Sumba - Dansk Ornitologisk Forening

1
DANSK ORNITOLOGISK FORENING TILLÆG TIL FUGLE OG NATUR NR.4 2004 SIDE 11
Sumbaløbehønen, Sumba Button-quail, findes
kun på Sumba med en bestand på mellem
2.500 og 10.000 individer. Arten findes kun
indenfor et område på ca. 2.000 km2. Dens primære
levested er i åbent tørt græsland - savanneområder,
som kun findes centralt på Sumba.
Det vurderes, at arten er i tilbagegang pga.
afbrænding af savannen, overgræsning og jagt,
men man ved generelt meget lidt om arten.
Foto: Roland Seitre
2 3
Sumbahøgeuglen, Sumba Boobook, er en ugleart der kun findes på
Sumba i urørt regnskov op til 1.000 moh. Arten blev først beskrevet i 2001,
selvom ornitologer igennem de seneste 20 år havde rapporteret om et
uglekald, de ikke kunne identificere. I 2001 lykkedes det en jæger at nedlægge
et individ for en gruppe forskere, der var på øen. Fundet medførte
stor opmærksomhed, idet den mest ligner en dværghornugle (Otus) men
DNA-analyser katagoriserede den som en høgeugle (Ninox). Uglen er så
lidt kendt, at der endnu ikke er lavet nogen bestandsvurdering, men formentlig
er den relativt almindelig på de skovbevoksede dele af øen. Foto:
Roland Seitre
3
DER VAR DARWIN,
MEN OGSÅ WALLACE
Den ældre og tidlige naturhistoriske litteratur
er fuld af beskrivelser fra ekspeditioner
og eventyr til Indonesien. Det var i forbindelse
med koloniseringen i 1800-tallet, at
de første naturhistorikere kom til landet.
Flere ekspeditionsskibe sejlede rundt i dette
enorme ørige. En af de mest kendte var den
engelske videnskabsmand Alfred Russel
Wallace, som opholdt sig i Indonesien fra
1854-62. I denne periode indsamlede han
125.660 eksemplarer, hvoraf 8.050 var fugle.
Det var nu ikke hans store indsamlinger, der
gjorde ham berømt, men snarere hans
talent for se sammenhængene i naturen. I
1858 mente han, at han havde løst gåden
om arternes oprindelse, og han skrev et
udkast til en artikel, som han sendte til
Charles Darwin for at bede om hans kommentar.
Det siges, at Charles Darwin har
sagt, at hvis Wallace havde læst hans
manuskript til hans livsværk “Arternes
Oprindelse”, så ville Wallaces artikel have
været det bedste resume han kunne tænke
sig. Umiddelbart efter præsenterede
Darwin sine og Wallaces ideer for det
videnskabelige akademi (Linnean Society) i
London, og kort tid efter færdiggjorde
Darwin sit livsværk “Arternes Oprindelse”,
som gjorde ham verdensberømt. Wallace
valgte ikke at tage hjem og tage del i diskussionerne
og berømmelsen, men fortsatte
sine indsamlinger i Indonesien.
Wallaces ideer om evolution byggede på
hans indsamlinger og observation på rejser
rundt i Sydøstasien. Wallaces bidrag til evolutionsteorierne
er beskrevet i flere værker,
hvor det mest kendte er:“The Geographical
Distribution of Animals”. Wallace havde
især lagt mærke til den pludselige forskel i
fuglefamilierne, når han sejlede fra Bali
mod øst til øen Lombok. På Bali var fuglene
helt klart beslægtet med dem på Java,
Sumatra og Malaysia, mens fuglene på
Lombok var beslægtet med dem på Ny
Guinea og det Australske kontinent. Han
markerede strædet mellem Bali og Lombok
som en grænse mellem to store biogeografiske
regioner, Orienten og den Australske.
Linien fortsætter mod nord mellem Borneo
og Sulawesi, og til hans ære har man
opkaldt denne biogeografiske linie
“Wallaces Linie” efter ham.
Citat Wallace:“ I dette ø-rige er der to
tydelig adskilte faunaer, der er så forskellige
som faunaen i Sydamerika og Afrika.”