tsaren selv« det 

martrede folks bønner, de fik alle en lektion af den militære 

magt under ledelse af tsaren eller af tsarens onkel, storfyrst 

Vladimir. 

Arbejderklassen fik en storslået lektion i borgerkrig; 

proletariatets revolutionære opdragelse tog på én dag et så 

stort skridt fremad, som den ikke kunne have taget i måneder 

og år i sit grå, forkuede hverdagsliv. Det heroiske Petersborgproletariats 

parole: »Døden eller friheden!« ruller 

nu som et ekko ud over hele Rusland. Begivenhederne ud- 

2

18 

V. I. LENIN 

vikler sig med forbavsende hast. En generalstrejke er under 

udvikling i Petersborg. Hele det industrielle, sociale og 

politiske liv er lammet. Mandag den 10. januar vokser arbejdernes 

sammenstød med tropperne med stigende forbitrelse. 

Uanset løgnagtige regeringsmeddelelser flyder 

blodet i flere og flere af hovedstadens bydele. Arbejderne i 

Kolpino rejser sig. Proletariatet bevæbner sig og bevæbner 

folket. Det siges, at arbejderne har bemægtiget sig 

våbenarsenalet i Sestroretsk. Arbejderne skaffer sig revolvere, 

smeder sig våben af deres værktøj og laver bomber 

til den desperate kamp for friheden. Generalstrejken griber 

om sig i provinsen. I Moskva har allerede 10.000 forladt 

arbejdet. Det er besluttet at gennemføre generalstrejke 

i morgen (torsdag den 13. januar) i Moskva. Der er udbrudt 

uroligheder i Riga. Arbejderne i Lodz demonstrerer, 

opstand er under forberedelse i Warszawa, proletariatet 

demonstrerer i Helsingfors. I Baku, Odessa, Kijev, 

Kharkov, Kovno /Kaunas/ og Vilno /Vilnius/ gærer det 

mere og mere blandt arbejderne, og strejker breder sig. I 

Sevastopol brænder marinedepartementets arsenal og depoter, 

og tropperne nægter at skyde på de oprørske matroser. 

Der er strejke i Reval /Tallinn/ og Saratov. I Radom 

finder der væbnede sammenstød sted mellem tropperne og 

arbejdere og reservister. 

Revolutionen vokser i bredden. Regeringen begynder at 

vakle. I stedet for blodig undertrykkelse forsøger den at 

klare sig med økonomiske indrømmelser og almisser eller 

løfte om en ni timers arbejdsdag. Men lektionen fra den 

blodige dag må ikke være forgæves. De revolterende Petersborgarbejderes 

krav om øjeblikkelig sammenkaldelse 

af en konstituerende forsamling på grundlag af almindelig, 

direkte, lige og hemmelig valgret må blive alle strejkende 

arbejderes krav. Øjeblikkelig omstyrtelse af regeringen 

— det er den parole, med hvilken selv de Petersborgarbejdere, 

der havde troet på tsaren, besvarede 

blodbadet den 9. januar, besvarede det med de ord, som 

deres anfører, præsten Georgij Gapon, efter denne blodige 

dag sagde: »Vi har ingen tsar længere. En flod af blod 

skiller tsaren fra folket. Længe leve kampen for friheden!« 

Længe leve det revolutionære proletariat! — siger vi. 

Generalstrejken rejser og mobiliserer bredere og bredere 

masser af arbejderklassen og byernes fattigfolk. Bevæb-

REVOLUTIONEN I RUSLAND BEGYNDT 19 

ningen af folket bliver en af denne revolutionære fases nærmeste 

opgaver. 

Kun et bevæbnet folk kan være et virkeligt bolværk for 

folkets frihed. Og jo hurtigere det lykkes for proletariatet 

at bevæbne sig, jo længere det holder sig på sin militære 

position som strejkende og revolutionært proletariat, desto 

hurtigere bringes tropperne til at vakle, og desto før fremstår 

der blandt soldaterne folk, som omsider forstår, hvad 

de gør, og som stiller sig på folkets side mod 

umenneskene, mod tyrannen, mod dem, der myrder 

ubevæbnede arbejdere og deres kvinder og børn. Uanset 

hvordan den nuværende opstand i selve Petersborg ender, 

så vil den i alle tilfælde uundgåeligt og uafvendeligt blive 

det første trin frem mod en endnu bedre forberedt opstand. 

Det kan være, det lykkes for regeringen at udsætte regnskabets 

time, men en udsættelse vil kun gøre det revolutionære 

stormløbs næste skridt endnu mere storslået. En udsættelse 

vil blot blive anvendt af socialdemokratiet til at 

sammensvejse de organiserede kæmperes rækker og til at 

udbrede efterretningerne om Petersborg-arbejdernes initiativ. 

Proletariatet vil slutte op om kampen, forlade fabrikker 

og virksomheder og forberede sin bevæbning. Parolen 

om kamp for friheden vil blive ført endnu længere ud 

blandt byernes fattigfolk og blandt bøndernes millioner. 

Revolutionskomitéer vil blive grundlagt på hver fabrik, i 

hver bydel og i enhver betydende landsby. Når folket har 

rejst sig, vil det rydde rub og stub af det tsaristiske selvhersker 

dømmes regeringsinstitutioner af vejen og proklamere 

øjeblikkelig sammenkaldelse af en konstituerende 

forsamling. 

Øjeblikkelig bevæbning af arbejderne og af alle borgere i 

det hele taget, forberedelse og organisering af de revolutionære 

kræfter for at tilintetgøre regeringens myndigheder 

og institutioner — det er det praktiske grundlag, på hvilket 

revolutionære af alle afskygninger kan og må forene sig til 

et fælles fremstød. Proletariatet må altid følge sin selvstændige 

kurs, aldrig afsvække sine forbindelser med det 

socialdemokratiske parti, altid erindre sig sit store endemål: 

Hele menneskehedens frigørelse fra enhver udbytning. 

Men denne selvstændighed, som det socialdemokratiske 

proletariske parti må våge over, vil aldrig få os til at 

glemme, hvor vigtigt et fælles revolutionært stormløb er i

20 

V. I. LENIN 

den nuværende revolutionære fase. Vi socialdemokrater 

kan og må handle uafhængigt af det borgerlige demokratis 

revolutionære, vi må bevare proletariatets klassemæssige 

selvstændighed, men vi skal gå hånd i hånd, når opstanden 

finder sted, når vi retter direkte stød mod tsarismen, når 

vi slår tropperne tilbage, og når vi angriber de magtpositioner, 

som denne forbandede fjende af hele det russiske 

folk holder. 

Proletariatet overalt i verden følger nu med feberagtig 

utålmodighed proletariatet i hele Rusland. Omstyrteisen 

af den russiske tsarisme, så heltemodigt indledt af vor arbejderklasse, 

vil være et vendepunkt i alle landes historie, 

den vil gøre opgaven lettere for alle arbejdere i alle nationer, 

i alle stater, overalt på kloden. Og gid enhver socialdemokrat, 

gid enhver bevidst arbejder vil indprente sig, hvilke 

storslåede opgaver i hele folkets kamp der nu hviler på 

hans skuldre. Gid han ikke vil glemme, at han også repræsenterer 

hele bondebefolkningens, hele den arbejdende og 

udbyttede masses, hele folkets ønsker og interesser mod 

hele folkets fjende. Alle har nu et klart eksempel at følge: 

Petersborgs proletariske helte. 

Leve revolutionen! 

Leve opstanden, leve proletariatet!

Skrevet juni-juli 1905. Trykt i Geneve juli 1905 


TO SLAGS TAKTIK FOR 

SOCIALDEMOKRATIET 

I DEN DEMOKRATISKE REVOLUTION (I) 

FORORD 

I et revolutionært moment er det meget vanskeligt at holde 

trit med begivenhederne, der giver forbløffende meget nyt 

materiale til vurdering af de revolutionære partiers taktiske 

paroler. Nærværende brochure er skrevet før begivenhederne 

i Odessa.* Vi har allerede i Proletarij (3) (nr. 9, 

»Revolutionen lærer fra sig«) påpeget, at disse begivenheder 

tvang endog de socialdemokrater, der havde skabt teorien 

om oprøret som proces og afvist propagandaen for en 

provisorisk revolutionær regering, til faktisk at gå over til 

eller begynde at gå over til deres opponenters side. Der er 

ingen tvivl om, at revolutionen lærer fra sig med en sådan 

hurtighed og en sådan grundighed, at det ville forekomme 

utroligt i den politiske udviklings fredelige epoker. Og, 

hvad der er særlig vigtigt, den lærer ikke blot lederne, men 

også masserne. 

Der hersker ikke ringeste tvivl om, at revolutionen vil lære 

arbejder masserne i Rusland socialdemokratisme. Revolutionen 

bekræfter i praksis socialdemokratiets program 

og taktik, idet den viser de forskellige samfundsklassers 

virkelige natur, viser vort demokratis borgerlighed og 

bøndernes virkelige stræben som revolutionære i borgerlig-demokratisk 

ånd, uden at bønderne er bærere af » socia- 

*) Der hentydes til opstanden på panserkrydseren »Potjomkin« (2) (Lenins fodnote 

til udgaven af 1907. -Red.).

22 

V. I. LENIN 

liseringens« idé, derimod af en ny klassekamp mellem 

bondebourgeoisiet og landproletariatet. Den gamle narodnismes 

gamle illusioner, der så tydeligt skinner igennem 

for eksempel i det socialrevolutionære partis (4) programudkast 

både i spørgsmålet om vort »samfunds« demokratisme 

og i spørgsmålet om betydningen af en fuldstændig 

sejr for bondeopstanden, alle disse illusioner vil skånselsløst 

og definitivt blive vejret bort af revolutionen. Den giver 

for første gang de forskellige klasser deres virkelige 

politiske dåb. Disse klasser går ud af revolutionen med et 

bestemt politisk fysiognomi, der ikke blot viser sig i deres 

ideologers programmer og taktiske paroler, men også i 

massernes åbne politiske aktion. 

Der er ingen tvivl om, at revolutionen giver os, giver folkemasserne 

en lære. Men spørgsmålet står nu for det 

kæmpende politiske parti, om vi er i stand til at lære revolutionen 

noget, om vi er i stand til at udnytte vor socialdemokratiske 

læres rigtighed, vor forbindelse med den eneste 

helt igennem revolutionære klasse, proletariatet, til at 

sætte et proletarisk stempel på revolutionen, til at føre revolutionen 

frem til en virkelig afgørende sejr, ikke blot i 

ord, men også i gerning, til at lamme det demokratiske 

bourgeoisis ustabilitet, halvhed og forræderi? 

Mod dette mål må vi rette alle vore anstrengelser. Om vi 

skal nå dette mål afhænger på den ene side af rigtigheden i 

vor vurdering af den politiske situation, af vore taktiske 

parolers rigtighed og på den anden side af den støtte, disse 

paroler får af arbejdermassernes reelle kampkraft. Hele 

det daglige, regelbundne, løbende arbejde i alle vort partis 

organisationer og grupper, propaganda-, agitations- og organisationsarbejdet, 

stiler efter at styrke og udvide forbindelserne 

med masserne. Dette arbejde er altid nødvendigt, 

men i et revolutionært moment kan det mindre end nogen 

sinde betragtes som tilstrækkeligt. I et sådant moment føler 

arbejderklassen sig instinktivt kaldet til åben revolutionær 

aktion, og vi må være i stand til at stille denne aktions 

opgaver rigtigt for derefter i så vid udstrækning som muligt 

at udbrede kendskabet til disse opgaver og forståelsen 

af dem. Man må ikke glemme, at den gængse pessimisme 

med hensyn til vor forbindelse med masserne nu særligt 

hyppigt dækker over borgerlige ideer med hensyn til proletariatets 

rolle i revolutionen. Der er ingen tvivl om, at vi

TO SLAGS TAKTIK 23 

endnu må arbejde uhyre meget på opdragelsen og organiseringen 

af arbejderklassen, men hele spørgsmålet drejer 

sig nu om, hvor det væsentligste politiske tyngdepunkt i 

denne opdragelse og denne organisering skal ligge. I fagforeninger 

og legale sammenslutninger eller i væbnet opstand, 

i arbejdet på at skabe en revolutionær hær og en revolutionær 

regering? Både det første og det andet er med 

til at opdrage og organisere arbejderklassen. Både det første 

og det andet er naturligvis nødvendigt. Imidlertid samles 

hele spørgsmålet nu, i den nuværende revolution, i dette: 

Hvor skal tyngdepunktet for opdragelsen og organiseringen 

af arbejderklassen ligge, i det første eller det andet? 

Revolutionens udfald afhænger af, om arbejderklassen 

vil komme til at spille rolle som håndlanger for bourgeoisiet, 

en håndlanger, som nok kan lægge kraft i sit stormangreb 

mod selvherskerdømmet, men som selv er politisk afmægtig, 

eller om den vil komme til at spille rollen som leder 

af folkerevolutionen. Bourgeoisiets bevidste repræsentanter 

føler udmærket godt dette. Derfor priser Osvobosjdenije 

(5) også akimovismen, »økonomismen« i socialdemokratiet, 

der nu skyder fagforeningerne og de legale 

sammenslutninger frem i forreste plan. Netop derfor glæder 

det også hr. Struve (nr. 72 af Osvobosjdenije), at akimovismens 

principielle tendenser gør sig gældende inden 

for nyiskrismen. Netop derfor kaster han sig også over den 

forhadte revolutionære snæverhed i beslutningerne fra det 

Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 3. kongres. 

(6). 

Rigtige taktiske paroler fra socialdemokratiet har nu en 

særlig vigtig betydning for ledelsen af masserne. Intet er 

farligere end at undervurdere betydningen af principielt 

konsekvente taktiske paroler i en revolutionær tid. For eksempel 

går Iskra i nr. 104 (7) faktisk over til sine opponenters 

side inden for socialdemokratiet, men udtaler sig 

samtidig nedsættende om betydningen af paroler og taktiske 

beslutninger, som går foran det levende liv og viser den 

vej, som bevægelsen må følge, sammen med en række bagslag, 

fejl osv. Tværtimod har udarbejdelsen af rigtige taktiske 

beslutninger en gigantisk betydning for et parti, der 

ønsker at lede proletariatet i marxismens konsekvente 

princippers ånd og ikke vil nøjes med at traske i halen på 

begivenhederne. I de resolutioner, der vedtoges på det

24 

V. I. LENIN 

Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 3. kongres og 

på konferencen, som den udskilte del af partiet* afholdt, 

har vi det nøjagtigste, mest gennemtænkte og fuldstændige 

udtryk for de taktiske synspunkter, ikke som de tilfældigt 

er udtrykt af enkelte skribenter, men vedtaget af det 

socialdemokratiske proletariats ansvarlige repræsentanter. 

Vort parti er forud for alle andre, idet det har et præcist 

program, der er vedtaget af alle. Det må give et eksempel 

for de øvrige partier, også når det gælder en streng 

holdning over for dets taktiske resolutioner i modsætning 

til opportunismen i Osvobosjdenijes demokratiske bourgeoisi 

og de revolutionære fraser hos de socialrevolutionære, 

der først under revolutionen fik travlt med at optræde 

med et »udkast« til program og for første gang beskæftiger 

sig med, om den revolution, der foregår lige for øjnene af 

dem, er borgerlig. 

Det er derfor, vi anser det for brændende aktuelt for det 

revolutionære socialdemokrati omhyggeligt at studere de 

taktiske resolutioner fra det Russiske Socialdemokratiske 

Arbejderpartis 3. kongres og fra konferencen, at fastslå 

afvigelserne fra marxismens principper deri og at gøre sig 

det socialdemokratiske proletariats konkrete opgaver i den 

demokratiske revolution klar. Det er dette arbejde, den foreliggende 

brochure er helliget. At afprøve vor taktik ud 

fra marxismens principper og revolutionens lære er også 

nødvendigt for den, der ønsker virkeligt at forberede en enhedstaktik 

som basis for den kommende fuldstændige foreneise 

af hele det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti 

og ikke blot vil nøjes med formanende ord. 

Juli 1905. 

N. Lenin 

*) I RSDAP's 3. kongres (London, i maj 1905) deltog kun bolsjevikkerne. I »konferencen« 

(Genéve, på samme tid) deltog kun mensjevikkerne (8), der ofte i denne 

brochure kaldes nyiskristerne, idet de fortsatte at udgive Iskra og gennem deres 

daværende meningsfælle Trotskij erklærede, at der lå en afgrund mellem det 

gamle og det nye Iskra. (Lenins fodnote til udgaven af 1907. —Red.)

1. Det aktuelle politiske spørgsmål 

I den revolutionære situation, som vi nu gennemlever, står 

spørgsmålet om indkaldelse af en konstituerende* forsamling 

for hele folket på dagsordenen. Der er delte meninger 

om, hvorledes dette spørgsmål skal løses. Tre politiske 

retninger gør sig gældende. Den tsaristiske regering 

indrømmer nødvendigheden af at indkalde folkerepræsentanter, 

men ønsker ikke under nogen omstændigheder at 

tillade, at deres forsamling bliver repræsentativ for hele 

folket og konstituerende. Hvis man skal tro bladenes meddelelser 

om Bulyginkommissionens (9) arbejde, går den 

øjensynlig med til en rådgivende forsamling, som skal 

vælges uden agitationsfrihed, med snæver privilegievalgret 

eller indskrænket stændervalgsystem. Det revolutionære 

proletariat forlanger i den udstrækning, det ledes af 

socialdemokratiet, at magten fuldt og helt skal overgå til 

den konstituerende forsamling, og stræber med dette for 

øje ikke blot efter almindelig valgret og ikke blot efter fuld 

agitationsfrihed, men desuden efter øjeblikkelig omstyrtelse 

af den tsaristiske regering og udskiftning af den med 

en provisorisk revolutionær regering. Endelig kræver det 

liberale bourgeoisi, der udtrykker sine ønsker gennem lederne 

af det såkaldte konstitutionelt-demokratiske parti 

(10), ikke den tsaristiske regerings omstyrtelse, opstiller 

ikke parolen om en provisorisk regering, står ikke fast ved 

reelle garantier for, at valgene bliver fuldstændig frie og 

retfærdige, så forsamlingen af repræsentanter kunne blive 

virkeligt repræsentativ for hele folket og virkeligt konstitu- 

*) Konstituerende forsamling — 

andet en ny forfatning. — Red. 

en forsamling til indførelse af en ny orden, blandt

26 

V. I. LENIN 

erende. I grunden tilstræber det liberale bourgeoisi, der er 

Osvobosjdenije-retningens eneste alvorlige sociale støtte, 

at opnå en så fredelig ordning som muligt mellem tsaren 

og det revolutionære folk, en ordning, hvor mest mulig 

magt tilfaldt det, bourgeoisiet, og mindst mulig det revolutionære 

folk, proletariatet og bønderne. 

Sådan er den politiske situation på nuværende tidspunkt. 

Sådan er de tre politiske hovedretninger, svarende til de tre 

vigtigste sociale kræfter i det moderne Rusland. Vi har allerede 

mere end én gang i Proletarij (nr. 3, 4 og 5) talt om, 

hvorledes osvobosjdentserne med skindemokratiske fraser 

dækker over deres halvhed, eller, for at tale enklere og mere 

ligefremt, deres over for revolutionen bedrageriske og 

forræderiske politik. Lad os nu se på, hvorledes socialdemokraterne 

vurderer øjeblikkets opgaver. I denne henseende 

er to resolutioner, der for ganske nylig er vedtaget af 

RSDAP's 3. kongres og af »konferencen« for den udskilte 

del af partiet, et fremragende materiale. Spørgsmålet om, 

hvilken af disse resolutioner der rigtigst vurderer den politiske 

situation og rigtigst fastlægger det revolutionære 

proletariats taktik, har en uhyre betydning, og enhver socialdemokrat, 

der bevidst ønsker at opfylde sine pligter 

som propagandist, agitator og organisator, må med den 

største opmærksomhed sætte sig ind i dette spørgsmål og 

fuldstændig se bort fra betragtninger, der ikke vedrører 

det væsentlige i sagen. 

Ved partiets taktik forstås dets politiske optræden eller 

dets politiske virksomheds karakter, retning og metoder. 

Partikongresserne vedtager taktiske resolutioner for nøje 

at fastlægge partiets politiske optræden som helhed over 

for nye opgaver eller med en ny politisk situation for øje. 

Den i Rusland indledte revolution har skabt en sådan ny situation, 

nemlig et fuldstændigt, afgørende og åbent brud 

mellem folkets uhyre flertal og den tsaristiske regering. 

Det nye spørgsmål består i, hvilke praktiske metoder der 

skal anvendes for at indkalde en forsamling, der virkelig er 

repræsentativ for hele folket og virkelig er konstituerende 

(teoretisk er spørgsmålet om en sådan forsamling for 

længst og før alle andre partier afgjort officielt af socialdemokratiet 

i dets partiprogram). Hvis folket har brudt med 

regeringen, og masserne har indset nødvendigheden af at 

indføre et nyt system, da er det nødvendigt, at det parti,


der har stillet sig som mål at styrte regeringen, overvejer, 

hvilken regering der skal erstatte den gamle regering, der 

skal styrtes. Der opstår det nye spørgsmål om en provisorisk 

revolutionær regering. For at give et udtømmende 

svar på dette spørgsmål må det bevidste proletariats parti 

klarlægge for det første den provisoriske revolutionære regerings 

betydning i den stedfindende revolution og i hele 

proletariatets kamp overhovedet, for det andet sit forhold 

til den provisoriske revolutionære regering, for det tredje 

de nøjagtige betingelser for socialdemokratiets deltagelse i 

denne regering, for det fjerde betingelserne for at udøve 

tryk på denne regering nedefra, nemlig når socialdemokratiet 

ikke deltager i den. Først når alle disse spørgsmål 

er klarlagt, bliver partiets politiske optræden i den givne 

henseende principiel, klar og fast. 

Lad os se, hvorledes RSDAP's 3. kongres løser disse 

spørgsmål i sin resolution. Her er dens fulde tekst: 

»Resolution om den provisoriske revolutionære regering. 

I betragtning af, 

1) at såvel proletariatets umiddelbare interesser som 

hensynet til dets kamp for socialismens endelige mål kræver 

størst mulig politisk frihed og følgelig udskiftning af 

selvherskerdømmets styreform med en demokratisk republik, 

2) at oprettelsen af en demokratisk republik i Rusland 

kun er mulig som resultat af en sejrrig folkeopstand, hvis 

organ vil være en provisorisk revolutionær regering, der 

alene er i stand til at sikre fuldstændig frihed i valgagitationen 

og til at indkalde en konstituerende forsamling, der 

virkeligt genspejler folkets vilje, på grundlag af almindelig, 

lige og direkte valgret med hemmelig stemmeafgivning, 

3) at denne demokratiske omvæltning i Rusland med dets 

foreliggende sociale og økonomiske struktur ikke vil svække, 

men styrke bourgeoisiets herredømme, og at bourgeoisiet 

uundgåeligt i et givet øjeblik vil forsøge på med alle 

midler at fravriste det russiske proletariat den størst mulige 

del af den revolutionære periodes erobringer, 

beslutter RSDAP's 3. kongres: 

a) at det er nødvendigt i arbejderklassen at udbrede en 

konkret forestilling om revolutionens sandsynligste forløb

28 

V. I. LENIN 

og om nødvendigheden af, at der på et givet tidspunkt under 

den opstår en provisorisk revolutionær regering, af 

hvilken proletariatet vil kræve gennemførelse af dets nærmeste 

politiske og økonomiske krav i vort program (minimumsprogrammet), 

b) under hensyntagen til styrkeforholdet og andre faktorer, 

som ikke nøjagtigt kan bestemmes i forvejen, er det 

tilladt partiets repræsentanter at deltage i den provisoriske 

revolutionære regering med det formål at føre en skånselsløs 

kamp mod alle kontrarevolutionære anslag og forsvare 

arbejderklassens selvstændige interesser, 

c) en nødvendig betingelse for en sådan deltagelse er, at 

partiet udøver streng kontrol med sine repræsentanter, og 

at socialdemokratiet, som tilstræber en fuldstændig socialistisk 

omvæltning og for så vidt er en uforsonlig fjende af 

alle borgerlige partier, urokkeligt bevarer sin uafhængighed, 

d) uanset om socialdemokratiets deltagelse i den provisoriske 

revolutionære regering bliver mulig eller ikke, må 

man i de bredeste lag af proletariatet drive propaganda for 

den idé, at et stadigt tryk på den provisoriske regering fra 

det bevæbnede proletariat, som er ledet af socialdemokratiet, 

er nødvendigt for at beskytte, konsolidere og udvide 

revolutionens erobringer.« 

2. Hvad siger resolutionen fra 

RSDAP's 3. kongres os om den provisoriske 

revolutionære regering? 

Resolutionen fra RSDAP's 3. kongres er, som det ses af 

dens titel, helt og holdent helliget spørgsmålet om en provisorisk 

revolutionær regering. Det betyder, at socialdemokratiets 

deltagelse i en provisorisk revolutionær regering 

her behandles som en del af spørgsmålet. På den anden 

side tales der kun om en provisorisk revolutionær regering 

og ikke om noget andet, følgelig behandles spørgsmålet 

om f.eks. »magtens erobring« i almindelighed osv. 

overhovedet ikke her. Gjorde kongressen rigtigt i at udelukke 

dette sidste og lignende spørgsmål? Der er ingen 

tvivl om, at det var rigtigt, fordi den politiske situation i 

Rusland slet ikke sætter sådanne spørgsmål på dagsorde-


nen. Tværtimod har hele folket sat selvherskerdømmets 

omstyrtelse og indkaldelse af en konstituerende forsamling 

på dagsordenen. De spørgsmål, som partikongresserne 

bør tage stilling til, er ikke dem, som den eller den skribent 

har berørt i tide eller utide, men dem, der har alvorlig 

politisk betydning i kraft af de øjeblikkelige forhold og som 

følge af samfundsudviklingens objektive forløb. 

Hvilken betydning har en provisorisk revolutionær regering 

i den nuværende revolution og i proletariatets almindelige 

kamp? Kongressens resolution klarlægger dette ved 

straks fra begyndelsen at påpege nødvendigheden af »den 

størst mulige politiske frihed«, både med hensyn til proletariatets 

umiddelbare interesser og med hensyn til »socialismens 

endelige mål«. Men til fuld politisk frihed kræves, 

at det tsaristiske selvherskerdømme erstattes med en 

demokratisk republik, som det allerede er anerkendt i vort 

partiprogram. Det er logisk og principielt nødvendigt at 

understrege parolen demokratisk republik i kongressens 

resolution, idet proletariatet som forkæmper for demokratiet 

stræber netop efter fuld frihed; desuden er denne understregning 

så meget mere på sin plads på nuværende 

tidspunkt, som vore monarkister, nemlig det såkaldte konstitutionelt-»demokratiske« 

eller osvobosjdentsiske parti, 

netop nu optræder under »demokratiets« banner. Til oprettelse 

af en republik er en forsamling af folkerepræsentanter 

ubetinget nødvendig, og den må absolut være valgt 

af hele folket (på grundlag af almindelig, lige og direkte 

valgret med hemmelig afstemning) og være konstituerende. 

Dette anerkender kongressens resolution også i fortsættelsen. 

Men den nøjes ikke med det. Til at konstituere 

en ny orden, »der virkelig genspejler folkets vilje«, er det 

ikke tilstrækkeligt at kalde den repræsentative forsamling 

konstituerende. Det er nødvendigt, at denne forsamling 

har magt og styrke til at »konstituere«. I erkendelse heraf 

begrænser kongressens resolution sig ikke til den formelle 

parole »konstituerende forsamling«, men tilføjer også de 

materielle betingelser, der alene gør det muligt for denne 

forsamling virkelig at opfylde sine opgaver. En sådan henvisning 

til de betingelser, hvorunder en formelt konstituerende 

forsamling kan blive en virkelig konstituerende forsamling, 

må understreges, eftersom det liberale bourgeoisi 

i skikkelse af det konstitutionelt-monarkistiske parti,

30 

V. I. LENIN 

som vi allerede gentagne gange har påpeget, bevidst forvrænger 

parolen om en af hele folket valgt konstituerende 

forsamling og gør den til en tom frase. 

Kongressens resolution siger, at alene en provisorisk revolutionær 

regering, en regering, der er organ for en sejrrig 

folkeopstand, er i stand til at sikre fuld frihed i valgagitationen 

og indkalde en forsamling, der virkeligt udtrykker 

folkets vilje. Er denne sætning rigtig? Den, der har tænkt 

sig at bestride den, må hævde, at den tsaristiske regering 

skulle være i stand til ikke at række reaktionen hånden, at 

den skulle kunne være neutral under valgene, at den skulle 

kunne bestræbe sig for, at folkets vilje virkelig kommer til 

udtryk. Sådanne påstande er så absurde, at ingen giver sig 

til at forsvare dem åbent, men de fremføres fordækt under 

liberalt flag netop af vore osvobosjdentsere. Nogen må 

indkalde den konstituerende forsamling, nogen må sikre 

valgene frihed og retfærdighed, nogen må overdrage denne 

forsamling al myndighed og magt: kun en revolutionær regering, 

der er organ for opstanden, kan med fuld oprigtighed 

ønske dette og have kræfter til at gennemføre det altsammen. 

Den tsaristiske regering vil uvægerligt modvirke 

dette. En liberal regering, der har lavet en ordning med 

tsaren og ikke helt og fuldt støtter sig til folkeopstanden, er 

hverken i stand til oprigtigt at ønske det eller i stand til at 

gennemføre det, selv med den bedste vilje. Følgelig giver 

kongressens resolution den eneste rigtige og helt konsekvente 

demokratiske parole. 

Men vurderingen af en provisorisk revolutionær regerings 

betydning ville være ufuldstændig og urigtig, hvis 

man lod den demokratiske omvæltnings klassekarakter 

ude af betragtning. Derfor tilføjer resolutionen, at omvæltningen 

vil styrke bourgeoisiets herredømme. Dette er 

uundgåeligt under det nuværende, det vil sige det kapitalistiske, 

samfundsøkonomiske system. Men resultatet af, at 

bourgeoisiets herredømme over et politisk nogenlunde frit 

proletariat skærpes, må uvægerligt blive en forbitret kamp 

mellem dem om magten, må blive, at bourgeoisiet forbitret 

forsøger at »fravriste proletariatet den revolutionære 

periodes erobringer«. Forrest af alle, i spidsen for alle i 

kampen for demokratiet må proletariatet derfor ikke et 

minut glemme de nye modsigelser, som det borgerlige demokrati 

bærer i sit skød, og den nye kamp.


En provisorisk revolutionær regerings betydning er således 

i alle henseender vurderet i den omhandlede del af resolutionen: 

i dens forhold til kampen for friheden og republikken, 

i dens forhold til den konstituerende forsamling og 

i dens forhold til den demokratiske omvæltning, der renser 

jordbunden for en ny klassekamp. 

Dernæst opstår spørgsmålet: hvilken stilling bør proletariatet 

i almindelighed indtage over for en provisorisk revolutionær 

regering? Kongressens resolution svarer herpå 

først og fremmest med at give partiet det direkte råd at 

udbrede den overbevisning i arbejderklassen, at en provisorisk 

revolutionær regering er nødvendig. Arbejderklassen 

må blive sig denne nødvendighed bevidst. Medens det 

»demokratiske« bourgeoisi stiller spørgsmålet om at styrte 

den tsaristiske regering i skyggen, må vi stille det i forgrunden 

og forfægte nødvendigheden af en provisorisk revolutionær 

regering. Desuden må vi opstille et handlingsprogram 

for denne regering, svarende til de objektive betingelser 

i den historiske periode, vi gennemlever, og til det 

proletariske demokratis opgaver. Dette program er hele 

vort partis minimum sprogram, programmet for de nærmeste 

politiske og økonomiske omdannelser, der på den 

ene side er fuldt ud gennemførlige under de givne samfundsøkonomiske 

forhold og på den anden side nødvendige 

for det næste skridt fremad, til gennemførelse af socialismen. 

Således klarlægger resolutionen fuldt ud den provisoriske 

revolutionære regerings karakter og mål. Ifølge sin oprindelse 

og grundkarakter må denne regering være et organ 

for folkeopstanden. Ifølge sin formelle bestemmelse 

må den være redskabet til indkaldelse af en konstituerende 

forsamling, valgt af hele folket. Hvad dens virksomhed angår, 

må den gennemføre det proletariske demokratis minimumsprogram, 

der alene er i stand til at sikre folkets interesser, 

når det har rejst sig mod selvher sker dømmet. 

Man vil kunne indvende, at en provisorisk regering, der 

jo kun er provisorisk, ikke kan gennemføre et positivt program, 

der endnu ikke er godkendt af hele folket. En sådan 

indvending ville kun være en udflugt af de reaktionære og 

tilhængerne af selvherskerdømmet. Ikke at gennemføre 

noget positivt program vil betyde, at man tolererer eksistensen 

af det bundrådne selvherskerdømmes feudale til-

32 

V. I. LENIN 

stande. Tolerere sådanne tilstande kunne kun en regering 

gøre, der bestod af forrædere mod revolutionens sag, men 

ikke en regering, der er organ for folkeopstanden. Det ville 

være latterligt, om man foreslog at afstå fra at gennemføre 

forsamlingsfriheden i praksis, før denne frihed var godkendt 

af den konstituerende forsamling — under det påskud, 

at den konstituerende forsamling måske dog ikke ville 

anerkende forsamlingsfriheden! Lige så latterlig er indvendingen 

mod øjeblikkelig gennemførelse af den provisoriske 

revolutionsregerings minimum sprogram. 

Lad os til slut bemærke, at resolutionen ved at stille den 

provisoriske regering den opgave at gennemføre minimumsprogrammet 

dermed også gør op med de dumme, 

halvanarkistiske ideer om øjeblikkelig gennemførelse af 

maksimumsprogrammet, om erobring af magten for at 

gennemføre en socialistisk omvæltning. Det trin, som 

Ruslands økonomiske udvikling befinder sig på (den objektive 

betingelse), og det trin, som de brede proletariske 

massers bevidste orientering og organiserede optræden 

befinder sig på (den subjektive betingelse, der er uløselig 

forbundet med den objektive), gør en øjeblikkelig og fuldstændig 

befrielse af arbejderklassen umulig. Kun de mest 

vankundige mennesker kan overse den stedfindende demokratiske 

omvæltnings borgerlige karakter, — kun de mest 

naive optimister kan glemme, hvor lidt arbejdernes masse 

endnu kender til socialismens mål og metoderne til dens 

virkeliggørelse. Men vi er alle overbevist om, at arbejdernes 

befrielse kun kan være arbejdernes eget værk; uden bevidst 

orientering og organiseret optræden fra massernes 

side, uden forberedelse og opdragelse af dem gennem åben 

klassekamp mod hele bourgeoisiet kan der end ikke være 

tale om nogen socialistisk revolution. Og som svar på de 

anarkistiske indvendinger, at vi udskyder den socialistiske 

omvæltning, siger vi: vi udskyder den ikke, men gør det 

første skridt til den på den eneste mulige måde, ad den 

eneste rigtige vej, nemlig ad den demokratiske republiks 

vej. Den, der ønsker at nå frem til socialismen ad anden 

vej, uden om det politiske demokrati, kommer uundgåeligt 

til absurde og reaktionære slutninger såvel i økonomisk 

som politisk betydning. Hvis de eller de arbejdere i det pågældende 

øjeblik spørger os: hvorfor skulle vi ikke gennemføre 

maksimumsprogrammet, svarer vi med at hen-


vise til, hvor fremmede de demokratisk indstillede folkemasser 

endnu er over for socialismen, hvor uudviklede 

klassemodsætningerne endnu er, hvor uorganiseret proletariatet 

endnu er. Organisér hundredtusinder af arbejdere 

i hele Rusland, udbred sympati for vort program blandt 

millioner! Prøv at gøre dette uden at indskrænke jer til velklingende, 

men tomme anarkistiske fraser — og I vil 

straks se, at virkeliggørelsen af denne organisation, at udbredelsen 

af denne socialistiske oplysning afhænger af den 

størst mulige virkeliggørelse af de demokratiske omdannelser. 

Lad os gå videre. Når først betydningen af en provisorisk 

revolutionær regering og proletariatets forhold til den er 

klarlagt, opstår det næste spørgsmål: er vor deltagelse i 

den (aktion ovenfra) tilladelig og under hvilke betingelser? 

Hvordan bør vor aktion nedefra være? Resolutionen giver 

nøjagtige svar på begge disse spørgsmål. Den erklærer bestemt, 

at i princippet er socialdemokratiets deltagelse i en 

provisorisk revolutionær regering (i den demokratiske omvæltnings 

epoke, under kampen for republikken) tilladelig. 

Med denne erklæring adskiller vi os uigenkaldeligt fra 

anarkisterne, der besvarer dette spørgsmål principielt afvisende, 

og fra socialdemokratiets khvostister (som Martynov 

og nyiskristerne), der ville skræmme os med udsigten 

til en situation, hvor denne deltagelse kunne vise sig 

nødvendig for os. Med denne erklæring har RSDAP's 3. 

kongres uigenkaldeligt afvist det nye I skrås tanke, at socialdemokraternes 

deltagelse i en provisorisk revolutionær 

regering skulle være en afart af millerandismen, (II) at 

dette skulle være principielt utilladeligt som en sanktionering 

af den borgerlige orden osv. 

Men med spørgsmålet om den principielle tilladelighed 

afgøres selvfølgelig endnu ikke spørgsmålet om den praktiske 

formålstjenlighed. Under hvilke betingelser er denne 

nye kampform, kampen »ovenfra«, der er anerkendt af 

partiets kongres, formålstjenlig? Det er en selvfølge, at 

der ikke er mulighed for på nuværende tidspunkt at tale om 

de konkrete betingelser, f.eks. styrkeforholdene osv., og resolutionen 

afviser naturligvis at bestemme disse betingelser 

på forhånd. Intet forstandigt menneske vil påtage sig 

at forudsige noget som helst med hensyn til det spørgsmål, 

der interesserer os i dette øjeblik. Man kan og skal fastlæg- 

5

34 

V. I. LENIN 

ge vor deltagelses karakter og mål. Resolutionen gør også 

dette ved at påpege to mål for deltagelsen: 1) ubønhørlig 

kamp mod de kontrarevolutionære anslag, og 2) hævdelse 

af arbejderklassens selvstændige interesser. På samme tid 

som de liberale borgere begynder at snakke ivrigt om reaktionens 

mentalitet (se hr. Struves yderst lærerige »åbne 

brev« i nr. 71 af Osvobosjdenije) og forsøger at skræmme 

det revolutionære folk og bevæge det til eftergivenhed over 

for selvherskerdømmet, — på samme tid er det især på sin 

plads, at proletariatets parti minder om den opgave at føre 

en virkelig krig mod kontrarevolutionen. Den politiske friheds 

og klassekampens store spørgsmål afgøres i sidste 

instans kun af styrke, og vi må sørge for at forberede, at 

organisere denne styrke og anvende den aktivt ikke blot til 

defensiv, men også til offensiv. Den langvarige epoke af 

politisk reaktion, der har hersket næsten uafbrudt i Europa 

siden Pariserkommunens dage, har vænnet os alt for meget 

til tanken om aktion alene »nedefra«, har alt for meget 

lært os at betragte kampen som blot defensiv. Vi er nu 

uden tvivl trådt ind i en ny epoke, en periode af politiske rystelser 

og revolutioner er begyndt. I en sådan periode, som 

Rusland gennemlever, er det utilladeligt at begrænse sig 

til den gamle skabelon. Man må propagandere for ideen 

om aktion ovenfra, man må forberede sig til de mest energiske 

offensive aktioner, man må studere betingelserne og 

formerne for sådanne aktioner. Af sådanne betingelser 

stiller kongressens resolution to i første række: den ene 

vedrører den formelle side ved socialdemokratiets deltagelse 

i en provisorisk revolutionær regering (streng kontrol 

fra partiets side med dets repræsentanter), den anden 

— selve karakteren af denne deltagelse (ikke et minut lade 

den fuldstændige socialistiske omvæltnings mål ude af syne). 

Idet resolutionen således forklarer partiets politik fra alle 

sider under aktion »ovenfra« — denne nye, hidtil næsten 

ikke anvendte kampmetode — regner resolutionen også 

med det tilfælde, hvor vi ikke kommer til at virke ovenfra. 

At virke nedefra på den provisoriske revolutionære regering 

er vi forpligtet til i ethvert tilfælde. For at udøve et sådant 

tryk nedefra må proletariatet være bevæbnet, — for i 

en revolutionær situation kommer det særlig hurtigt til direkte 

borgerkrig — og stå under socialdemokratiets ledel-


se. Målet for dets væbnede tryk er at »beskytte, konsolidere 

og udvide revolutionens erobringer«, dvs. de erobringer, 

der ud fra proletariatets interesser må bestå i virkeliggørelse 

af hele vort minimum sprogram. 

Hermed slutter vi vor korte analyse af den 3. kongres' resolution 

om en provisorisk revolutionær regering. Som læseren 

ser, klarlægger denne resolution såvel det nye 

spørgsmåls betydning som den stilling, proletariatets 

parti indtager til det, og partiets politik såvel i en provisorisk 

revolutionær regering som uden for den. 

Lad os nu se på den tilsvarende resolution fra »konferencen«. 

3. Hvad er »revolutionens afgørende sejr over 

tsarismen«? 

»Konferencens« resolution er helliget spørgsmålet »om 

erobring af magten og deltagelse i den provisoriske regering« 

*. Allerede i denne problemstilling rummes der, som 

nævnt, en forvirring. På den ene side stilles spørgsmålet 

snævert: kun om vor deltagelse i en provisorisk regering 

og ikke generelt om partiets opgaver i forhold til en provisorisk 

revolutionær regering. På den anden side sammenblandes 

to fuldstændigt forskelligartede spørgsmål: om 

vor deltagelse i et af stadierne i den demokratiske omvæltning 

og om den socialistiske omvæltning. I virkeligheden 

er socialdemokratiets »erobring af magten« netop en socialistisk 

omvæltning og kan ikke være noget som helst andet, 

hvis disse ord benyttes i deres direkte og sædvanlige 

betydning. Men hvis de skal forstås som en erobring af 

magten ikke til en socialistisk, men til en demokratisk omvæltning, 

hvilken mening har det da at tale ikke alene om 

deltagelse i en provisorisk revolutionær regering, men også 

om »erobring af magten« generelt? Øjensynlig har vore 

»konferencedeltagere« ikke selv rigtig vidst, hvad de egentlig 

skulle tale om: om en demokratisk eller om en socialistisk 

omvæltning. Den, der har fulgt med i litteraturen om 

spørgsmålet, véd, at begyndelsen til denne forvirring blev 

*) Den fulde tekst af denne resolution kan læseren sammenstille af de citater, der 

er anført s. 400, 403, 407, 431 og 433 i denne brochure. (Lenins fodnote til udgaven af 

1907. Se dette bind s. 36, 41, 46, 79 og 83 - Red.)

36 

V. I. LENIN 

lagt af kam. Martynov i hans berømte »To diktaturer«: nyiskristerne 

holder ikke af at mindes problemstillingen, der 

(allerede før den 9. januar) (12) er givet i dette ærkekhvostiske 

skrift, men dets idémæssige indflydelse på 

konferencen er hævet over enhver tvivl. 

Men lad os forlade resolutionens titel. Dens indhold viser 

os fejl, der uden sammenligning er dybere og alvorligere. 

Her er dens første del: 

»Revolutionens afgørende sejr over tsarismen kan kendetegnes 

enten ved dannelsen af en provisorisk regering, der 

er udgået af den sejrrige folkeopstand, eller ved et revolutionært 

initiativ fra det ene eller det andet repræsentative 

organ, der under folkets umiddelbare revolutionære tryk 

beslutter at organisere en konstituerende forsamling, valgt 

af hele folket.« 

Således fortæller man os, at revolutionens afgørende sejr 

over tsarismen kan være både den sejrrige opstand og . . . 

et repræsentativt organs beslutning om at organisere en 

konstituerende forsamling! Hvad er dette? Hvorledes dog 

det? Den afgørende sejr kan være kendetegnet af en »beslutning« 

om at organisere en konstituerende forsamling?? 

Og en sådan »sejr« stilles side om side med dannelsen 

af en provisorisk regering, »der er udgået af den sejrrige 

folkeopstand«!! Konferencen har ikke bemærket, at en 

sejrrig folkeopstand og dannelsen af en provisorisk regering 

betyder revolutionens sejr i gerning, mens en »beslutning« 

om at organisere en konstituerende forsamling betyder 

revolutionens sejr alene i ord. 

Mensjevikkernes og nyiskristernes konference har begået 

samme fejl, som de liberale og osvobosjdentserne til stadighed 

begår. Osvobosjdentserne slynger om sig med fraser 

om den »konstituerende« forsamling, mens de forlegent 

lukker øjnene for, at styrken og magten forbliver i tsarens 

hænder, og glemmer, at vil man »konstituere«, må 

man have styrke til at konstituere. Konferencen har ligeledes 

glemt, at der er lang vej fra hvilke som helst repræsentanters 

»beslutning« til denne beslutnings virkeliggørelse. 

Konferencen har ligeledes glemt, at så længe magten bliver 

i tsarens hænder, vil enhver beslutning fra hvilke som 

helst repræsentanter blive samme tomme og elendige snak 

som »beslutningerne« i det berømte Frankfurter-parlament, 

vi kender fra den tyske 1848-revolutions historie. Det


revolutionære proletariats talsmand, Marx, hudflettede 

netop Frankfurts liberale »osvobosjdentsere« med bidende 

sarkasmer i sit blad Neue Rheinische Zeitung, (13) fordi de 

talte smukke ord, vedtog alle hånde demokratiske »beslutninger«, 

»konstituerede« alle hånde friheder, men i virkeligheden 

lod magten blive i kongens hænder og ikke organiserede 

en væbnet kamp mod de militære styrker, der stod 

til kongens rådighed. Og mens Frankfurts osvobosjdentsere 

snakkede — biede kongen sin tid, forstærkede sine militære 

styrker, og kontrarevolutionen, der støttede sig til en 

reel kraft, sønder slog demokraterne med alle deres herlige 

»beslutninger«. 

Konferencen sidestillede den afgørende sejr med noget, 

som netop ikke rummer den afgørende betingelse for sejr. 

Hvordan kunne socialdemokrater, der anerkender vort 

partis republikanske program, begå denne fejl? For at forstå 

dette mærkelige fænomen, må man vende sig til 3. kongres' 

resolution om den udskilte del af partiet.* I denne resolution 

påpeges det, at der i vort parti stadig findes forskellige 

strømninger »beslægtede med økonomismen«. 

Vore »konferencedeltagere« (det er sandelig ikke for ingenting, 

de befinder sig under Martynovs ideologiske ledelse) 

drøfter revolution i nøjagtig samme ånd, hvori økonomi- 

*) Vi anfører her denne resolutions fulde tekst: »Kongressen konstaterer, at der i 

RSDAP siden dets kamp mod økonomismen hidtil i forskellig grad og i forskellige 

henseender er bevaret afskygninger, der er beslægtet med økonomismen, og som 

karakteriseres af en almindelig tendens til at undervurdere betydningen af den 

bevidste orienterings elementer i den proletariske kamp, idet de underordner dem 

under spontaneitetens elementer. I organisationsspørgsmål opstiller repræsentanterne 

for disse afskygninger teoretisk princippet om organisation som proces, 

hvad der ikke stemmer med et planmæssigt udformet partiarbejde, i praksis 

gennemfører de samtidig i en mængde tilfælde et system af afvigelser fra partidisciplinen, 

og i andre tilfælde henvender de sig til den mindst bevidste del af partiet 

og agiterer for en bred anvendelse af valgprincippet, som ikke tager hensyn til 

den russiske virkeligheds objektive betingelser, og dermed forsøger de at undergrave 

det på nuværende tidspunkt eneste mulige grundlag for partiforbindelserne. 

I taktiske spørgsmål udmærker de sig ved deres stræben efter at indsnævre 

partiarbejdets omfang, idet de udtaler sig mod en partitaktik, som er strengt uafhængig 

over for de liberalt-borgerlige partier, mod muligheden og ønskeligheden 

af, at vort parti påtager sig den organiserende rolle i folkeopstanden, mod at partiet 

under nogen som helst betingelser deltager i en provisorisk demokratisk-revolutionær 

regering. 

Kongressen opfordrer alle partiets medlemmer til overalt at føre en energisk 

idékamp mod den slags delvise afvigelser fra det revolutionære socialdemokratis 

principper, men finder samtidig, at personer, der i større eller mindre grad hælder 

til sådanne synspunkter, dog kan stå i partiorganisationerne, på den nødvendige 

betingelse, at de anerkender partikongresserne og partilovene og helt og 

holdent underkaster sig partidisciplinen.« (Lenins fodnote til udgaven af 1907. — 

Red.)

38 

V. I. LENIN 

sterne drøftede politisk kamp eller 8-timers arbejdsdag. 

Økonomisterne satte ufortøvet »stadieteorien« i gang: 1) 

Kamp for rettigheder, 2) Politisk agitation, 3) Politisk 

kamp, — eller 1) 10 timers arbejdsdag, 2)9 timers, 3)8 timers. 

Det er tilstrækkelig kendt for enhver, hvilke resultater 

der opnåedes med denne »taktik som proces«. Nu foreslår 

de os, at også revolutionen i forvejen skal deles pertentligt 

op i stadier: 1) Tsaren indkalder en repræsentativ 

forsamling, 2) Denne repræsentative forsamling »beslutter« 

under »folkets« tryk at organisere en konstituerende 

forsamling, 3). . . Det tredje stadium er mensjevikkerne 

endnu ikke blevet enige om, de har glemt, at folkets revolutionære 

tryk møder tsarismens kontrarevolutionære tryk, 

og at følgen derfor enten bliver, at »beslutningen« henstår 

urealiseret, eller at sagen atter afgøres af folkeopstandens 

sejr eller nederlag. Konferencens resolution ligner på en 

prik følgende ræsonnement hos økonomisterne: Arbejdernes 

afgørende sejr kan kendetegnes enten ved revolutionær 

gennemførelse af 8-timers arbejdsdagen eller ved, at de får 

en 10-timers arbejdsdag skænket sammen med en »beslutning« 

om at gå over til 9-timers ... På en prik det samme. 

Man kan måske indvende over for os, at resolutionens 

forfattere ikke havde for øje at sidestille opstandens sejr 

med en »beslutning« fra et repræsentativt organ, som tsaren 

havde indkaldt, og at de blot ville foregribe partiets 

taktik i det ene og det andet tilfælde. Vi svarer hertil: 1) 

Resolutionens tekst kalder direkte og utvetydigt et repræsentativt 

organs beslutning for »revolutionens afgørende 

sejr over tsarismen«. Måske er det resultat af en skødesløs 

affattelse, måske kan den udbedres på grundlag af protokollerne, 

men så længe den ikke er udbedret, kan denne affattelses 

betydning kun være én, og denne betydning er 

fuldt og helt osvobosjdentsisk. 2) Den »osvobosjdentsiske« 

tankegang, som resolutionens forfattere er henfaldet til, 

kommer endda langt klarere frem i andre af nyiskristernes 

litterære værker. F.eks. findes der i Tiflis-komiteens organ 

Social-demokraten (14) (på grusinsk, berømmet i Iskra nr. 

100) en artikel »Semskij sobor* og vor taktik«, hvor man 

ligefrem svinger sig op til at sige, at den »taktik«, der »til 

*) Semskij sobor, forsamling af repræsentanter for stænderne i Rusland, som i 

det 16. og 17. århundrede fra tid til anden blev indkaldt til samråd med regeringen. 

— Red.


centrum for vor aktion vælger Semskij sobor« (om hvis 

indkaldelse vi jo endnu ikke ved noget som helst bestemt!), 

er »fordelagtigere for os« end den væbnede opstands »taktik« 

og dannelse af en provisorisk, revolutionær regering. 

Vi skal senere vende tilbage til denne artikel. 3) Man kan 

ikke have noget imod en forhåndsdrøftelse af partiets taktik 

både i tilfælde af revolutionens sejr og i tilfælde af dens 

nederlag, både i tilfælde af opstandens fremgang og i tilfælde 

af, at dens flammer ikke formår at brede sig og blive 

en alvorlig kraft. Det er muligt, at det lykkes den tsaristiske 

regering af indkalde en repræsentativ forsamling for 

at ordne sig med det liberale bourgeoisi — den 3. kongres' 

resolution, der forudser dette, taler direkte om »hyklerisk 

politik«, om »skindemokrati«, om »karikerede former for 

en folkerepræsentation i lighed med den såkaldte Semskij 

sobor*«. 

Sagen er netop, at dette ikke siges i resolutionen om en 

provisorisk revolutionær regering, thi det har ikke nogen 

forbindelse med en sådan regering. Det nævnte tilfælde 

udskyder problemet om opstand og oprettelse af en provisorisk 

revolutionær regering, forandrer det osv. Men sagen 

drejer sig ikke nu om, at alle hånde kombinationer er 

*) Her er teksten til denne resolution om stillingen til regeringens taktik på 

tærsklen til omvæltningen. 

»Idet RSDAP's 3. kongres tager i betragtning, at regeringen for at holde sig ved 

magten i den nuværende revolutionære periode, samtidig med at den forstærker 

den sædvanlige repression, hovedsagelig mod de bevidste elementer af proletariatet, 

1) forsøger ved hjælp af eftergivenhed og løfter om reformer politisk at korrumpere 

arbejderklassen og dermed aflede den fra den revolutionære kamp, 2) 

med samme formål klæder sin hykleriske eftergivenhedspolitik i skindemokratiske 

former, lige fra at anmode arbejderne om at indvælge deres egne repræsentanter i 

kommissioner og konferencer og til at skabe karikerede former for en folkerepræsentation 

i lighed med den såkaldte Semskij sobor, 3) organiserer såkaldte 

Sort Hundreder (15) og sætter alle hånde reaktionære, lidet bevidste eller af raceog 

religionshad forblindede elementer op imod revolutionen — vedtager kongressen 

at foreslå alle partiorganisationer: 

a) på den ene side at afsløre de reaktionære formål med regeringens indrømmelser 

og i propaganda og aktion at fremhæve deres fremtvungne karakter, og på 

den anden side at fremhæve, at det er absolut umuligt for selvherskerdømmet at 

give reformer, der tilfredsstiller proletariatet, 

b) at udnytte valgagitationen til at forklare arbejderne sådanne regeringsforanstaltningers 

virkelige betydning og påpege, at det er nødvendigt for proletariatet, 

at der ad revolutionær vej indkaldes en konstituerende forsamling på 

grundlag af almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig afstemning, 

c) at organisere proletariatet, til øjeblikkelig revolutionær gennemførelse af 8timers 

arbejdsdagen og arbejderklassens øvrige dagskrav, 

d) at organisere en væbnet tilbagevisning af de Sorte Hundreders fremfærd og i 

det hele taget af alle reaktionære elementer, der ledes af regeringen.« (Lenins 

fodnote til udgaven af 1907. — Red.)

40 

V. I. LENIN 

mulige, at både sejr og nederlag, både direkte veje og omveje 

er mulige — sagen drejer sig om, at det er utilladeligt 

for en socialdemokrat at bringe forvirring i arbejdernes 

forestilling om den virkeligt revolutionære vej, at det er 

utilladeligt på osvobosjdentsisk vis at bruge betegnelsen 

afgørende sejr om noget, som netop ikke rummer den 

grundlæggende betingelse for sejren. Måske får vi heller 

ikke 8-timers arbejdsdagen på én gang, måske må vi først 

gå en lang omvej, men hvad ville man sige om en mand, 

der kaldte det en sejr for arbejderne, hvis der var tale om 

en sådan magtesløshed, en sådan svaghed i proletariatet, 

at det ikke havde kraft til at hindre forhaling, udskydelse, 

kohandel, forræderi og reaktion? Måske ender den russiske 

revolution med et »konstitutionelt misfoster«, som 

Vperjod* engang sagde, men kan det dog retfærdiggøre en 

socialdemokrat, der på tærsklen til den afgørende kamp 

ville kalde dette misfoster for en »afgørende sejr over tsarismen«? 

I værste fald kan det ske, at vi ikke blot ikke tilkæmper 

os en republik, men at også forfatningen bliver 

illusorisk, »sjipovsk« (16), men skulle det kunne undskylde, 

at en socialdemokrat udvisker vor republikanske parole? 

Naturligvis, så vidt er det endnu ikke kommet med 

nyiskristerne. Men i hvilken grad den revolutionære ånd 

har forladt dem, i hvilken grad en livløs ræsonneren har 

tilsløret øjeblikkets kampopgaver for dem, fremgår særlig 

tydeligt af, at de i deres resolution netop har glemt at tale 

om republik! Det er utroligt, men det er en kendsgerning. 

Alle socialdemokratiets paroler bekræftes, gentages, forklares, 

udstykkes i detaljer i konferencens forskellige resolutioner, 

man har end ikke glemt, at arbejderne i virksomhederne 

skal vælge tillidsmænd og formænd — man 

fandt blot ikke lejlighed til i resolutionen om en provisorisk 

revolutionær regering at erindre om republikken. At tale 

om folkeopstandens »sejr«, om dannelsen af en provisorisk 

regering og ikke påpege forbindelsen mellem disse 

»skridt« og handlinger og erobringen af republikken — det 

*) Genévebladet Vperjod begyndte at udkomme i januar 1905 som organ for den 

bolsjevikiske del af partiet. Fra januar til maj udkom 18 numre. I stedet for 

Vperjod begyndte i maj måned Proletarij at udkomme som centralorgan for 

RSDAP i kraft af beslutningen på RSDAP's 3. kongres (denne kongres fandt sted i 

maj i London, mensjevikkerne kom ikke til stede, de organiserede deres egen 

»konference« i Genéve). (Lenins fodnote til udgaven af 1907. — Red.)


vil sige, at man skriver en resolution ikke for at lede proletariatets 

kamp, men for at komme humpende i halen på 

den proletariske bevægelse. 

Facit: første del af resolutionen: 1) klarlagde aldeles ikke 

en provisorisk revolutionær regerings betydning med hensyn 

til kampen for en republik og sikringen af en virkelig 

folkevalgt og virkelig konstituerende forsamling, 2) bragte 

direkte forvirring i proletariatets demokratiske bevidsthed 

ved at sidestille revolutionens afgørende sejr over tsarismen 

med en sådan situation, hvor netop den grundlæggende 

betingelse for en virkelig sejr endnu mangler. 

4. Monarkiets likvidering og republikken 

Lad os gå over til næste del af resolutionen: 

»...I begge tilfælde tjener en sådan sejr som begyndelsen 

til en ny fase i den revolutionære epoke. 

Den opgave, som samfundsudviklingens objektive betingelser 

spontant stiller til denne nye fase, er at likvidere hele 

det stændermonarkistiske regime definitivt under den proces, 

hvor det politisk befriede borgerlige samfunds elementer 

fører indbyrdes kamp om virkeliggørelsen af deres 

sociale interesser og om den umiddelbare besiddelse af 

magten. 

Derfor må en provisorisk regering, der vil påtage sig at 

gennemføre denne historisk set borgerlige revolutions opgaver, 

ikke alene drive den revolutionære udvikling 

fremad, men også bekæmpe de af dens faktorer, der truer 

det kapitalistiske systems grundlag, samtidig med, at den 

provisoriske regering regulerer den indbyrdes kamp 

mellem de modstående klasser i nationen, der er i færd 

med at befri sig.« 

Lad os standse ved denne del, der udgør et selvstændigt 

afsnit af resolutionen. Hovedtanken i de citerede betragtninger 

falder sammen med det, der er udviklet i kongresresolutionens 

3. punkt. Men ved en sammenligning mellem 

disse afsnit af de to resolutioner, falder følgende grundlæggende 

forskel mellem dem straks i øjnene. Kongres-

42 

V. I. LENIN 

sens resolution, der i korte og knappe ord karakteriserer 

revolutionens samfundsøkonomiske grundlag, flytter hele 

opmærksomheden over på den skarpt fremtrædende kamp 

mellem klasserne om bestemte erobringer og stiller proletariatets 

kampopgaver i forgrunden. Konferencens resolution, 

der langstrakt, tåget og forvirret beskriver revolutionens 

samfundsøkonomiske grundlag, taler meget uklart 

om kampen for bestemte erobringer og lader absolut proletariatets 

kampopgaver i skyggen. Konferencens resolution 

taler om at likvidere det gamle system under den 

proces, hvor der står indbyrdes kamp mellem samfundets 

elementer. Kongressens resolution siger, at vi, proletariatets 

parti, må gennemføre denne likvidering, at en virkelig 

likvidering alene kan være oprettelsen af en demokratisk 

republik, at vi bør tilkæmpe os denne republik, at vi vil 

kæmpe for den og for fuld frihed ikke blot mod selvherskerdømmet, 

men også mod bourgeoisiet, når det vil forsøge 

(og det vil ubetinget forsøge) at fravriste os vore 

erobringer. Kongressens resolution kalder en bestemt 

klasse til kamp for et ganske bestemt, nærliggende mål. 

Konferencens resolution udtaler sig om den indbyrdes 

kamp mellem forskellige kræfter. Den ene resolution bringer 

den aktive kamps mentalitet til udtryk, den anden — 

den passive tilskuers, den ene er gennemsyret af en appel 

til levende virksomhed, den anden — af død ræsonneren. 

Begge resolutioner erklærer, at den stedfindende omvæltning 

for os kun er det første skridt, efter hvilket følger et 

andet, men heraf slutter den ene resolution, at man så hurtigt 

som muligt må tilbagelægge dette første skridt for så 

hurtigt som muligt at likvidere det, erobre republikken, 

ubønhørligt undertrykke kontrarevolutionen og skabe 

grundlaget for det næste skridt. Hvorimod den anden resolution 

fortaber sig så at sige i snakkesalige beskrivelser af 

dette første skridt og (undskyld det vulgære udtryk) tværer 

rundt i det. Kongressens resolution tager marxismens 

gamle og evigt unge tanker (om den demokratiske omvæltnings 

borgerlige karakter) som indledning eller udgangspunkt 

for de slutninger, der drages om den fremskredne 

klasses fremskredne opgaver i kampen både for den demokratiske 

og for den socialistiske omvæltning. Konferencens 

resolution bliver derimod stående ved indledningen 

alene, tygger drøv på den og filosoferer over den.


Dette er netop den samme forskel, der fra gammel tid 

har delt de russiske marxister i to fløje: i en ræsonnerende 

og en kæmpende fløj i den legale marxismes fordums tider, 

i en økonomisk og en politisk i den begyndende massebevægelses 

epoke. Af marxismens rigtige udgangspunkt, 

de dybe økonomiske rødder til klassekampen i almindelighed 

og til den politiske kamp i særdeleshed drog økonomisterne 

den originale konklusion, at man bør vende ryggen til 

den politiske kamp og bremse dens udvikling, indsnævre 

dens vingefang, nedsætte dens opgaver. Politikerne derimod 

drog fra det samme udgangspunkt en anden konklusion, 

nemlig den, at jo dybere vor kamps rødder er nu, des 

bredere, dristigere, mere beslutsomt og initiativrigt må vi 

føre denne kamp. I en anden situation, i en ændret form er 

det også nu denne strid, vi har med at gøre. Ud fra de udgangspunkter, 

at den demokratiske omvæltning endnu 

langtfra er en socialistisk, at den afgjort »interesserer« 

langt flere end de besiddelsesløse, at dens dybeste rødder 

ligger i de uafviselige krav og behov, som hele det borgerlige 

samfund stiller — af disse udgangspunkter drager vi 

den slutning, at des dristigere må den fremskredne klasse 

stille sine demokratiske opgaver, des skarpere må den 

formulere dem fuldt ud, fremholde den umiddelbare parole 

om republik, propagandere for nødvendigheden af en 

provisorisk revolutionær regering, for nødvendigheden af 

ubønhørligt at undertrykke kontrarevolutionen. Men vore 

opponenter, nyiskristerne, drager af de samme udgangspunkter 

den slutning, at man ikke skal formulere de demokratiske 

konklusioner fuldt ud, at man ikke behøver at 

fremholde republikken blandt de praktiske paroler, at man 

godt kan undlade at propagandere for nødvendigheden af 

en provisorisk revolutionær regering, at man kan kalde også 

beslutningen om at indkalde en konstituerende forsamling 

for en afgørende sejr, og at man ikke behøver at fremstille 

kampen mod kontrarevolutionen som vor aktive opgave, 

men kan drukne den i en tåget (og som vi snart skal 

se urigtigt formuleret) henvisning til »den indbyrdes proces«. 

Det er ikke et sprog for politiske ledere, men snarere 

for støvede kommissionsmedlemmer! 

Og jo mere opmærksomt man betragter de enkelte 

formuleringer i den nyiskristiske resolution, des tydeligere 

ser man de omtalte grundejendommeligheder ved den.

44 

V. I. LENIN 

Man fortæller os for eksempel om »den proces, hvor det 

politisk befriede borgerlige samfunds elementer fører indbyrdes 

kamp«. Ihukommende det tema, resolutionen 

handler om (en provisorisk revolutionær regering), spørger 

vi med undren: hvis man endelig skal tale om den indbyrdes 

kamps proces, hvordan kan man så lade være med 

at nævne de elementer, der politisk lænkebinder det 

borgerlige samfund? Tror konferencens folk måske, at 

blot de forestiller sig revolutionens sejr, er sådanne elementer 

allerede forsvundet? En sådan tanke ville være absurd 

i almindelighed og være en uhyre politisk naivitet og 

politisk kortsynethed i særdeleshed. Efter revolutionens 

sejr over kontrarevolutionen vil kontrarevolutionen ikke 

forsvinde, men tværtimod uvægerligt begynde på en ny, 

endnu mere desperat kamp. Når vi vier vor resolution til 

en analyse af opgaverne i forbindelse med revolutionens 

sejr, er vi forpligtet til at beskæftige os særdeles opmærksomt 

med afvisningen af det kontrarevolutionære stormløb 

(således som dette også er gjort i kongressens resolution) 

og ikke drukne disse for et kæmpende parti mest 

nærliggende, brændende og dagsaktuelle politiske opgaver 

i almindelige betragtninger over, hvad der kommer efter 

den nuværende revolutionære epoke, hvad der kommer, 

når et »politisk befriet samfund« allerede eksisterer. Ligesom 

økonomisterne pukkede på almene sandheder om, at 

politikken er underordnet økonomien, og dermed skjulte 

deres manglende forståelse af aktuelle politiske opgaver, 

således pukker nyiskristerne på almene sandheder om 

kampen for det politisk befriede samfund og skjuler dermed 

deres manglende forståelse af de aktuelle revolutionære 

opgaver, der knytter sig til dette samfunds politiske 

befrielse. 

Tag udtrykket: »Likvidere hele det stændermonarkistiske 

regime definitivt«. På russisk vil en definitiv likvidering af 

monarkiet sige: oprettelse af en demokratisk republik. 

Men dette udtryk forekommer vor gode Martynov og hans 

tilhængere alt for jævnt og ligetil. De ønsker ubetinget at 

»uddybe« og sige det »klogere«. Resultatet bliver latterlige 

forsøg på dybsindigheder, på den ene side. Og på den anden 

side får man en beskrivelse i stedet for en parole, i stedet 

for en frisk appel til at gå fremad en slags melankolsk 

tilbageblik. Det, vi har for os, er ligesom ikke levende


mennesker, der nu med det samme ønsker at kæmpe for 

republikken, men en slags indtørrede mumier, der sub 

specie aeternitatis* betragter spørgsmålet ud fra et plusquamperfectums** 

synspunkt. 

Lad os gå videre: »... en provisorisk regering... der 

vil påtage sig at gennemføre . . . denne borgerlige revolutions 

opgaver«... Her viste det sig straks, at vore konferencefolk 

har overset det konkrete spørgsmål, som proletariatets 

politiske ledere stilles over for. Det konkrete 

spørgsmål om en provisorisk revolutionær regering fortrængtes 

fra deres synsfelt af spørgsmålet om den 

kommende række regeringer, der vil gennemføre den borgerlige 

revolutions opgaver i almindelighed. Hvis I ønsker 

at betragte spørgsmålet »historisk«, så viser et hvilket som 

helst europæisk lands eksempel, at netop en række aldeles 

ikke »provisoriske« regeringer har gennemført den borgerlige 

revolutions historiske opgaver, at endog regeringer, 

der har besejret revolutionen, alligevel har været 

tvunget til at gennemføre denne overvundne revolutions 

historiske opgaver. Men det, I taler om, kaldes slet ikke en 

»provisorisk revolutionær regering«. Sådan kaldes en revolutionær 

epokes regering, der umiddelbart afløser den 

styrtede regering og støtter sig til folkets opstand, men 

ikke til diverse repræsentative organer, der er udgået af 

folket. En provisorisk revolutionær regering er et organ til 

kamp for revolutionens øjeblikkelige sejr, for øjeblikkelig 

afvisning af de kontrarevolutionære anslag og aldeles ikke 

et organ til gennemførelse af den borgerlige revolutions historiske 

opgaver i almindelighed. Lad os, mine herrer, 

overlade fremtidige historikere i et fremtidigt »Historisk 

tidsskrift« (17) at fastslå, hvilke af den borgerlige revolutions 

opgaver, vi og I tilsammen eller den eller den regering 

har gennemført — den sag skal de nok klare om 30 år, 

men for os nu gælder det om at give paroler og praktiske 

anvisninger på kamp for republikken og proletariatets 

mest energiske deltagelse i denne kamp. 

Af de nævnte årsager er også de sidste sætninger i den citerede 

del af resolutionen utilfredsstillende. Fuldkommen 

mislykket eller i det mindste uheldigt er udtrykket, at en 

provisorisk regering skulle »regulere« den indbyrdes kamp 

*) Fra evighedens stade. — Red. 

**) Forlængst overstået. — Red.

46 V. I. LENIN 

mellem de modstående klasser: marxister burde ikke benytte 

en sådan liberal osvobosjdentsisk formulering, der 

giver anledning til at tro, at der kan tænkes regeringer, der 

ikke tjener som organ for klassekampen, men som en »regulator« 

af den . . . Regeringen skulle »ikke alene drive 

den revolutionære udvikling fremad, men også bekæmpe 

de af dens faktorer, der truer det kapitalistiske systems 

grundlag«. Denne »faktor« er netop det samme proletariat, 

i hvis navn resolutionen taler! I stedet for at påvise, hvordan 

proletariatet egentlig i det givne øjeblik bør »drive den 

revolutionære udvikling fremad« (drive den længere frem, 

end det konstitutionalistiske bourgeoisi vil gå), i stedet for 

at give råd om, hvordan man på en bestemt måde skal forberede 

sig til kamp mod bourgeoisiet, når dette vender sig 

mod revolutionens erobringer — i stedet for dette giver de 

os en almindelig beskrivelse af en proces, uden at den indeholder 

noget som helst om vor virksomheds konkrete opgaver. 

Nyiskristernes måde at udtrykke deres tanker på 

minder om Marx' udtalelse (i hans berømte »Teser« om 

Feuerbach) om den gamle materialisme, der står 

fremmed for dialektikkens idé. Filosofferne har kun 

forklaret verden på forskellig måde, — sagde Marx, — 

men det drejer sig om at forandre denne verden. (18) På 

samme måde kan også nyiskristerne tåleligt beskrive og 

forklare processen i den kamp, der foregår for deres øjne, 

men de er overhovedet ikke i stand til at give en rigtig parole 

i denne kamp. Ivrigt marcherende, men dårligt ledende 

degraderer de den materialistiske historieopfattelse ved 

at lade hånt om den aktive, ledende og retningsgivende 

rolle, som de partier, der erkender omvæltningens materielle 

betingelser og stiller sig i spidsen for de fremskredne 

klasser, kan og bør spille i historien. 

5. Hvorledes skal man »drive revolutionen 

fremad«? 

Lad os anføre det næste afsnit af resolutionen: 

»Under sådanne betingelser bør socialdemokratiet bestræbe 

sig på under hele revolutionens forløb at bevare en 

stilling, der bedst sikrer dets mulighed for at drive revolutionen 

fremad, ikke binder dets hænder i kampen mod de


borgerlige partiers inkonsekvente og egoistiske politik og 

værner det mod opløsning i det borgerlige demokrati. 

Derfor bør socialdemokratiet ikke stille sig som mål at 

gribe magten eller deltage i en provisorisk regering, men 

bør forblive den yderste revolutionære oppositions parti.« 

Vi er overmåde glade for rådet om at indtage en stilling, 

der på bedste måde sikrer muligheden for at drive 

revolutionen fremad. Vi ville blot ønske, at der foruden 

dette gode råd også fandtes en direkte anvisning på, hvorledes 

socialdemokratiet netop nu, i denne politiske 

situation, i en tid med snak, formodninger, samtaler og 

projekter om indkaldelse af folkerepræsentanter, skal 

drive revolutionen fremad. Kan da revolutionen drives 

fremad af den, der ikke forstår faren ved den 

osvobosjdentsiske teori om et »kompromis« mellem folket 

og tsaren, den, der kalder den blotte »beslutning« om at 

indkalde en konstituerende forsamling for en sejr, den, der 

ikke opfordrer til aktiv propaganda for nødvendigheden af 

en provisorisk revolutionær regering, den, der skyder 

parolen om en demokratisk republik i baggrunden? Sådanne 

folk driver i virkeligheden revolutionen tilbage, 

fordi de i praktisk-politisk henseende er blevet stående på 

det osvobosjdentsiske standpunkts niveau. Hvad mening 

er der med deres anerkendelse af det program, der kræver, 

at republikken skal erstatte selvherskerdømmet, når parolen 

om kamp for republikken mangler i den taktiske resolution, 

der fastsætter partiets nuværende og nærmeste opgaver 

i den revolutionære situation? Thi netop Osvobosjdenijes 

stilling, det konstitutionalistiske bourgeoisis 

stilling karakteriseres jo nu faktisk af, at man anser en beslutning 

om at indkalde en folkevalgt konstituerende forsamling 

for den afgørende sejr, mens man klogeligt tier 

om den provisoriske revolutionære regering og om republikken! 

For at drive revolutionen fremad, dvs. ud over den 

grænse, hvortil det monarkistiske bourgeoisi driver den, 

må man aktivt opstille, understrege og stille de paroler i 

forgrunden, der udelukker det borgerlige demokratis 

»mangel på konsekvens«. Af sådanne paroler findes der i 

øjeblikket kun to: 1) en provisorisk revolutionær regering 

og 2) republik, fordi parolen om en folkevalgt konstituerende 

forsamling er overtaget af det monarkistiske bourgeoisi 

(se Osvobosjdenije-forbundets program) og overta-

48 

V. I. LENIN 

get netop med det formål ganske stille at dreje halsen om 

på revolutionen, med det formål at forhindre revolutionens 

fuldstændige sejr, med det formål at slutte en kohandel 

mellem storbourgeoisiet og tsarismen. Og så ser vi, at 

af disse to paroler, de eneste, der kan drive revolutionen 

fremad, har konferencen helt glemt parolen om republik 

og direkte sidestillet parolen om en provisorisk revolutionær 

regering med den osvobosjdentsiske parole om en 

folkevalgt konstituerende forsamling, idet den kalder både 

det ene og det andet for »revolutionens afgørende sejr«!! 

Ja, dette er det utvivlsomme faktum, der sikkert vil tjene 

som et skel for det russiske socialdemokratis fremtidige 

historiker. Konferencen af socialdemokrater i maj 1905 

vedtager en beslutning, der taler smukke ord om nødvendigheden 

af at drive den demokratiske revolution fremad, 

men som i virkeligheden driver den tilbage, som i virkeligheden 

ikke går videre end det monarkistiske bourgeoisis 

demokratiske paroler. 

Nyiskristerne ynder at bebrejde os, at vi ignorerer faren 

for proletariatets opløsning i det borgerlige demokrati. Vi 

kunne lide at se den, der vil påtage sig at bevise denne bebrejdelse 

ud fra teksten til de resolutioner, der er vedtaget 

af RSDAP's 3. kongres. Vi svarer vore opponenter: Socialdemokratiet, 

der virker på det borgerlige samfunds grund, 

kan ikke deltage i politik uden snart i det ene, snart i det 

andet enkelttilfælde at gå side om side med det borgerlige 

demokrati. Forskellen mellem os og jer i denne henseende 

er den, at vi går side om side med det revolutionære og 

republikanske bourgeoisi uden at smelte sammen med det, 

mens I går side om side med det liberale og monarkistiske 

bourgeoisi, ligeledes uden at smelte sammen med det. 

Sådan forholder sagen sig. 

Jeres taktiske paroler, givet af konferencen, falder 

sammen med det »konstitutionelt-demokratiske« partis, 

dvs. det monarkistiske bourgeoisis partis paroler, og I bemærkede 

ikke, I erkendte ikke dette sammenfald, men 

fulgte faktisk i halen på osvobosjdentserne. 

Vore taktiske paroler, givet af RSDAP's S. kongres, 

falder sammen med det demokratisk-revolutionære og republikanske 

bourgeoisis paroler. Dette bourgeoisi og småborgerskabet 

har endnu ikke taget form af et stort folke-


\ 

parti i Rusland*, men kunden, der ikke har begreb om det, 

der nu foregår i Rusland, kan tvivle om, at elementer til 

det eksisterer. Vi har til hensigt at lede (i tilfælde af et 

heldigt forløb af den store russiske revolution) ikke blot 

proletariatet, der er organiseret af det socialdemokratiske 

parti, men også dette småborgerskab, der er i stand til at 

gå sammen med os. 

Konferencen sænker sig med sin resolution ubevidst ned 

til det liberale og monarkistiske bourgeoisis niveau. 

Partiets kongres hæver med sin resolution bevidst de kampduelige, 

ikke forligslystne elementer i det revolutionære 

demokrati op til sit niveau. 

Flest af den slags elementer findes der blandt bønderne. 

Vi kan uden at begå nogen større fejl ved opdelingen af de 

store samfundsgrupper efter deres politiske tendenser 

identificere det revolutionære og republikanske demokrati 

med bøndernes masse, — naturligvis i samme betydning, 

med de samme forbehold og underforståede betingelser, 

hvormed vi kan identificere arbejderklassen med socialdemokratiet. 

Vi kan med andre ord formulere vore slutninger 

med følgende udtryk: konferencen sænker sig med sine 

fællesnationale** politiske paroler i det revolutionære 

moment ubevidst ned til godsej er massens niveau. Partiets 

kongres hæver med sine fællesnationale politiske paroler 

bondemassen op til det revolutionære niveau. Til den, der 

på grund af denne konklusion beskylder os for hang til 

paradokser, retter vi følgende udfordring: lad ham gendrive 

den påstand, at hvis vi ikke bliver i stand til at gennemføre 

revolutionen fuldt ud, hvis revolutionen afsluttes i 

Osvobosjdenijes ånd med en »afgørende sejr«, der ikke giver 

andet end en af tsaren indkaldt repræsentativ forsamling, 

der kun ironisk kunne kaldes konstituerende, — da 

bliver dette en revolution, hvor det godsejerlige og storborgerlige 

element har overvægt. Hvis det derimod forundes 

os at opleve en virkelig stor revolution, hvis historien 

denne gang ikke tillader et »misfoster«, hvis vi bliver i 

stand til at gennemføre revolutionen fuldt ud, til den afgø- 

*) De socialrevolutionære er snarere en terroristisk intellektuel gruppe end 

kimen til et sådant parti, selv om den objektive betydning af denne gruppes virksomhed 

netop ligger i et arbejde for det revolutionære og republikanske bourgeoisis 

opgaver. 

**) Vi taler ikke om de specielle bondeparoler, der behandles i særlige resolutioner. 

5

50 

V. I. LENIN 

rende sejr, ikke i Osvobosjdenijes og ikke i den nyiskristiske 

betydning af ordet, da vil dette være en revolution, hvor 

bondeelementet og det proletariske element har overvægt. 

Måske vil nogen mene, at vi svigter vor opfattelse af den 

forestående revolutions borgerlige karakter, når vi indlader 

os på tanken om en sådan overvægt? Dette er meget 

muligt, sådan som dette begreb misbruges i Iskra. Derfor 

er det aldeles ikke overflødigt at standse ved dette spørgsmål. 

6. Hvorfra trues proletariatet af faren 

for at stå med bundne hænder i kampen 

mod det inkonsekvente bourgeoisi? 

Marxisterne er ubetinget overbevist om den russiske 

revolutions borgerlige karakter. Hvad betyder dette? Det 

betyder, at de demokratiske omdannelser i det politiske system 

og de samfundsøkonomiske omdannelser, der er blevet 

en nødvendighed for Rusland, i sig selv ikke betyder 

nogen underminering af kapitalismen, underminering af 

bourgeoisiets herredømme, men at de tværtimod for første 

gang virkelig renser jordbunden for en bred og hurtig, europæisk 

og ikke asiatisk udvikling af kapitalismen, de gør 

for første gang bourgeoisiets herredømme som klasse muligt. 

De socialrevolutionære kan ikke fatte denne idé, fordi 

de ikke kender abc'en om vareproduktionens og den kapitalistiske 

produktions udviklingslove, de ser ikke, at end 

ikke en fuldstændig sejr for bondeopstanden, end ikke en 

nyfordeling af al jord i bøndernes interesse og i 

overensstemmelse med deres ønsker (»tjornyj peredel« 

(19) eller noget i samme stil) på nogen måde tilintetgør kapitalismen, 

men tværtimod giver dens udvikling et skub 

fremad og fremskynder selve bøndernes klassemæssige 

differentiering. Mangelen på forståelse af denne sandhed 

gør de socialrevolutionære til ubevidste ideologer for småborgerskabet. 

For socialdemokratiet har fastholdelsen af 

denne sandhed en uhyre betydning ikke blot teoretisk, men 

også praktisk-politisk, for heraf følger nødvendigheden af 

proletariatets partis fuldstændige klassemæssige selv-


stændighed i den nuværende »almendemokratiske« 

bevægelse. 

Men heraf følger ingenlunde, at den demokratiske omvæltning 

(borgerlig i sit samfundsøkonomiske indhold) 

ikke skulle være af uhyre interesse for proletariatet. Heraf 

følger ingenlunde, at den demokratiske omvæltning ikke 

skulle kunne foregå såvel i en form, der fortrinsvis er 

fordelagtig for storkapitalisten, børshajen og den 

»oplyste« godsejer, som i en form, der er fordelagtig for 

bonden og arbejderen. 

Nyiskristerne har en bundforkert opfattelse af, hvad der 

ligger i kategorien borgerlig revolution. I deres betragtninger 

skinner den tanke stadig igennem, at den borgerlige 

revolution er en revolution, der kun kan yde det, der er 

gunstigt for bourgeoisiet. Og dog er der intet mere fejlagtigt 

end denne tanke. Den borgerlige revolution er en revolution, 

der ikke går ud over rammerne for det borgerlige, 

dvs. det kapitalistiske samfundsøkonomiske 

system. Den borgerlige revolution er udtryk for, hvad kapitalismens 

udvikling kræver, og den tilintetgør på ingen 

måde kapitalismens grundlag, men udvider og uddyber 

det tværtimod. Denne revolution afspejler derfor ikke blot 

arbejderklassens, men også hele bourgeoisiets interesser. 

Eftersom bourgeoisiets herredømme over arbejderklassen 

er uundgåeligt under kapitalismen, kan man med fuld ret 

sige, at den borgerlige revolution ikke så meget afspejler 

proletariatets som bourgeoisiets interesser. Men den 

tanke, at den borgerlige revolution slet ikke afspejler proletariatets 

interesser, er helt absurd. Denne absurde tanke 

fører enten til den gammelkendte narodnikiske teori, at 

den borgerlige revolution strider mod proletariatets interesser, 

at vi derfor ikke behøver borgerlig politisk frihed. 

Eller den fører til anarkismen, der fornægter enhver proletarisk 

deltagelse i den borgerlige politik, i den borgerlige 

revolution, i den borgerlige parlamentarisme. Teoretisk 

betyder denne tanke en tilsløring af marxismens elementære 

grundsætninger: at der uvægerligt må udvikle sig en 

kapitalisme på grundlag af vareproduktionen. Marxismen 

lærer, at et samfund, der er baseret på vareproduktion og 

står i vareudveksling med de civiliserede kapitalistiske 

nationer, på et vist trin af udviklingen uundgåeligt selv 

slår ind på kapitalismens vej. Marxismen har uigenkalde-

52 

V. I. LENIN 

ligt brudt med narodnikkernes og anarkisternes fantasterier 

om, at for eksempel Rusland skulle kunne undgå den 

kapitalistiske udvikling, springe ud af kapitalismen eller 

overspringe den på en eller anden måde, uden om 

klassekampen på og inden for selve denne kapitalismes 

grundlag. 

Alle disse grundsætninger i marxismen er bevist og 

tygget igennem i alle enkeltheder, såvel i almindelighed 

som specielt med hensyn til Rusland. Men af disse grundsætninger 

følger, at det er en reaktionær tanke at søge redning 

for arbejderklassen i noget som helst andet end i kapitalismens 

videre udvikling. I lande som Rusland er det 

ikke så meget kapitalismen som kapitalismens mangelfulde 

udvikling, arbejderklassen lider under. Arbejderklassen 

er derfor ubetinget interesseret i den bredeste, 

frieste og hurtigste udvikling af kapitalismen. Det er ubetinget 

fordelagtigt for arbejderklassen at få fjernet alle 

rester af det gamle, der hæmmer kapitalismens brede, frie 

og hurtige udvikling. Den borgerlige revolution er netop en 

omvæltning, som på den mest afgørende måde bortfej er 

det gamles rester, feudalismens rester (til disse rester 

hører ikke blot selvherskerdømmet, men også monarkiet), 

og som mest fuldkomment sikrer den bredeste, frieste og 

hurtigste udvikling af kapitalismen. 

Derfor er den borgerlige revolution i højeste grad fordelagtig 

for proletariatet. Den borgerlige revolution er ubetinget 

nødvendig i proletariatets interesse. Jo mere fuldstændig 

og resolut, jo mere konsekvent den borgerlige revolution 

bliver, des sikrere betingelser bliver der for proletariatets 

kamp mod bourgeoisiet for socialismen. Kun 

folk, der ikke kender den videnskabelige socialismes abc, 

kan se noget nyt eller mærkeligt, noget paradoksalt i denne 

konklusion. Men af denne konklusion følger i øvrigt også 

den opfattelse, at den borgerlige revolution i en vis forstand 

er mere fordelagtig for proletariatet end for bourgeoisiet. 

Forstået på den måde, er denne opfattelse ubestridelig: 

det er fordelagtigt for bourgeoisiet at støtte sig 

til visse rester fra fortiden imod proletariatet, f.eks. til 

monarkiet, den stående hær osv. Det er fordelagtigt for 

bourgeoisiet, hvis den borgerlige revolution ikke alt for resolut 

fejer alle rester fra fortiden bort, men lader nogle af 

dem blive stående, dvs. hvis denne revolution ikke er fuld-


stændig konsekvent, ikke bliver ført til ende, hvis den ikke 

er resolut og skånselsløs. Socialdemokraterne udtrykker 

ofte denne tanke lidt anderledes, idet de siger, at bourgeoisiet 

er sig selv utro, at bourgeoisiet forråder frihedens sag, 

at bourgeoisiet ikke duer til en konsekvent demokratisme. 

Det er fordelagtigere for bourgeoisiet, hvis de nødvendige 

omdannelser i retning af borgerligt demokrati foregår 

langsommere, mere gradvist, forsigtigere, mindre resolut, 

ad reformernes vej og ikke ad revolutionens vej, hvis 

disse omdannelser bliver så forsigtige som muligt over for 

feudalismens »ærværdige« institutioner (som monarkiet), 

hvis disse omdannelser så lidt som muligt udvikler selvstændig 

revolutionær aktivitet, initiativ og energi hos det 

jævne folk, dvs. bønderne og særlig arbejderne, for ellers 

vil det falde arbejderne lettere at »lægge geværet over på 

den anden skulder«, som franskmændene siger, dvs. at 

vende sig mod bourgeoisiet med selve det våben, som den 

borgerlige revolution udruster dem med, den frihed, den 

giver, og de demokratiske institutioner, som vil opstå på 

den jord, hvor feudalismen er ryddet bort. 

Derimod er det fordelagtigere for arbejderklassen, hvis 

de nødvendige omdannelser i borgerlig-demokratisk retning 

sker ad revolutionens vej og ikke ad reformernes vej, 

thi reformernes vej betyder forhaling, omsvøb, en pinefuld 

langsom hendøen af de rådnende dele af folkeorganismen. 

Denne henrådnen er en plage først og fremmest for prolerariatet 

og bønderne. Den revolutionære vej fører til en 

hurtig operation, det mindst smertefulde for proletariatet, 

den fører til en direkte fjernelse af de rådnende dele, til 

mindst mulig eftergivenhed og forsigtighed over for monarkiet 

og de modbydelige, beskidte, rådne og pestbefængte 

institutioner, som følger med det. 

Det er derfor og ikke blot af hensyn til censuren, ikke blot 

af judasfejhed, at vor borgerlig-liberale presse udgyder 

tårer over muligheden af den revolutionære vej, frygter revolutionen, 

skræmmer tsaren med revolutionen, er fuld af 

omsorg for at undgå revolutionen og udmygt bukker og 

skraber for at få nogle sølle reformer som indledning til 

den reformatoriske vej. På dette standpunkt står ikke blot 

Russkije Vedomosti (20), Syn Otetjestva (21), Nasja Sjisn 

(22) og Nasji Dni (23), men også det illegale, frie 

Osvobosjdenije. Selve bourgeoisiets stilling som klasse i

54 

V. I. LENIN 

det kapitalistiske samfund afføder uvægerligt dets 

manglende konsekvens i den demokratiske omvæltning. 

Selve proletariatets stilling som klasse får det til at være 

konsekvent demokratisk. Bourgeoisiet ser sig betænkeligt 

tilbage, det frygter det demokratiske fremskridt, der truer 

med at styrke proletariatet. Proletariatet har intet at tabe 

undtagen lænkerne, men det vil med demokratismens 

hjælp vinde en verden. Derfor: jo mere konsekvent den 

borgerlige revolution er i sine demokratiske omdannelser, 

des mindre begrænses den til det, der udelukkende er til 

fordel for bourgeoisiet. Jo mere konsekvent den borgerlige 

revolution er, des mere sikrer den proletariatet og bønderne 

fordele i den demokratiske omvæltning. 

Marxismen lærer proletaren ikke at holde sig borte fra 

den borgerlige revolution, ikke at afholde sig fra at deltage 

i den, ikke at overlade let teisen af den til bourgeoisiet, men 

tværtimod på den mest energiske måde at tage del i den, at 

føre den mest ihærdige kamp for en konsekvent proletarisk 

demokratisme, for at føre revolutionen til ende. Vi kan ikke 

hoppe ud af den russiske revolutions borgerligdemokratiske 

rammer, men vi kan i uhyre omfang udvide 

disse rammer, vi kan og bør inden for disse rammer 

kæmpe for at fremme proletariatets interesser, for at 

tilfredstille dets umiddelbare behov og for at skabe 

betingelser, under hvilke dets kræfter kan forberedes til 

den kommende fuldstændige sejr. Borgerligt demokrati og 

borgerligt demokrati er to ting. Også den monarkistiske 

semstvopolitiker, der er tilhænger af et overhus og 

»anmoder om« almindelig valgret, men i hemmelighed, i 

smug afslutter en kohandel med tsarismen om en beskåret 

forfatning, er en borgerlig demokrat. Og bonden, der med 

våben i hånd går mod godsejerne og embedsmændene og 

»naivt-republikansk« foreslår at »jage tsaren væk«*, er 

også en borgerlig demokrat. Der findes borgerligdemokratiske 

systemer som i Tyskland og andre som i 

England, systemer som i Østrig og systemer som i Amerika 

eller Schweiz. Det ville være en køn marxist, der i den 

demokratiske omvæltnings tider ikke ænsede denne forskel 

mellem demokratismens forskellige grader og mellem den 

eller den forms karakter og indskrænkede sig til »filoso- 

*) Se Osvobosjdenije, nr. 71, s. 337, anm. 2.


feren« over, at alt dette jo dog er »borgerlig revolution«, 

frugter af en »borgerlig revolution«. 

Men vore nyiskrister er jo netop sådanne kloge hoveder, 

der gør sig til af deres kortsynethed. De indskrænker sig 

netop til betragtninger over revolutionens borgerlige karakter, 

mens tiden og stedet er til at sondre mellem det 

republikansk-revolutionære og det monarkistisk-liberale 

borgerlige demokrati, for slet ikke at tale om at sondre 

mellem den inkonsekvente borgerlige og den konsekvente 

proletariske demokratisme. De nøjes med — som om de 

virkelig var blevet »mennesker i foderal« (24) — 

melankolsk snak om »den proces, hvor de modstående 

klasser fører indbyrdes kamp«, mens det gælder om at give 

en demokratisk vejledning i den nuværende revolution, at 

understrege de progressive demokratiske paroler i modsætning 

til hr. Struve og co.'s forræderiske paroler, direkte 

og skarpt at påpege de nærmeste opgaver i proletariatets 

og bøndernes virkeligt revolutionære kamp i modsætning 

til godsejernes og fabrikanternes liberale mæglerpolitik. 

Dette er spørgsmålets kernepunkt, som I, mine herrer, 

ikke har ænset: nemlig om vor revolution vil fuldbyrdes 

med en virkelig storslået sejr eller blot med en sølle 

kohandel, om den vil nå frem til proletariatets og bøndernes 

revolutionære demokratiske diktatur eller »vil slæbe 

sig en pukkel til« på en liberal sjipovsk forfatning! 

Det kan ved første øjekast synes, som om vi ved at stille 

dette spørgsmål fuldstændig er kommet bort fra vort 

tema. Men sådan kan det kun forekomme ved første 

øjekast. I virkeligheden ligger netop her roden til den 

principielle divergens, der allerede nu aftegner sig ganske 

klart mellem den socialdemokratiske taktik, der vedtoges 

af det Russiske socialdemokratiske Arbejderpartis 3. kongres, 

og den taktik, der er opstillet på nyiskristernes konference. 

Disse sidste har allerede gjort ikke to, men tre 

skridt tilbage, idet de har genoplivet økonomismens fejl 

ved afgørelsen af langt mere indviklede, langt mere 

betydningsfulde og langt mere livsvigtige spørgsmål for 

arbejderpartiet vedrørende dets taktik i revolutionens 

øjeblik. Derfor er det nødvendigt for os at analysere det 

stillede spørgsmål med den største opmærksomhed. 

I den citerede del af den nyiskristiske resolution findes 

en henvisning til faren for, at socialdemokratiet skulle lade

56 

V. I. LENIN 

sine hænder binde i kampen mod bourgeoisiets 

inkonsekvente politik, at det skulle opløses i det borgerlige 

demokrati. Tanken om denne fare går som en rød tråd 

gennem hele den specifikt nyiskristiske litteratur, denne 

tanke er kernen i hele det principielle standpunkt 

vedrørende vor partisplittelse (siden det, der var af kævl i 

denne splittelse, helt er trådt i baggrunden for dragningen 

til økonomismen). Og vi erkender uden mindste omsvøb, 

at denne fare virkelig eksisterer, at denne fare er blevet 

særlig alvorlig netop nu, hvor den russiske revolution er i 

fuld gang. På alle os, socialdemokratiets teoretikere eller — 

hvad jeg foretrækker at sige om mig selv — skribenter, 

hviler den uafviselige og overordentlig ansvarsfulde 

opgave at undersøge, fra hvilken side denne fare i 

virkeligheden truer. For kilden til vor divergens ligger ikke 

i en strid om, hvorvidt en sådan fare eksisterer, men i en 

strid om, hvorvidt det er »mindretallet«s såkaldte 

khvostisme eller »flertallet«s såkaldte revolutionisme, der 

afføder den. 

For at fjerne fordrejelser og misforståelser skal vi 

først og fremmest påpege, at den fare, vi taler om, ikke 

ligger i den subjektive, men i den objektive side af sagen, 

ikke i den formelle stilling, som socialdemokratiet indtager 

i kampen, men i hele den nuværende revolutionære 

kamps materielle udfald. Spørgsmålet drejer sig ikke om, 

hvorvidt de eller de socialdemokratiske grupper ønsker at 

opløses i det borgerlige demokrati, om de er klar over, at 

de opløses i det, — det er ikke det, sagen drejer sig om. Vi 

mistænker ingen socialdemokrat for at nære et sådant ønske, 

og her drejer det sig overhovedet ikke om noget ønske. 

Spørgsmålet drejer sig heller ikke om, hvorvidt de eller de 

socialdemokratiske grupper bevarer deres formelle selvstændighed, 

egentilværelse, uafhængighed af det borgerlige 

demokrati under hele revolutionens forløb. De kan ikke 

blot deklarere denne »selvstændighed«, men også bevare 

den formelt, og alligevel kan sagen dog få det udfald, at de 

kommer til at stå med bundne hænder i kampen mod bourgeoisiets 

inkonsekvens. Det endelige politiske resultat af 

revolutionen kan blive, at socialdemokratiet trods en formel 

»selvstændighed«, trods en fuldstændig organisatorisk, 

partimæssig egentilværelse, viser sig i virkeligheden 

at være uselvstændigt, viser sig ude af stand til at sætte sin


proletariske selvstændigheds stempel på begivenhedernes 

gang, viser sig så svagt, at dets »opløsning« i det borgerlige 

demokrati stort set, i sidste instans, som facit, alligevel 

bliver et historisk faktum. 

Det er heri, den virkelige fare består. Og lad os nu se på, 

fra hvilken side den truer: fra socialdemokratiets hældning 

til højre i skikkelsen af det nye Iskra, hvad vi tror, eller fra 

dets hældning til venstre i skikkelsen af »flertallet«, Vperjod 

osv., hvad nyiskristerne tror. 

Afgørelsen af dette spørgsmål bestemmes, som vi har 

påpeget, af den objektive kombination af forskellige samfundskræfters 

handlinger. Disse kræfters karakter er teoretisk 

bestemt igennem den marxistiske analyse af den 

russiske virkelighed, og nu bestemmes den praktisk gennem 

gruppernes og klassernes åbne optræden under revolutionens 

forløb. Pointen er, at hele den teoretiske analyse, 

som marxisterne har gennemført længe før den nuværende 

epoke, og alle praktiske iagttagelser vedrørende de revolutionære 

begivenheders udvikling viser os, at revolutionens 

gang og udfald i Rusland ud fra de objektive betingelser 

kan følge to forskellige baner. En omdannelse af Ruslands 

økonomiske og politiske system i borgerlig-demokratisk 

retning er uundgåelig og uafviselig. Der findes ingen kraft 

i verden, der kan forhindre en sådan omdannelse. Men alt 

efter hvordan de forhåndenværende kræfters handlinger til 

fremme af denne omdannelse kombineres, kan der opstå to 

forskellige resultater eller to forskellige former for denne 

omdannelse. Et af to: 1) enten ender det med »revolutionens 

afgørende sejr over tsarismen«, eller 2) kræfterne 

rækker ikke til en afgørende sejr, og det ender med en 

kohandel mellem tsarismen og de mest »inkonsekvente« og 

mest »egoistiske« elementer af bourgeoisiet. Hele den uendelige 

mangfoldighed af detaljer og kombinationer, som 

ingen er i stand til at forudse, fører netop i det store og hele 

til det ene eller andet af disse to udfald. 

Lad os nu betragte disse udfald, for det første med hensyn 

til deres sociale betydning og for det andet med hensyn 

til socialdemokratiets stilling (dets »opløsning« eller 

»bundne hænder«) i det ene og det andet tilfælde. 

Hvad er »revolutionens afgørende sejr over tsarismen«? 

Vi har allerede set, at nyiskristerne, når de bruger dette 

udtryk, ikke opfatter det selv i dets nærmeste politiske be-

58 

V. I. LENIN 

tydning. Endnu mindre mærkes hos dem nogen forståelse 

af dette begrebs klasseindhold. Vi marxister bør dog ikke 

på nogen måde lade os forlokke af ordene: »revolutionen« 

eller »den store russiske revolution«, som mange revolutionære 

demokrater (i lighed med Gapon) nu gør. Vi må nøje 

gøre os klart, hvilke bestemte, reelle samfundskræfter der 

gør front mod »tsarismen« (det er en kraft, der er helt reel 

og helt forståelig for alle), og som kan vinde »afgørende 

sejr« over den. En sådan kraft kan ikke være storbourgeoisiet, 

godsejerne, fabrikanterne, »det gode selskab«, der følger 

osvobosjdentserne. Vi ser, at de end ikke ønsker en afgørende 

sejr. Vi ved, at de ifølge deres klassestilling ikke er 

i stand til en afgørende kamp mod tsarismen: den private 

ejendom, kapital, jord er en alt for tung klods om benene 

til, at de kan gå ud i den afgørende kamp. De har alt for 

meget brug for tsarismen med dens politi, bureaukrati og 

militære styrker mod proletariatet og bønderne til, at de 

kan stræbe efter at tilintetgøre tsarismen. Nej, den kraft, 

der er i stand til at vinde den »afgørende sejr over tsarismen«, 

kan kun være folket, dvs. proletariatet og bønderne, 

hvis man tager de vigtigste, store kræfter og fordeler småborgerskabet 

(også »folket«) i by og på land mellem de to. 

»Revolutionens afgørende sejr over tsarismen« er proletariatets 

og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur. 

Vore nyiskrister kan ikke slippe bort fra denne konklusion, 

der for længst er påpeget af Vperjod. Der findes ingen 

andre, der kan vinde den afgørende sejr over tsarismen. 

Og en sådan sejr bliver netop et diktatur, dvs, det må 

uundgåeligt støtte sig til militær magt, til de bevæbnede 

masser, til opstanden og ikke til institutioner af den ene eller 

anden art, som er skabt ad »legal« og »fredelig vej«. Det 

kan kun blive et diktatur, for gennemførelsen af de omdannelser, 

som øjeblikkelig og ubetinget er nødvendige for 

proletariatet og bønderne, vil fremkalde godsejernes, storbourgeoisiets 

og tsarismens desperate modstand. Uden et 

diktatur er det umuligt at knuse denne modstand og slå 

kontrarevolutionære anslag tilbage. Men det vil naturligvis 

ikke blive et socialistisk, men et demokratisk diktatur. Det 

kan ikke rokke ved kapitalismens grundlag (uden en hel 

række mellemtrin i den revolutionære udvikling). I bedste 

fald kan det føre til en radikal nyfordeling af jordbesiddelsen 

til fordel for bønderne, gennemføre en konsekvent og


fuldstændig demokratisme, til og med dannelse af en republik, 

rykke alle asiatiske trældomstræk op med rode, 

ikke blot i landsby-, men også i fabrikslivet, lægge grunden 

til en betydelig forbedring af arbejdernes stilling og til højnelse 

af deres levestandard og — last but not least* — føre 

den revolutionære brand over til Europa. En sådan sejr vil 

endnu på ingen måde gøre vor borgerlige revolution til en 

socialistisk revolution, den demokratiske omvæltning vil 

ikke direkte gå ud over de borgerlige samfundsøkonomiske 

forholds rammer, men ikke desto mindre vil en sådan sejr 

blive af umådelig betydning for den fremtidige udvikling i 

Rusland og i hele verden. Intet vil i den grad forøge verdensproletariatets 

revolutionære energi, intet vil så stærkt 

forkorte vejen til dets fuldstændige sejr som denne afgørende 

sejr for revolutionen, der nu er begyndt i Rusland. 

Hvor sandsynlig en sådan sejr er — det er et andet 

spørgsmål. Vi er aldeles ikke tilbøjelige til tankeløs optimisme 

i så henseende, vi glemmer aldeles ikke, hvor uhyre 

vanskelig denne opgave er, men når vi går i kamp, må vi 

ønske sejren og kunne pege på den rigtige vej til den. Tendenser, 

der er i stand til at føre til denne sejr, er uomtvisteligt 

til stede. Ganske vist er vor indflydelse, den socialdemokratiske 

indflydelse på proletariatets masse endnu alt 

for utilstrækkelig, den revolutionære påvirkning af bøndernes 

masse er fuldstændig forsvindende, proletariatets 

og især bøndernes splittethed, manglende udvikling og 

ringe oplysning er endnu forfærdende. Men revolutionen 

sammensvejser hurtigt og oplyser hurtigt. Hvert skridt i 

dens udvikling vækker massen og drager den med uimodståelig 

kraft netop over til det revolutionære program, det 

eneste, der konsekvent og fuldt ud udtrykker dens virkelige 

livsinteresser. 

En lov i mekanikken lyder, at aktionen er lig reaktionen. I 

historien afhænger revolutionens bortryddende kraft også 

i ikke ringe grad af, hvor stærk og langvarig undertrykkelsen 

af frihedsbestræbelserne har været, hvor dyb modsigelsen 

er mellem den forældede »overbygning« og den nuværende 

epokes levende kræfter. Og den internationale politiske 

situation former sig i mange henseender på den 

gunstigst mulige måde for den russiske revolution. Arbej- 

*) Sidst, men ikke mindst.

60 

V. I. LENIN 

dernes og bøndernes opstand er allerede begyndt, den er 

splittet, spontan, svag, men den viser uimodsigeligt og absolut 

tilstedeværelsen af kræfter, der er i stand til en afgørende 

kamp, og som er på vej til en afgørende sejr. 

Hvis disse kræfter ikke rækker til, — da vil det lykkes tsarismen 

at afslutte en kohandel, som da også forberedes fra 

to sider, dels af de herrer Bulygin'er og dels af de herrer 

Struve'r. Da vil det ende med en beskåret forfatning eller 

endog — i allerværste fald — med en parodi på en sådan. 

Dette bliver også en »borgerlig revolution«, men det bliver 

et misfoster, en abort, en vanskabning. Socialdemokratiet 

gør sig ingen illusioner, det kender bourgeoisiets forræderiske 

natur, det bliver ikke mismodigt og opgiver ikke sit 

stædige, tålmodige, udholdende arbejde på den klassemæssige 

opdragelse af proletariatet, hvor grå dagene end 

bliver under en bor ger lig-konstitutionel »sjipovsk« lyksalighed: 

Et sådant udfald ville mere eller mindre ligne udfaldet 

af næsten alle demokratiske revolutioner i Europa i 

det 19. århundrede, og vor partiudvikling måtte da slå ind 

på den vanskelige, tunge og lange, men kendte og tiltrampede 

sti. 

Nu rejser der sig det spørgsmål, under hvilke af disse to 

mulige udfald socialdemokratiet faktisk vil vise sig at stå 

med bundne hænder mod det inkonsekvente og egennyttige 

bourgeoisi, ja, faktisk vil blive »opløst« eller næsten opløst 

i det borgerlige demokrati? 

Blot man stiller dette spørgsmål klart, kan man uden et 

øjebliks tøven besvare det. 

Lykkes det bourgeoisiet at forpurre den russiske revolution 

ved hjælp af en kohandel med tsarismen, da vil socialdemokratiet 

faktisk komme til at stå med bundne hænder 

over for det inkonsekvente bourgeoisi, da vil socialdemokratiet 

vise sig at være »opløst« i det borgerlige demokrati i 

den forstand, at det ikke lykkes proletariatet at sætte sit tydelige 

stempel på revolutionen, ikke lykkes på proletarisk 

vis eller, som Marx engang sagde, »på plebejisk vis« at 

gøre op med tsarismen. 

Hvis revolutionens afgørende sejr lykkes, da gør vi op 

med tsarismen på jakobinsk vis eller, om man vil, på plebejisk 

vis. »Hele den franske terrorisme, — skrev Marx i 

det berømte Neue Rheinische Zeitung i 1848 — var intet 

andet end den plebejiske metode til opgør med bourgeoisi-


ets fjender, med absolutismen, feudalismen og spidsborgerligheden« 

(se Marx, Nachlass, Mehrings udgave, bd. 3, 

s. 211). (25) Mon de folk, der skræmmer de socialdemokratiske 

russiske arbejdere med »jakobinismen«s skræmmebillede 

i den demokratiske revolutions epoke, nogen sinde 

har tænkt over betydningen af disse ord hos Marx? 

Det nuværende russiske socialdemokratis girondinere, 

nyiskristerne, smelter ikke sammen med osvobosjdentserne, 

men befinder sig faktisk i kraft af deres paroler i halen 

på dem. Men osvobosjdentserne, dvs. det liberale bourgeoisis 

talsmænd, ønsker at behandle selvherskerdømmet 

mildt, på reformistisk måde, — eftergivende, uden at fornærme 

aristokratiet, adelen, hoffet, — forsigtigt, uden 

mindste ødelæggelse, — elskværdigt og høfligt, på fin maner, 

med hvide handsker (ligesom dem, hr. Petrunkevitj 

lånte hos en krigskarl ved Nikolaj den Blodiges (26) modtagelse 

af »folkets repræsentanter« (?), se Proletarij, nr. 

5*). 

Det moderne socialdemokratis jakobinere — bolsjevikkerne, 

tilhængerne af Vperjod, kongressen eller Proletarij 

eller hvad jeg skal sige, — ønsker med deres paroler at løfte 

det revolutionære og republikanske småborgerskab og 

særlig bønderne op i niveau med proletariatets konsekvente 

demokratisme, samtidig med at proletariatet bevarer 

sin fulde klassemæssige selvstændighed. De ønsker, at 

folket, dvs. proletariatet og bønderne, skal gøre op med 

monarkiet og aristokratiet »på plebejisk vis«, ubønhørligt 

tilintetgøre frihedens fjender, undertrykke deres modstand 

med magt uden at gøre nogen som helst indrømmelse 

over for feudalismens forbandede arv, de asiatiske tilstande, 

den vanærende behandling af mennesket. 

Dette betyder naturligvis ikke, at vi absolut vil efterligne 

jakobinerne fra 1793, overtage deres synspunkter, program, 

paroler og aktionsmetoder. Aldeles ikke. Vi har ikke 

et gammelt, men et nyt program — det Russiske Socialdemokratiske 

Arbejderpartis minimumsprogram. Vi har en 

ny parole: proletariatets og bøndernes revolutionære demokratiske 

diktatur. Vi har, hvis vi oplever en virkelig sejr 

for revolutionen, også nye aktionsmetoder, der passer til 

arbejderklassens parti, til dets karakter og de mål, det 

*) Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 10, s. 298 f (artiklen: Revolutionære i Hvide 

Handsker). — Red.

62 

V. I. LENIN 

sætter sig i sin stræben efter en fuldstændig socialistisk 

omvæltning. Vi ønsker blot med denne sammenligning at 

forklare, at repræsentanterne for det 20. århundredes 

fremskredne klasse, proletariatet, dvs. socialdemokraterne, 

er opdelt i de samme to fløje (en opportunistisk og en 

revolutionær), hvori også repræsentanterne for det 18. århundredes 

fremskredne klasse, bourgeoisiet, var opdelt, 

dvs. i girondinere og jakobinere. 

Kun i tilfælde af den demokratiske revolutions fuldstændige 

sejr bliver proletariatets hænder ikke bundet i kampen 

mod det inkonsekvente bourgeoisi, kun i dette tilfælde »opløses« 

det ikke i det borgerlige demokrati, men sætter sit 

proletariske, eller rettere proletariatets og bøndernes 

stempel på hele revolutionen. 

Kort sagt: for ikke at stå med bundne hænder i kampen 

mod det inkonsekvente borgerlige demokrati må proletariatet 

være tilstrækkelig bevidst og stærkt til at hæve bønderne 

op til revolutionær selvbevidsthed, til at lede deres 

stormløb, til på denne måde selvstændigt at gennemføre 

en konsekvent proletarisk demokratisme. 

Sådan forholder det sig med det af nyiskristerne så uheldigt 

afgjorte spørgsmål om faren for at stå med bundne 

hænder i kampen mod det inkonsekvente bourgeoisi. Bourgeoisiet 

vil altid være inkonsekvent. Der er intet mere naivt 

eller frugtesløst end forsøgene på at opstille betingelser eller 

punkter*, hvis opfyldelse skulle berettige til at betragte 

det borgerlige demokrati som en ikke hyklerisk ven af folket. 

En konsekvent forkæmper for demokratiet kan kun 

proletariatet være. En sejrrig forkæmper for demokratiet 

kan det kun blive, såfremt bondemassen tilslutter sig dets 

revolutionære kamp. Hvis proletariatet ikke har kræfter 

nok til dette, vil bourgeoisiet komme i spidsen for den demokratiske 

revolution og give den en inkonsekvent og egoistisk 

karakter. Til at forhindre dette findes der intet andet 

middel end proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur. 

Således kommer vi til den ubestridelige slutning, at netop 

den nyiskristiske taktik objektivt set spiller det borgerlige 

demokratis spil. Agitationen for organisatorisk udf ly denhed, 

der går så vidt som til plebisciter (48), for kompro- 

*) Som Starover forsøgte at gøre i sin resolution, der blev ophævet af den 3. kongres, 

(27) og som konferencen prøver det i sin lige så mislykkede resolution.


mis'et som princip, for den partimæssige litteraturs løsrivelse 

fra partiet — forringelsen af den væbnede opstands 

opgaver — sammenblandingen af det revolutionære proletariats 

og det monarkistiske bourgeoisis almene politiske 

paroler — forvrængningen af betingelserne for »revolutionens 

afgørende sejr over tsarismen« — alt dette sammenlagt 

giver netop den politik, den khvostisme i det revolutionære 

moment, der fører proletariatet på afveje, desorganiserer 

det og bringer forvirring i dets bevidsthed, nedsætter 

socialdemokratiets taktik i stedet for at anvise den eneste 

vej til sejren og knytte alle revolutionære og republikanske 

elementer i folket til proletariatets parole. 

* 

For at bekræfte denne slutning, som vi er kommet til ud 

fra en analyse af revolutionen, skal vi nu betragte det 

samme spørgsmål fra andre sider. Lad os for det første se, 

hvorledes en enfoldig og åbenmundet mensjevik illustrerer 

den nyiskristiske taktik i det grusinske blad Social-demokraten. 

Og for det andet se, hvem der faktisk i den givne 

politiske situation benytter sig af det nye I skrås paroler. 

7. Taktikken »at fjerne de konservative 

fra regeringen« 

Den ovenfor nævnte artikel i den mensjevikiske Tiflis- 

»komité«s organ (Social-demokraten nr. 1) hedder »Semskij 

sobor og vor taktik«. Dens forfatter har ikke helt glemt 

vort program endnu, han opstiller parolen republik, men 

han ræsonnerer om taktik på følgende måde: 

»Til at nå det mål (republikken) kan man påpege to veje: enten 

helt at lade en af regeringen sammenkaldt Semskij sobor ude af 

betragtning og med våben i hånd at slå regeringen, oprette en 

revolutionær regering og indkalde en konstituerende forsamling. 

Eller at erklære Semskij sobor for vor virksomheds centrum, påvirke 

dens sammensætning, dens virksomhed med våben i hånd 

og med magt tvinge den til at erklære sig for en konstituerende 

forsamling eller gennem den indkalde en konstituerende forsamling. 

Disse to slags taktik adskiller sig skarpt fra hinanden. Lad 

os da se, hvilken af dem der er mest fordelagtig for os.«

64 

V. I. LENIN 

Det er sådan, de russiske nyiskrister udlægger de ideer, 

der senere manifesterer sig i den af os analyserede resolution. 

Læg mærke til, at det er skrevet før Tsusima (28), da 

Bulygins »projekt« endnu ikke havde set dagens lys. Selv de 

liberale mistede tålmodigheden og udtrykte deres mistillid 

i den legale presses spalter, men den nyiskristiske socialdemokrat 

var mere godtroende end de liberale. Han erklærer, 

at Semskij sobor »er ved at blive indkaldt«, og han stoler 

i den grad på tsaren, at han foreslår at gøre denne 

endnu ikke eksisterende Semskij sobor (og måske også en 

»statsduma« eller en »rådgivende stænderforsamling«?) 

til centret for vor virksomhed. Vor Tiflisborger, som er 

mere åbenmundet og ligefrem end forfatterne til resolutionen, 

der vedtoges på konferencen, sidestiller ikke de to 

slags »taktik« (som han fremstiller med uforlignelig naivitet), 

men erklærer, at den sidste er »mest fordelagtig«. 

Hør blot: 

»Denførste taktik. Som man ved, er den forestående revolution 

borgerlig, dvs. den tilsigter en forandring af det nuværende system, 

i hvilken (forandring) ikke blot proletariatet, men hele det 

borgerlige samfund er interesseret. I opposition til regeringen 

står alle klasser, selv kapitalisterne. Det kæmpende proletariat 

og det kæmpende bourgeoisi går i en vis forstand sammen og angriber 

sammen selvherskerdømmet fra forskellige sider. Regeringen 

står her helt ene og berøvet samfundets sympati. Derfor 

er det meget let at tilintetgøre den. Hele det russiske proletariat 

er endnu ikke så bevidst og organiseret, at det alene kan gennemføre 

revolutionen. Ja, hvis det var i stand til at gøre dette, ville det 

ikke gennemføre en borgerlig, men en proletarisk (socialistisk) 

revolution. Det vil altså være i vor interesse, at regeringen kommer 

til at stå uden forbundsfæller, ikke kan splitte oppositionen, 

ikke kan knytte bourgeoisiet til sig og ikke kan isolere proletariatet...« 

Det skulle således være i proletariatets interesse, at den 

tsaristiske regering ikke kunne splitte bourgeoisiet og proletariatet! 

Mon det ikke er en fejltaglese, at det grusinske 

organ kaldes for Social-demokraten og ikke for Osvobosjdenije? 

Og læg mærke til den uforlignelige filosofi om den 

demokratiske revolution! Ser vi da ikke her med vore egne 

øjne, hvordan den arme Tiflisborger er ført helt på afveje 

af den ræsonnerende khvostistiske udlægning af begrebet 

»borgerlig revolution«? Han drøfter spørgsmålet om proletariatets 

mulige isolering i den demokratiske omvælt-


ning og glemmer . . . glemmer en bagatel . . . bønderne! 

Blandt mulige forbundsfæller for proletariatet kender og 

opvarter han de semstvo-interesserede godsejere, men 

kender ikke bønderne. Og det i Kaukasus! Havde vi da ikke 

ret, da vi sagde, at det nye Iskra med sine betragtninger 

sænker sig ned til det monarkistiske bourgeoisi i stedet for 

at løfte de revolutionære bønder op til sig som forbundsfæller? 

»...I modsat fald er proletariatets nederlag og regeringens sejr 

uundgåelig. Og derfor stræber selvherskerdømmet netop efter 

dette. Der er ingen tvivl om, at selvherskerdømmet i sin Semskij 

sobor vil drage repræsentanterne for adelen, semstvoerne, byerne, 

universiteterne og de øvrige bourgeoisi-institutioner over til 

sig. Det vil stræbe efter at lokke dem med små indrømmelser og 

således få dem til at affinde sig med det. Styrket på denne måde 

vil det rette alle sine stød mod det arbejdende folk, der står alene 

tilbage. Det er vor pligt at forebygge et sådant ulykkeligt udfald. 

Men kan det da gøres ad den første vej ? Lad os sætte, at vi ikke 

viede Semskij sobor nogen som helst opmærksomhed, men selv 

begyndte at forberede os til opstand og en skønne dag gik ud på 

gaden bevæbnede til kamp. Da står der over for os ikke én, men 

to fjender: regeringen og Semskij sobor. Imens vi forberedte os, 

har de fået tid til til at komme overens, slutte overenskomst med 

hinanden, udarbejde sig en fordelagtig forfatning og fordele 

magten mellem sig. Det er en for regeringen direkte fordelagtig 

taktik, og vi bør på den mest energiske måde afvise den...« 

Det kan man kalde åben tale! Man må resolut afvise den 

»taktik« at forberede opstand, for »imens« får regeringen 

lavet en kohandel med bourgeoisiet! Kan man i selv den 

mest forbenede »økonomisme«s gamle litteratur finde noget, 

der blot nærmer sig en sådan vanhelligelse af det revolutionære 

socialdemokrati? De snart her, snart dér stedfindende 

arbejder- og bondeopstande og sammenstød er en 

kendsgerning. Semskij sobor er et bulyginsk løfte. Og Socialdemokraten 

i byen Tiflis beslutter: Man skal afvise 

den taktik at forberede opstand og afvente et »påvirkningscentrum« 

— en Semskij sobor... 

»..Den anden taktik derimod består i at sætte Semskij sobor 

under vor kontrol, ikke at give den mulighed for at handle efter 

sin egen vilje og indgå kompromis med regeringen*. 

*) Men hvilket middel har man til at berøve semstvofolkene deres egen vilje? En 

særlig slags lakmuspapir? 

5

66 

V. I. LENIN 

Vi støtter Semskij sobor, for så vidt den kæmper mod selvher - 

skerdømmet, og bekæmper den i de tilfælde, hvor den forliges 

med selvherskerdømmet. Med energisk indblanding og magt 

splitter vi de deputerede indbyrdes*, de radikale knytter vi til os, 

de konservative fjerner vi fra regeringen, og på denne måde tvinger 

vi hele Semskij sobor ind på den revolutionære vej. Takket 

være en sådan taktik står regeringen til stadighed alene, oppositionen 

forbliver stærk, og dermed lettes oprettelsen af det demokratiske 

system.« 

Ja, ja! Kom så og sig, at vi overdriver riyiskristernes 

vending til det mest vulgære opkog af økonomismen. Det 

minder dog fuldstændig om det berømte pulver mod fluer: 

Fang fluen, strø pulveret på den, og den dør. Med magt 

splitte Semskij sobors deputerede, »fjerne de konservative 

fra regeringen« — og hele »Semskij sobor slår ind på den 

revolutionære vej« . . . ? Uden nogen som helst »jakobinsk« 

væbnet opstand, bare ved, at man ophøjet, næsten parlamentarisk 

»påvirker« Semskij sobors medlemmer. 

Stakkels Rusland! Man har sagt om det, at det altid bærer 

gammeldags hatte, som Europa har kasseret. Noget 

parlament har vi ikke endnu, noget løfte om det har ikke 

engang Bulygin givet, men parlamentarisk kretinisme (29) 

har vi i overflod. 

»...Hvorledes bør denne indblanding foregå? Først og fremmest 

kræver vi, at Semskij sobor indkaldes ved hjælp af almindelig, 

lige og direkte valgret med hemmelig stemmeafgivning. 

Samtidig med kundgørelsen** af denne valgmåde må der lovfæstes*** 

fuld frihed til valgagitation, dvs. forsamlings-, tale- og 

pressefrihed, vælgeres og kandidaters ukrænkelighed og befrielse 

af alle politiske forbrydere. Selve valgene må udskrives så sent 

som muligt, for at vi kan få tilstrækkelig tid til at oplyse og forberede 

folket. Og eftersom udarbejdelsen af reglerne for indkaldelsen 

af Semskij sobor er overdraget indenrigsminister Bulygins 

kommission, må vi også påvirke denne kommission og dens 

medlemmer****. Hvis Bulyginkommissionen afslår at tilfredsstille 

vore krav***** og udelukkende giver de besiddende ret til at 

vælge deputerede, da må vi blande os i disse valg og ad revolutionær 

vej tvinge vælgerne til at vælge progressive kandidater og af 

*) O, hellige enfold! Der har vi den »uddybede« taktik! Til at kæmpe i gaderne er 

der ikke kræfter, men man kan »splitte de deputerede« »med magt«. Hør nu, 

kammerat fra Tiflis, man kan vrøvle, men man må vide at holde måde . . . 

**)Ilskra? 

**•) Af Nikolaj? 

•***) Det er altså hvad der menes med taktikken: »at fjerne de konservative fra 

regeringen«. 

*****) Det er da umuligt, når vi har en så rigtig og dybsindig taktik!


Semskij sobor kræve en konstituerende forsamling. Endelig skal 

vi med alle mulige foranstaltninger — demonstrationer, strejker 

og, hvis det bliver nødvendigt, opstand — tvinge Semskij sobor til 

at indkalde en konstituerende forsamling eller erklære sig selv for 

en sådan. Det væbnede proletariat må være den konstituerende 

forsamlings forsvarer, og de to tilsammen* går frem mod 

den demokratiske republik. 

Sådan er den socialdemokratiske taktik, og kun den kan sikre os 

sejren.« 

Nu skal ingen læser tro, at alt dette utrolige vrøvl blot er 

en prøve fra en eller anden uansvarlig og ikke indflydelsesrig 

nyiskrists pen. Nej, dette siges i organet for hele den 

nyiskristiske Tifliskomité. Ja, ikke nok med det. Dette 

vrøvl er direkte godkendt af Iskra, i hvis nr. 100 vi læser 

om denne Social-demokraten: 

»Det første nummer er levende og talentfuldt redigeret. 

Man mærker redaktørens og skribenternes erfarne og dygtige 

hånd...Man kan med sikkerhed sige, at bladet på strålende 

måde vil løse den opgave, det har sat sig.« 

Ja! Hvis denne opgave består i at give alverden en illustration 

af den fuldkomne idémæssige opløsning i nyiskrismen, 

da er den virkelig løst »strålende«. Mere »levende, 

talentfuldt og dygtigt« kan ingen udtrykke nyiskristernes 

fornedrelse til liberalt-borgerlig opportunisme. 

8. Osvobosjdisme og nyiskrisme 

Lad os nu gå over til den anden anskuelige bekræftelse af 

nyiskrismens politiske betydning. 

I en udmærket, fremragende og lærerig artikel: »Hvordan 

skal man finde sig selv?« (nr. 71 af Osvobosjdenije), 

drager hr. Struve i felten mod vore yderliggående partiers 

»programmatiske revolutionisme«. Mig personlig er hr. 

Struve særlig utilfreds med**. Hvad mig angår, da er jeg 

*) Både det væbnede proletariat og »de fra regeringen fjernede« konservative? 

**) »I sammenligning med de herrer Lenins og kammeraters revolutionisme er 

Bebels og endog Kautskys vesteuropæiske socialdemokratis revolutionisme en 

opportunisme, men grundlaget også for denne allerede mildnede revolutionisme 

er udvasket og skyllet bort af historien.« Det er et meget vredt polemisk udfald. 

Men hr. Struve tager fejl, når han tror, at han uden risiko kan skyde mig alt i skoe-

68 

V. I. LENIN 

langt mere tilfreds med hr. Struve: Jeg kan ikke ønske mig 

nogen bedre forbundsfælle i kampen mod nyiskristerne, 

der genopliver økonomismen, og mod de socialrevolutionæres 

fuldkomne principløshed. På hvilken måde hr. 

Struve og Osvobosjdenije praktisk har bevist, at de »rettelser« 

til marxismen, der er indføjet i udkastet til de socialrevolutionæres 

program, er bundreaktionære, det skal vi 

komme tilbage til ved en anden lejlighed. Hvorledes hr. 

Struve, hver gang han principielt har sagt god for nyiskristerne, 

har gjort mig en sand, ærlig og virkelig tjeneste, 

det har vi gentagne gange* talt om, og vi vil nu tale om det 

en gang til. 

I hr. Struves artikel er der en hel række yderst interessante 

udtalelser, som vi har kun løseligt kan berøre. Han 

sætter sig for at »skabe et russisk demokrati ved at støtte 

sig ikke til kamp, men til samarbejde mellem klasserne«, 

hvorved »den socialt-privilegerede intelligens« (som f.eks. 

den »kultiverede adel«, som hr. Struve bukker og skraber 

for med en virkelig ver dens...-lakaj s elegance) vil tilføre 

*) Lad os rninde læseren om, at artiklen (af Plekhanov. — Red.) »Hvad må der 

ikke gøres?« (nr. 52 af Iskra) blev hilst af Osvobosjdenije med piber og trommer 

som »en betydningsfuld vending« til eftergivenhed over for opportunisterne. I en 

notits om splittelse blandt de russiske socialdemokrater har Osvobosjdenije specielt 

godkendt nyiskrismens principielle tendenser. I anledning af Trotskijs brochure 

»Vore politiske opgaver« har Osvobosjdenije påpeget, at denne forfatters 

ideer er identisk med dem, som Rabotjeje Delo-folkene Kritjevskij, Martynov og 

Akimov i sin tid skrev og talte om (se flyvebladet »En tjenstivrig liberal« udgivet 

af Vperjod) (Samlede Værker, 5. udg., bd. 9, s. 71 f. — Red.). Osvobosjdenije hilste 

Martynovs brochure om to diktaturer (sml. bemærkningen i Vperjod nr. 9) 

(Samme sted, s. 307 f. — Red.) Endelig er Starovers forsinkede beklagelser i 

anledning af det gamle Iskras (31) gamle parole: »Først afgrænse sig fra 

hverandre, og så forenes« blevet hilst af Osvobosjdenije med særlig sympati. 

ne, som om jeg var død. Jeg behøver blot at tilkaste hr. Struve en udfordring, han 

vil aldrig kunne tage den op. Hvor og hvornår har jeg kaldt »Bebels og Kautskys 

revolutionisme« for opportunisme? Hvor og hvomår har jeg forsøgt at skabe nogen 

som helst særlig retning i det internationale socialdemokrati, der ikke var 

identisk med Bebels og Kautskys retning? Hvor og hvornår har der åbenbaret sig 

meningsforskelle mellem mig på den ene side og Bebel og Kautsky på den anden — 

meningsforskelle, der i betydning blot nogenlunde kan sammenlignes med meningsforskellene 

mellem Bebel og Kautsky, f. eks. i Breslau om agrarspørgsmålet? 

(30). Lad hr. Struve prøve at besvare disse tre spørgsmål. 

Og til læserne vil vi sige følgende. Det liberale bourgeoisi benytter overalt og 

altid den trakfik at forsikre sine meningsfæller i det givne land om, at socialdemokraterne 

i det er de mest ufornuftige, mens deres kammerater i nabostaten 

er »artige drenge«. Det tyske bourgeoisi har hundrede gange stillet de 

»artige drenge«, de franske socialister, op som et lærerigt eksempel for Bebel og 

Kautsky. Det franske bourgeoisi har for ganske nylig stillet den »artige dreng« 

Bebel op som et lærerigt eksempel for de franske socialister. Det er en gammel 

metode, hr. Struve! De fanger kun børn og ignoranter med den mading. Det 

internationale revolutionære socialdemokratis fulde solidaritet i alle programmets 

og taktikkens store spørgsmål, er ganske uomtvistelig.


dette »klasseløse« parti sin »sociale stillings vægt« (pengesækkens 

vægt). Hr. Struve udtaler ønske om at gøre ungdommen 

bekendt med uholdbarheden i »den radikale vanesnak 

om, at bourgeoisiet er blevet bange og har solgt proletariatet 

og frihedens sag« (af hele vort hjerte hilser vi dette 

ønske. Intet bekræfter i den grad denne marxistiske »vanesnak« 

som hr. Struves krig mod den. Vær så god, hr. 

Struve, gem ikke Deres storslåede plan i dragkisten!). 

Det er vigtigt for vort tema at fremhæve, hvilke praktiske 

paroler denne talsmand for det russiske bourgeoisi bekriger 

på nuværende tidspunkt, også fordi han besidder så 

megen politisk tæft og reagerer på selv den ringeste forandring 

i vejret. For det første bekriger han den republikanske 

parole. Hr. Struve er fast overbevist om, at 

denne parole er »uforståelig og fremmed for folkemasserne« 

(han glemmer at tilføje: forståelig, men ikke fordelagtig 

for bourgeoisiet!). Vi ville gerne se, hvilket svar hr. 

Struve ville få af arbejderne i vore grupper og på vore 

massemøder! Eller er arbejderne ikke folket? Og bønderne? 

Flos dem findes, med hr. Struves ord, en »naiv republikanisme« 

(»jag tsaren væk«), — men det liberale bourgeoisi 

stoler på, at den naive republikanisme vil blive efterfulgt 

ikke af en bevidst republikanisme, men af en bevidst 

monarkisme! Ca depend, hr. Struve, det afhænger endnu 

af omstændighederne. Hverken tsarismen eller bourgeoisiet 

kan afstå fra at modarbejde en grundlæggnede forbedring 

af bøndernes stilling på bekostning af godsejerjorden, 

hvorimod arbejderklassen ikke kan afstå fra at yde bønderne 

bistand dertil. 

For det andet forsikrer hr. Struve, at »i en borgerkrig er 

det altid den angribende, der har uret«. Denne idé nærmer 

sig stærkt til de ovenfor påviste tendenser i nyiskrismen. 

Vi vil naturligvis ikke sige, at det altid skulle være fordelagtigt 

at angribe i en borgerkrig, nej, undertiden er en forsvars 

taktik for en tid uomgængelig. Men at opstille en 

sådan påstand, som hr. Struve har gjort, til anvendelse på 

Rusland i 1905, vil netop sige at servere en stump »radikal 

vanesnak« (»bourgeoisiet bliver bange og sælger frihedens 

sag«). Den, der ikke nu vil angribe selvherskerdømmet, 

reaktionen, den, der ikke forbereder sig til dette angreb, 

den, der ikke agiterer for det — han bærer forgæves navn af 

revolutionens tilhænger.

70 

V. I. LENIN 

Hr. Struve fordømmer parolerne: »konspiration« og 

»oprør« (denne »opstand i miniature«). Hr. Struve foragter 

dem begge — ud fra synspunktet »kontakt med masserne«! 

Vi kunne lide at spørge hr. Struve, om han kan pege på nogen 

agitation for oprør f.eks. i et værk som Hvad Må Der 

Gøres?, der er skrevet af en efter hans mening yderliggående 

revolutionsmand. Og med hensyn til »konspiration«, 

er forskellen da så stor mellem os og hr. Struve? Arbejder 

vi ikke begge med et »illegalt« blad, der »konspirativt« indføres 

i Rusland og tjener »hemmelige« grupper, Osvobosjdenije-forbundet 

eller RSDAP? Vore arbejder-massemøder 

er ofte »konspirative« — den synd tilstår vi. Og de herrer 

osvobosjdentseres møder? Har De noget at prale af, hr. 

Struve, over for de foragtede tilhængere af den foragtede 

konspiration? 

Der kræves ganske rigtigt dobbelt konspiration ved forsyningen 

af arbejderne med våben. Her optræder hr. 

Struve allerede mere ligefremt. Hør blot: »Hvad angår 

væbnet opstand eller revolution i teknisk henseende, da kan 

kun massepropaganda for det demokratiske program 

skabe de social-psykiske betingelser for en almindelig væbnet 

opstand. Selv ud fra det synspunkt — som jeg ikke deler 

— at en væbnet opstand skulle være den uundgåelige fuldførelse 

af den nuværende kamp for befrielsen, er massernes 

gennemsyring med den demokratiske omdannelses 

ideer altså det mest grundlæggende, det mest nødvendige.« 

Hr. Struve søger at gå uden om spørgsmålet. Han taler 

om opstandens uundgåelighed i stedet for at tale om dens 

nødvendighed for revolutionens sejr. En opstand er allerede 

begyndt, uforberedt, spontant, stedvist. Nogen ubetinget 

garanti for, at den munder ud i en total og fuldstændig 

væbnet folkeopstand, vil ingen kunne give, thi dette afhænger 

både af de revolutionære kræfters tilstand (der kun 

kan måles fuldt ud i selve kampen) og af regeringens og 

bourgeoisiets optræden og af en række andre omstændigheder, 

som det ikke er muligt at beregne nøjagtigt. Det tjener 

slet ikke til noget at tale om uundgåeligheden, dvs. den 

fulde sikkerhed for en konkret begivenhed, hvad hr. Struves 

udtalelser kredser om. Det, man må tale om, hvis man 

ønsker at være tilhænger af revolutionen, er, hvorvidt 

opstanden er nødvendig for at sejre i revolutionen, hvor-


vidt det er nødvendigt at fremme den aktivt, agitere for 

den, træffe øjeblikkelige energiske forberedelser til den. 

Hr. Struve må kunne forstå denne forskel: han forsøger jo 

f.eks. ikke at tilsløre det for en demokrat uomtvistelige 

spørgsmål om den almindelige valgrets nødvendighed 

med det for en politiker omtvistelige og uvæsentlige 

spørgsmål om uundgåeligheden af, at den almindelige 

valgret erhverves under den givne revolution. Ved at gå 

uden om spørgsmålet om opstandens nødvendighed giver 

hr. Struve udtryk for de inderste bagtanker i det liberale 

bourgeoisis politiske stilling. Bourgeoisiet vil for det første 

hellere slå en handel af med selvherskerdømmet end knuse 

det, bourgeoisiet vælter under alle omstændigheder kampen 

med våben i hånd over på arbejderne (for det andet). 

Dette er den reelle betydning af hr. Struves udflugter. Det 

er derfor, han trækker sig baglæns fra spørgsmålet om opstandens 

nødvendighed til spørgsmålet om dens »socialpsykiske« 

betingelser og den forudgående »propaganda«. 

Akkurat som de borgerlige sludrebøtter i Frankfurt-parlamentet 

i 1848 beskæftigede sig med at affatte resolutioner, 

deklarationer, beslutninger og talte om »massepropaganda« 

og forberedelse af »social-psykiske betingelser« på 

et tidspunkt, hvor det drejede sig om at slå regeringen tilbage 

med væbnet magt, hvor bevægelsen »førte til nødvendigheden« 

af væbnet kamp, hvor påvirkning alene med ord 

(ganske nødvendig i den forberedende periode) forvandledes 

til banal, borgerlig uvirksomhed og fejhed — akkurat 

på samme måde snor hr. Struve sig uden om spørgsmålet 

opstand og dækker sig bag fraser. Hr. Struve viser os anskueligt 

det, som mange socialdemokrater stædigt nægter 

at se, nemlig følgende: en revolutionær situation adskiller 

sig netop fra de sædvanlige, dagligdags, forberedende historiske 

situationner derved, at massernes stemning, glød, 

overbevisning skal ytre sig og ytrer sig i handling. 

Den vulgære revolutionisme forstår ikke, at ord også er 

handling: denne sætning er ubestridelig anvendt på historien 

som helhed eller på de epoker i historien, hvor der ikke 

er nogen åben politisk optræden fra massernes side, og 

denne optræden kan intet kup erstatte og intet kunstgreb 

fremkalde. De revolutionære i bagtroppen forstår ikke, at 

når det revolutionære øjeblik er begyndt, når den gamle 

»overbygning« knager i alle sine fuger, når klassernes og

72 

V. I. LENIN 

massernes åbne politiske optræden for at skabe sig en ny 

overbygning er blevet et faktum, når borgerkrigen er begyndt 

— da er det blodfattigdom, forkalkning, gold teori 

eller ligefrem utroskab og forræderi mod revolutionen at 

indskrænke sig til »ord« på den gamle manér, uden at give 

en direkte parole om at gå »til sagen«, at skubbe sagen fra 

sig med en henvisning til de »psykiske betingelser« eller til 

»propaganda« i almindelighed. Det demokratiske bourgeoisis 

frankfurtske sludrebøtter er et uforglemmeligt historisk 

eksempel på et sådant forræderi eller en sådan gold 

studiditet. 

Ønsker De en belysning af denne forskel mellem den vulgære 

revolutionisme og de revolutionæres khvostisme gennem 

den socialdemokratiske bevægelses historie i Rusland? 

De skal få en sådan belysning. Tænk på årene 1901- 

1902, der ikke ligger langt tilbage, og som allerede nu synes 

os at være et fjernt sagn. Det var kommet til demonstrationer. 

Den vulgære revolutionisme råbte op om 

»storm« (Rabotjeje delo) (32), der udsendtes »blodige 

flyveblade« (med oprindelsessted i Berlin, hvis jeg ikke husker 

fejl), man angreb »den litterære opblæsthed« og stemplede 

tanken om en landsomfattende agitation ved hjælp af 

et blad som en skrivebordsidé (Nadesjdin) (33). Khvostismen 

blandt de revolutionære optrådte derimod dengang 

med prækenen om, at »den økonomiske kamp er det bedste 

middel til politisk agitaiton«. Hvorledes stillede det revolutionære 

socialdemokrati sig? Det angreb begge disse to 

strømninger. Det fordømte trangen til fyrværkeri og råbene 

om storm, for alle så klart eller burde se, at åben 

masseoptræden først hørte morgendagen til. Det forsømte 

khvostismen og opstillede direkte en parole, der endog tilsigtede 

en væbnet folkeopstand, ikke at forstå som en direkte 

appel (på den tid ville hr. Struve ikke kunne finde nogen 

appel til »oprør« hos os), men at forstå som den nødvendige 

slutning, som »propaganda« (noget hr. Struve 

først kommer i tanker om nu — han kommer altid nogle år 

bagefter, den gode hr. Struve), som forberedelse af netop 

de »social-psykiske betingelser«, om hvilke det rådvilde, 

kræmmeragtige bourgeoisi nu snakker vidt og bredt, »trist 

og hen i vejret«. Dengang kunne man (og det blev gjort i 

Hvad Må Der Gøres?) fremstille arbejdet på et landsomfattende 

politisk blad, hvis ugentlige udsendelse syntes


idealet, som en prøvesten for arbejdet på at forberede en 

opstand. Dengang var parolerne: masseagitation i stedet 

for direkte væbnede aktioner, forberedelse af de socialpsykiske 

betingelser for opstand i stedet for fyrværkeri — 

de eneste rigtige paroler for det revolutionære socialdemokrati. 

Nu er disse paroler ladt tilbage af begivenhederne, 

bevægelsen er gået frem, de er blevet til skrammel, til 

pjalter, der kun egner sig til at dække over det osvobosjdentsiske 

hykleri og den nyiskristiske khvostisme! 

Eller måske jeg tager fejl? Måske revolutionen endnu 

ikke er begyndt? Det øjeblik, hvor klasserne politisk træder 

åbent frem, er måske endnu ikke kommet? Borgerkrigen 

er der måske endnu ikke, og våbnenes kritik bør måske 

ikke nu blive den nødvendige og uomgængelige efterfølger, 

arvtager, eksekutor og fuldbyrder af det, som er påbegyndt 

med kritikkens våben? 

Se Dem omkring, gå hen til studerekammerets vindue og 

se ned på gaden, så kan De besvare disse spørgsmål. Har 

regeringen da ikke allerede selv påbegyndt borgerkrigen 

ved overalt at skyde på fredelige og ubevæbnede borgere i 

massevis? Optræder de bevæbnede Sorte Hundreder da 

ikke som selvherskerdømmets »argument«? Har bourgeoisiet 

— selv bourgeoisiet — da ikke anerkendt nødvendigheden 

af en borgermilits? Snakker den selvsamme hr. 

Struve (ak, han snakker kun for at komme til at snakke!) da 

ikke om, at »de revolutionære aktioners åbne karakter« (se 

hvad vi kan i dag!) »på nuværende tidspunkt er en af de 

vigtigste betingelser for at udøve en opdragende indflydelse 

på folkemasserne«? 

Den, der har øjne at se med, kan ikke være i tvivl om, 

hvorledes revolutionens tilhængere bør stille spørgsmålet 

om væbnet opstand. Se nu på dé tre problemstillinger, der 

er fremkommet i frie presseorganer, som i nogen grad formår 

at influere på masserne. 

Første problemstilling. Resolutionen fra det Russiske 

Socialdemokratiske Arbejderpartis 3. kongres.* Det 

*) Her er dens fulde ordlyd: 

»I betragtning af: 

1) at proletariatet, som i kraft af selve sin stilling er den mest fremskredne og 

eneste konsekvent revolutionære klasse, er af denne grund kaldet til at spille den 

førende rolle i den almindelige demokratiske revolutionære bevægelse i Rusland, 

2) at denne bevægelse på nuværende tidspunkt allerede har ført til nødvendighe-


anerkendes og erklæres i fuld offentlighed, at den almindelige 

demokratiske revolutionære bevægelse allerede har 

gjort en væbnet opstand nødvendig. Proletariatets organisering 

med henblik på en opstand er sat på dagsordenen 

som en af partiets vigtige, væsentlige og nødvendige opgaver. 

Det er blevet nødvendigt at træffe de mest energiske 

foranstaltninger for at bevæbne proletariatet og sikre muligheden 

for direkte at lede opstanden. 

Anden problemstilling. Den principielle artikel i Osvobosjdenije 

af »de russiske konstitutionalisters fører« (således 

kaldte et så indflydelsesrigt organ for det europæiske 

bourgeoisi som Frankfurter Zeitung (34) for nylig hr. 

Struve) eller føreren for det russiske progressive bourgeoisi. 

Han deler ikke den opfattelse, at en opstand er uundgåelig. 

Konspiration og oprør er typiske fremgangsmåder for 

den uforstandige revolutionisme. Republikanisme er en 

bedøvelses metode. Væbnet opstand er egentlig kun et teknisk 

spørgsmål, mens »det mest grundlæggende, mest 

nødvendige« er massepropaganda og forberedelse af de social-psykiske 

betingelser. 

Tredje problemstilling. Den nyiskristiske konferences 

resolution. Vor opgave er at forberede opstand. Muligheden 

af en planmæssig opstand udelukkes. Gunstige betingelser 

for opstanden skabes af regeringens desorga- 

den af væbnet opstand. 

3) at proletariatet ubetinget vil deltage på den mest energiske måde i denne opstand, 

der vil bestemme revolutionens skæbne i Rusland. 

4) at proletariatet kun kan spille den førende rolle i denne revolution, hvis det er 

sammensvejset til en sluttet og selvstændig politisk kraft under det socialdemokratiske 

arbejderpartis fane, således at dets kamp ikke blot ideologisk, men også 

praktisk ledes af partiet, 

5) at kun gennemførelsen af denne rolle kan skaffe proletariatet de gunstigste 

betingelser i dets kamp for socialismen mod de besiddende klasser i det borgerligt 

demokratiske Rusland, — 

anerkender RSDAP's 3. kongres, at organiseringen af proletariatet til den umiddelbare 

kamp mod selvherskerdømmet ved hjælp af væbnet opstand er en af de 

vigtigste og mest presserende opgave for partiet i dette revolutionære øjeblik. 

Derfor pålægger kongressen alle partiorganisationer: 

a) ved hjælp af propaganda og agitation at forklare proletariatet ikke blot den 

politiske betydning, men også den praktisk-organisatoriske side af den forestående 

væbnede opstand«, 

b) med denne propaganda og aktion at belyse de politiske massestrejkers rolle 

som kan være af stor betydning i begyndelsen af og under selve opstanden, 

c) at træffe de mest energiske foranstaltninger til proletariatets bevæbning, 

såvel som til udarbejdelse af planen for den væbnede opstand og den direkte ledelse 

af denne, idet de hertil efter behov skaber særlige grupper af partiarbejdere.« 

(Lenins fodnote til udgaven af 1907 — Red.)


nisation, vor agitation, vor organisation. Først da »kan den 

teknisk-militære forberedelse få en mere eller mindre alvorlig 

betydning«. 

Er det alt? Ja, det er alt. Hvorvidt opstand er blevet nødvendig, 

véd de nyiskristiske ledere af proletariatet endnu 

ikke. Det står dem endnu ikke klart, om organiseringen af 

proletariatet til den umiddelbare kamp er en uopsættelig 

opgave. Det er ikke nødvendigt at opfordre til at træffe de 

mest energiske foranstaltninger, det er langt vigtigere (i året 

1905 og ikke i 1902) at forklare i almindelige vendinger, 

under hvilke betingelser disse foranstaltninger »kan« få en 

»mere eller mindre alvorlig« betydning... 

Ser I nu, kammerater nyiskrister, hvortil jeres vending 

til martynovismen har ført jer? Forstår I mon, at jeres politiske 

filosofi har vist sig at være et ekko af Osvobosjdenijes 

filosofi? — at I (mod jeres vilje og uden jeres vidende) 

sjokker i halen på det monarkistiske bourgeoisi? Er det 

nu klart for jer, at I ved at aflire den gamle lektie og øve jer 

i moraliseren har overset den omstændighed, at — for at 

tale med de uforglemmelige ord i Peter Struves uforglemmelige 

artikel — »de revolutionære aktioners åbne karakter 

på nuværende tidspunkt er en af de vigtigste betingelser 

for at udøve en opdragende indflydelse på folkemasserne«? 

9. Hvad betyder det at være den yderste 

oppositions parti under revolutionen? 

Lad os vende tilbage til resolutionen om den provisoriske 

regering. Vi påviste, at nyiskristernes taktik ikke driver 

revolutionen fremad — hvad de måske nok har ønsket at 

muliggøre ved deres resolution — men tilbage. Vi påviste, 

at netop denne taktik binder socialdemokratiets hænder i 

kampen mod det inkonsekvente bourgeoisi og ikke beskytter 

det mod at opløses i det borgerlige demokrati. Det er 

klart, at de fejlagtige udgangspunkter i resolutionen giver 

en fejlagtig slutning: »Derfor bør socialdemokratiet ikke 

stille sig som mål at gribe magten eller deltage i en provisorisk 

regering, men bør forblive den yderste revolutionæ-

76 

V. I. LENIN 

re oppositions parti.« Se på første halvdel af denne konklusion, 

der drejer sig om opstilling af målene. Opstiller nyiskristerne 

revolutionens afgørende sejr over tsarismen som 

mål for den socialdemokratiske virksomhed? — Ja, det 

gør de. De er ikke i stand til at formulere betingelserne for 

den afgørende sejr rigtigt, de forfalder til en osvobosjdentsisk 

formulering, men de opstiller det nævnte mål. Videre: 

knytter de den provisoriske regering til opstanden? — Ja, 

de knytter direkte denne forbindelse, idet de siger, at den 

provisoriske regering »udgår af en sejrrig folkeopstand«. 

Endelig: stiller de sig det mål at lede opstanden? — Ja, 

ligesom hr. Struve viger de uden om at anerkende opstanden 

som nødvendig og uafvendelig, men de siger samtidig, 

til forskel fra hr. Struve, at »socialdemokratiet stræber efter 

at underordne den (opstanden) sin indflydelse og 

ledelse og udnytte den i arbejderklassens interesse«. 

Ikke sandt, hænger det ikke nydeligt sammen? Vi stiller 

os som mål at underordne såvel de proletariske som ikkeproletariske 

massers opstand under vor indflydelse, vor ledelse, 

udnytte den i vor interesse. Vi stiller os følgelig det 

mål under opstanden at lede både proletariatet og det revolutionære 

bourgeoisi og småborgerskabet (»de ikke-proletariske 

grupper«), dvs. »dele« ledelsen af opstanden 

mellem socialdemokratiet og det revolutionære bourgeoisi. 

Som mål stiller vi os opstandens sejr, der bør føre til 

oprettelse af en provisorisk regering (»der udgår af en 

sejrrig folkeopstand«). Derfor...derfor bør vi ikke stille os 

som mål at gribe magten eller deltage i en provisorisk revolutionær 

regering!! 

Vore venner kan slet ikke få tingene til at passe sammen. 

De vakler mellem synspunktet hos hr. Struve, der søger at 

snakke sig uden om opstanden, og synspunktet hos det revolutionære 

socialdemokrati, der appellerer til at gå i gang 

med den uopsættelige opgave. De vakler mellem anarkismen, 

der principielt fordømmer enhver deltagelse i en provisorisk 

revolutionær regering som et forræderi mod 

proletariatet, og marxismen, der kræver en sådan deltagelse 

på betingelse af socialdemokratiets ledende indflydelse 

på opstanden*. De har ikke noget som helst selvstændigt 

standpunkt: de mener hverken som hr. Struve, der øn- 

*) Se Proletarij nr. 3. Om en provisorisk revolutionær regering, anden artikel (se 

Samlede Værker, 5. udg. bd. 11, s. 241 f. — Red.)


sker at slå en handel af med tsarismen og derfor må vride 

og vende sig i spørgsmålet om opstand, — eller som anarkisterne, 

der fordømmer enhver aktion »ovenfra« og enhver 

deltagelse i den borgerlige revolution. Nyiskristerne 

sammenblander to ting: en kohandel med tsarismen og en 

sejr over tsarismen. De ønsker at deltage i den borgerlige 

revolution. De har gjort et lille fremskridt fra Martynovs 

To diktaturer. De er endda villige til at lede folkeopstanden 

— for at afstå fra denne ledelse straks efter sejren (eller 

måske umiddelbart før sejren?), det vil si ge/or ikke at udnytte 

sejrens frugter, men helt og holdent at give bourgeoisiet 

alle frugterne. Det er det, de kalder »at udnytte opstanden 

i arbejderklassens interesse«... 

Det er ikke nødvendigt at opholde sig længere ved denne 

forvirring. Det er mere nyttigt at betragte denne forvirrings 

oprindelse, sådan som den er formuleret i ordene: 

»forblive den yderste revolutionære oppositions parti«. 

Vi står her over for en af det internationale revolutionære 

socialdemokratis kendte grundsætninger. Det er en fuldkommen 

rigtig grundsætning. Den er blevet et fælles ståsted 

for alle modstandere af revisionismen eller opportunismen 

i de parlamentariske lande. Den har fået borgerret 

som et berettiget og nødvendigt værn mod den »parlamentariske 

kretinisme«, millerandismen, bernsteinismen (35) 

og den italienske reformisme i Turatis ånd. Vore brave 

nyiskrister har lært denne gode grundsætning udenad og 

anvender den ivrigt...aldeles ved siden af. Begreber fra 

parlamentarisk kamp føjer man her ind i resolutioner, der 

er skrevet til forhold, hvor der ikke findes noget parlament. 

Begrebet »opposition«, der er opstået som en genspejling 

af og et udtryk for en politisk situation, hvor ingen for alvor 

tænker på opstand — overføres tankeløst til en situation, 

hvor opstanden er begyndt, og hvor det er ledelsen af 

den, alle tilhængere af revolutionen tænker på og taler om. 

Ønsket om at »blive stående« ved det samme som før, dvs. 

ved aktioner alene »nedefra«, forkyndes med brask og 

bram netop på det tidspunkt, da revolutionen har fremhævet 

nødvendigheden af, i tilfælde af opstandens sejr, at 

virke o venfra. 

Nej, vore nyiskrister har absolut ikke heldet med sig! 

Selv når de formulerer en rigtig socialdemokratisk grundsætning, 

forstår de ikke at anvende den rigtigt. De har ikke


tænkt over, hvorledes begreber og udtryk fra den parlamentariske 

kamp omdannes og forvandles til deres modsætning 

i den begyndende revolutions epoke, når et parlament 

ikke eksisterer, hvorimod en borgerkrig og tilløb til 

opstand er en kendsgerning. De har ikke tænkt over, at 

under disse forhold bliver ændringsforslag stillet gennem 

gadedemonstrationer, interpellationer fremføres gennem 

bevæbnede borgeres angrebshandlinger, opposition mod 

regeringen gennemføres gennem omstyrtelse af regeringen 

med magt. 

Ligesom en kendt figur i vore folkeeventyr gentog de gode 

råd netop, når de ikke var på deres plads, således gentager 

også vore Martynov-tilbedere den fredelige parlamentarismes 

lektioner netop på det tidspunkt, hvor de selv konstaterer, 

at direkte militære operationer er begyndt. Kan 

man tænke sig noget mere løjerligt end denne højtidelige 

fremsættelse af parolen »yderste opposition« i en resolution, 

der begynder med at henvise til »revolutionens afgørende 

sejr«, til »folkeopstanden«! Tænk dog på, mine 

herrer, hvad det betyder at være »yderste opposition« i opstandens 

epoke? Betyder det at afsløre regeringen eller at 

styrte den? Betyder det at stemme mod regeringen eller at 

tilføje dens væbnede styrker nederlag i et åbent slag? Betyder 

det at nægte regeringen penge til dens kasse, eller betyder 

det revolutionær erobring af denne kasse for at anvende 

den til opstandens tarv, til bevæbning af arbejderne 

og bønderne, til indkaldelse af en konstituerende forsamling? 

Begynder I ikke at forstå, mine herrer, at begrebet 

»yderste opposition« genspejler rent negative handlinger 

— afsløre, stemme imod, nægte? Hvorfor det? Fordi dette 

begreb kun vedrører den parlamentariske kamp og endda i 

en periode, hvor ingen stiller den »afgørende sejr« som 

umiddelbart mål for kampen. Begynder I ikke at forstå, at 

sagen i denne henseende ændrer sig fundamentalt fra det 

øjeblik, da det politisk undertrykte folk begynder sit afgørende 

stormløb over hele linjen til en forbitret kamp for 

sejren? 

Arbejderne spørger os, om de energisk skal tage fat på 

det uopsættelige arbejde med opstanden? Hvad skal der 

gøres, for at den påbegyndte opstand kan slutte med sejr? 

Hvorledes skal man udnytte sejren? Hvilket program kan 

og skal man så gennemføre? Nyiskristerne uddyber


marxismen og svarer: Man skal forblive den yderste revolutionære 

oppositions parti . . . Nå, havde vi så ikke ret, 

da vi kaldte disse riddere for virtuoser i spidsborgerlighed? 

10. »Revolutionære kommuner« 

og proletariatets og bøndernes 

revolutionær-demokratiske diktatur 

Nyiskristernes konference holdt ikke fast ved det anarkistiske 

standpunkt, som det nye Iskra var nået frem til (kun 

»nedefra« og ikke »nedefra og ovenfra«). Det meningsløse i 

at tillade opstand, men ikke tillade sejr og deltagelse i den 

provisoriske revolutionære regering, faldt alt for meget i 

øjnene. Derfor indførte resolutionen forbehold og indskrænkninger 

i Martynovs og Martovs løsning af spørgsmålet. 

Lad os betragte disse forhold, der udvikles i følgende 

del af resolutionen: 

»Denne taktik« (»at forblive den yderste revolutionære 

oppositions parti«) »udelukker naturligvis på ingen måde 

det formålstjenlige i en delvis, episodisk erobring af magten 

og dannelse af revolutionære kommuner i den ene eller 

anden by, i den ene eller anden egn udelukkende for at 

fremme udbredelsen af opstanden og desorganiseringen af 

regeringen.« 

Hvis det er tilfældet, betyder det, at man i princippet 

tillader aktioner ikke blot nedefra, men også ovenfra. Dermed 

forkaster man den tese, L. Martov har fremsat i sin 

kendte artikel i Iskra (nr. 93), og man anerkender rigtigheden 

af bladet Vperjods taktik: ikke blot »nedefra«, men også 

»ovenfra«. 

Videre. Erobring af magten (selv om det sker delvis, episodisk 

osv.) forudsætter åbenbart ikke blot socialdemokratiets 

og ikke blot proletariatets deltagelse. Dette følger af, 

at også andre end proletariatet er interesseret og aktivt 

deltager i den demokratiske revolution. Dette følger af, at 

opstanden er en »folkeopstand«, som det hedder i begyndelsen 

af den analyserede resolution, at også »ikkeproletariske 

grupper« (som det hedder i konferencedeltagernes 

resolution om opstanden), dvs. også bourgeoisiet 

deltager i den. Dermed er det princip, at enhver sociali-

80 

V. I. LENIN 

stisk deltagelse i en provisorisk revolutionær regering 

sammen med småborgerskabet er forræderi mod arbejderklassen, 

kastet over bord af konferencen, hvad Vperjod 

bestræbte sig for at opnå (36). »Forræderi« ophører ikke 

med at være forræderi, fordi den til grund liggende handling 

er delvis, episodisk, lokal osv. Dermed er sidestillingen 

af deltagelse i en provisorisk revolutionær regering 

med den vulgære jaurésisme kastet over bord af konferencen, 

hvad Vperjod bestræbte sig for at opnå. En regering 

ophører ikke med at være en regering, fordi dens magt 

ikke udstrækker sig til mange byer, men kun til én by, ikke 

til mange egne, men kun til én, så lidt som det afhænger af, 

hvilket navn man giver denne regering. Således er den 

principielle problemstilling, som det nye Iskra forsøgte at 

give, forladt af konferencen. 

Lad os nu se, om de begrænsninger, som konferencen opstiller 

for den nu principielt tilladelige dannelse af revolutionære 

regeringer og deltagelse i sådanne, er fornuftige. 

Hvad forskellen er mellem begrebet »episodisk« og begrebet 

»provisorisk«, ved vi ikke. Vi er bange for, at det »nye« 

ord »episodisk« her blot dækker over mangelen på en klar 

tanke. Det forekommer »dybere«, men i virkeligheden er 

det blot mere dunkelt og forvirret. Hvorved adskiller »formålstjenligheden« 

af en delvis »erobring af magten« i en 

by eller egn sig fra deltagelse i en provisorisk revolutionær 

regering for hele staten? Findes der da ikke blandt »byerne« 

en som Petersborg, hvor en 9. januar fandt sted? Findes 

der da ikke blandt egnene et område som Kaukasus, 

der er større end mange stater? Mon de opgaver (der i sin 

tid gjorde det nye Iskra rådvild), brugen af fængslerne, politiet, 

skattevæsenet osv., osv. da ikke vil rejse sig for os 

ved »erobringen af magten« blot i én by, for slet ikke at tale 

om en egn? Ingen vil naturligvis benægte, at såfremt kræfterne 

ikke slår til, såfremt opstandens fremgang ikke er 

fuldstændig, såfremt den ikke vinder en afgørende sejr, er 

delvise by- og andre provisoriske revolutionære regeringer 

mulige. Men hvorfor siger I det her, mine herrer? Taler I 

da ikke selv i begyndelsen af resolutionen om »revolutionens 

afgørende sejr«, om den »sejrrige folkeopstand«?? 

Siden hvornår vil socialdemokraterne gå anarkisternes 

ærinde: opsplitte proletariatets interesse og mål, føre det 

mod noget »delvist«, men ikke mod noget alment, fælles,


helstøbt og fuldstændigt? Når I forudsætter en »erobring 

af magten« i en by, taler I selv om at »udbrede opstanden« 

— til en anden by, tør man måske tro? Eller til alle byer, 

kan man måske håbe? Jeres konklusioner, mine herrer, er 

lige så vaklende og tilfældige, selvmodsigende og forvirrede 

som jeres udgangspunkter. RSDAP's 3. kongres gav 

et udtømmende og klart svar på spørgsmålet om en provisorisk 

revolutionær regering i det hele taget. Dette svar 

omfatter også alle delvise provisoriske regeringer. Men 

konferencens svar, der kunstigt og vilkårligt udskiller en 

del af spørgsmålet, viger blot (men uden held uden om 

spørgsmålet i dets helhed og bringer alting i ulave. 

Hvad betyder »revolutionære kommuner«? Adskiller 

dette begreb sig fra »en provisorisk revolutionær regering« 

og i bekræftende fald hvorved? Det ved de herrer konferencedeltagere 

ikke selv. Deres revolutionære tanker er 

forvirrede, og det fremkalder, som det så ofte er tilfældet, 

revolutionært frasemageri hos dem. Ja, benyttelsen af ordene 

»revolutionær kommune« i en resolution, vedtaget af 

repræsentanter for socialdemokratiet, er revolutionært 

frasemageri, og intet andet. Marx har ofte fordømt et sådant 

frasemageri, når man bruger et »tillokkende« udtryk 

fra en fjern fortid til at skjule fremtidens opgaver. Det tillokkende 

ved udtrykket, der har spillet sin rolle i historien, 

forvandles i sådanne tilfælde til tomt og skadeligt tingeltangel. 

Vi må give arbejderne og hele folket en klar og 

utvetydig forståelse af, hvorfor vi ønsker en provisorisk revolutionær 

regering dannet, hvilke bestemte omdannelser 

vi vil gennemføre, hvis vi allerede i morgen, ved et sejrrigt 

udfald af den allerede begyndte folkeopstand, på afgørende 

måde vil få indflydelse på magten. Det er de spørgsmål, de 

politiske ledere er stillet over for. 

RSDAP's tredje kongres besvarer disse spørgsmål med 

den største klarhed, den fremsætter det fulde program for 

disse omdannelser: vort partis minimumsprogram. Men 

ordet »kommune« giver ikke noget som helst svar, det virker 

kun forvirrende ved sin fjerne klang...eller tomme 

klang. Jo højere vi sætter f.eks. Pariserkommunen 1871, 

des mindre kan vi tillade os en blot og bar henvisning til 

den, uden at analysere dens fejl og dens særlige betingelser. 

At gøre dette ville være at følge blanquisternes urimelige 

eksempel, som Engels spottede over, da de (i deres 

5

82 

V. I. LENIN 

manifest i 1874) hyldede enhver af kommunens handlinger 

(37). 

Hvad vil en konferencedeltager sige til en arbejder, hvis 

vedkommende spørger ham om denne »revolutionære 

kommune«, som omtales i resolutionen. Han kan kun sige, 

at i historien kendes under dette navn en arbejderregering, 

der ikke forstod at skelne og dengang ikke kunne skelne 

mellem elementerne i den demokratiske og den socialistiske 

omvæltning, — den sammenblandede de opgaver, 

der rejser sig af kampen for republikken, med de opgaver, 

der rejser sig af kampen for socialismen — den formåede 

ikke at iværksætte en energisk militær offensiv mod Versailles, 

den undlod fejlagtigt at overtage Frankrigs bank 

osv. Kort sagt — enten jeres svar hentyder til Pariserkommunen, 

eller det hentyder til en hvilken som helst anden 

kommune, kommer det til at gå ud på, at det var en regering 

af en beskaffenhed, som vor ikke skal have. Et godt 

svar, det må man sige! Men vidner det ikke om en skriftklogs 

spekulationer og en revolutionærs hjælpeløshed, når 

partiets praktiske program forbigås i tavshed, og man i 

utide begynder at docere historie i resolutionen? Viser 

dette ikke netop den fejl, som man uden held har forsøgt at 

skyde os i skoene: at sammenblande den demokratiske og 

den socialistiske omvæltning, som ingen af »kommunerne« 

har kunnet skelne imellem. 

Som mål for en provisorisk regering (der så malplaceret 

kaldes kommune) opstilles »udelukkende« udbredelse af 

opstand og desorganisering af regeringen. Dette »udelukkende« 

fjerner i ordets bogstaveligste betydning alle andre 

opgaver, det er et opkog af den absurde teori: »kun 

nedefra«. En sådan udelukkelse af alle andre opgaver er 

atter kortsynethed og ubetænksomhed. Den »revolutionære 

kommune«, dvs. den revolutionære magt, måske blot i én 

by, må uundgåeligt (selv om det er provisorisk, »delvis, 

episodisk«) udføre alle statsfunktioner, og at lukke øjnene 

herfor — er toppunktet af uforstand. Denne magt skal lovfæste 

8-timers arbejdsdagen, indføre arbejderinspektion 

med fabrikkerne, oprette gratis og almindelig skoleundervisning, 

indføre valg af dommere og oprette bondekomiteer 

osv., — kort sagt, den skal uopholdeligt gennemføre en 

række reformer. At sammenfatte disse reformer under begrebet 

»at fremme udbredelsen af opstanden« er det sam-


me som at lege med ordene og bevidst forøge uklarheden 

der, hvor fuld klarhed er nødvendig. 

* 

Den afsluttende del af den nyiskristiske resolution giver 

ikke noget nyt materiale til kritik af de principielle tendenser 

i den genopstående »økonomisme« i vort parti, men 

illustrerer det ovenfor sagte fra en noget anden side. 

Her er denne del: 

»Kun i ét tilfælde burde socialdemokratiet selv stile efter 

at få magten og om muligt beholde den i længere tid, — 

nemlig hvis revolutionen forplantede sig til de fremskredne 

lande i Vesteuropa, hvor betingelserne for at gennemføre 

socialismen allerede har nået en vis(?) modenhed. 

I dette tilfælde kan den russiske revolutions begrænsede 

historiske rammer blive betydeligt udvidet, og der opstår 

mulighed for at slå ind på vejen til socialistiske omdannelser. 

Det socialdemokratiske parti indretter sin taktik med 

henblik på, at partiet under hele den revolutionære periode 

kan bevare sin stilling som yderste revolutionære opposition 

over for alle regeringer, der afløser hinanden under 

revolutionens gang, og på den måde bedst kan forberede 

sig til at udnytte regeringsmagten, hvis denne falder (? ?) i 

socialdemokratiets hænder.« 

Hovedtanken er her den, der gentagne gange er blevet 

formuleret af Vperjod, som siger, at vi ikke (som Martynov) 

skal være bange for socialdemokratiets fuldstændige 

sejr i den demokratiske revolution, dvs. proletariatets og 

bøndernes revolutionære demokratiske diktatur, for en sådan 

sejr vil give os mulighed for at opflamme Europa, og 

når det europæiske socialistiske proletariat har afkastet 

bourgeoisiets åg, vil det på sin side hjælpe os med at gennemføre 

den socialistiske omvæltning. Men se, hvor denne 

tanke er blevet forfusket i nyiskristernes affattelse. Vi vil 

ikke opholde os ved enkeltheder, — ved det nonsens, at 

magt skulle kunne »falde« i hænderne på et bevidst parti, 

derbetragter erobring af magten som en skadelig taktik, — 

ved det faktum, at i Europa har betingelserne for socialismen 

nået almindelig modenhed og ikke blot en vis modenhed, 

— ved det træk, at vort partis program ikke kender 

til nogen socialistiske omdannelser, men kun kender en so-

84 

V. I. LENIN 

cialistisk omvæltning. Lad os tage den vigtigste og grundlæggende 

forskel mellem Vperjods og resolutionens tanker. 

Vperjod har vist Ruslands revolutionære proletariat 

en aktiv opgave: at sejre i kampen for demokratiet og udnytte 

denne sejr til at omplante revolutionen til Europa. 

Resolutionen forstår ikke denne forbindelse mellem vor 

»afgørende sejr« (ikke i nyiskristisk betydning) og revolutionen 

i Europa og taler derfor ikke om proletariatets opgaver, 

ikke om perspektiverne for dets sejr, men om en af 

mulighederne i almindelighed: »Hvis revolutionen forplantede 

sig...«. Vperjod har direkte og bestemt anvist — 

og disse anvisninger er optaget i resolutionen fra RSDAP's 

3. kongres, — hvorledes man netop kan og bør »udnytte regeringsmagten« 

i proletariatets interesse, idet den tager 

hensyn til, hvad der kan gennemføres straks, på det givne 

trin af samfundsudviklingen, og hvad det er nødvendigt at 

gennemføre først, som demokratisk forudsætning for 

kampen for socialismen. Resolutionen hinker også her 

håbløst bagefter, idet den siger: »kan forberede sig til at 

udnytte«, men ikke er i stand til at sige, hvorledes man skal 

forberede sig, til hvilken udnyttelse. Vi tvivler f.eks. ikke 

på, at nyiskristerne »kan forberede sig til at udnytte« den 

ledende stilling i partiet, men humlen er, at hidtil har deres 

forsøg på denne udnyttelse og deres forberedelse til den 

ikke givet større håb om, at mulighederne omsættes til virkelighed... 

Vperjod sagde nøjagtigt, hvori den reelle »mulighed for 

at beholde magten« egentlig består — i proletariatets og 

bøndernes revolutionære demokratiske diktatur, i deres 

fælles massestyrke, der er i stand til at opveje alle kontrarevolutionens 

kræfter, i deres uvægerligt sammenfaldende 

interesser med hensyn til demokratiske omdannelser. Heller 

ikke her giver konferencens resolution noget som helst 

positivt, men viger blot uden om spørgsmålet. Thi muligheden 

af at beholde magten i Rusland må være betinget af 

samfundskræfternes sammensætning i Rusland selv, af 

vilkårene for den demokratiske omvæltning, der foregår 

hos os i øjeblikket. For proletariatets sejr i Europa (og fra 

revolutionens overførelse til Europa og til proletariatets 

sejr er der dog en vis afstand) vil fremkalde en forbitret 

kontrarevolutionær kamp fra det russiske bourgeoisis side


— nyiskristernes resolution siger ikke et ord om denne 

kontrarevolutionære kraft, hvis betydning er blevet vurderet 

af resolutionen fra RSDAP's 3. kongres. Hvis vi i kampen 

for republik og demokrati ikke, foruden at støtte os til 

proletariatet, også skulle være i stand til at støtte os til bønderne, 

da ville det være håbløst at »beholde magten«. Men 

hvis det ikke er håbløst, hvis »revolutionens afgørende sejr 

over tsarismen« åbner en sådan mulighed, — da må vi 

pege på den, aktivt opfordre til at realisere den, give praktiske 

paroler ikke blot for det tilfælde, at revolutionen 

overføres til Europa, men også for en sådan overførelse. 

Hos socialdemokratiets khvostister dækker henvisningen 

til »den russiske revolutions begrænsede historiske rammer« 

blot over en begrænset forståelse af denne demokratiske 

revolutions opgaver og af proletariatets rolle som fortrop 

i denne revolution! 

En af indvendingerne mod parolen: »proletariatets og 

bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur« består i, 

at diktaturet kræver en »fælles vilje« (Iskra nr. 95), og der 

kan ikke være nogen fælles vilje hos proletariatet og småborgerskabet. 

Denne indvending er uholdbar, da den er baseret 

på en abstrakt, »metafysisk« fortolkning af begrebet 

»fælles vilje«. Viljen kan være fælles i én henseende og delt 

i en anden. Mangelen på enhed, når det drejer sig om socialisme 

og kampen for socialisme, udelukker ikke en 

fælles vilje, når det drejer sig om demokratisme og kampen 

for republik. Glemmer man dette, så glemmer man 

den logiske og historiske forskel mellem en demokratisk og 

en socialistisk omvæltning. Glemmer man dette, så glemmer 

man den demokratiske omvæltnings almenfolkelige 

karakter. Hvis den er »almenfolkelig«, findes der altså en 

»fælles vilje«, netop for så vidt denne omvæltning opfylder 

hele folkets behov og krav. Uden for demokratismens rammer 

kan der ikke være tale om nogen fælles vilje mellem 

proletariatet og bondebourgeoisiet. Klassekampen mellem 

dem er uundgåelig, men på den demokratiske republiks 

grund bliver denne kamp netop den dybeste og videste 

folkekamp for socialismen. Proletariatets og bøndernes 

revolutionær-demokratiske diktatur har, som alt på 

Jorden, en fortid og en fremtid. Dets fortid er selvherskerdømmet, 

feudalismen, monarkiet, privilegierne. I kampen

86 

V. I. LENIN 

mod denne fortid, i kampen mod kontrarevolutionen er 

proletariatets og bøndernes »fælles vilje« mulig, thi der 

findes et fællesskab i interesser. 

Dets fremtid er kampen mod privatejendommen, lønarbejdernes 

kamp mod arbejdsgiveren, kampen for socialismen. 

Her er en fælles vilje umulig*. Her er det ikke vejen 

fra selvher sker dø mm e til republik, men vejen fra en småborgerlig 

demokratisk republik til socialismen, der ligger 

foran os. 

Naturligvis, i den konkrete historiske situation flettes 

elementer fra fortiden og fremtiden sammen, blandes denne 

og hin vej. Lønarbejdet og dets kamp mod privatejendommen 

eksisterer også under selvherskerdømmet, det 

fødes endog under livegenskabet. Men dette forhindrer os 

på ingen måde i logisk og historisk at skelne mellem de 

store udviklingsperioder. Vi stiller jo dog allesammen den 

borgerlige revolution op mod den socialistiske, vi forlanger 

allesammen ubetinget, at der på det strengeste skal 

skelnes mellem dem, men kan man måske bestride, at historien 

opviser eksempler på sammenfletning af enkelte 

delelementer fra den ene og den anden omvæltning? 

Kender de demokratiske revolutioners epoke i Europa måske 

ikke en række socialistiske bevægelser og socialistiske 

bestræbelser? Og er der måske ikke blevet levnet uhyre 

meget, som den kommende socialistiske revolution i Europa 

skal gøre færdigt med hensyn til demokratisme? 

En socialdemokrat må ikke et øjeblik og ikke nogen sinde 

glemme proletariatets uundgåelige klassekamp for socialismen 

mod selv det mest demokratiske og republikanske 

bourgeoisi og småborgerskab. Dette er der ingen tvivl om. 

Heraf udspringer den ubetingede uomgængelighed af et 

særskilt og selvstændigt strengt klassemæssigt parti, socialdemokratiet. 

Heraf udspringer den provisoriske 

karakter af de aktioner, hvor vi og bourgeoisiet »kæmper 

sammen«, forpligtelsen til strengt at holde øje »med forbundsfællen 

som med en fjende« osv. Alt dette er der heller 

ikke mindste tvivl om. Men det ville være latterligt og reaktionært 

at lade dette retfærdiggøre forglemmelse, ringeagt 

*) Kapitalismens udvikling, der sker endnu bredere og hurtigere under frie forhold, 

vil uvægerligt gøre en hurtig ende på den fælles vilje — des hurtigere, jo hurtigere 

kontrarevolutionen og reaktionen bliver knust.


eller forsømmelse af de opgaver, som nok er forbigående 

og provisoriske, men dog er brændende for øjeblikket. 

Kampen mod selvherskerdømmet er en provisorisk og forbigående 

opgave for socialisterne, men enhver ringeagt for 

eller forsømmelse af denne opgave er ensbetydende med 

forræderi mod socialismen og bistand til reaktionen. Proletariatets 

og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur 

er ubetinget kun en forbigående, provisorisk opgave for 

socialisterne, men at ignorere denne opgave i den demokratiske 

revolutions epoke er direkte reaktionært. 

De konkrete politiske opgaver må stilles i den konkrete situation. 

Alt er relativt, alt flyder, alt forandres. Det tyske 

socialdemokrati stiller ikke i deres program krav om republik. 

Dér er situationen sådan, at dette spørgsmål 

næppe i praksis kan skilles fra spørgsmålet om socialismen 

(selv om Engels også for Tysklands vedkommende i 

sine bemærkninger til udkastet til Erfurt-programmet 

1891 advarede mod at undervurdere betydningen af en republik 

og kampen for en republik! (38)). I det russiske socialdemokrati 

kunne der slet ikke opstå noget spørgsmål 

om at fjerne kravet om republik fra programmet og fra 

agitationen, thi hos os kan der ikke tales om nogen ubrydelig 

forbindelse mellem spørgsmålet republik og spørgsmålet 

socialisme. En tysk socialdemokrat af 1898 stiller 

ikke spørgsmålet specielt om republik i første række, og 

det er en naturlig ting, der hverken fremkalder forundring 

eller fordømmelse. En tysk socialdemokrat, der i 1848 ville 

have skudt spørgsmålet om republik i baggrunden, ville 

have været en direkte forræder mod revolutionen. Abstrakt 

sandhed findes der ikke, sandheden er altid konkret. 

Når tiden kommer — når kampen mod det russiske selvherskerdømme 

afsluttes — når den demokratiske revolutions 

epoke udløber for Rusland — da bliver det også latterligt 

at tale om proletariatets og bøndernes »fælles vilje«, 

om det demokratiske diktatur osv. Da vil vi tænke umiddelbart 

på proletariatets socialistiske diktatur og drøfte 

det mere indgående. Men på nuværende tidspunkt kan den 

fremskredne klasses parti ikke undgå på den mest energiske 

måde at stræbe efter den demokratiske revolutions afgørende 

sejr over tsarismen. Og den afgørende sejr er intet 

andet end proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur.

88 

V. I. LENIN 

Anmærkning (39). 

1) Vi minder læseren om, at i polemikken mellem Iskra 

og Vperjod henviste det første blandt andet 

til Engels' brev til Turati, hvori Engels advarede den 

(vordende) fører for de italienske reformister mod at 

sammenblande den demokratiske og den socialistiske revolution. 

Den forestående revolution i Italien — skrev Engels 

om den politiske situation i Italien i 1894 — bliver 

småborgerlig, demokratisk, men ikke socialistisk (40). 

I skrabeskyldte Vperjod for at fravige det af Engels opstillede 

princip. Denne bebrejdelse er urigtig, for Vperjod (nr. 

14) har fuldt ud anerkendt, at Marx' teori om forskellene 

mellem de tre hovedkræfter i det 19. århundredes revolutioner 

i det store og hele er rigtig. Ifølge denne teori gør 

1) det liberale storbourgeoisi, 2) det radikale småborgerskab 

og 3) proletariatet front mod det gamle system, selvherskerdømmet, 

feudalismen, livegenskabet. Det første 

kæmper ikke for mere end et konstitutionelt monarki, det 

andet kun for en demokratisk republik, det tredje for en socialistisk 

omvæltning. Hvis en socialist sammenblander 

den småborgerlige kamp for en fuldstændig demokratisk 

omvæltning og den proletariske kamp for en socialistisk 

revolution, risikerer han aldeles at spille politisk fallit. 

Denne Marx' advarsel er fuldt ud rigtig. Men parolen »revolutionære 

kommuner« er netop fejlagtig af denne grund, 

eftersom de historisk kendte kommuner jo sammenblandede 

den demokratiske og den socialistiske omvæltning. 

Derimod giver vore parole: proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur, fuld garanti mod denne 

fejl. Vor parole anerkender ubetinget revolutionens borgerlige 

karakter, den er ude af stand til direkte at gå ud 

over en rent demokratisk omvæltnings rammer, men den 

driver denne forhåndenværende omvæltning fremad — 

den stræber efter at give denne omvæltning de for proletariatet 

gunstigste former — den stræber følgelig efter den 

størst mulige udnyttelse af den demokratiske omvæltninng 

til gavn for proletariatets heldigst mulige videre kamp for 

socialismen.


11. En flygtig sammenligning mellem nogle 

resolutioner fra RSDAP's 3. kongres 

og fra »konferencen« 

Spørgsmålet om den provisoriske revolutionære regering 

er det centrale punkt i socialdemokratiets taktiske problemer 

på nuværende tidspunkt. Det er hverken muligt eller 

påkrævet at opholde sig lige så udførligt ved konferencens 

øvrige resolutioner. Vi skal nøjes med en kort henvisning 

til nogle punkter, der bekræfter den oven for analyserede 

principielle forskel i taktisk retning mellem resolutionerne 

fra RSDAP's 3. kongres og resolutionerne fra konferencen. 

Tag forholdet til regeringens taktik på tærskelen til omvæltningen. 

Man vil på ny finde et fyldestgørende svar på 

det i resolutionen fra RSDAP's 3. kongres. Denne resolution 

tager hensyn til alle de forskellige betingelser og opgaver 

i det særlige øjeblik: både til en afsløring af hykleriet i 

regeringens indrømmelser, en udnyttelse af »de karikerede 

former for en folkerepræsentation«, en revolutionær virkeliggørelse 

af arbejderklassens aktuelle krav (med 8 timers 

arbejdsdagen i spidsen for dem) og endelig værnet mod de 

Sorte Hundreder. I konferencens resolutioner er spørgsmålet 

splittet op i flere dele: »værn mod reaktionens mørke 

kræfter« er kun omtalt i bemærkningerne til resolutionenen 

om forholdet til de andre partier. Deltagelse i valgene 

til de repræsentative organer betragtes adskilt fra 

tsarismens »kompromis'er« med bourgeoisiet. I stedet for 

en appel til gennemførelse af 8 timers arbejdsdagen ad revolutionær 

vej gentager en særlig resolution med den drabelige 

betegnelse »Om den økonomiske kamp« blot (efter 

nogle klangfulde og meget uforstandige ord om »den centrale 

plads, som arbejderspørgsmålet indtager i det russiske 

samfundsliv«) den gamle parole om at agitere for 

»lovfæstelse af en 8 timers arbejdsdag«. Denne paroles 

utilstrækkelighed og tilbageståenhed på nuværende tidspunkt 

er alt for åbenbar til, at det skulle være nødvendigt 

at opholde sig ved en påvisning deraf. 

Eller spørgsmålet om åben politisk optræden. Den 3. 

kongres tager hensyn til den forestående grundlæggende 

forandring af vor virksomhed. Ikke på nogen måde må 

man opgive den konspirative virksomhed og udviklingen af 

det konspirative apparat, dette ville være en hjælp for poli-


tiet og en utrolig fordel for regeringen. Men man kan ikke 

undlade allerede nu at tænke også på den åbne optræden. 

Man må øjeblikkeligt forberede egnede former for en sådan 

optræden og følgelig også særlige — mindre konspirative 

— apparater med dette mål for øje. Man må udnytte de 

legale og halvlegale foreninger, for, så vidt muligt, at gøre 

dem til støttepunkter for det i fremtiden åbenlyst optrædende 

socialdemokratiske arbejderparti i Rusland. 

Også her splitter konferencen spørgsmålet ad uden at 

give samlende paroler. Særlig springer den latterlige ordre 

til organisationskommissionen om at tage sig af »indlogeringen« 

af de legale skribenter i øjnene. Helt absurd er 

beslutningen om at »bringe de demokratiske aviser, der 

stiller sig som mål at yde arbejderbevægelsen bistand, ind 

under sin indflydelse«. Dette mål stiller alle vore legale liberale 

aviser sig, og de er næsten alle osvobosjdentsisk 

orienterede. Var det ikke en idé, om redaktionen af Iskra 

selv begyndte med at følge sit råd og viste os et eksempel 

på, hvordan man skal bringe Osvobosjdenije under socialdemokratisk 

indflydelse?... I stedet for parolen om at udnytte 

de legale forbund til at skabe støttepunkter for partiet, 

giver man os for det første det partielle råd om de rent 

»faglige« forbund (som partiets medlemmer er forpligtet 

til at deltage i), og for det andet det råd at lede »arbejdernes 

revolutionære organisationer« ~ »de ikke udformede 

organisationer« = »de revolutionære arbejderklubber«. 

Hvordan det går til, at »klubber« kommer ind under de 

ikke udformede organisationer, og hvad det er for klubber 

— det må guderne vide. I stedet for bestemte og klare direktiver 

fra partiets øverste instans, får vi serveret nogle 

løst udkastede tanker og skitsemæssige bemærkninger fra 

skribenternes side. Man får ikke noget som helst samlet 

billede af begyndelsen til partiets overgang til en fuldstændig 

anden basis for hele dets arbejde. 

»Bondespørgsmålet« behandles vidt forskelligt af partiets 

kongres og af konferencen. Kongressen udarbejdede 

en resolution om »forholdet til bondebevægelsen«, konferencen 

en om »arbejdet blandt bønderne«. I det ene tilfælde 

drages den opgave i forgrunden at give hele den brede revolutionær-demokratiske 

bevægelse en ledelse, som i den 

fællesnationale interesse kan føre kampen mod tsarismen. 

I det andet tilfælde reduceres sagen blot til »arbejde«


blandt et særligt lag. I det ene tilfælde opstilles en central 

praktisk agitationsparole: øjeblikkelig organisering af 

revolutionære bondekomiteer for at gennemføre alle demokratiske 

omdannelser. I det andet skal »kravet om dannelse 

af komiteer« stilles til den konstituerende forsamling. 

Hvorfor skal vi absolut vente på denne konstituerende 

forsamling? Bliver den i virkeligheden konstituerende? 

Bliver den stabil uden forudgående og samtidig oprettelse 

af revolutionære bondekomiteer? Alle disse spørgsmål 

lader konferencen ude af betragtning. I alle dens resolutioner 

genspejles således den af os påviste almindelige tanke, 

at i den borgerlige revolution bør vi nøjes med at udføre 

vort specielle arbejde, men ikke stile efter at lede hele den 

demokratiske bevægelse og selvstændigt gennemføre den. 

Ligesom økonomisterne til stadighed slog på, at det er socialdemokraternes 

sag at føre den økonomiske kamp og de 

liberales at føre den politiske kamp, således slår også 

nyiskristerne under alle deres overvejelser på, at os tilkommer 

der kun et beskedent lille hjørne af kanten af den 

borgerlige revolution, mens det er bourgeoisiets sag aktivt 

at føre den igennem. 

Endelig skal man også lægge mærke til resolutionerne 

om forholdet til andre partier. Resolutionen fra RSDAP's 

3. kongres taler om afsløring af enhver begrænsethed og 

utilstrækkelighed i bourgeoisiets befrielsesbevægelse, 

uden at forfalde til den naive tanke fra kongres til kongres 

at opregne alle mulige tilfælde af denne begrænsethed og 

drage et skel mellem de dårlige bourgeois'er og de gode 

bourgeois'er. Idet konferencen gentager Starovers fejl, søger 

den ihærdigt efter et sådant skel og udvikler den berømte 

»lakmuspapir«-teori. Starover gik ud fra en meget 

udmærket idé: at skærpe de betingelser, der stilles bourgeoisiet. 

Han glemte blot, at ethvert forsøg på forud at 

skelne mellem de borgerlige demokrater, der fortjener 

godkendelse, tilslutning osv., og dem, der ikke fortjener 

det, fører til en »formel«, der straks kastes over bord af begivenhedernes 

udvikling og bringer forvirring i den proletariske 

klassebevidsthed. Tyngdepunktet flyttes fra den 

reelle enhed i kampen til erklæringer, løfter og paroler. 

Starover betragtede »almindelig, lige, direkte og hemmelig 

valgret« som en sådan grundlæggende parole. Der gik 

ikke engang to år, før »lakmuspapiret« viste sin uegnethed.

92 

V. I. LENIN 

Parolen om almindelig valgret blev overtaget af osvobosjdentserne, 

der så langtfra at nærme sig socialdemokratiet 

tværtimod gjorde et forsøg på netop ved hjælp af denne 

parole at vildlede arbejderne og drage dem bort fra socialismen. 

Nu »skærper« nyiskristerne »betingelserne« yderligere, 

de »kræver«, at tsarismens fjender »energisk og utvetydigt! 

? ) støtter enhver afgørende aktion fra det organiserede 

proletariats side« osv. lige til »aktiv deltagelse i folkets 

selvbevæbning«. Skellet er ført betydeligt videre — og ikke 

des mindre var også dette skel allerede forældet, det viste 

sig straks uanvendeligt. Hvorfor mangler f. eks. parolen 

om republik? Hvordan kan det fremme »den ubønhørlige 

revolutionære krig mod hele det stænder-monarkistiske 

systems grundlag«, når socialdemokraterne »kræver« alt 

muligt af de borgerlige demokrater, kun ikke kamp for republikken? 

At det her ikke drejer sig om ordkløveri, at nyiskristernes 

fejl har den mest livsvigtige politiske betydning, er det 

RussiskeBefrielsesforbundbevis for (se Proletarij nr. 4*). 

Disse »fjender af tsarismen« opfylder alle nyiskristernes 

»krav«. Men ikke des mindre har vi påvist, at Osvobosjdenijes 

ånd hersker i dette Russiske Befrielsesforbunds program 

(eller mangel på program), og at osvobosjdentserne 

let kan tage dem på slæbetov. Konferencen derimod erklærer 

i slutningen af sin resolution, at »socialdemokratiet vil 

som hidtil træde op imod folkets hykleriske venner, mod 

alle de politiske partier, der rejser den liberale og demokratiske 

fane, men afslår virkelig støtte til proletariatets 

revolutionære kamp«. Det Russiske Befrielsesforbund afslår 

på ingen måde denne støtte, men tilbyder den tværtimod 

ivrigt. Er dette så en garanti for, at forbundets førere 

ikke er »folkets hykleriske venner«, -selv om de skulle 

være osvobosjdentsere? 

Som De ser, bringer nyiskristerne sig straks i en latterlig 

situation ved på forhånd at affatte »betingelser« og ved at 

*) I Proletarij nr. 4, der udkom den 17. (4.) juni 1905, var der optaget en stor artikel: 

»Et nyt revolutionært arbejderforbund«. (Se Sml. Værker, 5. udg., bd. 10, 

s. 278-290. — Red.) I artiklen gengives indholdet af proklamationerne fra dette 

forbund, der kalder sig det Russiske Befrielsesforbund og har sat sig som mål 

at få indkaldt en konstituerende forsamling ved hjælp af en væbnet opstand. 

Videre i artiklen fastlægges socialdemokratiets forhold til sådanne partiløse 

forbund. Hvor reelt det pågældende forbund var, og hvilken skæbne det fik under 

revolutionen, er os fuldkommen ubekendt. (Lenins anm. til udg. af 1907. — Red.)


stille »krav«, der bliver komiske i deres drabelige magtesløshed. 

Deres betingelser og krav viser sig straks utilstrækkelige 

til at omfatte den levende virkelighed. Deres 

jagt efter formler er håbløs, thi ingen formel magter at 

indfange alle de mange udslag af hykleri, inkonsekvens og 

begrænsethed i det borgerlige demokrati. Det drejer sig 

ikke om »lakmuspapir«, ikke om på forhånd at sondre 

mellem hykleriske og ikke-hykleriske »venner af folket«, 

men om en reel enhed i kampen, om en uafladelig kritik 

fra socialdemokraternes side mod ethvert »usikkert« 

skridt, som det borgerlige demokrati gør. Til »en virkelig 

sammensvejsning af alle samfundskræfter, der er interesseret 

i en demokratisk omformning«, behøves ikke 

»punkter«, som konferencen har arbejdet så ivrigt og så 

forgæves på, men evne til at opstille virkeligt revolutionæreparoler. 

Hertil behøves paroler, der løfter det revolutionære 

og republikanske bourgeoisi op til proletariatets 

niveau, men ikke paroler, som sænker proletariatets opgaver 

ned til det monarkistiske bourgeoisis niveau. Hertil 

behøves den mest energiske deltagelse i opstanden og ikke 

ræsonnerende snakken udenom den væbnede opstands 

uafviselige opgave. 

12. Svækkes den demokratiske revolutions 

slagkraft, hvis bourgeoisiet svigter den? 

Det foregående var allerede skrevet, da vi modtog de af 

Iskra udgivne resolutioner fra nyiskristernes kaukasiske 

konference. Pour la bonne bouche (som rosinen i pølseenden) 

kunne vi ikke forestille os noget bedre materiale. 

I skrås redaktion bemærker meget rigtigt: »I taktikkens 

hovedspørgsmål er også den kaukasiske konference nået 

frem til en beslutning, der er analog« (ja, i sandhed!) »med 

den, der blev vedtaget på den alrussiske konference« (dvs. 

den nyiskristiske)... »Spørgsmålet om socialdemokratiets 

forhold til en provisorisk revolutionær regering har de 

kaukasiske kammerater løst således, at de på det bestemteste 

afviser den nye metode, der propaganderes af gruppen 

Vperjod og de hertil knyttede delegerede på den såkaldte 

kongres«. »Den formulering af det proletariske

94 

V. I. LENIN 

partis taktik i den borgerlige revolution, der er givet af 

konferencen, må anerkendes som overordentlig vellykket«.. 

Ret skal være ret. Ingen ville have kunnet give en mere 

»vellykket« formulering af nyiskristernes grundlæggende 

fejl. Lad os anføre denne formulering i sin helhed, idet vi 

først i parentes fremhæver blomsterne og dernæst de frugter, 

der serveres til slut. 

Resolutionen fra nyiskristernes kaukasiske konference 

om den provisoriske regering lyder: 

»Idet konferencen anser det for sin opgave at udnytte det 

revolutionære øjeblik til at uddybe« (ja, naturligvis! Man 

burde tilføje: til at uddybe i Martynovs forstand!) »proletariatets 

socialdemokratiske bevidsthed« (kun til at uddybe 

bevidstheden, ikke til at erobre republikken? Hvilken »dyb« 

forståelse af revolutionen!), »udtaler konferencen sig, for 

at sikre partiet fuldstændig frihed til kritik af det opstående 

borgerligt-statslige system« (at sikre republikken er altså 

ikke vor sag! Vi skal blot sikre friheden til kritik. Anarkistiske 

ideer afføder også et anarkistisk sprog: »borgerligt-statsligt« 

system!) »mod dannelsen af en socialdemokratisk 

provisorisk regering og mod indtræden i den« 

(husk, hvad bakunisterne skrev 10 måneder før den spanske 

revolution i den resolution, som Engels har citeret: se 

Proletarij nr. 3 (41)), »og anser det for det mest formålstjenlige 

at udøve tryk udefra« (nedefra, men ikke ovenfra) 

»på den borgerlige provisoriske regering for efter evne (?!) 

at opnå en demokratisering af statssystemet. Konferencen 

mener, at hvis socialdemokraterne danner en provisorisk 

regering eller indtræder i den, vil det på den ene side føre 

til, at proletariatets brede masser forlader socialdemokratiet 

af skuffelse over det, fordi socialdemokratiet på trods 

af, at det har grebet magten, ikke vil kunne tilfredsstille 

arbejderklassens brændende behov, indbefattet virkeliggørelse 

af socialismen« (republikken er altså ikke et brændende 

behov! Forfatterne mærker i deres uskyld ikke, at de 

taler et rent anarkistisk sprog, næsten som om de afviser 

deltagelse i borgerlige revolutioner!) »og på den anden side 

vil tvinge de borgerlige klasser til at svigte revolutionens 

sag og dermed svække dens slagkraft.« 

Dér ligger altså hunden begravet. Her sammenflettes de 

anarkistiske ideer med den rene opportunisme (som det 

ustandseligt sker også blandt de vesteuropæiske bern-


steinianere). Tænk blot: man må ikke indtræde i en provisorisk 

regering, fordi dette vil tvinge bourgeoisiet til at 

svigte revolutionens sag og dermed svække revolutionens 

slagkraft! Ja, her er vi virkelig stødt på den nyiskristiske 

filosofi i dens helhed, i dens rene og konsekvente form, den 

filosofi, at eftersom revolutionen er borgerlig, må vi bøje 

os for den borgerlige gemenhed og give den fri bane. Hvis 

vi blot delvis, blot et minut lader os lede af den opfattelse, 

at vor deltagelse kan tvinge bourgeoisiet til at svigte, så 

overlader vi jo dermed førerskabet i revolutionen helt og 

holdent til de borgerlige klasser. Vi stiller dermed proletariatet 

helt og holdent under bourgeoisiets formynderskab 

(og nøjes med fuld »frihed til kritik«!!), vi tvinger proletariatet 

til at være mådeholdent og skikkeligt, for at bourgeoisiet 

ikke skal svigte. Vi kastrerer proletariatets livsvigtige 

behov, nemlig dets politiske behov, som økonomisterne 

og deres epigoner aldrig rigtig har forstået, vi kastrerer 

dem, for at bourgeoisiet ikke skal svigte. Vi opgiver 

ganske og aldeles den revolutionære kamp for demokratiets 

virkeliggørelse inden for de grænser, proletariatet har 

brug for, og går over til at købslå med bourgeoisiet, vi forråder 

principperne, forråder revolutionen med det formål 

at købe bourgeoisiets frivillige tilslutning (»for at det ikke 

skal svigte«). 

I to små linjer har de kaukasiske nyiskrister formået at 

udtrykke hele indholdet i denne taktik, der tilsigterr et forræderi 

mod revolutionen, en forvandling af proletariatet til 

et ynkeligt halehæng til de borgerlige klasser. Det, vi ovenfor 

sporede i nyiskristernes fejl som en tendens, det ser vi 

nu ophøjet til et klart og bestemt princip: følg i halen på 

det monarkistiske bourgeoisi. Eftersom virkeliggørelsen 

af en republik ville tvinge (og allerede tvinger — se på hr. 

Struve) bourgeoisiet til at svigte, derfor siger de: Ned med 

kampen for republikken! Eftersom bourgeoisiet altid og 

over hele verden tvinges til at svigte ethvert energisk og tilbundsgående 

demokratisk krav fra proletariatets side, 

derfor siger de: Skjul jer i hulerne, kammerater arbejdere, 

virk kun udefra, tænk ikke på at udnytte det »borgerligtstatslige« 

systems værktøj og midler til fremme af revolutionen 

og forbehold jer »frihed til kritik«. 

Det bundfalske i selve opfattelsen af begrebet »borgerlig 

revolution« er her kommet op til overfladen. En marty-

96 

V. I. LENIN 

novsk eller nyiskristisk »opfattelse« af det fører direkte 

til, at proletariatets sag udleveres til bourgeoisiets nåde. 

For den, der har glemt den gamle økonomisme, ikke studerer 

den, ikke husker på den, er det vanskeligt at forstå 

også det nuværende opkog af økonomismen. Husk på den 

bernsteinske Credo (42). Af de »rent proletariske« anskuelser 

og programmer slutter man: Vi, socialdemokraterne, 

skal befatte os med det økonomiske, de egentlige arbejderanliggender, 

frihed til kritik af hele det politiske spil, den 

virkelige uddybelse af det socialdemokratiske arbejde. De 

andre, de liberale, skal befatte sig med politikken. Gud bevare 

os fra at forfalde til »revolutionisme«: det vil få 

bourgeoisiet til at svigte. Den, der gennemlæser hele Credo 

eller særtillægget til nr. 9 af Rabotjaja Mysl (43) (september 

1899), han vil finde hele denne tankegang. 

Nu ser vi ganske det samme, blot i stor målestok, anvendt 

på vurderingen af hele den »store« russiske revolution, 

— som den ortodokse spidsborgerligheds teoretikere 

desværre allerede på forhånd har forsimplet og fornedret 

til en karikatur! Vi, socialdemokraterrne, får frihed til kritik, 

til uddybelse af bevidstheden, til aktion udefra. De 

andre, de borgerlige klasser, får frihed til handling, frit 

spillerum for en revolutionær (læs: liberal) ledelse, frihed 

til at gennemføre »reformer« ovenfra. 

Disse marxismens forsimplere tænkte aldrig over Marx' 

ord om nødvendigheden af at skifte kritikkens våben ud 

med våbnenes kritik (44). De tager Marx' navn forfængeligt, 

men i virkeligheden affatter de taktiske resolutioner i 

ganske samme ånd som de borgerlige sludrebøtter i 

Frankfurt, der frit kritiserede enevælden, uddybede den 

demokratiske bevidsthed og ikke forstod, at revolutionens 

tid er handlingens tid, handlingen både ovenfra og nedefra. 

Ved at forvandle marxismen til snak har de lavet den 

fremskredne, mest beslutsomme og energiske revolutionære 

klasses ideologi om til en ideologi for denne klasses 

mest uudviklede lag, der kryber i skjul for de vanskelige 

r evolutionæ r- dem okratiske opgaver og overlader disse demokratiske 

opgaver til herskaber som Struve. 

Hvis de borgerlige klasser svigter revolutionens sag som 

følge af socialdemokratiets indtræden i revolutionær regering, 

da svækker de dermed »dens slagkraft«. 

Hør blot, russiske arbejdere: revolutionens slagkraft bli-


ver stærkere, hvis den gennemføres af herskaber som 

Struve, der ikke skræmmes bort af socialdemokraterne, og 

som ikke ønsker en sejr over tsarismen, men en kohandel 

med den. Revolutionens slagkraft bliver stærkere, hvis det 

af de to mulige udfald, vi har skitseret ovenfor, bliver det 

første, der gennemføres, dvs. hvis det monarkistiske bourgeoisi 

slår en handel af med selvherskerdømmet om en 

»forfatning« i stil med den sjipovske! 

Socialdemokrater, der i resolutioner til vejledning for 

hele partiet skriver så skammelige ting, eller som godkender 

disse »vellykkede« resolutioner, er i den grad forblindet 

af denne snak, der svovler hele den levende ånd ud af 

marxismen, at de ikke bemærker, hvorledes disse resolutioner 

gør alle deres øvrige kønne ord til fraser. Tag en 

hvilken som helst af deres artikler fra Iskra, ja tag den famøse 

brochure af vor berømte Martynov, — og man vil 

høre om folkeopstand, om at føre revolutionen igennem til 

bunds, om vilje til at søge støtte hos folkets dybe lag i kampen 

mod det inkonsekvente bourgeoisi. Men alle disse udmærkede 

ting forvandles jo til en sølle frase fra det øjeblik, 

hvor man vedtager eller godkender tanken om, at »revolutionens 

slagkraft svækkes«, fordi bourgeoisiet tager afstand. 

Et af to, mine herrer: enten bør vi sammen med folket 

stræbe efter at gennemføre revolutionen og tilkæmpe 

os den fulde sejr over tsarismen trods det inkonsekvente, 

egoistiske og feje bourgeoisi — eller vi udelader dette 

»trods«, vi frygter for, at bourgeoisiet skal svigte, og da 

forråder vi proletariatet og folket til bourgeoisiet, det inkonsekvente, 

egoistiske og feje bourgeoisi. 

Lad være at udlægge mine ord forkert. Lad være at på- 

S "t cl; H.'t man anklager jer for bevidst forræderi. Nej, I er 

hele tiden kravlet ud mod sumpen og sidder nu derude, og 

det er sket lige så ubevidst som med de gamle økonomister, 

der uimodståeligt og uigenkaldeligt gled ned ad skråplanet 

under deres »uddybning« af marxismen, indtil de 

havnede i antirevolutionær, åndløs og livløs »filosoferen«. 

Har I egentlig tænkt over, mine herrer, af hvilke reelle 

samfundskræfter »revolutionens slagkraft« afhænger? 

Lad os se bort fra de udenrigspolitiske kræfter, de internationale 

kombinationer, der nu har formet sig mere gunstigt 

for os, men som vi alle udelukker fra betragtningerne, 

og udelukker med rette, for så vidt som spørgsmålet 

5


drejer sig om de indre kræfter i Rusland. Betragt disse 

indre samfundskræfter. Mod revolutionen står selvherskerdømmet, 

hoffet, politiet, embedsstanden, hæren, en 

håndfuld rangspersoner. Jo dybere forbitrelsen bliver i folket, 

des mere upålidelig bliver hæren, des større vaklen 

kommer der i embedsstanden. Videre. Bourgeoisiet er i 

det store og hele stemt for revolutionen nu, det optræder 

ivrigt med taler om friheden og tager stadigt hyppigere og 

hyppigere ordet i folkets navn, ja i revolutionens navn*. 

Men alle vi marxister ved fra teorien og ser hver dag og 

hver time på vore liberale, semstvofolks og osvobosjdentseres 

eksempel, at bourgeoisiet går ind for revolutionen på 

en inkonsekvent, egoistisk og fej måde. Bourgeoisiet går 

som masse uvægerligt over på kontrarevolutionens side, 

på selvherskerdømmets side mod revolutionen, mod folket, 

så snart dets snævre, egoistiske interesser tilfredsstilles, 

så snart det »svigter« den konsekvente demokratisme 

(og det er ved at svigte den allerede nu!). Tilbage er »folket«, 

dvs. proletariatet og bønderne: kun proletariatet 

evner at gå med sikre skridt til vejs ende, thi det går langt 

videre end den demokratiske omvæltning. Derfor kæmper 

proletariatet også i de forreste rækker for republikken og 

tilbageviser med foragt det tåbelige og uværdige råd om at 

passe på, at bourgeoisiet ikke svigter. Bondebefolkningen 

omfatter masser af halvproletariske elementer side om 

side med småborgerlige elementer. Det gør også bondebefolkningen 

vaklende og tvinger proletariatet til at slutte sig 

sammen i et strengt klassemæssigt parti. Men bondebefolkningens 

vaklende holdning er i bund og grund forskellig 

fra bourgeoisiets, thi bondebefolkningen er i det givne 

øjeblik ikke så meget interesseret i en ubetinget beskyttelse 

af den private ejendom som i konfiskation af godsej er jorden, 

en af de vigtigste former for denne ejendom. Uden 

derfor at blive socialistisk, uden at ophøre med at være 

småborgerlig, er bondebefolkningen i stand til at blive en 

ubetinget og meget radikal tilhænger af den demokratiske 

revolution. Bondebefolkningen vil uundgåeligt blive en sådan 

tilhænger, hvis blot ikke de revolutionære begivenheders 

udvikling, som virker oplysende på dem, bliver af- 

*) Interessant i denne henseende er et åbent brev fra hr. Struve til Jaurés, der for 

nylig er trykt af denne sidste i bladet l'Humanité (45) og af hr. Struve i nr. 72 af 

Osvobosjdenije.


brudt alt for tidligt af bourgeoisiets forræderi og proletariatets 

nederlag. Under denne forudsætning vil bønderne 

uundgåeligt blive et bolværk for revolutionen og republikken, 

for kun en fuldstændig sejrrig revolution kan give 

bønderne alt på landboreformernes område, alt det, som 

bønderne ønsker, som de drømmer om, og som de virkelig 

behøver (ikke for at tilintetgøre kapitalismen, som de 

»socialrevolutionære« bilder sig ind, men) for at rejse sig 

fra halvlivegenskabets dynd, fra forkuethedens og 

trældommens mørke, for at forbedre deres levevilkår så 

meget, som det overhovedet er gørligt inden for vareøkonomiens 

grænser. 

Dertil kommer, at det ikke er den radikale agrarreform 

alene, der binder bondebefolkningen til revolutionen, men 

også dens almene og stadige interesse som helhed. Selv i 

kampen mod proletariatet har bondebefolkningen brug for 

demokratiet, for kun et demokratisk system er i stand til 

nøjagtigt at bringe dens interesser til udtryk og give den 

overvægt som masse, som flertal. Jo mere oplyste bønderne 

bliver (og under krigen mod Japan oplyses de med en 

hast, som mange, der er vant til at måle oplysningen med 

skolens alen, ikke har anelse om), des mere konsekvent og 

beslutsomt vil de gå ind for en fuldstændig demokratisk 

omvæltning, thi for dem er folkets herredømme gunstigt 

og ikke skrækindjagende, som det er for bourgeoisiet. En 

demokratisk republik bliver deres ideal, så snart de begynder 

at befri sig for den naive monarkisme; for det sjakrende 

(med et overhus osv. sjakrende) bourgeoisis bevidste 

monarkisme betyder for bønderne den samme retsløshed, 

den samme forkuethed og det samme mørke, blot med en 

svag europæisk-konstitutionel fernis. 

Derfor stræber bourgeoisiet som klasse naturligt og 

uundgåeligt efter at komme ind under et liberalt-monarkistisk 

partis vinger, mens bondebefolkningen som masse 

tilstræber et revolutionært og republikansk partis ledelse. 

Derfor er bourgeoisiet ikke i stand til at føre den demokratiske 

revolution til ende, mens bønderne er i stand til at føre 

revolutionen til ende, og vi bør af alle kræfter hjælpe 

dem dermed. 

Man vil indvende over for mig: det behøver ikke dokumentation, 

det er abc, det forstår alle socialdemokrater 

udmærket godt. Nej, de, der er i stand til at tale om »svæk-


kelse af revolutionens slagkraft« som følge af bourgeoisiets 

svigten, forstår ikke dette. Sådanne folk gentager udenadlærte 

ord fra vort agrarprogram, men forstår ikke deres 

betydning, for ellers ville de ikke være bange for begrebet 

proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur, der direkte følger af hele den marxistiske verdensanskuelse 

og af vort program, ellers ville de ikke indskrænke 

den store russiske revolutions slagkraft til bourgeoisiets 

slagkraft. Sådanne folk slår deres abstrakte 

marxistiske revolutionære fraser ihjel med deres konkrete 

antimarxistiske og antirevolutionære resolutioner. 

De, der virkelig forstår bøndernes rolle i en sejrrig russisk 

revolution, kan ikke finde på at sige, at revolutionens 

slagkraft svækkes, når bourgeoisiet svigter. For i virkeligheden 

er det først da, den russiske revolutions slagkraft 

begynder, først da bliver der virkelig tale om den største 

revolutionære slagkraft, som er mulig i den borgerlig-demokratiske 

omvæltnings epoke, når bourgeoisiet svigter 

og bondemasserne træder frem som aktive revolutionære 

ved proletariatets side. For at vor demokratiske revolution 

virkelig kan blive ført konsekvent til ende, må den støtte 

sig til kræfter, som er i stand til at lamme bourgeoisiets 

uundgåelige inkonsekvens (dvs. som netop er i stand til at 

»få det til at falde fra«, som de kaukasiske tilhængere af 

Iskra i deres uforstand frygter). 

Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til 

ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse 

s elvher sker dømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets 

vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre 

den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske 

befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets 

modstand med magt og lamme bøndernes og 

småborgerskabets vankelmodighed. Det er proletariatets 

opgaver, som nyiskristerne i alle deres argumenter og resolutioner 

om revolutionens slagkraft forestiller sig så begrænsede. 

Man må blot ikke glemme én omstændighed, der ofte lades 

ude af betragtning, når man drøfter denne »slagkraft«. 

Man må ikke glemme, at sagen ikke drejer sig om opgavens 

vanskeligheder, men om, ad hvilken vej man skal søge 

og opnå dens løsning. Sagen drejer sig ikke om, hvorvidt 

det er let eller vanskeligt at gøre revolutionens slagkraft


mægtig og uovervindelig, men om, hvorledes man skal gå 

frem for at forstærke denne slagkraft. Divergensen vedrører 

netop vor virksomheds grundlæggende karakter, selve 

dens retning. Vi understreger dette, fordi skødesløse og 

skrupelløse personer ofte nok blander to forskellige 

spørgsmål sammen: spørgsmålet om vejens retning, dvs. 

spørgsmålet om valget af den ene af to forskellige veje, og 

spørgsmålet om, hvor let det er at gennemføre målene, 

eller hvor nær deres gennemførelse er ad den bestemte vej. 

Dette sidste spørgsmål har vi overhovedet ikke berørt i 

den foregående fremstilling, fordi dette spørgsmål ikke 

har fremkaldt meningsforskelle og divergenser hos os inden 

for partiet. Men det er indlysende, at dette spørgsmål i 

sig selv er yderst vigtigt og fortjener alle socialdemokraters 

alvorligste opmærksomhed. Det ville være utilladelig 

optimisme at glemme de vanskeligheder, der er forbundet 

med at drage ikke blot arbejderklassens, men også bøndernes 

masser ind i bevægelsen. Netop på disse vanskeligheder 

er anstrengelserne for at føre den demokratiske revolution 

helt igennem ofte brudt sammen, til stor fornøjelse 

især for det mest inkonsekvente og egoistiske bourgeoisi, 

der både »slog mønt« af det monarkistiske forsvar mod 

folket og undgik at få pletter på liberalismen . . . eller 

osvobosjdismen. Men vanskelighed er ikke det samme som 

uigennemførlighed. Vigtig er overbevisningen om, at 

vejen er rigtigt valgt, og denne overbevisning forstærker 

hundredfold den revolutionære energi og den revolutionære 

entusiasme, der er i stand til at udrette mirakler. 

Hvor dyb divergensen er mellem de nuværende socialdemokrater 

om valget af vejen, ses straks ved at sammenligne 

nyiskristernes kaukasiske resolution med resolutionen 

fra det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 3. 

kongres. Kongressens resolution udtaler: bourgeoisiet er 

inkonsekvent, det vil absolut stræbe efter at tage revolutionens 

erobringer fra os. Derfor, kammerater arbejdere, 

forbered jer mere energisk på kampen, skaf jer våben, 

drag bondebefolkningen over på jeres side. Vi overlader 

ikke det egoistiske bourgeoisi vore revolutionære erobringer 

uden kamp. De kaukasiske nyiskristers resolution udtaler: 

bourgeoisiet er inkonsekvent, det kan måske svigte 

revolutionen. Derfor, kammerater arbejdere, lad hellere 

være med at tænke på at deltage i en provisorisk regering,


for så vil bourgeoisiet med sikkerhed svigte, og revolutionens 

slagkraft derved blive svagere! 

De første siger: driv revolutionen fremad, helt igennem, 

på trods af det inkonsekvente bourgeoisis modstand eller 

passivitet. 

De andre siger: tænk ikke på selvstændigt at føre revolutionen 

helt igennem, for så vil det inkonsekvente bourgeoisi 

svigte den. 

Har vi måske ikke to diametralt modsatte veje for os her? 

Er det måske ikke indlysende, at den ene taktik ubetinget 

udelukker den anden? At den første taktik er den eneste 

rigtige taktik for det revolutionære socialdemokrati, mens 

den anden i sit væsen er en rent osvobosjdentsisk taktik? 

13. Slutning. Vover vi at sejre? 

Folk, der har et overfladisk kendskab til sagernes stilling i 

det russiske socialdemokrati eller bedømmer den udefra 

og ikke kender hele vor indre partikamps historie siden 

økonomismens dage, affærdiger ofte også de taktiske 

uoverensstemmelser, der har manifesteret sig nu, især efter 

den 3. kongres, med en simpel henvisning til to naturlige, 

uundgåelige og fuldt ud forenelige tendenser i enhver 

socialdemokratisk bevægelse. På den ene side, siger man, 

understreger man stærkere det sædvanlige, løbende, daglige 

arbejde, nødvendigheden af at udvikle propaganda og 

agitation, forberede kræfter, uddybe bevægelsen osv. På 

den anden side understreger man bevægelsens almentpolitiske, 

revolutionære kampopgaver, påviser nødvendigheden 

af væbnet opstand og opstiller parolerne: revolutionær-demokratisk 

diktatur, provisorisk revolutionær regering. 

Man må hverken overdrive den ene eller den anden side. 

Hverken her eller der (som overhovedet ingen steder i 

verden) er yderligheder af det gode osv., osv. 

De billige argumenter, der hentes fra godtkøbs (og »politisk« 

) visdom og utvivlsomt findes i sådanne betragtninger, 

dækker imidlertid alt for ofte over manglende forståelse 

af partiets aMuelle og brændende behov. Tag de 

nuværende taktiske divergenser mellem de russiske socialdemokrater. 

Det er indlysende, at den forstærkede under-


stregning af den daglige, løbende side af arbejdet, som vi 

ser i de nyiskristiske betragtninger om taktik, i og for sig 

ikke behøvede at være farlige endnu og ikke behøvede at 

fremkalde nogen som helst divergenser om taktiske paroler. 

Men blot man sammenligner resolutionerne fra det 

Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 3. kongres 

med konferencens resolutioner, falder denne divergens i 

øjnene. 

Hvad drejer da sagen sig om? For det første om, at det er 

for lidt at komme med en almindelig abstrakt henvisning 

til de to strømninger i bevægelsen og til skaden ved 

yderligheder. Man må vide konkret, hvad denne bevægelse 

lider under i dette øjeblik, hvori den virkelige politiske fare 

for partiet består nu. For det andet må man vide, hvilke 

reelle politiske kræfter, der får vind i sejlene ved de eller de 

taktiske paroler — eventuelt ved mangelen på den eller den 

parole. Lyt til nyiskristerne — og De kommer til den slutning, 

at socialdemokratiets parti trues af faren for at kaste 

propaganda og agitation, økonomisk kamp og kritik af det 

borgerlige demokrati over bord, og at det i for høj grad er 

optaget af militær forberedelse, væbnede angreb, erobring 

af magten osv. I virkeligheden trues partiet af en reel fare 

fra en ganske anden side. Den, der på blot nogenlunde nært 

hold kender bevægelsens tilstand, den, der opmærksomt 

og med eftertanke følger den, kan ikke undgå at se det latterlige 

i de nyiskristiske skræmmebilleder. Det Russiske 

Socialdemokratiske Arbejderpartis hele arbejde er allerede 

fuldt ud støbt i faste, uforanderlige rammer, der ubetinget 

sikrer, at tyngdepunktet koncentreres om propaganda 

og agitation, lynmøder og massemøder, uddeling af løbesedler 

og brochurer, fremme af den økonomiske kamp og 

videreførelse af dens paroler. Der findes ikke én central 

sammenkomst, ikke én bedriftsgruppe, hvor ikke nioghalvfems 

procent af opmærksomheden, kræfterne og tiden 

uafladeligt vies alle disse funktioner, der har rodfæstet sig 

lige siden sidste halvdel af halvfemserne. Kun folk, der er 

fuldstændig uvidende om bevægelsen, ved ikke dette. Kun 

meget naive eller uinformerede folk kan lade sig dupere af 

den nyiskristiske gentagelse af gamle historier, der foredrages 

med en særlig vigtig mine. 

Faktum er, at man ikke hos os er overdrevent optaget af 

opstandens opgaver, af de almentpolitiske paroler, af le-


delsen af hele folkerevolutionen, at det tværtimod i denne 

henseende netop er efterblevenheden, der stikker i øjnene, 

er det svageste punkt og udgør en reel fare for bevægelsen, 

der kan udarte og sine steder udarter fra at være revolutionær 

i handling til at være revolutionær i ord. Blandt de 

mange, mange hundrede organisationer, grupper og cirkler, 

der udfører partiets arbejde, vil man ikke finde én, 

hvori der ikke lige fra dens opståen er gjort det daglige arbejde, 

som de kloge hoveder fra det nye Iskra fortæller om 

med en mine, som de havde åbenbaret nye sandheder. Og 

omvendt vil man finde en forsvindende lille procent 

grupper og cirkler, der har erkendt en væbnet opstands opgaver, 

taget fat på at opfylde dem, klargjort sig nødvendigheden 

af til dette formål at fremsætte netop disse og 

ikke andre progressive paroler. 

Vi er blevet utroligt langt bagefter de progressive og 

virkeligt revolutionære opgaver, vi har i en mængde tilfælde 

endnu ikke erkendt dem, her og der har vi overset, at det 

revolutionære borgerlige demokrati er blevet styrket på 

grund af vor tilbageblevenhed i denne henseende. Men 

skribenterne fra det nye Iskra, der har vendt ryggen til begivenhedernes 

forløb og til tidens krav, gentager stædigt: 

Glem ikke det gamle! Lad jer ikke rive med af det nye! Dette 

er det uforanderlige grundmotiv i alle konferencens hovedresolutioner, 

mens man lige så uforanderligt læser i 

kongressens resolutioner: idet vi bekræfter det gamle (og 

ikke nøjes med at tygge drøv på det, netop fordi det er 

gammelt og allerede er afgjort og bundfældet i litteraturen, 

resolutionerne og erfaringen), opstiller vi den nye opgave, 

retter opmærksomheden på den, stiller den nye parole 

og kræver af de virkeligt revolutionære socialdemokrater, 

at de øjeblikkeligt skal arbejde på at føre dem ud i 

livet. 

Således står spørgsmålet i virkeligheden med hensyn til 

de to strømninger i socialdemokratiets taktik. Den revolutionære 

epoke har rejst nye opgaver, som kun stærblinde 

folk ikke kan se. Og nogle socialdemokrater erkender resolut 

disse opgaver og stiller dem på dagsordenen: den 

væbnede opstand er uopsættelig, forbered jer øjeblikkeligt 

og energisk på den, husk, at den er nødvendig for den afgørende 

sejr, fremsæt parolerne republik, provisorisk regering, 

proletariatets og bøndernes revolutionær-demokrati-


ske diktatur. Andre derimod rykker tilbage, tramper rundt 

på samme sted, i stedet for paroler skriver de forord, i stedet 

for at pege på det nye, når de har bekræftet det gamle, 

tygger de omstændeligt og kedsommeligt drøv på dette 

gamle, og finder påskud til at undvige det nye, fordi de ikke 

forstår at bestemme betingelserne for den afgørende sejr, 

ikke forstår at fremsætte de paroler, der alene modsvarer 

bestræbelsen for at opnå en fuldstændig sejr. 

Det politiske resultat af denne khvostisme har vi lige for 

hånden. Fabelen om en tilnærmelse mellem det Russiske 

Socialdemokratiske Arbejderpartis »flertal« og det revolutionære 

borgerlige demokrati er og bliver en fabel, der ikke 

underbygges af en eneste politisk kendsgerning, ikke af en 

eneste betydningsfuld resolution fra »bolsjevikkerne«, ikke 

af en eneste handling på det Russiske Socialdemokratiske 

Arbejderpartis 3. kongres. Derimod har det opportunistiske, 

monarkistiske bourgeoisi i Osvobosjdenijes skikkelse 

længe hyldet nyiskrismens »principielle« tendenser, nu 

driver dette bourgeoisi ligefrem sin mølle med nyiskrismens 

vand og overtager alle dens slagord og »ideer« mod 

»konspiration« og »oprør«, mod overdrivelse af revolutionens 

»tekniske« side, mod direkte formulering af parolen 

væbnet opstand, mod de yderligtgående kravs »revolutionisme« 

osv., osv. Resolutionen fra en hel konference af 

»mensjevikiske« socialdemokrater i Kaukasus og denne resolutions 

godkendelse i det nye I skrås redaktion leverer et 

utvetydigt politisk facit af alt dette: man risikerer, at bourgeoisiet 

svigter, hvis proletariatet tager del i det revolutionær-demokratiske 

diktatur! Dermed er alt sagt. Dermed 

har man endeligt beseglet proletariatets forvandling til det 

monarkistiske bourgeoisis halehæng. Dermed er den 

nyiskristiske khvostismes politiske betydning bevist i 

praksis, ikke ved en enkelt mands tilfældige erklæring, 

men ved en resolution, der specielt er godkendt af hele retningen. 

Den, der tænker grundigt over disse fakta, vil forstå den 

virkelige betydning af de gængse henvisninger til to sider 

og to tendenser i den socialdemokratiske bevægelse. Tag 

bernsteiniaden og studer disse tendenser i stor målestok. 

Netop bernsteinianerne påstår jo stadig væk på nøjagtig 

samme måde, at netop de forstår proletariatets sande behov, 

forstår, hvad der skal til, for at øge dets kræfter, for at

106 

V. I. LENIN 

uddybe hele arbejdet, for at forberede elementerne til det 

nye samfund, for at drive propaganda og agitation. Vi kræver 

åben anerkendelse af det, der eksisterer! — siger Bernstein, 

idet han dermed velsigner »bevægelsen« uden »endeligt 

mål«, velsigner den rent defensive taktik, agiterer for 

frygtens taktik, »man risikerer, at bourgeoisiet svigter«. 

Også bernsteinianerne råbte op om de revolutionære socialdemokraters»jakobinisrne«, 

om »skribenter«, der ikke forstår 

»arbejdernes selvvirksomhed« osv., osv. Alle ved da, at 

de revolutionære socialdemokrater aldeles ikke har i sinde 

at kaste vrag på det daglige arbejde med de små ting, forberedelsen 

af kræfterne osv., osv. De krævede blot en klar 

erkendelse af det endelige mål, en klar opstilling af de revolutionære 

opgaver, de ønskede at hæve de halvproletariske 

og halvsmåborgerlige lag op til proletariatets revolutionisme 

og ikke at forfladige denne til opportunistiske 

betragtninger om, at »man risikerer, at bourgeoisiet 

svigter«. Det mest plastiske udtryk for denne forskel 

mellem den intellektuelt-opportunistiske og den proletarisk* 

revolutionære fløj af partiet var måske spørgsmålet: 

Diirfen wir siegen? — »Vover vi at sejre?« Er det tilladeligt 

for os at sejre? Er det ikke farligt for os at sejre? Bør 

vi sejre? Dette spørgsmål så ved første øjekast mærkeligt 

ud, men det blev altså stillet og måtte stilles, for opportunisterne 

frygtede sejr, ville gøre proletariatet bange 

for den, spåede ulykker af den og latterliggjorde paroler, 

der direkte manede til sejr. 

Den samme grundlæggende deling i intellektuelt-opportunistisk 

og proletarisk-revolutionær tendens findes hos 

os, blot med den meget væsentlige forskel, at det ikke drejer 

sig om en socialistisk, men om en demokratisk omvæltning. 

Også hos os er det ved første øjekast absurde spørgsmål 

blevet stillet: »Vover vi at sejre?« Det er stillet af Martynov 

i hans »To diktaturer«, der spår ulykke, hvis vi godt 

og grundigt forbereder og med held gennemfører en opstand. 

Det er stillet af hele nyiskristernes litteratur om 

spørgsmålet provisorisk revolutionær regering, idet de 

ihærdigt, men uden held, hele tiden forsøgte at blande 

Millerands deltagelse i en borgerlig-opportunistisk regering 

sammen med Varlins deltagelse i en småborgerlig revolutionær 

regering. Det er beseglet i resolutionen om, at 

»man risikerer, at bourgeoisiet svigter«. Og selv om Kaut-


sky f.eks. nu prøver at ironisere over, at vore stridigheder 

om en provisorisk revolutionær regering minder om at 

sælge skindet før bjørnen er skudt, så viser denne ironi 

kun, hvorledes selv fornuftige og revolutionære socialdemokrater 

plumper i, når de taler om noget, de kun kender 

til gennem rygter. Det tyske socialdemokrati er endnu ikke 

alt for nær ved at kunne skyde bjørnen (gennemføre en socialistisk 

omvæltning), men striden om, hvorvidt vi »vover« 

at skyde den, har haft en uhyre principiel og praktiskpolitisk 

betydning. De russiske socialdemokrater er endnu 

ikke alt for nær ved at have kraft til at »skyde sin bjørn« 

(gennemføre en demokratisk omvæltning), men spørgsmålet 

om, hvorvidt vi »vover« at skyde den, har for hele 

Ruslands fremtid og for hele det russiske socialdemokratis 

fremtid en yderst alvorlig betydning. Der kan slet ikke være 

tale om en energisk, fremgangsrig samling af en hær og 

om ledelse af den, hvis man ikke har tiltro til, at vi »vover« 

at sejre. 

Tag vore gamle økonomister. De råbte også op om, at deres 

modstandere var konspiratorer, jakobinere (se 

Rabotjeje delo, især nr. 10, og Martynovs tale på 2. kongres 

(47) under debatterne om programmet), at de løsriver 

sig fra massen, når de kaster sig ud i politik, at de 

glemmer arbejderbevægelsens grundlag og ikke regner 

med arbejdernes selvvirksomhed osv., osv. I virkeligheden 

var disse tilhængere af »arbejdernes selvvirksomhed« intellektuelle 

opportunister, der ville påtvinge arbejderne 

deres snævre, spidsborgerlige opfattelse af proletariatets 

opgaver. Som enhver kan se af det gamle Iskra, kastede 

økonomismens modstandere i virkeligheden ikke vrag på 

nogen side af det socialdemokratiske arbejde eller skød det 

i baggrunden, de glemte ikke i mindste måde den økonomiske 

kamp og forstod samtidig at rejse de aktuelle og 

nærmeste politiske opgaver i hele deres bredde og at modvirke 

arbejderpartiets forvandling til et »økonomisk« vedhæng 

til det liberale bourgeoisi. 

Økonomisterne havde lært udenad, at økonomien ligger 

til grund for politikken, og havde »forstået« det på den måde, 

at man måtte reducere den politiske kamp til en økonomisk. 

Nyiskristerne har lært udenad, at en demokratisk 

omvæltning har en borgerlig revolution som sit økonomiske 

grundlag, og de har »forstået« det på den måde, at

108 

V. I. LENIN 

man må reducere proletariatets demokratiske opgaver til 

det borgerlige mådeholds niveau og ikke overskride den 

grænse, uden for hvilken »bourgeoisiet svigter«. Under påskud 

af at uddybe arbejdet, under påskud af at værne arbejdernes 

selvvirksomhed og den rene klassepolitik, lagde 

økonomisterne i virkeligheden arbejderklassens skæbne i 

de liberalt-borgerlige politikeres hænder, de førte nemlig 

partiet ad en vej, som objektivt betød netop dette. Under de 

selvsamme påskud forråder nyiskristerne i virkeligheden 

proletariatets interesser i den demokratiske revolution til 

bourgeoisiet, de fører nemlig partiet ad en vej, som objektivt 

betyder netop dette. Økonomisterne syntes, at førerskabet 

i den politiske kamp ikke var socialdemokraternes 

sag, men egentlig de liberales sag. Nyiskristerne synes, at 

den aktive gennemførelse af en demokratisk revolution 

ikke er socialdemokraternes sag, men egentlig det demokratiske 

bourgeoisis sag, for proletariatets ledelse og førende 

deltagelse vil »svække« revolutionens »slagkraft«. 

Kort sagt, nyiskristerne er økonomismens epigoner ikke 

blot ifølge deres tilblivelse på partiets 2. kongres, men også 

ifølge den måde, hvorpå de nu stiller proletariatets taktiske 

opgaver i den demokratiske revolution. Her har man 

også den intellektuelt-opportunistiske fløj af partiet. I organisationen 

debuterede den med de intellektuelles anarkistiske 

individualisme og sluttede med »desorganisationen 

som proces«, idet den i de »statutter«, konferencen 

vedtog, stadfæstede litteraturens løsrivelse fra partiorganisationen, 

en valgmåde, som ikke var direkte, men 

næsten firedobbelt indirekte, et system af bonapartiske 

plebiscitter (48) i stedet for demokratisk repræsentation og 

endelig princippet om »overenskomst« mellem delen og 

helheden. I partitaktikken er de kommet ind på samme 

skråplan. I »planen for semstvokampagnen« erklærede de 

det for »den højeste type demonstration« at holde tale til 

semstvo-forsamlingen, idet de på den politiske scene kun 

fandt to aktive kræfter (på tærskelen til den 9. januar!) — 

regeringen og det borgerlige demokrati. Den presserende 

opgave med bevæbningen »uddybede« de ved at vrage den 

direkte og praktiske parole og i stedet appellere til at bevæbne 

folket med en brændende trang til selvbevæbning. 

Den væbnede opstands, den provisoriske regerings og det 

revolutionær-dem okratiske diktaturs opgaver har de nu


forvansket og afstumpet i deres officielle resolutioner. 

»Man risikerer, at bourgeoisiet svigter« — denne slutakkord 

i den sidste af deres resolutioner — kaster fuldt lys 

over spørgsmålet om, hvorhen deres vej fører partiet. 

Den demokratiske omvæltning i Rusland er en revolution, 

ifølge sit samfundsøkonomiske væsen en borgerlig 

revolution. Det er ikke nok blot at gentage denne rigtige 

marxistiske sætning. Man må kunne forstå den og kunne 

anvende den på de politiske paroler. Al politisk frihed i det 

hele taget er på de moderne, dvs. de kapitalistiske produktionsforholds 

grundlag en borgerlig frihed. 

Frihedskravet udtrykker først og fremmest bourgeoisiets 

interesser. Det var dets repræsentanter, der først opstillede 

dette krav. Dets tilhængere har overalt som arbejdsgivere 

udnyttet den opnåede frihed ved at reducere 

den til moderate og akkurate borgerlige doser og kombinere 

den med en yderst raffineret undertrykkelse af det revolutionære 

proletariat i fredelige tider og med en dyrisk og 

brutal undertrykkelse i stormfulde tider. 

Men heraf at udlede en afvisning eller reduktion af kampen 

for friheden, det kunne kun de narodnikiske rebeller, 

anarkisterne og så »økonomisterne«. At prakke proletariatet 

denne intellektuelt-spidsborgerlige lærdom på er altid 

kun lykkedes for en tid og kun under modstand. Proletariatet 

fattede instinktivt, at politisk frihed er nødvendig, nødvendig 

først og fremmest for det selv, skønt den umiddelbart 

styrker og organiserer bourgeoisiet. Det er ikke ved at 

afstå fra klassekamp, at proletariatet søger sin redning, 

men ved at udvikle den, ved at forøge dens bredde, bevidste 

orientering, organiserede karakter og beslutsomhed. Den, 

der reducerer den politiske kamps opgaver, forvandler socialdemokraten 

fra en folketribun til en fagforeningssekretær. 

Den, der reducerer de proletariske opgaver i den 

demokratiske borgerlige revolution, forvandler socialdemokraten 

fra en fører for folkerevolutionen til en formand 

for et legalt arbejderforbund. 

Ja, /o l ker evolutionen. Socialdemokratiet bekæmpede og 

bekæmper med fuld ret den borgerligt-demokratiske misbrug 

af ordet »folket«. Det forlanger, at man ikke bruger 

dette ord til at afsløre en manglende forståelse af klassemodsætningerne 

inden for folket. Det fastholder ubetinget 

nødvendigheden af, at proletariatets parti klassemæssigt

110 

V. I. LENIN 

er fuldt ud selvstændigt. Men når det opdeler »folket« i 

»klasser«, sker det ikke, for at den fremskredne klasse skal 

lukke sig inde i sig selv, begrænse sig til et småtskåret 

mål, kastrere sin virksomhed, fordi man tror at risikere, at 

verdens økonomiske herrer kunne svigte, men for at den 

fremskredne klasse, som ikke lider af de mellemliggende 

klassers halvhed, ustabilitet og ubeslutsomhed, med så 

meget større energi og så meget større begejstring kan 

kæmpe for hele folkets sag, i spidsen for hele folket. 

Det er det, nutidens nyiskrister så hyppigt mangler forståelse 

af, de erstatter opstillingen af aktive politiske paroler 

i den demokratiske revolution med en tærsken langhalm 

på ordet »klasse« i alle grammatiske former og forbindelser 

! 

Den demokratiske omvæltning er borgerlig. Tjornyj Peredels 

eller Semlja i Voljas* parole, — så udbredt i bondemassen, 

der er forkuet og uoplyst, men lidenskabeligt 

stræber efter lys og lykke, — er borgerlig. Men vi marxister 

bør vide, at der ikke er og ikke kan være anden vej til 

virkelig frihed for proletariatet og bønderne end den borgerlige 

friheds og det borgerlige fremskridts vej. Vi må 

ikke glemme, at der i øjeblikket ikke findes og ikke kan findes 

noget andet middel til at bringe socialismen nærmere 

end fuldstændig politisk frihed, end en demokratisk republik, 

end proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur. Som repræsentanter for den fremskredne 

klasse, den eneste, der er revolutionær uden forbehold, 

uden tvivl og uden skelen til fortiden, må vi så bredt, så 

modigt, så initiativrigt som muligt stille den demokratiske 

omvæltnings opgaver op for hele folket. At reducere disse 

opgaver er teoretisk en karikatur af marxismen og en 

spidsborgerlig forvrængning af den, praktisk-politisk er 

det at lægge revolutionens sag i hænderne på bourgeoisiet, 

der uundgåeligt svigter den konsekvente gennemførelse af 

revolutionen. De vanskeligheder, der står i vejen for revolutionens 

fuldstændige sejr, er meget store. Ingen kan 

fordømme proletariatets repræsentanter, hvis de gør alt, 

hvad der står i deres magt, og hvis alle deres anstrengelser 

sønderslås på reaktionens modstand, på bourgeoisiets for- 

*) Semlja i Volja (Jord og Frihed) og Tjornyj Peredel (Den sorte Nyfordeling) var 

narodnikforeninger, der gik ind for beslaglæggelse af godserne og ligelig udstykning 

af jorden til bønderne. — Red.


ræderi, på massernes uoplysthed. Men alle og enhver — og 

først og fremmest det bevidste proletariat — vil fordømme 

socialdemokratiet, hvis det beskærer den demokratiske 

omvæltnings revolutionære energi, beskærer den revolutionære 

begejstring af frygt for at sejre og ved tanken om, 

at bourgeoisiet kunne svigte. 

Revolutionerne er historiens lokomotiver, sagde Marx 

(49). Revolutionerne er de undertryktes og udbyttedes fest. 

Aldrig er folkets masse i stand til at optræde som en så aktiv 

skaber af nye samfundstilstande som under revolutionen. 

I sådanne tider er folket i stand til at udrette mirakler, 

hvis man måler med det gradvise fremskridts snævre, 

småborgerlige alen. Men det er nødvendigt, at også lederne 

af de revolutionære partier i en sådan tid stiller deres 

opgaver bredere og dristigere, at deres paroler altid ligger 

i spidsen for massens revolutionære selvvirksomhed, tjener 

som fyrtårn for den, viser vort demokratiske og socialistiske 

ideal i hele dets vælde og hele dets skønhed og viser 

den korteste, mest direkte vej til den fuldstændige, ubetingede, 

afgørende sejr. Lad os overlade til det »osvobosjdentsiske« 

bourgeoisis opportunister at finde omveje, 

krogveje og kompromis veje af frygt for revolutionen og af 

frygt for den direkte vej. Hvis man med magt tvinger os til 

at slæbe os frem ad sådanne veje, vil vi forstå at opfylde 

vor pligt også i det daglige arbejde i lille format. Men lad 

først den ubønhørlige kamp afgøre spørgsmålet om valget 

af vejen. Vi ville vise os som forrædere og desertører mod 

revolutionen, hvis vi ikke udnyttede massernes højstemte 

energi og revolutionære begejstring til en ubønhørlig og 

uindskrænket kamp for den direkte og afgørende vej. Lad 

blot bourgeoisiets opportunister fejt tænke på den 

kommende reaktion. Arbejderne skræmmes hverken ved 

tanken om, at reaktionen forbereder sine brutaliteter, eller 

ved tanken om, at bourgeoisiet forbereder sig til at svigte. 

Arbejderne venter ikke på kohandeler og beder ikke om almisser, 

de stræber efter hensynsløst at slå de reaktionære 

kræfter ned, dvs. efter proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur. 

Der er ingen tvivl om, at større farer truer vort partiskib 

i stormfulde tider end under det liberale fremskridts stille 

»sejlads«, der betyder en langsom og smertelig udmarvning 

af arbejderklassen fra dens udbytteres side. Der er in-

112 

V. I. LENIN 

gen tvivl om, at det revolutionær-demokratiske diktaturs 

opgaver er tusind gange vanskeligere og mere indviklede 

end opgaverne som »yderste opposition« og i rent parlamentarisk 

kamp. Men den, der i det nuværende revolutionære 

moment kan få sig til bevidst at foretrække den fredelige 

sejlads og den ufarlige »opposition«s vej, — han bør 

hellere foreløbig forlade det socialdemokratiske arbejde, 

han bør hellere afvente revolutionens afslutning, når festdagen 

går til ende, når hverdagen atter begynder, når hans 

dagligdags begrænsede alen ikke længere giver et så frastødende 

misforhold, en sådan forkrøbling af den fremskredne 

klasses opgaver. 

I spidsen for hele folket og i særdeleshed for bønderne — 

for fuldstændig frihed, for en konsekvent og demokratisk 

omvæltning, for republikken! I spidsen for alle arbejdende 

og udbyttede — for socialismen! Sådan må det revolutionære 

proletariats virkelige politik være, det er den klasseparole, 

som må gennemtrænge og bestemme løsningen af 

ethvert taktisk problem, ethvert praktisk skridt, som arbejderpartiet 

tager under revolutionen.


Efterskrift 

Endnu en gang osvobosjdismen, endnu en gang nyiskrismen 

Numrene 71 —72 af Osvobosjdenije og 102 — 103 af Iskra 

har givet et nyt, overordentligt rigt materiale vedrørende 

det spørgsmål, vi har behandlet i afsnit 8 af vor brochure. 

Da vi ikke har nogen mulighed for her at udnytte hele dette 

rige materiale, skal vi kun opholde os ved det vigtigste: for 

det første ved, hvilken slags »realisme« Osvobosjdenije roser 

i socialdemokratiet, og hvorfor det må rose den, for det 

andet ved forholdet mellem begreberne: revolution og diktatur. 

I. Hvad er det, de borgerlig-liberale realister 

priser de socialdemokratiske »realister« for? 

Artiklerne: »Splittelsen i det russiske socialdemokrati« og 

»Den sunde fornufts sejr« (nr. 72 af Osvobosjdenije) viser 

på en storartet måde de bevidst orienterede proletarer, 

hvordan det liberale bourgeoisis repræsentanter bedømmer 

socialdemokratiet. Man kan ikke stærkt nok anbefale 

enhver socialdemokrat at gøre sig bekendt med disse artikler 

i deres helhed og gennemtænke hver sætning i dem. 

Vi gengiver først og fremmest de vigtigste påstande i de to 

artikler: 

»Set udefra — siger Osvobosjdenije — er det temmelig vanskeligt 

at få fat i den reelle politiske betydning af de meningsforskelle, 

der har delt det socialdemokratiske parti i to fraktioner. 

At definere 'flertallet's fraktion som mere radikal og ensporet 

til forskel fra 'mindretallet', der i sagens interesse tillader visse 

kompromis'er, er ikke ganske nøjagtigt og udgør i hvert tilfælde 

ikke nogen udtømmende karakteristik. I hvert fald vogtes den 

marxistiske ortodoksis traditionelle dogmer vel nok med endnu 

større skinsyge af mindretallets fraktion end af Lenins fraktion. 

Følgende karakteristik forekommer os mere nøjagtig. 'Flertallet's 

politiske grundindstilling er en abstrakt revolutionisme, 

oprørslyst, bestræbelse for med hvilke som helst midler at rejse 

en opstand i folkemassen og i dens navn øjeblikkelig gribe magten; 

dette nærmer til en vis grad 'leninisterne' til de socialrevo- 

5

114 

V. I. LENIN 

lutionære og bevirker, at klassekampens idé i deres bevidsthed 

overskygges af den altomfattende russiske folkerevolutions idé; 

selv om 'leninisterne' i praksis undgår mange af den socialdemokratiske 

doktrins snæverheder, er de på den anden side gennemsyret 

af revolutionismens snæverhed og afviser ethvert andet 

praktisk arbejde end forberedelse af en øjeblikkelig opstand, 

de ignorerer principielt alle former for legal og halvlegal 

agitation og alle arter af praktisk-nyttige kompromis'er med 

andre oppositionelle strømninger. Mindretallet derimod, som 

nok holder stærkt på marxismens dogme, bevarer samtidig den 

marxistiske verdensanskuelses realistiske elementer. Denne 

fraktions grundidé er at stille 'proletariatet's interesser op mod 

bourgeoisiets interesser. Men på den anden side forestiller man 

sig proletariatets kamp — naturligvis inden for bestemte grænser, 

der dikteres af socialdemokratiets urokkelige dogmer — 

realistisk nøgternt med klar erkendelse af alle konkrete betingelser 

og opgaver i denne kamp. Ingen af de to fraktioner gennemfører 

deres grundsynspunkt helt konsekvent, fordi de 

idépolitisk er bundet af den socialdemokratiske katekismus' 

strenge formler, hvad der hindrer 'leninisterne' i at blive ensporede 

oprørere i lighed med i hvert fald nogle socialrevolutionære, 

og 'iskristerne' i at blive de praktiske ledere af arbejderklassens 

reelle politiske bevægelse.« 

Skribenten i Osvobosjdenije anfører videre indholdet af hovedresolutionerne 

og giver nogle konkrete kommentarer til 

dem for at belyse sine almene »tanker«. I sammenligning med 

3. kongres, siger han, »forholder mindretallets konference sig 

ganske anderledes til den væbnede opstand«. »I forbindelse 

med forholdet til den væbnede opstand« står forskellen i resolutionerne 

om den provisoriske regering. »Den samme meningsforskel 

konstateres også i forhold til de faglige arbejderforbund. 

'Leninisterne' lader i deres resolutioner ikke et ord slippe ind 

om dette særligt vigtige udgangspunkt for den politiske opdragelse 

og organisering af arbejderklassen. Derimod har mindretallet 

udarbejdet en meget saglig resolution«. I forholdet til de 

liberale, siger han, er de to fraktioner enige, men 3. kongres 

»gentager næsten ordret Plekhanovs resolution om forholdet til 

de liberale, der vedtoges på den 2. kongres, og forkaster 

Starovers på samme kongres vedtagne resolution, der er langt 

venligere indstillet til de liberale«. Selv om kongressens og konferencens 

resolutioner om bondebevægelsen er væsentligt ensartede, 

»understreger 'flertallet' mere ideen om revolutionær 

konfiskation af godsejernes og andres jord, mens 'mindretallet' 

ønsker at gøre kravet om demokratiske reformer fra statens og 

administrationens side til grundlaget for sin agitation«.


Endelig citerer Osvobosjdenije fra Iskra nr. 100 en mensjevikisk 

resolution, hvis hovedpunkt lyder: »I betragtning af, at 

det underjordiske arbejde alene ikke på nuværende tidspunkt 

kan sikre massen en tilstrækkelig deltagelse i partilivet og til 

dels medfører, at der danner sig et skel mellem massen som sådan 

og partiet som illegal organisation, er det nødvendigt, at 

partiet tager ledelsen af arbejdernes faglige kamp på et legalt 

grundlag og strengt forbinder denne kamp med de socialdemokratiske 

opgaver«. I anledning af denne resolution udbryder 

Osvobosjdenije: »Vi hilser varmt denne resolution som den sunde 

fornufts triumf, som et tegn på, at en vis del af det socialdemokratiske 

parti taktisk har øjnene opladt.« 

Nu har læseren alle væsentlige bedømmelser i 

Osvobosjdenije foran sig. Det ville selvfølgelig være en 

grov fejltagelse at betragte disse bedømmelser som sande i 

den forstand, at de skulle stemme med den objektive sandhed. 

Enhver socialdemokrat vil let opdage, at de vrimler af 

fejl. Det ville være naivt at glemme, at alle disse bedømmelser 

er gennemsyret af det liberale bourgeoisis interesser 

og synspunkter, at de i den forstand er ganske ensidige 

og tendentiøse. De genspejler socialdemokratiets synspunkter 

på samme måde som et konkavt eller konvekst 

spejl genspejler tingene. Men det ville være en endnu større 

fejl at glemme, at disse borgerligt-forvrængede bedømmelser 

til syvende og sidst genspejler bourgeoisiets 

virkelige interesser, bourgeoisiet som klasse opfatter 

utvivlsomt rigtigt, hvilke tendenser inden for socialdemokratiet 

der er fordelagtige, fremmende, beslægtede, sympatiske 

for bourgeoisiet, og hvilke der er skadelige, 

hæmmende, fremmede, antipatiske. En borgerlig filosof 

eller borgerlig skribent vil aldrig kunne forstå socialdemokratiet 

rigtigt, hverken det mensjevikiske eller det bolsjevikiske 

socialdemokrati. Men hvis han blot er en nogenlunde 

kyndig skribent, vil hans klasseinstinkt ikke bedrage 

ham, og han vil altid i hovedsagen få rigtigt fat i, hvad den 

eller den strømning inden for socialdemokratiet betyder 

for bourgeoisiet, selv om han nok giver en bagvendt 

fremstilling af den. Vor fjendes klasseinstinkt, hans klassemæssige 

bedømmelse bør enhver bevidst orienteret proletar 

derfor altid vie den alvorligste opmærksomhed. 

Hvad siger det russiske bourgeoisis klasseinstinkt gennem 

osvobosjdentsernes mund da til os?


Det udtrykker ganske klart sin tilfredshed med nyiskrismens 

tendenser, det roser den for realisme, nøgternhed, 

den sunde fornufts sejr, resolutionernes saglighed, den 

taktiske opladthed, den praktiske indstilling osv. — og udtrykker 

sin utilfredshed med 3. kongres' tendenser, det 

dadler den for snæverhed, revolutionisme, oprørslyst, afvisning 

af praktisk-nyttige kompromis'er osv. Klasseinstinktet 

tilhvisker netop bourgeoisiet det, som gentagne 

gange med ganske nøjagtigt materiale er blevet påpeget i 

vor litteratur, nemlig: at nyiskristerne udgør den opportunistiske 

og deres modstandere den revolutionære fløj af det 

nuværende russiske socialdemokrati. De liberale kan ikke 

andet end billige den førstes tendenser, de kan ikke andet 

end dadle den sidstes tendenser. De liberale forstår som 

bourgeoisiets ideologer udmærket, at det er fordelagtigt 

for bourgeoisiet, når »praktisk indstilling, nøgternhed, 

saglighed«, præger arbejderklassen, dvs., når dens virkefelt 

faktisk holdes inden for kapitalismens rammer og begrænses 

til reformer, faglig kamp osv. Det farlige og ildevarslende 

for bourgeoisiet ligger i proletariatets »revolutionistiske 

snæverhed« og dets stræben efter i sine klasseopgavers 

interesse at vinde den førende rolle i en altomfattende 

russisk folkerevolution. 

At dette virkeligt er, hvad osvobosjdentserne mener med 

ordet »realisme«, ses blandt andet af Osvobosjdenijes og 

hr. Struves tidligere anvendelse af det. Selv Iskra har måttet 

indrømme, at dette er betydningen af den osvobosjdentsiske 

»realisme«. Tænk f.eks. på artiklen »Det er på tide!« i 

tillægget til nr. 73—74 af Iskra. Denne artikels forfatter 

(der på det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 2. 

kongres konsekvent udtrykte »sumpen«s synspunkter) sagde 

direkte som sin mening, at »Akimov på kongressen snarere 

spillede rollen som opportunismens genfærd end som 

dens virkelige repræsentant«. Og I s kras redaktion var nødt 

til på stedet at berigtige forfatteren af artiklen »Det er på 

tide!«, idet den i en fodnote erklærede: 

»Vi kan ikke tilslutte os denne mening. Kam. Akimovs programmatiske 

synspunkter er tydeligt mærket med opportunismens 

stempel, hvilket også kritikeren i Osvobosjdenije indrømmer 

— idet han i et af dets sidste numre bemærker, at kam.


Akimov slutter sig til den 'realistiske' — læs: revisionistiske — 

retning.«*) 

Selv Iskra ved altså udmærket, at den osvobosjdentsiske 

»realisme« netop er opportunisme og ikke noget andet. Når 

nu Iskra angriber den »liberale realisme« (Iskra nr. 102), 

men tier om, hvorledes de liberale roste bladet for realisme, 

så forklares denne fortielse ved, at den slags ros er 

bitrere end nogen dadel. Den slags ros (det var ikke tilfældigt 

og ikke første gang, Osvobosjdenije udtalte den) viser 

nemlig slægtskabet mellem den liberale realisme og de 

tendenser til socialdemokratisk »realisme« (læs: opportunisme), 

som lyser ud af enhver af nyiskristernes resolutioner, 

takket være hele deres taktiske standpunkts fejlagtighed. 

Det russiske bourgeoisi har i virkeligheden allerede i 

fuldt mål åbenbaret sin inkonsekvens og egoisme i »hele 

folkets« revolution, — åbenbaret det både gennem hr. 

Struves betragtninger, gennem hele tonen og indholdet i de 

liberale aviser som helhed, og gennem karakteren af de 

politiske aktioner, der udføres af semstvofolkene som helhed, 

af de intellektuelle som helhed, i det hele taget af alle 

mulige tilhængere af de herrer Trubetskoj, Petrunkevitj, 

Roditjev og co. Bourgeoisiet forstår naturligvis ikke altid 

klart, men opfatter i det store og hele udmærket gennem 

sin klassefornemmelse på den ene side, at proletariatet og 

»folket« er nyttigt for dets revolution som kanonføde, som 

stormbuk mod selvherskerdømmet, på den anden side, at 

proletariatet og de revolutionære bønder er frygteligt farlige 

for det i tilfælde af, at de vinder »den afgørende sejr over 

tsarismen« og fører den demokratiske revolution til ende. 

Derfor stræber bourgeoisiet af al kraft efter at få proletariatet 

til at nøjes med en »beskeden« rolle i revolutionen, at 

få det til at være så nøgternt, praktisk og realistisk som 

muligt, at få dets virksomhed bestemt af princippet: »Man 

risikerer, at bourgeoisiet svigter«. 

De intelligente bourgeois'er ved godt, at de ikke kan komme 

uden om arbejderbevægelsen. Derfor optræder de slet 

ikke mod arbejderbevægelsen, slet ikke mod proletariatets 

klassekamp, —nej, de bukker og skraber endog på en- 

*) I manuskriptet følger videre: »(Sammenlign flyvebladet En Tjenstvillig 

Liberal, udg. af Vperjod)« (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 9, s. 71 f. — Red).

V. I. LENIN 

hver måde for strejkefriheden, den kulturelle klassekamp, 

da de forstår arbejderbevægelse og klassekamp i brentanosk 

og hirsch-dunckersk betydning (50). Med andre 

ord, de er fuldt ud rede til at »tilstå« arbejderne strejke- og 

foreningsfrihed (som arbejderne faktisk allerede næsten 

har erobret selv), blot arbejderne afstår fra »oprørstendenser«, 

fra »snæver revolutionisme«, fra fjendskab mod 

»praktisk-nyttige« kompromis'er, fra prætentioner og ønsker 

om at præge »den russiske folkerevolution« med sin 

klassekamp, med proletarisk konsekvens, proletarisk beslutsomhed, 

»plebejisk jakobinisme«. Derfor arbejder de 

intelligente bourgeois'er i hele Rusland ihærdigt og med 

tusinde midler og metoder — med bøger* og foredrag, taler 

og samtaler osv., osv. — på at indpode arbejderne (borgerlig) 

nøgternhed, (liberal) praktisk indstilling, (opportunistisk) 

realisme, smag i jc (brentanosk) klassekamp, for 

(hirsch-dunckerske) fagforeninger osv. De to sidste paroler 

er særlig bekvemme for det konstitutionelt-demokratiske 

eller osvobosjdentsiske partis bourgeois'er, fordi de 

udvendigt set falder sammen med de marxistiske, ved den 

lille fortielse og ubetydelige drejning kan de let forveksles 

med de socialdemokratiske, ja undertiden udgives for socialdemokratiske. 

Der er f.eks. den legale liberale avis 

Rassvet (51) (vi vil ved lejlighed tale nærmere om den med 

Proletarijs læsere), der ikke sjældent siger så »dristige« 

tingom klassekamp, om muligheden af, at bourgeoisiet vil 

bedrage proletariatet, om arbejderbevægelse, om proletariatets 

selvvirksomhed osv., osv., at den uopmærksomme 

læser og den uudviklede arbejder let kan tage dens »socialdemokratisme« 

for gode varer. Men faktisk er dette en borgerlig 

forfalskning af socialdemokratismen, en opportunistisk 

forvanskning og forvrængning af klassekampens 

begreb. 

Hele denne gigantiske borgerlige taskenspillerkunst (gigantisk 

fordi den er beregnet på at påvirke brede masser) 

udspringer af tendenser til at reducere arbejderbevægelsen 

fortrinsvis til fagbevægelse, holde den længst borte fra 

en selvstændig politik (dvs. en revolutionær politik med det 

demokratiske diktatur som mål) og opnå, at »den altom- 

*) F. eks. Prokopovitj: »Arbejder-spørgsmålet i Rusland«.


fattende russiske folkerevolutions idé i deres, arbejdernes 

bevidsthed overskygges af klassekampens idé«. 

Som læseren ser, har vi vendt op og ned på Osvobosjdenijes 

formulering. Det er en fortræffelig formulering, et 

smukt udtryk for to opfattelser af proletariatets rolle i den 

demokratiske revolution, den borgerlige opfattelse og den 

socialdemokratiske. Bourgeoisiet ønsker at begrænse 

proletariatet til en rent faglig bevægelse og dermed udvirke, 

at »(den brentanoske) klassekamps idé i dets bevidsthed 

overskygger den altomfattende russiske folkerevolutions 

idé«, — fuldstændig i stil med »Credo«s bernsteinske 

forfattere, der fik den »rene arbejderbevægelse«s 

idé til i arbejdernes bevidsthed at overskygge den politiske 

kamps idé. Socialdemokratiet derimod ønsker at udvikle 

proletariatets klassekamp således, at proletariatet tager 

ledende del i den russiske folkerevolution, dvs. fører denne 

revolution igennem til proletariatets og bøndernes demokratiske 

diktatur. 

Vor revolution er en folkerevolution, — siger bourgeoisiet 

til proletariatet. — Derfor bør du som særlig klasse begrænse 

dig til din egen klassekamp, du bør i den »sunde 

fornufts« navn hovedsagelig interessere dig for fagforeningerne 

og deres legalisering, du bør regne netop disse fagforeninger 

for »et særligt vigtigt udgangspunkt for din 

politiske opdragelse og organisering«, du bør i et revolutionært 

moment fortrinsvis udarbejde »saglige« resolutioner 

i lighed med den nyiskristiske, du bør se forstående på 

resolutioner, der er »venligere indstillet til de liberale«, du 

bør foretrække ledere, der har tendens til at blive »praktiske 

ledere af arbejderklassens reelle politiske bevægelse«, 

du bør »bevare den marxistiske verdensanskuelses realistiske 

elementer« (hvis du ulykkeligvis allerede er blevet 

smittet af denne »uvidenskabelige« katekismus' »strenge 

formler«). 

Vor revolution er en folkerevolution, — siger socialdemokratiet 

til proletariatet. — Derfor bør du som den mest 

fremskredne og eneste konsekvent revolutionære klasse 

stræbe efter at deltage i den, ikke blot på den mest energiske 

måde, men også på ledende måde. Derfor bør du ikke 

låse dig inde i en snæver opfattelse af klassekampen og begrænse 

den hovedsagelig til fagbevægelse, men tværtimod 

stræbe efter at udvide din klassekamps rammer og indhold

120 

V. I. LENIN 

således, at disse rammer kommer til at omfatte ikke blot 

alle opgaver i den nuværende, demokratiske, altomfattende 

russiske folkerevolution, men også opgaverne i den videre 

socialistiske revolution. Uden at forsømme den faglige 

bevægelse, uden at kaste vrag på selv det mindste spillerum 

for legal virksomhed, bør du derfor i revolutionens 

epoke stille den væbnede opstands opgaver, dannelsen af en 

revolutionær hær og en revolutionær regering frem i forgrunden 

som de eneste veje til folkets fuldstændige sejr 

over tsarismen, til erobring af en demokratisk republik og 

virkelig politisk frihed. 

Det er overflødigt at tale om, hvilken ufuldstændig, inkonsekvent 

og for bourgeoisiet selvfølgelig sympatisk stilling 

de nyiskristiske resolutioner har taget i dette spørgsmål, 

takket være deres fejlagtige »linje«. 

II. Kam. Martynovs nye »uddybelse« 

af spørgsmålet 

Lad os gå over til Martynovs artikler i nr. 102 og 103 af 

Iskra. Det siger sig selv, at vi ikke vil besvare Martynovs 

forsøg på at påvise urigtigheden af vor og rigtigheden af 

hans fortolkning af en række citater af Engels og Marx. 

Disse forsøg er så lidet holdbare, Martynovs udflugter så 

øjensynlige, spørgsmålet så klart, at det ville være uinteressant 

at opholde sig ved dem endnu en gang. Enhver 

tænkende læser vil selv med lethed finde ud af de lidet indviklede 

spidsfindigheder, der dækker det martynovske tilbagetog 

over hele linjen, især når de fuldstændige oversættelser, 

som Proletarijs medarbejdergruppe har forberedt 

af Engels' brochure »Bakunisterne ved arbejdet« og af 

Marx' »Henvendelse til centralledelsen til Kommunisternes 

Forbund« fra marts 1850, udkommer (52). Det er nok 

at give læseren et enkelt citat af Martynovs artikel for at 

anskueliggøre hans tilbagetog. 

Iskra »anerkender« — siger Martynov i nr. 103, — at »oprettelse 

af en provisorisk regering er en af revolutionens 

mulige og formålstjenlige udviklingsveje, og bestrider formålstjenligheden 

af socialdemokraternes deltagelse i en 

borgerlig provisorisk regering, netop for at de i fremtiden


fuldstændigt kan bemægtige sig statsmaskinen i den socialdemokratiske 

omvæltnings interesse«. Med andre ord: 

Iskra har nu indrømmet, at det var urimeligt af bladet at 

nære sin megen frygt for følgerne al, at den revolutionære 

regering fik ansvaret for statskassen og bankerne, og at 

være bange for, at det skulle være farligt og umuligt at 

overtage »fængslerne« osv. Iskra anretter blot forvirring, 

ligesom hidtil, og sammenblander det demokratiske og det 

socialistiske diktatur. Forvirringen er uundgåelig som 

dækning for tilbagetoget. 

Men blandt det nye I skrås forvirringsråder udmærker 

Martynov sig som forvirringsråd af 1. rang, en forvirringsråd 

med talent, hvis man må sige sådan. Idet han 

forvirrer spørgsmålet med sine ihærdige anstrengelser for 

at »uddybe« det, »udtænker« han næsten altid nye formuleringer, 

der storartet belyser hele falskheden i hans standpunkt. 

Husk, hvorledes han i økonomismens epoke »uddybede« 

Plekhanov og skabte sin formel: »Økonomisk 

kamp mod arbejdsgiverne og regeringen«. Det er vanskeligt 

i hele økonomisternes litteratur at finde et mere vellykket 

udtryk for hele falskheden i denne retning. Sådan er det 

også nu. Martynov er en nidkær tjener for det nye Iskra, og 

næsten hver gang, han tager ordet, giver han os et nyt og 

pragtfuldt materiale til vurdering af det falske nyiskristiske 

standpunkt. I nr. 102 siger han, at Lenin »ganske 

stille har erstattet begrebet revolution med begrebet diktatur« 

(s. 3, spalte 2). 

I virkeligheden munder alle nyiskristernes beskyldninger 

mod os ud i denne beskyldning. Og hvor er vi Martynov 

taknemmelige for den! Hvilken uvurderlig tjeneste gør han 

os ikke i kampen mod nyiskristerne ved at levere en sådan 

formulering af beskyldningen! Jo vist, vi må bede I skrås 

redaktion om hyppigere at slippe Martynov løs på os for at 

»uddybe« angrebene på Proletarij og for at give en »sandt 

principiel« formulering af dem. For jo mere principielt 

Martynov umager sig for at argumentere, des værre arter 

det sig for ham, og des tydeligere peger han på hullerne i 

nyiskrismen, des mere vellykket udfører han en gavnlig 

pædagogisk operation på sig selv og sine venner: reductio 

ad absurdum (at føre det nye I skrås principper ud i det absurde). 

Vperjod og Proletarij »erstatter« begrebet revolution

122 

V. I. LENIN 

med begrebet diktatur. Iskra ønsker ikke en sådan »erstatning«. 

Fuldkommen rigtigt, højtærede kam. Martynov! De 

har af vanvare sagt en stor sandhed. De har med en ny 

formulering bekræftet vor påstand, at Iskra trasker i halen 

på revolutionen, forfalder til osvobosjdentsisk formulering 

af dens opgaver, mens Vperjod og Proletarij giver paroler, 

der fører den demokratiske revolution fremad. 

Det forstår De ikke, kam. Martynov? Da spørgsmålet er 

så vigtigt, skal vi anstrenge os for at give Den en grundig 

forklaring. 

Den demokratiske revolutions borgerlige karakter viser 

sig blandt andet i, at en hel række samfundsklasser, 

-grupper og -lag, der helt og fuldt anerkender privatejendommen 

og vareøkonomien og ikke formår at overskride 

disse rammer, i kraft af tingenes logik kommer til erkendelse 

af selvherskerdømmets og overhovedet det feudale 

systems uduelighed og slutter sig til kravet om frihed. Den 

borgerlige karakter af denne frihed, der kræves af »samfundet« 

og forsvares af godsejerne og kapitalisterne med 

strømme af ord (og kun ord!), træder tillige klarere og klarere 

frem. Samtidig bliver det mere og mere åbenbart, at 

der er en grundlæggende forskel mellem arbejdernes og 

bourgeoisiets kamp for friheden, mellem den proletariske 

og den liberale demokratisme. Arbejderklassen og dens 

bevidste repræsentanter går fremad og forcerer denne 

kamp fremad, de er ikke bange for at føre den til ende, men 

sætter sig tværtimod mål, der går langt videre end selv 

den mest vidtgående ende af den demokratiske revolution. 

Bourgeoisiet er inkonsekvent og egoistisk, det accepterer 

kun ufuldstændigt og hyklerisk frihedens paroler. Alle forsøg 

på ved et specielt skel, ved specielt udarbejdede »punkter« 

(i stil med punkterne i Starovers eller konferencens resolutioner) 

at bestemme de grænser, bag hvilke dette 

hykleri hos frihedens borgerlige venner eller, om man vil, 

dette forræderi mod friheden fra dens borgerlige venners 

side begynder, er uvægerligt dømt til at mislykkes, thi 

bourgeoisiet, der befinder sig mellem dobbelt ild (selvherskerdømmet 

og proletariatet), er i stand til ad tusinde veje 

og med tusinde midler at skifte stilling og paroler, det kan 

indrette sig efter et skridt til venstre og et skridt til højre 

og ustandseligt kohandle og sjakre. Den proletariske 

demokratismes opgave består ikke i at udtænke sådanne


livløse »punkter«, men i utrættelig kritik af den politiske situation, 

der udvikler sig, i afsløring af nye og atter nye, 

hidtil uforudsete tilfælde af inkonsekvens og forræderi fra 

bourgeoisiets side. 

Husk forløbet af de politiske fremstød i hr. Struves illegale 

litteratur, forløbet af socialdemokratiets kamp mod 

ham, og De vil tydeligt se, hvordan disse opgaver løstes af 

socialdemokratiet, af forkæmperen for den proletariske 

demokratisme. Hr. Struve begyndte med en parole af rent 

sjipovskart: »Rettigheder og en semstvo med myndighed« 

(se min artikel i Sarja (53): Semstvoens Forfølgere og 

Liberalismens Hannibal'er). Socialdemokratiet afslørede 

ham og skubbede på for at få udformet et konstitutionalistisk 

program. Da disse »skub« så havde gjort virkning, 

takket være de revolutionære begivenheders særligt hurtige 

forløb, omstilledes kampen til demokratismens næste 

spørgsmål: ikke blot forfatning i almindelighed, men ubetinget 

almindelig, direkte og lige valgret med hemmelig 

stemmeafgivning. Da vi havde »frataget« fjenden også 

denne nye position (Osvobosjdenije-forbundets vedtagelse 

af almindelig valgret), begyndte vi at presse videre frem, 

vi påviste hykleriet og falskheden i tokammersystemet, 

osvobosjdentsernes ufuldstændige anerkendelse af den almindelige 

valgret, ud fra deres monarkisme påviste vi deres 

demokratismes kræmmerkarakter eller anderledes 

sagt den bortsjakren af den store russiske revolutions interesser, 

som disse pengesækkens osvobosjdentsiske helte 

præsterede. 

Selvherskerdømmets barbariske stædighed, borgerkrigens 

gigantiske fremskridt, den håbløse situation, som 

monarkisterne havde bragt Rusland i, begyndte endelig at 

gå op for selv de trægeste hoveder. Revolutionen blev en 

kendsgerning. For at anerkende revolutionen behøvede 

man ikke længere at være revolutionær. En faktisk opløsning 

i selvherskerregeringen satte ind, og den fortsættes 

for øjnene af alle. Som en liberal (hr. Gredeskul) ganske 

rigtigt bemærkede i den legale presse, opstod der en faktisk 

ulydighed mod denne regering. Trods al sin tilsyneladende 

styrke stod selvherskerdømmet magtesløst, den 

fremvoksende revolutions begivenheder begyndte simpelt 

hen at skyde denne i levende live rådnende snylter organisme 

til side. Eftersom de liberale bourgeois'er var nødt


til at bygge deres virksomhed (eller rettere sagt deres politiske 

geschåfter) på de givne forhold, der faktisk var 

skabt, begyndte de at indse nødvendigheden af at anerkende 

revolutionen. De gør ikke dette, fordi de er revolutionære, 

men på trods af, at de ikke er revolutionære. De gør 

det nødtvunget og ugerne, de ser forbitret på revolutionens 

sejre og beskylder selvherskerdømmet for revolutionisme, 

fordi det ikke vil have en handel, men ønsker kamp på liv 

og død. Som fødte kræmmere hader de kamp og revolution, 

men omstændighederne tvinger dem til at stille sig på revolutionens 

grund, fordi der ikke findes anden grund under 

fødderne. 

Vi overværer et højst lærerigt og højst komisk skuespil. 

Den borgerlige liberalismes prostituerede forsøger at 

klæde sig i revolutionens toga. Osvobosjdentserne — risum 

teneatis, amici!* — osvobosjdentserne begynder at 

tale i revolutionens navn! Osvobosjdentserne begynder at 

forsikre, at »de ikke frygter revolutionen« (hr. Struve i nr. 

72 af Osvobosjdenije)!!! Osvobosjdentserne udtaler, at de 

agter »at stå i spidsen for revolutionen«!!! 

Dette er et overordentlig betydningsfuldt fænomen, der 

karakteriserer ikke blot udviklingen af den borgerlige liberalisme, 

men endnu mere udviklingen af de reelle fremgange, 

hvormed den revolutionære bevægelse har tiltvunget 

sig anerkendelse. Selv bourgeoisiet begynder at føle, at 

det er fordelagtigere at stille sig på revolutionens grund — 

i den grad er selvherskerdømmet rokket. Men på den anden 

side — dette fænomen, der vidner om, at hele bevægelsen 

hæves til et nyt, højere trin, stiller os også nye, også 

højere opgaver. Bourgeoisiets anerkendelse af revolutionen 

kan ikke være oprigtig, uanset den eller den borgerlige 

ideologs personlige hæderlighed. Bourgeoisiet kan ikke 

lade være at føre egoisme og inkonsekvens, kræmmerånd 

og små reaktionære kneb med sig også til dette højere stadium 

af bevægelsen. Vi må nu formulere revolutionens 

nærmeste konkrete opgaver anderledes for at holde vort 

program og for at udvikle vort program. Det, der var tilstrækkeligt 

i går, er utilstrækkeligt i dag. I går var kravet 

om anerkendelse af revolutionen måske tilstrækkeligt til at 

være den førende demokratiske parole. Nu er dette for lidt. 

*) Kan I bare jer for at le, venner!


Revolutionen har tvunget selv hr. Struve til at anerkende 

den. Nu kræves der af den fremskredne klasse, at den nøjagtigt 

fastlægger selve indholdet af denne revolutions aktuelle 

og uopsættelige opgaver. Selv om herrer som Struve 

anerkender revolutionen, stikker de dog uafladeligt deres 

æselører frem, de kvæder på ny den gamle vise om, at en 

fredelig udgang er mulig, at Nikolaj kan kalde de herrer 

osvobosjdentserne til magten osv. osv. De herrer osvobosjdentsere 

anerkender revolutionen, for at de med så meget 

mindre fare for sig selv kan få denne revolution af vejen, 

forråde den. For os drejer det sig nu om at vise proletariatet 

og hele folket, at parolen revolution er utilstrækkelig, at 

påvise nødvendigheden af en klar og utvetydig, konsekvent 

og beslutsom fastlæggelse af selve indholdet i revolutionen. 

Men en sådan fastlæggelse giver i sig selv den parole, 

der alene formår at formulere revolutionens »afgørende 

sejr« rigtigt, parolen: proletariatets og bøndernes revolutionære 

demokratiske diktatur (54). 

Misbrug af ord er et helt almindeligt fænomen i politik. 

»Socialister« f.eks., det kaldte sig både tilhængere af den 

engelske borgerlige liberalisme (»Vi er alle socialister nu«, 

»We are all socialists now,« sagde Harcourt) og tilhængere 

af Bismarck og venner af pave Leo XIII. Ordet »revolution« 

er også velegnet til misbrug, og på et vist stadium af 

bevægelsens udvikling er et sådant misbrug uundgåeligt. 

Da hr. Struve gav sig til at tale i revolutionens navn, kom vi 

uvilkårligt til at tænke på Thiers. Nogle dage før februarrevolutionen 

/Frankrig 1848/ fik denne uhyrlige dværg, 

denne ideale legemliggørelse af bourgeoisiets politiske 

korruption, færten af den optrækkende storm fra folkets 

side. Han erklærede da fra parlamentets talerstol, at han 

tilhørte revolutionens parti! (Se Marx' Borgerkrigen i 

Frankrig (55)). Den politiske betydning af osvobosjdentsernes 

overgang til revolutionens parti er ganske identisk 

med Thiers' overgang. Da de russiske Thiers'er gav sig til 

at tale om deres tilhørsforhold til revolutionens parti, betød 

det, at parolen revolution var blevet utilstrækkelig, intetsigende, 

at den ikke bestemte nogen opgave, for revolutionen 

var blevet en kendsgerning, de mest brogede elementer 

styrtede over på dens side. 

Hvad vil revolution nemlig sige fra et marxistisk synspunkt? 

Sønderbrydning med magt af en forældet politisk

126 

V. I. LENIN 

overbygning, hvis forhold til nye produktionsrelationer 

udgør en modsigelse, der på et vist tidspunkt har fremkaldt 

dens sammenbrud. Modsigelsen mellem selvherskerdømmet 

og hele det kapitalistiske system i Rusland og 

alle landets borgerlig-demokratiske udviklingsbehov har nu 

fremkaldt et så meget stærkere sammenbrud, jo længere 

denne modsigelse er blevet kunstigt opretholdt. Overbygningen 

knager i alle sømme, den giver efter for presset 

og svækkes. Folket må selv, i skikkelse af vidt forskellige 

klassers og gruppers repræsentanter, skabe sig en ny overbygning. 

På et vist punkt af udviklingen bliver den gamle 

overbygnings uduelighed klar for alle. Alle anerkender revolutionen. 

Nu er det opgaven at bestemme, akkurat hvilke 

klasser der skal bygge den nye overbygning og akkurat 

hvordan. Uden en sådan bestemmelse er parolen revolution 

i det givne øjeblik tom og indholdsløs, for selvherskerdømmets 

svaghed gør både storfyrsterne og Moskovskije 

Vedomosti (56) til »revolutionære«! Uden en sådan bestemmelse 

kan der ikke være tale om at opstille den fremskredne 

klasses fremskredne demokratiske opgaver. 

Denne bestemmelse har man imidlertid i parolen: proletariatets 

og bøndernes demokratiske diktatur. Denne parole 

bestemmer både de klasser, som de nye »opbyggere« af 

den nye overbygning kan og skal støtte sig til, og dens karakter 

(»demokratisk« diktatur til forskel fra socialistisk) 

og måden at bygge på (diktatur, dvs. voldelig undertrykkelse 

af voldelig modstand, bevæbning af folkets revolutionære 

klasser). Den der ikke nu anerkender parolen revolutionær-demokratisk 

diktatur, parolen revolutionær hær, 

revolutionær regering, revolutionære bondekomiteer, han 

står enten håbløst uforstående over for revolutionens opgaver 

og forstår ikke at bestemme dens nye og højere opgaver, 

som øjeblikket rejser, eller han bedrager folket, forråder 

revolutionen og misbruger parolen »revolution«. 

Det første er tilfældet med kam. Martynov og hans venner. 

Det andet med hr. Struve og hele det »konstitutioneltdemokratiske« 

semstvo-parti. 

Kam. Martynov var så opfindsom og vittig, at han beskyldte 

os for at »erstatte« begrebet revolution med diktatur, 

netop da revolutionens udvikling krævede bestemmelse 

af revolutionens opgaver ved hjælp af parolen diktatur! 

Kam. Martynov havde faktisk igen det uheld, at han be-


fandt sig bagude, at han havnede på det næstsidste trin, 

at han stod på osvobosjdismens niveau, for netop til det 

osvobosjdentsiske politiske standpunkt, dvs. til det liberale 

monarkistiske bourgeoisis interesser svarer nu anerkendelsen 

af »revolutionen« (i ord) og modstanden mod at 

anerkende proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur 

(dvs. revolutionen i gerning). Det liberale bourgeoisi 

udtaler sig nu gennem hr. Struve for revolutionen. Det bevidst 

orienterede proletariat kræver gennem de revolutionære 

socialdemokrater proletariatets og bøndernes diktatur. 

Og her blander vismanden fra det nye Iskra sig i 

striden og råber: Vogt jer for at »erstatte« begrebet revolution 

med begrebet diktatur! Vel, er sandheden så ikke 

den, at nyiskristernes urigtige standpunkt fordømmer 

dem til hele tiden at sjokke i hælene på osvobosjdismen? 

Vi har påvist, at osvobosjdentserne (ikke uden indflydelse 

af stimulerende skub fra socialdemokratiet) trin for trin 

har flyttet sig længere hen imod en anerkendelse af demokratismen. 

Til at begynde med stod spørgsmålet i vor diskussion 

med dem således: en sjipovsk affære (rettigheder 

og en semstvo med myndighed) eller konstitutionalisme? 

Derefter, begrænsede valg eller almindelig valgret? 

Videre: anerkendelse af revolutionen eller en kræmmerhandel 

med selvherskerdømmet? Endelig, nu: anerkendelse 

af revolutionen uden proletariatets og bøndernes diktatur 

eller anerkendelse af kravet om disse klassers diktatur i 

den demokratiske revolution? Det er muligt og sandsynligt, 

at de herrer osvobosjdentsere (om det bliver de nuværende 

eller deres efterfølgere på det borgerlige demokratis 

venstrefløj er ligegyldigt) vil komme endnu et trin op, dvs. 

med tiden (måske til den tid, da kam. Martynov også kommer 

et trin op) vil anerkende også parolen diktatur. Dette 

vil endda uundgåeligt blive tilfældet, hvis den russiske revolution 

udvikler sig heldigt og når frem til den afgørende 

sejr. Hvordan bliver da socialdemokratiets stilling? Den 

nuværende revolutions fuldstændige sejr vil blive afslutningen 

af den demokratiske omvæltning og begyndelsen til 

den af gørende kamp for en socialistisk omvæltning. Virkeliggørelsen 

af den nuværende bondebefolknings krav, reaktionens 

fuldstændige nederlag, erobringen af den demokratiske 

republik vil blive den fuldstændige afslutning på 

bourgeoisiets og endda småborgerskabets revolutionslyst,

128 

V. I. LENIN 

og vil blive begyndelsen til proletariatets virkelige kamp 

for socialismen. Jo mere fuldstændig den demokratiske 

omvæltning bliver, des hurtigere, bredere, renere, mere 

beslutsomt vil denne nye kamp udfolde sig. Parolen »demokratisk« 

diktatur udtrykker også den nuværende revolutions 

historisk-begrænsede karakter og nødvendigheden 

af på grundlag af de nye tilstande at føre en ny kamp for 

arbejderklassens fuldstændige befrielse fra ethvert åg og 

enhver udbytning. Med andre ord: Når det demokratiske 

bourgeoisi eller småborgerskabet flytter sig endnu et trin 

frem, når ikke blot revolutionen, men også revolutionens 

fuldstændige sejr bliver en kendsgerning, — da vil vi 

(måske under frygtelige hyl fra fremtidens nye Martynover) 

»erstatte« parolen demokratisk diktatur med parolen 

proletariatets socialistiske diktatur, dvs. den fuldstændige 

socialistiske omvæltning. 

III. Den vulgære borgerlige fremstilling af 

diktatur og Marx' syn på det 

I de anmærkninger, Mehring skrev til sin udgave af Marx' 

artikler fra Neue Rheinische Zeitung i 1848, fortæller han, 

at den borgerlige litteratur blandt andet rettede følgende 

bebrejdelse mod dette blad: Neue Rheinische Zeitung havde 

angiveligt krævet »øjeblikkelig indførelse af diktaturet 

som eneste middel til virkeliggørelse af demokratiet« 

(Marx, Nachlass, bd. III, s. 53) (57). Fra et vulgært borgerligt 

synspunkt udelukker begreberne diktatur og demokrati 

hinanden. Bourgeois'en, der ikke forstår klassekampens 

teori og er vant til på den politiske arena at se et 

småtskårent mundhuggeri mellem forskellige kredse og 

kliker i bourgeoisiet, opfatter diktatur som afskaffelse af 

alle demokratiets friheder og garantier, som alle hånde vilkårlighed, 

alle hånde magtmisbrug i diktatornes personlige 

interesse. Egentlig er det netop også dette vulgære borgerlige 

synspunkt, der skinner igennem hos vor Martynov, 

idet han i slutningen af sit »nye felttog« i det nye Iskra 

forklarer Vperjods og Proletarij s forkærlighed for parolen 

diktatur med, at Lenin »er meget opsat på at prøve lykken« 

(Iskra nr. 103, s. 3, sp. 2). Denne nydelige forklaring står


ganske på højde med de borgerlige beskyldninger mod 

Neue Rheinische Zeitung for at prædike diktatur. Følgelig 

var også Marx grebet — blot ikke af »socialdemokrater«, 

men af borgerlige liberale i at »erstatte« begrevet revolution 

med begrebet diktatur. For at forklare Martynov 

begrebet en klasses diktatur til forskel fra en persons diktatur 

og et demokratisk diktaturs opgaver til forskel fra et 

socialistisk diktaturs, er det ingen skade til at opholde sig 

ved Neue Rheinische Zeitungs synspunkter. 

»Enhver provisorisk statsordning efter en revolution« — 

skrev Neue Rheinische Zeitung den 14. september 1848, 

»kræver et diktatur og tilmed et energisk diktatur. Vi har 

lige fra begyndelsen bebrejdet Camphausen« (preussisk 

ministerpræsident efter den 18. marts 1848), »at han ikke 

optrådte diktatorisk, at han ikke straks knuste og ikke fjernede 

resterne af de gamle institutioner. Mens altså hr. 

Camphausen lullede sig ind i konstitutionelle drømmerier, 

styrkede det slagne parti (dvs. reaktionens parti) sine positioner 

i bureaukratiet og i hæren, og begyndte endog her og 

der at vove sig ud i åben kamp.« (58) 

Med disse ord — siger Mehring med rette — har Neue 

Rheinische Zeitung i få sætninger opsummeret det, som 

bladet udførligt har udviklet i lange artikler om ministeriet 

Camphausen. Hvad siger da disse ord af Marx os? At en 

provisorisk revolutionær regering må optræde diktatorisk 

(en sætning, som Iskra med sin skyhed over for parolen 

diktatur slet ikke kunne forstå), — at dette diktaturs opgave 

er at tilintetgøre resterne af de gamle institutioner 

(netop det, der er klart fremhævet i resolutionen fra 

RSDAP's 3. kongres om kampen mod kontrarevolutionen, 

og som er udeladt i konferencens resolution, hvad vi har 

påvist ovenfor). Endelig for det tredje følger det af disse 

ord, at Marx hudflettede de borgerlige demokrater, fordi de 

hengav sig til »konstitutionelle drømmerier« i en tid med 

revolution og åben borgerkrig. Hvad der ligger i disse ord, 

ses klart af Neue Rheinische Zeitungs artikel af 6. juni 

1848. »En konstituerende nationalforsamling« — skrev 

Marx — »bør fremfor alt være en aktiv, revolutionært aktiv 

forsamling. Men Frankfurt-forsamlingen beskæftiger 

sig med parlamentariske skolestile og lader regeringerne 

handle. Lad os antage, at det lykkes dette lærde kollegium 

efter den allermodneste overvejelse at udarbejde den bed- 

9

130 

V. I. LENIN 

ste dagsorden og den bedste forfatning. Hvad nytter så den 

bedste dagsorden og den bedste forfatning, hvis regeringerne 

i mellemtiden har sat bajonetterne på dagsordenen?« 

(59) 

Dette ligger der i parolen diktatur. Deraf kan man se, 

hvordan Marx ville stille sig til resolutioner, der kalder en 

»beslutning om at organisere en konstituerende forsamling« 

for den afgørende sejr, eller som opfordrer til at 

»forblive den yderste revolutionære oppositions parti«! 

De store spørgsmål i folkenes liv afgøres kun af magt. De 

reaktionære klasser selv plejer at være de første, der griber 

til magtanvendelse, til borgerkrig, og »sætter bajonetterne 

på dagsordenen«, som det russiske selvherskerdømme har 

gjort og fortsat gør, systematisk og ihærdigt, altid og alle 

vegne, begyndende med 9. januar. Men når en sådan situation 

er opstået, når bajonetterne virkelig er kommet øverst 

på den politiske dagsorden, når opstanden har vist sig nødvendig 

og uopsættelig, — da bliver konstitutionelle 

drømmerier og skolestile i parlamentarisme kun et dække 

over, at bourgeoisiet »svigter« revolutionen. Den virkelige 

revolutionære klasse må da netop fremsætte parolen diktatur. 

Vedrørende dette diktaturs opgaver skrev Marx yderligere 

i Neue Rheinische Zeitung: »Nationalforsamlingen 

behøvede blot alle vegne at optræde diktatorisk mod de udlevede 

regeringers reaktionære overgreb, og den ville have 

erobret en sådan styrke i folkemeningen, at alle bajonetter 

og bøssekolber ville blive splintret derved . . . Men denne 

forsamling keder det tyske folk i stedet for at rive det med 

sig eller lade sig rive med af det«. (60) Nationalforsamlingen 

burde efter Marx' mening »have fjernet alt det, der 

stred mod folkesuveræniteten, fra den faktisk eksisterende 

tilstand i Tyskland«, for derefter at »befæste den revolutionære 

grundvold, den står på, og sikre revolutionens erobring, 

folkesuveræniteten, mod alle angreb«. (61) 

Følgelig henhørte de opgaver, som Marx stillede den revolutionære 

regering eller diktaturet i 1848, ifølge deres 

indhold især til den demokratiske omvæltning: forsvar 

mod kontrarevolutionen og faktisk fjernelse af alt, hvad 

der stred mod folkesuveræniteten. Dette er intet andet end 

et revolutionær-demokratisk diktatur. 

Og nu videre: Hvilke klasser kunne og skulle efter Marx'


mening løse denne opgave (virkelig føre princippet om 

folkesuveræniteten igennem til bunds og tilbageslå kontrarevolutionens 

angreb)? Marx taler om »folket«. Men vi 

ved, at han altid førte en ubønhørlig kamp mod de småborgerlige 

illusioner om, at »folket« er en enhed, og at der ikke 

findes klassekamp inden for folket. Når Marx anvendte ordet 

»folket«, brugte han ikke dette ord til at udviske klasseforskellene, 

men sammenfattede deri bestemte elementer, 

der er i stand til at føre revolutionen til ende. 

Efter det berlinske proletariats sejr den 18. marts — 

skrev Neue Rheinische Zeitung — viste revolutionens resultater 

sig at være tvedelte: »På den ene side folkebevæbningen, 

foreningsretten, den faktiske erobring af folkesuveræniteten, 

på den anden side monarkiets bevarelse og 

regeringen Camphausen-Hansemann, dvs. en regering af 

repræsentanter for storbourgeoisiet. Revolutionen havde 

således to rækker af resultater, der uvægerligt måtte 

komme i konflikt. Folket havde sejret, det havde erobret 

sig friheder af en afgjort demokratisk karakter, men det 

umiddelbare herredømme overgik ikke i dets, men i storbourgeoisiets 

hænder. Kort sagt: revolutionen blev ikke 

fuldført. Folket havde tilladt, at der dannedes et ministerium 

af storbourgeois'er, og disse storbourgeois'er viste 

straks deres tendenser ved, at de foreslog den gammelpreussiske 

adel og bureaukratiet en alliance. Arnim, 

Kanitz og Schwerin indtrådte i ministeriet. 

Stor bourgeoisiet, der til enhver tid var antirevolutionært, 

sluttede angrebs- og forsvarsforbund med reaktionen af 

frygt for folket, dvs. for arbejderne og det demokratiske 

bourgeoisi.« (Vor kursiv.) (62) 

Altså er ikke blot en »beslutning om at organisere en konstituerende 

forsamling« utilstrækkelig til at være den afgørende 

sejr for revolutionen, men selv en faktisk indkaldelse 

af den er ikke nok! Selv efter den delvise sejr i en væbnet 

kamp (Berlin-arbejdernes sejr over tropperne den 18. 

marts 1848) er en »uafsluttet«, »ikke-fuldført« revolution 

mulig. Hvoraf afhænger da dens fuldførelse? Den afhænger 

af, hvem det umiddelbare herredømme overgår til: til 

folk som Petrunkevitj og Roditjev, det vil sige folk som 

Camphausen og Hansemann, eller til folket, dvs. arbejderne 

og det demokratiske bourgeoisi. I første tilfælde vil 

bourgeoisiet få magten, og proletariatet — »frihed til kri-


tik«, frihed til at »forblive den yderste revolutionære oppositions 

parti«. Bourgeoisiet vil straks efter sejren slutte 

forbund med reaktionen (dette ville uvægerligt også ske i 

Rusland, hvis f.eks. Petersborg-arbejderne vandt en delvis 

sejr i en gadekamp mod tropperne og overlod regeringens 

dannelse til de herrer Petrunkevitj og co.). I det andet tilfælde 

ville det revolutionær-demokratiske diktatur være 

muligt, dvs. revolutionens fuldstændige sejr. 

Tilbage står nu nøjere at bestemme, hvad Marx egentlig 

forstod ved »det demokratiske bourgeoisi« (demokratische 

Biirgerschaft), som han sammen med arbejderne kaldte 

folket i modsætning til storbourgeoisiet? 

Et klart svar på dette spørgsmål giver følgende sted i 

Neue Rheinische Zeitungs artikel den 29. juli 1948: ». . . 

Den tyske revolution af 1848 er kun en parodi på den 

franske revolution af 1789. 

Den 4. august 1789, tre uger efter stormen på Bastillen, 

fik det franske folk på én dag bugt med alle feudale byrder. 

Den 11. juli 1848, fire måneder efter martsbarrikaderne, 

fik de feudale byrder bugt med det tyske folk, teste Gierke 

cum Hansemanno*. 

Det franske bourgeoisi af 1789 lod ikke et øjeblik sine 

forbundsfæller bønderne i stikken. Det vidste, at grundlaget 

for dets herredømme var tilintetgørelsen af feudalismen 

på landet, skabelsen af en fri, jordejende bondeklasse. 

Det tyske bourgeoisi af 1848 forråder uden mindste betænkningbønderne, 

dets naturligste forbundsfæller, kød af 

dets kød, uden hvilke det er magtesløst over for adelen. 

Bevarelsen af de feudale rettigheder, sanktionering af 

dem i form af en (illusorisk) afløsning — det er resultatet 

af den tyske revolution 1848. Bjerget fødte en mus.« (63) 

Dette er et meget lærerigt sted, der giver os fire vigtige 

teser: 1) Den ufuldførte tyske revolution adskiller sig fra 

den fuldførte franske ved, at bourgeoisiet ikke alene for- 

*) »Vidner: Gierke med Hansemann«. Hansemann repræsenterer som minister 

storbourgeoisiets parti (på russisk: Trubetskoj eller Roditjev osv.). Gierke var 

landbrugsminister i ministeriet Hansemann og have udarbejdet et forslag, et 

»dristigt« forslag til »afskaffelse af de feudale byrder«, angiveligt »uden erstatning« 

, i virkeligheden tilsigtede det kun afskaffelse af de små og uvæsentlige byrder, 

men bevarelse eller afløsning af de mere væsentlige. Hr. Gierke var noget i 

retning af russiske herrer som Kablukov, Manuilov, Hertsenstein og lignende borgerligt-liberale 

bondevenner, der vil »udvide bøndernes jordbesiddelse«, men 

ikke vil gå godsejerne for nær.


rådte demokratismen i almindelighed, men bønderne i 

særdeleshed. 2) Grundlaget for en fuldstændig gennemførelse 

af den demokratiske omvæltning er skabelsen af en 

fri bondeklasse. 3) Skabelsen af en sådan klasse betyder afskaffelse 

af de feudale byrder, ødelæggelse af feudalismen, 

men langtfra en socialistisk omvæltning. 4) Bønderne 

er bourgeoisiets, nemlig det demokratiske bourgeoisis »naturligste« 

forbundsfæller, uden hvilke det er »magtesløst« 

over for reaktionen. 

Når man foretager passende forandringer af de konkrete 

nationale særegenheder og sætter livegenskab i stedet for 

feudalisme, er alle disse sætninger fuldt ud anvendelige 

også på Rusland 1905. Det er utvivlsomt, at når vi drager 

læren af Tysklands erfaring, som belyst af Marx, kan vi 

ikke komme til nogen anden parole for revolutionens 

afgørende sejr end: proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske 

diktatur. Det er utvivlsomt, at hovedbestandelene 

af det »folk«, som Marx i 1848 stillede op 

mod den stridbare reaktion og det forræderiske bourgeoisi, 

er proletariatet og bønderne. Det er utvivlsomt, at 

også hos os i Rusland vil det liberale bourgeoisi og de herrer 

osvobosjdentsere nu og i fremtiden forråde bønderne, 

dvs. forsøge af klare frisag med en falsk reform og stille 

sig på godsejernes side i den afgørende kamp mellem dem 

og bønderne. Kun proletariatet er i stand til helt ud at støtte 

bønderne i denne kamp. Endelig er det utvivlsomt, at 

også hos os i Rusland vil bondekampens sejr, dvs. al 

jordens overgang til bønderne, betyde en fuldstændig demokratisk 

omvæltning og være det sociale rygstød for den 

fuldførte revolution, men langtfra være en socialistisk 

omvæltning og ikke nogen »socialisering«, som småborgerskabets 

ideologer, de socialrevolutionære taler om. 

Bondeopstandens fremgang, den demokratiske revolutions 

sejr renser kun vejen for en virkelig og af gørende kamp for 

socialismen på den demokratiske republiks grundlag. Som 

jordejende klasse vil bønderne i denne kamp spille den 

samme forræderiske og ustabile rolle, som bourgeoisiet nu 

spiller i kampen for demokratiet. At glemme dette er at 

glemme socialismen, at bedrage sig selv og andre vedrørende 

proletariatets sande interesser og opgaver. 

For ikke at efterlade nogen huller i fremstillingen af 

Marx' synspunkter i 1848 er det nødvendigt at påpege en

134 

V. I. LENIN 

afgørende forskel mellem det daværende tyske socialdemokrati 

(eller proletariatets kommunistiske parti, for at 

tale i den tids sprog) og det nuværende russiske socialdemokrati. 

Lad os give ordet til Mehring: 

»Neue Rheinische Zeitung havde betrådt den politiske 

arena som 'demokratiets organ', og selv om man ikke kan 

undgå at se den røde tråd, der går gennem alle dets artikler, 

så forsvarede det umiddelbart mere den borgerlige revolutions 

interesser mod enevælde og feudalisme end proletariatets 

interesse mod bourgeoisiets. Om den særlige 

arbejderbevægelse i revolutionsårene er der lidet at finde i 

dets spalter, selv om man naturligvis ikke må glemme, at 

der desuden to gange om ugen udkom et særligt organ for 

KOlns arbejderforening, redigeret af Moll og Schapper 

(64). I hvert fald falder det den moderne læser i øjnene, 

hvor ringe interesse Neue Rheinische Zeitung skænkede 

den daværende tyske arbejderbevægelse, skønt dennes 

bedste hoved, Stephan Born, havde lært af Marx og Engels 

i Paris og Bruxelles og i 1848 korresponderede til deres 

avis fra Berlin. Born fortæller i sine 'Erindringer', at 

Marx og Engels aldrig har sagt ét misbilligende ord om 

hans arbejder agitation. Men Engels' senere udtalelser gør 

den formodning sandsynlig, at de var utilfredse i det mindste 

med arten af denne agitation. Deres utilfredshed var 

berettiget for så vidt, som Born måtte gøre mange indrømmelser 

til den endnu temmelig uudviklede klassebevidsthed, 

som var karakteristisk for proletariatet i størstedelen 

af Tyskland, indrømmelser, der ikke kunne stå for en 

kritik ud fra Det kommunistiske Manifests synspunkter. 

Deres utilfredshed var mindre berettiget, for så vidt som 

Born alligevel var i stand til at holde sin agitation på et forholdsvis 

højt niveau . . . Uden tvivl havde Marx og Engels 

historisk og politisk ret, når de først og fremmest så arbejderklassens 

vigtigste interesse i mest muligt at fremme 

den borgerlige revolution . . . Alligevel er det en kendsgerning, 

at de i april 1849 udtalte sig for en specifik arbejderorganisation 

og besluttede at deltage i den arbejderkongres, 

der forberedtes især af proletariatet øst for Elben 

(Østpreussen), et strålende bevis på, hvorledes arbejderbevægelsens 

elementære instinkt er i stand til at korrigere 

de mest geniale tænkeres opfattelser.« (65) 

Altså først i april 1849, efter næsten et helt års udgivelse


af det revolutionære blad (Neue Rheinische Zeitung begyndte 

at udkomme 1. juni 1848) udtalte Marx og Engels 

sig for en særlig arbejderorganisation! Indtil da havde de 

simpelt hen ledet et »organ for demokratiet«, der ikke med 

noget organisatorisk bånd var knyttet til et selvstændigt 

arbejderparti! Denne kendsgerning — uhørt og utrolig efter 

vort nuværende synspunkt — viser klart, hvilken uhyre 

forskel der er mellem det daværende tyske og det nuværende 

russiske socialdemokratiske arbejderparti. Dette faktum 

viser os, hvor mange gange mindre bevægelsens proletariske 

træk, dens proletariske strømning kom til udtryk 

i den tyske demokratiske revolution (takket være Tysklands 

tilbageståenhed i 1848 både i økonomisk og politisk 

henseende — splittelsen i småstater). Dette må man ikke 

glemme (sådan som f. eks. Plekhanov* gør) ved vurderingen 

af Marx' gentagne erklæringer i denne og den lidt 

senere epoke om nødvendigheden af en selvstændig organisation 

for proletariatets parti. Først af den demokratiske 

revolutions erfaring, næsten et år senere, drog Marx denne 

praktiske slutning, så spidsborgerlig og småborgerlig var 

dengang hele atmosfæren i Tyskland. For os er denne slutning 

en gammelkendt og solid erhvervelse, udsprunget af 

et halvt århundredes erfaringer i det internationale socialdemokrati, 

med denne erhvervede erfaring begyndte vi organiseringen 

af det russiske socialdemokratiske arbejderparti. 

Hos os kan der f. eks. slet ikke være tale om, at proletariatets 

revolutionære blade skulle stå uden for proletariatets 

socialdemokratiske parti, at de noget øjeblik kunne 

optræde simpelt hen som »organer for demokratiet«. 

Men denne modsætning, som knapt var begyndt at komme 

til syne mellem Marx og Stephan Born, eksisterer hos 

os i så meget mere udviklet form, den proletariske strøm 

gør sig stærkere gældende i vor revolutions demokratiske 

flod. Når Mehring taler om Marx' og Engels' formentlige 

utilfredshed med Stephan Borns agitation, udtrykker 

han sig alt for mildt og undvigende. Her er, hvad Engels 

skrev om Born i 1885 (i forordet til Afsløringer om Kommunistprocessen 

i K61n, Ztirich, 1885): 

Medlemmerne af Kommunisternes Forbund (66) stod 

overalt i spidsen for den yderste demokratiske bevægelse 

*) Teksten i parentesen blev udeladt i de trykte udgaver. — Red.


og beviste dermed, at forbundet var en fremragende skole 

for revolutionær virksomhed. »Sætteren Stephan Born, tidligere 

aktivt medlem af forbundet i Bruxelles og Paris, 

grundlagde i Berlin et 'arbejderbroderskab', der fik en betydelig 

udbredelse og opretholdtes indtil 1850. Born, en 

meget talentfuld ung mand, havde imidlertid lidt for travlt 

med at blive en stor mand som politiker. Han 'forbrødrede' 

sig med det mest brogede selskab, blot for at 

samle en skare om sig, og var aldeles ikke den, der kunne 

bringe enhed i modsatte strømninger og lys i kaos. I hans 

forenings officielle publikationer blandedes Det kommunistiske 

Manifests synspunkter derfor hulter til bulter med 

lavsmæssige levn og ønsker, stumper fra Louis Blanc og 

Proudhon, beskyttelsestold osv., kort sagt, man ville gøre 

alle tilpas. Specielt blev der organiseret strejker, fagforeninger 

og produktionskooperativer, men man glemte, at 

det navnlig drejede sig om ved hjælp af politiske sejre først 

og fremmest at erobre sig det spillerum, der i længden 

alene kunne give mulighed for at gennemføre sådanne 

sager (vor kursiv). Da så reaktionens sejre fik dette broderskabs 

anførere til at føle nødvendigheden af direkte deltagelse 

i den revolutionære kamp, blev de naturligvis forladt 

af den uudviklede masse, der havde grupperet sig 

omkring dem. Born deltog i opstanden i Dresden i maj 

1849 og reddede sig ved et lykkeligt tilfælde. Arbejderbroderskabet 

havde imidlertid eksisteret ved siden af proletariatets 

store politiske bevægelse som en speciel forening, 

der for størstedelen kun eksisterede på papiret og spillede 

en så underordnet rolle, at reaktionen først fandt det nødvendigt 

at lukke det i 1850 og dets underafdelinger først 

mange år senere. Born, som egentlig hed Buttermilch 

(Kærnemælk*), blev derfor ikke nogen stor politiker, men 

en lille professor i Schweiz, han oversætter ikke længere 

*) Borns virkelige navn var Buttermilch. Ved oversættelsen af Engels gjorde jeg 

her en fejl i første udgave, idet jeg ikke tog ordet Buttermilch for hans virkelige 

navn, men for et øgenavn. Denne fejl har naturligvis været til særlig stor fornøjelse 

for mensjevikkerne. Koltsov skrev, at jeg »uddybede Engels« (genoptrykt 

i samlingen »I to år«), Plekhanov minder endnu om denne fejltagelse i Tovarisjtj 

(67) - kort sagt, man fandt et fortræffeligt påskud til at slippe uden om spørgsmålet 

om de to tendenser i arbejderbevægelsen i 1848 i Tyskland. Borns tendens (beslægtet 

med vore økonomisters og den marxistiske tendens) at udnytte en opponents 

fejltagelse, selv om den blot vedrører Borns navn, er mere end naturligt. 

Men at benytte rettelser til en oversættelse til at snakke sig uden om det væsentlige 

i spørgsmålet om to slags taktik, det betyder at melde pas med hensyn til diskussionens 

indhold. (Lenins fodnote til udgaven af 1907. — Red.)


Marx til lavssprog, men den milde Renan til sit eget 

sødladne tysk.« (68) 

Sådan vurderede Engels socialdemokratiets to slags taktik 

i den demokratiske revolution! 

Vore nyiskrister jager ligeledes med en så uforstandig 

iver ad økonomismen til, at de fortjener det monarkistiske 

bourgeoisis ros for deres »opladthed«. De samler ligeledes 

et broget selskab om sig, idet de smigrer økonomisterne 

og demagogisk tiltrækker den uudviklede masse med paroler 

om »selvvirksomhed«, »demokratisme«, »autonomi« 

osv. osv. Deres arbejderforbund eksisterer ligeledes ofte 

kun i det stortalende nye I skrås spalter. Deres paroler og 

resolutioner afslører den samme mangel på forståelse af, 

hvad der er opgaverne for »proletariatets store politiske 

bevægelse«.

Trykt i bladet Proletarij nr. 16 clen l/f. (1.) 

september 1905 


SOCIALDEMOKRATIETS STILLING TIL 

BONDEBEVÆGELSEN 

Bondebevægelsens uhyre betydning i den demokratiske revolution, 

som Rusland gennemlever, er allerede gang på 

gang blevet klarlagt i hele den socialdemokratiske presse. 

RSDAP's tredje kongres vedtog som bekendt en særlig resolution 

om dette spørgsmål for klarere at bestemme og 

forene den virksomhed, som det bevidste proletariats parti 

som en helhed skal udfolde netop med hensyn til den nuværende 

bondebevægelse. Til trods for, at denne resolution 

blev forberedt på forhånd (det første udkast blev trykt i 

Vperjod nr. 11 den 23. (10.) marts i år), til trods for, at den 

blev omhyggeligt gennemarbejdet af partiets kongres, der 

bestræbte sig på at formulere de synspunkter, der allerede 

havde rodfæstet sig i hele det russiske socialdemokrati, til 

trods for dette har resolutionen vakt nogen tvivl blandt en 

række kammerater, der arbejder i Rusland. Saratovkomiteen 

har enstemmigt erklæret denne resolution for uantagelig 

(se Proletarij nr. 10). Beklageligvis har vi endnu ikke 

fået opfyldt det ønske, vi dengang udtalte, om at få en forklaring 

på denne kendelse. Vi ved kun, at Saratovkomiteen 

ligeledes erklærede den nyiskristiske konferences agrarresolution 

for uantagelig, — følgelig tilfredsstilledes den 

hverken af det, der er fælles for de to resolutioner, eller af 

det, der adskiller dem fra hinanden.

140 

V. I. LENIN 

Et brev (udgivet i form af et hektograferet flyveblad), der 

er sendt os af en kammerat i Moskva, frembyder nyt materiale 

om dette spørgsmål. Vi gengiver dette brev i sin fulde 

ordlyd: 

Åbent brev til centralkomiteen og de kammerater, der arbejder 

på landet. 

Kammerater! Moskvakomiteens kredskomité er gået i gang med 

arbejdet blandt bønderne. Mangelen på erfaring i at organisere 

den slags arbejde, de særlige betingelser i vore centrale landbrugsområder, 

den utilstrækkelige klarhed i direktiverne i 3. 

kongres' resolution om dette spørgsmål og den næsten fuldstændige 

mangel på litteratur, såvel i den periodiske som i den øvrige 

presse, om arbejdet blandt bønderne, får os til at anmode centralkomiteen 

om at sende os detaljerede direktiver, såvel af principiel 

som af praktisk karakter, og vi beder jer, kammerater, der 

udfører lignende arbejde, om at gøre os bekendt med den praktiske 

viden, jeres erfaring har givet jer. 

Vi anser det for nødvendigt at informere jer om de tvivlsspørgsmål, 

som er opstået hos os ved læsningen af 3. kongres' resolution, 

»om stillingen til bondebevægelsen«, og om den organisationsplan, 

som vi allerede begynder at anvende i vort arbejde 

på landet. 

»§ a) Oplyse folkets brede lag om, at socialdemokratiet stiller 

sig som opgave på den mest energiske måde at støtte alle revolutionære 

foranstaltninger, som bønderne foretager for at forbedre 

deres stilling, indbefattet konfiskation af godsejernes, statens, 

kirkens, klostrenes og hoffets jorder« (fra RSDAP's 3. kongres' 

resolution). 

I denne paragraf er det ført og fremmest uklart, på hvilken 

måde partiorganisationerne vil og bør drive deres propaganda. 

Propaganda kræver fremfor alt en organisation, der kommer i 

nær berøring med den, man ønsker at påvirke. Det spørgsmål 

står åbent, hvorvidt en sådan organisation skal være komiteer af 

landproletariatet, eller om også andre organisatoriske kanaler til 

mundtlig og skriftlig propaganda kan anvendes. 

Det samme kan siges om løftet om energisk støtte. At yde 

støtte, tilmed energisk støtte, er også kun muligt med lokale organisationer. 

Spørgsmålet om »energisk støtte« forekommer os i 

det hele taget yderst uklart. Kan socialdemokratiet støtte ekspropriering 

af de godsejerjorder, som dyrkes efter de mest intensive 

metoder med anvendelse af maskiner, højtydende kulturer osv.? 

Sådanne jorders overgang til småborgerlige ejendomsbesiddere 

er, hvor vigtigt det end måtte være at forbedre disses stilling, et

SOCIALDEMOKRATIETS STILLING 141 

tilbageskridt med hensyn til et sådant brugs kapitalistiske udvikling. 

Og efter vor mening burde vi som socialdemokrater tage et 

forbehold i dette punkt om »støtte«: »hvis ekspropriationen af sådanne 

jorder og deres overgang til bondens (småborgerlige) besiddelse 

vil være en højere form for det givne landbrugs udvikling 

på de givne jorder«. 

Og videre: »§ d) At virke for en selvstændig organisering af 

landproletariatet, for dets sammensmeltning med byproletariatet 

under det socialdemokratiske partis fane, og for optagelse af dets 

repræsentanter i bondekomiteerne«. 

Der opstår tvivl med hensyn til den sidste del af denne paragraf. 

Sagen er, at borgerlig-demokratiske organisationer som »Bondeforbundet« 

og reaktionært-utopiske organisationer som de 

socialrevolutionære under deres fane organiserer såvel bøndernes 

borgerlige elementer som de proletariske. Sender vi vore repræsentanter 

fra landproletariatets organisationer ind i sådanne 

»bonde«komiteer, vil vi modsige os selv, vore anskuelser om 

deltagelse i en blok osv. 

Også her forekommer det os, at forbedringer, og meget grundige 

forbedringer, er nødvendige. 

Her er nogle almindelige bemærkninger til 3. kongres' resolutioner. 

Det er ønskeligt at få dem analyseret så hurtigt og 

så detaljeret som muligt. 

Hvad angår planen om en »land«organisation i vor kredsorganisation, 

så må vi arbejde under betingelser, som 3. kongres' resolutioner 

slet ikke kommer ind på. Først må det bemærkes, at 

vort virkefelt — Moskva-guvernementet og de nærliggende distrikter 

af naboguvernementerne — fortrinsvis er områder med 

egentlig industri og forholdsvis svagt udviklede hjemmeindustrivirksomheder, 

mens en meget ubetydelig del af befolkningen udelukkende 

beskæftiges i landbruget. Uhyre tekstilfabrikker med 

10. —15.000 arbejdere hver veksler med små fabrikker på 500 — 

1000 mand hver, spredt over afsides større og mindre landsbyer. 

Det kunne se ud, som om socialdemokratiet under sådanne 

betingelser her måtte finde en meget gunstig jordbund, men det 

har vist sig i praksis, at sådanne overfladiske formodninger ikke 

kan stå for kritik. Selv nu, hvor visse fabrikker har været i gang i 

40—50 år, har det uhyre flertal af vort »proletariat« ikke skilt sig 

fra jorden. »Landsbyen« har så stærkt et tag i det, at ingen af de 

psykologiske og andre forudsætninger, der skabes i et »rent« 

proletariat under det kollektive arbejde, udvikles hos vort proletariat. 

Vore »proletarer«s landbrug er en slags krydsningsform. 

En væver på en fabrik ansætter en landarbejder til at dyrke sin 

stump jord. På samme stump jord arbejder hans kone, hvis hun 

ikke er på fabrikken), børn, gamle og invalider, og han vil selv arbejde 

på den, når han bliver gammel, kommer til skade eller

142 

V. I. LENIN 

bliver afskediget for voldsom eller mistænkelig optræden. Det er 

vanskeligt at kalde sådanne »proletarer« for proletarer. Efter deres 

økonomiske stilling er de kun fattigfolk. Efter deres ideologi 

er de småborgere. De er uvidende og konservative. Blandt dem 

hverves elementer til de Sorte Hundreder. Men også hos dem er 

klassebevidstheden i den sidste tid begyndt at vågne. Med »rene« 

proletarer som støttepunkter søger vi at vække denne uvidende 

masse fra århundreders søvn, og ikke uden held. Støttepunkterne 

vokser i tal, sine steder styrkes de, disse fattigfolk kommer under 

vor indflydelse og begynder at tilegne sig vor ideologi, såvel på 

fabrikken som i landsbyen. Og vi tror ikke, det er uortodokst at 

oprette organisationer i et miljø, som ikke er »rent« proletarisk. 

Vi har ikke noget andet miljø, og hvis vi står fast på det ortodokse 

og kun organiserer landbrugs»proletariatet«, så bliver vi nødt til 

at opløse vore organisationer og organisationerne i nabodistrikterne. 

Vi ved, at det bliver vanskeligt for os at bekæmpe tørsten 

efter at ekspropriere agerjorder og andre strækninger, godsejerne 

har vanrøgtet, eller de jorder, hvor de hellige fædre i munkekutte 

og præstekjole ikke har formået at drive ordentligt landbrug. 

Vi ved, at det borgerlige demokrati lige fra den »demokratisk«-monarkistiske 

fraktion (en sådan eksisterer i distriktet 

Rusa) og til »bonde«forbundet vil kæmpe med os om indflydelse 

på disse »fattigfolk«, men vi vil væbne de sidste mod de første. Vi 

vil udnytte alle socialdemokratiske kræfter i kredsen, såvel 

intellektuelle som proletariske arbejdere til at oprette og styrke 

vore socialdemokratiske komiteer af »fattigfolk«. Og vi vil gøre 

det efter følgende plan. I hver distriktsby eller større industricentrum 

vil vi oprette distriktskomiteer af kredsorganisationens 

grupper. Distriktskomiteen vil foruden fabriks- og bedriftskomiteer 

også organisere »bonde«komiteer i sit område. Sådanne 

komiteer bør af konspirative grunde ikke have mange medlemmer, 

og de må bestå af de mest revolutionært indstillede og mest 

evnerige fattigbønder. Der, hvor der findes både fabrikker og 

bønder, er det nødvendigt at organisere dem i en enkelt undergruppekomité. 

Først og fremmest må en sådan komité skaffe sig en klar og 

tydelig forestilling om de forhold, der omgiver den: A) Jordforholdene: 

1) Bøndernes jordlodder, forpagtning, ejendomsformerne 

(alminding, familiebesiddelse osv.). 2) De omliggende jorder 

: a) Hvem de tilhører, b) Hvor megen jord, c) Hvad er bøndernes 

forhold til disse jorder, d) På hvilke vilkår dyrkes disse 

jorder: 1) Af-arbejde, 2) overdreven forpagtningsafgift for 

»otreski« (1) osv., e) Gæld til kulakker, godsejere og andre. B) Afgifter, 

skatter, vurderingssatser for bondejord og godsejerjord. 

C) Sæsonarbejde og hjemmeindustri, pas, findes der vinterrekruttering 

(2) o. 1. D) Lokale fabrikker og bedrifter: Ar-


bejdsbetingelserne på dem: 1) Lønnen, 2) Arbejdsdagen, 3) 

Driftsledelsens optræden, 4) Boligforholdene osv. E) Administrationen: 

semskije natjalniki, byoldermanden, skriveren, 

volostdommeren, politiet, præsten. F) Semstvoen: repræsentanter 

for bønderne, semstvoembedsmændene: lærer, læge, biblioteker, 

skoler, beværtninger. G) Kommunalforsamlinger: deres 

sammensætning og forretningsgang. H) Organisationer: »bondeforbundet«, 

de socialrevolutionære, socialdemokraterne. 

Når den socialdemokratiske bondekomité har gjort sig bekendt 

med disse ting, er den forpligtet til på møderne at få gennemført 

de beslutninger, der må udspringe af den eller den unormale tilstand. 

Sideløbende hermed driver en sådan komité også kraftig 

propaganda og agitation for socialdemokratiets ideer blandt 

masserne, organiserer cirkler, hurtige møder, massemøder, fordeler 

proklamationer og litteratur, indsamler penge til partikassen 

og opretholder forbindelsen mellem distriktsgruppen og 

kredsorganisationen. 

Hvis det lykkes os at oprette en hel række sådanne komiteer, da 

vil socialdemokratiets fremgang være sikret. 

Kredsorganisatoren. 

Det er en selvfølge, at vi ikke vil påtage os den opgave at 

udarbejde detaljerede praktiske direktiver, som kammeraten 

taler om: dette påhviler de lokale kammerater og det 

praktisk ledende russiske centrum. Vi agter af bruge 

Moskvakammeratens indholdsrige brev til en klarlæggelse 

af 3. kongres' resolution og partiets aktuelle opgaver 

i det hele taget. Af brevet fremgår, at de betænkeligheder, 

der er fremkaldt af 3. kongres' resolution, kun delvis skyldes 

teoretiske tvivl. En anden kilde til dem er et nyt, ikke 

tidligere opstået spørgsmål om forholdet mellem de »revolutionære 

bondekomiteer« og de »socialdemokratiske 

komiteer«, der arbejder blandt bønderne. Selve det, at 

dette sidste spørgsmål stilles, vidner allerede om, at det 

socialdemokratiske arbejde blandt bønderne har gjort betydelige 

fremskridt. På dagsordenen stilles allerede forholdsvis 

detaljerede spørgsmål, der er opstået i praktiske 

krav i den »land«agitation, der er begyndt at fæstnes og 

antage faste, stabile former. Og brevets forfatter glemmer 

ofte, at når han anker over uklarhed i kongressens resolution, 

så søger han i virkeligheden svar på et spørgsmål, som 

partikongressen ikke har stillet og ikke kunne stille. 

Således har forfatteren f. eks. ikke ganske ret, når han 

mener, at såvel propaganda for vore ideer som støtte til

144 

V. I. LENIN 

bondebevægelsen »kun« er mulig gennem lokale organisationer. 

Naturligvis er sådanne organisationer ønskelige, 

og, efterhånden som arbejdet vokser, nødvendige, men det 

pågældende arbejde er muligt og nødvendigt selv der, hvor 

der ikke findes sådanne organisationer. I hele vor virksomhed 

— selv blandt byproletariatet alene — må vi ikke lade 

bondespørgsmålet ude af betragtning, og vi må udbrede 

den erklæring, der er afgivet af det klassebevidste proletariats 

parti i dets helhed gennem 3. kongres: vi støtter 

bondeopstanden. Bønderne må have dette at vide — gennem 

litteraturen, gennem arbejderne, gennem særlige organisationer 

osv. Bønderne skal vide, at det socialdemokratiske 

proletariat yder denne støtte uden at vige tilbage 

for nogen form for konfiskation af jord (dvs. ekspropriering 

uden erstatning til ejerne). 

Brevets forfatter rejser her et teoretisk spørgsmål: Bør 

man ikke ved et særligt forbehold begrænse eksproprieringen 

af storgodserne og deres overgang til »bondens småborgerlige 

besiddelse«. Men ved at foreslå dette forbehold 

indsnævrede forfatteren vilkårligt betydningen af 3. kongres' 

resolution. Resolutionen siger ikke et ord om, at det 

socialdemokratiske parti skulle forpligte sig til at støtte den 

konfiskerede jords overgang netop til småborgerlige ejendomsbesiddere. 

Resolutionen siger: Vi støtter »indbefattet 

konfiskering«, dvs. beslaglæggelse uden erstatning, men 

spørgsmålet om, hvem det beslaglagte skal overgives til, 

besvares slet ikke af resolutionen. Det er ikke tilfældigt, at 

dette spørgsmål lades åbent: af bladet V per jods artikler 

(nr. 11, 12,15)* ses det, at det ansås for uklogt at besvare 

dette spørgsmål på forhånd. Dér påpegedes det for eksempel, 

at socialdemokratiet ikke under en demokratisk 

republik kan begrænse sig og lade sine hænder binde med 

hensyn til nationalisering af jorden. 

Til forskel fra de småborgerlige socialrevolutionære 

lægger vi nemlig nu hovedvægten på den revolutionær-demokratiske 

side af bondeopstandene og på en særlig organisering 

af landproletariatet i et klasseparti. Spørgsmålets 

kerne ligger ikke nu i projekter om »tjornyj peredel« eller 

nationalisering, men i, at bønderne indser nødvendigheden 

af en revolutionær sønderbrydning af det gamle system og 

*) Se samlede Værker, 5. udg., bd. 9, s. 341-346, 356-361 og bd. 10, s. 44-60. - Red.


gennemfører den. Derfor slår de socialrevolutionære på 

»socialisering« og lignende, vi derimod på revolutionære 

bondekomiteer: uden dem, siger vi, er ingen omdannelser 

noget værd. Med dem og støttet på dem er bondeopstandens 

sejr mulig. 

Vi må på enhver måde hjælpe bondestanden, indbefattet 

konfiskering af jorden, — men aldeles ikke indbefattet alle 

hånde småborgerlige projekter. Vi støtter bondebevægelsen, 

for så vidt den er revolutionær-demokratisk. Vi 

forbereder os (og vi gør det nu, ufortøvet) til kamp mod 

den, for så vidt den vil optræde reaktionært, antiproletarisk. 

Hele marxismens væsen ligger i denne dobbelte opgave, 

som kun folk, der ikke forstår marxismen, kan forenkle 

eller presse sammen til en enkelt og simpel opgave. 

Lad os tage et konkret eksempel. Lad os forudsætte, at 

bondeopstanden har sejret. De revolutionære bondekomiteer 

og den provisoriske revolutionære regering (der delvis 

støtter sig netop til disse komiteer) kan gennemføre en 

hvilken som helst konfiskation af storbesiddelsen. Vi går 

ind for konfiskationen, det har vi allerede erklæret. Men til 

hvem anbefaler vi at overdrage den konfiskerede jord? Her 

har vi ikke ladet vore hænder binde og vil heller aldrig gøre 

det med erklæringer af den art, som brevets forfatter uforsigtigt 

foreslår. Forfatteren har glemt, at den samme resolution 

fra 3. kongres taler om at »rense bondebevægelsens 

revolutionær-demokratiske indhold for alle hånde 

reaktionære indslag«, det er én ting, og dernæst taler den 

om nødvendigheden af »en selvstændig organisering af 

landproletariatet i alle tilfælde og under alle omstændigheder«. 

Det er vore direktiver. Der vil altid være reaktionære 

indslag i bondebevægelsen, og vi erklærer dem på forhånd 

krig. Klasseantagonismen mellem landproletariatet og 

bondebourgeoisiet er uundgåelig, og vi afdækker den på 

forhånd, forklarer den, forbereder os til kamp på dens 

grund. En af anledningerne til denne kamp kan meget vel 

blive spørgsmålet: til hvem og hvorledes skal den konfiskerede 

jord overdrages? Og vi udvisker ikke dette spørgsmål, 

vi lover ikke en ligelig opdeling, »socialisering« osv., 

men siger: dér kommer vi endnu til at kæmpe, kæmpe 

igen, kæmpe på ny basis og med andre forbundsfæller, dér 

vil vi ubetinget være med landproletariatet, med hele arbejderklassen 

mod bondebourgeoisiet. I praksis kan dette 

10

146 

V. I. LENIN 

betyde jordens overgang til de små ejendomsbesiddende 

bønders klasse, dér hvor den knægtende, feudale storgodsejendom 

er fremherskende, hvor der endnu ikke er materielle 

betingelser for socialistisk storproduktion, og det 

kan også betyde nationalisering, under forudsætning af 

den demokratiske revolutions fuldstændige sejr, og endelig 

de store kapitalistiske ejendommes overdragelse til arbejderassociationer, 

thi fra den demokratiske revolution vil vi 

straks begynde at gå over til den socialistiske revolution, 

og det netop så langt vore kræfter, det bevidste og organiserede 

proletariats kræfter rækker. Vi går ind for uafbrudt 

revolution. Vi vil ikke blive stående på halvvejen. 

Når vi ikke lover, at vi straks og ufortøvet vil foretage alle 

mulige »socialiseringer«, så skyldes det netop, at vi kender 

de virkelige betingelser for denne opgaves løsning og ikke 

udvisker, men afslører den nye klassekamp, der modnes i 

bondebefolkningens dybe led. 

Først støtter vi bonden i almindelighed mod godsejeren, 

og det gør vi fuldt ud, med alle midler, indbefattet konfiskation, 

og derefter (ja endda ikke derefter, men samtidig) 

støtter vi proletariatet mod bonden i almindelighed. At 

prøve på i dag at beregne, hvordan kombinationen af kræfterne 

i bondebefolkningen vil være »dagen efter« revolutionen 

(den demokratiske), er en ren utopi. Uden at kaste os 

ud i eventyr, uden at svigte vor videnskabelige samvittighed, 

uden at jage efter billig popularitet kan vi sige og siger 

kun dette ene: vi vil af alle kræfter hjælpe alle bønder med 

at gennemføre den demokratiske revolution, for at det skal 

blive så meget lettere for os, proletariatets parti, så hurtigt 

som muligt at gå over til en ny og højere opgave — til 

den socialistiske revolution. Vi lover ikke, at nogen harmoni, 

nogen udjævning, nogen »socialisering« vil resultere 

af den nuværende bondeopstands sejr — tværtimod, vi 

»lover« en ny kamp, en ny ulighed, en ny revolution, som vi 

også stiler hen imod. Vor lære er ikke så »sød« som de 

socialrevolutionæres fortællinger, men den, der kun 

ønsker at få serveret søde drikke, han må gerne gå til de 

socialrevolutionære, vi siger til den slags folk: rejs bare. 

Dette marxistiske synspunkt løser efter vor opfattelse 

også spørgsmålet om komiteerne. Efter vor mening bør 

der ikke være socialdemokratiske bondekomiteer: hvis 

komiteen er socialdemokratisk, er den altså ikke en ren


bondekomité, og hvis den er en bondekomité*, er den altså 

ikke rent proletarisk, ikke socialdemokratisk. At blande 

disse to håndværk sammen, det er der masser af liebhavere 

til, vi hører ikke til dem. Overalt, hvor det er muligt, vil 

vi søge at organisere vore komiteer, det socialdemokratiske 

arbejderpartis komiteer. I dem indgår både bønder, 

fattigfolk, intellektuelle, prostituerede (for nylig spurgte 

en arbejder os i et brev, hvorfor man ikke agiterede blandt 

de prostituerede), soldater, lærere og arbejdere — kort 

sagt alle socialdemokrater og kun socialdemokrater. Disse 

komiteer vil udføre alt socialdemokratisk arbejde, i hele 

dets bredde, men stræbe efter at organisere landproletariatet 

specielt og for sig selv, idet socialdemokratiet er 

proletariatets klasseparti. At betragte det som »uortodokst« 

at organisere det proletariat, der endnu ikke fuldstændigt 

har frigjort sig fra de forskellige levn fra fortiden, 

er en meget stor fejltagelse, og vi vil helst tro, at de 

pågældende steder i brevet simpelt hen beror på en misforståelse. 

By- og industriproletariatet vil uundgåeligt udgøre 

grundkernen i vort socialdemokratiske arbejderparti, 

men vi må, som også vort program siger, knytte til det, 

oplyse, organisere alle arbejdende og udbyttede uden undtagelse: 

både hjemmearbejdere, fattigfolk, tiggere, tjenestefolk, 

landstrygere og prostituerede — naturligvis på 

den nødvendige og absolutte betingelse, at de knyttes til 

socialdemokratiet, og ikke socialdemokratiet til dem, at de 

går over til proletariatets synspunkt og ikke proletariatet 

til deres synspunkt. 

Men hvad skal vi da med revolutionære bondekomiteer? 

spørger læseren. Betyder det, at de ikke er nødvendige? 

Nej, de er nødvendige. Vort ideal er: rent socialdemokratiske 

komiteer overalt i landsbyerne og derefter overenskomst 

mellem dem og alle revolutionær-demokratiske elementer, 

grupper, cirkler blandt bønderne om dannelse af - 

revolutionære komiteer. Her er der en fuldstændig analogi 

med det socialdemokratiske arbejderpartis selvstændighed 

i byerne og dets forbund med alle revolutionære demokrater 

med opstand for øje.** Vi er for bøndernes omstand. 

*) I Lenins manuskript står videre: »og aldeles ikke en specifik bondekomité«. — 

Red. 

**) I Lenins maunskript står videre: »Bondebevægelsen er begyndelsen til bondeopstanden«. 

— Red.

148 

V. I. LENIN 

Vi er ubetinget imod sammenblanding og sammensmeltning 

af forskelligartede klasseelementer og forskelligartede 

partier. Vi er for, at socialdemokratiet med opstanden 

for øje driver hele det revolutionære demokrati frem, 

hjælper det i sin helhed med at organisere si g,marcherer 

side om side med det, men uden at smelte sammen med 

det, på barrikaderne i byerne — mod godsejerne og politiet 

på landet. 

Leve byens og landets opstand mod selvherskerdømmet! 

Leve det revolutionære socialdemokrati som fortroppen 

for hele det revolutionære demokrati i den nuværende revolution!

Skrevet 2,-Jf. (15.-17.) november 1905, trykt 

første gang i Pravda den 5. november 19^0 

Samlede Værker, 5. udgave, bd. 12, S. 59-70 

VORE OPGAVER OG ARBEJDER- 

REPRÆSENTANTERNES SOVJET 

Kammerater! Spørgsmåletom, hvilken betydning og rolle 

arbejderrepræsentanternes sovjet vil få, står nu på dagsordenen 

for Petersborgs socialdemokrati og hele hovedstadsproletariatet. 

Jeg griber pennen for at fremlægge 

nogle tanker om dette brændende spørgsmål, men før jeg 

gør det, anser jeg et særdeles væsentligt forbehold for absolut 

nødvendigt. Jeg udtaler mig som udenforstående. 

Jeg må stadig skrive på denne forbandede afstand, fra 

emigrantlivets stillestående »udland« (I). Og at danne sig 

en rigtig opfattelse om et så konkret praktisk spørgsmål, 

uden at have været i Petersborg, uden en eneste gang at 

have set arbejderrepræsentanternes sovjet, uden at have 

udvekslet synspunkter med kammerater i arbejdet, lader 

sig næsten ikke gøre. Jeg overlader det derfor til redaktionen, 

om dette brev skal bringes eller ikke, skrevet som det 

er af et uinformeret menneske. Jeg forbeholder mig ret til 

at ændre opfattelse, når det endelig lykkes mig at få kendskab 

til spørgsmålet på anden måde end »på papiret«. 

Nu til sagen. Jeg synes, at kam. Radin har uret, når han i 

nr. 5 af Novaja Sjisn (jeg har kun set fem numre af vort 

faktiske centralorgan for RSDAP (2)) stiller spørgsmålet: 

Arbejderrepræsentanternes sovjet eller partiet? Jeg synes 

ikke, at man kan stille spørgsmålet sådan, men at afgørel-

150 

V. I. LENIN 

sen ubetinget må blive: både arbejder repræsentanternes 

sovjet og partiet. Spørgsmålet — som er yderst vigtigt — 

er kun, hvordan man skal opdele og hvordan man skal forbinde 

sovjettens opgaver og det Russiske Socialdemokratiske 

Arbejderpartis opgaver. 

Jeg synes ikke, at det vil være formålstjenligt fra sovjettens 

side helt og holdent at slutte sig til noget enkelt parti. 

Denne opfattelse vil vel undre læserne, og jeg (jeg minder 

endnu en gang på det mest indtrængende om, at det er en 

udenforståendes opfattelse) går direkte over til at redegøre 

for mine synspunkter. 

Arbejderrepræsentanternes sovjet opstod af generalstrejken, 

i anledning af strejken, af hensyn til dens mål. 

Hvem førte strejken og førte den til sejr? Hele proletariatet, 

i hvilket der også er ikke-socialdemokrater, heldigvis i 

mindretal. Hvilke mål Uavde strejken? Økonomiske og 

politiske på samme tid. De økonomiske mål vedrørte hele 

proletariatet, alle arbejdere og delvis endda hele den arbejdende 

befolkning, ikke udelukkende lønarbejdere. De 

politiske mål vedrørte hele folket, eller rettere alle Ruslands 

folk. De politiske mål bestod i befrielse af alle Ruslands 

folk fra selvherskerdømmets åg, fra livegenskab, 

retsløshed og politivilkårlighed. 

Lad os gå videre. Har proletariatets behov for at fortsætte 

den økonomiske kamp? Ubetinget ja, derom kan der ikke 

være to meninger blandt socialdemokrater. Bør denne 

kamp føres udelukkende af socialdemokrater eller udelukkende 

under socialdemokratisk fane? Det forekommer 

mig, at sådan er det ikke-, jeg nærer fortsat den opfattelse, 

som jeg (ganske vist under helt andre og nu forældede 

betingelser) fremsatte i Hvad Må Der Gøres?, nemlig 

den, at det er uhensigtsmæssigt at begrænse sammensætningen 

af fagforeningerne og følgelig sammensætningen 

af deltagere i den faglige, økonomiske kamp 

udelukkende til medlemmerne af det socialdemokratiske 

parti (3). Jeg synes, at arbejderrepræsentanternes sovjet 

som faglig organisation må stræbe efter at omfatte repræsentanter 

for alle arbejdere, funktionærer, tjenestefolk, 

landarbejdere osv., for alle, som blot ønsker at kæmpe og 

kan kæmpe i fællesskab for en forbedring af hele det arbejdende 

folks liv, for alle, som besidder blot elementær politisk 

hæderlighed, alle andre end de Sorte Hundreder (4).

VORE OPGAVER 151 

Og vi socialdemokrater bestræber os for vort vedkommende 

for det første for, at (om muligt) samtlige medlemmer 

af vore partiorganisationer indtræder i alle fagforeninger, 

og for det andet at udnytte kampen sammen med kammeraterne, 

proletarerne, uanset anskuelser, til utrætteligt 

og ufravigeligt at udbrede den eneste konsekvnete, eneste 

virkelige proletariske verdensanskuelse — marxismen. Til 

denne udbredelse, til dette propaganda- og agitationsarbejde 

vil vi ubetinget bevare, styrke og udvikle vort helt 

selvstændige, principfaste, hærdede klasseparti, det bevidste 

proletariats parti, dvs. Ruslands Socialdemokratiske 

Arbejderparti. Hvert skridt, som i den proletariske kamp 

gøres i uløselig forbindelse med vor socialdemokratiske, 

planmæssige og organiserede virksomhed, vil mere og 

mere nærme arbejderklassens masse i Rusland til socialdemokratiet. 

Men denne halvdel af spørgsmålet, angående den økonomiske 

kamp, er forholdsvis simpel og fremkalder næppe 

engang særlige meningsforskelle. Anderledes ligger det 

med den anden halvdel af spørgsmålet, om den politiske 

ledelse, om den politiske kamp. Med risiko for at undre læserne 

endnu mere må jeg imidlertid straks sige, at det 

også i denne henseende forekommer mig uhensigtsmæssigt 

at kræve af arbejderrepræsentanternes sovjet, at den 

skal acceptere det socialdemokratiske program og indtræde 

i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Jeg synes, 

at til ledelse af den politiske kamp på nuværende tidspunkt 

er både sovjetten (omdannet i en retning, som der nu 

skal siges noget om) og partiet ligeledes ubetinget nødvendige. 

Måske tager jeg fejl, men (ud fra mine ufuldstændige oplysninger, 

som jeg udelukkende har fra »papir«) forekommer 

det mig, at arbejderrepræsentanternes sovjet i 

politisk henseende må betragtes som kimen til en provisorisk 

revolutionær regering. Det forekommer mig, at 

sovjetten snarest muligt skal erklære sig for hele Ruslands 

provisoriske revolutionære regering eller (hvad der 

er det samme, blot i en anden form) skal skabe en provist^ 

risk revolutionær regering. 

Den politiske kamp har nu akkurat nået et sådant udviklingstrin, 

hvor revolutionens og kontrarevolutionens kræfter 

nogenlunde holder hinanden i ligevægt, hvor tsarrege-


ringen ikke længere har kraft til at undertrykke revolutionen, 

mens revolutionen endnu ikke har kraft nok til at feje 

de Sorte Hundreders regering til side. Opløsningen i tsarregeringenerifuldgang.Menunder 

sin opløsning i levende 

live forgifter den Rusland med sin liggift. Opløsningen 

blandt tsardømmets, kontrarevolutionens kræfter må ubetinget 

straks, ufortøvet, uden den ringeste forhaling konfronteres 

med organiseringen af de revolutionære kræfter. 

Organiseringen er netop i den sidste tid forløbet med 

herlig fart. Derom vidner både dannelsen af afdelinger af 

en revolutionær hær (forsvarsgrupper osv.) og den hurtige 

udvikling af socialdemokratiske masseorganisationer i 

proletariatet og oprettelsen af bondekomiteer blandt de 

revolutionære bønder og de første frie møder af vore proletariske 

brødre i matros- og soldateruniform, som baner 

sig en svær og vanskelig, men sikker og løfterig vej til frihed 

og til socialisme. 

Det, der nu mangler, er akkurat, at alle virkelig revolutionære, 

alle allerede aktive revolutionære kræfter forener 

sig. Det der mangler er et alrussisk politisk centrum, levende, 

frisk, stærkt ved sine dybe rødder i folket, i besiddelse 

af ubetinget tillid hos masserne og af sydende revolutionær 

energi, nært forbundet med de organiserede revolutionære 

og socialistiske partier. Et sådant centrum kan 

kun skabes af det revolutionære proletariat, som førte den 

strålende politiske strejke og nu organiserer den væbnede 

folkeopstand, og som har skaffet Rusland halvdelen af friheden 

og vil skaffe det hele friheden. 

Hvorfor skulle arbejderrepræsentanternes sovjet da ikke 

blive kimen til et sådant centrum? Fordi det ikke kun er 

socialdemokrater, der sidder i sovjetten? Det er ikke et minus, 

men et plus. Vi har altid sagt, at socialdemokraterne 

og revolutionære borgelige demokrater skal forene sig til 

kamp. Det er nødvendigt. Vi sagde det, og arbejderne gjorde 

det. Og det er storartet, at de gjorde det. Da jeg i Novaja 

Sjisn læste brevet fra arbejderkammerater, som tilhører 

det socialrevolutionære parti og protesterer mod sovjettens 

tilslutning til et enkelt parti, kunne jeg ikke komme 

udenom, at disse arbejderkammerater i mangt og meget 

har ret i praksis. Selvfølgelig har vi andre anskuelser end 

dem, selvfølgelig kan der ikke være tale om sammensmeltning 

af socialdemokrater og socialrevolutionære, men det


er jo ikke det, sagen drejer sig om. Arbejdere, som deler de 

socialrevolutionæres anskuelser og kæmper i proletariatets 

rækker, er efter vor dybe overbevisning ikke konsekvente, 

for samtidig med at gøre ægte proletarisk arbejde 

holder de fast ved ikke-proletariske anskuelser. Denne inkonsekvens 

har vipligt til at bekæmpe idémæssigt på den 

mest energiske måde, men bekæmpe den sådan, at det ikke 

går ud over det aktuelle, presserende, levende, af alle 

erkendte revolutionære arbejde, som forener alle ærlige 

mennesker. Vi mener nu som før, at de socialrevolutionæres 

anskuelser ikke er socialistiske, men revolutionærdemokratiske 

anskuelser. Til kampformål har vi imidlertid 

pligt til at følges ad, med fuld partimæssig selvstændighed, 

og sovjetten er netop en kamporganisation og skal 

være en sådan. At udelukke hengivne og ærlige revolutionære 

demokrater i et øjeblik, hvor vi er i færd med en revolution, 

som netop er demokratisk, vil være tåbeligt og vanvittigt. 

Deres inkonsekvens kan vi let bære, for vore anskuelser 

bekræftes af selve historien, de bekræftes atter og 

atter af virkeligheden. Hvis de socialrevolutionære ikke 

har lært socialdemokratisme af vore skrifter, vil vor revolution 

lære dem det. Inkonsekvente er naturligvis også de 

arbejdere, som vedbliver at være kristne og tror på en gud, 

og de intellektuelle, som er tilhængere (føj, føj!) af mystik, 

men vi vil ikke udelukke dem af sovjetten, og ikke engang af 

partiet, for vi nærer den faste overbevisning, at den virkelige 

kamp, arbejdet i række og geled vil overbevise alle 

livsduelige elementer om marxismens sandhed, og forkaste 

alt, hvad der ikke er livsdueligt. Og vi tvivler ikke 

et sekund på vor styrke, den overvældende styrke, som 

marxisterne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti 

besidder. 

Efter min opfattelse er arbejderrepræsentanternes 

sovjet som politisk ledende revolutionært centrum ikke en 

for bred, men tværtimod en alt for snæver organisation. 

Sovjetten skal proklamere sig som provisorisk, revolutionær 

regering eller danne en sådan, og med dette formål 

skal sovjetten drage nye repræsentanter til sig, ikke kun fra 

arbejderne, men for det første fra matroserne og soldaterne, 

som alle vegne allerede søger frem til friheden, og 

for det andet fra de revolutionære bønder, og for det tredje 

fråden revolutionære borgerlige intelligens. Sovjetten skal

154 

V. I. LENIN 

udvælge en stærk kerne til den provisoriske revolutionære 

regering og supplere den med repræsentanter for alle 

revolutionære partier og alle revolutionære (men naturligvis 

kun revolutionære, ikke liberale) demokrater. Vi 

frygter ikke en sådan bredde og brogethed i sammensætningen, 

men ønsker den, for hvis proletariatet og bønderne 

ikke forenes, hvis socialdemokraterne og de revolutionære 

demokrater ikke går sammen til kamp, vil den store russiske 

revolutions fulde sejr ikke være mulig. Det vil være en 

midlertidig alliance med henblik på de nærmest liggende 

klart definerede praktiske opgaver, hvorimod det 

socialistiske proletariats endnu vigtigere, fundamentale 

interesser, dets sluttelige mål ufravigeligt vil blive varetaget 

af det selvstændige, hærdede og principfaste Russiske 

Socialdemokratiske Arbejderparti. 

Man vil indvende mod mig: Kan man da med en bred og 

broget sammensætning danne et centrum, som er tilstrækkelig 

sammensvejset og enigt til at udøve den praktiske 

ledelse? Jeg vil svare med et spørgsmål: Hvad lærer 

revolutionen i oktober os (5)? Viste strejkekomiteen sig da 

ikke i gerning som det alment anerkendte centrum, som en 

virkelig regering? Og optog denne komité måske ikke 

gerne repræsentanter for den del af »forbundene« og »Forbundenes 

forbund« (6), som er virkelig revolutionær og 

virkelig støtter proletariatet i dets skånselsløse kamp for 

friheden? Der behøves blot, at der findes en stærk, rent 

proletarisk grundkerhe i den provisoriske revolutionære 

regering for, at der for hver hundrede — eksempelvis — 

arbejdere, matroser, soldater og bønder kommer snese af 

repræsentanter for de intellektuelles revolutionære forbund. 

Og jeg tænker, at proletarerne hurtigt vil formå i 

praksis at indføre den rette proportion. 

Man vil indvende: Kan man opstille et program for en 

sådan regering, et program, der er tilstrækkeligt fuldstændigt 

til at sikre revolutionens sejr og tilstrækkeligt 

bredt til at skabe mulighed for en foreneise til kamp, uden 

alle hånde uudtalte forbehold, uklarheder, fortielser og 

hykleri? Jeg vil svare: Et sådant program har livet allerede 

opstillet i fuldt omfang. Et sådant program er allerede 

anerkendt i princippet af alle bevidste elementer i 

samtlige klasser og befolkningslag, endda indbefattet ortodokse 

præster. På første plads i dette program skal stå


fuld virkeliggørelse i praksis af den politiske frihed, som 

tsaren så hyklerisk lovede. Afskaffelse af alle love, som 

beskærer ytrings-, samvittigheds-, forsamlings-, trykke-, 

forenings- og strejkefriheden, ophævelse af alle institutioner, 

som begrænser denne frihed, skal foretages ufortøvet, 

reelt, på betryggende vis og i gerning. Dette program 

skal indeholde indkaldelse af en konstituerende 

forsamling, som virkelig repræsenterer hele folket og 

støtter sig på det frie og bevæbnede folk, og som besidder 

alle beføjelser og al styrke til at indføre nye tilstande i Rusland. 

Dette program skal indeholde bevæbning af folket. 

Nødvendigheden af en sådan bevæbning er erkendt af alle. 

Det står tilbage at fuldføre og få samling på det værk, som 

er begyndt og i gang overalt. Programmet for en provisorisk 

revolutionær regering skal endvidere indeholde, at de 

nationaliteter, som tsarismens udyr undertrykker, skal 

have virkelig og fuld frihed. Det frie Rusland er født. 

Proletariatet står på sin post. Det vil ikke tillade, at det 

heroiske Polen endnu en gang undertvinges. Det kaster sig 

selv ud i kampen og rejser sig for Ruslands og Polens 

frihed, ikke længere kun med en fredelig strejke, men med 

våben i hånd. Dette program skal indeholde lovfæstelse af 

otte timers arbejdsdag, som arbejderne allerede er i færd 

med at »bemægtige sig«, og andre uopsættelige foranstaltninger 

til imødegåelse af den kapitalistiske udbytning. 

Endelig må dette program absolut indeholde al jords overdragelse 

til bønderne, støtte til alle revolutionære foranstaltninger 

fra bøndernes side for at overtage al jord 

(uden naturligvis at støtte illusioner om den lille jordbesiddelses 

»ligedeling«) og oprettelse overalt af revolutionære 

bondekomiteer, som allerede er begyndt og nu danner 

sig af sig selv. 

Hvem andre end de Sorte Hundreder og de Sorte Hundreders 

regering anerkender ikke nu, at dette program er 

presserende og af praktisk aktualitet? Selv borgerlige liberale 

er jo parat til at anerkende det i ord! Vi derimod skal i 

gerning gennemføre det med det revolutionære folks 

kræfter, vi skal med dette formål snarest muligt forene 

disse kræfter ved, at proletariatet proklamerer en provisorisk 

revolutionær regering. Naturligvis kan en sådan 

regering kun have en væbnet opstand som reel grundpille. 

Men den projekterede regering vil heller ikke være andet

156 

V. I. LENIN 

end organ for denne opstand, som allerede vokser frem og 

modnes. Man kan ikke i praksis tage fat på at danne en 

revolutionær regering, så længe opstanden ikke har antaget 

dimensioner, som står klart for alle og så at sige er 

håndgribelige for alle. Akkurat nu er det nødvendigt at 

skabe politisk samling om denne opstand, at organisere 

den, at give den et klart program, at omdanne alle de allerede 

talstærke og i antal hurtigt voksende afdelinger af en 

revolutionær hær til grundpille og redskab for denne nye, 

virkelig frie og virkelig folkelige regering. Kampen er 

uomgængelig, opstanden er uundgåelig, det afgørende 

sammenstød er allerede meget nært. Det er på tide at 

fremsætte en direkte udfordring, at stille proletariatets 

organiserede magt op mod tsarismen, som er i opløsning, 

at henvende sig til hele folket med et manifest fra en provisorisk 

revolutionær regering, som er oprettet af de fremskredne 

arbejdere. 

Nu kan vi allerede klart se, at der fra det revolutionære 

folks dyb vil komme mennesker, som er i stand til at løse 

denne store opgave, mennesker, som uforbeholdent går 

ind for revolutionen, og navnlig mennesker med sprudlende, 

grænseløs energi. Nu kan vi allerede klart se, at der 

forefindes elementer til en revolutionær hær, som vil støtte 

denne sag, at alt hæderligt, alt levende, alt bevidst i alle 

befolkningens klasser definitivt vil vende sig bort fra tsarismen, 

når en ny regering erklærer det hensygnende, 

feudale, politiregerede Rusland resolut krig. 

Borgere! — bør man sige i denne krigserklæring, i dette 

manifest fra en revolutionær regering, — borgere, vælg 

nu! Dér står hele det gamle Rusland, alle de mørke 

magter, som udbytter, undertrykker og ydmyger mennesket. 

Her står alliancen af frie borgere, ligeberettigede i 

alle statsanliggender. Dér står alliancen af udbyttere, 

pengemænd og politichefer. Her står alliancen af alle 

arbejdende mennesker, alle levende kræfter i folket, hele 

den hæderlige intelligens. Dér står de Sorte Hundreder, 

her de organiserede arbejdere, som kæmper for frihed, for 

oplysning, for socialisme. 

Borgere, vælg nu! Her er vort program, som hele folket 

for længst har opstillet. Her er vore mål, og for at nå dem 

erklærer vi de Sorte Hundreders regering krig. Vi påtvin-


ger ikke folket nye påhit, som vi har udspekuleret, vi tager 

blot initiativet til at virkeliggøre det, som der er almindelig 

enighed om skal gøres, for at livet kan gå videre i Rusland. 

Vi isolerer os ikke fra det revolutionære folk, men forelægger 

hvert af vore skridt, hver af vore beslutninger for 

dets domstol, vi bygger helt og holdent på det frie initiativ, 

som udgår fra de arbejdende masser selv. Vi forener 

samtlige revolutionære partier, vi ønsker i vore rækker at 

have repræsentanter for enhver befolkningsgruppe, som er 

parat til at kæmpe for friheden, for vort program, som 

sikrer opfyldelsen af folkets elementære rettigheder og 

behov. Vi rækker i særdeleshed hånden ud til de kammerater, 

som er arbejdere i soldateruniform, og til vore 

brødre, bønderne, til fælles kamp til det yderste mod godsejernes 

og embedsmændenes åg, til kamp for jord og 

frihed. 

Borgere! Forbered jer til den afgørende kamp. Vi vil 

ikke tillade de Sorte Hundreders regering at ydmyge hele 

Rusland. Vi vil ikke lade os narre af, at nogle embedsmænd 

udskiftes, at nogle politifolk træder tilbage, mens de Sorte 

Hundreders politi i hele sin masse bevarer magten til at 

myrde, plyndre og mishandle folket. Lad de liberale bourgeois'er 

ydmyge sig selv ved at indgive bønskrifter til 

denne sorthundredregering. De Sorte Hundreder morer 

sig, når de bliver truet med den samme tsaristiske domstol 

dannet af de samme tsaristiske embedsmænd. Vi vil 

udstede en ordre til vor hærs troppeafdelinger om at arrestere 

de Sorte Hundreders anførere, som skænker i glasset 

for uoplyste folk og bestikker dem, vi vil stille alle disse 

umennesker, i stil med Kronstadts politimester, for en 

åben, offentlig, revolutionær domstol. 

Borgere! Alle andre end de Sorte Hundreder har vendt 

sig bort fra tsarregeringen. Forén jer omkring den revolutionære 

regering, hold op med at betale afgifter og 

skatter, sæt alle kræfter ind på at organisere og bevæbne 

den frie folkemilits. Virkelig frihed vil Rusland først få i 

den udstrækning, hvori det revolutionære folk bliver sejrherre 

over sorthundredregeringens styrker, i borgerkrigen 

er der ikke og kan der ikke være neutrale. De 

hvides parti er lutter fejt hykleri. Den, der holder sig 

borte fra kampen, han støtter de Sorte Hundreders


huseren. Den, der ikke er med revolutionen, han er imod 

revolutionen. Den, der ikke er revolutionær, han er 

sorthundredmand. 

Vi påtager os at forene og uddanne folkeopstandens styrker. 

Måtte der ved årsdagen for den store dag, den 9. 

januar, ikke være sten på sten af tsarmagtens institutioner 

tilbage i Rusland. Måtte det internationale proletariats 

forårsfest allerede forefinde et frit Rusland med en frit 

organiseret, folkelig, konstituerende forsamling! 

Sådan forestiller jeg mig udviklingen af arbejderrepræsentanternes 

sovjet til en provisorisk revolutionær regering. 

Det er sådanne opgaver, jeg i første række ville stille 

alle vore partiorganisationer, alle bevidste arbejdere, både 

sovjetten selv, den forestående arbejderkongres i Moskva 

og bondeforbundets kongres (7).

Trykt i bladet Novaja Sjisn nr. 9, 13 og 14 den 

10. (23.), 15. (28.) og 16. (29) november 1905 

Samlede Værker, 5. udgave, bd. 12, s. 83-93 

OM PARTIETS REORGANISATION (I) 

Betingelserne for vort partis virksomhed ændrer sig radikalt. 

Forsamlings-, forenings- og trykkefrihed er erobret. 

Naturligvis er disse rettigheder yderst ustabile, og det ville 

være vanvittigt, om ikke forbryderisk, at forlade sig på de 

nuværende friheder. Den afgørende kamp venter endnu 

forude, og forberedelserne hertil må stå i første række. 

Partiets konspirative apparat må opretholdes. Men samtidigt 

er det absolut nødvendigt at udnytte det nuværende, 

relativt bredere virkefelt på bredest mulig måde. Ved siden 

af det konspirative apparat er det absolut nødvendigt 

at oprette flere og flere nye, legale og halvlegale partiorganisationer 

(og organisationer knyttet til partiet). Hvis vi 

ikke gør dette, er det utænkeligt, at vi kan tilpasse vor virksomhed 

til de nye betingelser eller vise os i stand til at løse 

de nye opgaver... 

For at placere organisationen på den nye grund er en ny 

partikongres påkrævet. Ifølge lovene skal der afholdes 

kongres en gang årligt, den næste i maj 1906, men nu er 

det påkrævet at fremskynde den. Hvis vi ikke udnytter øjeblikket, 

forpasser vi det — forstået således, at behovet for 

en organisation, et behov, som arbejderne føler meget 

stærkt, vil munde ud i forkvaklede, farlige former, styrke 

diverse »uafhængige« (2) osv. Det haster med at organisere 

sig på en ny måde, vi må sætte nye metoder til almindelig 

diskussion, vi må dristigt og resolut fastlægge en »ny 

kurs«.

160 

V. I. LENIN 

Den appel til partiet, der er trykt i dette nummer og underskrevet 

af vort partis centralkomité (3), fastlægger efter 

min dybe overbevisning denne nye kurs helt rigtigt. Vi 

repræsentanter for det revolutionære socialdemokrati og 

tilhængere af »flertallet« (bolsjinstvo) har gentagne gange 

sagt, at en tilbundsgående demokratisering af partiet var 

umulig, når arbejdet skulle foregå konspirativt, og at 

»valgprincippet« under de betingelser var en frase. Og 

praksis har bekræftet vore ord. På tryk (se pjecen af »En 

arbejder« med forord af Akselrod og brevet fra »En arbejder, 

én af mange« i Iskra (4) samt brochuren Arbejdere 

om Partisplittelsen) er det nu gentagne gange blevet fastslået 

af tidligere tilhængere af mindretallet (mensjinstvo), 

at det reelt ikke lykkedes for dem at gennemføre nogen alvorlig 

demokratisering, nogen virkelig valgpraksis. Men vi 

bolsjevikker har altid anerkendt nødvendigheden af at 

overgå til valgprincippet under nye forhold, når der indføres 

politisk frihed; det viser protokollerne fra RSDAP's 3. 

kongres (5) særlig overbevisende, hvis der kræves yderligere 

bevis for det. 

Opgaven er altså klar. Indtil videre må det konspirative 

apparat opretholdes og et nyt, åbent udvikles. Hvad angår 

kongressen, kan denne opgave, (hvis konkrete opfyldelse 

naturligvis kræver praktisk kunnen og kendskab til alle betingelser 

for tid og sted) formuleres således: Indkaldelse 

af 4. kongres på basis af partilovene samtidigt med, at 

man straks og ufortøvet begynder at anvende valgprincippet. 

Centralkomiteen har løst dette problem således: 

komitemedlemmer (6), formelt repræsentanter for organisationer 

med fulde rettigheder, reelt repræsentanter for 

kontinuiteten i partiet, deltager i kongressen med stemmeret. 

De delegerede, der er valgt af alle partiets medlemmer 

og dermed også af partiets arbejdermasse, har centralkomiteen 

på grundlag af sin ret hertil indbudt til kongressen 

med taleret, ikke stemmeret. Centralkomiteen har 

endvidere erklæret, at den straks ved åbningen vil foreslå 

kongressen at ændre denne taleret til taleret plus stemmeret. 

Vil de delegerede med stemmeret fra komiteerne gå 

med til dette? 

Centralkomiteen erklærer som sin opfattelse, at det vil 

de afgjort. Jeg personligt er dybt overbevist herom. Man 

kan ikke være uenige om noget sådant. Man kan ikke fore-

OM PARTIETS REORGANISATION 161 

stille sig, at flertallet af det socialdemokratiske proletariats 

ledere ikke skulle gå med til det. Vi er sikre på, at 

partiarbejdernes udtalelser, der omhyggeligt registreres 

af avisen Novaja Sjisn, meget snart vil vise, at vor opfattelse 

er rigtig; selv om der skulle opstå strid om et sådant 

skridt (ændring af taleretten til taleret plus stemmeret), så 

er udfaldet givet. 

Betragt dette spørgsmål fra en anden vinkel, ikke ud fra 

et formelt synspunkt, men som sagen ligger. Risikerer 

socialdemokratiet noget ved at realisere den af os foreslåede 

plan? 

Risikoen kunne man forestille sig var, at masser af ikkesocialdemokrater 

straks trådte ind i partiet. I så fald ville 

partiet blive opløst i masserne, partiet ville ophøre at være 

sin klasses bevidste fortrop, partiet ville synke ned til at 

være bagtrop. Det ville i sandhed blive en bedrøvelig periode. 

Og denne risiko kunne utvivlsomt antage meget alvorlig 

karakter, hvis der hos os fandtes tendenser til demagogi, 

hvis vi helt savnede partiprincipper (program, taktiske 

regler og organisatorisk erfaring), eller hvis de var svage 

og vaklende. Men sagen er jo, at dette »hvis« netop ikke eksisterer. 

Blandt os bolsjevikker har der aldrig været tendenser 

til demagogi, tværtimod; vi har hele tiden resolut, 

åbent og direkte bekæmpet selv de mindste forsøg 

på demagogi, vi har forlangt bevidst indstilling af dem, 

der meldte sig ind i partiet, vi har fastholdt den kolossale 

betydning af kontinuitet i partiets udvikling, vi har propaganderet 

for disciplin og skoling af alle partiets medlemmer 

i en af partiorganisationerne. Vi har vort grundigt 

indarbejdede program, der er officielt anerkendt af alle socialdemokrater, 

og hvis grundsætninger reelt ikke har 

fremkaldt nogen kritik (kritik af enkelte punkter og formuleringer 

er en fuldt ud legitim og nødvendig ting i ethvert 

levende parti). Vi har taktiske resolutioner, der blev udarbejdet 

konsekvent og systematisk både på 2. og 3. kongres 

og under den socialdemokratiske presses mangeårige arbejde. 

Vi har både en vis organisatorisk erfaring og en faktisk 

organisation, der har spillet en opdragende rolle og ubestrideligt 

givet resultater, som måske ikke straks er synlige, 

men som kun blinde eller forblændede folk kan benægte. 

Nej, kammerater, lad os ikke overdrive denne risiko. So- 

ii

162 

V. I. LENIN 

cialdemokratiet har skabt sig et navn, skabt en retning, 

skabt socialdemokratiske arbejderkadrer. Og i den nuværende 

situation, da det heroiske proletariat i gerning har 

bevist sin beredvillighed til at gå i kamp og sin evne til at 

kæmpe solidarisk, støt, for klart erkendte mål, i en rent socialdemokratisk 

ånd, — i den situation vil det være ligefrem 

latterligt at betvivle, at de arbejdere, der er medlemmer 

af vort parti, eller som i morgen efter centralkomiteens 

opfordring melder sig ind, vil være socialdemokrater i 

99 af 100 tilfælde. Arbejderklassen er instinktivt, spontant 

socialdemokratisk, og socialdemokratiets arbejde gennem 

mere end ti år har udrettet slet ikke så lidt for at forvandle 

denne spontaneitet til bevidst optræden. Gør jer ingen indbildte 

bekymringer, kammerater! Glem ikke, at der i ethvert 

levende parti i udvikling altid vil være elementer, 

som er ustabile, vaklende og svingende. Men disse elementer 

er og vil være underkastet påvirkning fra den støtte og 

solide kerne af socialdemokrater. 

Vort parti er stagneret i illegaliteten. I de senere år var 

det ved at kvæles i illegalitet, som en af de delegerede på 3. 

kongres så rigtigt udtrykte sig. Illegaliteten er ved at bryde 

sammen. Gå nu dristigere fremad, tag det nye våben, 

fordel det til nye folk, udvid jeres støttepunkter, kald alle 

socialdemokratisk indstillede arbejdere til jer, indlem dem 

i hundredvis, i tusindvis i partiorganisationerne. Lad deres 

delegerede sætte liv i vore centrale organer, lad det unge 

revolutionære Ruslands friske ånd strømme ind gennem 

dem. Hidtil har revolutionen om og om igen retfærdiggjort 

alle marxismens teoretiske grundteser, alle socialdemokratiets 

væsentlige paroler. Og revolutionen har ligeledes 

retfærdiggjort vort arbejde, det socialdemokratiske arbejde, 

retfærdiggjort vore forventninger og vor tillid til proletariatets 

ægte revolutionære ånd. Lad os nu undgå al 

småtskårenhed i den nødvendige reform af partiet — lad 

os straks slå ind på den nye vej. Dette fratager os ikke det 

gamle konspirative apparat (der er ingen tvivl om, at de 

socialdemokratiske arbejdere har anerkendt og godkendt 

det; det har revolutionens praktiske erfaringer og forløb 

bevist hundrede gange mere eftertrykkeligt end beslutninger 

og resolutioner kunne gøre det). Det giver os også 

nye, unge kræfter fra selve kernen af den eneste virkeligt og 

fuldt ud revolutionære klasse, der har tilkæmpet Rusland


halvdelen af friheden, og som vil tilkæmpe det fuld frihed, 

den klasse, som gennem friheden vil føre Rusland frem til 

socialismen. 

II 

Beslutningen fra vort partis centralkomité om indkaldelse 

af RSDAP's 4. kongres, offentliggjort i Novaja Sjisnj nr. 9, 

er et afgørende skridt henimod fuld gennemførelse af det 

demokratiske princip i partiorganisationen. Valg af kongresdelegerede 

(som først får taleret, men derpå utvivlsomt 

også får fuld stemmeret) skal være foretaget inden 

for en måned. Alle partiets organisationer bør derfor så 

snart som muligt gå i gang med diskussionen af kandidaterne 

til kongressen og kongressens opgaver.Man bør absolut 

regne med muligheden for, at det døende selvherskerdømme 

vil forsøge at ophæve de lovede friheder og gå 

til angreb på revolutionære arbejdere og især deres ledere. 

Derfor vil det næppe være belejligt (undtagen måske i særlige 

tilfælde) at offentliggøre de delegeredes rigtige navne. 

Dæknavnene, som det politiske slaveris epoke har lært os 

at bruge, bør ikke lægges til side, så længe de Sorte Hundreder 

(7) forbliver ved magten. Og det ville ikke være nogen 

dårlig idé, endnu engang at vælge suppleanter til de delegerede, 

atter ligesom tidligere, »med tanke på arrestationer«. 

Men vi vil ikke opholde os ved alle disse konspirative 

forsigtighedsregler, for kammeraterne kender de lokale 

arbejdsforhold og klarer let alle de vanskeligheder, der kan 

opstå i så henseende. De kammerater, der har rige erfaringer 

i revolutionært arbejde under selvherskerdømmets betingelser, 

skal hjælpe og råde alle dem, der begynder på 

socialdemokratisk virksomhed under de nye, »frie«, forhold 

(frie står indtil videre i gåseøjne). Det siger sig selv, 

at der her kræves megen takt af medlemmerne af vore 

komiteer; de hidtidige formelle forrettigheder mister nu 

uundgåeligt betydning, og det bliver nødvendigt i mange 

tilfælde at begynde forfra »med begyndelsen«, at give 

brede lag af nye partikammerater bevis for, hvor vigtig demokratiets 

konsekvente program, taktik og organisation 

er.Man må ikke glemme, at vi indtil nu altfor ofte kun har 

haft at gøre med revolutionære fra et bestemt socialt lag, 

hvorimod vil nu have at gøre med typiske repræsentanter

164 

V. I. LENIN 

for masserne. Denne forandring kræver nye metoder ikke 

blot i agitation og propaganda (nødvendigheden af en mere 

populær fremstilling, evne til at behandle et problem, evne 

til på en yderst enkel, anskuelig og virkelig overbevisende 

måde at forklare socialismens grundlæggende sandheder), 

men også hvad angår organisationen. 

I denne notits vil jeg gerne komme ind på en enkelt side 

af de nye organisatoriske opgaver. Centralkomiteens beslutning 

opfordrer alle partiorganisationer til at sende 

delegerede til kongressen og alle socialdemokratisk indstillede 

arbejdere til at træde ind i disse organisationer. 

For virkelig at realisere dette velmente ønske er det utilstrækkeligt 

bare at »invitere« arbejderne, utilstrækkeligt 

bare at udvide antallet af organisationer af den gamle type. 

Nej, hertil kræves, at alle kammerater i fællesskab er med 

til på selvstændig og skabende måde at tilvejebringe nye 

organisationsformer. Her kan man ikke anvise nogen standard, 

som er fastlagt på forhånd, for denne sag er ny, her 

må lokalkendskab og navnlig initiativ fra alle partimedlemmer 

komme til udfoldelse. Den nye organisationsform 

eller rettere den nye form for organisatorisk grundcelle i 

arbejderpartiet skal ubetinget være bredere end de gamle 

grupper. Det er desuden sandsynligt, at den nye celle bør 

være en mindre fast udformet, en mere »fri«, »lose« /løs/ 

organisation. Hvis befolkningen havde fuld foreningsfrihed 

og fulde borgerrettigheder, skulle vi naturligvis oprette 

socialdemokratiske foreninger overalt (ikke kun faglige, 

men også politiske foreninger, partiforeninger). Under 

de nuværende forhold må man søge at komme dette 

mål nærmere ad alle de veje og med alle de midler, der 

måtte stå til vor rådighed. 

Det er nødvendigt øjeblikkeligt at vække initiativet hos 

alle partiets folk og hos alle de arbejdere, der sympatiserer 

med socialdemokratiet. Det er nødvendigt straks og alle 

vegne at organisere foredrag, diskussioner, møder og friluftsarrangementer, 

hvor der gives meddelelse om afholdelsen 

af RSDAP's 4. kongres, redegøre for kongressens 

opgaver i den mest populære og letfattelige form, oplyse 

om den nye form, hvorunder kongressen organiseres, og 

rette opfordring til alle socialdemokrater om at deltage 

aktivt i udformningen af et virkeligt proletarisk socialdemokratisk 

parti efter nye linjer. Et sådant arbejde vil


give os en mængde oplysninger om indvundne erfaringer, 

det vil på to-tre uger, (hvis sagen gribes energisk an) frembringe 

nye socialdemokratiske kræfter blandt arbejderne 

og i langt bredere lag vække interesse for det socialdemokratiske 

parti, som vi nu har besluttet at opbygge på en ny 

måde sammen med alle kammerater blandt arbejderne. 

På alle møder vil spørgsmålet om oprettelse af forbund, 

organisatione r og gruppe rip årtiet øj eb likke ligt b live re j st. 

Hvert forbund, hver organisation og gruppe vil straks 

vælge sit bureau, sin bestyrelse eller sit forretningsudvalg, 

med andre ord en central og permanent institution, 

der varetager organisationens anliggender, opretholder 

kontakt med stedlige partiinstitutioner, modtager og 

fordeler partilitteratur, opkræver kontingent til partiets 

arbejde, arrangerer møder, foredrag og beretninger og 

endelig forbereder valg af delegerede til partikongressen. 

Partikomiteerne vil naturligvis sørge for at bistå enhver 

sådan organisation og forsyne den med materialer, som 

forklarer, hvad vort parti, RSDAP, står for, hvad dets historie 

og nuværende store opgaver er. 

Endvidere er det på tide også at sørge for oprettelse af lokale 

økonomiske støttepunkter, om man så må sige, for arbejderne 

i de socialdemokratiske organisationer, i form af 

spisesteder, tehuse, ølstuer, biblioteker, læsesale, tir* 

osv., osv., der drives af partimedlemmer. Man må 

ikke glemme, atud over det »selvherskende« politi vil også 

de »selvherskende« arbejdsgivere forfølge socialdemokratiske 

arbejdere og afskedige agitatorer. Derfor er det en 

yderst vigtig sag at få etableret baser, der er så uafhængige 

som muligt af fabrikanternes vilkårlighed. 

Vi socialdemokrater bør i det hele taget udnytte den 

nuværende udvidelse af handlefriheden på enhver 

tænkelig måde, og jo mere denne frihed sikres, jo mere 

energisk må vi fremføre parolen »Ud blandt folket!«. Nu 

*) Jeg kender ikke noget tilsvarende russisk ord og bruger (det franske) »tir« for 

steder, hvor der skydes til måls, hvor der er diverse våben til rådighed, og hvor 

enhver interesseret for en ringe betaling kan komme til at skyde til måls med 

revolvere og geværer. I Rusland er der proklameret møde- og foreningsfrihed. 

Borgerne har også ret til at forsamle sig til skydeøvelser, som ikke kan være 

til fare for nogen. I enhver europæisk storby kan man finde offentlige skydebaner— 

i kælderlokaler, undertiden uden for byen osv., og det er absolut ikke overflødigt 

for arbejderne at lære at skyde, at lære at behandle våben. Naturligvis vil 

vi først for alvor og i stor stil kunne gøre dette, når der er tilvejebragt foreningsfrihed, 

og når politislyngler, der ville vove at lukke sådanne institutioner, kan 

stilles for retten.

166 

V. I. LENIN 

vil arbejdernes egne initiativer ytre sig i et omfang, 

som vi, gårsdagens konspiratorer og smågruppemedlemmer, 

ikke engang vovede at drømme om. De socialistiske 

ideers påvirkning af de proletariske masser foregår nu og 

i den kommende tid ad veje, som vi meget ofte slet ikke vil 

være i stand til at efterspore. Under hensyntagen til sådanne 

forhold må vi sørge for en rigtigere fordeling af socialdemokratiske 

intellektuelle*), således at de ikke driver 

nytteløst omkring på steder, hvor bevægelsen allerede er 

kommet op at stå og klarer sig ved egne kræfter, om man 

må udtrykke sig så, men at de går ud blandt »de dybe lag«, 

hvor arbejdet er sværere, forholdene vanskeligere, behovet 

for erfarne og kyndige folk stærkere, kilderne til oplysning 

mindre og det politiske livs hjerteslag svagere. »Ud 

blandt folket« skal vi også nu, både i tilfælde af valg, hvori 

hele befolkningen, selv i de mest afsides egne, vil deltage 

og (det er endnu vigtigere) i tilfælde af åben kamp for at 

lamme en provinsiel Vendée's (8) reaktionære linje, og for 

at sikre, at de paroler, der udgår fra de store centre, 

spredes over hele landet, blandt alle proletariske masser. 

Selvfølgelig er enhver yderlighed skadelig; for at organisere 

arbejdet på den mest stabile og om muligt »mønsterværdige« 

måde, vil vi også fortsat blive nødt til at koncentrere 

vore bedste kræfter i det ene eller det andet vigtige 

centrum. Erfaringerne vil vise, hvilken proportion vi bør 

iagttage i så henseende. Vor opgave nu består ikke så meget 

i at udspekulere normer for organiseringen ad nye linjer 

som i at udfolde den bredeste og dristigste virksomhed, 

således at vi på den 4. kongres kan sammenfatte og formulere 

materialet om partiets erfaringer. 

III 

I de første to afsnit behandlede vi den almindelige betydning 

af valgprincippet i partiet og nødvendigheden af nye 

organisationsceller og organisationsformer. Vi vil her 

gennemgå endnu et yderst væsentligt spørgsmål, nemlig 

spørgsmålet om partiets foreneise. 

Det er ingen hemmelighed for nogen, at det store flertal 

*) På partiets 3. kongres udtalte jeg det ønske, at der i partiets komiteer måtte 

være ca. 8 arbejdere for hver 2 intellektuelle. Hvor forældet er dog dette ønske!


af socialdemokratiske arbejdere er særdeles utilfredse 

med splittelsen i partiet og kræver foreneise. Det er ingen 

hemmelighed for nogen, at splittelsen har fremkaldt en vis 

kølighed blandt socialdemokratiske arbejdere (eller arbejdere, 

der er rede til at træde ind i partiet) over for det socialdemokratiske 

parti. 

Arbejderne har næsten mistet håbet om, at partiets 

»spidser« kunne forene sig. Nødvendigheden af en foreneise 

blev officielt anerkendt såvel af RSDAP 's 3. kongres 

som af mensjevikkernes konference i maj dette år. Siden 

da er et halvt år gået, men enhedsbestræbelserne har næsten 

ingen fremskridt gjort. Det er ikke overraskende, at 

arbejderne er begyndt at blive utålmodige. Det er ikke 

overraskende, at »En arbejder, én af mange«, der skrev om 

foreneise i Iskra og i en pjece, udgivet af »Flertallet« 

(Arbejdere om Partisplittelsen, udgivet af centralkomiteen, 

Geneve 1905) sluttelig har truet de socialdemokratiske 

intellektuelle med en »knytnæve nedefra«. Nogle 

socialdemokrater (mensjevikkerne) syntes dengang ikke 

om truslen, andre (bolsjevikkerne) fandt den derimod legitim 

og fuldt ud berettiget. 

Mon ikke den tid nu er kommet, da de bevidste socialdemokratiske 

arbejdere kan og skal gøre alvor af deres 

hensigt (jeg siger ikke »trussel«, for det ord smager af anklager 

og demagogi, og vi bør gøre vort yderste for at undgå 

begge dele). I virkeligheden er den tid nu kommet, eller 

er i hvert fald ved at komme, da valgprincippet kan anvendes 

i partiorganisationerne i gerning og ikke kun i ord, ikke 

som en smuk, men tom floskel, derimod som et virkeligt 

nyt princip, der virkelig fornyer, udvider og styrker partiets 

forbindelser. »Flertallet« har i skikkelse af centralkomiteen 

direkte opfordret til ufortøvet anvendelse og indførelse 

af valgprincippet. Mindretallet følger samme vej. 

Og socialdemokratiske arbejdere udgør det kolossale, 

overvældende flertal i alle socialdemokratiske organisationer, 

institutioner, forsamlinger møder osv. 

Det vil sige, at muligheden nu er til stede for ikke kun at 

opfordre til enhed, ikke kun at opnå løfter om enhed, men i 

praksis at opnå enhed ved en simpel flertalsbeslutning af 

de organiserede arbejdere såvel i den ene som i den anden 

fraktion. Her bliver ingen »majorisering«, idet alle i princippet 

har erkendt nødvendigheden af enhed, og arbejder-

168 

V. I. LENIN 

ne har nu kun i praksis at afgøre et spørgsmål, der allerede 

er afgjort i princippet. 

Forholdet mellem de intellektuelles og proletariatets (arbejdernes) 

funktioner i den socialdemokratiske arbejderbevægelse 

kan jo udtrykkes ret præcist i følgende generelle 

formulering: De intellektuelle er gode til at løse problemer 

»principielt«, er gode til at opstille retningslinjer, gode til 

at anstille betragtninger om nødvendigheden af handling 

. . . hvorimod arbejderne handler, gør den grå teori til 

levende liv. 

Og jeg vil ikke i mindste måde henfalde til demagogi, 

ikke på nogen måde forklejne den store rolle, som den bevidste 

indstilling i arbejderbevægelsen spiller, ikke på noget 

område svække den marxistiske teoris, de marxistiske 

princippers gigantiske betydning, når jeg nu siger: både 

på kongressen og på konferencen skabte vi »grå teori« om 

foreneise af partiet; kammerater, arbejdere! hjælp os med 

at gøre denne grå teori til levende liv! Gå i hobetal ind i 

partiorganisationerne. Gør vor 4. kongres og den 2. mensjevikkonference 

til en storslået og imponerende kongres 

af socialdemokratiske arbejdere. Tag sammen med os 

praktisk fat på samlingsproblemet — lad dette problem 

blot som en undtagelse (den undtagelse, der bekræfter 

regelen!) blive et, som løses med en tiendedel teori og ni 

tiendedel praksis. Ikke sandt, et sådant ønske er legitimt, 

historisk nødvendigt og psykologisk forståeligt. Vi har 

»teoriseret« så længe (somme tider — det lægger vi ikke 

skjul på — til ingen verdens nytte) i emigrantlivets usunde 

atmosfære, så det ved gud ikke er af vejen, hvis vi nu 

»spænder buen« noget, bare ganske lidt, en lille bitte smule 

»til den anden side« og lader praksis rykke lidt mere i forgrunden. 

Denne metode vil utvivlsomt være på sin plads i 

spørgsmålet om foreneise, som vi på grund af årsagerne 

til splittelsen har brugt et hav af blæk og en uendelighed af 

papir på. Især vi emigranter længes efter praktisk handling. 

Og desuden har vi allerede skrevet et særdeles godt og 

fyldestgørende program for hele den demokratiske revolution. 

Lad os da forenes også for denne revolutions sag!

Trykt i bladet Nova ja Sjisn nr. 12 den 13. (26.) 

november 1905 


PARTIMÆSSIG ORGANISATION OG 

PARTIMÆSSIG LITTERATUR 

De nye betingelser for det socialdemokratiske arbejde, 

som er skabt i Rusland efter revolutionen i oktober (1), har 

sat problemet om partimæssig litteratur på dagsordenen. 

Forskellen mellem den illegale og den legale presse, denne 

triste arv fra det feudale og selvherskerlige Ruslands epoke, 

begynder at svinde. Vor premierministers hykleriske 

regering huserer endnu i den grad, at Meddelelser fra Arbejdersovjetten 

må trykkes »illegalt«, men de tåbelige forsøg 

på at »forbyde« dét, som regeringen ikke magter at 

forhindre, indbringer ikke regeringen andet end skændsel 

og nye moralske bagslag. 

Så længe forskellen mellem illegal og legal litteratur eksisterede, 

løstes problemet om partimæssig og ikke-partimæssig 

presse yderst enkelt og yderst falsk og vanskabt. 

Hele den illegale presse var partimæssig, den blev udgivet 

af organisationer, den redigeredes af grupper, der på en eller 

anden måde var forbundet med grupper af praktiske 

partiarbejdere. Hele den legale presse var ikke-partimæssig 

— fordi partimæssig optræden var belagt med forbud 

— men den »hældede« til det ene eller andet parti. Undgåeligt 

opstod der vanskabte alliancer, unormale »samliv«, 

falske tilsløringer; nødtvungen forsigtighed i udtalelser af 

folk, der ville udtrykke partianskuelser, blandedes med 

misforståelser eller tankefejhed hos folk, der endnu ikke

170 

V. I. LENIN 

var nået frem til diise anskuelser, og som i grunden ikke 

sluttede sig til et parti. 

En forbandet tid, med formummede taler, litterær servilitet, 

undersåtligt sprog, idémæssigt livegenskab! Proletariatet 

gjorde ende på denne usselhed, som fik alt levende 

og friskt i Rus (2) til at hive efter vejret. Men proletariatet 

har hidtil kun skaffet Rusland halvdelen af friheden. 

Revolutionen er endnu ikke afsluttet. Mens tsarismen 

ikke længere har kraft til at besejre revolutionen, har revolutionen 

endnu ikke kraft til at besejre tsarismen. Og vi lever 

i en tid, hvor denne naturstridige kombination af åben, 

ærlig, direkte, konsekvent partimæssig optræden med underjordisk, 

tilsløret, »diplomatisk«, durkdreven »legalitet« 

ytrer sig overalt og i alt. Denne naturstridige kombination 

påvirker også vort blad: hvor meget hr. Gutjkov end gør 

sig vittig over et socialdemokratisk tyranni, der ville forbyde 

trykning af liberalt-borgerlige, moderate aviser, så er 

og bliver det et faktum, at centralorganet for Ruslands Socialdemokratiske 

Arbejderparti, Proletarij, stadig befinder 

sig uden for den selvherskerlige politistat Ruslands 

dør. 

Men i hvert fald tvinger denne halve revolution os alle 

til straks at tage fat på en ny tilrettelægning af virksomheden. 

Litteraturen kan nu, selv »legalt«, for 9/10's vedkommende 

være partimæssig. Litteraturen må blive partimæssig. 

I modsætning til borgerlige skikke, i modsætning 

til den borgerlige arbejdsgiver og kræmmerpresse, i modsætning 

til den borgerlige litterære karrierisme og individualisme, 

»herremandsanarkisme« og profitjagt — skal 

det socialistiske proletariat hævde den partimæssige litteraturs 

princip, udvikle dette princip og i så fuld og hel 

form som muligt føre det ud i livet. 

Hvori består da dette princip, den partimæssige litteraturs 

princip? Ikke alene i, at for det socialistiske proletariat 

kan litteraturvirksomhed ikke være et middel til profit 

for personer eller grupper, den kan overhovedet ikke være 

en individuel virksomhed, uafhængig af den fælles proletariske 

virksomhed. Ned med partiløse skribenter! Ned med 

skribenter, der betragter sig som overmennesker! 

Litteraturvirksomheden må blive en del af den fælles 

proletariske virksomhed, »hjul og møtrik« i én fælles, stor 

socialdemokratisk mekanisme, som sættes i bevægelse af

PARTIMÆSSIG ORGANISATION 171 

hele den bevidste avantgarde for hele arbejderklassen. Litteraturvirksomheden 

må blive en bestanddel af det organiserede, 

planmæssige, forenede socialdemokratiske partiarbejde. 

»Enhver sammenligning halter,« siger en tysk sentens. 

Også min sammenligning af litteratur og møtrik, af levende 

bevægelse og mekanisme, halter. Der skal nok også findes 

hysteriske intellektuelle, der vil hyle op over denne 

sammenligning, som fornedrer, forstener og »bureaukratiserer« 

den frie idekamp, friheden til kritik, friheden 

til litterær skaben osv. osv. Efter sagens natur vil den 

slags hyl kun være et udtryk for borgerlig-intellektuel individualisme. 

Det kan ikke bestrides, at litterær virksomhed 

mindst af alt egner sig for at rette sig mekanisk ind, for nivellering, 

for et flertals herredømme over et mindretal. 

Det kan ikke bestrides, at det i denne virksomhed er ubetinget 

nødvendigt at sikre mest mulig plads for personligt initiativ, 

individuelle tilbøjeligheder, plads for tanke og fantasi, 

form og indhold. Alt dette er ubestrideligt, men alt 

dette beviser kun, at den litterære del af proletariatets partimæssige 

virksomhed ikke skematisk kan identificeres 

med andre dele af proletariatets partimæssige virksomhed. 

Alt dette modbeviser aldeles ikke den opfattelse, som 

forekommer bourgeoisiet og det borgerlige demokrati så 

fremmed og mærkelig, at litteraturvirksomhed absolut og 

ubetinget må indgå en uløselig forbindelse med de øvrige 

dele af det socialdemokratiske partiarbejde. Bladene bør 

blive organer for de forskellige partiorganisationer. Forfatterne 

må være direkte tilsluttet partiorganisationerne. 

Forlag og lagre, butikker og læsestuer, biblioteker og diverse 

forhandling af bøger — alt dette må blive partimæssigt 

og drives under ansvar. Alt dette arbejde må overvåges 

af det organiserede socialistiske proletariat, som i et 

og alt må kontrollere det, og som må bringe den levende 

proletariske virksomheds levende strøm ind i alt dette 

arbejde, uden undtagelse, således at grunden tages bort 

under det alderstegne, halvt oblomovske (3), halvt kræmmeragtige 

russiske princip: skribenten nusser med lidt 

skriveri og læseren med lidt læsning. 

Vi vil selvfølgelig ikke sige, at denne omlægning af litteraturvirksomheden, 

som er tilsvinet af asiatisk censur og 

europæisk bourgeoisi, kan foregå med ét slag. Det ligger

172 

V. I. LENIN 

os fjernt at agitere for et eller andet ensartet system eller 

at ville løse opgaven med nogle resolutioner. Nej, på dette 

område kan der mindst af alt være tale om skematisme. 

Det drejer sig om, at hele vort parti, hele det bevidste socialdemokratiske 

proletariat i hele Rusland må erkende 

denne nye opgave, stille den klart op og tage fat på dens 

løsning overalt og alle vegne. På vej ud af den feudale censurs 

fangenskab ønsker vi ikke og agter vi ikke at lade os 

fange af borgerligt-kræmmeragtige litteraturforhold. Vi 

ønsker at skabe og agter at skabe en fri presse, ikke alene i 

politimæssig forstand, men også i betydningen frihed fra 

kapitalen, frihed fra karrierismen — ja også i betydningen 

frihed fra den borgerlig-anarkistiske individualisme. 

Disse sidste ord kan se ud som et paradoks eller en hån 

mod læserne. Hvad for noget! vil en og anden intellektuel 

og ilter frihedsven vel råbe. Hvad for noget! De ønsker at 

lægge en så fin, individuel virksomhed som litterær skaben 

ind under kollektiviteten! De ønsker, at arbejderne ved 

stemmeflertal skal løse videnskabens, filosofiens, æstetikkens 

problemer! De bestrider den absolutte frihed til absolut 

individuel idémæssig skaben! 

— Tag den med ro, mine herrer! For det første er der tale 

om partimæssig litteratur og om partimæssig kontrol med 

den. Enhver har frihed til at skrive og sige alt, hvad der 

passer ham, uden mindste indskrænkning. Men enhver frivillig 

sammenslutning (deriblandt et parti) har ligeledes 

frihed til at udstøde medlemmer, som benytter partiets 

mærke til at præke anskuelser i strid med partiets. Ytrings- 

og pressefriheden skal være fuldstændig. Men også 

foreningsfriheden skal være fuldstændig. Jeg er i ytringsfrihedens 

navn forpligtet til at overlade dig fuld ret til at 

skrige, lyve og skrive hvad som helst. Men du er forpligtet 

til i foreningsfrihedens navn at overlade mig ret til at 

indgå eller opløse et forbund med mennesker, der siger sådan 

eller sådan. Partiet er et frivilligt forbund, som uvægerligt 

vil gå i opløsning, først idemæssigt og så materielt, 

hvis det ikke renser sig for medlemmer, som forkynder 

anskuelser i strid med partiets. Til bestemmelse af grænsen 

mellem det partimæssige og det partistridige tjener 

imidlertid partiprogrammet, dertil tjener partiets taktiske 

resolutioner og dets love, dertil tjener endelig de erfaringer, 

der er indhøstet af hele det internationale socialdemo-

PARTIMÆSSIG ORGANISATION 173 

krati, af proletariatets internationale frivillige sammenslutninger. 

Proletariatet optager til stadighed i sine partier 

elementer og strømninger, som ikke er fuldt konsekvente, 

ikke helt rent marxistiske, ikke ganske rigtige, og 

foretager ligeledes til stadighed periodiske »rensninger« af 

sine partier. Sådan vil det også blive hos os, mine herrer 

tilhængere af den borgerlige »frihed til kritik«, inden for 

partiet, nu er vort parti med ét slag blevet et masseparti, 

nu oplever vi en brat overgang til en åbent virkende organisation, 

nu vil der uvægerligt komme mange inkonsekvente 

(fra et marxistisk synspunkt inkonsekvente) mennesker, 

måske endda nogle kristne, måske endda nogle mystikere 

til os. Vi har stærke maver, vi er hærdede marxister. Vi vil 

kunne fordøje disse inkonsekvente folk. Tankefrihed og frihed 

til kritik inden for partiet vil aldrig få os til at glemme 

menneskenes frihed til at gruppere sig i de frivillige sammenslutninger, 

der kaldes partier. 

For det andet, mine herrer borgerlige individualister, 

må vi sige Dem, at Deres taler om absolut frihed er hykleri 

helt igennem. I et samfund, der grunder sig på pengenes 

magt, i et samfund, hvor de arbejdendes store masser lider 

nød, mens en håndfuld rige folk lever et snylterliv, kan der 

ikke være nogen reel og virkelig »frihed«. Ér De måske fri 

fra deres borgerlige forlæggere, hr. forfatter? Fra Deres 

borgerlige publikum, som forlanger, at De skal levere pornografi 

på lærred og i rammer (4), prostitution som »supplement« 

til den »hellige« sceniske kunst? Denne absolutte 

frihed er jo en borgerlig eller anarkistisk frase (for som 

verdensanskuelse er anarkismen borgerlighed på vrangen). 

At leve i et samfund og være fri fra samfundet lader 

sig ikke gøre. Den borgerlige forfatters, kunstners, skuespillerindes 

frihed er kun en maskeret (eller hyklerisk 

maskerlig) afhængighed af pengesækken, af bestikkelsen, 

af underholdet. 

Og vi socialister afslører dette hykleri, vi river de falske 

skilte ned — ikke for at få en litteratur og kunst uden klassepræg 

(dette vil først være muligt i et socialistisk samfund, 

som er kommet ud over klasserne), men for at konfrontere 

den hyklerisk frie, men i virkeligheden borgerligt 

bundne litteratur med en virkelig fri litteratur, der åbent 

er knyttet til proletariatet. 

Det vil være en fri litteratur, fordi ikke egoisme og ikke

174 

V. I. LENIN 

karriere, men socialismens idé og sympati med de arbejdende 

vil hverve nye og atter nye kræfter til dens rækker. 

Det vil være en fri litteratur, fordi den vil tjene, ikke en 

overmæt heroine, ikke de blaserte og overvægtige »øverste 

ti tusind«, men millioner og atter millioner af arbejdende 

mennesker, som udgør landets blomst, dets kraft, 

dets fremtid. Det vil være en fri litteratur, som befrugter 

menneskehedens nyeste revolutionære tænkning med det 

socialistiske proletariats erfaringer og levende arbejde og 

skaber en stadig vekselvirkning mellem fortidens erfaringer 

(den videnskabelige socialisme, kronen på socialismens 

udvikling fra dens primitive, utopiske former) og nutidens 

erfaringer (den nutidige kamp, som kammeraterne 

blandt arbejderne fører). 

Derfor til arbejdet, kammerater! Foran os står en vanskelig 

og ny, men stor og taknemmelig opgave — at organisere 

en omfattende, alsidig, mangeartet litteraturvirksomhed 

i nær og uløselig forbindelse med den socialdemokratiske 

arbejderbevægelse. Hele den socialdemokratiske 

litteratur må blive partimæssig. Alle blade, tidsskrifter, 

forlag osv. må øjeblikkelig tage fat på en reorganisering, 

en forberedelse af en sådan tilstand, at de helt 

og fuldt kan indgå i de og de partiorganisationer efter de og 

de principper. Kun så vil den »socialdemokratiske« litteratur 

blive socialdemokratisk i gerning, kun så vil den formå 

at gøre sin pligt, kun så vil den formå inden for det 

borgerlige samfunds rammer at rive sig ud af slaveriet hos 

bourgeoisiet og smelte sammen med den virkelig fremskredne 

og helt ud revolutionære klasses bevægelse.

FRIHED TIL KRITIK OG 

ENHED I HANDLING 

Trykt i bladet Volna nr. 22 den 20. maj (2. juni) 

1906 

Samlede Værker, S. udgave, bd. 13, s. 128-130 

Redaktionen har fået tilsendt følgende dokument, underskrevet 

af RSDAP's centralkomité: 

»Eftersom nogle partiorganisationer har rejst spørgsmålet 

om grænserne for frihed til kritik af partikongressernes 

beslutninger, mener centralkomiteen, ud fra den 

betragtning, at det russiske proletariats interesser altid 

har krævet den størst mulige enhed i RSDAP's taktik, og at 

denne enhed i politisk handling mellem de enkelte dele af 

vort parti nu er endnu mere nødvendig end nogensinde: 

1) at alle skal have tilstået fuld frihed til i partipressen og 

på partimøder at fremsætte sin personlige mening og forfægte 

sine særstandpunkter, 

2) at partiets medlemmer på brede politiske møder 

ikke må fremføre agitation, der går imod kongressens 

beslutninger. 

3) at intet medlem af partiet på sådanne møder hverken 

må opfordre til aktioner, der er i modsætning til kongressens 

beslutninger, eller foreslå resolutioner, der ikke er i 

overensstemmelse med kongressens beslutninger.« (Kursiven 

overalt vor.) 

Når vi ser på det væsentlige i denne resolution, får vi øje 

på en hel række mærkværdigheder. Resolutionen udsiger, 

at »på partimøder« tilstås »fuld frihed« for den personlige

176 

V. I. LENIN 

mening og for kritik (§1), men på »brede møder« (§2) »må 

intet medlem af partiet opfordre til aktioner, der er i modsætning 

til kongressens beslutninger«. Tænk engang over, 

hvad resultatet af dette bliver: på partimøder har medlemmer 

af partiet ret til at opfordre til aktioner, der er i modsætning 

til kongressens beslutninger, — på brede møder 

»tilstås« der ikke fuld frihed til »at fremsætte sin personlige 

mening«!! 

Resolutionens forfattere har fuldstændig misforstået 

forholdet mellem friheden til kritik inden for partiet og 

partiets enhed i handling. Kritik, inden for grænserne af 

partiprogrammets grundlæggende principper, bør være 

helt fri (lad os blot minde om Plekhanovs tale om dette på 

RSDAP's anden kongres) og ikke blot på partimøder, men 

også på brede møder. At forbyde en sådan kritik eller en 

sådan »agitation« (for man kan ikke adskille kritik fra agitation) 

er umuligt. Partiets politiske aktioner bør foregå i 

enhed. Alle »opfordringer«, der bryder enheden i givne aktioner, 

er utilladelige både på brede møder, på partimøder 

og i partipressen. 

Centralkomiteen har øjensynligt defineret friheden til 

kritik upræcist og for snævert, og enheden i handling upræcist 

og for bredt. 

Lad os tage et eksempel. Kongressen besluttede deltagelse 

i valgene til dumaen. Valg er en ganske bestemt aktion. 

Mens valgene foregår (for eksempel for øjeblikket i Baku) 

er alle opfordringer fra partimedlemmers side til ikke at 

deltage i valgene utilladelige overalt. På dette tidspunkt er 

»kritik« af beslutningen om deltagelse i valgene også utilladelig, 

fordi den i praksis ville undergrave virkningen af 

valgagitationen. Derimod er kritik fra partimedlemmernes 

side af beslutningen om at deltage i valgene tilladelig 

overalt på et sådant tidspunkt, hvor valgene endnu ikke er 

fastsat. Naturligvis vil den praktiske anvendelse af dette 

princip af og til også afskedkomme diskussioner og misforståelser, 

men kun på grundlag af netop dette princip 

kan alle diskussioner og alle misforståelser afklares ærefuldt 

for partiet. Men centralkomiteens resolution skaber 

en umulig situation. 

Centralkomiteens resolution er både indholdsmæssigt 

forkert og i modstrid med partiets love. Princippet om den 

demokratiske centralisme og om de lokale organers selv-

FRIHED TIL KRITIK 177 

styre betyder netop frihed til kritik, fuldt ud og overalt, når 

blot ikke enheden i en bestemt aktion brydes derved, — og 

utilladelighed af enhver kritik, der undergraver eller vanskeliggør 

enheden i en af partiet besluttet aktion. 

Vi regner det for en stor fejl fra centralkomiteens side at 

udsende en resolution om dette vigtige spørgsmål uden nogen 

form for forudgående diskussion i partipressen og i 

partiorganisationerne; en sådan diskussion ville kunne 

have hjulpet centralkomiteen til at undgå de af os påviste 

fejl. 

Vi opfordrer alle partiorganisationer til nu at diskutere 

centralkomiteens resolution og præcist udtrykke deres forhold 

til den. 

12

Trykt i bladet Proletarij nr. 2 den 29. august 

(11. september) 1906 


MOSKVAOPSTANDENS LÆRE 

Bogen Moskva i December 1905 (M. 1906) kunne ikke være 

kommet mere belejligt. Det er en bydende nødvendig opgave 

for arbejderpartiet at tilegne sig decemberopstandens 

erfaring. Desværre er denne bog en krukke honning med en 

skefuld tjære: yderst interessant materiale, trods dets 

ufuldstændighed — og konklusioner af utroligt skødesløs, 

utroligt banal art. Vi vil behandle disse konklusioner særskilt, 

men for øjeblikket vender vi os til dagens brændende 

politiske hovedproblem, Moskvaopstandens lære. 

Hovedformen for decemberbevægelsen i Moskva var den 

fredelige strejke og demonstrationer. Aktivt deltog det 

uhyre flertal af arbejdermasserne kun i disse former for 

kamp. Men netop decemberaktionen i Moskva viste klart, 

at generalstrejke som en selvstændig form, en hovedform 

for kampen har overlevet sig selv, at bevægelsen med 

spontan og uimodståelig kraft bryder sig vej ud af disse 

snævre rammer og afføder en højere kampform, opstanden. 

Da de revolutionære partier og forbundene i Moskva erklærede 

strejke, erkendte, ja følte de alle, at den uundgåeligt 

måtte forvandle sig til en opstand. Den 6. december 

besluttede arbejderrepræsentanternes sovjet at »stræbe 

efter at føre strejken over i en væbnet opstand«. Men faktisk 

var ingen af organisationerne forberedt til dette, selv 

Kampgruppernes fællesråd (1) talte (den 9. december!)

MOSKVAOPSTANDENS LÆRE 179 

om opstanden som noget fjernt, og der er ingen tvivl 

om, at gadekampen udspilledes hen over hovedet på rådet 

og uden om dets deltagelse. Organisationerne lå bagud for 

bevægelsens vækst og rækkevidde. 

Strejken voksede over i opstand, først og fremmest under 

trykket af de objektive betingelser, der var opstået efter oktober. 

Regeringen kunne ikke længere overrumples med 

en generalstrejke, den havde allerede organiseret en kontrarevolution, 

der stod rede til militære aktioner. Den russiske 

revolutions almindelige forløb efter oktober og rækken 

af begivenheder i Moskva i decemberdagene gav en 

slående bekræftelse på en af Marx' dybe grundsætninger: 

Revolutionen skrider fremad ved, at den skaber en sluttet 

og fast kontrarevolution, dvs. tvinger fjenden til at anvende 

mere og mere ekstreme midler til forsvar, og udvikler 

således kraftigere og kraftigere midler til angreb. (2) 

Den 7. og 8. december: fredelig strejke, fredelige massedemonstrationer. 

Den 8. om aftenen: belejring af Akvariet. 

(3) Den 9. om dagen: dragonernes overfald på 

mængden på Strastnajapladsen. Om aftenen — ødelæggelsen 

af Fiedlers hus. (4) Stemningen bliver mere ophidset. 

Den uorganiserede mængde i gaderne bygger fuldstændig 

spontant og tøvende de første barrikader. 

Den 10.: artilleribeskydningen af barrikaderne og mængden 

i gaderne begynder. Opførelsen af barrikader bliver 

resolut og er ikke længere enkelttilfælde, men absolut et 

massefænomen. Hele befolkningen er på gaderne, alle 

hovedcentrer i hele byen dækkes af et net af barrikader. I 

flere dage udfoldes der en heftig partisankamp mellem 

kampgrupperne og tropperne, en kamp, der udmatter 

tropperne og tvinger Dubasov til at bønfalde om 

forstærkninger. Først den 15. december blev regeringsstyrkernes 

overlegenhed absolut, og den 17. knuste Semjonov-regimentet 

(5) Presjna, opstandens sidste støttepunkt, 

punkt. 

Fra strejker og demonstrationer til enkelte barrikader. 

Fra enkelte barrikader til masseopførelse af barrikader og 

til gadekamp mod tropperne. Over hovedet på organisationerne 

udviklede den proletariske massekamp sig fra 

strejke til opstand. Heri ligger den vældige historiske vinding, 

som den russiske revolution skaffede sig i december 

1905 — en vinding, der som alle de foregående blev hjem-

180 

V. I. LENIN 

bragt på bekostning af vældige ofre. Bevægelsen blev løftet 

fra den politiske generalstrejke til et højere trin. Den tvang 

reaktionen til at gå til det yderste i modstanden, og bragte 

dermed i uhyre grad det øjeblik nærmere, da revolutionen 

også vil gå til det yderste i anvendelsen af angrebsmidler. 

Reaktionen kan ikke gå videre end til artilleribeskydning af 

barrikaderne, husene og mængden på gaderne. Revolutionen 

kan gå endnu længere end Moskvas kampgrupper, meget, 

meget længere både i dybden og i bredden. Og revolutionen 

er gået langt frem siden december. Den revolutionære 

krises grundlag er blevet umådeligt meget bredere — 

klingen må nu slibes skarpere. 

Proletariatet følte før sine ledere, at der var sket en forandring 

i de objektive kampbetingelser, og at dette krævede 

overgang fra strejke til opstand. Praksis gik som altid 

foran teorien. Den fredelige strejke og demonstrationerne 

ophørte straks at tilfredsstille arbejderne, der spurgte: 

Hvad så videre? — og krævede mere aktive handlinger. 

Direktivet om at bygge barrikader nåede yderdistrikterne 

med uhyre forsinkelse, mens der allerede byggedes barrikader 

i centrum. Arbejder masserne gik i gang med sagen, 

men blev ikke tilfredsstillet heller af det, de spurgte: Hvad 

så videre? — de krævede aktive handlinger. Vi ledere af det 

socialdemokratiske proletariat lignede i december hin 

oberst, der disponerede så tåbeligt over sine regimenter, 

at størstedelen af hans tropper ikke kom til at deltage 

aktivt i slaget. Arbejdermasserne søgte, men fandt ikke 

direktiver om aktive masseaktioner. 

Der er således ikke noget mere kortsynet end Plekhanovs 

opfattelse, som alle opportunister har grebet med kyshånd, 

at strejken var ubetimelig og ikke skulle have været 

iværksat, og at »man ikke burde have grebet til våben«. 

Tværtimod, man burde have grebet mere beslutsomt, 

energisk og offensivt til våben, man burde have klargjort 

for masserne, at det var umuligt at nøjes med en fredelig 

strejke, og at en uforfærdet og skånselsløs væbnet 

kamp var nødvendig. Og nu må vi endelig åbent og hørligt 

for alle erkende, at politiske strejker er utilstrækkelige, vi 

må i de bredeste masser agitere for væbnet opstand og ikke 

tilsløre dette spørgsmål med nogen som helst »indledende 

stadier« eller med nogen tågetale. Hvis man skjuler for 

masserne, at en forbitret, blodig, tilintetgørende krig er


en nødvendighed, en umiddelbar opgave for den kommende 

aktion, bedrager man både sig selv og folket. 

Dette er den første lære af decemberbegivenhederne. En 

anden lære vedrører karakteren af opstanden, måden at 

føre den på, betingelserne for troppernes overgang på 

folkets side. I højre fløj af vort parti er der en stærkt 

udbredt og yderst ensidig opfattelse af denne overgang. 

Man kan ikke, siges der, kæmpe mod moderne tropper. 

Tropperne må blive revolutionære. Det er klart, at hvis revolutionen 

ikke bliver en massekamp og ikke griber tropperne 

selv, da kan der ikke være tale om nogen alvorlig 

kamp. Det er klart, at arbejde blandt tropperne er nødvendigt. 

Men man må ikke forestille sig denne troppernes 

overgang som nogen simpel enkelthandling, der skyldes 

overtalelse på den ene side og erkendelse på den anden. 

Moskvaopstanden viser os anskueligt, hvor skematisk og 

livløst et sådant synspunkt er. Den vaklen, som ved enhver 

virkelig folkebevægelse uundgåeligt opstår blandt tropperne, 

bevirker faktisk, at det under den revolutionære 

kamps skærpelse kommer til en virkelig kamp om tropperne. 

Moskvaopstanden viser os netop den mest desperate, 

den mest rasende kamp mellem reaktionen og revolutionen 

om tropperne. Dubasov udtalte selv, at kun 5000 af 

Moskvatroppernes 15.000 mand var pålidelige. Regeringen 

holdt de vaklende tilbage med de mest forskelligartede, 

mest desperate foranstaltninger, den talte godt for 

dem, smigrede dem, bestak dem ved at uddele ure, penge, 

osv., fyldte dem med vodka, bedrog dem, skræmte dem, 

spærrede dem inde i kaserner, afvæbnede dem, med forræderi 

og med magt fiskede man de soldater, der formodedes 

at være upålidelige, ud af rækkerne. Og vi må have mod til 

direkte og åbent'at erkende, at vi i denne henseende ikke 

hamlede op med regeringen. Vi formåede ikke at udnytte 

de kræfter, vi rådede over, til en lige så aktiv, dristig, foretagsom 

og offensiv kamp for at vinde de vaklende tropper, 

som regeringen førte og gennemførte. Vi var i færd med en 

idémæssige »bearbejdelse« af tropperne, og vi vil fortsætte 

endnu ihærdigere dermed. Men vi ville være sølle pedanter, 

hvis vi glemte, at under en opstand er en fysisk kamp 

for at vinde tropperne ligeledes nødvendig. 

Moskvas proletariat gav os i decemberdagene en strålende 

lektion i idémæssig »bearbejdelse« af tropperne — f.

182 

V. I. LENIN 

eks. på Strastnajapladsen den 8. december, da mængden 

omringede kosakkerne, blandede sig med dem, forbrødrede 

sig med dem og fik dem til at vende om. Eller den 

10. på Presnja, da to arbejderpiger, der bar en rød fane i en 

tusindtallig mængde, kastede sig mod kosakkerne med 

råbene: »Slå os ihjel! Levende giver vi ikke fanen fra os!« 

Og kosakkerne blev forvirrede og galoperede bort under 

mængdens råb: »Leve kosakkerne!« Disse eksempler på 

dristighed og heltemod bør for bestandig stå prentet i 

proletariatets bevidsthed. 

Men her er eksempler på, at vi ikke hamlede op med 

Dubasov. Den 9. december går soldaterne syngende Marseillaisen 

gennem Bolsjaja Serpukhovskaja gaden for at 

slutte sig til oprørerne. Arbejderne sender delegerede, 

som skal møde dem. Malakhov selv galoperer over hals 

og hoved efter dem. ArMéjderne kom for sent, Malakhov 

kom i rette tid. Han holdt en flammende tale, han fik soldaterne 

til at vakle, omringede dem med dragoner, førte 

dem bort til kasernen og spærrede dem inde. Det lykkedes 

Malakhov at nå frem, men det lykkedes ikke os, skønt vor 

appel på to dage fik 150.000 mennesker på benene og man 

med dem kunne og burde have organiseret afpatruljering 

af gaderne. Malakhov omringede soldaterne med dragoner, 

men vi omringede ikke herrer som Malakhov med 

bombekastere. Vi kunne og burde have gjort dette, og den 

socialdemokratiske presse har allerede for længe siden 

(det gamle Iskra (6)) påpeget, at en ubønhørlig udryddelse 

af civile og militære chefer er vor pligt under en opstand. 

Det, der skete på Bolsjaja Serpukhovskaja gaden, 

gentog sig åbenbart i hovedtrækkene også foran Nesvisjskij- 

og Krutitskij-kasernerne, ved proletariatets forsøg på 

at »fjerne« Jekaterinoslav-regimentet, ved afsendelsen af 

delegerede til ingeniør tropperne i Aleksandrov, ved tilbagesenderen 

af Rostovartilleriet, der var på vej til Moskva, 

ved afvæbningen af ingeniørtropperne i Kolomna og så 

videre. I opstandens øjeblik var vi ikke på højde med opgaverne 

i kampen for at vinde de vaklende tropper. 

December gav en anskuelig bekræftelse på en anden dyb 

sætning, som Marx har skrevet og opportunisterne glemt, 

nemlig, at opstanden er en kunst, og at hovedreglen i denne 

kunst er, at der skal føres en hensynsløst dristig og beslutsom 

offensiv. (7) Vi havde ikke tilstrækkeligt tilegnet


os denne sandhed. Vi lærte ikke tilstrækkeligt os selv og 

masserne denne kunst, denne regel om at tage offensiven, 

komme hvad der vil. Vi må nu med al vor energi indhente 

det forsømte. Det er ikke nok at tage sit standpunkt til politiske 

paroler, det er også nødvendigt at tage sit standpunkt 

til den væbnede opstand. Den, der er imod den, den, der 

ikke forbereder sig til den, — han må ubønhørligt smides 

ud af revolutionstilhængernes rækker, smides over til dens 

modstandere, til forræderne eller kujonerne, thi den dag 

nærmer sig, da begivenhedernes kraft, da kampens betingelser 

tvinger os til at skille fjender og venner efter dette 

kendetegn. Det er ikke passivitet, vi bør forkynde, ikke en 

simpel »afventen«, indtil tropperne »går over«, — nej, vi 

må ringe med alle klokker og forkynde nødvendigheden af 

dristig offensiv og angreb med våben i hånd, nødvendigheden 

af i sådanne tider at udrydde fjendens øverste chefer 

og føre den mest energiske kamp for at vinde de vaklende 

tropper. 

Den tredje store lære, som Moskva gav os, vedrører taktikken 

og organiseringen af styrkerne til opstanden. Krigstaktikken 

afhænger af krigs teknikkens niveau, — denne 

sandhed har Engels grundigt forklaret og indprentet 

marxisterne (8). Krigs teknikken i dag er ikke den 

samme, som den var i midten af det 19. århundrede. Det 

ville være dumt at forsvare barrikader med revolvere og 

sætte en menneskemængde ind mod artilleri. Og Kautsky 

havde ret, da han skrev, at efter Moskva var det på tide at 

revidere Engels' konklusioner, og at Moskva har grundlagt 

»en ny barrikadetaktik«. (9) Denne taktik var partisankrigens 

taktik. Den organisation, der betinges af en 

sådan taktik, var bevægelige og ganske små afdelinger — 

timandsgrupper, tremandsgrupper og endog tomandsgrupper. 

Nu møder vi ofte socialdemokrater, der griner, 

når talen er om fem mands grupper og tremandsgrupper. 

Men grin er kun en billig metode til at slippe uden om det 

nye spørgsmål om taktik og organisation, der er fremkaldt 

af gadekampen under den moderne krigsteknik. Læs fortællingen 

om Moskvaopstanden omhyggeligt, mine herrer, 

og I vil forstå, hvilken forbindelse »fem mands grupperne« 

har med spørgsmålet om den »nye barrikadetaktik«. 

Moskva grundlagde den, men fik den langtfra udviklet,

184 

V. I. LENIN 

langtfra udfoldet i nogenlunde bred målestok, i virkelig 

massemålestok. Der var kun få kampgrupper, arbejdermassen 

fik ikke nogen parole om dristigt at gå til angreb og 

praktiserede ikke en sådan parole. Partisanafdelingernes 

karakter var alt for ensidig, deres våben og deres metoder 

utilstrækkelige, deres evne til at lede mængden lå kun i 

kim. Vi må indhente alt dette, og vi indhenter det, når vi 

lærer af Moskvas erfaring, udbreder denne erfaring i masserne 

og vækker massernes skaberkraft til yderligere udvikling 

af denne erfaring. Og den partisankrig, den masseterror, 

der næsten uophørligt har fundet sted overalt i 

Rusland siden december, vil utvivlsomt hjælpe masserne 

til at lære den rigtige taktik i opstandens øjeblik. 

Socialdemokratiet må erkende denne masseterror og indlemme 

den i sin taktik, selvfølgelig organisere og kontrollere 

den, indrette den efter arbejderbevægelsens og den 

almene revolutionære kamps interesser og betingelser og 

samtidig fjerne og skånselsløst udrydde den »bølle«-forvrængning 

af denne partisankrig, der så storartet og så 

skånselsløst blev sat på plads af vore kampfæller i Moskva 

i opstandens dage og af letterne i de meget omtalte lettiske 

republikkers dage. (10) 

Krigs teknikken har i den allersidste tid atter gjort nye 

fremskridt. Den japanske krig har frembragt håndgranaten. 

Geværfabrikken har sendt det automatiske gevær på 

markedet. Og begge våben begynder allerede at blive anvendt 

med held i den russiske revolution, men langtfra i 

tilstrækkeligt omfang. Vi kan og skal benytte os af den mere 

fuldkomne teknik, lære arb ej deraf delingerne at lave 

bomber i store mængder, hjælpe dem og vore kampgrupper 

at samle lagre af sprængstoffer, sprænghætter og automatiske 

våben. Når arbejderne deltager i opstanden i 

byerne, når der foretages masseangreb på fjenden, når der 

føres en beslutsom og dygtig kamp for at vinde tropperne, 

der vakler endnu mere efter dumaen, efter Sveaborg 

(Suomenlinna) og Kronstadt, når landbefolkningens deltagelse 

i den almindelige kamp er sikker — vil sejren være 

vor i den næste landsomfattende væbnede opstand i Rusland! 

Lad os da udfolde vort arbejde bredere og stille vore opgaver 

dristigere, mens vi tilegner os læren fra de store 

dage i den russiske revolution. Vort arbejde bygger på en


rigtig vurdering af, hvad klasserne stræber efter, og hvad 

folkets udvikling har behov i dette øjeblik. Omkring parolen: 

Styrt den tsaristiske magt og lad en revolutionær regering 

indkalde en konstituerende forsamling, grupperer vi 

og vil vi gruppere en stadig større del af proletariatet, bønderne 

og tropperne. Arbejdet med at udvikle massernes 

bevidsthed er nu som før basis for hele vort arbejde og 

hovedindholdet i det. Men lad os ikke glemme, at til denne 

almene, faste og fundamentale opgave føjer sådanne øjeblikke, 

som Rusland nu gennemlever, visse særlige, specielle 

opgaver. Lad os ikke blive pedanter og spidsborgere, 

lad os ikke skyde disse særlige opgaver, som øjeblikket 

stiller, disse specielle opgaver, som de givne kampformer 

frembyder, fra os ved tomme henvisninger til pligter, der 

står for os på samme måde under alle betingelser og til 

alle tider. 

Lad os huske, at den store massekamp nærmer sig. Det 

bliver en væbnet opstand. Den skal så vidt muligt blive 

samtidig. Masserne skal vide, at de går ud til en væbnet, 

blodig, hensynsløs kamp. Dødsforagt skal blive massernes 

almeneje og sikre sejren. Offensiven mod fjenden skal 

føres på den mest energiske måde, angreb og ikke forsvar 

skal blive massernes parole, ubønhørlig udryddelse af 

fjenden vil blive deres opgave, kamporganisationen vil 

blive bevægelig og smidig, troppernes vaklende elementer 

vil blive draget ind i aktiv kamp. Det klassebevidste proletariats 

parti skal gøre sin pligt i denne store kamp.

REVOLUTIONENS LÆRE 

Trykt i bladet Rabotjaja Gaseta nr. 1 den 30. 

oktober (12. november) 1910 


Fem år er gået siden Ruslands arbejderklasse i oktober 

1905 rettede det første kraftige slag mod det tsaristiske 

selvherskerdømme. Proletariatet rejste i disse store dage 

millioner af arbejdende til kamp mod deres undertrykkere. 

Det tilkæmpede sig på nogle måneder i 1905 sådanne forbedringer, 

som arbejderne i årtier forgæves havde ventet 

af »dem deroppe«. Proletariatet skaffede hele det russiske 

folk, omend kun i en kort tid, en i Rusland hidtil ukendt 

presse-, forsamlings- og foreningsfrihed. Det fejede Bulygins 

fusk af en duma af vejen, tvang tsaren til at udstede 

manifestet om forfatningen og gjorde det en gang for alle 

umuligt at regere Rusland uden repræsentative institutioner. 

Proletariatets store sejre viste sig at være halve sejre, 

fordi den tsaristiske magt ikke blev styrtet. Decemberopstanden 

endte med et nederlag, og det tsaristiske selvherskerdømme 

begyndte at afskaffe arbejderklassens erobringer 

en for en, efterhånden som dens stormløb svækkedes, 

efterhånden som massernes kamp aftog. I 1906 var 

arbejderstrejkerne, bonderejsningerne og soldaterrurolighederne 

langt svagere end i 1905, men var dog stadig meget 

stærke. Tsaren opløste den første duma, i hvis tid 

folkets kamp på ny begyndte at udvikle sig, men han vovede 

ikke straks at ændre valgloven. I 1907 aftog arbejdernes 

kamp yderligere, og da tsaren havde opløst den anden

REVOLUTIONENS LÆRE 187 

duma, gennemførte han sit statskup (af 3. juni 1907), han 

brød alle sine højtidelige løfter om ikke at udstede love 

uden dumaens samtykke og ændrede valgloven således, at 

flertallet i dumaen med sikkerhed tilfaldt godsejerne og 

kapitalisterne, de Sorte Hundreders parti og deres drabanter. 

Både sejre og nederlag i revolutionen gav det russiske 

folk en stor historisk lære. Idet vi fejrer femårsdagen for 

1905, må vi bestræbe os på at klargøre os denne læres vigtigste 

bestanddele. 

En første og grundlæggende lære er, at kun en revolutionær 

kamp fra massernes side formår at hidføre nogenlundebetydelige 

forbedringer i arbejdernes liv og i statens 

styrelse. Hverken de dannedes »sympati« med arbejderne 

eller individuelle terroristers heroiske kamp kunne på 

nogen måde rokke ved det tsaristiske selvherskerdømme 

og kapitalisternes almagt. Kun arbejdernes egen kamp, 

kun millionmassernes fælles kamp kunne gøre dette, og da 

denne kamp aftog, begyndte der øjeblikkelig en afskaffelse 

af det, arbejderne havde vundet. Den russiske revolution 

bekræftede det, hvorom der synges i den internationale arbejdersang: 

»Ej nogen mægtig gud og kejser 

og folkehøvding står os bi. 

Nej, selv til kampen vi os rejser, 

og gør os selv af åget fri.« (I). 

En anden lære er, at det ikke er nok at rokke, at begrænse 

den tsaristiske magt. Den må tilintetgøres. Så længe den 

tsaristiske magt ikke er tilintetgjort, vil tsarens indrømmelser 

altid være ustabile. Tsaren gav indrømmelser, så 

længe revolutionens stormløb forstærkedes, og tog alle 

indrømmelserne tilbage, da stormen aftog. Kun når en demokratisk 

republik erobres, når den tsaristiske magt styrtes 

og magten lægges i folkets hænder, kan Rusland befries 

fra embedsmændenes vold og vilkårlighed, fra de Sorte 

Hundreders og oktob ris ternes duma, fra godsejernes og 

godsejerdrabanternes almagt i landsbyen. Når bøndernes 

og arbejdernes trængsler nu efter revolutionen er blevet 

endnu tungere end før, så er det prisen for, at revolutionen 

var for svag, at den tsaristiske magt ikke blev styrtet. Året

188 

V. I. LENIN 

1905 og derpå de to første dumaer og deres opløsning lærte 

folket overmåde meget, lærte det fremfor alt at kæmpe i 

fællesskab for de politiske krav. Folket, der var vakt til 

politisk liv, krævede først indrømmelser af selvherskerdømmet: 

at tsaren skulle indkalde dumaen, at tsaren skulle 

udskifte de gamle ministre med nye, at tsaren skulle »give« 

almindelig valgret. Men selvherskerdømmet gik ikke med 

til og kunne ikke gå med til sådanne indrømmelser. På anmodningen 

om indrømmelser svarede selvherskerdømmet 

med bajonetter. Og da begyndte folket at blive sig nødvendigheden 

af kamp mod selvherskerdømmets magt bevidst. 

Nu så at sige hamrer Stolypin og den sorte herreduma 

med endnu større kraft denne forståelse ind i hovedet 

på bønderne. Hamrer den ind og slår den fast. 

Det tsaristiske selvherskerdømme har også på sin side 

draget lære af revolutionen. Det har set, at man ikke kan 

forlade sig på bøndernes tro på tsaren. Det styrker nu sin 

magt ved at alliere sig med de Sorte Hundreders godsejere 

og oktobristernes fabrikanter. For at styrte det tsaristiske 

selvherskerdømme behøves nu et langt kraftigere stormløb 

fra den revolutionære massekamps side end i 1905. 

Er et sådant langt kraftigere stormløb muligt? Svaret på 

dette spørgsmål fører os ind på den tredje og vigtigste lære 

af revolutionen. Denne lære består i, at vi har set, hvorledes 

de forskellige klasser i det russiske folk optræder. Indtil 

1905 forekom det mange, at hele folket i lige grad stræber 

efter frihed og ønsker en ligeartet frihed, i hvert fald 

havde det uhyre flertal ikke nogen klar forståelse af, at de 

forskellige klasser i det russiske folk stiller sig forskelligt 

til kampen for friheden og stiler efter en uligeartet frihed. 

Revolutionen spredte tågen. I slutningen af 1905 og derefter 

i den første og anden dumas tid trådte alle klasser i 

det russiske samfund åbent frem. De viste, hvordan de virkelig 

er, de afslørede, hvad der er deres virkelige bestræbelser, 

hvad de kan kæmpe for, og hvor kraftigt, ihærdigt 

og energisk de formår at kæmpe. 

Fabrikkernes og værkernes arbejdere, industriproletariatet, 

førte en yderst beslutsom og yderst ihærdig kamp 

mod selvherskerdømmet. Proletariatet begyndte revolutionen 

med den 9. januar og med massestrejker. Proletariatet 

førte kampen igennem til det sidste, efter at det 

havde rejst sig til væbnet opstand i december 1905, til for-


svar for bønderne, der forfulgtes med kugler, prygl og tortur. 

Antallet af strejkende arbejdere i 1905 var ca. tre 

millioner (og med jernbanemændene, postfunktionærerne 

osv. sikkert op mod fire millioner), i 1906 en million, i 1907 

— 3/4 million. Verden har aldrig tidligere oplevet en så 

stærk strejkebevægelse. Det russiske proletariat viste, 

hvilke vældige ubrugte kræfter, der ligger i arbejdermasserne, 

når en virkelig revolutionær krise modnes. Strejkebølgen 

i 1905, den største i verden, udtømte langtfra hele 

proletariatets kampkraft. F. eks. var der i Moskvas fabriksområde 

567.000 fabriks- og bedriftsarbejdere og 

540.000 strejkende, men i Petersborg var der 300.000 fabriks- 

og bedriftsarbejdere og 1 million strejkende. Det vil 

sige, at arbejderne i Moskva-området endnu ikke havde udviklet 

en nær så stor energi i kampen som Petersborgs arbejdere. 

Men i Lifland-guvernementet (byen Riga) var der 

på 50.000 arbejdere 250.000 strejkende, det vil sige, at hver 

arbejder i gennemsnit strejkede mere end fem gange i 

1905. På nuværende tidspunkt er der i hele Rusland mindst 

3 millioner fabriksarbejdere, minearbejdere og jernbanemænd, 

og dette antal vokser hvert år, med en styrke i bevægelsen 

som i Riga i 1905 kunne de stille en hær på 15 

millioner strejkende. 

Over for et sådant stormløb ville ingen tsaristisk magt 

kunne holde stand. Men enhver forstår, at et sådant stormløb 

ikke kan fremkaldes kunstigt, efter socialisternes eller 

de fremskredne arbejderes ønske. Et sådant stormløb er 

kun muligt, når hele landet gribes af krise, forbitrelse, revolution. 

For at forberede et sådant stormløb må man drage 

de mest tilbagestående arbejderlag ind i kampen, år 

efter år gøre et ihærdigt, bredt anlagt og støt propagandistisk, 

agitatorisk og organisatorisk arbejde, skabe og befæste 

enhver form for sammenslutninger og organisationer 

i proletariatet. 

I kampkraft stod Ruslands arbejderklasse forrest af alle 

klasser i det russiske folk. Selve arbejdets livsbetingelser 

gør dem skikkede til kamp og driver dem til kamp. Kapitalen 

samler arbejderne i store masser i storbyer, slutter 

dem sammen, oplærer dem til fælles handlinger. For hvert 

eneste skridt står arbejderen ansigt til ansigt med sin 

hovedfjende — kapitalisternes klasse. I kamp mod denne 

fjende bliver arbejderen socialist, han kommer til bevidst-

190 

V. I. LENIN 

hed om, at der må ske en fuldstændig ombygning af hele 

samfundet, en fuldstændig afskaffelse af al fattigdom og al 

undertrykkelse. Når arbejderne er blevet socialister, kæmper 

de med grænseløs dristighed mod alt, hvad der står 

dem i vejen, og først og fremmest mod den tsaristiske 

magt og de feudale godsejere. 

Også bønderne deltog i revolutionen og gik i kamp mod 

godsejerne og mod regeringen, men deres kamp var langt, 

langt svagere. Man kan regne med, at af fabrikkernes arbejdere 

deltog flertallet (op mod 3/5) i den revolutionære 

kamp, i strejkerne, men af bønderne utvivlsomt kun et 

mindretal: sikkert ikke mere end en femtedel eller en fjerdedel. 

Bønderne kæmpede mindre ihærdigt, mere spredt, 

mindre bevidst, undertiden håbede de stadig på lillefar 

tsarens godhed. I 1905 — 1906 satte bønderne egentlig kun 

lidt skræk i livet på tsaren og godsejerne. Men de skal ikke 

have en skræk i livet, de skal tilintetgøres, deres regering 

— den tsaristiske regering — skal fjernes fra Jordens overflade. 

Nu bestræber Stolypin og den sorte duma, godsejernes 

duma, sig for at gøre de rige bønder til nye godsejergårdmænd, 

til forbundsfæller for tsaren og de Sorte Hundreder. 

Men jo mere tsaren og dumaen hjælper de rige 

bønder til at ruinere bøndernes masse, des mere bevidst 

bliver denne masse, des mindre vil den bevare troen på 

tsaren, livegne slavers tro, forkuede og uvidende menneskers 

tro. Hvert år bliver der flere og flere landarbejdere i 

landsbyen — de kan ikke søge redning andre steder end i 

forbund med byarbejderne til fælles kamp. Hvert år bliver 

der flere og flere ruinerede, ludfattige og udsultede bønder 

i landsbyen - af dem vil milioner og atter millioner, når 

byproletariatet rejser sig, skride til en mere resolut, mere 

sluttet kamp mod tsaren og godsejerne. 

I revolutionen deltog også det liberale bourgeoisi, dvs. de 

liberale godsejere, fabrikanter, advokater, professorer 

osv. De udgør »folkefriheden«s parti (K.-D., kadetterne). 

De lovede folket mangt og meget og gjorde stor stads af 

friheden i deres aviser. De havde flertallet af deputerede i 

den første og anden duma. De vinkede med løfter om, at 

man »ad fredelig vej« ville opnå frihed, de fordømte arbejdernes 

og bøndernes revolutionære kamp. Bønderne og 

mange af bøndernes deputerede (trudovikerne) troede på 

disse løfter og fulgte ydmygt og lydigt de liberale og stille-


de sig uden for proletariatets revolutionære kamp. Heri 

bestod bøndernes største fejl (og mange byboeres fejl) 

under revolutionen. Med den ene hånd og meget, meget 

sjældent bistod de liberale kampen for friheden, men den 

anden hånd havde de altid udstrakt mod tsaren, de lovede 

ham at bevare og styrke hans magt, at forlige bønderne 

med godsejerne, at »pacificere« de »rasende« arbejdere. 

Da revolutionen nåede frem til den afgørende kamp mod 

tsaren, til decemberopstanden 1905, begik de liberale alle 

som en et gement forræderi mod folkets frihed, de svigtede 

kampen. Det tsaristiske selvherskerdømme benyttede sig 

af de liberales forræderi mod folkefriheden og af uvidenheden 

blandt bønderne, der i stort tal troede på de liberale, 

og knuste de revolterende arbejdere. Men da proletariatet 

var slået ned, kunne ingen duma, ingen af kadetternes 

pæne taler, ingen af deres løfter afholde tsaren fra at 

tilintetgøre alle rester af frihed, at genoprette selvherskerdømmet 

og de feudale godsejeres almagt. 

De liberale stod bedragne tilbage. Bønderne havde fået 

en hård, men gavnlig lære. Der bliver ingen frihed i det 

russiske land, så længe folkets brede masser tror på de 

liberale, tror på muligheden af »fred« med tsarmagten, 

stiller sig uden for arbejdernes revolutionære kamp. Ingen 

magt på Jorden vil kunne afværge frihedens komme i Rusland, 

når byproletariatets masse rejser sig til kamp, 

skyder de vaklende og forræderiske liberale til side og drager 

landarbejderne og de forarmede bønder med sig. 

Og at Ruslands proletariat vil rejse sig til en sådan 

kamp, at det på ny vil stille sig i spidsen for revolutionen — 

derfor borger hele Ruslands økonomiske situation og al 

erfaring fra de revolutionære år. 

For fem år siden tilføjede proletariatet det tsaristiske 

selvherskerdømme det første slag. Frihedens første stråler 

strejfede det russiske folk. Nu er det tsaristiske selvherskerdømme 

atter oprettet, atter hersker og regerer feudalherrerne, 

atter øves der overalt vold mod arbejderne og 

bønderne, alle vegne tynger myndighedernes asiatiske despotisme 

og afskyelige misregimente folket. Men de dyre 

lærepenge er ikke forgæves. Det russiske folk er ikke det 

samme, som det var i 1905. Proletariatet lærte det at 

kæmpe. Proletariatet vil føre det til sejr.

Noter 

13

NOTER 195 

Til 

To slags Taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske 

Revolution 

1) Lenin skrev bogen i juni-juli 1905 efter afslutningen af RSDAP's 3. 

kongres og den mensjevikiske konference, der fandt sted i Genéve samtidigt 

med kongressen (se note 6 og 8). 

Bogen blev udgivet på RSDAP's forlag i Geneve, hvor Lenin på det 

tidspunkt boede. Samme år, 1905, blev den også udgivet i Rusland af 

RSDAP's centralkomité og yderligere i 10.000 eksemplarer af partiets 

Moskva-organisation. Den blev solgt illegalt i Petersborg, Moskva, 

Perm, Kasan, Tiflis, Baku og andre byer og blev brugt bl.a, på illegale 

parti- og arbejderstudiekredse. 

Lenin lod To Slags Taktik indgå i første bind af sin artikelsamling 

Igennem Tolv Å r, der i 1907 udkom i Petersborg, og supplerede den med 

nye fodnoter; i forordet til artikelsamlingen skriver han om To Slags 

Taktik: »Her fremlægges helt systematisk vore grundlæggende taktiske 

divergenser med mensjevikkerne — resolutionerne fra RSDAP's 3. 

kongres i foråret 1905 i London (den bolsjevikiske) og fra mensjevikkonferencen 

i Geneve gav disse meningsforskelle klar form og tilspidsede 

dem til en fundamental divergens i vurderingen af hele vor borgerlige 

revolution, hvad angår proletariatets opgaver«, (Saml. Værker, 

russ., 4. udgave, b. 13, s. 94). S. 21. 

2) Opstanden på panserkrydseren »Potjomkin« indledtes den 14. (27.) 

juni 1905. Den oprørske krydser anløb Odessa, hvor der på det tidspunkt 

var generalstrejke. Men de gunstige betingelser, der herved opstod for 

fælles handling mellem matroserne og Odessas arbejdere, blev ikke udnyttet. 

Bolsjevikkernes organisation i Odessa var svækket som følge af 

flere arrestationer, og der var ikke enighed i organisationen. Mensjevikkerne 

var imod væbnet opstand og holdt arbejderne og matroserne 

tilbage fra offensiv kamp. For at knuse opstanden sendte tsarregeringen 

hele Sortehavsflåden mod »Potjomkin«, men matroserne nægtede 

at skyde, hvorefter officererne måtte beordre eskadren til at sejle tilbage. 

Efter 11 dages omflakken på Sortehavet blev »Potjomkin«, der da 

var uden brændstof og proviant, nødsaget til at søge rumænsk havn og 

overgive sig til de rumænske myndigheder. Flertallet af matroserne 

blev i udlandet. De, der vendte tilbage til Rusland, blev arresteret og 

stillet for en domstol. 

Opstanden på panserkrydseren »Potjomkin« endte med nederlag, 

men den kendsgerning, at besætningen på et af de største krigsskibe gik 

over på revolutionens side, betød et stort skridt fremad i kampen mod 

selvherskerdømmet. S. 21. 

3) Proletarij (Proletaren), illegal bolsjevikisk ugeavis; RSDAP's 

centrale organ, oprettet efter beslutning på partiets 3. kongres. Den 

blev udgivet i Geneve fra 14. (27.) maj til 12. (25.) november 1905. lait 

udkom 26 numre. Lenin var redaktør af avisen. Proletarij fortsatte lin-


jen fra det gamle Iskra (se note 7) og det bolsjevikiske dagblad Vperjod 

(Fremad). 

Lenin skrev henved 90 artikler og notitser til avisen. Medarbejdere 

ved redaktionen var V.V. Vorovskij, A.V. Lunatjarskij og M.S. 

Olminskij med bistand af N.K. Krupskaja, V.M. Velitjkina og V.A. Karpinskij. 

Avisen havde nær tilknytning til den russiske arbejderbevægelse 

og offentliggjorde artikler af arbejdere, der deltog direkte i den revolutionære 

bevægelse i Rusland. S. 21. 

4) De socialrevolutionære, småborgerligt parti i Rusland. Det opstod i 

slutningen af 1901 og begyndelsen af 1902 efter en sammenslutning af 

forskellige narodnikgrupper (De Socialrevolutionæres Forbund, De 

Socialrevolutionæres Parti o.a.). Avisen Revolutsionnaja Rossija (Revolutionære 

Rusland) og tidsskriftet Vestnik russkoj revolutsii (Den 

Russiske Revolutions Bulletin) var dets officielle talerør. De socialrevolutionære 

så ingen klasseforskelle mellem proletariatet og småbesidderen, 

de underkendte den klassemæssige lagdeling og modsætningerne 

inden for bondestanden og afviste proletariatets ledende rolle i 

revolutionen. De socialrevolutionæres synspunkter repræsenterede en 

broget blanding af narodnik-orienterede og revisionistiske ideer. De 

forsøgte, med Lenins udtryk, at bøde på »narodnikbevægelsens flænger 

med lapper af moderne opportunistisk 'kritik' af marxismen« (Saml. 

værker, russ. 5. udgave, b. 11, s. 285). Den individuelle terror, som de 

socialrevolutionære fremhævede som den vigtigste metode i kampen 

mod selvherskerdømmet, var til stor skade for den revolutionære bevægelse 

og vanskeliggjorde organiseringen af masserne til revolutionær 

kamp. 

De socialrevolutionæres agrarprogram indeholdt krav om ophævelse 

af privatejendomsretten til jord og jordens overdragelse til landsbyfællesskabet, 

gennemførelse af »arbejdsprincippet« og »ligelig« 

jordfordeling samt udvikling af kooperationen. Reelt var der intet som 

helst socialistisk i dette program, som de socialrevolutionære selv døbte 

»jordens socialisering«. I en analyse af programmet påpegede Lenin, at 

bevarelse af vareproduktionen og det private brug på fælles areal ikke 

fjerner kapitalens herredømme, ikke beskytter de arbejdende bønder 

mod udbytning og forarmelse, og at heller ikke kooperationen under kapitalistiske 

forhold kan blive et frelsende middel for småbønderne. 

Samtidig bemærkede Lenin, at kravet om ligelig jordfordeling, uden 

at være socialistisk, havde progressiv, revolutionær demokratisk 

karakter, da det var rettet mod godsbesiddelserne. 

Under bestemte betingelser indgik bolsjevikkerne midlertidigt samarbejde 

med de socialrevolutionære i kampen mod tsarismen. 

Bøndernes klassemæssige uensartethed medførte politisk og 

ideologisk ustabilitet og uenighed i de socialrevolutionæres parti og var 

årsag til deres stadige vaklen mellem det liberale bourgeoisi og proletariatet. 

Allerede under den første russiske revolution splittede partiets 

højrefløj sig ud og dannede det legale Folkesocialistiske Arbejdsparti, 

hvis synspunkter lå tæt op ad de Konstitutionelle Demokraters 

(forkortet: kadetterne). Også venstrefløjen dannede fraktion og konstituerede 

sig i et halvanarkistisk forbund, maksimalisterne. Under 

Stolypin-reaktionen opstod der kaos i de socialrevolutionæres parti,

NOTER 197 

både ideologisk og organisatorisk. Under første verdenskrig indtog flertallet 

af de socialrevolutionære en social-chauvinistisk holdning. 

Efter Februarrevolutionens sejr i 1917 udgjorde de socialrevolutionære 

sammen med mensjevikkerne og kadetterne den kontrarevolutionære 

provisoriske regerings vigtigste støtter, og nogle af partiets 

ledere (Kerenskij, Avksentjev og Tjernov) deltog i regeringen. De 

socialrevolutionære nægtede nu at støtte bøndernes krav om konfiskation 

af godsejernes jord og gik ind for, at godsejerne bevarede ejendomsretten 

til jorden. De socialrevolutionære ministre i regeringen gik 

så vidt, at de sendte straffeafdelinger mod bønder, der tiltog sig godsejernes 

jord. 

I slutningen af november 1917 dannede partiets venstrefløj et 

selvstændigt parti, De venstre-socialrevolutionære. For at bevare sin 

indflydelse blandt bondemasserne anerkendte dette parti sovjetmagten 

og sluttede aftale med bolsjevikkerne, men begyndte snart efter at bekæmpe 

sovjetstyret. 

Under den udenlandske militærintervention og borgerkrigen støttede 

de socialrevolutionære sammensværgelser og iværksatte terrorhandlinger 

mod sovjetstatens og det kommunistiske partis ledere. Da borgerkrigen 

var slut, fortsatte de socialrevolutionære deres virksomhed 

mod sovjetstaten både inden for og uden for landets grænser. S. 22. 

5) Osvobosjdenije (Befrielse), tidsskrift, udgivet af russiske borgerlige 

liberale i udlandet i årene 1902-05 under redaktion af P.B. Struve. Fra 

januar 1904 var det talerør for det liberal-monarkistiske Osvobosjdenije-forbund. 

Fra 1905 udgjorde osvobosjdentserne kernen i det 

Konstitutionelt-Demokratiske parti (kadetterne). S. 23. 

6) RSDAP's 3. kongres blev afholdt i London fra den 12. til den 27. april 

(25. april -10. maj) 1905. I kongressen deltog 38 delegerede, som repræsenterede 

21 bolsjevikiske komiteer, hovedsagelig fra de store 

industricentre. Kongressen blev ledet af Lenin. Blandt deltagerne var 

bl.a. A. A. Bogdanov, Nadesjda Krupskaja, M. M. Litvinov, A. V. 

Lunartjarskij, M. G. Tskhakaja, V. V. Vorovskij ogRosalia Semljatjka. 

Alle RSDAP's organisationer var indbudt til kongressen, men 

mensjevikkerne nægtede at deltage og samledes særskilt til en konference 

i Geneve. 

RSDAP's 3. kongres behandlede de grundlæggende problemer, som 

den fremadskridende revolution frembød, og fastlagde de opgaver, som 

proletariatet stod overfor i sin egenskab af revolutionens ledende 

klasse. Man drøftede bl.a. væbnet opstand, forholdet til regeringspolitikken 

forud for omvæltningen, en provisorisk, revolutionær regering, 

forholdet til bondebevægelsen og til den del af partiet, der havde skilt sig 

ud (mensjevikkerne), og RSDAP's åbne politiske fremtræden. 

Den strategiske plan, som 3. kongres fastlagde, bestod i, at proletariatet 

i revolutionens første fase i forbund med de arbejdende bønder 

og under isolering af bourgoisiet skulle kæmpe for den borgerligtdemokratiske 

revolutions sejr, dvs. for selvherskerdømmets omstyrtelse, 

oprettelse af den demokratiske republik og afskaffelse af alle 

rester af feudalismen.


Partiets og arbejderklassens vigtigste og uopsættelige opgave var at 

organisere en væbnet opstand. 

En provisorisk, revolutionær regering skulle oprettes, når tsarismen 

faldt og folkerevolutionen sejrede. Dens opgave var at undertvinge 

modstand mod revolutionen, realisere RSDAP's minimumprogram og 

forberede overgangen til den socialistiske revolution. 

Den 3. kongres ophævede den formulering af partilovenes paragraf 1, 

som 2. kongres på Martovs forslag havde vedtaget, og vedtog lovenes 

paragraf 1 om medlemskab af partiet i Lenins formulering. Dette var af 

stor betydning i den videre kamp for at styrke partiet af ny type. 

Eftersom bladet Iskra var kommet i hænderne på mensjevikkerne og 

førte en opportunistisk linje, pålagde 3. kongres centralkomiteen at stifte 

et nyt hovedorgan under navnet Proletarij (se note 3). S. 23. 

7) Der er tale om det nye mensjevikiske Iskra. Efter RSDAP's 2. 

kongres bemægtigede mensjevikkerne sig med Plekhanovs hjælp Iskra, 

som Lenin havde grundlagt i 1900. Fra november 1903, begyndende med 

nr. 52, blev Iskra erobret af mensjevikkerne og udkom indtil oktober 

1905. S. 23. 

8) Mensjevikkernes Geneve-konference fandt sted samtidigt med 

RSDAP's 3. kongres i april 1905. Der deltog kun delegerede fra ni 

komiteer, og mensjevikkerne dristede sig ikke til at kalde deres forsamling 

for en kongres, men kaldte den en konference af partiarbejdere. 

Konferencens beslutninger viste, at mensjevikkerne ikke arbejdede 

for en fortsat udvikling af revolutionen. De bestred proletariatets ledende 

rolle i revolutionen og bestræbelserne for proletariatets forbund med 

de arbejdende bønder. Efter deres mening måtte den borgerligt-demokratiske 

revolution i Rusland foregå under det liberale bourgeoisis ledelse 

og i tilfælde af sejr føre til dettes magtovertagelse. Mensjevikkerne 

tog afstand fra dannelsen af en provisorisk, revolutionær regering og ønskede 

ikke, at repræsentanter for socialdemokratiet skulle deltage i den. 

Mensjevikkerne bestred, at proletariatet havde selvstændige opgaver 

i forbindelse med den væbnede opstand og mente, at det ikke var en 

opgave for arbejderklassens parti at forberede en sådan, fordi det ville 

skræmme bourgoisiet væk. 

Konferencen vendte sig imod socialdemokratiets deltagelse i den provisoriske 

revolutionære regering. Den satte sig ikke som opgave at organisere 

revolutionære bondekomiteer til overtagelse af godsejerjorden; 

jordspørgsmålet skulle løses af den konstituerende forsamling. 

Konferencen ophævede de partilove, som var blevet vedtaget på 

RSDAP's 2. kongres (1903); den vedtog i stedet »organisationsstatutter«, 

som ville føre partiet tilbage til den organisatoriske opsplittethed 

før 1903. S. 24. 

9) Bulygin-kommissionen blev nedsat af tsaren i 1905, under ledelse af 

indenrigsminister Bulygin. Kommissionen skulle udforme en lov om 

indførelse af en »statsduma«, en rådgivende forsamling, og en valglov. 

Begge love blev offentliggjort sammen med tsarens manifest den 6. 

(19.) august 1905. Arbejderne og det store flertal af bønder havde ikke 

stemmeret. Bolsjevikkerne gik ind for aktiv boykot af Bulygin-dumaen, 

og regeringens forsøg på at få dumaen i stand mislykkedes. S. 25.

NOTER 199 

10) Det Konstitutionelt-Demokratiske parti (kadetterne, — udtrykket 

stammer fra forbogstaverne K - D i partiets navn) var det førende parti 

for det liberale-monarkis tiske bourgeoisi i Rusland. Partiet oprettedes i 

oktober 1905, og dets medlemmer talte hovedsageligt storgodsejere, 

storkøbmænd, semstvo-folk og borgerlige intellektuelle. Partiet kaldte 

sig også Folkefrihedens Parti, men i virkeligheden gik de ikke længere 

end til kravet om konstitutionelt monarki. For kadetterne kom det an på 

at bekæmpe den revolutionære bevægelse og at få andel i magten 

sammen med tsaren og de feudale godsejere. Under første verdenskrig 

støttede de aktivt tsarregeringens rovgriske udenrigspolitik og under 

den borgerligt-demokratiske Februarrevolution 1917 gjorde de alt for at 

redde monarkiet. Som ledende skikkelser i den borgerlige provisoriske 

regering førte kadetterne en kontrarevolutionær politik til fordel for 

amerikanske, engelske og franske imperialister. Efter oktoberrevolutionen 

1917 deltog kadetterne i alle væbnede kontrarevolutionære 

aktioner og i den udenlandske militærintervention, indtil de måtte flygte 

til udlandet, hvor de fortsatte deres kontrarevolutionære aktiviteter. S. 

25. 

11) Millerandismen, en opportunistisk strømning, der fik navn efter den 

franske reformistiske socialist Millerand. S. 33. 

12) Den 9. januar; den dag i 1905, da tropper på tsarens befaling beskød 

en fredelig arbejderdemonstration i Petersborg. Anført af præsten 

Gapon gik demonstrationen mod Vinterpaladset for at overbringe 

tsaren et bønskrift. Denne koldblodige massakre mod ubevæbnede arbejdere 

startede en bølge af politiske massestrejker og demonstrationer 

over hele Rusland under parolen »Ned med selvherskerdømmet!« Begivenhederne 

den 9. januar markerede begyndelsen til revolutionen 

1905-07. S. 36. 

13) Neue Rheinische Zeitung udkom i Køln fra den 1. juni 1848 til den 19. 

maj 1849. Den blev redigeret af Karl Marx og Friedrich Engels med 

Marx som chefredaktør. Nummer 301, bladets sidste nummer var 

udelukkende trykt med rødt. Avisen gik ind efter lang tids forfølgelse, 

der endte med Marx's udvisning fra Prøjsen og repressalier mod de 

øvrige medarbejdere. Vedrørende Neue Rheinische Zeitung, se Karl 

Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, b. n, s. 327-335, Forlaget 

Tiden. København 1973. S. 37. 

14) Social-demokraten, mensjevikisk avis, der udkom på grusinsk i Tiflis 

i perioden april - november 1905. 

Artiklen Semskij sobor og vor taktik var skrevet af N. Sjordania, lederen 

af de kaukasiske mensjevikker. Se Lenins kritik af den i kapitel 7, s. 

63ff, i dette bind. S. 38. 

15) Sorte Hundreder, bander, organiseret af det tsaristiske politi til bekæmpelse 

af den revolutionære bevægelse. De snigmyrdede revolutionære, 

overfaldt progressive intellektuelle og foranstaltede anti-jødiske 

pogromer. S. 39. 

16) Sjipovsk, se Sjipov i navne registret. S. 40. 

17) Der hentydes til et månedligt historisk tidskrift, der under titlen 

Russkaja Starina udkom i Petersborg fra 1870 til 1918. S. 45.

200 

V. I. LENIN 

18) Se Karl Marx' Teser om Feuerbach (Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, 

b. II, s. 401-403). S. 46. 

19) Tjornyj Peredel (den Sorte Nyfordeling), en bevægelse, der gik ind 

for beslaglæggelse af godserne og ligelig udstykning af jorden til bønderne. 

S. 50. 

20) Russkije Vedomosti (Russiske Tidender), avis, grundlagt 1863. Som 

udgivere stod en gruppe semstvo-ledere og liberale professorer ved 

Moskvas universitet. Den var talerør for liberale godsejere og det liberale 

bourgeoisi. Blev i 1905 organ for kadetterne. S. 53. 

21) Syn Otetjestva (Fædrelandets søn), liberalt dagblad, der udkom i 

Petersborg fra 1856 til 1900 og fra den 18. november (1. december) 1904. 

Medarbejderne fulgte Osvobosjdenije og var narodnikker af forskellige 

afskygninger. Fra den 15. (28.) november 1905 blev avisen organ for de 

socialrevolutionære, indtil forbudet mod den i december 1905. S. 53. 

22) Nasja Sjisn (Vort Liv), liberalt dagblad, der med visse afbrydelser 

udkom i Petersborg fra den 6. (19.) november 1904 til 11. (24.) juli 1906. 

S. 53. 

23) Nasji Dni (Vore dage), liberalt dagblad, der udkom i Petersborg fra 

den 18. (31.) december 1904 til 5. (18.) februar 1905. Den 7. (20.) december 

1905 genoptoges udgivelsen, men der udkom kun et enkelt 

nummer. S. 53. 

24) Mennesket i Foderal, skikkelse i Tjekhovs fortælling af samme 

navn. Betegner en snæversynet småborger, der afskyr initiativ og forandring. 

S. 55. 

25) Lenin refererer til Aus dem literarischen Nachlass von Karl Marx, 

Friedrich Engels und Ferdinand Lasalle. Herausgeben von Franz 

Mehring, bind 3, Stuttgart 1902, s. 211. S. 61. 

26) Der hentydes til Nikolaj II's modtagelse af en delegation af semstvorepræsentanter 

den 6. (19.) juni 1905. Delegationsmedlemmerne var udpeget 

på en konference i Moskva mellem folk fra semstvo-styrelserne, 

by-dumaerne (byrådene) og adelige. Delegationen overbragte tsaren et 

bønskrift, hvori man anmodede om indkaldelse af folkerepræsentanter, 

som sammen med tsaren skulle oprette et »fornyet statssystem«. Bønskriftet 

indeholdt hverken krav om lige, almindelig og direkte valgret 

med hemmelig afstemning eller om garantier for frie valg. S. 61. 

27) Her sigtes til en resolution, fremlagt af Starover (pseudonym for 

mensjevikken A.N. Potresov) vedrørende holdningen til de liberale. 

Resolutionen blev vedtaget på RSDAP's 2. kongres og kritiseret af 

Lenin i artiklen Arbejderdemokrati og borgerligt demokrati (Saml. 

Værker, russ. 5. udgave, b. 9, s. 179-189). S. 62. 

28) I Tsusimastrædet (ud for Korea) led en russisk flådeafdeling den 14.- 

15. maj 1905 et katastrofalt nederlag overfor den japanske flåde, hvad 

der bidrog til at afsløre tsardømmets uduelighed og råddenskab. S. 64. 

29) Udtrykket parlamentarisk kretinisme, som Lenin hyppigt bruger, 

anvendtes oprindeligt af Marx og Engels. Således skrev Engels, at parlamentarisk 

kretinisme er en uhelbredelig sygdom, en plage, »der 

fylder sine ulykkelige ofre med den stolte overbevisning om, at hele ver-

NOTER 201 

den, dens fortid og fremtid styres og bestemmes af stemmeflertallet i 

netop dén repræsentative forsamling, der har den ære at tælle dem 

blandt sine medlemmer.« (Werke, bd. 8, s. 87). 

Med udtrykket parlamentarisk kretinisme karakteriserede Lenin 

opportunisternes tro på, at den parlamentariske styreform formår alt, 

og at den parlamentariske virksomhed er den eneste form eller dog 

hovedformen for politisk kamp. S. 66. 

30) På det tyske socialdemokratis kongres i Breslau i 1895 opstod der 

uoverensstemmelser omkring udkastet til et agrarprogram. 

Programudkastet indeholdt alvorlige fejltagelser, bl.a. tendenser til at 

gøre det proletariske parti til »hele folkets« parti. Kongressen forkastede 

forslaget med 158 stemmer mod 63. S. 68. 

31) Iskra (Gnisten), den første landsdækkende illegale marxistiske avis 

i Rusland, grundlagt af Lenin i 1900. 

Det første nummer af Iskra udkom i december 1900 i Leipzig, de 

følgende i Miinchen, fra juni 1902 i London og fra foråret 1903 i Geneve. 

På Lenins initiativ og med hans bistand udarbejdede Iskras redaktion 

et forslag til partiprogram (offentliggjort i Iskra nr. 21, den 1. juni 1902) 

og forberedte RSDAP's 2. kongres, der fandt sted fra den 17. (30.) juli til 

10. (23.) august 1903. Forud for kongressen sluttede størsteparten af de 

lokale partiorganisationer sig til Iskra, godkendte dens taktik, program 

og organisationsplan og enerkendte den som deres og RSDAP's talerør. 

Snart efter RSDAP's 2. kongres bemægtigede mensjevikkerne sig 

med Plekhanovs hjælp Iskra. Fra og med nr. 52 ophørte Iskra at være 

organ for den revolutionære marxisme. S. 68. 

32) Dabotjeje Delo (Arbejdersagen), økonomisternes tidsskrift, udkom 

uregelmæssigt i Geneve mellem april 1899 og februar 1902 som organ for 

Forbundet af Russiske Socialdemokrater i udlandet. Rabotjeje Delo kommenteres 

kritisk i Lenins værk Hvad Må Der Gøres? (se denne udgaves 

bd. 2). S. 72. 

33) Der hentydes til et angreb, som L. Nadesjdin (pseudonym for O. 

Selenskij) rettede mod det gamle Iskras plan. Lenin kritiserede dette 

angreb i 1902 i Hvad Må Der Gøres? (se denne udgaves b.2). S. 72. 

34) Frankfurter Zeitung, konservativt dagblad, der varetog tyske 

finanskredses interesser. Det udkom i Frankfurt am Main fra 1856 til 

1943 og på ny fra 1949 under navnet Frankfurter Allgemeine Zeitung 

som tysk storkapitals talerør. S. 74. 

35) Bernsteinisme, anti-marxistisk retning i den socialdemokratiske bevægelse. 

Den dukkede op i slutningen af det 19. århundrede og fik navn 

efter socialdemokraten Eduard Bernstein, der forsøgte at revidere 

Marx's teori om revolutionen i borgerlig-liberalistisk ånd. I Rusland var 

denne retning repræsenteret af de »legale marxister«, økonomisterne, 

bundisterne og mensjevikkerne. S. 77. 

36) Her refereres til Lenins artikler Socialdemokratiet og den provisoriske 

revolutionære regering og Proletariatets og de arbejdende 

bønders revolutionære demokratiske diktatur, der offentliggjordes i 

numrene 13 og 14 af den bolsjevikiske avis Vperjod (se Saml. Værker, 

russ. 5. udgave, b. 10, s. 1-19 og 20-31). S. 80.

202 

V. I. LENIN 

37) Lenin sigter til det program, der blev udsendt i 1874 af en gruppe 

blanquister i London. De var tidligere medlemmer af Pariserkommunen 

(se Friedrich Engels, »Fluchtlingsliteratur. II Programm der blanquistischenKommunefliichtlinge«, 

Internationales aus dem Volksstaat, 

Berlin 1957, s. 47-56). 

Blanquisterne havde navn efter Louis Auguste Blanqui (1805-81). De 

forventede, at »menneskeheden ville blive befriet fra lønslaveriet, ikke 

gennem proletariatets klassekamp, men ved et lille intellektuelt mindretals 

sammensværgelse« (se Lenin, Saml. Værker, russ. 5. udgave, 

bd. 13, s. 76). S. 82. 

38) Erfurt-programmetblev vedtaget på Tysklands Socialdemokratiske 

Partis kongres i oktober 1891 i Erfurt. Det byggede på Marx's lære om 

den kapitalistiske produktionsmådes uundgåelige undergang og udskiftning 

med en socialistisk produktionsmåde, og det understregede 

nødvendigheden af arbejderklassens politiske kamp og partiets rolle 

som leder af denne kamp. Men Erfurt-programmet indeholdt også 

opportunistiske tendenser og kritiseres bl.a. af Engels i Zur Kritik des sozialdemokratischen 

Program ment wurfes 1891, (Werke, bd. 22, s. 225). S. 

87. 

39) Anmærkningen blev skrevet i juli 1905 og fandtes ikke i bogens første 

udgave; den blev første gang trykt i Leninskij Sbornik V, 1926. S. 88. 

40) Se Marx/Engels, Werke, bd. 39, brev af 26. januar 1894. — Om polemikken 

mellem Vperjod og Iskra, se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., 

bd. 10, s. 1-19. S. 88. 

41) Lenin henviser her til sin artikel Om den revolutionære provisoriske 

regering (se Saml. Værker, russ. 5. udgave, bd. 10, s. 241—250). Heri citerer 

han Engels artikel Die Bakunisten an der A rbeit. Denkschrift uber 

den Aufstand in Spanien im Sommer 1873. Engels kritiserer bakunisternes 

resolution (Werke, bd. 18, s. 476). S. 94. 

42) Credo (Trosbekendelse) var navnet på et opportunistisk manifest, 

der i 1899 udsendtes af en gruppe økonomister (S. Prokopovitj, J. Kuskova 

o.a., der senere blev konstitutionelle demokrater, »kadetter«). 

Lenin, der dengang levede i Sibirien som forvist, skrev en protest mod 

Credo. Protesten blev undertegnet af 17 forviste socialdemokrater. Se 

Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 163 f. S. 96. 

43) Rabotjaja Mysl (Arbejdertanken), økonomisternes talerør, udkom i 

årene 1897—1902. Avisens synspunkter var en russisk variant af den internationale 

opportunisme og blev kritiseret af Lenin i artiklen En baglæns 

retning i russisk socialdemokrati, (Saml. Værker, russ. 5. udgave, 

bd. 4, s. 240-273) og i Hvad Må Der Gøres?, (Udvalgte Værker, bd. 2, kap. 

II b). S. 96. 

44) Lenin hentyder til Marx's Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, 

Werke, bd. 1, s. 385. S. 96. 

45) l'Humanité, dagblad, grundlagt i 1904 af Jean Jaures som organ for 

Frankrigs socialistiske parti. Under den første verdenskrig var dets redaktion 

krigstilhænger (Jaures myrdedes 1914). Efter partiets kongres i 

Tours, december 1920, blev bladet centralorgan for Frankrigs kommunistiske 

parti. S. 98.

NOTER 203 

47) RSDAP's 2. kongres afholdt sine møder i hemmelighed først i Bruxelles 

og derpå i London, fra den 17. juli til den 10. august 1903. Der deltog 

43 delegerede, som repræsenterede 26 organisationer. Nogle delegerede 

havde to stemmer. De 43 delegerede afgav tilsammen 51 stemmer. 

Iskra-retningen havde 33 stemmer, men heraf var 9 »bløde« Iskra-tilhængere, 

der fulgte Martov, og som senere blev mensjevikker. Centrumsfolkene 

eller »sumpen«, som Lenin kaldte dem, rådede over 10 

stemmer. Desuden havde økonomisterne 3 stemmer og den jødiske 

forening Bund 5 stemmer. 

Kongressen var forberedt af Iskra, der under Lenins ledelse gjorde et 

kolossalt arbejde for at samle de russiske socialdemokrater om den revolutionære 

marxismes principper. Kongressens hovedopgaver var at 

få vedtaget program og love for partiet samt valg til de ledende particentre 

. 

Opportunisterne på kongressen angreb det forslag til partiprogram, 

som var udarbejdet af Iskra, i særdeleshed afsnittene om partiets ledende 

rolle i arbejderbevægelsen, om nødvendigheden af at erobre proletariatets 

diktatur og om landbrugspolitikken. Kongressen vedtog partiprogrammet, 

der omfattede såvel proletariatets nærmeste opgaver i den 

forestående borgerligt-demokratiske revolution (minimumprogrammet) 

som dets videre opgaver med henblik på den socialistiske revolutions 

sejr og oprettelsen af proletariatets diktatur (maksimumprogrammet). 

For første gang efter Marx' og Engels' død blev der i den internationale 

arbejderbevægelse vedtaget et revolutionært program, 

hvori kampen for proletariatets diktatur blev prioriteret som arbejderklassens 

partis hovedopgave. 

Under drøftelsen af partilovene, navnlig deres paragraf 1, der handlede 

om medlemskabet i partiet, fremkom der to divergerende holdninger. 

Lenin og hans tilhængere virkede for et kampdygtigt revolutionært 

parti med love, der ikke gav adgang for ustabile og vaklende elementer. 

Derfor foreslog Lenin følgende formulering af partilovenes paragraf 1: 

»Som medlem af partiet regnes enhver, der anerkender dets program og 

støtter partiet såvel med materielle midler som med personlig deltagelse 

i en af partiorganisationerne.« Heroverfor foreslog Martov sin egen formulering, 

hvorefter man som medlem af partiet skulle regne »enhver, der 

anerkender dets program, støtter partiet med materielle midler og yder 

det regelmæssig personlig bistand under ledelse af en af dets organisationer«. 

Ved definitionen af medlemskabet fastholdt Lenin altså »personlig 

deltagelse i en af partiorganisationerne«, mens Martov nøjedes med »regelmæssig 

personlig bistand«. 

Martovs formulering fik støtte på kongressen, dels af Iskras modstandere, 

dels af de »bløde« Iskra-tilhængere, og blev vedtaget med et lille 

flertal. De øvrige love blev vedtaget i Lenins formulering. 

På kongressen opstod der splittelse mellem tilhængerne af Iskra-linjen 

under Lenins ledelse og de »bløde« Iskra-folk, der fulgte Martov. 

Ved valgene til partiets ledende organer fik Lenins tilhængere flertal og 

kaldtes herefter bolsjevikker (bolsjinstvo = flertal), mens det opportunistiske 

mindretal fik navnet mensjevikker (mensjinstvo = mindretal). 

Kongressen havde stor betydning for den russiske arbejderbevægel-

204 

V. I. LENIN 

ses udvikling. Den gjorde op med smågruppernes selvtilstrækkeligheder 

og lagde grunden til det marxistiske revolutionære parti i Rusland, 

bolsjevikkernes parti. RSDAP's 2. kongres udgjorde et vendepunkt i den 

internationale arbejderbevægelse. (Se også Sovjetunionens Kommunistiske 

Partis historie, s. 58-66, Forlaget Tiden). S. 107. 

48) Der hentydes til de »organisationsstatutter«, som mensjevikkernes 

konference i Geneve vedtog i 1905. Lenin har behandlet dem i artiklen Et 

Tredje Skridt Tilbage (Samlede Værker, 5. udg., bd. 10, s. 317 f.) og i 

forordet til brochuren Arbejdere om Partisplittelsen (samme udgave, 

bd. 11, s. 159 f.). 

Ordet plebiscit anvendes i denne forbindelse af Lenin om den praksis, 

som mensjevikkerne gik ind for — at ingen central repræsentativ forsamling 

skulle kunne vedtage forpligtende beslutninger, men at enhver 

beslutning fra en sådan forsamling skulle forelægges til afstemning i de 

lokale organisationer, uden at resultaterne af disse afstemninger blev 

sammenfattet for hele organisationen. Plebiscit, som i øvrigt betyder 

folkeafstemning, bruges altså her om en anarkistisk »urafstemning« 

uden slutopgørelse og uden bindende karakter. S. 63,109. 

49) Se Marx' Klassekampene i Frankrig 1848-50 (Marx/Engels: Udvalgte 

Skrifter, bd. I, s. 211. Forlaget Tiden). S. 111. 

50) De Hirsch-Dunckerske fagforeninger stiftedes i 1868 i Tyskland af de 

to liberale Hirsch og Duncker, der ligesom den borgerlige økonom 

Brentano prædikede »klasseinteressernes harmoni«, ledte arbejderne 

bort fra den revolutionære klassekamp og ville indskrænke fagbevægelsens 

opgaver til hjælpekasser og oplysningsvirksomhed. S. 118. 

51) Rassvet (Daggry), legalt liberalt dagblad, der udkom i Petersborg 

fra marts til november 1905. S. 118. 

52) Engels' artikel Die Bakunisten an der Arbeit. Denkschrift iiber den 

Aufstand in Spanien im Sommer 1873 blev oversat til russisk under 

Lenins redaktion og udgivet som pjece i 1905 i Geneve af RSDAP's centralkomité. 

11906 blev den genudgivet i Petersborg (se Werke, bd. 18 og 

22). 

Marx' og Engels' Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, 

marts 1850 blev offentliggjort på russisk i 1906 som tillæg til Marx' pjece 

Enthiillungen iiber den Kommunistenprozess zu Koln af forlaget Molot i 

Petersborg. (Se Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 101-111. S. 120. 

53) Sar ja (Morgenrøde), teoretisk politisk marxistisk tidsskrift, udkom 

legalt i Stuttgart i årene 1901-02 under Iskras redaktion. Der udkom i alt 

fire hæfter. Sarja foretog en kritisk gennemgang af den internationale 

og russiske revisionisme til forsvar for marxismens teoretiske principper. 

S.123. 

54) De følgende afsnit, der begynder med »Misbrug af ord . . .« og slutter 

med »... sjokke i halen på osvobosjdismen?« (s. 126 nederst) blev 

udeladt i de første udgaver af bogen. De offentliggjordes første gang i 

Pravda den 22. april 1940. S. 125. 

55) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 297-499. S. 125. 

56) Moskovskije Vedomosti (Moskva Tidende), en af de ældste russiske

NOTER 205 

aviser, grundlagt i 1756. Den støttede de mest reaktionære lag og blev i 

1905 talerør for De sorte Hundreder. Blev forbudt efter oktoberrevolutionen 

i 1917. S. 126. 

57) Lenin henviser til værket Aus dem literarischen Nachlass von Karl 

Marx, Friedrich Engels und Ferdinand Lassalle, Herausgegeben von 

Franz Mehring, bd. III, Stuttgart 1902, s. 53. Lenin citerer s. 133 et andet 

afsnit af Mehrings forord, s. 81-82. S. 128. 

58) Se Marx/Engels, Werke, bd. 5, s. 401-403.S. 129. 

59) Samme sted s. 36. S. 130. 

60) Samme sted. S. 130. 

61) Den pågældende artikel, Die Frankfurter Versammlung, har vist sig 

at være skrevet af Friedrich Engels. Se Werke, bd. 5, s. 14. S. 130. 

62) Friedrich Engels, Die Berliner Debatte ttber die Revolution, samme 

steds. 64f. S. 131. 

63) Karl Marx, Das Gesetzentwurf Uber die Aufhebung der Feudallasten, 

samme sted s. 278 f. S. 132. 

64) Kolns arbejderforenings organ hed oprindelig Zeitung des Arbeiter- 

Vereines zu Koln med undertitlen Freiheit, Bruderlichkeit, Arbeit. Der 

udkom 40 numre mellem april og oktober 1848 og 32 numre fra oktober 

1848 til juni 1849, hvis titel da var blevet »Freiheit, BrUderlichkeit, Arbeit« 

. Avisen redigeredes bl.a. af medlemmer af Kommunisternes Forbund. 

S. 134. 

65) Se Marx/Engels, Werke, bd. 6, s. 587-588. S. 134. 

66) Kommunisternes Forbund, proletariatets første internationale 

kommunistiske organisation, blev grundlagt i 1847 i London på en 

kongres, hvortil revolutionære arbejderorganisationer havde sendt 

delegerede. Karl Marx og Friedrich Engels fik af kongressen til opgave 

at skrive Forbundets program — Det Kommunistiske Manifest. 

Kommunisternes Forbund eksisterede indtil 1852. Dets mest fremtrædende 

medlemmer spillede senere en afgørende rolle i I. Internationale. 

Se Friedrich Engels' artikel Bidrag til Kommunisternes Forbunds historie, 

Marx—Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 336-355. Forlaget Tiden. 

S. 135. 

67) Tovarisjtj (Kammerat), et blad, der udkom i Petersborg under 

medarbejderskab af de tidligere økonomister Prokopovitj og Kuskova. 

Det spillede rollen som »venstrefløj« blandt kadetterne. Også mensjevikker 

var blandt dets medarbejdere. S. 136. 

68) Se Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 350. Forlaget Tiden. 

S. 136. 

Til 

Socialdemokratiets Stilling til Bondebevægelsen 

1) Otreski, afskårne arealer. Ved reformen af 1861 »reguleredes« jordfordelingen 

mellem godsejerne og de tidligere livegne bønder således, 

at godsejerne kunne skære arealer fra den jord, bønderne hidtil havde


dyrket, og selv beholde disse arealer. Da bøndernes lodder derved blev 

for små og uheldigt beliggende, måtte de nu forpagte jord, de hidtil havde 

dyrket, ikke sjældent på ågerbetingelser. Ofte måtte bønderne personligt 

arbejde forpagtningsafgiften af, yde af-arbejde for godsejeren, 

en form for hoveri under kapitalistiske forhold. S. 142. 

2) Vinterrekruttering var hvervning af bønder til sommerens arbejde, 

praktiseret om vinteren af godsejere og kulakker, når bønderne havde 

særligt småt med midler og derfor måtte tage arbejde på ublu vilkår. 

S. 142. 

Til 

Vore Opgaver og Arbejderrepræsentanternes Sovjet 

1) Lenin skrev artiklen i Stockholm under rejsen fra Svejts til Rusland. 

Manuskriptet blev først fundet i 1940. S. 149. 

2) Novaja Sjisn, dagblad, udkom legalt i Petersborg fra 27. oktober (9. 

november) til 3. (16.) december 1905. Lenin, som efter hjemkomsten 

blev den politisk ledende kraft, skrev 14 artikler deri. Oplaget nåede op 

på 80.000 eksemplarer. Blandt dets udenlandske medarbejdere var Rosa 

Luxemburg, Karl Liebknecht, Marcel Cachin og Paul Lafargue. S. 

149. 

3) Se Udvalgte Værker, bd. 2, kap. IV c, Forlaget Tiden. S. 150. 

4) Sorte Hundreder — terrorbander, se note 15 til To Slags Taktik . . . 

S. 150. 

5) Lenin sigter til den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905. 

S. 154. 

6) Forbundenes forbund oprettedes i maj 1905 af repræsentanter for 14 

faglige organisationer, hvis medlemmer var advokater, læger, ingeniører, 

lærere, agronomer, kontorfolk o.a. Forbundet førte liberal politik. 

Det gik i opløsning i løbet af 1906. S. 154. 

7) Bondeforbundet opstod i 1905. Forbundet krævede politisk frihed, indkaldelse 

af en konstituerende forsamling, afskaffelse af privatejendomsretten 

til jord, overdragelse af jorden til bønderne o.a. Forbundet 

opløstes 1907. S. 158. 

Til 

Om Partiets Reorganisation 

1) Om Partiets Reorganisation var den første Lenin-artikel i bladet 

Novaja Sjtsn, november 1905, efter hjemkomsten til Rusland. S. 159. 

2) De »uafhængige«, et »arbejderparti«, som tsarre geringens hemmelige 

politi oprettede om efteråret 1905. Det skulle bekæmpe socialdemokratiet, 

men fik ringe tilslutning og ophørte i 1908. S. 159. 

3) Appellen blev også trykt som flyveblad, med titlen »Angående indkaldelsen 

af RSDAP's 4. kongres«. S. 160. 

4) Det »nye« Iskra, se note 7 til To Slags Taktik .. .S. 160.

NOTER 207 

5) Se note 6 til To Slags Taktik ... S. 160. 

6) Medlemmerne af RSDAP's ledelser (komiteer) var, indtil halvlegale 

eller legale forhold indtrådte i 1905, ikke valgt af medlemmerne, men 

udpeget og godkendt ovenfra. Denne fremgangsmåde benyttedes for 

ikke at udsætte de valgte og organisationen i øvrigt for fare. S. 160. 

7) Sorte Hundreder — terrorbander, se note 15 til To Slags Taktik... 

S. 163. 

8) Vendée — en provins i Vestfrankrig, hvor efterblevne bønder under 

den borgerlige revolution i slutningen af 18. århundrede indledte en kontrarevolutionær 

opstand mod republikken. Opstanden blev ledet af katolske 

gejstlige, adel og royalister i eksil og fik støtte fra England. Ordet 

Vendée blev betegnelse for kontrarevolutionært mytteri. S. 166. 

Til 

Partimæssig Organisation og Partimæssig Litteratur 

1) Lenin sigter til den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905. 

S. 169. 

2) Rus — betegnelse for en statsdannelse, som opstod i det 8.-9. århundrede 

i egnene ved Sortehavet og Dnepr. Ordet, som går igen i navnet 

Rusland, bruges her billedligt. Rusland opstod som stat i slutningen af 

det 15. århundrede med Moskva som centrum. S. 170. 

3) Oblomov — person i Gontjarovs roman af samme navn, passiv liberal. 

Lenin brugte ofte ordet oblomovsk for at betegne stagnation, træghed, 

patriarkalsk efterblevenhed. S. 171. 

4) Det må formodes, at der her foreligger en trykfejl i Novaja Sjisns 

tekst, således at der ikke skal stå rammer, men romaner. S. 173. 

Til 

Moskvaopstandens lære 

1) Kampgruppernes fællesråd nedsattes i Moskva i slutningen af oktober 

1905 for at koordinere den praktiske kamp mod de Sorte Hundreder. 

(Se note 15 til To Slags Taktik...). Rådet fortsatte sit arbejde 

under opstanden i december. Medlemmer af rådet var repræsentanter 

for RSDAP's Moskvaorganisations kampgrupper, Moskvagruppen af 

socialdemokrater, de socialrevolutionære samt lokale grupper med 

navnene »Frit distrikt«, »Universitetet«, »Typografisk gruppe« samt 

»Kaukasisk gruppe«. Det socialrevolutionær-mensjevikiske flertal i 

fællesrådet bar ansvaret for den dårlige organisering af rådets arbejde; 

under den væbnede opstand i december haltede det efter de revolutionære 

begivenheder og viste sig ude af stand til at optræde som opstandens 

operative generalstab. S. 178. 

2) Lenin sigter her til Marx' tese fra Klassekampene i Frankrig 1848-50 

(Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 133, Forlaget Tiden). S. 179.


3) Den 8. (21.) december om aftenen omringede soldater og politi 

Akvariehaven, hvor der på det tidspunkt holdtes et stort møde i teatersalen. 

Det lykkedes at undgå blodsudgydelser, takket være arbejderkampgrupperne, 

der havde til opgave at sørge for, at mødet forløb roligt. 

De, der havde våben på sig, fik mulighed for at komme væk gennem 

et faldefærdigt gitter, hvorimod de øvrige mødedeltagere, der gik 

ud gennem porten, blev visiteret og slået; mange blev arresteret. S. 179. 

4) Fiedlers hus, en værkstedsskole (ved Tjistyje Prudy) var et af de lokaler, 

hvor der regelmæssigt holdtes partimøder. Om aftenen den 9. 

(22.) december blev Fiedlers hus omringet af soldater. Det skete på et 

tidspunkt, da der var partimøde. Hovedparten af deltagerne kom fra arbejderkampgrupperne. 

De nægtede at overgive sig og barrikaderede sig 

i stedet i bygningen, der derefter blev udsat for artilleriild og maskingeværskydning. 

Over 30 personer blev dræbt eller såret; 120 arresteredes. 

S. 179. 

5) Semjonov-regimentet blev sendt til Moskva fra Petersborg for at 

nedkæmpe arbejderopstanden i december 1905. S. 179. 

6) Den gamle Iskra, se note 7 til To Slags Taktik ... S. 182. 

7) Der refereres til Engels' Revolution og kontrarevolution i Tyskland, 

der i 1851-52 blev offentliggjort som artikelserie i New York Daily Tribune 

(18. september 1852), under Marx' signatur. S. 182. 

8) Denne tese blev udviklet af Engels, specielt i bogen Anti-Duhring. S. 

183. 

9) Lenin behandler dette emne mere indgående i sin artikel Den russiske 

revolution og proletariatets opgaver (se Saml. Værker, russ. 5. udgave, 

bd. 12, s. 215-216). S. 183. 

10) I december 1905 blev forskellige byer i Letland erobret af bevæbnede 

afdelinger af arbejdere, landarbejdere og bønder. Der begyndte en 

guerillakrig mod tsartropperne. I januar 1906 blev opstanden knust af 

straffebataljoner under kommando af tsariske generaler. S. 184. 

Til 

Revolutionens lære 

1) Da den danske oversættelse af denne linje i Internationale (»vor 

folkeret forlanger vi«) er upræcis og ikke passer til Lenins fremstilling, 

er linjen her i overensstemmelse med den russiske oversættelse ændret 

til: »og gør os selv af åget fri«. S. 187.

Navneregister 

207

NAVNEREGISTER 211 

Akimov (virkelige navn Makhnovets) V.P. (1872-1921) — russisk socialdemokrat, 

økonomist. Arresteret 1897, forvist til Jenisej-området 1898, 

flygtet til udlandet 1898, medstifter af Forbundet af Russiske Socialdemokrater 

i Udlandet. På RSDAPs 2. kongres 1903 på højre fløj. Under 

revolutionsårene 1905-07 tilhænger af en udflydende organisation, hvor 

socialdemokratiet kun skulle være en idemæssig strømning. På partiets 

4. kongres 1906 opfordrede han til en alliance med de borgerlige »kadetter« 

. Snart efter forlod han socialdemokratiet. S. 68, 116. 

Akselrod, P. B. (1850-1928) —russisk socialdemokrat, 1 1870'erne narodnik, 

senere medlem af gruppen Sorte Nyfordeling, i 1883 medstifter af 

gruppen Arbejdets Befrielse. Fra 1900 medredaktør af Iskra og Sarja, 

på RSDAP's 2. kongres 1903 tilhænger af mindretallet, efter kongressen 

mensjevik. I 1905 fremsatte han tanken om en bred arbejderkongres, 

som skulle stå i modsætning til arbejderklassens parti. På RSDAPs 4. 

kongres (»samlingskongressen«) forfægtede han tanken om samarbejde 

mellem arbejderklassen og bourgeoisiet i Rusland. Efter 1907 talsmand 

for likvikatorstrømningen, deltog 1912 i den anti-bolsjevikiske 

Augustblok. Under den første verdenskrig centrist, deltager på højre 

fløj i de internationalistiske konferencer i Zimmerwald og Kiental. Efter 

februarrevolutionen 1917 medlem af Petrogradsovjettens ledelse; 

støttede den borgerlige provisoriske regering. Modstander af oktoberrevolutionen. 

I emigration gik han ind for væbnet intervention mod Sovjetrusland. 

S. 160. 

Arnim-Suckow, Heinrich Alexander (1798-1861), prøjsisk baron, diplomat, 

udenrigsminister i ministeriet Camphausen 1848, tilhænger af 

Tysklands nationale enhed som middel til bekæmpelse af revolutionære 

strømninger. S. 131. 

Bebel, Ferdinand August (1840-1913) — en af grundlæggerne og lederne 

af det tyske socialdemokrati. Han begyndte sin politiske virksomhed 

først i 60'erne; var medlem af I Internationale. I 1869 var han i 

Eisenach en af stifterne af det tyske socialdemokrati, hvis formand 

han var fra 1891 til sin død. Han blev flere gange valgt ind i den tyske 

rigsdag. I 90'erne og begyndelsen af det 20. århundrede tog han afstand 

fra reformismen og revisionismen i det tyske socialdemokrati, men han 

begik dog selv en række fejl af centristisk art (utilstrækkelig bekæmpelse 

af opportunismen og overvurdering af de parlamentariske 

kampformers betydning osv.). Han øvede en betydelig international 

indflydelse. S. 68. 

Bernstein, Eduard (1850-1932) — leder af den mest opportunistiske fløj 

inden for det tyske socialdemokrati og n Internationale. Teoretiker for 

revisionisme og reformisme. Bernstein deltog i den socialdemokratiske 

bevægelse fra 70'erne. 1881-1889 var han redaktør for socialdemokratiets 

centralorgan Der Sozialdemokrat. I 1896-1898 offentliggjorde han i 

tidsskriftet Die Neue Zeit en række artikler Socialismens Problemer,

212 

V. I. LENIN 

hvori han gik ind for en revision af marxismens filosofiske, økonomiske 

og politiske grundlag. Han mente, at arbejderklassens væsentligste opgave 

var at kæmpe for reformer og en forbedring af dens økonomiske situation 

(»Bevægelsen er alt —målet intet!«). S. 106. 

Bismarck, Otto von (1815-1898), det tyske riges første rigskansler, 

»jernkansleren« (1871-1890). Forsøgte med undtagelsesloven mod 

socialdemokraterne (socialistloven) i årene efter 1878 at kvæle arbejderbevægelsen. 

Da dette mislykkedes, søgte han med reformer at 

standse dens fremgang. 11890 måtte han træde tilbage. S. 125. 

Blanc, Louis (1811-1882), fransk socialist, historiker. Bestred, at klassemodsætningerne 

under kapitalismen er uforligelige, og søgte samarbejde 

med bourgeoisiet. I 1848 medlem af den provisoriske regering efter 

februarrevolutionen, formand for kommissionen for arbejderspørgsmål 

(Luxembourg-kommissionen), som Marx kaldte »afmagtens og de 

fromme ønskers ministerium«. Emigrerede i august 1848 til England, 

vendte tilbage 1870, men sluttede sig ikke til Pariserkommunen og spillede 

ikke senere nogen politisk rolle. S. 136. 

Blanqui, Louis Auguste (1805-1881) — fransk revolutionær, aktiv deltager 

i juli-revolutionen 1830 og i senere rejsninger. Flere lange fængselsstraffe. 

I maj 1839 leder af opstandsforsøg mod monarkiet, idømt dødsstraf, 

der forvandledes til livsvarigt fængsel, løsladt 1844 på grund af 

sygdom, deltog i revolutionen 1848, fængsledes på ny, løslodes 1859, fortsatte 

det revolutionære arbejde, grundlagde i fængslet et blanquistisk 

parti af studenter og unge arbejdere, flygtede, skrev en række socialistisk 

artikler mod den »fredelige økonomisme«, fængsledes atter i 1871 

og blev derved forhindret i at deltage i Pariserkommunen, som valgte 

ham til medlem. Løsladt 1878 og fortsatte til sin død arbejdet for socialismen. 

S. 81. 

Born, Stefan (virkelige navn Simon Buttermilch) (1824-1898), tysk typograf, 

socialist, deltog i arbejderbevægelsen fra 1845, rejste 1846 til Paris, 

i 1848 til Berlin, hvor der på hans initiativ blev oprettet en centralkomité 

af arbejdere og senere et arbejderbroderskab. Born ønskede ikke at 

føre politik, men at opnå økonomiske reformer. Deltog i opstanden i 

Dresden maj 1849, emigrerede til Svejts og trak sig ud af arbejderbevægelsen. 

Udgav 1898 erindringer i borgerlig-reformistisk ånd. S. 134- 

136. 

Bulygin, A.G. (1851-1919), russisk storgodsejer, minister 1905, ledede 

udarbejdelsen af en lov om indkaldelse af en rådgivende duma (parlament) 

for at dæmpe det revolutionære opsving i landet. Denne duma 

blev aldrig indkaldt; de revolutionære begivenheder gjorde den umulig. 

Bulygin trådte tilbage samme år. S. 60, 64, 66. 

Camphausen, Ludolph (1803-1890), prøjsisk politiker, bankier, ledende 

stilling i Rhinlandets liberale bourgeoisi. 1848 minister i den prøjsiske 

borgerlige regering. Efter 1849 medlem af det prøjsiske førstekammer,


af Erfurt-parlamentet 1850 og senere af rigsdagen. 1 1860erne gik han ud 

af politik. S. 131. 

Dubasov, F.V. (1845-1912) — russisk general, i 1905 leder af straffeekspeditioner 

mod bønder i guvernementerne Tjernigov, Poltava og Kursk. 

I december 1905 ledede han undertrykkelsen af opstanden i Moskva. 

S. 179, 181, 182. 

Engels, Friedrich (1820-1895) — se Lenins artikel om ham i denne udgaves 

bd. 1. S. 81, 87, 88, 94, 120, 134,135. 

Feuerbach. Ludwig (1804-1872) — tysk filosof, inspirerede Karl Marx og 

Friedrich Engels med sin materialistiske filosofi. Privatdocent ved Erlangens 

universitet 1828. I sin første bog, »Tanker om død og udødelighed« 

(1830) kritiserede han det kristne dogme om sjælens udødelighed. 

Bogen blev konfiskeret og Feuerbach udelukket fra universitetet. 11836 

flyttede han til landsbyen Bruckberg i Thuringen, hvor han boede i 

næsten 25 år. I sine første skrifter var Feuerbach endnu filosofisk idealist 

og sluttede sig til den Hegelske skoles venstre fløj. I slutningen af 

1830'rne forlod han idealismen. I bøgerne Zur Kritik der Hegel'schen 

Philosophie (Til Kritik af den Hegelske Filosofi) og Das Wesen des 

Christentums (Kristendommens Væsen) gik han over til den filosofiske 

materialisme. I opfattelsen af samfundsfænomener forblev Feuerbach 

idealist, han betragter ikke mennesket som et socialt og historisk 

væsen, men kun som et fysisk, sanseligt væsen. Feuerbach nåede ikke 

frem til forståelse af praksis' rolle i erkendelsen og samfundsudviklingen. 

Feuerbach var demokrat, læste Marx' Kapitalen og trådte i 1870 

ind i det socialdemokratiske parti. Hans arbejde tjente som udgangspunkt 

for Marx' Teser om Feuerbach. (Se Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 

401, Forlaget Tiden). Den danske filosof C. N. Starcke skrev doktordisputats 

om ham, hvad der gav anledning til Engels' skrift Ludwig Feuerbach 

og den Klassiske Tyske Filosofis Udgang (samme sted, s. 356.) S. 

46. 

Gapon, G.A. (1870-1906) —præst, provokatør, agent for tsarens hemmelige 

politi. Provokerede Petersborg-arbejdernes optog til tsaren den 9. 

januar 1905, hvad der gav påskud til blodbad. Flygtede til udlandet, 

hvor han stod de socialrevolutionære nær, vendte tilbage og optog på ny 

forbindelse med det hemmelige politi. Efter afsløringen dræbt af 

socialrevolutionære. S. 58. 

Gierke, — prøjsisk landbrugsminister i Hansemann-regeringen 1848. S. 

132. 

Gredeskul, N. A. (f. 1864) — jurist, oprindelig borgerlig »kadet«, skrev i 

1905 i bladet Mir, som samme år blev forbudt som »regeringsfjendtligt«. 

Han blev arresteret og forvist til Arhkangelsk-området. 

Under forvisningen blev han indvalgt i I. duma, hvorefter han kunne 

vende tilbage til Petersborg. Da I. duma blev opløst, blev han atter arresteret. 

Efter løsladelsen var han medarbejder ved liberale blade. Ef-

214 

V. I. LENIN 

ter februarrevolutionen 1917 var han medarbejder ved det borgerlige 

blad Russkaja Volja, men efter oktoberrevolutionen samme år udviklede 

han sig til venstre. Han virkede i de følgende år som professor ved 

højere læreanstalter i Leningrad. S. 123. 

Gutjkov, A.I. (1862-1936) — russisk storkapitalist, leder af oktobristernes 

parti, i alle henseender reaktionær, beklædte forskellige regeringsposter. 

Efter februar revolutionen 1917 krigsminister i den provisoriske 

regering og virkede for krig »til den sejrrige afslutning«. I august 1917 

deltog han i Kornilov-oprøret og blev arresteret ved fronten men løsladt 

af den provisoriske regering. Efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionæremigrant. 

S. 170. 

Hansemann, David (1790-1864) — prøjsisk politiker, kapitalist, liberal. I 

marts-september 1848 finansminister i Prøjsen i ministerierne 

Camphausen og Auerswald. Hansemann spillede så stor rolle, at Auerswalds 

ministerium kaldtes Hansemanns regering. Gik senere ud af politik 

og virkede som finansmand, S. 129,131,132. 

Harcourt, William (1827-1904) — engelsk politiker, liberal, beklædte forskellige 

ministerposter, 1894-1898 leder af det liberale parti. S. 125. 

Hertsenstein, M. J. (1859-1906) — økonom, ledende medlem af det borgerlige 

kadetparti, dræbt af terrorbande (Sorte Hundreder) i Finland. 

S. 132. 

Jaures, Jean (1859-1914) — fransk socialist, af international betydning, 

historiker. 11880'erne var han borgerligt radikal. Senere sluttede han sig 

til en gruppe »uafhængige socialister«. 11902 dannede han sammen med 

meningsfæller det Franske socialistiske parti, som i 1905 blev sluttet 

sammen med Frankrigs socialistiske parti. Medlem af parlamentet. I 

1904 grundlagde han dagbladet l'Humanité, som han redigerede til sin 

død (det blev i 1920 centralorgan for Frankrigs kommunistiske parti). 

Under revolutionen 1905-1907 skrev han med sympati om det russiske 

folks kamp. Ved sin store indsats for reformer, demokrati og fred blev 

Jaures uhyre populær, men Lenin kritiserede ham ofte for reformistiske 

anskuelser. Jaures var forhadt af den borgerlige reaktion og blev myrdet 

ved krigsudbruddet 1914. Forfatter af værker om den franske revolution. 

S. 98. 

Kablukov. N. A. (1849-1919) — økonom, statistiker, liberal narodnik, 

professor ved Moskvas universitet. Kablukov var overbevist om det lille 

landbrugs stabilitet og forsvarede landsbyens fælles jordbesiddelse som 

en form der var egnet til at forebygge lagdeling blandt bønderne. I 1917 

deltog Kablukov i arbejdet i den provisoriske regerings jordkomité. Efter 

oktoberrevolutionen arbejdede han i sovjetregeringens statistiske 

centralforvaltning. Forfatter af værker om landbrugsøkonomi. S. 132. 

Kanitz, August (1783-1852) — prøjsisk general. I maj juni 1948 krigsminister 

i ministeriet Camphausen. S. 131.


Kautsky, Karl (1854-1938) — en af det tyske socialdemokratis og II Internationales 

ledere. Fra 1881 udvikledes hans forfatterskab under Marx' 

og Engels' indflydelse. I 80'erne og 90'erne udgav han en række marxistiske 

skrifter. I 1910-11 kom hans opportunistiske standpunkter stærkt 

frem, og under 1. verdenskrig blev han aktiv modstander af den revolutionære 

marxisme. Efter oktoberrevolutionen vendte han sig skarpt 

mod den proletariske revolution, proletariatets diktatur og sovjetstaten. 

S. 68, 107, 183. 

Knunjants. B. M. (pseudonym Radin, B.) (1878-1911) — bolsjevik, begyndte 

sin revolutionære virksom hed 1897 i Kampforbundet for Arbejderklassens 

Befrielse i Petersborg. 11901 forvist til Baku, hvor han blev 

en af lederne af Bakus og senere Kaukasus' socialdemokratiske partikomiteer. 

Deltog i oprettelsen af Forbundet af Armenske Socialdemokrater 

og var medstifter af dets illegale blad Proletariat. På RSDAPs 2. 

kongres 1903 delegeret fra Baku, tilhænger af flertallet. Efter kongressen 

arbejdede han som centralkomiteens repræsentant i Kaukasus og 

Moskva. I september 1905 blev han koopteret i Petersborgs partikomité 

og repræsenterede bolsjevikkerne i Petersborgsovjetten. I december 

1905 blev han arresteret og idømt livsvarig forvisning til Sibirien. I 1907 

flygtede han til udlandet, hvor han deltog i II. Internationales kongres i 

Stuttgart og i RSDAPs konference i Helsingfors. I slutningen af 1907 

vendte han tilbage til Baku og arbejdede dér. I september 1911 blev han 

arresteret og døde i fængslet i Baku. S. 149. 

Koltsov, D. (virkelige navn Ginsburg, D.A.) (1863-1920) — socialdemokrat, 

mensjevik. I begyndelsen af 1880'erne narodovolets, i slutningen 

af 1880'erne socialdemokrat. Fra 1893 i emigration, stod gruppen 

Arbejdets Befrielse nær, sekretær i Forbundet af Russiske Socialdemokrater 

i Udlandet 1895-1898, deltog i II. Internationales kongresser 1896 

og 1900. På RSDAPs 2. kongres 1903 mensjevik. 1905-07 deltog han i fagforeningsarbejde 

i Petersborg, 1908 i Baku. Under den første verdenskrig 

krigstilhænger, efter februarrevolutionen 1917 arbejdskommissær i 

Petrogradsovjetten. Koltsov tog afstand fra oktoberrevolutionen, men 

arbejdede 1918-19 i kooperationen i Petrograd. S. 136. 

Kritjevskij B. N. (1866-1919) — socialdemokrat, skribent, økonomist. 

Deltog i socialdemokratiske cirkler i Rusland fra slutningen af 

1880'erne, emigrerede i begyndelsen af 1890'erne, sluttede sig en tid til 

gruppen Arbejdets Befrielse, i slutningen af 1890'erne ledende skikkelse 

i Forbundet af Russiske Socialdemokrater i Udlandet, i 1899 redaktør af 

bladet Rabotjeje Delo, som virkede for Bernsteinske anskuelser. Kort 

efter RSDAPs 2. kongres 1903 forlod han den socialdemokratiske bevægelse. 

S. 68. 

Lenin (virkelige navn Uljanov), Vladimir Iljitj (1870-1924), se Leninbiografi, 

Forlaget Tiden. S. 67, 121, 128, 136. 

Leo XIII (1810-1903) — valgt til pave 1878, søgte at tilpasse katolicismen 

til det borgerlige samfund og at genvinde pavedømmets tidligere poli-


tiske rolle. Bekæmpede socialismen og arbejderbevægelsen ved at oprette 

katolske partier, katolske fagforeninger etc. S. 125. 

Makhnovets, se Akimov. 

Malakhov, N. N. (f. 1827) — russisk general, deltog 1849 i undertrykkelsen 

af opstanden i Ungarn og i december 1905 i undertrykkelsen af opstanden 

i Moskva. S. 182. 

Manuilov, A.A. (1861-1929) — russisk borgerlig økonom, medlem af »kadetpartiet«, 

medredaktør af Russkije Vedomosti. 1907-11 medlem af 

tsarens statsråd. Undervisningsminister i den borgerlige provisoriske 

regering 1917. Emigrerede efter oktoberrevolutionen, men vendte 

tilbage og underviste ved højere læreanstalter. Forfatter af økonomiske 

værker. S. 132. 

Martov, L. (virkelige navn J.O. Tsederbaum) (1873-1923) — socialdemokrat, 

mensjevik. Deltog i den socialdemokratiske bevægelse siden 

begyndelsen af 1890'erne. Var i 1895 med til at oprette Kampforbundet 

til Arbejderklassens Befrielse og blev i den forbindelse arresteret 1896 

og forvist for 3 år til Turukhansk. 11900 deltog Martov i forberedelsen af 

bladet Iskra og blev en af dets redaktører. På RSDAPs 2. kongres 1903 

stod han som mindretallets leder og var siden mensjevik. Under den 

første verdenskrig indtog han en centristisk position og deltog i internationalisternes 

konferencer i Zimmerwald og Kienthal. Efter februarrevolutionen 

1917 ledede han en gruppe internationalistiske mensjevikker. 

Efter oktoberrevolutionen i skarp modsætning til sovjetstyret, emigrant 

i Berlin fra 1920. S. 79. 

Martynov, A. (virkelige navn Piker, A. S.) (1865-1935) — I begyndelsen 

af 1880'erne narodovolets, i 1886 arresteret og forvist til Sibirien, hvor 

han blev socialdemokrat. Emigrerede 1900, medredaktør af 

økonomisternes blad Rabotjeje Delo, polemiserede mod det leninske 

Iskra. På RSDAPs 2. kongres 1903 sluttede han sig til mensjevikkerne. 

Under den første verdenskrig indtog han en centristisk position, efter 

februarrevolutionen 1917 blev han internationalistisk mensjevik, i 1918- 

20 arbejdede han som lærer i Ukraine. 1 1923 blev han medlem af Ruslands 

Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), arbejdede i Marx-Engels 

Instituttet og redigerede tidsskriftet Kommunistisk Internationale. S. 

33, 36, 37, 77, 79, 83, 97,107, 120, 121,126, 127, 128. 

Marx, Karl (1818-1883) — se Lenins artikel om ham i denne udgaves 

bd. 1. S. 37, 46, 60, 61, 81, 88, 96,111, 120, 125,128-135. 

Mehring, Franz (1859-1919) — tysk socialdemokrat, politiker og teoretiker 

på partiets venstre fløj, historiker og litteraturforsker. Fra slutningen 

af 1860'erne borgerlig-demokratisk skribent, 1876-82 liberal, udviklede 

sig til venstre, forsvarede i det demokratiske blad Volks-Zeitung 

socialdemokratiet og indtrådte 1891 i partiet. Medredaktør af partiets 

teoretiske tidsskrift Die Neue Zeit. Forfatter af talrige værker, bl.a. en


Marx-biografi. Udgiver af en stor del af Marx' efterladte skrifter. Fra 

1916 en af lederne i Spartakusbund, medvirkede ved oprettelsen af 

Tysklands Kommunistiske Parti. S. 61, 128, 134, 135. 

Millerand, Alexandre Etienne (1859-1943) — fransk politiker, i 1880'erne 

radikal, i 1890'erne socialist. I 1899 indtrådte han i den borgerlige regering 

Waldeck-Rousseau, sammen med general Gallifet, som var 

ansvarlig for blodbadet på Paris' kommunarder. Efter eksklusion af 

partiet i 1904 dannede han sammen med andre fhv. socialister (Briand, 

Viviani) partiet »uafhængige socialister«. Indtog flere gange ministerposter. 

Medorganisator af intervention mod Sovjetrusland. 1920-24 

fransk præsident. S. 107. 

Moll. Joseph (1813-1849) — tysk, urmager, tilsluttede sig 1836 i Paris De 

Retfærdiges Forbund, deltog formodentlig i den opstand, som det 

blanquistiske Årstidernes Selskab foretog i Paris 1839, forlod Paris, 

grundlagde i London sammen med Karl Schapper den Kommunistiske 

Arbejderdannelsesforening og kom i forbindelse med Marx og Engels. I 

1847 indvalgt i ledelsen af Kommunisternes Forbund. Efter udbruddet 

af Februarrevolutionen 1848 tog han til Paris og virkede for de synspunkter, 

Kommunisternes Forbund repræsenterede. I slutningen af 1848 

vendte Moll tilbage til Tyskland, deltog i maj 1849 i opstande i Pfalz og 

Baden og faldt i en træfning med prøjsiske tropper den 29. juni. S. 134. 

Nadesjdin, L. (virkelige navn Selenskij, J. O.) (1877-1905) — oprindelig 

narodnik, fra 1898 socialdemokrat, i 1899 arresteret og forvist til 

Vologodsk guvernementet, i 1900 emigrant i Svejts, hvor han organiserede 

den »revolutionær-socialistiske gruppe« Svoboda (Frihed) (1901- 

03). I sine skrifter virkede han for økonomisterne s synspunkter og for 

terror som effektivt middel til at »vække masserne«. Efter RSDAPs 2. 

kongres 1903 var han medarbejder ved mensjevikiske publikationer. S. 

72. 

Nikolaj II (Romanov, Nikolaj den Blodige) (1868-1918) — den sidste 

russiske tsar (fra 1894-1917). Skudt den 17 juli i Jekaterinburg (nu 

Sverdlovsk) på ordre fra Ural-områdets arbejder- og soldatersovjet. S. 

61, 125. 

Petrunkevitj, 1.1. (1844-1928) — godsejer, s em stvo-politiker, medlem af 

»kadetpartiet«. Udgiver af partiets centralorgan Retj. Emigrerede efter 

oktoberrevolutionen. S. 61, 117, 131. 

Plekhanov, G. V. (1856-1918) — materialistisk filosof, propagandist for 

marxismen i Rusland. 

11875 kom han i forbindelse med narodnikkerne og sluttede sig til den 

revolutionære kamp. For at undgå tsarregimets forfølgelser flygtede 

han til udlandet, hvor han udviklede sig til marxist. 11883 oprettede han 

den første russiske marxistiske organisation: Arbejdets Befrielse. I 

1900 indtrådte han i avisen Iskra og tidsskriftet Sarjas redaktioner. 

Efter det russiske socialdemokratis 2. kongres hældede han mod


opportunismen og knyttede sig til mensjevikkerne. Under den første 

russiske revolution i 1905 indtog han i afgørende spørgsmål et mensjevikisk 

standpunkt, men ikke desto mindre vendte han sig i tiden derefter 

mod de forsøg på revision af marxismen, som hovedsagelig blev gjort af 

mensjevikkerne. 

Under 1. verdenskrig indtog han et social-chauvinistisk standpunkt. 

Efter februarrevolutionen ledede han det yderste højre blandt de mensjevikiske 

forsvarstilhængere. Han tog afstand fra bolsjevismen og den 

socialistiske revolution, da han ikke regnede med, at Rusland var 

modent til socialismen; men han bekæmpede ikke det sovjetiske styre. 

S. 121, 135, 136. 

Potresov, A. N. (pseudonym Starover) (1869-1934) — mensjevik. Sluttede 

sig i 1890'erne til marxismen, deltog i Kampforbundet til Arbejderklassens 

Befrielse i Petersborg, arresteredes og forvistes til Vjatka 

guvernementet. Emigrerede i 1900, medarbejder ved Iskra og Sarja. På 

RSDAPs 2. kongres 1903 deltog han på mindretallets side. Senere medarbejderved 

mensjevikiske blade. Under den første verdenskrig krigstilhænger. 

Efter oktoberrevolutionen i emigration, medarbejder ved 

Kerenskijs ugeblad Dni, angreb Sovjetrusland. S. 62, 68, 91,122. 

Prokopovitj, S. N. (1871-1955) — russisk økonom, i slutningen af 

1890'erne økonomist, talsmand for Bernsteins anskuelser, senere aktivt 

medlem af den liberale, monarkistiske organisation Sojus Osvobosjdenija 

(Befrielsesforbundet). 11906 medlem af »kadetpartiet«. Udgiver 

af et halvkadetisk, halvmensjevikisk blad Bes Saglavija (Uden Overskrift), 

medarbejder ved bladet Tovaristsj. I 1917 levnedsmiddelminister 

i den borgerlig provisoriske regering. Efter oktoberrevolutionen 

udvist af Sovjetrusland for sovjetfjendtlig virksomhed. S. 118. 

Proudhon, Pierre-Joseph (1809-1865) — fransk skribent, økonom og 

sociolog, en af anarkismens grundlæggere. 

I 1840 offentliggjorde han bogen: Hvad er Ejendom? Proudhon 

drømte om at gøre småbesidderen til samfundets grundsten og kritiserede 

kapitalismen udfra en småborgerlig synsvinkel. Hovedårsagen til 

klassemodsætningerne var efter hans mening staten, og han fremsatte 

et utopisk projekt for statens fredelige likvidering, hvori han udtalte sig 

negativt om den politiske kamp. I 1846 offentliggjorde han sine 

filosofiske og økonomiske synspunkter i bogen Elendighedens Filosofi, 

som Marx kritiserede i sit modskrift Filosofiens Elendighed.S. 136. 

Radin, se Knunjants. 

Renan, Erneste Joseph (1823-1892) — fransk historiker, filosof, medlem 

af det franske videnskabsakademi, kendt for sine arbejder om kristendommens 

tidligste periode. Politisk vendte Renan sig mod demokrati og 

mod Pariserkommunen 1871. S. 137. 

Roditjev, F. I. (f. 1856) — godsejer, semstvo-politiker, »kadetpolitiker«. 

Medlem af alle tsardømmets dumaer. Efter februarrevolutionen den


provisoriske regerings kommissær for Finland. Efter oktoberrevolutionen 

emigrant. S. 117, 131, 132. 

Romanov, se Nikolaj. 

Schapper, Karl (1812-1870) — tysk, uddannet som forstmand, deltog i revolutionære, 

demokratiske bevægelser (Frankfurt 1833, Savoyen 1834), 

udvist af Svejts 1836, i Paris typograf, indtrådte i De Retfærdiges Forbund, 

deltog i den opstand, som det blanquistiske Årstidernes Selskab 

foretog i Paris 1839, syv måneder i fængsel, derpå udvist af Frankrig. 

1840-48 i England, ernærede sig som sproglærer, arbejdede sammen 

med Joseph Moll. 1843 lærte han Engels at kende. 1847 indvalgt i ledelsen 

af Kommunisternes Forbund. Organiserede trykningen af Marx' 

og Engels' Det Kommunistiske Partis Manifest og læste korrekturen. 

Medarbejder ved Neue Rheinische Zeitung 1848. Ofte hovedtaler på 

folkemøder i Koln. I maj 1849 deltager i den revolutionære bevægelse i 

Baden og Pfalz. 1850 udvist af Wiesbaden, bosat i London. Efter nogle 

års politiske svingninger sluttede han sig 1856 atter til Marx. Indvalgtes 

1865 il. Internationales generalråd. S. 134. 

Schwerin, Maximilian (1804-1872) — prøjsisk politiker, repræsentant for 

adel og bureaukrati. I 1848 medlem af ministeriet Camphausen, medlem 

af Nationalforsamlingen i Frankfurt. Sluttede sig senere til det 

nationalliberale parti. S. 131. 

Sjipov, D. N. (1851-1920) — storgodsejer, semstvo-politiker, moderat 

liberal. I november 1905 medstifter af Forbundet af 17. Oktober, senere 

medlem af Den Fredelige Fornyelses Parti, i 1906 medlem af tsarens 

statsråd. Efter oktoberrevolutionen en af lederne i den kontrarevolutionære 

organisation Det Nationale Centrum. S. 40, 97, 127. 

Starover, se Potresov. 

Stolypin, P. A. (162-1911) — storgodsejer, statsmand, fra 1906 til 1911 

tsarens regeringschef, dræbt ved attentat 1911 i Kijev. Perioden 1907- 

1910 kaldes Stolypin-reaktionen. Stolypin gennemførte en landbrugsreform 

for at skabe store landbrug, hvis indehavere kunne blive en støtte 

for tsardømmet. S. 190. 

Struve, P. B. (1870-1844) — borgerlig økonom og publicist, en af »kadetterne« 

s, dvs. det liberalt-monarkistiske partis ledere. I 90'erne var han 

en af de mest fremtrædende repræsentanter for den »legale marxisme«, 

der ville »øve kritik« mod og »supplere« Marx' økonomiske og 

filosofiske teorier for at tillempe marxismen til bourgeoisiets interesser. 

S. 23, 34, 55, 60, 68-77, 97-98, 116, 117, 123, 124, 127. 

Thiers, Adolphe (1797-1877), fransk politiker og historiker, af profession 

akvokat. 1 1834 organiserede han en brutal undertrykkelse af opstande i 

Lyon og Paris. Under den »anden republik« 1848-51 var han en af lederne 

af »Ordenspartiet«. Efter kejserdømmets fald 4. september 1870 var

220 

V. I. LENIN 

et dominerende medlem af den reaktionære regering. Den 17. februar 

1871 blev han regeringschef. Han gav ordre til at beslaglægge den 

parisiske befolknings våben, hvad der fremkaldte opstanden den 18. 

marts 1871. Skylden for blodbadet på Paris kommunarder hviler først 

og fremmest på ham. Marx har skildret Thiers i sit skrift Borgerkrigen i 

Frankrig. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. I, Forlaget Tiden. S. 

125. 

Trotskij (virkelige navn Bronstein), L. D. (1879-1940) — medarbejder 

ved Lenins Iskra, på RSDAPs 2. kongres 1903 på mindretallets side, efter 

kongressen i strid med bolsjevikkerne. I reaktionsårene efter 1907 

likvidator, i 1912 organisator af Augustblokken, en samling af socialdemokratiske 

grupper, der var modstandere af bolsjevikkerne. Blokken 

faldt fra hinanden i løbet af halvandet år. Under den første verdenskrig 

stod han på en centristisk position, men efter februarrevolutionen blev 

han medlem af gruppen »mesjrajontsy« og gik sammen med denne 

gruppe ind i bolsjevikkernes parti. Efter oktoberrevolutionen udenrigsminister, 

krigsminister og formand for republikkens krigsråd, medlem 

af partiets politbureau (politiske udvalg). I 1918 forhalede han Brestfreden, 

i 1920-21 ledede han oppositionen under fagforeningsdiskussionen. 

Efter 1923 kom han i mere og mere åben strid med flertallet i partiledelsen. 

I 1927 blev Trotskij ekskluderet af partiet og i 1929 udvist af 

Sovjetunionen. I emigration stod han bag stiftelsen af den trotskistiske 

IV. Internationale. Dræbt 1940 ved attentat i Mexico. S. 24, 68. 

Trubetskoj, S. N. (1862-1905) — fyrste, politisk liberal, filosofisk idealist, 

søgte at konsolidere tsardømmet gennem forslag om en moderat forfatning. 

S. 117,132. 

Tsederbaum, se Martov. 

Turati, Filippo (1857-1932) — reformistisk italiensk socialist, under 

verdenskrigen centrist. S. 77, 88. 

Varlin, Louis-Eugene (1839-1871) — fremtrædende skikkelse i den 

franske arbejderbevægelse og I. Internationale; i 1871 medlem af 

Nationalgardens centralkomité og Pariserkommunens råd. S. 106.

Bind 4 - Oktober

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?