MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

MIG OG
YNGVE

TORE
RENBERG
MIG OG
YNGVE
ROMAN
På dansk ved
Jannie Jensen &
Arild Batzer
BATZER & CO
Ros Roskilde Ros lde Bogcafé
Bogcafé

Mig og Yngve
er oversat fra norsk efter
Mannen som elsket Yngve
© Forlaget Oktober 2003
© Dansk udgave: BATZER & CO 2009
Roskilde Bogcafé
Ringstedgade 28
4000 Roskilde
Tlf.: 46 36 07 62 / 28 11 62 74
E-mail: batzer@batzer.dk
Omslagsfoto: ???
Omslag & produktion: Arild Batzer
Bogen er sat med ATGaramond 11/14,8
og trykt hos WS Bookwell
Printed in Finland 2009
1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-90524-87-6
www.batzer.dk
Udgivet med oversættelsesstøtte fra
Kulturkontakt Nord
4 5
Why am I going out of my mind
whenever you’re around?
The answer is obvious
love has come to town
Talking Heads,
Uh – oh, love has
come to town
Der kan imidlertid ikke herske tvivl om
at en epoke i verdenshistorien endte
og en ny begyndte i slutningen
af 1980’erne og begyndelsen
af 1990’erne.
Eric Hobsbawm,
Ekstremismens
tidsalder

INDHOLD
1 Mathias Rust Band 9
2 En smuk dreng 19
3 Hebbelilles far er død 42
4 Lørdag 20. januar 1990 55
5 Dalai Lama kommer til Finmark 93
6 Jeg forandrer mig 105
7 Høre radiosporten med far om søndagen 126
8 Er du socialist? 145
9 Jeg tror alt ordner sig 159
10 Fissesatan Anarkikommando 180
11 Jeg kan ikke være tre steder samtidig 193
12 Falsk 230
13 Jeg siger: Sten, grus, sand 262
14 Lørdag 3. februar 1990 280
15 Du er et skarn, Jarle Klepp 339
16 Kan vi ikke gå i seng med hinanden
en sidste gang? 351
17 En overraskelse 385
18 Hunden over Rennesøyhornet 402

8 9
1 MATHIAS RUST BAND
livets væsen er samtidighed
Thomas Mann
Okay: Det hedder ikke EU, det hedder ikke Rusland, og
det hedder ikke Either you are with us or you are with
the terrorists. Der er ikke nogen golfkrig, der er ikke
noget folkemord på Balkan, og der er ikke nogen tiårige
der dør af LSD. E-mails er science fiction, internettet er
en teori, og ingen kan brænde deres egne cd’er. Ingen
har hørt Kurt Cobain synge “Smells Like Teen Spirit”,
det er ikke grunge det handler om, og ingen har læst i
avisen at Cobain er død af en overdosis. Verden er ikke
blevet præsenteret for Spice Girls, Boyzone, eller Destiny’s
Child, Bono har ikke talt med fremtrædende statsledere
live på turné, og Blur har ikke været oppe at skændes
med Oasis om den nye britpop. Keanu Reeves har
ikke ophævet tyngdekraften i The Matrix, ingen har set
Ernst-Hugo Järegård stå oppe på taget af Riget i København
med knyttet næve mod Øresund imens han råber
“Förbannade danskjävlar”, og Ross, Monica, Chandler,
Rachel, Phoebe og Joey har ikke fået de tyve- og tredveårige
til at sidde derhjemme hver tirsdag aften. Ingen
taler om Webdesign, man kan ikke få job som chatværtinde,
og SMS er der ingen der har hørt om. Bill

Clinton har ikke grædende på en pressekonference måttet
tilstå at han har haft noget at gøre med aspiranten.
Prinsesse Diana er ikke stået frem som anorektiker på
fjernsyn, og hun er ikke død. Greta Garbo er heller ikke
død, Astrid Lindgren er ikke død, Pol Pot er ikke død,
og Kong Olav er ikke død. De unge britiske drenge
Robert Thompson og Jon Venables har ikke myrdet den
toårige James Bulger på en jernbanestrækning i Manchester,
attenårige Eric Harris og Dylan Klebold har ikke
skudt tolv medstuderende og en lærer på Columbine
High School i Jefferson County, Colorado.
Kan du forstå det, at intet af dette er sket?
Synes du det lyder godt?
Det er ikke sket.
Hvis du tænker dig om – savner du det så? Kunne du
ikke lige så godt være det foruden? Kunne du forestille
dig et liv uden disse hændelser du har levet med på godt
og ondt? Skal vi sige farvel til det hele – Slobodan Milosevic
og et ødelagt Balkan, Leonardo di Caprio og Kate
Winslet om bord på Titanic, Gary Barlow, Robbie Williams
og de andre i Take That?
Hvad så med resten? Dit eget? Den dag hvor du for
nogle år siden gik gennem sygehusparken, standsede op
foran de store egetræer og pludselig forstod at herregud,
det er socialpædagog jeg skal være, jeg skal ikke være skuespiller.
Eller hvad med den dag da du kom hjem fra ferie
hos en ven på Sicilien, og mor mødte dig i døren med
ordene far og jeg skal skilles, vil du bo hos ham eller mig?
Hvad med Roskilde-festivalen da du var 20, dengang du
røg så meget pot at du blev hed om ørerne og blød i
knæene, så Primal Scream sent om natten på Orange Sce-
ne og konstaterede at Bobby Gillespie var mere stenet
end dig, mens du kælede med en pige fra Malmø som du
glemte navnet på?
Kan du også slippe alt det? Din mormor der døde for
nogle år siden, hende du var så knyttet til, hende der
kogte gulerødderne så de blev bløde som bananer, hende
der havde en stor have hvor der voksede tusindfryd som
du plejede at plukke da du var lille? Kunne du tænke dig
et liv uden savnet af hende?
Kan du?
Okay: Så hedder det ikke EU, så hedder det heller
ikke Rusland, og så hedder det ikke Either you are with
us or you are with the terrorists.
Det hedder EF, og vi er imod, det hedder Sovjetunionen,
og det forandrer sig fra dag til dag, det hedder Perestrojka,
nedrustning og Glasnost. Amerikanske tropper
sættes ind mod Panamas diktator Manuel Noriega, intifadaen
på Vestbredden og i Gaza er to år gammel, og det
er ikke længe siden kinesiske militære panservogne kørte
ind på Den Himmelske Freds Plads i Peking med tåregas,
skarp ammunition og sporlys, åbnede ild og mejede
tusindvis af demonstranter ned. Vi har ikke mobiltelefoner,
men der er velstående fædre der kører rundt med
bærbare telefoner i bilerne, få har datamaskiner derhjemme
til andet end at spille på, men folk er begyndt at skifte
skrivemaskinerne ud på jobbet og gå på EDB-kursus om
aftenen, og det er ved at være på høje tid at skifte vinylsamlingen
ud med cd’er. Bruce Springsteen er et navn
man kan regne med, 20 år gamle Celine Dion fra Canada
har vundet Melodi Grand Prix, og R.E.M. er ved at blive
kendt af flere end indiefolket. Vi går i sorte frakker og
10 11

partisantørklæde hvis vi hører til på venstrefløjen, og
resten af samfundet sværger til permanent kort hår,
stramme 501, overskæg og mavebælte. Der er ikke en
kæft som ikke har set Den sidste kejser, alle er enige om
at Tom Cruise er uhyggelig god i Born on the Fourth of
July, og Pelle Erobreren er en triumf for skandinavisk
film. Margaret Thatcher sidder som statsminister i Storbritannien
på tiende år, Mikhail Gorbatjov taler til FNs
generlforsamling og siger at den kolde krig er slut, han
rejser verden rundt og taler om nedrustning, og Gorbie
bliver kåret til årtiets mand i The Times. Nationalfølelsen
vokser i små befolkningsgrupper, og mens de baltiske
republikker kæmper for selvstændighed, melder den ene
kommunistiske stat efter den anden om en mere eller
mindre smertefri overgang til kapitalisme og parlamentarisk
demokrati. Reformfeberen raser i østbloklandene,
og hverken Politbureauet, Stasi, Ceaucescu, Egon Krenz,
Warszawapagten eller den massive 28 år gamle Berlinmur
undgår at blive smittet. En hel verden, et helt tankesæt,
et helt, kort århundrede, går i knæ lige for øjnene
af os uden at vi ved hvad vi skal stille op, og naturen gør
som den vil; orkanen Hugo hærger i USA og Caribien.
Reagan holder sin sidste tale til den amerikanske kongres
hvor han siger at han er stolt over at have bidraget til at
den amerikanske selvfølelse er genoprettet, og George
Bush holder en indsættelsestale hvor han udtrykker ønske
om en mildere og venligere nation; mere samarbejde,
flere venskaber, mere loyalitet og en bedre moral. I
Norge fylder Gro Harlem Brundtland 50 år, og arbejdsløsheden
sætter ny rekord. I Sverige fængsles den 42 år
gamle Christer Petterson for mordet på statsminister
Olof Palme, han får en dom på livstid, men løslades nogle
måneder senere. Vejret er godt, alt for godt mener
mange, det skyldes sprækker i ozonlaget, og det er vores
egen skyld. De unge melder sig ind i Natur og Ungdom,
og de skriver på brunt, plettet genbrugspapir fra
Hippopotamu og begynder at opdrage deres storforbrugende
parabolantenneforældre i genbrug, genbrug af
gamle brødposer – du skal skylle dem, mor, og hænge
dem til tørre, og bruge dem igen, herregud, hvor egoistisk
kan man være?
Går det ad helvede til, eller går det langt om længe
godt?
Holder faren op med at lade motoren gå i tomgang i
morgentimerne om vinteren fordi datteren siger at det
ødelægger miljøet? Sælger han bil nummer to og begynder
at cykle til arbejde? Optimisterne siger at vi kan nå
det endnu, hvis vi er selvkritiske og indser hvad der er
galt – miljøforurening, aids, kold krig og kommunisme,
og pessimisterne ser ozonlaget åbne sig på vid gab og
siger at det er den vej det går, ja ja, nu er chefkreditoren
her og regningen skal betales; at erkende sine fejl på dødslejet
hjælper kun på den dårlige samvittighed.
Og jeg?
Jeg er en lille mand fra en lille by i et lillebitte land, og
knap nok en mand; jeg er snart sytten og et halvt år, én
meter og treoghalvfjerds centimeter, 69 kilo uden tøj
om morgenen, bumser rundt om munden og på halsen,
en lille skævhed i den højre fod, har kæreste på femte
måned.
Jeg bor i Stavanger, i Norges oliehovedstad, den lille
handelsby der er skudt godt i vejret de sidste ti år og har
12 13

sørget for at mange af mine bekendte har forældre der
enten arbejder med olie eller i erhvervslivet og kører i
to biler og har mindst én hytte på landet, og gerne en
båd nede i havnen eller på Sørlandet. I Stavanger er stemningen
lige så forvirret som den er andre steder, hård
apokalypse akkompagnerer ufortrødent troen på fremtiden
og ubekymret investeringsglæde; i Kulturhuset i
centrum står der en ekskluderet kirketjener fra Domkirken
og hans søn, de har et skilt hvor de bebuder verdens
undergang, som de også gjorde sidste år, og året før det
– Jesus kommer snart – mens erhvervslivet i byen bygger
nye hoteller der skal være fine og fornemme hvis Jesus
virkelig skulle komme i år.
Jeg bor i Bjergsted, et område nær centrum, med min
mor der er skilt fra min far, og jeg går i 2.g på byens
ældste skole, Kongsgård, midt inde i byen. Jeg hedder
Jarle Klepp – Klepp er min mors pigenavn, og navnet
fortæller folk der lægger noget i den slags at vi stammer
fra Jæren. Den lokale mytologi siger at den geografiske
og åndelige arv skal have gjort os lidt sagtmodige, tænksomme
og grublende. Men ingen af os, hverken mor
eller jeg, har nogensinde boet på Jæren, og jeg føler ikke
det passer til mig. Jeg er utålmodig og relativt impulsiv,
jeg træder hårdt, men ofte skævt. Og spørger du mig
hvordan jeg har det, så tror jeg at jeg svarer: Godt. Lidt
rastløs, måske, ret skoletræt, i opposition, men jo: Godt.
Det svarer jeg.
Gør jeg ikke?
Jeg har jo en kæreste, jeg har jo venner, jeg har jo
planer, fascinationer og ambitioner. Jo, jeg har det vist
godt? Jeg har jo mor, jeg har jo far, en mærkelig historie
og en frygtelig alliance som heldigvis er brudt, selv om
de må opretholde en slags diplomati og forholde sig til
hinanden på grund af mig. Så jeg har det vist ret godt
der hvor jeg vokser op i verden, omgivet – mere eller
mindre bevidst – af en tid min historielærer kalder “exceptionel”
i hver eneste time, hvor han oftere og oftere
underviser os i samtidshistorie, hvor han dropper pensum
i sin begejstring over at leve nu, lige her og nu, mens
det koger i Mellemøsten, mens Gorbie rejser rundt med
fødselsmærket i panden og fikser demokratier kloden
over, og bare vent, siger han, historielæreren, der elsker
at spå om fremtiden, det næste der sker, det sker på Balkan.
Og jeg, Jarle Klepp, har det vist godt? Har jeg ikke?
Er der noget jeg mangler?
Fremtiden. Som sædvanlig. Det der ikke er sket endnu.
Tilfældighederne som bare render ind i livet, dagene der
går, de kommende resultater af ting der er lagt ud for
længe siden, alt på en eller anden måde styret af det jeg
begærer. Det er det jeg mangler, det er det jeg ikke kender:
Fremtiden. Den jeg nu må viske ud, som om det
var muligt, for at prøve på at være der igen: Det er vinter,
det er januar 1990, og jeg er lige startet på mit andet
halvår på Kongsgård. Jeg har kæreste, jeg er ret arrogant,
jeg tror jeg ved det meste om meget, og jeg synes
at godt 80% af mine jævnaldrende er imbecile, konservative,
uvidende fjolser, og er der noget jeg er imod, så
er det EF, og er der noget jeg ikke kan døje, så er det de
kristne og specielt Ten-Sing-folk, og er der noget jeg hader,
så er det kommercialisme, manglende miljøbevidsthed,
hitlistemusik og kapitalisme.
14 15

Jeg kan godt lide at folk gør noget ingen andre gør.
Hvis nogen siger ja, kan du bande på at Jarle Klepp siger
nej. Kan alt for mange lide en ny plade, for eksempel af
R.E.M. eller The Cure, kan du være sikker på at Jarle
Klepp syntes bedre om bandet før; nej, de har ikke det
dér længere. Jeg kan godt lide dem der går mod strømmen,
dem kan jeg rigtig godt lide. Dem der gør noget
andre ikke gør.
Mathias Rust, for eksempel, er der nogen der kan huske
ham?
Den nittenårige der landede et lille Cessna-fly i nærheden
af Kreml og Den Røde Plads i Moskva? Rust fløj fra
Hamburg i et lejet fly, mellemlandede i både Norge og
Helsingfors, før han lagde kursen mod Sovjetunionen.
Utroligt nok klarede han at komme ind over sovjetisk
territorium og lande midt i hjertet af kommunismen.
Jeg kan huske jeg så ham i fjernsynet i 1987, jeg var femten
år og syntes han var suveræn. Han lignede en ganske
almindelig ung mand da han nogle måneder efter anholdelsen
blev fremstillet for den sovjetiske domstol, med
briller, blå vest og slips, og hævdede at flyveturen og
landingen i centrum af Moskva var en fredshandling for
at vække verdensopinionen. Jeg klippede et billede ud af
ham som jeg hængte op på opslagstavlen nede på mit
værelse. Hvem er det? spurgte mor. Det er Mathias Rust.
Jeg syntes han hævede sig over alle andre, jeg syntes han
var suveræn. Han blev idømt fire års arbejdslejr i Sovjet.
Men for fanden da, hvor var han god, var han ikke?
Flyveturen resulterede i at den sovjetiske forsvarsminister
og luftforsvarschefen måtte gå af, var det ikke godt,
eller hvad? For mig blev han et ikon, jeg blæste ham op
til en ideolog og satte ham ligeså højt som andre oppositionelle
i mit heltegalleri: Che, Bakunin, Marx, Arafat.
Ja, det er den slags folk jeg godt kan lide.
Jeg siger det til min bedste kammerat, engang hen mod
slutningen af 80'erne, mens vi sidder og drikker øl i
Ullandhaugskoven en fredag efter skoletid, stadig kun
seksten år gamle og går i 1.g: “For fanden da, Helge,”
siger jeg, “hvis vi nogensinde starter et band, så kalder vi
det Mathias Rust Band, ikke?”
“Vi skal fandeme ikke starte noget band,” siger Helge,
“vi kan jo ikke spille.”
“Nej nej,” siger jeg, “men alligevel, ikke? Mathias Rust
Band?”
“Hellere Fissesatan Anarkikommando,” siger Helge.
“For fanden, Hegga, hvad siger du?”
“Hvad for noget?”
“Vi skulle have gjort ligesom ham, ikke? Bare kørt
derudad, lige ind i Sovjetunionen.”
“Ah,” siger Helge og åbner en ny øl, “det er bare noget
småborgerligt pis, han skulle da for fanden hellere
have kørt Cessnaen ind i Det Hvide Hus, og have ladet
kommunisterne være i fred.”
Jeg gjorde aldrig som Mathias Rust, men Helge og jeg
deltog i de demonstrationer der var, og jeg købte en guitar,
og jeg var der. Nu var det vinter i Stavanger, skolen
var lige startet efter jul, og der fandtes en virkelig verden,
der fandtes virkelige hændelser: oliepriserne steg
mod gamle højder, Samuel Beckett døde, arbejdsløsheden
steg, Ceauçescu blev henrettet i Rumænien, Vaclav
Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet, DDR
var ved at være historie efter murens fald 9. november,
16 17

og der var rigtig mange der syntes at nu, nu går det frygtelig
stærkt, så stærkt at det er for meget, så stærkt at vi
må købe en bil til for at kunne følge med, og der var
andre, som nu min historielærer, der elskede den tid de
levede i.
Det der endnu ikke var sket, det var fremtiden.
Det er 1990 – kan du forstå det?
Det er ikke 2000-tallet, det er tidligt om morgenen
fredag den 19. januar 1990, og jeg cykler i regnen på vej
til skole.
Om nogle få sekunder skal der vendes op og ned på
mit liv.
Er det så ualmindeligt? At du føler det som om du står
et kys fra lykken?
Yngves mund. Han havde fyldige læber, kraftige, ikke
kvindelige, og en forsigtigt fremskudt, lidt piget amorbue.
Mundvigene trak en anelse nedad, noget der ved
første øjekast gav en følelse af tristhed. Men når Yngve
smilede, forandrede denne detalje hele hans ansigt. Mundvigene
trak sig endnu længere ned og forvandlede sig til
et smil i en lukket mund.
Læberne havde en fin farve, varmt røde mod den blege
hud, fin og lidt sart. Over de hvide kæber blussede en
rødme i kinderne. Den var ikke så stærk som på læberne,
den virkede mere som en fortabt imitation. Det var som
om kinderne misundte Yngves mund og ville være som
den, men ikke helt magtede det, og alt hvad de var i
stand til, var en dårlig efterligning, en nærmest kronisk
rødme.
Af alle de ting jeg ikke fik gjort da jeg havde muligheden,
er det det der plager mig mest. Yngves mund. Hvorfor
kyssede jeg ham ikke? I min verden føles det som
om det er handlingen, en stor oplevelse, der skiller livet
18 19
2 EN SMUK DRENG
jag gömmer mig i vinden
som kysser dig på munnen
bob hund

fra lykken. Nej, jeg nåede aldrig at se Pixies live. Nej, jeg
fik aldrig spurgt morfar om hans barndom før det var
for sent. Men alligevel, ingenting kan ikke måle sig med
den mund jeg skulle have kysset.
Jeg forsøger at få øje på ham, Jarle Klepp, som går i
2.g på Kongsgård, ham der nu, en fredag i januar 1990,
får loftet i hovedet mens han ejer verden. Ham der går
ind i nogle heftige, febervarme uger. Ham der cykler fra
Bjergsted til skole for at nå første time fem minutter i
halv ni. Jeg forsøger at se ham for mig, og jeg spørger:
Hvorfor gjorde du det ikke, Jarle? Et kys? Det er som
om jeg står ved siden af ham, følger hans bevægelser, de
mere eller mindre kontrollerede handlinger, spændt følger
jeg med og beder ham gøre det han egentlig så gerne
vil: Kysse Yngve.
Var det ikke som om Yngve altid smilede? Jo, det var
som om smilet havde klæbet sig fast til hans ansigt. Ikke
selvsikkert, ikke frejdigt og poserende, snarere lidt usikkert,
med munden lukket.
Der var sikkert mange drenge i 2.g der var smukkere
end Yngve. Pigerne ville nok satse på Ingar i 2d. Han
var uimodståelig. Allerede dengang vi andre kæmpede
med senpubertetens kejtede mangel på sikkerhed og proportioner,
var Ingar som hugget i granit. Sikkert afrundede
træk, markante kindben, tydelige kæber. Hans fremtoning
var lige så smuk som han så ud. Når han tog tasken
over skulderen, så det ud som om det var det eneste
naturlige at gøre. Når han satte sig på cyklen, så det ud
som om cykelsædet havde ventet på ham hele dagen. Alt
hvad Ingar gjorde, og alt hvad han rørte ved, formede
sig efter ham og blev lige så sikkert som ham selv.
Han var en af disse forudseende karakterer man kan
mistænke for at leve baglæns, hvordan kan det ellers være
at alt det de gør, virker så rigtigt? Det var som om Ingar
allerede havde opholdt sig i tiden der skulle komme, han
vidste hvordan man skulle se ud i 90'erne før decenniet
havde fået noget udtryk, han vidste at hockeyhåret skulle
være kortere nu, han vidste det var på tide at give den
pastelgrønne silkeskjorte til genbrugsbutikken.
Sådan var det ikke med Yngve. Hans skønhed vidste
ikke at den fandtes. Den var ikke imponerende eller
frapperende, og den var heller ikke kejtet eller sød, som
Oves, en lille fyr fra Flekkefjord som kun ragede en meter
og femogtres centimeter op over jorden, og havde en
stor tiltrækningskraft på pigerne netop fordi han var så
ubehjælpsom. Han vandt ved at han var klodset og særegen,
og efterhånden, i løbet af 2.g, lærte han at udnytte
det; han gjorde svagheden til sin force. Opmærksom på
hvordan han selv virkede på de kvindelige omgivelser,
blev han en professionel nørd; det var gennemskueligt
for drengene, men det virkede på pigerne. Ove anskaffede
sig nørdede briller som han havde set på amerikanske
highschool-film, han snublede op ad trapperne til
klasselokalet når han havde publikum på, han skiftede
musiksmag fra mainstreambandene til halvsær, indadvendt
indiepop. The Sundays, House of Love – den slags
bands, og det fungerede godt for Ove i 1990. De piger
han havde udset sig, lagde sig beundrende til rette på limpinden,
hvor lokkemidlet var tilbagetrukken mystik og
en bevidst klodset fremtoning.
Sådan var det ikke med Yngve. Han var ikke kejtet.
Han var usikker. Yngve smilede, han gik med lukket
20 21

mund, amorbuen stak en lille smule ud over underlæben,
og han virkede usikker. Og bange. Det var ikke det
første man så. Men det sneg sig ind efterhånden, at midt
i Yngves enkelhed, midt i skønheden, var der en angst.
Det var derfor han smilede. Måske kan man sige at der
var noget foruroligende ved ham? Ikke skræmmende,
men foruroligende; man ville passe på ham, man forventede
at der ville ske ham noget. Yngve var ikke morsom.
Yngve var ikke barsk. Yngve var smuk og foruroligende.
Jeg tænkte ikke på det dengang, men nu slår det mig
hvor lidt beregnende han var. Bleg hud, røde kinder,
varm mund, smal næse, blågrønne, imødekommende
øjne. En enkel, ikke prangende frisure, med en lille sideskilning
i det blonde hår. Der var ingen forstillelse eller
forfængelighed i ham, næsten som hos børn eller mennesker
der er udviklingshæmmede. Men Yngve var hverken
et lille barn eller dårligt begavet. Han var en almindelig
skoleelev som gik på samfundsfaglig linje sammen
med mig. 2.g foråret 1990.
Det første halve år, efteråret 1989, gik han der ikke.
Han begyndte efter jul, i c-klassen. Jeg gik i b-klassen.
Yngve flyttede til byen fra Haugesund, han havde en fin
vestlandsdialekt med klare vokaler. Han var et år ældre
end de andre på samme klassetrin, født i 1971, men gik
alligevel sammen med os. Familien havde været ude at
rejse i et år, blev der sagt, og derfor var han kommet lidt
bagud. Yngve var den første haugesunder jeg lærte at
kende. Faren havde fået job i oliebranchen i Stavanger
som så mange andre på den tid, så familien flyttede et
lille stykke ned ad kysten, fra en lille olieby til en større.
Og hvordan skulle Yngve kunne vide hvad han fremkaldte
i et andet menneske? Og hvordan skulle jeg kunne
vide hvad der ville ske da jeg cyklede langs Vågen, på vej
til den første time?
Overraskelser skjuler sig, det er derfor de er overraskelser.
Andre hændelser, med knap så megen karakterstyrke,
kan ikke lade være med at røbe sig selv, snakkesalige
begynder de at hviske og tiske om hvad der skal
ske, rygterne svirrer om at de vil komme til byen, og
folk venter spændt.
Modsat overraskelserne, som ofte bliver til gode historier
og altid får et strejf af nostalgi over sig fordi de
genfortælles på samme kærlige måde som gamle minder,
er de utålmodige hændelser gerne udtømt før de
indtræffer. Sådan er det ikke med overraskelserne. Selv
om de, som alt andet, følger mytologiske mønstre, er de
store, brutale og chokerende. Vi beundrer overraskelserne.
Hvordan gik det til? Tænk at gå omkring og være så
stolt, så stor i slaget, ofte farlig, andre gange herlig, og
ikke røbe sig et sekund, for så at eksplodere en dag, kun
for dig.
Det var fredag 19. januar 1990. Uret der sad på hånden,
der holdt godt fast om cykelstyret, under linningen
på trøjen, under dynejakken der skulle holde den hårde
vinter ude, nærmede sig fem minutter i halv ni.
De gamle hvidmalede træbygninger som udgør Kongsgård
skole ligger midt i Stavanger centrum, nærmeste
nabo til Domkirken og Breiavannet. Der findes ikke et
smukkere sted på jorden end denne trojka af lærdom,
kristendom og vand, siger byens patrioter, jo, det er et
flot sted, siger turisterne, som man altid skal stole mere
22 23

på. Nogle af dem siger at byens centrum får dem til at
tænke på Reykjavik på Island, med vandet, kirken og
fjeldene omkring, hvis de nu skal sammenligne med andre
byer i verden; der er en vis lighed, begge er byer
med ca. 110.000 indbyggere, og begge er byer ved kysten.
Kongsgårds hovedbygning er fra 1100-tallet. En gammel
grundmur som bærer et stærkt, hvidmalet træværk.
Mens jeg gik på skolen havde jeg af og til en udmattende
følelse af at være et lillebitte menneske i en strøm af begivenheder.
Denne følelse kom sjældent når jeg gik på
gaden uden for skolen, hvor der ikke var et synligt link
til fortiden. Servietter fra Oscars i en skraldespand fortæller
ingen gamle historier. Men inde i skolebygningen
kunne jeg mærke det, hvordan den gjorde mig lille. Visheden
om at byggeriet ifølge rygtet skulle have fungeret
som ly for kongen hvis han lagde vejen forbi Stavanger i
middelalderen, at den bygning jeg gik i skole i, havde
huset lensmænd og amtmænd formindskede mig. Visheden
om at Kongsgård havde været læreanstalt siden
1826, både fascinerede og irriterede mig, det var en tung
tradition, en tung historie; hvordan skal der blive plads
til os, til mig, til vores liv, til 1990? Nærværet af 900 års
historie havde ingenting med spøgelser at gøre, det var
meget konkret, en tyk masse af år, en kolossal hob af
mennesker og hændelser; konger, amtmænd, lensherrer,
latinelever, borgerskoleelever, gymnasiaster – og nu sad
vi her, unge mennesker født i 1972, i Norge, med bumser,
med besværlige forældre, med lektier til op over
begge ører, i en verden som nogle af os ville forandre,
og først og fremmest: med vores egen personlighed under
forandring.
Jeg kom cyklende ind mod fisketorvet, rundede hjørnet
ved Ankerhuset, og vinden slog imod mig som om
den ønskede at jage mig hjem igen da jeg var på vej op ad
bakken fra Vågen. Jeg trådte i pedalerne, rejste mig op,
lod sener og lægmuskler arbejde, mærkede skoletaskens
vægt på ryggen, vinden der pressede sig mod mit ansigt
som om nogen havde lagt plasticfolie over det og trak i
det mens jeg klatrede de sidste meter op mod skolens
port. Deroppe, i ly for nordenvinden, kørte jeg ind i
skolegården og bremsede foran halvtaget.
Vi skulle have en dobbelttime i norsk, og jeg forsøgte
at bøje de nynorske verber mens jeg stak låsen gennem
baghjulet, samtidig med at jeg prøvede at memorere sprogstriden
i mellemkrigstiden. Jeg har en effektiv korttidshukommelse,
jeg kan lynhurtigt lære det som jeg ved
jeg skal huske det næste døgn. Denne cerebrale snydeteknik
benytter jeg mig også af denne morgen, og jeg
ville nok have profiteret groft på den hvis jeg ikke var
blevet slået i gulvet af noget helt andet. Jeg ville have
fået en god karakter, antagelig et tital, baseret på et kvarters
læsning aftenen før, plus lidt genopfriskning ved morgenbordet.
Jeg låste cyklen. Med hovedet nedad mod egerne hørte
jeg en lyd, og lige efter så jeg nogle cykelhjul der standsede
ved siden af mig.
Da jeg rejste mig op, så jeg lige ind i hans ansigt.
Jeg så en lukket mund, røde læber, friske kinder i en
bleg hud, og blå øjne.
Yngve smilede, med samlede læber, nikkede forsigtigt,
og gik hen mod en af indgangene.
Jeg blev stående. Det blæste.
24 25

Yngve var gået ind, men jeg så stadig hans smilende,
forsigtigt nikkende ansigt for mig. Da det ringede ind,
vågnede jeg og mærkede hvordan mine mundvige dirrede.
Brystet snørede sig sammen, og jeg hev efter vejret.
Hvad var det der skete?
Jeg gik ind til dobbelttimen i norsk. Jeg huskede ingen
af de nynorske bøjninger, ingen sprogstrid, ingenting
af det korttidshukommelsen skulle have fisket op af
hatten. Jeg sad på fjerde række og følte mig nervøs. Jeg
havde lyst til at spørge nogen om de vidste hvad der var
sket – som om der virkelig var sket en stor, omvæltende
begivenhed der betød noget for os alle sammen: der er
begyndt en ny dreng på skolen. Hvem er han? ville jeg
spørge. Hvor kommer han fra?
Jeg kikkede rundt i klassen efter andre der var fascineret,
jeg havde en stærk trang til at dele det med nogen.
Jeg ønskede at alle skulle have det ligesom jeg, kunne
ikke forstå at de 26 andre elever i klassen ikke havde den
samme spontane interesse for den nye dreng. Men rundt
om mig var der ingen der så ud til at have det anderledes
end dagen før. De var trætte, som sædvanlig, de var uinteresserede
i de nynorske verber, som sædvanlig. Det
var fredag morgen, og eleverne længtes efter weekenden.
Jeg følte trang til at rejse mig op, stille mig foran dem
og spørge om de virkelig ikke havde lagt mærke til noget.
Kan I sidde her og lade som om verden er den samme?
Når bladene har hængt sig op på træerne igen, og regnen
har trukket sig tilbage i skyerne, når solen har splittet
tågen, når der nu er gået et menneske gennem skolegården
og har lagt guldstøv i gruset, hvordan kan I så sidde
her og sige at alt er som før?
Jeg var alene med Yngve. Kunne ikke få ham ud af
hovedet, følte mig nervøs og varm.
Hen mod slutningen af anden time blev jeg mere rationel
fordi det snart var frikvarter og han med stor sandsynlighed
ville vise sig i skolegården. Så kunne jeg finde
ud af hvilken klasse han gik i, hvilke venner han havde,
og måske hvad han hed. Jeg begyndte at se på uret, jeg
havde ikke længere de første minutters ønske om at alle
skulle føle ligesom jeg. På kort tid var Yngve gået fra at
være en jeg ville have alle skulle tage del i, til at blive
min, min hemmelighed. Sådan skulle det forblive i lang
tid.
Selvfølgelig vidste jeg ikke at jeg var ved at blive forelsket.
Ingen af de tanker jeg påstår at jeg tænkte, nåede
min bevidsthed og blev analyseret af mig. Det jeg husker
er det jeg ser: Jarle Klepp der er rykket ud af verden,
og pludselig begynder at miste kontrollen, men han
ved det ikke selv.
Jeg kunne ikke holde rede på mine tanker, se klart og
fortælle hvad det indebar. For Yngve var jo en dreng.
Og jeg er ikke bøsse, for at sige det enkelt. Tværtimod –
jeg har altid været vild med piger, og da jeg mødte Yngve
forgudede jeg dem som om de var godheden og skønheden
selv, og jeg havde en kæreste på femte måned. Katrine.
Som jeg var forelsket i, og som var forelsket i mig.
Jeg var ikke homofil, mine politiske holdninger tilsagde
at jeg var liberalt indstillet til homoseksualitet, hør nu
her, sagde jeg, lad dem gifte sig, lad dem få børn, lad
dem bare komme i gang; men selv holdt jeg en helt klar
distance til det. Det var ikke lige mig. Jeg tænkte ikke på
drenge. Jeg syntes ikke de var smukke. Eller grimme.
26 27

Jeg tænkte slet ikke på dem på den måde. Min barndoms
firserfascination af de androgyne engelske kunstnere
– Nick Rhodes i Duran Duran, Martin Gore i Depeche
Mode, Boy George – var for længst overstået. Jeg
var sytten år, og jeg tænkte på piger. Jeg havde en mor
jeg var glad for, en mormor jeg så op til, og jeg tænkte
på piger. Altid og hele tiden. Alt ved pigerne elskede jeg:
måden de gik på, måden de holdt på blyanten, deres lyse
stemmer, små bryster, store bryster, langt hår som de
måtte vikle om halsen når de bøjede sig over bordet for
at skrive, kort, stramt hår, hvad det skulle være. Man
kunne have budt mig hvad som helst bare det sad fast på
en pige: træpinde, drivremme, blikdåser, og jeg ville have
taget imod. Og så kom Yngve.
Det ringede ud. Kroppen reagerede før lærer Hagen
nåede at sige “tak for i dag”, og før jeg ønskede det, og
jeg havde ingen selvkontrol da jeg sprang op fra stolen.
Helge, der sad bag mig, kiggede på mig bag sit lange,
brune og fedtede hår.
“Hold da kæft,” sagde han. “Tag det roligt, Jalla, skal
du ud og spille den af eller hvad sker der?”
“Er ved at pisse i bukserne,” sagde jeg og styrtede ud
af døren. Bag mig hørte jeg Helge sige : “Pis lige for mig
samtidig.”
Jeg var den første elev ude i skolegården.
Hvor var han?
Jeg opførte mig som noget jern foran en magnet og
ikke som et menneske med fornemmelse for taktik og
diskretion. Jeg var forelskelsens marionetdukke, berøvet
al selvkontrol, ren vilje, jeg var ren fascination. Alt i
mig dansede efter forelskelsens pibe, også selv om jeg
prøvede at undgå det. Alle mine dage de næste uger, fra
denne januarmorgen, kom kun til at handle om én ting:
at være i nærheden af ham. Være der hvor han var, gøre
det han gjorde. Og der var ingen beregnende taktik –
kun magneten Jarle, viljen Jarle, forelskelsen Jarle.
Jeg så ud over skolegården. Fingerspidserne gned utålmodigt
mod hinanden.
Hvor blev han af?
Klassen kom ud bag mig.
“Hold kæft, hvor gik det stærkt.” Helge holdt en tyve
styks Marlboro frem. “Mabbe?”
“Æh … nej,” mumlede jeg uden at se på Helge og ønskede
ham for en gangs skyld langt væk.
Det plejede at være Helge og mig i frikvartererne. Vi
følte os højt hævet over de andre. Arrogante, politiske,
punkede. Vi passede godt sammen. Vi diskuterede politik,
film, musik, litteratur, piger og øl, vi var enige om
at U2 for længst havde mistet grebet og var blevet kommercielle,
vi syntes at den litteratur vi blev præsenteret
for på skolen var noget konservativt pis, vi elskede Barfly,
Charles Bukowski, The Smiths, Dead Kennedys, Jim
Jarmusch, Stanley Kubrick, vi sagde NEJ til alt det der
ikke passede ind under vores alternative paraply. Det var
princippernes tid for sådan nogle som os, og det vigtigste
princip var at være ligesom os, og ikke som dem.
Takket være de andre kunne vi definere os som anderledes.
Havde det ikke været for dem, om det nu var samfundet,
politikerne, borgerdyrene, familien, de kristne
eller de rige, så ville Helge og jeg have haft det svært. Vi
var de få, og vi nød at være få og alternative. Stå side om
side i skolegården og ryge Marlboro og diskutere hvor-
28 29

dan man værner om miljøet, Nick Caves nye plade, eller
en af Mathias Rust Bands numre.
Vi havde startet det band Helge lo af dengang i Ullandhaugskoven.
Jeg havde fået ideen på hjernen, jeg
havde købt en guitar og udfordrede Helge: Er du med
eller er du ikke med? Vi må gøre noget, sagde jeg, og
mente at vi skulle blive et hårdtslående, intelligent og
politisk band. Helge sagde at det aldrig ville gå, at han
var endnu mere umusikalsk end mig – og hvem fanden
skal skrive sangene? Men han kom med efterhånden.
Helge spillede trommer, og på bas havde vi en fyr der
gik på St. Svithun, Andreas, som Helge kendte. Han skrev
ikke sange og blandede sig ikke i bandets stil, han var
bare bassist. En god mand. Rolig, sindig, man følte sig
altid tryg når Andreas var i nærheden. Helge og jeg havde
brug for en som ham. Men Mathias Rust Band var vores
sag, og vi brugte store dele af frikvartererne på at diskutere
bandet, diskussioner der ofte endte i skænderier.
Helge syntes altid det var for soft, han ville have mere
punk og hardcore, mere i Hüsker Dü-stilen, mens jeg
holdt på en blanding af pop og new wave, og han syntes
vi skulle se at få fingeren ud og begynde at synge på engelsk,
og skulle vi ikke se at få en ekstra guitarist der var
god, så jeg kunne koncentrere mig om at synge – for,
ærlig talt, du kan ikke spille guitar, Jalla. Og når vi nu
var inde på det: navnet, som Helge havde protesteret
mod fra første dag, det må vi fandeme se at få skiftet ud,
og det lidt hurtigt. Jeg går stadig ind for Fissesatan Anarkikommando,
sagde han. Men nu passede det mig ikke at
Helge stod ved siden af og ville give mig Marlboro og
diskutere EF eller bandet.
Jeg kiggede rundt.
“Hvem fanden er det du står og glor efter? Katrine?”
Jeg nikkede. Helge begyndte at le. Jeg så ud over skolegården,
uden at fatte hvad han lo af, og uden at interessere
mig for det. Ingenting kunne standse mit blik.
Helge blev ved med at le, jeg hørte hans latter bag
min skulder.
“Ja, hallo, hun står jo lige her.”
Jeg forstod ikke hvad han mente, og vendte mig irriteret.
Katrine stod ved siden af ham.
“Okay – der er du jo,” sagde jeg og smilede nervøst.
Katrine gik nogle skridt frem og gav mig et kram. Jeg
holdt om hende, og i det samme følte jeg at jeg var gladere
for hende end jeg havde været længe. Jeg så på hende.
Jeg syntes hun var pænere end hun plejede at være, jeg
lagde mærke til det skulderlange hår og spekulerede på
om hun var blevet klippet. Jeg så at hun havde en rød
trøje på, som jeg ikke kunne huske jeg havde set før.
Kinderne var friske og røde. Forelskelsen – som ikke
var rettet mod hende – smittede af på hende.
Resten af frikvarteret stod vi og snakkede. Om EF.
Helge mindede os om folkeafstemningen i 1972, spurgte
om vi holdt med Jan Peder Syse, og sagde: “Hør nu her;
dette er de europæiske højrekræfters højborg.” Katrine
var enig, “historisk set,” men mente at Helge var for ensporet,
“det er også positivt når nogen forsøger at organisere
sig”. Hun vidste hvad hun skulle sige for at få Helge
til at koge over: “Organisere sig! Djises. Har du fået
menses på hjernen. Tror du det er en faglig organisation!
Herregud, Katri!” Katrine lo. Jeg var skeptisk, “hovedsagelig
på grund af spørgsmålet om råderetten”, og mente
30 31

at vi alle tre burde arbejde gratis for NEJ til EF. Efterhånden
blev jeg roligere, fordi jeg stod med armen rundt
om Katrine og mærkede hendes varme, og på en eller
anden måde forstod jeg at tage det som et tegn fra ham;
Yngves varme kom ud gennem hende. Jeg kastede ikke
længere så mange blikke ud over skolegården, og jeg fik
heller ikke øje på ham.
“Har du fået ny trøje?” spurgte jeg Katrine lige efter
at Helge havde fremført nogle hårdtslående argumenter
mod EF’s udenrigspolitik.
“Nej, herregud,” sagde hun og smilede, “den har jeg
haft i flere år.”
Jeg smilede og sagde at hun var så fin i dag. “Det er
bare det,” sagde jeg.
Da vi skulle ind kyssede jeg Katrine. Længere end sædvanligt.
Hårdere end sædvanligt. Jeg trak hendes krop
ind til mig og pressede forsigtigt mit underliv ind mod
hendes. Bagefter trådte hun et skridt tilbage, og så på
mig med et forundret udtryk, lagde hovedet lidt på skrå,
stak hagen lidt frem, det gav et hurtigt ryk i ansigtet, og
øjenbrynene krøb en anelse ned mod øjnene mens hun
smilede svagt.
Jeg kastede et sidste blik ud over skolegården. Han
var der ikke. Så kyssede jeg Katrine en gang til.
Hvorfor kom han ikke ud i frikvarteret? Turde han
ikke? Syntes han det var ubehageligt med så mange nye
mennesker han skulle forholde sig til så han foretrak at
blive siddende inde i klasselokalet?
Da jeg ikke havde set ham i over en halv dag, begyndte
det at gøre ondt, jeg blev tør i munden og hjernen kjørte
på højtryk.
Jeg holdt mig tæt ind til Katrine i alle frikvartererne,
så meget at Helge reagerede på det. “Hold kæft hvor er
du omklamrende,” sagde han.
Er der maskiner inden i os? Er der tandhjul og knapper
inden i os, som slår ud på bestemte, forhåndsindstillede
måder når der sker noget? Nu var denne mekanisme
aktiveret: Jo mere besat jeg blev af Yngve, des
mere forelsket blev jeg i Katrine. Det jeg ikke kunne få
af Yngve, tog jeg fra hende. Denne erstatningsmanøvre
fungerede som en måde at skjule sig på. Jeg levede forelskelsen
ud sammen med Katrine, jeg lod den få næring,
lod den vokse som en snylteplante på hende.
Jeg lagde armene om Katrine og følte mig tættere på
Yngve, Katrine følte sig mere begæret end før, og gengældte
det, og vores forhold blev styrket. Til at begynde
med.
Men hvor blev han af?
Hvad mon han hedder, tænkte jeg og gav Katrine et
kys.
I det fjerde frikvarter spurgte jeg Helge og Katrine
hvilke drengenavne de godt kunne lide.
Begge så underligt på mig.
“Ja … hvad for nogle navne kan I godt lide?”
“For fanden mand, skal I nu have barn eller hvad sker
der? Det var sgu tidligt,” sagde Helge og tændte en smøg.
“Du skal måske også til at amme?”
“Nej!” sagde Katrine og lo.
“Hvilke drengenavne kan I godt lide?” fortsatte jeg.
“Helge,” sagde Helge.
“Hold op med det fis,” sagde jeg, “seriøst.”
“Ove,” sagde Katrine. “Og Gorm.”
32 33

“Gorm? Gorm?!” råbte Helge og formede et telefonrør
med højre hånd og lagde det mod øret: “Okay, ja,
det er Helge Ombo her, jeg vil gerne bestille et mobbeoffer
… Gorm, ja rigtigt; Gorm.”
Hele frikvarteret strøede vi om os med drengenavne.
Jeg holdt om Katrine, smilede til hende, strøg hende over
kinden. Vi talte om drengenavne, og jeg så ud over skolegården.
Arne. Tom. Ivar. Tarald, som Katrines far hed.
(Helge: “Tarald! Tarald?! Er det ikke nok at hendes far
hedder det?”) Stein. Kristoffer. Rolf. (Helge: “Rolf! Rolf?
Vil du have at ungen skal blive kriminel?“) Alle disse
drengenavne beroligede mig. Jeg husker jeg følte stor
glæde, fordi jeg så ham for mig i alle disse navne mens
jeg holdt om hende.
Efter femte time var han der.
Yngve stod alene lige uden for den midterste dør i
den aflange skolebygning.
Hvem er du? tænkte jeg. Hvad hedder du?
Den slanke, navnløse dreng stod ret op og ned, med
hænderne ned langs siden, hovedet skrånede let opad og
han havde et lille smil på læben. Jeg så selvfølgelig ikke
ansigtets detaljer der hvor jeg stod, måske tres meter fra
ham, men jeg syntes jeg kunne se at hans blik trak opad
sammen med hovedet mens underlæben lige akkurat
nåede overlæben.
Ingen talte med Yngve. Ingen af hans nye klassekammerater
spurgte ham om noget. De stod i deres lukkede
cirkler. Ingen af dem så ud til at have lagt mærke til at
Yngve stod alene. Men jeg lagde mærke til det.
Hvordan skulle jeg nærme mig ham? Frikvarteret var
kun ti minutter langt. Jeg stod oppe på afsatsen sammen
med Helge og Katrine og havde koblet automatpiloten
til mens jeg talte om miljøspørgsmål. Hvad kunne jeg
gøre for at blive hans første bekendtskab – Yngves første
ven – på skolen.
“Du har det hele i munden, Helge,” sagde Katrine irriteret.
“Hvad er det jeg har i munden?” sagde Helge.
“Du snakker, men hvad gør du? Da du var i Oslo i
sommer, var du på McDonald’s, var du ikke?”
“McDonald’s, ja,” sagde Helge og pustede røgen ud.
“Der kan du se,” sagde Katrine og himlede med øjnene.
“De er med til at nedbryde regnskoven, og det ved
du godt, at værne om miljøet er ikke bare noget man
mener, det er noget man gør. Ikke sandt, Jarle?”
“Hm? McDonald’s? Jo, det er klart,” sagde jeg.
“Sikke noget pis, Katri,” sagde Helge, “mens du bruger
en masse tid på at diskutere lortet, har jeg udrettet
hvad du er år og dag om at overveje.”
“Du er fuld af løgn,” sagde Katrine.
Helge lo. Frikvarteret var ved at være slut, og snart
ville Yngve gå ind igen. Jeg så på cykelskuret. På vores
cykler, Yngves og min, de stod ved siden af hinanden,
men jeg var heroppe, og Yngve stod tres meter fra mig.
“Åh for helvede,” sagde jeg pludselig, mens Katrine
fortsatte med at krydsforhøre Helge om affaldssortering.
“Hvad er der?” sagde Katrine.
”Cyklen,” sagde jeg.
“Hvad fanden er der med cyklen?” sagde Helge.
“Jeg tror jeg har glemt at låse den.”
”Så går vi da over og låser den,” sagde Helge opgivende,
og Katrine nikkede.
34 35

Herregud. Alle tre skulle med for at låse en cykel. Jeg
havde ikke noget valg, kunne selvfølgelig ikke nægte dem
at krydse skolegården og passere Yngve på ti meters afstand.
Låse cyklen, ja. Det var vel nok en god idé, tænkte
jeg, irriteret på mig selv. Vi gik ned ad trapperne. Over
gården, forbi mange unge mennesker, forbi Yngve, som
kun stod otte meter fra mig da jeg krydsede hans linje.
Jeg sænkede farten. De andre gik i normalt tempo. Jeg
kunne ikke gå stærkere. Maven krympede sig, hjertet
røg op i halsen. Vi nåede hen til skuret. Selvfølgelig var
cyklen låst. Helge stak mig en flad i baghovedet.
“Nåh, dit tossehoved – huskede du at slukke for kaffemaskinen
her til morgen?”
Om nogle få minutter ville det ringe ind. Jeg så at
Yngve stod i præcis den samme position som da vi kom
ud. Samme stilling, samme smil. Jeg valgte den mest støjende,
mest kejtede, men hurtigste løsning. Da vi var
kommet et stykke forbi ham, slog jeg mig klodset for
panden og sagde at jeg skulle aflevere noget til Arve i cklassen.
Han havde klasselokale bag døren hvor Yngve
stod, vi havde foto sammen, som valgfrit fag. Jeg løb.
Jeg standsede foran døren, lod som om jeg var mere
forpustet end jeg var og havde dårligere tid end jeg havde.
Kastede et kort blik på Yngve, der ikke så mig, og åbnede
døren ind til gangen foran de to klasselokaler i stueetagen.
Der sad nogle elever derinde, tre styk, med opslåede
bøger i skødet. En af dem så op på mig, jeg rystede
på hovedet. Heldigvis så jeg ikke Arve. Jeg gik et
skridt tilbage igen, lukkede døren og stod nu lige ved
siden af Yngve. Foreløbig gik alt efter planen.
“Fandens også,” hviskede jeg for mig selv, lige netop
så højt at jeg håbede Yngve kunne høre det og få øje på
mig.
Det gjorde han ikke.
Jeg standsede. Vendte hovedet mod Yngve, men han
stod bare og kiggede skråt opad, med et lille smil. Jeg
åbnede munden, jeg ville sige noget, men kæben gik i
baglås, det var som om han var for smuk til at blive talt
til.
Hvad er det du gør ved mig?
Jeg hostede. Jeg havde stået der så længe at det begyndte
at føles unaturligt. Yngve sænkede hovedet og så
på mig. Han smilede.
Jeg måtte sige noget.
“Du … har vel ikke set Arve?” fik jeg sagt.
“Nej, jeg er ny her.”
Jeg er ny her.
Den var hverken lys eller mørk, hans stemme, men
havde en klar tone. Fin sangstemme, formentlig, tænkte
jeg, klar haugesundsdialekt. Nu slappede jeg af.
“Så du er ny – javel … okay.”
Jeg rakte højre hånd frem. Tag den, tænkte jeg. Tag
den.
“Jarle.”
Han rakte en hvid hånd med lange fingre hen mod
mig. Jeg tog den, trykkede den, slap den.
“Yngve.”
Selvfølgelig hedder du Yngve.
“Haugesund?” spurgte jeg.
“Ja.” Han nikkede. “Ja, jeg er lige flyttet hertil. Det er
min første skoledag, faktisk.”
36 37

“Okay. Nå … ja, kan du så lide det?”
“Hvad …? Her på skolen?”
“Ja, her, og i byen og sådan.”
“Ja, det er fint nok, ligner det derhjemme, bare større.”
sagde han.
Vi så på hinanden. Hans øjne var klare, mere barnlige
end resten af ansigtet. Yngve måtte være omkring fem,
måske syv centimeter højere end mig, og tyndere. Hvad
så han mon i mig? Var jeg en tilfældig fyr der havde
stukket hovedet ind ad en dør for at lede efter nogen?
Bare en hvilken som helst jævnaldrende der gik forbi
ham en fredag formiddag i januar? Det tror jeg. Han
kunne ikke vide at han stod foran et menneske der var
faldet pladask for ham, et menneske der ville gøre alt for
ham. Det vidste jeg jo heller ikke selv.
Jeg handlede bare.
“Nå, så du hedder Yngve.”
Han nikkede og smilede, trak den blå jakke tættere
om sig mod vinden.
“Velkommen, så,” sagde jeg, og mærkede at ordene lå
som træklodser i munden på mig.
“Ja tak.” Yngve så rundt. “Kunne du ikke finde ham?”
“Hvad?” Jeg rystede hurtigt på hovedet. “Hvem?”
“Ham – hvad var det han hed? Trond?”
“Hvem?”
Mine ben hvilede i gruset foran ham, himlen hang
over os, skyerne drev over hovedet, og vinden stak i
kinderne.
Det ringede ind, klokken skar igennem skolegården
som en sirene, den truede Yngve og mig. Alt truede Yngve
og mig.
“Det gør ikke noget,” sagde jeg, “jeg finder ham senere.”
Yngve gik et skridt til siden, han var på vej ind. Jeg
stod tilbage som en tosse. Så standsede han igen.
“Har jeg ikke set dig før?” spurgte han og rynkede
brynene.
“Nej,” sagde jeg, “det tror jeg ikke.”
Han så på mig. For første gang forandrede hans blik
sig, øjnene stillede skarpt, studerede mig. Var jeg smuk?
“Nej, det har jeg nok ikke,” sagde han. “Okay, vi tales
ved.”
“For resten,” sagde jeg hurtigt, “hvad hedder du mere
end Yngve?”
“Lima,” sagde han.
Yngve vendte sig om, blandede sig med de andre elever
og gik ind.
“Yngve,” hviskede jeg. “Du hedder Yngve Lima, og
du så mig i morges.”
Jeg var en af de sidste elever der gik ind efter frikvarteret.
Vi skulle have historie. Jeg gik over skolegården,
op ad trappen mod indgangen, skridtede hen mod døren,
rakte hånden frem. Standsede. Hånden hvilede i luften,
nogle centimeter fra dørhåndtaget. Den samme hånd
som havde hilst på Yngve for nogle få minutter siden.
Jeg ønskede ikke at den skulle røre ved noget andet. Efter
skoletid spejdede jeg efter Yngve blandt de elever der
kom ud. Jeg så ham ikke. Da jeg kom hen til cyklerne, så
jeg at hans cykel allerede var væk.
Men jeg ved hvad du hedder, tænkte jeg.
Helge kom.
“Hvad med weekenden?”
38 39

Jeg vendte mig og sagde at jeg ikke troede jeg tog med
til koncert på Folken om lørdagen alligevel. Tre lokale
bands, Sild Krokodill and the Saltpastill, Bever og Helvetes
Forgård. En af Helges venner fra 3.g spillede trommer
i HF.
“Skal du ikke med? Vi må da for fanden stille op selv
om vi ikke selv skal spille!”
“Det er ikke derfor,” sagde jeg, “vi er jo ikke klar til at
spille endnu.”
“Nej nej, men snart – hvad fanden er det så? Helvete
skal jo spille!”
Jeg bryggede et eller anden sammen om at jeg skulle
hjælpe min far med lejligheden han lige havde købt ude
på Forus, flytte en hel masse fra et lager han havde haft,
må jo opretholde en slags alliance med min far, trods alt,
og desuden, sagde jeg, er jeg dødtræt af at stresse rundt
for at kunne gå ud hver weekend.
Helge så tvivlende på mig. Sådan noget havde jeg aldrig
sagt før, tværtimod var jeg en af de ivrigste selv om
vi kun var sytten.
“Hold da kæft, er det nu den nye stil?” Han trak på
skuldrene. “Hvad så søndag? Skal vi stadig øve?”
“Ja ja, selvfølgelig,” sagde jeg.
Katrine kom, og vi sludrede lidt efter at Helge var
gået. Jeg følte mig nærmest lammet da jeg talte med
hende. På vej ud af skolegården gav jeg hende et langt
kram, men langtfra så entusiastisk som i de tidligere frikvarterer,
og sagde at jeg følte mig lidt slap og troede
jeg bare ville være derhjemme i aften.
“Er du sikker?”
En pige fra skoleteatret kom forbi og sagde at det var
den sidste ekstraforestilling i aften. Hun spillede Puck i
En skærsommernatsdrøm.
“Åh ja,” sagde Katrine og så på mig, “den må vi da se,
ikke?”
Jeg huskede Helges sarkastiske bemærkning – En skærsommernatsdrøm?
En skide farce, hvorfor sætter de ikke
Brecht op – og gemte mig bag den: “Nej, det er ikke
noget for mig.”
“Ses vi så i morgen?” spurgte Katrine da pigen fra skoleteatret
var gået.
“Jah … vi må se, måske skal jeg hjælpe min far med
noget,” sagde jeg og kyssede hende. “Men jeg ringer.”
Jeg satte mig på cyklen og trillede ned ad bakken til
Vågen. Rundt om hjørnet og videre ud mod kajen. Skyerne
blev mørkere over fjorden. Det blæste op. Vindretningen
var vendt i løbet af dagen, og igen bed blæsten
i ansigtet, pedalerne blev tungere at træde. Jeg samlede
kræfterne, benene gik hurtigere, hjulene skramlede over
brostenene, flagstængerne langs Vågen klirrede, folk snurrede
rundt om sig selv med paraplyer i vinden, jeg missede
med øjnene mod den blege sol der prøvede at vise
sig på himlen, men blev fordrevet af uvejret der var ved
at trække op. Hovedskallen og kroppen åbnede sig, det
susede hårdt i ørerne, og hvis jeg ikke havde vidst at
lydene kom fra vindstødene der ramte de røde, kolde
bruskskiver og løb ind til hørelsen, ville jeg have troet at
støjen kom fra mig selv. Ansigtet sprak, jeg smilede, jeg
rejste mig op i pedalerne, det var nu livet begyndte. Jeg
var ikke lammet.
40 41

3 HEBBELILLES FAR
ER DØD
everybody knows it hurts to grow up
but everybody does
Ben Folds
Da jeg kom hjem den fredag ringede jeg til far og sagde
at jeg ikke kom hjem til ham i weekenden.
“Jeg har så travlt,” sagde jeg, “der er tryk på i skolen,
ved du nok.” “Javel,” sagde han, lidt faderligt, selv om
jeg godt vidste at han blev glad hver gang jeg sprang
weekenden hos ham over og blev hos mor. Det passede
ham godt, så behøvede han ikke at anstrenge sig for ikke
at miste mig, så slap han for at være opfindsom superfar
i disse latterlige far-weekender, så slap han for at lave
ekstra flotte middage til sin fortabte søn, så slap han for
at rede op i gæsteværelset, tørre støv af og rydde op, så
kunne han gøre lige hvad han ville, tage i byen og tjekke
damer, drikke sprut alene til langt ud på natten hvis han
ikke fik fat i nogen, ringe til sin lillesøster klokken fire
om morgenen og skælde hende ud i telefonen, synge den
gamle sang om at Gørild havde svigtet dem ved at flytte
fra byen og lade de andre blive tilbage, og hvorfor kom
hun aldrig på besøg, skulle de nu heller ikke lære hendes
børn at kende, hvad ville hun i Molde, jazzfestival, Gørild
havde jo aldrig brudt sig om jazz da de var børn, og
hvorfor fanden skulle hun også stemme på Rød Valgalliance?
Bagefter kunne far falde snøvlende i søvn på
sofaen til en gammel Louis Armstrong-plade, selvbebrejdende
og selvmedlidende, sove brandertangsten ud
hele søndagen; gøre alle de ting der førte til at mor for
halvandet år siden tog mod til sig, pakkede kufferten og
forlod ham.
“Så ses vi om et par uger, Jarle,” sagde han glad i stemmen.
“Du har det vel godt?”
“Ja,” sagde jeg. “Du må have en god weekend.”
Jeg skulle til at lægge på, jeg var lettet, det gik jo godt.
“Du? Måske kan vi gå i biografen i løbet af ugen, hvad
siger du til det?”
Herregud. Det skete hver gang. Når vi talte sammen,
for eksempel i begyndelsen af telefonsamtalen, gik det
trægt. De samme tørre spørgsmål hele tiden. Hvordan
går det i skolen. Hvordan går det med mor. Hvordan
går det med mormor. Hvad laver du. Og jeg svarede Jo
da, fint og Ja da, godt. Men så, når tiden randt ud, og det
stod klart at samtalen var slut, begyndte fars dårlige samvittighed
at tale. Skal vi ikke lave noget sammen? Dig og
mig, Jarle, hvad siger du? Eller han kunne pludselig fiske
et gammelt minde frem, en begivenhed som i hans
selektive hukommelse kunne oplyse de mørke år: Kan
du huske det? Dengang vi tog på cykeltur ud til Utstein
Kloster, spiste is på færgen og så på småfisk ude for enden
af molen? Som regel var de gamle minder grotesk
misfarvede, de lignede ikke længere deres sørgelige udgangspunkt;
hvor de engang var grumsede, måske onde,
var de nu fine og rene, som snydt ud af en sommerserie
i børnefjernsyn hvor folk cykler rundt med ballondæk
42 43

og plukker mælkebøtter.
Det skete hver gang, og nu havde hans fantasi fundet
på at gå i biografen. “Går der ikke en ny James Bondfilm?”
hørte jeg ham sige.
Som om det stod øverst på min ønskeseddel at gå i
biografen med far, som om jeg ville udsætte mig selv
for den lidelse det ville være at tosse rundt med far i
Stavangers gader og stå i kø foran biografen inde i Kulturhuset
sammen med min patetiske far, der gjorde endnu
et af sine kejtede forsøg på at rette op på min barndom.
Beklager far, det er for sent, det nytter ikke noget at
spendere popcorn og cola på en syttenårig og tage ham
med ind og se en Bond-film. Jeg ville under alle omstændigheder
hade den film han ville se – jovist gik “License
to Kill” i biografen, men Bond stod på dødslisten over
folkelig, idiotisk underholdning, så det var en forbier.
Men det havde ikke gjort nogen forskel: Så vi en film jeg
valgte, en politisk eller interessant belgisk film, ville det
bare yderligere forstærke den allerede dramatiske afstand
der var mellem ophavet og produktet. Gik jeg med på
et af hans forslag, som var en slags plaster på såret, risikerede
jeg også at blive set af nogen fra klassen, i værste
fald Helge, og det var det mest pinlige i hele verden. At
nogen skulle se far og mig, to små mennesker der trasker
rundt i byen, som på udstilling, to tosser der gør et fjollet
forsøg på at nærme sig hinanden.
Jamen, der har vi jo Jarle og hans far.
“Nej, det tror jeg ikke, har ikke tid,” sagde jeg.
“Nej nej,” sagde far hurtigt, “det var bare … my name
is Bond, James Bond. Men næste gang du kommer, så
tager vi på tur, ikke? Kun dig og mig, som før. Vi kan
køre ned til Jæren, ikke?”
“Jo,” sagde jeg. “Vi tales ved.”
Jeg lagde røret på.
Det var sjældent jeg var bange for far når vi var alene
i weekenderne, det var regulerede omstændigheder hvor
han var tildelt tid med mig, som på nåde. Jeg havde heller
ikke andet at frygte end nedværdigelsen og den overvældende
kedsomhed hvis jeg gik med ham i biografen,
vi var jo ude blandt folk. Der havde jeg overtaget, og
når vi talte i telefon var det mig der havde kontrollen.
Jeg gik ud til mor. Hun stod i køkkenet med et forklæde
om livet.
“Var det din far?” spurgte hun, med ryggen til. Sådan
sagde hun altid: “Din far.” Som om han var et menneske
hun aldrig havde haft noget som helst med at gøre.
“Mm,” sagde jeg og så på hende.
Der blev stille i nogle sekunder. Jeg så hendes krop
bøjet over komfuret og stegepanden, og jeg så hvordan
nakken blev stram, hvordan blodårerne voksede på håndryggen
der holdt om stegepanden.
“Frikadeller?” spurgte jeg med blid stemme.
Nakken slappede af, hånden begyndte at leve igen, og
mor vendte sig om. Hun nikkede og smilede.
“Brillant, mor,” sagde jeg og gav hende et kram. “Jeg
dækker bord.”
Mor lænede sig frem mod vinduet og så ud.
“Se der,” sagde hun.
Det knirkede i træerne udenfor, vinden fór hårdt og
bestemt gennem gaderne.
“Jeg tror det bliver storm,” sagde mor.
Vi kom væk fra det. Var vi begyndt at tale om far,
44 45

ville aftenen være ødelagt.
Nu stod vi der og holdt af hinanden i stedet. Der skal
ikke så meget til.
Vi spiste sammen. Jeg var ikke ked af det, og jeg var
ikke besværlig, men jeg sagde ikke så meget. Jeg forsynede
mig med frikadeller, rødbeder, smørsovs, kogte
grønsager og kartofler. Det var først i 90’erne, men det
lignede stadig 80’erne, og det var den slags middage mor
lavede, norske husmormiddage som snart ikke findes
længere. Det er ikke fordi jeg synes bedre om det tungt
fordøjelige, usunde sovsekøkken fra det norske socialdemokrati
end den mad nutidens fædre og mødre laver til
deres børn – tværtimod; men jeg kan mærke at jeg bliver
frygtelig trist når jeg tænker på det. Kun fordi det
ikke findes mere. Ikke for andet. Kun fordi det var der
engang, blev lavet af min mor, og fordi det ikke er her
længere.
Jeg spiste langsomt. Jeg plejede at tale hele tiden og
spise hurtigt. Nu prøvede jeg på at efterligne Yngve. Jeg
var sikker på at han spiste langsomt og ikke talte lige så
meget som mig, hvis han for eksempel spiste middag
sammen med sin mor. Jeg lagde hovedet lidt på skrå,
forsøgte at være tavs og blid og iklæde ansigtet et let
smil. Jeg forestillede mig at jeg havde en meget rød mund,
bleg hud og røde pletter på kinderne.
“Hvad er der med dig i dag?” sagde mor lidt efter.
Hun lagde kniven fra sig og så på mig.
“Der er ikke noget,” sagde jeg.
“Er det noget med ...,” hun hostede, “din far?”
Jeg rystede venligt på hovedet.
“Nej, han ...,” mor standsede sig selv.
Jeg rystede på hovedet en gang til og smilede til hende.
Hun tog fat i kniven igen, skar en kartoffel over. “Ja
ja, noget er der.” Så blev hun pludselig alvorlig. “Det er
ikke noget med Katrine, vel?”
Mor var meget glad for Katrine, mit første “seriøse
forhold”, som hun kaldte det, og forestillede sig det var
hende jeg ville gifte mig med, hende der skulle være mor
til mine børn, hende jeg skulle være alt det gode for som
far ikke havde været for hende. Jeg var for så vidt enig
med hende i at Katrine og jeg var en god alliance.
“Nej nej, slap nu af,” sagde jeg, “Katrine har det godt.
Jeg er bare lidt … der er ikke noget.”
Bagefter lavede jeg kaffe. Bar den ind til mor der sad i
den grønne lænestol og læste avis. Med jævne mellemrum
lagde hun avisen i skødet og kiggede ud ad vinduet.
Vinden hylede om gadehjørnerne nu, og slog i yderdøren.
“Godt man er indendørs når vejret er sådan,” sagde
mor.
“Mm,” sagde jeg.
“Når det blæser udenfor.”
Jeg så på hende. “Skal vi ikke gå i biografen en dag?”
“Dig og mig,” sagde mor overrasket. “Kun dig og mig?
Har du lyst til det?”
“Ja,” sagde jeg.
Sådan havde vi det dengang. Det gik godt. Kun mor
og mig. Hjemme hos mor var jeg en helt anden end andre
steder. Jeg skulle ikke bevise noget, havde ikke noget
sted at rette min arrogance mod, der var ikke noget at
hente. Jeg var ikke den Jarle der sagde nej sekundet efter
at de andre havde sagt ja. Selv om mor på mange områ-
46 47

der repræsenterede den borgerlighed jeg ellers brugte store
dele af min tid på at hade, så kunne jeg tage det roligere.
Vi havde et system sammen, hun og jeg, og for det meste
holdt jeg mig inden for systemet. Jeg lavede kaffe,
mor lavede mad.
“Tænk at du har lyst til gå i biografen med mig,” sagde
mor og smilede.
Så lod jeg hende sidde i stolen og drikke sin kaffe mens
jeg vaskede op.
Af og til så jeg hen på hende. Mor er smuk, tænkte
jeg. En dejlig pige. Ja, jeg tænkte ofte på hende som en
pige, en lille pige på måske tolv år. Jeg ved ikke hvorfor,
jeg syntes bare det passede. Det gør jeg stadig, selv om
mor nu er tretten år ældre og nærmer sig de 58 år. Hun
har stadig noget piget over sig. Selv om hun har lagt sig
lidt ud, selv om hun ikke længere ser så let ud som hun
gjorde lige til hun var i slutningen af 40’erne, og selv om
hendes lange hår nu er kortere, og sølvgråt, tager jeg mig
selv i at forvente at mor pludselig skal rejse sig op og
begynde at tale som en lille pige, og løbe af sted ud i
haven, ned over engene, plukke markblomster, tage tilløb,
slå vejrmøller, løbe videre over plænen, standse ved
jernbaneoverskæringen, se togene fare forbi, finde en
skov at lege i, et træ at klatre i, et hindbær at putte i
munden, en strand at løbe på, en nøgen fjeldside at springe
på hovedet fra, en dreng at stirre på.
En kvinde på 57 år, i almindelighed betragtet som en
glædespreder på jobbet, meget glad for klassisk musik,
først og fremmest klaverstykker, og russisk litteratur,
mest af alt Dostojevskij, og José Saramago, og Selma
Lagerlöf, og Halldór Laxness, og svenske visesangere,
Nils Ferlin, Cornelis Vreeswijk, og hun er god ved folk,
især gamle mennesker, som hun er så glad for.
“Jeg kan godt lide gamle mennesker,” siger hun tit.
“De får mig til at føle mig tryg.”
“Selv om de er syge, selv om de er bange?” spurgte jeg
engang.
“Ja,” sagde mor. “Sådan er livet, det ved du da. Og så
synes jeg de er kloge. Ligesom din mormor og morfar.
Se på dem.”
“Ja,” sagde jeg. “Det er sandt.”
“De har levet, du.”
Senere den fredag aften så mor og jeg detektivtimen.
Bergerac. Noget om smugling i overklassemiljøet. Jeg
havde ikke andre ønsker. Havde jeg set Bergerac sammen
med andre, Helge eller Katrine for eksempel, måtte
de kæmpe sig gennem episoden mens de hørte mig affyre
den ene tirade efter den anden om hvor fladpandet,
tåbeligt, dramaturgisk uudholdeligt, skuespilmæssigt amatøragtigt
det var. Det sagde jeg ikke da jeg sad der sammen
med mor, og slet ikke denne aften hvor jeg prøvede
at efterligne det jeg mente var Yngve. Sådan er han ikke,
tænkte jeg. Bagefter var der europamesterskab på skøjter
fra Herenveen, 5000 meter, men vi slukkede mens vi
ventede på Nyhederne, for det mindede mor og mig
om far, som var skøjteinteresseret ligesom de fleste andre
mænd fra efterkrigstiden, dem der stadig sidder og
græder over at skøjtesporten ikke længere er hvad den
var, ligesom fremtidens mænd vil tude over at skøjteløb
ikke længere er hvad det var. Mor fandt nogle aviser
frem fra ugen der var ved at være gået, og jeg gik ud i
køkkenet for at hente chokolade.
48 49
t

“Åh nej,” hørte jeg mor inde fra stuen.
“Hvad er der?” sagde jeg.
“Hebbelilles far er død,” sagde hun, oprigtigt rystet.
“Hebbelilles far?” Jeg gik ind i stuen, hvor mor bredte
siden fra Stavanger Aftenblad ud.
“Og så ham der altid var så morsom,” sagde mor og
pegede.
“Åh ja, skuespilleren, Albert og Herbert, ja, dem med
skrothandlen – er han død?”
“Ja, i søndags – har du ikke set det?” spurgte hun.
Jeg satte mig. I avisen var der et billede af ham, Sten-
Åke Cederhök, den folkekære skuespiller. Han blev 76
år. Han så bange ud, syntes jeg. Jeg så hen på mor der
læste med oprigtig interesse om Hebbelilles far. Der stod
noget om gamle film, og om revykongens liv. De kaldte
ham Sveriges “buskiskonge”.
“Ja ja,” sagde mor, “sådan går det.”
Jeg ville bare sidde trygt sammen med hende, læse
avisen, spise nougatis med karamelsovs af de blå glasskåle
og nappe små stykker mælkechokolade fra et fad
på bordet, se tv og tænke på Yngve.
Jeg var underlig rolig den aften. Efter så opkørt og
forelsket en dag var jeg rolig, lidt træt og meget sikker.
Jeg havde ingen angst som jeg sad der. Jeg skammede
mig ikke over noget, det kunne jeg heller ikke, eftersom
jeg endnu ikke var begyndt at analysere det der var ved
at ske. Jeg havde kun en sikker følelse, og den knyttede
sig til Yngve. Hvordan jeg fik orden på alle disse halvt
udtalte elementer i mit hoved, aner jeg ikke, men det
hele faldt på plads. Far, Katrine, Yngve, mig selv. Alt
var i orden.
Hjernen arbejdede på fuld tryk. Da aftenen var omme
havde jeg – eller “jeg”, dette i mig som tænkte, som ville,
som handlede – lavet en klar og overskuelig plan for
hvordan jeg på lidt over et halvt døgn skulle få Yngve at
se igen.
Alt føltes som om det var i orden.
Mor syntes det var rigtig hyggeligt at jeg blev hjemme
en fredag aften, men hun var lidt overrasket over at jeg
ikke skulle ud.
Da de 5000 meter på skøjter var slut, tændte mor for
nyhederne.
“Vi må hellere få de sidste nyheder med.”
Vi skulle altid se TV-avisen og vejret. Dagen var ikke
skruet rigtigt sammen, natten kunne ikke sænke sig over
os hvis ikke vi så nyhederne, og så vi ikke vejrudsigten,
ville der ikke være noget vejr den næste dag. Jeg tænker
ofte på mors og fars generation som en slags nyhedsgeneration.
Mens jeg selv – helt ufrivilligt – hører hjemme
i en tv-seriegeneration, så var de den store nyhedsgeneration.
Mens vi ved hvad der foregår i baren Cheers,
hos familien Sopranos, mellem vennerne i Friends, i de
hemmeligstemplede filer hos Moulder og Scully, i den
mystiske lille by Twin Peaks, i hver eneste time af FBIagenten
Jack Bauers helvedesdøgn, vidste de hvad der
foregik ude i verden. Var der nogen der var i tvivl om
noget i Taiwan, så løb far hen til boghylden og slog op
under T i leksikonet og læste højt for familien. Når den
generation er væk, kan tv-kanalerne godt nedlægge nyhedsafdelingerne,
så kan fremtidens Gro Holm, Hans-
Wilhelm Steinfeldt og Ingolf Håkon Teigene godt pakke
kufferten og begynde som gartnere eller læse arabisk på
50 51

universitetet; der vil ikke længere være nogen der vil se
på dem. Enkelte af samfundets voksne, de der husker
deres forældres begejstring for nyhederne, vil vide hvem
han er, når de ser fremtidens Ingolf Håkon Teigene gå
ned fra Blindern i Oslo, hvor han hele dagen har siddet
bøjet over sine bøger på bibliotekets læsesal, på vej mod
butikken der ligger lige ved Majorstuen, der hvor NRK
holder til, mens han engang arbejdede i nyhedsafdelingen,
i et samfund der endnu var interesseret i verden og hvordan
dagene forløb kloden over. Det er meget få der vil
vide hvem han er, og de vil sige: Se der, det er ham der
arbejdede i det der hed nyhederne, og barnet der får det
fortalt vil vende sig mod moren som har sagt et mærkeligt
ord og spørge: Hvad siger du? Nyhederne? Hvad er
det? Nyhederne, siger mor, det er noget der fandtes i
gamle dage, det eksisterer ikke mere. Hun ser pensionisten
som passerer NRK-bygningen, og hun tænker at
måske husker han enkelte begivenheder mens han passerer
Marienlyst på vej ned mod sin ældrebolig, måske
husker han en krig han engang skulle fortælle om i fjernsynet?
På trods af klare faresignaler så der i 1990 stadig ud til
at være håb for os, så meget fejl kan man tage; jeg forsøgte
også at få nyhederne med. På skærmen så vi en
tydeligvis presset Gorbie som udtalte sig efter det sidste
sovjetiske angreb mod aserbajdsjanere i Baku. Mor ville
ikke tro på at Gorbie havde noget med det at gøre. På
trods af alle årene med far ville mor se verden som god.
Så hun noget frygteligt, ville hun altid overmale det med
varme farver, der kom fra hendes egen godhed, og ikke
fra verden. Mor havde dette lille urealistiske ekstra der
skal til for at komme gennem dagene. Jeg havde aldrig
set hende være vred på andre end far. I stedet for at blive
vred på folk sagde hun: “Stakkels.” Var der nogen der
sårede hende på jobbet eller andre steder, var hun den
første til at forsvare dem: “Stakkels ham. Han har det
ikke godt.”
“Stakkels Gorbatjov,” sagde hun.
“Den ene supermagt er ikke bedre end den anden,”
sagde jeg, “jeg går i seng.”
Mor så op. “Nu, allerede? Skal du ikke se natfilm –
det er med Audrey Hepburn.”
Mor vidste hvor meget jeg holdt af de gamle sorthvide
film.
“Måske viser de også ham … hvad er det nu han hedder
… ham du så godt kan lide?” sagde mor og lænede sig
frem for at se i tv-programmet.
“Black Adder,” sagde jeg og smilede.
“Ja, Black Adder.”
Jeg rystede på hovedet. “Nej. Jeg har tænkt mig at stå
tidligt op i morgen, jeg har en del jeg skal – i byen og
sådan.”
“Du er mærkelig i dag,” sagde hun.
Jeg er Yngve, tænkte jeg. Jeg er Yngve Lima, og det
ved du ikke.
Jeg gav hende et kram og gik ud i gangen. Lukkede
døren. I spejlet kunne jeg se mor der sad og så fjernsyn
inde i stuen. Jeg stod foran telefonen. Jeg løftede røret,
drejede nummeret.
“Det er oplysningen.”
“Ja, hej … kan du hjælpe mig med en adresse?”
Jeg gik op på første sal.
52 53

Børstede tænder med lukkede øjne.
Da jeg var kommet ned under dynen, tog jeg min
højre hånd op til kinden og lagde den der. Lod den ligge
på kinden. Så slukkede jeg lyset og lå i sengen og hørte
på vejret som rev og sled i huset. Fra loftet hørte jeg det
knirke i plankerne. Så faldt jeg i søvn.
Jeg drømte om Yngve. Han sad foran mig på en stol.
Han så på mig. Jeg stod lige foran ham, ret op og ned på
gulvet og sagde “det er ikke så slemt”, om og om igen.
Yngve sagde ingenting. Han smilede bare, lige til han,
efter det jeg oplevede som flere timer, rejste sig. Han gik
hen til vinduet. Standsede. Åbnede det. Stak hovedet ud.
I drømmen stirrede jeg på hans krop. Så vendte han sig
mod mig og sagde: Næste gang du kommer tager vi på
tur.
Lidt efter sad Yngve og jeg i en blå bil. Vi kørte rundt
i et ukendt slettelandskab. Vi holdt hinanden i hånden.
Hans lange fingre, hans smalle hånd om min lidt mindre.
Ikke engang der, ikke engang i drømme, turde jeg kysse
ham.
Jeg vågner ved min egen hjertebanken. Jeg havde hærget
rundt i en af de her morgendrømme der er så hektiske
og ekstravirkelige, og jeg vågnede brat, nærmest dirrende
af min egen ophidselse. Hvis jeg havde kigget ned ad
brystet, ville jeg have fået øje på mit eget hjerte, bankende
mod huden.
Yngve Lima. Tennisveien 56.
Det var det første jeg tænkte, og det sidste jeg hørte
aftenen før.
“Lima? Ja, skal du ikke have telefonnummeret?”
“Nej, det er fint med adressen.”
“Tennisveien 56.”
Det ligger på Tjensvoll, ikke ret langt fra Mosvannet,
Idrætshallen og skøjtehallen. Måske en halv times cykeltur
fra der hvor mor og jeg boede.
Forelskelsen lever sit eget liv. Det meste af tiden er
den som et slumrende dyr der ligger roligt og tager føde
og næring til sig, registrerer bare dovent hvad det er der
sker omkring den. Den bryder sig ikke om trivialiteter.
Det er ikke forelskelsens stil. Det kan være det samme,
54 55
4 LØRDAG 20. JANUAR 1990
it was a world
what a world!
what a world?
what a big world
but a world to be drowned in
Père Ubu

tænker forelskelsesdyret, når det bliver bedt om at tage
stilling til dagligdags ting; jeg gider ikke blande mig i
det, tænker det, og løfter dovent på det ene øjenlåg når
nogen vil have at det skal bære skraldeposen ned eller
sætte kaffe over. Dyret bliver liggende. Lidt efter halvsover
det, lidt senere snorker det selvtilfreds i sin egen
verden, uvirksomt. Men det blundende dyr har et frygteligt
potentiale; galskabens indholdsrige og kreative
energi. Denne energi er usynlig før den pludselig antændes,
lige så usynlig som lynet før det pludselig farer hen
over himlen. Forelskelsen er et farligt lille dyr. Det har
kun et eneste mål: Eksplodere, kort og intenst. Udleve
sit egentlige jeg i truende, forelsket glæde. Pludselig skal
det vækkes til live og præge sine omgivelser med voldsom
kraft, og den det angriber, bliver udsat for en brændende,
nådesløs opmærksomhed. Alt andet skubbes til
side, og det nyligt årvågne dyr stormer frem over sletterne
med sin egen vanvittige logik, med sine egne skrupskøre
tanker, på jagt efter sit udpegede bytte. Når det
først er virksomt, kan det vælte et hus, det kan flytte
bjerge for at nå sit mål. Karakteristisk for det vågne
forelskelsesdyr er en kolossal mangel på selvindsigt, det
ser hverken til højre eller venstre, op eller ned, det er et
uhøfligt, plumpt væsen præget af en mærkelig form for
dumhed; en idioti som lever i en stadig højrisiko, dumdristigt
farer det frem, krydser en ottesporet motorvej i
myldretiden uden at tænke sig om. Men midt i denne
voldsomme dumhed kan man skimte en intelligens og
en akut forfængelighed. En urkraft, snarrådighed og
smidighed som kun kan måles i de mest opfindsomme
arters nedarvede egenskaber; ligesom kamæleonens for-
klædningsdragt både er smuk og beskyttende, kan forelskelsesdyret
være interessant og sin egen livredder i pressede
situationer, det kan efterabe enkelte insekters utrolige
hurtighed når man det ene sekund løfter hånden,
overbevist om at man vil ramme insektet, og i næste nu
må se at det lille dyr er fløjet. Sådan opfører dette vanviddets
kreative mesterdyr sig, forelskelsen, når det med
sin dumme intelligens er ude på et eller andet togt; pludselig
vil det finde sig selv klemt op i et hjørne fordi det
har overtrådt alle grænser, men snart vil det finde en
løsning. En halsbrækkende løsning, for det meste. Men
en løsning.
Dyret kan vandre ud af katastrofeområdet, ofte mere
forelsket, med endnu større energi, fordi modstanden
har gjort det stærk, og lægge sig bag en sten, bare for at
vente på næste angreb.
Forelskelsen er aldrig bange.
Var mennesket lige så frygtløst som forelskelsen, ville
vi være uovervindelige.
Jeg satte mig op i sengen. Jeg var lysvågen, helt rationel,
og jeg havde alle planer klar. Jeg havde været dybt
nede i søvnen, en søvn lige så frygtløs og målrettet som
jeg selv: Sove, samle kræfter til mennesket der skal stå
op om nogle timer og udrette noget stort.
Yngve Lima. Tennisveien 56.
Jeg gik ud på badeværelset. Hørte mor rumstere med
de tomme flasker nede i stueetagen, hun skulle antagelig
ud at handle. Det var lørdag, den dag i ugen hvor hun
købte stort ind. Jeg tog et brusebad, vaskede mig omhyggeligt,
tørrede mig. Klippede neglene. Redte håret.
Brugte tilmed mors føntørrer, noget jeg ellers kun gjorde
56 57

til 17. maj og til jul. Jeg kiggede ud af badeværelsesvinduet:
Uvejret hærgede stadig over Rogaland.
Jeg gik ned i stueetagen. Skridtene plantede sig jævnt
på hvert trappetrin. Jeg så ruten for mig: Fra Bjergsted
hvor jeg boede, op mod krydset Løkkeveien/Stokkaveien,
op ad Stokkaveien, forbi Romsøes Konditori, hen
ad Stokka neden for Stadion, komme ud forbi Wilberg,
butikken mor altid handlede i, “for de har sådan en god
delikatesseafdeling der”, cyklede op ad bakken og kunne
se krydset ved Madlaveien foran mig, med udsigt ud over
Mosvannet, Idrætshallen, skøjtehallen, hotel Alstor og
nedre Tjensvoll. Mange gader, mange med sportsnavne,
Kunstløpveien, Bandyveien, Hockeysvingen, Ishallveien,
fordi denne del af området er et sportsligt sted – og imellem
dem lå Tennisveien. Længere oppe, hvor Øvre Tjensvoll
bliver til Haugtussa, går det over i norrøne navne,
Benedikstien, Åroliljastien, Halling-, Gangar- og Springarstien,
og lige i nærheden handler det om verdensrummet,
som om nogen vil sige at urnorge er den nærmeste
nabo til universet: Jupiterveien, Siriusgate, Plutokroken.
Jeg forestillede mig hvordan jeg ville standse deroppe
på bakketoppen og tage et hvil. Tænke mig om før jeg
igen satte mig op på cyklen og kørte ind i den sidste fase.
Jeg planlagde som en kriminel der ikke har i sinde at
blive taget. Det var helt uden for rækkevidde. Det kunne
kun gå én vej: Lykkes.
Yngve Lima. Tennisveien 56.
Jeg var som en maskine. Jeg havde ingen betænkeligheder,
kun overbevisningen om hvor god min plan var.
Jeg kan huske denne galskabens morgen, men jeg husker
den med stor distance til mig selv. Jeg ved jo godt det
var mig der åbnede køleskabet og tog en mælkekarton
ud, jeg ved jo godt det var mig der smurte brødskiverne,
jeg ved jo godt det var mig der gjorde alt dette før jeg
gik ud i garagen og hentede cyklen – men alligevel var
det ikke mig. Jeg skulle gøre en imponerende serie risikable,
pinlige og fjollede ting de næste par uger, de fleste
mere mislykkede end denne – alle rettet mod stakkels,
smukke Yngve – men jeg var aldrig så soldateragtig som
denne morgen. De næste skridt skulle i det mindste være
præget af nogle små milligram selvbevidsthed, en anelse
skamfølelse her og der. Men ikke denne morgen. Havde
jeg været en udsending fra en terrorgruppe, med ordre
om at dræbe byens borgmester og hans familie, ville ingen
af dem have været i live i dag. Jeg ville have myrdet
dem alle, lørdag den 20. januar 1990, effektivt og hurtigt.
Jeg ville være blevet taget bagefter, ret hurtigt, efter
at jeg havde forsvaret mig og dræbt et par politibetjente,
og jeg ville være havnet i fængsel. 21 år, i isolation.
20. januar 1990 ville blive en mærkedag, alle ville
huske denne dag hvor Jarle Klepp ikke var sig selv.
Nu er det kun mig – og måske Yngve – der husker
den dag. Jeg husker den godt med en blanding af forbavselse
og beundring. Hvad Yngve tænker, ved jeg ikke.
Mor kommer ud i køkkenet, iført regnfrakke, med et
tørklæde om halsen, og støvletter. Hun havde bilnøglerne
i hånden. Hun så lidt forbavset på mig der sad ved morgenbordet.
“Ja, jeg syntes nok jeg hørte dig. Sikke tidligt du er
oppe.”
Jeg nikkede. “Ja, jeg tager snart af sted.”
Hun så på mig, så smilede hun og tog hånden op mod
58 59

mit hår. Jeg trak mig væk, ville ikke have hun skulle
ugle frisuren. “Hvor er du fin i dag,” sagde hun.
Hun vendte sig om for at gå. “Jeg skal ud og handle –
hvad skal du?”
“Jeg skal ud og løbe på skøjter,” sagde jeg og tog en
bid af brødet.
“Hvad skal du?” Mor standsede. “Du skal hvad for
noget?”
“Løbe på skøjter,” sagde jeg. “I skøjtehallen?”
Mor begyndte at le. “Skal du i skøjtehallen?”
“Ja, er der noget galt i det?”
“Nej nej – bevares, men … du har nu aldrig – har du i
det hele taget et par skøjter?”
“Jeg låner,” sagde jeg. “Man kan leje dem. Åbner klokken
elleve.”
Hun rystede på hovedet. “Javel … jojo. Løbe på skøjter.
Jaja.”
“Tag du bare ud at handle,” sagde jeg.
“Men du … du kan jo ikke lide sport,” sagde hun. “Og
så skøjteløb?”
“Ja, men nu vil jeg altså prøve det,” sagde jeg.
Aftenen før havde både mor og jeg undladt at se hurtigløb
på skøjter i fjernsynet, på grund af far, men nu
skulle jeg ud at løbe på skøjter. Mor rynkede på næsen.
”Skal du cykle – i det vejr?”
Jeg nikkede.
Mor blev stående og så på mig i nogle sekunder. Så
rørte hun igen ved mit hår og sagde jeg var hendes Jarle,
og gav mig hundrede kroner til skøjtehallen.
“Jeg går i biografen med Ragnhild i aften,” sagde hun
på vej ud.
“Fint,” sagde jeg. “Hej hej.”
Ragnhild var mors veninde fra skoletiden. En høj, flot
dame, der røg 30 cigaretter om dagen, og som jeg kun
havde set barndomsbilleder af før kriseårene i 1987. Da
mor lod sig skille fra far, kom Ragnhild ind i hendes liv
igen. De to veninder havde ikke set hinanden i næsten
femten år, og de var gået hver sin vej. Mens Ragnhild
var blevet politisk aktiv, var brudt ud af et turbulent
ægteskab og havde realiseret sig selv, som det hed dengang,
var mor forsvundet ind i middelklassens beskyttede
liv, og godt hjulpet af fars modstand mod “det røde
kvindemenneske” var Ragnhild blevet holdt på afstand.
Men så dukkede hun pludselig op da jeg var fjorten år,
hun kom ofte på besøg og blev en person mor støttede
sig til.
Efter morgenmaden måtte jeg vente i over en time
for ikke at komme for tidligt til skøjtehallen. Jeg kunne
jo have ladet være med at løbe rigtig på skøjter, jeg kunne
have nøjedes med at pakke udstyret og være cyklet af
sted, og have ladet det være mit påskud for at gå ud.
Men jeg ville ikke bare sige at jeg gjorde det, jeg ville
gøre det. Jeg overbeviste mig selv om at det var helt naturligt,
at den nye Jarle gjorde den slags ting. Stod tidligt
op om lørdagen, vaskede sig grundigt, ordnede håret og
tog ud for at træne. Alene.
Jeg stod inde i stuen efter at mor var gået ud for at
handle. Ude i haven var plænen stadig grøn, regnen lagde
sig tungt på græsset og trak ned i jorden. Den korte vinter
i Stavanger havde ikke magtet at knække den grønne
farve. Det er surt vejr, tænkte jeg. Sur vind.
En almindelig lørdag ville have set helt anderledes ud.
60 61

Jeg ville have sovet længe, vågnet med en bagskid på
efter fredagens senpubertetsagtige udskejelser, snøvlet
mig ned til sen morgenmad, og mor ville for længst være
kommet hjem fra sin indkøbstur. Formiddagen ville være
gået med at læse digtsamlinger af Walt Whitman, Charles
Bukowski eller Jan Erik Vold, måske bladre lidt i medlemsbladet
fra Amnesty eller NEI til EF, lytte til alternativ
musik: The Smiths, The Cure og andre indiebands
jeg støttede mig til dengang, efter at jeg nogle år tidligere
havde brudt med mine første ungdomsidoler, Frankie
Goes to Hollywood, Madonna, Depeche Mode og Duran
Duran. Hvis jeg skal være helt præcis, antager jeg at der
først i 1990'erne havde været store chancer for at jeg
stadig lyttede til nogle af de plader jeg syntes var gode
fra 88 og 89, for eksempel Spike af Elvis Costello, Green
af R.E.M., Worker’s Playtime af Billy Bragg, 12”-eren
The Only One I Know af The Charletans, XTCs Oranges
and Lemons, eller Hjernen er alene af deLillos. Jeg ville
antagelig have spillet en af de plader jeg havde fået i julegave
af onkel Steinar, Pixies’ Doolittle, eller mit sidste
fund fra den tid, Camper Van Beethoven, bandet som
ingen andre havde hørt om, som Helge nægtede at lytte
til, og som jeg derfor satte højere end noget andet. I og
med at ingen havde hørt om dem, og at både bandnavnet
og de sidste to pladetitler – Our Beloved Revolutionary
Sweetheart og Key Lime Pie – var svære at få fat i, så var
det et optimalt produkt for min trang til at skille mig
ud. Selvfølgelig var CVB et suverænt band, selvfølgelig
syntes jeg sangene var fantastiske, hvilket jeg også gør
den dag i dag, men de kan aldrig blive så gode som de
var dengang hvor det kun var mig der vidste hvem de
var. Jeg var lige begyndt at købe cd’er på det tidspunkt,
så jeg vekslede mellem vinyl og cd’er. Helge var vinyljunkie,
meget mere hardcore end mig, også i sin musiksmag.
Han syntes det meste af det jeg hørte var for pænt;
jeg kan fandeme ikke mærke det i maven, sagde han da
jeg spillede CVB for ham, er det en bas? Vi kunne til nød
blive enige om Pixies og de første fra Imperiet, men mest
Ebba Grön. Helge var til Hüsker Dü, No Means No,
Clash, Pistols og punk/hardcore-scenen. Han var en af
dem der irriteret sagde “gammelt nyt” og fandt frem til
Pixies’ Surfer Rosa da Nirvana kom med Smells Like Teen
Spirit et år senere, og blev personligt fornærmet over at
folk kunne finde på at sige at det sprængte alle grænser.
Kynisk, udspekuleret pladeselskabsfabrikat, sagde Helge,
selv om jeg godt vidste at han inderst inde var enig i at
Nirvana var et ufattelig godt band. Katrine syntes at alt
det Helge hørte var noget værre bras, hun kunne selv
bedst lide gamle folkrockere, jazz og de nye kvindesangere,
og på grund af mit forhold til hende måtte jeg
lide mig igennem voldsomme mængder af Bob Dylan,
Joni Mitchell, Cat Stevens, Tracy Chapman, Tanita Tikaram
og Suzanne Vega-plader, plus en anselig dosis af
Chet Baker, Radka Toneff og Miles Davis. Vi var ikke
altid enige, Katrine og jeg, men vi var forelskede i hinanden.
Ville jeg spille tressermusik, så ville jeg høre Kinks,
Beatles eller Byrds. Katrine ville høre Dylan. Men vi var
forelskede. Jeg ønskede ikke at såre Katrine. Og havde
det været en almindelig lørdag i januar 1990, ville jeg
have tænkt på hende. At tænke på hende ville rigtignok
ikke have fået mig til at stå foran det store stuevindue,
hvor jeg nu stod som en sværmende Werther og stude-
62 63

ede regnen der trak ned i plænen mens jeg ventede på at
skøjtehallen skulle åbne. Nej, men jeg ville gerne have
tænkt på hende. På vores sexliv, at hun var min dame, at
hun var pæn og intelligent, at hun ikke var som de andre,
de kristne og borgerdyrene, og at vi havde det godt.
Og derfor, lidt op ad dagen, ville jeg have ringet til hende
eller til Helge for at lave aftaler for aftenen, og senere
ville vi have forsøgt at komme ind et eller andet sted.
Først ville vi have prøvet Folken eller Checkpoint Charlie,
som oftest uden held, derefter ville vi have prøvet
nogle andre steder, efter vores sekteriske mening dårligere
steder, og til sidst ville vi være endt på Korvetten,
forfrosne og gnavne efter en hel aften ude i kulden, hvor
vi blev lukket ind af dørvagten som godt vidste at vi
kun var sytten, og lod som om de købte forklaringen
om at have “glemt kørekortet derhjemme”, de samme
dørvagter der uddelte “klubkort” eller “medlemskort”
til udvalgte gæster, eller, mere præcist, til alle med samme
hudfarve som dem selv, hvid. Senere på natten ville vi
modvilligt og fulde være endt til en fest som vi bagefter
ville rakke sønder og sammen, før Katrine og jeg så ville
være gået i seng sammen i vores brandert hjemme hos
hende hvor huset stod tomt hver weekend fordi forældrene
var i hytten i Sirdalen. Efter at vi havde haft sex,
ville vi have hørt Perfect Day med Lou Reed. Det gjorde
vi altid. Kneppede, og så hørte vi den plade og røg Marlboro.
Det var ikke sådan en lørdag. Den nye Jarle stod i
garagen og pumpede luft i cykeldækkene i regntøj. Jeg
hørte regnen tromme på taget, og jeg tænkte ikke på
Helge, jeg tænkte ikke på Katrine, på musik, øl eller sex.
Jeg tænkte på Yngve. Det var koldt om hænderne, jeg
frøs, men jeg pumpede dækkene, lukkede garagedøren
bag mig og cyklede af sted mod skøjtehallen.
Jeg skar over isen i store cirkler. Det var hårdt, specielt
for anklerne, men jeg faldt ikke mere end én gang,
og jeg syntes jeg fik rigtigt styr på det med skøjterne. Jeg
havde det sjovt mens jeg prøvede at køre hen ad isen i
naturlige buer. Det forbavsede mig at jeg følte denne
glæde, jeg der foragtede al fysisk aktivitet fordi det var
noget for de andre. Stræberne, borgerdyrene, de kristne.
Nu tog jeg det som et tegn på at det tilhørte Yngve, at
denne glidende bevægelse hen over isen var en del af hans
verden. Skøjteløberen Yngve.
Med jævne mellemrum så jeg på uret. Der var få andre
i skøjtehallen, kun et par først i tyverne med deres
tre børn, og en enlig kvinde med sin søn, så jeg drev
bare rundt i cirkler mens jeg ventede. På hvad? Jeg ved
det ikke. Det er endnu en af de kortslutninger jeg foretog
den lørdag.
Jeg ville løbe på skøjter i en time, til klokken blev
tolv, for så var det tid til at gå hen til Yngve. Det skulle
ske klokken tolv, og jeg måtte derfor løbe på skøjter i en
time. Der var tvang i det her, og Jarle handlede efter
disse regler, og han brød dem ikke.
Klokken tolv gik jeg af isen, lidt forfrossen. Klokken
fem over tolv låste jeg cyklen op uden for skøjtehallen.
Det blæste og regnede fortsat, og jeg blev irriteret over
det, for jeg havde lige ordnet håret inde i garderoben
hvor jeg tog skøjterne af.
Jeg cyklede op over bakkerne på Tjernsvoll. Jeg vidste
nogenlunde hvor Tennisveien lå.
64 65

Hvad skulle jeg egentlig gøre? Havde jeg tænkt over
det?
Skulle jeg bare ringe på? Og så – hvad så? Så ville Yngve
stå der, foran mig, som en Gud, klædt i mangefarvet
lændeklæde bundet om livet med et ædelstensbeslået
bælte, og tage imod mig, åbne sine arme, lade mig falde
i dem, bære mig ind i huset, som ville være et paradis, et
græsk palads med blankpoleret terrakottagulv, kretisk
lys som kom ind af de skrå vinduer og lagde sig over de
smukke træmøbler, liljer og narcisser i store vaser, hvert
hjørne i rummet bevogtet af smukke statuer af halvguder
og mytiske dyr?
Jeg aner ikke hvilke forestillinger min hyperventilerende
underbevidsthed kan have været angrebet af mens
jeg cyklede op ad Tennisveien. Jeg tænkte ikke.
Nummer 44. Nummer 46. Nummer 48. Jeg standsede.
Tennisveien var en gade med lave blokke på den
ene side, det var de ulige tal, og rækkehusene med lige
tal på den anden side. Lige tal. Jeg stod af cyklen. I nummer
48 så der ikke ud til at være nogen hjemme. Jeg gik
hen mod huset og kiggede ind ad stuevinduet. Memorerede
det jeg kunne se af ruminddelingen. En mand med
paraply gik forbi på gaden bag mig, standsede og så lidt
underligt på mig. Jeg nikkede venligt til ham, han nikkede
tilbage. Jeg så en vinkelstue som rundede et hjørne
jeg ikke kunne følge, antagelig mod et åbent køkken. Jeg
så en trappe op til første sal, og lidt af en gang. Bagved
kunne jeg skimte en lille have.
Jeg havde fået et vist overblik over hvordan Yngve
boede. Hvordan hans hus så ud. Jeg gik tilbage til cyklen
og styrede videre ned ad gaden over de dybe vandpyt-
ter, langs de lige numre. Nummer 50, 52, 54. nummer
56.
Jeg var helt rolig. Det var som om jeg fortsat gled i
store buer på isen, den ene efter den anden. Jeg låste cyklen.
Mærkede en svag hjertebanken, kun af glæde, for
nu skulle jeg se Yngve igen. Endelig.
Her bor Unni, Steinar og Yngve Lima.
Jeg så på skiltet. Det er ligesom jeg troede, tænkte jeg.
Han er enebarn. Tænkte jeg det ikke nok. Yngve er den
eneste.
Jeg ringede på.
Herregud, Jarle. Du ringer bare på.
Efter nogle sekunder hørte jeg skridt. Pludselig blev
jeg angrebet af en lille smule realisme – jeg så hvor jeg
var, hvem jeg var, og hvad jeg lavede. Jeg begyndte at
svede. Jeg forstod at jeg ikke havde den fjerneste anelse
om hvad jeg skulle sige, hvad i alverden jeg skulle gøre
når døren blev åbnet. Hvad nu hvis det ikke var Yngve
– en tanke der ikke havde strejfet mig før, hvad nu hvis
det var moren eller faren? Hvad nu hvis de sad midt i et
selskab, havde besøg af onkler og tanter, fætre og kusiner
fra Haugesund? Og hvad nu hvis Yngve ikke var
hjemme? Hvad nu hvis jeg skulle til at forklare hvem
jeg var? For helvede, Jarle! tænkte jeg, hvad er det du
har gang i?
Døren gik op. Foran mig stod en høj mand i cowboybukser
og blå trøje. “Steinar”, antagelig. Han så strengt
på mig.
“Ja?”
Vejrtrækningen gik som et et bor i halsen, og jeg lagde
vægten over på det andet ben.
66 67

“Er … det her Yngve bor?”
“Jo?” Han så mærkeligt på mig. “Ja?”
“Ja – jeg …”
Så vendte han sig om og råbte, højt, “Yngve! Det er til
dig!” Han gik.
Mit åndedræt blev roligere. Krisen var overstået, foreløbig.
Yngve var hjemme. Jeg ventede. En kvinde gik
forbi i gangen, Yngves mor, antog jeg. Hun smilede til
mig, jeg smilede tilbage.
Måske går det godt, alligevel, det her, tænkte jeg, lettet
over at faren ikke havde skældt mig ud, lettet over at
de ikke havde gennemskuet mig, set hvad jeg var; en gal
der var forelsket i deres søn, ikke en sød pige, men en
dreng der nu vil gøre alt for at være i nærheden af ham.
Igen hørte jeg skridt.
Jeg rettede nakken og sank en gang.
Han kom gående op fra kælderen. Han standsede forbavset
da han fik øje på mig. Med det samme han kom
til syne, forsvandt det korte angreb af realisme jeg var
blevet overmandet af, og jeg blev mit nye, urealistiske
selv igen.
Jeg smilede. Yngve kom hen mod døråbningen og
stod foran mig.
Det var dejligt at se ham sådan, i sine egne, private
omgivelser. I et par enkle lyseblå cowboybukser, en grøn
striktrøje med V-udskæring. I sig selv. Kun som Yngve.
“Hej?” sagde han overrasket.
“Hej,” sagde jeg.
Hvad skulle jeg sige? Jeg ville jo bare se ham. Jeg troede
jeg havde planlagt det hele, men nu stod jeg her, foran
ham, og det eneste jeg ville var at se ham.
Yngve så på mig. Det hele knyttede sig i mig. Jeg følte
mig lykkelig og kvalm på én og samme tid.
“Bor du her?” sagde Yngve.
“Nej,” sagde jeg.
“Nå ikke, men …æh,” han så usikkert rundt, “jah – vil
du med ind?”
Det ville jeg. Det var lige det jeg ville. Jeg ville ind til
Yngve.
“Ja, okay,” sagde jeg.
Mens jeg tog skoene af og hængte regntøjet i gangen,
talte jeg let og naturligt, overbevist om at det jeg sagde
var sandt. “Jeg har været ude at løbe på skøjter, ja, det
plejer jeg at gøre hver lørdag, cykler ud til skøjtehallen
og løber på skøjter. Træner en del. Og om lørdagen er
det så skøjteløb. Og så tænkte jeg at jeg ville køre ud til
min far, ja, han bor på Forus, så … jeg var på vej hen til
ham, ja, og så så jeg … at du boede her. I nummer femogtres.
På Tennisveien.”
Yngve så vantro på mig. Forklaringen havde jo en
slags hoved, en noget mærkværdig hale, selv om den
unægtelig var på kanten af det man bør tro på.
“Ja?” sagde jeg. “Måske lidt for dumt bare sådan at
ringe på uden videre, men – hvad fanden, hvorfor ikke?”
Moren kom ud i gangen. Yngve vendte sig mod hende.
“Det er … Jarle,” sagde han. “Øh … fra skolen, én jeg
kender.”
Vi gav hinanden hånden. Hun havde samme varme
håndtryk som sin søn. Det er Yngves mor, tænkte jeg,
og forgyldte hende.
“Hvor hyggeligt,” sagde hun. “Du sagde ikke at du
havde en aftale ...,” hun så på Yngve.
68 69

“Nej …”, sagde han, og løj, “jeg havde glemt det. Vi
går ned på mit værelse.”
“Så kommer jeg med lidt kaffe,” sagde hun, “drikker
du kaffe?”
Jeg nikkede.
Hun er et godt menneske, tænkte jeg. Se, hvor godt
hun passer på ham. Se, hvor godt hun holder huset. Jeg
beundrede hende med det samme. Jeg så mig om i gangen,
kastede et blik ind i stuen hvor jeg kunne se “Steinar”
sidde i sofaen og se sport i fjernsynet. Alt så småborgerligt
og almindeligt ud hos familien Lima. Almindelige
ting. En tyndt befolket boghylde. Pejs. Duge på bordene.
Dårlige billeder på væggene. Mange familiefotos.
Mange småting overalt, meget nips. Alt så almindeligt
ud. Hjemme hos os så der for så vidt også almindeligt
ud, mor var jo hverken feminist eller politisk alternativ,
men hos familien Lima stod jeg og så på selve normaliteten.
Norge. Og jeg elskede det, pludselig og uventet. Jeg
sugede det til mig, og gjorde det til mit.
“Skal vi så se EM?” spurgte Yngve.
“Hvad for noget?”
“Ja, der er snart skøjteløb, i fjernsynet, men …”
“Nej, det behøver vi ikke, jeg kan bedre lide at løbe
selv end at se det på tv,” sagde jeg.
Yngve gik foran mig ned ad trappen til sit værelse.
Slank og rank. Han købte min fjollede forklaring på at
jeg var kommet, og slog sig til tåls med det. Det overraskede
mig, jeg var ikke vant til så tillidsfulde venner, så
lidt mistænksomhed.
Jeg mærkede hurtigt at Yngve og jeg var ret forskellige,
men det havde den nye Jarle ingen problemer med,
tværtimod passede det ham godt; Yngve skulle være som
et fremmed land for mig. Han skulle være noget nyt,
noget anderledes, fjernt fra mit tidligere liv, for det var
jo det han var for mig: Alt det jeg aldrig før havde set,
alt det jeg aldrig havde tænkt på. En ukendt, rig kultur,
en perfekt stat.
Hans værelse fortalte en del om hvordan han var. På
væggene hang der hverken Smiths- eller R.E.M.-plakater,
og der var ingen avisudklip af Mathias Rust eller
Che Guevara, opslagstavlen var ikke fuld af NEJ til det
ene eller andet, som hos mig. Over bordet hang der et
verdenskort. På opslagstavlen hang der postkort og huskesedler.
På døren var der en plakat af en tennisspiller.
Op ad væggen stod en tennisketsjer og et par kondisko.
Hvis jeg havde set det hos nogen anden, ville jeg sporenstregs
have dømt ham som en stræber. Herinde var det
Yngve. Yngves smukke verden. Jeg var lige så forelsket
i den som jeg var i ham. Det første jeg gjorde mandagen
efter, var at købe et stort verdenskort på Berge og Tjelflaat
i Prostebakken og skifte The Smiths ud med det.
Jeg så på tennisketsjeren.
“Spiller du?”
“Ja, lidt,” sagde Yngve.
Jeg så ham for mig, i hvid T-shirt, hvide kondisko og
hvide korte bukser.
Han kastede tennisbolden op i luften, strakte ryggen i
et svaj, hovedet vendte opad, højrehånden løftede sig og
ketsjeren ramte bolden.
Jeg kunne vel også spille tennis?
“Fedt,” sagde jeg og pegede på plakaten på døren.
“Det er Becker,” sagde Yngve, “da han slog Edberg.”
70 71

“Aha.” Jeg nikkede. Jeg anede ikke hvem Becker eller
Edberg var.
Til at begynde med gik samtalen lidt i ryk. Vi talte
om skolen, lidt om forskellen på Haugesund og Stavanger,
om hvad vi havde tænkt os at lave i fremtiden.
Yngve sagde at han kunne tænke sig at blive arkæolog,
måske, eller geolog – “eller bare gartner, måske?” sagde
han og lo. Jeg syntes det lød mærkeligt, og så ham for
mig hvor han ledte efter tegn på gamle kulturer, i et
ruinområde i Mellemøsten, og jeg syntes det passede til
ham at grave i jorden med sine lange fingre.
Litteratur? Måske skal vi snakke lidt om bøger? tænkte
jeg. Tarjei Vesaas, måske har han læst Fuglene. Stig Dagerman,
han må have læst Att döda ett barn, den har alle
vel læst? Jens Bjørneboes Jonas har han sikkert læst, og
hadet skolesystemet, ligesom mig. Albert Camus, måske.
Nej? Jan Erik Vold, så, ham må han have læst noget
af. Dostojevskij? Kan han som jeg have læst Forbrydelse
og straf og fået ændret sit liv? Måske ikke? Og hvad med
Ingvar Ambjørnsen?
Jeg tænkte på forskellige forfattere vi kunne tale om,
men blev usikker; “Steinar” havde udstrålet noget jeg
tænkte på som fjendtlighed mod alt hvad der hed bøger.
Det var sikkert ikke et godt samtaleemne for os, tænkte
jeg, så jeg lod være. Yngve havde heller ikke særlig mange
bøger på sit værelse, kun et par stykker på en lille boghylde
som ellers indeholdt sportsblade og nogle tegneserier.
Hvad så med film? Alle ser jo film. Ran, mon ikke
han kan lide den? Lidenskabens vinger, det er sikkert noget,
måske The Wall, helt sikkert Down By Law – eller
hvad med Woody Allen – ham kan alle da lide? Men så
tænkte jeg at det nok ikke passede. Det påpegede mor
altid, især når jeg en sjælden gang tog hende med i biografen
og købte billetter til den nye Wenders, Tarkovskij
eller Jarmusch, at det jeg påstod “alle” måtte kunne lide,
i virkeligheden var noget “næsten ingen” brød sig om.
Nej, tænkte jeg og så på Yngve, måske ikke. Han går
nok ikke så meget i biografen.
Hvad med musik, tænkte jeg, vi kan da tale om musik.
Jeg så han havde en lille kassettebåndoptager med
radio i på skrivebordet. Jeg prøvede at forestille mig hvad
han hørte. DeLillos, måske? Sikkert U2 – eller Prince,
Madonna, Whitney Houston? Er han en af dem?
“Hvad hører du så?” spurgte jeg og pegede på kassettebåndoptageren.
“Nåh – den? Ja, mest radio,” sagde han.
“Er der ikke nogen bands du godt kan lide?”
“Neej –” han trak på det, “ikke så mange. Jeg fik et
kassettebånd med Sting til jul. Det er ret godt.”
“Hm,” sagde jeg, “der må da være nogle bands du synes
bedre om end andre.”
Jeg ville ikke rigtig give mig her. Yngve tænkte sig
om. Så begyndte han at le.
“Vent lidt,” sagde han og lo, “det her vil du kunne
lide.”
Han gik hen til skabet på væggen ved siden af døren
og tog en æske frem med papirer og gammelt ragelse.
Fandt et rosa album, en stor bog med ting i han havde
limet ind. “Udklipsbog Yngve 12 år”, stod der på omslaget,
som bar indskriften “1984” med en glorie omkring,
og var dekoreret med billeder af kendte ting: Big Ben,
72 73

det skæve tårn i Pisa, en pyramide, Den Kinesiske Mur.
“Hvad er det?” spurgte jeg og smilede.
“Vent – vent, så skal du bare se,” Yngve bladrede i
bogen.
Jeg kunne skimte togbilletter, biografbilletter, udklip
fra blade og magasiner, et fotografi hist og her. Det var
tydeligvis en slags mindealbum fra 1984.
“Her skal du se mig og musikken, ja,” sagde han.
Jeg forventede et billede af Yngve, måske med en klarinet
i hænderne, på en rejse med den lokale musikskole.
Så fandt han det. Han slog sig for panden da han så det,
og så viste han mig det. Det var et polaroidbillede limet
fast på en af siderne. Der stod der en purung Yngve,
med lyst hår, tolv år gammel, i 1984. Han stod med et
stort smil på læben ved siden af en mand, inde i noget
der mindede om et indkøbscenter.
“Nå?” Yngve ser spændt på mig. “Kan du se hvem det
er?”
Jeg kiggede nærmere. Billedet var lidt uskarpt. Vent –
var der ikke noget bekendt ved den voksne mand? Ham
har jeg da set før?
Så forstod jeg hvem det var. Jeg havde ikke bare set
ham før, jeg havde brugt timer på den mand.
“Nå, hvad siger du så?” Han pegede på billedet.
Herregud.
“Det er mig, og det er Simon le Bon. Ham fra Duran
Duran, du ved nok.”
Jeg stirrede på billedet. Det var et af de her amatørfotografier
man ofte så i musikbladene da jeg var lille: en
smilende pige afbildet med armen rundt om livet på Nik
Kershaw, en dreng med bumser der stod ved siden af
Nena på en benzinstation uden for Köln, to piger, en på
hver side af Lionel Richie, fotograferet på en strand i
Spanien. Billeder folk plejede at sende ind til “Topp”,
“Smash Hits” eller “Okej”. Og her var Yngve så, med
Simon le Bon, forsangeren i Duran Duran, i 1984. Yngve
havde åbenbart mødt le Bon på en hverdag, han så ikke
ud som den stjerne jeg huskede, men lidt genert, blegfed
og usoigneret. Le Bon havde striber i håret, farverig sommerskjorte
og sorte læderbukser.
“Det var satans!” sagde jeg og slog mig på lårene. “Er
det ham! Er det virkelig ham!”
“Ja! Det er i Birmingham! Vi var på ferie i England i
nittenfireogfirs, og – ja, så stødte jeg helt tilfældigt på
ham i et indkøbscenter, uden for en tøjbutik. Det er
sandt!”
“Hold da kæft,” sagde jeg. “Det er godt. Det er bare så
godt. Gamle Duran Duran. Hvad fanden sagde du så,
jeg mener, gik du bare lige hen og sagde at du var Yngve
fra Norge? Hallo hallo?”
“Ja!”
Yngve strålede da han fortalte det.
“Ja! Det gjorde jeg bare! Jeg havde aldrig gjort det i
dag, men – jeg så ham bare der, han var sammen med en
dame, husker jeg, og stod foran en butik og ventede på
hende, tror jeg, og jeg gik der sammen med mor og far,
det var den sidste dag i ferien, og vi var ret trætte, og far
var sur fordi vi var stoppet i Birmingham, som var en
grim by, og der skulle vi så bruge vores sidste engelske
pund, og derfor var vi havnet i dette store indkøbscenter
– hvor jeg pludselig så ham, Simon le Bon. Ja – jeg
gik bare lige hen til ham, sagde hvem jeg var. Hello, I
74 75

am Yngve, eller noget i den stil. Spurgte om vi måtte
tage et billede. Af ham og mig. Mor blev genert, kan jeg
huske, for det var hende der skulle tage billedet, jeg tror
hun prøvede at undskylde over for le Bon, noget i retning
af ‘kids, you know’, som om han var en alvorlig
gammel mand der var flov over hvem han var.”
“Det var han selvfølgelig ikke,” sagde jeg og lo. “Han
kunne godt lide det, ikke?”
“Selvfølgelig!”
“Hold da kæft,” sagde jeg og så på billedet igen. “Det
er fandeme godt,” sagde jeg.
“Ja, er det ikke?”
I 1990 var Jarle ret langt fra sin barndomsfascination
af bands som Duran Duran. Den Jarle der sad på sofaen
hos Yngve havde ikke skænket disse firserbands en tanke
i flere år, og hvis han havde, havde det været med foragt.
Det var noget jeg havde lagt bag mig. Så da jeg fik en
af de største repræsentanter for det jeg nu betragtede som
et musikalsk lavmål, for kapitalistisk yuppiedekadence
og brutal amoral, i et album hos Yngve, var det meget
underligt. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg skulle
takle det.
“Duran Duran,” sagde jeg. “Jamen, jeg kunne også godt
lide Duran Duran – altså, dengang.”
Yngve så usikkert på mig. “Ja … de er gode, ikke?”
Jeg så på ham, og det var ikke flovt for ham at kunne
lide Duran Duran. Han kunne faktisk godt lide Duran
Duran. Var det muligt?
“Ja, de er nogle af de få der stadig står distancen,” sagde
jeg, for ikke at skuffe ham, men i samme øjeblik jeg sagde
det, begyndte jeg at tro på det. Jeg begyndte øjeblikkelig
at forfølge tanken, og fandt den rimelig: bør jeg ikke
lytte lidt til Duran Duran igen? Har jeg egentlig lyttet
til dem de sidste par år? Ved jeg overhovedet hvad jeg
taler om når jeg siger at jeg ikke kan lide dem? Jeg blev
engageret.
“Jeg mener,” sagde jeg, mens vi så på billedet af Yngve
og le Bon, “kan du huske New Moon Monday? Utrolig
fængende popmusik, ikke, ligesom Beatles.”
Han kunne ikke helt huske sangen og blandede den
sammen med et andet Duran Duran-hit, New Religion.
“Jeg kan bedst lide den der The Reflex,” sagde han,
“men det er sikkert bare fordi det var den første jeg fik.
Jeg fik singlen da vi var i Birmingham. Mor og far købte
den til mig efter at jeg havde mødt le Bon, i det samme
indkøbscenter, faktisk. Vi fandt den i HMV. Jeg har den
sikkert et eller andet sted, en lidt gul eller beige farve
med nogle streger på forsiden, og med koncertbilleder
på bagsiden.”
Jeg var lidt skuffet over at Yngve, når vi nu skulle til
at tale om musik, når han nu havde mødt en verdensstjerne,
vidste så lidt om det og var så skødesløs i sin
omtale af det. Men ok – jeg huskede jo også The Reflex
endnu, det havde været en af mine favoritter som barn,
ligesom The Wild Boys med den fjollede Mad Max-agtige
video.
Mine singler, tænkte jeg, mine gamle singler. De lå et
sted oppe på loftet, 45-skiverne fra 80’erne. Mens andre
tolvårige brugte deres sparepenge på superheltblade eller
fodbold, brugte jeg dem på 45-skiver. Herregud, tænkte
jeg, de gamle singler. Jeg havde en ret præsentabel samling
af 45-skiver fra 80’erne, og som mange andre drenge
76 77

var jeg underlagt samlermanien, den der siger at når du
har én, så må du have dem alle. Det resulterede i at jeg
havde mindst ti – måske tolv? femten? – Duran Duransingler
et eller andet sted, alle syvtommerne med Frankie
Goes To Hollywood, deriblandt en picture disc af
Two Tribes som jeg husker jeg var meget stolt af i 1984,
jeg havde en anselig samling Depeche Mode-singler, en
hel del Madonna og en stak enkeltstående slagere fra de
gyldne år: Moonlight Shadow med Mike Oldfield, Forever
Young med Alphaville, Shout med Tears for Fears, Wake
Me Up Before You Go-Go med Wham, 99 Luftballons
med Nena, og en række andre forfærdelige sange som
jeg havde gemt væk for at ryste fortiden af mig.
Eller – var de nu også så forfærdelige?
I 1990 var der endnu mange år til jeg kunne begynde
at revurdere de krukkede firsere og se at meget fra dengang
– for eksempel Duran Duran – var godt og havde
både en progressiv og enkel kvalitet.
“The Reflex, ja,” sagde jeg, “flex-flex-flex, var det vel.”
“Se lige mig,” sagde Yngve og pegede igen på billedet.
“Jeg ser åndssvag ud.”
Jeg så på billedet. Yngve så ikke åndssvag ud. Hvis der
var nogen der så åndssvag ud, så var det le Bon der blev
taget på hverdagens triste seng.
“Du ser da godt ud,” sagde jeg. “Du ligner en konge.”
Jeg havde lagt de sætninger fra mig som jeg havde på
tungen om anderledes – “god” – musik, som jeg lyttede
til, som jeg ville diskutere. Jeg var i Yngves verden, og
den bestod af nogle kassettebånd han fik til jul og til sin
fødselsdag, en radio der kørte i baggrunden, og et stort,
gammelt minde. En kærlighed. Duran Duran. Jeg var i
den verden, for der var Yngve. Og han havde delt den
med mig. Jeg var inde i varmen.
Yngve klappede albummet sammen.
“Skal jeg ikke se mere?” sagde jeg.
“Nej,” sagde han og lo. “Det var bare for sjov. Nu har
du set det, mig og musikken.”
Han rodede en æske frem under sengen. Den var fuld
af gamle kassettebånd. Pat Benatar, så jeg, Dio, Twisted
Sister – det var tydeligt at han havde haft en puddel-heavyperiode,
Madonna, Prince, Bananarama. Og så fandt han
det han ledte efter. Han holdt den op og lo – “okay,”
sagde han, “når vi nu er på den galej.”
Det var Arena, Duran Durans live-plade fra 1984. Han
satte den på. Jeg hørte Duran Duran for første gang i
fire år. Dramatisk, stolt popmusik med insisterende fremdrift,
smittende, fængende refræn, klangfulde synthlandskaber,
funky basgange. Skal jeg kunne lide det her? Saxofonsoloer?
Yngve nynnede stille med på refrænet til Planet
Earth, han kunne ikke teksten. Til min overraskelse
kunne jeg stadig huske teksten. Yngve havde en god sangstemme.
Det gik godt. Jeg sang med, her og der. Det gik godt
når jeg var sammen med Yngve. Da jeg kom hjem, fandt
jeg de gamle singler frem som jeg sørgede for ikke at
have liggende fremme så Helge skulle få øje på dem, og
der gik mange år før jeg forstod hvad det var Yngve
havde vist mig den lørdag i 1990. At noget kunne være
godt selv om det faldt uden for vores smag. Og Duran
Duran er uimodståelige.
“Jeg spiller for resten også i et band,” sagde jeg, og
fortrød med det samme at jeg havde sagt det. Var det
78 79

nødvendigt? At trække ham ind i alt det som han ikke
ville fatte noget af, som han ikke skulle være en del af.
Yngve smilede. “Nåh, hvad for et?”
“Tjah, det er et … ja, rockband, eller, ja. Vi hedder …
æh, Mathias Rust Band.”
“Hvad for noget?”
“Mathias Rust Band,” sagde jeg. “Ja, det er …”.
Yngve afbrød mig. “Skal I så indspille en plade?”
“Nej, eller jo, måske engang …”
“Har I holdt koncert?”
“Nej, ikke endnu,” sagde jeg, “men snart, måske.”
”Så kan jeg jo komme og se jer,” sagde Yngve og smilede.
“Det kunne være skægt. I er sikkert smaddergode.”
“Nej,” sagde jeg, “det er kun for sjov.”
Jeg havde længe siddet og set på en plakat der hang
over Yngves seng. Jeg sad i en stol ved siden af hans skrivebord.
Han halvt lå, halvt sad op i sengen, med de lange
fingre på højre hånd der støttede hagen, hele tiden med
dette Yngvesmil om munden.
“Hvad er det?” spurgte jeg og pegede.
Yngve strakte hals.
“Cheopspyramiden.”
“Hm,” sagde jeg, “Cheopspyramiden.”
“Ja.”
“Hvorfor … jeg mener, hvad er der med den?”
Yngve trak på skuldrene. “Det er bare … jeg ved ikke,
bare … jeg kan godt lide den. Jeg kan godt lide pyramider,”
sagde han, og jeg kunne se at han var en lille smule
pinligt berørt over at jeg havde gjort opmærksom på
hans lidt barnlige, lidt nørdede interesse. Det er noget
alle kender til, især drenge, det der med at have denne
ene, lidt åndssvage ting de er interesseret i, som de har
været uforståeligt optaget af lige siden deres tidlige barndom.
Biler, fluefiskeri, anden verdenskrig. Eller pyramider.
Jeg forsøgte at få ham til at føle sig tryg. “Den er flot,”
sagde jeg.
Yngve lyste op. “Ja? Er den ikke?”
Så fortalte han om Cheopspyramiden. Han satte sig
brat op i sengen og begyndte at fortælle. Han fandt nogle
bøger frem om pyramider fra den lille boghylde, bad
mig komme hen og se, pegede og fortalte.
Hvis det ikke havde været for Yngve havde det ikke
interesseret mig. Jeg ville muligvis have set på et billede
eller to, og så begyndt at kede mig. Ikke fordi det ikke
var interessant, men fordi det ikke var relevant, ikke for
dagens politiske situation, ikke for mine alternative interesser.
Og desuden havde jeg ikke opdaget det selv, og
var der noget jeg hadede, så var det ikke at være den
første der opdagede noget der var værd at bryde sig om.
Men nu kom det fra Yngve.
“Der er jo mange pyramider i Egypten, men det er
ligesom Cheopspyramiden der er chefpyramiden,” sagde
han, “den stammer fra det fjerde dynasti, antagelig bygget
cirka år 2550 før Kristus, den var oprindelig 146,5
meter høj, men nu er den kun 136,” sagde han og så næsten
ked ud af at den var sunket eller hvad det nu var.
“Og tænk,” sagde Yngve og så på mig, “den er bygget af
cirka 2,3 millioner stenblokke. Kan du fatte det? 2,3
millioner! Med en gennemsnitsvægt på 2,6 ton! Kan du
fatte det?”
Yngve glødede mens han talte. Han havde alle mulige
80 81
s

fakta om pyramiderne inde i sit hoved, og først og fremmest
om Cheopspyramiden.
Jeg var pludselig lige så optaget af det som han, og så
disse ufattelige mængder af stenblokke for mig.
“Nej,” sagde jeg og så ham ind i øjnene. “Det kan jeg
ikke fatte.”
“Nej, vel? Og det blev bygget på omkring treogtyve
år, af cirka hundrede tusinde mand. Jeg fatter det ikke.”
Yngve gnistrede da han fortalte om “Evighedens Hus”,
som han kaldte pyramiderne. “Ved du godt at det hele
drejer sig om at forsøge at overvinde livet?” sagde han
og satte en af bøgerne på plads på hylden igen.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Yngve?”
Vi så op begge to. Moren kom ind ad døren. Med sig
havde hun en kaffekande og to kopper. Hun standsede,
så kort på bogen om Egypten der lå på skødet af Yngve,
og sendte ham et blik. Han så ned.
”Går det godt, Yngve?”
“Ja, mor,” sagde han.
Hun så beroliget ud – hvad var hun bange for? – og
satte kaffen fra sig. “Godt,” sagde hun og smilede.
Jeg syntes det var lidt mærkeligt, den måde de talte
sammen på, men tænkte ikke så meget over det. Yngve
så hen mod døren hun havde lukket efter sig. Jeg lænede
mig frem mod kaffekanden, begyndte at hælde op i kopperne.
“Hvad var det du mente før?” spurgte jeg igen.
“Hvad mener du?”
“Ja, det med evighedens hus og alt det der?”
Yngve klarede op igen, det var som om nogen havde
trukket ham tilbage i det lys han ønskede at være i, det
lys der var ham selv. Han kiggede på mig og fortalte:
“Egypterne, ved du nok, de orkede ikke tanken om døden.
De byggede pyramiderne som et værn mod døden.
Som nogle voldsomme værn mod døden, i et forsøg på
at blive evige eller noget i den stil. De lod sig balsamere
derinde, ikke, for at leve evigt, og så var der templer,
mastabaer, ofringer, og tænk en gang: leve hele livet, ikke,
og det eneste du gør mens du lever, er at forberede dig
på døden. Bygge dit dødshus, og … og, jeg fatter det
altså ikke. Men det er flot, ikke?”
“Hm,” sagde jeg, lige så forbavset over Yngve som
over egypterne.
Hvem er du, Yngve?
“Egentlig er det egyptolog jeg vil være,” sagde han.
Som om det var en indrømmelse han først kunne komme
frem med nu. “Det er der noget der hedder. Egyptologi.
Så skal man kun studere Egypten. Det ville lige være
noget for mig.”
Igen sagde jeg “hm”.
Hvem er du?
Så lagde jeg hånden på hans lår.
Jeg så ham lige ind i øjnene. Holdt min højre hånd på
hans lår. Jeg mærkede lårmusklerne stivne under håndfladen,
og hans smil forsvandt. Pludselig blev ansigtet
alvorligt.
Det varede kun nogle få sekunder. Hans lår under min
hånd, mine fingre, strakte, stramme, over hans muskler
og sener. Jeg spændte kæberne, blinkede hurtigt med
øjenlågene, sank en gang, følte at maven krummede sig
sammen og det dunkede i skridtet.
82 83

Hvor længe kunne vi sidde sådan?
Ikke så længe.
Jeg sank en gang og fjernede hånden. Og så skete der
noget. Det var som om Yngve forsvandt. Øjnene blev
fjerne, som om de blæste af sted, som om de tog ud på
en lang rejse, en rejse der krydsede tider, fjelde, floder
og tog Yngve med på rejsen. Det varede ikke så længe,
men mens det stod på, så jeg helt tydeligt hvordan dette
var en essentiel del af Yngve, som om denne rejse var
selve Yngve.
Han var her simpelthen ikke længere.
Kroppen sad foran mig, men Yngve var her ikke længere.
Jeg forstod det med det samme, selv om det var
skræmmende, mærkeligt og fremmed, kan jeg huske at
jeg forstod det intuitivt.
Han er her ikke. Yngve er her ikke. Jeg kunne mærke
en stærk spontan trang til at passe på ham, bede ham om
ikke at tage af sted.
Yngve smilede igen.
Han rejste sig.
Jeg rejste mig og følte det var på tide at gå. Jeg vil ikke
trænge mig på, tænkte jeg. Jeg vil ikke ødelægge det. Jeg
vil tage hjem, jeg vil stoppe nu, for i dag, jeg vil sætte
mig på cyklen og cykle hjem.
“Egypten,” sagde jeg.
Han nikkede. “Ja, det er ligesom blevet min ting,”
sagde han. “Hvad med dig?”
Jeg rystede på hovedet. “Nej, jeg ved ikke … Jeg skal
måske … ja, også studere, måske?”
Jeg tog regntøjet på, og vi sagde farvel til hinanden i
gangen. Han åbnede døren for mig, sagde at det havde
været hyggeligt at jeg kom forbi. “Det havde jeg aldrig
turdet gøre,” sagde han, “jeg mener, hvis det var mig der
kun lige havde vekslet et par ord med en fyr i skolen.”
“Nå,” sagde jeg, og jeg tror jeg rødmede, “du gik jo
bare lige hen til Simon le Bon, så det ved jeg nu ikke
rigtig.”
Yngve lo. “Jeg er ikke tolv år længere.”
Yngves mor kom ud og sagde farvel. Jeg kunne lige
skimte faren, “Steinar”, inde i stuen. Jeg var glad for at
han ikke kom ud.
Kan jeg give ham et kram, tænkte jeg, og mærkede
hvordan jeg ønskede at mærke hans hud mod min. Kan
jeg give dig et kram, Yngve?
“Farvel,” sagde han, “vi tales ved.”
Jeg smilede, gik ud ad døren og hen til cyklen. Jeg
bøjede mig ned og låste den op.
Ser han på mig her i regnen?
Ser du på mig, Yngve?
“Skal du så hjem til din far nu?” hørte jeg bag mig.
Jeg rejste mig.
“Øh … nej, jeg tror bare jeg tager hjem.”
“Yngve! Skal du se Thorstvedt-kampen i dag?” hørte
jeg faren råbe inde fra stuen.
Han vendte sig om. “Ja, jeg skal ingen steder.” Yngve
så på mig igen.
“Skal du se den?”
“Øh, se hvad?”
“Thorstvedt,” sagde han, som om det var en selvfølge.
“Kampen, Tottenham – Arsenal. Thorstvedt i fjernsynet.”
“Åh ja, den ja – øh, ja, måske?”
84 85

Yngve smilede. Jeg cyklede ned ad bakkerne fra Tjensvoll.
Fodbold. Tennis. Egypten. En helt ny verden.
Da jeg passerede Wilberg igen, tænkte jeg tanken for
første gang. Nu var den der, for første gang dukkede
den op, og den gjorde mig bange. Dødbange. Det var
lige før jeg begyndte at græde da jeg pludselig tænkte
denne tanke, som jo var helt sand, som stemte overens
med hvordan jeg havde opført mig i det sidste halvandet
døgn: Jeg er forelsket. I Yngve.
Jeg satte farten op. Regnen slog mod mig, jeg blev
mere og mere våd, jeg kom i tanke om at jeg havde glemt
mine handsker hos Yngve, og så for mig hvordan han
ville komme hen til mig i skolegården om mandagen og
aflevere dem til mig, afsløre for Helge og Katrine hvad
jeg havde lavet om lørdagen, været på besøg hos ham,
som jeg var forelsket i, jeg trådte alt hvad jeg kunne i
pedalerne, sveden løb, og jeg følte mig elendig, regnen
løb ned ad mig og jeg havde kvalme; hvad fanden er det
der sker, hvad i helvedes forpulede nazisatan er det her
for noget, hvorfor fanden er du ude at cykle, din nar,
din svans, hvem fanden er du, din forbandede idiot,
tænkte jeg, hvem fanden fanden fanden er du, din forbandede
idiot, tænkte jeg rasende – tennis? Fodbold?
Egypten? Tag dig sammen, Jarle, nu må du fandeme tage
dig lidt sammen, han er en torsk.
Satans, satans Yngve. Satans forpulede fisse-Yngve.
Det gik over. Da jeg svingede ind foran mors hus,
begyndte det at falde til ro. Jeg forsøgte at smile. Herregud,
sagde jeg til mig selv, du har fået en ven. Du har
mødt én du synes er sej. Hvorfor fanden tager du sådan
på vej?
Inde på køkkenbordet lå der en seddel fra mor, der
stod at hun gik hjem til Ragnhild efter biografen og kom
sent hjem.
Jeg ringede til Helge.
“Hvor fanden har du været hele dagen?” sagde han.
“Er der gang i noget, eller hvad?”
“Gu fanden er der så,” sagde jeg. “koncert, vel – gu
fanden er der for satan i helvede koncert.”
“Okaaay – godt,” sagde han. “Har du købt ind?”
Han mente øl, selvfølgelig. Jeg måtte indrømme at
det havde jeg “glemt”, sagde at jeg havde stået i arbejde
op til halsen hjemme hos far hele dagen. Helge lo i den
anden ende af ledningen og sagde at jeg vel kunne nappe
lidt sprut fra min flaskeglade far. Jeg lo tilbage.
“Jaja,” sagde Helge, “jeg har købt ind til en fire ugers
brandert. No problemo.”
Lidt efter ringede jeg til Katrine. Jeg længtes sådan
efter at høre hendes stemme. Jeg kunne mærke i hele
kroppen hvordan jeg måtte se hende, måtte røre ved
hende. Jeg sagde det til hende. At det var så længe siden.
“For fanden da, Katri,” sagde jeg, “den får fuld gas i aften.
Er du med?” Hun smilede i hele stemmen, kunne
jeg høre.
“Selvfølgelig er jeg med,” sagde hun. “Mor og far er
ikke hjemme. Vi kan varme op her. Selvfølgelig er jeg
med.”
Det blev en helvedes aften, og det var lige hvad jeg
trængte til for at blive den gamle Jarle igen. Det blev en
rytme for mig, dengang, at skifte mellem den gamle og
den nye Jarle, at gå fra det ene til det andet i bratte skift.
Det bød sjældent på problemer, jeg blev utrolig god til
86 87

at omstille mig, som denne aften: Knaldhård forfest, den
samme runde som ellers i byen – men til sidst kom vi
ind på Folken, vi dansede pogo som vanvittige til Bever,
Sild Krokodill and the Saltpastill og til Helvetes Forgård,
og bandet leverede varen, forsangeren i Sild Krokodill
kom på scenen klædt ud i en postsæk, de spillede
“Runkesangen” og vi skreg med, bassisten i Bever knaldede
stemmeskruerne i hovedet på forsangeren mens han
sang “Pieces of Your Face”, han styrtblødte fra panden
og ned over hele ansigtet og lignede en trash-metal-forsanger
før han løb væk fra scenen og hele hans hoved
blev viklet ind i wc-papir som han havde på resten af
koncerten; “hold kæft hvor godt!” råbte Helge. Da Helvetes
Forgård spillede, stagedivede fra scenen og lige ud
i folkehavet, og Helge og jeg var enige om at hvad fanden
skal vi med udenlandske bands eller Oslo-folk når vi
har de her, og vi lovede hinanden i vores koncertbrandert
at nu, nu var det fandeme på tide at Mathias Rust Band
førte sig frem i byen. “Vi er sejere end dem!” råbte Helge.
“Ja!” skreg jeg tilbage og prøvede at overdøve bandet.
Bagefter var der efterfest med bræk og naboklager, inden
de sidste gik hjem og Katrine og jeg fuldeknaldede
som aldrig før, med ægte glæde. Først lidt kejtet op ad
badeværelsesvæggen, så bagfra på stuegulvet, før vi endte
på gammeldags manér i forældrenes seng. Hun på ryggen,
med benene godt fra hinanden, og jeg oven på hende.
Bagefter slikkede hun mig, jeg mærkede hendes hår kilde
på maven mens tungen og læberne arbejdede, jeg lagde
mine fingre på hendes kinder. Jeg elskede hende den nat.
Det er sandt. Jeg elskede hende den nat, med kraft fra
Yngve.
Efter at vi havde været sammen, lå vi på ryggen, forpustede
og lykkelige, mens vi lyttede til Perfect day.
Jeg blæste røgringe der steg mod loftet, og vendte
hovedet mod Katrine.
“Du?”
Hun så på mig.
“Hvad hvis vi …,” jeg holdt en pause, “okay, du synes
nok det er lidt dumt …”
“Ja, men sig det nu,” sagde Katrine.
“Hvad med at vi to begyndte at spille tennis?”
Katrine satte sig op. Hun så forbavset på mig. “Tennis?
Vil du spille tennis?”
“Jah …,” jeg lo og trak på det. “Ja? Jeg mener, vi hænger
jo bare rundt omkring på caféer hele dagen alligevel;
Folken, Ankeret, og så på Folken, og så på Ankeret, og
så – hej, vi går på Folken! Altså. Hvad siger du?”
“Ja, skal Helge så også være med? Du tror da vel ikke
du får Helge med til det?”
Jeg trak på skuldrene. “Det var bare en idé. Det ser jo
godt ud.”
Katrine gav mig et kram. “Det klæder dig,” sagde hun
og smilede.
“Hvad klæder mig?”
“At du har guts,” sagde hun. “At du sådan kan skifte
mening. Jeg er med.” Katrine havde altid ønsket at vi
skulle lave noget. Lave noget sammen. Det havde altid
været hendes største kritik af vores halvvoksne forhold.
Vi laver aldrig noget sammen, plejede hun at sige. Så jeg
vidste hvad jeg gjorde da jeg sendte hendes argument
retur den nat. Jeg vidste at forslaget ville falde i god jord.
Det var jo hendes forslag. Det kunne ikke gå skævt.
88 89

“Du?” Katrine vendte sig dovent over mod mig.
“Ja?”
Hun strøg mig over kinden.
“Tror du det bliver os to?” spurgte hun. “Jeg mener –
for altid?”
Jeg så på hende. Øjnene gnistrede forelsket mod mig,
og mine gnistrede forelsket tilbage. Jeg så på hende, jeg
smilede.
“Ja,” sagde jeg.
Katrine tog hånden op til halsen og klemte om det
smykke jeg havde givet hende da vi havde kommet sammen
i en måned.
“Ja, det tror jeg også,” sagde hun med tårer i øjnene.
Om mandagen købte jeg ikke bare et verdenskort hos
boghandleren i Prostebakken, jeg gik også i Hidle og
købte tennisketsjere. To styk. En til mig og en til Katrine.
Jeg havde spenderbukserne på. Fordelen ved at ens
forældre er skilt, og ved en far der skylder en femten
gode år, er at man altid kan skaffe penge. Jeg ringede til
far søndag aften.
“Far? Jeg skal begynde til tennis.”
Han havde ikke en chance.
“Tennis?”
Far rømmede sig. Pludselig lød han streng. Jeg følte
et sug i maven.
“Ja?” sagde jeg.
“Jaså, tennis?”
Det gik godt. Jeg talte med ham i fire minutter, og
bagefter havde jeg to tusind kroner på lommen.
Far var klemt op i en krog når det kom til den slags
samtaler, og han vidste det. Jeg vidste det også: at han
var programforpligtet til at synes at tennis var et opbyggeligt
projekt, at han ikke kunne sige nej til at sponsorere
foretagendet, og jeg vidste at han havde været ude
aftenen før, at han ikke havde haft besøg af sin søn i
weekenden, og selv om det var mig der havde meldt
afbud, så var det alligevel ham der sad tilbage med følelsen
af at skylde mig noget. Igen. Jeg havde kontrollen.
Der var ingen grund til at være bange.
Helge var som forventet skeptisk da jeg præsenterede
oplægget for dem i det første frikvarter om mandagen.
Han så på mig. “Tennis?!?! I frelseren Jesus Kristus’ navn
– tennis?!?! Hvad … har du fået aids, eller? Skide skeptisk.
Skiiiide skeptisk er jeg, Jarle. Så melder du dig vel
også snart melde dig ind i Stavanger Golfklub?”
Jeg så på ham. Helt rolig. “Tja. Måske.”
“Det er sgu langt ude,” sagde han. “For fanden.”
Katrine lo. “Du er bare flov, Helge. Det er det. Du
tør ikke tænke den tanke at du skulle stå og være helt til
grin.”
“Jeg? Jeg? Helge Ombo?” råbte han fornærmet. “Tennis!
Det er så skide borgerligt. Og nu skal I også begynde
med golf? Jeg? Hvor i helvede har du det fra at Helge
Ombo overhovedet vil nærme sig en tennisbane!?!? Skal
vi spille noget, så lad os for helvede da spille fodbold
eller sådan noget.”
Katrine rystede medfølende på hovedet. “Du er så sød
når du er vred, Helge.”
“Åh, du skulle tage og holde din kæft, Katrine, og få
det ind på lystavlen: Helge Ombo er aldrig – aldrig –
sød!”
Alt går som det skal, tænkte jeg. Helge er sur, men
90 91

det er han jo altid, han skal være det, Katrine er forelsket
i mig, mor er glad, og far har penge, og Yngve er
smuk, og jeg ser ham hver dag. Alt går som det skal,
tænkte jeg, angstanfaldet på vej hjem fra Yngve var borte,
og jeg skammede mig ikke, nej: Jeg skammede mig ikke.
Jeg følte mig stærk og klar. Det går godt. Det her går
godt.
Lykken varer ikke længe, det er bare små, forudbestemte
øjeblikke der ikke kender til deres korte liv. Det
er lykke.
Jeg var forelsket, og der er ingenting der er stærkere
end det.
Slud, regn, overskyet. Det var refrænet hele vinteren,
én i rækken af de varme, apokalyptiske vintre vi havde
omkring 1990, disse vintre der fik skeptikere som os til
at føle sig gode; var det ikke det vi sagde, ozonlaget kan
ikke klare mere, vintre der fik sneglade folk på Vestlandet
til at ryste på hovedet når de endnu en januar måtte
gå forbi skiudstyret på vej ned til spisekammeret i kælderen,
vintre med otte grader, regn, vind og alt for tidligt
udsprungne vintergækker, hvor folk der boede i
vores del af landet var storforbrugere af paraplyer, som
krængede om i vinden, som knækkede i stiverne, og man
måtte finde sig i at gå med våde strømper dagen lang og
hænge det våde tøj op i gangen når man lukkede døren
efter sig.
“Det bliver ikke bedre i dag,” sagde mor, “det er som
om det har bidt sig fast – skal jeg køre dig i skole?”
“Nej, nej,” sagde jeg, “jeg kan godt cykle selv om det
regner.”
“Tænk, vi kunne have haft sne, Jarle,” sagde mor ved
morgenbordet mens hun kiggede ud af køkkenvinduet
og antagelig forestillede sig hvordan den grønne plæne
92 93
5 DALAI LAMA KOMMER
TIL FINNMARK
you may leave school
but it never leaves you
XTC
vendte sig

kunne have været dækket af fin, hvid nysne. “Da du var
lille havde jeg altid et mas med at få mad i dig inden du
fløj ud ad døren med kælken og miniskiene og hvad du
ellers havde.”
Jeg nikkede.
Mor så undersøgende på mig.
“Hvad? Hvad er der?”
“Ja, det er … du er ligesom lidt forandret, synes jeg.
Løb på skøjter i lørdags. Og nu tennis,” sagde mor.
Jeg havde fortalt hende om tennisplanerne aftenen før.
Jeg gav hende et kram. “Ja? Hvad er det du plejer at
sige?”
“Jeg ved ikke hvad jeg plejer at sige.”
Som de fleste ordentlige forældre med god opdragelse
havde mor en del normative standardformuleringer hun
plejede at servere i god tro, der for det meste fungerede
mod hensigten for en syttenårig. Jeg sendte en af dem
retur.
“Det er aldrig for sent at skifte mening, Jarle. Husk
det. Det er aldrig for sent at søge nye udfordringer.”
“Uha,” sagde mor. “Nu lyder du ligesom mig.”
“Vil du ikke have det?”
Mor blev alvorlig. “Nej. Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil
have at du skal være dig selv.”
Som med det meste her i livet var det også sådan med
mor og mig, at jeg ikke vidste hvor godt jeg havde det.
Det er ikke fordi jeg ikke var god ved hende – mor var
antagelig den jeg opførte mig bedst over for, selv om jeg
også havde hemmeligheder for hende. Det må jeg nu
sidde og se tilbage på og vide at det er overstået. Jeg har
det stadig godt med hende, men jeg er ikke sytten og
forelsket mere, jeg bor ikke sammen med hende mere,
det er ikke gråvejr, frisk brise, slud og regn derude, jeg
sidder ikke ved morgenbordet og spiser en skive brød
med æblemarmelade mens mor spiser en skive med brunost,
og hun siger ikke til mig at hun vil have at jeg bare
skal være mig selv, lige før jeg tager overtøj på og går ud
i regnen, cykler ned gennem byens gader, mens hun tager
sin Opel til jobbet.
Hvad er der?
Der er bare det at det har været så godt. Jo bedre det
har været, jo tristere bliver det at indse at det ikke er der
mere. Enkelte gange tænker jeg at det er det det betyder
at blive voksen, og hvis det er tilfældet, er der ikke meget
at glæde sig til; man begynder at savne det der var.
Jeg rejste mig.
Så på mor og følte mig rolig. Tænkte jeg det? Hvordan
mor virker på mennesker, at hun får dem til at falde
til ro?
Jeg havde ikke været hverken rolig eller fokuseret da
vi øvede aftenen før.
“Vi kommer fandeme ingen vegne, du må fokusere,
Jalla! Du spillede som en forpulet fisse i dag!”
Helge var meget irriteret efter at vi havde terpet introen
til “Nu må der snart ske noget”, vores sidste nye melodi,
i over en halv time.
Jeg havde et riff jeg skulle køre nogle gange på Stratocasteren,
og nu stivnede fingrene. Andreas stod med bassen
om halsen og sagde ikke så meget, men selv han var
begyndt at vise tegn på træthed.
“Jah,” sagde jeg, “det kommer ikke rigtig ud i fingrene.”
94 95

“Der bliver aldrig noget band, og der bliver i hvert
fald ingen koncert hvis du fortsætter sådan – du glemmer
også teksten,” sagde Helge, “det skal være kører på,
ikke knalder og går, knalder og går, hvem fanden siger
det?”
Jeg vendte mig om.
“Svenskerne,” sagde jeg, “svenskerne siger det; knallar
och går. Skal vi holde fem minutter, eller hvad?”
Vi holdt fem minutter. Vi satte os på gulvet ved døren
ind til bomberummet på Kvernevik hvor vi øvede.
Vi røg.
Ingen af os sagde noget et stykke tid. Til sidst kiggede
Andreas hen på mig.
“Bliver det snart til noget med den koncert eller hvad?”
“Aner det ikke,” sagde jeg, “eller, det gør det vel, vi
må jo se at komme videre.”
“Vi har brug for et logo,” sagde Helge, “vi må have et
logo.”
Så øvede vi igen. Det gik skidt, men vi kom igennem
“Nu må der snart ske noget”, og midt i refrænet mærkede
jeg at jeg sang med ægte aggression, jeg mente det:
Det presser på, det kører på
det koagulerer, det klør og irriterer
Det er klart, det er klart
Nu må der snart ske noget
“Okay,” sagde Helge efter at han havde slået det sidste
slag på lilletrommen. Han så på mig. “Okay, nu er det
ved at ligne noget, det var surt, du spillede som en blind,
og du sang som en ko, men der var energi.”
Helge terpede energi og indsats frem for teknik, hans
indstilling var total punk, mens jeg var mere til new wave
og ville have klare breaks, synkoper og præcision, og
blev sur på mig selv hvis basgangene kun gik på grundtonen,
hvis der ikke var raffinement i arrangementerne,
og hvis jeg spillede forkert.
“Der var god energi,” sagde Helge igen, “det bliver et
hit, det der.”
“Holder vi for i aften, eller hvad?” sagde jeg og lagde
guitaren fra mig. “Har lidt ondt i hovedet. Skal nok give
den en skalle i løbet af ugen – okay?”
Vi spillede om aftenen. Jeg var urolig.
Jeg var rolig da jeg gik i skole næste dag, og gladere
end aftenen før. Ligesom om lørdagen led jeg af overmod
og forelsket dumhed. Øvningen var overstået, den
ophidsede stemning var ude af kroppen, og jeg så ingen
hindringer, jeg så kun glæde. Det er for så vidt et godt
liv, kun at se glæde, men det er et dumt liv. Det er børnenes
liv, kun at se glæde, og de måtte gerne have det
dumme glædesliv for sig selv i stedet for at skulle dele
det med forelskede og fulde folk.
Helge, Katrine og jeg stod oppe ved domkirkemuren
i frikvarteret da jeg fik øje på Yngve, han stod ved samme
indgang som jeg havde set ham stå ved om fredagen.
Uden at tænke mig om løftede jeg hånden, smilede og
vinkede.
Helge kiggede i Yngves retning. Han missede med
øjnene, tog et sug af cigaretten og rynkede brynene. Helge
var altid skeptisk over for nye mennesker, og i og med
at Yngve var en udpræget stræber, var det en mystisk
gestus fra min side. Katrine så også hen mod Yngve.
96 97

Han vinkede tilbage og smilede. Vi stod der i vores
klamme sorte frakker, Helge med partisantørklæde og
boots, alle med badge på brystet. NEJ til EF, Punk’s not
dead, Kvindefronten. Yngve i en fin blå jakke, cowboybukser,
kortskaftede støvler, og han vinkede til mig. Det
sank i brystet.
Helge så skarpt på mig. Han sagde ingenting, så bare
skarpt på mig.
“Hvem er det?” spurgte Katrine.
“Hvad mener du?”
“Ham du vinkede til,” hun pegede, “ham der.”
Det er ham jeg er forelsket i, Katrine.
“Hvem?” sagde jeg og forsøgte at lyde afslappet. Jeg så
hen mod Yngve. “Nåh, ham ja, det er en jeg mødte på
vej hjem i fredags. Han hedder vist Yngve,” sagde jeg,
“Yngve eller Erlend. Ny på skolen. C-klassen, tror jeg.
Eller var det a?”
Mens jeg snakkede, overbevist om at jeg havde serveret
en enkel og god forklaring på hvem han var, så jeg at
Helges blik gled væk fra mit ansigt.
Jeg vendte mig om. Der stod Yngve, i en stor dynejakke.
“Hej,” sagde han og så på mig. Han smilede til Helge
og Katrine. Jeg mærkede en svag skælven i fingrene.
Yngves røde kinder var endnu friskere i dag, syntes jeg,
måske på grund af vejret?
“Hej,” sagde jeg. Helge fortrak ikke en mine. Katrine
smilede venligt og høfligt.
Hvor var han smuk.
“Nåh …,” Yngve lagde vægten over på det andet ben,
“fik du så besøgt din far?”
Helge rynkede brynene igen. Jeg blev nervøs, og så på
mit ur. Af en eller anden idiotisk grund kikkede jeg på
uret.
“Jah – det her er Katrine og Helge,” sagde jeg, “og det
her er Yngve.”
Katrine rakte hånden frem. Hun og Yngve hilste. Katrine
og Yngve rørte ved hinanden. Det kunne jeg ikke
lide. Jeg mærkede et lille stik da jeg så de gav hinanden
hånden.
Helge nikkede bare.
“Jeg var ude at løbe på skøjter om søndagen,” sagde
Yngve og så på mig. Han lo. “I Siddishallen. Det lød så
godt.”
Helge så på mig igen. Jeg smilede afvæbnende og nikkede
til Yngve. Jeg måtte se at få samtalen over på et
andet spor, jeg følte mig nervøs, det begyndte at tårne
sig op, jeg havde trængt mig selv op i en krog, og nu gav
Yngve den en tand til.
Jeg tog en stor chance.
“Du vil vel ikke med ud at spille tennis?” sagde jeg
pludselig til Yngve.
Helge sukkede demonstrativt bag min ryg. Han havde
jo allerede sagt klart og tydeligt hvad han mente om mine
“kanonkiksede idéer”.
“Jeg spiller tennis i forvejen,” sagde Yngve, “ja, det så
du vel,” tilføjede han og smilede. Han så på Katrine og
Helge. Med sit gode, troskyldige smil. “Spiller I?”
Nu blev det for meget for Helge. Hans mistænksomhed
havde fået for meget næring. Han så på mig. “Hvad
fanden er det her for noget, Jarle? Tennis og skøjteløb
og … hvad fanden er det?”
98 99

Yngve så usikker ud.
Katrine vendte sig mod mig.
Jeg lo og vendte mig mod Yngve. “Ham skal du ikke
tage dig af,” sagde jeg, “han er bare sådan. Lidt sur. Generelt
sur og aggressiv type. Men han er god nok.” Jeg
vendte mig mod Helge igen. “Det er sgu da ingenting,
okay? Vi skal bare spille tennis, og her er Yngve, han er
ny på skolen, og jeg spørger om han har lyst til at være
med, okay? Hvis du ikke vil være med, er det din business,
så kan du for min skyld sidde på Folken i hvert
frikvarter, efter skoletid, om aftenen, men vi har altså
tænkt os at spille lidt tennis af og til. Okay? Er det så
svært? Kaste en bold op i luften, slå til den, og se hvad
der sker?”
Jeg vendte mig mod Katrine. “Ikke Katri?”
Hun nikkede energisk.
Jeg havde fuld kontrol. Nervøsiteten var borte, jeg
havde pareret Helges mistænksomhed med overmod og
selvsikkerhed.
Helge rystede på hovedet. “Det er fishy, Jalla,” sagde
han, “jeg køber den ikke, og jeg køber fanden gale mig
ikke en tennisketsjer, no way.”
“Du kan leje,” hørte jeg bag mig. Yngve.
“Hvad for noget?” sagde Helge.
“Jah … øh, du kan leje, og se om du kan lide det, mener
jeg.”
Katrine lo. Hun kunne godt lide Yngve, det kunne
jeg mærke. Hun kunne godt lide hans direkte måde, og
hun kunne godt lide at Helges stik ikke bed på ham.
“For fanden da,” sagde Helge. Han brød sig definitivt
ikke om Yngve.
Det ringede ind.
Yngve gjorde tegn til at gå. Han løftede hånden, smilede
med lukket mund. Smukke Yngve. “Jeg træner hver
onsdag,” sagde han, “i Turnhallen, men jeg kan godt tage
en runde til bagefter, med jer, mener jeg. Vi kan spille
double. Ved ottetiden?” Katrine og jeg nikkede. Yngve
vendte sig og småløb hen mod indgangen.
“Hvad fanden er det der?” sagde Helge. “Hvad fanden
er det for et væsen? Hvor laver de den slags? Double?”
Han gjorde grin med Yngves dialekt. “Leje? Du kan leje?”
Helge kastede smøgen så den ramte domkirkemuren og
gnisterne sprang. “Double?”
Katrine himlede med øjnene. “Helge, du behøver ikke
at tage ...”
“Djises.” Han afbrød hende. “For fanden, Katrine, skal
jeg stå her og holde mund for at være høflig når jeg ser
det jeg ser. ‘Jeg er visst kommet på en feil klode, her er
så underlig.’ Ved I hvem der skrev det? Det var Obstfelder,
Sigbjørn Obstfelder, for helvede, og han gik på
den her skole, og han spillede fandeme ikke tennis.”
Bag Helge så jeg pludselig Yngve standse op. Han vendte
sig om og kom hen til os igen. Yngve smilede og stak
hænderne ned i de store dynejakkelommer.
“Det var jo det her jeg skulle …,” sagde han og trak to
handsker op af lommerne. Mine handsker. “Her, du
glemte dem.”
Jeg sank. “Nå, var det der de var … tak.”
Yngve løb tilbage.
Helge stirrede på mig med to hårde øjne.
“Ja?” sagde jeg og prøvede at være lige så hård, “og
hvad så?”
100 101

Vi gik hen mod indgangen. I mylderet på vej ind i
klasselokalet tog Helge fat i mig, sænkede stemmen, og
så på mig.
“Hvad er det du har gang i? Skøjteløb og tennis? Er
du ved at flippe helt ud?”
Jeg klappede Helge på skulderen. Jeg var selvsikker.
Jeg så på ham.
“Du må hænge på i svinget, Hegga.”
“Jeg ser det jeg ser, Jalla,” sagde han. “Du kører urent
trav.”
Vi havde matematik. Halvvejs inde i timen så jeg at
Katrine ikke fulgte med i undervisningen. Hun stirrede
på mig. Hun var forelsket. I mig.
Jeg kunne tilmed mærke det på hendes veninder, Torill
og Irene, som var udelukket fra vores strenge treenighed.
Det var tydeligt at Katrine talte varmt om mig til
dem, pralede af vores forhold. De ændrede holdning til
mig, og der opstod en blanding af klassisk, piget misundelse
og beundring. Johanne var lige begyndt at komme
sammen med Ingar i 2d, den charmebøf, men selv når
hun stod sammen med ham i skolegården kunne jeg se at
hendes blik trak i retning af Katrine, som kom sammen
med mig. Det samme gjaldt Torill som ellers i ro og
mag kunne have glædet sig over at være veninde til hende
der kommer sammen med Ingar; hun så på Katrine, for
jeg havde et fortrin som i denne periode slog Ingar af
pinden. Jeg var ikke så smuk som ham, ikke så sikker,
men jeg var ny. Jeg var begyndt at forandre mig, jeg
havde nyhedens gnistrende interesse. Jeg voksede, hele
Jarle voksede. Mens Katrine ikke tidligere havde gjort et
stort nummer ud af at hun kom sammen med mig, be-
gyndte hun nærmest at paradere med vores forhold når
Torill og Johanne nærmede sig. Mens hun tidligere havde
vist et strejf af jalousi over for Johanne der kom sammen
med Ingar, talte hun nu om ham som om han var
luft. Hun lagde armene om mig, hun kyssede mig, hun
lyttede opmærksomt når jeg talte.
Det var også tydeligt at Katrine havde fortalt dem om
Yngve. Når han kom hen til os i frikvartererne, så jeg at
de nikkede genkendende til hinanden.
Det er ham, kunne jeg se de tænkte.
Den nye.
“Er der nogen der har været i Tibet?”
I sidste time, historie, benytter Svensen sig igen af samtidens
begivenheder i stedet for pensum, og denne dag
gik over i Dalai Lama.
Jeg havde store problemer med at koncentrere mig,
uanset hvor interesseret jeg var i Dalai Lama. Jeg kiggede
slet og ret ud ad vinduet, ned mod skolegården,
som om Yngve ville dukke op dernede, henne ved cyklen,
mellem træerne, nede ved drikkekummen. Sådan er
forelskelsens blik. Uanset hvor den forelskede befinder
sig, vil han lede efter den han er forelsket i; er han ude at
køre på motorvejen, ser han utålmodigt ind gennem forruderne
på bilerne i modsat retning – kan det være hende?
– og han kigger håbefuldt langs vejkanten og venter, i
fuldt alvor, at det menneske han elsker så inderligt skal
stå ved vejen og tomle; er han ude at handle, strækker
han hals om alle hyldehjørner – hun handler her, gør hun
ikke? – og venter at finde den person han så gerne vil se
henne ved tørvarerne; den forelskedes skridt trækkes af
magneter, ligesom blikket, mod den elskede, altid nær-
102 103

mere den elskede. Overalt. Også ude i skolegården, alene,
mens alle har time.
Yngve var der selvfølgelig ikke. Der luntede en hund
rundt, derimod, den så ud som om den ledte efter noget.
“Han har ledet store dele af frihedskampen fra Indien,”
hørte jeg læreren sige.
Jeg vippede stolen bagover og vendte hovedet om mod
Helge.
“Nå, Hegga, hvad bliver det til?”
Læreren fortalte om Dalai Lamas eksiltilværelse i Indien.
“Hvad mener du?” sagde Helge.
“Tager du med, eller hvad – på onsdag? Til tennis?”
Helge så på mig.
“Hold kæft,” sagde han, “hold nu kæft for fanden,
Jalla. Nej, har jeg jo sagt. Totalt nej. Få dig et liv.” Det
vat titlen på et af vores nye numre.
Jeg svarede ikke. Men Helge fortsatte.
“Hvad lavede du i lørdags?”
“Jarle og Helge – følger I med?”
Vi vendte os.
“Det giver mening,” sagde Svensen, “synes I ikke?”
Helge trak på skuldrene og antydede at han ikke havde
fulgt med. Jeg nikkede. Læreren rystede på hovedet og
fortsatte.
“Jeg siger at det giver mening at Dalai Lama, når han
er i Norge, netop rejser op til Finnmark for at lære den
samiske kultur at kende? Synes I ikke?”
Hallelujah
104 105
6 JEG FORANDRER MIG
I just have to explode
explode this body off me
wake-up tomorrow
brand new
Björk
Så kom onsdagen. Katrine og jeg fulgtes ad til Turnhallen
i vintermørket. Vi holdt hinanden i hånden i bussen, vi
sagde ikke så meget, men var begge spændte på hvordan
det ville gå, af og til så vi på hinanden, smilende, og i
vores øjne stod der skrevet: Tennis?
Katrine klemte mig hårdt i hånden og satte sig endnu
nærmere.
“Jeg er så glad for dig, Jarle.”
Jeg klemte hendes hånd og tænkte på Yngve.
Helge var kommet med en kommentar tidligere på
dagen da han påpegede hvor “direkte latterligt” det var
at spille tennis når der var møde i Gymnasieforbundet.
Der hang opslag over hele skolen, A4-ark med oplysninger
om mødet, som skulle være i festsalen, med titlen:
“Den nye uretfærdighed – Norge, et forskelssamfund”.
“Der kommer en foredragsholder fra SU,” sagde han,
“men det er vel vigtigere med tenniskamp end klassekamp,
bevares.”
Jeg skulle til at sige noget, men Katrine rystede bare
på hovedet og trak mig til side.

“Det går over,” sagde hun.
Inde i Turnhallen gik vi til hver sin garderobe. I drengegarderoben
så jeg Yngves tøj på den lange, lakerede træbænk.
Han er her. Jeg placerede mig selv ved siden af
ham, åbnede tasken og lagde tennisketsjeren frem. Yngves
lyseblå, forvaskede cowboybukser hang på en krog ved
siden af mig. Hans tøj, T-shirt, jakke, trøje, lå pænt lagt
sammen på bænken. Skoene stod sirligt på gulvet med
de hvide tennissokker i. Det var så enkelt. Så pænt og så
enkelt. Bukserne som hang der. Stakken med tøj der var
lagt pertentligt sammen. Skoene og sokkerne.
Sådan vil jeg også være, tænkte jeg og lagde en hånd
på hans trøje. Jeg lod fingrene glide hen over stoffet.
Sådan ville jeg også være.
Normalt ville jeg ikke have tænkt på hvordan jeg lagde
mit tøj. Det plejer at havne i en bunke på bænken, skoene
sparker jeg af, og jeg snupper nøgler og pung og trasker
ned i hallen – hvis jeg i det hele taget havde ladet
mig overtale til at sætte mine ben i en tennishal, hvad
der var uhyre tvivlsomt. Nu gjorde jeg som jeg forestillede
mig Yngve ville gøre, og som mor egentlig også
gerne ville have jeg skulle gøre: Jeg lagde alt pænt fra
mig. Trak trøjen og T-shirten langsomt af overkroppen,
vendte retsiden ud, var omhyggelig med alle bevægelser,
hængte bukserne ordentligt op, vendte et lille opsmøg
forneden. Satte skoene ved siden af hinanden. Satte tasken
pænt på bænken.
Jeg gik hen til spejlet. Håret hang ned i ansigtet, langt
og fedtet. Ansigtet var fyldt med bumser. Jeg så katastrofal
ud. For bare nogle få dage siden ville jeg have været
stolt af dette udseende, det var sådan det skulle være.
Det lange blonde hår, som jeg altid gjorde et stort nummer
ud af ikke skulle klippes eller redes. Huden der aldrig
havde været i berøring med kosmetik, selv om mor havde
påpeget at det “ikke nødvendigvis er forkert at bruge
dækstift når du har uren hud, selv om du er en dreng.”
Herregud, tænkte jeg. Jeg tog hænderne op til håret,
forsøgte at få pandehåret væk fra øjnene, jeg strøg hånden
ned ad kinden. Jeg vendte mig væk fra mig selv og
gik mod hallen.
Nede på banen stod Yngve og Katrine. De talte sammen.
På afstand kunne jeg se hvordan Katrine lagde hovedet
bagover og lo. Det slog mig hvor glad hun var, og
jeg mærkede igen et stik ved at se dem sammen. Det jeg
havde ønsket var jo at få Yngve ind i vores liv, så han
kom tættere på mig, så jeg kunne se på ham hele tiden,
være nær ham. Men det her havde jeg ikke forudset, at
Katrine syntes så godt om ham, at hun skulle stå dernede
på banen med en ketsjer i hånden og le, og at jeg skulle
blive jaloux. Men samtidig kunne jeg ikke blive andet
end glad, for det var jo Yngve der skabte dette omkring
sig, denne enkle glæde som ikke fik næring af at tage
afstand fra andre, men ved at komme dem nær.
Jeg gik hurtigt ned mod tennisbanen. Katrines latter
blev højere. Hun fik øje på mig og lo.
“Jarle, dit tossehoved!”
“Hvad er der,” sagde jeg og prøvede på at være lige så
glad som dem. Yngve smilede, og hans smukke øjne stod
vidt åbne, troskyldige, gode. Han havde en rød T-shirt
på med “Stavanger Tennisklub” på brystet og hvide korte
shorts. Han havde kondisko på. Uden sokker. Det
lagde jeg mærke til med det samme, jeg så hans senede
106 107

fødder i kondiskoene, jeg så anklerne over kappen, men
jeg tænkte ikke at der var noget galt i det. At han ikke
havde sokker på.
“Hvorfor sagde du det ikke?” Katrine slog ud i luften
med den tennisketsjer jeg havde givet hende.
“Hvad?” sagde jeg igen og kiggede hen mod Yngve.
“At du besøgte ham i lørdags,” sagde Katrine.
“Nå, det!” sagde jeg og mærkede at jeg rødmede.
“Ja, det,” sagde Katrine og gav mig et kram. “Simon le
Bon!”
“Tja, Duran Duran,” sagde jeg.
“Hvorfor sagde du det ikke?”
“Jah …”
“Troede du Helge ville komme med dumme kommentarer?”
“Nej, for fanden da,” sagde jeg og gik i forsvarsposition,
“nej, jeg … og, hvorfor skulle jeg sige det? Det skete
bare, ikke? Jeg var på vej ud til min far, og …”
Katrine afbrød mig. “Og hvad så med dit skøjteløb?”
Jeg blev mere alvorlig, og igen benyttede jeg mig af
selvsikkerhed og overmod. “Jeg fik lyst til at gøre noget
på egen hånd, Katrine, forstår du det? Komme videre.
Jeg må tage nogle beslutninger, nogle skridt alene, ikke?
Og så – ja – så syntes jeg Yngve var cool. Okay?”
Katrine kunne godt lide den Jarle der stod foran hende
og proklamerede at han havde oprigtige hensigter, at han
var et godt menneske, moden og omstillingsparat. Hun
så beundrende på mig.
“Jeg synes det lyder modent,” sagde hun gammelklogt
og var stolt af mig. “Skal vi så se at komme i gang?”
Yngve så på os og smilede.
“Ja, for fanden, nu skal vi spille,” sagde jeg, og lagde
mærke til at jeg bandede igen. Hvorfor bander jeg hele
tiden? Yngve bander ikke.
Yngve slog os, selvfølgelig, den ene gang efter den anden.
Ingen af os havde det fjerneste begreb om spillet, og
vi lod begge Yngve lære os det han kunne. Baghånd, forhånd,
serv.
Jeg lod ham gøre det fordi jeg nød at underkaste mig
hans kunnen, hans krop der svingede ketsjeren, som kastede
bolden op i luften, som løb frem mod nettet, og
Katrine gjorde det fordi hun godt kunne lide at se at jeg
opførte mig anderledes end jeg plejede, mindre arrogant,
mere voksent.
Det var den nøgle nogen skulle have vist mig da jeg
var yngre og desperat efter at få mig en dame: Lad som
om du er erfaren. Lad som om du er ældre end dine
jævnaldrende. Lad som om du synes de andre drenge er
åndssvage. Damerne ligger klar før du ved af det, de elsker
suverænitet, og særlig den der distancerer dig fra de
andre drenge, for det tricker dem til at tro at de har
valgt den bedste blomst i kurven.
Vi var en mærkelig trekant, Katrine, Yngve og mig.
To af os forelsket i en anden, men ikke gensidigt i hinanden,
men det var det kun mig der vidste. Og Yngve?
Hvad vidste han dengang? Ikke så meget, tror jeg. Nej.
Jeg tror ikke Yngve så andet end to kejtede tennisspillere
der var kærester og som gerne ville være hans venner.
Og jeg? Hvad tænkte jeg på?
Hold kæft. Hvad tænkte du på, Jarle?
Efter kampen var jeg helt udkørt. Munden føltes som
108 109

om den var blevet slebet med sandpapir, brystet var støvsuget
for luft og pulsen drønede derudad. Yngve havde
en god kondi og lod sig ikke mærke med at han havde
haft en dobbelttime. Katrine var også godt brugt, og jeg
kunne se hvordan hendes bryster klæbede til den svedige
T-shirt. Men det var jeg ikke optaget af, det blev jeg
ikke liderlig af, som jeg ellers ville være blevet; jeg var
optaget af om Yngve så det, om han ikke kunne lade
være med at se på hendes bryster. Jeg var ikke sikker.
Det var tydeligt at Yngve godt kunne lide hende, men
han var ikke typen – ligesom Helge og mig – der gjorde
et stort nummer ud af hvis damerne skilte sig lidt ud.
Vi skiltes foran garderoberne. Katrine gik ind til pigerne,
og Yngve og jeg gik ind i drengegarderoben.
Der lå vores tøj ved siden af hinanden. To helt ens
tøjbunker. Det så selvfølgelig latterligt ud, det så ud som
om nogen havde abet efter hinanden, eller som et tvillingpar
der var ude for at træne denne januaraften, men jeg
syntes det så helt rigtigt ud. Sådan skulle det være. Yngve
og mig.
Han lagde ikke mærke til det. Vi satte os på bænken.
“Godt, ikke?”
Jeg vendte mig.
“Yngve,” sagde jeg.
“Ja?”
Yngve, havde jeg sagt.
Jeg havde tænkt mig at svare på hans spørgsmål, men
jeg havde sagt Yngve, helt roligt, og set på ham.
“Ja,” sagde han igen.
Jeg lo. “Ja, jeg er jo ikke ligefrem nogen tennisstjerne,
det er jo helt tydeligt at jeg må træne lidt.”
“Du klarede det da rigtig godt,” sagde han med et varmt
smil idet han bøjede sig for at løsne snørebåndene, “det
er ikke så let den første gang.”
Han standsede pludselig, armene hang frit i luften.
Ansigtet forandrede sig. Det var det samme der skete
nu, som det jeg havde set i lørdags da jeg lagde hånden
på hans lår. Han forsvandt. Det var som om tiden standsede
for ham, som om han rejste bort. Det varede kun
nogle få sekunder, men det var helt tydeligt. Og igen
tænkte jeg det samme: Yngve er bange.
Så vågnede han igen. Det tog kun nogle få sekunder,
og jeg forstod selvfølgelig ikke hvad det var.
Yngve rystede på hovedet. Han begyndte at tage skoene
af.
“Hvad er der?” spurgte jeg.
“Ja … der,” Yngve tøvede. “Ja, der er ikke noget.”
Han lagde skoene ned i tasken. Han så nærmest skuffet
ud.
“Er der noget galt?” spurgte jeg igen mens Yngve krængede
T-shirten af, rejste sig og begyndte at tage sine shorts
af.
“Det er bare det … jeg ved bare ikke hvorfor jeg har
spillet uden strømper,” sagde han og pegede på skoene.
Han stod nøgen foran mig. Han havde ikke et eneste
hår på brystet.
“Tåbeligt, ikke?”
“Jeg troede der var en mening med det,” sagde jeg, “at
du løb bedre sådan eller noget i den stil. Et tennistrick,
på en måde.”
“Nej,” sagde han, “så får man jo vabler.” Yngve tog et
håndklæde op af tasken.
110 111

Han stod stadig foran mig. Nøgen. Men det generede
ham åbenbart ikke. De fleste drenge er jo generte over
for hinanden i den alder. Sådan var det i hvert fald i
gymnastiktimerne på skolen, hvor drengene lod som om
de var helt ubekymrede over at tage tøjet af og gå ind i
brusebadet, samtidig med at de forsøgte ikke at se på
hinanden, sammenligne deres egen krop med andres.
Men her stod Yngve. Foran mig. Nøgen. Han prøvede
ikke at skjule noget som helst. Han stod bare og holdt
håndklædet i den ene hånd, med et bekymret blik.
“Ja,” sagde jeg og forsøgte at få øjnene fra ham. Hans
tynde krop. Hans hofter. “Så husker du nok strømperne
næste gang.”
Yngve så ned på sine fødder. Ansigtet var blegt, næsten
trist. Jeg forstod det ikke – er han ked af det fordi
han har glemt at tage sokker på, som om det skulle betyde
noget?
“Jaja,” sagde jeg, “hvad er der?”
“Det er bare så irriterende. Sådan skal det ikke være,”
sagde han.
Han så stadig ned på sine fødder, vendte sig om og gik
hen mod brusebadet. Jeg så på ham. Jeg havde aldrig set
sådan på en nøgen dreng før. Jeg havde sammenlignet
mig selv med andre nøgne drenge, for at styrke min selvtillid
lidt, ofte med modsat resultat, men jeg havde aldrig
bare set på. Det var det jeg gjorde nu. Jeg var ikke
ophidset, jeg tænkte ikke på sex, jeg syntes bare han var
så smuk.
Yngve gik ind i brusebadet. Han åbnede for vandet.
Det løb ned ad hans krop. Vi stod lige over for hinanden.
Jeg smilede kejtet til ham, Yngve smilede ubekymret
tilbage. Han vendte sig, tog hænderne op til ansigtet,
strakte hals, lukkede antagelig øjnene og lod vandet rende
ned over sig. Jeg så på hans ryg. Rygsøjlen der gav et
svaj oppe fra nakken, som var spændt. Jeg så på hans
bagdel. Den var helt anderledes end Katrines. Der gik en
fordybning ind på hver sin side af bagdelen, lige under
hofterne, og der lå en skygge i de halvmånelignende fordybninger.
Yngve vendte sig. Han pustede ud.
“Hvor længe kan du holde vejret?” spurgte han.
“Hvad for noget?”
Han lo. “Holde vejret – jeg holdt vejret.”
“Okay,” sagde jeg og så mig usikkert omkring.
“Hvad kigger du efter?”
“Ingenting,” sagde jeg, men det jeg havde set efter, var
om der var andre til stede. Sådan noget ville Yngve aldrig
have gjort. For ham var der ikke noget som helst at
være genert over.
“Okay,” sagde jeg igen og gik nogle skridt væk fra
bruseren, “tager du tid?”
Hans ansigt lyste op, han småløb ud af brusebadet hen
mod bænken med tasken, bøjede sig ned – og jeg så hvordan
lårmusklerne spændte under numsen mens det dryppede
fra hans krop – mens han tog sit ur.
“Okay, jeg er klar,” sagde han og kom tilbage.
“Tæl,” sagde jeg.
“En, to, tre.”
Jeg holdt vejret. Mens jeg hele tiden så på ham. Jeg
var helt rolig i ansigtet, forsøgte at være kold, og bare se
på ham.
112 113

Så tog jeg et skridt frem, mens jeg stadig holdt vejret.
Yngve så usikkert på mig.
Jeg tog hans hånd. Den var våd, ligesom min.
“Et halvt minut,” sagde han.
Jeg holdt ham i hånden. Nu begyndte jeg at få problemer,
spændte i kæberne, begyndte at synke, og jeg strammede
grebet om hans hånd.
“Fyrre sekunder,” sagde han, “flot.”
Jeg begyndte at få kvalme.
“Halvtreds sekunder nu,” sagde Yngve og så beundrende
på mig.
Jeg pustede ud, og slap hans hånd.
“Halvtreds sekunder, det er godt gået!” sagde Yngve
og gav mig et klap på skulderen.
“Hvad skal vi nu lave?” spurgte jeg.
Yngve så overrasket på mig. “Ja, vi skal vel hjem?”
Jeg ville ikke hjem. Jeg ville kysse Yngve.
Katrine stod og ventede da vi kom ud.
“Det er første gang jeg har brugt kortere tid end drengene,”
sagde hun.
Yngve og jeg smilede til hinanden.
Vi skiltes oppe ved Turnhallen. Yngve skulle kun gå
nogle få minutter, så var han hjemme. Jeg var på nippet
til at spørge om jeg skulle følge ham hjem, men gjorde
det heldigvis ikke. At skilles er det sværeste ved forelskelsen.
Så ved man at nu kommer der en nat uden den
man er forelsket i, en hel nat alene, så begynder de selvransagende,
nervøse tanker, så bliver hjernen overophedet,
så spørger man sig selv: kan han lide mig? Gør jeg
noget galt? Burde jeg være anderledes? Skulle jeg have
sagt noget andet?
Jeg så Yngve forsvinde i mørket. Det føltes som om
nogen tog mit hjerte og gik.
Katrine boede på Stokka, så vi fulgtes hjem. Vi kyssede
og krammede uden for hendes hus, jeg mærkede
hvordan Katrines mund arbejdede ihærdigt med min,
og jeg gav igen, alt det jeg kunne. Vi stod der så længe at
hendes mor lagde mærke til os fra stuevinduet. Hun var
ikke særlig begejstret for at Katrine havde et så “alvorligt
forhold” som hun havde, “du er så ung endnu,” plejede
hun vistnok at sige.
Katrine slap min mund og kyssede mig let på kinden
da hun så sin mor komme ud i døren.
“Åh, er det dig, Katrine.”
“Jaja, det er godt, mor, jeg kommer snart.”
“Hej Jarle,” sagde moren.
Jeg svarede høfligt, og hun gik ind.
Jeg så på Katrine.
“Jeg har lyst til dig,” hviskede jeg.
Katrine smilede, varmt, og jeg kunne se at hun godt
kunne lide at høre det, og jeg mærkede hendes arme
stramme sig om mig.
“Ja,” sagde hun, “jeg har også lyst til dig, men det går
ikke, ikke nu.”
Jeg kunne mærke min puls, i halsen, i fingrene, i underlivet,
i maven. “Jeg vil have dig,” sagde jeg.
Hun lo, kastede et blik op mod huset, skubbede mig
koket fra sig, “ikke nu.”
Jeg trak hende ind til mig igen.
“Jeg kan godt lide ham Yngve,” sagde hun og kyssede
mig.
Jeg cyklede hjem i mørket.
114 115

Hvad var det her for en situation? Er Katrine nu også
blevet forelsket i ham? Nej, tænkte jeg og skubbede det
hurtigt fra mig. Herregud, det er da dig hun er forelsket
i, sagde jeg til mig selv, det er i dig, mere end nogensinde,
Jarle, slap af. Jeg smilede mens jeg trillede ned ad
bakkerne mod Bjergsted. Det er i dig, Jarle, det er din
forelskelse i Yngve hun er forelsket i.
Jeg var forelsket i en dreng. Og nu gjorde det ingenting.
“Helge har ringet,” sagde mor da jeg kom ind. “Må
jeg se,” sagde hun drilagtigt og tog fat i min overarm,
“har du fået muskler nu, hvad?”
“Åh, mor,” sagde jeg. “Hvad ville Helge?”
“Det ved jeg ikke.”
Jeg satte tasken fra mig og tog overtøjet af. “Du, mor?”
“Mm?”
“Har du råd til en klipning?”
Mor havde ikke så mange penge på det tidspunkt. Skilsmissen
havde kostet hende dyrt, mere end far, og da jeg
nu havde valgt at bo hos hende, havde hun større udgifter
end far, oven i det store huslån hun havde taget da
hun købte sit eget hus. Selv om mor var steget i løn efter
at hun skiftede fra Amoco til West-Consult, så var det
barskt for hende. Far tjente mere end 100.000 mere end
hende dengang. Jeg vidste godt hvor stram mors økonomi
var, og jeg var forsigtig med at presse hende. Men
jeg vidste også at der var noget hun hellere end gerne
ville bruge penge på. Og en af disse ting var mit udseende,
som hun dagligt skammede sig over. Hun sagde
det sjældent direkte, men det var tydeligt at hun syntes
alt var bedre før, da jeg var lille og mor var min frisør.
Mor sagde at var der noget hun med glæde betalte, så
var det en tur til frisøren.
“Og hvis du kan skaffe sådan en … ja, hvad er det nu
det hedder,” sagde jeg og prøvede at få det til at lyde helt
tilforladeligt, “øh … dækstift, næste gang du er ude at
handle, så er det fint.”
Hun rørte ved mit hår. “Jarle,” sagde hun. “Jarle Jarle
Jarle. Du er ved at blive en mand.”
Mødre. Folk siger at børn er hæmningsløse, men mødrene
overgår dem. Mødrenes hæmningsløshed er ekstrem,
antagelig fordi den ikke, som børnenes, er egoistisk.
Børn er selvcentrerede, de kan ikke gøre for det,
de er verdens største egoister med “jeg”, “mig”, “mit”,
“jeg vil ikke” og “jeg vil”, mens mødrene er selvudslettende.
Ligesom børnene kan de heller ikke gøre for det,
og det er dér deres skønhed ligger. De er nødt til det.
Sådan set minder de om den forelskede, som bare må
være i nærheden af den han er forelsket i. Spilder barnet,
så tørrer de op, med glæde. Savler ungen på deres
nye tøj, så smiler de og siger “det sker hver dag”. I de
fleste tilfælde er der jo tale om voksne mennesker med
erfaringer som har haft rigelig tid til at skaffe sig generthed
og selvindsigt, men som på få sekunder, nej, som
instinktivt lægger al selvbeherskelse til side når barnet
kommer ind i deres verden og bliver disse umiddelbare
kolosser af ubetinget kærlighed, ofte klodset, ofte direkte
dumme, men altid ægte. Der er muligt at der også er
mænd der opfører sig sådan – fædre – men det har jeg
aldrig oplevet.
Måske vil dagens mænd blive som de mødre jeg voksede
op med, i slutningen af forrige århundrede? Bliver
116 117

jeg mon selv sådan når jeg får børn? Et omsorgsmonster,
med halvmørk stemme og hårvækst i ansigtet og
på brystet, der elsker sit spædbarns grimme rynker, dets
grønbrune afføring, en som bryder ud i falset, se, han
bliver kunstner, se den formsans i samme sekund den toårige
tager en farvestift i hånden og tegner en krusedulle,
der praler af sit barns matematiske evner når det som
treårig lægger den ene klods ved siden af den anden og
peger på dem efter tur, som vågner midt om natten,
svedt og bange, fordi han, faren, pludselig blev bekymret
for sit barn? Bliver jeg også sådan en?
“Så går jeg ned og bliver klippet i morgen,” sagde jeg
og tog imod de fire hundrede kroner. Det var alt for
mange penge, der var nok til to gange hos en god frisør,
men jeg tog imod dem. “Tusind tak,” sagde jeg.
Fire hundrede kroner. Så kunne jeg blive klippet på
Café Sting, hos Tom på første sal, en ret alternativ frisør
jeg kun havde hørt om, men som var en kendt person i
bybilledet. Og var han ikke også bøsse? Jo, og hvad så?
Grækerne og ægypterne var alle sammen bøsser, Thomas
Mann var skabsbøsse, og det skulle ikke undre mig
om James Dean var kernebøsse, og hvem ved, når vi nu
er inde på det: Marx og Engels i samme bås? Hvorfor
ikke? Fire hundrede kroner. For resten af pengene kunne
jeg købe mig en plade. Jeg havde længe ønsket mig The
Smiths’ debutplade, så nu stod den for tur. Jeg havde de
andre, The Queen is Dead, Hatful of Hollow, Meat is Murder,
Rank, og Strangeways, Here We Come, men jeg havde
ikke debutpladen. Og Morrissey, forsangeren i Smiths,
var han ikke også lidt tvetydig seksuelt? Var han ikke
bøsse?
Jeg standsede tankerækken. Hvad var det jeg var ved?
Hvad fanden har du gang i, Jarle? Du er fandeme ikke
rigtig klog.
Jeg gik op på mit værelse og fandt et pornoblad. Jeg
onanerede til nøgne damer der holdt om deres egne bryster,
nøgne damer med rødt blondeundertøj, nøgne damer
med halvåbne munde, jeg gokkede den noget så eftertrykkeligt
af, som en slags punktum, og så ringede jeg
til Helge.
“Det er Jarle, du har ringet?”
“Nåh ja, nej, der var ikke noget,” sagde Helge.
“Noget må der da have været.”
“Nej … nå – var det sjovt at spille tennis?” Jeg kunne
høre på stemmen at han prøvede på at håne mig.
“Ja, det var det faktisk,” sagde jeg. “Gik det godt i
Gymnasiesamfundet?”
“SU ligger alt for langt til højre, men der blev en skide
god diskussion bagefter.”
“Godt.”
Der blev stille i den anden ende. Sædvanligvis snakkede
Helge og jeg derudad uden problemer. Vi talte og
talte, om damer, politik, sex, skolen, bandet, “de andre”,
“de dumme”, men nu gik samtalen kapitalt i stå. Han
havde ikke noget at fortælle mig, og jeg havde ikke noget
at fortælle ham.
“Okay,” sagde han. “Vi tales ved i morgen.”
Han lagde på.
Fandens også, tænkte jeg. Skal der nu til at være en
masse pis mellem Helge og mig?
Jeg gik i seng. Himlen var i løbet af aftenen blevet
overfyldt af voksende, hidsige skyer, vind og regn, og
118 119

nu tordnede det, det lynede og bragede, og jeg kunne
ikke sove. Helge? Skal vi nu til at have en masse ballade?
Yngve? Sover du?
Næste dag efter skoletid gik jeg til frisøren på Café
Sting.
Tom på Sting var lidt af en type, en fyr med lange,
smalle lemmer, der så meget højere ud end han var på
grund af den slanke næse, de fugleagtige fingre, den tynde
hals med tydelige blodårer, de hule kinder, de aflange,
næsten gennemsigtige ører. Han havde sine helt egne idéer
om det at klippe folk. Og homofil, det var han, en stolt
en af slagsen. Jeg kunne godt lide ham. Det første han
gjorde da jeg kom ind ad døren, var at præsentere sig, at
holde min hånd længe i sin, før han gelejdede mig hen til
den sorte skindsofa, der stod under loftsvinduerne.
“Her sidder vi godt,” sagde han, “med himlen over
os, og folket under os.”
Han bad mig sætte mig godt til rette, og så bød han på
en smøg og noget at drikke. Han mente vi skulle lære
hinanden at kende, før vi klippede mig. Vi, sagde han.
Han, Tom, havde en “filosofi” om at han ikke kunne
klippe folk hvis han ikke kendte dem, at hvis han skulle
frisureklippe mig, så ville det blive bedst jo mere han
vidste om mig. Tom begyndte med det samme at analysere
mig. Han kunne se på mit tøj, mente han, at jeg
ikke var som alle andre. Du går dine egne veje, sagde
han, og satte åbenbart stor pris på det.
“Fortæl lidt om dig selv,” sagde han.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men jeg fortalte
hvem jeg var, hvor jeg boede, at jeg kunne lide den
og den musik, og at jeg interesserede mig for politik.
“Kæreste?” spurgte han pludselig.
Jeg så på ham.
Tom smilede, tændte en smøg, og lænede sig tilbage i
stolen.
Jeg så på ham.
“Nej,” sagde jeg.
“Det får du når jeg har klippet dig,” sagde han. “Det er
der ingen tvivl om. Altså, der kommer så mange idioter
herind, det er fandeme hårdt at være frisør, er du klar
over at man ikke kan sige nej inden for det her erhverv?
Altså, jeg kunne fortælle dig om de sindssyge folk der
bor i den her by, som vi skal dele vores liv med, altså.
Der kommer damer herind der ser ud som om de har en
postkasse på hovedet, som du bare kan åbne og kigge
ned i, og så er der helt tomt indeni, ikke sandt. Hallo?
Er der nogen hjemme? Nej. Helt tomt.” Tom bankede
med knoerne i bordet. “Og det værste er at de ikke vil
fyldes med noget, altså, det er deprimerende, de render
mig på dørene, den ene tomme idiot efter den anden, og
ingen af dem vil fyldes med andet end endnu mere af sin
egen tomhed. Men du, Jarle – var det ikke Jarle? – du
har jo stil. Du skal bare have lidt styr på fuglereden,”
sagde han og pegede på mit hoved. “Ikke sandt?”
“Jo,” jeg nikkede.
Så drak vi kaffe og røg en cigaret til, for det hastede jo
ikke, som han sagde. Tom trak de smalle fingre gennem
sit tynde, lange hår og snakkede psykologi. Om at være
menneskekender.
Jeg kunne godt lide Tom.
Så klippede han mig.
Han gav mig en fin frisure, enkel, skarp og klassisk,
120 121

med nogle “fine detaljer” langs ørerne, som han kaldte
det.
“En helt ny dreng,” sagde han bagefter, “hvad siger du
så?”
Jeg så mig selv i spejlet.
Det var rigtigt. En helt ny dreng. Jeg så ældre ud,
syntes jeg. Så jeg ikke også sødere ud? Ikke blidere, men
stærkere og sødere? Gjorde jeg ikke?
Tom tog sig godt betalt, men jeg havde stadig råd til
Smiths-pladen hvis jeg selv lagde lidt til, så jeg gik på
Fåssen bagefter, med min nye frisure, som den nye Jarle,
og købte Smiths’ første plade fra 1984 og følte mig som
en helt anden person. Ham bag disken, der altid plejede
at hilse på mig, forsangeren i the Mighty Dogfood, kunne
ikke genkende mig. Det kunne jeg godt lide: Det er ikke
Jarle der går gennem gaderne længere. Jeg betalte for
Smiths-pladen, og på vej ud så jeg mig selv spejlet i vinduet.
Mor var ovenud begejstret for klipningen, det eneste
hun havde at udsætte var “de der tjavser ved ørerne”,
som hun sagde, “hvad skal det være godt for?”
Jeg sagde det var en detalje.
“Nå ja,” sagde hun.
Da jeg gik i seng, satte jeg Smiths på og hørte Morrissey
synge:
Hand in glove
the sun shines out of our behinds
no, it’s not like any other love
this one is different – because it’s us
Hand in glove
we can go wherever we please
and everything depends upon
how near you stand to me
And if the people stare
then the people stare
I really don’t know and I really don’t care
Jeg lå med lukkede øjne. Det var Yngve og mig Morrissey
sang om. Jeg så os for mig, hvordan vi ville gå gennem
gaderne, ham og mig, hånd i hånd, og vi ville ikke bekymre
os om noget som helst, for det var os, det var os,
og det kom ikke andre ved, og jeg glædede mig til at
skulle i skole næste morgen, til at komme ind i skolegården,
stille cyklen og få øje på Yngve, til at gå hen til ham
og vise ham min nye frisure, som han godt kunne lide,
som han ville kommentere, som han ville røre ved med
sine lange, tynde fingre.
Jeg sov. Morrissey sang, hand in glove, og jeg sov.
Næste dag, fredag, kom jeg i skole, nyklippet og meget
glad. Jeg stod i skolegården, prøvede at beskytte frisuren
mod vind og regn, og hvert frikvarter kiggede jeg
efter ham. Her er jeg, Yngve, kom, kom og se mig. Jeg
stod der med min nye frisure, som den nye Jarle, og
ville vise mig for ham.
Helge overfusede mig som jeg aldrig var blevet overfuset
før, han syntes min nye stil var en monstrøs katastrofe,
han anklagede mig for at være ude på en seriøst
livsfarlig galej nu, for “totalt at have mistet det dér”, for
at være blevet en anden – og tilmed en rigtig idiotisk én
122 123

– på bare en uge; hvad fanden var det her for noget, og
hvordan i hede hule helvedes fissefanden troede jeg at
det ville se ud med en forsanger i bandet der så så børs- og
homoagtig ud? Hvad?
Jeg lod ham bare snakke. Selv Katrine syntes jeg var
gået lidt for langt med den frisure, selv om hun satte
pris på det og så det som endnu et led i min
modenhedsudvikling.
Jeg lod dem bare snakke, jeg lod dem kommentere,
jeg var fuld af energi, jeg småløb ud i frikvartererne og
spejdede efter Yngve som et barn der vil vise sin bedste
ven nede ad gaden sit nye legetøj, som stormer ned langs
rækkehusene, som ringer på døren, som smiler når forældrene
lukker op, og spørger om han er hjemme, om
hans bedste ven er hjemme, for der er noget han vil vise
ham, for der er noget han bare må vise ham, en ny, fin
ting, denne skinnende legetøjspistol han lige har fået. Se
den, er den ikke flot?
Kommer du ikke snart?
Hvor blev han af? Ville han ikke snart dukke op? Blev
han inde i alle frikvartererne?
Kunne jeg ikke snart få lov til at vise mig?
Yngve var ikke i skole.
Det var der jo ikke noget underligt i, folk kan blive
syge, men hvorfor var han her ikke, når jeg havde gjort
alt det her for ham, han var jo lige begyndt?
“Er det din mor der har sat dig til det her?” sagde
Helge mellem femte og sjette time.
“Det tvivler jeg på,” sagde Katrine og forsvarede mig,
“Jarle bestemmer selv.”
Jeg gad ikke at tale med dem. Sidst på dagen indså jeg
at han ikke kom. Jeg blev ked af det. Jeg var skuffet.
Havde ondt i kroppen, i hele kroppen. For Yngve var
der ikke til at se mig. Hvad kunne være vigtigere, tænkte
jeg, i min maniske, forelskede logik. Hvad, Yngve? Hvad
kunne være vigtigere end at være her, og se mig? Jeg er
jo her? Så syg kan du da ikke være? For fanden da, hvor
er du, Yngve, det er jo weekend, får jeg dig så ikke at se
før på mandag? Jeg er her på grund af dig. Jeg har forandret
mig for din skyld.
124 125

7 HØRE RADIOSPORTEN
MED FAR OM SØNDAGEN
and then I see a darkness
did you know how much I love you?
Bonnie “Prince” Billy
Jeg kom hjem som en punkteret lunge den fredag. Endnu
en fredag skulle jeg være derhjemme, endnu en fredag
skulle jeg snakke mig fra at gå ud med Helge og Katrine,
men denne weekend var det ikke fordi jeg havde en krystalklar
plan om at møde Yngve, denne weekend var det
fordi jeg havde kærlighedssorger. Jeg havde pustet mig
selv op siden turen hos frisøren, jeg havde glædet mig
sådan til at vise mig for ham, efter at have været hjemme
hos ham, efter at have trænet med ham, efter at have
været i brusebad med ham og holdt vejret for ham, at
jeg ikke var i stand til at tackle at han ikke dukkede op.
Det var som om jeg aldrig skulle se ham igen. Det var
som om han var død. Den ugenerte manøvre jeg havde
foretaget mig for en lille uge siden, da jeg besøgte ham
under påskud af skøjteløb og besøg hos min far, hverken
kunne eller orkede jeg at gennemføre på ny. I min
forelskelsesparanoide hjerne begyndte det at svirre med
mistænksomme tanker: Er det min skyld? Har han fået
nok af mig? Prøver han at undgå mig? Har du fattet det,
Yngve, sidder du og forbander den fyr langt væk der
lagde hånden på dit lår i lørdags?
Overdrivelser, selvfølgelig, men helt reelle for mig.
Jeg havde opført mig så blindt de sidste par dage, at jeg
ikke orkede noget som helst da slaget kom. Det var som
om nogen havde aflyst juleaften for en seksårig om morgenen
den 24.december.
Jeg valgte at blive hjemme. Og mor og jeg fik et overraskende
besøg.
“Er du syg?” spurgte mor efter aftensmaden.
“Nej,” svarede jeg kort.
“Du ser så bleg ud.”
“Mor, hold nu op,” sagde jeg, “der er ikke noget galt,
okay?”
“Vil du have mere? Der er mere spaghetti,” sagde hun
og ville række mig gryden.
“Jeg tager selv hvis jeg vil have mere.”
“Du er sur i dag,” sagde hun, “du har ellers været så
glad og …”
Jeg rejste mig fra bordet. Jeg orkede ikke at sidde der
og høre på hende i dag, ikke nu. Jeg gik ud i gangen, op
ad trapperne.
“Jarle!” hørte jeg mor råbe, “Jarle, det var ikke sådan
ment.”
Mens jeg gik op ad trappetrinene til første sal, mærkede
jeg hvordan jeg blev reduceret til den teenager jeg
havde forsøgt at fjerne mig fra: idioten der ikke engang
kan spise et enkelt måltid med sin mor uden at skændes,
ham der ikke orker at høre ét ord fra hende, uanset hvor
venligt eller hverdagsagtigt hun siger det. Jeg hadede det,
og jeg hadede mig selv da jeg lagde mig på sengen, jeg
hadede mig selv for at være en teenagerkliché.
Mor fornægtede sig ikke. Tre kvarter senere, mens jeg
126 127

stadig lå med ansigtet ind mod væggen som en fjorten år
gammel pige med menstruationssmerter, bumser og uden
veninder, bankede hun på døren og stak hovedet ind.
Hun kom med te og mælkechokolade.
Hun sagde ingenting. Hun strøg mig bare over håret.
Havde hun sagt noget, var jeg kogt over. Men hun sagde
ingenting. Det fungerede. Mor er god nok. Hun er en
god mor. Da hun skulle til at gå, vendte jeg mig.
“Mor?”
Hun standsede. “Ja?”
“Må jeg fortælle dig noget?”
Mor kom hen til sengen igen. Jeg satte mig op. “Selvfølgelig
må du det.”
“Du bliver sikkert vred, eller … måske ikke vred, måske
ked af det, eller,” jeg rystede, “jeg ved ikke rigtig, måske
sårer jeg dig når jeg siger det.”
“Nåh,” sagde mor, “men jeg synes du skal sige det alligevel.”
“Jeg tror jeg er forelsket,” sagde jeg.
“Ja, det ved jeg godt,” sagde hun.
“Ja, men i to.”
Mor satte sig ned. Jeg undgik hendes blik.
“Kan man det,” sagde jeg, “eller, jeg mener, hvad skal
jeg gøre?”
“I Katrine og … og i en anden?” spurgte mor.
Jeg nikkede. Jeg kunne se hendes mund blive smallere.
“Jeg ved ikke så meget om den slags,” sagde mor, “men
jeg ved at forelskelse er én ting og kærlighed noget andet,
så jeg synes du skal vente og se det lidt an. Ikke gøre
noget overilet.”
“Nej,” sagde jeg. “Det er nok klogt.”
Mor ruskede mig i håret.
“Så det var derfor du ville klippes.”
Jeg rødmede.
“Spiller hun også tennis?”
“Hvem?”
“Hende du er forelsket i?”
“Nå hende … nej, det er en dreng fra skolen som spiller
tennis med Katrine og mig. Nej, det har ikke noget
med tennis at gøre.”
Mor nikkede.
“Er du vred på mig?” spurgte jeg.
Hun så på mig.
“Nej. Man kan da ikke være vred på nogen der er
forelsket. Jeg synes du begår en dumhed hvis du … men
jeg …,” mor standsede sig selv.
“Hvad mener du?”
“Jeg … du må ikke spørge mig om den slags, Jarle. Jeg
ved for lidt om det.”
Mor gik ud. Mens jeg hørte hendes skridt ned ad trappen,
gik det op for mig at jeg havde været ubetænksom,
at jeg havde såret hende, alligevel, men på en anden måde
end jeg havde frygtet. Jeg havde troet at hun ville blive
vred fordi jeg satte spørgsmålstegn ved Katrine og mig,
men jeg havde ikke tænkt på at det kunne såre mor bare
fordi vi begyndte at tale om det, det havde ikke slået
mig at det gjorde ondt på mor af den simple, dumme
grund at mors kærlighedsliv begrænsede sig til den lille,
feje mand som var min far, og at jeg som syttenårig havde
haft lige så mange forhold som min 45 år gamle mor,
der havde slidt i årevis med en alkoholisk, sentimental,
128 129

patetisk og aggressiv mand, et lille forvirret menneske
der ikke behandlede hende ordentligt.
Hold kæft, tænkte jeg, din store idiot, Jarle. Jeg ved
for lidt om det, havde hun sagt. Hvad burde jeg have
svaret? Jo, jeg skulle nok have sagt at jeg spørger dig,
mor, fordi jeg ikke kender noget menneske der er så
kærligt som dig.
Jeg gik ned til hende.
Havde jeg taget fejl?
Hun sad i den grønne lænestol og fulgte med i Derrick.
Hun så helt normal ud. Jeg havde nok taget fejl. Jeg havde
ikke såret hende alligevel, tænkte jeg.
“Skal du gå?” spurgte hun.
“Ja, jeg tror jeg tager et smut hen til Helge, klokken
er ikke mere end halv ti, måske kan vi nå en video eller
noget.”
“Godt,” sagde mor, “du kan jo heller ikke sidde hjemme
hos din mor hver weekend, det bliver for meget.”
“Mor,” sagde jeg, “jeg skal nok lade være med at gøre
noget dumt. Tak for hjælpen.”
Mor smilede.
Jeg gik ud i gangen for at ringe til Helge.
Jeg løftede røret.
Så skete det.
Mors telefon står på et lille bord i gangen, lige ved
hoveddøren. Og ved siden af hoveddøren er der et smalt
vindue som går op til loftet.
Jeg stod med røret i hånden og skulle til at dreje nummeret.
Jeg følte mig mere frisk end tidligere på dagen.
Det var på tide vi fik snakket ud, Helge og mig, også om
bandet, tænkte jeg.
Så fik jeg en ubehagelig følelse i kroppen, maven trak
sig sammen, det var som om nogen så på mig. Jeg vendte
mig mod døren.
Der var et ansigt i vinduet.
Jeg for sammen. Ansigtet havde mund, næse og store,
stirrende øjne.
Det var far. I mørket derude.
Kroppen rystede, fuldstændig lammet stod jeg og rystede
med fars ansigt foran mig. Jeg ved ikke hvor længe
jeg stod sådan, men jeg blev dødbange, jeg blev en dødbange,
lille dreng.
“Jarle?” Det var mor der råbte inde fra stuen.
Jeg så at dørhåndtaget gik ned.
“Jarle? Er du der?” råbte mor.
Jeg rystede, en hånd derude pressede dørhåndtaget
ned.
“Hvad er der, Jarle?” Mors stemme kom nærmere.
Døren gik op.
“Jarle?” Mor var på vej ud i gangen.
Far væltede ind ad døren, og mor kom ud i gangen.
Hun rykkede straks tilbage da hun fik øje på ham, udstødte
et lille, bange skrig og strakte armene frem for
sig. Det her kunne hun ikke klare, og jeg var ikke mand
for at tackle det.
Det var far der væltede ind ad døren, min far, som jeg
besøgte i weekenderne, under kontrollerede former,
mors tidligere mand, som hun ikke havde set i lang tid,
efter at hun og far næsten havde været ved at tage livet
af hinanden før vi måtte igennem en oprivende skilsmisse,
manden der havde trukket hendes liv gennem tjære
og gjort hende ondt, manden hun hadede, manden hun
130 131

engang havde været forelsket i, manden hun havde fået
mig med, manden mor var bange for, manden som absolut
ikke skulle være her, hos os. Det var ikke os tre, og
det skulle ikke være os tre.
Hvis han så havde været ædru, men det var han selvfølgelig
ikke, det havde han ikke turdet, at komme hjem
til os ædru, nej, han var fuld, og når far var fuld, var han
totalt utilregnelig, han kunne være glæden, festen og viddet,
og han kunne være infamien, aggressionen og volden
selv, og det skiftede hurtigt.
“Jarle! Sara!”
Fars øjne skinnede, blanke og stolte og selvsikre, badet
i væske, røde, om munden havde han sit klassiske
fordrukne smil med ophovnede, røde, fugtige læber. Han
var i en stigende rus, han var stadig aftenens konge. Far
strålede og gav mig et kram.
“Ja! Nu er det vist på tide jeg ser hvordan I bor, ikke,
Jarle? Hvad siger du?” Han så på mor der var frosset
fast på tæppet ved døren ind til stuen. “Ikke, Sara, min
pige, hvad siger du? Ja, nu skal vi rigtig hygge os. I inviterer
mig vel indenfor?”
Far satte sig tungt på en stol i gangen og begyndte at
tage sit fodtøj af.
“Terje,” sagde mor rystet, “du skal gå, du skal …”
“Nej, for fanden,” far hævede stemmen mens han holdt
den ene sko i hånden, og truede mor med den, “nu har
jeg fandeme ikke set dig i to år, og drengen er jo holdt
op med at besøge mig, og så vil du til at smide mig ud
igen? Kom nu, så vi kan være en familie igen, ikke?”
Far sparkede den anden sko af og krængede den mørkeblå
habitjakke af, som han gav mig. Jeg tog stumt
imod. Jeg var jo den lille søn, jeg magtede ikke at gøre
noget.
Mor rykkede ind i stuen da far kom mod hende. Jeg
fulgte paralyseret efter, med fars jakke i hænderne.
“Jaja,” sagde han og så sig om, “her har du fået det
fint, kan man se, ja, konen kan klare sig selv, det er godt.”
“Terje, du skal gå,” sagde mor igen. Hendes stemme
var lille og spag, selv om jeg ved hun prøvede at være
stærk, være hård og myndig, få overtaget, som hun
gjorde i krigsårene før skilsmissen.
Han gik pludselig hen til hende. Jeg så hans ansigtsudtryk
ændre sig, og jeg mærkede hvordan mine hænder
rystede og strammede sig om habitjakken.
Far havde den evne, som kun få har, at kunne nedlægge
sine omgivelser med ansigtet; smiler de, så gnistrer
øjnene, og verden smiler tilbage og føler sig tryg.
Ser de vrede ud, strammes musklerne i ansigtet, kæberne
spændes, øjnene bliver iskolde og hårde, og verden bliver
bange. Og nu ændret han sig, lynhurtigt, som et dyr,
et fordrukkent dyr, og nærmede sig mor. Jeg mærkede
mine mundvige dirre, jeg var rasende og bange på én
gang, mens jeg hørte far sige:
“Sara, jeg er fandeme så træt af det her. Nu er det nok.
Forstår du det?”
Hvorfor var der ingen af os der sagde noget?
Far lagde en hånd på mors skulder, og mor krympede
sig under ham. Det her magtede hun ikke. Først havde
hun brugt flere år på at ruste sig til den store krig mod
far, som hun på sin vis havde vundet, med hjælp fra
barnesoldaten Jarle og sin allierede Ragnhild, og så havde
hun brugt lang tid på at bygge sig selv op, som Sara
132 133

Klepp, ikke Sara Orheim, som hun hed dengang hun var
gift med far. Hun havde haft overarbejde, hun havde
gået på aftenskole fordi hendes nye chefer havde ønsket
det, hun havde lært EDB, hun havde sparet, hun havde
taget banklån mens renten var høj, hun havde købt hus
mens huspriserne toppede, og hun havde passet på mig,
og hun var begyndt at få sit eget liv.
Og så kom far, og nu stod han der med hånden på
hendes skulder, og på få sekunder var tiden skruet tilbage,
hele oprøret var knækket, det var som om vi var
tilbage i 1984, før krigen var begyndt, mens far endnu
holdt skansen. Jeg stod nogle meter fra dem, og jeg var
tolv år igen, jeg stod med fars habitjakke, dødbange for
min egen far, og hele barndommen kørte gennem hovedet,
gennem kroppen. Jeg svedte, jeg havde ondt i maven,
og jeg var helt sikker på at de sidste år havde været
et produkt af min fantasi, noget jeg havde opdigtet for
at redde mig selv, intet af det var sket i virkeligheden:
Mor var ikke blevet skilt fra far, jeg var ikke begyndt at
få magt over ham ved regulerede far-weekender, hvor
han, klog af årelang skade, overholdt alle aftaler om at
opføre sig ordentligt over for sin søn, mor og jeg havde
ikke et godt liv i huset i Bjergsted, jeg havde ikke haft en
kæreste, jeg havde ikke startet et band, jeg var ikke begyndt
på Kongsgård, jeg havde ikke været i seng med
nogen, jeg havde ikke slidt mig gennem de første hundrede
sider af Marx’ Kapitalen, jeg havde ikke været i
Oslo til R.E.M.-koncert med Helge. Jeg var en lille dreng
der boede sammen med min mor og far, med en mor og
far som ikke havde det godt sammen, med en far der
drak fra fredag klokken fire til søndag klokken otte, med
en far der var en kamæleon, den ene dag verdens bedste
far, den næste dag udspekuleret og ondskabsfuld, med
en mor der visnede hen, som lod sig herse med, som
fandt sig i at få tæv et par gange om året, som én gang
hvert år tog mod til sig, fandt Smirnoff-flaskerne frem
fra fars fantasifulde gemmesteder, tømte dem ud på gulvtæppet
når han var så fuld at han ikke kunne sige hendes
navn eller stå oprejst – men hvad hjalp det? Når han var
så stangstiv var han ikke væmmelig, ikke farlig, kun lille,
patetisk og bange.
Så slog han om. Hans hånd lå på mors skulder, og han
var så beregnende som kun folk i en stigende, selvsikker
rus kan være. Det er ikke sandt at fulde folk mister kontrollen:
De får overmenneskelige, onde kræfter, de bliver
i besiddelse af en avanceret fantasi, de bliver i stand til at
manøvrere hurtigere end ellers, med en radikal kontrol
over omgivelserne, og det er ikke sandt at de bedøves,
lammes, det sker ikke før de har drukket sig selv under
bordet. Nej, mens de endnu er på vej op, sensitiveres de,
får flere sanser og bliver kreative, udspekulerede, mens
omtanken, pænheden og selvbeherskelsen forsvinder, erstattes
af animalske evner menneskene ellers ikke er i
kontakt med, og de bliver rådsnare og ekstremt effektive,
og de kan balancere som en tandstik på et kussehår,
som far engang sagde da jeg var ti. Han sad i sofaen, det
var en lørdag aften, og vi havde lige spist koteletter. Mor
ryddede af bordet og var på vej ud i køkkenet. Far tog
en tandstik og lænede sig over mod mig.
“Det du skal lære, er at balancere som en tandstik på
et kussehår,” hviskede han, “så har du kontrollen.”
Mor kom tilbage fra køkkenet, og far smilede hem-
134 135

melighedsfuldt til mig mens han så på mor.
“Hvad siger du, Sara, er det ikke sandt at han skal
det?” Han nikkede til mig og klikkede med tungen mod
kinden, som han altid gjorde.
“Jo,” sagde mor kort uden at have hørt hvad han sagde,
fordi hun altid svarede mindst muligt på det tidspunkt
en lørdag aften, for hun vidste at det var for risikabelt at
gå ind i nogen form for dialog.
“Ja,” sagde han, “vi havde det godt, ikke, Sara?” Far
lænede sig over mod mig igen. “Tror du ikke vi havde
det godt da vi lavede dig, hvad?”
Og nu stod han foran mig, og jeg var tolv år igen, og
livet løb igennem mig, flyttede ind i mig igen, alt det jeg
havde forsøgt at glemme, og han slog om. Efter at have
strammet ansigtsmusklerne, skræmt mor og mig fra vid
og sans, så fik han et smørret grin på og satte sig i mors
grønne lænestol. Han strøg hænderne over armlænene
og pustede ud.
Den tolvårige sprak, han måtte ikke puste. Far skulle
ikke sidde der. Det var mors lænestol. Den havde hun
selv købt, for sine egne penge, og far skulle ikke sidde
der. Jeg gav slip på den blå habitjakke, gik hurtigt hen til
far og stillede mig op foran ham, og jeg var iskold.
“Rejs dig,” sagde jeg.
“Jarle!” sagde far og smilede, “her sidder jeg så godt.
Du må også hellere sætte dig.”
“Rejs dig, du skal ikke sidde der.”
Far så et øjeblik forvirret ud, men bevarede fatningen.
Jeg sænkede stemmen.
“Far, nu får du en sidste chance,” sagde jeg koldt og
roligt.
“Jarle …,” jeg hørte mor bag mig, men tog ikke notits
af hende.
“Nå, er der nu krig igen?” sagde far, og rettede sig op
i stolen. “Jarle, hold op med det der, jeg kom bare forbi
et smut for at se hvordan I har det? Jeg er jo din far, og
det er jo din mor, og vi har jo … Fandens også!”
“Du er det fejeste menneske jeg kender, far,” sagde
jeg. “Ved du godt det? Du er fandeme så fej at du burde
stå i et leksikon. Er du klar over det? Jeg giver dig en
chance nu, hvis du overhovedet har planer om at se mig
igen, så går du nu. Okay? Og nærmer du dig mors hus
en gang til, så er det slut. Så har jeg ingen far. Forstår du
det?”
Far blev rasende.
Han havde tre valg, tre reaktionsmåder, som han kunne
ty til. Mor og jeg kendte dem godt. Han havde benyttet
sig af dem da vi for nogle år siden havde ugentlige seancer
som den her, og vi var bukket under for dem. Enten
kunne han begynde at græde, optræde såret og trådt på,
snøvle og græde til snottet drev af ham, for at opnå
medlidenhed og trøst. Han kunne spille selvindsigtens
spil, erkende sine fejl, love bod og bedring, vende situationen,
angre. Den anden løsning var at gå i krig, slå hårdt
tilbage, møde anklager med anklager, og i fuldskab var
far en skarp retoriker; så kunne det hagle ned med ondskabsfuldheder,
om hvor forbandet nærig mor var i sengen,
om hvor ufatteligt det var at han holdt til at leve
sammen med hende, om hvor skuffet han var over mig,
hans søn, om hvor latterlige mors forældre var, at hun
kunne være lykkelig over at have mødt ham og fået lidt
fornuft ind i sit lille hoved. Den tredje metode, den han
136 137

valgte nu, var at blive stumt rasende, fryse blikket, nægte
øjenlågene at blinke, stramme kæberne, vise sin totale
foragt uden at gøre noget overilet. Det var en “vi taler
om det senere”-manøvre. Han reddede sig ud af det ved
at spille offer, og han kunne opretholde truslen over for
os, i og med at det var en klassisk åben slutning. Han var
tilmed i sikkerhed, vi kunne ikke sige at han ikke havde
givet sig, tværtimod måtte vi indrømme at han havde
gjort som vi sagde.
Far sagde ingenting.
Han så pludselig helt ædru ud i ansigtet, øjnene tørre,
kæberne stramme. Han så hen på mor, kneb læberne
sammen og lod øjnene blive smalle. Så kiggede han på
mig, med et blik der sagde “hvor er du utaknemmelig,
Jarle, ved du godt det, du er så utaknemmelig, og der er
fandeme så meget du ikke aner en skid om, men jeg tilgiver
dig.”
Han rejste sig.
Ville han slå om endnu en gang?
Han bukkede sig ned og samlede habitjakken op
Så gjorde mor noget hun aldrig skulle have gjort.
“Terje …,” og jeg kunne høre på stemmen at hun var
ked af det der var sket. Selvfølgelig var det ikke hendes
mening at lade ham få overtaget, selvfølgelig var det ikke
hendes mening at række ham en buket blomster, som
om hun takkede ham for at være kommet, tværtimod,
hun var lige så rasende, lige så bange, lige så ødelagt, men
det hun faktisk gjorde var at række ham en sørgebuket.
Far så på hende, standsede hende med øjnene, sagde
ingenting. Men han tog imod.
Han gik hen mod udgangen.
Jeg stod på gulvet foran lænestolen og mærkede hvordan
raseriet kogte i mig. Ville han bare gå herfra på den
måde? Mens mor og jeg stod tilbage som to smeltede
snemænd inde i stuen, og han kunne fortsætte ud i januaraftenen?
Fortsætte hvor han slap, bestille drinks på Cobra
eller hvor han nu fandt på at gå hen, møde damer ved
bardisken som han kunne fortælle hvor forfærdeligt det
var at være mand i dag, hvor forfærdeligt det var at
have en søn der ikke kunne tage imod en fars kærlighed,
en søn der var købt og betalt af møgfissen der engang
havde været hans kone, ja, kunne han sige, ja, jeg besøgte
dem her til aften, jeg så min kone for første gang i halvandet
år, jaja, vi er skilt, men hvad fanden, det er jo min
kone, det er hende jeg har spildt tyve år af mit liv på, det
er jo hende jeg har drengen med, jeg har fandeme betalt
for alt det hun er i dag, ja, jeg tog hen til dem, og hun
har klaret sig godt, kan du fatte det, det har hun, et skide
stort hus har hun formået at skrabe sammen, hende der
påstod at jeg ruinerede hende da vi fordelte hus, ting, og
gæld, men et hus har hun anskaffet sig, og hun har også
fået bil, en dyr Opel kører hun rundt i, og kan du fatte
det, ville han sige til damen i baren mens han købte en
Gin Tonic til hende og lurede på om han skulle kneppe
hende hjemme hos sig selv eller hjemme hos hende; kan
du fatte det, at jeg fandeme ikke engang må besøge dem?
Hvad mener du? Er det at opføre sig voksent?
Far tog skoene på, jakken, og åbnede hoveddøren.
Ville han bare gå på den måde?
Jeg var rasende og løb efter ham.
Han vendte sig mod mig. “Kommer du så om to uger?”
“Jeg … ja,” sagde jeg.
138 139

Jeg var rasende, men jeg sagde “ja”, og jeg vidste at
sådan blev det; jeg ville tage hen til ham om et par uger,
overnatte hos ham, og vi ville begge lade som ingenting,
far ville føje mig, jeg måtte gøre lige hvad jeg ville, og
jeg ville tjene godt med penge på at være hos ham. Sådan
ville det gå. Som om der slet ikke var sket noget. Mens
mine kammerater måtte have ekstrajob for at få råd til
at drikke, købe fjolletobak, bøger eller plader, så tog jeg
hjem og “arbejdede” hos far. Jeg tog altid hjem et par
tusind kroner rigere. Jeg kan huske jeg plejede at regne
timelønnen ud. Hvis jeg kom fredag aften, sådan cirka
ved 9-tiden, regnede jeg det som tre arbejdstimer før vi
gik i seng. Så om lørdagen var det syv arbejdstimer, på
daghold, hvor jeg måtte gøre et eller andet røvsygt sammen
med far. Og så var det knapt fire, højst fem timer
om søndagen før han kørte mig ind til byen og satte mig
af ved Atlantic. Det blev cirka fjorten timer i alt. To
tusind divideret med fjorten. Ret god timeløn.
Jeg kunne mærke hvordan mine læber dirrede, og det
eneste jeg ville var at give far et kram.
Far gik ud i vinden. Inde i stuen sad mor i den grønne
lænestol. Jeg satte mig i sofaen ved siden af hende. Hvad
skulle vi sige? Mor sukkede.
“Det måtte jo ske en dag,” sagde hun. “Jeg vidste det
måtte ske en dag. Uanset hvor jeg er, så vil han dukke op
en eller anden dag.”
“Ja,” sagde jeg.
“Men hvordan er det når du besøger ham?” spurgte
hun.
“Det er bare … lidt kedeligt. Det er ligesom ikke rigtig
far.”
“Hm.”
“Det er ikke noget vi skal tale om.”
“Hm.”
“Men det var far der var her nu,” sagde jeg.
Mor rejste sig, gik ud i køkkenet og satte kaffe over.
“Han var her også en anden gang,” råbte jeg.
Hun kom ind igen.
“Hvad siger du?”
“Han har været her før,” sagde jeg.
“Har han?” Mor så forbavset på mig.
“Ja, det var lige efter at vi var flyttet ind. Jeg var
hjemme fra skole af en eller anden grund, og du var på
arbejde. Jeg sad hernede i stuen og spillede plader, jo, jeg
var syg, ja … jeg sad altså her og spillede plader, og så
stod jeg ved vinduet, og pludselig så jeg far.”
“Her?”
“Ja, udenfor. Han stod lige uden for vinduet ud til
gaden og så på huset. Jeg kastede mig ned på gulvet, gemte
mig under vindueskarmen og håbede han ikke kunne se
mig. Jeg var dødbange. Det var lige efter skilsmissen, så
…”
“Så han dig så?” spurgte mor.
“Jeg ved det ikke. Vi har aldrig talt om det. Så jeg tror
det ikke.”
“Hvad ville han så?”
“Det ved jeg ikke. Jeg tror bare han ville … ja, se huset,
måske. Se hvor du boede.”
Mor hentede kaffen. Klokken var blevet elleve.
“Skal du gå nu? Ringe til Helge?” spurgte hun ude fra
køkkenet.
“Nej,” sagde jeg, “jeg orker det ikke.”
140 141

Jeg tænkte på Katrine. Pludselig var Yngve fejet ud af
hjernen, og det eneste jeg ville var at ligge i Katrines skød.
Jeg ringede til hende. Sagde jeg følte mig lidt klejn, at
det var derfor jeg var blevet hjemme, sagde jeg var utrolig
glad for hende, at jeg elskede hende over alt på jorden,
og at jeg ville se hende.
“Nu? Det er lidt sent …”
“Hvad så med i morgen?” spurgte jeg.
“Ja, min mor og far tager op til hytten i morgen.”
Jeg skrev af og til dagbog dengang. Jeg har netop læst
notaterne fra januar 1990 endnu en gang. Jeg skrev den
aften, men jeg skrev kun lidt om fars besøg, kun at han
havde været der, og at “det var røvsygt, tror mor tog
det tungt”. Og så skrev jeg at jeg længtes efter Katrine.
Men et par dage efter har jeg noteret en drøm jeg havde
den weekend, som jeg har glemt. Der står: “Drømte om
far hen på morgenstunden i dag. Det var så grotesk at
jeg næsten ikke kan nedfælde det. Det var sådan en Jarlekommer-hjem-fra-byen-lørdag-formiddag-drøm.
Som
det var for nogle år siden, hvor jeg altid tog ind til byen
om lørdagen for at købe plader sammen med Helge, og
for at slippe for at være derhjemme. Det var en drøm
som på en måde mindede lidt om den dag jeg kom hjem
og de næsten havde slået hinanden ihjel, hvor de havde
været oppe at slås, og far var fuld lørdag formiddag og
var faldet ned ad trapperne. I drømmen kom jeg hjem,
og der var krise derhjemme, en meget truende far (men
var han fuld? det er jeg ikke helt klar over), og jeg blev
rasende, supervred, og jeg tog en saks, tror jeg nok, og
klippede vinduet i hoveddøren op, bare klippede det op
med den lyseblå saks mor har nu. Og så er der nogle
huller i drømmen, men lidt længere fremme kan jeg huske
at det er mor og mig der jagter far, vi løber efter
ham rundt om stuebordet, og jeg råber sådan noget som
“nu skal du ind!”, og så får vi fat i ham, og så vil jeg ringe
til nogen der skal hente far og køre ham væk. Mor og
jeg sidder med telefonbogen, men vi kan ikke finde numrene,
ikke engang til politiet, det er som om de forsvinder
fra telefonbogen, hver gang mor peger på et nummer,
så forsvinder det, og vi bladrer og bladrer i telefonbogen,
men alle numre viskes ud når vi skal til at læse
dem, og det ender med at jeg løber ind til naboen for at
få hjælp. Jeg kan ikke helt huske hvad det er for en hjælp
jeg får, og jeg kan ikke huske hvor vi har lagt far mens vi
bladrer i telefonbogen, men i hvert fald har jeg følelsen
af at jeg kommer tilbage med en haglbøsse i hænderne.
Så ser jeg mor og far. De er ude på badeværelset lige til
højre for vindfanget. Far er nøgen, han ligger på knæ
eller lignende i et højt badekar, vandet sprøjter og løber
ud over det hele, og far græder. Så lægger jeg mærke til
hvad der er sket. Mor har foretaget en slags amputation
af ham. Han har ingen fingre og ingen hænder længere.
Han holder en hudlap frem, som en alt for lang trøje,
for enden af underarmen, som blodet drypper fra, det
drypper ned på det våde badeværelsesgulv som bliver
rødt. Og så løfter han foden. Det er det samme. Far er
blevet meget lille. Næsten en dværg. Der hænger bare
en hudlap der hvor foden skulle være, for mor har skåret
den af. Far græder og siger noget – “hjælp” – men det
er for sent. Mor … jeg ved ikke helt hvad hun gjorde.
Jeg tror ikke hun triumferede. Pudsigt: Jeg kan huske
fars nøgne overkrop i drømmen. Jeg tror nok den var
142 143

temmelig korrekt gengivet, og det mindede mig om dengang
far og jeg plejede at gå tidligt i seng om søndagen
for at ligge og høre Radiosporten sammen. Dengang
kunne jeg godt lide at ligge tæt ind til ham.”
Det var en utrolig god dag.
Hvis du ikke har den slags dage i dit liv ... dage der
virker så fuldkomne, fra det øjeblik du vågner til du går
i seng om aftenen?
24. februar 1988. Det var min gode dag.
Hvad er det der sker når man får en ven?
Er det egentlig ikke det samme der sker når man forelsker
sig, som jeg forelskede mig i Yngve, som jeg havde
forelsket mig i Katrine, i Hilde, i Marit, i Irene, som jeg
senere ville forelske mig i Lene, med den forskel at man
vælger venskabet og ikke forelskelsen? Er det ikke det
samme? Har venskabets første dage og uger ikke de
samme træk som forelskelsen?
Jo, det er sådan det er: Du må møde det menneske,
men du tænker ikke på det som forelskelse, men det er
det; en lille forelskelse som når du pludselig begynder at
spise tunfisk hvis du aldrig har gjort det før, som det er
en lille forelskelse kun at læse Balzac otte måneder i træk,
indtil du har læst alt hvad der findes på norsk og må
købe engelske udgaver på amazon.com. Små forelskelser
overalt, det er derfor vi gør det vi gør.
144 145
8 ER DU SOCIALIST?
det ville have været let at overtale mig til at være med
i en hvilken som helst revolution mod tyranniet
Che Guevara

Helge gik i parallelklassen på Gosen skole. Han havde
langt hår før vi andre fik langt hår, han begyndte at ryge
før vi andre, og han gav fanden i det hele før vi andre
gav fanden i det hele. En suspekt fyr, mente de fleste jeg
kendte, et tvivlsomt element, mente mor og far, der vidste
hvem hans forældre var. Ombo-folkene. Venstreorienterede,
sagde far og lod mig forstå at de der, Ombofolkene,
dem skal du holde dig langt væk fra, socialister
og den slags pak, de vil rive alt det ned vi andre har bygget
op, utaknemlige folk, kværulanter.
24. februar 1988 var vi på skoleudflugt. Vi skulle på
vandretur til Jæren. Jeg var mildest talt negativt indstillet
til den tur, og alle mine nærmeste, både derhjemme
og på skolen, måtte lægge øre til min indstilling. Jeg var
oppe at skændes med læreren og forsøgte at få det taget
op i elevrådet, at skoleudflugter var dårlig udnyttelse af
elevernes, for ikke at sige statens, resurser, at det burde
være valgfrit, at det var en tilsnigelse fra de turelskende
læreres side, en gratis fridag ingen havde krav på, at det
ikke havde noget med kundskaber at gøre at vade rundt
i lyng og mos på Jæren. Jeg fremlagde et forslag om at
de der ville blive tilbage på skolen og læse, kunne gøre
det – og hvad nu hvis man ikke havde nogen vandrestøvler?
Skulle man så gå ud og købe det på grund af én
eneste tur, som ville blive den sidste i ens liv?
Skulle man?
Protesterne var resultatløse. Det blev til vandretur.
Tre klasser tog af sted. Jeg sørgede for at demonstrere
ved at iføre mig det mest urbane tøj, ved at tage min
walkman med som jeg insisterede på at lytte til på hele
turen, ved ikke at tage madpakke med. Jeg var en rigtig
Rasmus Modsat. De andre i klassen lo, samtidig med at
de rystede på hovedet, og lærerne himlede med øjnene.
Det bidrog til at gøre projektet vellykket, jo mere åndssvag
de syntes Jarle var, jo bedre havde han det, noget
der betød at den forhadte vandretur til Jæren blev en
personlig optur for mig, og at jeg på min egen vrangvillige
facon glædede mig til at tage af sted.
Ude på Høgjæren satte jeg mig op imod den smukke
natur og forvandlede hver en gudbenådet sky, hver en
blændende smuk sten og hver en fløjtende hejre til et
grotesk naturelement. Manøvren var ikke så vanskelig:
man gør plus til minus. Er noget imponerende smukt,
er det bare at vende dommen, så resultatet bliver frastødende
i stedet. Jeg trådte hårdt i mosset, jeg trampede
hen over lyngen og sinkede følget så godt jeg kunne. På
min walkman havde jeg en kassette med The Jesus and
Mary Ghain på a-siden og Siouxsie and the Banshees på
b-siden, og jeg lod den depressive rock overmale Jæren
med sine molakkorder og fuzza guitarer.
Jeg bemærkede at der var en anden der også havde
valgt at gå bagerst. Ligesom mig havde han ikke gjort
noget ud af turantrækket, men gik i cowboybukser, uden
hue, med kondisko, og ligesom mig fik han ustandselig
kommentarer fra folk oppe foran, mens han endnu havde
kontakt med dem. Den eneste forskel på os to var at han
røg og jeg hørte walkman, og at jeg havde en bagde med
NEJ til atomvåben, mens han havde en hvor der stod
“And Fuck to You Too”.
Der opstod en lidt latterlig situation derude på Høgæren
da to bumsede femtenårige blev ved med at gå
ved siden af hinanden, med cirka tre meters mellemrum
146 147

uden at se på hinanden; den ene kæderygende Marlboro,
var omkring fem centimeter højere end den anden, med
længere og mere fedtet hår, den anden med knyttede
næver, bumser i stedet for fregner, og Sony-walkman
med mørk indierock. Vi vidste begge to godt hvem den
anden var. Helge Ombo og Jarle Orheim, som jeg hed
dengang. Jeg vidste godt hvem Helge Ombo var, det
vidste hele skolen, knivskarp, punket fyr med venstreorienterede
forældre. Mens vi andre havde fået formaninger,
måske omsorg, eller hverdagsagtige køreregler
ind med modermælken i 70’erne og 80’erne, havde Helge
fået ørerne tudet fulde af rød historie, geografi og politik,
Mao, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, Fidel
og Che, Lenin og Trotskij. Mens vi andre hørte børnekassettebånd
med Knutsen og Ludvigsen, Pippi Langstrømpe
og Trond-Viggo Torgersen, hørte Helge Hoola
Bandoola Band, Bob Dylan og Joni Mitchell. Faren var
en halvberømt fagforeningsmand, profilerede sig på venstrefløjen
i lokalpolitik, moren ligeså, højt uddannet som
de færreste af sine medsøstre i sin generation, stor stilling
i socialvæsnet i Stavanger, havde siddet i byrådet i
flere perioder for SV. Helge Ombo. Alle vidste hvem
han var, også lærerne, fordi han allerede som femtenårig
var en udfordring for dem, fordi han kunne udfordre
med Marx’ økonomiske teorier, fordi han for længst
havde læst hele pensummet, fordi han kunne sidde med
benene oppe på bordet og se ud ad vinduet og alligevel
svare på de spørgsmål han blev stillet, og når som helst
kunne fortælle dem der gad høre på ham at USA var en
imperialistisk stat: er der nogen der ved hvad der skete i
Guatemala i 1954? Generelt upopulær, generelt misundt.
Og Jarle Orheim, måske vidste folk også hvem han var?
Tja, måske ikke. Jeg var mere åben end Helge, parat til
alt hvad der var alternativt, alt hvad der var venstreorienteret,
og jeg var mere hemmelighedsfuld end ham, folk
vidste ikke hvem mine forældre var. Selv om der fandtes
en meget tydelig socialrealistisk nøgle til min opførsel,
var den ikke så synlig som Helges arv- og miljøkode:
min lå stadig gemt sammen med fars spritflasker i skabene,
på loftet, under brændeknuderne i garagen, sammen
med den almindelige dysfunktion hjemme hos os,
hvor det hele – indtil videre – foregik inden for husets
fire vægge.
Jo. Vi vidste godt hvem den anden var.
Vi havde set hinanden i skolegården.
Vi holdt afstand.
Det begyndte at regne. Jeg så Helge skifte teknik med
smøgen.
Han knipsede cigaretten som han holdt mellem pegeog
langfingeren over mellem tommel- og pegefingeren,
mens han passede på ikke at lade regnen slippe ind i hånden.
Uden at Helge bemærkede det, skruede jeg ned for
lyden på Jesus and Mary Chain. Jeg hørte ham bande
ved siden af mig.
“Helvedes lortevejr.”
Jeg nikkede. Det var jeg helt enig i. Selv om jeg ikke
ville have udtrykt det på den måde, så var det et helvedes
lortevejr.
“Ja, for fanden,” sagde jeg uden at se på ham.
Vi havde aldrig talt sammen, Helge og jeg, og det ville
vi heller ikke nu hvor vi gik og frøs ude på Høgjæren.
148 149

Hold kæft, vi kunne jo ikke engang lide hinanden, så det
var ikke det der var meningen, men vejret kan alle jo
være enige om, herregud, man er jo heller ikke fascist,
vel?
Vi gik i nogle minutter uden at sige noget. Foran os
kunne jeg se læreren pege hen mod en varde, og i klyngen
bag ham så jeg Tor-Henrik fra c-klassen lægge hånden
på røven af Helene fra a-klassen. Helene der havde
kneppet halvdelen af skolen, sagde man, men ikke mig,
tænkte jeg, og sikkert heller ikke Helge. Ifølge Tor-Henrik
stod der Sug og synk og God weekend i hendes håndflade,
den samme håndflade der holdt om ens pik, og
hun sank det hele så kæberne rystede og det klikkede i
hovedskallen på en og det uden at måtte tørre munden
med håndryggen bagefter.
“Hvad er det du hører?” spurgte Helge.
“Hvad?” Jeg lod som om jeg ikke kunne høre hvad
han sagde, og tog ikke høretelefonerne af.
“Hvad er det du hører?”
Jeg skruede demonstrativt ned for lyden.
“Ah. Ikke noget du kender, tror jeg.”
“Ikke det?”
“Nej, det … bare sådan … Du kan sikkert ikke lide
det.”
Helge fiskede Marlboro-pakken op af lommen på dynejakken,
flappede låget op, knipsede på undersiden af
pakken så der gled to cigaretter ud, rakte pakken hen
mod mig, mens han sagde: “Så test mig.”
Jeg røg jo ikke. Jeg havde aldrig røget. Men nu stod
jeg der på Høgjæren, og mit instinkt sagde mig at nu
står du midt i en styrkeprøve, Jarle, det her er en eksa-
men i selvrealisering, det er nu det gælder. Du skal prøve
kræfter med din uskrevne ærkefjende på skolen, Helge
Ombo. I to er de eneste der tager klar afstand fra de
kristne, stræberne, kvasisunde, hytteejende, yoghurtdrikkende
A4-folk der elsker at gå tur på Jæren, i regn og
blæst, og nu står han her foran dig, ham Ombo-fyren
fra Ombo-folkene, som din far hader, og han har spurgt
dig hvad det er du hører, og han byder dig en smøg, og
han ved du ikke ryger, men han tester dig, Jarle, han tester
dig fanden gale mig, og vil du knække sammen nu,
eller vil du sejre? Og det kan da godt være, trods alt, at
han ikke har hørt Siouxsie and the Banshees, selv om det
ikke er så sandsynligt, men Jesus and Mary Chains Psychocandy,
den har han fandeme ikke hørt, det er sgu helt
sikkert, så det er den du skal nævne: Psychocandy, skal
du sige. Ikke bandet, men bare titlen på lp’en, som om
du glemmer at sige bandets navn fordi det er så almindeligt
for dig, ligesom arrogante mennesker kalder deres
kendisvenner ved fornavn når de møder folk der ikke
har en chance for at lære en kendis at kende – Angelina,
siger de og ser på de usikre ansigter, før de tilføjer, efter
en passende kunstpause på fire sekunder; Jolie – Psychocandy,
skal du bare sige, og så, Jarle: Tager du imod den
smøg eller gør du ikke?
Jeg tog en smøg ud af pakken og sagde: Psychocandy.
Helge var helt rolig, tog tændstikæsken frem, strøg
en tændstik, beskyttede flammen ved at samle hænderne,
og stak den hen mod mig. Jeg satte cigaretten i munden,
sådan cirka i midten, og sugede røgen ind mens Helge
sagde: “Klassisk.”
Klassisk, havde han sagt.
150 151

Okay. Det kunne betyde så meget. Teorier kørte rundt
i hovedet på mig mens røgen gled ind i munden og ned
gennem halsen. Mobbede han mig fordi jeg hørte på
noget så dødssygt som Psychocandy? Eller var det mig
der var “klassisk” fordi jeg gik rundt ude på Jæren og
hørte noget ingen andre kunne lide? Eller var det rent
faktisk sådan at han mente, ligesom jeg – og den engelske
musikpresse der var mine læremestre – at Psychocandy
repræsenterede en skillelinje i musikhistorien? Hvad skulle
jeg sige?
Jeg nikkede og holdt det åbent mens jeg mærkede røgen
svulme op inde i mig.
“Fandeme meget bedre end Darklands, det er helt sikkert,”
sagde Helge.
Kvalmen blev bare værre, og jeg var sikker på at jeg
skulle kaste op, røgen samlede sig i halsen, og øjnene var
opspilede, men jeg havde mødt et menneske der havde
hørt Psychocandy. Det var stort.
“Er du gal,” fik jeg hostet. “Darklands er superbleg i
forhold.”
Jeg brugte alle mine kræfter på at vise Helge at jeg
røg, at rygning for mig var lige så naturligt som at drikke
mælk. Jeg var utrolig imponeret. Han havde hørt Psychocandy.
Han kendte et af de bands som jeg troede var
min egen hemmelighed i hele Rogaland, og han vidste
hvor legendarisk støjpladen fra 85 var, og hvor ordinær
den næste plade var.
“Jeg kan høre Psychocandy i timevis,” sagde Helge.
Jeg hostede igen. Helge kiggede på mig.
“Er du lige begyndt?”
Jeg nikkede. “Ja, for tre uger siden.”
Han nikkede.
“Men det er sindssygt godt,” sagde jeg.
“Hvad med Smiths?” sagde han.
“Jeg holder på The Queen is dead.”
“Meat is murder siger jeg,” sagde Helge, “The Headmaster
Ritual, Nowhere fast, ikke andet end kongesange;
‘What she said’ …”
“… I smoke’cause I’m hoping for an early death,” fortsatte
jeg, og Helge tog et hiv af smøgen mens han nynnede
resten af teksten:
“and I need to cling to something.”
Jeg så på ham.
“Police?”
Helge nikkede. “Message in a bottle er god. Men jeg
får totalt fnat/spat af ham Sting. Totalt fnat/spat.” Helge
himlede med øjnene. “I hope the Russians love their children
too?” citerede han hånligt.
Jeg lo. “Latterligt. Men … Clash? London Calling, Sandinista,
Combat rock, den første eller Give ’em enough
rope, tror jeg.”
“Jeg ville have givet dig en på snotten hvis du havde
sagt This is England,” sagde han, “nej, Sandinista, selvfølgelig.”
“Madness?”
“For soft,” sagde han. “Hüsker Dü?”
Jeg rystede på hovedet. “Kender dem ikke.”
“Kender du ikke Hüsker Dü! Herregud! Kender du
ikke Hüsker Dü? Dem må du fandeme lære at kende,”
sagde Helge og smilede. Det var første gang jeg så ham
smile, i hvert fald så vidt jeg huskede.
Helge standsede. Gruppen med elever og lærere var
152 153

kommet et godt stykke foran os nu, og de begyndte at
gå ned ad en bakke. Han så på mig. Jeg så på Helge. Det
regnede, håret var vådt, tøjet var vådt, og vi så på hinanden.
“Skal vi smutte?”
Smutte? Jeg så spørgende på ham. Smutte?
“Smutte? Hvad mener du med smutte?”
Jeg så rundt. Man kan ikke bare “smutte” sådan uden
videre, midt ude på Høgjæren, der er kilometer af hede
og hede og atter hede, lyng og mos, og man kan da ikke
bare “smutte” – kan man?
“Jo – hør en gang: Vi skal gå to timer endnu før vi
skal vende om, og det regner sgu så meget, og jeg ved
ikke med dig, men jeg synes hele det her oplæg stinker,
og hvis vi stikker af nu, går lige ud, så kommer vi snart
til en eller anden vej, eller en togstation, eller en gård
med telefon, eller hvad fanden ved jeg, men et andet sted
end det her i hvert fald, okay?”
Jeg så på Helge. Jeg tog et hiv til af smøgen, holdt det
inde, og pustede roligt ud uden at hoste.
Smutte?
”Okay,” sagde jeg, “vi smutter.”
Det var første gang jeg pjækkede, det var første gang
jeg røg, og det var første gang jeg talte med Helge. Jeg
anede ikke hvad jeg begav mig ud i, og min småborgerlige
opdragelse – som jeg netop var begyndt at opponere
imod – fik flere rap over snuden den dag Helge og jeg
traskede ud over Jæren i vores kondisko. Vi gik i timevis,
mindst lige så længe som de andre elever gik tur, og
vi talte i ét væk, uden pauser: musik, film, bøger og politik.
Sagde den ene af os David Lynch, sagde den anden
Jim Jarmusch, sagde den ene Dostojevskij, sagde den
anden Turgenjev, det var som om munden var smurt
med olie, det var som om vi fortsatte hinandens tankerækker.
Børre Knudsen? Abortpræsten? Burde bures
inde på livstid. Nej, skydes. Op ad muren med ham og
hans kammesjukker. George Michael? Han skal med. Op
ad muren med ham også, tiltalt for forurening af kulturen,
sammen med Michael Jackson, Elton John og Bon
Jovi. Margaret Thatcher? Skal skampules af rabiesbefængte
hunde, have en injektion med aids og smides på
lossepladsen. Gro Harlem Brundtland? Skal rulles i tjære,
grilles som et svin og kastes for hundene. Yassir Arafat?
Der skal stå statuer af ham overalt på hele kloden. Før
denne dag havde jeg kun nogle vage idéer om hvad jeg
troede på, men efter nogle timer på heden var jeg nyfrelst
kommunist skråstreg anarkist.
Helge vidste næppe hvad han gjorde ved mig da vi
gik over Jæren den dag. For Helge var den systematiske
modbevægelse noget han var vant til, han var vokset op
med det, det var sandheden for ham, og han troede på
det. For ham var der ikke noget fremmed eller glamourøst
ved det, som der var for mig.
“Det handler om et bedre samfund, ikke sandt?” sagde
han og rakte mig endnu en cigaret, den femte. “Jeg har
en pakke til,” sagde han og tændte smøgen for mig, “det
er sgu dødsensfarligt kun at gå rundt med én pakke.”
“Ja, det er klart,” sagde jeg.
”Og det folk ikke fatter,” sagde han, “er at hvis vi skal
have et bedre samfund, hvis vi skal være ligeværdige, så
må der kæmpes, ellers styrer de rige bare rundt med os
ligesom de gør nu, og så går det hele ad helvede til.”
154 155

“Ja, for fanden,” sagde jeg.
Et bedre samfund.
Jeg havde aldrig hørt nogen sige det på den måde før.
Vi talte om et bedre samfund. Et samfund hvor ingen
tjente mere end 400 000 om året – “og så strækker jeg
mig fandeme langt,” sagde Helge, “langt.” Et samfund
hvor alle havde lige rettigheder. Et samfund uden børs
og aktier. Et samfund hvor alle ejede deres eget arbejde,
skabte deres egne værdier, fandt deres egne pladser. Et
samfund hvor der var nogen som satte grænser for hvad
en bolig måtte koste, hvor der var grænser for hvad folk
kunne profitere på. Et samfund hvor folk brugte sig selv,
og ikke blev brugt.
“Er du socialist?” spurgte jeg med store øjne.
Helge rystede på hovedet.
Jeg blev forvirret. Var han ikke socialist? Var det ikke
det far altid havde advaret mig imod, socialisterne? Jeg
havde aldrig mødt en socialist før, og nu viste det sig at
Helge heller ikke var det?
“Kommunist,” sagde han, “med klare anarkistiske
træk.”
Jeg savner samtalerne med Helge. Jeg savner vores
drømme. Jeg savner den dag hvor vi gik over Jæren gennem
regnen, i timevis, og blev mere og mere våde, før
vi til sidst endte på en landevej og kom op at køre med
en fårehyrde til togstationen i Nærbø, hvor vi talte hele
tiden, om et bedre samfund, hvor vi stak af fra de andre,
tog toget ind til byen, vadede drivvåde ind på Folken og
lagde vores blåfrosne fingre om de varme kaffekopper,
hvor vi nød at have givet pokker i de andre, der gik
oppe på Jæren og ledte efter Helge og Jarle, som var
forsvundet, som skabte et stort postyr, de ringede til
politiet, ringede til Helges forældre, ringede til mor, der
blev helt hysterisk og dødbange og forestillede sig at jeg
lå forfrossen og død ude på heden, mens vi, Helge og
Jarle, sad på Folken, blå af kulde, godt tilrøgede, drivvåde,
og fortsatte med at tale over den dårlige kaffe der
smagte bedre end nogen anden kaffe. Jeg havde fået en
ven. Jeg havde pjækket fra skole. Jeg var begyndt at ryge.
Jeg drømte om et bedre samfund.
Da jeg kom hjem den aften, mødte far mig i døren.
Han var stiktosset og kold. Spurgte om jeg var klar over
hvad jeg havde gjort, tog mig i nakken, trak mig ind i
stuen hvor mor sad i sofaen og græd, pegede på mor og
sagde “se! se! se hvad du har gjort!”
Jeg kunne ikke angribes, jeg var ligeglad. Jeg havde sat
hele huset på den anden ende, men jeg var ligeglad. Jeg
lod far give mig en overhaling, og jeg lod mor sidde og
græde – de havde sikkert en følelse af at stå sammen den
dag, deres søns frygtelige skridt ud på skumle stier, og
det havde de jo sjældent.
“Ryger du hash, Jarle?” hulkede mor henne fra sofaen.
Jeg var fristet til at sige ja, men jeg havde jo ikke røget
hash endnu, så jeg sagde nej.
“Ned på værelset med dig,” råbte far. “Nu!”
Det var en utrolig god dag.
Og nu sad jeg der, to år efter, foråret 1990, og det var
begyndt at knirke mellem Helge og mig. Den sidste uge
havde det hele knirket, jeg havde forandret mig på nogle
få dage, og far kom væltende ind ad døren hjemme hos
mor og mig. Jeg skulle ikke have det sådan, vel? Og
Katrine, var hun ikke min dame? Herregud, denne
156 157

Yngve, hvad var det nu for noget pjat. Yngve? En beskeden
stræber der stod ret op og ned og blev tom i
blikket, som fik Sting-kassettebånd til jul og syntes det
var toppen, som glemte at tage strømper på, som havde
fået mig til at opføre mig som en tosse, som havde fået
mig til at blive klippet og begynde at spille tennis.
Tennis?
Vorherre bevares.
Tennis? Jarle, er du blevet helt idiot?
Han er en bøsse fra Haugesund, for fanden.
Dagen efter at far var væltet ind ad døren hjemme hos
mor, bestemte jeg mig for at stoppe op mens jeg endnu
kunne. Jeg gjorde effektivt rent bord, uglede mit hår
foran spejlet ude på badeværelset, tog mit sorteste tøj
på, og hver gang Yngve dukkede op i min hjerne, grinede
jeg hånligt ad ham mens jeg ønskede den gamle Jarle
velkommen tilbage. Mor og jeg talte ikke om aftenen
før, jeg læste en digtsamling af Majakovskij ved morgenbordet,
og det første jeg gjorde bagefter var at ringe
til Katrine.
Katrine Halsnes.
Vi havde kommet sammen i over fem måneder nu,
næsten siden starten af 2.g. Dejlig dame. Men hvis nogen
havde spurgt gymnasieeleven Jarle Klepp i 1.g hvad han
syntes om Katrine Halsnes, ville det have set anderledes
ud: Hverken jeg eller nogen af de andre drenge fra klassen
tænkte på Katrine Halsnes i 1.g. Hun var en af dem
der ikke blev set. Jeg elskede piger, jeg forgudede alt hvad
de gjorde og sagde. Med min mor og mormor som rollemodeller
i min hukommelse så jeg dem som gode, smukke,
kloge – hvis jeg altså så dem. Desværre er blikket af
158 159
9 JEG TROR
ALT ORDNER SIG
kiss me where the sun don’t shine
The Stone Roses

en sådan beskaffenhed at når man ser noget, medfører
det at det skygger for noget andet. Jeg så andre piger i
1.g, ikke Katrine.
Hvorfor begyndte jeg så at komme sammen med hende
om efteråret i 2.g?
Lige siden jeg var lille og gik i de små klasser, havde
sommerferiens sidste uger været fyldt med rastløshed
og spænding. Jeg syntes altid ferierne varede for længe.
Uanset hvor skoletræt jeg var, uanset hvor kedeligt jeg
syntes det var at gå i skole når det blev november, mærkede
jeg altid en utålmodighed i begyndelsen af august
når ferien var ved at være slut. Jeg husker engang i underskolen
hvor Trine fra klassen havde sagt at hun skulle
til Amerika i sommerferien. Amerika. Jeg skulle selv på
bilferie til Danmark sammen med mor og far. Trine
havde en smal mund, lyse rottehaler med røde elastikker
og var datter af ham der ejede den lokale dagligvarebutik
hvor vi boede, og jeg havde været forelsket i hende
på den måde man er forelsket i dem der har alt det man
ikke selv har: en grådig forelskelse, den samme forelskelse
som man kan se i gamle amerikanske film, hvor fattige
heltinder gifter sig med velstående forretningsmænd for
pengenes skyld. Og nu skulle Trine til Amerika i tre uger.
Til Florida og Miami.
Jeg kendte ikke nogen der havde været i Amerika før,
og syntes det var flovt at vi skulle til Danmark; jeg sagde
det til mor – skal vi til Danmark? Kan vi ikke tage til
Amerika i stedet? Trine havde allerede været to gange i
Legoland og sagde at det var ret kedeligt. Hele den sommerferie
i begyndelsen af 80’erne lå jeg om aftenen i forskellige
senge på forskellige moteller i Danmark og tænkte
på Trine. Sommeren sneglede sig af sted, med røde danske
pølser og ture til Himmelbjerget, og jeg tænkte kun
på Trine. Småbørnsforelskelsen havde fået ny motor, en
mere voksen, mere grådig tiltrækning, blandet med selvforagt
og misundelse.
Og når efteråret nærmede sig, når første skoledag stod
for døren, var det altid det samme. Hvad sker der? Hvad
er der sket? Hvordan er det nu? Har pigerne forandret
sig? Har nogen fået kærester? Vil nogen blive forelsket i
mig?
Det samme skete hver gang når skolen endelig begyndte
igen: de første uger gnistrede. Folk havde en masse at
fortælle, og jeg blev næsten altid forelsket i de nye piger.
Nogle havde fået et nyt udtryk i øjnene, nogle havde
fået længere hår. Nogle var vokset: lange ben, større bryster.
Nogle havde fået nye ting: en dreng fra klassen kom
med en blå kasket fra en zoo i Münster, eller Trine, det
år hun havde været i Amerika, kom hjem med amerikansk
slik pakket ind i sølvglinsende papir og en E.T.dukke
i hel figur som havde selvlysende fingre og talte
amerikansk: E.T. phone home. Verden blev større.
Da vi begyndte i 2.g på Kongsgård, var det en mangel
der fik min opmærksomhed. De første dage var det bare
en forsigtig følelse af at noget var anderledes. Så begyndte
jeg at lægge mærke til at nogle af pigerne fra klassen,
Anita, Gro Elin og Marit, sendte hinanden indforståede
blikke, disse blikke som kun piger udveksler, og som
altid betyder det samme: En hemmelighed. Vi taler ikke
om det. Sig det ikke til nogen. Det var tydeligt at det var
Anita der sad inde med de fleste informationer om det
der ikke måtte slippe ud, for det var hende der havde
160 161

chefblikket, øjne fulde af autoritet som hun sænkede øjenlågene
meget sigende over. Ikke før første svømmetime
forstod jeg hvad de talte om. Da Torgersen, en streng,
gråhåret gymnastiklærer som tiden var løbet fra, foretog
navneopråb, var der en elev der manglede. Torgersen
gjorde altid et stort nummer ud af fravær. Han var skeptisk
når folk blev syge, og når pigerne sagde “det månedlige”,
kiggede han strengt over brillerne mens han krydsede
af i sin bog, som om menstruation var et fikst påfund
af kvindeslægten for at blive fri for ubehagelige
opgaver.
“Halsnes?”
Ingen svarede.
Halsnes? tænkte jeg og så mig omkring. Halsnes?
“Katrine Halsnes,” gentog Torgersen.
Ingen svarede.
Katrine Halsnes? Jeg kørte siksak mellem pigernes ansigter
i klassen og kastede forsigtige blikke omkring mig
for at se om jeg kunne finde ud af hvem der manglede,
Katrine Halsnes?
“Hun er her ikke,” hørte jeg Anita sige, med alvorlig
stemme.
Torgersen noterede i sin bog og gik videre til næste
elev, og jeg vendte hovedet, lige tidsnok til at se Anita,
Gro Elin og Marit sende nogle korte, effektive blikke til
hinanden.
Det var tydeligt at der var sket et eller andet. Der var
noget galt. Tilbage i klasselokalet, hvor Svendsen fortalte
om situationen i Libanon, så jeg noget jeg formentlig
havde registreret uden at tænke over det: den tomme
stol i vinduesrækken. Katrine Halsnes. Jeg begyndte øje-
blikkelig at danne mig et billede af hende, delvis baseret
på det jeg mente at kunne huske fra 1.g – meget lidt – og
mine forestillinger om hende, hende der manglede, hende
der havde en historie at fortælle.
Jeg spurgte Helge i det store frikvarter om han vidste
hvor Katrine var.
“Hvem? Katrine?”
“Ja, hende der plejer at sidde ved vinduet.”
“Hvordan fanden skulle jeg vide det? Hvem er Katrine?”
Da jeg ikke kunne få noget ud af Helge, gik jeg til
sidst hen til Anita, der stod sammen med veninderne
nede ved drikkekummen. Gro Elin og Marit så underligt
på mig og puffede meget sigende til Anita, forståeligt
nok, eftersom det var højst usædvanligt at jeg nærmede
mig dem.
“Du, Katrine, er hun syg, eller hvad?”
De så på hinanden.
“Hvorfor spørger du om det?”
“Ja, jeg undrede mig bare,” sagde jeg.
Anita så ud som om hun havde længtes efter dette
øjeblik, da hun blev tvunget til at sige det ingen måtte
sige. Hun trak mig nærmere ved at sænke stemmen og
signalere med blikket at nu blev jeg indviet i noget hemmeligt.
“Det er broren,” sagde hun.
Gro Elin og Marit nikkede.
“Hendes bror er død.”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Blodet løb hurtigere
gennem armene, og jeg mærkede temperaturen stige.
Hendes bror er død.
162 163

“Javel,” sagde jeg, “det var ikke så godt.”
Hendes bror er død.
“Du må ikke sige det til nogen,” sagde Anita. “Hun vil
ikke tale om det. Det var en ulykke. I Sverige.”
En ulykke i Sverige.
Anita, der i virkeligheden ikke var Katrines veninde,
men boede i nabolaget, opførte sig som Katrines talerør
i de to uger der gik før hun kom tilbage. Det hun gjorde
ser usmageligt ud i dag, men det var ikke anderledes end
det de fleste der nyder at være den fortrolige ville have
gjort: sole sig i glansen af andres lidelse. De næste dage
magtede hun ikke at holde tæt, og hen mod slutningen
af ugen vidste hele klassen alt, og alle havde lovet ikke at
sige noget til nogen; en mærkelig situation der resulterede
i at alle havde den samme viden, men ingen talte
åbent om det de vidste, kun på tomandshånd, og helst
under opsyn af oplysningens kilde, Anita. Dette resulterede
i at Anita fik nogle dage i søgelyset, drengene så
oftere på hende, og hun tog imod. Snakkede mere i timerne,
med en selvfølgelig tyngde.
Indtil Katrine kom. Indtil da havde jeg opbygget en
vældig længsel efter at se hende, hver dag havde jeg kigget
rundt og håbet på at se hende: kommer hun ikke
snart? Jeg kiggede hen mod den tomme stol i vinduesrækken
og så hende for mig. Hun var smuk, hun gik i
mørkt tøj, sad forsigtigt og sørgende ved vinduet, tynget
af den oplevelse hun havde haft i sommerferien hvor
hendes lillebror var død ved en tivoliulykke i Liseberg i
Göteborg.
Den tomme stol tog imod mine forestillinger, lod hende
sætte sig, trist, med store, åbne øjne.
Men det var en helt anden Katrine der kom gående
over skolegården, op ad trapperne og ind i klasselokalet.
Jeg havde lagt op til en fascination af et offer, jeg havde
forestillet mig et skrøbeligt menneske, en ung kvinde
med triste øjne, et roligere og mere tilbagetrukket menneske
end før sommerferien. Jeg havde fyret op under
forestillingernes bål, og jeg var begyndt at betragte mig
selv som trøsteren.
Og så kom hun. Fordi vi havde edb som valgfag sammen
i første time, var jeg en af de privilegerede der fik
hende at se før de andre. Edb var det fag jeg hadede mest.
Jeg havde fået ind i mit hoved at datamaskiner var fremmedgørelsens
endelige sejr over mennesket; jeg havde fået
den bagstræberiske forestilling at hvis vi blev præsenteret
for flere data, ville vi ikke længere kunne tænke en
selvstændig tanke, vi ville blive firkantede i øjnene, og
vores tanker ville også blive firkantede, ja, hele menneskeheden
ville blive én stor, neongrøn firkant uden egne
tanker, vi ville bare sidde og trykke på tastaturer der gav
os forhåndsfabrikerede meninger; der var orwellsk apokalypse
hos Jarle Klepp i 1990. Læreren havde haft sine
sammenstød med mig siden skoleårets begyndelse. Hver
time måtte hun gennem den samme tirade, hvor jeg brutalt
gik til angreb på monsteret datamaskinen, og hun
løftede opgivende øjenbrynene og sagde det samme hver
gang. Du har selv valgt det, og jeg sagde det samme som
sidst. Ja, jeg kunne jo ikke få andet, og hun prøvede en
sidste gang. Når du nu er her, når du nu har valgt faget,
skal vi så diskutere eller skal vi lære noget, og jeg fik
altid den sidste replik. Jeg var da ligeglad.
Jeg var virkelig ligeglad. Helge havde ikke edb, og der
164 165

var ikke noget jeg brød mig mindre om end disse to
latterlige timer om ugen.
Men denne dag forandrede det sig.
Katrine kom ind i klassen. Hun var i stramme cowboybukser,
rød kortærmet bluse, og gik hurtigt og bestemt
hen til den ledige plads der også stod og ventede
på hende i valgfag. Hun kastede lige et kort blik hen på
dem der kendte hende, og gav ikke et eneste tegn fra sig
der var læseligt for mig, om at det var hende der havde
en død bror. Måske passede det ikke? Hun så ikke trist
ud. Hun så ikke lille ud. Hun trak sig ikke sammen og
gemte sig inden i sig selv. Havde hun virkelig mistet sin
bror? Havde Anita fået forkerte oplysninger? Jeg smugkiggede
på hende i timen, og der var ikke noget der virkede
anderledes, kun udseendet. Hun så ældre ud, syntes
jeg, kortere hår – var hun blevet klippet? Pænere. Helt
klart. Pænere end før. Men hun så ikke trist ud. Læreren
ønskede hende rigtignok specielt velkommen, med et
respektfuldt smil og noget jeg tolkede som at hun godt
vidste hvad der var sket, men heller ikke her reagerede
Katrine som jeg forventede hun ville. Hun sagde bare
“tak”, spurgte hvad hun var gået glip af og slog op i lærebogen
om EDB.
Midt i timen kunne jeg ikke lade være, da læreren
åbnede for nogle generelle betragtninger om “computerens
position i dagens samfund”. Jeg måtte igen udgyde
min galde over faget og sagde at “computeren er den frie
tankes fjende”.
Før læreren fik sagt noget, tog Katrine ordet. Jeg vendte
mig brat om mod hende, overrasket, og hun så på
mig.
“Hør,” sagde hun, “er du ikke en af de såkaldt progressive?”
De andre elever så op fra maskinerne.
“Hvad mener du?” sagde jeg og så på hende.
“Ja? Er du ikke? Går du ikke og praler med at du er
progressiv, dig og så ham der Helge?”
“Gu gør jeg det,” sagde jeg, “og hvad så?”
“Det er et redskab,” sagde hun og rystede på hovedet,
“et redskab, forstår du det? En avanceret skrivemaskine.”
“Ja, meget,” sagde jeg.
Jeg var forvirret. Jeg måtte korrigere mine forestillinger
om en fortabt pige der trængte til trøst, og korrektionen
skulle foregå tjept, for her, foran mig, sad en pige
med et fast blik, stærke meninger, som ikke så ud som
om hun ville have medlidenhed, og oven i købet satte
hun mig på plads. Der skulle diskuteres.
“Det er bare så reaktionært, det du lukker ud,” sagde
hun, “hvad er det du tror? Er du så dum at du lægger dig
på maven for et redskab? Er du så dum? Hvis du er så
progressiv, så er det vel bedre at få magt over midlerne
og bruge dem for at nå dit mål. Og jeg gider ikke høre
på dig hele timen, okay?”
Katrine så på mig. Læreren så på mig. Klassen så på
mig.
“Vorherre bevares,” sagde jeg og himlede med øjnene.
Katrine spidede mig med øjnene henne fra sin vinduesplads,
to stærke, mørkebrune øjne som jeg ikke kunne
huske at have set før, under det brune pandehår, over en
skarp mund. Jeg så på hende. Strengt, selvfølgelig. Forelsket,
selvfølgelig.
Det ringede ud.
166 167

Efter den time så jeg hende, damen fra Stokka, damen
som ingen havde lagt mærke til i 1.g, og nu mærkede jeg
også hvordan hun trak folk til sig, andre piger, andre af
skolens alternative elementer, hvordan hun talte i timerne,
hvordan hun gik gennem skolegården med sikre skridt,
åbnede døren ind til klasseværelset med løftet hoved,
nikkede til dem der sad ved siden af hende, tog kontakt
med andre, var betænksom, forfægtede egne meninger
– og var dødlækker. Skidepæn. Sexet. Hendes krop, der
næppe havde forandret sig så meget i sommermånederne,
dukkede pludselig op, som om den tidligere havde ligget
og gemt sig inde i hende. Sådan var det selvfølgelig ikke,
brysterne havde også været der i maj måned, de stærke
lår havde båret hendes krop før sommerferien, det var
bare en anden Katrine de bar nu.
Jeg gjorde meget for at lære hende at kende. Hun havde
sat mig til vægs, og det hun havde opnået, var at jeg blev
forelsket i den virkelige Katrine. Jeg begyndte at interessere
mig for edb, jeg indrømmede over for læreren at
jeg havde været “lidt på tværs i starten”, som jeg udtrykte
det, og sagde at jeg nok skulle lade være med at
brokke mig mere, og i stedet begyndte jeg at blive mere
interesseret end resten af klassen. Stillede udfordrende
spørgsmål, spekulative, hypotetiske spørgsmål der kunne
stilles uden ironi i 1990: Hvad kan datamaskinen bruges
til i international sammenhæng? Hvad kan datamaskinen
udrette?
En eftermiddag efter skoletid kom hun hen til mig
mens jeg stod foran cyklen og gjorde mig klar til at tage
hjem.
“Hej.”
“Hej?” sagde jeg, overrasket over at hun tog kontakt.
“Vil du med på café?”
“Nu?”
“Ja, nu.”
Vi gik på Sting og drak kaffe, og bagefter gik jeg med
i biografen, og vi kyssede og kælede i Bjergstedparken
til klokken blev halv et, med mine hænder på hendes
bagdel, med læberne mod hinanden så de blev hudløse,
indtil hun måtte se at komme hjem til Stokka før forældrene
ringede til politiet, hvis de ikke allerede havde gjort
det.
Jeg havde fået en kæreste. Katrine Halsnes. Den pæneste,
smarteste, fineste dame, og hun havde forstand på
politik, havde ambitioner, sprogøre, sans for alternative
tænkemåder, og hun havde en hemmelighed.
Helge forstod at jeg havde gang i noget. Der var for
mange aftener og eftermiddage hvor jeg sagde jeg ikke
kunne være sammen med ham, og han forstod hvad der
skete: At jeg havde fået en dame, at jeg gik rundt og
kyssede og kælede med en dame i byens parker. Men
han var skeptisk over for Katrine. Han sagde at hun havde
forandret sig, men indtrykket af en pige fra 1.g uden
ben i næsen sad stadig i ham, og han gav klart udtryk for
at hun ikke var noget at satse på. Jeg udelukker ikke at
en vis jalousi meldte sig. Jeg tror ikke Helge var jaloux
på mig fordi jeg kom sammen med Katrine, men fordi
han frygtede at hun skulle tage mig fra ham og bryde alt
det ned vi havde sammen, ligesom jeg var jaloux hver
gang Helge fik en ny dame, eller andre venner, der truede
med at tage mere tid fra mig. Så han protesterede
meget i begyndelsen.
168 169

Det var bare relativisme med hende, sagde han, på den
ene side og på den anden side: Herregud. Og kom hun
ikke fra en konservativ familie? Ja, hvad fanden, Jarle,
hvem ved, Fremskridtsfolk måske?
“Det gør jeg jo også, Hegga.”
“Jaja, men se på hende, for helvede!” sagde han.
Jeg så på hende.
Ja?
Flot pige. Fandeme en flot pige.
Den første tid prøvede han og Katrine kræfter, for at
se om elastikken holdt. Den måde hun og jeg havde talt
på i edb-timen hvor hun udfordrede mig, forsvandt da
vi blev kærester, men den blev Helges og Katrines måde.
Det der var startet som en mistænksom, lidt aggressiv
omgangsform, blev efterhånden standarden, selv om
deres følelser for hinanden forandrede sig, uden at jeg
rigtig så det.
“Folk der diskuterer og vender og drejer alting, får
aldrig udrettet noget,” sagde Helge.
“Folk der aldrig tænker sig om, eller taler om ting,
før de gør det,” sagde Katrine, “dummer sig tit.”
Katrine matchede os godt. Hun blev accepteret og respekteret,
og i løbet af det første halve år af 2.g var vi
blevet en tydelig trojka på Kongsgård. Jeg hørte flere
kommentarer fra de andre fyre: “De knepper hende begge
to, det er fandeme sygt.”
Mens de første efterårsmåneder sneglede sig af sted,
og bladene på træerne blev gule og begyndte at falde til
jorden, gik vi fra at kysse og kæle til petting og videre til
vores første samleje i november: det var os to. Katrine
og mig.
Nogle uger efter at vi havde været på café den første
gang, tog jeg med hende hjem. Det var blevet september.
Jeg kan huske at jeg syntes det var lidt underligt at
hun så sjældent talte om sin bror, hun var ikke uvillig
når jeg stillede spørgsmål, men jeg tænkte alligevel at det
var mærkeligt at hun ikke selv fortalte noget. Denne
septemberaften spurgte hun mig pludselig om jeg ville
se Ørjans værelse.
“Din brors?” sagde jeg forbavset.
“Ja,” sagde hun.
Vi gik op ad trappen til første sal. Det var en ubehagelig
situation. Katrine var alvorlig, og jeg havde ikke andre
muligheder end at følge med. Selvfølgelig ville jeg se
brorens værelse, hvis hun ønskede det, men alligevel:
nu? Bare sådan? I gangen på første sal var der fire døre.
En til forældrenes soveværelse, en til Katrines værelse,
en til toilettet, og en sidste dør.
Katrine blev stående udenfor og lod mig gå ind. Mærkeligt.
Jeg så på et drengeværelse. En opredt seng, tæppe
på gulvet, et bord med læselampe. Plakater på væggene,
de fleste var sportsplakater. Senere slår det mig at rummet
faktisk lignede Yngves værelse, bortset fra at der
hvor Yngve havde en tennisspiller på døren, Becker, havde
Ørjan et billede af et ishockeyhold, og der hvor Yngve
havde en tennisketsjer stående, havde Ørjan to hockeykøller.
Det var ubehageligt, jeg følte øjeblikkelig et ubehag
ved at være der, et ubehag jeg ikke kunne begribe.
Et tomt rum, fyldt med ting, men alligevel tomt: ingen
lugte, ikke noget nærvær. Jeg syntes det var uhyggeligt,
som at finde en vante i skoven og undre sig over
170 171

hvor den anden er blevet af, og hvorfor der ligger en
vante her.
På bordet stod der et fotografi, et klassebillede, som
viste nogle og tyve tolv-trettenårige, de fleste af dem smilede,
nogle havde bøjle på tænderne. I vindueskarmen
stod der et andet fotografi, af en pige og en dreng. Pigen
var måske femten, drengen omkring ti. Jeg lænede mig
frem mod billedet.
“Det er Ørjan og mig,” hørte jeg bag mig, “i 1987,
tror jeg nok. På Rennesøy.”
Jeg vendte mig om. Katrine stod i døråbningen, med
hænderne ned langs siden.
“Han spillede hockey.”
“Nåja,” sagde jeg.
Katrine havde tårer i øjnene. Jeg gik hen og lagde armene
om hende.
“Men hvad er der?”
“Synes du det er okay? Synes du?” sagde hun og græd.
“Hvad? Hvad mener du?”
Katrine gjorde sig fri af mig og gik hurtigt ned ad
trapperne. Jeg småløb efter hende.
“Hvad er der? Katrine?”
Hun satte sig ned i sofaen i stuen.
“Jeg kan ikke klare det,” sagde hun, “synes du det er
okay?”
“Du må sige hvad det er,” begyndte jeg.
“Mor skal ligesom have et … museum eller hvad det
nu er, jeg kan ikke holde det ud, vel? At gå forbi det hele
tiden … Han er død, ikke sandt, Ørjan, vi var på biltur i
Sverige, og så døde han, og jeg kan ikke klare at have et
museum her i huset, han er borte, han … spillede hockey,
og vi var på biltur i Sverige, og han er borte, ikke sandt?”
Hun græd og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
“Jo.”
“Det var den der rutschebane med loop, og Ørjan
havde glædet sig sådan, det var så sejt, sagde han, og vi
skulle absolut tilbringe en hel dag der, i Liseberg, skyde
på ting der blinkede, køre i karruseller, køre i radiobiler,
køre i rutschebane, gå ind i spøgelseshuset, og spise
middag på restauranten, og det var ikke noget jeg havde
lyst til, vel? Hvorfor skulle vi også det? I tivoli? Jeg ville
jo ikke.”
Katrine tørrer øjnene.
“Nej?”
“Nej, hvad skulle vi det for? Jeg sagde til Ørjan hvorfor
han skulle bestemme det hele på turen? Herregud!
Jeg er jo heller ikke tolv år længere, og så rakke rundt i
Sverige og tage til Liseberg og gå i tivoli?”
“Nej?” sagde jeg igen, og ledte efter noget klogt at sige.
“Og så ville Ørjan køre i radiobil, det ville far også,
ja, nu skulle de køre i radiobil, og de spurgte om jeg ville
med, men det ville jeg ikke, hvorfor skulle jeg det?”
“Katrine, du behøver ikke …,” begyndte jeg. Men hun
fortsatte.
“De susede rundt og stødte ind i hinanden, havde det
sjovt, og jeg gik trist rundt for mig selv henne ved boderne
med lodsedlerne, har jeg sagt det? Jeg købte et lod.
Mor så på mens de kørte radiobil, Ørjan og far, og jeg
stod henne ved boderne med lodsedlerne, og …”
Katrine begyndte at græde igen.
“Du behøver ikke at sige mere,” sagde jeg. “Jeg ved
godt hvad der skete.”
172 173

“Men jeg var der ikke,” sagde Katrine og så på mig.
“Jeg var sur, og jeg var der ikke, jeg købte et lod. Og da
Ørjan stod ud af bilen …”
“Ja, jeg ved det godt,” sagde jeg igen, men Katrine var
ikke til at standse, hun ville fortælle det en gang til.
“Da Ørjan stod ud af bilen, gled han og faldt, og så
blev han ramt af en anden bil så hans hoved slog ind i
væggen. Det var ikke far der kørte bilen, far havde ryggen
til, kørte ind i en anden voksen mand og hans radiobil,
mens Ørjan slog hovedet.”
“Jeg ved det.”
“Mor så heller ikke at Ørjan faldt.”
“Jeg ved det.”
Så blev hun stille. Hun holdt op med at græde. Så lo
hun, mens hun pudsede næsen.
“Tror du jeg vandt?”
“Hvad for noget?” sagde jeg forvirret.
“På loddet. I boden.”
Hun rystede på hovedet før jeg nåede at svare, og
spurgte om jeg havde en smøg. Ja, selvfølgelig, sagde jeg
og gik ud i gangen og hentede Marlboro-pakken.
“Jeg synes ikke vi skal have et museum over ham herhjemme,”
sagde hun og tændte smøgen. “Jeg kan ikke
lide det.”
Så fortalte hun hvad der var sket efter ulykken. Hverken
Katrines mor eller far fik gråt hår, men moren sank
ned i en dyb depression hvor hun sad alene og mindedes
Ørjan. Faren forskansede sig mod sig selv, sin egen sorg
og frustration, og fortsatte sit liv som hidtil, bare endnu
stærkere; han engagerede sig i datteren, han engagerede
sig i sit arbejde, og hele familiesituationen resulterede i at
ingen talte om Ørjan. Værelset stod der, moren sørgede
selv for at passe gravstedet, og faren arbejdede.
Katrine var ikke min første kæreste, og hun var ikke
min største forelskelse – det er en anden historie – men
hun er den jeg er kommet sammen med som jeg har
beundret mest. Og netop det, beundringen for et andet
menneske der forandrede sig sådan, tror jeg gjorde at de
første måneder gik så godt. Vi sås, og jeg tror altid jeg
vil huske denne periode, hvor jeg beundrede en dame
som beundrede mig. Og nu var det lørdag formiddag i
januar, og jeg drejede hendes telefonnummer og sagde:
“Katrine, det er Jarle.”
Jeg tænkte på Yngve. Nu må det fandeme være nok
med ham Yngve, nu må du fandeme tage dig sammen,
Jarle, du har en dame, og hun er fandeme så dejlig, og du
har Helge, og ham skal du passe på ikke at miste, okay?
“Hej! Godt du ringede.”
“Selvfølgelig,” sagde jeg.
“Er du hjemme i dag, eller skal du hen til din far?”
Jeg skulle ikke hen til far, jeg skulle være sammen
med Katrine.
“Nej, jeg vil være sammen med dig.”
“Det lyder godt,” sagde hun, med glad stemme, “skal
vi ringe til Helge, og gå en tur i byen?”
“Nej, det behøver vi ikke,” sagde jeg.
“Hvad så med ham Yngve, det kunne da være skægt,
ikke? Vi ringer til ham, han kender sikkert ikke så mange
her.”
Var hun forelsket i ham? Skulle hun nu til at trække
Yngve ind i det her, når jeg lige havde bestemt mig for
at slå ham ud af hovedet?
174 175

“Njaa …,” jeg trak lidt på det – det lød jo godt? Jeg
tænkte mig om og mærkede hvordan mine forsætter
trak sig tilbage, et efter et blev de blødere og prøvede at
overbevise mig om at det alligevel godt kunne funke,
Katrine, Yngve og mig. Jeg tænkte mig om og smilede
til Yngve, der kom ind, hans krop, hans rygsøjle i brusebadet,
den varme stemme, de oprigtige øjne, hans dialekt,
begyndte at fylde rummet omkring mig.
“Nej, glem det,” sagde Katrine og reddede mig, “kun
os to, ikke?”
“Jo,” sagde jeg hurtigt, lettet over at hun forstod mig.
“Kun os to.”
“Moviebox?”
“Ja,” sagde jeg.
“Pizza?”
“Ja,” sagde jeg.
“Mor og far er oppe i hytten,” sagde hun, og jeg hørte
hvordan hendes stemme fik et sensuelt strejf, og jeg så
hende for mig, nøgen.
Jeg gik ind i stuen. Mor sad og løste lørdagskrydsord
i VG, og jeg havde en kommentar på læberne om at hun
ikke skulle købe VG, det kapitalistiske tabloidpis, kunne
hun ikke i stedet læse en bog, men jeg lod være. Havde
jeg været mere opmærksom ville jeg også have lagt mærke
til at hun så lidt fjern ud, og havde jeg tænkt lidt
mere på hende end på mig selv, havde det slået mig at
det var to år siden mor plejede at gøre det: Sidde i stolen
om lørdagen og løse krydsord i VG når hun havde været
ude at handle, eller prøvede at bevæge sig så stille
rundt i huset som muligt. Der var noget galt, men jeg så
det ikke.
Jeg gik hen til hende, gav hende et kram og sagde jeg
tog over til Katrine.
Mor løftede hovedet en lille smule, så fjernt på mig.
“Jeg sover sikkert derovre,” sagde jeg, “er det okay?”
Hun så ud som om hun ville sige noget, men så nikkede
hun igen.
Jeg gik ud i garagen og låste min cykel op. Det regnede
let og var mildt, overskyet som hver dag de sidste
par uger, det var den samme gamle sydvestlandsvise:
Ingen vinter på disse kanter, kun blæst, regn og blæst.
Katrine åbnede hoveddøren, kun iført T-shirt og cowboybukser,
og smilede koket, og jeg skyndte mig ind,
sparkede skoene af mens hun vendte sig om og begyndte
at gå hen mod køkkenet. Jeg så hendes figur bagfra og
smed jakken fra mig og styrtede efter hende. Ingen selvkontrol,
kun begær. Vi bollede ude i køkkenet, og hun
slikkede min pik mens jeg lænede mig op ad køleskabet,
og jeg gik ned på knæ mens hun sad på køkkenbordet, så
solstriben mellem lårene og skridtet, og førte læberne
og tungen hen mod hende.
Bagefter gik vi en tur over Stokka og Eiganes, vi gik
ind i butikken og købte ingredienser til pizzaen, før vi
nåede til Løkken Video og lejede en moviebox for halvtreds
kroner plus en film. Jeg ville se Kubricks The Shining
en gang til, men Katrine syntes det var en ubehagelig
film, og ikke særlig romantisk. Hun ville se Ironweed,
den er med Jack Nicholson, sagde hun, og Meryl Streep,
hun er god, ikke? Da vi kom hjem lavede vi pizza, men
vi nåede ikke at se mere end halvdelen af filmen, før det
igen var tid til sex.
Jeg overnattede hos hende, og jeg havde opnået det
176 177

jeg ville: Yngve var væk. Sent om aftenen spurgte hun
om jeg havde talt mere med ham.
“Med hvem?”
“Yngve.”
“Voldsomt som du interesserer dig for ham,” sagde
jeg og benyttede chancen til at komme hende i forkøbet,
det var jo hende der kunne anklage mig for at være mere
end normalt interesseret i ham, men nu kunne jeg feje
enhver mistanke væk ved at bruge det mod hende. Jeg
tog hende på brysterne og sagde det en gang til: “Voldsomt
som du interesserer dig for ham.”
“Nej, jeg synes bare …,” hun standsede, “synes du ikke
der er noget … ja, underligt ved ham?”
Hvad mente hun? Underligt?
“Hvad mener du?”
“Nej, det er bare …,” Katrine standsede igen, “det er
ikke noget, det er bare, lidt underligt, altså. Noget med
– han er bare underlig.”
“Ja, måske lidt,” sagde jeg, “men øh … han er jo ikke
ligesom os, det er vel det?”
“Ja, sikkert,” sagde hun.
Vi faldt i søvn ved ettiden.
Midt om natten vågnede jeg brat. Jeg var anspændt
og forpustet, hjertet dunkede, pulsen slog som om jeg
havde spist ti sukkerknalder før jeg gik i seng. Jeg åbnede
øjnene. Ved siden af mig lå Katrine. Hendes ansigt
lå tæt ind til mit. Hendes øjne var åbne, store og åbne.
Vi stirrede på hinanden, og pludselig blev vi bragt måneder
tilbage i tid, til de manisk forelskede uger efter at
vi havde mødt hinanden, da vores hænder ikke kunne
lade være med at røre ved hinanden, da læberne ikke
kunne andet end at lægge sig ind til hinanden. I en mærkelig
blanding af træthed, forvirring og begær greb vi
fat i hinanden i halvmørket mens vi så hinanden dybt i
øjnene.
“Jeg vil have du skal komme op i mig, nu,” sagde hun,
“jeg vil mærke dig inde i mig.”
Hun lå på ryggen, med spredte ben, og strakte armene
op mod mig, smilede mens jeg stirrede på hende, forbavset
over det der skete.
Da jeg sank ind i hende, gispede vi begge to, og hele
kroppen blev spændt, hendes underliv var varmt og
stærkt, overkroppen strammede sig, lårene strammede
sig om mine hofter og jeg troede blodet var ved at gå
amok i mig. Katrine lukkede øjnene, spændte kæberne,
trak musklerne rundt om øjnene sammen.
Hvor mange ansigtsudtryk kan man huske? I løbet af
et liv? Ti? Tyve? Jeg kan huske dette. Katrine der ligger
på ryggen under mig, arbejder med mig inde i sig, hendes
læber der strammes, og mig der siger “jeg er inde i
dig nu.”
Nu, Jarle, tænkte jeg, mens jeg bevægede mig tæt ind
til hende og elskede det der skete; nu, Jarle, nu skal alting
nok blive godt.
178 179

10 FISSESATAN
ANARKIKOMMANDO
det här är soundtracket till din
samhällsomvandling
Doktor Kosmos
Mathias Rust Band mødtes om søndagen i Kafé Akvariet
på Folken for at lade op til den ugentlige øvedag. Som
oftest kom Helge og jeg lidt i fem, og så kom Andreas
dinglende fra Lassa ved halv sekstiden, så han lige kunne
nå en kop kaffe, plus en påfyldning, og godt og vel to
hjemmerullede smøger fra sin Eventyr-pakke. Det var
mig der havde fået indført dette ritual, jeg holdt stejlt på
at vi ikke skulle bruge tiden i øvelokalet til at tale om
tekster og andre ting, men var færdige med den slags før
vi satte strøm på og hamrede derudad.
Folken var drømmen. Det var byens bedste sted, hvor
jeg gik i biografen og så tegnefilm med mor da jeg var
lille, stedet hvor jeg så E.T. som tolvårig. Folken som
efterhånden var lavet om til et studentersted, med filmklub
om søndagen og byens bedste koncertscene. Ingenting
kunne matche Folken. Sådan havde Andreas det også.
I Helges verden var det endnu større: Folken var ikke
bare et sted med film, øl og musik, det var Folkets Hus,
ikke bare en af landets bedste koncertscener, men arbejdernes
hus. Stedet var nært forbundet med Kampen. Og
det var her Mathias Rust Band en dag skulle spille.
“Selvfølgelig,” plejede Helge at sige, “selvfølgelig skal
vi da spille på Folken. Bare vent.”
Helge og jeg havde mødt hinanden nede i byen, og vi
havde ikke talt særlig meget i blæsten på vej op ad Kleiva.
Han havde igen kommenteret min frisure, spurgte hvad
jeg havde lavet i weekenden, og vi havde gjort nogle spæde
forsøg på at finde tonen, uden noget resultat.
“Skal du så spille tennis med ham Yngve i den her
uge?” spurgte han.
“Aner det ikke,” sagde jeg, som om jeg forsøgte at
bilde mig selv ind at jeg kunne holde mig væk fra Yngve.
Jeg havde ikke set ham et par dage, og jeg var godt i gang
med at overbevise mig selv om at han var ude af mit liv,
ude af kroppen, ude af hovedet.
Da vi kom ind ad døren til Akvariet sad Andreas allerede
ved et af bordene, med en kop kaffe og en hjemmerullet
smøg i mundvigen.
“Det var satans,” sagde Helge, “tidligt på den?” Han
gik hen til bardisken og så på mig: “kaffe?”
Jeg nikkede og satte mig hos Andreas.
“Ja,” sagde jeg.
“Jo,” sagde Andreas.
Andreas var en fin fyr, man kunne ikke hale ret mange
ord ud af ham, men han var god nok, lidt stille, ikke
egentlig genert, bare rolig. Men jeg kunne se på ham er
der var sket et eller andet.
Helge kom tilbage med kaffekopperne, satte sig og
tog Marlboro-pakken frem.
“Nåh,” sagde han, “er der gang i noget?”
Andreas så på os.
“Ja?” sagde jeg og tog en tekst frem, “er det her noget?
180 181

Jeg har skrevet en ny sang, den hedder ‘Hun er ligeglad
med mig’.”
Helge så skeptisk ud. “For fanden da, skal vi nu også
til at spille kærlighedssange? Problemer med Katrine?”
Andreas så på os. Jeg lagde arket ned. “Hvad er der?”
“Nej …øh …”
“Er du ved at bakke ud, eller hvad?” spurgte Helge.
“Nej, vi har fået et spillejob,” sagde Andreas, “ja, hvis
vi vil.”
Helge og jeg så på hinanden, jeg mærkede hjertet slå
dobbelttakt i brystet. Spillejob? Optræde? Mathias Rust
Band optræde?
“Tager du pis på os?” spurgte Helge højt. “Optræde?
Her, på Folken?!”
“Nej, i Hundvåg fritidsklub, hvis vi vil, altså.”
“Tager du pis på os? Hvis vi vil? Hold da kæft, vi må
øve os! Jeg vidste det ville komme, hvem er det der har
hørt om os? For fanden da, det er det jeg altid har sagt,
at vi skulle øve to gange om ugen!” Han tændte en smøg.
“For satan, hvor er det – ja, det sagde du jo, ja, på
Hundvåg, ja. Hvornår?”
“Det er på lørdag,” sagde Andreas.
“På lørdag! Nu på lørdag!?”
“Det er for tidligt,” sagde jeg bombastisk, “det går ikke.
Det er vi ikke klar til.”
“Hold da kæft,” sagde Helge, “hør nu hvad han har at
sige!”
“Det er for tidligt,” gentog jeg og mærkede hvordan
spændingerne mellem Helge og mig voksede.
“Hør nu hvad han har at sige!”
“Nej …,” sagde Andreas, “det er bare et opvarmnings-
job, og det er ikke betalt, selvfølgelig, og det er bare en
fritidsklub, så …”
“Der kan du se,” sagde Helge og så irriteret på mig,
“fritidsklub, opvarmning, ikke sandt, det er perfekt, selvfølgelig
gør vi det!”
“Ved ikke,” sagde jeg skeptisk, og mærkede det var
nervøsiteten der talte. Skulle jeg stå der og skrige vores
sange ud, når jeg ikke følte vi var klar endnu? Skulle
Mathias Rust Band ikke debutere med et brag, overraske
hele byen og blive det helt store?
“Hvordan har du fikset det?” spurgte Helge og så beundrende
på Andreas som aldrig før havde været genstand
for så stor opmærksomhed fra vores side, det her
var hans store øjeblik. Helge slog ham på skulderen, “for
fanden da, Anni, det er sgu godt gået, hvad? Hvem er
det der har hørt om os?”
“Ja, det er en der hedder Ståle der går i 3.g på Svithun,
han …”
Helge afbrød igen.
“Strømsvold?”
Andreas nikkede.
“Det går ikke,” sagde jeg. Helge kastede et skarpt blik
på mig.
“Strømsvolden?! For helvede da, byens bedste guitarist!
Jalla, det er en ære! Det er Strømsvolden der vil
have os som opvarmning! Har han da hørt om os?”
“Nej,” sagde Andreas.
“Nej nej,” sagde Helge lidt skuffet, “men alligevel.”
“Er det Hekkan-bandet?” spurgte jeg. Jeg vidste hvem
de var, folk fra Madla eller Ullandhaug, forsangeren var
en gavflab der gik i parallelklasse med os på Kongsgård,
182 183

og trommeslageren var en ung fyr, lidt jazzet, som hed
Paal. Rock på dialekt, 60-er rock med progressiv islæt
og poppede refræner.
Jeg havde set dem engang, på musikkens dag. Kunne
vi måle os med dem? Ja, det kunne vi godt, selv om vi
ikke kunne spille og de havde spillet længere end os, så
havde vi en holdning de ikke havde, tænkte jeg, og vi
havde bedre tekster, havde vi ikke?
Andreas og Helge så på mig. Det var op til mig. Og
jeg vidste at det var det der skulle til for at løse Helges
og mit problem. Og jeg mærkede at jeg ikke kunne stå
imod, det var jo det her jeg havde ventet på, at få lov til
at spille live med bandet.
“Okay,” sagde jeg, “okay, så gør vi det.”
“Ja, hvad fanden havde du ellers troet!” sagde Helge
irriteret.
Andreas smilede.
“Hvordan fik du fikset det?” sagde Helge igen.
“Ja, jeg har spillet lidt med Ståle på skolen, i skoleteateret.”
Helge gjorde store øjne, cigaretten hang i mundvigen
på ham. Andreas overraskede os igen; havde Andreas,
vores undselige bassist, spillet sammen med Strømsvolden?
Vi så på hinanden.
“Det var satans,” sagde Helge forbløffet.
“Og så havde han hørt at jeg spillede i et band, og
mente det kunne være sejt hvis de tog et opvarmningsband
med på Hundvåg-jobbet. Ståle kan godt lide at vi
synger på norsk, for det gør de også,” sagde Andreas.
Helge rejste sig. “Hvad fanden venter vi på?”
Andreas tog kaffekoppen op til munden.
Helge var på vej hen mod døren. “Anni, du er fandeme
kongen. Vi må øve!”
I bussen på vej ud mod Kvernevik sagde jeg at jeg
stillede én betingelse for at vi kunne stille op til jobbet,
vores debutkoncert, allerede om seks dage, når vi egentlig
burde vente to måneder: “Vi må øve hver dag i denne
uge,” sagde jeg, “fem timer hver dag, ellers har vi ikke
noget sæt.”
“Vi skal kun spille i femogtyve minutter,” sagde Andreas
forsigtigt, “og vi har fjorten numre plus cover?”
Jeg vendte mig hurtigt.
“Annimand, hør her, fjorten numre? Vi spiller som
får, og det ved du godt, og vi har ikke ét nummer der
varer mere end tre et halvt minut, de fleste varer to et
halvt,” sagde jeg, “så kan du selv regne ud hvor mange
der vil sidde lige i skabet.”
“Cirka otte,” sagde Helge.
“Og de skal sidde lige i skabet,” sagde jeg.
Helge så bekymret på os. “Og hvor skal vi så øve –
det er jo det jeg har sagt, at vi skulle øve mere end to
gange om ugen! Men der er jo optaget i øvelokalet hele
ugen!”
“Hjemme hos dig?” sagde jeg, “i kælderen?”
Mathias Rust Band begyndte karrieren i Helges kælder,
i farens hobbyrum. Vi havde rigget Twinreverben,
basforstærkeren og trommesættet til derinde og skreg
uden mikrofon og PA, så jeg havde lært at skrige uden
at høre om jeg sang falsk eller ej. Men efter et par uger
sagde Helges far at det ikke gik med al den forbandede
larm. Enten måtte vi skrue ned, eller også måtte vi finde
et andet sted at øve. Han havde stakkevis af fagforenings-
184 185

arbejde han måtte tage med hjem, som han sad og arbejdede
med om aftenen, og det fungerede ikke, sagde han,
med al den støj fra kælderen.
“Må vi isolere rummet?” havde Helge spurgt.
“Isolere?”
“Ja, med æggebakker og filt?”
“Glem det,” havde faren sagt.
“Glem det,” sagde Helge i Kvernevik-bussen. “I kælderen?
Tror du min far går med til det? Og hvorfor
fanden skal det lige være hos mig?” sagde han, selv om
han godt vidste at vi hverken kunne være hos Andreas,
der boede i blokkene ved Lassa-banen, eller hos mig, for
mor havde ikke fået kælderen sat i stand endnu.
Vi så på ham.
“Ellers bliver det uden mig,” sagde jeg og pressede
Helge.
“Så må vi skaffe en ny forsanger,” sagde Helge vredt.
“Så har I heller ingen numre I kan synge, jo, to måske,”
sagde jeg og mærkede hvor anspændt jeg blev mens
bussen kørte op ad bakken til Revheimskirken.
“Det var fandens,” sagde Helge, “fandens fandens fandens.”
“Spørger du så?” sagde jeg.
“Jaja, jaja, stop en halv.”
Nu havde Helge en opgave. Han måtte handle hurtigt.
Det skulle klares inden mandag aften klokken seks.
“Og hvis det ikke går, så finder du et andet sted vi kan
øve fra mandag til lørdag,” sagde jeg, “vi må også øve
lørdag formiddag, før lydprøven.”
“Hold da kæft!” sagde Helge mens Andreas trykkede
på stopknappen. “Skal det nu være mit ansvar? Vi kan
ikke betale for øvelokale i en hel uge, er du fuldstændig
vanvittig!”
“Nej,” sagde jeg, “det er derfor du skal ordne det med
din far.”
Vi stod af bussen. Jeg smilede for mig selv, for jeg
kunne mærke at Helge og jeg kørte i samme tog igen, vi
havde noget sammen, vi skulle planlægge et projekt sammen,
vi havde brug for hinanden.
Helge standsede og fiskede en smøg frem, så kikkede
han pludselig på os: “Hvad med udstyr? PA?”
“Vi tager det med vi har, resten låner vi af Ståle og
dem,” sagde Andreas.
Vi krydsede vejen, det var allerede mørkt, det var
koldt, det blæste gennem marv og ben da vi begyndte at
gå ned ad bakkerne mod beskyttelsesrummet hvor vi
øvede. Ingen af os sagde noget. Mit hjerte bankede, og
det kogte mellem ørerne på Helge, selv Andreas gik hurtigere
end han plejede.
Ingen af os sagde noget før vi var kommet ned for
enden af bakken.
“Spillejob,” sagde Helge stolt.
“Jah,” sagde Andreas.
“Det er nu det hele begynder,” sagde Helge.
Vi øvede som tre panikslagne heste den aften. Vi piskede
hinanden og skruede tempoet op på alle numrene
og blev antagelig endnu mindre samspillet end vi var
før.
Da klokken var halv elleve var vi blevet enige om
følgende sæt på otte numre, med to i baghånden, hvis vi
skulle blive ved lidt længere:
186 187

1. “Bankekød op ad muren.”
(Punksang om hvem der skulle stilles op mod muren
når revolutionen kom, en af dem Helge og jeg havde
skrevet sammen, MRBs første sang, hvis jeg ikke husker
forkert. Refrænet gik sådan: “Bankekød kom her/Op
ad muren plaf ham ned”.)
2. “Få dig et liv.”
(I samme stil som det første nummer, enkelt og hurtigt
med få greb, handlede om alle dem der bare sidder
rundt omkring og ikke har noget liv, ifølge tekstforfatteren,
der var mig. I et af versene stod: “Hele dit
liv er en livsløgn med bingo og VG”. Den kunne Katrine
godt lide.)
3. “Fissesatan Anarkikommando.”
(Det var Helges kompromisløsning; så længe vi ikke
skiftede navn, skulle det nummer med. Jeg stillede det
krav at jeg ikke ville stå for teksten, men at jeg godt ville
synge den så længe jeg kunne sige “og nu til et nummer
Helge har lavet” til koncerterne. Refrænet gik sådan:
“Fissesatan Anarkikommando/Radarnazi Kraftkommando/Du
ved ikke hvad det er/men du skal fandeme
nok lære det.” Hvor pubertetsagtigt det end lyder, så
tænker jeg i dag at den tekst sikkert var bedre end de
fleste af mine).
4. “Kanonføde.”
(Det var min mest ambitiøse sang og MRBs længste.
Den kunne være blevet god, men blev en latterlig sang,
en anti-krigssang. Alle i bandet kunne lide den, Helge
fordi jeg brugte fuzz hele tiden, og det mindede ham
om Hüsker Dü, Andreas fordi den fængede, og jeg fordi
den havde et mellemvers som gik i 3/4).
5. “Nu må der snart ske noget.”
(Sikkert den af Mathias Rust Bands sange der har holdt
sig bedst. Den havde et hakkende new wave-vers, en lidt
funky basgang og mange breaks på trommerne).
6. “Ten-Sing-Baby.”
(En sarkastisk for ikke at sige lettere infam sang, som
prøvede at tage øksen op efter Marx og få folk til at
indse at religion var det samme som ufrihed og indoktrinering,
men den blev ret sort og humoristisk fordi
jeg valgte at personificere mit angreb gennem en Ten-
Sing-dame jeg kaldte Trine. Mor kunne ikke lide den
sang da jeg spillede den for hende på guitar. “Du behøver
ikke at angribe folk,” sagde hun og troede jeg sang
om nogen jeg kendte. Det gjorde jeg også.)
7. “Che Guevara.”
(En temmelig banal hyldest til Che, ikke noget at skrive
hjem om.)
8. “Flagstang Fællessang.”
(På trods af sin grænseløse overtydelighed en sang jeg
fortsat kan gå og nynne en gang imellem, det var en antinationalistisk
og anti-militaristisk og anti-folkelig sang
der tog udgangspunkt i nationaldagen. Melodien var ret
pompøs, blandet med lidt new wave, som en blanding af
tidlig Alarm, Clash anno 82 og Costello anno 77, hvis
jeg tør vove at sammenligne MRB med så hæderlige folk.
Refrænet lød sådan her, og det havde nok ikke skadet
hvis jeg havde arbejdet lidt mere med teksten: “Flag på
stang, kraftig fællessang/Du ved ikke hvad du gør/men
du kan lide det ligesom før”. Da vi spillede den live insisterede
Helge på at gøre nazihilsen i introen: “Det er fed
ironi, mand!”)
188 189

Ekstranumre:
1. “Ice cold ice.”
(Cover af Hüsker Dü.)
2. “Så dræbte jeg en racist.”
(En militant tregrebssang på halvandet minut som
Helge havde lavet, den gik lynhurtigt, hele teksten var
sådan: “Så jeg dræbte en racist, det var lige så godt som
sidst”).
“Godt sæt, eller hvad siger I?”
Helge holdt det ark op han havde noteret sangene på.
“Jeg synes det er godt,” sagde Andreas og så spørgende
på mig.
Mathias Rust Band skulle debutere. Jeg så på spillelisten.
Det så utrolig godt ud, selv om jeg havde det lidt
dårligt med “Fissesatan Anarkikommando”, dårligt uden
at jeg ville vedkende mig det, for jeg vidste hvad det
bundede i: man er den man er, og jeg var, uanset om jeg
ville det eller ej, en klasserejsende fra småborgerskabet
der blev ret genert over at tage den slags ord i min mund
i al offentlighed. Men alligevel, jeg syntes det var nogle
ufattelig gode sange og et helvedes godt band, og jeg var
overbevist om at musik-Norge efter på lørdag ikke ville
se ud som før. Vi stiller os op i rækken, tænkte jeg, efter
de andre gode bands, og vi er snart oppe på siden af dem,
og hold kæft mand, tænkte jeg, det her er så godt, det er
så godt at det er svært at forstå, og jeg mærkede hvordan
det kriblede i maven, det knitrede i skallen og knagede
i tindingerne, for nu skulle vi ud, ud blandt folket
og vi skulle spille så øjnene hoppede ud af ansigterne på
dem, vi skulle spille så tænderne klaprede i munden på
dem, vi skulle spille så de fik hjertestop hele banden, der
skulle ikke være en nordmand der ikke havde hørt Mathias
Rust Band – nordmand? Hold da helt kæft, skåninger,
københavnere, østerbottninger, alle der kunne forstå
en smule norsk ville have MRB på hjernen, ja, det
var lige før man så folk fra Luleå, Norrköping, Helsinki,
Århus og Ølgod gå med MRB-badges og MRB-T-shirts
og MRB-trøjer, og vores musik, vores energi skulle ikke
bare få folk til at hoppe op og ned, synge med, den skulle
forandre verden, selvfølgelig skulle den det, vi var et led
i en fri, retfærdig og god revolution der skulle gøre kommunalarbejdere
til helte og børsmæglere til tabere, som
skulle smøre samfundet ind i anti-autoritær kommunisme,
som skulle få folk til at fatte at valgfrihed ikke er
et gode, men et onde, bare et andet ord for udbytning
og kapitalisme, og en dag ville folk forstå, når det gode
samfund var et faktum, når grænserne mellem folk var
revet ned, når der blomstrede hundrede millioner blomster
på kloden, at det samfund vi har, det skyldes ikke de
store organisationers arbejde, det skyldes ikke hårdt arbejde
ved forhandlingsbordene, det skyldes ikke fredsbevarende
styrker, det skyldes ikke NATO, nej, det skyldes
små mennesker, og sætter du dig ned engang i fremtiden,
lad os sige i 2080, i det gode samfund, i en bedre
tid, for at forske i godhedens historie, så vil du se at en af
de mange linjer bagud har sin oprindelse her, ja, gu fanden
har den så: her, i et øvelokale i et beskyttelsesrum på
Kvernevik nogle kilometer uden for Stavangers centrum,
hvor der sidder tre gutter på sytten år, og de spiller i
Mathias Rust Band, mens vinden og regnen rusker i verden
udenfor, og det er fandeme ikke drømme, det er
190 191

sådan det fungerer, ting hænger sammen, ting kommer
et sted fra, alt indvirker på alt, du tror gerne du er alene?
Du tror gerne at ingenting betyder noget? Hvert skridt
du tager har betydning, hvert lille skridt du tager, hver
finger du løfter, hvert ord du siger fører noget med sig,
og det der ser småt ud, kan blive stort i næste omgang,
når du siger noget i forbifarten til et andet menneske,
ved du ikke hvad det kan føre til. Og hvad kan man ikke
udrette hvis man ved hvad man siger og ved hvad man
gør? Det er ikke magi eller mystik, det er ren og skær
realisme – hvad kan man ikke udrette hvis man ved hvad
man siger og ved hvad man gør.
Hvis man ved at man spiller i Mathias Rust Band, så
ved man hvor det hele ender: I et bedre samfund.
Jeg så på dem.
Her sad vi. Mathias Rust Band.
Helge Ombo på trommer.
Andreas Utne på bas.
Jarle Klepp på guitar og sang.
Mathias Rust Band.
“Det kan fandeme ikke blive bedre,” sagde jeg.
“Nej, for helvede,” sagde Helge, “det kan det ikke.”
“Én ting,” sagde jeg, “behøver vi spille Fissesatan Anarkikommando?”
11 JEG KAN IKKE VÆRE TRE
STEDER SAMTIDIG
Der stod han.
Ilten forsvandt i kroppen, nerverne klamrede sig skræmt
til hinanden, musklerne blev til vand i benene, svælget
tændte som en brandfælde, åndedrættet steg et hak eller
to, og jeg følte jeg skulle falde om på stedet.
Der står han.
Men var han ikke ude af mit liv?
Det er fantastisk hvad man kan få sig selv til at tro på.
Jeg cyklede til skole, overbevist om at Yngve for altid
var ude af mit system. Hjemme lå mor syg, hvad der
var sjældent, jeg kunne ikke huske at mor var bukket
under så meget som én dag siden vi flyttede i 1988, hendes
helbred var lige så stærkt som resten af hende, det
var som om der var et forbudsskilt inden i mor der forhindrede
enhver virus i at passere, men nu lå hun i sengen
med vinterinfluenza. Jeg var lidt bekymret, men hun
havde beroliget mig og sagt at jeg bare skulle tage i skole,
at hun lige havde brug for et par dage til at komme sig i.
“Jamen, Jarle,” havde hun sagt før jeg gik, “jeg kan da
også blive syg. Det går over. Gå nu.”
Jeg satte mig på cyklen, klar til at møde dagen uden
192 193
kærlighed har mange lighedspunkter med barndommen:
den er så ureflekteret, uovervejet, tankeløs
Balzac

Yngve, klar til at træffe Katrine, min dame, til at træffe
Helge, min kammerat, og diskutere weekendens koncert.
Men Jarle, troede du virkelig at det der var kommet
ind i dit liv, som havde grebet dit hjerte og rystet det så
det svimlede, ville forsvinde efter en weekend med pizza,
moviebox, sex og nyheden om et forestående spillejob?
Troede du det?
Jeg var tidligt på den, en af de første der parkerede
cyklen under halvtaget. Jeg låste og gik over skolegården.
Der stod nogle elever og røg nede ved Breiavannet,
og ved drikkekummen stod der en dreng og drak vand.
Ved drikkekummen stod der en dreng og drak vand.
Jeg forsøgte at vende mig om, men jeg kunne ikke.
På hans ryg hang der en brun taske under en rød dynejakke.
På hovedet havde han en blå hue, hænderne
strakte sig langs ryggen og mødte lårene. Jeg kunne se
læberne som rundede sig til en trutmund mod det spruttende
vand. Nogle dråber slap ud af munden på ham, og
han løftede hånden, strøg pegefingeren, langfingeren og
ringfingeren hen over læberne og gjorde en lille bevægelse
med mundpartiet, som om han tyggede, før kinderne
trak sig ind mod tænderne.
Mine ben gik hen mod ham, jeg så ham tydeligere jo
nærmere jeg kom. Jeg ville ikke gå hen til ham, jeg ville
gå fra ham, hen til trapperne ovre ved domkirkemuren,
men benene trak mig hen mod ham, og jeg så ham tydeligere
og tydeligere, Yngve. Han standsede, i samme foroverbøjede
position, ret længe, som om han brugte lang
tid på at overveje om han skulle drikke mere af det kolde
vand, eller lade være.
Jeg mærkede at hånden strøg hen over håret, rettede
på frisuren, som jeg også havde uglet om morgenen, og
benene bar mig nærmere. Nu var jeg kun et par meter
væk, og det føltes præcis som det var: Skridtene gik bagud
i tid, viskede alle de streger ud jeg havde sat de sidste par
dage. Det var fredag igen, og Yngve var ikke syg, han
var ikke væk fra skolen, han var her, for mig, og jeg var
her, for ham: Se, Yngve, se, her er jeg.
Jeg var helt henne ved siden af ham der stadig stod
bøjet over drikkekummen.
Kan du ikke bare blive stående sådan, Yngve?
Kan du ikke bare blive stående sådan, så jeg kan se på
dig, mens jeg står her ved siden af dig, i januarkulden,
mens verden gør det den gør, mens nogle sover på den
anden side af kloden, mens andre er på job, mens nogle
fører krig, mens sovjetiske topledere leder efter penge
for at redde landets økonomi, mens kineserne kæmper
mod diktaturet, mens arbejdsløsheden og oliepriserne
stiger, mens EF giver støtte til et forenet Tyskland, mens
Barbara Stanwyck dør, mens Ava Gardner dør, mens
det polske kommunistparti opløses, mens brisen går gennem
gaderne, mens solen stiger, mens skyerne driver over
himlen, kan du?
Yngve retter sig op. Han vender sig om. Der var ingen
tegn på overraskelse da han fik øje på mig. Igen strøg
han tre lange, hvide fingre hen over munden og sendte
mig et stort smil.
“Hej.”
Hvert bogstav, hver lyd fra hans mund sank ned i
maven på mig. Det var ham der stod foran mig, Yngve,
som skulle være ude af mit liv.
“Hej, Yngve,” fik jeg frem.
194 195

“Hvor er du fin,” sagde han og så på mit hår, “er du
blevet klippet?”
“Ja.”
”Pænt, helt anderledes,” sagde han.
Jeg måtte tage mig sammen for ikke at røbe mig. Han
havde overrasket mig, ikke ved at være der, men ved at
gøre et endnu stærkere indtryk på mig end ugen før. Jeg
troede det hele var overstået, men fandt ud af det modsatte,
at det kun lige var begyndt.
“Du kom ikke,” sagde jeg, og samlede mig da jeg hørte
på min stemme og mine ord at jeg lød som en pige der
anklager sin kæreste for at komme for sent til en aftale,
“jeg mener – i fredags, var du syg?”
Yngve skiftede fod og fik et usikkert træk ved øjnene.
“Nåh, fredag,” sagde han, “ja, da var jeg lidt syg. Men
det er overstået.”
“Godt,” sagde jeg og tænkte at nu, Jarle, nu må du
holde op med at stirre sådan, det går ikke. “Godt,” gentog
jeg, “så skal vi spille tennis på onsdag, ikke?”
Yngve smilede. “Selvfølgelig. Det glæder jeg mig til.”
Det glæder jeg mig til.
Der var ingen andre der talte som Yngve. Der var ingen
andre på min alder der sagde den slags sætninger,
som lod disse enkle, gode ord komme ud af munden. Af
og til tænker jeg at han levede uden for tiden, og måske
gjorde han det? Der er nogle mennesker der på forskellige
måder virker uimodtagelige for påvirkning. Jeg har
svært ved at forstå det, men jeg har set det, og havde
nogen påstået det over for mig i 1990, så ville jeg på det
kraftigste, på den mest socialrealistiske måde have sagt
“ikke tale om” og sikkert have henvist til den historiske
materialisme. Jeg ville have forklaret hvordan mennesket
er et fluepapir, at der er lim på os alle sammen, vi
suger omgivelserne til os, hvad enten vi kan lide det eller
ej, og præges af det der sker, af det vi vokset op med, af
historien der går forud for vores liv, af geografien omkring
os. Men Yngve? Det var ikke altid så nemt at finde
fortiden og nutiden i ham. Boris Becker? Jo, Simon le
Bon? Men hvad betød det for ham, sammenlignet med
hvad The Smiths eller Marx betød for folk som Helge
og mig? Meget lidt. Ingenting. Det var som om det prellede
af, så han kunne stå der, alene, med læberne formet
i et smil, de lange hvide fingre der strøg hen over munden,
og de store øjne, og de enkle, utidssvarende sætninger.
“Jalla!”
Jeg vendte mig om. Helge kom gående, hurtigt, hen
mod os. Han så opløftet ud, værdigede ikke Yngve et
blik, gik direkte hen til mig, boksede mig i maven og
smilede.
“Jep, den er hjemme!” sagde han.
Jeg kikkede på Yngve, og tilbage på Helge igen, følte
at jeg var blevet taget på fersk gerning i en kærlighedsforbrydelse.
“Øh, jah … hvad for noget?”
“Øvelokalet, selvfølgelig! Far skal til Oslo fra onsdag
til fredag til møder i forhandlingsudvalget, og så fik jeg
diskuteret mig frem til mandagen og tirsdagen også,”
sagde Helge og lo, tydeligvis stolt af sig selv, “blæste det
godt op, du ved, sagde at det var vigtigt for mig at bevise
at jeg kunne gennemføre det her, sagde det mor og
far altid har sagt til mig, du ved, sagde det var en form
196 197

for arbejdsglæde, og at jeg så ville få mere arbejdslyst og
energi, og overskud til at lave flere lektier end ellers og
sådan, jeg smurte tykt på, sagde vi var kommet i en slem
knibe her og nu, og ja – for fanden, den er hjemme,
Jallemand!”
“Godt,” sagde jeg, men var ikke i stand til at lyde entusiastisk.
“Godt? Godt? Hold da kæft,” sagde han.
Jeg vendte mig om mod Yngve.
“Vi skal spille på lørdag, med bandet, koncert, for første
gang.”
“Lyder fint, må jeg komme?” sagde Yngve.
“Du må godt komme,” sagde Helge før jeg nåede at
svare, “du må godt komme, og du må tage alle dem du
kender med, Mathias Rust Band skal spille på lørdag klokken
otte i Hundvåg fritidsklub – jaja, men det er vel ikke
så mange,” sagde Helge og lo.
“Nej, det er ikke så mange,” sagde Yngve. “Men jeg
kommer.”
Det ringede ind. Helge gik hen mod klasselokalet, han
havde mange han skulle hverve til koncerten. Jeg så på
Yngve.
“Hvad så med på onsdag?” sagde han spørgende. “Eller
du skal måske øve …?”
Fandens også, tænkte jeg og indså at jeg var kommet i
klemme. Jeg havde gennemtrumfet at vi skulle øve hver
aften, fået Helge til at vende 360 grader for at skaffe os et
øvelokale, og nu stod jeg her, og det eneste jeg ville var
at spille tennis med Yngve på onsdag, men jeg kunne ikke.
“Nej,” sagde jeg, “det … det skal nok gå. Selvfølgelig
skal vi spille. Tennis, mener jeg. Selvfølgelig skal vi det.”
“Jeg må gå nu,” sagde han. Skolegården var ved at være
tom for elever der var på vej ind til første time, klokken
var blevet fem minutter over halv ni.
”Også jeg.”
Jeg har bare så meget lyst til at røre ved dig, Yngve.
Yngve blev stående et par sekunder, før han sagde
“okay” og gik.
Havde han set lidt grundigere på mig end før? Havde
han? Havde han ikke set lidt længere og alvorligere på
mig end tidligere da han stod et par sekunder før han gik
ind?
Da jeg kom ind i klassen, var læreren endnu ikke kommet
ned fra lærerværelset. Helge stod og talte med Anita
og to andre piger fra klassen, ved siden af ham stod Katrine
der tydeligvis havde hørt nyheden om koncerten.
Helge optrådte som om han var ved at hverve medlemmer
til revolutionen, havde skruet op for charmen han
ellers aldrig brugte over for pigerne, som han egentlig
betragtede som nogle “fæhoveder med patter”, han droppede
alle de hånlige kommentarer han havde serveret gennem
halvandet år, for nu skulle de til koncert. Han var
hæmningsløs. På tavlen havde han skrevet:
FÅ DIG ET LIV:
MATHIAS RUST BAND LIVE!
HUNDVÅG FRITIDSKLUB, LØRDAG 20.00
Katrine fik øje på mig, hun løb hen til mig og gav mig et
stort kram.
“Det er bare så godt, Jarle, det skal nok blive rigtig
godt!”
198 199

Jeg kunne ikke tage imod. Jeg skubbede hende fra mig,
uden at ville det, og hun røg nogle meter baglæns.
“Hvad er der?”
“Det er … far,” sagde jeg, “han … nej, jeg fortæller det
senere.”
Katrine kendte til mit familierod, og det fungerede
godt som undskyldning. Jeg kunne fortælle hende om
fars besøg om fredagen, lade som om jeg ikke havde
magtet at fortælle det før nu, hvilket var sandt nok, og
så kunne jeg sige at det havde påvirket mig så meget at
jeg var ude af mig selv, og det var derfor jeg opførte mig
lidt underligt, hvilket ikke var sandt.
Hele dagen løb Helge rundt og hvervede folk til koncerten.
Lykkes det her for ham, kommer der mere end
hundrede mand, tænkte jeg og lod ham blive ved med
det.
Jeg var urolig. Det var pludselig blevet et praktisk
problem for mig at gamle Jarle, der spillede i band, der
skulle øve hver dag, så ud til at stå i vejen for Yngves
Jarle der ville – ja, hvad ville han? Han ville i hvert fald
spille tennis på onsdag.
Da Katrine lidt op ad dagen sagde at hun ikke kunne
være med til at spille tennis, blev det endnu sværere.
Hun skulle til fødselsdag hos sin farmor. Jeg prøvede at
skjule min glæde, at jeg blev overlykkelig over det hun
sagde.
“Ærgerligt,” sagde jeg, “så bliver det jo kun Yngve og
mig.”
“Du ser ikke skuffet ud,” sagde hun.
“Jo da!” sagde jeg.
“Skal I ikke øve?”
”Øh …” Jeg trak på det. Hvad skulle jeg sige? “Når
nok begge dele.”
Bare Yngve og mig. Det skulle kun være os to. Jeg
skulle fandeme ikke øve med bandet den aften, fandeme
nej.
I det store frikvarter tog jeg med Helge ind til Kulturhuset,
han havde så dårlig tid at han knap nok gav mig
lov til at standse ved Torvets Kolonial for at snuppe mig
et halvt horn med ost og skinke, krydret, varmt. Han
skulle kopiere flyers på biblioteket. Han havde lavet nogle
små reklameark derhjemme. Jeg kunne ikke sige nej, selv
om jeg helst ville stå og se efter Yngve i skolegården. Da
vi gik så jeg ham uden for musiklokalet. Han stod med
gymnastikposen over skulderen. Han vinkede til mig.
“Han er fandeme loony,” sagde Helge.
“Ja,” sagde jeg, falsk, og vinkede tilbage til Yngve.
Efter skoletid stod jeg inde på Fåssen. Mens jeg bladrede
i cd’erne talte jeg pengene i pungen og så at jeg egentlig
ikke havde råd, ikke hvis jeg også skulle købe nye guitarstrenge,
og helst to sæt, som jeg havde sagt jeg ville. Men
jeg kunne mærke at jeg var nødt til det, jeg havde en stor
trang til at give ham noget, til at give Yngve en gave.
Hvad skulle jeg så købe til ham? Det var udelukket at
købe noget af det Helge og jeg plejede at høre. Pixies’
Doolittle? Glem det. XTCs Skylarking? For sært. Måske
noget i Katrines boldgade? Joni Mitchell? Suzanne Vega?
Nej. Jeg ville finde noget enkelt, noget der skinnede ligesom
Yngve skinnede og alligevel var lidt specielt. Helst
noget der kunne være vores, vores plade, noget hverken
han eller jeg havde et forhold til, noget vi kunne opdage
sammen.
200 201

Ugen før havde jeg hørt en sang i radioen før jeg gik i
seng, af et nyt band fra Trondheim. Det var bestemt
ikke musik jeg ville købe med Helges godkendelse, men
måske var det noget jeg skulle købe nu? Jeg mente at
kunne huske at bandet hed Tre Små Kinesere, jeg havde
lagt mærke til det fordi studieværten havde sagt at nogle
af dem havde spillet punk før. I den sang jeg havde hørt
havde forsangeren sunget “Jeg er en lille mand fra en lille
by i et lillebitte land.”
Jeg gik hen til ham bag disken.
“Har I en plade med Tre Små Kinesere, ret ny, tror
jeg?”
Han fandt den frem. “Må jeg høre den?”
Det var popmusik. Nedtonede, akustiske guitarer,
piano, kontrabas, et godt kor. Fint nok. Joh. Det her
kunne være vores plade. Jeg skiftede til sang to. Roligere
end den første. Næsten lidt jazzet i kanten, helt anderledes
end det jeg plejede at lytte til:
Ingen kan si kæm
ingen kan si kor
men du e der vel?
Ingen kan si ka
og ingen kan si koffor
du e
Jeg mærkede en hånd på min skulder og vendte mig om.
Det var Katrine. Det gav et sæt i mig, og jeg rødmede.
Jeg tog hovedtelefonerne af. Hun gav mig et kram.
“Køber du plader? Du sagde ellers at du tog direkte
hjem?”
“Jah, nej, jeg … jeg kunne ikke nære mig,” sagde jeg,
“hørte den i radioen i sidste uge, skide god, nyt band,
lidt poppet, men rigtig god.”
“Må jeg høre,” sagde Katrine.
Jeg ville ikke have at hun skulle høre den. Jeg ville
ikke have at hun skulle kende den plade, det var Yngves
plade, vores plade. Jeg sørgede for at springe lidt frem så
Katrine ikke skulle høre den sang jeg havde hørt.
Katrine smilede, hun så på mig, og musikken gjorde
at hun fejlbedømte sin egen stemmevolumen, så hun
råbte højt: “Den er dødgod, jo, det er den slags jeg godt
kan lide!”
Hun måtte løbe for at nå bussen til Stokka, hun havde
bare lige fået øje på mig efter at hun havde været inde
hos Brødrene Pedersen og købe gave til farmoren.
“Køb den,” sagde hun og gav mig et kys, “gør det.”
“Tja, ved ikke … er den så god?” sagde jeg og forsøgte
at lyde uinteresseret.
“Ja! Gør det, så hører vi den i weekenden,” sagde hun
og gik ud ad døren.
Jeg tog høretelefonerne på igen, hoppede tilbage til
nummer to, var ikke interesseret i alt det andet, og hørte
Ulf Risnæs synge: “I aften bliver jeg hjemme, så er det
vist på tide du kommer?”
Jeg købte 365 Fri med Tre Små Kinesere, men ikke til
Katrine, og jeg håbede hun ville glemme pladen, for den
var ikke til hende.
Vi skulle øve allerede klokken seks, så jeg havde ikke
så meget tid. Jeg skulle snart begynde at læse op til matematikprøven
på torsdag, min karakter i matematik var
raslet ned, og nu var firetallet tilmed truet, og jeg var
202 203

ærgerrig, skulle ikke have karakterer under fire, det var
sikkert, jeg havde jo syv og ti i resten, næsten tolv i engelsk.
Og jeg måtte hellere se at få lidt mad, inden jeg
tog over til Helge. Mor skulle desuden køre mig, for vi
måtte ud til Kvernevik på vejen og hente Twin’en. Jeg
følte mig i bedre form nu, efter at jeg havde fundet en
gave til Yngve, noget han kunne tage frem og vide at det
var fra Jarle. Det hjalp.
Det bragte mig nærmere ham.
Skal jeg tage den med til tennis på onsdag?
Jeg cyklede over brostenene ned ad Kirkegata, ned ad
Prostebakken, ud langs kajen og hjem til Bjergsted.
“Hej mor, vil du køre mig til øveren klokken seks?”
Jeg smed tasken, sparkede skoene af, kastede et kort
blik på mig selv i spejlet og tog jakken af. Satte posen
med pladen på gulvet. “Mor?” gentog jeg.
Jeg gik ind i stuen. Der stod en halvtom kaffekop foran
den grønne lænestol. Midt på gulvet stod to tøfler, lidt
fra hinanden. “Mor?”
Ude i køkkenet lå skærebrættet fremme. Osteskæreren
og en kniv lå på det, med smørrester på knivsbladet.
“Mor?”
Det var små detaljer, men meget tydelige for en der
ikke har set det før. Mor drak altid sin kaffe, ryddede
altid koppen væk. Hun gik sjældent i tøfler, og hvis hun
gjorde, ville hun sætte dem på plads bagefter.
Det var ikke alarmerende, mor var jo syg, influenza,
men alligevel, så syg var hun da heller ikke? Jeg gik op
ad trappen til første sal, kaldte ikke længere på hende –
måske sover hun? Jeg gik stille op ad de sidste knirketrin
hen til soveværelset. Hun sover sikkert, hun har sikkert
travlt på jobbet, hun er syg, og så blev hun slået ud af at
far kom på besøg i fredags. Hun sover nok. Jeg skubbede
forsigtigt døren op og så ind i det halvmørke rum.
Gardinerne var fortsat trukket for, luften var tung. Jeg
kiggede hen på sengen. Hun lå der, under dynen. Kunne
lige skimte hendes baghoved, det lyseblonde hår på puden.
Hun lå ind mod væggen.
“Mor?” hviskede jeg, “kan du køre mig over til Helge,
vi skal øve?”
Hun bevægede sig under dynen.
“Hej, Jarle,” hørte jeg hende sige.
Jeg gik hen mod sengen, satte mig på kanten, hun så
op på mig. Øjnene var slappe, kroppen var slap. Jeg
havde ikke set mor sådan længe.
“Er du dårlig?” spurgte jeg.
“Nej, det går fint. Ja, det går meget bedre.”
“Okay, jah … vi skal øve, til koncerten, du ved, og så
– men jeg kan da tage bussen, eller ringe til Andreas, han
bliver sikkert kørt …”
Mor smilede. “Jeg skal nok køre dig.” Hun kvikkede
lidt op, rejste sig på albuerne. “Det går fint. Vi må hellere
se at få noget mad i dig?”
“Har du hostesaft og den slags?” sagde jeg og gik ned
ad trapperne.
“Nej, jeg hoster ikke så meget, det sidder i hovedet,”
sagde hun.
Efter aftensmaden kørte mor mig over til Helge. På
vej ud pegede hun på posen med pladen, som jeg havde
glemt at gemme væk. Hun så gavepapiret.
“Hvem er det der har fødselsdag?”
“Øh … nej, der er ikke nogen der har fødselsdag, det
204 205

er bare Katrine,” sagde jeg, “jeg vil give hende en gave.”
Mor smilede til mig. “Hvor er du sød. Det går godt,
så?”
“Hvad mener du?”
“Det du talte om, har du fået orden på det?”
“Nå ja, det,” sagde jeg, “jo, det er Katrine, helt sikkert,
det er os. Det var bare noget pjat, det andet. Det er slut
nu.”
Vi smuttede ind forbi Lassa og hentede Andreas inden
vi kørte ud til Kvernevik for at hente basforstærkeren
og Twin’en. Mor sagde ikke så meget, og Andreas sagde
ingenting, og jeg tænkte på Yngve. Soldaten i mig var
tilbage og kontrollerede situationen bedre. Jeg skulle nok
klare det.
Jeg skulle øve, vi skulle spille koncert, og Yngve skulle
komme og se på os, og jeg skulle – på en eller anden
måde – spille tennis mod ham og give ham gaven, selv
om jeg udsatte problemet med at sige til de andre at jeg
ikke kom og øvede onsdag.
Helges far åbnede døren. Jeg var altid lidt usikker på
hvor jeg havde ham, en stor og kraftig mand på omkring
1,90, der godt kunne lide at sætte folk til vægs, der
godt kunne lide at udfordre sine omgivelser. Jeg tænkte
ofte på ham som en hård, ekstrem og autoritativ udgave
af Ragnhild. Mor brød sig ikke om Trond Ombo, slet
ikke. Mor kom fra et borgerligt hjem, og selv om hun
allerede på det tidspunkt, med god hjælp fra Ragnhild,
var begyndt at orientere sig en lille smule mere til venstre
for midten, så repræsenterede fagforeningsmanden
et liv hun ikke kendte, og fars bombastiske sætninger
om socialisterne sad stadig i hende.
“Er det støjkompagniet der kommer der?” sagde han
brysk og tog imod os.
“Det er det,” sagde jeg.
Mor vinkede fra bilen, og Andreas og jeg bar gearet
ind i gangen.
“Har du så noget på hjerte?” sagde Helges far pludselig,
lige i det øjeblik Helge kom op ad trapperne.
“Hvad?” Jeg stivnede. “Jah, joh?”
“Hold op med det pjat, far,” sagde Helge, “selvfølgelig
har vi noget på hjerte, vi er et politisk band, for fanden.
Jarle er en politisk tekstforfatter.”
“Ikke bande, Helge,” sagde faren.
Helges far forkastede alle udtryksformer der ikke
havde et klart indhold, som ikke tog stilling, som ikke
havde målsætninger. Film, bøger og musik tjente en sag
og var ikke underholdning. Sport var underholdning,
mente han, og gik til alle Viking-kampene. Han var en
knaldhård 68-er med et pragmatisk kunstsyn.
Vi bar grejet ned i kælderen mens faren gik ind i stuen
med sin fagforeningsmappe. Moren var til et politisk
møde.
Vi spillede sættet igennem fire gange, og terpede overgange,
introer og afslutninger.
“I morgen kører vi koret,” sagde Helge bagefter mens
vi sad oppe i stuen og røg sammen med faren.
“I synger som får,” sagde faren, “det er ikke sang, det
er bare skrigeri.” Han gik hen til sin pladesamling, to
meter med gammel, velspillet vinyl. “Nu skal I høre.”
Han satte Cornelis Vreeswijk på. Andreas rullede en
smøg og drak mere kaffe, mens Helge trak på skuldrene.
“Så står den på kor i morgen,” sagde han.
206 207

“Det her bliver fandeme godt,” sagde jeg, “Anarkikommandoen
sad lige i skabet i dag.”
Helge og Andreas nikkede.
“Fandens som børn bander nu om dage,” sagde faren
og blinkede, “hør nu på Cornelis.”
Cornelis Vreeswijk sang: “Somliga går med trasiga skor,
säg vad beror det på?”
Faren så meget sigende på os. Indforståetheden lå tykkere
end tobaksrøgen i rummet, den sad i væggene hjemme
hos Helge, og den var rød. Andreas var ikke så indforstået
med det, men jeg havde kendt Helge så tilpas længe
nu, og trådt i det radikale fodspor, at jeg forstod at når
Helges far satte denne sang på, var det fordi vi alle kendte
svaret: det var klasseskellet og kapitalkræfterne der var
skyld i at nogle havde slidte såler, mens andre gik i dyre
mærkesko. Sådan var det, og det vidste vi. Jeg pustede
røgen ud og så op på Helges far, der var ved at lade op.
Der var snart lønsforhandlinger. Lønoprør, som Helge
kaldte det.
Mor sov da jeg kom hjem, og hun sov da jeg stod op
næste dag. Jeg åbnede soveværelsesdøren på klem og så
ind i halvmørket.
Der lå hun, min mor, kroppen åndede roligt under
dynen. Følelser er ikke altid lige betænksomme, de melder
ikke deres ankomst, misundelsen ringer ikke på forhånd
og siger, “ja, jeg stikker lige et smut forbi ved halv
ottetiden”, så du får chancen for at ruste dig mod denne
smålighedens mester som absolut skal trænge sig på, og
det gør følelsen af at være afgrundsdybt forbundet med
et andet menneske heller ikke, den melder sig pludselig:
Mor lå og sov derinde.
Jeg lod hende sove, jeg tænkte at hun trængte til det,
bare at få sovet, så går det over.
Mormor plejede at fortælle om fru Hansen i Avaldsnesgata.
Fru Hansen var mor til fire børn, havde en mand
der arbejdede ved jernbanen, og hun havde selv været
husmor hele livet. På grund af store rygsmerter gik hun
hen på morfars klinik, hvor mormor arbejdede med
fodpleje efter at børnene var blevet store nok til at klare
sig selv. Fru Hansen var en stor dame, kraftig, med klar
stemme og friske kinder. Altid velklædt, altid i rød kjole,
selv om hun ikke havde for mange penge at rutte med,
altid glad og i godt humør. Når hun kom hen i klinikken,
vidste mormor at hun havde mange smerter, men
det kunne man aldrig se på hende. Fru Hansen smilede,
fru Hansen roste det arbejde morfar udførte med hendes
ryg, og den fodpleje mormor gav hende mod ligtornene.
Der er så hyggeligt her, sagde hun til mine bedsteforældre
når hun kom – selv om vi ikke havde det så
hyggeligt, siger mormor. Fru Hansen kom på klinikken
i Østervåg i Stavanger fire år i træk, én gang om ugen, så
hun kunne holde sig oprejst. Jeg tænkte som regel ikke
mere over det, plejer mormor at sige, men nu er det let
at se at hun aldrig talte om sig selv. Fru Hansen talte om
alle andre, men aldrig nedsættende. Hun havde en lille
halskæde med et kors, som hvilede på brystet, og hun
fortalte om sine naboer, om sin bror der var medlem af
Arbeiderpartiet, om sin far der havde været blikkenslager.
Og hun fortalte om sine børn. Om Henrik, der
begyndte at spille trækharmonika da han var fem år gammel.
Om Elisabeth, pigen der altid rendte rundt på gaden
og flirtede med drengene. Om Frederik, den yng-
208 209

ste, der var så stille. Om Lalla, den ældste pige der var
reservemor for de små, vaskede deres tøj, læste lektier
med dem. Mens morfar behandlede hendes ryg, mens
mormor gav fodpleje, lå fru Hansen fra Avaldsnesgata
på Storhaug og fortalte. Ja, vi kunne jo ikke vide det,
sagde mormor, så frisk som hun altid var. Vi anede jo
ingenting om det, sagde mormor, at fru Hansen havde
mistet alle sine fire børn, én til alkoholen, én til kræften,
én i en togulykke, og den sidste blev klemt ihjel på arbejdspladsen,
mellem to store jernstænger. Vi kunne jo
ikke vide det, siger mormor, og det var ikke fru Hansen
selv der fortalte det, nej, det kunne hun aldrig have fundet
på, ligesom det heller ikke var hende selv der sagde
at hun regelmæssigt blev slået af sin mand. Fru Hansen
fra Avaldsnesgata på Storhaug. Hun var en fin dame,
siger mormor, altid så pæn i tøjet og med venlige øjne,
og hun ser stadig lidt forbløffet ud når hun fortæller
det, som om hun næsten ikke kan tro på at det var sådan
det var.
Når mormor fortæller om fru Hansen, tænker jeg
altid på mor og alle de mennesker hun møder i sin hverdag,
på jobbet, i butikken, overalt hvor hun færdes, som
ser en solstråle i min mor, altid i godt humør, altid et
venligt ord til andre og aldrig et ondt ord om sit eget
liv. Min mor som aldrig er syg, som aldrig er sendt til
tælling.
Tirsdagen blev et ekstremt ræs. Helge hev mig rundt
på hele skolen i hvert frikvarter, ind til byen for at hente
MRB-badges han havde fået lavet, og han satte Katrine
til at dele flyers ud. Han talte med redaktøren fra skoleavisen,
pressede ham benhårdt for at de skulle anmelde
koncerten på lørdag – “hvor mange bands har vi her på
skolen som skal spille live?” Han fløj rundt som en hoppebold,
han kørte på, han gav alt hvad han havde i sig
for MRB, og jeg hang på. Jeg ønskede egentlig bare at gå
stille og roligt hen til Yngve, måske gemme mig sammen
med ham, sidde på en af bænkene ved Breiavannet
i den sure kulde, men jeg tog bestik af situationen: Hvis
jeg følger Helge nu, gør alt det han siger jeg skal gøre, så
skaffer jeg mig nogle uvurderlige bonuspoint til i morgen
hvor jeg har tænkt mig at droppe øveren.
Yngve stod alene uden for en af dørene da Helge og
jeg gik hen mod Kulturhuset. Jeg smilede til ham, men
han så mig ikke. Han stod som han havde stået den fredag
jeg mødte ham første gang. Alene, med et verdensfjernt
udtryk, ansigtet vendt op mod skyerne. Han er
altid alene, tænkte jeg, alene og smuk.
Efter skole havde Helge og jeg en anden væsentlig ting
at ordne. Pot.
“Vi kan fandeme da ikke spille live første gang uden at
fejre det med fjolletobak!” sagde Helge.
“Nej nej, selvfølgelig ikke,” sagde jeg, “men du må
fandeme ikke ryge dig skæv når vi skal spille koncert, så
er det ud, okay?”
“Tror du jeg er komplet idiot?” sagde Helge mens han
viste vej op over Storhaug. Vi var på vej til Stegasen,
som vist nok boede i Nedstrandsgata. Jeg ved ikke hvad
han egentlig hed, Stegasen; Steinar, måske? Stian og så
noget med G? Jeg havde ikke mødt ham før, men ifølge
Helge var det ikke noget problem. Han havde lavet en
deal med ham, og vi skulle bare komme forbi efter skoletid.
“Han har ikke kun noget godt shit, han har også
210 211

pot, ikke sandt? God pot, for fanden – ved du egentlig
hvor svært det er at få fat i noget pot?” spurgte Helge,
som om han var en autoritet på det område, men i virkeligheden
havde han kun røget det fem, max ti gange,
og næppe selv købt det før. “Nej nej, for fanden! Pot!”
sagde jeg. Det var ikke så let at score weed i 1990 som det
er nu, græs var noget vi forbandt med Roskilde-festivalen.
I dag kan man skaffe pot i blinde her i byen; rækker
du hånden op, så har du lommerne fulde af græs.
Helge fiskede en seddel op af lommen, hvor der stod
“Nedstrandsgata 32”.
“Hold da kæft,” sagde jeg og så mig skræmt omkring,
“skriver du det ned? Vil du have at alle folk skal kende
adressen?”
Helge lo lidt smånervøst og rev sedlen i stykker.
Vi nåede frem til et stort, klassisk Storhaug-hus, i to
etager, loft og kælder, og en fin lille have. Hvidt træhus
fra mellemkrigstiden med vinduer fra tresserne.
“Yes,” sagde Helge selvsikkert, “yes, det er her, nu
kan jeg huske det.”
“Har du været her før?”
“Ja, til en fest engang.”
“Til en fest?” Jeg så mistænksomt på ham. Hvilke fester
havde han været til uden mig? “Hvornår var det?”
“Herregud, bare en eller anden fest!”
“Okay,” sagde jeg, “så ring på.”
“Rolig, rolig,” sagde Helge og gik op ad trappen til
indgangen.
Der gik lidt tid. Der var ingen der åbnede. Jeg så spørgende
på Helge, men han holdt hånden fladt frem i hoftehøjde
for at berolige mig. Så hørte vi skridt.
Helge så på mig med et “er du så tilfreds”-udtryk.
Døren gik op og foran os stod en dame i slutningen af
halvtredserne. Det gibbede i mig. Helges blik flakkede.
“Øh … er Stegasen hjemme?”
“Hvem?”
“Stegasen, ja, han hedder egentlig … ja, Stig.”
“Nej, her bor ingen Stig,” sagde hun.
“Okay, så er vi gået forkert,” sagde Helge.
Hun lukkede døren. Jeg så på Helge. “Hvad fanden er
det her for noget? Ved du ikke hvor han bor!?”
“Jo jo, selvfølgelig ved jeg hvor han bor, jeg må have
taget fejl, de huse på Storhaug ligner jo fandeme hinanden
alle sammen!”
Jeg så mig omkring. Han havde ret. Alle gaderne var
fyldt med hvide huse fra mellemkrigstiden, alle i hvidt
træ, og næsten alle uden have.
“For fanden da, Hegga, du havde jo skrevet det ned!”
“Dæmp dig lidt, for satan,” sagde Helge og trak mig
væk fra fortovet ud for nummer 32. Damen der havde
åbnet for os, stod i vinduet i stueetagen og så ned på
Helge og mig. Helge smilede og vinkede.
Vi gik over på den anden side af gaden.
“Okay, ud med sproget. Hvad ved du?”
Helge så på mig. Han standsede.
“Okay.”
“Ja? Ved du hvad han hedder?”
“Stegasen.”
“Ikke fornavnet, jeg mener – kender du hans rigtige
fornavn?”
Helge rystede på hovedet.
“Hold da kæft mand. Hvad så med hans efternavn?”
212 213

Helge fiskede en Marlboro op af lommen, tændte den
og rystede på hovedet.
“For fanden i helvede, Hegga, hvad ved du så! Vi kan
da ikke rende rundt og lege sporhunde her på Storhaug!”
“Okay,” Helge tog et hvæs. “Jeg ved hvad han hedder
… ja, Stegasen, at han bor i Nedstrandsgata, og at det er
toogtredive, eller, noget med to i hvert fald, og at det er
et hvidt hus. For fanden da, det er vores eneste chance,
forstår du det? Vil du have pot, eller vil du ikke have
pot?”
Noget med to. Hvidt hus. Nedstrandsgata. Det var
pænt.
“Du har aldrig været her, vel?”
Helge rystede på hovedet. “Nej, men jeg … ved hvem
han er, har talt med ham. Stegasen.”
Jeg tog en af Helges smøger og så mig om. “Det der
med nummeret, hvad gik det ud på?”
“Det er en jeg kender der fortalte mig det, og så skrev
jeg det ned da jeg kom hjem, og jeg troede at det var
toogtredive, men … det var det jo ikke. Måske toogtres?”
“Måske toogfyrre?” sagde jeg hånligt.
“Okay. Hvad minder mest om toogtredive,” sagde
Helge, “Jeg mener lydmæssigt.”
“Toogtres,” sagde jeg, “ikke to, ikke tolv, øh …”
“Toogfyrre, lidt, hvis du ser på r og ikke på y …,”
sagde Helge inden han ombestemte sig; “nej, ikke toogfyrre,
det er for meget med det y.”
“Det her er sygt,” sagde jeg og gik over på den anden
side af gaden. “Se dig omkring!”
“Nej, nej, fortsæt,” sagde Helge opstemt, “hør, det
kan ikke være over hundrede, for det havde jeg husket,
og det er ikke tolv, ikke to, og det er, ja måske toogtyve,
selvfølgelig tooghalvtreds, tæt på toogtres, næppe tooghalvfjerds,
det ligner lidt, og ikke toogfirs, og ikke tooghalvfems,
vel? Ikke tooghalvfems, hvad tror du?”
“Helge,” sagde jeg, “vi skal ringe på tre steder. Og
spørge efter Stegasen i Nedstrandsgata.”
“Jep.”
“Hold da kæft. Hegga! Hvad tror du Stegasen siger til
det? At vi dasker rundt i hans nabolag og spørger efter
ham, det lyser jo langt væk, det her!”
Helge sparkede irriteret til en murstensvæg. “Fandens
også!”
“Skal vi ikke stikke af, og så finder du ud af det en
anden dag, og så henter vi det dér?”
“Ah … jeg, nej, fandeme nej, vi gør det, vi ringer på.”
Jeg slog ud med armene. “Det er pissedumt, det her,
det er torskedumt.”
Vi gik tilbage til starten af gaden og begyndte ved toogtyve.
Huset var delt op i sektioner, så her var der to at
spørge. Suverænt. Der kom en lille dreng ud og åbnede,
og Helge og jeg så på hinanden. “Du, din far, er han
hjemme, eller?” spurgte jeg. Helge dunkede mig i ryggen
og sagde: “Vent lidt, jeg fikser det her.” Han gik ned
på hug og sendte drengen et kammeratlig blik. “Du, hør
her, dig og din far, har I ikke en slags butik, sælger noget
krydderi eller noget?”
Drengen rystede på hovedet.
“Nå, ikke? Hedder din far ikke Stagason, eller Stian,
eller noget i den retning?”
“Nej, han hedder Gustav,” sagde drengen, “han er tømrer.”
214 215

Vi ringede på den anden dørklokke, hvor der stod
Kydland. Heldigvis var der ingen hjemme.
“Okay,” sagde Helge. “To tilbage. Tooghalvtreds eller
toogtres?”
“Nej, det må du finde ud af,” sagde jeg.
“Tooghalvtreds,” sagde Helge, “hør en gang: Toogtredive
tooghalvtreds, toogtredive tooghalvtreds, det ligner
sgu da ret meget hinanden.”
Ja, det lignede da. Vi gik over gaden der krydsede
Storhaug på vej ned mod Rosenli. Vi kom frem til huset.
Det var hvidt, som det skulle være. Men der var
bare et problem. Helge og jeg så på hinanden.
“Det kan fandeme da ikke være her!” hviskede jeg,
“ved siden af skolen! Nabohuset til Nylund skole! Det
går ikke! Hold da kæft!”
Helge vurderede situationen. Så mod den store, gule
skolebygning klos op ad det hvide hus, nummer tooghalvtreds.
Nærmeste nabo var skolegården, hvor børnene
legede.
“Hegga! No way!”
Han rystede på hovedet.
“Enig. Toogtres, det er toogtres.”
Vi gik videre. På postkassen til nummer toogtres stod
der Stiansen. Huset var også som det skulle være; hvidt
med termovinduer. Helge så triumferende på mig. Min
vejrtrækning blev roligere. Stiansen, selvfølgelig. Stegasen,
Stiansen. Toogtredive toogtres.
“Ja, det var toogtres!” sagde Helge og ringede på.
Vi hørte en hund gø derinde.
“Selvfølgelig har han hund,” sagde Helge, “det har de,
den slags.”
Nu begyndte jeg at blive nervøs for hvad det var Helge
havde trukket mig ind i. Jeg så skæve narkomaner for
mig med oversavede haglgeværer og hunde.
Der kom en velvoksen mand med skæg ud i døren.
“Stegas?” sagde Helge.
“Hvem?”
“Bor Stegasen her?”
“Hvem?”
Samme smøre igen. Det var forkert. Da vi var kommet
ud på gaden, sagde jeg til Helge at jeg ikke gad mere.
“Hvor er det så? Nu må du selv ringe på, det er for
pinligt, det her, okay?”
Helge gav sig ikke. Så længe der var pot på Storhaug,
så skulle han have fat i det.
“Det er tooghalvtreds,” sagde han og så alvorligt på
mig. “For fanden mand, hvad tror du?”
“Nej! Nej nej nej!” sagde jeg irriteret, “det kan da ikke
være naboen til skolen, er du skingrende skør!”
“Hør her, tag det nu roligt, hør her: Hvad er mere
genialt end at handle med dope i nabohuset til politistationen,
hvad? Selvfølgelig er det tooghalvtreds! Selvfølgelig!
Ingen vil have en mistanke om det!” Helge så triumferende
på mig.
“Det er helt hen i vejret,” sagde jeg, “det er fandeme …
det er Gøg og Gokke-agtigt. For fanden.”
Helge var allerede på vej. Han gik hen til nummer
tooghalvtreds. Jeg haltede irriteret efter. Det her var ikke
til at standse. Hold da kæft. Ved siden af skolen. Nabo
til skolen. Helge gik op mod huset. Heldigvis var der
ingen børn i skolegården.
Jeg stillede mig på god afstand af huset og røg en smøg,
216 217

mens jeg kikkede på mit ur. Fire. Djises. At gå her og
lede efter græs midt om eftermiddagen. Det er for galt,
her går grænsen fandeme, tænkte jeg, det her vil jeg ikke
være med til, jeg drikker øl på lørdag, det gør jeg, og
Yngve, han ville aldrig have fundet på sådan noget, det
ville han ikke, jeg drikker øl på lørdag.
“Jalla!” hørte jeg Helge råbe.
Jeg så hen mod huset. Han stod på trappen til nummer
tooghalvtreds og viftede ihærdigt med hænderne.
Jeg så mig stjålent omkring, kiggede mod skolegården
efter børn der spillede baseball eller hockey, men heldigvis
var vejret for dårligt. Jeg sukkede og gik hen mod
ham. Pludselig kunne jeg mærke det i maven, at vi var
ude i noget kriminelt, og jeg krympede mig mens jeg
gik.
“Det er her,” sagde han, og vi gik ind ad den åbne dør,
“du skal ikke sige noget,” hviskede han lige bagefter.
“Hvad mener du?”
Indenfor stod en tynd fyr midt i trediverne. Han så
ret almindelig ud, bortset fra at han var tynd, hulkindet,
indsunkne tindinger og et lidt udstående adamsæble.
“Det er Stegasen,” sagde Helge og pegede, “Jarle,” sagde
han og pegede på mig.
Stegasen nikkede. Så blev han vred.
“Okay. Der er lige en ting her. Ingen kommer til min
dør og spørger efter pot, okay?” Stegasen kom nærmere.
“Jeg aner ikke hvor I har det fra at I bare kan troppe op
her og købe pot, men det er helt uaktuelt, fatter I det?”
Han var helt rolig, men superstreng. Helge smilede
nervøst.
“Helge, du sagde jo …”
“Hold kæft,” sagde Helge.
“Hvor meget skal I have?” sagde Stegasen.
Helge nikkede til mig.
“Ja, for et par hundrede kroner, måske,” sagde Helge
uerfarent, “er det ikke okay?”
“I skal fandeme ikke spørge mig om hvor meget I skal
have,” sagde Stegasen opgivende, “Vorherre bevares, satans
unger, men okay. To sekunder.”
Så forsvandt han op ad trappen for at hente sagerne.
“For satan, Hegga!” sagde jeg. “Hvad fanden har du
gang i!”
“Hold kæft,” hviskede Helge, “forklarer senere.”
Efter at Helge havde taget imod posen og betalt, tog
Stegasen pludselig fat i kraven på ham og trængte ham
op mod væggen. Han stirrede på Helge.
“Er den feset ind?” sagde han roligt. “Er den feset ind?”
Helge nikkede.
“Jaja, selvfølgelig.”
To minutter senere gik vi derfra, nykriminelle, med
en god pose grønt tryllegræs i lommen. Helge var pavestolt.
Han lo og sagde at han bare havde gjort det for at
skræmme mig, han var helt ovenpå, og sagde at på en
eller anden måde er man jo nødt til at skaffe sig en personlig
kontakt, og forklarede hvordan han bare havde
hørt om denne Stegasen og Nedstrandsgata fra nogle
3.g’ere, at han aldrig havde været til fest der, at han bare
havde taget en megachance, at han aldrig havde set fyren
før – “for fanden, selvfølgelig er jeg godt klar over at
man ikke bare kan komme rendende og banke på folks
døre og forlange pot! Tror du jeg er idiot! Man må jo
tage en chance af og til! Og nu har vi en mand, nu har vi
218 219

en kontaktperson.” Helge snakkede som om det var planen
at blive en hårdkogt narkoman i løbet af kort tid,
mens det eneste vi skulle var at blive fulde, skæve og
tulle lidt rundt.
“Dit nazisvin,” sagde jeg og slog Helge i ryggen.
Han lo. “Yes.”
“For resten,” sagde jeg mens vi gik ned mod byen og
følte os større end omgivelserne, selv om vi ikke var
begyndt at ryge lortet endnu; “hvorfor skal det absolut
være marihuana, hvorfor kan vi ikke bare skaffe noget
ganske almindeligt hash, det er da meget lettere?”
“Herregud,” sagde Helge og så på mig som om jeg var
en idiot. “Hør lige, skal det være Elton John eller Pixies?”
Jeg nikkede. “Jeg forstår,” sagde jeg.
Mor lå ikke i sengen da jeg kom hjem fra pot-turen,
hun sad ved køkkenbordet, med brillerne på næsen, i en
stor gammel trøje. Foran hende flød det med papirer.
Hun samlede dem sammen da jeg kom.
“Skal gå om lidt,” sagde jeg og så ikke hvad hun var i
gang med, “går det bedre eller hvad?”
“Ja da,” sagde mor, “det går fremad.”
“Hvad er det du laver?”
“Nå … det er bare selvangivelsen.”
Jeg åbnede køleskabsdøren. Der var ret tomt derinde.
“Har du ikke været ude at handle?” Jeg tog mælkekartonen
ud. “Det har du vel tid til nu hvor du er syg.”
“Jarle,” sagde mor og lød streng, strengere end jeg havde
hørt længe, “af og til er du meget ubetænksom, ved du
det?”
Jeg vendte mig om.
“Sorry,” sagde jeg og så opgivende på hende, “det var
ikke sådan ment, jeg tænkte bare på om vi ikke skulle
have noget at spise. Skal vi ikke?”
Mor sukkede, samlede papirerne i en bunke, lagde dem
i en mappe, og så på mig. “Jo, det skal vi. Kan vi ikke
bare tage en omelet, eller noget?”
“Kører du mig så? Bagefter, vi skal øve?”
Mor sukker. “Ja – jeg skal nok køre dig.”
“Godt!” sagde jeg og gav hende et kram. “Skal du så på
arbejde i morgen?”
“Åbner du en dåse skinke?” spurgte hun og tog æggene
ud af køleskabet. “Vi laver bare noget nemt.”
Helges far var ikke i lige så godt humør denne aften
som dagen før. Han trampede i gulvet, sad og kogte og
stegte oppe i stuen, så det var ikke muligt at sidde og
ryge og småsnakke efter at vi havde øvet. Men vi gjorde
fremskridt, og vi begyndte at tro på at det nok skulle
blive en god koncert.
“Når vi har øvet fire gange til spiller vi forhuden af
det der Hekkan-band,” sagde Helge da han lagde trommestikkerne
efter sidste gennemspilning af “Kanonføde”.
Klokken var elleve, vi stoppede.
Helge vendte sig om mod Andreas.
“Så i morgen? Klokken seks?”
“Selvfølgelig,” sagde Andreas.
Det blev onsdag. Hvordan skulle jeg slippe ud af det.
Jeg kunne ikke være to steder på en gang. Planen blev
sådan her: Jeg ville fortælle Katrine om det der var sket
i weekenden med far. Det ville jeg gøre i det første frikvarter.
Jeg ville sørge for at jeg fik givet både Helge og
hende et indtryk af at jeg havde det svært i løbet af den
første time. Få deres sympati, vække en uro i dem. Så
220 221

ville jeg trække Katrine til side i frikvarteret, sige at jeg
havde det svært på grund af det med far. Ifølge planen
skulle hun vise forståelse, trøste mig, lytte opmærksomt
og voksent på det jeg sagde. Så ville jeg lade ubehaget
accelerere i løbet af dagen, hele tiden mens Helge bare
betragtede det, hørte halve sætninger, så hvordan Katrine
beskyttede mig, så ville jeg bede om at få lov til at
gå hjem før sidste time, og på vej ud ville jeg gå hen til
Helge og sige:
“Hegga, jeg ved godt at det her er for dumt, og jeg
ved godt at vi har brug for at øve, men du må give mig
et break, det går ikke, jeg kan ikke samle tankerne. Det
er far.”
Og det ville Helge forstå. Han ville måske blive vred,
men han ville forstå det. Og jeg ville love ham at på
torsdag, fredag og lørdag, så skulle han se mig spille og
synge med en så vanvittig energi, at han ville forstå at
denne ene fridag, onsdagen, ville gøre bandet bedre, ikke
dårligere.
Ikke sandt, Helge?
Det skulle nok gå. Ja. Det skal nok gå. Ja. Det skal
nok gå godt, tænkte jeg da jeg stod ud af brusebadet onsdag
morgen. Jeg kan spille tennis med Yngve i aften.
Da jeg kom ned i køkkenet sad mor der allerede. Jeg
blev glad for at se hende oppe. Hun så bedre ud end de
sidste par dage.
“God morgen, mor – er du oppe? Blevet rask?”
Hun så på mig. Hun smilede, men ikke let og ubekymret.
Hun smilede alvorligt.
“Hvad er der?” spurgte jeg.
“Jarle,” sagde hun. “Der er noget jeg må fortælle dig.”
“Javel,” sagde jeg og satte mig. Mor rejste sig, begyndte
at tage mad ud af køleskabet, mælk, pålæg, og skar skiver
af brødet. “Hvad er der?” spurgte jeg igen.
Mor satte pålægget frem på bordet. Hun så alvorligt
på mig.
Hvad er det? Jeg blev nervøs.
Er der én der er død? Mormor! Er der noget galt med
mormor? Hvad er det? Katastroferne samlede sig inde i
hovedet.
“Hvad er der galt, mor?”
“Nu må du ikke blive bange, eller noget, for det er
ikke så …,” begyndte hun.
“Hvad er det, mor?!”
“Jeg har mistet mit job,” sagde hun.
Jeg fik et chok.
Mistet jobbet? Hvad mente hun? Mistet jobbet?
“Mistet jobbet, hvad mener du … så?”
“Ja. Bærheim har bedt mig om at gå,” sagde hun.
Bedt dig om at gå?
Jeg vidste jo godt at folk kunne miste deres job, jeg
vidste godt folk blev fyret, det stod jo i aviserne hver
dag, men at miste jobbet? Jeg kendte ingen der havde
mistet deres job. Det var noget jeg forbandt med Helges
far.
“Hvornår?” sagde jeg spagt mens jeg forsøgte at sunde
mig.
“Jeg fik besked i fredags.”
“I fredags? Hvorfor har du ikke sagt noget? I fredags?”
Nu så jeg på hende. Jeg havde ikke set ordentligt på
mor den sidste uge, jeg havde været for optaget af mig
selv, af Yngve, af bandet, og af far, til at kunne se at jeg
222 223

havde en mor foran mig der havde fået et slag i ansigtet.
Nu kunne jeg huske alt det jeg ikke havde lagt vægt på:
At hun næsten ikke havde spist noget til måltiderne, at
hun slet ikke havde været syg, at hun havde haft det
samme tøj på hele weekenden, at hun havde siddet og
løst krydsord i VG om lørdagen, hvor spag og uigenkendelig
hun havde været da far kom fredag aften, og
havde jeg ikke, når jeg nu tænkte efter, hørt at hun stod
op og gik rundt midt om natten?
“Men mor,” sagde jeg, “det … du, hvorfor det?”
Hun gned hænderne mod hinanden.
“Jah … effektiviseringer, sparerunder, du ved. Markedet
er presset. De skal tjene flere penge, og jeg er ikke
ung, jeg har ikke de nødvendige …,” mor standsede. Hun
bed sig i læben.
“Føj,” sagde jeg, og kunne ikke finde på mere at sige.
“Det er …,” hun begyndte på noget hun ikke kunne
fortsætte før hun tog en dyb vejrtrækning og så op i
loftet., “jaja, men det skal nok gå alt sammen, til sidst.”
“Hvad mener du med gå alt sammen?”
“Ja, de sagde at det godt kunne være at jeg fik mit job
tilbage, det er hårde tider, ved du, Bærheim, Hellvik og
Bø er dygtige folk, så de ved jo hvordan de skal tackle
det her. Ja, de sagde at jeg måske får jobbet tilbage når
det her er ovre. De ville i hvert fald lægge et godt ord
ind for mig hos deres gamle kolleger på Amoco, så …
det kan jo være jeg kan begynde igen?”
Mor smilede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
“Ja, så jeg sidder her og bladrer mine papirer igennem,
læser i avisen, og …” Mor tog et ark frem og rakte
det til mig. “Her kan du se den flotte anbefaling Bærheim
gav mig. Hvad siger du, det er næsten for meget af det
gode, med al den ros.”
Hun smilede igen. Jeg tog imod arket, målløs. Læste
det, læste hvordan de roste mor mens de gav hende et
spark bagi. Jeg hørte Helges ord inde i hovedet, alle hans
historier om den benhårde virksomhedskultur, om hvordan
folk blev behandlet som skidt.
“Er det ikke flot det de siger om din mor?”
“Jo, men …,” jeg så på arket, “men, mor, det … du kan
da ikke sidde her og rose dem, de kyniske kapitalister
som har gjort det her mod dig!?”
“Du må ikke sige sådan, Jarle,” sagde hun og så vredt
på mig, “det er også svært for dem, firmaet er trods alt
truet, og nu arbejder de hårdt på at komme over det
værste.”
Jeg gik hen til køkkenbordet. Støttede mig til det og
så ud ad vinduet. Forsøgte at forstå hvad det var der
skete.
“Jeg har aldrig haft noget udestående med dem,” hørte
jeg mor sige, “det var dem der gav mig chancen, ved du
nok, og de har behandlet mig godt.”
“Behandlet dig godt?! Mor! Hør på dig selv – du er
blevet fyret!”
Mor afbrød. “Jarle. Det her forstår du dig ikke på.
Nogen skal …,” hun famlede efter ordene, “ja, de må
skære ned et sted, og de er jo vigtigere end mig.”
Jeg prøvede på at samle mig.
De er vigtigere end mig, sagde mor.
Hun troede på det. Det her var den søde pige min
mor havde været hele livet. Væk var alle erfaringerne
fra bruddet med far, væk var alle de irettesættelser hun
224 225

havde fået af Ragnhild. Nu stod hun der igen, mor. En
sød borgerlig pige fra den beskyttede norske middelklasse,
der gjorde sit yderste for at beskytte andre.
“Jamen, får du så et nyt arbejde?” spurgte jeg.
“Selvfølgelig gør jeg det – snart,” sagde mor, “eller …
måske får jeg det gamle tilbage, eller de ringer fra Amoco.”
Jeg så på hende. “Ja, det må vi da håbe.”
Mor lagde sin hånd oven på min. “Det skal nok gå,
Jarle. Vi klarer os.” Hun så på uret. “Du skal i skole nu,
tag lidt mad før du går.”
Mor havde arbejdet hele sit liv. Hun havde ingen særlig
uddannelse, men havde oparbejdet en erfaring, anciennitet,
et godt ry, og flittigt gået på kursus for at holde
sig opdateret. Efter et halvt år på handelsskole begyndte
hun som sekretær på Sjøkartverket i 60’erne. Flittig, god
til at rydde op i andres papirer, dygtig til at skrive på
maskine, pertentlig, hjælpsom, med godt humør. Punktlig.
Man kunne stole på mor. Da olien kom var hun
begyndt i Amoco. Var steget lidt i graderne, havde fået
mere ansvar og bedre løn. Så hed det ikke længere “sekretær”,
men “konsulent”. Jeg kan huske engang i 80’erne,
hvor hun kom hjem fra arbejde, viste et visitkort og lo
af sig selv: “Se her, Jarle, nu er din mor blevet konsulent
– konsulent, du; jeg laver jo bare det samme som før!”
Og så, i 1986, et par år før skilsmissen, havde mor fået et
tilbud fra en kollega på Amoco, Bjørn Ove Bærheim.
Han skulle starte sit eget konsulentfirma for oliebranchen
sammen med to andre kolleger: West-Consult. De
havde skaffet sig aktiekapital. De havde en profil, de havde
spidskompetence, uvurderlig viden som ville være en
sikker salgsvare der skulle gøre dem uundværlige på markedet.
“Så enkelt er det,” havde de sagt: “Vi leverer en
vare ingen andre kan levere, som der er stort behov for.”
Bærheim ville have gode folk med over til West-Consult,
“folk man kan stole på,” sagde han og smigrede mor,
“folk som dig.” Han kunne love bedre løn, mere frihed
i arbejdssituationen, mindre bureaukrati, færre omstændeligheder,
mulighed for bonus, smidighed, effektivitet,
godt arbejdsmiljø, sikker alderspension. Mor var ikke i
fagforening, og det ville hun heller aldrig få behov for,
havde han sagt.
Hun tog jobbet, hun stolede på ham, hun kunne lide
det. Hun voksede med de nye opgaver hun fik. Det at
hun var blevet set, var blevet håndplukket blandt alle de
andre Bærheim & Co. kunne have valgt på Amoco, var
stort for mor. Hun gik ind i det nye arbejde med stor
iver. Hun købte nyt tøj, hun passede sit arbejde benhårdt,
hun sørgede for at være opdateret.
Og nu sad hun her. West-Consult havde slået for stort
et brød op, konkurrencen var blevet for hård, og folk
måtte fyres for at undgå konkurs. Deriblandt mor, som
ikke havde købt aktier, som ikke havde sikret sig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
“Satans Bærheim,” sagde jeg.
“Det er ikke hans skyld,” sagde mor.
“Nej, men mor – hvis det ikke er hans skyld, hvis skyld
er det så?”
“Jeg har jo selv valgt det,” sagde hun forsigtigt.
Da jeg stod ude i gangen og tog overtøj på for at gå i
skole, var jeg forvirret og følte jeg burde være som en
mand for mor nu, en der kunne støtte hende, give hende
226 227

mod, give hende styrke på en eller anden måde. Mor
kom ud. Hun forsøgte at smile, men det så forkert ud.
“Jarle?”
Jeg så på hende. Spørg mig om noget, mor, spørg mig
om noget, noget jeg kan gøre for dig.
“Ja? Er der noget?” sagde jeg.
“Jeg ville sætte pris på hvis du blev hjemme sammen
med mig i dag.”
“Nu? Jeg skal jo i skole,” sagde jeg.
“Nej,” sagde hun og lo kejtet. “Nej, jeg mener senere i
dag, bagefter. Jeg har ikke lyst til at være alene. Det er
ikke noget alvorligt, men … jeg har bare ikke lyst til at
være alene.”
“Selvfølgelig gør jeg det!” sagde jeg højt. “Herregud
mor, selvfølgelig gør jeg det, det er da det mindste jeg
kan gøre, vi kan køre en tur, vi kan tage op til mormor
hvis du vil!”
“Nej, mormor skal ikke have noget at vide om det
her, hun bliver bare så bekymret, hun behøver ikke at få
noget at vide, nej … hvis bare du vil blive hjemme sammen
med mig, så.”
“Selvfølgelig,” sagde jeg og følte mig god.
Mor kyssede mig farvel. Jeg var allerede for sent på
den. Klokken var halv ni. Jeg satte mig på cyklen, og da
jeg svingede ud på gaden råbte jeg til hende at jeg kom
lige hjem fra skole, og at jeg nok skulle købe ind for
hende, og selvfølgelig blev jeg hjemme sammen med
hende. Selvfølgelig, tænkte jeg, mor har jo mistet sit job.
Hun har brug for mig.
Hun forstår det ikke helt, hun forstår ikke alvoren i
det, men hun har brug for mig nu.
Den sidste morgentrafik passerede. Regnen løb ned
ad mig, og jeg måtte træde til for at klare vinden.
Sekunder efter slog det ned i hovedet på mig: Yngve.
Tennis. Øve.
Jeg cyklede op ad bakken, og ned ad Strandgate, tog
en anden vej end jeg plejede, bumpede over brostenene i
Gamle Stavanger mens panikken hoppede rundt i mig.
Herregud, Jarle. Hvad vil du nu gøre?
Jeg skulle spille tennis med Yngve fra otte til ti. Jeg
skulle øve med Mathias Rust Band fra seks til elleve. Jeg
skulle være hjemme sammen med mor hele aftenen. Jeg
skulle være tre steder på én gang.
228 229

12 FALSK
jag är pojken
som sköt raketen
i min egen hand
Kent
“DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien,”
sagde Svendsen med begejstring i stemmen.
Jeg forsøgte at koncentrere mig.
“Hvad siger I?” sagde han og udfordrede os med blikket.
Det var første time. Svendsen kørte sig selv op, han
producerede adrenalin i bøtter og spande, og blodsukkeret
steg jo længere han kom ind på sit yndlingsemne:
Virkeligheden. Jeg følte stor sympati for den svedende,
samtidsforelskede historielærer med de høje tindinger
og de store briller, men samtidig markerede han den realistiske
grænse for mig. Hvordan ville det gå Svendsen
hvis han en dag fik øje på et spøgelse? Han ville tage et
målebånd frem. I hans kvantificerbare verden var der
ikke plads til en fattig fantasi som ikke havde rod i historiske
processer. Selvfølgelig elskede han spekulation, men
det var spekulation af typen: “Spørger I mig, så er apartheid
overstået om, ja, lad os sige tredve år.” Han ville
være totalt afvisende over for den teori biologilæreren
begejstret gengav, når klassens nørd, Idar, spurgte og
gravede i dyrs hørelse og dyrs stemmer. Er larven for
eksempel stum? ville han vide. Det fik læreren til at fortælle
en besnærende historie om snegle. Der skal have
været en forsker som samlede ekstreme mængder af snegle
på samme sted. Mange tusind snegle, sorte og brune. Han
indhegnede dem så de ikke havde nogen flugtmulighed,
lagde dem oven på hinanden og udsatte dem for ekstrem
varme, ekstremt lys. Og som vi ved er snegle glade for
mørke, glade for kulde. Målet med det groteske eksperiment
var at studere hvordan de reagerede når de blev
udsat for deres værste frygt, når de måtte opleve en form
for apokalypse, en form for sneglenes Holocaust, det
værst tænkelige for arten: at samles i et vanvittigt antal
til en langsom, pinefuld død under en åben, brændende
sol. I tortursituationen kom forskeren frem til et forbavsende
resultat. Han stod der, ude på marken foran gården,
og så de chanceløse snegle. Panikken steg da de forstod
at de var fortabte. De begyndte at æde af hinanden,
forsøgte at åle sig ud, men kunne ikke. Men så skete der
noget. Pludselig hørte forskeren en lyd. Et lillebitte pip
der kunne minde om et skrig. Han gøs. Et barneskrig?
Skriget var så realistisk, så menneskeligt, at han først troede
det kom fra nabogården, at det var et barn der lå og
skreg. Men så forstod han hvad det var han havde hørt,
han forstod til sin egen forbløffelse at det lave skrig måtte
komme fra den groteske bunke af snegle han havde foran
sig. Forskeren, der ikke havde ledt efter lyde fra snegle,
men var ude på at studere artens reaktion på total ødelæggelse,
kalkulerede og regnede på det, og kom frem til
at det han havde hørt var de mange tusind snegle som på
et vist tidspunkt havde skreget samtidig under hede- og
lystorturen, formentlig da de selv indså at de alle var
230 231

fortabte, at de ville omkomme der, at de ville dø og
tørre ind på sletten uden for den spanske bondegård hvor
han havde samlet dem en varm sommerdag. Og pludselig
havde forskeren indset hvordan hele verden er fuld
af kaglen og ævlen, snak og mumlen. Selvfølgelig taler
de, selvfølgelig taler alle, det er bare os, menneskene, der
har så ufattelig dårlig hørelse, det er os, menneskemonsteret,
der vakler omkring på to ben, der går og
brøler hele tiden, der er udstyret med ekstremt dårlig
høreevne. Det handler om et andet tale- og høreregister
end vores; sneglene er ikke stumme. De taler hele tiden,
de græder, de ler, og de skriger, men der skal altså en
enorm kraftanstrengelse, og flere tusind snegles synkrone
angstskrig til, for at vi kan høre dem. Så det er klart at
hvis vi havde opereret på samme tale- og høreniveau som
dem, ville vi stadig have hørt sætninger som “har du
været på kålmarken i dag?” hvis vi gik på landevejen,
det ville småsnakke og kagle fra haven hver eneste kølige
aften, “åh ja, sikke en herlig brise, ikke?”, når sneglene
var ude og slappede af.
Snegleforskeren blev aldrig den samme efter det eksperiment.
Mens han før havde betragtet mennesket med
en slags stolthed, så han nu næsten ingen værdi i os. Han
forstod hvor grundigt snydt vi var blevet, hvordan de
andre arter på kloden lo af os, sneglene som var os kapitalt
overlegne hvad hørelse angik, antiloperne der kunne
spadsere ved siden af os i behageligt tempo når vi løb så
hurtig vi kunne – og hvad med mågerne, havde han sagt,
hvad med dem? Har du set hvad der sker når du renser
en fisk? Når du står på en bro, inderst i fjorden, og fører
tollekniven mod fiskens bug, hvad sker der så? Sekundet
efter at du har åbnet bugen, er fjorden fuld af måger, de
kredser over dit hoved, de skriger og hviner, og for nogle
få sekunder siden var de der ikke, der var ingen – ingen –
måger i sigte, men så har de lugtet fisken du sprætter op,
og bevæget sig lynhurtigt, med utrolig præcision, hen
til broen hvor du står. Vi har ikke en chance mod disse
dyr. Vi har ikke en chance. Forskeren mistede modet.
Han blev siddende og kiggede rundt, sagde biologilæreren,
stirrende på naturen, og alt hvad han så, var sin
egen utilstrækkelighed. Stemmerne han ikke hørte. Lugtene
han ikke fornemmede. Synene han ikke så. Følelserne
han ikke følte. Han følte sig afstumpet, utilstrækkelig,
og han blev bange. Angst kommer af at vide at der
findes noget derude som man ikke kan se, høre, lugte
eller føle. Hvis man ser alt det der findes, er man ikke
bange. Små børn ved det. De er bange for det der er
nede i kælderen, i mørket. For den stakkels snegleforsker
blev hele verden barnets kældermørke, han blev klar over
det der ikke findes, det vi aldrig kan se, høre, føle eller
lugte, og det blev umuligt for ham at gå gennem en park,
det blev umuligt for ham at styre en båd, for parkens
blomster talte, og han kunne ikke høre hvad de sagde,
hvilke udspekulerede planer de lagde, for havets dyb bar
på hemmeligheder som for altid skulle være hemmelige.
“Ja,” sagde biologilæreren, “hele verden kagler løs.”
“Han tager gas på os,” sagde Helge og lænede sig over
mod mig, “det er bare noget han finder på.”
I modsætning til biologilæreren, der havde sans for
spekulative teorier som der ikke altid var lige meget hold
i, og som havde en grænseløs fascination af verdens hemmeligheder,
størrelser og fænomener som endnu ikke
232 233

var opdaget, var Svendsen helt døv på det øre. Han levede
i virkeligheden. Der fandtes ikke lyde som ikke
kunne høres. Og dengang, før universitetet kom og tog
os, gjorde både Jarle, Helge og Katrine det også, selv om
det godt kunne blive for meget med Svendsen, og senere
har jeg ofte brugt ham som parameter på hvor grænsen
går for at reducere sig selv til en observationscentral for
målelige størrelser. Jeg forsøgte at koncentrere mig, men
der var kaos i mit hoved: Mor havde mistet sit job, jeg
skulle øve med bandet, og jeg skulle spille tennis.
Svendsen hævede stemmen og gentog: “Hvad siger I?
DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.”
Han holdt højre hånd op og viste stolt fem fingre.
“Hvad siger I? Fem – fem – frie valg! Firs millioner mennesker
skal til valgurnerne for første gang i fyrre år – er
I klar over hvad det indebærer? Det er smadrede kommunister,
forvandlede eller opløste partier over hele linjen;
det er et fuldstændig nyt verdensbillede i hele Østeuropa,
og det sker nu. Lige for øjnene af os,” – Svendsen
holdt nu to fingre op, bevæget af sin egen tale, og
satte dem op for sine egne øjne – “ja, lige for øjnene af
os, og det sker i løbet af nogle få måneder. Europa bliver
forvandlet på nogle få måneder.”
Svendsen trak kortet ned over tavlen, tog pegepinden
og satte sig bag katederet. Han så op på kortet og lod
pegepinden slå en ring om de aktuelle lande.
“Det er så omfattende, så stort, at vi har svært ved at
forstå hvad det er der sker. En helt ny verden,” sagde
han og blev dramatisk, “det tiår vi er inde i, bliver afgørende
for verdenssituationen. Nu begynder vi på et nyt
kapitel i fremtidens historiebøger.”
Jeg forsøgte at koncentrere mig, jeg var jo interesseret
i det her, jeg kunne godt lide de timer, og det handlede
om vores folk, kommunisterne, både dem vi troede
på og dem vi havde mistet troen på.
Det vidste Svendsen. Han pegede på Helge: “Fidel, du
og Che bekender jer jo til kommunismen, ikke sandt;
hvad er det der er gået galt?”
Vi nød når Svendsen brugte disse øgenavne om os,
Helge var Castro og jeg var Guevara, og vi nød det,
men vi lod som om det var indlysende, og kommenterede
det ikke.
“Herregud,” sagde Helge opgivende og himlede med
øjnene, som om det var børnelærdom, “der har jo ikke
eksisteret en sand kommunisme.”
Svendsen så på ham. “Det må du uddybe.”
“Okay,” sagde Helge og lænede sig frem over bordet,
“hør her, der var jo socialisme i Sovjet lige efter revolutionen
i 1917, ikke sandt, og noget der lignede i Kina,
men det er noget andet end kommunisme. Kommunisme
er målet, det er det frie samfund, ikke sandt? Men i Sovjet
blev der socialfascisme, de var jo ikke bedre end USA.
Vi har to supermagter, og de er begge lige korrupte og
fascistiske.”
Der blev sukket i hele klasselokalet. Vores klassekammerater
havde hørt det før og var trætte af Helges analyser.
“Det er én måde at se det på,” sagde Svendsen, “ja, I
ved jo godt hvad Helge sigter til med 1917? Ja, selvfølgelig
gør I det. Er der andre?”
Silje rakte hånden op. Hun var medlem af konservativ
ungdom, ret pæn, og en klart defineret fjende.
234 235

“Efter min mening viser det der sker nu at kommunismen
var en fejl fra begyndelsen, og at demokratiet,
parlamentarismen, og det frie marked, er det sundeste
system, det kommer jo af sig selv nu,” hun så hen på
Helge og mig, “det siger Gorbatjov jo også.”
Det sidste var ment som et velanbragt slag mod os:
Gorbie var jo redningsmanden, og samtidig var han kommunist.
Han var kartoflen de fleste spiste med glæde,
han var pisken de fleste kunne slå med; Bush, EF, og
kapitalisterne ønskede ham velkommen fordi han kritiserede
det gamle system, fordi han som en lynlås havde
åbnet verden med Perestrojka og Glasnost og endeløse
fredsrejser verden rundt, og vores socialdemokrater ønskede
ham ligeledes velkommen, fordi han ville reformere
verden, genoprette solidariteten, jage magtmonopolet
ud af partiet i Moskva, jage diktatorerne ud af landene
østpå, og selv om der var uenighed om ham i venstreorienterede
kredse, så var folk stolte af ham, fordi
verdens redningsmand ikke hed Bush eller Kohl eller
Thatcher, men Mikhail Gorbatjov og kom fra Sovjet.
Men Helge så anderledes på det.
Han spidede Silje med to lynende øjne og efterabede
hende: “Det siger Gorbatjov jo også? Du er så dum at jeg
ikke gider svare dig,” udbrød han og slog sig for panden:
“Ham din Gorbie var den der dræbte allerflest mennesker
i Afghanistan, vidste du det? Han sendte så mange
soldater derover at der fandeme ikke var et hus tilbage
der ikke blev bombet.”
“Okay, vi slutter her,” sagde Svendsen. “Frie valg,”
sagde han; “hvad er det? Hvad er parlamentarisme?”
Jeg var ikke i stand til at koncentrere mig. Hjernen
arbejdede uafbrudt med helt andre ting, og mens parlamentarismehistorie
begyndte at svirre i rummet, og der
blev talt om 1884, om den franske revolution, forsvandt
jeg mere og mere fra timen. Jeg havde løsningen nu. Det
var ikke en specielt rar plan, og nogen måtte blive taber,
nogen måtte blive såret, men det var en plan der kunne
holde vand.
Der er tre slags mennesker der er kreative: Fulde mennesker,
forelskede mennesker og fattige mennesker. Jeg
var ikke fuld, jeg var ikke fattig, men jeg var forelsket,
og nu vidste jeg hvad jeg skulle gøre.
“Jarle?”
Jeg blev revet ud af forelskelsesstrategierne, og jeg så
på Svendsen.
“Øh – ja?” sagde jeg, fortumlet.
“Ja, du sagde noget,” sagde Svendsen.
Sagde jeg noget?
“Øh – nej, hvad … nej, gjorde jeg det?”
Latteren spredte sig i klassen. Det var tydeligt jeg havde
sagt noget. Jeg havde åbnet munden og sagt noget. Helge
vendte sig om og så underligt på mig. Jeg rødmede.
På vej ud kom Katrine hen til mig. “Det går sgu nok?”
sagde hun og så underligt på mig.
Det havde jeg altså sagt: Det går sgu nok.
“Det er mor,” sagde jeg og løj hende lige op i hendes
åbne ansigt. “Det er mor.” Jeg anlagde en alvorlig mine.
Katrine spilede øjnene op, hun så bange ud.
“Ja. Hun har mistet sit job,” fortsatte jeg og så ned i
jorden.
Et mærkeligt øjeblik. Jeg udnyttede mor, kynisk, samtidig
med at jeg var oprigtig bekymret for hende. Følel-
236 237

sen hang ikke sammen. Men historien hang sammen, den
jeg havde tumlet med inde i timen, den jeg havde snakket
om uden at jeg selv vidste det; det går sgu nok. Min
plan var allerede begyndt at arbejde med omgivelserne.
Det smarteste jeg kunne gøre for at skaffe mig den
nødvendige sympati, specielt når jeg skulle gå i clinch
med Helge, var at begynde med Katrine. Det var smart
at gøde jorden hos hende, for selv om de altid hakkede
på hinanden, havde jeg forstået at der ikke var nogen
han respekterede som Katrine.
“Jeg havde ikke fattet det før nu,” sagde jeg, “men
hun mistede sit job i fredags. Hun har ligesom gået og
været syg, og jeg har bare troet at hun havde influenza,
ikke, men så har hun mistet sit job. Hun er helt slået ud,
jeg har aldrig set hende sådan.”
Jeg smurte tykt på. Jeg sagde ingenting om at mor
var stået op her til morgen, at hun følte sig bedre tilpas,
selv om hun åbenbart løj for sig selv.
Katrine var chokeret. “Er det sandt?”
Jeg nikkede.
“De svin,” sagde hun, “det er pengene der styrer det
hele, herregud, er der ingen der tænker på menneskene
mere.”
“Nej,” sagde jeg, “det er så råt. Og mor der har gået
på kurser og alt det der. Det er kun effektivisering der
tæller.”
Det her var perfekt. Mors opsigelse var ikke kun en
personlig ting, noget der faktisk berørte hende og mig,
det var også en umenneskelig historie fra det virkelige liv.
Endelig en historie der passede til vores had til samfundet,
vores forestillinger om kynisk virksomhedskultur,
mere kapitalisme, stigende arbejdsløshed, og det bekræftede
vores forestillinger om at den politik Gro og Kåre
havde ført, og som nu Jan Peder Syse førte, drev Norge
ud i et markedsliberalistisk helvede; nu forsvinder den
sidste rest af ansvarsfølelse og solidaritet i dette forbandede
Fremskridts-samfund.
Katrine var målløs. “Men vi må da gøre noget!” udbrød
hun.
“Vi?” Jeg sukkede. “Hvad kan vi gøre?”
Helge kom. Katrine begyndte med det samme at fortælle
om mor. Jeg så væk, spillede dette mærkelige spil
hvor jeg både var beregnende og oprigtig fortvivlet på
én gang, mens jeg lagde mærke til hvordan historien plantede
sig i ham præcis som den skulle. Helge blev, selvfølgelig,
ude af sig selv af raseri. Han koblede det straks
sammen med den kamp vi førte, og med bandet. Han
havde jo også en far der arbejdede med det, som rustede
sig til lønforhandlinger hvor ledigheden stod øverst på
listen.
“Fy for helvede,” sagde Helge, “hun er ikke fagligt
organiseret, er hun?”
Jeg rystede på hovedet.
“Kontorfag, er det ikke?” sagde Helge.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Var det ikke kontorarbejde hun havde?”
“Jo, en slags,” sagde jeg, “jo, det var det jo.”
“Fandens også,” sagde Helge, “presset branche lige for
tiden. Ingen ledige stillinger. Massevis af ledige. Ikke
godt.”
Jeg hørte Helges far tale gennem ham. Helge kunne
hele remsen, han fik det på maden derhjemme, ikke
238 239

mindst nu før overenskomstforhandlingerne, han vidste
hvilke brancher der var udsat, han vidste hvor det
var mest barskt.
“Hun har ikke en chance,” sagde Helge.
Det var perfekt. Nu kunne jeg sige det. Selv om Helge
stod foran mig og tegnede et mørkt billede af mors fremtid,
og det burde have gjort mig endnu mere bekymret
end jeg var, så kunne jeg mærke hvordan situationen
udviklede sig til min fordel.
“Så jeg er nødt til at blive derhjemme i dag,” sagde jeg.
“Det bad hun mig om. Hun er helt ude af den.”
Helge tog en dyb vejrtrækning. Han vidste hvad det
ville sige, og han havde svært ved at sluge det. Han havde
lige delt en bunke hjemmelavede MRB-badges ud til nogle
i klassen han havde regnet for umulige at frelse, og var
stadig på en stor optur.
“Jeg bliver nødt til det, Helge, det går ikke,” sagde
jeg. “Når ingen andre viser mor omtanke, så må jeg gøre
det.”
Jeg mente jo det jeg sagde. Jeg mente det jo, selv om
jeg var falsk.
“Okay,” sagde Helge bestemt. Han kunne ikke gå imod
det, selv om jeg så at han kogte, selv om jeg så at han
egentlig ville sige for helvede, Jarle, for helvede, hvornår
skal vi så øve, hvad? Skulle vi ikke øve hver dag i den her
uge? Er det ikke nu det gælder? Men det kunne han ikke,
for det her handlede om alt det vi stod for, det her var
en hændelse fra det virkelige liv, det her havde han stor
respekt for.
“Okay,” sagde han, “men så øver vi i morgen, ikke?”
Jeg nikkede. “Jo, jeg skal kun være derhjemme i dag.”
De lod mig være i fred resten af dagen. Jeg viste tydeligt
at jeg havde brug for at være alene. Katrine havde jo
også fars historie med i den rygsæk der hed Omtanke
for Jarle, så jeg var skærmet, og nu havde min plan fået
sikre ben at gå på. Det gjaldt bare om at komme i kontakt
med Yngve, og jeg skulle tale med ham alene, uden
at de andre så det.
Muligheden var der i næstsidste frikvarter. Vi havde
besøg i timerne af forskellige aktivitetsgrupper på det
tidspunkt. Det var folk der arbejdede idealistisk som fik
lov til at komme rundt i klasserne og tale om deres sag i
ti minutter. Tidligere havde vi haft besøg af ham der
drev skoleavisen, en 3.g’er på Emmaus i den østlige bydel
med cowboyjakke og cowboyhat, som ville rekruttere
“kritiske journalister”, som han sagde. Jeg havde en
klar intention om at være med til det. Vi havde haft
folk inde fra Laget, de kristne, og der havde Helge og jeg
skudt på repræsentanten med alle vores verbale kræfter,
og fordrevet hende med vores argumenter imod at missionere
og indoktrinere. Vi havde haft besøg af Sangkoret,
som vi syntes var noget borgerligt fis. Vi havde
haft besøg af skoleteatercheferne, som vi også syntes var
revyagtigt. Og vi havde haft besøg af det nystartede
Gymnasiesamfund, hvor der var kommet en hidsig 1.g’er
med langt lyst hår, grøn militærtrøje, partisantørklæde
og kuglerunde briller. Først havde Helge og jeg været
skeptiske og anset det for at være en retrospektiv, studentikos
og sentimental forsamling, men den lyshårede
fik os overbevist om at det var dagsaktuelt, kritisk og
hårdtslående, så vi troede på ham. Og nu var turen kommet
til Ungdom mod EF der ville starte et lokalt hold
240 241

på skolen. Helge, Katrine og jeg var selvskrevne kandidater
og med på at arbejde gratis for dem. Repræsentanten
var en 3.g’er med skarpe øjne og et stort smil. Hun
talte sindssygt hurtigt og højt og gik i Natur og Ungdom-T-shirt
med påskriften: “Du (eller jeg?) smider 250
kilo affald ud om året”. Efter timen, hvor hun havde
holdt oplæg og fortalt at EF ødelagde fire og et halvt
ton madvarer i minuttet – “i minuttet!” – og at dem der
interesserede sig for at værne om miljøet, dem der gerne
ville værne om selvbestemmelsesretten, dem der mener
at solidaritet er en vigtig ting, skulle melde sig ind i Ungdom
mod EF, så grupperede der sig et hold idealister i
sorte sildebensvævede frakker, islændere, boots og partisantørklæder
omkring hende uden for klasselokalet.
Havde det været en almindelig dag ville jeg have stået
der sammen med dem. Jeg ville have været en af de ivrigste,
og jeg ville have skrevet mig på alle de lister der
fandtes. Men denne onsdag gav jeg bare Helge og Katrine
et nik som sagde “jeg går lige en tur”, så jeg kunne
være i fred.
Jeg fandt Yngve på gangen i bygningen ned mod Breiavannet.
Han stod og lænede sig op ad en væg og talte
med en fyr. Jeg fór sammen. Jeg havde endnu ikke set
Yngve tale med andre og reagerede instinktivt på at nogen
brød ind i hans ensomhed, den smukke ensomhed
som jeg skulle være et plaster på.
“Hej, Jarle,” sagde Yngve glad og nikkede hen mod
den anden dreng, “det er Tommas, fra klassen.”
Jeg nikkede til ham. Denne Tommas var et borgerdyr,
og jeg brød mig ikke om ham. Jeg vidste hvem han
var fordi han var kredsmester i skak, det havde stået i
avisen. Hold da kæft, tænkte jeg, er han ude på at hverve
Yngve til skakholdet? Han kastede et grimt lys over Yngve
og tilsmudsede ham. Tommas nikkede tilbage.
“Nå, jeg må hellere smutte,” sagde han og gik. Jeg var
lettet, nu var Yngve min igen.
“Nåh,” sagde jeg, “hvordan går det?”
“Jo, godt,” sagde Yngve, “lidt træt af vejret, men.”
Vejret. Yngve talte om vejret. Helge, Katrine og jeg
talte kun om vejret hvis det havde miljømæssige konsekvenser.
Al anden snak om vejret var tegn på at man
levede et kedeligt liv, at man manglede indhold i tilværelsen,
at man var på vej til at blive ligesom sine forældre.
Vejr handlede om ozonlaget, om drivhuseffekten,
og denne vinter havde vi haft mange samtaler om vejret
fordi det var så mildt, fordi hele januar havde ligget på 2
til 9 grader, og regn, vind og regn, og vi mente – nej, var
skråsikre på – at det skyldtes klimaændringer og forøgelse
af drivhusgasser i atmosfæren, hvilket naturligvis var vores
skyld, kapitalisternes skyld, Vestens skyld, som fældede
regnskovene i Amazonas-deltaet, som drev industrivirksomhed
uden rensningsanlæg.
Havde det ikke været Yngve der stod foran mig, så
ville jeg sikkert have sagt “ved du godt at der i Katowice,
i Polen, døde 150 spædbørn i 1986 af luftforurening, fordi
man arbejder på fabrikker fra 1880? Det er os der varmer
jorden op; så derfor er vejret som det er, ja.” Men
det sagde jeg ikke.
Jeg sagde: “Jeg kan godt lide regn.”
“Kan du?” sagde Yngve.
Jeg nikkede. “Regn og blæst,” sagde jeg, “det er godt
at blive rusket igennem.”
242 243

For fanden. Jarle, er det dig, det her?
Yngve smilede.
“Nå, spiller vi så i dag?” spurgte jeg entusiastisk, og
slog et klodset tennisslag i luften.
“Selvfølgelig gør vi det – I kommer?”
“Nej, det er kun mig,” sagde jeg. “Katrine skal til fødselsdag.”
“Nåh, ja,” sagde Yngve.
Jeg så på ham.
“Men det gør vel ikke noget?”
“Hvad mener du?”
“At det kun er mig.”
“Nej nej, det er helt fint,” sagde Yngve.
Det er helt fint. Jeg gik ind til time. Det gik let, det
her, nu var der bare én ting tilbage, den værste, men det
gik let, og Yngve havde sagt at det var helt fint at det
kun var mig. Så kunne han i hvert fald bedre lide at være
sammen med mig end med Katrine, og han var alligevel
ikke interesseret i Tommas og skakken.
I sidste time havde vi matematik.
“Shit!” sagde jeg da jeg blev mindet om at vi skulle
have prøve dagen efter.
“Nej, det er bare den matematikprøve, og jeg har ikke
læst, og i aften …” jeg standsede mig selv.
“Ja, du kan jo læse i dag, så, du skal jo bare sidde derhjemme.”
“Jo jo, men jeg skal da være sammen med mor,” sagde
jeg, “det var jo det der var hele pointen.”
Helge murrede.
“Hvad med den pot,” hviskede jeg, for at fedte lidt
for Helge.
“Det kører på skinner,” sagde han, “ligger trygt og
godt.” Han sænkede stemmen yderligere. “Det lugter fandeme
godt.”
Jeg forsikrede Helge om at vi skulle øve som bare
fanden resten af ugen, og jeg forsikrede Katrine om at
jeg nok skulle passe godt på mig selv, og på mor. Jeg
cyklede hjem, i regnen, i vinden, som gjorde mig godt.
Mor sad og lukkede konvolutten med selvangivelsen.
Ikke noget rart arbejde for hende at sidde der og vende
og dreje sidste års tal, når dette års økonomi var blevet
så usikker.
“Selvangivelsen,” sagde jeg og satte tasken fra mig.
Mor nikkede.
“Hvordan kommer det til at gå med …,” jeg trak på
det, “ja, med penge og sådan?”
“Det kommer der orden på,” sagde mor, “vi ordner
det.” Hun smilede. “Godt du er her. Hvad skal vi så lave
i dag? Kan vi ikke finde på noget …,” hun så på mig, som
om hun ventede et forslag fra mig, “jeg ved ikke rigtig;
noget anderledes? Gå ud at spise, måske? Gå i biografen?
Køre en tur?”
“Vi skal måske ikke bruge så mange penge lige nu, når
du …,” begyndte jeg.
Mors krop sank sammen i stolen.
“Nej,” sagde hun og så tomt ud i luften. “Det skal vi
nok ikke.”
“Men det er klart vi kan … finde på noget andet,” sagde
jeg. “Besøge nogen, måske? Vi kunne tage op til Ragnhild
begge to, måske?”
Hvorfor sagde jeg det? Hvorfor begyndte jeg at løfte
hende op igen når jeg ikke kunne indfri det?
244 245

Mor lyste op et kort øjeblik, men så kom hun i tvivl.
“Nej, jeg ved ikke rigtig, Jarle, jeg har ikke lyst til at
sidde og udstille mig selv, lige nu.”
Jeg forstod godt hvad hun var bange for. Inderst inde,
bag alle de selvbedrageriske forklaringer hun gav sig selv,
vidste hun godt hvad der var sket, og hun vidste at hun
ville få det at høre af Ragnhild. Det orkede hun ikke.
Jeg satte mig ned ved siden af hende.
Jeg var jo nødt til at sige det. Jeg måtte bryde mit
løfte, så vi kunne bruge de første par timer til at komme
ovenpå igen.
“Mor …,” begyndte jeg.
Hun livede lidt op, rettede sig op i stolen, løftede hovedet
og så varmt på mig. “Ja,” sagde hun, “ja, nu foreslår
du noget, og så siger jeg ikke nej, og det behøver
ikke at være dyrt. Nej, i dag er det os to. Hvad har du
lyst til?”
Hun så forventningsfuldt på mig.
“Jeg kan få penge af far hvis det er,” sagde jeg og undveg
det jeg ville sige.
Mor viftede det væk, hun ville absolut ikke have almisser,
det var under hendes værdighed, og sidst af alt
fra ham. “Nej,” sagde hun igen, “bare os to, Jarle. Jeg
har glædet mig til det. Hvad skal vi så?”
Jeg så ned i gulvet. Det gjorde ondt i maven.
“Jeg kan ikke blive hjemme i dag,” sagde jeg.
Mors ansigt stivnede.
“Jeg mener ikke hele dagen,” skyndte jeg mig at sige,
“jeg må gå om et par timer.”
Huden rundt om mors mund begyndte at dirre forsigtigt.
Hendes næse blev smallere, munden åbnede sig,
og øjenlågene sænkede sig. Kinderne blev røde, og skuldrene
sank.
“Vi skal øve,” sagde jeg. “jeg ved det er tarveligt, men
jeg kan ikke svigte Helge og dem.”
Hun rejste sig op. Mor var blevet en lille pige foran
mig, og nu rejste hun sig. Hun orkede ikke mere, hun
orkede ikke det her, og jeg kunne ikke se det, Jarle, den
forelskede syttenårige, havde ikke mulighed for at se
hvilke følelser, erfaringer og historier der stod i kø rundt
om hans mor da han kom hjem og sagde at han ikke
kunne blive derhjemme sammen med hende, som han
havde lovet, som var det eneste hun havde bedt ham
om, og nu rejste mor sig, standsede foran mig og så på
mig, og de øjne hun så med var ikke anklagende, de var
bare triste, de så bare på mig. Kunne de ikke hellere anklage
mig, i stedet for at se på mig mens de var så triste
og afslørede at foran mig stod der et menneske der kun
havde brug for én ting, og det var at have mig omkring
sig i nogle timer. Hun havde glædet sig til det, at der
skulle tændes et lillebitte lys i nogle mørke dage, at vi
skulle samle lidt kræfter sammen, mor og jeg, bare en
eftermiddag og en aften sammen som vi ville huske bagefter,
når vi først kom ud af en tid som var meget sværere
end nogen af os forstod på det tidspunkt, en aften at
se tilbage på, en aften hvor vi var der for hinanden, samlede
kræfter, en aften hvor mor blev set, i stedet for at se
på mig, som nu, med de mest bedrøvede øjne jeg nogensinde
havde set, som gjorde mor nøgen og lille.
“Jeg går op og lægger mig,” sagde hun.
Jeg rejste mig. “Mor …,” sagde jeg og trak på det, “du
må ikke …”
246 247

Mor gik op ad trapperne.
“Mor …”
Jeg hørte døren lukke ind til soveværelset.
Forudsigeligheden i en personlighed, den der gør at vi
kan forudsige hvordan dem vi kender vil opføre sig i
givne situationer, forsvinder når personen selv bliver
udsat for noget uforudsigeligt. Så forsvinder sikkerheden,
den psykiske ustabilitet tager til, personligheden begynder
at skrante, som om det kun er skelettet der er
tilbage. Sådan var det formentligt for mor de første dage
efter at hun havde fået besked på at de “var nødt til at
afskedige hende”. Hun holdt stædigt fast i sin gamle optimisme,
malede alt lyserødt for at komme gennem dagene,
men der skulle ikke ret meget til for at vælte hende.
Et lille løftebrud var nok. Hvad skulle hun nu fylde sin
eftermiddag med? Når hun ikke engang var betydningsfuld
nok for mig?
De næste timer, mens det blev mørkt udenfor, mens
regnen faldt og vinden aftog, sad jeg i stuen og røg. Foran
mig lå matematikbogen opslået, men jeg kunne ikke
koncentrere mig om at læse. Jeg forsøgte at høre plader,
men det kunne jeg heller ikke. Jeg bladrede mig åndsfraværende
gennem Stavanger Aftenblad, prøvede at læse
en artikel som fortalte at der gik rygter om at Gorbatjov
havde planer om at træde tilbage som partichef, men jeg
kunne ikke koncentrere mig, jeg forsøgte at læse om
nogle rester af en kæbe, nogle ryghvirvler og en albue
som var blevet fundet da de foretog udgravninger under
kirkegulvet i Domkirken, men verden ville ikke fæste
sig til mig. Jeg sad der og røg, jeg var tosset på Katrine,
på Helge, og jeg begyndte at blive irriteret på mor. Her-
regud, kunne hun ikke tage sig lidt sammen? Hun var jo
ikke nogen lille pige mere? Hun havde levet, hun havde
arbejdet i flere forskellige virksomheder siden 60’erne,
hun vidste hvad det drejede sig om, og når hun gik ind i
oliebranchen uden at være fagligt organiseret, ja, så var
det vel hendes egen skyld? Det gik jo ikke i længden at
skyde skylden på far, når hun selv havde været konservativ
halvdelen af sit liv, så måtte hun betale for det – og
hvad var det hele egentlig for noget? Først sidder hun
der og forsvarer de skvadderhoveder der har givet hende
et los i røven dagen efter at de kneb hende i den samme
bagdel, og så skal hun pludselig krænge over som en anden
jolle, gå i seng bare fordi hendes søn ikke kan være
sammen med hende? Skal hun nu gå rundt og surmule i
stedet for at tage sig selv i nakken, stå op, søge nyt job?
Okay, der er måske ikke ret mange ledige stillinger, men
tror hun at de få der er kommer flyvende af sig selv?
Tror hun for alvor at de vil ringe fra Amoco? At Bærheim
vil ringe og sige at han fortryder? Jeg foragtede hende
for det; dumme kælling, sagde jeg for mig selv, der skal
rode mig ind i alt det her, se for fanden da at få styr på
dit eget liv.
Det er mærkeligt. Hvis jeg havde hørt om arbejdere i
Nicaragua der havde mistet deres job fordi de var blevet
udbyttet af et multinationalt selskab, ville jeg have været
i stand til at kaste alt hvad jeg havde i hænderne,
sætte mig i det første fly og tage derned for at hjælpe.
Men når arbejdsløsheden kom vandrende ind ad døren
herhjemme, i trygge Norge, med mor under armen og
slap hende som en bylt på tæppet, var jeg ude af stand til
at se krisens omfang. Havde jeg læst om mors historie i
248 249

avisen, lad os sige en hjerteskærende reportage i Klassekampen
om hvordan en ganske almindelig kvinde i landet
Norge var blevet offer for den rå udvikling på markedet,
for sin egen troskyldighed, ville jeg sikkert have
forstået det bedre. Og jeg ville være blevet rasende. Jeg
ville have stået fuldt og fast på kvindens side, jeg ville
have kæmpet for hende. Jeg ville have klippet den ud,
vist den til mor, vist den til Helge, og sagt her kan du
selv se. Der ligger lig alle vegne.
Men mens jeg sad i stuen var jeg ikke i stand til at
tænke klart. Jeg var rasende på Bærheim & Co., og jeg
var rasende på mor.
Teori er enkelt. Praksis er noget helvedes rod.
Jeg havde gennemført planen. Jeg havde svigtet mor,
jeg havde løjet for Helge, jeg havde brugt mors situation
til at skaffe mig selv noget godt vejr hos Katrine.
Ja?
Var det ikke det jeg ville?
Var jeg tilfreds nu?
Ja. Jeg var tilfreds.
På bordet foran mig lå gaven til Yngve. Lp-pladen,
fint pakket ind. Og ved siden af mig i sofaen lå tennisketsjeren.
Og på væggen hang uret, der tikkede mod halv
otte, og udenfor regnede det, og jeg var tilfreds.
Jeg cyklede over Stokka mod idrætshallen i regntøj.
Det var noget tøj jeg ellers ville føle mig åndssvag i, men
som jeg syntes passede da jeg var på vej hen til Yngve.
Nervøsiteten steg et øjeblik da jeg kom over broen mod
Tjensvoll, en anelse bange for at Helge af en eller anden
grund skulle komme forbi, i farens bil eller noget, og få
øje på mig, fordi han ikke boede så langt herfra.
Da jeg kom ind i omklædningsrummet var det akkurat
som ugen før. Vaner anskaffer man sig hurtigt. Man
behøver ikke mere end én repetition af et mønster, for
ikke at nævne den tænkte genspejling af repetitionen,
for at overbevise sig selv om at det her er noget jeg gør
tit, det her har jeg altid gjort, som her; at komme ind i
omklædningsrummet var som at komme ind i det gamle,
velkendte, trygge omklædningsrum hvor Yngves tøj, det
velkendte tøj, lå pænt foldet sammen i en bunke og ventede
på mig og mit tøj.
Pludselig var alle gener borte, jeg følte mig varm og
god og skærmet fra verden. Jeg tog rolig tøjet af, så mit
ansigt og min krop i spejlet, og tog træningstøjet på.
Jeg satte posen med lp-pladen under bænken.
Jeg gik ned mod hallen. Jeg standsede øverst oppe hvor
der var udsigt til banerne. Jeg var kommet nogle minutter
for tidligt, og dernede kunne jeg se Yngve spille mod
en anden dreng. Eller mand? Han var lidt ældre. Som
tidligere, hvor Yngve stod og talte med Tommas, generede
det mig. Hvorfor er der andre i Yngves verden?
Behøver der at være det?
Jeg fulgte ham med øjnene de sidste minutter af kampen.
Kroppen var smidig og hurtig, strakte sig når han
servede, standsede brat når han måtte vende om. De to
spillere gav hinanden hånden, og Yngve så op mod tribunen
hvor jeg sad med tennisketsjeren på skødet. Han
vinkede til mig. Jeg gik ned til ham. Manden han havde
spillet mod forsvandt ind i omklædningsrummet.
“Hej,” sagde Yngve.
“Hej,” sagde jeg, “utroligt som du kan løbe, bliver du
aldrig træt?”
250 251

“Jo, men det er også rart.”
“Øv,” sagde jeg, “det føles helt kikset at du skal spille
mod mig der er så dårlig.”
“Det gør ingenting.”
Denne onsdag lagde jeg mærke til hvorfor Yngve var
sådan en god spiller. Han var enormt god til at koncentrere
sig. Jeg havde ikke set det sidst, da Katrine spillede
med, men denne gang, hvor det bare var ham og mig, så
jeg det: Han mistede aldrig fokus. Når han spillede, så
spillede han. Ude på tennisbanen var det i stor kontrast
til den lidt drømmende, smukke, verdensfjerne Yngve
der kunne stå og drikke vand ved drikkekummen i skolegården,
som lagde hovedet på skrå, strakte hals og smilede
imens. Selv når han spillede mod mig, når tempoet
var lavt, var han koncentreret. Han lod sig aldrig distrahere,
det var som han spillede i et langsomt tempo og
koncentrerede sig om de langsomme bevægelser. Jeg prøvede
at hænge på, jeg prøvede at lære, og jeg kunne mærke
hvor stolt jeg var, stolt over at tilbringe timer sammen
med Yngve.
Efter kampen gik vi ind i omklædningsrummet. Jeg
var usikker på hvornår jeg skulle give ham gaven, og
hvordan jeg skulle gøre det. Enten kunne jeg lyve og
sige noget i retning af at jeg havde to af den plade, at jeg
havde fået den til jul, selv om den endnu ikke var udkommet
på det tidspunkt, og lade som om det var en
tilfældighed han fik den. Eller også kunne jeg være ærlig.
Bare give ham den. Sige at jeg havde købt den, til
ham. Det var det jeg havde mest lyst til. Jeg ville ikke
være falsk over for Yngve.
Yngve tog tøjet af og gik hen mod brusebadet.
Jeg giver ham pladen bagefter, tænkte jeg.
“Hvordan går det med Egypten?” spurgte jeg, mens
jeg så på Yngve der sæbede sig ind.
Han smilede. “Har ikke fået læst så meget på det sidste,
men jeg er begyndt at spare op – skal måske til
Alexandria og Cairo til sommer.” Yngve bøjede sig, løftede
benet og sæbede fodsålen ind.
“Hvem skal du så rejse med?”
“Jah … det ved jeg ikke,” sagde han, “tror ikke mor og
far vil med.”
“Jeg kunne også godt tænke mig at se Egypten,” sagde
jeg.
“Kunne du?”
“Ja?”
Yngve lo, viftede med hånden, som om det var en
vild idé, ham og mig i Egypten. “Hvordan går det med
koncerten?” spurgte han.
Jeg havde ikke lyst til at tale om det der var uden for
vores verden, vores voksende verden, men samtidig glædede
jeg mig jo til at spille for ham.
“Joh, godt, tror jeg, vi øver, det ser ret godt ud nu.”
“Hvad er det så for noget musik?”
“Jah …,” jeg trak på det.
“Ham Helge stod og talte om det uden for vores klasse,
og da lød det som om det var ret hård musik, på en
måde, og meget politisk?”
“Ja,” sagde jeg, “vi har jo en holdning. Vi står inde for
det vi siger.”
“Jeg ved ikke ret meget om politik. Jeg er dum til den
slags,” sagde Yngve.
Han løftede det andet ben, sæbede fodsålen ind. Så
252 253

vendte han ryggen til mig for at skylle håret. Jeg stod
der, skråt over for ham, og havde glemt at vaske mig,
jeg havde kun stirret på ham, hans hænder på hans krop,
på armene, på brystet, på skuldrene, på bagdelen, på pikken,
sæben der skummede, lavede luftbobler der sprak
mod huden, blev smurt ind og skyllet af, løb ned ad
huden, fulgte kroppens struktur. Yngve vendte sig.
Så skete det igen.
Hvad skal jeg kalde det? De første sekunder så det
bare ud som om han pludselig fik en idé, men blev usikker
og måtte tænke sig om. Nakken rettede sig, øjnene
åbnede sig tomt, blikket hang nogle få centimeter i luften
foran ham, men det så ikke ud til at fæste sig ved
noget, det så heller ikke ud som om han lod blikket blive
derude, så lige ud, som om han fritstillede øjnene og lod
dem betragte verden løsrevet fra ham, mens han selv var
forskånet for at se. Kroppen frøs, stivnede, ikke koldt,
ikke af frygt, eller angst, mere som et stillbillede, som
om nogen havde standset tiden.
Så begyndte munden at bevæge sig. Der var gået nogle
sekunder, og jeg havde først bare stået og set forventningsfuldt
på ham, men nu var der gået så lang tid at jeg
blev urolig. Hvad var det her for noget? Munden bevægede
sig svagt, øjnene var tomme og store, og han var
her ikke. Yngve var her ikke, han var ikke foran mig.
Det var det samme skræmmende og fascinerende øjeblik
som dengang jeg lige havde lagt hånden på hans lår da jeg
besøgte ham hjemme på Tennisveien, den stærke følelse
af at Yngve var ude på en lang rejse, et sted langt borte,
hvor han ikke kunne nås, samtidig med at hans krop
stod foran mig, og denne gang bevægede hans mund sig.
Sagde han noget? Det varede så længe.
Den smukke mund, de store tomme øjne, den smukke
mund der bevægede sig.
Hvad er der, Yngve, siger du noget?
Yngve fortsatte med at sæbe sig ind. Hans hænder
gled om i nakken.
“Jeg bliver altid så svedt i nakken,” sagde han og lo.
Det var overstået. Jeg stirrede på ham. Hvad er der
med dig, Yngve? Hvor rejser du hen?
“Jeg bliver ikke så svedt alle andre steder, men i nakken
bliver jeg,” sagde han igen og lo endnu mere.
Jeg skal nok passe på dig, Yngve.
Vi sad ved siden af hinanden på bænken, stadig nøgne,
efter at have tørret os. Det føltes helt rigtigt. Bare vores
to kroppe ved siden af hinanden. Ja? Og hvad mere?
Begge blege, begge relativt slanke, men den ene mere
veltrænet end den anden. Ja? Og hvad mere?
Jeg bøjede mig ned og fiskede posen med lp-en frem.
Jeg tog pladen ud af posen.
“Jeg har noget til dig.”
Yngve vendte sig om.
“Til mig?”
“Ja.”
“Hvorfor – til mig? Hvorfor det?”
Hvad skulle jeg svare?
“Jah, jeg ville bare,” jeg gik i stå, “jeg var inde i butikken,
og så …”
Hvorfor kan jeg ikke sige det som det er? tænkte jeg
irriteret mens jeg hørte min stemme fortælle en historie
der var underspillet. Jarle, hvorfor kan du ikke sige det
som det er?
254 255

“Jeg så den her plade i butikken, og så havde jeg hørt
en sang i radioen, og så tænkte jeg …”
Sig det nu, Jarle. Sig det.
“Ja … så tænkte jeg på dig.”
Yngve så forbavset på mig.
“Jamen – jeg kan da ikke bare …”
“Jo, du kan,” sagde jeg og rakte ham pladen. “Pak den
op.”
Yngve var forlegen og forvirret, men han pakkede
op. Han så på omslaget, vendte det, læste sangtitlerne,
og så på mig.
“Jeg … ved ikke så meget om musik, jeg kender den
ikke, men den er sikkert god. Tak.”
Og nu? Hvad nu? Skulle vi give hinanden et kram?
Give hinanden hånden? Jeg var ikke en krammefyr, jeg
syntes det var ubehageligt at drenge var begyndt at kramme
hinanden hele tiden. Det var forvirrende, grænserne
var uklare, og jeg syntes altid det var kejtet at give en
dreng et kram.
Jeg krammede mor. Jeg krammede Katrine. Pigerne.
Men Yngve, skulle jeg give ham et kram?
Yngve lænede ind mod mig. Hans krop kom nærmere.
Hvad nu? Han holdt stadig pladen i hånden, og han
lænede sig ind mod mig, jeg mærkede at jeg blev nervøs,
vi var jo nøgne, for helvede, og nu lænede han sig ind
mod mig, han åbnede armene, stadig med pladen i den
ene hånd, han drejede den ene kind til venstre, han ville
give mig et kram, som tak, han ville give mig et kram,
og så skulle jeg åbne armene, dreje kinden til venstre –
og lukke øjnene?
Hjertet bankede, Yngves arme kom nærmere, hans
kind, overkroppen, læberne, hele Yngve kom nærmere,
jeg så han var våd på kravebenet, som om der havde lagt
sig en lille pyt der, og Yngve kom nærmere. Jeg mærkede
det i maven, jeg mærkede det i underlivet, benene
rystede.
Yngve lagde armen om mig, lagde sin kind mod min,
og vores nøgne overkroppe ramte hinanden. Hjertet
dundrede så det sang inde i hovedet, jeg var bange for
det skulle begynde at give ekko mod væggene derinde,
jeg var bange for han skulle mærke det mod sit bryst.
“Tak skal du have,” sagde han.
“Det var så lidt.”
Skal jeg kysse dig?
Vi slap hinanden.
Jeg rømmede mig.
Så hørte jeg en anden rømme sig, og vendte mig brat
mod døren.
Jeg kendte den lyd.
Helge. Helge.
Fandens fandens fandens. Helge? Her? Vejrtrækningen
gik i stå, hjertet klikkede og blikket flakkede. Helge,
her? Hvad satan i helvede skal Helge her?
Han stod roligt i døråbningen og så på Yngve og mig,
der lige havde krammet hinanden, Yngve med en lpplade
i hånden, og vi var nøgne, med vores tøj i to sirlige
bunker ved siden af os, med tennisketsjerne der lå på
bænken. Jeg så på Yngve, han smilede som sædvanlig.
Jeg så på Helge, han så kold og vred ud.
“Hej,” sagde Yngve og nikkede til Helge.
Helge reagerede ikke.
256 257

“Hegga!” sagde jeg i et latterligt forsøg på at virke naturlig.
“Hvad så?”
“Hvad er det her,” sagde han helt roligt. “Hm?”
Yngve og jeg begyndte at tage tøj på, samtidig, jeg
fordi jeg skammede mig, Yngve fordi man tager tøj på
når man skal ud.
“Jah,” sagde jeg, “øh … lang historie, mor gik bare op
i seng, og …”
“Ja,” afbrød Helge og kom gående ind i rummet. “Jeg
ringede til din mor.” Havde han ringet til mor? Fandens
også. Hvad havde hun sagt?
“Ja … jeg …”
“Hun sagde du var taget hen for at øve.”
Hvad skulle jeg sige? Yngve stod der ved siden af mig
og tog sine hvide tennissokker på, hvordan skulle jeg
redde mig ud af det her? Det enkleste ville være at angribe
Helge, tage konfrontationen med ham, anklage
ham for at være mistænksom, følge efter mig, men jeg
ville ikke vise Yngve den side af mig selv.
“Jeg orkede det ikke, Hegga,” sagde jeg, “jeg orkede
bare ikke at øve i dag. Jeg måtte finde på noget andet.”
Holdt den? Ville Helge købe den?
“Der er også far,” sagde jeg, desperat for at slippe væk.
“Er den nu også gal med din far?” sagde Helge hårdt.
“Du er sgu for langt ude.”
Helge var som et isfjeld. Han var specialist i det her.
Det var det værste han kunne udsætte nogen for. Den
brovtende, bandende, arrogante og højlydte Helge, der
konfronterede hårdt og usagligt, var meget lettere at
tackle end det her.
Han kom nærmere. Jeg trak T-shirten over hovedet
og så undskyldende på Yngve der havde fået bukser, sko
og trøje på og rakte ud efter sin jakke. Han smilede skævt,
forstod vel at der var noget galt. Yngve klappede mig
forsigtigt på ryggen, holdt pladen op, smilede.
“Jeg smutter nu. I har vist noget at, jah …,” han så på
mig, “tusind tak.”
“Yngve …” sagde jeg spagt.
“Jeg kommer på lørdag,” sagde han.
Han så mildt på mig og gik ud ad døren.
Jeg stod foran Helge.
“Tre små kinesere?” Helge tog fat i tennisketsjeren,
han vendte den i håndfladen, og så slog han den pludselig
hårdt ned i bænken. “Tror du du kan lege med mig
på den måde, Jalla?”
“Hvad fanden – lege – hvad i helvede er det du taler
om?”
“Åh, hold kæft. Tror du ikke jeg kan se hvad det er
du har gang i? Tre små kinesere? Din far? Din mor? Du
skider på dem. Jeg ved godt hvad du har gang i, Jalla!”
“Hvad? Hvad er det så jeg har gang i?” sagde jeg og
gav igen, “mor er ude af sig selv, hun har mistet sit job,
og far, ja … og jeg har det heller ikke så godt …”
“Har det ikke så godt? Har det ikke så godt? Hvad
fanden tænker du på, Jalla! Jeg ved godt hvad det er du
har gang i!”
“Hør, Hegga, jeg sad der, det er sandt, med matematikbøgerne,
og mor lå og sov, og det regnede, og klokken
var langt over seks, og der var ingen idé i at øve, og så
trængte jeg til at komme væk …”
“Hvorfor siger du det ikke bare?” sagde Helge.
“Hvad?”
258 259

“At det er slut.”
“Slut?” Havde han talt med Katrine? Havde de gennemskuet
det hele? “Hvad er det der er slut? Hun er da
min dame, tror du jeg …”
Helge afbrød mig. “Åh, hold op med alt det gas, Jalla,
du træder vande. Bandet! Mathias Rust Band! Jeg ved
fandeme ikke hvad det er du går og planlægger, men du
er ikke til stede! Hvem er det der har lavet flyers? Hvem
er det der har lavet badges! Alene! Derhjemme! Hvad
fanden er det der sker! Hvad?”
Bandet. Hold da kæft, mand. Helge troede i fuldt alvor
at det her handlede om bandet. Okay. Bandet.
“Du har forandret dig,” fortsatte han og slog ud efter
mit hår, “det kan alle og enhver da se. Men det skider jeg
på, okay? Hvis du vil svigte dine venner, skide på din
mor, hvis du vil begynde at drikke te og høre Sting – og
Tre Små Kinesere – så er det helt fint med mig, men vær
da så meget mand at du fortæller mig det. Okay? Sig det
nu!”
“Jeg har ikke noget at sige, Helge, du er bare for langt
ude.”
“Sig det nu! Sig at du vil stoppe, sig at du vil gå solo,
eller at ham der Yngve-femien skal begynde at spille sammen
med dig i en akustisk pop-duo, sig at du vil stemme
på de konservative, sig at du ikke vil have noget med os
at gøre, men fandeme ikke …”
Jeg afbrød ham.
“Helge. Nu er du sgu for langt ude. Hvad fanden er
der galt, mand?”
Helge kogte af raseri. Han gik hen mod døren.
“Hvordan vidste du jeg var her? Er du blevet totalt
paranoid!” råbte jeg efter ham. “Helge! Hvad fanden går
der af dig! Vent!”
Han åbnede døren. Jeg trak trøjen over hovedet, tog
jakken på, greb tasken og regntøjet og stavrede efter ham
uden at snøre skoene. Uden for regnede og blæste det.
Helge stod under halvtaget og tændte en smøg.
“Hegga! Bandet betyder lige så meget for mig som for
dig. For fanden, Hegga! Det ved du da!”
“Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal tro.”
Jeg så på uret. “Ti i ti,” sagde jeg roligt og gik nærmere.
“Er du på cykel?”
“Glem det,” sagde han.
“Vi kan spurte ned til dig og øve i tre kvarter, dig og
mig, der er så meget vi skal finpudse,” sagde jeg.
“Du er falsk, Jarle,” sagde han og så på mig. “Er du
klar over det?”
“Jeg …”
“Hvor mange venner har du, Jarle?”
“Fandens også, Helge … jeg …”
“Og hvor mange venner har jeg?”
Han gik ud i regnen.
“Helge!” Helge gik op ad bakken, krydsede gadelygterne
i regnen, i sin sorte frakke.
“Helge! Vi kunne jo lave en single, kunne vi ikke?”
Det regnede på Helge, han gik fra mig.
“En af de små 45-skiver, hvad siger du? ‘Bankekød op
ad muren’ på a-siden, og ‘Skaf dig et liv’ på b-siden, hvad
siger du?”
Han vendte sig om.
“Du er fandeme så falsk, Jalla.”
260 261

13 JEG SIGER:
STEN, GRUS, SAND
hey
must be a devil between us
The Pixies
Falsk? Jeg var ægte og forelsket. Jeg var 100%. Alle mine
løgne, alle mine skridt hen over asfalten, alle mine handlinger,
alt var 100% for ham.
Der fulgte et par syge dage. Vi øvede torsdag og fredag
med MRB-band, men Helge og jeg opførte os som
et sammenvokset ægtepar. Andreas stod med bassen om
halsen og forstod ingenting, men registrerede at Helge
ikke så på Jarle, at Helge nægtede at tale med Jarle, at
Jarle løb sur i det og ikke ville tale med Helge, så al kommunikation
gik gennem Andreas. “Tæller du ned til ‘Che
Guevara’, Anni?” En latterlig situation. “Anni, har Jalla
stemt Fenderen?” Helge og jeg mindede ikke så lidt om
mor og far før i tiden, hvor der kunne gå en uge uden at
de sagde noget til hinanden, mens de talte venligt til mig,
gennem mig, og med verden. Vi kunne sidde der, alle
tre rundt om middagsbordet, og mor spurgte hvordan
det gik i skolen, og jeg sagde “samfundsfag er smadder
sjovt”, og far kunne spørge mig hvordan det gik til fodbold,
og jeg sagde: “jeg vil meget hellere spille angreb
end forsvar”, og han kunne sende mig et stort smil, mens
der var en kinesisk mur af tavshed mellem mor og far,
tavst had der ikke revnede før far sent fredag aften var
kommet et godt stykke ned i flasken. Så begyndte de at
“tale med hinanden”, som man kalder det. Sådan opførte
Helge og jeg os også i de her dage. Efter onsdagen, hvor
han tog mig på fersk gerning uden at forstå hvad der var
på færde, gik det totalt i baglås for os.
Stakkels Andreas, det må have været nogle helvedesdage.
Han smilede, han spillede, han købte nye basstrenge
og stillede op, gjorde hvad han skulle, men forstod ingenting,
og sagde heller ingenting. Det mærkelige var at
vi spillede godt, musikken var sammenspillet selv om
trioen var helt ude af kurs. Måske var der præcision og
energi i irritationen, i vreden der smittede af på spillet?
På vejen hjem den onsdag aften, efter at Helge var
skredet fra mig, blev jeg nervøs. Hvordan skulle det hele
nu gå? Mor skal nok klare sig, tænkte jeg, det skal hun
nok. Men Helge? Katrine? Yngve?
Og hvorfor kyssede jeg ham ikke?
Jeg cyklede ned ad vores vej. Uden for mors hus holdt
en rød Mitsubishi. Jeg blev forbavset. Jeg genkendte bilen.
Er hun her?
Jeg gik forsigtigt hen til døren, som om jeg ikke havde
lov til at være der. Cigaretrøgen lå tungt i gangen, som
den altid gjorde når Ragnhild var på besøg, Pall Mall.
Jeg lukkede døren forsigtigt bag mig og mærkede den
gamle, usikre følelse jeg altid havde haft før i tiden, hvordan
er stemningen, som om det var far der sad inde i
stuen.
Der var helt stille. Jeg tog skoene af, hængte regnfrakken
op, satte træningstasken fra mig og gik ind.
“Hallo?”
262 263

I sofaen sad mor og Ragnhild. Mor havde en stor blå
trøje på, armene hang ned langs den sammensunkne overkrop.
Mor havde rødsprængte øjne, det var tydeligt hun
havde grædt. Ragnhild så på mig med et myndigt, men
mildt blik, som fortalte at hun havde kontrol over situationen.
Ragnhild er en stolt dame. Mor havde altid beundret
hende, og det har jeg også. Hun har rygrad, hun har ben
i næsen. De mødtes i 1961 da de var seksten år og arbejdede
som stuepiger på Hotel Atlantic, og de havde været
venner lige siden dengang, til og fra, men altid et
stærkt venskab, og når der havde været omvæltninger i
den enes liv, havde den anden været der, bortset fra de
sidste år af mors og fars ægteskab hvor han effektivt klarede
at afskære mor fra resten af verden.
“Hej, Jarle,” sagde Ragnhild.
Mor snøftede. På bordet foran hende stod en kaffekop
og en termokande. Mor rakte ud efter koppen, drak.
“Gik det godt?” spurgte hun forsigtigt og så på Ragnhild.
“Jarle har været ude at øve med bandet.”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Der sad de foran
mig, et lille, men stærkt kvindekollektiv, og jeg følte
med det samme at jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg
havde ikke noget at bidrage med. Det var deres verden.
Det var ligesom dengang man gik i skole, i sjette klasse,
når man kom ud i frikvartererne og så pigerne stå sammen,
i små klynger, i små lukkede pigesamfund, med
ryggen til verden og kroppene mod hinanden. Der har
man ikke noget at gøre. Det er pigernes verden. Mor og
Ragnhilds verden gik langt tilbage i tiden, den handlede
om ting jeg aldrig ville kunne sætte mig ind i, fælles er-
faringer, dage og nætter før jeg blev født, i en verden
hvor folk dansede swing, så månelanding i fjernsynet,
gik med hat og så Sophia Loren i biografen.
Ragnhild rejste sig, og mor så straks bange ud.
“Skal du gå?”
Ragnhild smilede til mor, beroligede hende, rystede
på hovedet og gik hen til mig. Hun gelejdede mig ud i
køkkenet.
“Vent lidt, Sara,” sagde hun.
Hun talte roligt. Fattet og alvorlig. Hun fortalte at
mor havde ringet til hende for nogle timer siden og spurgt
om hun kunne komme. Mor havde været rolig, helt udramatisk,
bare spurgt om hun kunne komme. Så havde
mor fortalt hvad der var sket.
“Du ved det vel også, Jarle?”
Jeg nikkede.
“Det er ikke nemt for hende lige nu, hun har brug for
noget tid til at forstå det der er sket – det ved du godt,
ikke?”
Jeg nikkede igen. Ragnhild fyldte mig altid med en
slags ærefrygt. Hun var ikke som andre kvinder i den
alder. Hun var milevidt fra mors tidligere, kaglende veninder,
disse smilende, venlige, pligtopfyldende husmødre
mor kom sammen med i 70’erne og 80’erne. Ragnhild
lod sig ikke trække rundt ved næsen.
“Selvfølgelig,” sagde jeg.
Ragnhild smilede og nikkede.
“Hun har brug for din støtte nu,” sagde hun.
Jeg var på nippet til at sige at jeg også trængte til lidt
støtte, men gjorde det ikke. Vi gik ind i stuen igen. Jeg
så på mor. Hvad er det der sker?
264 265

“Det skal nok gå, Jarle,” sagde mor endnu en gang,
“du skal ikke bekymre dig, Jarle. Har du fået noget mad?”
Jeg smilede, gav hende et kram og ville i seng. Jeg
børstede tænder. Jeg kunne høre dem tale sammen. Hvad
er det her? tænkte jeg. Hvad er nu det her?
Da jeg gik forbi trappen hørte jeg mors stemme.
“Det er ikke deres skyld, det er min skyld.”
“Sara!”
Det var Ragnhild. Hun hævede stemmen.
“De gør det så godt de kan.”
Mor var spag.
“Sara, det er ikke din skyld! Det må du forstå!”
Jeg sov dårligt den nat.
Da jeg stod op næste dag lugtede der af røg i hele huset.
Termokanden og et overfyldt askebæger stod stadig
på bordet inde i stuen. Det havde været en lang nat. På
køkkenbordet der lå en seddel:
“Kære Jarle. Jeg gik sent i seng. Der er mad i køleskabet.
Vi ses. Mor.” Nederst på papiret havde hun tegnet
en blomst.
Jeg smurte noget mad, mærkede hvordan følelsen af
vrede og tristhed sloges med hinanden. Jeg havde ingen
god grund til at være vred på mor, men jeg var det alligevel.
Kan hun ikke bare tage sig sammen? Skal Ragnhild
nu komme her og sætte griller i hovedet på hende?
Hvad er det de har talt om hele natten, som ikke vedkommer
mig? Jeg var helt irrationel. Jeg tænkte med
fars hjerne. Ragnhild havde altid repræsenteret en stor
fare for ham, for hun var den der kunne nedbryde
illusionerne.
Jeg spiste morgenmad alene, to skiver brød, en med
kaviar og en med hindbærsyltetøj. Jeg tændte ikke for
radioen, jeg opgav at læse på matematikprøven, det måtte
gå som det kunne: Dårligt. Jeg sad alene og tyggede mig
igennem brødet så stille jeg kunne, mens jeg lyttede efter
mors fodtrin på trapperne. Hun kommer nok. Det skal
nok gå. Hun kommer sikkert. Alt ordner sig.
Der skete ingenting. Jeg så på mine hænder, som om
jeg bad dem om hjælp: Hvad skal vi gøre nu?
Hænderne svarede ikke.
Før jeg gik ud af døren stod jeg og ventede nogle minutter
på at hun skulle komme.
“Mor?”
Der var helt stille på første sal.
“Mor?”
Hun svarede ikke.
For fanden, mor. Jeg har også brug for dig. Det er
ikke kun dig der har brug for hjælp.
Jeg cyklede af sted til skolen.
Ja ja, tænkte jeg, det går over igen, nu må du se at få
ordnet dit mellemværende med din bedste kammerat.
Matematikprøven varede de to første timer. Jeg havde
helt opgivet at forbedre de dårlige karakterer, så jeg gik
ind til timen med et forsæt om bare at komme igennem
det.
Da jeg kom ind i klasselokalet mærkede jeg med det
samme hvordan Helge opførte sig koldt og forretningsmæssigt.
Jeg prøvede at tale med ham mens læreren delte
prøven ud, tog endnu en gang forslaget op om at udgive
en single, men han cuttede alle mine ideer, vendte sig
om for at gøre sig klar til prøven.
Det gik elendigt. Jeg kunne ikke koncentrere mig, blev
266 267

“færdig” længe før alle de andre og led mig gennem timerne.
I første frikvarter gik jeg hen til Katrine. Jeg gav hende
et kram. For første gang siden jeg mødte Yngve, gengældte
hun ikke mine kærtegn med dobbelt kraft.
“Hej, hvordan gik det med dig?”
“Fint.”
Hun var kort og kold.
“Ja, jeg klarede det ikke så godt,” sagde jeg, “fik ikke
læst så meget i går.”
“Nej, det gjorde du vel ikke,” sagde hun.
“Nej.”
“Var det sjovt til tennis?”
Herregud. Hvad er det her? tænkte jeg. Hun ved det
altså? Skal hele verden til at vende sig mod mig nu? Det
var tydeligt at Helge havde talt med hende, fortalt at jeg
havde pjækket fra vores spilleaften, løjet for mor og været
henne at spille tennis.
Katrine så hårdt på mig.
“Hvad er det du har gang i, Jarle?”
“Hvad jeg ’har gang i’”? sagde jeg og forsøgte at spille
uskyldig.
“Du siger én ting til mig, noget andet til din mor, og
noget tredje til Helge.” Hun var helt rolig.
“Nej … Katrine, sådan er det ikke …,” begyndte jeg.
Hun afbrød mig. “Og hvornår skal vi så være sammen?”
“Hvad mener du – vi?”
“Ja, vi, Jarle, vi, tænker du nogen sinde på det?”
Katrine gik hen til sine veninder. Jeg hørte de stod og
lo uden for toiletterne, og så at
underholdt dem med sine pinlige vittigheder. Han
havde selvfølgelig fået ny jakke, helt anderledes end alle
andres. Helge stod ved domkirkemuren og røg sammen
med nogle folk fra skoleavisen. Jeg så hen på dem, men
fik ikke øjenkontakt. Jeg så hen på pigegruppen med
Katrine, men de var en mur mod verden.
Jeg traskede lidt rundt for mig selv. Hvor var han?
Hvorfor kom han ikke?
Da han ikke dukkede op i det første frikvarter, tog jeg
mod til mig. Jeg trodsede frygten for at blive set af Helge
og Katrine og gik hen og spurgte en fra hans klasse om
han havde set Yngve.
“Nej, syg tror jeg.”
Syg? Nu igen?
Jeg gik rundt for mig selv. Pludselig havde jeg ingen
der forholdt sig enkelt og rent til mig. Pludselig, i løbet
af natten, var de trygge omgivelser slået i stykker. Mor
ville ikke tale med mig. Helge afviste mig. Katrines medlidenhed
var forsvundet. Og Yngve var syg. Igen.
Efter sidste time gik jeg lige hen til Helge. Nu kan det
være nok, tænkte jeg.
“Nå, skal vi spille?”
“Ja, det er da klart,” sagde han overlegent, “hvis du da
ikke skal være sammen med ham haugesunderen, eller
er han her ikke i dag?”
Fredagen gik ligesom dagen før. Katrine og jeg skændtes
når vi talte sammen. Helge fór rundt og talte med
andre, demonstrerede over for mig at han kunne drive
firmaet MRB uden min hjælp, og forholdt sig koldt til
mig. Og Yngve var der ikke. Jeg var helt alene.
Man får abstinenser når man ikke kan se den man er
268 269

forelsket i. Man mærker det, fysisk, i hele kroppen, hvordan
man mangler noget essentielt, når det som får en til
at trække vejret tungt, det som får ens fødder til at flytte
sig, ikke er der længere. Alt andet mister sin betydning.
Folk siger det er svært at holde op med at ryge, at holde
op med at tage heroin. Men at prøve at holde op med at
være forelsket når man er det, det er helt umuligt.
Derhjemme i stuen sad mor og svarede kort på mine
spørgsmål. Hun så sjusket ud. Jeg prøvede at få Yngve
ud af mit hoved. Jeg ser ham i morgen, tænkte jeg, til
koncerten. Han kommer helt sikkert til koncerten.
“Skal vi gå en tur, eller noget?” spurgte jeg. “En lille
tur før jeg skal hen og øve – der er koncert i morgen,
ved du nok, så …?”
“Nej,” sagde mor, “det går fint.”
“Nå, har du da fundet et nyt job?”
“Ikke endnu.”
“Mor?”
Hun så op på mig.
“Er du … er du sygemeldt?”
Hun nikkede.
“Så – var det godt at tale med Ragnhild?”
“Ja, det var det.”
Mor gik ud på badeværelset.
“Du bliver snart rask igen,” sagde jeg.
Jeg kunne ikke komme ikke ind på livet af hende.
Hun havde lukket af.
Så gjorde jeg noget dumt. Nogle minutter senere sad
jeg i bussen på vej til Forus. Jeg sad helt bagerst, på bagsædet,
som om jeg ville gemme mig for de andre, som
om jeg var ude på en tur jeg ikke havde fået lov til.
Far åbnede døren. Han havde stadig sin arbejdsskjorte
på, og bukserne med pressefolder, jeg forstod at han lige
var kommet hjem. Han så forbavset ud.
“Jarle?”
“Ja, hej.”
“Ja, kom ind.”
Jeg gik ind i den lejlighed han købte efter skilsmissen.
Det var altid underligt at komme ud til ham, se alle de
gamle ting fra barndommen stå et andet sted end der
hvor mor og jeg boede. Sofaen, spisebordet, billederne
på væggene. Den lille kop jeg havde købt i England i1984,
en klodset og bleg kop, som skulle forestille et træ, hvor
håndtaget af alle tåbelige ting udgav sig for at være en
ugle. På koppen stod der: “I love Dad”. Den havde han
stående fremme. Han var stolt af den, “uglekoppen”, som
han kaldte den. I love Dad. Tingene stod rundt omkring
i lejligheden, han havde ikke skilt sig af med sporene efter
os; alt stod fremme, som om vi var døde, og han
sørgede over tabet, mens han byggede et mausoleum over
os. Som hvis mor og jeg var omkommet i en bilulykke
på motorvejen, og han var den sørgende ægtemand som
ikke var i stand til at slippe minderne og forsøgte at
komme tæt på os, hans døde, ved at lade gardinet hænge,
ved at spise middag af det gamle, blå og hvide service, så
han kunne være tæt på os, spise middag med sine døde,
som han fortalte alle der kom på besøg om. Ja, det her
var min kones yndlingsmaleri, hun døde for to år siden,
og hun elskede dette maleri af broen og udhuset, og ja,
se her, denne puf kan jeg aldrig skille mig af med, hver
gang jeg ser på den tænker jeg på min søn, ja, han omkom
sammen med min kone, og da han var lille, stillede
270 271

vi altid puffen sidelæns så han kunne ligge på maven på
den og rulle frem og tilbage; åh, det kunne han så godt
lide. Jarle hed han, Jarle, en dejlig dreng, en fabelagtig
søn, at få sådan en søn er alle forældres drøm. Men nu er
de borte, og jeg er alene, men jeg har tingene, jeg har
minderne, det trøster mig, det er det der gør at jeg kommer
helskindet igennem dagen.
Men far, det var da omvendt, var det ikke?
Herregud, det var en underlig form for selvpineri han
levede i, disse år før han brød sammen; dag ud og dag
ind betragtede han alt det mor og jeg havde rørt ved,
som ikke fortalte om et godt savn og gode tider, men
om et stort havari, om en utaknemmelig søn og en hadefuld
kone. Når far om morgenen gik hen til vinduerne
for at trække gardinet fra – mors blå og grønne gardin –
så kunne gardinet ikke andet end fortælle ham om mor,
for det var mor der trak gardinet fra hver dag fra 1974
til 1988; det var mors håndtryk der sad fast på gardinet,
og på den måde kunne mors håndtryk fortælle om hendes
smalle hånd om indkøbsposerne når hun var ude at
handle og kom hjem fra butikkerne, om maden hun
havde i indkøbsposerne, den mad vi skulle have til aftensmad,
og dermed fortalte det stakkels gardin som far
hver eneste dag skulle trække fra og for om de endeløse
aftenmåltider, gode som onde, og om dem der sad rundt
om bordet, mor, far og mig, for ikke at tale om selve
bordet, træbordet, som blev købt engang før jeg blev
født, mors og fars første møbel, og så måtte far blive
mindet om dengang mor og far flyttede sammen mens
de endnu var forelskede. Hver dag ville gardinet sende
far ud på en grotesk generøs rejse, en rejse der skyldtes
gardinet som han måtte trække fra og for, en rejse der
ikke udelukkede en eneste ting fra hans tidligere liv: livet
med mor, og livet med mig. Sådan var hele lejligheden
indrettet, massevis af ting som fortalte disse historier,
hvor det ene gamle minde tog det næste med sig, og
herregud, far: Var det det du ville? Hvorfor skiftede du
ikke gardinerne ud? Hvorfor gav du ikke det gamle,
blåblomstrede og hvide service til Frelsens Hær og købte
noget nyt, vaskede det hårde liv væk, så du slap for at
pine dig selv hver dag med dit eget fald? Hvad var det?
En måde at sige undskyld på? Jeg tror nu bare det var
endnu et medlem af fars talrige Foreninger for Stædige
og Forknytte Følelser, jeg tror det gav ham en makaber
styrke at røre ved gardinet hver morgen og hver aften,
at se alting i øjnene hver evig eneste dag; jeg tror han
følte det som om det var os han stirrede på, som om det
var os han rørte ved, med al sin bitterhed, med al sin
vrede, med al sin forkrøblede kærlighed.
Far vidste sikkert ikke helt hvad han skulle sige. Her
stod jeg uden for døren, uden at vi havde nogen aftale,
lidt over fire en fredag eftermiddag, en weekend hvor
jeg ikke skulle være hos ham.
“Er der noget galt?” spurgte han da jeg kom ind i stuen.
Han var forbavset og undrede sig nok over hvorfor i
alverden jeg var kommet, men han viste ikke tegn på at
være pinligt berørt efter besøget hos mor og mig.
Han viste ikke et eneste tegn på at han havde været
der, at samtalen, skænderiet og styrkeprøven havde fundet
sted. Det var typisk ham. Selvfølgelig kunne han i
enkelte overstadige tilfælde, når Smirnoffen havde fået
rigtigt tag i ham, overbevise sig selv om at han havde
272 273

haft et blackout og ikke kunne huske at han i en brandert
havde revet et maleri ned fra stuevæggen aftenen før, og
selvfølgelig havde han altid god hjælp af fortrængningen,
men som oftest tog han sin imponerende evne i brug,
den der gjorde ham i stand til at stå foran et brændende
hus og se flammerne sno sig ind og ud ad vinduerne,
mens skrigende spædbørn blev kastet ud af vinduerne,
og far sagde: Hvad? Er der sket noget? Hvad er det der
foregår?
“Er der sket noget?”
Var han irriteret over at jeg var kommet? Var jeg ved
at ødelægge en strålende aften i alkoholprocentens stigende
navn, havde han en tvivlsom date om et par timer,
som han nu frygtede skulle gå i vasken fordi Jarle
pludselig skulle på camp på Forus?
“Jeg går snart,” sagde jeg.
Han så ud til at slappe af da han hørte det.
Dumheden kender ingen grænser, og sidst af alt sine
egne. Er den først ude at gå, tramper dumheden glad af
sted, fløjter og traller op og ned ad bakkerne, drevet af
sted af sin egen fjollede energi. Hvad ville jeg ude hos
far? Hvad var det for en latterlig impuls der havde sendt
mig af sted hen til busstoppestedet og sat mig på bussen
til Forus? Ville jeg svække min egen position? Jeg ville
nok bare tale med ham. Der var vendt op og ned på min
verden, og for en gangs skyld fremstod far, i min syttenårige
hjerne, som redningsmanden. Ja, det er far jeg kan
tale med. Når alt andet brænder på, så har jeg i det mindste
min far.
“Har du en smøg?” spurgte jeg. Han fandt rulletobakken
frem, og vi satte os i sofaen.
Far pegede på en konkylie der lå på kommoden. Han
smilede. “Du? Kan du huske den?”
Jeg rystede på hovedet.
“Jo, dig og mig, ved du nok, på tur langs kysten. Kan
du ikke huske det? En pragtfuld tur.”
Jeg nikkede, som om jeg virkelig huskede det.
“Ja, en pragtfuld tur,” sagde far og pustede røgen ud.
“Så … jeg har altså ikke noget middagsmad eller noget,
jeg …”
“Det gør ikke noget, jeg går snart igen,” sagde jeg.
“Er der sket noget?”
Jeg fortalte om mor. Jeg kunne ikke have fundet på
noget mere idiotisk. Hvis jeg ville give far en kæp at slå
mor og mig med, så var det her det mest effektive. At
fortælle far om mor der var så ked af det, så han kunne
føle sig ovenpå.
“Herregud,” sagde han, “det var det jeg sagde.”
“Hvad sagde du?”
“At det aldrig ville gå med det job. Det var for risikabelt.”
“Og hun er jo ikke medlem af fagforeningen,” sagde
jeg og ventede spændt på hvad han ville sige til det.
Han svarede ikke.
“Hjælper du hende så?” spurgte han.
“Ja, men – jeg ved ikke om jeg kan.”
“Du må støtte hende nu,” sagde han.
“Ja,” sagde jeg. “Men … Ragnhild var hos hende i går,
så …”
Behøvede du at sige det, Jarle?
Fars øjne lynede.
“Ja, det er den gamle historie,” sagde far kort.
274 275

Som om det ikke var nok at fremlægge mors tragedie,
Ragnhilds hjælp og min bekymring for far, til fri
afbenyttelse, fortalte jeg også at jeg var røget uklar med
Katrine og Helge. Jeg forklarede ham selvfølgelig ikke
omstændighederne, den egentlige årsag – fandtes der
homofobi i Rogaland, så var det hos min far; han ville
nægte den naturlige eksistens af enhver form for maskulin
tiltrækning. Jeg sad der og fiskede efter medlidenhed.
Jeg bad ikke engang om penge. Jeg ville bare gerne
have støtte.
Troede jeg at jeg kunne få det af ham?
Selvfølgelig troede jeg det.
Spørgsmålet er: Hvordan kan det være at et menneske
tror han skal møde forståelse for komplekse følelser,
nuancer mellem mennesker, personlige tragedier, fra et
menneske som er én stor forknyt mandsperson, et vaskeægte
efterkrigsbarn fra Vesten, som ved at en mand
er en mand og en kvinde er en slags menneske med fisse
og patter, og at alt til venstre for de konservative er kommunister,
at arbejdsløse er luddovne, at psykologer er
noget fanden har skabt på linje med fagforeninger – et
lillebitte, svagt og usikkert menneske der bruger sin stemmes
volumen, svarer enkelt på vanskelige spørgsmål,
bruger hidsige fagter og utålmodige blikke for at virke
større end han er; hvordan kan det være at sønnen, der
har godt og vel sytten års erfaring med denne selvforsvarets
mester, tror at han pludselig skal møde blomstrende,
åbenhjertig forståelse, når efterkrigsmanden oven
i købet bærer rundt på tonsvis af tungt nag som han
ryster af sig hver weekend i sin brandert?
I og med at far ikke var fuld, ikke endnu, holdt han
sig i sit borgerlige skind. Men der var nul at hente. Jeg
havde også brudt en regel – ved at komme når det ikke
var fars weekend, ved at vise min svaghed, og ved gå ind
i et sæt af regler han kendte så godt, gav jeg ham overtaget.
Jeg havde givet ham en gratis mulighed for at indhente
mig. Nu havde jeg haft overtaget i halvandet år.
Jeg var kommet i weekenderne, og han havde ligget fladt
på maven for mine ønsker, flad og spag. Jeg havde ringet,
og han havde fremtryllet penge, sidste gang for blot
nogle uger siden. Nu var det hans tur. Jeg kunne se det
på ham. Der var nul at hente, bortset fra irettesættelser.
“Du må opføre dig ordentligt, Jarle,” sagde far og rejste
sig. Han gik hen til stuebordet og hentede sit ur, som
han tog på. “Du har en kæreste at tage vare på, og du vil
ikke beholde dine venner hvis du fortsætter på den måde.”
Jeg troede ikke mine egne ører. Far belærte mig om
at passe på min kæreste, om at tage vare på folk, om at
lytte til sine venner. Det var fantastisk at høre ham sige
det. Herregud, far! Lytter du til mig! Det er helt utroligt
at du kunne stå der og sige det.
Jeg så ned i gulvet. Han troede sikkert jeg var flov, at
jeg var enig med ham, men jeg så ned i gulvet for at
dulme et stort raserianfald; jeg kunne mærke at jeg ikke
var klar til det opgør endnu, og desuden var han ædru.
Det forkludrede det, det var svært at slås med far når
han var ædru.
“Må jeg låne telefonen?”
“Jaja, men tænk over det jeg siger,” sagde far.
Jeg gik ud i gangen, tog telefonbogen frem og slog op
under L.
276 277

“Det er hos Lima!”
En mandsstemme. Jeg så far inde i stuen. Han rullede
sig en smøg og så på uret.
“Øh, ja,” sagde jeg, “det er … jeg af en af Yngves klassekammerater
og ville bare give ham en besked fra skolen
– er han hjemme, eller?”
Yngves far ventede et par sekunder før han svarede.
“Nej, nej, det er han ikke … han kan ikke komme til
telefonen. Kan jeg tage imod en besked?”
“Nej, jeg ringer igen senere, men – er han syg?”
“Hvem skal jeg hilse fra?” spurgte han.
Jeg lod som om jeg ikke hørte hvad han sagde.
“Ja, bare hils,” sagde jeg, “farvel.”
Jeg gik ind i stuen.
“Kan du køre mig hen til Helge?” spurgte jeg, “vi skal
øve.”
“Det er godt,” sagde han og tog det som et tegn på at
hans tabloide formaninger straks havde virket, virkelig
havde vækket mig. Han så på uret. “Det er godt,” gentog
han, sikkert mens hans hjerne udtænkte at det her
var perfekt; nu kan jeg køre Jarle, være hjemme igen
om en halv time og alligevel nå alt det jeg har planlagt.
Vi gik ud i gangen, og far begyndte at tage overtøj på.
Nu spøgte han pludselig, smilede og lo, sagde det var
godt jeg sådan var kommet forbi, modigt af mig at tale
med ham om tingene, bad mig hilse mor og sige at det
nok skulle gå, men hun skulle have tænkt sig om før
hun begav sig ud i det risikable foretagende; men nu,
som et blink med øjet, så kort som kun far kunne gøre
det, var alt i orden. Han gav mig to hundrede kroner og
sagde “det er jo weekend”.
Jeg så på ham.
Navn? Terje Orheim.
Født? 23. juni 1940.
Fødested? Stavanger, Norge.
Erhverv? Inspektør, Stavanger Tekniske Fagskole.
Civilstand? Fraskilt.
Børn? Jarle.
Hobby? Drikke og kneppe.
Nu stod jeg der og så på ham. Han hed far. Jeg sagde
det inden i mig selv: Far. Jeg sagde det en gang til: Far.
Jeg kunne lige så godt have sagt sten, grus, sand.
278 279

14 LØRDAG 3. FEBRUAR 1990
en vanskabning, et monster:
den fulde unge mand.
Karl Ove Knausgård
Hvor galt kan det gå?
Det kan gå ufattelig galt.
Det er et sikkert tegn på at noget er amatøragtigt når
et band vil øve, lave lydprøve og koncert den samme
dag. Så ved man at man har med uerfarne, overgearede
folk at gøre.
Selv om uprofessionaliteten stod skrevet i panden på
alle fra Mathias Rust Band, så havde kulden mellem Helge
og mig fået en slags professionel effekt. I håb om at se
Yngve igen og få min bedste kammerat tilbage optrådte
jeg punktligt og koncentreret i timerne op til koncerten.
Det samme gjorde Helge. Nu kommunikerede vi tilmed,
om end koldt og forretningsmæssigt. Vi var som to arbejdskolleger
der var røget uklar, men som havde kniven
på struben og var tvunget til at samarbejde. Mens vi
øvede hele formiddagen hjemme hos Helge var vi militært
fokuserede. Spillede sættet igennem, standsede ikke,
tog tid, øvede overgange, øvede tilmed på at stemme
guitarerne – noget jeg pressede igennem. Helge syntes
det var unødvendigt. Det var ikke punk at stemme guitarerne
under en koncert.
Klokken fire skulle vi møde Hekkan-bandet på Hundvåg.
Andreas’ mor kørte os derud, med bilen propfuld
af guitarer og udstyr.
Aftenen før havde der været en del diskussion om
den visuelle profil.
“Vi skal fandeme ikke gå op i hvordan vi ser ud!”
sagde Helge da jeg foreslog uniformering; sorte boots,
cowboybukser, røde T-shirts.
“Hvad med at anskaffe nogle guerillacaps, sådan lidt i
Mao- eller Che-stil?” sagde jeg.
“Nej, det er åndssvagt,” sagde Helge, “det er musikken
og teksterne der fortæller hvem vi er.”
Så det gik i vasken. Men vi var nærmest uniformeret
alligevel: Vi gik jo næsten i det samme tøj.
“Hvad med snak imellem numrene? Skal vi planlægge
det? Hvem skal introducere?”
“Det skal være kort og kontant,” sagde Helge, ”som
hvis du siger ‘okay, og nu kommer der et nummer for
alle jer der godt kan lide at fejre syttende maj’, så starter
vi på introen mens du snakker og jeg råber: “Hvad? Kan
I godt lide det?! Det her nummer hedder ‘Flagstang Fællessang’!”
“Ja, det er sejt,” sagde Andreas.
“Og så går vi lige på,” fortsatte Helge, “ikke noget
med en hel masse fis på forhånd, jeg går bare frem og
siger ‘I er publikum, vi er Mathias Rust Band, og verden
er noget lort’, og så spiller vi.”
“Det er sgu da ikke lige på og hårdt,” mente Andreas.
“Nå ja,” sagde Helge og slog sig for panden, “du ved
hvad jeg mener.”
Vi kørte over Bybrua. Det regnede, det blæste, og vi
280 281

var nervøse for om vejret ville holde folk hjemme. Andreas’
mor smilede til os. Jeg tror hun syntes vi var “søde”,
fordi vi tog det hele så seriøst.
“Spændende, hvad?”
“Hvis folk bare kommer,” sagde Helge mens han trommede
en overgang med håndfladerne på lårene.
“Nu har du jo spurtet byen rundt med badges,” sagde
jeg.
“Jo jo, men vejret,” sagde Helge.
Uden for fritidsklubben holdt der en hvid varevogn.
“Vil I bare blive her?” spurgte Andreas’ mor. “Får I så
noget at spise?”
“Jaja, mor, det går nok,” sagde Andreas, “det er for
fjollet at køre frem og tilbage. Vi bestiller en pizza eller
noget.”
Helge slog sig på lommen idet moren standsede ved
siden af varevognen. Jeg blev nervøs; han sad der med
posen med pot, og nu slog han håndfladen mod lommen,
som om han ville sige at vi trænger sgu ikke til
mad, vi har jo vores zikzagtobak. I bagagerummet havde
vi også gemt spandevis af øl og sprut. Vi havde ladet et
par dåseøl stå fremme, så Andreas’ mor ikke skulle fatte
mistanke, men blandt trommeudstyret, jackene og alt
gearet i taskerne havde vi yderligere en kasse øl og flere
flasker sprut, lyddæmpet med håndklæder og avispapir
så de ikke skulle klirre. Denne lørdag skulle alt klappe,
overtændingen var total: flere øl end nogensinde før,
bedre og mere dope end nogensinde før, koncert, venner,
damer – og Yngve. På trods af den helvedesuge det
havde været, både for Helge og mig, så var det her den
store dag. Selve dagen. Nu begyndte en ny tid.
Da vi åbnede døren ind til klublokalet, slog lyden af
hurtige, opfindsomme fingre over halsen på en elektrisk
guitar os i møde. Andreas, Helge og jeg standsede og så
på hinanden. Vi hørte det alle sammen. Der var én derinde
der spillede bedre i søvne end vi andre kunne drømme
om.
“Strømsvolden,” sagde Andreas.
Helge nikkede.
Jeg fik øje på lydteknikerens ryg, en fyr de kun kaldte
Danka, ingen vidste hvad han hed. Langhåret type fra
Trondheim, godt oppe i tredverne, en genganger i miljøet.
Foran ham, på scenen, stod Hekkan og lavede lydtjek.
De var midt inde i et guitarparti, med hårde overgange,
tunge progriff, der gik over i et fængende refræn.
Ståle Strømsvold var en høj fyr med tresserfrisure, mørkt
hår langt ned i panden, godt med nakkehår som stod ud
til alle sider, koncentrerede øjne, spastiske bevægelser og
et fantastisk fingerarbejde. Han havde bukser med svaj,
hvid skjorte og sort vest. Bassisten var sikker, en høj
fyr, af den sindige slags. Forsangeren fra parallelklassen
var en lille spirrevip med halvlangt hår, spraglet tresserskjorte
med en brun skindjakke over. Han var mere optaget
af at fare rundt på scenen, krybe og gå, sidde oppe
på skuldrene af bassisten, end at synge rent. Trommeslageren
var uhyggelig god, Paal et eller andet, kun seksten
år. Han kunne spille røven ud af bukserne på hvem som
helst.
Vi nikkede til hinanden, Helge, Andreas og jeg. For
os var de proffer. For andre bands var de formentlig
lovende amatører. Jeg kunne mærke at jeg havde lyst til
282 283

at bakke ud på stedet. Hold kæft mand, det her går ikke,
tænkte jeg, vi kan jo ikke spille.
Strømsvolden viftede med armene, forsøgte at få trommeslageren
og de andre til at standse.
“Du, tekniker, kan jeg få lidt mere bas på monitoren?”
Bas på monitoren, tænkte jeg. Monitor. Okay.
Hvad vidste vi om det? Vi skulle bare spille, vi skulle
bare forandre verden.
“Er lyden god?” råbte forsangeren.
Lydteknikeren nikkede. “Jeg tager mig af lyden herude,
I skal bare sige til når I er tilfredse på scenen.”
Strømsvolden fik øje på os, løftede kækt hånden og
vinkede til Andreas. Han nikkede tilbage.
Vi satte tingene fra os og gik hen for at sætte os ned
mens vi ventede. Alle var nervøse. Helge røg to cigaretter
mens vi hørte Hekkan spille to numre til. Den ene
hed “Blodfattige Bjarne” og havde et Kinks-agtigt vaudeville-vers
der blev afløst af et svingende rockrefræn. Vi
udvekslede blikke. Da de afsluttede lydprøven med en
elektrisk version af Violent Femmes’ “Kiss off”, fik jeg
kvalme.
Jeg lænede mig over mod Helge.
“Det går ikke det her – hør dem,” sagde jeg og nikkede
hen mod bandet.
Helge så på mig. Nu så han rigtigt på mig for første
gang i flere dage, og med en smule empati. Han sænkede
stemmen. Han så pludselig skråsikker ud.
“Jalla. Det kommer til at gå skide godt. Hører du?”
Det var en fantastisk evne Helge havde. Jeg håber han
har den endnu. Midt i al arrogancen, som på det tids-
punkt var større end min, var der en voldsom empatisk
kraft. Han kunne være mere socialt inkapabel end far
når han var værst, men der fandtes heller ikke stærkere
hænder end hans hvis han valgte at bruge dem. Så kunne
han trække hvem som helst op af deres egen usikkerhed.
Jeg var sjældent usikker, tværtimod kørte jeg vanen tro
derudad uden at være selvkritisk. Men jeg kunne blive
nervøs, som oftest lige før der skulle til at ske et eller
andet. Så kunne der komme et alvorligt stik af realisme,
som om nogen satte det rigtige par briller på næsen af
mig så jeg endelig kunne se situationen i øjnene. Og nu
var jeg pissenervøs.
“Hører du efter, Jalla?” sagde Helge og rakte mig en
smøg.
Jeg tog smøgen, tændte den, tog et hiv. Jeg nikkede.
Bagefter var det vores tur. Vi havde aldrig haft en
lydprøve før, men lod som om vi havde forstand på
det. Vi hilste på drengene i det andet band, Strømsvolden
viste os deres udstyr, og forsangeren nikkede genkendende
til os. De gik ud for at få noget at spise. Jeg blev
skuffet over at de ikke blev siddende for at høre på os.
“Held og lykke!” råbte forsangeren.
Vi bankede igennem et par numre. Lydteknikeren var
utålmodig, det var tydeligt at han ikke var videre interesseret
i at lave lyd for os, selv om Helge kørte frem
med at vi var et meget hårdere band end de andre og
havde brug for en anden lyd. Jeg spillede usikkert, fraserede
uden præcision, men jeg følte jeg havde Helges øjne
i nakken. Det hjalp.
“Okay, det er godt,” sagde Danka. Jeg havde nok forventet
at han ville kommentere bandet, sige noget om at
284 285

vi var gode, i det mindste da vi spillede ‘Skaf dig et liv’,
som alle syntes fængede. Men nej. Ikke et ord. “Jeg stikker
af et par timer, og så går vi på klokken otte. Fint
hvis I er her halv otte.”
Vi skulle jo ingen steder.
“Okay,” sagde Helge.
Så kom ventetiden. Jeg var totalt uforberedt på den
fase, hvor meget energi der kan trækkes ud af en når
man må gå og vente. Nu havde vi bygget os selv op den
sidste uge, vi havde øvet så huden på fingerspidserne hang
i laser, og stemmebåndene var mere ophovnede end opvarmede
– og så skulle vi sidde og vente. Der var tre
timer til koncerten. I hvert fald to timer til folk kom.
Det eneste jeg havde lyst til var at gå på scenen, komme
af med al min aggression, frustration og laden stå til.
Men i stedet måtte vi sidde der og vente. Hvis Helge og
jeg så bare havde haft det som før, men det havde vi
ikke. Der var ingenting at tale om. Andreas rullede en
smøg.
“Skal vi tage en øl?” sagde Helge efter ti minutters
tavshed.
Jeg vidste det måtte komme. Vi havde lavet en krystalklar
deal. Ikke noget drikkeri før koncerten. Det var
mig der havde presset det igennem. Andreas syntes det
var helt ude i skoven. “Ikke engang en enkelt øl? Herregud.”
Det var sjældent han tog sådan på vej. Helge, der
havde respekt for principper, forstod idéen i det, men
han mente samtidig at “det skal du fandeme ikke bestemme,
vi er da voksne mennesker der kan styre det selv.”
Jeg gav mig ikke en tøddel. “Ikke en dråbe,” sagde jeg,
“der skal være knivskarp koncentration.”
“For satan mand. Det er stærkt,” havde han sagt efter
at have tænkt sig lidt om. Det tiltalte ham. Der var noget
overraskende ved det. “Spille helt ædru. Det er stærkt.
Det er der ingen andre der gør.”
Men nu sad vi der, og selv om Helge havde bevilget
mig nogle få trøstende ord, og vi trods alt havde gennemført
en acceptabel lydprøve, så var det svært at vente.
Det regnede udenfor, og hvad fanden skulle vi drysse
rundt på Hundvåg efter? Der var ikke noget fjernsyn,
der stod et ødelagt billardbord, men ingen køer. Det
samme gjaldt bordtennisbordet.
“Hvorfor fanden er der et bordtennisbord, når der
hverken er bolde eller bat!” råbte Helge.
“Det er sikkert noget man skal bede om lov til at låne,”
sagde jeg.
“Så tager vi en øl,” sagde Helge igen. “Én øl.”
“Nej,” sagde jeg, “der er dealen. Ikke før koncerten.
Bagefter kan du ryge og drikke så det syder og bobler,
jeg er sgu ligeglad, men ikke før. Vi har en aftale.”
Helge og Andreas så på hinanden.
“Er her en telefon?” spurgte Helge, tydeligt irriteret.
“Det tror jeg ikke,” sagde jeg. “Eller du kan jo se efter.”
Helge forsvandt ud på gangen. Jeg hørte ham smække
med døren.
“Vi kan da øve lidt imens?” sagde Andreas.
“Nej, nu stopper vi, vi har jo allerede øvet fire timer i
dag. Det bliver for meget.”
Helge kom tilbage. Nu var hele overtændingen parkeret
i nogle timer. Væk var den målrettede energi, tilbage
sad tre til anledningen halvdårlige, sure venner.
286 287

“Fandeme ødelagt.”
“Hvad er ødelagt?”
“Telefonen.”
“Hvem er det du skal ringe til?” spurgte jeg, der selv
havde brudt hjernen med muligheden for at stikke ud
og ringe til Yngve, for at minde ham om koncerten.
Måske havde han glemt det? Måske havde han haft feber
et par dage og glemt det?
Helge rejste sig igen. Utålmodig.
“Nej, jeg smutter ud, ser om jeg kan finde en telefonboks.”
“Hvem er det du skal ringe til?”
“Bare nogle folk jeg har glemt at invitere,” sagde han.
“Jeg bliver her,” sagde jeg.
Andreas rejste sig, tog jakke på. “Jeg går med,” sagde
han.
De gik. Det var sgu for meget. Klokken var halv seks,
og jeg sad fuldkommen alene i Hundvåg fritidsklub, og
der kunne jeg blive siddende med mine egne triste tanker,
med min egen tåbelige nervøsitet indtil Helge og Andreas
fandt det opportunt at komme tilbage igen. Det var
sgu for meget. Det sidste jeg havde brug for var tid til at
tænke på mor, på Helge, på alt det kaos der var omkring
mig. Jeg havde brug for at spille, skrue op for lyden på
forstærkeren, skrige til stemmen sprak; for Yngve.
Hvad med bare at stikke af? tænkte jeg pludselig.
Jeg kan da bare stikke af fra det hele? Tage bussen ind
til byen, smutte op til Yngve … Det går ikke. Jeg vred
mig på bænken. Følte mig utilpas. Jeg tog jakken af, krøllede
den sammen, lagde mig ned på bænken med jakken
som pude.
Det skal nok gå, tænkte jeg. Hold op med det pjat,
Jarle. Det skal nok gå. Det bliver bedre end nogensinde.
Jeg lukkede øjnene. Det skal nok gå. Det er nu det hele
begynder.
Jeg faldt i søvn.
Stemmer. Jeg blev hentet ud af søvnen. Høje stemmer,
latter, en dør der smækkede. Jeg slog øjnene op og
så på mit ur. Kvart i syv. Kvart i syv! Fem kvarter til
koncerten! Herregud! Jeg satte mig op på bænken. Stemmerne
blev højere. Helge. Andreas. De kom ind i rummet.
De var drivvåde, det regnede tydeligvis meget derude.
“Kvart i syv!” råbte jeg.
De stod foran mig.
Nej.
Helge grinede dumt, Andreas strammede munden. Så
brast de begge ud i et synkront latterudbrud.
Nej.
“For fanden da!” sagde jeg opgivende. “Har I … for
fanden da! Ved I godt at der er koncert om lidt over en
time? Om lidt over en time!!”
Det lyste ud af dem. De satte sig ned på bænken over
for mig. Væk var al Helges kulde, nu var han bare glad
og marihuanalykkelig. Jeg blev dobbelt så nervøs.
“Slap af, Jalla!”
“Hvor meget har I røget?” spurgte jeg strengt.
De fniste.
“Hvor meget?” spurgte jeg igen. “Har I også drukket?”
“Slap af, Jalla!” gentog Helge. “Tag det helt lugnt, no
problem, bare en mundfuld. Hold da kæft, den pot! Du
aner ikke! Kanonføde!”
288 289

Helge og Andreas så på hinanden, på den måde som
kun folk der har røget marihuana kan. De lo. Der opstår
et helt særligt fællesskab mellem to unge fyre der har
røget pot, det er latterens fællesskab som parkerer uvished,
nervøsitet, det kan føre hvem som helst sammen;
hvis Reagan og Bresjnev bare havde mødtes til selv en
meget lille bønne, ville de være kommet hjem med vanvittige
nedrustningsaftaler først i firserne. Men disse aftaler
ville også have været upræcise. De ville se utrolig
godt ud i Bresjnev og Reagans øjne, i hvert fald så længe
de havde pot i kroppen og var milde som lam mellem
ørerne, men for resten af verden ville traktaterne se ud
som børnetegninger.
Er det ikke det der sker når man bliver venner? Ligesom
når man bliver forelsket? Man bliver upræcis og
urealistisk. Man mister sin kritiske sans, sin selvkritik,
lader ting passere som egentlig ikke holder mål, bare fordi
man er glad. Bare fordi man mærker lykke, og som alle
ved er lykke tæt forbundet med dumhed. Det var hvad
der sad foran mig, to unge fyre der spillede i band sammen,
der knapt kendte hinanden, begge forandret til hinandens
bedste venner, begge skråsikre på at alt var superfint,
at intet kunne skade dem, at alt ville gå godt.
“For fanden da, Jalla,” sagde Helge igen,” der er noget
jeg må sige …”
Herregud, nu kom betroelserne.
“En ting,” fortsatte han leende, “du er fandeme blevet
så corny på det sidste – og så den frisure du har anskaffet
dig! – men nu lægger vi det bag os, okay? Ja. Nu kører
vi. Mathias Rust Band! Hold kæft, sikke et navn!”
Jeg prøvede på at blive ved med at være alvorlig. Jeg
vidste at det ikke var godt at forsøge at rive dem ud af
rusen; det værste der kunne ske var at de fik en nedtur
mens vi spillede. Men jeg ville vide hvad jeg stod over
for.
“Okay,” sagde jeg. “Jeg vil skide på hvad I har haft
gang i. Jeg vil bare gerne vide én ting: Hvor meget I har
røget? Har I drukket øl?”
Helge stak hånden ned i lommen, fiskede efter posen
med pot.
“Nej, nej! For helvede! Læg den ned igen!” sagde jeg.
“Det her er en fritidsklub! Der kommer børn her!”
“Okay, okay,” sagde Helge. Andreas fniste. “Nej, Anni,
hvad siger du?”
“Godt, skide godt!” sagde Andreas.
“Et par joints,” sagde Helge og smilede.
“Og en dåseøl,” sagde Andreas stolt.
Børn. Små børn. Der sad to små unger foran mig, lykkelige
over at kunne fortælle far hvor mange bakteriebefængte
tyggegummiklumper de har samlet op fra jorden
og proppet ind i munden. Forstanden var taget på
ferie og havde sat idiotiet til at passe på huset.
Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller opgivende
fordi de også havde drukket øl. Når hundrede og et er
ude, kan det af og til være godt nok at hundrede og to
også står for døren. Jeg forsøgte at konsultere mine egne
små erfaringer på området. Jeg havde et noget irrationelt
forhold til alkohol og dope. På den ene side havde jeg
det ligesom de fleste af mine jævnaldrende – hvis man så
bort fra de kristne piger, jeg kunne godt lide at koble
hjernen fra i weekenderne, lamme kroppen og blive fuld.
Så enkelt var det. Mennesket kan godt lide at blive tåbe-
290 291

ligt. I hvert fald mens det er tåbeligt. Bagefter kan man
ønske angeren, skammen, brandertangsten velkommen,
hvis man har anlæg for den slags. På den anden side havde
jeg spøgelset far der gjorde at jeg havde et noget mere
anstrengt forhold til alkohol end mine venner. Hash og
marihuana var på sin vis lettere for mig at håndtere, for
det forbandt jeg ikke med far. For mig var alkoholen
nært forbundet med ondskab. Med galar og pot var det
anderledes. Hårdere stoffer holdt jeg mig langt fra, jeg
havde en enorm respekt for den slags. Men gode og dårlige
venner havde overbevist mig om at det eneste farlige
ved hash og marihuana var at det var ulovligt. Og som
man bliver ældre, begynder alt hvad der er ulovligt at
blive interessant. Alligevel havde jeg drukket øl mindst
en gang om ugen siden jeg var seksten, som de fleste af
mine venner, lidt sprut i ny og næ, selv om det var der
fargespenstet var stærkest, og jeg havde røget hash femseks
gange. Men jeg havde aldrig røget pot før denne
lørdag. Der var jo aldrig nogen der havde pot dengang.
Så jeg havde ikke så meget erfaring at konsultere. Det
meste havde jeg opsnappet fra bøger eller film. Men det
jeg havde forstået klart og tydeligt var at hvis man drak,
så svækkede man stoffets rene effekt og blev fuldere;
endnu et bevis på alkoholens ekstreme kræfter. Sådan
havde jeg i hvert fald oplevet det, at hvis jeg drak efter at
have taget dope, blev jeg dobbelt så fuld. Havde jeg drukket
tre halve fadøl, blev de til seks hvis jeg røg, og halvdelen
af dopens effekt blev suget op af alkoholen. Hvis
det var tilfældet, måtte dette græs vi havde scoret hos
Stegasen være kraftige sager. For de to drengerøve der
sad og fniste foran mig virkede ikke som om de havde
drukket øl. Det virkede som om de havde røget sig høje
på tjald i flere timer. De kunne forveksles med to fnisende
trettenårige tøser på deres første Martini-tur.
Jeg rejste mig.
“Okay,” sagde jeg og så på uret, “kom, vi går en tur.”
Der var endnu et par minutter til dørene åbnede, og
godt og vel en halv time til Katrine antagelig ville dukke
op, og jeg øjnede muligheden for at smugle lattertanterne
ud og forsøge at få dem strammet lidt op mens vi endnu
havde chancen. Om få minutter ville lokalet være fuldt
af lydtekniker, det andet band, arrangører og gæster. Og
de ville kunne se det. Jamen – dem der arbejder med
unge mennesker, de kan da se det! Kan de ikke? Når to
idioter sidder og griner dumt som Helge og Andreas
gjorde, så gror græsset mellem tænderne på dem, gør
det ikke?
“Tur! Vi har sgu da været ude at gå tur!” sagde Helge
og prøvede på at få mig til at holde kæft, men det lille
ord ‘tur’ havde åbenbart så festlige associationer for både
ham og Andreas at der var endnu en grund til at få sig et
godt grin. Nu begyndte det at blive irriterende. Der er
grænser for hvor morsomt det er at se andre have det
sjovt når vitserne er på det niveau.
“Vi er jo drivvåde,” sagde Andreas.
Jeg tog fat i dem, tvang dem op og ud i regnen. Jeg
stirrede Helge lige ind i øjnene og sagde at nu går vi en
tur, er du med?
Vi gik et kvarter langs søen i regnen. Jeg halede Marlboro-pakken
op af lommen og forærede rask væk. Vi
gik ind i et lille bådehus og satte os på en båd.
“Du er fandeme så sur,” mukkede Helge.
292 293

“Jeg er ikke sur,” sagde jeg. “Jeg er bare smadder optaget
af at det bliver en skidegod koncert. Okay?”
Helge så på mig. Pludselig lyste godheden ud af ham.
Han trommede i luften med usynlige trommestikker.
“Det kan du bande på, Jalla.”
“Åh ja,” sagde Andreas, “vi er sgu da verdens bedste
band.”
På vej tilbage trådte Helge ud i vandet. Det kommenterede
jeg ikke.
Fem i otte sad vi backstage og så hinanden ind i øjnene.
“Hæ!” sagde Helge og slog hånden ned i armlænet.
“Mindst to hundrede!” sagde Andreas.
“I hvert fald hundrede og halvtreds,” sagde jeg.
Jeg havde været ude at stemme guitaren tre gange, jeg
havde spejdet efter Yngve, og jeg havde set at lokalet var
fyldt. Det var sandt. Fritidsklubben var fyldt. Folk var
kommet, flere end vi havde regnet med, ikke kun folk
vi kendte, Inger, Johanne, Torill, Anita, men også folk
vi kun vidste hvem var, ja, tilmed folk vi så op til med
skeptisk respekt; ham den lyshårede fra Gymnasiesamfundet
var der, fyren med cowboyhatten og cowboyjakken
fra skoleavisen var der, ud over alle de unge mennesker
der plejede at komme i fritidsklubben. Vi burde
jo have vidst at regnen ikke kunne standse dette publikum,
for de fleste havde aldrig været til koncert før fordi
de ikke kunne komme ind på de steder hvor der blev
spillet musik. De unge mennesker der plejede at gå i fritidsklubben
må have syntes det var en mærkelig lørdag
aften med det store rykind af gymnasiaster fra både Kongsgård
og St. Svithun.
Og vigtigst af alt: Yngve var kommet. Nu stod han
derude, med sit smil, og talte med Katrine. Jeg havde
kun lige haft mulighed for at løfte hånden og vinke til
ham. Og om ti minutter skulle vi på. Det andet band
var også kommet. Strømsvolden havde været ude i baglokalet
og sagt at de ville se os.
“Er det punk?” spurgte han.
Helge og jeg svarede i kor: “Ja,” sagde Helge. “Nej,”
sagde jeg.
“En gang imellem,” sagde Andreas.
De havde strammet sig lidt op, men jeg tror kun det
var viljen der holdt rusen stangen.
Og nu var vi klar.
Hvor dårligt kan det gå?
Det kan gå ufattelig dårligt.
Mathias Rust Band var på scenen. Det var det vi havde
ventet på. Det var derfor vi startede bandet.
Jeg kiggede bagud mod Helge for at give ham et hint
om at alt var ok og at han skulle komme med sin åbningsreplik.
Jeg havde plugget i forstærkeren, en fantastisk amp
jeg havde lånt af Strømsvolden, en gammel Vox med
rør, selvfølgelig.
Andreas og Helge grinede dumt til hinanden. Helge
så på mig, tydeligvis uden at forstå hvad det var jeg mente,
så lænede han sig pludselig frem mod mikrofonen foran
trommesættet.
“Okay! Mærk efter i hjertet hvem I er! Vi er Mathias
Rust Band og I er bankekød op ad muren!”
Jeg blev overrasket over Helges opfindsomhed og
tænkte det her lyder sgu godt, måske har han alligevel
styr på det? Fuld kontrol?
294 295

Lige efter at han havde sagt den sætning, slog han trommestikkerne
imod hinanden mens han råbte: “Ein, zwei,
drei, for satan!” Jeg hamrede hårde ottendedelsslag på Fakkorden
i introen og hørte Andreas begynde sin basgang,
som steg og sank mens Helge og jeg gav den hele
armen, hurtigt og monotont før breaket kom og jeg begyndte
at synge: “Er du bange nu?/Det burde du fandeme
være/for bankekødspatruljen løfter geværet …”
Så langt så godt. Det var ikke det enkleste nummer,
det gik hurtigt og krævede godt med præcision på grund
af alle markeringerne og breakene. Da vi kom til refrænet
var jeg overbevist; jeg havde været unødvendigt nervøs.
Drengene spiller jo godt, tænkte jeg, og smed refrænet
ud mod publikum, som villigt tog imod – det
her var jo en prædiken til de omvendte: “Bankekød kom
her/op ad muren plaf dér!” Jeg nikkede energisk til de
andre.
Det gik godt. I cirka fyrre sekunder. I fyrre sekunder
var Mathias Rust Band et utrolig godt liveband lørdag 3.
februar 1990. Jeg spyttede teksten ud med stor aggression
og mente hvad jeg sang, at folk skulle passe på, for
der ville komme en dag hvor bedragerne og kapitalisterne
skulle stilles op ad en mur og pumpes fulde af bly. Batteriet
dundrede løs omkring mig, og jeg var forbavset over
hvor godt det lød, hvor tighte mine tilrøgede venner
var.
For helvede da hvor er vi gode! tænkte jeg.
Så gik det helt galt. De første fyrre sekunder var alt
hvad vi formåede. Resten blev et rent helvede. Så længe
kan to unge fyre stopfodret med pot altså holde koncentrationen.
Det hele gik i opløsning efter refrænet. Som
overgang til næste vers havde Helge to takter med tamtambaserede
trommeriff, som han plejede at være god
til. Mens han slog dem markerede Andreas på etslagene.
Men nu gik det galt. Helge tabte en trommestik. De potlamme
fingre kunne ikke holde fast på trommestikken,
og den røg ud i luften, og der sad han så, trommeslageren
fra Mathias Rust Band, og skulle lave en stram overgang
med én stik. Det her havde han ikke kalkuleret med,
så der hang ikke en pose med et ekstra sæt på trommerne.
Da jeg hørte det, vendte jeg mig om, panikslagen, og
så at han lænede sig bagover mens han kejtet forsøgte at
markere toere og firere med den frie hånd. Til højre for
mig hørte jeg Andreas begynde at skride ud på bassen,
han var også skrupforvirret, og i samme øjeblik så jeg
Helge glide ned af stolen og gå i gulvet.
Hvad fanden gør vi nu?
Hvis vi havde været rutinerede, var Andreas og jeg
blevet ved med at spille som om ingenting var sket, eller
også havde vi været overlegne, standset musikken, smilet
og sagt “okay, alle kan begå en fejl, og nu var det
vores tur, vi tager den én gang til”. Så havde vi sikkert
fået sympati for vores klodsethed. Men nej. Det gjorde
vi ikke. Vi holdt stramt fast i det kaos vi havde skabt,
som om det var vores eneste redning, og gennemførte
nummeret mens nervøsiteten spredte sig som pollen på
scenen. Jeg kiksede akkorderne, jeg kom helt ud af trit
på riffene, jeg mistede selvtilliden på vokalen, glemte teksten
og sang falsk, og Andreas og Helge var så fjernt fra
et bands sikre batteri som man kunne komme.
Alle der har stået på en scene ved at det er de første
minutter der afgør de næste halvtreds. Vi havde aldrig
296 297

stået på en scene før. Så vi kørte derudad, oprevne, ukoncentrerede,
nervøse. At Helge og Andreas så brat blev
revet ud af deres potglæde, gjorde det selvfølgelig ikke
bedre. Ikke et eneste af numrene spillede vi nær så godt
som på vores dårligste øvedag. Selv et så urutineret og i
udgangspunktet overbærende indstillet publikum som
vi havde den aften, lagde mærke til at det gik galt. Nogle
begyndte at sætte sig ned, et par gik hen for at spille
billard, et slæng fra a-klassen grinede smørret da det lykkedes
mig at ødelægge d-strengen midt i refrænet af “Che
Guevara”, og den lyshårede fra Gymnasiesamfundet, som
ellers havde været meget entusiastisk da vi startede, trak
sig tilbage i lokalet. Bagerst så jeg Hekkan. Forsangeren
himlede med øjnene. Og lige foran mig stod Katrine.
Hun blev stående under hele koncerten, lige til sidste
nummer – der blev ingen ekstranummer, for at sige det
sådan – og jeg så hvordan hun nærmest moderligt overbærende
forsøgte at støtte mig ved at trampe takten med
foden, synge med på de tekster hun kunne, men hendes
overdrevne trøst gjorde bare det hele værre: Den var
sivet ind. Jeg forstod det. Mathias Rust Band var elendige.
Den eneste der ikke så ud som om han syntes det var
pinligt var Yngve. Han stod lidt til højre, i cowboybukser
og en blå trøje, og hver gang jeg kiggede på ham syntes
jeg han så på mig. Smilede og så på mig.
Bifaldet efter “Flagstang Fællessang” var kort og afdæmpet.
Vi luskede ned fra scenen. Katrine klappede mig
på skulderen mens jeg gik gennem folkemængden med
Strat’en i hånden og plekteret mellem læberne. Yngve
smilede.
Inde i baglokalet sank Andreas og Helge ned i sofaen.
De så helt clean ud. Jeg følte mig forrådt af dem, jeg var
vanvittig vred.
“Er I så tilfredse?” sagde jeg og lænede mig over mod
Andreas’ store røde taske. Jeg åbnede lynlåsen og fiskede
en øl frem mellem håndklæderne.
“Vil du … der kan komme nogen,” sagde Helge.
Jeg vendte mig om og så hårdt på ham.
“Og det kommer fra dig? Vorherre bevares, Helge!”
Jeg åbnede flasken med lighteren, satte den for munden,
drak halvdelen i én slurk.
“Jaja,” sagde Helge og trak vejret tungt, “bare pas på.
Vi kunne da i hvert fald gå ud.”
Andreas smilede svagt.
“Ja, det gjorde I,” sagde jeg og så hånligt på dem mens
jeg irriteret hældte mere øl ned. “Det gjorde I fandeme.
Er I klar over hvor elendigt det gik? Er I klar over hvor
ekstremt helvedes dårligt vi spillede, hvor fantastisk dårligt
ry Mathias Rust Band får efter det her?”
“Se nu at få den flaske gemt væk,” sagde Helge igen,
“vi ryger ud hvis de ser os drikke herinde, forstår du
ikke det? Det er børn der går her.”
Det ville jeg skide på. Øllet var bittert og koldt, ligesom
mig. Jeg kogte af irritation, og jeg ville skide på alt.
Jeg gik helt hen til ham, stod foran ham, ville skide på
om så lederen af hele bydelsudvalget kom ind ad døren.
Jeg åbnede munden, parat til at skælde ham ud.
Døren gik op. Det var Katrine.
“Nå, det gik jo godt!” sagde hun og smilede.
Vi så på hinanden Andreas, Helge og jeg.
“Det gjorde det da ikke,” sagde jeg.
298 299

“Jo, det gjorde det.”
“Herregud! Hold nu op, Katrine,” sagde jeg og drak
resten af øllen.
“Drikker du her?” Hun så bange ud, kiggede nervøst
hen mod døren.
“Det gik ad helvede til,” sagde jeg, “og det ved du godt.”
“Det er kun jer der synes det,” sagde hun og forsøgte
at muntre os op. “Folk synes det gik smaddergodt. Skoleavisen
er her – måske vil de anmelde koncerten?”
Det gav et sæt i Helge og mig. Anmelde det her?
“Det gik drøngodt,” gentog Katrine.
Havde hun slet ikke fattet at det gik ad helvede til
fordi Helge og Andreas var skæve?
Helge rejste sig. “Vi må fandeme ikke håbe de anmelder
den her koncert. Jeg gider sgu ikke sidde her og høre
på alt dit lort, hvornår skal vi til fest? Hvor er det?”
“Vi skal vel se Hekkan først?” sagde Andreas. “Strømsvolden
og de andre?”
“Jaja, men hvor er der fest?” sagde han igen.
“Hos en eller anden Trond,” sagde Katrine, “en fra cklassen,
han bor på Buøy.”
“Olieungen?” spurgte Helge sarkastisk.
Katrine nikkede.
“Det var satans,” sagde Helge. Han løftede øjenbrynene
og nikkede. “Det var satans. Skal vi med? Hjem til
olieungen?”
Jeg pakkede guitaren ned, sagde ingenting, og gik ud i
lokalet. Fandens til folk, tænkte jeg, forbandede kraftidioter.
Jeg fik øje på Yngve, han stod alene op ad væggen,
med en cola i hånden. På scenen stod Ståle Strømsvold
og de andre i Hekkan og stemte guitarer og gjorde sig
klar. Jeg orkede ikke at tænke på dem. At der nu ville
komme et band og gøre det vi ikke havde gjort: Overbevise.
Jeg krydsede rummet og kom hen til Yngve.
Der var måske femten meter derhen. På de femten
meter gik jeg fra irritation, en stærk følelse af at have
dummet mig totalt, til at blive varm, glad, og ikke tage
mig af hvad andre tænkte. Det var som om Yngve slog
en ring omkring sig, og da jeg kom ind i den forandrede
alt sig.
“Hej.”
Kan det være rigtigt?
Et smil, og en person der siger “hej”?
Tre små bogstaver fra en smilende mund?
Mennesket er et latterlig smukt væsen. Det er rigtigt.
“Det gik godt!” sagde Yngve entusiastisk.
Jeg lagde vægten over på det andet ben og trak luft
ind mellem tænderne. “Nej … synes du det? Vi var ikke
helt oppe på beatet.” Jeg så på ham. Jeg ville sige: Hvor
var det dejligt du kom, Yngve. Jeg ville sige: Jeg har
savnet dig, Yngve. Jeg ville tage på ham.
“Jeg kunne se det var ægte,” sagde Yngve.
En utålmodig hånd slog mig på skulderen og rev mig
brat ud af Yngves verden.
“Javel, Jalla, rockstjerne nu?”
Det var Rune, Helges bror. Rune var to år yngre end
ham, en velvoksen femtenårig. Mens Helge var sine jævnaldrende
overlegen, kunne Rune ikke leve op til hverken
sin bror, mor eller far. Han lod som om han var
interesseret i de samme ting som sin bror, deltog i politiske
diskussioner som om han var på hjemmebane, men
300 301

det var han ikke. Helge var sine forældres forudsigelige
afkom, en logisk aflægger, havde deres evner, deres aggression.
Rune havde lidt af det, han forsøgte at være
det han var opdraget til, men han magtede det ikke.
“Hvad? Rockstjerne?”
“Rune – gider du lige? Jeg står her og taler med en jeg
kender, okay?” Jeg så hårdt på ham. “Koncerten gik ad
helvede til, ikke sandt? Gå hen til din niendeklasse eller
til din bror, okay?”
Det overraskede mig selv at jeg stod der og var så
hård ved ham.
Rune himlede med øjnene; det havde han lært af sin
bror. I stedet for at lade sig vippe af pinden, blive lille i
andres øjne, demonstrerede han at det ikke var noget
han tog sig af. Så grinede han og gik.
“Hvem var det?” spurgte Yngve. Han så forbavset på
mig. Jeg havde vist en hård side af mig selv som Yngve
ikke kendte.
“Det var Rune,” sagde jeg. “Helges bror. Idiot.”
Jeg har ofte ment at jeg blev født for sent. Mange
gange har det irriteret mig at have en følelse af ikke at
kunne nå historien. At være fem år i 1977 er helt mislykket
når man tænker på at det var dengang Sex Pistols
udgav “Anarchy in the UK”. Selvfølgelig kan du være til
efterfest et eller andet sted i 1990, være sytten og rasende,
og ville være punker, men det hjælper ikke. Du ved det,
mens du åbner en øl med tænderne, spytter kapslen ind
mod væggen og vil styrte kongehuset, at du er en retrofigur.
Ikke at have været der i 1966, 1967 eller 1968 er
lige så mislykket. Du kan gå i pladebutikken op gennem
90'erne og opdage denne vanvittige periode hvor der blev
udgivet lige så mange store album på få år som det nu
tager tyve år at frembringe, og mærke at disse plader er
dine, men inderst inde ved du godt at det er for sent. Du
var der ikke. Du var der ikke da de store bands kappedes
om at udgive mesterværker; Beatles’ Revolver, Beach
Boys’ Pet Sounds, The Zombies’ Odessey and Oracle, The
Kinks’ The Village Green Preservation Society, Stones’
Beggars Banquet. Du var der ikke. Det er det de plader
fortæller dig. De snurrede ikke på din pladetallerken i
1968, mens der var Vietnam-krig derude. Du blev født
for sent, og du ved det. Da du var tolv, var det Frankie
Goes to Hollywood, kold krig og Breakmachine det
handlede om.
Det er sjældent jeg føler at jeg blev født for tidligt.
Men når jeg tænker på Rune, slår det mig af og til om
ikke vi fra 1972 så at sige er den sidste årgang af hashgenerationen.
Måske? Dem der var atten, nitten, tyve
midt i 90'erne havde en anden festkultur end os. Mens
jeg var for ung til punken, var jeg for gammel til skateboard
og partydope. Da Rune og de andre unger fra 74
kørte rundt fra den ene fabrikshal til den anden i 1994,
tog piller og dansede tekno, sad jeg og mine 1972-medmennesker
og drak øl og røg en joint i ny og næ, ligesom
vi gjorde da vi begyndte at feste i slutningen af 80'erne.
Selvfølgelig er der også en del af mine jævnaldrende
der i dag er døde på grund af den dope som fandtes i det
farmaceutiske tryllelager. Men for majoriteten var det
sjældent da jeg var atten. Det var sjælden kost til festerne
at nogen kom slæbende med piller. Skulle du have fat i
den slags, måtte du opsøge yderområderne, du måtte længere
ind i subkulturen. Normaliseringen af kemiske stof-
302 303

fer var endnu ikke nået til Norge. Da de kom, få år efter
at vi var gået ud af gymnasiet, havde mange af os allerede
fået etableret den festkultur som vi holdt os til op
gennem 90’erne. Det var ligesom med skateboard; det
blev for åndssvagt. Jeg kunne ikke begynde at skate nu,
gå i hættetrøje, høre hiphop, gå i trance og guffe designerdrugs.
Det var som halvtredsårige til fest med tyveårige.
Det var de unge der gjorde det. Med en blanding af misundelse
og afstandtagen så jeg på folk som Rune der tog
ecstasy og gik til houseparty. Af og til tænker jeg at det
var på et hængende hår for mit vedkommende. Nogen
har kaldt vinteren 1989-1990 for “The Winter of Love”.
Perioden hvor Manchester-bølgen slog ud i lys lue, hvor
folk tog baggy bukser på, trak huen ned over øjnene og
dansede hele den kolde vinter, propfulde af stoffer, til
den nye, groovy psykedeliske rock fra Happy Mondays
og Stone Roses. Vi hægtede os også på den kultur, det
var det nye hit, vi spillede Stone Roses’ og Happy Mondays’
12-tommerplader i laser; She bangs the drums, Hallelujah,
og ikke mindst selveste maxisingle-bibelen, 9,53versionen
af Fools gold, men for de fleste af os var der
langt til The Hacienda i Manchester, og stofferne flyttede
sig ikke lige så hurtigt som musikken. Men det kom
ikke så længe efter, og så kom det sammen med en mindre
personfokuseret musikkultur, det kom sammen med
de afindividualiserede bands, med The Orb og teknokollektiverne
uden klare frontfigurer, dj-kulturen, den anonyme
musik, totalt stadset op for at miste sig selv. Rune
gik til i det, han druknede i det. Jeg plejede at se ham i
Bergen af og til, i første halvdel af 90’erne. Han så altid
godt ud. Han var hverken træt eller sløv. Han var oppe.
Oppe hele dagen, blank i øjnene, med små hurtige kast
med nakken. Den dovenskab han sloges med i 1990, da
han stadig var femten og ikke kunne finde sig til rette i
familien Ombo, blev erstattet med amfetamin, ecstasy
og alt hvad man kunne sluge af kemiske retter. Så hørte
vi det. Det var en ven der sagde det en dag for nogle år
siden.
“Kendte du ikke ham Rune?”
“Hvad for en Rune?”
“Ham fra Stavanger. Helges lillebror.”
“Jo. Hvad er der med ham?” spurgte jeg.
“Han er vist død,” sagde han. “Er vist sprunget ud fra
et tag et eller andet sted.”
Det er hele pointen med fremtiden: Den er hemmelig.
I 1996 svævede Rune ned fra taget af et værtshus i
Bergen, han ramte asfalten, og havde vi vidst det, ville
denne nat i 1990 have set anderledes ud.
“Har du været syg?” spurgte jeg Yngve da Rune gik.
Yngves svar blev overdøvet af en forsanger der skreg
“en to tre fire!”; folk bevægede sig frem mod scenen, jeg
fik et puf i skulderen og blev skubbet fremad, mens
Yngve blev stående op ad væggen. Hekkan var i gang. I
øjenkrogen fik jeg øje på Helge der stod i den anden side
af lokalet, og jeg kunne se han tænkte det samme som
jeg: Det er sgu et godt band.
Det nyttede ikke noget at lægge skjul på det. De var
ikke bare gode, men det at vi havde spillet så elendigt,
gjorde dem endnu bedre. Publikum reagerede på en helt
anden måde da Hekkan spillede deres sæt, en blanding af
eget materiale og covernumre, Dead end street af Kinks,
Begin the begin af R.E.M. og en turbohurtig version af
304 305

Dum Dum Boys’ Sorgenfri. De hjemmelavede sange var
selvsikre, der var en bredde i materialet vi kunne kigge
langt efter.
“Men for fanden mand,” sagde Helge senere på aftenen,
“en tredjedel var cover, det er sgu for tyndt.”
Vi pakkede gearet og bestilte en taxi efter koncerten.
Der var ikke noget ved at blive hængende herude i Hundvåg
Fritidsklub resten af aftenen. Jeg aftalte det med
Katrine, Helge og Andreas mens jeg stod ved den åbne
dør ind til baglokalet og spejdede efter Yngve.
“Vi skal til fest, det er da stensikkert,” sagde jeg.
“Ja, for fanden,” sagde Helge. “For satan da. Hos olieungen.”
Jeg havde tabt Yngve af syne under koncerten, og så
havde jeg set ham igen bagefter, men nu var han væk.
Han var vel ikke gået hjem?
Strømsvolden og trommeslageren i Hekkan kom ind.
“Skide godt,” sagde Andreas, “skide godt.”
“Tak for det,” sagde Strømsvolden på sin underlige
facon. Han var en sær snegl, høj, venlig og med stor
autoritet. “Det gik da også godt for jer.”
“Første gang,” sagde jeg undskyldende, “vi er bedre
end det.”
“Man skal jo starte et sted,” sagde han.
Fyren fra skoleavisen stak hovedet ind ad døren. Shit,
skal han tale med os? Jeg så nervøst hen på Helge. Men
nej, selvfølgelig ikke, han henvendte sig med det samme
til Strømsvolden.
“Trond Arne Ramsvik,” sagde han og rakte hånden
frem, “kommer fra Lille Marius, skoleavisen på Kongsgård,
må jeg veksle et par ord med jer?”
Han så ikke engang på os. Ikke et blik. Ikke et ord. Vi
var ingenting.
“Ja, det er i orden,” sagde Strømvold. Han og trommeslageren
gik ud med journalisten.
“Jaja,” sagde Helge. “Næste gang.”
“Jeg synes jeg kunne høre meget inspiration fra tresserne?”
hørte jeg journalisten sige ude på gangen.
Yngve gik forbi bandlokalet. Jeg rejste mig brat.
“Yngve!”
Han vendte sig om ved udgangen.
“Skal du gå?”
“Jah …,” han trak på det, “det havde jeg faktisk tænkt
mig …”
“Men vil du da ikke med til fest? Vi har tænkt os at
tage til Buøy, det er hos Trond fra c-klassen.”
“Nej, jeg ved ikke rigtig – kender jo ingen,” sagde han
og smilede.
“Du kender da mig,” sagde jeg og så ham ind i øjnene.
“Jalla!”
Jeg vendte mig om, så ind mod baglokalet. Helge og
Andreas stod klar med udstyret.
“Kommer,” råbte jeg.
“Jeg gider sgu ikke bære det hele for dig!” hørte jeg
bag mig. Det var tydeligt at han var blevet ædru nu,
Helge, så længe det varede.
“Kom nu med,” sagde jeg. “Det bliver sjovt. Katrine
skal også med. Vi tager en taxi. Kom nu.”
Yngve så tvivlende ud. Hvorfor tvivlede han på det?
Kunne han ikke lide mig?
“Jeg lovede at komme tidligt hjem,” sagde han og flakkede
med øjnene, “jeg har jo lige været syg, og …”
306 307

“Jalla!”
Jeg vendte mig om mod Helge og Andreas igen. “Ja!
Jeg kommer! Slap af!”
“Du skal ikke tage dig af det,” sagde jeg hurtigt til
Yngve, “men – du ser ikke syg ud nu? Hvad var det du
fejlede? Det går bedre? Ikke?”
“Jo …”
“Du kan sikkert låne en telefon derhenne, det er ikke
noget problem, så siger du at du er gået til fest med dine
venner, ikke?”
Yngve nikkede. “Okay,” sagde han. “Jeg tager med.”
Forlygterne fra en ventende maxitaxi afslørede en hård,
skrå styrtregn da vi åbnede døren ud til aftenmørket.
Buskene ved vejen kæmpede med at holde sig oprejst,
vinden piskede mod os så det var svært at trække vejret.
Det ville blive en uvejrsnat. Inde i taxien satte jeg mig
ved siden af Katrine for ikke at vække mistanke. Yngve
sad foran os, og bagerst sad Helge og Andreas. Vi havde
også et par andre med fra skolen, Roar fra skoleteatret
og hans dame, Silje. Der er ingen der kan kysse og kæle
som folk der vil være skuespillere. Det er altid en udfordring
når flere par er samlet på samme sted. De sidder
der, nogle du kender, måske, og de er lige begyndt at
komme sammen, og det er du og din dame også. Og så
begynder de at kysse og kæle, helt ugenert giver de sig
hen til hinanden, læberne mødes, tungerne mødes, hænderne
vandrer op og ned ad hinandens trøjer. Og du sidder
der med armen rundt om din dame, og I er også lige
begyndt at komme sammen, og du ser på hende, smiler
til hende – og så? Skal I nu også begynde at kysse og
kæle? Skal I stå tilbage for dem? Men hvis I begynder at
kysse og kæle, jeres læber mødes, I spænder tungemusklerne,
bliver det så lige så godt som det andet par åbenbart
har det? Begynder I at kysse og kæle fordi de gør
det? Se der, nu tager han hende på brysterne, det må du
også gøre, og se nu, hun svajer lidt i ryggen, glider lidt
ned i sædet så han kan kile sin anden hånd ind under
hende, det må din dame også gøre, og se, nu spreder hun
benene, lægger det ene lår hen over ham, det må I også
gøre; må I ikke? Skal I stå tilbage for dem? Skal I?
Katrine lagde sit hoved på min skulder. Smilede til
mig. Lukkede øjnene. Jeg så på Yngves nakke. Så hørte
jeg en velkendt lyd: kapslen fra en ølflaske. Jeg vendte
hovedet lidt mens Katrine stadig hvilede hovedet mod
skulderen, og der så jeg Helge stikke en flaske op til munden.
“Op i røven med det, Jalla,” sagde han, “ikke? Der er
fest.”
Jeg nikkede.
“Vi skal til fest hos olieungen!” sagde han og lo. “Ikke?”
Jeg lo tilbage. Kunne ikke lade være.
“For helvede mand, hvordan skal det gå?”
Hvorfor ikke? tænkte jeg. Hvorfor kan vi ikke have
det ligesom før? Hvorfor kan vi ikke bare være venner
igen? Andreas havde også åbnet en flaske og sad og drak
uden at skamme sig i taxien. Katrine åbnede øjnene og så
blidt på mig. Yngve vendte sig og smilede.
Hvorfor ikke?
Det skal nok gå, det her, tænkte jeg. Vi skal til fest,
det skal nok gå.
Taxien svingede ind på en grusbelagt parkeringsplads
foran et stort, hvidt hus.
308 309

Hvor dårligt kan det egentlig gå?
Det kan gå ufattelig dårligt.
Vi lempede taskerne og udstyret ud på gruset mens
Katrine betalte. Høj musik bragede ud fra huset. Helge
så op, spejdede mistænksomt gennem styrtregnen. Han
så det samme som jeg.
“For satan,” sagde Helge og himlede med øjnene.
Borgerskabet.
Helge og jeg reagerede altid sådan når vi kom i kontakt
med overklassen og det ugenerte borgerskab. Og
nu stod vi foran det. En kæmpegrund, et stort Block
Watne-hus, helt sikkert bygget i 70’erne, med mindst to
tilbygninger fra 80’erne. En vanvittig stor have, og her
mener jeg meningsløs stor, så stor at den var lattervækkende
– hold kæft mand, se der, ja, det kan man da kalde
en have – hvad fanden skulle de bruge den til? Lande
med privatfly? Helikopter? Egen golfbane? Udendørslamper
med alle mulige ornamenter, espalierer langs murene,
dobbeltgarage, keramikkrukker på trapperne op
til huset.
Jeg havde dog så meget selvindsigt og var så beregnende
at jeg lod være med at give klart udtryk for det,
af frygt for at støde Yngve fra mig. Helge derimod, fik
brutal energi af at se det højere borgerskab på klos hold.
Øjnene fik glans, som var han forelsket, ryggen rettede
sig, og læberne blev røde. Han blev pumpet fuld af
foragtens adrenalin. Nu var der ingen tvivl: Nu skulle
der være fest. Det så ud til at kunne blive årtiets fest, for
er der nogen bedre motor end selvforagten efter sådan et
stort nederlag som den mislykkede koncert, koblet med
det oprigtige, juvenile had til overklassen, krydret med
forventningerne om flere øl og mere pot end nogensinde
før?
Og her boede Olieungen. Trond. Jeg ved ikke hvem
der først gav ham navnet Olieungen, men det var det vi
kaldte ham, af den enkle grund at han var eneste søn af
distriktets største oliemagnat, og fordi han var glat og
blank som olie. De nyrige må mærke et helt andet klassenag
end de der har været rige i generationer. Pludselig
velstand er der meget få der kan tackle med bravur, hverken
de der snubler over rigdommen, eller de der må
betragte den uden selv at få del i den. De nyrige minder
om forelskede mennesker; de er ikke i stand til at skjule
det. Ligesom en forelsket kvinde går og rødmer mens
hun prøver at skjule at hun brænder indvendig, kan den
nyrige heller ikke lade være med at røbe sig, ikke engang
hvis han faktisk besad en smule pietet, hvad de fleste af
dem sjældent gør; det er denne mangel der har gjort
mange af dem rige. Du mærker det når de går i byen, du
mærker det på den måde de bestiller tre øl, på stemmelejet
når de siger til kammeraterne “jeg giver – no problem”,
du mærker det på deres skridt hen ad asfalten at
skoene de går i er betalt af folk der ikke behøver at tænke
på hvad de koster – og du hader det. Hold kæft hvor du
dog hader disse mennesker som ikke har gjort sig fortjent
til det de er, som tilfældigvis er havnet et sted i
historien omgivet af velstand, mens du trak et andet lod
og bare blev fattigere af det. Hold kæft hvor du hader
det, og hold kæft hvor du hader dig selv når du mærker
hvor smålig du er, når du mærker det smålige had du
bærer på; men hvad kan du gøre? Du kan kun gøre en
ting: Fortsætte med at hade det selvforstærkende had.
310 311

Stavanger var fyldt til randen med ubekymrede, nyrige
mennesker i 80'erne. Længe, mens jeg endnu var lille,
var der så mange af dem at jeg ikke tænkte på det som
andet end normalt. Det var sådan det var. Folk havde
penge. Masser af penge. Der var ingen fattigdom, der
var kun velbeslåede folk, og de opførte sig som om økonomien
fra naturens side var uproblematisk. De samme
mennesker havde ganske vist medlidenhed med folk andre
steder der ikke klarer sig så godt som os, folk i andre
lande, u-lande og den slags, og de gav en hundredkroneseddel
om måneden til Red Barnet, men det greb ikke
ind i bevidstheden, det gjorde ikke noget ved os. Vi tjente
vores hurtige penge som var smurt ind i olie, og vi brugte
dem, med stor og ægte arrogance; den arrogance der ikke
kender sig selv. Oliepengene var overalt, de var i den
tier jeg købte Anders And og slik for, de var i de sko jeg
gik i. Havde jeg ikke mødt Helge nogle år før, ville jeg
aldrig have stået i uvejret foran Olieungens forældres
hus og hadet det jeg så. Det var mødet med ham og hans
ideologiske opvækst der gjorde mig i stand til at hade
det. Og jeg elskede vores had, jeg voksede af det, det
gjorde mig stærk. Og hadet var størst over for de nyrige,
som det altid er. Det klassiske borgerskab, dem der havde
været rige i lang tid, blev ikke udsat for det samme had.
De havde lært at leve skjult og værdigt med deres rigdom,
det var en lærdom de havde arbejdet med i generationer,
så de kunne køre i deres dyre biler gennem gaderne
med større ro end de nyrige, for de vidste det var
den bedste måde at beholde sin rigdom på; ikke at vise
den frem. De nyrige, de stakler, er ikke så kloge, de skaffer
sig problemer på halsen fordi de mangler erfaringer,
ugenerte og dumme løber de rundt, i Stavanger i 80’erne,
på Grünerløkka i Oslo i slutningen af 90’erne, og ved
ikke hvem de selv er, men viser sig frem for hele verden.
Og den der viser hvem han er, er sårbar; han kan
elskes, og han kan hades.
Olieungen anede ikke hvem han var, og han blev hadet.
Hadet og udnyttet. Vi havde hørt om hans fester,
men vi havde aldrig været der. Vi havde hørt at Trond,
med olieforældre der var bortrejst halvdelen af året, som
tog på weekendture til syden og lod ungen være alene
hjemme, stadig åbnede dørene ude på Buøy for hvem
som helst. Vi havde hørt at det flød med sprut herude,
vi havde hørt at alle var velkomne hos ham, at her var
det Texas hele natten, og her kunne man gøre hvad man
havde lyst til.
“Se lige den dér!” sagde Helge og pegede på dørklokken
da vi gik op mod hoveddøren. Klokken var guldbeslået
og bare navnet “Fam. Torkildsen” i antikvarisk,
nærmest gotisk indgravering. “Hvad siger I så! Fam. Torkildsen!”
Døren gik op. Musikken blev tre gange så høj som
den havde været udenfor. Helge og jeg vekslede hurtige,
hoverende blikke da vi hørte hvad det var: Travelling
Wilburys. Hold kæft, tænkte jeg, og var glad for at Helge
havde insisteret på at tage plader med, “i tilfælde af at
det er mongoler vi skal til fest hos, du ved; de kan kun
lide børneplader og kristenrock.” Foran os stod en ret
fuld pige i cowboybukser og en grøn Lacoste-bluse, som
næppe kunne være mere end femten, med en flaske mousserende
rødvin i hånden og fniste. Vi ignorerede hende
med fuldt overlæg og gik ind.
312 313

Mærker du noget, Yngve? tænkte jeg. Forstår du det?
Det var en svær situation. Det er farligt at undervurdere
de nærmest uoverstigelige barrierer der er mellem
forskellige grupperinger af unge mennesker. Det er ikke
bare afstande mellem freaks, kristne, borgerdyr og de
rige, det er afgrunde. Og i modsætning til mere civiliseret
fora, for eksempel politik, hersker der i disse strukturer
ingen forhandlingsvilje, ingen høflighed og ingen
interesse for at opnå kontakt med modparten. Øl, fisse,
kedsomhed, pik eller stoffer er de eneste grunde til at de
forskellige grupperinger støder sammen. Denne aften
svirrede alt det rundt i den samme luft, og det viste sig
at Trond var en rigmandssøn som næsten ingen kendte,
som havde åbnet dørene, forældrenes barskab og sin egen
venneløshed for hvem som helst.
Jeg mærkede det instinktivt da vi gik ind ad dørene,
at her var der ingen som egentlig følte sig rigtig hjemme,
og at den eneste løsning var at finde sine egne venner og
sætte en målbevidst, knaldhård fest i gang. Men Yngve?
Var han en af os? Nej. Det var han ikke.
Var han en af de andre?
Nej. Det var han heller ikke.
Helge stak mig en øl, og vi dumpede ned på stuegulvet
efter at vi havde hilst på Trond der ønskede os velkommen.
Han havde sorte laksko, pressede bukser og en hvid
trøje på. Hans hud var glat og hvid, og håret lå pænt ind
til hovedet.
“Fint hus du har, Trond,” sagde Helge, morderisk ironisk.
Trond smilede og sagde “ja, det er ikke så værst, hyg
jer, I skal bare tage hvad I har lyst til.”
Huset var fuldt af folk fra koncerten, og mange flere.
Jeg så folk fra skolen, fra klassen, Ingar, Johanne, Torill
og den lyshårede fra Gymnasiesamfundet. Alle drak, alle
festede, og alle ville det samme: Have mere. Bare mere af
alt.
Vi havde sat vores øl på verandaen hvor de holdt sig
kolde. Mærkeligt nok havde Helge endnu ikke kommenteret
at Yngve hang ud sammen med os. Gemte han det?
Ville han drikke sig fuld og så vælte det hele ud over
Yngve, alt hans nag? Det var jeg bekymret for, og tænkte
at nu var det bedst at få Yngve med. Han skal være med.
Jeg så på ham.
“Vil du have en øl?”
“Nej, det behøver jeg ikke.”
“Jo,” sagde jeg og rejste mig, “jeg henter en til dig, vi
har nok.”
“Hvor fanden ved du det fra, Jalla?” sagde Helge.
“Tjek lige barskabet,” sagde jeg, “og tjek dine egne lommer.”
Helge grinede dumt.
“Nej, men jeg vil ikke have nogen,” sagde Yngve.
“Hvad – fanden, drikker du ikke?” sagde Helge og så
oprigtig forbavset ud.
Yngve så søgende hen på Katrine.
“Jeg stillede dig et enkelt spørgsmål,” sagde Helge og
tømte ølflasken, “drikker du ikke? Aldrig?”
Jeg tømte min ølflaske og tog en ny op til munden.
Alkoholen løb ned uden at jeg kunne mærke det.
Yngve så nervøs ud. Egentlig ville jeg komme ham til
undsætning, men pludselig var det som om jeg gled over
på Helges inkvisitoriske side. Hvad var det egentlig med
314 315

denne haugesunder, når det kom til stykket? Han var
syg hele tiden, underlig, lidt verdensfjern – og så drak
han heller ikke? Vi havde med nød og næppe fået ham
med til festen, og nu sagde han sgu nej til gratis drikkelse?
“Øh …,” Yngve spændte kæberne og trak vejret langsomt,
“jeg har bare ikke lyst. I dag.”
“Hvad har du så lyst til, Yngve?” sagde Helge og var
allerede halvvejs nede i den anden øl. Den første havde
han smidt i et bed sekundet efter at vi var stået ud af
taxien. Selv lå jeg en øl efter ham.
“Nej, drop det der, Helge,” sagde Katrine.
“Nej, for fanden, jeg vil da gerne lære ham at kende,
okay? Nu hvor I er blevet tennisbuddies her på det sidste,
skal jeg vel også lære ham at kende? Ikke?”
Jeg kendte den Helge. Det var ikke muligt at standse
ham. Jeg så det var svært for Yngve, og Andreas greb
heller ikke ind, det var ikke hans stil, og jeg gjorde heller
ikke noget.
“Kom nu, Yngve,” gentog Helge, “hvad har du lyst
til?”
Yngves blik søgte efter mig. Jeg svarede ved at tømme
øllen og smile til ham. Lod som om alt var okay.
“Pot?” hviskede Helge, triumferende. Han ville teste
Yngve nu. “Vil du med ud og ryge?”
Yngve forstod ingenting. “Man må godt ryge her …,”
sagde han. Helge brast ud i latter. Han gav Yngve et
dask i ryggen. “Du er fandeme god, Yngve!” sagde han.
“Man må godt ryge her! For satan mand.” Så vendte han
sig brat imod mig der havde åbnet en ny flaske. “Hvor
har du gjort af pladerne?”
Nu spillede de Dire Straits på anlægget. Der gik grænsen
selvfølgelig.
“Ligger ude i gangen,” sagde jeg, “ved siden af toilettet.”
En time og fire pils senere var det stadig Mathias Rust
Band m/venner der styrede stereoanlægget i stuen, vi
havde fået godt med alkohol indenbords, alle var på en
opadgående rus og bedre venner end nogensinde, jeg
havde lovet den lyshårede at gå ind i Gymnasiesamfundet,
han havde præciseret at han syntes Mathias Rust Bands
tekster var “skide gode” selv om koncerten gik dårligt,
og vi var alle blevet enige om at starte en radikal aktionsgruppe
som vi døbte OKTOBER-EVOLUTIONEN,
og Helge sad stadig og slog mig kammeratligt på skulderen
og klappede sig selv på bukselommen hvor han havde
pot og sagde, “om lidt, om lidt”. Efterhånden kom vi på
benene; nu var det Pixies der bragede ud af anlægget.
Helge, Katrine og jeg og en halv snes andre selvbestaltede
freaks okkuperede kvadratmeterne foran stereoanlægget
med pogodans. Yngve havde fået fred for Helge
og begyndte at slappe af, han drak godt nok ikke, men
han smilede, og han stod op mens han forsøgte at danse
ved siden af os. Han så faktisk ud som om han kunne
lide det. Hvad han forstod, hvilke koder han knækkede,
aner jeg ikke, måske var det en antropologisk oplevelse,
som det at besøge en fremmed kultur og blive naivt optaget
af den. Han vandrer ind i det mørke festlige hus
hvor der befinder sig 60-70 unge mennesker, foran ham
vælter det ind med mennesker, nogle glider ned ad et
trappegelænder, et par sidder på trappen og kysser og
kæler mens den ene har hånden oppe under trøjen på
316 317

den anden, og det genkender han, den rejsende, det har
han set i sin egen kultur, derhjemme, unge mennesker
med alkohol i blodet og blod i underlivet, foreløbig er
der ikke noget der er usædvanligt, tænker han, og går
videre op ad trappen, på vej op er han ved at snuble over
en ølflaske der står i gangen på første sal, han mærker at
han træder på nogle kartoffelchips som spredes i tusind
knasende stykker, og musikken fra stuen bliver højere,
og der er virkelig intet specielt ved det, tænker han, den
rejsende, og spekulerer på hvorfor de i grunden sendte
ham hertil, antropologiforeningen derhjemme, hvad skal
han her, det er jo ligesom hos os, tænker han da han ser
en pige komme løbende gennem gangen med hænderne
for munden, mens det rykker i hendes kinder og halsen
strammes og øjnene spiler sig op, og hun springer hen
mod en dør, tager fat i håndtaget, men døren er låst og
hun bliver grebet af panik, der er nogle andre derinde,
hun hyler med lukket mund, kigger fortvivlet efter en
vask, en spand, en blomstervase, hvad som helst, men
der er ingenting i nærheden, og det er tydeligt at hun
skal ind, og det er ligesom derhjemme når unge mennesker
har fået for meget at drikke, og hun slår og sparker
på døren mens brækket er ved at komme op i hendes
mund, og den der er inde på toilettet har ikke tænkt sig
at åbne, måske er det én der først skal blive færdig med
at brække sig før den næste kan brække sig, men nej, se
der, døren åbner sig, og ud kommer et par, drengen retter
på bukserne, og pigen ser ud som om hun har fået sig
et knald, og det er nok det de har gjort, ja, på badeværelsesgulvet,
eller op ad væggen, de har knaldet, desperate,
seksten og fulde, for det var stadig så tidligt på afte-
nen at han kunne finde vej og hun vidste hvem det var
der kørte sin pik op i hendes fisse, og nu kan hende der
kom løbende hen ad gangen, efter at have indtaget endnu
et glas hvidvin, nu kan hun komme ind og brække sig,
men nej, se der, det er for sent, hun brækker sig ud over
dørkarmen, klumpet, hvidt bræk, og noget af det havner
på hendes egne bukselår, og noget af det ryger ud på
tæppet, og hun falder sammen og græder, og det, hvad
er nu det? Det er ligesom hos os, tænker han, antropologen,
og synes virkelig det er underligt at han skulle rejse
hertil, der bliver ikke meget at skrive hjem om: “Alt er
ligesom derhjemme. De lever ligesom os. Intet specielt
at observere.” Men så, lige efter at han forbavset har tænkt
tanken og overvejer at tage et tidligere rumskib hjem, så
sker det, og han forstår hvilke rygter som fik staten derude
i verdensrummet til at sende ham af sted, for nu
kommer han ind i et andet rum, mørkt, og her får han
noget at se der virkelig er værd at skrive hjem om: en
gruppe unge mennesker, alle omkring seksten, sytten, atten
år, kaster sig ind mod hinanden, aggressivt, som om
de var i krig, de tramper i gulvet, de stikker albuerne ind
i hinanden, og rummet er fyldt med en elektrisk, støjende,
truende musik, de tager tilløb, fra den ene ende af rummet
til den anden, og kaster sig imod hinanden, sætter
albuerne ind i hinanden, sparker i hoftehøjde, og nogle af
dem bider tænderne sammen, andre har åbne, grådige
munde som minder om dyrs, og se der, nu tager en af dem
pludselig, ham med det lange hår, fat i den andens ansigt
med begge hænder, mens folk rundt om dem farer rundt,
og se, se der, nu gør den anden det samme, han tager fat i
den andens ansigt, og de står klos op ad hinanden og skri-
318 319

ger til hinanden og alle synger “wanna grow up to be a
debaser”.
Hvad er det for en kultur jeg er havnet i?
Tag det roligt. Du er bare til fest. Det er 1990. Det er
Norge.
Jeg havde snuppet en bog fra boghylden og stod med
den opslået i hånden, grinede dumt mens jeg dansede til
Stone Roses.
Det var en bog om kongefamilien som også stod på
mormors hylde, og en god grund til at håne Olieungen
og hans forældre. Jeg holdt den op, viste et billede af
Sonja og fik folk rundt om mig med: Vi lo. Sonja smilede
stolt på billedet, og vi lo.
Helge trak mig til side. Jeg kastede bogen fra mig.
Helge var kun mådeholdent begejstret for Manchesterbølgen,
som jeg syntes var befriende. Mens Ian Brown
sang “I am the resurrection and I am the light” og klokken
nærmede sig tolv, hviskede han i mit øre: “Nu er
det vist på tide, Jalla, ikke? På tide at ryge lidt fredspibe,
ikke?”
Jeg så mig omkring. Stone Roses var tydeligvis mere
populære end Helges plader, for nu havde dansegulvet
et mere blandet klientel. Yngve sad i sofaen og talte med
Katrine. Andreas var ikke at se nogen steder.
“Okay,” hviskede jeg, “men du ved godt hvad Katrine
synes om det.”
“Jaja, slap af, vi bekymrer os ikke om damerne nu.”
Katrine vidste godt at vi ville ryge, hun vidste at jeg
gjorde det en gang imellem, men var ikke begejstret for
det, så vi sneg os ud. På vej ud tog vi Rune med, ham
fandt vi nede i stueetagen. Han sad på telefonbordet og
kyssede med en pige. Helge gav ham et dask i ryggen, og
han opfattede hintet med det samme, slap damens bryster
og læber og sagde “nu?”
Helge havde rullet jointene på forhånd. Nu skulle der
ryges. Udenfor var uvejret taget til, og det regnede voldsomt.
Vi trak jakkerne op om ørerne og sneg os om bag
garagen hvor vi kunne stå i ly for vinden. Først da vi
stavrede hen over gruset, kunne jeg mærke det: For satan
mand, du er fuld, Jarle, tænkte jeg. Selvfølgelig havde
jeg allerede været fuld i mindst en time, men det er jo
selve lykketimen i rusen, når man selv tror at man ikke
er fuld, når man bare drikker, glad for at få mere, lykkelig
over at blive gladere for sine nærmeste, når man bare
flyder af sted sammen med alkoholen og tror at denne
lykke er ren, helt uden pletter, mens det bare er ondskaben
som ikke er genkendt som ondskab.
“Nu skal I fandeme få noget pot,” sagde Helge og beskyttede
sig mod vinden og regnen ved at folde sine
hænder mens han tændte lighteren. Papiret knitrede da
han tog et sug. Som den amatør han var overdrev han
efter alle kunstens regler; vi havde lært at man skulle
beholde røgen i kroppen så længe som muligt og ikke
puste ud. Okay. Så gør man det. Men man er jo nødt til
at trække vejret. Vi røg som om vi ikke behøvede at
puste ud. Vi tog et sug, sendte jointen rundt, kikkede
energisk på hinanden mens vi holdt vejret så vi var ved
at krepere, forsøgte at få marihuanaen til at gå i ét med
vores indre, for det eneste vi ville, brødrene Ombo og
jeg, var at blive skæve. Og hvis vi skulle være skæve,
måtte vi ikke tale. Vi nikkede til hinanden og holdt vejret.
Hvis en af os var nødt til at sige noget, måtte man
320 321

tale på indåndingen, med klassisk jointstemme, anstrengte,
korte halslyde: “kanon fed shit”.
“Hvad fanden er der egentlig med ham der Yngve,”
sagde Helge da vi tændte joint nummer to.
“Hvad mener du,” sagde jeg på indåndingen, lige efter
at jeg havde taget et sug.
“Åh, han er så … er han bøsse, eller hvad?”
Det gav et sæt i mig.
“Nej, for fanden, hvor skulle jeg vide det fra?”
“Hvem er Yngve?” fik Rune frem.
“Kan vi ikke gå ind i garagen, det er så skide koldt.”
Jeg vendte mig. Helge stod foran sidedøren ind til garagen
og ruskede i dørhåndtaget mens han grinede dumt.
“Den er lukket,” sagde jeg og vendte mig mod Rune
igen.
Så hørte jeg noget glas klirre.
“Det er den ikke længere,” sagde Helge med et stort
smil mens han åbnede garagedøren.
“For fanden mand!” udbrød jeg. “Har du knust ruden!”
Helge nikkede stolt og gik ind i garagen.
“For satan mand,” sagde jeg og mærkede at jeg blev
nervøs, men jeg kunne ikke lade være med at le.
Vi gik ind i garagen. Der stod to biler derinde. En
sølvgrå Mercedes og en Opel.
“Merse,” sagde Helge. “Selvfølgelig.”
Han gik hen og ruskede i sidedøren, den var låst, han
gik rundt om bilen og tog i alle dørene, men det var
umuligt at komme ind.
Rune og jeg stod og så på ham, sendte jointen videre,
mens Helge gik hen til Opelen.
“Hvad fanden har du gang i, Hegga! Vi skal da ikke til
at stjæle biler nu?” sagde jeg og lo. “Vel?”
Helge tog fat i dørhåndtaget, og Opelen åbnede sig.
“Hold da kæft,” sagde jeg. “De gider fandeme ikke
engang låse bilen.”
“Kom nu!” sagde Helge og satte sig ind.
Rune og jeg satte os på bagsædet. Vi lænede ryggen
mod skindsæderne. Jeg tog et langt sug af jointen og begyndte
at le. Latteren bredte sig i bilen, mens jeg sendte
jointen frem til Helge.
“Fy for fanden,” sagde han og hostede hårdt og tørt,
“fy for fanden hvor er jeg tørstig.”
“Det er jeg også,” sagde Rune.
“Munden er fandeme som en ørken,” sagde jeg.
Jeg lukkede øjnene. Verden snurrede rundt i mig, jeg
havde glemt Yngve, jeg havde glemt Katrine, jeg vidste
kun at jeg sad her og røg pot i en fremmed bil, midt om
natten.
“Satans,” hørte jeg Helge sige.
Lidt efter lænede jeg mig frem mod ham. Rune sad
stadig med lukkede øjne ved siden af mig. Jeg så på Helge.
Hvad var det han lavede? Han sad på førersædet, mellem
læberne havde han den lille stump der var tilbage af
jointen, og han lænede sig over mod sædet ved siden af.
Hvad fanden var det han lavede?
Helge sad og ridsede i bilsædet med sine nøgler. Han
stak metallet ned gennem skindsædet.
“Nej, for helvede,” sagde jeg og lo, “nu får vi sgu ballade,
Hegga.”
“Nej da,” sagde han. “De fortjener det.”
“Hvad?” mumlede Rune fra bagsædet.
322 323

“De fortjener det sgu!” råbte Helge.
“Hvad?”
“Glem det,” sagde han og tog det sidste sug af jointen
og smed den på måtten foran sine ben.
Så gik han bersærk. Jeg kan huske jeg tænkte, “nu må
du gøre noget, Jarle, du kan ikke bare sidde og se på det
her”, men kroppen reagerede ikke. Jeg blev ved med at
le, jeg blev ved med at grine dumt mens jeg tænkte “hold
da kæft, mand” og så på Helge som gik bersærk; han
stak nøglerne op i taget, gennemhullede tagbeklædningen,
skrabede instrumentbrettet, satte lighteren til trevlerne
på sædet og brændte dem af, mens vi sad på bagsædet
dumme og skæve.
Jeg så på Rune.
“Rune,” sagde jeg, “du …”
Rune så ikke godt ud. Han prøvede at fæste blikket,
han prøvede at tage sig sammen, men han havde det ikke
godt. Kæberne strammedes. I hånden havde han en joint.
Fandens også, tænkte jeg, har han røget den helt alene?
Mens Helge fortsatte med at perforere taget i Fam. Torkilsens
Opel begyndte Rune at hoste, han knækkede sammen,
og han prøvede at sige noget, men det var for sent.
Han nåede ikke engang at vende sig og åbne døren, og
jeg var lige så lammet over det der skete med ham som
det med Helge. Det begyndte bare at løbe ud af ham,
overkroppen knækkede sammen, og brækket flød ud af
munden på ham.
Helge kunne mærke at der skete noget på bagsædet,
og vendte sig om.
“Åh, for fanden da,” sagde Helge da han så hvordan
hans lillebror brækkede sig ud over sig selv og bilen.
Han vågnede op til dåd, åbnede døren, hoppede ud af
bilen, lænede sig ind på bagsædet, tog fat i sin lillebror
og hev ham med ud i regnen. Jeg stavrede efter dem, så
brødrene dingle ud i mørket på den vanvittige golfbane
af en plæne, og jeg hørte Helge gennem regnen, “Sådan
ja, kom af med skidtet”, og jeg så hans hænder på Rune
der sank ned på knæ og knækkede sammen imens han
brækkede sig. Et vindue på første sal blev åbnet, nogen
pegede og lo, og Helge vendte sig om og råbte “hold så
kæft, din lede narrefisse!” mens han stod over sin bror.
Så lyste himlen op, et kraftigt lyn flængede natten, og
det svimlede for mig, hele situationen fremstod som morsom,
den kolossale regn, den store plæne, lynet, Helge
der brølede, lillebroren der brækkede sig som om han
havde drukket salmiak, det var ustyrligt morsomt. Jeg
lo, jeg røg den sidste joint til der ikke var mere tilbage,
så jeg brændte fingrene på den lillebitte cigaretstump, og
det eneste jeg kunne gøre var at le. Til slut lå Rune fladt
på plænen. “Vend dig om,” hørte jeg Helge sige mens jeg
stod og lo, “vend dig om, Rulle, så regnen kan vaske dig
lidt.”
“For satan, Hegga!” råbte jeg. “Så du det? Det lynede
uden at det tordnede!”
Nogle minutter senere dinglede vi ind i huset, Helge
og Rune var gennemblødte, og Rune lignede et lig. Jeg
gik rundt og grinede dumt.
Helge banede sig vej ud på badeværelset i stueetagen
og placerede Rune i badekarret, låste døren mens han
krængede sit tøj af, vred det, og tørrede sig. Jeg sank ned
på toiletsædet, stadig leende.
Helge så på mig. Så begyndte han også at le. Han så sig
324 325

om. Det var et stort badeværelse. Massevis af fine håndklæder,
marmorfliser, snesevis af cremer, sminke, shampooer
og jeg ved ikke hvad. Helge så på mig. Han spærrede
forventningsfuldt øjnene op. Jeg hævede øjenbrynene.
Helge nikkede. Jeg nikkede.
Helge åbnede et skab over vasken. Han fandt en læbestift
og begyndte at dekorere badeværelset, smurte det
ud over det hele med store bogstaver: BORGERSVIN,
KAPITALISTFISSE, DØD OVER KAPITALEN,
OLIELUDER.
Selv var jeg et hak mindre opfindsom, mens jeg lo så
jeg var ved at knække sammen, åbnede jeg alle de flasker
jeg kunne finde, cremer, shampooer, sæber, parfumer,
sprøjtede det op og ned ad væggene og gulvet, jeg bøjede
neglesakse, pincetter og file. Mens vi var optaget af at
trashe badeværelset bankede det på døren, og nogen tog
i dørhåndtaget.
“Der er optaget!” råbte Helge. “Skrid!”
Jeg prøvede at smøre hårgele ind i håndklæderne. Så
standsede jeg og fik øje på nogle piller. Jeg råbte på Helge.
“Hvad er der?”
“Se her!”
“Hvad er det?”
“P-piller, for satan,” sagde jeg og tog tre og slugte dem.
“Nej, vent!” sagde Helge og stormede hen til mig. Han
rev pillerne ud af hånden på mig, tømte spejlhylden over
vasken med håndfladen og tømte nogle piller ud på glaspladen.
“Hvad laver du?”
Helge grinede dumt og fandt en lommekniv frem.
Han begyndte at hakke pillerne. Jeg fniste mens jeg så
dem smuldre. Helge fandt rulletobakken frem til at mikse
med og begyndte at rulle en p-pille-joint.
“For satan mand!” udbrød jeg imponeret.
“Ja, ikke sandt?”
“Skal vi ryge det?”
“Ja! Ja, for satan!”
Vi røg det. Hver sin joint med p-pillestøv. Og vi syntes
det var herligt. Så miksede vi en til, en blanding af
rulletobak, p-piller og marihuana. Den røg vi mens vi lå
på gulvet blandt shampoo, balsam og badeartikler.
“Fed fest,” sagde Helge.
“Jah,” sagde jeg. “Utrolig fed fest.”
“Alle festers mor,” sagde Helge.
“Ja,” sagde jeg, “og far.”
“Du er en helvedes god kammerat, Jarle,” sagde Helge.
“Du er sgu også en fantastisk kammerat, Helge,” sagde
jeg og rullede over på siden og gav Helge et kram.
“For satan da,” sagde Helge. “Mandekram. Det er stærke
sager.”
Til sidst kom vi på benene. Vi lod Rune ligge i badekarret
så han kunne sove chokrusen af sig mens vi fuldførte
værket, trashede hele rummet, rev toiletsædet af,
ridsede porcelænet mens vi grinede, overbeviste om at
blandingen øl/sprut/marihuana/p-piller var rusens baron.
Så gik vi op på første sal. Der var stadig gang i festen,
og det var ved at udvikle sig til kaos. Folk væltede
rundt med flasker fra barskabet i hænderne, og jeg snuppede
en flaske tequila mens jeg gik for at lede efter Katrine.
Nu var Yngve ude af skallen. Nu havde den gamle
Jarle taget over, nu var forelskelsen død, alt godt var
dødt, der var kun mig, fuld, høj, arrogant. Jeg satte
326 327

tequilaflasken til munden og lod det rende ned i mig.
Ud af øjenkrogen så jeg Helge trække en bog om havemøbler
ud fra boghylden og begynde at læse højt af den.
Så gik jeg i gulvet.
Her forsvinder der et tidsrum. Det sidste jeg husker
før jeg vågner igen, klar til at drikke mere, ryge mere, er
at jeg går i gulvet og taber flasken. Da jeg får hukommelsen
tilbage ligger jeg på en sofa med et fåret grin, i
skødet på Katrine, der forsøger at trække mig med. I
sofaen ved siden af ligger Torill og sover sammen med
Ingar. Og Katrine er rasende. Hvad havde jeg sagt?
Hvad var det jeg sagde?
“Ja, i princippet, ligesom,” kan jeg høre mig selv sige.
“Herregud!” kommer det fra hende.
“Sådan er det jo bare,” siger jeg.
Hvad er det vi taler om?
“Okay, Katri, ligesom, hvis du stiller en fisse op der,”
siger jeg og holder en hånd op, “ikke? Og så stiller du en
fisse op der, ikke?”
Siger jeg det? Djises, siger jeg virkelig det?
Så knalder hendes knæ op i mit baghoved, Katrine
rejser sig og står bøjet over mig. Hun raser.
“Sig det en gang til.”
Jeg kikker rundt. I en stol ved siden af sidder Helge,
han griner dumt og ryster på hovedet. I sofaen foran mig
sidder Yngve og spiser chips, han rødmer. Hvad er det
for en situation jeg er havnet i? Hvad er klokken? Hvorfor
holder jeg hænderne i vejret, ler, og siger: “Okay, en
fisse her, en fisse der, de kan kneppes, ikke sandt? Jeg
mener, Katri, hvis vi ser bort fra at den ene fisse sidder
mellem benene på dig, ikke, så kan de kneppes, ikke?”
Jeg knækker sammen af grin. Over mig kan jeg skimte
hendes ansigt, tårerne der løber ned ad de sminkede kinder,
og så får jeg indholdet af en skål med chips i hovedet
efterfulgt af en halv liter cola, og Katrine råber, græder
og skriger: “Det er slut, Jarle! Er du klar over det?
Det er så slut! Du er en arrogant, led, selvoptaget, selvmedlidende,
fornærmende satan! ER DU KLAR OVER
DET! DET ER SÅ HELVEDES FORBANDET SLUT!”
Jeg når lige at se at hun skynder sig ud af rummet,
mens jeg vrider mig i latterkrampe og ser på Helge. Han
læner hovedet bagover og lukker øjnene.
Hvad er det jeg laver?
Kender jeg det menneske? Jarle Klepp, er det ham?
Ja, det er Jarle Klepp. Jeg kender ham ikke.
Jeg ler, jeg, Jarle Klepp, ler, og kommer på benene,
ansigtet er klæbrigt af cola, jeg skraber nogle af chipsene
som klistrer til huden væk, spiser nogle af dem, griber
ud efter en flaske øl på bordet, tømmer den og dumper
ned i sofaen ved siden af Yngve. Han ser ud til at være
skræmt fra vid og sans, stirrer på mig med store øjne.
Hvad, Yngve, hvad er der? Kan du ikke kende mig?
Det er jo mig, Jarle, din tennisven, ikke?
“Hvad var det du ville spørge Yngve om,” siger jeg
højt og vender mig mod Helge der sidder på den anden
side af bordet – nej, det gør han vist ikke. Hvor er han,
Helge? Jeg misser med øjnene i fuldskab, hvor er han,
Helge; “har du set Helge,” spørger jeg Yngve, som ser
bange ud, hvad er der, Yngve, er du bange for mig, Jarle,
din tennisven? Det skal du fandeme ikke være! Herregud!
Det er jo mig, Jarle! Og så får jeg øje på Helge, ja,
der er han, sidder og kæler med Siv Therese fra a-klas-
328 329

sen, åh for satan, en snerpet kælling fra borgerskabet med
store patter, en dame vi begge hader, det skal du komme
til at høre for, når jeg at tænke før jeg lægger armen om
Yngve, sætter mig hen til ham og ser ham ind i øjnene.
“Hvad er der?”
Han siger ingenting. Jeg rykker nærmere.
“Hvad er der, Yngve?”
Jeg sætter mig så tæt på ham jeg kan komme.
“Vil du ikke sige noget?”
Han stirrer bare på mig.
“Hvad fanden er der galt, Yngve,” siger jeg og griner
dumt, “vil du ikke sige noget? Vil du bare sidde her?
Hvad? Herregud, har du ikke andet end tennis i hovedet,
er du bare en lille haugesunder der ikke tænker på
andet end ægyptere og tennis? Er det sådan du er? Er du
helt tom indeni? Yngve, kom nu, ikke? Sig nu noget!
Sid ikke bare der og lad som ingenting! Du må da tænke
noget? Hvorfor fanden er du syg hele tiden! Hvad fanden
er der galt med dig? Er du bøsse, er det det? Du ved
vel godt at alle i Egypten var bøsser, ikke? Det eneste de
ville var at stikke pikken op i røven på hinanden mens
de slikkede på en andens pik, ved du godt det? Har du
det også sådan, Yngvis, har du? Skal du bare sidde der?
Sidde der og spille lommebillard, skal du, Yngvis? Hvad
fanden er det med dig, kom nu!”
Jeg slår ham på ryggen. Ja, det er det jeg gør. Jeg rykker
en halv meter væk fra ham og slår håndfladen mod
hans ryg. Så tager jeg en flaske fra bordet og holder den
op foran ham, holder den op til hans mund, og hvad er
det jeg siger?
“Drik nu lidt, Yngve, ikke? Eller kan du ikke tåle det?”
“Hvorfor var du sådan over for din kæreste?” hører
jeg ham sige mens han skubber flasken væk.
“Nå – så du kan tale?”
“Hele aftenen har hun siddet og fortalt mig hvor glad
hun er for dig.”
“Nå, så I har siddet og talt sammen, måske ville hun
have fat på dig, men du er vel bøsse?”
Yngve skælvede. Han så på mig. Skrækslagen sad han
foran mig og skælvede. Men jeg nød det bare. Jarle Klepp,
det menneske jeg ikke kender, sad over for ham og nød
det.
Jeg hviskede: “Jeg er forelsket i dig, Yngve.”
“Hvad siger du?”
Jeg hviskede igen: “Du hørte godt hvad jeg sagde,
Yngve. Jeg er forelsket i dig.”
Han rejste sig. Han stammede.
“Jeg er også forelsket i dig.”
Hvad var det han sagde?
Yngve stod foran mig, skræmt, med bange øjne, og
sagde han var forelsket i mig. Han tog hænderne op til
ansigtet, borede neglene ind i kinderne og stirrede fortabt
på mig.
Jeg begyndte at grine. “Hold kæft mand! Du tror fandeme
jeg er bøsse! Du tror fandeme jeg kan lide dig!
Herregud!”
Yngve stirrede på mig. Jeg lo højere, lagde hovedet
bagover, rystede på det og så mig om efter Helge. Yngve
stirrede på mig, læberne skælvede. Så slog han øjnene
ned, stirrede på sine egne fødder og trak vejret stille og
begyndte at gå hen mod døren. Jeg lo og gentog “herregud,
hvad fanden er det du tror”, mens jeg rystede på
330 331

hovedet og så Yngve forlade rummet. Jeg nåede lige at
se ham gå ud i gangen og lægge hånden på trappegelænderet.
“Hvad sker der her?” hørte jeg Ingar sige fra sofaen
ved siden af, og så husker jeg ikke mere. Jeg gik i gulvet
igen.
Halv seks vågnede jeg da noget iskoldt vand ramte
mit ansigt. Oven over mig så jeg utydeligt to hænder
der klappede i luften, og jeg kunne genkende en stemme
der sagde “Jarle. Vågn op! Er du der! Jalla! Vågn op!”
Det var Helge. Jeg sprang op. Så mig omkring.
Et soveværelse. Ved siden af mig lå der en pige. Jeg
kiggede forvirret på Helge der trak på skuldrene og så
bekymret ud.
Hvor var jeg? Hvad var der sket? Hvem var det der
lå der i sengen? Hvor var Katrine? Hvor var Yngve?
Hvad var det Yngve havde sagt til mig? Hvad havde jeg
sagt til ham? Jeg kiggede på damen der lå ved siden af
mig. Jeg havde aldrig set hende før, ikke så vidt jeg kunne
huske. Hun havde et stort, mørkebrunt hår, hun var
kraftig, men ikke tyk. Læbestiften smurt ud over munden.
Hun var nøgen. Jeg så ned ad mig selv. Jeg var nøgen,
men på fødderne havde jeg et par sorte sokker. Hvad
fanden? Jeg satte mig op i sengen og så på Helge. Hvad
fanden var det her for noget?
“Hvem …,” jeg stammede, “hvem er det?”
“Anette,” sagde Helge, “jeg tror hun hedder Anette.
Tror hun går i niende et sted.”
“I niende?”
Jeg hoppede ud af sengen, fandt mit tøj på gulvet, og
så mig forvirret omkring. Vi var på et pigeværelse med
rosa tapet, dukker og bamser, på væggen hang der en
plakat med en hest, det var tydeligt at rummet tilhørte
en betydelig yngre pige end denne såkaldte Anette der lå
ved siden af mig.
Jeg trak T-shirten over hovedet. Helge satte sig på en
stol og tændte en smøg mens han lavede en grimasse.
“Helge … hvad fanden er det her for noget? Niende?”
“Hvad det er?” sagde han og slog ud med armene.
Jeg lukkede lynlåsen i bukserne, spændte bæltet og så
hen på “Anette” igen. Havde vi … havde jeg været sammen
med hende?
“Ja, hvad fanden er det?” sagde Helge. “Efter at du
havde fornærmet Katrine og hånet ham der Yngve, så
kom jeg ind på værelset her ud på natten, og da lå du og
pumpede løs på hende der. Jaja, jeg ved ikke hvor meget
hun fik ud af det, jeg tror hun sov mens du tog hende.
Det var fandeme sådan det var,” sagde han og lo. “Var
det godt?”
Jeg stirrede på ham. Hvad var det han sagde? Fornærmet
Katrine? Hånet Yngve? Havde jeg været sammen
med hende her, hende fra niende klasse?
“Katrine! Hvor er Katrine!”
“Ikke her, det er helt sikkert,” sagde han.
“Yngve så, hvor er han?”
“Ikke her,” sagde han og rakte mig cigaretten.
Jeg tog imod, panikslagen, og mærkede hvordan det
hele begyndte at vende tilbage, alt det jeg havde gjort.
Natten kogte i skallen, fløj rundt i panik, oplevelserne
fór rundt i hovedet på mig og forsøgte at stikke af fra sig
selv, men det gik ikke; jeg så Helge ramponere Fam.
Torkildsens bil, jeg så Helge og mig trashe deres bade-
332 333

værelse, jeg så mig selv sidde og fortælle Katrine at “alle
damer kan og skal kneppes”, og jeg så mig selv skælde
Yngve ud, og hvad var det jeg havde sagt til ham? Havde
han sagt noget til mig? Og jeg så mig selv gribe fat i en
vildtfremmed dame med mørkebrunt hår og sige til hende
“jeg vil kneppe dig så du græder, okay?”, og hun ser
på mig, søvnig og sløret, og siger “ja? nu?”
Jarle. Jarle Klepp.
“Skal vi smutte?” spurgte Helge.
Jeg så på Anette som lå på sengen. Tænk hvis hun var
blevet gravid? Jeg så ned ad mig selv, mærkede efter og
mente at kunne registrere at den var gået på mig. Skal
ikke have en unge nu. Måske havde hun bare slikket mig
af. Nej, Helge havde sagt at jeg lå oven på hende, at hun
var træt, så kan hun vel ikke have slikket mig af. Måske
var jeg sprunget af i svinget?
“Smutter vi?”
Jeg gik hen til sengen, løftede den lyseblå dyne der lå
hen over hendes ben. Helge kom hen til mig.
“Hvad fanden har du gang i? Har du ikke fået nok?”
Jeg kiggede på hende. Prøvede at se på hendes skridt.
Svært at vide.
“Hvad er det du har gang i?” Helge stod ved siden af
mig nu. “Dejlig dame,” sagde han og så på hende. Han
smilede. “Jeg fik mig også et knald,” sagde han. “Siv
Therese.”
Jeg så på ham. “Vorherrebevares! Siv Therese!”
Han løftede skuldrene. “Ja. Hun kan jo godt kneppe
selv om hun er en idiot.”
Jeg så igen på damen foran mig. Lænede mig frem
mod hende. Hun sov som en sten. Prøvede at se på hen-
des skridt, om der var spor efter mig der kunne fortælle
om jeg var kommet oppe i hende. Måske var jeg, men
måske tog hun p-piller? Måske havde jeg været midlertidigt
steril efter at vi røg fru Torkildsens p-piller? Jeg
stirrede på hendes skridt, prøvede at se efter spor. Jeg
kunne jo heller ikke begynde at sprede hendes ben, ikke
nu, måske ville hun vågne.
“Nej, vi smutter,” sagde jeg.
“Du er fuld endnu,” sagde Helge.
Folk lå rundt omkring i huset og sov. Fem-seks stykker
var vågne og sad og spillede plader i stuen. Trond lå
på sofaen med lukkede øjne.
“Hvor er Rune så?” spurgte jeg.
“Det skider vi på,” sagde Helge, “Rulle klarer sig.”
Helge og jeg gik ud af døren. Det regnede stadig. Helge
standsede og så op på huset. Pludselig løb han ud på plænen,
tog en sten og kastede den op på et af vinduerne
som gik i tusind stykker.
“Kom!” sagde han og greb fat i mig. Vi løb.
“Herregud! Hvorfor fanden gjorde du det!” råbte jeg
mens vi spurtede ned mod hovedvejen.
“Hvorfor tror du!” råbte Helge.
“Jamen, for fanden da!”
“Ja?”
“Nej, men … fandens også!”
“Ja – netop!” sagde Helge.
Hjernen roterede mens vi løb mod Bybrua, den ledte
efter nattens hændelser, nægtede at tro på dem, nægtede
at tro på Jarle.
Kunne jeg have gjort alt det? Og hvad havde Yngve
sagt til mig?
334 335

Vi holdt op med at løbe før vi kom til Bybrua. Jeg
vendte mig om og sagde: “Har du mere at drikke?”
Helge forsøgte at standse den tiende taxi der kørte
forbi, men det lykkedes ikke, og han tog en halv flaske
sprut op af inderlommen. Han rakte mig den.
“Sikker?” spurgte han.
“Jeg er fandeme fuldstændig sikker,” sagde jeg og satte
flasken for munden og drak. Jeg hældte så meget i mig
jeg kunne, bællede det i mig, kæmpede for at få det ned.
“Nej, stop, Jalla!” råbte Helge og tog fat i mine arme.
Jeg holdt op. Han skulle fandeme ikke få lov til at
tage det fra mig. Jeg ville drikke til jeg blev kvalt i det.
Jeg samlede alle mine kræfter og drak.
“Er vi venner igen, Helge?” sagde jeg og kastede den
tomme sprutflaske i søen.
“Hvad – venner? Hvad snakker du om?”
“Godt,” sagde jeg og faldt om.
Næste gang jeg kom til mig selv lå jeg på en bænk i
Bjergstedparken. Øverst oppe, hvor man kan se ned på
koncerthuset. Ved siden af mig sad Helge. Jeg så på ham.
Jeg rejste mig op. Det var lyst. Det var holdt op med at
regne, jeg frøs og rystede, jeg var drivvåd. Jeg vendte
mig om. Nogle hundrede meter væk kunne jeg se mors
hus.
“Er det søndag, Hegga?”
Helge så på mig.
“Fy for fanden,” sagde han. “Jeg har aldrig set nogen
tude så meget.”
“Hvad for noget?”
“Dig,” sagde han. “Du har ligget og vrælet i to timer
nu, hylet og skreget som et barn har du.”
“Hvorfor det?” spurgte jeg.
“Fordi du har skubbet alle dem fra dig som du godt
kan lide,” sagde han.
“Ikke dig.” Helge rystede på hovedet.
“Nej, og det er jo et under,” sagde han.
“Hvad er klokken?” spurgte jeg.
“Halv ni.”
“Skidekoldt er det også.”
“Gu er det så.”
“Er det søndag?”
“Jaja,” sagde han, “hvor mange gange skal du spørge
om det?”
“For satan, hvor er jeg sulten,” sagde jeg.
“Ikke så underligt sådan som du har brækket dig.”
“Har jeg brækket mig?”
“Herregud, Byfjorden bliver aldrig den samme efter
alt det du har fodret den med, det kommer til at mutere
dernede.”
“Jeg har det elendigt. Er du sulten?”
Helge nikkede. Jeg så ned mod mors hus. Vi rejste os.
“Mor har sikkert noget mad.”
Vi traskede hen ad gaden. Inde i hovedet stod problemerne
i kø, men nogle gange er noget gået så dårligt at
man ikke magter at tage det på sig. Enkelte gange er det
gået så skævt at ingenting kan hjælpe, og det eneste man
tænker på er mad. Et par skiver brød nu, tænkte jeg, og
røræg, jeg må have røræg, med masser af salt på, og tomater,
tomater, jeg må have tomater, og skinke, det må
vi have, med mayonnaise på, meget mayonnaise, og rødbeder,
det må vi have, og peberfrugt, ost og peberfrugt,
jeg må have peberfrugt.
336 337

Okay, Jarle. Du får nok lidt at spise. Det får du sikkert.
Du kommer ind ad døren til din mor, sammen
med Helge. Du lirer en eller anden historie af om hvorfor
du har brækket dig ned ad dig selv, hvorfor klokken
er halv ni om morgenen, hvorfor du stinker. Går nok,
på en eller anden måde. Du klarer den. Du får lidt at
spise. Det skal nok gå.
Men så.
Hvordan vil du rode dig ud af alt det her?
338 339
15 DU ER EN SKÆNDSEL,
JARLE KLEPP
what a terrible mess I’ve made of my life
The Smiths
“Vi har selv været unge engang, Jarle.”
Over hele kloden sidder de, forældrene, og tror på alt
det deres børn siger. Det er utroligt, jeg mener: de har jo
selv været unge engang. Det er jo netop det de siger, når
de smiler til deres børn, som har stablet en klodset historie
på benene for at dække over de alt for hårde fakta.
Jeg har selv været ung engang, ved du nok, jeg ved hvad
du går igennem. Og bagefter kan de læne sig tilbage, forældrene,
og tænke “jeg har et godt forhold til ham, vi er
ærlige over for hinanden, det er ikke som da jeg var ung
og lirede den ene løgn efter den anden af til mine forældre,
som ikke anede noget om hvad jeg egentlig lavede.”
Det er utroligt, næst efter forelskede mennesker er der
ingen så godtroende som forældre. Jeg var forelsket. Mor
var min mor.
“Nej, jeg er ikke vred på dig,” sagde hun og ruskede
mig i håret, “hvordan kan jeg være vred på dig?”
Af og til kan man tro at jo større afstand der er mellem
det der faktisk skete og det der bliver fortalt, desto
mere troværdigt bliver det. Formentlig ville mor ikke
have troet på mig hvis jeg havde fortalt sandheden – en

trashet bil, et trashet badeværelse, en Jarle der havde fornærmet
sine venner, været sammen med en fremmed
pige på fjorten eller femten år og taget stoffer, men det
her troede hun på:
“Jeg blev tilbudt noget at drikke til en fest,” sagde jeg.
“Ja, vi var til fest på Storhaug efter koncerten, og du ved
hvordan jeg har det med alkohol.”
Hun nikkede. “Ja, jeg ved du er forsigtig.”
“Ja, jeg er,” sagde jeg. “Men koncerten gik så dårligt,
og stemningen var elendig, så jeg sagde ja tak til en drink
med et eller andet.”
En drink.
En drink? Vi drak ikke drinks, bare så det står klart.
Var der noget vi ikke drak, så var det drinks. Borgerskabet
drak drinks, James Bond drak drinks, i Dynastiet
drak de drinks, vores forældregeneration drak drinks.
Vi drak bare.
“Det var da trist at koncerten gik så dårligt,” sagde
mor, “sådan som I havde øvet.”
“Ja,” sagde jeg. “Nerver og den slags. Ja, og så en drink
af et eller andet, og så noget mad, noget udenlandsk.”
“Uha, noget stærkt?”
“Ja,” sagde jeg, “en masse stærke ting, mexicanske saucer
og jeg ved ikke hvad, og så de drinks bagefter, det
måtte gå galt. Da vi skulle til at gå videre til en anden
fest, svimlede det for mig, jeg kastede op, og da vi så
kom ned til Badedammen, du ved nok, så skete der det,
mor, at en af mine venner, ja, du kender ham ikke, en
ven fra Kongsgård faldt ned i Badedammen, han var skide
fuld, og så gled han i.”
“Nej!” sagde mor, “ned i Badedammen?”
“Ja!” sagde jeg. “I Badedammen! Og de andre gik et
stykke foran mig, og jeg stod der og brækkede mig op
ad trådhegnet, og jeg var den eneste der så ham, ja, han
hedder Trond, og jeg så at han faldt i, og jeg stod der og
brækkede mig efter de der grønne drinks vi havde fået i
Opheimsgata på Storhaug, og hvad skulle jeg gøre? Hvad
skulle jeg gøre, mor?”
“Nogen måtte jo hjælpe ham.”
“Ja, ikke?” sagde jeg.
Herregud, tænk at den følelse er så god. Følelsen af at
du har fået en anden person til at tro på din løgn, som
forstørrer dig selv i den andens øjne, den løgn der fortæller
om en person der er havnet i en ulykke fordi han
har været sød, uheldig, uvidende og god; det var det jeg
sad og sagde, det var den løgn jeg udmalede for min mor,
løgnen om den søde Jarle der ville hjælpe en kammerat,
den uheldige Jarle der havde haft en mislykket koncert,
den uvidende Jarle der havde fået nogle drinks og noget
mad han ikke kunne tåle, den gode Jarle, der valgte at
være ærlig over for sin mor og fortælle det hele. Hvorfor
er denne følelse ikke ond? Hvorfor er det så rart at
sidde og se en historie glide ned hos den du fortæller den
til, og se den anden lægge sit ansigt i empatiske folder og
synes så godt om dig?
Du får medlidenhed, du får omsorg, du vokser.
Hvorfor er det så godt? Du har jo løjet? Du har jo
været falsk? Det er godt fordi du ser at et andet menneske
kan se dig som det du fortæller; sød, uvidende, uheldig
og god.
Det er patetisk. Tænk engang at du er faldet så forbandet
dybt.
340 341

Det er godt vi lever i et samfund hvor forestillinger
om værdighed, ære, integritet, rygrad og personlighed
ikke længere betyder noget. Det er godt vi lever i et samfund
totalt udleveret til forstillelse, forvandling og forfalskning
af selvet. Var det ikke sådan, ville vi ikke overleve.
Mor satte sig nærmere i sofaen.
“Pas på så du ikke bliver smittet,” sagde jeg.
Hun gav mig et kram.
“Ja, og resten af natten gik vi så der, ham Trond og
mig,” sagde jeg. “Begge to drivvåde efter turen i Badedammen,
begge to fyldt med bræk.”
“Men hvorfor kom I så ikke herhjem?” spurgte mor.
“Du ved da godt du altid kan komme hjem, ikke sandt?”
“Jo. Det ved jeg godt. Men jeg turde ikke.”
Hun gav mig et kram til. Hårdere.
“Nu bliver du helt sikkert smittet,” sagde jeg.
“Så bliver jeg det,” sagde hun. “Men det var da godt
du mødte Helge.”
Hvad mente hun – Helge?
“Hvad?”
“Ja, at du mødte Helge. Ja, han var jo sammen med
dig da du kom hjem.”
“Nåh ja, Helge ja!” sagde jeg, alt for højt. “Ja, vi fandt
hinanden til sidst.”
“Det var godt,” sagde mor.
Jeg var reddet. Men ikke så længe. Mor troede på mig.
Vi gav hinanden et kram. Jeg hostede, mor smilede, og
vi gav hinanden et kram.
Hovedet var proppet med vat, panden, næsen og kinderne
var fuget med snot, læberne var tørre og sprukne
efter at munden havde stået åben et døgn fordi det ikke
var muligt at trække vejret gennem næsen, lemmerne
var møre og ømme, halsen føltes som om den var blevet
slebet med groft sandpapir, og maven var rent af lave.
Det hele på én gang. Jarle var syg. Det var mandag. Fyrre
i feber, majestætisk influenza med ondt i halsen, bihulebetændelse,
hoste og hovedpine. Men hvad kunne man
forvente? Troede jeg at jeg kunne komme fysisk styrket
ud af weekenden? Jeg havde trods alt ikke kun drukket
et par drinks og så svømmet ud efter en kammerat i
Badedammen.
Egentlig var det jo mor der var syg, ikke mig. Hun
har altid haft det sådan at den bedste kur mod hendes
egne plager var at kunne hjælpe andre. Hun gjorde ikke
som andre mennesker gerne gør, forstørrer deres egne
bekymringer når de hører om andres lidelser, føler sig
som en del af et velgørende deprimerende fællesskab,
mærker en nedtrykt solidaritet og lader sig pakke ind i
selvmedlidenhed, nej, hun føler sig styrket.
I stedet for at føle stor sorg, føler mor stor glæde;
andre har det værre. Jeg havde det jo ikke værre end
hende, hun havde mistet sit job og var inde i en rigtig
livskrise, jeg var ung og havde været på druk, lavet lort
i den for mig selv og mine venner og sad der med mit
livs første drukangst.
Drukangsten.
Den fortjener opmærksomhed.
Jeg kender folk, nære venner, der også er venner med
alkoholen, som påstår at de aldrig har mærket drukangst.
Underlige mennesker. Mærkelige mennesker. Før denne
weekend i februar 1990 vidste jeg heller ikke hvad druk-
342 343

angst var. Jeg havde selvfølgelig ligget i sengen med hovedpine
nogle timer en lørdag formiddag efter at have
været i byen, jeg var da løbet ind i nogle tømmermænd,
en svag tanke om at “shit, det skulle jeg ikke have gjort i
går”, men det var ikke værre end at tanken om en fest
igen samme aften gjorde livet uproblematisk. Flere øl?
Ja da!
Der blev ingen morgenmad med Helge, mor og mig
søndag morgen. Helge leverede mig bare ved døren som
en sæk og tog en taxi hjem, og jeg gik op og lagde mig.
Jeg prøvede at tænke roligt igennem hvad jeg skulle gøre
i ugen der kom, prøvede at overbevise mig selv om at
ingen sår var så store at de ikke kunne hele: bare jeg får
talt med Yngve, så. Bare jeg får talt med Katrine, så. Det
skal nok gå. Der er sikkert ingen der har opdaget hvem
der ødelagde bilen, badeværelset og knuste ruder ude på
Buøy. Det skal nok gå. Jeg lå i sengen hele søndagen,
kun afbrudt af jævnlige ture ud på toilettet for at brække
mig, og stod ikke op før sent om aftenen hvor jeg prøvede
at få nogle skiver brød ned, og gik i seng igen. Jeg
var så dårlig som jeg aldrig havde været før. Mor passede
mig, syntes det var synd for mig at jeg var så dårlig.
Og så kom den. Drukangsten. Indtil nu havde jeg skubbet
Yngve, lørdag nat, Katrine, Anette og alt det andet
væk, og tænkt “okay, Jarle, okay, det skal nok gå, du får
styr på det”. Men så kom det. Lidt i elleve søndag aften
gik jeg op for at sove. Jeg havde ikke brækket mig de
sidste par timer, men forkølelsen, hosten, lammelsen i
kroppen var begyndt at røre på sig, og jeg forstod at jeg
var nødt til at blive hjemme et par dage. Jeg sagde godnat
til mor der var nede at vaske mit bræktøj – “det er
nogle store pletter, de her, Jarle” – og gik ind på værelset,
tog tøjet af, slukkede lyset og krøb ned under dynen.
Dér fik jeg besøg.
Når noget kommer første gang, er man ikke bekendt
med det, og forveksler det gerne med noget andet. Jeg
mærkede at jeg ikke kunne få varmen i kroppen, og
tænkte det var feberen der var på vej, eller at det var
koldt udenfor. Jeg fik koldsved, fik perler på panden,
og temperaturen faldt og steg i kroppen. Jeg stirrede ud
i mørket, kastede mig rundt i sengen, lukkede øjnene,
åbnede dem igen i panik. For hvad? For mig selv, for
Jarle Klepp.
Pludselig var angsten der, og rædslen gjaldt mig selv.
Gårsdagen jagede mig, Jarle plagede mig, den Jarle der
pludselig fremstod som et ondt menneske, et lavt menneske.
Forbandet være selvindsigten, forbandet være selvbevidstheden.
Havde far det sådan hver weekend? Nej. Det kan ikke
passe. Et helt voksent liv, med dette selvhad flere dage
hver eneste uge? Hade sine egne hænder, hade sin egen
tunge, hade sine handlinger, hade sin krop, hver uge hele
livet?
Panikken greb mig. Herregud, hvad har jeg dog gjort?
Pludselig var jeg overbevist om at jeg havde fået kønssygdomme.
Selvfølgelig har jeg det, tænkte jeg og flåede
bukserne af, satte mig op i sengen, svedt og bange, stirrede
på mit eget underliv, trak forhuden tilbage, sikker
på at jeg ville se en pik fuld af vorter, flammer, skab,
hvad som helst. Var der ikke noget dernede? Var der
ikke nogle røde pletter dernede? Jeg løb ud på badeværelset,
låste døren, kastede mig ind under bruseren og
344 345

vaskede mig i skridtet som om jeg ville vaske pikken
væk, selvfølgelig var den pige fra niende klasse fyldt med
kønssygdomme, og hvad med AIDS? Herregud!
Jeg løb ned i gangen, sagde til mor at jeg lige måtte
ringe, sørgede for at hun ikke kunne høre mig, slog op i
telefonbogen, panikslagen, og fandt nummeret.
“Det er Løveapoteket.”
Godt. De havde ikke lukket endnu.
“Ja, godt,” hviskede jeg, “du … ja, hvordan kan man
se om man har fået AIDS?”
Der blev stille i den anden ende.
“AIDS, øh … ja, nej, det nemmeste er at tage en test.
Har du haft ubeskyttet sex?”
“Ja! I går!”
“Nå … så kan man nok ikke se noget endnu. Du skal
kontakte din læge og få taget en test hvis du har mistanke
om det.”
“Okay … gå til lægen, ja,” hviskede jeg dødbange.
Damen i den anden ende skulle til at lægge på. “Nej, du,
en ting til,” hviskede jeg.
“Ja?”
“Hvad sker der hvis man ryger p-piller?”
Det blev stille igen.
“Ryger p-piller?”
“Ja, det er en af mine venner på fjorten år der har
røget p-piller.”
“Hvorfor har han røget p-piller?”
“Jah, øh … du ved hvordan det er, med de unge mennesker.”
“En dreng eller en pige?”
“En dreng,” hviskede jeg, “er det farligt?”
“Vent, jeg skal lige spørge en der har mere forstand på
det.”
Der blev stille igen. Jeg fik kvalme, jeg frøs og så at
mor sad og læste avis inde i stuen. Apotekeren kom tilbage.
“Ja?” hviskede jeg, “hvad sker der? Kan man blive steril?”
“Det er ikke farligt. Han bliver sikkert ret dårlig.”
“Ja,” sagde jeg.
“Men det er ikke farligt.”
“Gør det ondt at få taget en AIDS-test?” spurgte jeg.
“Nej,” sagde hun.
Jeg lagde på.
Drukangst berøver dig din selvfølelse. Mens selvindsigt
normalt gør dig i stand til at vurdere dine egne handlinger
og efterhånden styrke din personlighed, tjener drukangstens
paranoide analyser til at formindske dit selv.
Den gør det usædvanlige til standard, det du har gjort én
gang i dit liv bliver til det du virkelig er. Drukangsten
fortæller dig at sådan er du i virkeligheden, og det var
det den fortalte mig den nat jeg ikke kunne sove, langtfra
beroliget af at have talt med dem på apoteket, da
hovedet voksede til en influenzaballon, da halsen brændte,
da hjernen kogte i sine egne slagger: Sådan er du, Jarle.
Du er én der fornærmer folk. Du smadrer andres ejendele.
Du bliver narkoman. Du får AIDS. Du har ingen
rygrad. Selvfølgelig er det manglen på selvkontrol der
er værst. Du ligger der, du er sytten år, og du indser for
første gang at du ikke har kontrol. Du troede, din stakkel,
at du vidste hvem du var. Du troede, dit tossehoved,
at du havde kontrol. Du troede, din idiot, at livet
346 347

var enkelt, men det er det ikke. Og når du hader dig selv
så meget, hvor grusom er du så ikke i de andres øjne?
Katrine?
Yngve?
Helge?
Og ikke kun dem; drukangsten inviterer alle til hånlatterens
fest, hele verden har fået en invitation med posten
– kom og se Jarle Klepp falde, kom og se Jarle Klepp
blive en idiot, kom og se Jarle Klepp blive et lavt, ondt,
sygt, lillebitte menneske – og ja, se der: Hele verden kommer.
Hele verden kommer for at se dig falde. Du mærker
det da du ligger og vrider dig i krampe i sengen,
kaster dig rundt i dynen, åbner øjnene for at undslippe
det slam du stirrer ind i når du lukker dem igen, lukker
øjnene for at slippe for de andres øjne der stirrer på dig
når de er åbne: De er kommet på besøg. Du ser dem. De
var der, hele verden var der og så dig, alle har set hvad du
har gjort, alle var der da du gik hen til den dame og
sagde “jeg vil kneppe dig så du græder”, alle var der da
du knuste shampooflasken og skrev OLIELUDER på
badeværelsesspejlet, alle var der da du stod på Bybrua og
tvang sprut ned i halsen og brækkede dig i fjorden, der
kørte tusind biler forbi, og alle stirrede på dig, og alle
tænkte, fy for fanden, der står Jarle Klepp, ham glemmer
vi aldrig, og det gør de ikke, for de så dig, de så dig da du
holdt hånden i vejret og sagde “okay, her har vi en fisse,
ikke sandt?”, de så dig da du grinede din kæreste lige op
i ansigtet mens hun græd, de så dig da du trådte på ham
du er forelsket i, de så dig. De så dig, Jarle. Og de vil
aldrig glemme dig, og du kan aldrig – aldrig – se verden
i øjnene igen, for verden kom til din fest, og verden ha-
der dig som du hader dig selv. I hvert hus over hele kloden
sidder der mennesker som har set dig, og når en
familie i Polen diskuterer ondskab ved middagsbordet,
små, lave og onde mennesker, så har de et ord for det, jo
da, de har et ord for det i Polen, de kalder det bare
JARLE: “JARLE,” siger faren til børnene, og alle forstår
hvad han mener. “Det må du ikke,” siger han, “det er
JARLE at gøre sådan noget,” siger faren, og børnene spærrer
skrækslagne øjnene op, moren gyser da der igen bliver
talt om JARLE, og du ved det godt, da du ligger og
vrider dig i dynen, du ved det godt, at polakkerne har
ret, polakkerne har ret, det er JARLE at gøre sådan, du
ved det, og du kan ikke undslippe dig selv, hvordan skulle
det også være muligt? Nu, hvor hele verden ved hvem
du er, og hvad du har gjort, hvor lille, skammelig og
ond du er, nu hvor du vil indgå i leksika og historiebøger
som et eksempel på hvordan livet ikke skal leves,
hvordan kan du så undslippe, for de har altid ret, polakkerne,
og de vil altid have ret, polakkerne, russerne,
amerikanerne, argentinerne, kineserne, der på deres forskellige
sprog alle siger det samme, det er JARLE at gøre
sådan. Hvordan kan du så undslippe? Når verden har
fået en ting der forener folk over landegrænserne, en præcis
følelse alle folkeslag kan genkende, på tværs af alle
kulturer, noget der kendes lige så godt af en italiener som
af en sydafrikaner, denne JARLE-opførsel, hvordan kan
du så undslippe? Og desuden: dette noget forener hele
verden, det styrker fællesskabet, men støder én fra sig,
og denne ene er dig selv.
Nu er du alene.
Derude er verden.
348 349

Og du er alene.
Det er koldt. Det er en hård verden. Du er ond i en
god verden. Det er det der gør livet så grusomt. Du er
ondskaben, småligheden, den inkarnerede grusomhed,
og du har fået AIDS. Du er alene. Og du må leve med
det. Verden er smuk. Du er ond, for du er JARLE.
Overdrivelser?
Slet ikke. Det er sådan det er.
Du er en løgner, Jarle Klepp. Du er et ondt menneske,
Jarle Klepp. Du er en skændsel, Jarle Klepp. Du vil
aldrig få fred. Der var ingen der tog telefonen. Hele mandagen sad jeg
inde sammen med mor. Ude var det regn, tåge og blæst.
Vi drak te, snakkede, var syge sammen, og jeg forsøgte
at drive drukangsten væk ved at være mors lille søn,
gemme mig for verden i hendes omsorg. Jeg prøvede at
mande mig op, sagde til mig selv at jeg selvfølgelig ikke
havde AIDS, selvfølgelig ikke, behøver ikke en test for
det, og jeg forsøgte at tænke klart så jeg kunne gå ud i
gangen, ud til telefonen og dreje Yngves nummer. Hen
på aftenen stod jeg med røret mod øret. Ingen tog telefonen.
Ikke klokken otte, ikke klokken ni, ikke halv ti,
ikke kvart i ti, ikke ti. Der er ikke noget så væmmeligt
som det. Det er irriterende når der er optaget, men det
hjælper ikke en hektisk hjerne i et menneske med dårlig
selvtillid at der ikke er nogen der tager telefonen. Man
tager det øjeblikkeligt på sig: Hvad har jeg nu gjort?
Hvorfor tager de ikke telefonen?
Helge kom forbi med lektierne hver eftermiddag den
uge. Han var ikke blevet syg af drukfesten, og han var
ikke sat ud af spillet. Tværtimod virkede han glad og
ubekymret.
350 351
16 KAN VI IKKE GÅ I SENG
MED HINANDEN EN
SIDSTE GANG?
I came to disappear
R.E.M.

“Op i røven med det,” sagde han, “det fikser vi. Det
var noget lort, men op i røven med det. Vi er gode nok,
Jalla, og det ved du godt. Bandet er godt nok. Det skal
nok gå.”
“Ja,” sagde jeg og satte mærker i norskbogen. Vi skulle
læse en islandsk saga. “Ja, det gør det nok.” Jeg hostede,
pudsede næse og smed endnu et stykke snotpapir på gulvet
ved siden af sengen.
“For satan mand, du har det sgu ikke for godt,” sagde
han.
“Men du er skide frisk,” sagde jeg. Det var han virkelig.
Umenneskeligt ovenpå og frisk.
“Tåler alt, ved du nok. Skal mere end lidt øl, sprut,
pot og p-piller til at knække mig.”
“Men … jah, hvad med Katrine?”
Helge så ned.
“Hvordan har hun det?”
“Ja, du ved …”
“Nej, jeg ved ikke, Helge. Skal jeg ringe til hende?”
“Nej … måske ikke endnu.”
“Er hun vred?”
Han sagde ingenting.
“Er hun? Hun er vred, ikke?”
Han nikkede. Så tog han et kassettebånd frem og gav
mig det.
“Har optaget det til dig,” sagde han. “Velvet og Iggy.
Loaded og Lust for Life. Skidegodt. Så har du noget mens
du er syg.”
“Tak. Men …” jeg trak på det. Hvordan skulle jeg sige
det? Jeg måtte jo vide det. “Men … Yngve, så, eller, jeg
mener, Yngve, har du … set ham, eller?”
Han rystede på hovedet. “Nej, jeg ved ikke, tror ikke
han var der.”
Det var som jeg tænkte. Han var syg igen.
Jeg prøvede at komme gennem lektierne da jeg gik i
seng om aftenen. Det var nyttesløst. Jeg satte Velvet
Underground på og lod “Who Loves the Sun” fylde rummet.
Hvad nu? Yngve tog ikke telefonen og var åbenbart
syg. Katrine ville ikke have kontakt med mig. Hvad
nu? Skrive brev? Måske var det det bedste? Et brev til
Yngve, og et til Katrine, hvor jeg forklarede dem hvordan
det stod til?
Men hvordan stod det til?
Jarle, hvordan står det til?
Jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede sent næste dag af stemmer nede fra stuen
og lugten af Pall Mall. Ragnhild var på besøg igen. Inde
i hovedet hørte jeg far sige “nu hænger du på dem”, og
det irriterede mig da jeg lagde mærke til at jeg igen tænkte
med hans hjerne, at jeg faktisk mente at jeg “hang på
dem”. Småligt. Jeg ved godt hvad det er. Det er misundelse.
Jeg orkede ikke at tænke på at mor havde brug for
andre end mig. Så enkelt var det. Når man først er inde
i en periode hvor de dårlige egenskaber får næring, følger
andre gerne efter.
“Hej, Jarle, godt at se dig,” sagde Ragnhild da jeg kom
ned efter brusebadet. “Er du også blevet syg?”
Hun sad i lænestolen og røg. Mor sad i sofaen, ligesom
sidst. Hun havde sikkert fortalt hvad der var sket,
men jeg følte mig ikke overbevist om at Ragnhild sådan
uden videre købte min fremstilling af lørdagen. Tværtimod,
Ragnhild var en dame der tænkte modsat mor,
352 353

når mor ønskede at tro på mig og altid tænkte at jeg
talte sandt, ville Ragnhild tage det modsatte standpunkt:
det er altid værre end det han fortæller. Hun havde ingen
illusioner om den opvoksende generation.
“Ja vi hutler os igennem her,” sagde jeg. “Har vi noget
mad?”
Mor nikkede. Jeg gik hen til køleskabet.
Fra køkkenet så jeg Ragnhild læne sig frem mod mor
og tage hendes hænder i sine. De sagde ingenting til hinanden.
Begge havde tårer i øjnene, men i modsætning til
sidste gang hun var her, da mor var nede til tælling og
rystede nervøst med kaffekoppen i hånden, så hun stærkere
ud i dag. Jeg smurte noget morgenmad, og med
ryggen til dem mærkede jeg igen den følelse af at der sad
en stærk kvindealliance bag mig, som jeg ikke kunne være
en del af.
Ragnhild gik ud i gangen. Mor fulgte efter.
“Gør du det så?” sagde Ragnhild.
“Ja.”
“Der er ikke noget at være bange for. Det ved du. Det
er ingen skam. Hører du?”
“Ja.”
Jeg så der var gang i noget da jeg kom ind i stuen. Mor
sad ligesom og ventede på mig. Jeg satte tallerkenen og
mælkeglasset på stuebordet og så på hende. Ja? Hvad er
der? Sig det nu, mor.
“Vi har ikke mere toiletpapir,” sagde jeg og tog en bid
af brødet.
Mor nikkede. Jeg så på hende. Sig det nu, mor.
Det kom et kvarter senere.
“Jeg har brug for din hjælp, Jarle.”
Ikke andet?
“Selvfølgelig.”
“Jeg har brug for din støtte til noget,” sagde hun.
Ikke værre? Var der noget jeg ønskede så var det at
kunne støtte nogen, der var ikke noget der var bedre for
min sønderrevne samvittighed, magtesløshed og elendige
selvfølelse end at kunne hjælpe nogen.
“Selvfølgelig, mor,” sagde jeg igen, “til hvad?”
Så begyndte hun at græde. Øjnene lukkede sig, og mor
græd en stille gråd i sofaen foran mig. Hun hulkede forsigtigt,
brystet hævede og sænkede sig, mundvigene trak
nedad, og hun snøftede hver gang hun trak vejret.
“Jamen, mor, hvad er der?”
“Jeg har brug for hjælp, Jarle,” fik hun frem.
“Jaja, jeg er her, hvad er det?”
“Du må gå med,” sagde hun.
“Jaja, hvad er det, hvor, hvor skal jeg gå med dig hen?”
“På Arbejdsformidlingen.”
“Ja – er det så slemt?” slap det ud af mig. “Er det det
du sidder og græder over? At du skal på Arbejdsformidlingen?”
Mor åbnede øjnene og stirrede på mig gennem tårerne.
Nu var hun ikke ked af det. Hun så hårdt på mig. Hvad
var det her? Hvad havde jeg nu gjort? Hun rejste sig,
stod foran mig.
“Ja, Jarle,” sagde hun vredt. “Det er det din mor græder
over. At hun skal på Arbejdsformidlingen i morgen.
Derfor vil hun gerne have dig med.”
Så gik hun ud i gangen og tog overtøj på. Jeg råbte
efter hende mens jeg spurtede rundt i hovedet efter en
håndfuld forståelse der kunne få mig til at begribe hvad
354 355

der lige var sket, men hun var ude af døren, og jeg sad
med en skive brød i hånden og fattede ingenting.
Hvad?
Arbejdsformidlingen?
Hvad er det der sker?
Afstanden mellem min forståelse og verdens begivenheder
er altid ujævn, men den har nok aldrig været så
voldsom som da jeg var sytten år, for som så mange syttenårige
led jeg af sygdommen vished. Selvfølgelig kunne
jeg tvivle på mig selv, ikke mindst i disse dage hvor jeg
var ét stort følelsesmæssigt kaos, men jeg tvivlede aldrig
på at jeg havde ret når det gjaldt hvad jeg selv mente.
Sygdommen vished kendetegnes ved at den der bliver
ramt mener at vide alt, forstå alt, og have et svar på alt.
I virkeligheden ved han meget lidt, men den styrke han
udstråler gør at sygdommen skjuler sig godt. Det er trods
alt blandt syttenårige man finder de mest fanatiske mennesker.
Her finder man Hitlerjugend, kirkebrænderne,
nynazisterne, medlemmerne i fanklubberne. Nogle kommer
aldrig ud af det, og derfor kan man igen finde mange
fyrreårige, oftest mænd, der er som syttenårige. Det er
ikke rart at tænke på at hvad enten det skyldes biologi
eller kulturel arv, så ser det ud til at være et faktum:
Mænd har større anlæg for at få sygdommen vished end
kvinder. Kvinder, derimod, lider ofte af sygdommen
tvivl, denne sygdom der kan få folk til at stå i timevis og
spekulere på om de skal købe den ene kjole eller den
anden. Hvem der kommer bedst ud af det, er jeg ikke
sikker på. Jeg kan kun udtale mig om sygdommen vished.
Det er en djævelsk lidelse, og jeg var dødssyg af den
som syttenårig. Det er en af naturens mange bommerter
at en så uerfaren, ung og hormonangrebet sytten år gammel
dreng kan lide af denne sygdom. Det er omtrent
lige så sindssygt som at manden rent fysisk har sine bedste
seksuelle år mellem fjorten og tyve, med det absolutte
højdepunkt som syttenårig. Da ved jeg med sikkerhed
at kvinderne, som man siger, topper i 30’erne, er
meget heldigere. Så har man jo erfaringer til at takle den
liderlighed man bliver overmandet af, da ved man hvad
det går ud på, og det kan som oftest være herligt at
mærke at man får en ny vår, som det hedder, og forhåbentlig
mærker disse skrupliderlige damer i 30’erne også
at de er blevet klogere. Sådan er det ikke for en sytten år
gammel dreng. Han er dum. Han er ung. Han aner ikke
hvad han skal stille op med det han oplever, men der er
ingen tvivl om at han oplever det, ingen tvivl om det,
for han må kneppe. Nu. Mennesket er elendigt komponeret.
Jeg har aldrig forstået mig på denne hovedløse beundring
for mennesket som mange kristne kommer med
i tide og utide. Et rønnebærtræ kunne have komponeret
en bedre skabning end et menneske, og noget af det første
jeg ville beordre rønnebærtræet til, var at justere seksualdriften
i forhold til alder og køn. Det næste jeg ville
bede om, var mindre vished blandt syttenårige, så jeg og
andre slap for at sidde der og tænke hvad? Arbejdsformidlingen?
Hvad er det der sker?
Det der skete var at mor var ved at indse hvad der var
sket, og hvilken tid hun var blevet arbejdsløs i. Inden
for kontorfagene var ledigheden fordoblet på knap to
år, fra 1988 til 1990, med stærkest vækst i langtidsledigheden.
Det var ikke sådan at man uden videre fik et nyt
job, for mens ledigheden var fordoblet, blev antallet af
356 357

kontorstillinger halveret, i samme periode. Mor var blevet
arbejdsledig i den absolutte bundperiode. I 1990 var
der til enhver tid et gennemsnit på 279 ledige stillinger
inden for hendes branche, mens der i snit var 2700 ansøgere
til nøjagtig de samme job. Vi så det ikke dengang, at
socialdemokratiet blev sprængt, at turbokapitalismen
havde krammet på os, at 80’erne med yuppier og bankkrise
havde sprængt de sociale rammer. Og hvem var dårligst
til at se det? Den beskyttede middelklasse, for eksempel
en midaldrende kvinde som min mor, der var
vant til at betragte arbejdsløshed som selvforskyldt. En
kvinde som hende, der ikke kunne tænke den tanke at
arbejdslivet i Norge var underlagt nådesløse markedskræfter.
Paradoksalt nok, i og med at mor aldrig havde
stemt socialdemokratisk – eller socialistisk, som far kaldte
det når han var ædru, og kommunistisk, som han kaldte
det når han var fuld; hun havde altid stolet på de ansvarlige
konservative kræfter. De ville tage vare på os. De
ville passe på os. Men nu var virkeligheden en anden: I
Rogaland var der 537 ledige job og 7900 ledige personer
registreret på Arbejdsformidlingen i 1990. Plus gråzonetallene.
Tingene var ude af kontrol. Det var det Ragnhild
havde banket ind i hovedet på mor de sidste par
dage, mens hun havde forsøgt at skubbe til mors opfattelse
af at det var hendes egen fejl, at de havde behandlet
hende godt på jobbet, at Bærheim og de andre faktisk
godt kunne lide hende, at de ville skaffe hende et nyt job
hvis West-Consult ikke kunne tage hende tilbage; at det
hele nok skulle gå. Ragnhild havde sagt det som det var:
at hun var ude i kulden, at hun ikke ville komme tilbage
igen, at det nu var på tide at kæmpe.
Og hvad, Arbejdsformidlingen – hvad handlede det så
om?
Jarle, sytten år, forstår du ikke hvad det handler om,
nu hvor du sidder og tager brødet op til munden, forkølet,
med hovedet fuldt af vat, mens du mærker brødet
glide ned gennem den ømme hals og laver en grimasse
mens du ser ud ad vinduet og spekulerer på hvad din
mor laver nu, derude i tågen alene? Nej, du forstår det
ikke. Her sidder en ung fyr der ikke forstår sin mor.
Han forstår ikke skammen, angsten og frygten hun bærer
rundt på ude i tågen. Han forstår ikke hvorfor hun
begynder at græde på den måde, lige pludselig. Han troede
det var noget alvorligt, noget med mormor, måske,
noget med hendes helbred, måske, at han skulle gå med
hende på sygehuset eller sådan noget, men ikke at de skulle
på Arbejdsformidlingen, hvorfor var det så slemt?
Det var skammen det var galt med. Frygten, skammen
og angsten. Folk siger at vi ikke har klasser i Norge,
men hvor kommer så deklasseringsfrygten fra? For det
var den mor mærkede så stærkt i 1990, det var den der
rev og sled i hende, trampede på hende: den grusomme
tanke at hun skulle sidde oppe på Arbejdsformidlingen
og være ligesom dem. Folk hun aldrig havde sammenlignet
sig med, folk hun ikke i sin vildeste fantasi ville
finde på at associere sig selv med, sorte, fattige, alkoholikere,
stofmisbrugere, folk der ikke kunne klare sig selv.
Det er borgerskabets logik, logikken hos dem der har
levet beskyttet, og den slår hårdt ned overalt: Vi bliver
aldrig som dem. Fattigfolk stræber opad, for at blive en
del af borgerskabet, for måske at blive rige en dag, og
hvem ved, i et olieland med så mange nyrige, så bliver
358 359

de det måske? Håbet er der, er det ikke?
Det var endnu en af de situationer hvor jeg oplevede
noget jeg ikke ville have haft problemer med at forstå
hvis bare det var blevet præsenteret for mig i en avisartikel.
Når det fandt sted i det virkelige liv, var jeg for
dum til at forstå det. Hvis jeg havde læst om det, eller
fået det forklaret af Helge, ville jeg have fattet det på
stedet. Nu sad jeg der og spekulerede på hvad det var
der skete.
Og tænk hvis jeg havde vidst hvad det var der skete
på det tidspunkt hvor jeg ikke engang undrede mig over
om der skete noget?
Thomas Mann har skrevet et sted at man udmærket
kan være deltager i en historie uden at forstå den. Han
har ret. De der siger de har øjne i nakken, tænker sjældent
over hvad de ikke ser uden øjne i hoften.
Jeg bladrede i gårsdagens avis. “Moskva holder vejret”,
stod der på forsiden. Centralkomiteen i kommunistpartiet
var samlet i to dage til et af “sine vigtigste møder
nogensinde”. Nu skulle kampen mellem de radikale og
konservative kræfter afgøres, det var magtmonopolparagraffen
der var stridens kerne, om partiet skulle beholde
magten alene, eller om der skulle indføres et flerpartisystem
i Sovjetunionen. Over en halv million mennesker
var samlet i demokratidemonstration i Moskva,
den største skare siden revolutionen i 1917.
Det var fandens, tænkte jeg, da jeg læste Stavanger
Aftenblad. Ville de opgive Sovjetunionen? Ville de bare
give op? Var det så enkelt? Jeg havde, i modsætning til
Helge, sympati for Gorbatjov, men gik det ikke lidt for
vidt nu?
Det tog ikke så lang tid før mor var tilbage, våd af
regnen. Jeg sad stadig som et stort spørgsmålstegn, jeg
havde ikke forstået ret meget mere end at hvad? Arbejdsformidlingen?
ikke var det smarteste at sige.
Hun tog overtøjet af ude i gangen og kom ind. Satte
en pakke toiletpapir fra sig på puffen. “Undskyld, Jarle.
Der er meget du ikke forstår.”
“Ja?” sagde jeg spagt og hostede.
“Det eneste jeg har brug for er at du går med mig på
Arbejdsformidlingen i morgen. At du bare er der. Okay?
Bare følger mig derhen. Det er svært for mig, det her.”
“Ja, men det skulle du bare have sagt med det samme!”
“Du er ikke for syg, vel?”
“Jo,” sagde jeg og lo. Mor lo tilbage.
Der skete det samme tirsdag eftermiddag. Helge kom
forbi med lektierne, i strålende humør, endnu bedre end
dagen før, og han gentog at jeg ikke skulle kontakte Katrine,
og at Yngve ikke var i skole. Jeg så på ham da han
stod foran min pladesamling og rodede Beggars Banquet
frem med Stones. Hvordan kan du være så glad? tænkte
jeg.
“Hvordan går det med din mor?” spurgte Helge.
“Skal på Arbejdsformidlingen i morgen.”
“Godt. Kan hun klare det?”
“Hvad mener du - klare det?”
Så hørte vi Beggars Banquet, nikkede til hinanden undervejs
mens kongemelodierne drønede ud af højtalerne,
og røg Marlboro. Jeg kunne ikke mærke røgen, men det
var godt. Det var Helge og mig. Vi hørte Stones og røg
Marlboro.
Der var ingen der tog telefonen. Da Helge var gået,
360 361

ingede jeg igen og igen, men der var ingen der tog telefonen
hjemme hos Yngve. Er hele familien nu blevet
syg? tænkte jeg.
“Mor, har vi nogen bøger om Egypten?”
Jeg så ham for mig. De søde øjne, munden der smilede
skævt, den rolige krop der sad på en seng foran mig,
den hurtige krop der spillede tennis, hans krop i brusebadet.
Hans stemme, de enkle sætninger.
Mor rejste sig fra sofaen, hvor hun sad og læste en
roman af Graham Greene. Hun gik hen til boghylden.
“Egypten? Hvorfor det?”
“Nej, bare … det er noget vi har om i skolen.”
Hans levende øjne da han fortalte om Cheopspyramiden.
Den rolige krop der sad på sengen foran mig og
længtes efter at komme ind i en gammel, fremmed kultur.
“Ja, vi har da et leksikon, selvfølgelig, men ingen
bøger om Egypten,” sagde mor.
“Nej, okay, fint,” sagde jeg.
“Du må ikke gå for sent i seng i aften,” sagde hun. “Vi
skal tidligt op i morgen. De siger det tager lidt tid på
Arbejdsformidlingen. Der er vist kø.”
Hun sad med papirerne foran sig. Dokumentation for
de sidste tre års indtægt, ansættelsespapirer, skattekort.
“Kan du klare det?” spurgte hun. “Tænk, at jeg trækker
dig med ind i det her når du er syg.”
“Selvfølgelig kan jeg klare det,” sagde jeg og hostede.
Telefonen ringede. Det gik lige i maven, og mor og
jeg rejste os samtidig.
“Ja, jeg tager den,” sagde jeg hurtigt, “sikkert Helge,
skal aftale noget med ham.”
Jeg småløb ud i gangen mens telefonen klingede:
Yngve. Nu ringer han. Selvfølgelig ringer han. Jeg lukkede
døren bag mig og greb røret.
“Hallo, det er Jarle?”
“Jarle, det er far.”
Skulle han nu til at begynde at ringe? Det havde han
ikke turdet i lang tid, men mit besøg ude hos ham i sidste
uge havde vel ansporet ham til at gribe chancen. Det
var mig der skulle ringe til ham, det var aftalen, som
han nu brød. Heldigvis var det ikke mor der tog telefonen.
“Nå … hej,” sagde jeg skuffet over at det ikke var Yngve.
“Ja, jeg ville bare lige ringe. Jeg har tænkt sådan på
jer,” sagde han med omsorgsfuld stemme, “hvordan går
det med hende, mor?”
“Jo,” sagde jeg utålmodig efter at afslutte samtalen,
“det går vist meget godt. Hun skal på Arbejdsformidlingen
i morgen, så.”
“Godt,” sagde far.
“Ja.”
“Og hvad med dig? Har du fået klaret det med Helge
og damen?”
“Jaja, det skal nok gå.”
Der blev stille i telefonen indtil far igen sagde noget.
“Nå, kommer du så i weekenden?”
“Ja,” sagde jeg.
“Godt, det glæder jeg mig til,” sagde han, med en kæk
stemme, med overtaget over mig, “du må hilse mor.”
“Ja,” sagde jeg, og skulle til at sige at han ikke måtte
ringe sådan som nu, at det var mig der skulle ringe, men
han sagde farvel og lagde på.
Jeg gik ind til mor.
362 363

“Hvem var det?”
“Katrine,” sagde jeg og gav hende et kram. Så spiste vi
aftensmad, mor og jeg. Vi talte ikke så meget, smilede
bare usikkert til hinanden og mærkede efter hvad der
var ved at ske. Jeg forsøgte at skubbe tankerne om far
ud af hovedet.
Lidt over halv elleve ringede telefonen igen. Bange for
at det var far der havde mere at sige, med et svagt håb
om at Yngve stadig kunne nå at ringe, rejste jeg mig og
gik ud i gangen.
“Sikkert Katrine igen,” løj jeg for mor og lukkede døren
bag mig.
Jeg tog røret. “Ja, hallo?”
“Træffer jeg Jarle Klepp?” En nøgtern mandsstemme.
“Ja, det er mig der hedder Jarle.”
“Jeg hedder Arne Torkildsen.”
Jeg studsede. Arne Torkildsen? Kendte jeg nogen Arne
Torkildsen?
“Ja?”
“Jeg har en regning til dig,” sagde mandsstemmen, han
var stadig lige kold og uengageret.
“En regning til mig?”
“En knust rude, en tagdug til en Opel, et skindsæde,
ødelæggelser på badeværelse,” sagde han.
Der blev stille. Åh, for fanden. Tronds far.
“Det …,” begyndte jeg, mens hjernen roterede for at
finde en god undskyldning der kunne få mig til at falde
til ro, “det ...”
“Ja?”
Jeg gav op. “Ja,” sagde jeg. “Beklager. Hvor meget er
den på. Regningen?”
“Den er rundet ned til tyve tusind.”
Jeg måtte synke en gang. Tyve tusind kroner.
“Må jeg spørge hvordan du er kommet frem til at det
er mig der skal betale den regning?” spurgte jeg og hostede.
“Nej, det er uvæsentligt. Vil du da protestere?”
“Nej,” sagde jeg handlingslammet, “det vil jeg ikke.”
“Du har sikkert nogen du vil dele den med,” sagde
han tørt. Jeg svarede ikke.
“Og så regner jeg med at vi ikke ser jer herude hos os
igen. Er det en aftale?”
“Ja,” sagde jeg spagt.
“Så skal jeg bare lige have din adresse,” sagde han.
Jeg gav ham den.
“Jeg håber du tænker over din opførsel,” sagde Torkildsen.
“Og jeg håber du tænker over hvordan din søn har
det,” sagde jeg roligt.
“Hvad for noget?”
“Du hørte godt hvad jeg sagde, jeg håber du tænker
over hvordan din søn har det, hvordan det samfund du
lever i er, og hvilken forbandet udbytter du er.”
Han lagde på.
“Hvem var det der ringede?” spurgte mor.
“Bare Helge,” sagde jeg.
Tyve tusind. Okay. Det var tyve tusind delt med tre,
næsten syv tusind til hver, til Rune, Helge og mig, hvis
vi delte lige over – selv om Helge havde ødelagt mest.
Syv tusind. Hvor fanden skulle jeg få syv tusind fra? Jeg
ville ikke fortælle det til mor, så hvor i alverden skulle
jeg få syv tusind fra?
364 365

Der var kun ét sted jeg kunne skaffe syv tusind.
Far. Det må blive weekendens projekt, tænkte jeg.
Syv tusind skal jeg tjene. På en weekend.
Jeg ringede til Helge og fortalte hvad der var sket, og
jeg lagde ikke skjul på at jeg gav ham skylden for det
meste.
“Det vil jeg skide på,” sagde han, “de fortjente det.”
“Jamen,” sagde jeg, “er du ligeglad med pengene?”
“Nej, men det var fandeme det hele værd.”
Jeg gik ind i stuen og sagde godnat til mor. “Jeg vækker
dig i morgen,” sagde hun.
Det tog lidt tid før jeg faldt i søvn. Mit hoved var
fuldt af forvirrede tanker, og tæt som en bunker. Hvor
var Yngve? Hvordan ville det gå med bandet? Og Katrine,
jeg måtte se at få styr på det, og mor, der skulle på
Arbejdsformidlingen, og far, der var begyndt at ringe
igen, som jeg måtte skaffe pengene fra. Jeg sprayede næsen
med næsespray, til ingen nytte, og vred mig under
dynen.
Arbejdsformidlingens hovedkontor i Stavanger lå hvor
det ligger i dag, i Sverdrupsgate 27, på et hjørne på bakken
fra Koncerthuset op mod Tanke Svilands gate. Der
var kun et par minutters gang fra mors hus. Arbejdsformidlingen
var praktisk talt vores nabo.
Mor var i fuld sving da jeg kom ned i køkkenet næste
morgen. Hun havde dækket morgenbord, med frisk te,
brød, pålæg, røræg, stearinlys og dug. Hun strålede og
havde pænt tøj på, håret var nyvasket. Hvad var det
her?
“God morgen, vil du have ristet brød?”
“Ja tak.”
Om ikke direkte klog af skade, så i det mindste lidt
forsigtigere, valgte jeg ikke at sige noget, men jeg syntes
det var sært det jeg så foran mig, mor som dagen før
havde været knust og nu vimsede rundt i køkkenet som
om det var fødselsdag.
“Ja, hvornår skal vi så gå?” spurgte jeg, vi havde jo talt
om at gå tidligt aftenen før.
“Jah, vi går når vi er klar, det haster ikke.”
Jeg smurte en skive brød med skinke og røræg. “Men
er det ikke smart at være der tidligt?”
“Det går nok, Jarle,” sagde mor helt roligt mens hun
skænkede te, “vi har god tid. Har du sovet godt? Lidt
bedre i dag? Du ser lidt bedre ud.”
“Ja.”
Mor tændte for radioen. Der var nyheder. Gorbatjov
var ved at sejre i Sovjet og sætte en stopper for partiets
magtmonopol. Mor nikkede da hun hørte det. Hun
holdt med Gorbie. Jeg koncentrerede mig ikke om nyhederne,
men så på mor og prøvede at forstå hvad det
var der foregik.
Hun smilede med jævne mellemrum, rakte mig pålæg
og det ristede brød, hun lyttede opmærksomt, meget
mere opmærksomt end hun plejede, lagde mærke til
hver en sætning, nikkede, sagde “mm”, “jah”, når der
var noget hun var enig i, spærrede øjnene op da de sagde
noget bekymrende, som nyheden om de ældre der følte
sig svigtet af politikerne, der rettede en skarp kritik mod
myndighederne for det de oplevede som en uværdig situation
i ældreomsorgen. Den eneste gang hun ikke koncentrerede
sig i løbet af nyhedsudsendelsen, var da de
talte om permitteringer i et stort firma, da så jeg hende
366 367

linke med øjnene, før de igen gnistrede da vejrmeldingen
kom: Mere kuling, mere regn.
“En skive til?”
“Nej, det er nok nu,” sagde jeg. “Jeg skal bare lige have
tøj på og sådan.”
Jeg så på uret. Den var over ni. Arbejdsformidlingen
havde åbent. “Er du klar?” spurgte jeg.
“Jeg, ja. Åh ja,” sagde mor som om det var det naturligste
i verden, som om det var noget hun gjorde hver
dag.
Vi gik op ad Christen Tranes gate. Mor talte om vejret,
hvor koldt og surt det var, og smilede, sagde det var
rart at have mig hjemme. Jeg sagde ikke noget, gik bare
sammen med mor, som gik med sine papirer i tasken,
som havde taget sin pæne frakke på, læbestift, sat håret,
som hun beskyttede mod vinden. Da vi kom op på hjørnet
af Sverdrupsgate rankede hun sig og sagde: “Ja. Her
er det jo.”
Arbejdsformidlingen så ikke truende ud, bare en lidt
uformelig byggeklods, et upræcist stykke sølvgrå arkitektur
i en grå gade.
“Ja. Vi skal vist ind her,” sagde mor og gik hen mod
indgangen, “det er vist deroppe, ja, vi skal ind derhenne,
og så skal vi trække et nummer, ja, og så skal vi vente på
at komme ind, ja, sådan er det, og så har jeg de papirer
med de skal se, har jeg ikke?”
Pludselig talte mor uafbrudt, hun standsede foran indgangen,
midt i den nervøse talestrøm, og begyndte at
rode i sin taske, tog den store A4-konvolut med alle papirerne
frem og begyndte hurtigt at gennemgå dem,
mens vi stod foran indgangsdøren til Arbejdsformidlin-
gen. Hun så ikke derind, og så ikke det jeg så bag glasdøren,
hun stod og snakkede mens hun bladrede i papirerne:
“Ja, vi skal bare ind her, trække et nummer, og så
har jeg mine papirer med, skatteoplysningerne … har jeg
ikke dem med … jo, her er de, ja, vi skal bare ind her, og
så skal vi tage et nummer, og så skal vi nok vente lidt,
der er måske kø …”
Jeg så ind ad glasdøren. Det så ikke godt ud.
“Mor,” sagde jeg og forsøgte at standse den paniske
ordflom der strømmede ud af hende, “mor – nu går vi
ind. Det skal nok gå.”
Hun så på mig.
“Selvfølgelig skal det det!”
Jeg åbnede døren, og nu så mor det samme som jeg,
Arbejdsformidlingen i Stavanger en onsdag i februar
1990: Midt på gulvet stod flere sofagrupper, og bag dem,
op mod væggene, båse hvor konsulenterne sad og behandlede
de jobsøgende, adskilt af skillevægge. Rummet
var propfuldt af mennesker, nok 50-60 arbejdsløse, der
stod eller sad i den ydmygende kø, de fleste lige så hjælpeløse,
de fleste med den samme blanding af frataget værdighed,
dårlig selvtillid og voksende irritation i ansigtet,
unge, gamle, midaldrende mennesker med nervøse hænder;
der ikke havde andet at lave end at holde en plastickop
med kaffe i hænderne, bladre åndsfraværende i deres
papirer, med fødder der skiftede stilling, fødder der
gik uroligt hen over gulvet, flakkende øjne, tænder der
bed i mundkødet. På væggene hang der opslagstavler med
oversigt over ledige job, meget få, og oversigt over kursustilbud,
ret mange: Amo-kurser, Avance-kurser, EDB,
tekstbehandling, regneark.
368 369

“Hold da helt op,” udbrød mor. “Måske skal vi hellere
komme en anden dag?”
Jeg vendte mig mod hende. “Træk et nummer, mor.”
“Ja, det er nok bedst.”
Ventetiden blev lang. Vi blev siddende i over to timer,
i trykkende tavshed, i et rum hvor man prøver at
undgå de andres blik, som i en enorm elevator hvor det
føles unaturligt at tale sammen når man er tvunget til at
vente. Man kan ikke bare tage en god roman frem og
slappe af mens man venter på at komme hen til konsulenterne
på Arbejdsformidlingen. Jeg betragtede menneskene
omkring mig, dem der ventede, de nye der stadig
kom ind ad dørene. Det var et forvirrende syn. Alt havde
været lettere at placere, lettere at tolke, hvis folk så ud
som arbejdsløse, hvis de så ud som arbejdsløse skal se ud;
gule nikotinfingre, tunge blå poser under øjnene, dovne,
fattige, slidt tøj og slidte mennesker, et tydelig tegn på
fattigdom, på et klassesamfund der placerede dem hvor
de hørte hjemme: under os. Men det var ikke en realitet.
Mor var langtfra den eneste der så malplaceret ud ifølge
den borgerlige mytologi om hvem der kommer på Arbejdsformidlingen,
som hun sad der med sit velfriserede
hår, i sin pæne frakke, tværtimod; flertallet af dem der
var omkring os, var som hende, kom fra hendes samfundslag
og sad med samme forbavselse, samme undrende
øjne, så hele seancen blev en mærkværdig oplevelse;
en gruppe mennesker på et sted der sidder og kaster små
korte blikke på hinanden, blikke der siger skal vi være
her? Skal vi mødes her, os, der ellers er vant til at møde
hinanden i teatret, på restauranter, gå forbi hinanden på
parkeringspladsen uden for et af de bedste supermarke-
der lørdag formiddag – skal vi mødes her? Rundt om os
sad flere mennesker med stresskufferter og jakkesæt end
hjemmerullere og folk med Nettoposer, og selv jeg, sytten
og grøn i virkelighedens verden, mærkede denne følelse
af uvirkelighed: Er der nogen der driver gæk med
os? Det var som om jeg ventede på at de skulle tage tøjet
af og brat afsløre at det hele var en spøg idet de viste
deres slidte cowboybukser og forvaskede trøjer under
det pæne antræk; ja, vi pjatter bare. Og hvor var alle
udlændingene, tænkte jeg modvilligt, jeg der gik med
Mob ikke min kammerat-badge, undrede mig over hvor
alle de sorte var, lige indtil jeg så en af dem, han kom ind
ad døren og kiggede forvirret rundt, inden han forstod
det jeg ikke havde forstået: Flygtninge og den slags skulle
melde sig i kælderen. Havde Helge været her, ville han
hurtigt have analyseret situationen, placeret den i den
politiske kontekst, forklaret alle hvad det var der skete,
sagt at det var den pris vores samfund måtte betale for
kapitalismen, og nu kan I se hvordan det går, ville han
have sagt, nu må borgerskabet mærke det arbejderen altid
har vidst.
Efter at vi havde ventet i tyve minutter hørte vi en
svag hulken. De ufrivillige tilhørere forsøgte så godt de
kunne at lade som om de ikke hørte det. Enkelte flyttede
fødderne, vred sig lidt i stolen, nogle smilede ekstra
meget til den der sad ved siden af, men vi hørte alle denne
lave hulken som steg op mellem de tynde vægge i dette
åbne kontorlandskab på Arbejdsformidlingen i Stavanger
i 1990.
“Tænk engang,” hørte jeg mor sige, “er der ikke nogen
der kan hjælpe hende?”
370 371

Hulkene stilnede af, kvinden der havde grædt gik forbi
os og hen mod døren. På vej ud passerede hun en anden
kvinde som kom ind. Mor så ned.
“Hvad er der?”
Mor svarede ikke. Men det hun ville undgå, skete.
“Sara!”
Kvinden der netop var kommet ind, var på vej hen til
os. Jeg kendte hende ikke, men det gjorde mor.
“Sara – er du her?”
“Åh, hej, Jorunn, er det dig?” sagde mor og forsøgte
at lyde som om hun mødte hende uden for en tøjbutik
nede i byen.
“Det er længe siden,” sagde hende mor havde kaldt
Jorunn, og kiggede på mig, “nej, nej – er det ikke Jarle?
Hvad? Kan det passe?”
“Ja,” sagde mor og smilede.
“Du kan sikkert ikke huske mig,” sagde Jorunn.
Jeg smilede usikkert og så på mor.
“Du var så lille sidste gang jeg så dig,” sagde hun og
holdt hånden i hoftehøjde.
“Det er Jorunn,” sagde mor, “en veninde fra skoletiden,
ja, du har mødt hende da du var lille, men det kan
du nok ikke huske.”
“Nej,” sagde jeg.
“Så – du er her?” sagde Jorunn.
“Ja.”
“Ja.”
Pludselig havde de ingenting at tale om, de gamle veninder,
de blev stående foran hinanden i pinlig tavshed og
smilede anstrengt.
“Nåh, jeg må hellere trække et nummer,” sagde Jorunn.
Jeg så på mor. Jeg rejste mig og sagde at det så ud til at
trække ud, og spurgte om jeg ikke skulle gå hen til bageren
i nabohuset og købe nogle boller og en avis. Mor
nikkede.
Klokken blev over elleve før mor kom ind til konsulenten.
Vi havde aftalt at jeg skulle gå med. Konsulenten
var en kvinde i 40’erne med et stramt udseende, neutralt
tøj, briller. Mor præsenterede sig, sagde hvem hun var,
hvordan situationen var, og konsulenten registrerede
hende, hurtigt og professionelt, med alle personlige data.
Navn? Alder? Civil status? Personnummer? Tidligere
job? Nuværende situation? Oversigt over indtægt fra
de tre sidste år? Anbefalinger?
“Du har orden i dine papirer,” sagde hun, “det er godt,
så går det lidt hurtigere.” Mor smilede, som om tempoet
i sagsbehandlingen betød at hun ville få et job på
stedet. “Kontorfag,” fortsatte sagsbehandleren, “det er
ikke en gunstig branche for tiden, som du måske ved.”
“Jo,” sagde mor.
“Kiggede du på opslagstavlen før du kom ind til mig?”
“Ja.”
“Og du fandt ikke noget?”
“Nej.”
“Nej. Det vi nu skal gøre er at få sendt din dagpengeansøgning
af sted, der vil gå nogle uger før du får dem,
og så skal vi koncentrere os om at få dig i arbejde igen,
ikke sandt?” Mor nikkede.
“Jeg vil anbefale at du vurderer kursusaktiviteter og
tilmelder dig Vikartjenesten, vi har nogle gode Amokurser
som kan hjælpe dig videre, og via Vikartjenesten
kan der altid dukke noget op.”
372 373

Mor nikkede.
“Du er sikkert klar over at det kræver tålmodighed,
det her.”
Mor nikkede. Det var det eneste hun gjorde mens vi
var inde hos konsulenten. Mens der i båsen ved siden af
sad en mand der skældte højlydt ud på det offentlige
system, lagde al sin frustration over på den statsansatte,
sad min mor og nikkede, lod et lille “ja”, “nej”, eller “jo”
slippe ud. Det var alt. Hun opførte sig ordentligt. Mor
opførte sig ordentligt.
Konsulenten sagde at hvis alle var ligesom mor, og
var kommet lige så velforberedt når de skulle melde sig
ledige, ville køerne være reduceret til det halve. Mor
smilede. Ja, så er alt i orden, sagde konsulenten, og signalerede
at første runde var slut, vi kunne gå. Mor takkede.
Jeg rynkede på næsen. Gå? Jeg havde ikke sagt noget
under hele seancen, jeg havde bare siddet der, tæt i næsen,
og hostet, og set hvordan mor opførte sig.
“Har min mor fået et job?” sagde jeg.
Konsulenten smilede høfligt. “Nej, ikke endnu.”
“Får hun et job?”
“Det håber vi.”
Det håber vi? Var det alt? Var vi ikke kommet her for
at mor skulle få et job? Skulle vi nu bare gå og håbe på at
det ville gå godt?
“Men du tror det ikke,” sagde jeg.
“Sådan tænker vi ikke,” sagde hun, “vi tænker hele
tiden at der kommer et job.”
“Men du ved det ikke kommer,” sagde jeg.
Konsulenten sagde ingenting. Mor så ned.
Jeg rejste mig, gik et skridt frem mod konsulenten,
og mor så usikkert på mig.
“Du ved at min mor skal gå sådan her i lang tid,” sagde
jeg roligt mens jeg så konsulenten ind i øjnene. “Det ved
du. Du sidder der og lyver. Du ved godt hvad der sker,
og der sker ingenting, ikke sandt? Slet ingenting, ikke
sandt?”
“Jarle …,” sagde mor nervøst, “ikke …”
“Nej, men for fanden, mor! De sidder her og lyver
for dig!”
Konsulenten blev stram i betrækket, men jeg blev bare
stående.
“Vi kan ikke gøre mere,” sagde hun.
“Lyver du, eller lyver du ikke?” spurgte jeg.
Mor rejste sig, tog mig i skulderen. “Jarle … kom.”
“Lyver du?”
Konsulenten så på mig. Jeg tog endnu et skridt frem,
tog papirerne med mors dagpengeansøgning.
“Det her er det eneste det drejer sig om, ikke? At skaffe
mor penge? Der er ingen job, vel?”
Konsulenten søgte mors blik og undveg mig.
Jeg vendte mig og gik. Mor blev stående, tog konsulentens
hånd.
Da jeg kom ud i rummet, standsede jeg brat og fik et
chok.
Er det sandt?
Jeg så hans ryg. Ryggen af hans blå habit, det grå hår
på baghovedet, ørerne, bukserne, de sorte arbejdssko.
Han sad på en stol, med ryggen til mig, og jeg stod stiv
som en pind midt på gulvet.
Satans også. Han er her.
374 375

Bag mig kom mor ud fra konsulenten. Hvad skulle
jeg gøre? Det her går ikke. Jeg stirrede på far, på hans
tunge ryg, og mærkede igen hvordan mine overarme
rystede, Arbejdsformidlingen var ikke længere Arbejdsformidlingen,
det var vores hus derhjemme, og denne
ryg sad ikke her, midt i arbejdstiden onsdag 7. februar
1990, den gik op ad trapperne derhjemme, en tung, pustende
ryg, kold og ensom midt på ugen midt i 80’erne,
den forsvandt ud af syne bag en dør der smækkede hårdt
i, og inde i stuen sad mor, lige så ensom, og hørte det
samme knald som mig, knaldet efter døren der smækkede
bag den mand hun aldrig talte til i løbet af ugen,
eller var det en anden mands ryg som kom gående ned
ad trapperne hen på eftermiddagen om lørdagen, med et
vådt dumt grin om munden og sagde “jaja, Jarle, hvad
så?”
Hvad så?
Jeg hørte mors skridt bag mig, hun kom gående ud
fra konsulenten, hun måtte ikke se ham, men kunne jeg
afværge det? Han sad foran os, og han havde helt sikkert
hørt det alt sammen, hele samtalen, mors eftergivenhed,
mit udbrud, fornedrelsen, afmagten. Han havde siddet
her, og han vidste hvad han gjorde, far, som havde fået
den nødvendige information af mig, af mig, det var mig
der var skyld i det her, satans også, jeg havde næsten
inviteret ham herhen, på orkesterpladserne til mors fald;
det var min skyld, og nu stod jeg her, irrationelt bange
for min egen far, og frygtede det uundgåelige, at mor
skulle se ham.
Jeg hørte mors sko gå hen over gulvet bag mig. De
standsede, lige så brat som jeg selv standsede.
Det varede kun nogle få sekunder, men for mig var
det som om vi var fanget på livstid.
Mor bag mig, helt stiv, jeg hørte ikke engang hendes
vejrtrækning. Jeg, foran hende, lige så tavs, og far foran
os, med ryggen til.
Ventede han. Trak han det ud?
Far begyndte at rejse sig. Han vendte sig om, stod
nogle meter fra os med sit mildeste smil. I hænderne
havde han en stor buket roser. Han nikkede til os. Jeg
turde ikke se på mor.
“Sara,” sagde han og tog nogle skridt frem. Han rakte
blomsterne frem. “Sara, jeg … her, de er til dig. Bare en
lille … ja, trist at høre.”
Mor kom gående. Hun så bleg ud.
Jorunn kom forbi og gjorde situationen endnu mere
pinlig da hun smilende brød ind og spurgte hvordan det
gik.
“Det gik godt,” sagde mor spagt, “pænt og ordentligt.”
“Godt,” sagde Jorunn og gik hen mod sofagrupperne,
“rigtig godt.”
Far stod stadig foran os, med blikket fæstet på mor
og den fremstrakte hånd med roserne.
“Ja, Jarle fortalte hvordan det stod til, så jeg ville bare
sige at jeg tænker på dig.”
“Ja …,” hakkede mor, lavt. “Men …”
Far gik et skridt frem. Jeg rørte mig ikke. Var ikke i
stand til at røre mig. Han lagde en hånd på hendes skulder.
Det havde han ikke ret til. Jeg ville have forhindret
ham i at røre hende, men det gjorde han. Lagde sin hånd
tungt på hendes skulder, nærmest skubbede blomsterne
ind i favnen på hende og gik helt tæt ind til hende.
376 377

“Ja, det er barske tider i den branche,” sagde han. “Du
må sige til hvis du har brug for hjælp.”
Hjælp? Hvad slags hjælp kunne han bidrage med? Her
stod han, foran os, og viste ingen tegn på at han for kort
tid siden var trængt ind hos os, tværtimod, han opførte
sig som om det var det mest naturlige, og selvfølgelig
vidste han at han havde kontrol over situationen; det
var ham der havde overrasket os, det var ham der styrede
rummet, på et offentligt sted, omgivet af alles øjne,
og vigtigst af alt, omgivelserne der tilfældigvis betragtede
scenen, ville tænke: Hvor er han sød. Han er en god
mand.
“Tak,” sagde mor.
“Ikke noget at takke for,” sagde han. “Skulle bare mangle.
Skal jeg køre jer hjem?”
Så henvendte han sig til mig, for første gang, og så
mig ind i øjnene. Han nikkede, stolt.
“Det er godt gået, Jarle,” sagde han. “Det er godt gået,
det er.”
Jeg strammede kæberne, pressede tænderne mod hinanden,
før jeg åbnede munden.
Jeg så på mor. “Kom,” sagde jeg, “kom, mor, vi går
hjem nu.”
Hun nikkede og gik op på siden af mig. Vi begyndte
at gå hen mod døren. På den anden side gik far. Jeg i
midten. Mor til venstre for mig. Far til højre. Vi tre. Jeg
måtte anstrenge mig for ikke at begynde at græde. Det
eneste der manglede nu var at de tog mig i hver sin hånd,
at vi gik ud ad døren, at solen skinnede, at den gamle grå
bil vi havde i 80’erne stod på parkeringspladsen, og at vi
satte os ind i den og bare kørte derfra, til et smukt sted,
og levede det liv vi aldrig fik levet, mor, far og mig.
“Skal jeg køre jer?”
Mor rystede på hovedet.
“Nej, der er jo ikke så langt,” sagde han og smilede.
“Pas godt på dig selv,” sagde han, “lad dig ikke knække
af det her, du skal nok komme over det. Vi tales ved.”
Han gik hen til bilen. “Jeg må tilbage på arbejde,” sagde
han og satte sig ind.
Helt perfekt. Han havde gjort det så godt som det
kunne gøres. Det her var noget far kunne. Ingen kunne
sige andet. Ingen kunne sige at han var gået over stregen
eller havde opført sig forkert. Ingen andre end mor og
jeg. Resten af verden, og han selv, tænkte kun ét: Det er
en god mand.
Mor og jeg så bilen køre af sted.
“Var det slemt?” spurgte jeg da vi låste os ind derhjemme.
“Jeg føler mig bare helt tom, Jarle,” sagde mor og lagde
blomsterbuketten på køkkenbordet, “bare helt tom.”
Jeg afbrød hende.
“Undskyld, mor, jeg mente det ikke, ikke på den måde,
jeg havde ikke tænkt på at han kunne finde på at komme
og …”
Hun smilede svagt til mig.
“Nej.”
“Undskyld.”
“Det gør ikke noget.”
Mor gik ind og lagde sig. Der var ingen vrede at spore
i hende, kun en overvældende træthed. Jeg var skruptosset.
Far havde bragt mig i en vanskelig klemme. Han
havde det følelsesmæssige og økonomiske overtag, og
378 379

han havde kørt over mor mens hun lå ned. Jeg skulle ud
til ham i weekenden, jeg skulle være sød, for jeg skulle
skaffe penge.
Satans satans satans. Forsvinder han da aldrig ud af
mit liv?
Om torsdagen lå jeg i sengen, turen på Arbejdsformidlingen
havde nok tæret på kræfterne, for jeg blev
pludselig mere syg igen, feberen steg, maven vendte sig,
halsen flammede op. Oveni følte jeg mig elendig indeni.
Jeg havde prøvet at ringe til Yngve flere gange, jeg havde
spurgt Helge hvor han var, men det var som om han
var sunket i jorden. Der var ingen der tog telefonen, og
Helge havde ikke set skyggen af ham. Jeg begyndte at
blive bange for at der var sket ham noget. Og jeg begyndte
at blive bange for at det havde noget med mig at
gøre.
Midt på dagen tog jeg dynen med ned i stuen, lavede
te og lagde mig til rette på sofaen. Jeg tændte for fjernsynet.
NRK viste sport, der løb en masse skiløbere hen
over skærmen, de stod halvt oprejst med stavene ud til
siderne idet de rundede et skarpt sving inde i en granskov,
og jeg himlede med øjnene og sukkede, irriteret
over hvad NRK kunne få sig selv til at bruge tid og penge
på når de i stedet kunne sende politiske dokumentarprogrammer
eller gamle film. Skal de absolut sende disse
sportsprogrammer? Hvem er det der ser tv midt på dagen?
De gamle, de arbejdsløse, de syge og de hjemmegående.
Og det er det her de skal se på? Sport, sport og
atter sport, er det det eneste folk tænker på i det her
land? Og så vintersport, som kun en lille håndfuld mennesker
i hele Nordeuropa bryder sig om? Folk på skøj-
ter, folk på ski, som driver rundt i kulden mens der står
en tilskuer hist og pist med forfrosne fingre, kakao og
kobjælder ude i sneen og råber “heja heja heja” mens den
fjollede skiløber suser forbi, forsøger at runde det skarpe
sving i granskoven. Jeg slukkede ikke for fjernsynet, jeg
så disse tynde, trikotklædte skiløbere rende gennem skoven,
tage de stejle bakker, og pludselig begyndte jeg at
tænke på Yngve. Var han også syg? Det var som om jeg
fandt trøst i tanken om at Yngve også var syg, selvfølgelig
var han det, og det var nok bare en tilfældighed at
han ikke havde nået at tage telefonen, ja, selvfølgelig, og
Yngve han er bare syg, han ligger hjemme i stuen, under
dynen, og drikker te og ser vintersport, han ser NM i
skiløb, ligesom jeg, han ser det samme som jeg, lige nu,
han ser denne ene skiløber løbe fra de andre i sporet,
stærke lår, hårdt arbejdende arme, ski der glider gennem
sneen: Vi ser det samme, Yngve og jeg. Det er os to,
Yngve.
Lidt op ad formiddagen faldt jeg i søvn inde i stuen og
vågnede ikke før mor vækkede mig ved tretiden. Vi spiste
middag sammen, og mor sagde: “Næste gang han
kommer må vi sige fra, Jarle. Jeg orker det ikke. Jeg vil
ikke have det sådan.”
“Ja,” sagde jeg.
Klokken var blevet over ni da jeg lå under dynen og
hørte skridt på trappen op til første sal. Det var ikke
mors fødder, sådan lød de ikke. Men det var tydeligt det
kom fra en person der var på vej op til mit værelse. Jeg
vendte mig om mod døren, ventede på at den skulle åbne
sig, og mens jeg så dørhåndtaget gå ned tænkte jeg “Yngve,
det er Yngve, han kommer hen til mig nu, han har set
380 381

VM på ski, han har tænkt på mig, alt bliver godt igen.”
Af og til virker det som om hjernen ved hvad der vil
ske, men ikke tør meddele det, og i stedet melder en
utopi, omtrent som en nervøs konge i et gammelt skuespil
kunne finde på at dele guldmønter ud til borgerne
mens landet er ved at falde fra hinanden. Jeg vidste jo
godt hvem der kom, hvem disse kontante, ildevarslende
skridt op ad trappen tilhørte, jeg genkendte dem jo, men
alligevel stirrede jeg på dørhåndtaget og fortalte mig selv
at det var Yngve, selv om jeg godt vidste det var hende.
Da hun havde lukket døren bag sig og stod foran mig
på gulvet ved sengen, tænkte jeg at jeg ikke havde set
Katrine så vred før. Jeg krympede mig under dynen,
kun iført underbukser, med koldsved og syg, og så på
Katrine der stod med sorte øjne foran mig, tavs og hård.
“Hej,” sagde jeg.
“Jeg vil tale lavt, Jarle,” begyndte hun, “men kun fordi
din mor er nede i stueetagen, havde det ikke været for
hende så ville jeg have skreget.”
“Hvad er der?” sagde jeg hjælpeløst, som om jeg ikke
forstod noget som helst.
“Ved du godt at jeg syntes du var en idiot i hele 1.g?”
sagde hun, stadig lige lavt, “ved du det?”
Jeg rystede på hovedet.
“Jeg havde ret,” sagde hun, “du er en lille fej fyr der er
lige så stor i kæften som du er lille som menneske.”
“Men hvad er der …,” sagde jeg før hun afbrød mig.
“Jeg har gennemskuet dig, Jarle, jeg har gennemskuet
dig noget så forbandet, du er bundfalsk, du smider rundt
med folk som om de var luft, mig, din mor, Helge,
Andreas og ham den stakkels Yngve. Fy for fanden.”
“Hvad mener du,” stammede jeg. “Hvad er det jeg
har gjort?”
Katrine åbnede den ene hånd og kastede noget mod
mig. Smykket jeg havde givet hende nogle uger efter at
vi var begyndt at komme sammen landede på dynen foran
mig.
“Du ved sgu godt hvad du har gjort,” hvæsede hun.
“Du ved det så forbandet godt. Du holder overhovedet
ikke af mig, du bruger mig som du bruger alle andre.”
Hun stod foran mig, forsøgte at være hård og kold,
men nu blev øjnene blanke, fulde af vand, og munden
skælvede.
“Jeg troede på dig, Jarle,” sagde hun og snøftede, “ved
du det?”
“Men … jeg tror på os!” sagde jeg.
“Hold op!” råbte hun fortvivlet, “du leger med folk,
du bruger store ord, men du mener det ikke, du … du …
jeg troede på dig, Jarle. Det skulle være os to, sagde du,
jeg troede på dig.”
Katrine tørrede tårerne, knyttede munden igen.
“Har du set Yngve?” spurgte jeg.
Hun pustede tungt.
“Har du?” gentog jeg.
“Du er fandeme for meget,” sagde hun.
Så knækkede filmen, jeg blev overmandet af en tung,
desperat følelse og begyndte at græde, hulke, med stor
dramatik.
“Kan du ikke give mig et kram?” sagde jeg og græd.
“Hvad? Kan du ikke? Kan vi ikke gå i seng med hinanden
en sidste gang?”
Katrine så ud som om hun kunne myrde på stedet,
382 383

men så gik døren op igen, og mor kom ind. Jeg så væk.
“Vil I have noget?” sagde mor og smilede.
“Nej,” sagde Katrine, “ellers tak, jeg skal gå nu, skulle
bare lige aflevere noget til Jarle.”
Hun vendte sig for at gå. Men på vej ud standsede hun
igen, foran mor denne gang. Katrine begyndte at græde.
Mor stod som et stort spørgsmålstegn foran hende, så
hen på mig, så på Katrine der græd. Katrine omfavnede
mor og gav hende et kram. Græd, krammede hende, og
sagde “ha’ det godt, Sara, ha’ det godt, Sara.”
Katrine gik. Jeg faldt om på sengen. Mor stod forvirret
på gulvet og så på mig. Nedenunder hørte vi hoveddøren
smække.
“Hvad … Jarle? Hvad er nu det?”
“Jeg har ikke nogen kæreste mere,” hviskede jeg.
Mor vendte sig om, som om hun ville gå efter Katrine
og hente hende tilbage.
Hun kom hen til mig. “Men Jarle …”
Jeg vendte mig om mod væggen. “Lad mig være i
fred, mor.”
Sorg adler, tristhed gør smuk, had forædler, svaghed gør
menneskelig, kærlighed i medgang og modgang gør dagene
værd at leve, og hvad kan man sige om selvmedlidenheden?
Det er en dum følelse. Men som de fleste dumme følelser
– misundelse, smålighed, selvtilfredshed, nag, nærighed
– er selvmedlidenheden god for den der bader i den,
det er en patetisk, velgørende nødforanstaltning der kan
få dig gennem natten hvis alt er blevet for svært.
Jeg kom igennem natten. Jeg vendte trøjen som omgivelserne
havde iført mig på vrangen og fortalte mig
selv at jeg var en prins, en såret prins, forladt og uretfærdigt
behandlet. De forstår mig ikke, tænkte jeg. De ser
mig ikke. De ved ikke hvordan jeg har det. Det er kun
mor der forstår mig. Og Yngve, han ville også forstå
mig.
Fredag eftermiddag stod Helge foran mig i køkkenet
og smilede mens han sagde: “Skal vi ikke gå ud i aften,
hvad? Jalla? Dig og mig? Er du frisk nok til det?”
Så lang tid tager det at vende en følelse. For nogle
sekunder siden havde jeg stødt og småfornærmet tænkt
384 385
17 EN OVERRASKELSE
it wasn’t a rock
it was a rock lobster
The B-52’s

“de kan bare have det så godt alle sammen”, men i løbet
af den tid det tog Helge at vise sit ansigt i døren, var alt
vendt på hovedet, selvmedlidenheden var borte – selvfølgelig;
den er jo et af ensomhedens udtryk. Nu var han
her, Helge. Gode gamle Helge, min bedste ven. Tænkte
jeg det ikke nok? Mister jeg alle de andre, så har jeg alligevel
Helge, vi er som fjelde, Helge og jeg, to store klipper
der står ved siden af hinanden i det gamle fjeldlandskab
i det hinsides, og der skal fandeme værre ting
til, større jordskælv, for at knuse os.
“Selvfølgelig,” sagde jeg.
“Fedt,” sagde Helge.
“Vi smutter ind et sted hvor der ikke er så mange,
ikke? Bare dig og mig, det er længe siden, en pot billard,
hvad siger du?”
“Ja, for fanden,” sagde jeg glad, lettet over at en aften
med Helge skulle fortrænge alt det der var blevet så svært.
“Skal du i byen?” hørte jeg mor sige inde fra stuen.
“Skal du ud? Så bliver du syg igen.”
“Nej nej,” råbte jeg, “jeg er rask nu, mor, bliver bare
mere syg af at sidde hjemme og trille tommelfingre.”
Vi aftalte at mødes uden for Kulturhuset klokken otte.
Helge gav mig nogle lektier, og jeg fulgte ham ud i gangen.
“Købte Tender Prey i dag,” sagde han mens han tog
jakken på.
“Er det den med The Mercy Seat?”
Helge nikkede. “Skidegod plade.”
“Den må du optage til mig. Men du … har du talt med
Katrine, eller?” Han åbnede døren, vinden slog imod os,
og det regnede godt derude.
“Ja,” sagde han.
“Så … du ved det godt?”
Han nikkede. “Vi ses i aften!”
Jeg sendte ham et stort smil. Så lidt skal der til. Pludselig
havde jeg glemt alt det andet. Savnet efter Yngve,
det ubehagelige med Katrine, angsten, kaoset, hele sidste
weekend, far, de tyve tusind kroner; det hele var borte.
Helge var her jo. Helge, for fanden.
Jeg glædede mig som et lille barn til en aften sammen
med ham, ringede til far og sagde at jeg først kom dagen
efter, og sørgede for ikke at komme for sent til aftalen
med Helge. Nu skulle vi give den gas, spille billard, planlægge
Mathias Rust Bands fremtid, drikke øl, bare være
Helge og mig.
Han kom fem minutter over otte. Jeg stod i læ for
regnen under halvtaget uden for Kulturhuset.
“Hvor skal vi gå hen?” spurgte jeg.
“Hvad med Ferdinand,” sagde han, “tror ikke det bliver
noget problem at komme ind der.”
“Ferdinand?”
“Skide brunt sted,” sagde han, “og så mener jeg skide
brunt. Den der pub ved Breiavannet, du ved nok.”
“Åh, for satan,” sagde jeg, “skal vi derhen.”
Helge fik ret, det var ikke noget problem at komme
ind på Ferdinand, et mørkt lokale i et gammelt hus ved
Breiavannet, et klientel med en gennemsnitsalder på halvtreds
år, endnu værre end Skipperstuen og Korvetten,
muligvis ikke helt så slemt som Christians Bodega, men
tæt på, et af disse steder i byen der fungerede som logi
for alkoholikere. Stedet drev af druk. Her sad de folk
jeg havde ventet at se på Arbejdsformidlingen. Vi følte
386 387

os lidt uglesete derinde, det var helt tydeligt at de gamle
mænd der sad over ølglassene med rulletobakken foran
sig ikke satte pris på at vi kom forbi og hilste på, i hvert
fald ikke så tidligt på aftenen. Vi købte øl og lejede et
billardbord.
“Så skål da,” sagde jeg og smilede, rakte hånden med
fadøllen frem mod ham, “skidegodt du ville have mig
med.”
“Selvfølgelig,” sagde han, “hvem skal starte?”
“Du starter,” sagde jeg, “jeg er så dårlig til det.”
“Du kan sgu da slet ikke spille billard,” sagde Helge og
lo.
Jeg var utrolig glad for at Helge ville være sammen
med mig den aften, men jeg var også nervøs for at han
tænkte det samme som Katrine. De måtte da have talt
sammen, tænkte jeg, og Helge havde jo været så vred på
mig i den sidste tid, så helt godt kunne det ikke være.
Men han sagde ingenting. Vi drak tæt, spillede flere slag
billard og røg som om vi skulle stoppe i morgen. Helge
spurgte hvordan det gik med mor, og jeg fortalte at vi
havde været på Arbejdsformidlingen, sagde at jeg havde
skældt konsulenten ud. Det brød Helge sig ikke om –
“hun udfører et stykke arbejde, Jalla, og det er et vigtigt
job.”
“Jo, men de kan fandeme da sige sandheden,” sagde
jeg.
“Så hun klarede det, din mor? Står hun stadig oprejst?”
spurgte Helge og skød en kugle i hullet.
“Ja, det tror jeg,” sagde jeg.
“Godt.”
“Hvordan går det så med din far?”
“Ja,” sagde jeg og drak en slurk, “det er det samme.
Skal ud til ham i morgen. Fikse pengene.”
“For satan da.”
Jeg fortalte ikke at far var kommet hen på Arbejdsformidlingen.
Det orkede jeg ikke.
Da vi havde fået nogle flere øl, talte vi om bandet, var
enige om at vi skulle rejse os igen efter den mislykkede
koncert sidste weekend, og jeg sagde det var på høje tid
at gå i studiet og lave den single. Helge nikkede, jovist,
det var klart, det skulle vi da, se at komme ud af øvelokalet.
Ved halv elleve tiden følte jeg mig ret bedugget og
havde mistet overblikket over hvor mange øl jeg havde
fået, og hjernen var godt lammet.
“Helge,” sagde jeg, “hvornår skal du have dig en dame?
Du ser da ikke så grim ud.”
“Det kommer nok,” sagde han.
Jeg lo. “Ja, det kom sgu da sidste weekend, forstod
jeg. Siv Therese! For fanden mand, der går grænsen.”
“Tal ikke mere om det,” sagde han, “hun var faktisk
ret slap.”
“Slappe kusser skal vi fandeme holde os langt fra,”
sagde jeg og hældte resten af øllen ned, “noget så fandens
langt fra. Så vil jeg hellere være bøsse.”
“Ja, det vil du vel,” sagde Helge.
Jeg fik et chok. “Hvad mener du?”
“Ingenting,” sagde han.
Ingenting? Hvad mente han? Jeg gik op i baren, det
var min omgang nu, og bestilte to øl og to portvin. Bartenderen
så strengt på mig og spurgte på inkvisitorisk
bartendermanér hvordan vi havde det.
388 389

“Du, Hegga,” sagde jeg og rakte ham glassene, “Katrine
var forbi i går, ikke, ja, det ved du jo, og hun var
skidesur på mig. Hun siger jeg er sådan og sådan, og ja,
der er fandeme ingen grænser for hvad hun siger, og selvfølgelig
gik jeg over stregen sidste weekend, men … Jeg
mener, er det sandt hvad hun siger?”
Helge satte køen fra sig og så ned.
“Hegga, jeg mener, hvad er det der sker, hun har slået
op med mig, og jeg er fandeme helt rundt på gulvet.”
Troede jeg på mig selv da jeg sagde det, eller ville jeg
bare teste ham? Han så alvorligt på mig.
“Der er noget jeg må fortælle dig, Jarle,” sagde han.
“Ja, sig det nu,” sagde jeg og smilede, “det er jo dig og
mig, for fanden.”
“Jeg stopper i bandet.”
“Hvad?”
“Jeg stopper i bandet.”
“Stopper? I bandet? Men vi har jo lige siddet og snakket
om … for fanden mand – stopper i bandet? Tager du
gas på mig?”
Jeg satte mig tungt på en stol.
“Nej, jeg … det bliver aldrig godt, Jalla, det bliver
aldrig som jeg vil have det, det … nej, jeg har bestemt
mig. Sorry.”
“For fanden da,” sagde jeg. “Det er da for åndssvagt.
Bandet. For fanden. Vi skal jo i studie!”
“Og det med Katrine,” sagde han, “det …”
“Jaja, kom nu med det, du mener det samme som
hende, ikke?” sagde jeg frustreret. “Hvad fanden sker der?”
“Nej, jeg mener ikke det samme som hende, hun er
såret, ikke, jeg er bare … jah, jeg ved ikke,” sagde han og
ledte efter ordene, “... du har cyklet en del rundt på det
sidste, og jeg ved ikke om jeg helt fatter hvad det er du
har gang i – den frisure der, ham der Yngve, og … ja,
men skid hul i det. Jeg stopper i bandet. Det var bare
det.”
“Bare det.”
“Ja.”
Var det bare det? Helge stod foran mig, han tog køen
igen og ville spille, og han sagde at det var det hele. Men
hele hans krop signalerede det modsatte. At der var noget
mere. Noget større. Noget helt andet.
“Helge,” sagde jeg, helt roligt. “Kom nu med det.”
“Hvad mener du?”
“Kom nu. Ud med det. Jeg gider ikke mere.”
Jeg havde aldrig set ham så forlegen før, Helge Ombo
var overhovedet ikke forlegen, det var ikke en egenskab
man tillagde ham, genert, bly, bekymret eller i tvivl, det
var ikke noget han var, men nu så jeg det – pludselig
opklaring i den stigende rus – at Helge knoklede som
bare fanden foran mig. Han havde det skidt. Han vidste
ikke hvordan han skulle tackle det jeg ikke vidste hvad
var. Jeg forstod ikke hvad der skete, men én ting forstod
jeg, og det var at Helge ikke havde spurgt om jeg
ville med i byen fordi han havde lyst til det. Han havde
spurgt fordi han havde en sag. En helt konkret sag, der
åbenbart handlede om mere end om bandet, at han havde
fået den syge idé at stoppe i bandet. Han var ikke kommet
fordi det var Jarle og Helge, to klipper som altid
skulle være kammerater.
“Har du tænkt dig at sige det,” spurgte jeg roligt, “eller
hvad?”
390 391

“Ja,” sagde han og så trist på mig.
“Hvad er det så, kan det være så svært?”
“Ja, faktisk.”
“Jeg venter,” sagde jeg og stødte til kuglen.
“Ja, det er det med Katrine,” sagde han, “det er det …”
“Ja?”
“Jeg kommer sammen med hende.”
“Hvad gør du?”
“Jeg kommer sammen med Katrine.”
Hvad for noget.
“Kommer du sammen med Katrine?”
“Ja.”
Rolig nu. Jeg var helt rolig. Nogle gange kommer det
øjeblik hvor verden ser ud til at standse, og måske gør
den det også. Træerne vokser ikke, vinden farer ikke
over hustagene, regnen falder ikke, neglene gror ikke.
Verden standsede for mig, og jeg havde ingen kræfter.
Det var det sidste der kunne falde mig ind, men da det
først faldt ned i armene på mig, forstod jeg alt: Det stod
krystalklart. Helge og Katrine. Selvfølgelig. Jeg så hans
mund bevæge sig foran mig, den sagde “jeg er ked af det,
Jalla”, og det eneste jeg tænkte var hold kæft, selvfølgelig,
Helge og Katrine, hvor dum kan man være, Jarle, så skide
dum at man ikke har set det, lige fra starten. Helge sank
en gang. Han gned hænderne mod hinanden. Jeg drak
resten af min øl, tog portvinsglasset fra vindueskarmen.
“Men så sig da noget, Jalla!”
Jeg drak resten af portvinen.
“Sid ikke bare der! Sig noget! Skæld mig ud, gør noget
for fanden, sig noget!”
Helge talte ret højt nu. Jeg satte glasset fra mig. Bag
hans ryg kunne jeg se et par halvtredsårige, begge i joggingtøj,
der fulgte med i alt hvad der skete ved billardbordet
hvor vi stod og drak. Damen rullede cigaretter som hun
puttede ned i tomme Marlboro-pakker, men nu lagde
hun rullemaskinen til side og så på os. Jeg ville skide på
dem. Helge var en del højere end mig, og kraftigere.
Han var slet ikke tyk, men kraftigere bygget.
Slaget ramte ham på kinden, hovedet rykkede kontant
bagover, og han vaklede hen mod væggen. Jeg var forbavset
over kraften og mærkede hvordan knoerne gjorde
ondt, jeg havde aldrig slået nogen før, ikke sådan, ikke
med en knytnæve, i vrede, aggressiv, slået nogen jeg holdt
af. Jeg fik ikke tid til at tænke mig om eller vurdere
situationen før Helge havde sundet sig og røg på mig:
Nu skulle det være, nu skulle det ud. Han kastede sin
tunge krop mod mig, puffede til mig med arme og albuer
så jeg mistede balancen og slog lænden mod billardbordet,
smerten stak i hele ryggen, og Helge var over
mig, pressede min overkrop ned mod billardbordet og
lagde underarmen mod min hals så jeg mærkede filten i
nakken, jeg forsøgte at dreje hovedet, men det eneste jeg
kunne se var de røde, gule, grønne billardkugler på en
grøn filtdug, og jeg kunne ikke trække vejret, prøvede
at sparke med benene, men Helge var stærk, nu havde
han mig, nu havde han mig, ligesom han havde mig dengang
i 1988 da vi var på travetur på Jæren, hvor vi der
hadede hinanden blev venner, målte kræfter i regnen, og
nu skulle vi fandeme slås. Nu var det fandeme nok, jeg
mærkede hvordan jeg hadede den opblæste, selvglade,
arrogante fyr, den skide kommunist, den satans Helge
Ombo, der havde taget min dame, og hvor helvedes længe
392 393

havde det stået på, hvad? Hvem fanden er det der fører
hvem bag lyset, hvad? Jeg mærkede hvor skide vred jeg
var, må man nu ikke leve sit eget liv, og hvad fanden har
det med Yngve at gøre. De fatter ikke en skid alligevel,
de kan ikke se hvor smuk han er, hvor stor han er, hvor
stor han er og hvor små, flæbende og latterlige vi er, og
nu skal du fandeme få, Helge, nu har du mig, nu har jeg
dig, og nu skal du fandeme få, vi har hinanden nu, Helge,
har vi ikke, jo; og nu skal vi få.
Helge var stærkere end mig, men overraskelse er den
svages bedste våben, og jeg havde en ved hånden, og den
havde form som en billardkugle, en rød, kuglerund billardkugle
med tallet tre, og hvad gør man ikke når man
hader sine bedste venner? Det var min eneste chance da
jeg lå under Helges vægt, med hans arm mod min hals,
med benene blokeret, med en rød treer nogle få centimeter
fra min højre hånd som Helge ikke havde fuld
kontrol over, min højre hånd der var i stand til at liste
kuglen til sig, gribe den med hånden og knalde den mod
Helges baghoved.
“Av for satan!!!!”
Han sprang op, gik ned i knæ med en frygtelig grimasse
og tog sig hylende til baghovedet. Jeg så mig omkring.
De gamle alkoholikere sad bare og så på os, som om
det var noget der skete hver dag, hvad det antagelig også
gjorde på Ferdinand Pub, et par junkier stod henne ved
toiletterne og grinede dumt, og nu var bartenderen på
vej hen til os. Han så ikke vred ud, var bare irriteret
over at det nu skete igen, hvorfor kunne folk ikke holde
sig i ro? Var det så svært at gå en tur i byen og spille lidt
billard, drikke lidt øl, rulle cigaretter og så gå hjem igen?
“Drenge,” sagde han, “stop det der. Hvad fanden er
det I laver?”
Helge klynkede og holdt hånden mod baghovedet.
“Slog du ham med kuglen?”
“Ja,” sagde jeg.
“For fanden mand, det må du sgu da ikke.”
“Nej.”
“Av for satan!!!” kom det fra Helge, han fjernede hånden
fra baghovedet, den var fuld af blod.
“Joker!” råbte bartenderen, “henter du noget wc-papir!”
“Ja ja,” lød det inde fra lokalet.
Bartenderen gik hen til Helge og så på hans baghoved.
Han lod tungen køre over fortænderne. “Nå, det skal
nok gå, bare et lille hul, jeg skal bare presse noget papir
mod det så det holder op med at bløde.” Han så på os
igen. “For satan, drenge, hvad sker der?”
“De var oppe at skændes om en dame,” kom det fra
fyren i joggingtøj, en gråhåret mand med rødsprængte
kinder der røg Gul Mix. “Ham der fik billardkuglen i
hovedet har snuppet den anden fyrs dame.”
“Jeg har fanden gale mig ikke snuppet hende!” råbte
Helge mens han tørrede sine øjne.
“Sådan lød det,” sagde den gråhårede alkoholikers dame,
“ja, sådan lød det ellers.”
“Jeg har fandeme ikke snuppet nogen dame! For helvede,
hvor gør det ondt!”
Jeg så på Helge. Du er min bedste ven, tænkte jeg.
Jokeren kom med en hel masse wc-papir i hænderne.
Han var en syletynd fyr i fyrrerne med en hårgrænse
394 395

der begyndte bag ørerne, en mund som Steve Buscemi,
og store fiskeøjne. Bartenderen tog imod papiret og nikkede
til Jokeren sådan som overordnede nikker til undersåtterne
når de har gjort nøjagtig hvad de er blevet bedt
om, det var tydeligt at Jokeren havde fundet sin rolle
her i livet: håndlanger på Ferdinand Pub. Jeg kan se ham
for mig den dag de laver dokumentarfilmen om Ferdinand
Pub, så sidder han der og siger “nej, uden mig var
det aldrig gået. Hvem tror du henter wc-papir hvis der
er nogen der begynder at bløde? Hvem tror du ringer til
politiet når det hele bliver for meget?”
Bartenderen tog fat i Helges baghoved og pressede
hånden mod det, Helge skreg, og bartenderen sagde at
nu måtte han forholde sig i ro hvis han ikke ville på
skadestuen og sys, og det ville han vel ikke?
“Av for satan,” sagde Helge og så på mig for første
gang efter at jeg knaldede billardkuglen i hovedet på ham.
“Fandens også,” sagde jeg.
Jokeren lænede sig op ad billardbordet og lagde armene
over kors.
Han lavede trutmund med sine ekstremt store læber
og nikkede meget sigende. Bartenderen holdt fast om
Helges hoved, og Helge bed tænderne sammen. Jeg lænede
mig op ad vindueskarmen. Det alkoholiserede par
kom også hen, vi havde åbenbart fanget klientellets interesse.
Selv junkierne henne ved toiletterne vågnede op.
“Joker,” sagde bartenderen kvikt, “står du i baren et
par minutter mens jeg klarer drengen her?”
Jokeren sprang op og ilede til arbejdet.
“Du må fandeme da ikke snuppe damen fra din bedste
ven,” sagde den gråhårede alkoholiker.
“Nej, vorherre bevares,” sagde hans dame. “Det må
du da ikke.”
“Jeg har ikke … sådan er det ikke!” sagde Helge. “Hvorfor
blander I jer! Skrid, for helvede!”
“Nu skal du bare tage det roligt,” sagde bartenderen.
“Vi har måske lidt mere erfaring end jer,” sagde alkoholikeren
og tyllede et halvt glas øl ned, “vi ved måske
lidt mere om livet end jer, så det er ikke sikkert det er så
dumt at høre lidt på os, det er bare det jeg siger, at vi
måske engang har været der hvor I er nu, og så er det
måske ikke så dumt at lytte til et par gode råd, og jeg
siger bare – du må fandeme ikke snuppe damen fra din
bedste ven.”
“Nej, det må du ikke,” sagde hans dame.
“Hør her, I aner fandeme ikke en skid …,” begyndte
Helge og vred sig så bartenderen næsten ikke kunne holde
fast i papiret som han pressede mod baghovedet.
“Stå nu stille, for fanden!” sagde bartenderen.
“Nu skal jeg sige dig en ting,” sagde alkoholikeren, der
tog et par skridt hen mod Helge, han var helt holdt op
med at se på mig, “nu skal jeg sige dig en ting, jeg havde
engang en ven, og for ham blev det en vane, ja, yess, det
skal du bare vide, det blev en vane for ham at han bare
snuppede de damer hans venner kom sammen med, så
… ja, er du med?”
Alkoholikerens dame nikkede ihærdigt og tog en bekræftende
slurk af ølglasset før hun knipsede en færdigrullet
Winnertip ud af Marlboro-pakken.
“I er helt ude i skoven,” sagde Helge opgivende.
“Lad mig se,” sagde bartenderen og fjernede hånden.
Han studerede Helges baghoved, flyttede håret med fing-
396 397

ene. “Jo. Det er holdt op med at bløde. Foreløbig.”
“Så er jeg den der er smuttet,” sagde Helge og så olmt
på mig.
“Det er jeg sgu også,” sagde jeg.
“Vi skal fandeme ikke følges ad,” sagde Helge.
“Nej, det er sgu da helt sikkert,” sagde jeg.
Vi gik hen mod udgangen. Bag os stod bartenderen og
det alkoholiserede par og så os vakle mod udgangen fulde
og usikre på benene. I baren holdt Jokeren stand. Han så
bekymret ud og spærrede sine fiskeøjne op.
Helge og jeg kom ud. Det plaskede ned over Breiavannet.
Vi så på hinanden. “Jaja, Fidel,” sagde jeg.
Jeg havde ikke kun overrasket Helge ved at stikke ham
en på hovedet og så knalde billardkuglen i skallen på ham,
jeg havde også overrasket mig selv. Jeg var ikke vant til
at slås, så vidt jeg huskede havde jeg kun været oppe at
slås en gang før, og det var med far. Men nu var det
Helges tur til at overraske mig. I stedet for at svare nikkede
han mig en skalle. Jeg faldt bagover og ned på grusvejen
langs Breiavannet. Liggende på jorden så jeg Helge
komme mod mig, jeg krøb baglæns på alle fire, prøvede
at sunde mig, kom på benene. Jeg kom på benene, og
bag Helge så jeg bartenderen, Jokeren og det alkoholiserede
par komme til syne i døren indtil Ferdinand, de
rystede på hovedet af det de så: mig der fik rejst mig op,
tog tilløb og kastede mig mod min bedste kammerat, og
Helge der gik et skridt til siden og løb.
“Nej, drenge, nu holder I op med det der!” hørte jeg
bartenderen sige da jeg løb efter Helge.
Helge var stærkere end mig, men der var én ting han
ikke var, og det var hurtigere. Han var ret langsom. Jeg
løb hurtigt, og selv om jeg var omtumlet og havde smerter
efter han havde nikket mig en skalle, så indhentede
jeg ham hurtigt da han spurtede ned ad grusvejen langs
med Breiavannet. Da vi nærmede os pavillonen var jeg
kun nogle få meter fra ham, regnen stod ned i stænger,
og vi var fulde, men vi løb, jeg efter ham, og nu kunne
jeg snart få fat i ham, men i stedet langede jeg en fod ud
og sparkede, spændte ben for Helge, så han faldt så lang
han var. Jeg kastede mig over ham, forsøgte at sætte mig
på ham, men hvad hjælper det at løbe hurtigt hvis ham
du fanger er stærkere end dig? Helge fik smidt mig rundt,
og nu sad han oven på mig. Han pustede tungt, og jeg så
at han blødte fra baghovedet igen. Vinden piskede rundt
om ørerne på os, regnen silede ned fra himlen.
“Jeg er fandeme så skidetræt af dig!” råbte han.
“Og hvad tror du så jeg er?” råbte jeg tilbage og prøvede
at vride mig væk fra ham, men det var umuligt.
“Du står i lort til halsen,” sagde han rasende.
“Kom igen,” sagde jeg, “tror du jeg er bange? Hvad?
Tror du jeg er bange for dig, Helge? Ved du hvad du er?
Du har fandeme ikke en eneste selvstændig tanke i hovedet,
er du klar over det? Du er bare en kopi af dine forældre,
og du er en helvedes patetisk kopi, er du klar over
det?”
“For satan mand – og hvad er du så! En kopi! Du er
fandeme en kopi af mig! Vorherre bevares!”
“Kopi af dig?! Af dig! Din skide pik! Kom nu, skal du
ikke banke mig? Kom nu! Bank så din kopi!” råbte jeg.
Helge dunkede mit hoved ned i jorden. Gruset, regnen
og vinden smældede rundt om mig, hjernen raslede
rundt i hovedet, druknet i alkohol, angst og raseri, og
398 399

Helge sad oven på mig, han bevægede munden, jeg lukkede
øjnene, hørte ikke hvad han sagde.
“Hvad?”
Helge dunkede mit hoved ned i jorden igen, mens
han sagde noget.
“Hvad?”
“… og de siger det er din skyld,” opfangede jeg mens
regnen plaskede ned, mens hovedet blev dunket i jorden,
mens vinden peb i ørerne på mig.
“Hvad?”
Helge hoppede af mig, jeg lå gennembanket og mast
ned i gruset. Han stod et sekund og så på mig, så begyndte
han at gå, jeg så han blødte fra baghovedet. Og
det var min skyld? Hvad var det han havde sagt? Jeg
kom op på albuerne, omtumlet af smerter, og råbte efter
ham.
“Hvad var min skyld?”
“Ham den skide haugesunder!” hørte jeg Helge råbe
idet han forsvandt. Jeg satte mig op i gruset, våd, mørbanket,
og så Helge gå langs Breiavannet, langs sangsalen
på Kongsgård, og ud af syne.
Yngve?
Jeg løb hele vejen, løb så hurtigt benene kunne bære
mig, mens regnen høvlede ned, sivede igennem frakken,
igennem trøjen, ind gennem skoene, ind gennem T-shirten,
mens vinden piskede mod ansigtet, jeg løb så jeg
troede jeg skulle segne, op til Våland, forbi Gamlingen,
gennem skoven med de store, våde, mørke bøgetræer
oven over mig, over motorvejsbroen, langs Mosvannet,
og jeg gled og faldt, men kom på benene igen, fuld af
pløre, gennemvåd, og løb videre, gennem Mosvangen
Camping, op på toppen, ned ad vejen langs Idrætshallen,
op på Tjensvoll, fuld, forslået, våd, bange, dødbange;
og det var min skyld? Hvad er det jeg har gjort, hvad er
det der sker, hvad er det du har gjort, Jarle?
Yngves hus var mørklagt. Ikke et eneste lys. Regnen
hamrede mod taget, vinden jagede igennem Tennisveien,
og jeg stod forpustet, dødtræt, og ringede på døren midt
om natten, hørte hvordan ringeklokken lød inde i huset,
trykkede som en besat på klokken, men der var ingen
der lukkede op. Jeg bakkede, løb over den drivvåde
plæne i haven, pressede ansigtet mod stuevinduet, prøvede
om jeg kunne kigge ind, men jeg så ingenting: Et
tomt hus. Ikke et møbel, mørkt, tomt, ingenting, tomme
rum, nøgen parket, vægge og loft, som om der aldrig
havde boet nogen. Jeg klatrede op på garagetaget og
strakte mig for at se ind på første sal, men det eneste jeg
kunne skimte var det samme som i stueetagen: ingenting.
Helt tomt, ikke et møbel, kun vægge, gulv og loft
– og det var min skyld? Jeg gled ned igen, faldt da jeg
landede på fliserne, hinkede rundt om huset, kikkede ind
ad vinduet på bagsiden, men jeg så ingenting, og hvad
var der sket, hvad i alverden var det, Yngve, Yngve, smukke
Yngve, hvad er der sket?
Jeg gik ud på den lille græsplæne bag det forladte hus.
Regnen høvlede ned over mig, med en kraft som om
den bare regnede for min skyld, som om det var mig
den ville regne på, og ingen andre. Jeg var så træt at jeg
var ved at segne, jeg var så bange at jeg følte hjertet ville
stikke af. Jeg åbnede munden.
“Yngve, det er Jarle!”
400 401

18 HUNDEN OVER
RENNESØYHORNET
you and me were never meant to be part of the future
all we have is now
The Flaming Lips
Det hedder EU nu, men vi er stadig ikke medlemmer,
det hedder Rusland, men det går ikke så godt i den gamle
kommunistbastion, og det hedder, fornærmende nok,
Either you are with us or you are with the terrorists.
Der har været Golf-krig, der var folkemord på Balkan,
og for ikke så længe siden kunne vi læse i avisen om en
tiårig der døde af LSD. Så at sige alle under pensionsalderen
har adgang til e-mail, vi kan ikke klare os uden internettet,
og til pladebranchens store bekymring brænder
folk deres egne cd’er. Det er allerede tolv år siden Kurt
Cobain sang “Smells Like Teen Spirit” og det var grunge
der gjaldt, men hvor blev den af? Efterhånden fik vi serveret
Spice Girls, Boyzone og Destiny’s Child, men nu
har boy- og girlbands været for nedadgående i et par år.
Og er det ikke allerede længe siden Keanu Reeves ophævede
tyngdekraften i The Matrix, siden Michelle Yeoh
dekorerede trækronerne i Crouching Tiger, Hidden Dragon,
siden Ernst-Hugo Järegård stod på taget af Riget i
København og råbte “Förbannade danskjävlar”? Er det
ikke historie, allerede? Som det er historie med alle de
tv-serier vi så i 90’erne, Twin Peaks, Friends og Cheers –
husker du dem? Ja, det er længe siden. Nu er det webdesign
og SMS der gælder, så længe det varer, og hvis du
vil kan du få job som chatværtinde, og betalingskort har
vi haft så længe vi kan huske, og Bill Clinton, ham har
vi næsten glemt, Monica, hvad var det nu hun hed,
Lewinsky, ja, det var det; længe siden nu, længe siden
nu. Prinsesse Diana, hende husker vi nok, hun døde for
nogle år siden – og Greta Garbo? Er hun død? Åh, ja,
det er vist også længe siden, ligesom Astrid Lindgren og
Kong Olav. De er borte nu. Nogle husker stadig de to
drenge Robert Thompson og Jon Venables der myrdede
den toårige James Bulger ved en nedlagt jernbanelinje i
Manchester, ja, der var meget snak om den sag i 90’erne,
og nogle husker sikkert Greven der brændte fire kirker
ned og dræbte en Black Metal-kammerat i 1993 med treogtyve
knivstik, og nogle husker Jakob Malde fra Vestlandet
der stod bag en serie religiøst motiverede mord i
december 1998, og alle husker vel skolemordere som Eric
Harris og Dylan Klebold, drengene der skød og dræbte
tolv skolekammerater og en lærer på Columbine High
Scool i Colorado – ja, husker du ikke det? Har du glemt
det?
Vi rundede år 2000, husker du det? Y2K? Mange troede
at alverdens maskineri ville kollapse på grund af et
tal. Morsomt, som om det kunne ske, ligesom for ti år
siden hvor alle troede der ville gå hul i ozonlaget og vi
ville brænde op i en apokalyptisk håndevending, men
det skete ikke, vel? Nej. Det var 1990’erne. Vi levede.
Ikke sandt? Vi blev ældre.
Og hvad med Jarle Klepp? Hvad blev der af ham? En
lille mand fra en lille by i et lillebitte land, den unge
402 403

pode der havde nogle heftige uger i begyndelsen af 90’erne.
Hvad blev der af ham?
“Synes du jeg ligner ham?”
Mor ser på mig. Hun lægger hovedet på skrå, spidserne
af det sølvgrå hår lægger sig venligt mod hendes
skuldre.
Så kigger hun på fotografiet. Og på mig igen.
“Jo, men du er en mand nu. Ham der,” siger hun og
smiler, “han er en dreng. Han havde altid så travlt. Du
er mere moden nu.”
Jeg kommer honning ned i det varme tevand, ved ikke
om jeg sætter pris på at være mere moden, men smiler
til mor, der sammenligner sine to sønner, den syttenårige
og den trediveårige.
Hun rækker mig fotografiet og skænker kaffe op til
sig selv. Jeg er så ung, det slår mig hårdt, næsten urovækkende,
hvor ung jeg er da jeg står foran mors hus
vinteren 1990, eller er det december 89? Sort frakke, partisantørklæde,
fedtet hår, bumser omkring munden og
med et blik der jager verden, blikket har ingen ro, har
kun fremtid, fremtid og forelskelser. Ham der har det
blik tror han har styr på det hele mens han stirrer ind i
kameraet, men det har han ikke, tænker jeg. Det har du
ikke, Jarle Klepp, du er sytten år og tror du har styr på
det hele, du tror du ved alt, men du er udleveret til det
der omgiver dig, som du elsker, som du hader.
Jeg lægger fotografiet ned. Han stirrer på mig. Han
ser at jeg er voksen, at håret er blevet kortere, at kæberne
er mere spændte, at bumserne er væk, at jeg sidder
mere roligt i mors sofa nu end jeg gjorde dengang.
Kan han lide det, den syttenårige, ham der kun ville være
større, ham der løb efter verden med verden i hælene,
kan han lide mig?
“Hvem kan du bedst lide?” spørger jeg.
“Hold op med det pjat,” siger mor, “I er da dejlige
begge to.”
Og hvad med mor? tænkte jeg. Hvem kan jeg bedst
lide? Som hun var dengang eller som hun er nu?
Jeg kan ikke svare på det, ligesom mor heller ikke
kan. Mor er et menneske der klæder den dag hun vågner
op til, det klæder dagen at hun er der, og for os der har
hende tæt inde på livet er det utænkeligt at hun ikke
skulle være her. Hvad nu? ville vi sige hvis hun forsvandt.
Hvad nu? Hvor er den friske luft blevet af, den vi indånder?
Hvor er vandet blevet af? Hvor har jorden under
vores fødder gemt sig?
Det er ikke så længe siden jeg rejste hjem, til mor og
til Stavanger, oliebyen der på ingen måde er blevet mindre
velstående siden jeg forlod den. Det mærkede jeg
med det samme, og det gjorde mig godt. Hvis du har
anlæg for den slags, vil et kortere besøg i en by som
Stavanger, eller andre lignende byer i verden, radikalisere
dig. Borgerskabet, olierigdommen og den hæmningsløse
paradering af egen velstand er fornærmende. Det er
som at tænde for fjernsynet en tilfældig aften og være så
uheldig at rende ind i en episode af Sex and the City eller
endnu værre, støde på Dorthe Skappel der sidder i sin
sofa og lykkeligt fortæller om endnu en dag med showbiz
i verden, mens hun udstiller sine lange ben, sin stolte
tilfredshed. Selvfølgelig er Stavanger bare et billede på
Norge, og selvfølgelig er Norge bare et billede på Vesten,
en af Amerikas moderne kolonier, men det at kom-
404 405

me hjem har været godt for mig, efter mange år i 90’erdvale
ved universitetet i Bergen; verden skjuler sig ikke
hernede. Den er sig selv, brutal, uden hæmninger, lykkelig.
Mor har haft mange barske år, hun har forandret sig
en hel del, men nu har hun det godt. Vi har det godt
sammen, hun og jeg, det har vi altid haft. Hvorfor skulle
vi ikke det? siger mor. Det varer ikke så længe før hun
skal pensioneres, kun et par år. Hun siger hun glæder
sig.
Mor har fået sølvgråt hår, det klæder hende, det lægger
et fint skær om hendes ansigt.
“Skal du så til at søge job nu?” spørger hun.
“Ja,” siger jeg. “Det må jeg hellere.”
“Du med din uddannelse,” siger hun, “du skal nok få
job.”
“Og så skal jeg finde mig en lejlighed,” siger jeg.
“Ja,” siger mor.
“Se der,” siger hun og peger på et andet fotografi i
albummet.
“Ja,” siger jeg og ler.
“Hvad var det nu I hed?”
“Mathias Rust Band,” siger jeg og ser på billedet af
bandet. Helge med et barskt blik, Andreas mild og kraftig,
og mig selv med stirrende øjne.
“Hvor er I unge,” siger mor.
“Ja,” siger jeg og husker Mathias Rust Bands debutkoncert
på Hundvåg fritidsklub. Jeg husker aftnerne med
Helge og Andreas i de røgfyldte øvelokaler ude på Kvernevik,
jeg husker Katrine i en lang T-shirt, og det hele,
tænker jeg, det hele var så energisk.
Denne fortælling er snart slut. Den handler ikke om
årene i Bergen. Den handler ikke om hvem jeg blev efter
1990. Den handler ikke om hvad der skete mellem Helge
og mig efter den fredag aften hvor vi sloges nede ved
Breiavannet, eller hvordan det gik med Katrine, og den
handler ikke om hvad der skete med mor og far efter
90’erne. Den handler ikke om hvad 90’erne gjorde ved
os, den handler ikke om hvor fjern verden blev. Det er
en helt anden historie. Forskellen på Jarle sytten år, der
stirrer ud i fremtiden på et fotografi, og Jarle tredive år,
der betragter sig selv i 1990, er stor. Det er ikke så ofte vi
kommer i kontakt med hinanden, unge Jarle og jeg, for
det meste bliver vi stående og betragter hinanden, han
spejder efter mig, sin egen fremtid, med store forhåbninger,
og jeg ser på ham, ofte lidt forbløffet, og spekulerer
på hvor han blev af. Men for nogle dage siden smeltede
vi sammen. Vi tog hinanden i hånden igen.
Denne fortælling er snart slut.
Bare én lille ting til, så er den slut.
Mor kom ind ad døren efter arbejde for en uge siden.
Hun satte indkøbsposerne på køkkenbordet og kom ind
i stuen til mig hvor jeg sad og læste avis mens jeg hørte
Queens of the Stone Ages sidste plade.
“Jarle, gik du ikke på Kongsgård med en der hed Yngve
Lima?”
Jeg lagde avisen fra mig, mærkede at jeg pludselig blev
helt tør i munden. Yngve? Nerverne knyttede sig i maven.
Yngve?
Jeg havde aldrig fået at vide hvad der var sket. Hvor
han blev af? De flyttede, Lima-familien, gjorde de ikke?
Det var længe siden nu. Jeg havde forsøgt ikke at tænke
406 407

på ham. Ugerne i 1990, dengang jeg lavede så meget lort
i den da jeg mødte Yngve, havde jeg valgt at glemme.
Men en gang imellem dukkede han op i mig, næsten mod
min egen vilje, som en rest af en gammel, uforløst fascination.
Og når jeg tænkte på ham, når jeg gav efter for
de minder der trængte sig på, fremstod han som noget
helt andet end resten af mit liv. En hemmelighed, måske?
Nærmest som et andet liv; et andet liv jeg kunne
have levet? Yngve var enkel, en enkel underlig hemmelighed.
Som en ting man har i en lille æske, en ting man
har liggende i en æske i natbordsskuffen, som man tager
frem en gang imellem og ser på, rører forsigtigt ved,
både med ængstelse og glæde, og prøver at forstå. I løbet
af de verdensfjerne 90’ere havde jeg af og til sammenlignet
min forelskelse i Yngve med de piger jeg havde kommet
sammen med, og smilet for mig selv. Hvorfor det?
Den føltes så anderledes, næsten mytologisk, klar og enkel,
stærk, som en slags lys i mit liv, et hemmeligt, forsigtigt,
sart lys som jeg ikke måtte ødelægge. Den havde
en anden styrke, fremkaldte helt andre følelser i mig. At
sammenligne Yngve med piger jeg havde været forelsket
i, var som at sammenligne nat og dag. Hvis Yngve
sov, var de andre vågne. Når de andre sov, vågnede
Yngve. Han er stadig lige så alene i mig som første gang
jeg så ham i skolegården, og lige så urovækkende, lige så
stor. Og så var der den lille, nagende smerte, som sikkert
var en af grundene til at mindet om Yngve dukkede
op mod min vilje; havde jeg såret ham?
Eller var det stik modsat? Betød vi noget for hinanden?
“Jo,” sagde jeg og hjalp hende med at sætte varerne
ind i køleskabet. “Han gik der ikke så længe, kun nogle
få måneder i 2.g.”
“Ja, der er en kollega på jobbet der hedder Unni Lima,
det er hans mor, og hun mente du havde været ude hos
dem engang for længe siden. Hun fortalte mig om sønnen,
en voldsom historie.”
Det gav et sæt i mig. En voldsom historie?
“Ja, men du har vel hørt det?”
En voldsom historie?
“Ja, han var skizofren, ser du.”
Skizofren?
“Nej, det må være en anden,” sagde jeg og mærkede at
pulsen steg.
“Nå, tror du det? Yngve Lima, fra Haugesund, de boede
på Tjensvoll, sagde moren.”
“Jo … men, hvad mener du – skizofren?”
Jeg måtte sætte mig. Hvad var det mor stod der og
sagde?
“I vidste det ikke?”
“Nej,” sagde jeg spagt.
“Nej, moren var heller ikke sikker på hvor meget I
vidste. Ja, det er en voldsom historie. Jeg skulle hilse dig
fra hende.”
Mor satte kaffe og tevand over. Vi gik ind og satte os
i stuen. Jeg sagde ingenting, lyttede bare, lyttede og prøvede
at forstå den historie jeg selv var en del af, og som
jeg aldrig havde set omfanget af, ligesom hans forældre
ikke havde set hvad der var i færd med at ske med deres
søn i ungdomsårene mens de stadig boede i Haugesund.
Da Yngve var fjorten år var han en rask, glad dreng.
Let at omgås, med det man kalder sunde interesser: ten-
408 409

nis, løb, fodbold. En almindelig dreng. Hverken Unni
eller Steinar Lima havde reageret nævneværdigt da Yngve
var begyndt at opføre sig anderledes i puberteten, det
var vel bare naturligt at han trak sig lidt væk fra kammeraterne,
ikke gik så meget ud, fik længere hår og sad
og grublede. Det gør alle jo i puberteten. De havde heller
ikke tænkt særlig meget over hans pludselige interesse
for Egypten da han kom hjem fra biblioteket med
alt hvad der fandtes om emnet, da han sad på sit værelse
og læste, dag ud og dag ind, om en gammel dødsfikseret
kultur. Det er vel også en sund interesse? Han lå meget
på sengen på den tid, fortalte moren, hun havde ikke
tænkt over det, hvordan Yngve kunne ligge stille på sengen
i timevis, strække ryggen, med et roligt, afklaret
ansigtsudtryk. Selv sagde han ingenting. En dag blev Unni
ringet op på sit arbejde, hun var lærer i en børnehaveklasse
i Haugesund. Det var nabokonen der ringede. Hun
måtte komme hjem. Javel? Hvad var det? Naboen, der
var hjemmegående med to småbørn, havde hørt en masse
bankelyde og støj fra deres have for en lille time siden.
Hun var gået hen til vinduet hvor hun kunne se direkte
ned i familien Limas store have. Ja. Og så? Ja, sagde nabokonen,
Yngve havde fældet alle træerne i haven.
Hvad? Har Yngve fældet alle træerne? Æbletræet? Birketræet?
Rønnen? Ja. Nabokonen havde stået og set på
ham, den spinkle, langlemmede femtenårige der svingede
øksen mod træstammerne. Hun havde først tænkt at
det var noget han var blevet sat til, ja, at nu ville de fjerne
alle træerne i haven inde hos Lima. Men så var hun begyndt
at reagere, for Yngve arbejdede så intenst, næsten
manisk, han så farlig ud, og hvorfor var han egentlig
ikke i skole? Det var jo onsdag? Burde han ikke være i
skole? Så var hun gået ud til ham, med de to små børn
på armen, havde forsøgt at få kontakt med ham som
bare stod der og svingede øksen mod træerne, og til sidst
havde han set op.
“Hvad er det du laver, Yngve?” havde hun spurgt.
“Jeg fælder træerne.”
“Ja, det kan jeg se, men … ja, hvorfor fælder du træerne?”
“De larmer sådan.”
Han var ikke til at standse, havde nabokonen fortalt,
og nu gik han også løs på deres træer, på blommetræet i
deres have, han virkede næsten farlig, havde hun sagt.
Unni havde ikke troet sine egne ører – Yngve, farlig? –
og var sprunget ud i bilen, kørt hjem, hvor hun så det
nabokonen havde fortalt, sønnen der havde fældet træerne
i nabohaven, og deres egen have, træstammer som
lå spredt overalt.
“Yngve, hvad er det du laver?”
“De larmer sådan.”
Det var Yngves første psykotiske anfald, selv om de
senere konkluderede at sygdommen havde udviklet sig
med tiden. Han havde ikke været til at standse, han havde
stået og hugget løs med øksen, truende over for dem der
kom i nærheden, og det endte med at en ambulance standsede
foran huset i Haugesund, og personalet fik overmandet
ham og kørt ham på psykiatrisk afdeling. Træerne
havde larmet for meget for Yngve. Det var begyndt
at knage i dem tidligt om morgenen, et mærkeligt sprog,
en blanding af knagen og snakken, det var som om der
kom en ustandselig ordflom fra haven. Træerne fortalte
410 411

hvordan de aldrig kunne dø, for de havde overvundet
døden, hvordan de bare måtte stå der, år ud og år ind, i
vinden. Så havde de pludselig skiftet sprog. De var begyndt
at tale egyptisk til ham, et egyptisk Yngve forstod,
et egyptisk Yngve kunne gengive, som han ofte
talte, en ustandselig mumlen med mærkelige gutturale
lyde som han i raske perioder ikke kunne forklare. Men
han forstod hvad de sagde, træerne, og hvad de fortalte
ham, hvordan de havde arbejdet på denne dødsovervindelse
siden tidernes morgen, og til sidst blev det for meget
for Yngve, denne knagen, denne udmattende ordflom
fra haven som han efterhånden forstod kom fra alle træerne
i hele byen, i hele Norge, i hele verden: træerne
måtte fældes. De skulle ned, for alt skal dø, alt skal forgå,
det vidste han, og der var alt for meget snak, alverdens
ting talte alt for meget. Så der var kun én ting at gøre,
der var kun én ting træerne havde respekt for, og det
var øksen, som Yngve hentede i garagen, som han begyndte
at svinge mod træerne.
Det var ikke sidste gang Yngve fældede træer, hverken
i Haugesund eller Stavanger, fortalte hans mor. Men
efter det første psykotiske anfald blev han indlagt på psykiatrisk
afdeling og gennemgik en lang periode med behandling,
undersøgelser og test, før han fik sin skizofrenidiagnose
da han var seksten år. Han fik beroligende
og antipsykotisk medicin og var i perioder en skygge af
sig selv. Men så aftog anfaldene, og både familien og lægerne
var optimistiske. De mente de havde formået at
dæmme op for sygdomsudviklingen på et så tidligt stadium
at der var store chancer for at Yngve kunne blive
rask. Selv sagde han at han havde det godt, han talte med
stor distance til psykoserne, erkendte de havde fundet
sted, men mente bestemt ikke at det var ham selv. Han
begyndte at spille tennis igen, gik i skole, gik i bad, talte
normalt, lå ikke stille i timevis på sengen som en mumie,
læste ikke om Egypten, talte ikke fremmede sprog,
havde normal omgang med venner. Lægerne besluttede
i samråd med familien at de kunne droppe medicinen.
Samtidig skete der det at Yngves far fik et job i Stavanger,
et attraktivt job i oliebranchen, og familien bestemte sig
for at flytte. De diskuterede det med personalet på den
psykiatriske afdeling, om det kunne have uheldige konsekvenser
for Yngve at flytte så hurtigt efter at han var
blevet rask, og de konkluderede at han var så stærk at
det nok skulle gå, bare de holdt øje med ham. Yngve
selv var ikke glad for det, men protesterede ikke. Det lå
ikke til hans natur at protestere, sagde Unni, sådan var
Yngve ikke.
Ud på efteråret 1990 kom de til Stavanger og købte et
rækkehus på Tjensvoll, på Tennisveien. De havde fået
Yngve ind på Kongsgård, hvor han skulle fortsætte 2.g,
som han havde gjort i Haugesund efter at have været
ude af skolen i hen ved et år efter det endelige sygdomsudbrud.
Yngve havde været glad for skolen, sagde Unni.
Hun kunne godt huske de første uger på Kongsgård, hvor
glad han havde været, på trods af den nervøsitet han havde
måttet slås med i forvejen. Han havde været bange for
at det skulle blive svært at finde nye venner, han havde
været bekymret for om folk skulle få at vide at han havde
været syg, og at det var derfor han ikke gik i 3.g selv om
han var fra 1971, men familien var blevet enige om at
skåne ham og fandt på en historie om at de havde været
412 413

udenlands et år. Unni kunne godt huske de første par
uger, og det var der hun mente at du kom ind i billedet,
sagde mor til mig. Det var i den periode hun mente at
kunne huske dig, at Yngve havde talt om dig som en af
dem han godt kunne lide, som en af dem der tog godt
imod ham på Kongsgård. “Det er rigtigt, ikke? Du kom
vel sammen med Katrine på det tidspunkt? Eller var det
slut? Var det samtidig?”
“Ja,” sagde jeg, det gjorde ondt at tænke på det, “sådan
cirka.”
“Ja,” sagde mor, “hun var en frisk pige, Katrine. Men
Unni siger i hvert fald at det var nogle gode uger, de
første der. Yngve gik i skole, og var ikke så meget væk,
kun når han skulle til psykolog eller følte sig nervøs.
Men han spillede tennis, han havde det godt. Var det
ikke også der I nedlagde bandet?” spurgte mor.
“Jo, det var det.”
“Ja, jeg kan godt huske det,” sagde mor.
“Og hvad skete der så?” spurgte jeg nervøst.
Jeg mærkede koldsveden i hænderne.
Midt i det Unni havde kaldt den bedste periode i Yngves
liv, de første uger på Kongsgård i januar og februar 1990,
havde han fået et pludseligt, slemt tilbagefald. Det var
kommet helt bag på familien. Telefonen havde ringet en
lørdag nat oppe på Tennisveien. Det var politiet. De
havde taget hånd om en der kaldte sig Yngve Lima. De
havde fundet ham i Vålandsskogen, drivvåd og ophidset,
hvor han forsøgte at save et af bøgetræerne ned mens
han talte et uforståeligt sprog, skreg og brølede. Han var
brudt ind i en garage i Våland, havde stjålet en sav og var
gået op i skoven hvor han var gået løs på bøgetræerne.
Unni havde aldrig helt forstået hvad der var sket. Yngve
havde været til fest den aften, sagde hun, ude på Hundvåg
eller Buøy, og så skete det, et massivt tilbagefald. Yngve
blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Haugesund med
det samme, for forældrene besluttede at vende tilbage til
hjembyen. Og efter det er Yngve aldrig blevet helt rask,
sagde mor. Han har gode og dårlige perioder, men han
skal tage medicin og tilses løbende. Nu er familien tilbage
i Stavanger, sagde mor.
“Kan du huske ham?” spurgte mor.
Om jeg kan huske Yngve?
“Ja, jeg kan godt huske ham.”
“Du må have gjort indtryk på ham,” sagde mor.
I går stod jeg tidligt op, spiste morgenmad sammen
med mor. Hun blev forbavset over at jeg ikke sov længe,
som jeg plejede. Du med din studenterrytme, sagde hun
og smilede, sover til langt op ad dagen. Jeg sagde at jeg
skulle ind til byen, sidde på biblioteket og læse, lede efter
job. Godt, sagde mor, du med din uddannelse, du får
job med det samme.
Vi spiste morgenmad. Røræg, kaffe, te, skinkepålæg,
ligesom før i tiden. Kan du huske det, spurgte mor, morgenmaden
vi spiste sammen da du gik i skole. Jeg nikkede.
Det var hyggeligt, sagde mor, var det ikke? Jo,
sagde jeg, det var hyggeligt. Hun smurte smør på en skive
brød, og så gjorde hun det hun altid gør: Delte den i to.
På den ene halvdel tog hun æblemarmelade, og på den
anden halvdel tog hun ost og tomat. Så kiggede hun op
på mig. Du har taget dit pæne tøj på i dag, sagde hun og
smilede.
Jeg var gået ud på badeværelset og havde set mig selv
414 415

i spejlet. Jeg så træt ud, syntes jeg, usoigneret og træt.
Håret burde klippes. Jeg tog et langt brusebad, vaskede
mig omhyggeligt, lånte lidt creme af mor, smurte mig
ind, redte håret.
Mor gav mig et kram før hun gik. Så ses vi, Jarle. Ja,
mor, vi ses.
Jeg gik ikke på biblioteket, jeg gik ned til busholdepladsen
og tog den første bus til Sandnes. Jeg havde taget
den pæne jakke på og hvide og sorte Adidas sko.
“En til Sandnes,” sagde jeg til buschaufføren. “Hvad
for et stoppested er nærmest Aspervika?”
“Så skal du skifte,” sagde han, “du skal skifte og køre
videre fra Ruten.”
“Kan man ikke gå til Aspervika fra Ruten?”
“Jo.”
Jeg satte mig bagerst i bussen. Midt på dagen er der
ikke så mange der er ude at køre bus. En broget flok.
Nogle unge mennesker, som af en eller anden grund tager
bussen når de burde være i skole. Har de fri? Pjækker
de? Er de gået ud af skolen? Nogle voksne der skal et
eller andet sted hen. Er de sygemeldt? Arbejdsløse? Og
de gamle. De gamle er ude at køre bus midt på dagen.
De skal også et eller andet sted hen. Besøge en veninde,
måske. Eller måske har de allerede været inde i byen og
købe ind, og nu skal de hjem, til Hinna hvor de bor, til
Gausell, måske, for nu er ærindet overstået. Jeg så på
menneskene omkring mig. Og mig, hvad tænkte de om
mig? Hvor gammel var jeg? Hvad troede de jeg skulle,
hvis de overhovedet tænkte på det? Måske tænkte en af
dem at ham der, han ser ud som om han er nervøs. Han
ser ud som om han både frygter og glæder sig til noget,
sådan som han sidder der med flakkende øjne, sådan som
han sidder og gnider hænderne mod hinanden, sådan som
han vrider sig på sædet. Hvad mon han skal? Skal han
møde nogen? Skal han besøge en han både frygter og
glæder sig til at møde?
Ja.
Skal han besøge en han savner?
Ja.
Jeg stod af bussen i Sandnes og bestemte mig for at gå
langs fjorden ind til Aspervika. Jeg havde skrevet adressen
ned på en seddel, og jeg havde tjekket kortet i telefonbogen.
Det ville ikke blive svært at finde.
Hvad forventede jeg mig? For mig var Yngve ikke en
psykiatrisk patient, hverken før eller nu. I 1990 var han
ikke en dreng med psykiske problemer, og nu var han
ikke en mand med halvdelen af livet bag sig som syg. Jeg
frygtede det, jeg glædede mig, men jeg forventede mig
Yngve, smukke Yngve.
Der skete noget mærkeligt da jeg gik fra bussen ind
mod Aspervika. Jeg ved godt at det ikke kan ske i virkeligheden,
men alligevel føltes det som om jeg gik bagud
i tid mens jeg bevægede mig fremad på asfalten. Skyerne
hang over hovedet, træerne stod ranke på bakkerne, havet
lå i sig selv, og jeg blev mindre. Verden omkring
mig var urgammel, havet fremviste sin svimlende alder,
træerne fortalte om deres forfædre, skyerne fortalte om
deres venner fra middelalderen, og jeg blev trukket med,
jeg blev draget mod det gamle, men det eneste jeg kunne
fremvise var små skridt tilbage i et kort liv. Vinden blæste
mod mit ansigt, slog mod øjnene, tirrede synet så der
samlede sig tårer i øjnene. Det passede mig godt, for nu
416 417

gik jeg og følte hvordan jeg for første gang i mange år
var Jarle Klepp igen, sytten år, så fik jeg lyst til at græde.
Ikke af sentimentalitet, ikke af selvmedlidenhed, men af
glæde. Men jeg græd ikke, det var vindtårer, de kom
ikke fra mig selv, de kom udefra, som om nogen rakte
mig en hånd. En cyklist kørte forbi på cykelstien kun en
halv meter fra mig, og jeg vågnede op til verden igen.
Hvad er det du gør, Jarle, tænkte jeg, og prøvede at distancere
mig fra mig selv. Hvorfor går du her? Er der
noget du skal have gjort?
Jeg så op mod himlen. Den hang hvor den skulle. Så
drejede jeg til højre og begyndte at gå op ad en bakke.
Kender du den følelse at man pludselig mærker at en
fjern oplevelse fra fortiden aldrig fik sin fortsættelse, eller
afslutning? Tiden gik, dagene fulgte efter hinanden,
men denne dag, denne oplevelse, fik aldrig nogen morgendag.
Den hænger stadig i luften, trækker vejret i sin
egen ufuldstændighed, med dig indeni.
Jeg stod foran en lav treetages blok. Et byggeri fra
halvfjerdserne. Enkelt, hverken pænt eller grimt, funktionelt,
ikke prangende. Der bor han, tænkte jeg. Der
bor han, sammen med andre mennesker han ikke har
valgt at bo sammen med, mennesker der har det ligesom
ham, som ved at hverdagen er for barsk herude blandt
os andre, som har brug for enkle, faste rammer omkring
sig. Det havde jeg aldrig tænkt på før, men det slog mig
hvordan samfundet er fuldt af disse blokke, disse anonyme,
funktionelle steder, hvor de af os holder til som
ikke magter at leve det man kalder et almindeligt liv.
Jeg ringede på. Prøvede at fornemme om spændingen
jeg mærkede, der fik mig til at synke en gang, køre tun-
gen hen over tænderne, kom af glæde eller sorg. Der
skete ingenting. Jeg ringede på igen. Der gik endnu nogle
sekunder før nogen svarede. En mandsstemme.
“Hallo?”
Var det ham?
“Ja, øh, jeg leder efter Yngve Lima.”
Stilhed. Var han gået, manden bag stemmen?
“Hallo?” sagde jeg.
“Hvem er det?”
“Ja, jeg hedder Jarle Klepp, jeg gik i skole med Yngve,
eller … bare en kort periode i gymnasiet, på Kongsgård,
jeg tænkte på om …”
“Hej, Jarle.”
Jeg standsede. Pludselig forandrede stemmen sig, og
nu kendte jeg den igen. Den varme, unge, melodiske
stemme, drengen med haugesunddialekten der stod og
kiggede op i skolegården, klangen af drengen der stod og
drak ved drikkekummen, som altid gik rundt med et
smil der vendte nedad.
“Hej,” sagde jeg forsigtigt.
“Hej, Jarle,” sagde han igen.
“Hej, kan du huske mig?”
Jeg lænede mig lidt nærmere mikrofonen der sendte
min stemme op til ham, der sendte hans stemme ned til
mig.
“Hej, Jarle,” sagde han for tredje gang, lidt lavere end
før, men med samme varme klang. Han lød ikke ældre.
“Hej, Yngve.”
Jeg sank. Skal jeg gå? Skal jeg gå igen?
Han var der stadig. Jeg kunne høre ham trække vejret
i kaldeanlægget.
418 419

“Må du få besøg? Vi du have at jeg kommer op?”
“Ja.”
Han trykkede på dørtelefonen deroppe. Jeg forsøgte
at spørge hvilken etage det var, men han hørte det ikke.
Jeg gik ind.
Der er den samme akustik i alle den slags blokke fra
70’erne, det synger i væggene når du går, når nogen henter
posten, når nogen åbner eller lukker en dør. I stueetagen
boede han ikke, jeg så på alle dørene, men genkendte
ingen navne.
På første sal var der kun én dør. Der var vel blevet
bygget om op gennem årene. Døren stod på klem. Jeg
gik forsigtigt hen mod den, mærkede at jeg rystede lidt
på hænderne, at ansigtet ikke kunne holde sig i ro. Jeg
kom ind på en gang med flere døre. Det var et bofællesskab
for mennesker med psykiske lidelser, her boede nok
fire, fem, måske seks stykker, seks forskellige skæbner.
Jeg følte mig ilde til mode, som om jeg vanærede dem
ved at komme her og se hvordan de boede, se at de havde
egen indgang til lejlighederne og fælles opholdsrum, se
de små tegn på at der var ordnede forhold: telefon på
gangen, liste med numre til sygehuset.
Jeg så mig omkring. Der var meget stille. Jeg hørte en
radio fra et af værelserne – måske Yngves? Og inde i
opholdsstuen sad en mand med ryggen til mig, men det
var ikke ham, det kunne jeg se. Denne mand var kraftig,
tyk, havde skæg og sad og røg. Han vendte sig om og så
på mig.
Efter at jeg havde kigget ind i stuen, kiggede jeg tilhøjre.
Han stod helt nede for enden af gangen.
Jeg måtte slå øjnene ned et sekund, kunne mærke at
jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at begynde at
græde. Yngve stod der for enden af gangen. Han havde
et par grå tøfler på fødderne, hvide tennissokker, og et
par lyseblå cowboybukser der så ud til at være mindst et
nummer for store til ham. På overkroppen havde han
en træningsjakke, blå med røde striber på overarmene,
næsten som røde sørgebind. Håret var meget længere
end jeg huskede, og tyndere end sidst.
Jeg gik ned ad gangen. Yngve blev stående og ventede
på mig. Han rørte sig slet ikke, stod bare med en lidt
sammensunken holdning. Han smilede, med lukket mund,
med store, lidt sørgmodige øjne. Jeg kom helt hen til
ham.
“Hej, Jarle.”
“Hej,” fik jeg frem mens jeg sank.
Han gik foran mig ind i lejligheden; en lille stue, bad,
et lille soveværelse og et beskedent køkken. Yngve gik
metodisk hen til sofaen ved vinduet og satte sig. Jeg så
mig om. Lejligheden var sparsomt møbleret. Et tv, en
radio, en sofa, nogle stole, et bord. På væggene hang der
plakater. Jeg vidste det, det kom ikke bag på mig; de var
alle sammen fra Egypten. Over fjernsynet hang den samme
plakat som han havde haft på sit værelse for tretten
år siden, den af Cheopspyramiden.
“Kan du huske mig?” spurgte jeg og satte mig ved siden
af ham.
Yngve sad helt stille.
“Det er længe siden,” sagde jeg.
Han reagerede ikke.
“Egypten?” sagde jeg og pegede på en af plakaterne.
420 421

Han nikkede.
“Har du været der?”
Yngve rystede på hovedet og så ud ad vinduet. Han
må være stærkt medicineret, tænkte jeg da jeg så hans
øjne og bevægelser på nært hold. Alt gik lidt langsommere
end det skulle, alt foregik i en slags slowmotion.
“Har du det godt her?”
“Ja,” sagde han, “ja, jeg har det meget godt, jeg kan
godt lide at bo her, der er stille og roligt.”
“Hvad laver du, så? Spiller du tennis?”
“Nej, men vi tager på kanotur, og hver fredag er der
banko, og så kan vi spille fodbold eller gå til svømning.
Det kan jeg godt lide.”
Kanoture, banko, fodbold, svømning. Var det alt? Var
det Yngves liv nu?
“Vil du have saft?” sagde han og smilede.
Jeg ville gerne sidde og drikke saft sammen med ham.
Jeg så på ham mens han blandede saft til os, og tænkte på
hvordan Yngve fyldte mig med den samme fred, den
samme mærkværdige glød som for tretten år siden.
“Yngve,” sagde jeg forsigtigt da han kom tilbage med
glasset, “der er noget jeg må spørge dig om.”
Han undgik mit blik.
“Du skal sige fra hvis jeg ikke må spørge,” begyndte
jeg.
Han reagerede ikke.
“Så spørger jeg,” sagde jeg og forsøgte at lyde blid.
“Jeg ville bare spørge om du er vred på mig? Har jeg
såret dig?”
Yngve vendte sit ansigt mod mig. Ingen reaktion. Ikke
én bevægelse, ikke engang en lille rynke omkring øjnene,
ikke et glimt i øjnene. Intet der tydede på at han havde
hørt hvad jeg havde sagt, eller at han lagde noget i det.
“Har jeg?”
Pludselig rejste han sig. Han gik hen til et skab og
åbnede døren. Han ledte efter noget. Så vendte han sig
mod mig. I den ene hånd holdt han en plade, og i den
anden en bog. Han kom hen til mig, satte sig i sofaen.
“Se her,” sagde han og holdt “365 Fri” af Tre Små Kinesere
frem. “Tusind tak for pladen du gav mig, jeg kunne
rigtig godt lide den.”
“Øh, ja …?” Jeg stammede. “Godt.”
“Skal du spille tennis på onsdag?” spurgte Yngve.
“Nu på onsdag?” Jeg studsede og så på ham.
“Ja?”
“Øh … nej, det tror jeg ikke?”
“Hvorfor ikke?” Han så trist ud. “Kan du ikke?”
“Det var da ellers sjovt sidst,” sagde han og smilede.
“Du var god.”
Nu forstod jeg det. Jeg nikkede.
“Nej,” sagde jeg, “det er dig der kan spille tennis, jeg
var lige begyndt.” Jeg pegede på vinylpladen han havde i
hånden.
“Ja, så du kunne godt lide pladen?” spurgte jeg.
“Rigtig godt,” sagde Yngve. “Det er den bedste plade
jeg har. Jeg hører den tit.”
“Det gør jeg også,” sagde jeg og løj. Jeg tog teksthæftet
ud, “se her, kan du lide den sang?” Jeg pegede på sang
nummer to.
“Ja,” sagde Yngve, “den er god.”
“Skal vi høre den?”
Han nikkede. Jeg satte pladen på.
422 423

Ingen kan si kæm
ingen kan si kor
men du e der vel?
Ingen kan si ka
og ingen kan si koffor
du e
Yngve rejste sig pludselig, gik hen til anlægget og slukkede
for musikken. Han så ikke vred ud, men det var
tydeligt at han ikke ville høre mere. Da han kom tilbage,
tog han bogen frem han havde hentet i skabet. Jeg
havde set den før. Det var en rød bog, ret stor, på forsiden
stod “Udklipsbog Yngve 12 år,” skrevet med håndskrift.
Omslaget bar indskriften “1984” med en glorie
omkring og var dekoreret med billeder af Big Ben, det
skæve tårn i Pisa, en pyramide og den kinesiske mur.
Yngve begyndte at bladre i den. “Vil du også se den i
dag,” sagde han, ikke som et spørgsmål, men som en
rutine, som om vi faktisk gjorde det her hver dag; mødtes
her, drak saft, hørte en bestemt plade og kiggede i
hans udklipsbog.
“Ja,” sagde jeg.
Jeg kunne skimte togbilletter, biografbilletter, udklip
fra magasiner, mens han bladrede bogen igennem. Det
var tydeligt at han vidste hvad det var han ville vise mig.
Han standsede. “Her,” sagde han og pegede. “Se her.
Det er mig, og det er Simon le Bon.”
Jeg så på fotografiet. Yngve og Simon le Bon. En glad
Yngve og en lidt slidt forsanger.
“Det er mig,” sagde Yngve, “synes du jeg ser åndssvag
ud?”
“Nej,” sagde jeg, “du ser suveræn ud. Det er ham der
ser kikset ud.”
Jeg smilede til ham. Hvor syg er du? tænkte jeg. Hvor
syg er du lige nu? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene.
Var han sådan altid? Var det her Yngves verden, nu som
før? Egypten, nogle gamle minder, en plade han kunne
lide at lytte til?
Yngve behandlede tiden anderledes end jeg, eller tiden
behandlede ham anderledes, det er ikke til at sige. Han
talte som om vi ikke havde været væk fra hinanden i
tretten år, som om det bare var nogle få sekunder siden
vi mødtes i skolegården på Kongsgård, en dag i januar
1990, i januar, som om vi lige var gået derfra i regn og
blæst, på vej ned til byen for at gå på café. Om det var
med vilje han fortrængte tiden så eftertrykkeligt, eller
om han faktisk havde det sådan, det ved jeg ikke. Men
jeg fulgte ham. Jeg ville også gerne have at det skulle
være dagen efter.
“Er du vred på mig, Yngve,” spurgte jeg igen, “jeg
mener, for det jeg gjorde til den fest?”
Han så ikke på mig, reagerede ikke.
“Er du?”
Yngve smilede.
“Skal jeg fortælle dig noget, Jarle?”
Jeg nikkede.
“Hvis du går op på Vålandstårnet i Stavanger,” sagde
han, “så kan du se ud over hele byen. En dag jeg var
deroppe så jeg en masse skyer der mindede om katte,
hunde og dyr. Har du set det? De hang der på himlen.
Og så fik jeg øje på en sky som hang over Rennesøyhornet.
Ved du hvad Rennesøyhornet er?”
424 425

Jeg nikkede. “Ja, det er den lille bjergtop der stikker
op, som et horn, på Rennesøy, ikke sandt?”
Han nikkede. “Ja, det var en sky som hang over
Rennesøyhornet, og den mindede om en golden retriever
i spring, og ved du godt at den aber efter?”
”Aber efter?”
“Ja, ved du godt at skyen aber efter?”
“Nej,” sagde jeg usikkert, “hvad mener du?”
“Jo, den efterabede en golden retriever, den mindede
ikke om den, det var bare mig der tog fejl, den abede
efter. Den svævede over Rennesøyhornet og legede hund.
Jeg så det, den bjæffede og logrede oppe på himlen, legede
en hund den havde set nede på jorden, en hund der
løb efter en spurv, jeg så det, den hoppede på forpoterne,
skrabede på en træstamme, men ved du hvad, Jarle?”
Jeg rystede på hovedet.
“Den ved det,” sagde Yngve.
“Hvad ved den?” spurgte jeg forvirret.
“Ja.”
“Hvad er det den ved?”
“Den ved at det snart er forbi,” sagde Yngve. “Snart
vil den savne den tid hvor den hang over Rennesøyhornet
og var en hund. Når skyen opløser sig, ved du nok, så
tænker en af regndråberne mens den daler ned over Jæren
og rammer jorden, at nu, nu dør jeg, ja, nu dør jeg. Nu
rammer jeg jorden og bliver en del af det der får gulerødderne
og kartoflerne på markerne til at gro, ja. Men
ved du hvad, Jarle?“
“Nej.”
“Mens den tænker det, og mens den er trist, så husker
den hvad den har været. At den har været en hund. At
denne regndråbe, som ikke længere er en regndråbe, har
været en lille del af halen på en logrende hund. Jeg hang
over Rennesøyhornet, og jeg var en hund, tænker den.”
“Ja,” sagde jeg.
“Sådan er det,” sagde Yngve.
“Ja.”
Han pegede på plakaten af Cheopspyramiden. “Ved
du godt hvorfor de byggede pyramider i Egypten?”
“Ja,” sagde jeg.
“De ville forsvare sig mod døden.”
“Ja,” sagde jeg.
“Men det kunne de ikke.”
“Nej,” sagde jeg.
“Af og til ligger jeg helt stille,” sagde Yngve. “Jeg ligger
bare helt stille i sengen, på ryggen.”
Jeg så på ham. Han var holdt op med at tale. Den pludselige
ordflom var stilnet af, og han sagde ikke mere.
Han bøjede sig frem mod bordet, greb glasset med saft
og drak. Hele glasset. Så lænede han sig tilbage i sofaen.
Han pustede ud. Munden lå roligt i ansigtet. Yngves
mund. Ret fyldige læber, store, ikke kvindelige, med en
forsigtigt fremskudt, svagt piget amorbue, og disse mundvige
der trak en lille smule nedad. Han smilede. Han så
ikke på mig, sad bare tilbagelænet i sofaen og smilede,
med lukket mund, og de nedadgående, lidt triste mundvige
forvandlede sig til et smil. Hans kinder fik en varmere
farve, de blev mere røde, blussede op, som om de
glædede sig over at han smilede.
Yngve vendte sig mod mig. Hans øjne var glade og
smukke, han så mere klar ud, det sløve var forsvundet.
“Kommer du så igen i morgen?” spurgte han.
426 427

“Ja,” sagde jeg.
Han smilede. Hvor var han smuk.
“Skal vi spille tennis på onsdag?”
Jeg nikkede.
“Ja, det skal vi.”
Så gjorde jeg det. Jeg lænede mig frem mod ham. Jeg
kyssede Yngve.
428 429

430 431

432