MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

var jeg underlagt samlermanien, den der siger at når du
har én, så må du have dem alle. Det resulterede i at jeg
havde mindst ti – måske tolv? femten? – Duran Duransingler
et eller andet sted, alle syvtommerne med Frankie
Goes To Hollywood, deriblandt en picture disc af
Two Tribes som jeg husker jeg var meget stolt af i 1984,
jeg havde en anselig samling Depeche Mode-singler, en
hel del Madonna og en stak enkeltstående slagere fra de
gyldne år: Moonlight Shadow med Mike Oldfield, Forever
Young med Alphaville, Shout med Tears for Fears, Wake
Me Up Before You Go-Go med Wham, 99 Luftballons
med Nena, og en række andre forfærdelige sange som
jeg havde gemt væk for at ryste fortiden af mig.
Eller – var de nu også så forfærdelige?
I 1990 var der endnu mange år til jeg kunne begynde
at revurdere de krukkede firsere og se at meget fra dengang
– for eksempel Duran Duran – var godt og havde
både en progressiv og enkel kvalitet.
“The Reflex, ja,” sagde jeg, “flex-flex-flex, var det vel.”
“Se lige mig,” sagde Yngve og pegede igen på billedet.
“Jeg ser åndssvag ud.”
Jeg så på billedet. Yngve så ikke åndssvag ud. Hvis der
var nogen der så åndssvag ud, så var det le Bon der blev
taget på hverdagens triste seng.
“Du ser da godt ud,” sagde jeg. “Du ligner en konge.”
Jeg havde lagt de sætninger fra mig som jeg havde på
tungen om anderledes – “god” – musik, som jeg lyttede
til, som jeg ville diskutere. Jeg var i Yngves verden, og
den bestod af nogle kassettebånd han fik til jul og til sin
fødselsdag, en radio der kørte i baggrunden, og et stort,
gammelt minde. En kærlighed. Duran Duran. Jeg var i
den verden, for der var Yngve. Og han havde delt den
med mig. Jeg var inde i varmen.
Yngve klappede albummet sammen.
“Skal jeg ikke se mere?” sagde jeg.
“Nej,” sagde han og lo. “Det var bare for sjov. Nu har
du set det, mig og musikken.”
Han rodede en æske frem under sengen. Den var fuld
af gamle kassettebånd. Pat Benatar, så jeg, Dio, Twisted
Sister – det var tydeligt at han havde haft en puddel-heavyperiode,
Madonna, Prince, Bananarama. Og så fandt han
det han ledte efter. Han holdt den op og lo – “okay,”
sagde han, “når vi nu er på den galej.”
Det var Arena, Duran Durans live-plade fra 1984. Han
satte den på. Jeg hørte Duran Duran for første gang i
fire år. Dramatisk, stolt popmusik med insisterende fremdrift,
smittende, fængende refræn, klangfulde synthlandskaber,
funky basgange. Skal jeg kunne lide det her? Saxofonsoloer?
Yngve nynnede stille med på refrænet til Planet
Earth, han kunne ikke teksten. Til min overraskelse
kunne jeg stadig huske teksten. Yngve havde en god sangstemme.
Det gik godt. Jeg sang med, her og der. Det gik godt
når jeg var sammen med Yngve. Da jeg kom hjem, fandt
jeg de gamle singler frem som jeg sørgede for ikke at
have liggende fremme så Helge skulle få øje på dem, og
der gik mange år før jeg forstod hvad det var Yngve
havde vist mig den lørdag i 1990. At noget kunne være
godt selv om det faldt uden for vores smag. Og Duran
Duran er uimodståelige.
“Jeg spiller for resten også i et band,” sagde jeg, og
fortrød med det samme at jeg havde sagt det. Var det
78 79