MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

han havde kørt over mor mens hun lå ned. Jeg skulle ud
til ham i weekenden, jeg skulle være sød, for jeg skulle
skaffe penge.
Satans satans satans. Forsvinder han da aldrig ud af
mit liv?
Om torsdagen lå jeg i sengen, turen på Arbejdsformidlingen
havde nok tæret på kræfterne, for jeg blev
pludselig mere syg igen, feberen steg, maven vendte sig,
halsen flammede op. Oveni følte jeg mig elendig indeni.
Jeg havde prøvet at ringe til Yngve flere gange, jeg havde
spurgt Helge hvor han var, men det var som om han
var sunket i jorden. Der var ingen der tog telefonen, og
Helge havde ikke set skyggen af ham. Jeg begyndte at
blive bange for at der var sket ham noget. Og jeg begyndte
at blive bange for at det havde noget med mig at
gøre.
Midt på dagen tog jeg dynen med ned i stuen, lavede
te og lagde mig til rette på sofaen. Jeg tændte for fjernsynet.
NRK viste sport, der løb en masse skiløbere hen
over skærmen, de stod halvt oprejst med stavene ud til
siderne idet de rundede et skarpt sving inde i en granskov,
og jeg himlede med øjnene og sukkede, irriteret
over hvad NRK kunne få sig selv til at bruge tid og penge
på når de i stedet kunne sende politiske dokumentarprogrammer
eller gamle film. Skal de absolut sende disse
sportsprogrammer? Hvem er det der ser tv midt på dagen?
De gamle, de arbejdsløse, de syge og de hjemmegående.
Og det er det her de skal se på? Sport, sport og
atter sport, er det det eneste folk tænker på i det her
land? Og så vintersport, som kun en lille håndfuld mennesker
i hele Nordeuropa bryder sig om? Folk på skøj-
ter, folk på ski, som driver rundt i kulden mens der står
en tilskuer hist og pist med forfrosne fingre, kakao og
kobjælder ude i sneen og råber “heja heja heja” mens den
fjollede skiløber suser forbi, forsøger at runde det skarpe
sving i granskoven. Jeg slukkede ikke for fjernsynet, jeg
så disse tynde, trikotklædte skiløbere rende gennem skoven,
tage de stejle bakker, og pludselig begyndte jeg at
tænke på Yngve. Var han også syg? Det var som om jeg
fandt trøst i tanken om at Yngve også var syg, selvfølgelig
var han det, og det var nok bare en tilfældighed at
han ikke havde nået at tage telefonen, ja, selvfølgelig, og
Yngve han er bare syg, han ligger hjemme i stuen, under
dynen, og drikker te og ser vintersport, han ser NM i
skiløb, ligesom jeg, han ser det samme som jeg, lige nu,
han ser denne ene skiløber løbe fra de andre i sporet,
stærke lår, hårdt arbejdende arme, ski der glider gennem
sneen: Vi ser det samme, Yngve og jeg. Det er os to,
Yngve.
Lidt op ad formiddagen faldt jeg i søvn inde i stuen og
vågnede ikke før mor vækkede mig ved tretiden. Vi spiste
middag sammen, og mor sagde: “Næste gang han
kommer må vi sige fra, Jarle. Jeg orker det ikke. Jeg vil
ikke have det sådan.”
“Ja,” sagde jeg.
Klokken var blevet over ni da jeg lå under dynen og
hørte skridt på trappen op til første sal. Det var ikke
mors fødder, sådan lød de ikke. Men det var tydeligt det
kom fra en person der var på vej op til mit værelse. Jeg
vendte mig om mod døren, ventede på at den skulle åbne
sig, og mens jeg så dørhåndtaget gå ned tænkte jeg “Yngve,
det er Yngve, han kommer hen til mig nu, han har set
380 381