Hent pdf af artiklen her - Klinisksygepleje - Gyldendal
Hent pdf af artiklen her - Klinisksygepleje - Gyldendal
Hent pdf af artiklen her - Klinisksygepleje - Gyldendal
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
50 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
“Det er mit hjerte, det drejer<br />
sig om” – Eksistentielle overvejelser<br />
hos patienter med atrieflimren<br />
“This concerns my heart only” – Existential considerations in patients with atrial fibrillation<br />
➤ Atrial fibrillation is the most common heart rhythm disturbance, and 50,000 Danes are living<br />
with this disease. Studies show reduced quality of life, including an increased tendency to anxiety in<br />
the patient group. However, t<strong>her</strong>e are no studies dealing with anxiety in patients with atrial fibrillation<br />
on an existential level. The aim of this study is to elucidate the existential reflections patients do in<br />
the course of their disease. It is based on three qualitative interviews. The theoretical frame is Yalom’s<br />
basic existential concerns and Eriksson’s suffering theory.<br />
The findings show that patients in different ways are anxious and have existential concerns. Three<br />
recurring themes are found: death, loneliness and meaninglessness. Some patients find that the surroundings<br />
do not consider atrial fibrillation as a serious illness. Some have experienced that the st<strong>af</strong>f<br />
is overlooking their individual needs during hospitalisation. Instead they are alone with their thoughts<br />
and anxiety.<br />
Keywords: Anxiety, Atrial fibrillation, Existential, Nursing, Patient.<br />
Maria Lien, Anette Wendelboe Christiansen, Nanna Kappel<br />
Introduktion<br />
Atrieflimren er en overset folkesygdom (1). Det er<br />
en <strong>af</strong> de hyppigst forekommende hjerterytmeforstyrrelser,<br />
og omkring 50.000 danskere lever med<br />
diagnosen. Det er ikke altid muligt at klarlægge<br />
årsagen til sygdommens opståen (2). Prævalensen<br />
<strong>af</strong> sygdommen stiger eksponentielt med alderen<br />
(3). Som følge <strong>af</strong> den voksende ældrebefolkning<br />
forventes det, at antallet <strong>af</strong> patienter med atrieflimren<br />
vil stige til det tredobbelte i 2050 (1), og<br />
diagnosen omtales som havende epidemiske proportioner<br />
(4).<br />
Typiske symptomer på atrieflimren er ånde nød,<br />
hjertebanken, træthed og svimmelhed (3,5). Det<br />
forekommer dog også, at sygdommen er asymptomatisk,<br />
hvilket kan medføre underdiagnosticering<br />
(4). Sygdommen kan desuden opstå <strong>af</strong> ukendte<br />
årsager hos ellers raske mennesker, hvor den i de<br />
fleste tilfælde opdages ved rutinetjek hos egen læge<br />
(5). Den alvorligste komplikation ved atrieflimren<br />
originalartiKel<br />
er apopleksi (3,5,6). Sygdommen er årsag til 25 %<br />
<strong>af</strong> alle apopleksitilfælde med behandlingsudgifter<br />
svarende til 4 % <strong>af</strong> sundhedsvæsenets samlede<br />
udgifter (1). Foruden opstart i antikoagulerende<br />
(AK-) behandling skal patienten oftest sættes i enten<br />
medicinsk, rytmeregulerende behandling eller<br />
indlægges til direct current (DC-) konvertering<br />
(3,5). Efterfølgende vil mange opleve ambulant efterbehandling<br />
med blodprøvekontrol og medicinregulering,<br />
fx AK-behandling (3,5,7).<br />
Atrieflimren udgør som oftest ingen akut livstrussel<br />
(3,5). Alligevel oplever patienterne sygdommen<br />
som både fysisk og psykisk invaliderende<br />
(8), og adskillige studier viser, at den medfører<br />
forringet livskvalitet (4,7-18). Den begrænsede<br />
opmærksomhed på sygdommens kompleksitet<br />
har medført, at atrieflimren <strong>af</strong> nogle forskere kaldes<br />
for “kardiologiens Askepot” (7,17).<br />
Erfaring fra egen praksis er, at indlæggelsesforløbet<br />
for patienten med atrieflimren generelt<br />
er præget <strong>af</strong> rutiner og standarder. Da patienterne
tit er selvhjulpne, bliver der ikke <strong>af</strong>sat ressourcer<br />
til meget andet end generel information om plan<br />
for indlæggelse og den videre behandling. Det<br />
resulterer i, at patienter ofte ligger angste og alene<br />
på stuerne. I forbindelse med DC-konvertering<br />
udtrykker flere en underliggende dødsangst i<br />
form <strong>af</strong> frygt for ikke at vågne op igen.<br />
Flere studier understøtter disse erfaringer med,<br />
at patienter med atrieflimren oplever angst som<br />
følge <strong>af</strong> deres sygdom (4,8,11,12,14,15,19). Derudover<br />
påvises der også en øget risiko for depression<br />
hos patienterne (12,13,19).<br />
I en oversigtsartikel om oplevelsen <strong>af</strong> livet<br />
med atrieflimren problematiseres det, at der<br />
ikke eksisterer strukturerede rehabiliteringstilbud<br />
til svarende dem, der er udviklet til patienter<br />
med andre hjertesygdomme (4). Dette på<br />
trods <strong>af</strong> at patienter med atrieflimren viser sig<br />
at have dårligere livskvalitet end patienter med<br />
iskæmisk hjertesygdom (7,17). Fire kvalitative<br />
undersøgelser viser alle, at patienter med atrieflimren<br />
ikke modtager tilstrækkelig støtte og vejledning<br />
<strong>af</strong> de professionelle, der har tendens til<br />
at negligere patienternes oplevelser relateret til<br />
sygdommen (7,8,11,18).<br />
En tværsnitsundersøgelse viser, at uvished om<br />
symptomernes ophør og behandlingens virkning<br />
har en negativ effekt på selvopfattet helbred (20).<br />
For mange er det derfor vanskeligt at leve i balance<br />
mellem håbet om helbredelse og accepten <strong>af</strong> at<br />
skulle leve med sygdom (7,8,11). Oplevelsen <strong>af</strong> at<br />
miste kontrollen over eget liv kan være voldsomt<br />
angstprovokerende (12). En patient karakteriserer<br />
følelsen som decideret rædsel (8).<br />
Størstedelen <strong>af</strong> den identificerede litteratur<br />
er oversigtsartikler eller har baggrund i<br />
spørgeskema undersøgelser, mens kvalitativ forskning<br />
om emnet er mere begrænset. Egne observationer<br />
samt fund fra gennemgåede undersøgelser<br />
viser, at mange patienter med atrieflimren<br />
oplever sygdommen som determinerende, og<br />
flere giver udtryk for dødsangst. En overvejende<br />
del <strong>af</strong> den eksisterende forskning, der berører patienternes<br />
tanker om sygdommen, har livskvalitet<br />
som omdrejningspunkt. Der findes ingen undersøgelser,<br />
der mere specifikt behandler eksistentiel-<br />
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013 ◆ 51<br />
le overvejelser i relation til diagnosen, <strong>her</strong>under<br />
oplevelsen <strong>af</strong> dødsangst. Psykoterapeut Irvin Yalom<br />
beskæftiger sig med angsten i relation til eksistentiel<br />
konfrontation, der særligt fremtræder i<br />
forbindelse med alvorlig sygdom, hvor den enkelte<br />
konfronteres med egen dødelighed. Han påpeger,<br />
at patienternes angst uforløst kan blive yderligere<br />
angstskabende (21). Eftersom statistikker<br />
viser en fremtidig markant stigning i antallet <strong>af</strong><br />
patienter med atrieflimren (3,6), kan den begrænsede<br />
indsigt i sygdommens kompleksitet betragtes<br />
som problematisk. For målet med denne undersøgelse<br />
er derfor at belyse eksistentielle overvejelser<br />
hos patienter med atrie flimren i forbindelse med<br />
sygdomsdebut og således skabe opmærksomhed<br />
om et hidtil uberørt forskningsområde.<br />
Metode<br />
Design<br />
Empirien er indsamlet på baggrund <strong>af</strong> Kvale &<br />
Brinkmanns kvalitative forskningsinterview.<br />
Undersøgelsen har en fænomenologisk-<strong>her</strong>meneutisk<br />
forståelsesramme, da formålet er at få<br />
indsigt i og fortolke patienternes oplevelser <strong>af</strong><br />
eksistentiel konfrontation. Den fænomenologiske<br />
forståelsesramme anvendes i interviewsituationen<br />
for at opnå beskrivelser <strong>af</strong> den enkeltes livsverden.<br />
Her er det vigtigt så vidt muligt at sætte<br />
egen forforståelse i parentes og være åben over<br />
for patienternes særegne oplevelser. Interviewene<br />
undergik efterfølgende en <strong>her</strong>meneutisk fortolkning<br />
mhp. at nå en dybere forståelse <strong>af</strong> fænomenerne<br />
og således klarlægge meningsindholdet i<br />
patienternes udtalelser (22,23).<br />
Udvælgelse <strong>af</strong> deltagere<br />
Informanterne blev udvalgt fra journalarkiv. Både<br />
mænd og kvinder blev medtaget i undersøgelsen,<br />
da begge køn rammes <strong>af</strong> sygdommen. Med tanke<br />
på bedst mulig erindring var det ønsket, at patienterne<br />
var diagnosticeret inden for det sidste år. I<br />
dette tidsrum skulle de have været indlagt mindst<br />
én gang i forbindelse med diagnosen, men der var<br />
intet krav om varighed.
52 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
For at fastholde fokus i interviewene måtte<br />
der ikke være foretaget invasive indgreb på<br />
patienterne, heller ikke grundet atrieflimren. Af<br />
samme årsag blev patienter med andre alvorlige<br />
diagnoser fravalgt. Ligeledes blev patienter <strong>af</strong><br />
anden etnisk baggrund fravalgt, da der ellers skulle<br />
tages forbehold for kulturelle bias samt sproglige<br />
udfordringer.<br />
Gennem udvælgelsesprocessen blev der fundet<br />
tre patienter, en mand og to kvinder. De var alle<br />
i livslang, medicinsk behandling i forskellig grad.<br />
I præsentationen <strong>af</strong> fundene henvises der til M1,<br />
K1 og K2.<br />
Etiske overvejelser<br />
Undersøgelsen levede op til formelle etiske krav.<br />
Disse stod beskrevet i en informeret samtykkeerklæring,<br />
som patienten underskrev inden interviewet.<br />
For at sikre frivillig deltagelse blev første<br />
kontakt taget <strong>af</strong> personale uden daglig tilknytning<br />
til <strong>af</strong>delingen. Denne kontakt var forinden godkendt<br />
<strong>af</strong> ledende, behandlingsansvarligt personale.<br />
Interviewene blev foretaget i eget hjem, da de<br />
vante rammer kunne skabe tryghed under samtalen.<br />
Datatilsynet er ikke kontaktet, da projektet<br />
ikke er omfattet <strong>af</strong> persondataloven (24).<br />
Analysemetode<br />
Der blev taget udgangspunkt i Kvale & Brinkmanns<br />
kvalitative forskningsinterview. Hertil<br />
var der udarbejdet en interviewguide, der skulle<br />
understøtte det ønskede fokus. Interviewene var<br />
semistrukturerede, hvilket ifølge Kvale & Brinkmann<br />
karakteriseres ved både at være planlagte og<br />
fleksible, idet der sideløbende med anvendelse <strong>af</strong><br />
interviewguide var åbenhed overfor patienternes<br />
individuelle beskrivelser <strong>af</strong> deres livsverden (22).<br />
Interviewene blev optaget og efterfølgende transskriberet<br />
til videre bearbejdning. Analysen blev<br />
påbegyndt allerede under selve interviewet, da der<br />
blev stillet uddybende, refleksive spørgsmål på<br />
baggrund <strong>af</strong> patientens udtalelser (22). Foruden<br />
det direkte sagte blev patienternes nonverbale<br />
sprog samt tydelige betoninger også inkluderet i<br />
transskriberingen (25). Efterfølgende blev transskriberingerne<br />
gennemlæst adskillige gange, hvor<br />
centrale koder i patienternes udsagn blev identificeret.<br />
Disse var umiddelbare, korte og medvirkende<br />
til at definere den oplevelse, der beskrives<br />
<strong>af</strong> den interviewede (22). Undersøgelsens endelige<br />
temaer blev udledt på baggrund <strong>af</strong> de mest gennemgående<br />
koder i interviewmaterialet. Der var<br />
desuden også opmærksomhed på gentagelser, der<br />
kunne indikere, at det givne emne var centralt for<br />
den interviewede (22). Ved brug <strong>af</strong> kodning fremkom<br />
temaerne: 1) Ældre, syg og tættere på døden,<br />
2) “Du fejler jo ikke noget” – alene med sygdommen,<br />
samt 3) Vejen til accept og en meningsfuld<br />
tilværelse.<br />
Teoretisk ramme<br />
Ud fra temaernes karakter var der baggrund for<br />
anvendelse <strong>af</strong> en eksistentiel tilgang i den videre<br />
bearbejdning. Eksistenspsykolog Irvin Yalom<br />
beskriver døden, isolationen og meningsløsheden<br />
som eksistentielle grundvilkår i menneskets<br />
tilværelse. I den eksistentielle tilgang er angst et<br />
universelt fænomen, idet den opleves <strong>af</strong> alle i forskellig<br />
grad i forbindelse med en eksistentiel konfrontation,<br />
eksempelvis foranlediget <strong>af</strong> alvorlig<br />
sygdom (21).<br />
Foruden Yaloms eksistentielle grundvilkår bliver<br />
sygeplejeteoretiker Katie Erikssons lidelsesbegreb<br />
anvendt til belysning <strong>af</strong> sygeplejerskens<br />
ansvar relateret til patienternes eksistentielle<br />
overvejelser. Af Erikssons lidelsesteori fremgår<br />
det, at det ofte er mennesker, der påfører hinanden<br />
lidelse. Det kan således være sundhedspersonalet,<br />
der påfører patienten plejelidelse, når de<br />
ikke formår at imødekomme den enkeltes behov.<br />
Dette bør ifølge Eriksson med alle midler undgås<br />
(26).<br />
Resultater<br />
Ældre, syg og tættere på døden<br />
Patienternes umiddelbare oplevelse er, at de ikke<br />
har følt en decideret dødsangst i forbindelse med<br />
deres sygdom. Alligevel omtaler de døden både<br />
direkte og implicit.<br />
En <strong>af</strong> patienterne udtrykker forskrækkelsen
over den uventede diagnose, der blev stillet hos<br />
lægen ved et tilfælde. K1 refererer grinende til sin<br />
dialog med lægen, da hun intetanende var kommet<br />
til konsultationen “og så sender du mig <strong>af</strong><br />
sted med et dårligt hjerte”. Patienten tager sig til<br />
hjertet.<br />
M1 beskriver sine tanker om sin begrænsede<br />
fysiske formåen, før diagnosen blev stillet. Ved<br />
aktivitet oplevede han hjertebanken og åndenød.<br />
“Specielt inden det blev behandlet, var det noget<br />
værre lort. Jeg tænkte ‘Hold da kæft, skal<br />
jeg dø midt på Nørrebrogade?’ Altså sådan<br />
havde jeg det.”<br />
Det fremgår, hvilke overvejelser han gør sig i forbindelse<br />
med de oplevede symptomer, hvor han<br />
ligefrem udtrykker angst for at dø, når symptomerne<br />
er værst. En sådan angst udtrykkes igen<br />
ved omtale <strong>af</strong> diagnosticeringen, da han befandt<br />
sig på hospitalet:<br />
“Så ligger jeg der og tænker ‘hvad fanden er<br />
det for noget’ og rykker længere og længere ud<br />
for porten. Det er jo en form for sygdom, altså<br />
perleport.”<br />
Patienternes gentagne omtale <strong>af</strong> alder ses ligeledes<br />
som central. M1 beskriver sine overvejelser i<br />
forbindelse diagnosticeringen, hvor han er blevet<br />
nødt til at indse, at han er blevet ældre.<br />
“Man tænker, jeg er jo blevet en ældre <strong>her</strong>re.<br />
Nu er der kommet en sygdom, nu har du fået<br />
en diagnose. Jeg har faktisk fået en diagnose. Så<br />
skal man jo passe lidt på.”<br />
Her udtrykkes det, at han har svært ved at forlige<br />
sig med sygdommen, når han aldrig før har<br />
fejlet noget. Det fremgår, at han mener, der er<br />
en sammenhæng mellem aldring og sygdom, og<br />
hans første tanke i relation <strong>her</strong>til er, at nu skal han<br />
“passe lidt på”. Om konfrontationen med alderen<br />
fortæller K2, at hun gennem de sidste år har fået<br />
flere og flere små “skavanker”. Her udtrykker hun<br />
sin frustration over, at nu har hun “knageme også<br />
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013 ◆ 53<br />
noget med hjertet”. Hendes forklaring er: “Det må<br />
være alderen, vil jeg tro. Hjertet er bare træt <strong>af</strong> at<br />
opføre sig ordenligt.” K2 oplever, at alderen er ved<br />
at indhente hende, hvor hun betragter sin hjertesygdom<br />
som naturligt foranlediget <strong>her</strong><strong>af</strong>.<br />
Patienterne håndterer konfrontationen med<br />
diagnosen på forskellig vis. K1 gav udtryk for en<br />
følelse <strong>af</strong> passivisering efter diagnosticeringen, da<br />
hun var nervøs for at foretage sig noget:<br />
“Jeg må ærligt indrømme, at dér var jeg ved at<br />
gå ned med flaget. Jeg tænkte ‘Hvad skal jeg nu<br />
lave?’ Så blev det sommer, og så har jeg siddet<br />
ude i haven og bare gloet ud i luften, og ukrudtet<br />
er vokset over hovedet på mig. (…) Jeg har<br />
ikke cyklet så meget. Ellers plejer jeg at cykle<br />
ud i haven. Nu tager jeg metroen og så videre<br />
med toget.”<br />
Normalt var K1 fysisk aktiv med eksempelvis<br />
havearbejde, huslige sysler og de vante cykelture.<br />
Men efter diagnosticeringen har hun ikke<br />
turde overanstrenge sig. K1 forklarer dog, at hun<br />
har brug for hele tiden at være beskæftiget. “Det<br />
er på den måde, jeg skubber det fra mig”. Hun<br />
beskriver, hvordan hun konstant søger at <strong>af</strong>lede<br />
sin opmærksomhed fra sygdommen, fx ved at se<br />
tv, læse ugeblade m.m.<br />
M1 fortæller om sine tanker om døden: “Man<br />
skal jo dø på en eller anden måde. Som mand dør<br />
man jo rent statistisk om 10 eller 8 år.” Her søger<br />
han at rationalisere sin situation ved sammenligning<br />
med statistik.<br />
K2 fortæller, at hun nok bare er typen, der<br />
“ikke er så forfærdeligt bange for alting”. Det forklarer<br />
hun senere med, at tilværelsen som alenemor<br />
har bevirket, at hun stadig søger at skåne sine<br />
nu voksne sønner for bekymring.<br />
“Jeg tror bare også, at jeg i mange år har været<br />
alene med mine sønner, og når man fejlede<br />
noget dengang, så var det jo bare med ikke at<br />
lade dem mærke det, så de ikke bliver nervøse.<br />
Jeg tror det ligger dybt i én, at sådan er det. Det<br />
tror jeg.”
54 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
Den stadige, underliggende beskyttertrang overfor<br />
sønnerne understreges <strong>af</strong> hendes udtalelse: “så<br />
de ikke bliver nervøse”, hvilket viser, at den stadig<br />
kan have stor indflydelse på hendes umiddelbare<br />
tilgang til sin atrieflimren.<br />
“Du fejler jo ikke noget” – alene med<br />
sygdommen<br />
K2 beskriver ensomheden som en tilstand, der<br />
kan opløses ved at lade sig omgive <strong>af</strong> mennesker.<br />
I denne forbindelse fortæller hun, hvordan hun<br />
havde holdt fødselsdagsreception med stort fremmøde.<br />
“Jeg har mange gode veninder, og drengene<br />
og svigerdøtrene”, fortsætter hun. Hun kommer<br />
dog senere ind på, at hun ikke rigtig har talt med<br />
dem om sin sygdom.<br />
K1 fortæller om familiens tilgang til sygdommen,<br />
<strong>her</strong>under en dialog mellem søsteren og hende<br />
selv. K1 havde givet udtryk for uro i forbindelse<br />
med sin diagnose, hvorefter søsteren udtalte sig<br />
således om hendes sygdom: “Det er der jo tusindvis<br />
<strong>af</strong> mennesker, der har”, hvor K1 havde svaret:<br />
“Nå ja, det er da også rigtigt nok”.<br />
I en lignende kontekst i dialog med datteren:<br />
“’Ej mor, helt ærligt. Du fejler jo ikke noget, se<br />
nu at få armene ned fra kroppen’. ‘Jamen, lægen<br />
sagde, jeg skulle tage den med ro’. ‘Ja ja, det skal<br />
du også tage bogstaveligt (…) Se så at få lettet<br />
røven og kom i gang med det skuffejern’.” (K1<br />
griner)<br />
Her betragter de pårørende ikke atrieflimren som<br />
en alvorlig sygdom. K1 får bare besked på, at hun<br />
skal slappe <strong>af</strong> med sine bekymringer og komme i<br />
gang. Til dette tilføjer K1 senere i interviewet: “Og<br />
det er nemt nok at sige, at jeg skal slappe <strong>af</strong>. Men<br />
det er ikke dem, der kører i det.”<br />
Behovet for støtte og opmærksomhed fra personalet<br />
var forskelligt blandt de interviewede. M1<br />
fortæller, at han fik besked på at sige til, hvis han<br />
havde spørgsmål, hvortil han pointerer: “Hvis jeg<br />
vil spørge om noget, så kan jeg jo bare spørge, så<br />
ville de (sygeplejerskerne) jo svare.” Her<strong>af</strong> fremgår<br />
det, at han er bevidst om at være opsøgende mhp.<br />
at få de oplysninger, han har brug for.<br />
Det var dog ikke alle, der havde denne<br />
oplevelse <strong>af</strong> disponibelt personale. Der var en tendens<br />
til, at de sundhedsprofessionelle negligerede<br />
patienternes individuelle oplevelse <strong>af</strong> sygdommen,<br />
hvor behov for psykisk omsorg blev forbigået.<br />
K2 beskriver sygeplejerskernes begrænsede<br />
tid som en faktor, der havde indvirkning på indlæggelsesforløbet.<br />
Det hændte, at hun ikke fik<br />
opfølgning på sine spørgsmål: “Fordi det havde<br />
de jo så ikke h<strong>af</strong>t tid til og havde glemt det. Der<br />
havde været noget, der var vigtigere.” Ifølge K2 var<br />
sygeplejerskerne søde og havde de bedste hensigter,<br />
men de havde bare for travlt.<br />
K2 beskriver ligeledes sin oplevelse i forbindelse<br />
med en DC-konvertering, hvor lægen fremlægger<br />
denne, som var det en standardbehandling.<br />
K2 får ikke tilstrækkelig information, hvilket<br />
medfører, at hun frygter for behandlingen, da hun<br />
tror, at hjertet bliver sat helt ud <strong>af</strong> funktion.<br />
“Jeg var bange, da der kom det brev om, at jeg<br />
skulle havde de stød der, for jeg havde misforstået.<br />
Jeg troede, at det (hjertet) blev sat ud <strong>af</strong><br />
funktion og så sat i gang. Og det var jeg virkelig<br />
bange for. Så da lægen sagde ‘er du nervøs?’, så<br />
sagde jeg ‘ja, det er jeg.’ ‘Det skal du ikke være’,<br />
sagde han så. ‘Vi laver det <strong>her</strong> så mange gange,<br />
og der sker ikke noget, og du vil ikke kunne<br />
mærke noget. Du er jo bedøvet.’ Og så videre.<br />
‘Nej det er også rigtigt. Men nu er det altså mit<br />
hjerte, det drejer sig om.’ Og der kunne han<br />
godt se, hvad jeg mente.”<br />
Hendes angst blev negligeret <strong>af</strong> lægen, der blot<br />
betragtede behandlingen som en rutineproce dure.<br />
K2 korrigerede ham dog i hans tilgang, hvorefter<br />
han anerkendte hendes oplevelse.<br />
K1 fortæller, at hendes samtaler med sygeplejersken<br />
overvejende var begrænset til at omfatte<br />
praktisk information. Sygeplejersken kom aldrig<br />
ind og talte med hende om hendes tanker om sin<br />
sygdom:<br />
“Ikke nogen. Der var ingen, der kom og spurgte<br />
om noget. Altså jeg snakkede med lægen,<br />
men det var jo angående medicin og sådan, og
så kom der en dame med brochurer og sådan<br />
med, hvad man måtte spise. Men ellers var der<br />
ikke nogen, der kom ind og snakkede.”<br />
Jeg spørger, om hun savnede nogen at tale med:<br />
“Ja, det kunne jeg da godt have h<strong>af</strong>t lidt <strong>af</strong>, altså.”<br />
Vejen til accept og en meningsfuld tilværelse<br />
Patienterne giver alle udtryk for at søge en årsag til<br />
sygdommens opståen. M1 undrer sig over, hvorfor<br />
sygdommen rammer ham, hvorom han udtrykker,<br />
“er der noget alternativ, lever jeg forkert?”. Men<br />
han mener ikke, at han har en usund tilværelse<br />
eller lever “et liv, som sådan kan have fremskyndet<br />
den slags ting”. I denne forbindelse gør han sig<br />
overvejelser om en årsagssammenhæng, og hvad<br />
han kunne have gjort anderledes.<br />
K2 beskriver ligeledes sin manglende forståelse<br />
for sygdommens opståen. Hun ser alderen som<br />
en mulig forklaring. I hendes optik kan hun ikke<br />
have gjort noget “forkert” og forårsaget sin atrieflimren.<br />
Da det ikke altid er muligt at finde en årsagssammenhæng<br />
i forbindelse med atrieflimren,<br />
søger patienterne på hver deres måde at tillægge<br />
situationen mening. K2 finder mening i sin mors<br />
gamle ordsprog:<br />
“Min gamle mor sagde: ‘Er der noget, du er<br />
utilfreds med eller ked <strong>af</strong>, så prøv at lave det<br />
om. Hvis du ikke kan det, så lær at leve med<br />
det.’ Det havde hun jo så inderligt ret i.”<br />
Hun nærmer sig således en accept <strong>af</strong>, at hun må<br />
lære at leve med sygdommen, da hun ikke kan<br />
ændre sin tilstand.<br />
M1 udtrykker oplevelsen <strong>af</strong> at se tilværelsen i<br />
et nyt lys efter sygdommen, hvor han sætter pris<br />
på de små ting i tilværelsen.<br />
“Jeg er glad for at sidde <strong>her</strong> og kigge ud på et<br />
træ eller en fugl. Jeg har lagt mere mærke til<br />
små ting, er blevet mere opmærksom. Det er<br />
måske min måde at behandle det eksistentielt<br />
på. Man er ikke udødelig. Derfor glæder jeg<br />
mig over tingene. Jeg er ikke ked <strong>af</strong> det, jeg er<br />
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013 ◆ 55<br />
ikke nedtrykt, tværtimod. Man kan sige, jeg<br />
værdsætter de mærkeligste ting. Bare at sidde<br />
på en bænk og snakke med en, det synes jeg<br />
kan være rigtig hyggeligt. Du har tid nok, bare<br />
sidde og snakke. Og så flytte sig lidt efterhånden,<br />
som skyggen kommer, så flytter man sig<br />
så over på bænken ved siden <strong>af</strong>, hvor der er lidt<br />
sol. Så flytter man lidt med.”<br />
Ovenstående viser, hvordan M1 finder mening<br />
efter at have fået diagnosen, hvor han beskriver<br />
den nye bevidsthed om ikke at være “udødelig”.<br />
Diskussion <strong>af</strong> metode<br />
Egen erfaring fra det kliniske speciale kan betragtes<br />
som en styrke i forhold til <strong>af</strong>vikling <strong>af</strong> patientinterviewene,<br />
da jeg havde indblik i, hvad man<br />
typisk gennemgår i et behandlingsforløb. Begrænset<br />
erfaring som interviewer kan være årsag til, at<br />
jeg ved gennemlæsning opdagede udtalelser, der<br />
kunne have tålt yderligere uddybende spørgsmål<br />
(22).<br />
Hensigten med at foretage interview i eget hjem<br />
var at skabe trygge rammer, hvor den enkelte følte<br />
sig tilpas og kunne slappe <strong>af</strong>. Det semistrukturerede<br />
interview som dataindsamlingsmetode bidrog<br />
til større åbenhed overfor uforudsete temaer,<br />
samtidig med at interviewguiden medvirkede til<br />
at bevare fokus. Ifølge Kvale & Brinkmann kan<br />
det kvalitative interview blive en berigende proces<br />
for informanten at deltage i (22). Her udtrykte en<br />
patient, at interviewspørgsmålene havde givet ny<br />
indsigt i egen situation.<br />
Fundene er fremkommet ud fra tre kvalitative<br />
interview og kan ikke generaliseres, men de kan<br />
give sygeplejersken indsigt i sygdommens kompleksitet,<br />
hvilket er vigtig viden i plejen <strong>af</strong> patienter<br />
med atrieflimren.<br />
Diskussion <strong>af</strong> fund<br />
Fundene tyder på, at patienterne ikke altid er bevidste<br />
om omfanget <strong>af</strong> underliggende eksistentielle
56 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
overvejelser. Angsten er et universelt fænomen<br />
i eksistentialismen (21) og er at spore i alle tre<br />
temaer, hvormed den bliver omdrejningspunkt i<br />
diskussionen.<br />
Patienterne beskriver, hvor svært det er at blive<br />
ældre og at skulle leve med en sygdom. Selve diagnosticeringen<br />
blev bl.a. beskrevet som at nærme<br />
sig en perleport. I den kristne tro er “Perleporten”<br />
en betegnelse for indgangen til Paradiset og således<br />
en symbolsk omskrivning <strong>af</strong> døden (27).<br />
Dette vidner om, hvor determinerende atrieflimren<br />
kan opleves <strong>af</strong> et menneske, der aldrig har h<strong>af</strong>t<br />
en indlæggelseskrævende diagnose.<br />
Flere <strong>af</strong> patienterne havde ved fysisk aktivitet<br />
oplevet symptomer som åndenød og hjertebanken,<br />
hvilket virkede yderst angstprovokerende. En<br />
patient beskrev, hvordan hun efter diagnosticeringen<br />
forholdt sig helt passiv <strong>af</strong> frygt for at overanstrenge<br />
sig, mens en anden udtrykte, at han var<br />
bange for at falde død om. Ikke alle giver direkte<br />
udtryk for dødsangst. Men samtlige omtaler<br />
oplevelsen <strong>af</strong>, at alderen er ved at indhente dem,<br />
og døden ses <strong>af</strong> nogle som tættere på nu, end før<br />
de fik atrieflimren.<br />
Ifølge Yalom er det en <strong>af</strong> livets mest selvindlysende<br />
sandheder, at vi skal dø. Han betragter <strong>her</strong><br />
døden som urkilden til angst. Det mest centrale i<br />
dødsangsten er forestillingen om den personlige<br />
udslettelse, at høre op med at være til (21). Alvorlig<br />
sygdom vil ofte foranledige øget dødsbevidsthed,<br />
og øget bevidsthed om døden vil hos de fleste<br />
vække angsten. Denne angst håndteres forskelligt,<br />
hvor mange udvikler tilpasningsfremmende måder<br />
at mestre den på i form <strong>af</strong> fornægtelsesbaserede<br />
strategier (21).<br />
Nogle anvender humor i omtalen <strong>af</strong> sygdommen<br />
og de tanker, den vækker i dem. Gennem<br />
humoren kan de indirekte berøre et konfliktfyldt<br />
område ved at betone de morsomme aspekter<br />
ved alderdom og død. Dette karakteriseres ifølge<br />
Lazarus som emotionsfokuseret mestring til<br />
regulering <strong>af</strong> de følelser, der knytter sig til den<br />
belastende situation og forestående trussel. Ved<br />
anvendelse <strong>af</strong> humor kan patienten distancere sig<br />
fra den uhåndtérbare angst og således opnå en<br />
følelse <strong>af</strong> kontrol over sin situation (28).<br />
Én patient relaterer til statistik ved omtale <strong>af</strong><br />
sygdommen, hvilket kan forstås som en intellektualisering,<br />
der ifølge Lazarus er en forsvarsmekanisme.<br />
Denne mestringsstrategi kan have<br />
til formål at skabe en følelsesmæssig distance<br />
til den belastende situation, så man i tråd med<br />
ovenstående opnår følelsen <strong>af</strong> kontrol (28). Det<br />
nonverbale sprog ses også som betydningsfuldt<br />
(22,25). Ord og udtryk er ofte ladede; de vækker<br />
associationer og følelser hos den enkelte, hvilket<br />
kommer til udtryk nonverbalt (25). Flere gange<br />
under interviewene tog patienterne sig til hjertet<br />
ved omtale <strong>af</strong> deres sygdom. Hjertet har gennem<br />
årtusinder h<strong>af</strong>t en symbolsk betydning, hvor det i<br />
adskillige kulturer opfattes som livets centrum. I<br />
Bibelen tolkes hjertet som det “inderste <strong>af</strong> mennesket”<br />
betydende sjælen og det sande jeg. Over det<br />
meste <strong>af</strong> verden associeres hjertet som følelsernes<br />
og kærlighedens organ, og det anvendes ofte<br />
som met<strong>af</strong>or, <strong>her</strong>under pilen gennem hjertet som<br />
elskovssymbol (29,30). Dette understøtter atrieflimren<br />
som værende mere kompleks, end hvad<br />
sygdommen objektivt vurderes til.<br />
Ensomhed og oplevelsen <strong>af</strong> at være alene med<br />
sygdommen fremgik <strong>af</strong> nogle interview, hvor<br />
patienterne hverken mødte forståelse fra pårørende<br />
eller professionelle. Når patienterne oplever, at omgivelserne<br />
ikke ser sygdommen, som de selv gør,<br />
konfronteres de med oplevelsen <strong>af</strong> isolation. De<br />
er alene med deres sygdom. Yalom bruger ensomhedsbegrebet<br />
synonymt med “isolation” og understreger,<br />
hvor nært disse er beslægtet med angsten.<br />
Et menneske, der konfronteres med sygdom og<br />
død, kommer altid til den eksistentielle isolation<br />
(21). Ensomheden, patienterne oplever, kan desuden<br />
være forårsaget <strong>af</strong> omgivelsernes manglende<br />
indlevelse i eller viden om atrieflimren. Dertil omtaler<br />
Yalom den professionelles mulige benægtelse<br />
<strong>af</strong> eksistentielle konflikter, hvis de ikke selv har gennemarbejdet<br />
egen rædsel for døden (21). Her er det<br />
sygeplejerskens opgave at få øje på patientens angst<br />
og ensomhed samt at turde hjælpe patienten med<br />
at italesætte og bearbejde disse, hvis der ses et behov.<br />
Eriksson betegner det som at møde patienten i<br />
lidelsen og understreger vigtigheden <strong>af</strong>, at sygeplejersken<br />
har evnen og modet til dette (26).
Patienternes behov for kontakt med de sundhedsprofessionelle<br />
viste sig at være forskel lige.<br />
Nogle formår selv at tage kontakt og stille spørgsmål.<br />
Men det fremgår også, at patienterne ikke<br />
altid tager initiativ til kontakt eller spørger igen,<br />
hvis sygeplejersken ikke følger op på stillede<br />
spørgsmål. Enkelte fortæller, at de ikke havde talt<br />
med nogen om deres tanker i forbindelse med<br />
sygdommen. Resultatet <strong>her</strong><strong>af</strong> var, at de lå alene<br />
på stuerne uden nogen at dele deres tanker med.<br />
Det er <strong>af</strong>gørende for et menneske at føle sig set<br />
og forstået (26). Ifølge Eriksson er et <strong>af</strong> sygeplejerskens<br />
vigtigste ansvarsområder at forebygge og<br />
lindre lidelse hos patienterne. Hun understreger<br />
<strong>her</strong> vigtigheden <strong>af</strong> at være helhedsorienteret og<br />
vurdere patientens behov for pleje ud fra både<br />
objektive og subjektive symptomer. Ensomhed,<br />
bekymring, usikkerhed, venten og angst for det<br />
uventede kan give anledning til lidelse. Når sygeplejersken<br />
ikke formår at se og bedømme, hvad<br />
den enkelte har brug for, betragtes det som plejelidelse<br />
(26). Således kan den umiddelbare tilgang<br />
til atrieflimren som værende en ufarlig diagnose<br />
uden større psykologiske konsekvenser problematiseres.<br />
Fundene viser, at den angst, nogle patienter<br />
oplever under indlæggelsen, ikke umiddelbart<br />
bliver anerkendt. Udgangspunktet var hovedsageligt,<br />
at patienterne kunne klare sig selv og sige til<br />
ved behov. Da plejen desuden var præget <strong>af</strong> rutiner,<br />
standarder og strukturerede plejeplaner, blev<br />
patientens oplevelser i forbindelse med indlæggelsen<br />
ikke altid synliggjort. Eriksson påpeger, at<br />
plejen stadig er begrænset <strong>af</strong> en sygdomscentreret<br />
betragtningsmåde, hvor man glemmer mennesket<br />
i plejen. Dette bevirker, at de sundhedsprofessionelle<br />
ofte helt ubevidst forårsager plejelidelse (26).<br />
I en artikel <strong>af</strong> Hall et al. omhandlende menneskelige<br />
grundtræk i sygeplejen fokuseres der ligeledes<br />
på sygeplejerskens evne til at yde omsorg til hele<br />
mennesket i plejen (31). Forfatterne problematiserer,<br />
at sygeplejen i en travl og teknologisk-digital<br />
hverdag let kan blive for opgaveorienteret.<br />
Konsekvensen <strong>her</strong><strong>af</strong> bliver, at der mistes opmærksomhed<br />
på det hele og oplevede menneske (31).<br />
Årsagen til sygdommen er ofte ukendt, men<br />
det viser sig, at patienterne på hver deres måde<br />
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013 ◆ 57<br />
forsøger at finde en mening med, at netop de<br />
rammes. Det fremgår <strong>her</strong>, hvorledes patienterne<br />
på forskellig vis har søgt en årsag til sygdommens<br />
opståen. Nogle overvejer deres egen rolle, mens<br />
andre betragter alderen som den væsentligste<br />
faktor. Den manglende forståelse for, hvorfor sygdommen<br />
har ramt netop dem, kan dog have medført<br />
en underliggende oplevelse <strong>af</strong> meningsløshed.<br />
Ifølge Yalom har mennesket et dybt behov for at<br />
tillægge alt i tilværelsen mening og indføje dette<br />
i en velkendt forståelsesramme. Dette er med<br />
henblik på at blive befriet for den angst, det vækker<br />
at blive konfronteret med et liv og en verden<br />
uden en forudgiven, betryggende struktur. Vores<br />
behov for helhedsstrukturer og et værdisystem,<br />
vi kan basere vores handlinger på, udgør således<br />
tilsammen den grundlæggende årsag til vores søgen<br />
efter mening i tilværelsen (21). Materialet indeholder<br />
eksempler på, at nogle når en accept <strong>af</strong>,<br />
at sygdommen er kronisk og uhelbredelig, hvilket<br />
man blot må lære at leve med. Andre vælger at<br />
værdsætte den nye livsanskuelse, sygdommen har<br />
h<strong>af</strong>t til følge.<br />
Undersøgelsen viser, at de eksistentielle overvejelser<br />
er forskellige og ikke altid fremgår direkte.<br />
Netop derfor er det <strong>af</strong>gørende, at sundhedspersonalet<br />
er opmærksomme på at se og<br />
høre det, der ikke nødvendigvis bliver sagt højt<br />
eller direkte. Her betoner Eriksson, at det er let<br />
at overse tilsyneladende små detaljer, der kan<br />
have stor betydning for den enkelte (26). Hall et<br />
al. understreger ligeledes vigtigheden <strong>af</strong>, at sygeplejersken<br />
med fænomenologisk tilgang evner at<br />
inddrage enkeltdele fra patienternes livsverden i<br />
en helhedsorienteret pleje. Således skal der ikke<br />
blot tages udgangspunkt i et medicinsk perspektiv<br />
med diagnostiske fakta, men ligeledes i et livsverdensperspektiv<br />
med åbenhed for og interesse i patienternes<br />
eksistentielle oplevelser (31).<br />
Alle patienter gav udtryk for, at personalet<br />
var søde og havde de bedste hensigter, men ikke<br />
havde tid nok. Her problematiserer Høgh et al., at<br />
atrieflimren ikke betragtes som en tidskrævende<br />
sygdom. Hun vurderer, at denne tilgang kan være<br />
forårsaget <strong>af</strong> manglende bevidsthed om sygdommens<br />
kompleksitet. Travlhed ses særligt som en
58 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
faktor, der er med til at forringe sygeplejen (18). Et<br />
studie omhandlende patienters indlæggelsesoplevelser<br />
beskriver ligeledes problematikken i travlhed.<br />
Patienterne ønsker ikke at være til besvær og<br />
sorterer derfor i deres spørgsmål. Når de således<br />
sidder tilbage med usikkerhed og frustrationer,<br />
kan det være årsag til yderligere forvirring og nervøsitet<br />
under indlæggelsen (32).<br />
Det er vanskeligt at bedømme, hvad der forårsager<br />
den manglende indsigt i sygdommens<br />
kompleksitet. Sygeplejersker arbejder i dag under<br />
vilkår, der vanskeliggør udøvelsen <strong>af</strong> den ideelle<br />
sygepleje (26). Travlheden kan givetvis være<br />
medårsag, da den kan bevirke, at de sygeplejehandlinger,<br />
der ikke redder liv, må fraprioriteres.<br />
Konsekvensen er dog, at patienter bliver ladt alene<br />
med svære overvejelser og angst.<br />
Konklusion<br />
Det fremgår <strong>af</strong> denne undersøgelse, at patienter<br />
med atrieflimren er angste og gør sig mange overvejelser<br />
<strong>af</strong> eksistentiel art i forbindelse med deres<br />
sygdom. Nogle oplever at blive ladt alene med<br />
angsten for at være syge, blive gamle og nærme sig<br />
døden, hvor de ikke møder tilstrækkelig opmærksomhed,<br />
forståelse eller omsorg fra omgivelserne.<br />
I forbindelse med deres eksistentielle konfrontation<br />
opnår nogle dog en accept <strong>af</strong> og finder<br />
mening med deres nye tilværelse.<br />
Det er fremlagt, at uforløst angst virker selvforstærkende.<br />
For at undgå unødig lidelse er det<br />
derfor <strong>af</strong>gørende, at sygeplejersken har modet,<br />
evnerne og tiden til at få indblik i patientens<br />
svære overvejelser i forbindelse med sygdommen<br />
og om nødvendigt hjælpe til italesættelse<br />
og bearbejdning. Det manglende fokus på eksistentielle<br />
aspekter ved atrieflimren i nuværende<br />
praksis kan problematiseres, da der i den stærkt<br />
standardiserede plejetilgang ikke tages højde for,<br />
hvor kompleks en lidelse atrieflimren er.<br />
Implikationer for praksis<br />
Med henblik på at imødekomme patienternes<br />
alsidige behov bør det undersøges, hvorledes<br />
der i det standardiserede behandlingsforløb<br />
kan ydes helhedsorienteret pleje. Dette kunne<br />
eksempelvis være i form <strong>af</strong> selvhjælpsgrupper for<br />
patienter med atrieflimren, hvor der med støtte<br />
fra kvalificeret personale fokuseres på patienternes<br />
overvejelser i forbindelse med sygdommen.<br />
På <strong>af</strong>delingerne kunne det undersøges, hvordan<br />
sygeplejersken kan blive bedre til at inddrage psykologiske<br />
aspekter i sygeplejedokumentationen.<br />
Her kunne det også være relevant, at pårørende<br />
i højere grad inddrages og gøres bevidste om alle<br />
aspekter ved sygdommen. Dette ville medvirke til,<br />
at patienten møder større forståelse, ikke blot fra<br />
sundhedspersonalet, men også fra sine nærmeste.<br />
Det ville ligeledes være relevant, at atrieflimren<br />
indgik i et hjertepakkeforløb, hvor patienterne<br />
blev fulgt gennem hele deres sygdoms- og<br />
rehabiliteringsforløb. Dette ville skabe bedre rammer<br />
for, at patientens særegne behov blev set og<br />
imøde kommet.<br />
Da eksistentielle overvejelser hos patienter<br />
med atrieflimren er et næsten uberørt forskningsområde,<br />
kunne det være relevant at undersøge<br />
omfanget <strong>af</strong> sådanne overvejelser hos et større<br />
antal patienter.<br />
Taksigelser<br />
Tak til Professionshøjskole Metropol, Institut for<br />
Sygepleje for økonomisk støtte samt til Anette<br />
Wendelboe Christiansen og Nanna Kappel for<br />
vejledning.<br />
Sygeplejerske<br />
Maria Lien Hansen<br />
Videnscenter for Sårheling,<br />
Bispebjerg Hospital<br />
maria-lien@sol.dk
Lektor, master i klinisk sygepleje (MKS)<br />
Anette Wendelboe Christiansen<br />
Institut for Sygepleje,<br />
Professionshøjskolen Metropol<br />
Lektor, ph.d.<br />
Nanna Kappel<br />
Institut for Sygepleje,<br />
Professionshøjskolen Metropol<br />
Litteratur<br />
1. Broge C. Tre gange så mange har atrieflimren<br />
i 2050. Hjerteforeningen; 2011 (Besøgt 3. november<br />
2011) www.hjerteforeningen.dk<br />
2. Poulsen SH. Hjertesygdomme. I: Knudsen<br />
TE, Thomsen TB (red.). Medicinske sygdomme<br />
– sygdomslære og sygepleje. 13. udg. Nyt<br />
Nordisk Forlag Arnold Busck; 2012.<br />
3. Brandes A, Chen X, Gadsbøl N, Hansen SP,<br />
Petersen HH, Pehrson S, et al. Behandling <strong>af</strong><br />
atrieflimren og atrieflimren. Dansk Cardiologisk<br />
Selskab, Tillæg til Cardiologisk Forum,<br />
2003; s. 1-24.<br />
4. Johansen PP, Larsen K, Boehm L, Johansen<br />
SL. Patientens oplevelse <strong>af</strong> at leve med atrieflimren<br />
– en oversigtsartikel. Klinisk Sygepleje<br />
2012;26:15-29.<br />
5. Serbæk M, Torp-Pedersen C, Schroeder TV.<br />
Hjerte-kar-sygdomme. I: Schulze S, Schroeder<br />
TV (red.). Basisbog i sygdomslære. København:<br />
Munksgaard; 2008.<br />
6. Westerby R, Cottrell C. An update on atrial<br />
fibrillation. Pract Nurs 2011;41: 37-43.<br />
7. Berg SK, Pedersen BD. Helbredsoplevelser<br />
hos patienter med atrieflimren. Tidsskr Sygeplejeforsk<br />
2006;3:4-8.<br />
8. Deaton C, Dunbar SB, Moloney M, Sears SF,<br />
Ujhelyi MR. Patient experience with atrial<br />
fibrillation and treatment with implantable<br />
atrial defibrillation t<strong>her</strong>apy. Heart Lung<br />
2003;32:291-9.<br />
9. Sears SF, Serber ER, Alvarez LG, Schwartzman<br />
DS, Hoyt RH, Ujhelyi MR. Understanding<br />
atrial symptom reports: Objective versus<br />
subjective predictors. Pace 2005;28:801-7.<br />
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013 ◆ 59<br />
10. Kang Y, Bahler R. Health-related quality of<br />
life in patients newly diagnosed with atrial fibrillation.<br />
Eur J Cardiovasc Nurs 2004;3:71-6.<br />
11. McCabe PJ, Schumac<strong>her</strong> K, Barnason SA.<br />
Living with atrial fibrillation – A qualitative<br />
study. J Cardiovasc Nurs 2011;26:336-44.<br />
12. McCabe P. Psychological distress in patients<br />
diagnosed with atrial fibrillation: the state of<br />
the science. J Cardiovasc Nurs 2010;25:40-51.<br />
13. Dabrowski R, Smolis-Bak E, Kowalik I, Kazimierska<br />
B, Wójcicka M, Szwed H. Quality of<br />
life and depression in patients with different<br />
patterns of atrial fibrillation. Kardiol Polska<br />
2010;68:1133-9.<br />
14. Ong L, Cribbie R, Harris L, Dorian P, Newman<br />
D, Mangat I, et al. Psychological correlates<br />
of quality of life in atrial fibrillation. Qual<br />
Life Res 2006;15:1323-33.<br />
15. Suzuki S, Kasanuki H. The influences of psychosocial<br />
aspects and anxiety symptoms on<br />
quality of life of patients with arrhythmia:<br />
investigation in paroxysmal atrial fibrillation.<br />
Int J Behav Med 2004;11:104-9.<br />
16. Thrall G, Carroll D, Lane D. Depression,<br />
anxiety, and quality of life in patients with<br />
atrial fibrillation. Chest 2007;132:1259-64.<br />
17. Støier L. Atrieflimmer – Kardiologiens Askepot.<br />
Klinisk Sygepleje 2008;22:34-9.<br />
18. Høgh V, Lauberg A, Højbjerg T, Hansen MH,<br />
Laursen BS. “Nu må de da kende mig” – patienters<br />
oplevelser <strong>af</strong> og forventninger til genindlæggelse<br />
med recidiv atrieflimren, 2009.<br />
Masterprojekt, nr. 35, <strong>af</strong>deling for sygeplejevidenskab,<br />
Institut for Folkesundhed, Aarhus<br />
Universitet.<br />
19. Gehi AK, Sears SF, Goli N, Walker JJ, Chung<br />
E, Schwartz J, et al. Psychopathology and<br />
symptoms of atrial fibrillation: Implications<br />
for T<strong>her</strong>apy. J Cardiovasc Electrophysiol<br />
2012;23:473-8.<br />
20. Kang Y. Effects of uncertainty on percieved<br />
health status in patients with atrial fibrillation.<br />
Nurs Crit Care 2005;10:184-91.<br />
21. Yalom, I. Eksistentiel psykoterapi. København:<br />
Hans Reitzels Forlag; 1998.
60 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 2 ∙ 2013<br />
22. Kvale S, Brinkmann S. Interview – Introduktion<br />
til et håndværk. 2. udg. København:<br />
Hans Reitzels Forlag; 2009.<br />
23. Birkler J. Videnskabsteori – en grundbog.<br />
København: Munksgaard; 2006.<br />
24. Datatilsynet. Redegørelse for anmeldelse <strong>af</strong><br />
behandling <strong>af</strong> personoplysninger (Besøgt d.<br />
4. august 2012) www.datatilsynet.dk<br />
25. Eide H, Eide T. Kommunikasjon i relasjoner<br />
– Samhandling, konfliksløsning, etikk. 2. utg.<br />
Oslo: <strong>Gyldendal</strong> Norsk Forlag AS; 2008.<br />
26. Eriksson K. Det lidende menneske. 2. udg.<br />
København: Munksgaard; 2010.<br />
27. Bibelen. Johannes Åbenbaring, kapitel 21,<br />
vers 21.<br />
28. Lazarus R, Folkman S. Coping and Emotion.<br />
In: Monat A, Lazarus R (eds.). Stress and<br />
coping. An anthology. New York: Columbia<br />
University Press, 1991: 207-27.<br />
29. Den Store Danske, <strong>Gyldendal</strong>s åbne encyklopædi.<br />
Opslagsord: hjerte. (Besøgt 2. september)<br />
www.denstoredanske.dk<br />
30. Høystad OM. Hjertets kulturhistorie. København:<br />
Tiderne Skifter; 2008.<br />
31. Hall E, Harder I, Haahr A, Martinsen B. Menneskelige<br />
grundtræk i sygeplejen. Klinisk Sygepleje<br />
2012;26:15-25.<br />
32. Baumgarten P. De er så søde, men de har så<br />
travlt. En kvalitativ undersøgelse <strong>af</strong> 33 patienters<br />
oplevelser under indlæggelsen på Ringkjøbing<br />
Amts sygehuse. Ringkjøbing Amt<br />
Kvalitets- og udviklings<strong>af</strong>delingen for sundhedsvæsenet,<br />
2002: s. 1-48.