MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

hvor den anden er blevet af, og hvorfor der ligger en
vante her.
På bordet stod der et fotografi, et klassebillede, som
viste nogle og tyve tolv-trettenårige, de fleste af dem smilede,
nogle havde bøjle på tænderne. I vindueskarmen
stod der et andet fotografi, af en pige og en dreng. Pigen
var måske femten, drengen omkring ti. Jeg lænede mig
frem mod billedet.
“Det er Ørjan og mig,” hørte jeg bag mig, “i 1987,
tror jeg nok. På Rennesøy.”
Jeg vendte mig om. Katrine stod i døråbningen, med
hænderne ned langs siden.
“Han spillede hockey.”
“Nåja,” sagde jeg.
Katrine havde tårer i øjnene. Jeg gik hen og lagde armene
om hende.
“Men hvad er der?”
“Synes du det er okay? Synes du?” sagde hun og græd.
“Hvad? Hvad mener du?”
Katrine gjorde sig fri af mig og gik hurtigt ned ad
trapperne. Jeg småløb efter hende.
“Hvad er der? Katrine?”
Hun satte sig ned i sofaen i stuen.
“Jeg kan ikke klare det,” sagde hun, “synes du det er
okay?”
“Du må sige hvad det er,” begyndte jeg.
“Mor skal ligesom have et … museum eller hvad det
nu er, jeg kan ikke holde det ud, vel? At gå forbi det hele
tiden … Han er død, ikke sandt, Ørjan, vi var på biltur i
Sverige, og så døde han, og jeg kan ikke klare at have et
museum her i huset, han er borte, han … spillede hockey,
og vi var på biltur i Sverige, og han er borte, ikke sandt?”
Hun græd og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
“Jo.”
“Det var den der rutschebane med loop, og Ørjan
havde glædet sig sådan, det var så sejt, sagde han, og vi
skulle absolut tilbringe en hel dag der, i Liseberg, skyde
på ting der blinkede, køre i karruseller, køre i radiobiler,
køre i rutschebane, gå ind i spøgelseshuset, og spise
middag på restauranten, og det var ikke noget jeg havde
lyst til, vel? Hvorfor skulle vi også det? I tivoli? Jeg ville
jo ikke.”
Katrine tørrer øjnene.
“Nej?”
“Nej, hvad skulle vi det for? Jeg sagde til Ørjan hvorfor
han skulle bestemme det hele på turen? Herregud!
Jeg er jo heller ikke tolv år længere, og så rakke rundt i
Sverige og tage til Liseberg og gå i tivoli?”
“Nej?” sagde jeg igen, og ledte efter noget klogt at sige.
“Og så ville Ørjan køre i radiobil, det ville far også,
ja, nu skulle de køre i radiobil, og de spurgte om jeg ville
med, men det ville jeg ikke, hvorfor skulle jeg det?”
“Katrine, du behøver ikke …,” begyndte jeg. Men hun
fortsatte.
“De susede rundt og stødte ind i hinanden, havde det
sjovt, og jeg gik trist rundt for mig selv henne ved boderne
med lodsedlerne, har jeg sagt det? Jeg købte et lod.
Mor så på mens de kørte radiobil, Ørjan og far, og jeg
stod henne ved boderne med lodsedlerne, og …”
Katrine begyndte at græde igen.
“Du behøver ikke at sige mere,” sagde jeg. “Jeg ved
godt hvad der skete.”
172 173