MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Jeg kan godt lide at folk gør noget ingen andre gør.
Hvis nogen siger ja, kan du bande på at Jarle Klepp siger
nej. Kan alt for mange lide en ny plade, for eksempel af
R.E.M. eller The Cure, kan du være sikker på at Jarle
Klepp syntes bedre om bandet før; nej, de har ikke det
dér længere. Jeg kan godt lide dem der går mod strømmen,
dem kan jeg rigtig godt lide. Dem der gør noget
andre ikke gør.
Mathias Rust, for eksempel, er der nogen der kan huske
ham?
Den nittenårige der landede et lille Cessna-fly i nærheden
af Kreml og Den Røde Plads i Moskva? Rust fløj fra
Hamburg i et lejet fly, mellemlandede i både Norge og
Helsingfors, før han lagde kursen mod Sovjetunionen.
Utroligt nok klarede han at komme ind over sovjetisk
territorium og lande midt i hjertet af kommunismen.
Jeg kan huske jeg så ham i fjernsynet i 1987, jeg var femten
år og syntes han var suveræn. Han lignede en ganske
almindelig ung mand da han nogle måneder efter anholdelsen
blev fremstillet for den sovjetiske domstol, med
briller, blå vest og slips, og hævdede at flyveturen og
landingen i centrum af Moskva var en fredshandling for
at vække verdensopinionen. Jeg klippede et billede ud af
ham som jeg hængte op på opslagstavlen nede på mit
værelse. Hvem er det? spurgte mor. Det er Mathias Rust.
Jeg syntes han hævede sig over alle andre, jeg syntes han
var suveræn. Han blev idømt fire års arbejdslejr i Sovjet.
Men for fanden da, hvor var han god, var han ikke?
Flyveturen resulterede i at den sovjetiske forsvarsminister
og luftforsvarschefen måtte gå af, var det ikke godt,
eller hvad? For mig blev han et ikon, jeg blæste ham op
til en ideolog og satte ham ligeså højt som andre oppositionelle
i mit heltegalleri: Che, Bakunin, Marx, Arafat.
Ja, det er den slags folk jeg godt kan lide.
Jeg siger det til min bedste kammerat, engang hen mod
slutningen af 80'erne, mens vi sidder og drikker øl i
Ullandhaugskoven en fredag efter skoletid, stadig kun
seksten år gamle og går i 1.g: “For fanden da, Helge,”
siger jeg, “hvis vi nogensinde starter et band, så kalder vi
det Mathias Rust Band, ikke?”
“Vi skal fandeme ikke starte noget band,” siger Helge,
“vi kan jo ikke spille.”
“Nej nej,” siger jeg, “men alligevel, ikke? Mathias Rust
Band?”
“Hellere Fissesatan Anarkikommando,” siger Helge.
“For fanden, Hegga, hvad siger du?”
“Hvad for noget?”
“Vi skulle have gjort ligesom ham, ikke? Bare kørt
derudad, lige ind i Sovjetunionen.”
“Ah,” siger Helge og åbner en ny øl, “det er bare noget
småborgerligt pis, han skulle da for fanden hellere
have kørt Cessnaen ind i Det Hvide Hus, og have ladet
kommunisterne være i fred.”
Jeg gjorde aldrig som Mathias Rust, men Helge og jeg
deltog i de demonstrationer der var, og jeg købte en guitar,
og jeg var der. Nu var det vinter i Stavanger, skolen
var lige startet efter jul, og der fandtes en virkelig verden,
der fandtes virkelige hændelser: oliepriserne steg
mod gamle højder, Samuel Beckett døde, arbejdsløsheden
steg, Ceauçescu blev henrettet i Rumænien, Vaclav
Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet, DDR
var ved at være historie efter murens fald 9. november,
16 17