MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

og plukker mælkebøtter.
Det skete hver gang, og nu havde hans fantasi fundet
på at gå i biografen. “Går der ikke en ny James Bondfilm?”
hørte jeg ham sige.
Som om det stod øverst på min ønskeseddel at gå i
biografen med far, som om jeg ville udsætte mig selv
for den lidelse det ville være at tosse rundt med far i
Stavangers gader og stå i kø foran biografen inde i Kulturhuset
sammen med min patetiske far, der gjorde endnu
et af sine kejtede forsøg på at rette op på min barndom.
Beklager far, det er for sent, det nytter ikke noget at
spendere popcorn og cola på en syttenårig og tage ham
med ind og se en Bond-film. Jeg ville under alle omstændigheder
hade den film han ville se – jovist gik “License
to Kill” i biografen, men Bond stod på dødslisten over
folkelig, idiotisk underholdning, så det var en forbier.
Men det havde ikke gjort nogen forskel: Så vi en film jeg
valgte, en politisk eller interessant belgisk film, ville det
bare yderligere forstærke den allerede dramatiske afstand
der var mellem ophavet og produktet. Gik jeg med på
et af hans forslag, som var en slags plaster på såret, risikerede
jeg også at blive set af nogen fra klassen, i værste
fald Helge, og det var det mest pinlige i hele verden. At
nogen skulle se far og mig, to små mennesker der trasker
rundt i byen, som på udstilling, to tosser der gør et fjollet
forsøg på at nærme sig hinanden.
Jamen, der har vi jo Jarle og hans far.
“Nej, det tror jeg ikke, har ikke tid,” sagde jeg.
“Nej nej,” sagde far hurtigt, “det var bare … my name
is Bond, James Bond. Men næste gang du kommer, så
tager vi på tur, ikke? Kun dig og mig, som før. Vi kan
køre ned til Jæren, ikke?”
“Jo,” sagde jeg. “Vi tales ved.”
Jeg lagde røret på.
Det var sjældent jeg var bange for far når vi var alene
i weekenderne, det var regulerede omstændigheder hvor
han var tildelt tid med mig, som på nåde. Jeg havde heller
ikke andet at frygte end nedværdigelsen og den overvældende
kedsomhed hvis jeg gik med ham i biografen,
vi var jo ude blandt folk. Der havde jeg overtaget, og
når vi talte i telefon var det mig der havde kontrollen.
Jeg gik ud til mor. Hun stod i køkkenet med et forklæde
om livet.
“Var det din far?” spurgte hun, med ryggen til. Sådan
sagde hun altid: “Din far.” Som om han var et menneske
hun aldrig havde haft noget som helst med at gøre.
“Mm,” sagde jeg og så på hende.
Der blev stille i nogle sekunder. Jeg så hendes krop
bøjet over komfuret og stegepanden, og jeg så hvordan
nakken blev stram, hvordan blodårerne voksede på håndryggen
der holdt om stegepanden.
“Frikadeller?” spurgte jeg med blid stemme.
Nakken slappede af, hånden begyndte at leve igen, og
mor vendte sig om. Hun nikkede og smilede.
“Brillant, mor,” sagde jeg og gav hende et kram. “Jeg
dækker bord.”
Mor lænede sig frem mod vinduet og så ud.
“Se der,” sagde hun.
Det knirkede i træerne udenfor, vinden fór hårdt og
bestemt gennem gaderne.
“Jeg tror det bliver storm,” sagde mor.
Vi kom væk fra det. Var vi begyndt at tale om far,
44 45