Grunden til, at der ikke spilles mere rytmisk musik i kirkerne, er ifølge ...

Grunden til, at der ikke spilles mere rytmisk musik i kirkerne, er
ifølge efterskoleforstander, organist og rytmisk pianist Christian
Hougaard-Jakobsen meget simpel: Organisterne kan ikke.
”Gi’ musikken videre” er titlen på en ny bog om musikken i Brorsons
Kirke. I den anledning bragte Kristeligt Dagblad den 17. august et
interview med de hovedansvarlige for musikken der. Et interview, der
ikke førte til debat. To reaktioner den 22. august fra Hans Erik
Deckert og Hans Christian Hein blev det til.
Hans Erik Deckert anfører, at intens lytten kræver, at kroppen
forholder sig i ro, hvilket ikke kan lade sig gøre til rytmisk musik. Hertil
er blot at anføre, at det er svært at holde kroppen i ro, når Bachs
Toccata og Fuga i d-mol spilles. Der er altså tale om en falsk
modsætning, hvorfor argumentet kan afvises.
Hans Christian Hein slår fast, at orglet ”før, nu og i fremtiden” skal
spille en central rolle i folkekirken. Dette er jeg enig i, men det
behøver ikke at være det rigtige valg i alle kirker. Det behøver heller
ikke være ”det naturlige valg til traditionelle/traditionsrige
gudstjenester”.
Som rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole har Hans Christian
Hein endda et ansvar for at tilbyde undervisning i rytmisk kirkemusik.
Et kig på jobannoncer for organister vidner om, at menighedsrådene
har fokus på et bredt musikliv. Netop her kommer organister for let på
glatis, da de kirkemusikalske uddannelser ikke tidligere har haft blik
for dette og virker for træge til at samle feltet op.
Når den rytmiske musik ikke fylder mere i folkekirken end tilfældet er,
skyldes det organisternes manglende evner og færdigheder inden for
den afroamerikanske musiktradition. Det er meget nemmere at
afskrive denne del af kirkemusikken som dårlig frem for at indrømme,
at det, på trods af mange års studier, er for svært at få den rigtige
rytmiske fornemmelse frem i salmer som ”Menneske, din egen magt”.
Netop her ligger kimen til den problemstilling, som både menighed og
organist pludselig kan havne i. Organisten øver sig flittigt og spiller
godt, men menigheden efterspørger også andet end klassisk musik.

Frustrationerne kan føre til, at begge parter opgiver hinanden og føler
sig misforståede.
Udfordringen er blandt andet, at idealet for vellyd og god musik har
forskellige udgangspunkter. Det er for eksempel et ideal, at
organisten kan improvisere et forspil til næste salme. Menigheden er
dog ofte, groft sagt, ligeglad med et firestemmigt fugeret forspil, men
ønsker også godt rytmisk akkompagnement fra flyglet som
supplement til orglet. Menigheden kan derfor afskrive organisten som
gammeldags, mens organisten kan afskrive menigheden som
historie- og kulturløs med en bemærkning om, at rytmisk musik ikke
hører til i kirken.
Her kommer kirkemusikskolerne ind i billedet. Her uddannes de
kirkemusikere, der skal stå for musikken i de mindre kirker. Min egen
oplevelse er, at undervisningen i for høj grad er rettet imod at
uddanne mini-DOKS’ere frem for at uddanne bredt til at varetage de
mange opgaver, man står alene med som organist i små sogne – for
eksempel babysalmesang, konfirmandundervisning og salmespil til
de nyere rytmiske salmer, som heldigvis fik en større rolle end
tidligere i den nye salmebog.
Kirkemusikskolerne burde i langt højere grad tage denne opgave på
sig. For eksempel introducerer kirkemusikskolen i Roskilde nu et
kursus om rytmisk klaver. Det er godt, men for lidt.
Dette bør være en del af den obligatoriske undervisning.
Konservatorierne bør også tage udfordringen på sig. Et samarbejde
mellem den eta-blerede organistuddannelse og rytmisk
konservatorium ville være gavnligt.
Dermed vil vi samlet styrke kirkemusiktraditionen, og det er der behov
for.
Christian Hougaard-Jakobsen,
forstander på Midtsjællands Efterskole, præliminær organist og
rytmisk pianist,
Tolstrupvej 29 A, Hvalsø