Tirsdag 31. januar kl. 19.30 - Nørresundby Kirke

Den tyske teolog Ernst Lange fortæller om en amerikansk pige,
som gerne ville være med i et hjælpearbejde blandt meget fattige
mennesker i den 3. verden. Hun var en usædvanlig smuk
pige, der altid så ud, som om hun lige havde taget bad og klædt
sig om. ’Snavs gør mig syg’, sagde hun altid.
Dagen efter sin ankomst blev hun vist rundt på stedet. De kom
ind i en hytte, hvor der boede en enke med sin lille dreng. Moderen
havde været syg i flere uger, så der så forfærdeligt ud.
Det mest sørgelige var den lille dreng. Han var måske 4 år. Han
lå og sov på sengen ved siden af sin syge mor. Hans magre krop
var indhyllet i utrolig snavsede klæder. Det sorte hår var klistret
og sammenfiltret. Der løb spyt ud af munden på ham. Da han
får øje på de indtrædende, drages hans blik af den smukke pige
i det fine tøj, og han løber hen i mod hende.
Men hun væmmes. I den grad væmmes hun af stedet, lugten
og barnet. Hun skubber ham væk fra sig, vender om og løber
sin vej.
Hun erkender, at hun ikke dur til at være med i hjælpearbejdet.
Hun vil rejse tilbage. Men på vej til stationen vil skæbnen, at de
må forbi hytten fra før, og udenfor sidder drengen. Og han får
igen øje på hende, råber og løber hen imod hende. Denne gang
skubber hun ham ikke bort. Tværtimod åbner hun sine arme og
tager ham i sin favn og knuger ham ind til sig.
Ernst Lange slutter sin fortælling på følgende måde. ”Nu siger
I måske, at det er en underlig julehistorie. Der er jo slet ikke
noget om jul i den. Ikke det?” – svarer han. ”Jeg mener, at hver
I skal finde et barn..
gang et menneske ser stjernen, Guds klare lys og bryder op for
at finde krybben, da er det jul.”
Det er ingen tilfældighed, at Gud kom til os som et barn. For
kun på den måde kunne han komme i forbindelse med det inderste
i os. Kun på den måde kunne han få os til at kende os
selv igen bag alt det, vi ellers gemmer os bag.
Julenat, da vor Herre blev fød
da tændte sig lyset i mørkets skød!
Det, som er sket, er, at der midt i den kolde verden lever en
kærlighed, som når et barn rækker sine hænder ud mod os og
ser på os.
Og har vi én gang set eller mødt eller mærket den kærlighed,
som Gud satte ind i vores verden julenat, så lever den i os og
imellem os, om ikke andet så som en uro, som et stik i hjertet.
Vi kan spotte den kærlighed, svigte den, være ligeglade med
den, skubbe den fra os, men gøre os helt frie af den, kan vi ikke.
Og det er fordi, der bliver kaldt på os derindefra, hvor vi ikke
har noget at sige – et sted, hvor alting er godt og rent og lyst,
fordi det sted har Gud magten.
Peder Skamris Pedersen.